Brev til H.C. Ørsted, dateret Rom den 5te December 1833

Kjære Hr. Etatsraad!

Omtrent de ti sidste Juleaftener har jeg tilbragt i Deres kjære Kreds, hvor De alt tidlig optog mig, den Fremmede, der stod saa alene; vær overbeviist om, at jeg altid med Taknemmelighed erindrer ethvert lille Træk af Deres Godhed og Venskab, om jeg tør bruge dette Ord; nu nærmer Julen sig igjen, ude paa Gaden blæse alt Hyrderne fra Bjergene paa deres Sækkepiber og forkynde den glade Fest; men her er endnu sommervarmt, Pinierne og Cypresserne staae grønne, og de gule Oranger hænge over Gjenboens Muur, Alt viser sig i en anden Skikkelse for mig end for Aar og Dag siden. Iaar kommer jeg ikke til at pynte Juletræet paa Nørregade, seer ikke Børnene flokke sig om mig, kommer ikke til at skrive Vers og læse dem op i den bekjendte Kreds, hvor Gaslampen brænder, og hvor Moderen sysler om os Allesammen, medens hun dog deler Glæden med os. – Dog, i Tankerne er jeg med; jeg vil haabe, at dette Brev just indtræffer Juleaften; det maa da være mig, som tager Ordet, fortæller om min Flugt her til Syden, det deilige Syden med sin blaa Himmel, sine Marmorguder og smukke Mennesker. Fra Paris har De nok faaet et lille Brev fra mig? Siden gik jeg til Schweits, hvor en elskværdig Familie optog mig i deres Huus, og hvor jeg tilbragte tre lykkelige Uger paa de alvorlige Jurabjerge, mellem Graner og Snee. Resultatet af dette Ophold blev, at jeg lærte noget Fransk, hvilket Paris ikke gav mig synderligt af, da Landsmændene hang sammen, som Borrer; dagligt at maatte tale Fransk, var mig den bedste Læremester; desuden havde jeg her et Slags aandelig Rolighed, Pengemangel gav mig ingen Sorg, da jeg havde Alt frit, og jeg kunde derfor følge min Muse, saaledes fremstod her mit seneste Arbeide: »Agnete og Havmanden«, som vist er udkommet hjemme, naar De modtager dette Brev. I forrige Tider gav De mig mangt et klogt og kjærligt Vink, naar jeg læste Dem mine Arbeider; dette har jeg selv ganske maattet veie og maale; siig mig nu bagefter Deres Dom; jeg haaber, det vil behage Dem mere, end hvad jeg før har bragt; er De tilfreds med mig, troer De at see en høiere Modenhed hos mig, da siig mig det, Intet vil mere styrke mit Mod og lyksaliggjøre mig; Deres Taushed maa jeg ellers antage for, at de endnu ikke har fundet noget Andet, end hvad De alt kjendte. Men nu til mit Schweits igjen. Kun Jurabjergene og det sydlige Parti fik jeg at see; thi naar man kun har 300 Species aarlig at reise for, tør man ikke gjøre mange Sidespring. Den 19de September gik jeg over Simplon. Jeg veed ikke, om De kjender denne Vei? Dybt under mig hang Skyerne paa de sorte Skove, rundt om kun nøgne Klipper, uden Græs eller Rødder, men overtrukne med en grønagtig Ertsfarve. Gletscherne stode som stolte Glasbjerge og skinnede i Solen, een var styrtet ned og havde revet Veien med sig, saa vi maatte over en gyngende Bjælkebro; en Ørn fløi os forbi, det var den eneste Fugl, jeg saae deroppe. Uh, der var saa koldt! men da vi kom ned paa den anden Side, betraadte Italiens Grændse, var Alt grønt og frodigt. Figentræerne voxede vildt tæt ved Landeveien, og Druerne hang store og tunge i Guirlander henad Marken. Lago magiore svarede ikke til min Forventning; men jeg seilede paa Søen under en daarlig Belysning, og det gjør jo saa meget. Mailands Domkirke var mig et udhulet Marmorfjeld med forstenede Mennesker, som i Eventyret. Det Indre greb mig ganske forunderligt. Det er et Guds Tempel! O, hvor meget Skjønt og Herligt har jeg dog seet; Papiret tillader ikke engang at give en Skizze deraf. Ved Genua saae jeg første Gang igjen Havet, det herlige Hav, besteg Dogens Slot, gik over Gruset af Fiesko’s Huus og var inde hos Galeislaverne i deres Fængsler. Kystveien fra Genua om Speziabugten til Pisa er ikke meget besøgt, da den gjælder for noget usikker, dog valgte jeg denne, og nød derved det Skjønneste, af hvad jeg endnu har seet paa min Reise. Her er Italien et sandt Phantasiens Land. Tænk Dem det deilige mørkeblaa Hav, den vilde Klippekyst med Pinieskove, Cypresser og Druer. Kloster laa ved Kloster. Fiskere med vilde charakteristiske Ansigter, barfodede Munke og deilige Børn mødte os. Det var en Afvexling, der ikke lader sig beskrive! fra Pisa selv gjorde jeg to Udflugter, den ene til Marmorbruddene i Carrara, hvor jeg syntes Guder og Gratier sukkede inde i Fjeldet efter en Mager, som vor Thorvaldsen, der kunde løse dem; den anden Udflugt var til Livorno, hvor Jødesynagogen og den smukke Udsigt til Corsica var det hele Udbytte. – Pisa er øde i en Grad, at det er ængsteligt! jeg syntes at være i en Grav, hele Gader ere som uddøde.

Det første Indtryk af Florents var ikke behageligt, Byen seer snæver og smudsig ud; men da jeg kom til Kjærnen, de herlige Gallerier, mærkede jeg nok, at jeg var i Besøg hos Muser og Gratier. Jeg har seet og atter seet paa alle disse Herligheder! Italien har vakt min Skjønhedsfølelse! her har Steen og Farver Aand og Stemme! Den medicæiske Venus er Gudinden selv, der er bundet fast til Jorden ved sin Marmordød. Niobegruppen, alle de deilige Madonnaer af Raphael, nei, det kan ikke fortælles! – Efter en meget besværlig Kjøretour i 6 Dage, kom jeg den 18de Oktober til Rom; det var min værste Tour! Italien er en sand Svinesti at bereise! ussel Føde, frygtelige Værtshuse, der tidt ere saaledes, at den Reisende maa tye ned i Staldene; thi Utøi frembød sig overalt. Men hvor snart glemmer man ikke sine Lidelser, for alt det Skjønne og Herlige. Jeg saae Perugias Kunstskatte og Vandfaldet ved Terni, hvor jeg første Gang spadserede under Oranger og i store Laurbær-Alleer.

Ved min Ankomst til Rom traf det sig just, at jeg kom paa den Dag, der var bestemt til Raphaels anden Begravelse. Man havde altid fremviist et Hoved, der gjaldt for hans, og som Phrenologerne gjemte Aftryk af; nu var der opstaaet en Tvivl, om dog dette var det rette. Paven tillod, at Graven aabnedes, og nu fandt man det falskt; thi Raphael laa heel og holden her. Hans Been bleve derfor nu jordede paa ny, med pavelig Pragt. Det var i Pantheon, som ved denne Leilighed var smukt oplyst og stærkt besøgt.

Siden er jeg nu bleven ganske hjemme her i Rom, boer i Gade med Thorvaldsen og har en smuk Altan med Blomster foran mit Værelse; neden under har Madonna sit Alter, og der synge de smaa Børn hver Aften. Jeg har besøgt de fleste Malerisamlinger, seet Alderdomslevningerne, ja selv været nede under Rom i Katakomberne, skjøndt de ikke ere saa ganske sikkre. Paven har jeg alt seet flere Gange, og Thorvaldsen har hædret mig med sin Visit. Alt eengang har jeg læst ham min Agnete; men til i Aften har han meldt sig for at høre den anden Gang; han har med Hensyn til denne sagt mig megen Roes, gid man hjemme vil bedømme den som han. Hans seneste Arbeide er et Basrelief, der forestiller Raphael siddende paa nogle Ruiner og tegne efter Naturen, Kjærligheds Genien rækker ham en Valmue, og Seiren sætter Krandsen paa hans Hoved. Af Roms Omegn har jeg ogsaa seet en stor Deel, det deilige Vandfald ved Tivoli og Albanerbjergene med deres skjønne Natur og herlige Ruiner. Jeg red paa et Æsel op til det høieste Punkt af Bjerget og besøgte Munkene i Klostret, der staaer paa Ruiner af den triumpherende Jupiters Tempel. Hele Omegnen er flad og øde, kun den store Vandledning og de fjerne Bjerge give Øiet et Hvilepunkt. Ruiner af Grave, enkelte Kors opreiste, hvor Vandreren er myrdet, frembyder den hele Situation. At indlade mig i en Beskrivelse af de smukke Egne, kan ikke hjælpe, jeg kan jo kun give nogle Ord, i det høieste stykkeviis tildele Dem hvert Parti, og det maatte gives, som det tages, i sin Heelhed, paa eengang med Farver og Lys. Hver Dag lærer mig herude, hvor lidet jeg veed, hvor underligt meget der er at lære for det korte Menneskeliv! Antikkerne og de skjønne Billeder virke paa mig saaledes, at jeg forkaster hvert Arbeide, jeg i den sidste Tid har begyndt paa. Jeg føler nok en stærk aandelig Kraft hos mig til at virke; men den Skjønheds Harmonie min Sjel har indtruffet, det uendelige Store jeg begynder at begribe, kan jeg dog ikke udtale, og det gjør mig tidt inderligt bedrøvet! – Tilfældet vilde, at Hertz traf mig først i Rom af Landsmændene; han kom mig venligt imøde, og jeg glemmer let, ved et Haandtryk, det Bittreste; jeg gik den første Dag omkring med ham, skaffede ham Værelser, som han er meget fornøiet for; siden sees vi daglig, og naar vi aldrig før havde stødt mod hinanden i Danmark, vilde jeg sige, han er godmodig og behagelig at omgaaes. Nogle Landsmænd have sagt til mig, jeg skulde ikke være for venlig imod ham, da han kunde antage det for Frygt; men det er det ikke! det er mig kjært at vinde en Uven. Jeg troer, at han efter vor Omgang her vil bedømme mig mildere og aldrig kaste saa megen Bitterhed og Skygge ind i mit Liv, som før ved hans haarde Dom. Jeg sagde ham imorges, at jeg skrev Dem til, og han bad mig hilse Dem og Deres Kone ret meget!

Det ringe Reisestipendium jeg har, nøder mig til, hvis jeg ikke faaer Tillæg, at vende hjem næste Aar i September. Man giver mig ikke synderligt Haab, og det Eneste, jeg endnu veed at kunne søge om, er det Lassenske Legat, bestemt for »en skikkelig Student, der reiser i Udlandet«; Biskop Müller uddeler det. Vor Herre veed, om jeg kan faae det; jeg beder Dem tage Dem lidt af mig, ifald, som jeg troer, Deres Indflydelse virker i denne Retning. Det vilde være tungt, om jeg nu, ligesom i hele min Opdragelse, maatte lade det blive ved det Halve! Hver Maaned i Udlandet lærer mig, hvad jeg behøver Aar til hjemme. Det var mit Ønske at kunne blive en Vinter i Tydskland, for der at lægge mig efter Sproget, og ikke være nødt til at maatte skrive, for at leve der; thi paa den Maade bringer jeg aldrig Noget, som mit Hjem eller jeg selv faaer Ære af. Den sidste Januar forlader jeg Rom og gaaer til Neapel; jeg haaber vist, at De efter Læsningen af min Agnete skriver mig til, (et Brev bruger 3 Uger fra Danmark til Rom); lev imidlertid med alle Deres ret vel og glem mig ikke ganske! bring Deres Kone og alle Børnene, Deres Hr. Broder, Heibergs o. s. v. min inderlige Hilsen. Vi faae ogsaa en lystig Juleaften i Rom; et deiligt Laurbærtræ skal pyntes med Lys og Oranger; Hertz og jeg skrive Viser, og maaskee kommer Gildet til at staae paa Capitoliet, hvor Svenske, Norske og Danske da blive een Nation. Rom forener igjen de nordiske Riger! Lev nu vel, glædelig Juul og Nytaar! Adresseer Brevet til mig til »Café greco a Roma«.