Billedstormerne

Hensvundne Tid, i Graven lagt,

Reis Dig igjen ved Tonernes Magt!

Til »Vor Frue-Kirke« den vilde Hob

Bruser afsted med Skrig og Raab;

Kirkens Billeder, Glands og Glorie

Er dem en Munke-Løgne-Historie.

Alterbordet og Messebogen

Skal kastes paa Baal i Kirkekrogen;

Alt hvad derinde var Helligt før,

Skal smides udenfor Kirkens Dør.

»Paven i Rom og hans Voxlys – sluk ud!

Riv isønder hver malet Klud!

Santa Madonna med sølvhvid Lilie

Skal styrtes ned! – Det er Folke-Villie.

Hurra! hu! ha! – Til Vor Frue-Kirke!

Med Øxer og Ild kan man Laasene dirke!«

– De storme derind. Hvilken døvende Larm!

Alt Røgen slaaer ud fra Vinduets Karm;

Det buldrer, som hørte man Afgrundens Sang;

Men gjennem den bryder Orgelklang.

Og klart ved Ildens glødende Skjer

De see – hvo er det, som sidder der?

En Munk i sin Kutte; de høre ham spille

Saa blødt, saa deiligt, som Ord fra Gud.

– Rundt om bliver stille!

Engles Sang er i Orgelet lagt;

Hvilken stor, unævnelig Magt!

Som en Moders Kys paa Barnets Mund,

Nu svulmende i den samme Stund

Som Doms-Basunen ved de Dødes Blund:

Ora pro nobis!

Da bryder i Raab den vilde Hob:

»Det er Djævelens List! Det er Munke-Værk!

Lad Flammerne være hans Messesærk!«

– Beggryden gløder, Orgelet brænder.

Hør nu Trompeten og Kjedeltrommen.

Den vilde Hob holder lystigt Dommen!

»Hurra! hu, ha!«

Hensvundne Tid, i Graven lagt,

Ved Tonerne til Liv gjenvakt,

Svind hen igjen ved Tonernes Magt!