Brudstykke af en Reise i Schweitz

(Medeelt til Billedet: ▶Løven ved Luzern)

Som Symbol paa Tapperhed og Troskab sætter man paa Heltenes Grav en Løve; snart vil en reises paa Flensborg Kirkegaard◀; den staaer hugget i Klippevæggen ved Luzern, et Minde der om Schweitzer-Soldatens Troskab.

Schweitz er iøvrigt ikke Monumenternes Land, selv løfter det sig i høie Alper med evig Snee, altid grønne Skove, friske Græsgange og blaae, dybe Søer; hvad Menneskene kunne opstille i en saadan Natur bliver altid smaat, kun Tanken deri giver det Storhed og en saadan har Luzerns Løve, dette Minde om Schweitzernes Troskab. Folket selv i dets Sammenhold og Tapperhed har i Sagn-Fortællingen reist sig sit eget Storheds-Monument, herligere end det kan meisles i Marmor; Folkeaanden er legemliggjort i Helteskikkelsen Wilhelm Tell, hans Liv og Virken er Blomsten af dette Lands Historie, hans Død, som Sagnet melder den og vi finde samme optegnet i Album de la Suisse pittoresque og i en lille Beretning »Tell der Urner« er derimod mindre bekjendt. Vi ville fortælle den, idet vi forbi Rütli og Tells Capel med Dampskib seile til Luzern, for at besøge Troskabs-Monumentet, det vor Landsmand Thorvaldsen har givet Modellen til.

Schillers Digtning: »Wilhelm Tell« er i Schweitz bleven saa folkelig, saaledes trængt ind i selve Landalmuen, at denne i Omegnen af Freiburg, afvigte Sommer 1860, tæt udenfor Byen, paa en aaben Mark, for en stor Mængde Tilskuere opførte Schillers Drama, vel ikke med den konstneriske Dygtighed, som Beboerne af det bayerske Oberammergau give deres Passions-Skuespil, men dog med en Forstandighed og et Liv, der gjorde det høist interessant for Enhver. Nogle Træbænke var Tilskuerplads, Sceneriet bestod alene i en Stang med en Hat, den antydede: Scenen er i Altorf.

Udfor Rütli, i en af Klippeblokkene, der løfter sig op af Vierwaldstädtersøen, blev ifjor, paa Schillers Fødselsfest, indhugget og festligt afsløret Navnet paa Digteren, der igjen levendegjorde Wilhelm Tell. Dramaet har ikke hans Død, den giver Sagnet os.

I Aaret 1354 svulmede den lille Bjergflod Scechen, der ikke langt fra Bürglen og Altorf falder med Reuss i Vierwaldstädtersøen; det var et Guds Veir, saa Stormen fik Kirkeklokken til at ringe; den lille Flod steg meer og meer; i sin voldsomme Fart rev den Træer og Huse med sig; da saae man drivende paa Strømmen en Vugge med et lille Barn, Ingen vovede sig ud for at frelse det, da kom en gammel fiirsindstyveaarig Mand, han gik ud i Floden, og fik Haand i Vuggen, men altfor svag til at magte den, samlede han sin sidste Kraft for dog at naae et mægtigt Træ, der stod rodfast i det rivende Vand; ind mellem Træets Grene løftede han Vuggen, den stod fast, Barnet blev frelst, men selv, udmattet og afkræftet, reves han bort, sank og blev aldrig mere seet. Den Gamle var Wilhelm Tell.

Egnen om Vierwaldstädtersøen frembyder sagnhistoriske Minder om Tells Manddom og Daad, der igjen lyser ud over Schweitzer-Charakteren; paa dens Troskab kan der bygges.

Da i Paris den 10de August 1792 Tuillerierne bleve stormede, lod Schweitzergarden der, Officerer og Soldater, sig i Troskab nedsable, de kjendte ikke at vige. Det er for disse Faldne, at General Pfyffer i sin Have udenfor Luzern i Klippevæggen har ladet reise et Monument.

Naar man med Dampskibet kommer fra de ved Wilhelm Tell minderige Steder og bestiger Landingsbroen ved Luzern, har man kun en kort Vei ud af Wäggis Porten til den lille Have, hvor ind i Sandstenen selv er hugget, frit hvilende, en colossal, døende Løve, gjennemboret af et afbrækket Spyd; i Harm og Smerte holder den med sin Klo fast paa det med Lillien smykkede Vaaben.

Konstneren Ahorn fra Constanz har meislet det i Sandsteensklippen efter Thorvaldsens Model, denne opbevares og fremvises tæt derved i et lille Huus; men paa Klippen selv er i Navnet Thorvaldsen glemt et L, der staaer hugget Thorwadsen, ikke Thorvaldsen, en Feil, som nu ikke lader sig rette. Ovenover Løven er at læse paa Latin, en Hæders-Mindeskrift om Schweitzergardens Troskab og Tapperhed. Nederst findes Navnene paa Officererne og Antallet af de Menige, som faldt. Ligeoverfor i Capellet, hvis Alterklæde er broderet af Hertuginden af Angoulème, læses aarligt Sjelemesser den tiende August.

Stedet selv, skjøndt nær ved Byen og tæt op til Landeveien, frembyder en mærkelig Eensomhed, det er, som om de faldne Helte hvilede her under disse Træers Skygge. En gammel Soldat af Schweitzergarden holder Vagt, han fortæller os, at han som lille Dreng tjente i Garden som Trommeslager; han fortæller, at den danske Billedhugger, der gav Modellen, var her engang paa sin Reise til Danmark.