H.C. Andersen

Bruden fra Lammermoor

Originalt romantisk Syngestykke i fire Acter 1832
Opført første gang 5. maj 1832

»Fremstillingen og Udviklingen,« siger Øehlenschlæger, »ere saa forskjellige i dramatisk og episk Poesie, at Digteren med Rette kan kalde Værket sit, om ogsaa den første Idee dertil er taget andetsteds fra. Saaledes byggede Shakespeare næsten alle sine bedste Værker paa foregaaende NovellerØehlenschlæger har efter en bekjendt Fortælling skabt os sin herlige Aladdin, ligesom Røverborgen efter en Roman og Ludlams-Hule og Rübezahl efter Folkesagn. Andre Digtere have søgt at dramatisere Walter Scotts og Coopers Romaner, men for de fleste er det mislykket, hvilket vist grunder sig i de altfor store Forventninger, hvormed man, efter at have læst Romanen, er gaaet i Theatret. Hvad der tager sig ud i et episk Digt er sædvanligviis ikke dramatisk. Digteren kan i en Roman ved et Par Ord føre os, hvorhen han vil, og er ikke deri, som i et Drama, bunden til Tid og Eenhed. Uagtet alle disse slemme Skjær har jeg, forledt af det poetisk skjønne Æmne, vovet at omskabe den walterscottske Roman: »the bride of Lammermoor« til et romantisk Syngestykke. Jeg har søgt at bringe den hele Roman ind i dette korte Aftenspil, benyttet Alt, hvad jeg troede kunde benyttes af denne, og kun forbigaaet Episoder, der uden Skade for det Hele kunde udelades, eller vel endogsaa grebe mig forstyrrende ind i den mørke Grundtone, der gik gjennem det hele Sagn. Saaledes kan Caleb ikke komme til at spille en saa stor Rolle her, som hos Walter Scott, thi ihvor moersomt det end der er at læse, hvorledes han stjæler Vildænderne af Spiddet hos Bødkerfamilien, og bringer dem hjem paa Slottet, vil dog vist enhver indsee, at dette ikke lod sig scenisk fremstille i en Tragedie.

I Romanen findes, som bekjendt, et Fragment af en gammel Vise om den ravenwoodske Slægt, der efter C. J. Boyes Oversættelse lyder saaledes:

Naar sidste Laird til Ravenswood, til Ravenswood, rider ud,

Og fæster sig en afsjælet Pige til sin Brud;

Da skal hans Ganger bindes paa Havnymphens Strand,

Og aldrig skal hans Navn nævnes mere over Land.

Dette har jeg anbragt i en Ballade og maattet forandre, vel ikke i Mening, men i Form, for at skyde det som Text under en gammel characteristisk skotsk Folkemelodie.1 Foruden denne har Componisten benyttet til Choret i 3die Act: »Stem gamle Minstrel Harpen nu,« den skotske Melodie til: »my lodging is on the cold ground,« og ligeledes til Ailsies Vise: »Der sidde to Ravne paa Træet hist,« der aabner 4de Act, en gammel Melodie til Auld Robin Gray: »When the sheep are in the fauld.« Hvad Texten til denne sidstnævnte Ballade angaaer, da er den bearbeidet efter en gammel Sang, der findes i Walter Scotts Udgave af: historiske og romantiske Ballader fra det skotske Grændseland.2

Musikken til Dandsene er et Uddrag af skotske Folkemelodier.

  • SIR WILLIAM ASHTON, Storseglbevarer
  • LADY ASHTON, af Huset Douglas
  • EDGAR, Junker af Ravenswood
  • SIR HAYSTON, Laird af Bucklaw
  • CRAIGENGELT, en Lykkeridder
  • BIDETHEBENT, presbyteriansk Præst

Handlingen foregaaer i Østlothian i Skotland.

Tiden omtrent 1700.

Første Act

Skov og Maaneskin ved den saakaldte »Ridderens Kilde;« dens gothiske Front og Hvælving er nedbrudt, Strømmen baner sig Vei mellem Ruinerne og de rundtom henslængte Stene. ANNIE og AILSIE gaae om ved Kilden og samle Urter i deres Skjørt. Under Ritournellen til Visen, høres Jægernes Sang i det Fjerne. ANNIE og AILSIE
AILSIE (synger).

1.

Fuldmaanen skinner paa Busk og Krat,

Thi det er St. Hans’s lystige Nat.

Husch! husch!

Mo’erlille sadler sit Kosteskaft,

En bedre Hest har der ingen havt!

Saa flyver hun op, saa flyver hun ned,

Hun flyver til Bal og til Lystighed,

Husch! husch!

Den Smaa-Dreng læser sit: »Fader vor

Ak, hvor vil Du hen, Du søde Mo’er?

Sov stille, Barnlille!

Jeg har at bestille;

Med Kosten jeg feier vor Skorsteen net;

Jeg flyver saa let!

Husch! husch!

ANNIE (hæver sin Krykkestok).

Vil Du tie stille med Din Hexe-Sang! he, he, he!

AILSIE (truer igjen).

Vil Du selv tie, Din gamle Hex! he, he, he! (hun synger).

2.

Skarntyden sveier i Nattens Blæst;

Den bliver ogsaa en deilig Hest.

Husch! husch!

Paa Stang og paa Stok og paa Vangeled,

De Hexe flyve i Luften afsted;

Hver Stund de vise sig fleer og fleer,

Men Døden sidder bag Graven og leer.

Husch! husch!

I Galgen hænger en Tyveknægt,

Enhver bør hilse sin kjære Slægt;

I Luften de neie,

Tre Gange de dreie

Og svinge hans arme, syndige Krop, og flyve saa op!

Husch! husch!

——

CHOR AF JÆGERE (som drage over Scenen).

Glade Lyst! hør Hornet toner!

Lystig frem, paa Mark og Vang.

Her bag Skovens dunkle Kroner,

Livets bedste Glæde throner.

Echo svarer paa vor Sang!

——

AILSIE

He, he, he! det var strunke Karle! –

ANNIE

De see ud, som Ellekongens Folk i Maaneskin! – Nu stige de paa Hestene – Hui! hvor gaaer det ikke igjennem Mose og Krat.

AILSIE

Det er den nye Herre, der jager. Den fromme Sjæl, der tænker paa os Fattige! mig har han lovet en Pæl at hvile mit Hoved til, og de røde Lagener at svøbe mig i. Lænker og Baal – hvad synes jer om den Foræring? he, he, he!

ANNIE

Lænker og Baal, Mo’er? – Ja det var just noget for hans egen Frue. Der er mere Ondt i hende, end i alle de skotske Hexe, der fare i Maaneskin over Berwick Hede. Nei, de gamle Ravenswooder, det var Folk, der forstode at bruge Sværdet, og tænkte paa fattig Mands Pose; men Lykken lod dem dumpe, og den Tingstud, Lord-Seglbevareren, som de kalde ham, gav det sidste Stød. Er det ikke en Spot, at den unge Junker af Ravenswood ikke skal eie uden den usle Rede nede ved Stranden, mens Tingstuden klækker sin Yngel ud i den gamle Stamrede? Men Hævnen kommer! husker Du Lairdens Begravelse?

AILSIE

Husker? Jo, det var et Liigtog! de første vare alt inde i Capellet, før de sidste endnu vare ude af Borgen. Der vare Trompeter med lange Flag af Flor, og saa en Præst af den biskoppelige Kirke i sin lange Messe-Skjorte. Det havde Lorden udtrykkeligt forlangt! –

ANNIE

Men ikke engang det kunde det presbyterianske Pak unde ham i Graven! – Storseglbevareren, vor naadige Herre, lod Bønnebogen tage af Haanden paa Præsten, og havde der ikke været tappre Mænd og skarpe Sværd, var Lairden bleven begravet som en Hund. Men giv Tid Ailsie! det kommer! fortvivlet Mand har stærke Hænder.

AILSIE

Husker Du Junkerens Eed? husker Du, hvor bleg og stille han stod? Der var ikke Vanddraabe i hans Øine, men der var Ild i hans Ord, ved Faderens Kiste: »Himlen tilskikke mig tifold Ulykke, hvis jeg ikke gjengjelder denne Mand og hans Huus den Sorg og Elendighed, han har styrtet mig og mine i!« See, det var hans Ord.

ANNIE

Men Ulykken kommer dog først fra dem selv, Ailsie! – Paa dette Sted, ja her ved Kilden var det, den første Ravenswood narrede Kildenymphen. Derfra kommer Ulykken over Slægten. Vi kan endnu komme til at strække den sidste Laird af Ravenswood.

AILSIE

Strække? – Glemmer Du Visen om Kildenymphen her? – Nei, der vil aldrig blive slaaet Kistelaag til over ham.

ANNIE

Seer Du ham, der kommer i Kappen? Kjender Du ham paa

Fjerbusken? Der har vi Junkeren af Ravenswood selv. Hi! her vil han nok ikke søge sin Lykke.

AILSIE

O, en deilig Karl! saa bred over Skuldrene og smækker om Livet! – Hvor der dog kunde blive et deiligt Liig af ham!

ANNIE

Ja, ham gad jeg nok strække og klæde!

AILSIE

Men det kan Du skyde en hvid Pind efter, Din gamle Hex! (De blive borte mellem Krattet).

——

EDGAR, Junker af Ravenswood, (træder ind; han standser og synes forundret ved at være kommet paa dette Sted. Et Uveir trækker op).
(Recitativ og Cavatina)

En Hævnens Dæmon ledet har mit Fjed!

Ja her paa dette skjæbnesvangre Sted,

Her, hvor en Ravenswood, til Død og Smerte,

Vandt Kilde-Nymphens Hjerte,

Her skal min Hævn ham møde,

Her skal han bløde! –

– See, Nattens Uveir reiser sig bag Fjeldet;

Det synger høit med Stormens vilde Hær:

Hævnens Time er nær!

(Musikken udtrykker Overgangen af hans Følelser).

Mandens dybe, bittre Sorg

Knuste alle Barnets Drømme;

I Ruiner staaer min Borg,

Ved det barske Nordhavs Strømme;

Svalen finder der sin Rede,

Jeg – har intet Hjem hernede!

Snart vil Borgens sjunkne Muur,

Skjules ved den sorte Bølge; –

Ud, ja ud i Guds Natur!

Tiden skal min Smerte dølge.

Snekke, kløv de stærke Vande,

Bring mig bort til fjerne Lande!

(Han læner sig i Smerte op til et Træ. Uveiret bryder imidlertid løs. Han farer frem):

Betving Din Smerte

I mandigt Bryst!

Bruus, vilde Hjerte,

Af Hævnens Lyst! –

Uveiret svæver

Høit over Hav,

Sit Offer kræver

Den dybe Grav.

——

LUCIE (udenfor Scenen).

O, frels os i Nøden!

EDGAR

Hvad Rædsels-Skrig? (seer ud af Scenen).

Dem truer Døden! –

En Olding og en Pige, forfulgt af Dyrets Raseri –

– Snart Redning er forbi! –

O milde Gud, Du Dig forbarme!

Styr Du mit Skud,

Og frels de Arme! (skyder ud af Scenen).

Det faldt! – – See, foran Pigens Fod,

Det spræller i sit røde Blod – –

Og hun – see Kinden blegner – –

Den Arme segner! (iler dem imøde).

——

LORD ASHTON (med Lucie i Armene).

O Skræk og Smerte!

– Vær stærk mit Hjerte! –

Mit Barn, min Datter.

EDGAR (som har hentet Vand fra Kilden og sysler om Lucie).

Hun aander atter!

LORD ASHTON

Algodhed, hør en Faders Suk,

Forbarm Dig ved min dybe Smerte!

EDGAR

Hun er saa bleg og dog saa smuk!

Hvor rører hun mit unge Hjerte.

LUCIE

Min Fader!

LORD ASHTON

Datter!

O glade Lyst,

Høit svulmer atter

Nu Bryst mod Bryst.

LUCIE (som endnu troer sig i Faren).

Os Døden møder! – –

LORD ASHTON

Uhyret bløder!

(til Edgar):

Du har til Livet

Os her gjengivet – –

EDGAR (indesluttet i sig selv, idet han betragter Ashton).

Ham, som min Hævn svoer Døden,

Ham har jeg frelst i Nøden!

LUCIE (klynger sig til ham).

Uveiret stormer frem,

O bring os til et Hjem!

ALLE TRE

Vildt Stormen stiger; hør Bølgens Gang!

Med Skum den høit mod Kysten vælter;

I Lavastrømme Skyen smelter,

Og orgler os sin vilde Sang.

EDGAR

Medynk, Had og Hævnens Lyst,

Kjæmpe i mit unge Bryst!

LUCIE

Lad min Bøn dit Hjerte røre – –!

LORD ASHTON

Til dit Hjem Du os vil føre –!

EDGAR

Til mit Hjem –?

(Recitativ)

Hvor Bølgens Vælde

Udhuler hine Fjelde,

Der staaer min Borg. I kan mig ikke følge! – Mit Navn jeg ei vil dølge,

Jeg er en Ravenswood!

LUCIE og ASHTON

O milde Gud!

ALLE TRE

Underligt mit Hjerte banker, Piint af tusind Flamme-Tanker.

EDGAR

Medynk, Had og Hævnens Lyst Kjæmpe i mit unge Bryst!

ALLE TRE

Vildt Stormen stiger; o. s. v.

LORD ASHTON (til Edgar).

Dig har jeg bittert krænket – –!

LUCIE

Du frelste nys os to.

BEGGE

Du har os Livet skjænket, Vort Liv vi Dig betroe!

EDGAR

Paa Fjeldets høie Tinde

Saa øde staaer min Borg;

Kun Tagly vil’ I finde, Alt tyder Død og Sorg.

LORD ASHTON

Ha, Skræk og Dødens Tanker, Har knuust mit Hjertes Ro!

EDGAR

Af Hævn mit Hjerte banker!

LUCIE

Vort Liv vi Dig betroe!

(De følge Edgar til Borgen. Uveiret stiger mere og mere).

En Krostue

BUCKLAW og CRAIGENGELT (Paa Bordet staae tvende Kruus med Viin).
BUCKLAW

En deilig Aften! hør kun hvilket Veir!

Det er, saa Tyven dandse maa i Galgen.

Hvor Ravenswood dog nu kan blive af?

Formodentligt har han ei truffet paa ham!

– For Fanden! hvorfor holdt I mig tilbage?

CRAIGENGELT

Til Sligt behøves aldrig meer end Een.

Desuden synes mig, vi allerede

Har vovet altformeget, ved at følge

Ham, mens han har en saadan Gjerning for!

BUCKLAW

Naar alt jeg ret betænker, Craigengelt, Er det ei stort bevendt med Eders Mod. Men, det er noget da, som Mange alt Har dømt om Eder.

CRAIGENGELT

Men til denne Time

Har ingen vovet end, at sige Sligt!

Og var det ei, fordi I er min Ven,

Saa – –

BUCKLAW

Saa –? – Jeg er slet ikke Eders Ven!

Tal I kun ud –! gjør hvad I har i Sinde.

CRAIGENGELT

Her gjelder det langt større Ting, end knække

En Snees forrykte Hoveder, som Eders!

BUCKLAW

Der har I Ret, og da I har saa sjeldent,

Saa var det Synd, at vilde nægte den!

– Var ei de sidst paalagte Pengebøder,

Confiskationer og den Slyngel Turntip,

Der nøder mig at holde mig fra Hjemmet,

Saa var jeg reent forrykt, at jeg kan troe

Paa Eders Snak og Eders tomme Løfter:

Ansættelse i Irland ved Brigaden.

Hvad rager mig den hele irske Stads!

Jeg er en ærlig Skotte, som min Fader,

Og gamle Moster, Lady Girnington,

Kan dog ei leve evig, vil jeg troe.

CRAIGENGELT

Ja, det er sandt! – men hun er seig den Gamle.

Og hvad nu eders salig Fader angaaer,

Han havde baade Eiendom og Gods.

Han gav sig aldrig af med Aagerkarle,

Betalte ærligt, hvad han skyldte bort,

Og leved’ ei paa fremmed Mands Bekostning.

BUCKLAW

Og hvem er Skyld deri, at ikke jeg

Gjør nu det samme? Hvem? Hvem andre vel,

End I og Satan, som har mig forledt,

At øde Rub og Stub! – Nu skal jeg vel

Forpligte mig, som I, at flakke om,

Snart hist, snart her, tidt for den blotte Føde!

Den ene Uge leve af et Brev,

Med selvgjort, vigtigt Nyt fra St. Germain,

Den anden Uge, af et lavet Rygte

Om Opstand, eller følge tro en Ven,

Der skal i Strid; men naar han er paa Stedet,

Da smøre Haser af Forsigtighed!

Selv giver man sig Navn – for hvem der troer det –

At man er en politisk Underhandler, –

Man tager sig en Titel – er Cap’tain – –

CRAIGENGELT

Der troer I nu, I sagde noget vittigt,

Og at I ærgrer mig. O, nei! – Tilvisse,

Det bedre er at leve, som nu jeg,

End døe af Sult, hvad eller maatte dingle!

BUCKLAW

En ærlig Mand dog heller døer af Sult.

Og troe mig Craigengelt, til allersidst

Vil Galgen ende Legen. – Siig mig dog

I Ærlighed, hvad har I vel i Sinde

Med Ravenswood? Det er en ærlig Karl,

Men Penge har han ingen fleer end vi,

Hvad Fordeel troer I, der ved ham kan vindes?

CRAIGENGELT

Vær uden Frygt, jeg veed nok hvad jeg gjør!

– Hans Faders Navn er hæderligt bekjendt –

Selv er han ung, har Indsigt og Talenter!

Ham mangler hverken Hoved’ eller Hjerte;

Tro mig, jeg skal faae Ære af min Mand!

BUCKLAW

Men, ihvor klog I siger, at han er –

Og som jeg troer – er han lidt starblind dog,

Der ikke mærker Eders fine Garn.

Seelenverkooper er I, Craigengelt! –

Nu, sid kun rolig! lad kun Kaarden ligge,

Jeg veed dog nok, I ei har Lyst at slaaes.

Fortæl mig heller, i vor gode Mag,

Hvordan I bar jer ad med Junkeren,

At han betroede sig til Eders Venskab.

CRAIGENGELT

Jeg smigrede hans Lyst at hævne sig;

Jeg fik ham til at fnyse vildt af Harme

Ved Tanken om den store Haan og Uret,

Han havde lidt. Nu er han gaaet hen –

Det sagde han, og det var vist hans Mening –

At tale med Storseglbevareren;

Og træffes de, da tro mig Bucklaw! gjør

Lovtrækkeren ham Tingen altfor broget,

Saa ta’er han Livet af ham. Hvad end skeer,

Vil Ravenswood nok tale saadan med ham,

At til Voldsgjerning det vil blive udlagt.

Gjør’ De det nu for hedt for ham i Skotland,

Vil Frankrig desto bedre bruge ham.

Den franske Brig, L’Espoir just ligger

Ved Eymouth, der vi alle gaae ombord,

Fastlandet vinker sine stolte Helte!

——

ANNIE og AILSIE (komme ind og ryste Regnen af sig ved Kaminen).
ANNIE

Det er et Veir derude, som vilde Regnen vadske Jorden hvid.

CRAIGENGELT

Hvad vil I her? I gamle, gustne Hex!

AILSIE

Ih, det er ikke smukt at bide saadanne af fattige Folk, der kun vil have Tagly for Storm og Regn.

BUCKLAW

Hvor Ravenswood dog nu kan blive af!

ANNIE

Er det den unge Junker, I vente paa? Ja, saa kan I vente længe!

BUCKLAW

Hvad er der mødt ham? – Tal, Du gamle Hex!

ANNIE

Hvad, mødt ham? – Ih, to smukke, brune Øine! he, he, he! – Storseglbevareren, vor strænge Herre og Frøkenen, hans Datter, gjør nu Visit paa Ulfsfjeldet.

BUCKLAW

Hvordan? – og Ravenswood? Hvor er han?

AILSIE

Ja, Tingen den er saa. Storseglbevareren kom med sin Datter ned af Skov-Alleen; nu græsser just det vilde Qvæg paa denne Kant; det var skræmmet ved Jægernes Horn og Skud. En af Tyrene satte efter dem – Dyret var kun nogle Skridt fra dem, og havde Junkeren ikke været i Nærheden, og truffet ved første Skud, saa havde det nu været forbi med dem begge.

ANNIE

Hvor det var Held! – he, he, he! – Den Kugle havde nok Junkeren ikke tænkt, at bruge paa denne Maade!

BUCKLAW

Hvad siger Du? – Jeg kløver Dig dit Hoved!

ANNIE

Ih, Junkeren er jo kun et Menneske. Han er forurettet, grueligt fornærmet! – Nu har han da sin Fjende inden Vægge, og jeg tør vædde paa, var ikke Miss Ashton, saa gik det galt! – Dog, det gjør det da alligevel. Ulykken kommer fra de Ravenswooder selv!

CRAIGENGELT

De har engang vel brændt din Bedstemoder?

Nu, det var Skade, Du ei fulgte med!

ANNIE

Den blanke Ridder spaser altid paa sin Maneer. Nei, kjender I ikke Visen, har I ei hørt Sagnet om den første Ravenswood.

AILSIE

Paa Jagten traf han engang ved Kilden en deilig Pige; hun fængslede ham, og her havde De siden deres Sammenkomster, naar Solen vilde til at gaae ned; men kun eengang om Ugen, hver Fredag nemlig, lod hun sig see, og svandt saa ved Kilden, naar Klokken ringede til Aftenbøn i Kapellet.

BUCKLAW

O Eventyr!

CRAIGENGELT

Kun gammel Kjærling-Sladder!

ANNIE

Som sagt, hun svandt naar Aftenklokken ringede. Da nu Baronen betroede sin Skriftefader Alt, troede denne, at Nymphen var en Satans Aand, der vilde lokke den naadige Herre, og lod derfor Klokken ringe sildigere den næste Gang, men da Nymphen saae Skyggerne blive længere, rev hun sig ud af Elskerens Arme med et Skrig og sagde ham et evigt Lev vel, i det hun styrtede sig i Kilden!

AILSIE

Men Bølgerne, der stege op af Vandet, bleve røde af Blod og Junkeren hørte hendes grædende Stemme; thi Kjærlighed er et Elendigheds Dyb, som der staaer i Visen. (Hun synger).

Vise

1.

Et Dyb og dog Guds Himmel,

:|: Ja Himlen! :|:

En Verden fuld af Længsel,

Er Du Kjærlighed.

– Den Havfrue blev sin Ridder tro,

Dog skilte man de to,

Hver Bølgelil blev blodig rød

Ved hendes bratte Død.

Et Dyb og dog Guds Himmel o. s. v.

2.

Seer Maanen nu fra Fjeldet

Sit Billed i Vældet,

Da toner dybt hen over Vang

Hiin Spaadoms Sang.

»Naar sidste Laird til Ravenswood,

Faaer sig en Død til Brud,

Den Havfrue fanger ham paa Stand,

I Strandens Flyvesand.«

Et Dyb og dog Guds Himmel o. s. v.

ANNIE

Ja, see derfra kommer Hævnen! derfor skal der aldrig slaaes Kistelaag til over den sidste Ravenswood.

AILSIE

Havfruen vil binde hans Hest i Flyvesandet, naar Kjærlighed først har bundet hans Hjerte.

BUCKLAW (til Craigengelt).

Jeg frygter, Craigengelt, I har gjort Regning

Foruden Vert; at Laxen smutter bort

Med Krog og Alt. – Ha, tys! hør, Hornet klinger!

(Man hører Jægernes Sang bag Scenen).
ANNIE

De drage nu til Ulfsfjeldet, hvor vi har sagt dem, deres Herre er; der bringe de nu det fældede Dyr med, saa kommer der dog lidt Proviant i Huset!

BUCKLAW

Det klinger lystigt, og jeg sidder her!

Nei, hvad jeg ogsaa vover, jeg maa med!

Jeg gjæster Ravenswood med Jægerskaren.

CRAIGENGELT

Men er I gal? Om I nu snappes op!

BUCKLAW (ironisk til sig selv).
(Recitativ)

Ak ja! – dit Mod Du maa betvinge.

Forsigtig vær!

Hold dig i Krogen her;

Der ude let man kan i Galgen springe!

(Cavatina)

Ingen kan sin Skjæbne kjende,

Bærer han end Riddersværd.

– Skal det saadan for mig ende?

Ak! det var en Taare værd.

(Aria)

Hvilke Griller! – I maae flygte!

Hvad kan Ungdoms Hjerte frygte!

Hør, den raske Jægersang

Blander sig med Hornets Klang.

Hjertet ei sin Længsel dølger,

Glad det følger! (til Craigengelt).

Bliv I tilbage! o vær saa god!

Fortæl I disse om eders Mod.

(Han peger paa Annie og Ailsie).

Slaae stærkt paa Sværdet,

Gjør dem forfærdet!

Jer mindste Finger har Helteblod!

(til Annie og Ailsie).

Til Gjengjeld Smukke fortæl igjen:

Hvordan I fare i Luften hen;

Med hvem I dandsed’, bag Tjørn og Krat,

Paa Berwick Hede, St. Hans’s Nat.

(til dem alle tre)

Saa godt I passe sammen.

O sæt jer her ved Flammen!

Børnlille hold jer glade,

Tal I om stort og smaat,

Her ta’er ei Skindet Skade,

Og her er luunt og godt. (Gaaer).

AILSIE og ANNIE

He, he, he, he! – En lystig Unger-Svend!

Ulfsfjeldet

(En øde Sal med en faldefærdig Kamin. CALEB skurer paa et Tin-Kruus, MYSIE sidder ved Kaminen).
CALEB og MYSIE

Mens Skyernes Fjelde

Udsynge med Vælde

De dræbende Lyn,

Vildt Bølgerne bruse,

Mod Fjeldet de knuse

De skummende Bryn!

CALEB

Med skumhvide Krandse

De Havfruer dandse

Om synkende Vrag!

MYSIE

Med Søe-Gutter bolde

De Bryllup nu holde

Ved Stormens Brag.

CALEB

I Hav-Dybets Haller,

Bag røde Coraller,

Skal Brylluppet staae!

MYSIE

Men hjemme der græde

Hans Viv og de spæde

Uskyldige Smaae.

BEGGE

Mens Skyernes Fjelde o. s. v.

CALEB

Mens den stærke Bølge

Ei sin Kraft kan dølge,

Perler den paa Kysten strøer.

MYSIE

Dagen stiger,

Mulmet viger!

Lynet svinder, Stormen døer.

Over Land og Sø og Bugt,

Skinner Sommer-Solen smukt!

BEGGE

Himlen er blaa,

Fuglene slaae,

Alle Smaae-Blomsterne høre derpaa!

CALEB

Ja, udenfor vil det nok blive godt, men herinde i disse gamle, stolte Haller vil aldrig komme Glæde meer! – Ak, Mysie! naar jeg tænker paa Husets fordums Herlighed og Storhed, saa kommer Vandet mig i Øinene! – dog forstaae mig ret – Du maa heller ikke troe, at vi endnu ere tiggefærdige; nei – nei! – endnu er det ikke saa ilde!

MYSIE

Herre Gud, Caleb! det kan jo næsten ikke blive værre, end det er. – Junkeren har jo ikke uden denne gamle, faldefærdige Borg tilbage, hvor vi er hele Tjenestetyendet. Storseglbevareren og Skotlands Raad har pillet ham til Benet. Ak! i denne Tid er der ingen Konge i Israel!

CALEB

Men Du maa ikke tale om Armod og Elendighed, ikke engang tænke derpaa! vær dog forsigtig med Husets Ære! thi den er ogsaa vores – vi og det ravenwoodske Huus ere et.

MYSIE

Jeg er ordenligt ganske ængstelig, ved at være saa ene paa dette store Slot, der hænger som en Svale-Rede paa Klippen ud over Havet. Hu, hvor her er dødt og øde!

CALEB

Ja, i Hallen her herskede Støi og Bulder nok, dengang der burde været Alvor og Sorg, til Gjengjeld er her sørgeligt og øde, nu da Munterhed skulde boe her.

MYSIE

Tilsidst døe vi af Sult!

CALEB

Mysie, Du er et utaknemmeligt Menneske! Du tænker kun paa Maven! Du tænker allene paa Mad og Drikke – –! (Man hører et Horn udenfor). Nu kommer Junkeren!

MYSIE

Du Fredens Gud! og vi har intet her paa Slottet at byde ham!

CALEB

Vær Du kun rolig! nu trænger han vel ikke til Aftensmad, men til Hvile. Spring Du nu afsted! Sørg for Sengen, jeg tager mig af Resten! (iler ud).

——

MYSIE (ene).

Det gode Skind! der er ikke en ond Blodsdraabe i ham! var han kun ikke saa gnaven imellem! Men det hører Alderen til, jeg selv bøies mod Graven. Ak, naar her dog ikke var saa øde paa dette gamle Slot; hu! saadan ud paa Aftenen, saa bliver jeg altid saa løierlig tilmode! –

——

CALEB (styrter ind).

O Mysie! for Guds Skyld Mysie! han er bleven gal! – ja, bindegal! – Han veed, hvordan det staaer til paa Slottet, og saa kommer han ansættendes med Gjæster. – Jeg smuttede fra dem ved Porten, for at dog nogen kunde vise dem Honeur her i Salen! O, hvad skal vi gjøre?

MYSIE

O, Du min Skaber! komme her Gjæster?

CALEB

Ja, hele to! De kan spise os ud af Huset! Mysie! Du maa tage den gamle Liggehøne!

MYSIE

Den er jo saa sei, som en Buestræng.

Du kan jo sige, at Du har taget Feil! – ja taget Feil, Mysie! Alting maa Du tage paa Dig! Aldrig maa Du lade Husets Ære lide derunder!

MYSIE

Ja, men hvor er Liggehønen? Den sidder maaskee nede i Borgestuen, og der tør jeg ikke gaae ned for Nissen; og kan jeg ikke see Nissen, saa kan jeg heller ikke see Hønen, thi der er saa mørk, som i Graven! og Lys har vi jo ikke, uden den velsignede Lampe, der staaer; og om jeg ogsaa finder Hønen, saa har vi jo ingen anden Ild, end den der brænder i Kaminen! – ak! ak!

CALEB

Ja! – ja! – ja, saa skraal! skraal kun noget høiere! det er jo det eneste I kan! – skraal dog! ellers har I jo en Stemme, som en Bas, og det for langt mindre! – (Han slaaer med en Stok alt det Kjøkkentøi itu, der staaer ved Kaminen og kaster det derpaa derind).

MYSIE

O, Du hellige –! Den Gamle er gaaet fra Forstanden! har han ikke der slaaet alle de Smaakar og Kruus itu, vi havde! nu har vi da ikke det mindste. Og Hankekanden med Laag, som Junkeren drak af –!

CALEB

O, nu ere vi hjulpne! Husets Ære! – Tordenen har ødelagt Alt! det deiligste Maaltid! Oxesteeg, Skinke, Lærker, Fuglevildt – –! Fortæl Du kun – – O Du milde Himmel!

——

LORD ASHTON, LUCIE og EDGAR (træde ind).
CALEB

Velkommen, ædle Herre! jeg havde ikke ventet, at I kom saa tidligt hjem, og at I bragte saa fornemme Gjæster! – Hvor jeg dog har baaret mig ad! – men jeg var saa vis paa, at ikke engang I kom paa denne Tid, og derfor har jeg ladet alle de øvrige Tjenestefolk gaae ud at see paa Jagten, kun jeg og gamle Mysie er her tilbage!

EDGAR

Ti stille Caleb! med din Taabelighed.

(Til Ashton og Lucie).

Kun denne gamle Mand og denne Qvinde,

Lord Ashton! er mit hele Tyende! –

Hvad vi kan byde Eder til Forfriskning her,

Er næsten Intet; men, alt hvad vi have,

Det staaer til Eders Tjeneste! –

LORD ASHTON

Uveiret

Maa tjene til Undskyldning for mig her. –

Min Datters Helbred, Skrækken hun har lidt –

– Ja, hendes Sikkerhed allene er det,

Der har gjort mig paatrængende, Hr. Ridder!

CALEB

Det hele Slot staaer til det høie Herskabs Tjeneste! – Men – ja, jeg maa ligesaa godt strax sige det! Hørte De ikke paa Gangen, hvor Mysie skraalte? O De har vist hørt det? – O, at saadan en Ulykke skulde ramme os!

EDGAR

Hvilken Ulykke? –

CALEB

O, den skrækkeligste! – hele Aftensmaden – –! (synger).

Hvordan skal jeg mig udtrykke!?

Herre, ak! en stor Ulykke!

En Ulykke uden Lige! –

Kunde jeg dog Tingen sige! –

– Tordnen kom med Stormens Hvinen,

Den slog ned her i Kaminen. –

Mad og Drikke, Fad og Flaske,

Ligge nu i Sod og Aske!

Tænk Dem dog – hvis De behager! –

Disse kostelige Sager:

Spækkede Høns og en brunet Kapun,

(Ja, nu er i Soden den nok bleven bruun!)

Krabber i Smør og den deiligste Gedde,

Snepper og Lærker, lækkre og fede,

Tærte, Confect og sødt Tøieri,

Alt er forbi! –

Spækkede Høns og en brunet Kapun,

Krabber i Smør, o. s. v.

Lynet her har fælt rumsteret!

See, hvor alting er spoleret,

Himlen Tak, det dog os hændte,

At ei hele Borgen brændte!

Nok engang jeg siger Tak.

EDGAR

Stille med din dumme Snak!

ASHTON

Alherren naadig ende

Mit Hjertes bange Qval!

EDGAR

Min og min Faders Fjende

Staaer i min Fædrehal!

LUCIE

O Skræk! o bittre Smerte!

Han er en Ravenswood.

EDGAR

Vær stærk Du vilde Hjerte!

LUCIE og ASHTON

Forbarm Dig milde Gud!

——

MYSIE (træder ind).

Alt er nu istand derinde –!

LUCIE

Himlen skjænke Hjertet Fred.

ASHTON (rækker Edgar Haanden).

Lad det gamle Nag forsvinde –!

LUCIE

Hjertet ingen Frelse veed! (De gaae).

Udenfor Ulfsfjeldet

(Klart Maaneskin; man seer Indgangen til den forfaldne Borg. Jægernes Horn lyde mellem Fjeldene, de komme mere og mere nær).
CHOR AF JÆGERE (udenfor).

– »Jagtens Lyst vort Liv forsøder!« –

CALEB (indenfor i Borgen).

– Tys! ha, tys! – hvad er nu det?

Ude man i Hornet støder. –

(Seer ud af en Laage oppe paa Muren).

Himlens Gud! hvad, seer jeg ret! –

Hele Jægerslænget kommer,

Ak, af Skræk mit Hjerte trommer!

– Tomt er Fadet jo og Kruset,

Intet kan vi sætte frem!

De os reent aad ud af Huset,

Hvis jeg aabnede for dem.

CHOR AF JÆGERE (idet de komme tilsyne).

»Glæden os bag Skoven vinker,

Bøssen knalder, Glasset klinker!«

CALEB (ud af Laagen).

De maae trække Dem tilbage!

CHOR

Luk os ind –!

CALEB

Nei stille, stop! –

Det er Skik fra gamle Dage,

Medens Aftensmad vi tage,

Lukkes aldrig Porten op!

BUCKLAW

Caleb, hvilke Narrestræger!

Lad os ei herude staae!

CALEB

Eders Skrig mig ei bevæger,

Jeg paa Retten holde maa!

CHOR

Du skal aabne Slottets Porte!

CALEB

Om I skrige Eder sorte,

Lukker jeg dog ingen ind!

BUCKLAW

Med din Herre vil jeg tale –!

CHOR

Luk os ind! –

CALEB

Hvad, er I gale!

Kan I ei mit Ord forstaae?

CHOR

Gamle Tølper!

CALEB

Vil I gaae!

CHOR og BUCKLAW

Fælt den gamle Ugle skriger!

CALEB

Kan I høre hvad jeg siger?

– Ei det nytter hvad I snakke,

I skal Jer til Kroen pakke! –

CHOR

Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha!

CALEB

Gud skee Lov, De gaae herfra!

Anden Act

Udenfor Kroen

(Nat og Maaneskin. Jægerne sidde i forskjellige Grupper og drikke). CRAIGENGELT og BUCKLAW
CRAIGENGELT

Ravenswood har fornærmet Eder! ikke at vilde lukke Eder ind! –

EN GAMMEL JÆGER

Huset Ravenswood var eengang en god og høiagtet Familie her i Landet; men i Aften har den tabt al sin Ære og Anseelse, og Junkeren har viist sig, som en lumpen, karrig Karl!

CRAIGENGELT (til Bucklaw).

I maa ikke taale denne Fornærmelse! jeg er Eders Ven! – imorgen, den Dag, skal jeg gaae til ham med det nøiagtige Maal af Eders Sværds Længde! han vil nok bryde med os! Noget har han for! – Her lader han os vente paa sig, og da I siden vil beære ham med en Visit, behandler han Eder som en Hund! –

EN JÆGER

Gjæstfriheden leve! og Fanden tage Junkeren af Ravenswood.

BUCKLAW

Han har fornærmet mig; det maa straffes, saa sandt jeg er en Gentleman!

CRAIGENGELT

Han vil falde for det første Skud!

BUCKLAW

I taler om Ting I ei forstaaer! I har nok aldrig seet ham fægte?

CRAIGENGELT

Tale om Ting jeg ikke forstaaer? – Jo, jeg skulde vel nok forstaae Sligt! vel har jeg aldrig seet ham fægte, men det tør jeg sige, jeg har seet Mænd bedre end ham! har jeg ikke været i Monsieur Sagoons Skole, og i Signor Pocos i Florents, og selv Mynherr Durchstoßen i Wien – –?

BUCKLAW

Om I har været der eller ei, veed jeg ikke! men hvad gjør det til Sagen?

CRAIGENGELT

Ih, det gjør saa meget, at jeg tør bede Fanden annamme mig paa, at jeg aldrig har seet bedre Fægter i Italien, Frankerig og Engeland, end I er, Bucklaw!

BUCKLAW

Det er sagtens Løgn! men jeg tør nok sige, at jeg saa temmelig har lært at bruge Klinge og Daggert, og det er Alt hvad man kan forlange, at en Gentleman skal kunne deraf!

CRAIGENGELT

Ja, og mere, end de 99 af 100 vide! De lære at gjøre simple Stød med Kaarden, og saa troe de tilfulde at forstaae den ædle Fægtekunst! – Jo vist! – Nei, nu skal I høre! – I Aaret 1695, da jeg opholdt mig i Rouen, gik jeg med en Chevalier de Chapon til Operaen, hvor vi stødte paa tre engelske Smaaherrer – –!

BUCKLAW

Er det en lang Historie, I der begynder paa?

CRAIGENGELT

Den kan blive, som I vil have den, thi vi gjorde Sagen af i al muelig Korthed!

BUCKLAW

Saa er det bedst I fortæller den kortelig! – Er den alvorlig eller moersom?

CRAIGENGELT

Forbistret alvorlig! Det blev den da ogsaa for de tre unge Herrer, kan jeg troe! thi den franske Herre og jeg – – –

BUCKLAW

Ja, saa gider jeg aldeles ikke høre den!

EN DRENG (med et Brev).

Et Bud fra London har bragt dette Brev; jeg skulde levere det i Herrens egne Hænder!

(Leverer det til Bucklaw og gaaer).
CRAIGENGELT

En ny Ulykke! – man sætter efter os!

BUCKLAW

I bliver bleg! – Nu, opgiv I heller Eders Capitainskab og Eders hemmelige Gesandtskabs-Post! I lader Eder jo skræmme, som en Vildgaas! Lad see, hvad skriver man?!

CRAIGENGELT

Jeg venter intet godt!

BUCKLAW (flyver ham om Halsen).

Hurra! hurra! Din Kjæltring, jeg kunde kysse Dig! Moster Turntip er død! jeg er Arving! tralala! tralala!

CRAIGENGELT

Gud velsigne hende, den seilivede Hex! tralala! tralala! (De hoppe begge om paa Gulvet).

BUCKLAW

Landeiendomme har jeg! Penge! velsignede, glimrende Dynger! tralala! – O, Vandet kommer mig i Øinene! jeg veed ikke om det er af Taknemlighed mod den gode, salig Sjæl! – jo, det er af Taknemlighed! – Jeg er en honet Fyr! – Det kan jeg lide Bucklaw! tralala! tralala! Fanden have nu hele Fastlandet! tralala!

CRAIGENGELT

Men er det ogsaa vist! Kan der ingen Men være ved?

BUCKLAW

Seer I? Brevet er fra den høie Magistrat! Sir Harries fortæller alting tydeligt; jeg faaer alle hendes Eiendomme og Penge, tralala! tralala!

CRAIGENGELT (som seer i Brevet).

Men, som jeg seer, var det Eders Tantes Ønske, at I indgik en Forbindelse med Huset Ashton.

BUCKLAW

Hvad siger I?! – Ja, men det er kun et Ønske, ingen Betingelse. Lady Ashton var hendes Veninde – jeg lugter Krudtet! – Ladyen er en stolt, interesseret Qvinde! jeg faaer nu politisk Indflydelse i det Grevskab, hvori hendes Slægt har de vigtigste Besiddelser; hun troer, ved en Forbindelse med mig, at hendes Førstefødte skal blive Repræsentant for dette Grevskab i Parlementet. Lad gaae! jeg er en lystig Fugl, en lykkelig Fugl!

CRAIGENGELT

Og en riig Fugl! – En riig Fugl, Bucklaw! –

»Kommer susende!

Kommer brusende

BUCKLAW

Ja Penge, Penge, Craigengelt –! (synger).

Vise

1.

Penge, Penge! tro mit Ord,

De er’ Solen paa vor Jord.

Der hvor Penge-Solen straaler,

Bachus leer fra fulde Skaaler!

Venner, Kone, Huus og Hjem

Voxe strax i Solen frem;

Synker denne paa Seiladsen,

Ja, saa synker hele Stadsen,

Dog, hvis Sligt mig hænde maa,

Vil jeg synge glad: »lad gaae!«

»Lad gaae!«

2.

Penge, Penge! skal jeg troe,

Er’ i Livet Nummer to.

Man ved dem faaer Been i Panden,

Ja de lappe paa Forstanden,

Derfor er der Mening i,

At de kaldes Lapperi!

Bort med Griller og med Plage!

Nyd de korte Solskins Dage –

Snart vi ved Finalen staae,

Døden raaber da: »lad gaae

»Lad gaae!«

CRAIGENGELT

Her maa drikkes lystigt! gamle, salig Lady Girnington leve i sin Grav! – See Bucklaw, jeg er din Ven! for Dig skal mine sidste Guineer springe! (til Jægerne) Den nye Laird Bucklaw leve! han gjør os et lystigt Gilde!

JÆGERNE

Lairden af Bucklaw leve!

BUCKLAW

Jeg er Lykkens Skjødebarn! Penge, Godser, og en Kone i Kjøbet, hvis jeg vil! – – Ja, lad Vinen spille, og saa lystig afsted, over Stok og Steen, til London! Hurra! jeg er en lystig Fugl. Og nu en rask Jæger-Sang!

CHOR AF JÆGERE

Glade Lyst! hør Hornet toner.

Lystig frem paa Mark og Vang!

Her bag Skovens dunkle Krone,

Glædens muntre Alfer trone,

Echo svarer paa vor Sang.

ENKELTE STEMMER

Glæden os bag Skoven vinker,

Bøssen knalder, Glasset klinker,

Høit Jægerne synge sit muntre Hallo!

CHOR

Hallo!

ENKELTE STEMMER

Veed I vel hvad Hornet toner,

Lystigt under Skovens Kroner?

»Gid Pigerne leve og Rankerne groe!«

CHOR

Glade Lyst! o. s. v.

Ulfsfjeldet

(Salen fra første Act. Det er sildigt ud paa Natten, EDGAR indsvøbt i sin Kappe, læner sig op til Kaminen. Scenen er mørk).
EDGAR (ene).

Hvor her er tomt og øde! Alle sove.

Min dødelige Fjende slumrer her –

Her, under dette Tag. I min Magt er han!

Jeg med mit Sværd nu blodig Hævn kan tage.

Min Flugt er let, min raske Ganger

I nogle Timer bringer mig til Eumouth,

Hvor Snekken snart vil føre mig til Frankrig.

– Min Fjende har jeg i min egen Borg!

Tilfældet gav, hvad ei jeg turde drømme.

– Men han er Gjæst og Loven her er hellig! –

– Selv bad han mig om Ly og Gjæstevenskab;

– Hvor inderlig hang ei hans Datter ved mig!

– Hans Datter? – Ja, det var hans gode Engel!

Af Skræk hun døde, hvis hun næste Morgen

Fandt kun hans Liig! – Ei hun har mig fornærmet!

Hun er ei skyldig i sin Faders Brøde! –

O, hvor det brænder i mit piinte Bryst,

Jeg kan ei hævne, heller ei tilgive!

– Men, ved min Faders Grav jeg Hævnen svoer!

Nu var det Tid! – – Men om nu denne Mand

Kun fordrer hvad, med Ret, ham Loven skjænker?

Hvis, som det lod, han ønskede Forlig –?

– Og hvad har egentligt han gjort mod mig?

– Den Slægt, der først besad hvad jeg har mistet,

Faldt jo for mine Fædres stærke Glavind,

Og maatte skjænke dem det tabte Gods;

For Lovens Magt min Fader maatte vige!

– – Nu vel! lad os med Dagens Seierherre

Da slutte Fred. Lord Ashton er ei den

Jeg før har tænkt mig, og hans Datter – – – Hans Datter – o, at leve er saa smukt! –

Hans Datter? – Jeg vil ei paa hende tænke!

(svøber sig ind i sin Kappe).

1.

Du som kjender hver en Tanke

Gjennem Tid og Evighed,

Du som lod mit Hjerte banke,

Du vil give Hjertet Fred!

Fred, som Læben ei kan sige,

Fred med Dig og Jorderige!

2.

Fred i hvert et sorgfuldt Hjerte,

Fred med hver en syndig Lyst,

Fred med Kjærlighedens Smerte,

Fred med Døden i vort Bryst!

Fred, ja Fred med hver en Fjende,

Fred, naar Livet her skal ende!

——

LUCIE (træder frygtsom ind, hun har Lampen i Haanden).
EDGAR

Hvad, ædle Frøken! er det Eder? Her

Paa denne Tid, paa dette Sted! – I skjælver!

LUCIE

O tilgiv! tilgiv dog den bange Pige!

Nei, jeg har ei bedraget mig i Eder!

EDGAR

Vær rolig dog, fat Eder! hvad er hændet?

LUCIE

Nei, I er ikke grusom! – o, tilgiv mig!

I frelste nys mit og min Faders Liv –

I kan ei hade! – Nei, det kan I ikke!

Dog frygter jeg – o, vær ei vred derfor!

Jeg er et Barn, har underlige Indfald,

Jeg vidste ei, I var en Ravenswood,

En Mand, der af min – Slægt var haardt fornærmet –

Nu er min Fader her – min Skyld det er! –

I hader ham – –

EDGAR

Vær rolig, ædle Frøken!

Hvad frygter I?

LUCIE

O, vær dog ikke vred!

Af Frygt jeg troer mit Hjerte vilde briste!

Jeg maatte, – ja jeg kunde ikke andet!

Jeg maatte tale her med Eder nu. –

Min Frygt – O Gud, I kan vist ei forstaae mig?

– Min Faders Liv er her i Eders Haand –

Om mangen blodig Daad er mig fortalt,

Jeg frygter alt – og kan dog ikke frygte!

I er ei grusom! glem det bittre Nag!

EDGAR

Vær uden Frygt! ved Gud, I har ei Grund.

Snart Dagen gryer, saa skal I atter see ham.

Jeg vil imidlertid afsende Caleb,

At Eders Jægere kan følge Eder

Herfra til Hjemmet.

LUCIE

I vil blive her?

O nei! jeg veed, det er min Faders Ønske,

I følger hjem med os til Ravenswood.

Min Faders Liv og mit I nys har frelst,

Tillad ham dog at vise sig taknemlig!

I hader dog ei mig!

EDGAR

Hvorledes! hade?

Hvor kunde jeg et saadant Væsen hade? –

Jeg veed ei selv, I staaer mig, som en Søster;

Jeg synes alt jeg længe kjendte Eder! –

Jeg bliver Eders Ven i Sorg og Fryd,

Men følge med – Nei, jeg maa bort herfra!

Det har alt længe været afgjort for mig;

Jeg gaaer til Frankrig, søger der min Lykke,

I Skotland er der Intet meer for mig!

LUCIE

O nei, forlad os ei! gaa ei herfra!

I maa ei gaae herfra! min Fader vil

Og kan ved sine Venner virke meget.

Forlad ei Skotland! see først hvad

Taknemlighed afgjør for Eders Lykke!

EDGAR

Det er vel mueligt! men ei Eders Fader,

Miss Ashton, men min egen Kraft det er,

Der skal og bør mig hjælpe frem i Verden!

Hvad jeg behøver dertil, har jeg alt,

Mit Sværd, mit Mod, og Kraften i mit Indre!

LUCIE (med Taarer).

Ved Gud, jeg vilde Eder ei fornærme!

(Skjuler sit Ansigt i sine Hænder).
EDGAR (griber hendes Haand, medens hun endnu skjuler Ansigtet med den anden).

Tilgiv mig! – jeg er altfor raa, for plump,

For uvant til at omgaaes med en Skabning,

Saa blid, saa elskelig som I! – O glem,

At I har seet saa mørkt et Billed

Paa Eders Vei, her gjennem Jordelivet;

Vi skilles maae, om Hjertet end vil briste!

(Duet)

Vi skilles maae, o bittre Smerte!

Mig Livet staaer saa koldt og dødt;

Til Dig sig klynger Sjæl og Hjerte,

O havde jeg Dig aldrig mødt!

LUCIE

Det er, som Hjertet vilde briste;

O Gud, o Gud, vi skilles maae!

EDGAR

O nei, jeg kan Dig ikke miste!

Nu først jeg Hjertet kan forstaae!

LUCIE

Vi skilles maae, o bittre Smerte!

EDGAR

Mig Livet staaer saa koldt og dødt!

LUCIE og EDGAR

Til Dig sig klynger Sjæl og Hjerte,

O havde jeg Dig aldrig mødt!

LUCIE

Det er, som Hjertet vilde briste.

EDGAR

O Gud, o Gud, vi skilles maae!

LUCIE og EDGAR

O nei, jeg kan Dig ikke miste,

Nu først jeg Hjertet kan forstaae!

EDGAR

Du er min!

LUCIE

Din!

BEGGE

Kjærligheds salige Flamme

Mægter ei Læben at stamme!

Jordlivets knusende Smerte

Flyer fra det elskende Hjerte!

Herligt er det at skue

Øiets begeistrede Lue,

Men de ildfulde Blikke

Tolke dog ikke

Tanken, som os gjennemstrømmer,

Hjertets flammende Drømme!

LUCIE

O milde Gud, send Du din Fred,

Beskyt Du huldt vor Kjærlighed.

EDGAR

Ja, Fader send din milde Fred!

BEGGE

Beskyt Du huldt vor Kjærlighed!

EDGAR

– Min Pligt det er at tale med Sir Ashton,

Ja, han maa vide Alt, ei skal han troe,

Jeg har tilsneget mig din Kjærlighed!

Din Fader vil jeg alting aabenbare.

LUCIE

Ja, han maa vide det! dog nei, ei nu!

Ei denne Morgen, ikke just i Dag! –

Nei, gjør det ikke! Lad først Eders Skjæbne

I Livet vorde meer bestemt og afgjort,

Før I betroer ham Alt. – Jeg veed det vist,

Han er taknemlig – har et ædelt Hjerte!

Ja eengang, veed jeg, vil han elske Eder!

For ham jeg frygter ikke – men, min Moder – –

EDGAR

Hun er af Huset Douglas, af en Slægt,

Der selv, da den stod høiest, tidt forbandt sig

Med min. Hvad kan vel Eders Moder her

Indvende imod mig – –?

LUCIE

Hun vil ei heller,

Men strængt hun holder paa sin Rettighed.

Snart kommer hun fra London, og som Moder

Bør hun dog tages med paa Raad i dette.

Lad hende lære først at kjende Eder!

I er jo hende ganske ubekjendt –

Den gamle Strid imellem vore Fædre –

I veed jo –

EDGAR (mørk).

Kun for Eders Skyld Lucie,

Opoffred’ jeg min Hævn. – I denne Hal,

Paa dette Sted, her stod min Faders Liig;

Jeg skar en sølvhvid Lok her af hans Haar,

Og medens Ilden den fortærede,

Jeg svoer, jeg skulde blodigen forfølge

Hans Fjender, til de var’ tilintetgjorte,

Som denne Lok i Flammerne.

LUCIE

Det var

En blodig Synd at gjøre sligt et Løfte!

EDGAR

Men endnu større at udøve den!

LUCIE

Hvorfor da nu gjentage denne Eed?

EDGAR

For at I ret skal indsee med hvad Priis

Jeg kjøber Eders Kjærlighed; hvor dybt

I vil mig styrte, hvis I eengang glemmer

Hvad ene Gud har hørt i denne Stund. (synger).

Min Tankes Tanke ene Du er vorden,

Du er mit Hjertes første Kjærlighed,

Jeg elsker Dig, som Ingen her paa Jorden,

Jeg elsker Dig i Tid og Evighed!

LUCIE

O Edgar, Edgar! evig er jeg Eders!

Bind mig med hvilken hellig Eed I vil;

Nødvendigt vil det vel ei være til

At sikkre Eder min Bestandighed,

Men mueligt kan den mindske Eders Tvivlen!

EDGAR

Miskjend mig ei, min elskede Lucie!

Miskjend mig ei! – Det er mit vilde Hjerte,

Min stærke Kjærlighed – tag denne Ring,

Om denne Stund den være Dig et Minde.

LUCIE (som binder den med et Baand om sin Hals).

Her skal den hvile! ingen jordisk Magt

Skal skille mig ved denne kjære Gave.

Kun I allene, ene kun I selv

Skal kunne atter kræve den tilbage!

Saalænge, som den hviler paa mit Bryst,

Er den et Tegn, at jeg er ganske Eders.

EDGAR

O, min Lucie! hver en Sorg er glemt;

Nu staaer ei Verden længer mørk og øde!

Ved Dig, mit Hjerte klynger sig til Gud,

I Dig jeg elsker Livet, Gud og Verden! –

Men Dagen lyser alt. – For Kjærlighed

Heniler Tiden let, som Lysets Straale!

O Pige, jeg kan ikke skilles fra Dig,

Du er mig kjær, som Freden i mit Hjerte!

LUCIE (giver ham sin Ring).

Gjem ogsaa den. Vær stærk i Nød og Fare!

Og nu lev vel! min Fader kommer snart.

Du følger jo med os til Ravenswood?

Mit Hjerte spaaer mig, Alt vil herligt ende! (gaaer).

——

CALEB (træder ind).

God Morgen, kjære Herre! Søvnen vilde

Ei ret i mine gamle, trætte Øine,

Thi seer I mig ved første Morgengry!

Nu, Eder er det ikke gaaet bedre!

I havde ei det bedste Leie just.

O, Gud skee Lov! jeg atter har Jer hjemme.

EDGAR

Du kjære Gamle, Tak for al din Omhue.

Saa brav som Du, er her kun faae i Skotland;

– Er Alt i Orden nu? Er’ Hestene istand?

CALEB

Vil I ledsage Herskabet paa Veien?

EDGAR

Jeg følger dem, maaskee paa nogle Dage,

Til Ravenswood – –

CALEB

Nei, det forbyde Gud!

EDGAR

Og hvorfor det? Maa jeg da ei gjengjelde

Sir William Ashton hans Besøg hos mig?

CALEB

O Herre! kjære, unge Junker Edgar!

Jeg er kun Eders Tjener, og maaskee

Er det ei passende, jeg taler saa;

Men jeg er jo en gammel, ærlig Tjener,

Jeg har selv tjent Jer Fa’er og Bedstefader!

Jeg mindes selv Jer store Oldefader

Lord Randal – men jeg var da kun et Barn.

EDGAR

Og hvad skal dette Hele lede til.

CALEB

O, Junker Edgar! – Herre bør jeg sige!

Ak, Jer Samvittighed vil sige det –!

Ei bør det sig for Eders Faders Søn

At leve venligt med en saadan Mand,

Som William Ashton, tænk paa Husets Ære!

Ja, vil han vise sig som ærlig Mand,

Og give Eder alting først tilbage,

Saa har jeg intet mod Forbindelsen! –

EDGAR

Forbindelsen –?

CALEB

Ja, Frøkenen, det troer jeg,

Er vist et rart, et herligt Fruentimmer,

Men Herre, nedlad Eder ei saa dybt –!

EDGAR

Hvor falder Du nu strax paa saadant noget!

Hvad fattes Dig? Du er jo bleg som Døden!

CALEB

Ja Herre, I vil vist nok lee mig ud,

Naar jeg fortæller det – men det er sandt,

At Thomas Sanger, og det er en Mand,

Hvis Tunge aldrig kunde tale falsk, –

Har sagt om Eders Huus, som vil opfyldes,

Ifald I rider op til Ravenswood – –

Ak Gud! ak Gud! at Sligt dog skulde skee,

Mens mine gamle Øine end er’ aabne!

EDGAR

Hvad har han sagt da?

CALEB

Ak, mangen Gang har jeg igjennemtænkt

Den mørke Tale i den gamle Sang –!

EDGAR

Hvad er det da for jammerlige Vers,

Der har forvirret saa dit gamle Hoved?

CALEB

Ak, Herre! har I glemt den gamle Sang? (synger):

»Naar sidste Laird til Ravenswood

Faaer sig en Død til Brud,

Den Havfrue fanger ham paa Stand

I Strandens Flyvesand!«

EDGAR

Det gamle Sagn jeg kjender,

Vær Du kun uden Frygt!

CALEB

Ak, frygteligt det ender!

EDGAR

Stoel Du paa Himlen trygt!

CALEB

1.

See Dagen stiger med Regn og Blæst,

Den hæver sin Varsels Stemme!

EDGAR

Du maa mig sadle min snelle Hest,

Jeg finder ei Ro her hjemme!

CALEB

2.

Høit Havets Bølger paa Stranden gaae,

Den Havfrue gjør mig saa bange!

EDGAR

Dog rider jeg helst hvor Bølgerne slaae,

Og hører paa Havfruens Sange! (Caleb gaaer).

——

EDGAR (ene).

Det er en ærlig Skotte! men som Skotte,

Opfyldt med tusind’ Sagn og Eventyr!

(Man hører Jægerhornet).

Alt toner Hornet over Hedemosen,

Min Lod er kastet; bort til Ravenswood!

——

LORD ASHTON (træder ind).

En venlig Morgen! Dagen lyser alt.

Jeg hører mine Jægere er’ samled’.

Nu ædle Junker, I følger med?

Jeg haaber, I paa Ravenswood vil glemme

Hvad, alt forlængst, jeg ønsked’ ei var skeet!

——

LUCIE (træder ind).

(Finale)

LUCIE

En herlig Morgen, elskte Fader!

(kysser ham paa Haanden).

Solen flammer

Gjennem Ruden i mit Kammer,

Og i Morg’nens Stille,

Toner Hede-Lærkens Trille!

ASHTON

Vi Borgen nu forlade!

EDGAR

Natten er forbi;

Jæger-Hornets Melodie,

Med sit stærke Echo toner,

Vinker os bag Skovens Kroner!

——

CALEB og MYSIE (træde ind).
CALEB

Hestene er bragt istand,

Hvis det Herskabet behager –?

CALEB og MYSIE (til Edgar).

Bølgen ruller høit mod Strand,

Hør dog vore bange Klager.

ASHTON

Hører Hornets Melodie –!

(Han lader en Pung glide i Calebs Haand).
LUCIE

Nattens Mulm er nu forbi!

CALEB (hemmeligt til Edgar).

Stille, tys, min ædle Herre!

Lad dem ei det blive vaer –!

(Vil stikke Pungen til ham).

Stille, tys! ak, desto værre,

Det er alt, hvad her jeg har!

EDGAR

Kjære Gamle, Du mig rører!

Nei, behold Du selv din Skat!

LUCIE og ASHTON

Hornets raske Klang jeg hører,

Svunden er den mørke Nat!

MYSIE (for sig).

Ak, jeg kan slet ikke glemme,

Denne fæle Varsels-Sang!

CALEB (til Edgar).

Jeg til Dem vil Pungen gjemme,

Tag den saa en anden Gang.

Men forglem ei Husets Ære!

De maa ogsaa gavmild være,

De maa lystigt squadronere!

Vogt Dem dog ei at risquere

Tabet af det Mindste mere!

Herre, De maa ret brillere!

Egnen bør Dem estimere –!

EDGAR

Stille Gamle –! – Hornet toner!

LUCIE og ASHTON

Vinker os bag Skovens Kroner!

CALEB

Squadronere,

Ret brillere,

Rask flankere,

Dem frappere.

Ak, jeg siger ikke mere!

LUCIE. ASHTON. EDGAR

Nu lev vel, og Fred og Lykke! –

CALEB og MYSIE

Ak, jeg seer ham aldrig meer!

LUCIE og ASHTON

Solen sprænger Nattens Skygge,

Dagens røde Rose leer! –

EDGAR

Smerten er med Veemod blandet –!

LUCIE og ASHTON

Bort, ja bort til Ravenswood!

CALEB og MYSIE

Herre, tænk paa Flyvesandet,

Og den blege, døde Brud!

Tredie Act

Slottet Ravenswood

(En pragtfuld Sal, det Hele røber Velstand og Smag. Nogle Tjenere ere beskjeftigede med at sætte Alt i Orden). DICH og JOHN
DICH

Nei, det vilde jeg have givet mit Hoved paa, at vi skulde have faaet saadanne Fremmede.

JOHN

Det maae dog være løierligt for den unge Junker, at komme som Gjæst paa sit eget Stamgods, og see alle de Forandringer her ere foregaaet, siden han, som Dreng, sprang heromkring.

DICH

Vort Herskab er dog i Grunden Skyld i meget af hans Ulykke! Storseglbevareren har forstaaet at endevende Loven, har vidst at fiske i oprørt Vand!

JOHN

Tag Du Dig iagt med hvad Du siger, Enhver er sig selv nærmest! og hvem kan vide hvad Herren nu har i Sinde! – Saae Du hvilke Øine Junkeren gjorte til Frøkenen, da de steeg af Hestene, og hun til ham igjen? Jeg tør vedde, at vi faae Bryllups-Gilde, før vi veed et Ord deraf!

DICH

Ja, men dog ikke før Fruen kommer hjem! vor Herre maa vide hvordan hun vil synes om det Besøg – –

JOHN

Hvad kan hun vel have imod Junkeren! Er han ikke af ligesaa god Slægt, som hun? Sidder han ikke til Hest, som en Prinds? Og tilhører ham i Grunden ikke hele denne Herlighed?

DICH

Ja, lad os bare see, hvad der vil skee, naar Fruen kommer? Du skal see, hvor hun vil vende sine store Øine! (de gaae).

——

CHOR af JÆGERE og TYENDE, dem følger LORD ASHTON og EDGAR
CHOR

Held Dig følge flinke Jæger!

Synger Skovens Alfe-Hær,

Havfruen paa Stranden leger,

Seer ham mellem Skovens Træer,

Dybt hun sukker da af Længsel,

Lytter glad til Hornets Klang,

Men fra Havets dybe Fængsel

Kan kun flagre hendes Sang.

Jægeren fro,

Med lystigt Hallo,

Jager afsted over Busk og Krat,

Let som en Hind i den maan’klare Nat!

EDGAR (med Smerte, idet han betragter alt omkring sig).

Min Barndoms Lege-Plads! – O bittre Qval!

Her leged’ jeg, som Barn, i denne Hal –

Hist hang mit lille Jagtspyd og min Bue – –

ASHTON (afsides).

Hans Øie flammer af en sælsom Lue!

EDGAR

I sin Forandring Alt jeg dog gjenkender!

– Som Fremmed staaer jeg i min Fædreborg.

CHOR

Hans Blik er mørkt! hans Hjerte fyldt med Sorg.

– Som Fremmed staaer han i sin Fædreborg!

ASHTON (med paatvungen Livlighed).

Lad Musikkens Toner klinge!

Sangen løfte skal sin Vinge,

Og ved Dands og Jubel-Lyst,

Dæmpe Sorgen i hvert Bryst.

CHOR

Lystigt hen ad Livets Strøm,

Glæden er en deilig Drøm! (de drage bort).

EDGAR

Tilgiv mig! – Dog, det kan ei undre Eder,

At jeg deeltagende betragter Alt!

I denne Hal jeg legede, som Barn;

Da stod den øde, uden denne Pragt!

I Hjørnet hist mit Tømmerredskab laae,

Som gamle Caleb havde skaffet mig.

Her, hvor den kostelige Lampe hænger,

Stod’ mine Fiskestænger og mit Jagtspyd –

ASHTON (forlegen).

I elsked’ Jagt og Fiskefangst, som Barn?

Min lille Henrik har det samme Sind,

Han er kun veltilfreds i Mark og Skov.

Den Dreng vil vist behage Eder Ridder!

– Der kommer han, som Amor selv,

Med Kogger og med Pile!

——

HENRIK (kommer ind).

Tænk Dig Fa’er,

Hvor kjedelig Lucie dog er bleven,

Mens hun var borte, hun vil ikke meer

Gaae ned i Stalden med mig, og at see

Min nye Hest, Bob Willison har bragt mig.

ASHTON

Det var jo heller ikke noget, Dreng,

At bede hende om.

HENRIK

Nei, see engang!

Nu er Du ogsaa, ret som hun, saa tvær

Og kjedelig, men bi til Moder kommer,

Hun vil nok lære Eder begge to

Lidt andet! –

ASHTON

Uforskammede! hvor er din

Hovmester henne?

HENRIK

Han er gaaet til

Et Bryllup i Dunbar, saa vidt jeg veed!

ASHTON

Og hvem har taget sig af Dig i den Tid?

HENRIK

Bob Willison, Normann og saa jeg selv.

– Men tænk Dig Fader! Normann har i Nat

Skudt os et Dyr, hvis Horn har otte Ender.

Jeg viiste strax Lucie Hornene,

Men saa fortæller hun, at Du i Nat

Har fældet med Lord Bitlebrauns’s Hunde

Een, der har ti. Er dette Sandhed vel?

ASHTON

Det er en Ting jeg ei forstaaer mig paa!

Spørg denne Herre, han Dig siger Alt.

Tal til ham Henrik! det er Junkeren

Af Ravenswood.

EDGAR

Ja kom kun, unge Herre!

Jeg skal fortælle Eder – –

ASHTON

Hvad er det!

Du er jo ellers aldrig frygtsom, Henrik.

HENRIK (der har staaet, som naglet til Jorden af Skræk og Forundring, ved at see Edgar, siger halv sagte, idet han klynger sig til Faderen).

Jeg er saa bange for ham!

ASHTON

Bange? Tosse!

Hvad i Alverden er Du bange for?

HENRIK

Ak, seer Du ikke hvor han ligner dog

Det Billed’ af Sir Marlis Ravenswood?

Han ligner – nei, det er ham ganske selv,

Der er traadt ud af Rammen!

ASHTON

Hvilket Billed?

HENRIK

Ih! det som er nu stillet paa Loftet,

Der, hvor de tørre Vadsk. Han er i Rustning,

Men denne Herre her, har kun en Kjortel,

Og heller intet Skjæg, som ham deroppe;

Dog er det Marlis – –!

ASHTON

Indseer Du dog ikke,

At Junkeren maa ligne sine Fædre?

Du dumme Dreng!

HENRIK

Ja, det kan gjerne være!

Men sæt, ifald han ogsaa kommer her,

At jage os fra Slottet, og maaskee

Har tyve Mænd i Baghold, og med eet

Staaer frem og siger huult og fælt: »Jeg bier

Til min Tid kommer!« – og saa dræber os,

Som jo Marlise gjorte ved de andre,

Hvis Blod man endnu kan see Mærke af!

ASHTON

Saa tie dog med din Sladder! – Ah, Lucie!

——

LUCIE med CHOR af skotske Bønder, Bønderqvinder og Tyende.
CHOR

Stem gamle Minstrel Harpen nu

For vore Fædres Sange,

Om Livets Lyst og Dødens Gru

Og om de Kjæmper mange!

Syng om den stærke Kjærlighed,

Om Sorrig og om Glæde,

Om Elverpigens Deilighed,

Imens vi Dandsen træde!

(Dands til skotske Folkemelodier).
EDGAR

De gamle Melodier,

Hvor smelte de mit Bryst!

ASHTON

Den vilde Storm nu tier,

Jeg aander Haab og Lyst!

EDGAR (som griber Lucies Haand).

Du vil mig aldrig svige?

Din Troeskab vil bestaae?

LUCIE

Lad Dig mit Haandtryk sige,

Hvad Læben dølge maa!

(Dandsen vedbliver, endelig hører man Horn udenfor Scenen).
CHOR

Tys! hør Hornet klinger!

Hvad mon det bringer?

DICH (kommer ind).

Ned af Veien paa det bedste

Foer en Vogn med fire Heste;

Den jog over Vindebroen;

Jeg er næstendeels i Troen,

Ja den er mig ganske klar,

At vi der vor Frue har!

ASHTON

Ha, jeg føler Hjertet grue!

JOHN (kommer).

Lady Ashton, Husets Frue,

Ruller ind i Gaarden nu!

CHOR

Ha, det fylder mig med Gru!

JOHN

Som et Lyn det gik afsted,

Giæster bringer hun os med!

ASHTON og LUCIE

Gud minHuustroe!bittre Vee!
Moder!

Hvad vil for os Arme skee!

EDGAR (til Lucie).

Vær dog ei barnagtig bange,

Held os, at hun er os nær!

LUCIE (river sig løs og iler ind i Sideværelset).
CHOR

Gamle Minstrel, dine Sange Tør ei længer tone her!

s

——

LADY ASHTON med Følge, BUCKLAW og CRAIGENGELT
LADY ASHTON

Bring tvende Gjæstekamre strax istand!

Et for Lord Bucklaw, et for Capitain,

Sir Craigengelt! (til Ashton).

Jeg kommer her jo ret

Til Lystighed og Gammen! – I og jeg

Har faaet nye Venner. Jeg maa dog

Fremstille Eder Capitain Craigengelt;

Vor nye Naboe, Hayston, Laird af Bucklaw!

CRAIGENGELT (til Ashton).

Hvem der har længe ønsket sig at kjende

En Mand af Eders Lærdom og Forstand! – –

LORD ASHTON (besvarer det med et Buk, idet han med synlig Forlegenhed fører Edgar frem).

Og tillad mig igien at forestille

Sir Edgar, Junkeren af Ravenswood!

LADY ASHTON (med en kold Hilsen).

De vil tillade –! (til Bucklaw og Craigengelt).

Eders Naader finde

Nu alt beredt til at udhvile sig. (til Edgar).

De vil tillade mig, jeg ønsker her

At tale ene med Sir William; Ting

Af Vigtighed – –

EDGAR (med et koldt Buk).

Jeg er kun Gjæst paa Slottet.

(afsides).

Ha, Blodet syder gjennem mine Aarer!

(De gaae alle ud, paa Lord Ashton og Lady Ashton nær).

——

LORD ASHTON og LADY ASHTON
LADY ASHTON

Det har mig ikke just forbauset Mylord,

At I, mens jeg var borte, indgik her

En slig Forbindelse. Den svarer ganske

Til Eders Fødsel og Opdragelse!

Jeg har tilvisse ikke ventet andet!

LORD ASHTON

Men kjære Lady Ashton! hør mig dog!

Min Leonore, hør dog mine Grunde!

I overtydes skal, at jeg just her

Har handlet til min Slægts afgjorte Fordeel!

LADY ASHTON

Ja, Eders Slægts! Det troer jeg vel, Sir William!

Men da nu Eders Slægt er ogsaa min,

Maa I tillade mig, at ogsaa jeg

Her tager mig af Tingen!

LORD ASHTON

Hvad er det da I ønsker anderledes?

Hvad har mishaget Eder?

LADY ASHTON

Spørg Jer selv.

Hvor kan I saa fornægte Eders egne

Politiske Grundsætninger, Partie

Og Alt? – Forglemme Eders Ære, Sir!

Omgaaes en jakobitisk ussel Staader,

En gammel Fjende af Jer egen Slægt? –

LORD ASHTON

Jeg har endnu kun gjort hvad Høflighed

Mig bød, og hvis I vil mig roligt høre,

Saa skal I see, Fornuft har ledet Alt!

– Jeg har ei kundet handle anderledes,

Mit og min Datters Liv han reddet har!

LADY ASHTON

Man har fortalt mig den Historie!

Storseglbevareren har ladt sig skræmme

Paa Marken af en Ko, og Mennesket,

Der dræbte den, anseer han for en Helt.

Hver Slagterkarl fra Haddington kan let

Faae lige Grund, at fordre Gjæstevenskab.

LORD ASHTON

Nei, det er ikke til at holde ud!

– Hvad er det, Lady Ashton, da I vil?

LADY ASHTON

Gaae ned til Eders Gjæster! undskyld der

For Ravenswood, at Captain Craigengelts

Og andre Venners Ankomst gjør det her

Umueligt, at I kan tilbyde ham

Et længer Ophold her – –

LORD ASHTON

For Gud i Himlens Skyld!

Vil I, at Ravenswood skal vige Pladsen

For Craigengelt, en Lykkehelt, en Spiller?

Det maa jeg tilstaae, det har undret mig,

At træffe ham i Eders Selskab, Lady –!

LADY ASHTON

Men da I nu har seet ham der, Lord Ashton!

Saa gjør I bedst i, at I troer ham værdig

Dertil.

LORD ASHTON

Men overtænk dog hvad I gjør!

I skaffer os en uforsonlig Fjende

I denne unge Mand, der kan og vil

Faae Leilighed at skade! –

LADY ASHTON

Naar har I

Hørt at en Douglas frygted’ sine Fjender! (synger).

Der rinder Helteblod i disse Aarer!

Jeg er af Douglas’s Æt!

Hvad der hensmælter Svagheds-Børn i Taarer,

For Kraften svinder som en Taage let. –

Naar Krigstrompeten lød

Til Kamp og Fare,

Da mødte Douglas Fjendens Skare,

Til Seier eller Død.

Med Laurbærkrandsen

De traadte stolt i Vaabendandsen.

Ved Thronen bygged’ mine Fædres Stamme,

Jeg er af Douglas’s Æt,

I mine Aarer ruller Blodet let,

Og i mit Hjerte brænder Modets Flamme!

LORD ASHTON

Tillader I nu mig at tale? Lady! –

I vil ei nægte mig Skarpsindighed;

Klart har jeg seet det Uveir, som os truer.

Hvad jeg har gjort, er skeet af Politik,

Og Hændelsen har selv mig været gunstig!

– En stor Forandring snart vil forestaae

I Skotlands Raad; den ravenwoodske Slægt

Vil faae Indflydelse; et Modpartie

Vil fremstaae, og I veed hvad der er skeet,

At mangt et vigtigt Stridspunkt, der er afgjort

Til Fordeel før for os, vil atter nu

Fremdrages; Ravenswood har da i Skotlands Raad

En Ven i Hver, der staaer mod os som Fjende!

Indseer I da nu ei, hvorfor vi bør

Bevare hvad os Hændelsen har skjænket?

At selv et Givtermaal imellem ham

Og vor Lucie her var ønskeligt.

LADY ASHTON

Nei aldrig! aldrig! skee saa hvad der vil!

Min Villie er fast! – Nu skal han bort!

Vil I det ei, vil jeg. (hun skriver nogle Ord paa et Papiir).

LORD ASHTON

For Himlens Skyld!

LADY ASHTON

Han eller jeg, det har jeg fast besluttet,

Maa strax forlade Slottet Ravenswood!

Dich! John! – Bring denne Seddel strax

Til Junkeren af Ravenswood!

(Leverer den til Dich, som gaaer med den).

Og nu

Tillader I vel ogsaa mig at tale?

– Ved mit Besøg i London, blev saa godt

Som afgjort, at den unge Laird af Bucklaw,

En Arving til den rige Girnington,

Sig skulde givte med vor Datter Lucie.

Paa Sygesengen gav jeg min Veninde

Min Haand derpaa. Det er et godt Parti!

Der ved min Scholto faaer, som Præsident,

En Stemmeret i Parlamentet, Sir!

Laird Bucklaw er tilbøielig dertil;

Paa Veien alt, han med sin Ven mig mødte.

– Du veed min Villie nu –!

LORD ASHTON

Men hvis Lucie

Kan ikke elske ham! hvis –?

LADY ASHTON

Hvis? – Det er min Villie

– Jeg har bestemt det saa! – Hun er et Barn,

Hun kjender ei sit eget Gavn og Bedste.

(Duet)

LORD ASHTON

Let knækker Stormens Kast

Den spæde Lillie!

LADY ASHTON

Mit givne Ord staaer fast.

Du veed min Villie!

LORD ASHTON

Du Modstand ei vil finde.

Som hun, er ingen Qvinde,

Saa blid, saa elskelig, saa god!

O knuus dog ei den Armes Mod,

Bereed ei hende navnløs Smerte,

Spørg hendes Hjerte!

LADY ASHTON

Ei jeg vil min Datter sælge!

Men, som Moder tør jeg vælge;

Hun som Datter lyde maa,

Her min Villie skal staae!

BEGGE
LORD ASHTON

Let knækker Stormens Kast

Den spæde Lillie.

LADY ASHTON

Mit givne Ord staaer fast,

Du veed min Villie!

(Lord Ashton gaaer).

——

LUCIE (træder bleg og frygtsom ind).

Velkommen kjære Moder!

LADY ASHTON

Ah, Lucie!

Hvor bleeg! – Min smægtende Hyrdinde

Af Lammermoor! – Der hænger, troer jeg, Taarer

I dine Øine. Du er ingen Douglas! –

Nu, Gud skee Lov! jeg slipper Dig engang!

– Sir Bucklaw er din Brudgom – –

LUCIE

Gud, min Moder!

LADY ASHTON

Hvor det forskrækker Dig. Det er min Villie!

Det er dit Bedste! –

LUCIE (tier og skjuler sit Ansigt).
LADY ASHTON

Nu, saa tal! –

Du var vel altid et eenfoldigt Barn,

Der leved’ kun i Sværmerie og Drømme,

Men det er Tid Du træder ind i Verden!

Sir Bucklaw er en jevn, en ærlig Ridder,

I Sandhed, ret en Mand for min Hyrdinde –!

LUCIE

O Gud, forbarm Dig Moder, over mig!

LADY ASHTON

Hvad er det?! – Tal, Lucie! tal dog! –

LUCIE (med den høieste Kraft).

Moder,

Jeg kan ei ægte Bucklaw!

LADY ASHTON (med stræng Kulde).

Jeg forstaaer Dig!

Du har Dig sammensvoret med din Fader.

Mod mig I kjæmpe vil! – Hvad er der skeet

Imens jeg var i London? Vogt Dig vel!

En Tanke gjennemfarer mig! – det er umueligt!

Lucie! ha! nu fatter jeg din Fader!

Hvad er der skeet? – fordølg det ei for mig!

– Du elsker Ravenswood! – Du tier! – ha!

Din Rødmen røber hvad din Læbe dølger!

Mig tør I trodse –! Vel! nu skal vi see

Hvem der er stærkest. Bucklaw er bereedt

At ægte Dig hvad Tid jeg vil bestemme! –

Jeg straffer Eder – hævnes paa min Fjende!

Dich! John! – –

LUCIE

– – Jeg kan ei kjæmpe mod din Villie, Moder,

Men jeg har svoret Edgar evig Troeskab –!

LADY ASHTON

Sligt har Du vovet! – vel! min Time slaaer!

(til Tjenerne, som komme ind).

I største Hast I sadle Eders Heste!

Indbyd det adelige Naboeskab,

De hædre vil Lord Ashton og hans Frue

I denne Aften. Her er Bryllups-Fest!

Sir Hayston, Laird af Bucklaw, ægter

Miss Ashton. – Ingen Dvælen! flyv afsted!

(Tjenerne gaae).
LUCIE (synker afmægtig ned for hendes Fødder).

O Moder! Moder! knuus ei den der lider!

LADY ASHTON (med Kraft). (synger).

Man tør mig trodse her,

Min Villie glemme!

Nei, een og hver

Skal den fornemme!

Før Maanen lyser over Fjeld og Dal,

Skal denne Hal

Af Bryllups-Jubel runge.

Jeg er af Douglas’s Blod!

Ei nogen Skjald skal sjunge,

Jeg Qvinde var i Mod!

Man tør mig trodse her,

Min Villie glemme!

Før Natten stiger med sit Stjerneskjær,

I skal min Kraft fornemme!

– Ei Douglas’s Blod jeg kan gjenkjende!

Du elske tør din Slægts Blod-Fjende!

Jeg kunde hade Dig – min Qval jeg fatter!

Troløse Datter! (iler ud. Lucie synker afmægtig om).

Fjerde Akt

Borggaarden paa Slottet Ravenswood; (man hører Bryllups-Musik og Lystighed. Aften). AILSIE og ANNIE (sidde paa en Steen).
AILSIE (synger).

Der sidde to Ravne paa Træet hist,

Saa sorte man aldrig saae dem for vist!

De skrige hæst over Skovens Krat:

»Hvad faae vi at spise i denne Nat!«

Jeg veed, at i Mosen, bag Dæmning hist,

Der ligger en myrdet Ridder forvist;

Men ingen det veed, uden Himlens Gud,

Samt Hunden og Falken og Ridderens Brud.

Hans Hund drager atter paa Jagten hen,

Hans Falk faaer sig snart en Herre igjen,

Og Bruden finder en Hjertenskjær,

Men vi faae et kosteligt Maaltid her!

Jeg sætter mig paa ham i Mag og Ro,

Og hakker ham ud hans Øine to,

Og med hans Haar vil jeg flyve afsted,

Og flikke min gamle Rede dermed!

Saa mangt et Øie vil svømme i Vand,

Dog finder Ingen den Riddersmand;

Det blæser koldt over Busk og Green,

Hvor Løvet dækker hans hvide Been!

ANNIE

He, he, he! Hvor det var en deilig Bryllups-Vise, Du der sang!

AILSIE

Den er altid bedre end Maaltidet de give os! Jeg har ikke faaet mere, end fem Sild, istedet for sex; og dette Markstykke seer heller ikke saa rigtigt ud! Og vil I saa see dette Stykke Kjød, jeg har faaet! Her er et heelt Lod mindre, end i det I har! og jeres er desuden det skjære Kjød!

ANNIE

Mit! Ih, det er jo ikke andet end Been! – Naar rige Folk give Fattige noget, for at faae dem med til deres Bryllupper og Begravelser, saa kunde det være noget Bedre! –

AILSIE

De gave os hellere Møllestene, end Brød, naar De kunde gjøre Opsigt dermed! og alligevel forlange De vi skal være taknemlige! Deres Gaver give De saamæn ikke af Godhed for os!

ANNIE

Hør, hvor lystigt Musikken klinger! see, hvor Lysene skinne gjennem Ruderne! – og de pyntelige Riddere og Damer spadsere op og ned! – Det er et deiligt Bryllup!

AILSIE

He! jeg tænker vi faae snart ligesaa deilig en Begravelse!

ANNIE

Ja, det er mig, min santen, lige saa kjært! thi der faae vi ligesaa store Gaver, og saa har man ikke nødigt at tvinge sig til at grine og lee – og gratulere disse fornemme Helvedes Brande!

AILSIE

Ja, ja, I har Ret! – Gud beskjære os en grøn Juli og en feed Kirkegaard! –

ANNIE

– Skal vi nu ikke gaae op til Brylluppet? Det er jo fattige Folkforundt, at staae ved Døren og see paa deres Lystighed. Siig mig saa Ailsie, for I er den klogeste! hvem der, af de unge Mennesker, først skal strækkes paa Liigbænken.

AILSIE

Saae I den pyntede Pige paa Altanen? Hun skinnede fra Top til Taa af Guld og Juveler! –

ANNIE (afbryder).

– Ih Gud! det var jo Bruden selv! – Saa ung og saa smuk!

AILSIE

Men, som jeg siger! Liiglagenet sad hende dog op om Hagen. Tro mig nu om I vil! – Løvet gulner alt paa Træerne, men aldrig vil hun mere faae see, Mortensdags Stormen hvirvle det i Ring, som Smaa-Alfernes Dands!

ANNIE

He, He! – aldrig kan hun taale en gammel Kone komme hende nær, uden hun gyser, saa vil da Skrubtudsen kunde sætte sig paa hendes Kiste, og hun maa lade den blive siddende, om den saa qvækker nok saa hæst og fælt.

AILSIE

Naa, kom nu med til Lystigheden!

(De hoppe ud).

Riddersalen paa Ravenswood

(Oplyst og smykket til Bryllups Stadsen. Gjæsterne ere forsamlede. LUCIE er i en glimrende Brudedragt, men dødbleg.)
CHOR

Du som boer i Lysets Pragt,

Herre i det Høie!

Skue med Fader-Øie;

Naadig Du velsigne denne Pagt!

BIDETHEBENT

Han styrke vil hvert barnligt Bryst,

Hvert saaret Hjerte;

Han lede Syndens Træl til Dydens Lyst,

For Christi Smerte!

CHOR

Held og Fred,

Her og hist i Evighed!

BIDETHEBENT (med Ægteskabs-Contracten).

De deres Navne her maae underskrive!

BUCKLAW (til Lucie).

Du min skal blive!

Jeg tør Dig fast til dette Hjerte trykke,

O, jeg har ei fortjent saa stor en Lykke!

LADY ASHTON

Vi her maae underskrive!

ASHTON

Det hendes Død vil blive!

Gud, styrke hende her! (Han underskriver).

BUCKLAW (til Lucie).

Saa taus ei vær!

Din blege Kind mig næsten skrækker!

LADY ASHTON

For vidt sig hendes Blyhed strækker,

Hun frygter selv for Navnet: Brud!

BUCKLAW

Velsigne Du os, Naadens Gud! (underskriver).

LADY ASHTON (til Lucie).

Nu kjære Barn, Du underskrive!

Hvortil skal denne Dvælen blive?

(Fører hende til Bordet og giver hende Pennen).
CHOR

Hvor hun er bleg – See, Læben bæver!

Men Ordet døer – – hun Blikket hæver!

LUCIE (I det hun sætter Pennen til Papiret udstøder hun et Skriig og taber den).

Han kommer! ham det er!

CHOR

Et Skrækkens Syn fremsvæver!

(Lucie vakler og maa holde sig fast.)

——

EDGAR (kommer ind og træder frem i Salen foran hende. Hans Dragt er i Uorden; den mørke Kappe hænger løst om ham, og hans bredskyggede Hat er trykket dybt ned over Ansigtet. Nogle Øieblikke hersker der den dybeste Taushed, endelig træder Lady Ashton frem).
LADY ASHTON

Hvad bringer Eder her paa dette Sted?

Hvor tør I trænge ind i denne Hal,

Forstyrre Festens høitidsfulde Time?

BUCKLAW

Det er Spørgsmaal, Frue! som nu jeg

Har Ret at gjøre, hvis Hr. Junkeren

Af Ravenswood vil følge med mig til

Et Sted, hvor vi kan uforstyrret tale.

RIDDERNE (som slaae paa deres Sværde.)

Ha! ved vort Sværd –!

BUCKLAW (til Edgar).

Følg med mig Sir! til –

EDGAR (afbryder).

Rolig!

Saa fremt I ere kjede af jert Liv,

Som jeg af mit, jeg let vil finde Tid

Og Sted, at vove mit imod enhver!

Men her er ikke Øieblikket nu

Til Børneleeg – –!

BUCKLAW

Til Børneleeg!

ASHTON

Laird Bucklaw!

Jeg beder Eder værer rolig dog!

I Dronningens og Lovens Navn! –

BIDETHEBENT

I Guds!

BUCKLAW

Nei, her skal Ingen lægge Haand paa ham!

Jeg selv vil stride med ham. Følg mig Sir!

Ved Stranden venter jeg med blanke Vaaben.

EDGAR

Mit Ærinde er snart udrettet her.

(Til Lucie med Mildhed).

I ægter Bucklaw? Frøken! – ægter ham

Med Eders gode Villie? – Svar mig her!

I har ei elsket mig?

ASHTON

Har jeg, Herr Ridder,

Fortient af Eder dette?

BUCKLAW

Følg mig Sir!

EDGAR

O, hører mig! o, misforstaae mig ikke!

Hvis denne unge Dame virkelig

Frit valgte her, da træder jeg tilbage;

Men jeg vil høre hendes egne Ord,

Før faaer mig Ingen bort fra dette Sted!

I er’ mig overlegne, kan mig myrde,

Men jeg er væbnet; som fortvivlet Mand

Jeg kjæmpe vil, om I mig overvælde!

Det er saa min Beslutning! følg nu Eders;

Alene vil jeg tale med Miss Ashton!

Af hendes Læber vil jeg høre det!

Men ene, uden Vidner – og er da

Beredt at møde hver. Min Ganger staaer

Ved Porten; snart jeg møde skal,

Hvor Fjeldet hules af den stærke Bølge!

(griber en Pistol af sit Belte, og holder med den anden Haand Sværdet).

Vælg nu, om denne Hal skal strømme her

Med Blod, hvad eller, om I vil tilstaae mig,

Hvad Guds og Landets Love mig indrømme,

En Sammenkomst med min Trolovede? –

Miss Ashton er min Brud! min Brud hun er,

Saa sandt Gud styrke mig i Dødens Time!

(Dyb Stilhed, endelig træder den Geistlige frem).
BIDETHEBENT

Hvad I forlanger, fordrer Billighed!

Miss Ashton har fortrudt den Kjærlighed,

Hun bar til Eder, og med barnligt Sind

Adlydt Forældres Bud. Men lad ham høre

Det af den ædle Piges egne Læber!

LADY ASHTON

Nei aldrig! aldrig! – Jeg tillader ei,

De tale ene sammen. Hun er alt

En andens Brud! – Lad dem kun alle gaae,

Jeg bliver her, jeg frygter ei hans Trudsler!

(med et Blik til Ashton).

Skjøndt her er een, der bærer vel mit Navn,

Og dog sig lader skrække!

BIDETHEBENT

Ædle Frue,

Gyd Olie ei i Ilden! Junkeren

Af Ravenswood vil ei indvende mod,

I bliver her tilstæde. Ogsaa jeg

Vil blive her! maaskee mit sølvgraae Haar

Kan bringe Fred – –!

EDGAR

Det være Eder tilladt!

Selv Lady Ashton vil jeg ikke nægte

At blive her. – –

BUCKLAW (idet han gaaer).

Ved Stranden, øst for Ulfsfjeld!

(De gaae alle paa Lady Ashton, Lucie og Bidethebent nær).
EDGAR (tager Hatten af, stryger sine Lokker tilbage, og træder frem for Lucie).

Miss Ashton! – kjender I mig? – Jeg er end

Den samme Edgar Ravenswood! (med Hæftighed).

Jeg er

Endnu den samme Edgar Ravenswood,

Der blev for Eders Skyld den Eed utro,

Han svor om blodig Hævn! Jeg er den samme

Edgar af Ravenswood, der ærlig tilgav

For Eders Skyld, ja rakte Venskabs Haand

Til den, der undertrykkede hans Slægt,

Ja myrdede hans Fader selv – –!

LADY ASHTON

Min Datter

Har ingen Grund til at benægte, at I virkelig er Edgar Ravenswood.

Den Gift, der strømmer nu fra Eders Tunge,

Erindrer hende noksom om, at det

Er hendes Faders svorne Fjende,

Hun taler med.

EDGAR

Jeg beder Frue! – kun

Af hendes egne Læber maa jeg høre

Det visse Svar! – (til Lucie).

Jeg er den Ravenswood,

Med hvem I indgik den høitidelige

Forbindelse, I ønsker nu ophævet – –!

LUCIE (med bævende Læber og svag Stemme).

Min Moder – – –!

LADY ASHTON

Visseligt! mig var det, som

Berettiget her til, saa vel ved Guds

Som Menneskenes Lov, tilraadte hende

At hæve en saa overilet, lav

Forbindelse. Ja, selve Skriftens Ord

Bød hende det!

EDGAR (til Lucie).

I svarer Intet her?

I vil ei høre mig? – For Eders Skyld

Har jeg opoffret Alt! ved Eder hænger

Min sidste Tro til Menneskene!

LADY ASHTON

Junker

Af Ravenswood! I har nu gjort de Spørgsmaal,

I fandt for godt; og seer nu, at min Datter

Er ei istand at svare Eder noget!

Men jeg, i hendes Sted, vil svare her!

Frivillig ægter hun Haiston af Bucklaw!

(viser Ægteskabs Kontrakten).

Her staaer det første Træk til hendes Navn!

EDGAR

Man hende tvang med Magt!

BIDETHEBENT

Godvilligt skrev hun.

EDGAR (til Lucie).

I siger Intet! Intet? Tal dog! tal!

I er uskyldig! ja, mit Hjerte veed det! –

Men Alt – o Gud! o vær dog ei saa taus!

Siig kun et Ord, og jeg vil drikke Livet

Af dette ene Ord, som Hjertet siger. –

– I vil ei høre mig?

LADY ASHTON

Hun vil det ei!

EDGAR (til Lucie).

I tier! – tier! – – vel! Gud styrke Eder,

Hvis Eders Hjerte engang lide maa,

Som mit! – Nei! Jeg vil ei bebreide Eder!

Gid I maa blive Bucklaw mere tro – –

(lægger sin Ring paa Bordet).

Det Troskabs Tegn, I gav mig, ligger her!

Endnu I bærer mit paa Eders Bryst – –

Hvor kan I? – Dog, det er umandig Smerte!

Giv mig da nu, hvad ingen Værd kan have

For Eder længer – –

LADY ASHTON (som klipper ihast Baandet over, der bærer den, og rækker den til Edgar).

Alt er nu til Ende!

EDGAR

Til Ende? Ja, der kan ei møde meer! (til Lucie).

Du var min Tanke, var min Drøm,

Jeg hang ved Dig med Sjæl og Hjerte!

Ei Dødens kolde, stærke Strøm

Udslukke vil min dybe Smerte!

(kaster Ringen i Kaminen).

Smelt hen i røde Flammer,

Hvert Minde om hiin Lyst! (til Lucie).

Tilgiv Dig Gud den Jammer,

Du vækker i mit Bryst! (iler ud).

LUCIE (synker afmægtig om).

——

CHOR (af Bryllups Gjæsterne, der træde ind).

Hvad er af ham der vorden?

Han gik til Kamp og Død!

– Hun ligger bleg paa Jorden,

En Lillie, Stormen brød!

LUCIE (hæver sig i Veiret; Bevidstheden om den foregaaende Scene synes at være forsvundet hos hende).

(Melodrama)

LUCIE (synger med dæmpet Stemme).

»Et Dyb og dog Guds Himmel,

:|: ja Himlen. :|:

En Verden fuld af Længsel,

Er Du Kjærlighed!«

Tys! tys! det er dog sørgeligt! – og nu –

»Nu er min Fader her; min Skyld det er;

Af Frygt jeg troer mit Hjerte vilde briste!

Min Faders Liv er her i Eders Haand –

Om mangen blodig Daad er mig fortalt –

Jeg frygter Alt –!«

LORD ASHTON

O Gud mit Barn, Lucie!

LUCIE

»Ved Gud, jeg vilde Eder ei fornærme!«

(hun skjuler sit Ansigt i sine Hænder).
CHOR

Vee! – O Gud! Du Dig forbarme!

Vanvid grebet har den Arme!

Skræk opfylder dette Hjerte!

Styrk Du hende i sin Smerte!

LUCIE (synger af Duetten i anden Act).

– »Kjærligheds salige Flamme

Mægter ei Læben at stamme!« –

(knæler og gjentager af Bønnen i samme Nummer).

– »O milde Gud, send Du din Fred,

Beskyt Du huldt vor Kjærlighed!« –

LADY ASHTON (træder hen til hende).

Lucie, hvad er det?! – Ha, vogt Dig vel!

Kom til Dig selv af dine Feberdrømme!

CHOR

See, hendes Øie flammer!

O Gud, end denne Jammer!

LUCIE (lægger Haanden paa Brystet, som om hun gjemte noget).

»Her skal den hvile! ingen jordisk Magt

Skal skille mig ved denne kjære Gave!«

(hun savner Edgars Ring).

Hvo har min Ring mig røvet?

Ha! i mit Blod er Hævnens Glød.

(hun synker atter sammen).
O Gud! jeg er saa inderlig bedrøvet!

O, lad mig døe! –

»Saa ligger man saa trygt der under Jorden,

Og drømmer smukt, den lange barske Dag –!

Men det kan ikke skee, jeg veed det nok!« (synger).

»Hans Hund drager atter paa Jagten hen,

Hans Falk faaer sig snart en Herre igjen,

Og Bruden finder en Hjertenskjær,

Men vi faae et kosteligt Maaltid her!«

»Nu Brudedandsen ædle Riddere!«

CHOR

Forbarm Dig Gud! –

——

BUCKLAW

(styrter ind; Haaret flagrer ham vildt om de blege Kinder; saa snart Lucie seer ham, flygter hun fra Ridderne, som hun vilde dandse med, skjuler sig i en Krog foran paa Scenen og trækker sin Kjole bange op for Ansigtet).

BUCKLAW

O vee!

Hvad maatte Øiet see!

– Hvor Bølgen slaaer med Vælde

Og huler disse Fjelde,

Jeg ventede min Fjende. –

Jeg saae ham alt, saa vildt han jog,

At Sandet om hans Ganger slog!

Med eet han svandt – –

Ei mindste Spor jeg fandt;

Det dybe Qvik-Sand dulgte,

Hvad jeg med Hævn forfulgte.

Kun denne sorte Fjer, i det jeg stod,

Henkasted’ Ebbens Bølger for min Fod.

LUCIE (springer op og griber Fjeren).

Edgar af Ravenswood! (synker død ned).

PAA EENGANG CHOR

O Skræk!

BUCKLAW

Min Brud!

LORD ASHTON

O Gud, mit Barn! ha, hun er død!

LADY ASHTON

Ja død!

CHOR

– – Død

– Den vilde Smerte

Har knust det ømme Hjerte! –

BUCKLAW

Jeg – jeg er Skyld i denne Nød!

AILSIE og ANNIE (indbyrdes, idet de trænge sig frem mellem Tyendet).

– »Da sidste Laird til Ravenswood

Fik sig en Død til Brud,

Den Havfrue fanged’ ham paa Stand

I Strandens Flyvesand.« –

CHOR

Skræk og Rædsel opfylder mit Hjerte.

——

BIDETHEBENT (træder frem og bøier sig over Liget).

Døden har Fred for hver Smerte!

CHOR

Gud styrke hvert sorrigfuldt Hjerte!

* Vi have fundet den med en tydsk Text: »Jung Karl ist mein Liebling

** I Blätter für literärische Unterhaltung 1830, Nr. 59, roses i Anmeldelsen om den nyeste russiske Poesie, en Digter: A. Puschin, af hvem et Digt fremhæves og gives i tydsk Oversættelse; men dette Digt er ikke nogen russisk Original, men en Bearbeidelse efter den samme, som min.

1

* Vi have fundet den med en tydsk Text: »Jung Karl ist mein Liebling

2

** I Blätter für literärische Unterhaltung 1830, Nr. 59, roses i Anmeldelsen om den nyeste russiske Poesie, en Digter: A. Puschin, af hvem et Digt fremhæves og gives i tydsk Oversættelse; men dette Digt er ikke nogen russisk Original, men en Bearbeidelse efter den samme, som min.

Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

[fortale] Første Act En Krostue Ulfsfjeldet Udenfor Ulfsfjeldet Anden Act Udenfor Kroen Ulfsfjeldet Tredie Act Slottet Ravenswood Fjerde Akt [borggården på Ravenswood] Riddersalen paa Ravenswood

Del

[Sassy_Social_Share]