Brev fra Prof. H. C. Andersen. Dateret Florents den 3. Juni

Prof. H. C. Andersen opholder sig som bekjendt for Tiden i Italien og har navnlig gjort et længere Besøg i Rom. I et Brev fra Florents, dateret den 3die Juni, skriver han:

»Nu begynder vel hjemme Sommervarmen. Mig har den drevet fra Rom, hvor den i Forening med den idelig stærke Scirokko blev utaalelig; men Rom har jeg dog gjenseet og der tilbragt lidt over fire Uger. Reisen gik i een Flugt derned, i tre Dage kom jeg gjennem Tydskland, hvor Foraaret først nede ved Frankfurt begyndte at sætte Æbleblomster; ligesaa hurtig kom jeg over Schweiz, som jeg nu snart skal gjensee, ind i Sydfrankrig. Der var allerede Sommeren; ved Avignon blomstrede Roserne tæt ved Landeveien, og da jeg naaede det første Maal for Reisen, hvor der endelig skulde tilbringes i Ro nogle Dage, Nizza, var jeg som midt i Rosernes Land. Vinden fra Middelhavet kom saa kjølende, i alle Haver var der fuldt op af Oranger og Citroner, Akacierne blomstrede paa de aabne Pladser, og Palmerne bredte deres grønne Tag i den milde, friske Luft. Den i Klipperne sprængte Vei mellem Nizza og Genua hører til det Skjønneste, jeg har seet, mægtige Aloer og Kaktus vælde frem fra Steenblokkene, Citrontræer og Palmer vexle med Roserne, og medens Luften bliver kryddret med Duften herfra, sprøitede Havet i Brænding høit op paa Klipperne. Den idelige Spørgen om Pas, al den Uleilighed og Ulempe i Forening med de Udgifter, som man før havde gjennem hele Italien, er nu ved dettes nye Skikkelse faldet bort; man reiser frit og ugeneert, som om man reiste i England; først naar man vil ind i Pavestaten, begynder det ganske som før. Ved Civita Vecchia maatte først erholdes Tilladelse til at komme i Land, saa maatte man til Politiet og hente sit Pas, saa igjen aflevere det paa Jernbanen og faae et Kort til Indtrædelse i Rom, her igjen have Opholdskort osv. Men hvor gjerne gaaer man dog gjennem denne Brænding af Uleilighed for at naae det herlige, storartede Rom. De veed, at det er fjerde Gang, Gud har forundt mig den Lykke at komme der. Stor Forandring er her ikke skeet, siden jeg sidst var her. Ja, livligere er her blevet ved de mange franske Soldater, tryggere gaaer man om Aftenen i Gaderne; de mange Overfaldshistorier, der læses om, hører man i selve Rom ikke Stort til. I de store Gader er nu Gasbelysning, og den besøgte Promenade oppe ved det franske Akademi er forvandlet til den deiligste Have med Palmer, Akacier og andre blomstrende Træer. Her musiceres hver Eftermiddag, og alle Fremmede søge herop. Gamle »Peppo« laae endnu paa den spanske Trappe, som jeg i »Improvisatoren« har beskrevet ham. Kolossæum stod i sin forbausende Storhed, og Pederskirken syntes ved hvert Besøg at tage til i Størrelse. Maleren Küchler – De veed, at han er Fransiskaner i Klosteret Bonaventura – besøgte jeg et Par Gange; han var frisk og glad som i Ungdoms Dage; med Inderlighed fløi han mig om Halsen, tiltalte mig med det gamle, hjertelige Du og viste mig den deilige Udsigt fra sit Atelier; det er bygget i en Fløi af Klosteret; han havde netop fuldendt en Kopi efter Perugino, bestilt af Grosserer Puggaard. Digteren Bjørnstjerne Bjørnson har jeg i Rom første Gang seet og lært at kjende; han kom mig saa elskværdig imøde, vi vare under hele mit Ophold her næsten daglig sammen, og jeg kom ret til at holde meget af denne aabne, djerve, hjertelige Natur; han har skrevet nogle smukke lyriske Digte, som Ravnkilde har sat Musik til; denne er Texten værdig, og jeg tænker, at dette Arbeide vil blive meget udbredt hjemme, det fortjener det. Ravnkilde er foruden sin store musikalske Dygtighed et høist elskværdigt Menneske. Alle kjære, kjendte Steder af Betydenhed fik jeg besøgt, og havde Varmen været mindre trykkende, end den var, da gik jeg endnu i Rom. Nu sidste Onsdag reiste jeg derfra over Civita Vecchia til Livorno og har allerede nu været tre Dage i Florents, hvor det netop igaar (den 2den Juni) var Aarsfesten for det nye Italien. Alle Huse, fra øverst til nederst, vaiede med den rød-hvidgrønne Fane; stor Militairparade var her, og om Aftenen en Illumination, som overgik Alt, hvad jeg af den Slags før har seet. Glaskugler, der saae ud som kolossale Sæbebobler, hang som hele Drueklaser, fyldte med Lamper, nogle paa Husenes Arkitektur, medens andre hang svævende ud over Gaden; paa en af de større Pladser var det som et Ildhav, Musiken klang der, og Folk dandsede. Det var et deiligt Syn at see de illuminerede Broer og Huse speile sig i Arnofloden; men mest deiligt var Skuet af Taarnet paa Paladset Vecchio; Lamperne vare der saaledes anbragte, at man kun saae det bævende stærke Skjær paa Murene, hvorved det hele Taarn fik Udseende af at være transparent i den blaae Luft. Vognene bevægede sig i to Rækker, Menneskemassen mellem disse, men med en Orden, en mageløs Ro, saa at man ret kunde nyde det.