Bruden fra Lammermoor
Originalt romantisk Syngestykke i fire Acter
1832»
I Romanen findes, som bekjendt, et Fragment af en gammel Vise om
Og fæster sig en afsjælet Pige til sin Brud;
Da skal hans Ganger bindes paa Havnymphens Strand,
Og aldrig skal hans Navn nævnes mere over Land
Dette har jeg anbragt i en
Musikken til Dandsene er et Uddrag af skotske Folkemelodier.
| SIR WILLIAM ASHTON, | |||
| LADY ASHTON, af Huset Douglas | |||
LUCIE
HENRIK, 14 Aar |
deres Børn | ||
| EDGAR, |
|||
|
CALEB
MYSIE
|
to gamle Tjenestetyende hos Edgar | ||
| SIR HAYSTON, Laird af Bucklaw | |||
| CRAIGENGELT, en Lykkeridder | |||
| BIDETHEBENT, | |||
|
ANNIE
AILSIE
|
to gamle Qvinder | ||
|
DICH
JOHN
| i Storseglbevarerens Tjeneste | ||
| En Dreng | En gammel Jæger | En ung Jæger | Bryllupsgjæster, Bønderfolk, Jægere og Tyende |
Handlingen foregaaer i
Tiden omtrent 1700.
Første Act
Skov og Maaneskin ved den saakaldte »Ridderens Kilde;« dens1.
Thi det er St. Hans’s lystige Nat.
Husch! husch!
Mo’erlille sadler sit Kosteskaft,
En bedre Hest har der ingen havt!
Saa flyver hun op, saa flyver hun ned,
Hun flyver til Bal og til Lystighed,
Husch! husch!
Den Smaa-Dreng læser sit: »Fader vor,«
Ak, hvor vil Du hen, Du søde Mo’er?
Sov stille, Barnlille!
Jeg
Med Kosten jeg feier vor Skorsteen net;
Jeg flyver saa let!
Husch! husch!
Vil Du tie stille med Din Hexe-Sang! he, he, he!
Vil Du selv tie, Din gamle Hex! he, he, he! (hun synger).
2.
Den bliver ogsaa en deilig Hest.
Husch! husch!
Paa Stang og paa Stok og paa
De Hexe flyve i Luften afsted;
Hver Stund de vise sig fleer og fleer,
Men Døden sidder bag Graven og leer.
Husch! husch!
I Galgen hænger en Tyveknægt,
Enhver bør hilse sin kjære Slægt;
I Luften de
Tre Gange de dreie
Og svinge hans arme, syndige Krop,
og flyve saa op!
Husch! husch!
————
Glade Lyst! hør Hornet toner!
Lystig frem, paa Mark og Vang.
Her bag Skovens dunkle Kroner,
Livets bedste Glæde throner.
Echo svarer paa vor Sang!
————
He, he, he! det var
De see ud, som Ellekongens Folk i Maaneskin! – Nu stige de paa Hestene – Hui! hvor gaaer det ikke igjennem Mose og Krat.
Det er den nye Herre, der jager. Den fromme Sjæl, der tænker paa os Fattige! mig har han lovet en Pæl at hvile mit Hoved til, og de røde Lagener at svøbe mig i. Lænker og Baal – hvad synes jer om den Foræring? he, he, he!
Lænker og Baal, Mo’er? – Ja det var just noget for hans egen Frue. Der er
Husker? Jo, det var et Liigtog! de første vare
Men ikke engang det kunde det presbyterianske Pak unde ham i Graven! – Storseglbevareren, vor naadige Herre, lod Bønnebogen tage af Haanden paa Præsten, og havde der ikke været tappre Mænd og skarpe Sværd, var Lairden bleven begravet som en Hund. Men giv Tid Ailsie! det kommer! fortvivlet Mand har stærke Hænder.
Husker Du Junkerens Eed? husker Du, hvor bleg og stille han stod? Der var ikke Vanddraabe i hans Øine, men der var Ild i hans Ord, ved Faderens Kiste: »Himlen tilskikke mig tifold Ulykke, hvis jeg ikke gjengjelder denne Mand og hans Huus den Sorg og Elendighed, han har styrtet mig og mine i!« See, det var hans Ord.
Men Ulykken kommer dog først fra dem selv, Ailsie! – Paa dette Sted, ja her ved Kilden var det, den første Ravenswood narrede Kildenymphen. Derfra kommer Ulykken over Slægten. Vi kan endnu komme til at
Strække? – Glemmer Du Visen om Kildenymphen her? – Nei, der vil aldrig blive slaaet Kistelaag til over ham.
Seer Du ham, der kommer i Kappen? Kjender Du ham paa Fjerbusken? Der har vi Junkeren af Ravenswood selv. Hi! her vil han nok ikke søge sin Lykke.
O, en deilig Karl! saa bred over Skuldrene og smækker om Livet! – Hvor der dog kunde blive et deiligt Liig af ham!
Ja, ham gad jeg nok strække og klæde!
Men det kan Du skyde en hvid Pind efter, Din gamle Hex! (De blive borte mellem Krattet).
————
Ja her paa dette skjæbnesvangre Sted,
Her, hvor en Ravenswood, til Død og Smerte,
Vandt Kilde-Nymphens Hjerte,
Her skal min Hævn ham møde,
Her skal han bløde! –
– See, Nattens Uveir reiser sig bag Fjeldet;
Det synger høit med Stormens vilde Hær:
Hævnens Time er nær!
Knuste alle Barnets Drømme;
I Ruiner staaer min Borg,
Ved det barske
Svalen finder der sin Rede,
Jeg – har intet Hjem hernede!
Snart vil Borgens sjunkne Muur,
Skjules ved den sorte Bølge; –
Ud, ja ud i Guds Natur!
Tiden skal min Smerte dølge.
Bring mig bort til fjerne Lande!
Betving Din Smerte
I mandigt Bryst!
Bruus, vilde Hjerte,
Af Hævnens Lyst! –
Uveiret svæver
Høit over Hav,
Sit Offer kræver
Den dybe Grav.
————
O, frels os i Nøden!
Hvad Rædsels-Skrig? (seer ud af Scenen).
Dem truer Døden! –
En Olding og en Pige, forfulgt af Dyrets Raseri –
– Snart Redning er forbi! –
O milde Gud, Du Dig forbarme!
Styr Du mit Skud,
Og frels de Arme! (skyder ud af Scenen).
Det faldt! – – See, foran Pigens Fod,
Det spræller i sit røde Blod – –
Og hun – see Kinden blegner – –
Den Arme segner! (iler dem imøde).
————
O Skræk og Smerte!
– Vær stærk mit Hjerte! –
Mit Barn, min Datter.
Hun aander atter!
Forbarm Dig ved min dybe Smerte!
Hun er saa bleg og dog saa smuk!
Hvor rører hun mit unge Hjerte.
Min Fader!
Datter!
O glade Lyst,
Høit svulmer atter
Nu Bryst mod Bryst.
Os Døden møder! – –
Uhyret bløder!
Du har til Livet
Os her gjengivet – –
Ham, som min Hævn svoer Døden,
Ham har jeg frelst i Nøden!
Uveiret stormer frem,
O bring os til et Hjem!
Vildt Stormen stiger; hør Bølgens Gang!
Med Skum den høit mod Kysten vælter;
I Lavastrømme Skyen smelter,
Og orgler os sin vilde Sang.
Medynk, Had og Hævnens Lyst,
Kjæmpe i mit unge Bryst!
Lad min Bøn dit Hjerte røre – –!
Til dit Hjem Du os vil føre –!
Til mit Hjem –?
Hvor Bølgens Vælde
Udhuler hine Fjelde,
Der staaer min Borg. I kan mig ikke følge!
– Mit Navn jeg ei vil dølge,
Jeg er en Ravenswood!
O milde Gud!
Medynk, Had og Hævnens Lyst Kjæmpe i mit unge Bryst!
Vildt Stormen stiger; o. s. v.
Dig har jeg bittert krænket – –!
Du frelste nys os to.
Du har os Livet skjænket, Vort Liv vi Dig betroe!
Paa Fjeldets høie Tinde
Saa øde staaer min Borg;
Kun Tagly vil’ I finde, Alt
Ha, Skræk og Dødens Tanker, Har knuust mit Hjertes Ro!
Af Hævn mit Hjerte banker!
Vort Liv vi Dig betroe!
En Krostue
BUCKLAW og CRAIGENGELT (Paa Bordet staae tvende Kruus med Viin).En deilig Aften! hør kun hvilket Veir!
Det er, saa Tyven dandse maa i Galgen.
Hvor Ravenswood dog nu kan blive af?
Formodentligt har han ei truffet paa ham!
– For Fanden! hvorfor holdt I mig tilbage?
Til Sligt behøves aldrig meer end Een.
Desuden synes mig, vi allerede
Har vovet altformeget, ved at følge
Ham, mens han har en saadan Gjerning for!
Naar alt jeg ret betænker, Craigengelt,
Er det ei stort bevendt med Eders Mod.
Men, det er noget da, som Mange alt
Har dømt om Eder.
Men til denne Time
Har ingen vovet
Og var det ei, fordi I er min Ven,
Saa – –
Saa –? – Jeg er slet ikke Eders Ven!
Tal I kun ud –! gjør hvad I har i Sinde.
Her gjelder det langt større Ting, end knække
En Snees forrykte Hoveder, som Eders!
Der har I Ret, og da I har saa sjeldent,
Saa var det Synd, at vilde nægte den!
– Var ei de sidst paalagte Pengebøder,
Confiskationer og den Slyngel Turntip,
Der nøder mig at holde mig fra Hjemmet,
Saa var jeg reent forrykt, at jeg kan troe
Paa Eders Snak og Eders tomme Løfter:
Ansættelse
Hvad rager mig den hele irske Stads!
Jeg er en ærlig Skotte, som min Fader,
Og gamle Moster, Lady Girnington,
Kan dog ei leve evig, vil jeg troe.
Ja, det er sandt! – men hun er seig den Gamle.
Og hvad nu eders salig Fader angaaer,
Han havde baade Eiendom og Gods.
Han gav sig aldrig af med Aagerkarle,
Betalte ærligt, hvad han skyldte bort,
Og leved’ ei paa fremmed Mands Bekostning.
Og hvem er Skyld deri, at ikke jeg
Gjør nu det samme? Hvem? Hvem andre vel,
End I og Satan, som har mig forledt,
At øde Rub og Stub! – Nu skal jeg vel
Forpligte mig, som I, at flakke om,
Snart hist, snart her, tidt for den blotte Føde!
Den ene Uge leve af et Brev,
Med selvgjort, vigtigt Nyt fra
Den anden Uge, af
Om Opstand
Der skal i Strid; men naar han er paa Stedet,
Da smøre Haser af Forsigtighed!
Selv giver man sig Navn – for hvem der troer det –
At man er en politisk
Man tager sig en Titel – er Cap’tain – –
Der troer I nu, I sagde noget vittigt,
Og at I ærgrer mig. O, nei! – Tilvisse,
Det bedre er at leve, som nu jeg,
End døe af Sult,
En
Og troe mig Craigengelt, til allersidst
Vil Galgen ende Legen. – Siig mig dog
I Ærlighed, hvad har I vel i Sinde
Med Ravenswood? Det er en ærlig Karl,
Men Penge har han ingen fleer end vi,
Hvad Fordeel troer I, der ved ham kan vindes?
Vær uden Frygt, jeg veed nok hvad jeg gjør!
– Hans Faders Navn er hæderligt bekjendt –
Selv er han ung, har Indsigt og Talenter!
Ham mangler hverken Hoved’ eller Hjerte;
Tro mig, jeg skal faae Ære af min Mand!
Men,
Og som jeg troer – er han lidt
Der ikke mærker Eders fine Garn.
Nu, sid kun rolig! lad kun Kaarden ligge,
Jeg veed dog nok, I ei har Lyst at slaaes.
Fortæl mig heller,
Hvordan I bar jer ad med Junkeren,
At han betroede sig til Eders Venskab.
Jeg smigrede hans Lyst at hævne sig;
Jeg fik ham til at fnyse vildt af Harme
Ved Tanken om den store Haan og Uret,
Han havde lidt. Nu er han gaaet hen –
Det sagde han, og det var vist hans Mening –
At tale med Storseglbevareren;
Og træffes de, da tro mig Bucklaw! gjør
Saa ta’er han Livet af ham. Hvad end skeer,
Vil Ravenswood nok tale saadan med ham,
At til Voldsgjerning det vil blive udlagt.
Gjør’ De det nu for hedt for ham i Skotland,
Vil
Den franske
Ved
Fastlandet vinker sine stolte Helte!
————
Det er et Veir derude, som vilde Regnen vadske Jorden hvid.
Hvad vil I her? I gamle, gustne Hex!
Ih, det er ikke smukt at bide saadanne af fattige Folk, der kun vil have Tagly for Storm og Regn.
Hvor Ravenswood dog nu kan blive af!
Er det den unge Junker, I vente paa? Ja, saa kan I vente længe!
Hvad, mødt ham? – Ih, to smukke, brune Øine! he, he, he! – Storseglbevareren, vor strænge Herre og Frøkenen, hans Datter, gjør nu Visit paa Ulfsfjeldet.
Hvordan? – og Ravenswood? Hvor er han?
Ja, Tingen den er saa. Storseglbevareren kom med sin Datter ned af Skov-Alleen; nu græsser just det vilde Qvæg paa denne Kant; det var skræmmet ved Jægernes Horn og Skud. En af Tyrene satte efter dem – Dyret var kun nogle Skridt fra dem, og havde Junkeren ikke været i Nærheden, og truffet ved første Skud, saa havde det nu været forbi med dem begge.
Hvor det var Held! – he, he, he! – Den Kugle havde nok Junkeren ikke tænkt, at bruge paa denne Maade!
Hvad siger Du? – Jeg kløver Dig dit Hoved!
Ih, Junkeren er jo kun et Menneske. Han er forurettet, grueligt fornærmet! – Nu har han da sin Fjende inden Vægge, og jeg tør vædde paa, var ikke Miss Ashton, saa gik det galt! – Dog, det gjør det da alligevel. Ulykken kommer fra de Ravenswooder selv!
De har engang vel brændt din Bedstemoder?
Nu, det var Skade, Du ei fulgte med!
Paa Jagten traf han engang ved Kilden en deilig Pige; hun fængslede ham, og her havde De siden deres Sammenkomster, naar Solen vilde til at gaae ned; men kun eengang om Ugen, hver Fredag nemlig, lod hun sig see, og svandt saa ved Kilden, naar Klokken ringede til Aftenbøn i Kapellet.
O Eventyr!
Kun gammel Kjærling-Sladder!
Som sagt, hun svandt naar Aftenklokken ringede. Da nu Baronen betroede sin Skriftefader Alt, troede denne, at Nymphen var en Satans Aand, der vilde lokke den naadige Herre, og lod derfor Klokken ringe sildigere den næste Gang, men da Nymphen saae Skyggerne blive længere, rev hun sig ud af Elskerens Arme med et Skrig og sagde ham et evigt Lev vel, i det hun styrtede sig i Kilden!
Men Bølgerne, der stege op af Vandet, bleve røde af Blod og Junkeren hørte hendes grædende Stemme; thi Kjærlighed er et Elendigheds Dyb, som der staaer i Visen. (Hun synger).
Vise
1.
:|: Ja Himlen! :|:
En Verden fuld af Længsel,
Er Du Kjærlighed.
– Den Havfrue blev sin Ridder tro,
Dog skilte man de to,
Hver Bølgelil blev blodig rød
Ved hendes bratte Død.
Et Dyb og dog Guds Himmel o. s. v.
2.
Seer Maanen nu fra Fjeldet
Sit Billed i Vældet,
Da toner dybt hen over Vang
Hiin Spaadoms Sang.
»Naar sidste Laird til Ravenswood,
Faaer sig en Død til Brud,
Den Havfrue fanger ham paa Stand,
I Strandens Flyvesand.«
Et Dyb og dog Guds Himmel o. s. v.
Ja, see derfra kommer Hævnen! derfor skal der aldrig slaaes Kistelaag til over den sidste Ravenswood.
Havfruen vil binde hans Hest i Flyvesandet, naar Kjærlighed først har bundet hans Hjerte.
Jeg frygter, Craigengelt, I har gjort Regning
Foruden Vert; at Laxen smutter bort
Med Krog og Alt. – Ha, tys! hør, Hornet klinger!
De drage nu til Ulfsfjeldet, hvor vi har sagt dem, deres Herre er; der bringe de nu det fældede Dyr med, saa kommer der dog lidt Proviant i Huset!
Det klinger lystigt, og jeg sidder her!
Nei, hvad jeg
Jeg gjæster Ravenswood med Jægerskaren.
Men er I gal? Om I nu snappes op!
Forsigtig vær!
Hold dig i Krogen her;
Der ude let man kan i Galgen springe!
Bærer han end Riddersværd.
– Skal det saadan for mig ende?
Ak! det var en Taare værd.
Hvilke Griller! – I maae flygte!
Hvad kan Ungdoms Hjerte frygte!
Hør, den raske Jægersang
Blander sig med Hornets Klang.
Hjertet ei sin Længsel dølger,
Glad det følger! (til Craigengelt).
Bliv I tilbage! o vær saa god!
Fortæl I disse om eders Mod.
(Han peger paa Annie og Ailsie).
Slaae stærkt paa Sværdet,
Gjør dem forfærdet!
Jer mindste Finger har Helteblod!
Til Gjengjeld Smukke fortæl igjen:
Hvordan I fare i Luften hen;
Med hvem I dandsed’, bag Tjørn og Krat,
Paa Berwick Hede, St. Hans’s Nat.
Saa godt I passe sammen.
O sæt jer her ved Flammen!
Børnlille hold jer glade,
Tal I om stort og smaat,
Her ta’er ei Skindet Skade,
Og her er luunt og godt. (Gaaer).
He, he, he, he! – En lystig Unger-Svend!
Ulfsfjeldet
(En øde Sal med en faldefærdig Kamin. CALEB skurer paa et Tin-Kruus, MYSIE sidder ved Kaminen).Mens Skyernes Fjelde
Udsynge med Vælde
De dræbende Lyn,
Vildt Bølgerne bruse,
Mod Fjeldet de knuse
De skummende Bryn!
Med skumhvide Krandse
De Havfruer dandse
Om synkende Vrag!
Med Søe-Gutter
De Bryllup nu holde
Ved Stormens Brag.
I Hav-Dybets Haller,
Bag røde Coraller,
Skal Brylluppet staae!
Men hjemme der græde
Hans Viv og de spæde
Uskyldige Smaae.
Mens Skyernes Fjelde o. s. v.
Mens den stærke Bølge
Ei sin Kraft kan dølge,
Perler den paa Kysten strøer.
Dagen stiger,
Mulmet viger!
Lynet svinder, Stormen døer.
Over Land og Sø og Bugt,
Skinner Sommer-Solen smukt!
Himlen er blaa,
Fuglene slaae,
Alle Smaae-Blomsterne høre derpaa!
Ja, udenfor vil det nok blive godt, men herinde i disse gamle, stolte Haller vil aldrig komme Glæde meer! – Ak, Mysie! naar jeg tænker paa Husets fordums Herlighed og Storhed, saa kommer Vandet mig i Øinene! – dog forstaae mig ret – Du maa heller ikke troe, at vi endnu ere tiggefærdige; nei – nei! – endnu er det ikke saa ilde!
Herre Gud, Caleb! det kan jo næsten ikke blive værre, end det er. – Junkeren har jo ikke uden denne gamle, faldefærdige Borg tilbage, hvor vi er hele Tjenestetyendet. Storseglbevareren og Skotlands Raad har pillet ham til Benet. Ak! i denne Tid er der
Men Du maa ikke tale om Armod og Elendighed, ikke engang tænke derpaa! vær dog forsigtig med Husets Ære! thi den er ogsaa vores – vi og det ravenwoodske Huus ere et.
Jeg er
Ja, i Hallen her herskede Støi og Bulder nok, dengang der burde været Alvor og Sorg, til Gjengjeld er her sørgeligt og øde, nu da Munterhed skulde boe her.
Tilsidst døe vi af Sult!
Mysie, Du er et utaknemmeligt Menneske! Du tænker kun paa Maven! Du tænker allene paa Mad og Drikke – –! (Man hører et Horn udenfor). Nu kommer Junkeren!
Du Fredens Gud! og vi har intet her paa Slottet at byde ham!
Vær Du kun rolig! nu trænger han vel ikke til Aftensmad, men til Hvile. Spring Du nu afsted! Sørg for Sengen, jeg tager mig af Resten! (iler ud).
————
Det gode Skind! der er ikke en ond Blodsdraabe i ham! var han kun ikke saa gnaven imellem! Men det hører Alderen til, jeg selv bøies mod Graven. Ak,
————
O Mysie! for Guds Skyld Mysie! han er bleven gal! – ja, bindegal! – Han veed, hvordan det staaer til paa Slottet, og saa
O, Du min Skaber! komme her Gjæster?
Ja, hele to! De kan spise os ud af Huset! Mysie! Du maa tage den gamle Liggehøne!
Den er jo saa sei, som en Buestræng.
Du kan jo sige, at Du har taget Feil! – ja taget Feil, Mysie! Alting maa Du tage paa Dig! Aldrig maa Du lade Husets Ære lide derunder!
Ja, men hvor er Liggehønen? Den sidder maaskee nede i Borgestuen, og der tør jeg ikke gaae ned for Nissen; og kan jeg ikke see Nissen, saa kan jeg heller ikke see Hønen, thi der er saa mørk, som i Graven! og Lys har vi jo ikke, uden den velsignede Lampe, der staaer; og om jeg ogsaa finder Hønen, saa har vi jo ingen anden Ild, end den der brænder i Kaminen! – ak! ak!
Ja! – ja! – ja, saa skraal! skraal kun noget høiere! det er jo det eneste I kan! – skraal dog! ellers har I jo en Stemme, som en Bas, og det for langt mindre! – (Han slaaer med en Stok alt det Kjøkkentøi itu, der staaer ved Kaminen og kaster det derpaa derind).
O, Du hellige –! Den Gamle er gaaet fra Forstanden! har han ikke der slaaet alle de Smaakar og Kruus itu, vi havde! nu har vi da ikke det mindste. Og Hankekanden med Laag, som Junkeren drak af –!
O,
————
Velkommen, ædle Herre! jeg havde ikke ventet, at I kom saa tidligt hjem, og at I bragte saa fornemme Gjæster! – Hvor jeg dog har baaret mig ad! – men jeg var saa vis paa, at ikke engang I kom paa denne Tid, og derfor har jeg ladet alle de øvrige Tjenestefolk gaae ud at see paa Jagten, kun jeg og gamle Mysie er her tilbage!
Ti stille Caleb! med din Taabelighed.
Kun denne gamle Mand og denne Qvinde,
Lord Ashton! er mit hele Tyende! –
Hvad vi kan byde Eder til Forfriskning her,
Er næsten Intet; men, alt hvad vi have,
Det staaer til Eders Tjeneste! –
Uveiret
Maa tjene til Undskyldning for mig her. –
Min Datters Helbred, Skrækken hun har lidt –
– Ja, hendes Sikkerhed allene er det,
Der har gjort mig paatrængende, Hr. Ridder!
Det hele Slot staaer til det høie Herskabs Tjeneste! – Men – ja, jeg maa ligesaa godt strax sige det! Hørte De ikke paa Gangen, hvor Mysie skraalte? O De har vist hørt det? – O, at saadan en Ulykke skulde ramme os!
Hvilken Ulykke? –
O, den skrækkeligste! – hele Aftensmaden – –! (synger).
Hvordan skal jeg mig udtrykke!?
Herre, ak! en stor Ulykke!
En Ulykke uden Lige! –
Kunde jeg dog Tingen sige! –
– Tordnen kom med Stormens Hvinen,
Den slog ned her i Kaminen. –
Mad og Drikke, Fad og Flaske,
Ligge nu i Sod og Aske!
Tænk Dem dog – hvis De behager! –
Disse kostelige Sager:
Spækkede Høns og en brunet
(Ja, nu er i Soden den nok bleven bruun!)
Krabber i Smør og den deiligste Gedde,
Snepper og Lærker, lækkre og fede,
Tærte, Confect og
Alt er forbi! –
Spækkede Høns og en brunet Kapun,
Krabber i Smør, o. s. v.
Lynet her har fælt rumsteret!
See, hvor alting er spoleret,
Himlen Tak, det dog os hændte,
At ei hele Borgen brændte!
Nok engang jeg siger Tak.
Stille med din dumme Snak!
Alherren naadig ende
Mit Hjertes bange Qval!
Min og min Faders Fjende
Staaer i min Fædrehal!
O Skræk! o bittre Smerte!
Han er en Ravenswood.
Vær stærk Du vilde Hjerte!
Forbarm Dig milde Gud!
————
Alt er nu istand derinde –!
Himlen skjænke Hjertet Fred.
Lad det gamle Nag forsvinde –!
Hjertet ingen Frelse veed! (De gaae).
Udenfor Ulfsfjeldet
(Klart Maaneskin; man seer Indgangen til den forfaldne Borg. Jægernes Horn lyde mellem Fjeldene, de komme mere og mere nær).– »Jagtens Lyst vort Liv forsøder!« –
– Tys! ha, tys! – hvad er nu det?
Ude man i Hornet støder. –
Himlens Gud! hvad, seer jeg ret! –
Hele Jægerslænget kommer,
Ak, af Skræk mit Hjerte trommer!
– Tomt er Fadet jo og Kruset,
Intet kan vi sætte frem!
De os reent aad ud af Huset,
Hvis jeg aabnede for dem.
»Glæden os bag Skoven vinker,
Bøssen knalder, Glasset klinker!«
De maae trække Dem tilbage!
Luk os ind –!
Nei stille, stop! –
Det er Skik fra gamle Dage,
Medens Aftensmad vi tage,
Lukkes aldrig Porten op!
Caleb, hvilke Narrestræger!
Lad os ei herude staae!
Eders Skrig mig ei bevæger,
Jeg paa Retten holde maa!
Du skal aabne Slottets Porte!
Om I skrige Eder sorte,
Lukker jeg dog ingen ind!
Med din Herre vil jeg tale –!
Luk os ind! –
Hvad, er I gale!
Kan I ei mit Ord forstaae?
Gamle Tølper!
Vil I gaae!
Fælt den gamle Ugle skriger!
Kan I høre hvad jeg siger?
– Ei det nytter hvad I snakke,
I skal
Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha!
Gud skee Lov, De gaae herfra!
Anden Act
Udenfor Kroen
(Nat og Maaneskin. Jægerne sidde i forskjellige Grupper og drikke).Ravenswood har fornærmet Eder! ikke at vilde lukke Eder ind! –
Huset Ravenswood var eengang en god og høiagtet Familie her i Landet; men i Aften har den tabt al sin Ære og Anseelse, og Junkeren har viist sig, som en lumpen,
I maa ikke taale denne Fornærmelse! jeg er Eders Ven! – imorgen, den Dag, skal jeg gaae til ham med det nøiagtige Maal af Eders Sværds Længde! han vil nok bryde med os! Noget har han for! – Her lader han os vente paa sig, og da I siden vil beære ham med en Visit, behandler han Eder som en Hund! –
Gjæstfriheden leve! og Fanden tage Junkeren af Ravenswood.
Han har fornærmet mig; det maa straffes, saa sandt jeg er en Gentleman!
Han vil falde for det første Skud!
I taler om Ting I ei forstaaer! I har nok aldrig seet ham fægte?
Tale om Ting jeg ikke forstaaer? – Jo, jeg skulde vel nok forstaae Sligt! vel har jeg aldrig seet ham fægte, men det tør jeg sige, jeg har seet Mænd bedre end ham! har jeg ikke været i Monsieur
Om I har været der eller ei, veed jeg ikke! men hvad gjør det til Sagen?
Ih, det gjør saa meget, at jeg tør bede
Det er sagtens Løgn! men jeg tør nok sige, at jeg saa temmelig har lært at bruge Klinge og Daggert, og det er Alt hvad man kan forlange, at en Gentleman skal kunne deraf!
Ja, og mere, end de 99 af 100 vide! De lære at gjøre simple Stød med Kaarden, og saa troe de tilfulde at forstaae den ædle Fægtekunst! – Jo vist! – Nei, nu skal I høre! – I Aaret 1695, da jeg opholdt mig i
Er det en lang Historie, I der begynder paa?
Den kan blive, som I vil have den, thi vi gjorde Sagen af i al muelig Korthed!
Saa er det bedst I fortæller den kortelig! – Er den alvorlig eller moersom?
Forbistret alvorlig! Det blev den da ogsaa for de tre unge Herrer, kan jeg troe! thi den franske Herre og jeg – – –
Ja, saa gider jeg aldeles ikke høre den!
Et Bud fra London har bragt dette Brev; jeg skulde levere det i Herrens egne Hænder!
En ny Ulykke! – man sætter efter os!
I bliver bleg! – Nu, opgiv I heller Eders Capitainskab og Eders hemmelige Gesandtskabs-Post! I lader Eder jo skræmme, som en Vildgaas! Lad see, hvad skriver man?!
Jeg venter intet godt!
Hurra! hurra! Din Kjæltring, jeg kunde kysse Dig! Moster Turntip er død! jeg er Arving! tralala! tralala!
Gud velsigne hende, den seilivede Hex! tralala! tralala! (De hoppe begge om paa Gulvet).
Landeiendomme har jeg! Penge! velsignede,
Men er det ogsaa vist! Kan der ingen Men være ved?
Seer I? Brevet er fra den høie Magistrat! Sir Harries fortæller alting tydeligt; jeg faaer alle hendes Eiendomme og Penge, tralala! tralala!
Men, som jeg seer, var det Eders Tantes Ønske, at I indgik en Forbindelse med Huset Ashton.
Hvad siger I?! – Ja, men det er kun et Ønske, ingen Betingelse. Lady Ashton var hendes Veninde – jeg lugter Krudtet! – Ladyen er en stolt,
Og en
»Kommer susende!
Kommer brusende
Ja Penge, Penge, Craigengelt –! (synger).
Vise
1.
De er’ Solen paa vor Jord.
Der hvor Penge-Solen straaler,
Venner, Kone, Huus og Hjem
Voxe strax i Solen frem;
Synker denne paa Seiladsen,
Ja, saa synker hele Stadsen,
Dog, hvis Sligt mig hænde maa,
Vil jeg synge glad: »lad gaae!«
»Lad gaae!«
2.
Penge, Penge! skal jeg troe,
Er’ i Livet Nummer to.
Man ved dem faaer
Ja de lappe paa Forstanden,
Derfor er der Mening i,
At de kaldes
Bort med Griller og med Plage!
Nyd de korte Solskins Dage –
Snart vi ved Finalen staae,
Døden raaber da: »
»Lad gaae!«
Her maa drikkes lystigt! gamle, salig Lady Girnington leve i sin Grav! – See Bucklaw, jeg er din Ven! for Dig skal mine sidste
Lairden af Bucklaw leve!
Jeg er Lykkens Skjødebarn! Penge, Godser, og en Kone i Kjøbet, hvis jeg vil! – – Ja,
Lystig frem paa Mark og Vang!
Her bag Skovens dunkle Krone,
Glædens muntre Alfer trone,
Echo svarer paa vor Sang.
Glæden os bag Skoven vinker,
Bøssen knalder, Glasset klinker,
Høit Jægerne synge sit muntre
Hallo!
Veed I vel hvad Hornet toner,
Lystigt under Skovens Kroner?
»Gid Pigerne leve og Rankerne groe!«
Glade Lyst! o. s. v.
Ulfsfjeldet
(Salen fra første Act. Det er sildigt ud paa Natten, EDGAR indsvøbt i sin Kappe, læner sig op til Kaminen. Scenen er mørk).Hvor her er tomt og øde! Alle sove.
Min dødelige Fjende slumrer her –
Her, under dette Tag. I min Magt er han!
Jeg med mit Sværd nu blodig Hævn kan tage.
Min Flugt er let, min raske Ganger
I nogle Timer bringer mig til Eumouth,
Hvor
– Min Fjende har jeg i min egen Borg!
Tilfældet gav, hvad ei jeg turde drømme.
– Men han er Gjæst og Loven her er hellig! –
– Selv bad han mig om Ly og Gjæstevenskab;
– Hvor inderlig hang ei hans Datter ved mig!
– Hans Datter? – Ja, det var hans gode Engel!
Af Skræk hun døde, hvis hun næste Morgen
Fandt kun hans Liig! – Ei hun har mig fornærmet!
Hun er ei skyldig i sin Faders Brøde! –
O, hvor det brænder i mit piinte Bryst,
Jeg kan ei hævne, heller ei tilgive!
– Men, ved min Faders Grav jeg Hævnen svoer!
Nu var det Tid! – – Men om nu denne Mand
Kun fordrer hvad, med Ret, ham Loven skjænker?
Hvis, som det
– Og hvad har egentligt han gjort mod mig?
– Den Slægt, der først besad hvad jeg har mistet,
Faldt jo for mine Fædres stærke
Og maatte skjænke dem det tabte Gods;
For Lovens Magt min Fader maatte vige!
– – Nu vel! lad os med Dagens Seierherre
Da slutte Fred. Lord Ashton er ei den
Jeg før har tænkt mig, og hans Datter – –
– Hans Datter – o, at leve er saa smukt! –
– Hans Datter? – Jeg vil ei paa hende tænke!
1.
Gjennem Tid og Evighed,
Du som lod mit Hjerte banke,
Du vil give Hjertet Fred!
Fred, som Læben ei kan sige,
Fred med Dig og Jorderige!
2.
Fred i hvert et sorgfuldt Hjerte,
Fred med hver en syndig Lyst,
Fred med Kjærlighedens Smerte,
Fred med Døden i vort Bryst!
Fred, ja Fred med hver en Fjende,
Fred, naar Livet her skal ende!
————
Hvad, ædle Frøken! er det Eder? Her
Paa denne Tid, paa dette Sted! – I skjælver!
O tilgiv! tilgiv dog den bange Pige!
Nei, jeg har ei
Vær rolig dog, fat Eder! hvad er hændet?
Nei, I er ikke grusom! – o, tilgiv mig!
I frelste nys mit og min Faders Liv –
I kan ei hade! – Nei, det kan I ikke!
Dog frygter jeg – o, vær ei vred derfor!
Jeg er et Barn, har underlige Indfald,
Jeg vidste ei, I var en Ravenswood,
En Mand, der af min – Slægt var haardt fornærmet –
Nu er min Fader her – min Skyld det er! –
I hader ham – –
Vær rolig, ædle Frøken!
Hvad frygter I?
O, vær dog ikke vred!
Af Frygt jeg troer mit Hjerte vilde briste!
Jeg maatte, – ja jeg kunde ikke andet!
Jeg maatte tale her med Eder nu. –
Min Frygt – O Gud, I kan vist ei forstaae mig?
– Min Faders Liv er her i Eders Haand –
Om mangen blodig Daad er mig fortalt,
Jeg frygter alt – og kan dog ikke frygte!
I er ei grusom! glem det bittre Nag!
Vær uden Frygt! ved Gud, I har ei Grund.
Snart Dagen gryer, saa skal I atter see ham.
Jeg vil imidlertid afsende Caleb,
Herfra til Hjemmet.
I vil blive her?
O nei! jeg veed, det er min Faders Ønske,
I følger hjem med os til Ravenswood.
Min Faders Liv og mit I nys har frelst,
Tillad ham dog at vise sig taknemlig!
I hader dog ei mig!
Hvorledes! hade?
Hvor kunde jeg et saadant Væsen hade? –
Jeg veed ei selv, I staaer mig, som en Søster;
Jeg synes alt jeg længe kjendte Eder! –
Jeg bliver Eders Ven i Sorg og Fryd,
Men følge med – Nei, jeg maa bort herfra!
Det har alt længe været afgjort for mig;
Jeg gaaer til Frankrig, søger der min Lykke,
I Skotland er der Intet meer for mig!
O nei, forlad os ei! gaa ei herfra!
I maa ei gaae herfra! min Fader vil
Og kan ved sine Venner virke meget.
Forlad ei Skotland! see først hvad
Taknemlighed afgjør for Eders Lykke!
Det er vel mueligt! men ei Eders Fader,
Miss Ashton, men min egen Kraft det er,
Der skal og bør mig hjælpe frem i Verden!
Hvad jeg behøver dertil, har jeg alt,
Mit Sværd, mit Mod, og Kraften i mit Indre!
Ved Gud, jeg vilde Eder ei fornærme!
Tilgiv mig! – jeg er altfor raa, for plump,
For uvant til at omgaaes med en Skabning,
Saa blid, saa elskelig som I! – O glem,
At I har seet saa mørkt et Billed
Paa Eders Vei, her gjennem Jordelivet;
(Duet)
Vi skilles maae, o bittre Smerte!
Mig Livet staaer saa koldt og dødt;
Til Dig sig klynger Sjæl og Hjerte,
O havde jeg Dig aldrig mødt!
Det er, som Hjertet vilde briste;
O Gud, o Gud, vi skilles maae!
O nei, jeg kan Dig ikke miste!
Nu først jeg Hjertet kan forstaae!
Vi skilles maae, o bittre Smerte!
Mig Livet staaer saa koldt og dødt!
Til Dig sig klynger Sjæl og Hjerte,
O havde jeg Dig aldrig mødt!
Det er, som Hjertet vilde briste.
O Gud, o Gud, vi skilles maae!
O nei, jeg kan Dig ikke miste,
Nu først jeg Hjertet kan forstaae!
Du er min!
Din!
Kjærligheds salige Flamme
Mægter ei Læben at stamme!
Jordlivets knusende Smerte
Flyer fra det elskende Hjerte!
Herligt er det at skue
Øiets begeistrede Lue,
Men de ildfulde Blikke
Tolke dog ikke
Tanken, som os gjennemstrømmer,
Hjertets flammende Drømme!
O milde Gud, send Du din Fred,
Beskyt Du
Ja, Fader send din milde Fred!
Beskyt Du huldt vor Kjærlighed!
– Min Pligt det er at tale med Sir Ashton,
Ja, han maa vide Alt, ei skal han troe,
Jeg har tilsneget mig din Kjærlighed!
Din Fader vil jeg alting aabenbare.
Ja, han maa vide det! dog nei, ei nu!
Ei denne Morgen, ikke just i Dag! –
Nei, gjør det ikke! Lad først Eders Skjæbne
I Livet vorde meer bestemt og afgjort,
Før I betroer ham Alt. – Jeg veed det vist,
Han er taknemlig – har et ædelt Hjerte!
Ja eengang, veed jeg, vil han elske Eder!
For ham jeg frygter ikke – men, min Moder – –
Hun er af Huset Douglas, af en Slægt,
Der selv, da den stod høiest, tidt forbandt sig
Med min. Hvad kan vel Eders Moder her
Indvende imod mig – –?
Hun vil ei heller,
Men strængt hun holder paa sin Rettighed.
Snart kommer hun fra London, og som Moder
Bør hun dog tages med paa Raad i dette.
Lad hende lære først at kjende Eder!
I er jo hende ganske ubekjendt –
Den gamle Strid imellem vore Fædre –
I veed jo –
Kun for Eders Skyld Lucie,
Opoffred’ jeg min Hævn. – I denne Hal,
Paa dette Sted, her stod min Faders Liig;
Jeg skar en sølvhvid Lok her af hans Haar,
Og medens Ilden den fortærede,
Jeg svoer, jeg skulde blodigen forfølge
Hans Fjender, til de var’ tilintetgjorte,
Som denne Lok i Flammerne.
Det var
En blodig Synd at gjøre sligt et Løfte!
Men endnu større at udøve den!
Hvorfor da nu gjentage denne Eed?
For at I ret skal indsee med hvad Priis
Jeg kjøber Eders Kjærlighed; hvor dybt
I vil mig styrte, hvis I eengang glemmer
Hvad ene Gud har hørt i denne Stund. (synger).
Du er mit Hjertes første Kjærlighed,
Jeg elsker Dig, som Ingen her paa Jorden,
Jeg elsker Dig i Tid og Evighed!
O Edgar, Edgar! evig er jeg Eders!
Bind mig med hvilken hellig Eed I vil;
Nødvendigt vil det vel ei være til
At sikkre Eder min Bestandighed,
Men mueligt kan den mindske Eders Tvivlen!
Miskjend mig ei, min elskede Lucie!
Miskjend mig ei! – Det er mit vilde Hjerte,
Min stærke Kjærlighed – tag denne Ring,
Om denne Stund den være Dig et Minde.
Her skal den hvile! ingen jordisk Magt
Skal skille mig ved denne kjære Gave.
Kun I allene, ene kun I selv
Skal kunne atter kræve den tilbage!
Saalænge, som den hviler paa mit Bryst,
Er den et Tegn, at jeg er ganske Eders.
O, min Lucie! hver en Sorg er glemt;
Nu staaer ei Verden længer mørk og øde!
Ved Dig, mit Hjerte klynger sig til Gud,
I Dig jeg elsker Livet, Gud og Verden! –
Men Dagen lyser alt. – For Kjærlighed
Heniler Tiden let, som Lysets Straale!
O Pige, jeg kan ikke skilles fra Dig,
Du er mig kjær, som Freden i mit Hjerte!
Gjem ogsaa den. Vær stærk i Nød og Fare!
Og nu lev vel! min Fader kommer snart.
Du følger jo med os til Ravenswood?
Mit Hjerte spaaer mig, Alt vil herligt ende! (gaaer).
————
God Morgen, kjære Herre! Søvnen vilde
Ei ret i mine gamle, trætte Øine,
Thi seer I mig ved første Morgengry!
Nu, Eder er det ikke gaaet bedre!
I havde ei det bedste Leie just.
O, Gud skee Lov! jeg atter har Jer hjemme.
Du kjære Gamle, Tak for al din Omhue.
Saa brav som Du, er her kun faae i Skotland;
– Er Alt i Orden nu? Er’ Hestene istand?
Vil I ledsage Herskabet paa Veien?
Jeg følger dem, maaskee paa nogle Dage,
Til Ravenswood – –
Nei, det forbyde Gud!
Og hvorfor det? Maa jeg da ei gjengjelde
Sir William Ashton hans Besøg hos mig?
O Herre! kjære, unge Junker Edgar!
Jeg er kun Eders Tjener, og maaskee
Er det ei passende, jeg taler saa;
Men jeg er jo en gammel, ærlig Tjener,
Jeg har selv tjent Jer Fa’er og Bedstefader!
Jeg mindes selv Jer store Oldefader
Lord Randal – men jeg var da kun et Barn.
Og hvad skal dette Hele lede til.
O, Junker Edgar! – Herre bør jeg sige!
Ak, Jer Samvittighed vil sige det –!
Ei bør det sig for Eders Faders Søn
At leve venligt med en saadan Mand,
Som William Ashton, tænk paa Husets Ære!
Ja, vil han vise sig som ærlig Mand,
Og give Eder alting først tilbage,
Saa har jeg intet mod Forbindelsen! –
Forbindelsen –?
Ja, Frøkenen, det troer jeg,
Er
Men Herre, nedlad Eder ei saa dybt –!
Hvor falder Du nu strax paa saadant noget!
Hvad fattes Dig? Du er jo bleg som Døden!
Ja Herre, I vil vist nok lee mig ud,
Naar jeg fortæller det – men det er sandt,
At Thomas Sanger, og det er en Mand,
Hvis Tunge aldrig kunde tale falsk, –
Har sagt om Eders Huus, som vil opfyldes,
Ifald I rider op til Ravenswood – –
Ak Gud! ak Gud! at Sligt dog skulde skee,
Mens mine gamle Øine end er’ aabne!
Hvad har han sagt da?
Ak, mangen Gang har jeg igjennemtænkt
Den mørke Tale i den gamle Sang –!
Hvad er det da for
Der har forvirret saa dit gamle Hoved?
Ak, Herre! har I glemt den gamle Sang? (synger):
»Naar sidste Laird til Ravenswood
Faaer sig en Død til Brud,
Den Havfrue fanger ham paa Stand
I Strandens Flyvesand!«
Det gamle Sagn jeg kjender,
Vær Du kun uden Frygt!
Ak, frygteligt det ender!
Stoel Du paa Himlen trygt!
1.
See Dagen stiger med Regn og Blæst,
Den hæver sin Varsels Stemme!
Du maa mig sadle min
Jeg finder ei Ro her hjemme!
2.
Høit Havets Bølger paa Stranden gaae,
Den Havfrue gjør mig saa bange!
Dog rider jeg helst hvor Bølgerne slaae,
Og hører paa Havfruens Sange! (Caleb gaaer).
————
Det er en ærlig Skotte! men som Skotte,
Opfyldt med tusind’ Sagn og Eventyr!
Alt toner Hornet over Hedemosen,
Min Lod er kastet; bort til Ravenswood!
————
En venlig Morgen! Dagen lyser alt.
Jeg hører mine Jægere er’ samled’.
Nu ædle Junker, I følger med?
Jeg haaber, I paa Ravenswood vil glemme
Hvad, alt forlængst, jeg ønsked’ ei var skeet!
————
(Finale)
En herlig Morgen, elskte Fader!
Solen flammer
Gjennem Ruden i mit Kammer,
Og i Morg’nens Stille,
Toner Hede-Lærkens Trille!
Vi Borgen nu forlade!
Natten er forbi;
Jæger-Hornets Melodie,
Med sit stærke Echo toner,
Vinker os bag Skovens Kroner!
————
Hestene er bragt istand,
Hvis det Herskabet behager –?
Bølgen ruller høit mod Strand,
Hør dog vore bange Klager.
Hører Hornets Melodie –!
Nattens Mulm er nu forbi!
Stille, tys, min ædle Herre!
Lad dem ei det blive vaer –!
Stille, tys! ak, desto værre,
Det er alt, hvad her jeg har!
Kjære Gamle, Du mig rører!
Nei, behold Du selv din Skat!
Hornets raske Klang jeg hører,
Svunden er den mørke Nat!
Ak, jeg kan slet ikke glemme,
Denne fæle Varsels-Sang!
Jeg til Dem vil Pungen gjemme,
Tag den saa en anden Gang.
Men forglem ei Husets Ære!
De maa ogsaa gavmild være,
De maa lystigt
Vogt Dem dog ei at
Tabet af det Mindste mere!
Herre, De maa ret brillere!
Egnen bør Dem estimere –!
Stille Gamle –! – Hornet toner!
Vinker os bag Skovens Kroner!
Squadronere,
Ret brillere,
Rask
Dem
Ak, jeg siger ikke mere!
Nu lev vel, og Fred og Lykke! –
Ak, jeg seer ham aldrig meer!
Solen sprænger Nattens Skygge,
Dagens røde Rose leer! –
Smerten er med Veemod blandet –!
Bort, ja bort til Ravenswood!
Herre, tænk paa Flyvesandet,
Og den blege, døde Brud!
Tredie Act
Slottet Ravenswood
(En pragtfuld Sal, det Hele røber Velstand og Smag. Nogle Tjenere ere beskjeftigede med at sætte Alt i Orden).Nei, det vilde jeg have givet mit Hoved paa, at vi skulde have faaet saadanne Fremmede.
Det maae dog være løierligt for den unge Junker, at komme som Gjæst paa sit eget Stamgods, og see alle de Forandringer her ere foregaaet, siden han, som Dreng, sprang heromkring.
Vort Herskab er dog i Grunden Skyld i meget af hans Ulykke! Storseglbevareren har forstaaet at endevende Loven, har vidst at fiske i oprørt Vand!
Tag Du Dig iagt med hvad Du siger, Enhver er sig selv nærmest! og hvem kan vide hvad Herren nu har i Sinde! – Saae Du hvilke Øine Junkeren gjorte til Frøkenen, da de steeg af Hestene, og hun til ham igjen? Jeg tør vedde, at vi faae Bryllups-Gilde, før vi veed et Ord deraf!
Ja, men dog ikke før Fruen kommer hjem! vor Herre maa vide hvordan hun vil synes om det Besøg – –
Hvad kan hun vel have imod Junkeren! Er han ikke af ligesaa god Slægt, som hun? Sidder han ikke til Hest, som en Prinds? Og tilhører ham i Grunden ikke hele denne Herlighed?
Ja, lad os bare see, hvad der vil skee, naar Fruen kommer? Du skal see, hvor hun vil vende sine store Øine! (de gaae).
————
Held Dig følge flinke Jæger!
Synger Skovens Alfe-Hær,
Havfruen paa Stranden leger,
Seer ham mellem Skovens Træer,
Dybt hun sukker da af Længsel,
Lytter glad til Hornets Klang,
Men fra Havets dybe Fængsel
Kan kun flagre hendes Sang.
Jægeren fro,
Med lystigt Hallo,
Jager afsted over Busk og Krat,
Let som en Hind i den maan’klare Nat!
Min Barndoms Lege-Plads! – O bittre Qval!
Her leged’ jeg, som Barn, i denne Hal –
Hist hang mit lille Jagtspyd og min Bue – –
Hans Øie flammer af en sælsom Lue!
I sin Forandring Alt jeg dog gjenkender!
– Som Fremmed staaer jeg i min Fædreborg.
Hans Blik er mørkt! hans Hjerte fyldt med Sorg.
– Som Fremmed staaer han i sin Fædreborg!
Lad Musikkens Toner klinge!
Sangen løfte skal sin Vinge,
Og ved Dands og Jubel-Lyst,
Dæmpe Sorgen i hvert Bryst.
Lystigt hen ad Livets Strøm,
Glæden er en deilig Drøm! (de drage bort).
Tilgiv mig! – Dog, det kan ei undre Eder,
At jeg
I denne Hal jeg legede, som Barn;
Da stod den øde, uden denne Pragt!
I Hjørnet hist mit Tømmerredskab laae,
Som gamle Caleb havde skaffet mig.
Her, hvor den kostelige Lampe hænger,
Stod’ mine Fiskestænger og mit Jagtspyd –
I elsked’ Jagt og Fiskefangst, som Barn?
Min lille Henrik har det samme Sind,
Han er kun veltilfreds i Mark og Skov.
Den Dreng vil vist behage Eder Ridder!
– Der kommer han, som Amor selv,
Med Kogger og med Pile!
————
Tænk Dig Fa’er,
Hvor kjedelig Lucie dog er bleven,
Mens hun var borte, hun vil ikke meer
Gaae ned i Stalden med mig, og at see
Min nye Hest, Bob Willison har bragt mig.
Det var jo heller ikke noget, Dreng,
At bede hende om.
Nei, see engang!
Nu er Du ogsaa, ret som hun, saa
Og kjedelig, men bi til Moder kommer,
Hun vil nok lære Eder begge to
Lidt andet! –
Uforskammede! hvor er din
Han er gaaet til
Et Bryllup i Dunbar, saa vidt jeg veed!
Og hvem har taget sig af Dig i den Tid?
Bob Willison, Normann og saa jeg selv.
– Men tænk Dig Fader! Normann har i Nat
Skudt os et
Jeg viiste strax Lucie Hornene,
Men saa fortæller hun, at Du i Nat
Har
Een, der har ti. Er dette Sandhed vel?
Det er en Ting jeg ei forstaaer mig paa!
Spørg denne Herre, han Dig siger Alt.
Tal til ham Henrik! det er Junkeren
Af Ravenswood.
Ja kom kun, unge Herre!
Jeg skal fortælle Eder – –
Hvad er det!
Du er jo ellers aldrig frygtsom, Henrik.
Jeg er saa bange for ham!
Bange? Tosse!
Hvad i Alverden er Du bange for?
Ak, seer Du ikke hvor han ligner dog
Det Billed’ af Sir Marlis Ravenswood?
Han ligner – nei, det er ham ganske selv,
Der er traadt ud af Rammen!
Hvilket Billed?
Ih! det som er nu stillet paa Loftet,
Der, hvor de tørre Vadsk. Han er i Rustning,
Men denne Herre her, har kun en
Og heller intet Skjæg, som ham deroppe;
Dog er det Marlis – –!
Indseer Du dog ikke,
At Junkeren maa ligne sine Fædre?
Du dumme Dreng!
Ja, det kan gjerne være!
Men sæt, ifald han ogsaa kommer her,
At jage os fra Slottet, og maaskee
Har tyve Mænd i Baghold, og med eet
Staaer frem og siger huult og fælt: »Jeg bier
Til min Tid kommer!« – og saa dræber os,
Som jo Marlise gjorte ved de andre,
Hvis Blod man endnu kan see Mærke af!
Saa tie dog med din
————
For vore Fædres Sange,
Om Livets Lyst og Dødens Gru
Og om de Kjæmper mange!
Syng om den stærke Kjærlighed,
Om Sorrig og om Glæde,
Om Elverpigens Deilighed,
Imens vi Dandsen træde!
De gamle Melodier,
Hvor smelte de mit Bryst!
Den vilde Storm nu tier,
Jeg aander Haab og Lyst!
Du vil mig aldrig svige?
Din Troeskab vil bestaae?
Lad Dig mit Haandtryk sige,
Hvad Læben dølge maa!
Tys! hør Hornet klinger!
Hvad mon det bringer?
Ned af Veien paa det bedste
Foer en Vogn med fire Heste;
Den jog over Vindebroen;
Jeg er
Ja den er mig ganske klar,
At vi der vor Frue har!
Ha, jeg føler Hjertet grue!
Lady Ashton, Husets Frue,
Ruller ind i Gaarden nu!
Ha, det fylder mig med Gru!
Som et Lyn det gik afsted,
Giæster bringer hun os med!
| Gud min | Huustroe! | bittre Vee! |
| Moder! |
Hvad vil for os Arme skee!
Vær dog ei barnagtig bange,
Held os, at hun er os nær!
Gamle Minstrel, dine Sange
————
Bring tvende Gjæstekamre strax istand!
Et for Lord Bucklaw, et for Capitain,
Sir Craigengelt! (til Ashton).
Jeg kommer her jo ret
Til Lystighed og Gammen! – I og jeg
Har faaet nye Venner. Jeg maa dog
Fremstille Eder Capitain Craigengelt;
Vor nye Naboe, Hayston, Laird af Bucklaw!
Hvem der har længe ønsket sig at kjende
En Mand af Eders Lærdom og Forstand! – –
Og tillad mig igien at forestille
Sir Edgar, Junkeren af Ravenswood!
De vil tillade –! (til Bucklaw og Craigengelt).
Eders Naader finde
Nu alt beredt til at udhvile sig. (til Edgar).
De vil tillade mig, jeg ønsker her
At tale ene med Sir William; Ting
Af Vigtighed – –
Jeg er kun Gjæst paa Slottet.
Ha, Blodet syder gjennem mine Aarer!
————
Det har mig ikke just forbauset Mylord,
At I, mens jeg var borte, indgik her
En slig Forbindelse. Den svarer ganske
Til Eders Fødsel og Opdragelse!
Jeg har tilvisse ikke ventet andet!
Men kjære Lady Ashton! hør mig dog!
Min Leonore, hør dog mine Grunde!
I overtydes skal, at jeg just her
Har handlet til min Slægts afgjorte Fordeel!
Ja, Eders Slægts! Det troer jeg vel, Sir William!
Men da nu Eders Slægt er ogsaa min,
Maa I tillade mig, at ogsaa jeg
Her tager mig af Tingen!
Hvad er det da I ønsker anderledes?
Hvad har mishaget Eder?
Spørg Jer selv.
Hvor kan I saa fornægte Eders egne
Politiske Grundsætninger, Partie
Og Alt? – Forglemme Eders Ære, Sir!
Omgaaes en
En gammel Fjende af Jer egen Slægt? –
Jeg har endnu kun gjort hvad Høflighed
Mig bød, og hvis I vil mig roligt høre,
Saa skal I see, Fornuft har ledet Alt!
– Jeg har ei kundet handle anderledes,
Mit og min Datters Liv han reddet har!
Man har fortalt mig den Historie!
Storseglbevareren har ladt sig skræmme
Paa Marken af en Ko, og Mennesket,
Der dræbte den, anseer han for en Helt.
Hver Slagterkarl fra Haddington kan let
Faae lige Grund, at fordre Gjæstevenskab.
Nei, det er ikke til at holde ud!
– Hvad er det, Lady Ashton, da I vil?
Gaae ned til Eders Gjæster! undskyld der
For Ravenswood, at Captain Craigengelts
Og andre Venners Ankomst gjør det her
Umueligt, at I kan tilbyde ham
Et længer Ophold her – –
For Gud i Himlens Skyld!
Vil I, at Ravenswood skal vige Pladsen
For Craigengelt, en Lykkehelt, en Spiller?
Det maa jeg tilstaae, det har undret mig,
At træffe ham i Eders Selskab, Lady –!
Men da I nu har seet ham der, Lord Ashton!
Saa gjør I bedst i, at I troer ham værdig
Dertil.
Men overtænk dog hvad I gjør!
I skaffer os en uforsonlig Fjende
I denne unge Mand, der kan og vil
Faae Leilighed at skade! –
Naar har I
Hørt at en Douglas frygted’ sine Fjender! (synger).
Der rinder Helteblod i disse Aarer!
Jeg er af Douglas’s Æt!
Hvad der hensmælter Svagheds-Børn i Taarer,
For Kraften svinder som en Taage let. –
Naar Krigstrompeten lød
Til Kamp og Fare,
Da mødte Douglas Fjendens Skare,
Til Seier eller Død.
Med Laurbærkrandsen
De traadte stolt i
Ved Thronen bygged’ mine Fædres Stamme,
Jeg er af Douglas’s Æt,
I mine Aarer ruller Blodet let,
Og i mit Hjerte brænder Modets Flamme!
Tillader I nu mig at tale? Lady! –
I vil ei nægte mig Skarpsindighed;
Klart har jeg seet det Uveir, som os truer.
Hvad jeg har gjort, er skeet af Politik,
Og Hændelsen har selv mig været gunstig!
– En stor Forandring snart vil forestaae
I Skotlands Raad; den ravenwoodske Slægt
Vil faae Indflydelse; et Modpartie
Vil fremstaae, og I veed hvad der er skeet,
At mangt et vigtigt Stridspunkt, der er afgjort
Til Fordeel før for os, vil atter nu
Fremdrages; Ravenswood har da i Skotlands Raad
En Ven i Hver, der staaer mod os som Fjende!
Indseer I da nu ei, hvorfor vi bør
Bevare hvad os Hændelsen har skjænket?
At selv et Givtermaal imellem ham
Og vor Lucie her var ønskeligt.
Nei aldrig! aldrig! skee saa hvad der vil!
Min Villie er fast! – Nu skal han bort!
Vil I det ei, vil jeg. (hun skriver nogle Ord paa et Papiir).
For Himlens Skyld!
Han eller jeg, det har jeg fast besluttet,
Maa strax forlade Slottet Ravenswood!
Dich! John! – Bring denne Seddel strax
Til Junkeren af Ravenswood!
Og nu
Tillader I vel ogsaa mig at tale?
– Ved mit Besøg i London, blev saa godt
Som afgjort, at den unge Laird af Bucklaw,
En Arving til den rige Girnington,
Sig skulde givte med vor Datter Lucie.
Paa Sygesengen gav jeg min Veninde
Min Haand derpaa. Det er et godt Parti!
Der ved min
En Stemmeret i Parlamentet, Sir!
Laird Bucklaw er tilbøielig dertil;
Paa Veien alt, han med sin Ven mig mødte.
– Du veed min Villie nu –!
Men hvis Lucie
Kan ikke elske ham! hvis –?
Hvis? – Det er min Villie
– Jeg har bestemt det saa! – Hun er et Barn,
Hun kjender ei sit eget Gavn og Bedste.
(Duet)
Den spæde Lillie!
Mit givne Ord staaer fast.
Du veed min Villie!
Du Modstand ei vil finde.
Som hun, er ingen Qvinde,
Saa blid, saa elskelig, saa god!
O knuus dog ei den Armes Mod,
Bereed ei hende navnløs Smerte,
Spørg hendes Hjerte!
Ei jeg vil min Datter sælge!
Men, som Moder tør jeg vælge;
Hun som Datter lyde maa,
Her min Villie skal staae!
Let knækker Stormens Kast
Den spæde Lillie.
Mit givne Ord staaer fast,
Du veed min Villie!
————
Velkommen kjære Moder!
Ah, Lucie!
Hvor bleeg! – Min smægtende
Af Lammermoor! – Der hænger, troer jeg, Taarer
I dine Øine. Du er ingen Douglas! –
Nu, Gud skee Lov! jeg slipper Dig engang!
– Sir Bucklaw er din Brudgom – –
Gud, min Moder!
Hvor det forskrækker Dig. Det er min Villie!
Det er dit Bedste! –
Nu, saa tal! –
Du var vel altid et eenfoldigt Barn,
Der leved’ kun i Sværmerie og Drømme,
Men det er Tid Du træder ind i Verden!
Sir Bucklaw er en jevn, en
I Sandhed, ret en Mand for min Hyrdinde –!
O Gud, forbarm Dig Moder, over mig!
Hvad er det?! – Tal, Lucie! tal dog! –
Moder,
Jeg kan ei ægte Bucklaw!
Jeg forstaaer Dig!
Du har Dig sammensvoret med din Fader.
Mod mig I kjæmpe vil! – Hvad er der skeet
Imens jeg var i London? Vogt Dig vel!
En Tanke gjennemfarer mig! – det er umueligt!
Lucie! ha! nu fatter jeg din Fader!
Hvad er der skeet? – fordølg det ei for mig!
– Du elsker Ravenswood! – Du tier! – ha!
Din Rødmen røber hvad din Læbe dølger!
Mig tør I trodse –! Vel! nu skal vi see
Hvem der er stærkest. Bucklaw er bereedt
At ægte Dig hvad Tid jeg vil bestemme! –
Jeg straffer Eder – hævnes paa min Fjende!
Dich! John! – –
– – Jeg kan ei kjæmpe mod din Villie, Moder,
Men jeg har svoret Edgar evig Troeskab –!
Sligt har Du vovet! – vel! min Time slaaer!
I største Hast I sadle Eders Heste!
Indbyd det adelige Naboeskab,
De hædre vil Lord Ashton og hans Frue
I denne Aften. Her er Bryllups-Fest!
Sir Hayston, Laird af Bucklaw, ægter
Miss Ashton. – Ingen Dvælen! flyv afsted!
O Moder! Moder! knuus ei den der lider!
Man tør mig trodse her,
Min Villie glemme!
Nei, een og hver
Skal den fornemme!
Før Maanen lyser over Fjeld og Dal,
Skal denne Hal
Af Bryllups-Jubel runge.
Jeg er af Douglas’s Blod!
Ei nogen Skjald skal sjunge,
Jeg Qvinde var i Mod!
Man tør mig trodse her,
Min Villie glemme!
Før Natten stiger med sit Stjerneskjær,
I skal min Kraft fornemme!
– Ei Douglas’s Blod jeg kan gjenkjende!
Du elske tør din Slægts Blod-Fjende!
Jeg kunde hade Dig – min Qval jeg fatter!
Troløse Datter! (iler ud. Lucie synker afmægtig om).
Fjerde Akt
Saa sorte man aldrig saae dem for vist!
De skrige hæst over Skovens Krat:
»Hvad faae vi at spise i denne Nat!«
Jeg veed, at i Mosen, bag Dæmning hist,
Der ligger en myrdet Ridder forvist;
Men ingen det veed, uden Himlens Gud,
Samt Hunden og Falken og Ridderens Brud.
Hans Hund drager atter paa Jagten hen,
Hans Falk faaer sig snart en Herre igjen,
Og Bruden finder en Hjertenskjær,
Men vi faae et kosteligt Maaltid her!
Jeg sætter mig paa ham i Mag og Ro,
Og hakker ham ud hans Øine to,
Og med hans Haar vil jeg flyve afsted,
Og
Saa mangt et Øie vil svømme i Vand,
Dog finder Ingen den Riddersmand;
Det blæser koldt over Busk og Green,
Hvor Løvet dækker hans hvide Been!
He, he, he! Hvor det var en deilig Bryllups-Vise, Du der sang!
Den er altid bedre end Maaltidet de give os! Jeg har ikke faaet mere, end fem Sild, istedet for sex; og dette Markstykke seer heller ikke saa rigtigt ud! Og vil I saa see dette Stykke Kjød, jeg har faaet! Her er et heelt Lod mindre, end i det I har! og jeres er desuden det skjære Kjød!
Mit! Ih, det er jo ikke andet end Been! – Naar rige Folk give Fattige noget, for at faae dem med til deres Bryllupper og Begravelser, saa kunde det være noget Bedre! –
De gave os hellere
Hør, hvor lystigt Musikken klinger! see, hvor Lysene skinne gjennem Ruderne! – og de pyntelige Riddere og Damer spadsere op og ned! – Det er et deiligt Bryllup!
He! jeg tænker vi faae snart ligesaa deilig en Begravelse!
Ja, det er mig, min santen, lige saa kjært! thi der faae vi ligesaa store Gaver, og saa har man ikke nødigt at tvinge sig til at grine og lee – og gratulere disse fornemme
Ja, ja, I har Ret! – Gud
– Skal vi nu ikke gaae op til Brylluppet? Det er jo fattige Folkforundt, at staae ved Døren og see paa deres Lystighed. Siig mig saa Ailsie, for I er den klogeste! hvem der, af de unge Mennesker, først skal strækkes paa Liigbænken.
Saae I den pyntede Pige paa Altanen? Hun skinnede fra Top til Taa af Guld og Juveler! –
– Ih Gud! det var jo Bruden selv! – Saa ung og saa smuk!
Men, som jeg siger! Liiglagenet sad hende dog op om Hagen. Tro mig nu om I vil! – Løvet gulner alt paa Træerne, men aldrig vil hun mere faae see, Mortensdags Stormen hvirvle det i Ring, som Smaa-Alfernes Dands!
He, He! – aldrig kan hun taale en gammel Kone komme hende nær, uden hun gyser, saa vil da Skrubtudsen kunde sætte sig paa hendes Kiste, og hun maa lade den blive siddende, om den saa qvækker nok saa hæst og fælt.
Naa, kom nu med til Lystigheden!
Riddersalen paa Ravenswood
(Oplyst og smykket til Bryllups Stadsen. Gjæsterne ere forsamlede. LUCIE er i en glimrende Brudedragt, men dødbleg.)Du som boer i Lysets Pragt,
Herre i det Høie!
Skue med Fader-Øie;
Naadig Du velsigne denne Pagt!
Han styrke vil hvert barnligt Bryst,
Hvert saaret Hjerte;
Han lede Syndens Træl til Dydens Lyst,
For Christi Smerte!
Held og Fred,
Her og hist i Evighed!
De deres Navne her maae underskrive!
Du min skal blive!
Jeg tør Dig fast til dette Hjerte trykke,
O, jeg har ei fortjent saa stor en Lykke!
Vi her maae underskrive!
Det hendes Død vil blive!
Gud, styrke hende her! (Han underskriver).
Saa taus ei vær!
Din blege Kind mig næsten skrækker!
For vidt sig hendes Blyhed strækker,
Hun frygter selv for Navnet: Brud!
Velsigne Du os, Naadens Gud! (underskriver).
Nu kjære Barn, Du underskrive!
Hvortil skal denne Dvælen blive?
Hvor hun er bleg – See, Læben bæver!
Men Ordet døer – – hun Blikket hæver!
Han kommer! ham det er!
Et Skrækkens Syn fremsvæver!
(Lucie vakler og maa holde sig fast.)
————
Hvad bringer Eder her paa dette Sted?
Hvor tør I trænge ind i denne Hal,
Forstyrre Festens høitidsfulde Time?
Det er Spørgsmaal, Frue! som nu jeg
Har Ret at gjøre, hvis Hr. Junkeren
Af Ravenswood vil følge med mig til
Et Sted, hvor vi kan uforstyrret tale.
Ha! ved vort Sværd –!
Følg med mig Sir! til –
Rolig!
Saa fremt I ere kjede af jert Liv,
Som jeg af mit, jeg let vil finde Tid
Og Sted, at vove mit imod enhver!
Men her er ikke Øieblikket nu
Til Børneleeg – –!
Til Børneleeg!
Laird Bucklaw!
Jeg beder Eder værer rolig dog!
I Dronningens og Lovens Navn! –
I Guds!
Nei, her skal Ingen lægge Haand paa ham!
Jeg selv vil stride med ham. Følg mig Sir!
Ved Stranden venter jeg med blanke Vaaben.
Mit Ærinde er snart udrettet her.
I ægter Bucklaw? Frøken! – ægter ham
Med Eders gode Villie? – Svar mig her!
I har ei elsket mig?
Har jeg, Herr Ridder,
Fortient af Eder dette?
Følg mig Sir!
O, hører mig! o, misforstaae mig ikke!
Hvis denne unge Dame virkelig
Frit valgte her, da træder jeg tilbage;
Men jeg vil høre hendes egne Ord,
Før faaer mig Ingen bort fra dette Sted!
I er’ mig overlegne, kan mig myrde,
Men jeg er væbnet; som fortvivlet Mand
Jeg kjæmpe vil, om I mig overvælde!
Det er saa min Beslutning! følg nu Eders;
Alene vil jeg tale med Miss Ashton!
Af hendes Læber vil jeg høre det!
Men ene, uden Vidner – og er da
Beredt at møde hver. Min Ganger staaer
Ved Porten; snart jeg møde skal,
Hvor Fjeldet hules af den stærke Bølge!
Vælg nu, om denne Hal skal strømme her
Med Blod,
Hvad Guds og Landets Love mig indrømme,
En Sammenkomst med min Trolovede? –
Miss Ashton er min Brud! min Brud hun er,
Saa sandt Gud styrke mig i Dødens Time!
Hvad I forlanger, fordrer
Miss Ashton har fortrudt den Kjærlighed,
Hun bar til Eder, og med barnligt Sind
Adlydt Forældres Bud. Men lad ham høre
Det af den ædle Piges egne Læber!
Nei aldrig! aldrig! – Jeg tillader ei,
De tale ene sammen. Hun er alt
En andens Brud! – Lad dem kun alle gaae,
Jeg bliver her, jeg frygter ei hans Trudsler!
Skjøndt her er een, der bærer vel mit Navn,
Og dog sig lader skrække!
Ædle Frue,
Gyd Olie ei i Ilden! Junkeren
Af Ravenswood vil ei indvende mod,
I bliver her tilstæde. Ogsaa jeg
Vil blive her! maaskee mit sølvgraae Haar
Kan bringe Fred – –!
Det være Eder tilladt!
Selv Lady Ashton vil jeg ikke nægte
At blive her. – –
Ved Stranden, øst for Ulfsfjeld!
Miss Ashton! – kjender I mig? – Jeg er end
Den samme Edgar Ravenswood! (med Hæftighed).
Jeg er
Endnu den samme Edgar Ravenswood,
Der blev for Eders Skyld den Eed utro,
Han svor om blodig Hævn! Jeg er den samme
Edgar af Ravenswood, der ærlig tilgav
For Eders Skyld, ja rakte Venskabs Haand
Til den, der undertrykkede hans Slægt,
Ja myrdede hans Fader selv – –!
Min Datter
Har ingen Grund til at benægte, at
I virkelig er Edgar Ravenswood.
Den Gift, der strømmer nu fra Eders Tunge,
Erindrer hende noksom om, at det
Er hendes Faders svorne Fjende,
Hun taler med.
Jeg beder Frue! – kun
Af hendes egne Læber maa jeg høre
Det visse Svar! – (til Lucie).
Jeg er den Ravenswood,
Med hvem I indgik den høitidelige
Forbindelse, I ønsker nu ophævet – –!
Min Moder – – –!
Visseligt! mig var det, som
Berettiget her til, saa vel ved Guds
Som Menneskenes Lov, tilraadte hende
At hæve en saa overilet, lav
Forbindelse. Ja, selve
Bød hende det!
I svarer Intet her?
I vil ei høre mig? – For Eders Skyld
Har jeg opoffret Alt! ved Eder hænger
Min sidste Tro til Menneskene!
Junker
Af Ravenswood! I har nu gjort de Spørgsmaal,
I fandt for godt; og seer nu, at min Datter
Er ei istand at svare Eder noget!
Men jeg, i hendes Sted, vil svare her!
Frivillig ægter hun Haiston af Bucklaw!
Her staaer det første Træk til hendes Navn!
Man hende tvang med Magt!
Godvilligt skrev hun.
I siger Intet! Intet? Tal dog! tal!
I er uskyldig! ja, mit Hjerte veed det! –
Men Alt – o Gud! o vær dog ei saa taus!
Siig kun et Ord, og jeg vil drikke Livet
Af dette ene Ord, som Hjertet siger. –
– I vil ei høre mig?
Hun vil det ei!
I tier! – tier! – – vel! Gud styrke Eder,
Hvis Eders Hjerte engang lide maa,
Som mit! – Nei! Jeg vil ei bebreide Eder!
Gid I maa blive Bucklaw mere tro – –
Det Troskabs Tegn, I gav mig, ligger her!
Endnu I bærer mit paa Eders Bryst – –
Hvor kan I? – Dog, det er umandig Smerte!
Giv mig da nu, hvad ingen Værd kan have
For Eder længer – –
Alt er nu til Ende!
Til Ende? Ja, der kan ei
Du var min Tanke, var min Drøm,
Jeg hang ved Dig med Sjæl og Hjerte!
Ei Dødens kolde, stærke Strøm
Udslukke vil min dybe Smerte!
Smelt hen i røde Flammer,
Hvert Minde om hiin Lyst! (til Lucie).
Tilgiv Dig Gud den Jammer,
Du vækker i mit Bryst! (iler ud).
————
Hvad er af ham der vorden?
Han gik til Kamp og Død!
– Hun ligger bleg paa Jorden,
En Lillie, Stormen brød!
(Melodrama)
»
:|: ja Himlen. :|:
En Verden fuld af Længsel,
Er Du Kjærlighed!«
Tys! tys! det er dog sørgeligt! – og nu –
»Nu er min Fader her; min Skyld det er;
Af Frygt jeg troer mit Hjerte vilde briste!
Min Faders Liv er her i Eders Haand –
Om mangen blodig Daad er mig fortalt –
Jeg frygter Alt –!«
O Gud mit Barn, Lucie!
»Ved Gud, jeg vilde Eder ei fornærme!«
Vee! – O Gud! Du Dig forbarme!
Vanvid grebet har den Arme!
Skræk opfylder dette Hjerte!
Styrk Du hende i sin Smerte!
– »Kjærligheds salige Flamme
Mægter ei Læben at stamme!« –
– »O milde Gud, send Du din Fred,
Beskyt Du huldt vor Kjærlighed!« –
Lucie, hvad er det?! – Ha, vogt Dig vel!
Kom til Dig selv af dine Feberdrømme!
See, hendes Øie flammer!
O Gud, end denne Jammer!
»Her skal den hvile! ingen jordisk Magt
Skal skille mig ved denne kjære Gave!«
Hvo har min Ring mig røvet?
Ha! i mit Blod er Hævnens Glød.
O, lad mig døe! –
»Saa ligger man saa trygt der under Jorden,
Og drømmer smukt, den lange barske Dag –!
Men det kan ikke skee, jeg veed det nok!« (synger).
»Hans Hund drager atter paa Jagten hen,
Hans Falk faaer sig snart en Herre igjen,
Og Bruden finder en Hjertenskjær,
Men vi faae et kosteligt Maaltid her!«
»Nu Brudedandsen ædle Riddere!«
Forbarm Dig Gud! –
————
O vee!
Hvad maatte Øiet see!
– Hvor Bølgen slaaer med Vælde
Og huler disse Fjelde,
Jeg ventede min Fjende. –
Jeg saae ham alt, saa vildt han jog,
At Sandet om hans Ganger slog!
Med eet han svandt – –
Ei mindste Spor jeg fandt;
Det dybe Qvik-Sand dulgte,
Hvad jeg med Hævn forfulgte.
Kun denne sorte Fjer, i det jeg stod,
Henkasted’ Ebbens Bølger for min Fod.
Edgar af Ravenswood! (synker død ned).
O Skræk!
Min Brud!
O Gud, mit Barn! ha, hun er død!
Ja død!
– – Død
– Den vilde Smerte
Har knust det ømme Hjerte! –
Jeg – jeg er Skyld i denne Nød!
– »Da sidste Laird til Ravenswood
Fik sig en Død til Brud,
Den Havfrue fanged’ ham paa Stand
I Strandens Flyvesand.« –
Skræk og Rædsel opfylder mit Hjerte.
————
Døden har Fred for hver Smerte!
Gud styrke hvert sorrigfuldt Hjerte!
- 1
- * Vi have fundet den med en tydsk Text: »
Jung Karl ist mein Liebling»O, Charlie is my darling«, skotsk folkemelodi, se English, Scotch and Irish Popular Songs and Melodies ved A.P. Berggreen, 2. udg. 1862, nr. 70. Visen »Et Dyb og dog Guds Himmel«, der synges i I akt og ved stykkets slutning, har denne melodi; jf. e-noder: Bruden fra Lammermoor. Den tyske version er ikke fundet. !«↩
- 2
- ** I Blätter für literärische Unterhaltung 1830, Nr. 59, roses i Anmeldelsen om den nyeste russiske Poesie, en Digter:
A. PuschinAleksandr Pusjkin (1799-1837), russisk digter. Digtet, som har den tyske titel »Die beiden Raben« og er citeret i den nævnte tidsskriftårgang s. 235, svarer indholdsmæssigt stort set til »Der sidde to Ravne«. , af hvem et Digt fremhæves og gives i tydsk Oversættelse; men dette Digt er ikke nogen russisk Original, men en Bearbeidelse efter den samme, som min.↩
Del
Henvis til værket
H.C. Andersen: Bruden fra Lammermoor. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN: H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 10: Skuespil I 1822-1834. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.