Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829

Hvad der i Odense især maa tiltrække sig den Reisendes Opmærksomhed er St. Knuds Kirke, en stor, imponerende gothisk Bygning, anlagt 1093. Bag Alteret ligger Helgenen St. Knud, efter hvem Kirken har Navn, og desuden Levningerne af Erik Lam, Kong Hans og hans Dronning Christine, med Sønnerne Christian den 2den og Prinds Frands. Dersom Hovedindgangen var i den ene Ende af Kirken, saaledes som den har været i gamle Dage, vilde det Hele imponere endnu langt mere end nu, da man træder ind fra Siden.

Med underligt blandede Følelser traadte jeg ind i den gamle Kirke, i hvilken to vigtige Momenter af mit Barndoms Liv have fundet Sted.

Hist henne i Hjørne-Stolen sad jeg som lille Dreng med det lange sorte Flor om Hatten, og græd de salte Taare medens Præsten sagde nogle Ord over min Faders Kiste, der stod her midt paa Gulvet. Høiere oppe stod jeg som ældre til Confirmation, rystede af hellig Følelse, og tænkte underligt paa Gud, mit Kalvekryds, Præstens Ord og hvad Damerne, jeg kjendte oppe i Pulpituret, sagde om mig og mine knirkende Støvler. Jeg var den Gang ikke fyldt 14 Aar.

Kirken er høitidelig stor; lys og herlig hæver den midterste Bue sig med sine gyldne Stjerner, og i de lavere Sidegange dvæler Øiet saa gjerne ved alle de brogede Billeder og Portraiter. I en Begravelse her i Sidegangen findes en Curiositet; en Kasse, hvori gjemmes et qvindeligt Liig samt fire Katte. Sagnet fortæller at det har været en Bispinde og hendes fire Yndlings-Katte.

Ikke langt fra Kirken ligger Hovedvagten; her gik de i min Barndom med Fedlen, der, saavidt jeg veed, var en Straf for Fruentimmer, naar hun havde ført Løgn og Sladder omkring; Straffen bestod i, at hun fik et Slags Træ-Aag om Halsen, hvorfra stod en stor Jernbøile op over Hovedet, med en Klokke i, og en lang Rævehale, der dinglede hende ned ad Ryggen. Saaledes maatte hun en Times Tid spadsere op og ned ad Pladsen til stor Fornøielse for Drengene og de andre Sladdersøstre, der da førte en ganske artig Passiar.

Tæt ved Hovedvagten finder man en gammel Bygning med et biskoppeligt Vaaben; men det Hele har ikke det Strøg af Alderdom som en Gaard høiere oppe i Byen, paa Overgade. Denne Bygning er vistnok den ældste i Odense, men i det Udvortes har den lidt meget i de sidste Aar; den er nemlig bleven moderniseret, men det klæder den meget ilde; det er et Billede af Vulkan i Psyche-Dragt. Den gamle Trappe ved Indgangen er taget bort og den var vist en Mærkelighed i sin Slags og fortjente i det mindste at have været opbevaret ved Kobberstik, da den gav et ret levende Begreb om Middelalderens Bygningsmaade. Trinene vare meget brede og gik et temmeligt Stykke ud paa Gaden. Et høit Steen-Gelænder var opreist ved begge Sider og over hele Trappen var der et stort hvælvet Skuur. Alt er nu borte, men Forstuen og Dagligstuen er ganske bevaret i sin gamle Skikkelse. I Forstuen finder man Flisegulv og en lav smal Dør med udskaaret Træværk; over begge Hoved-Dørene seer man Hjortetakker og i Dagligstuen findes gamle Malerier paa Betrækkene, udhuggede Dør-Karme og en stor Kamin af Steen med mange Udsiringer. Loftet er tavlet og i hver Fiirkant seer man et udskaaret Æble; et af disse, der er forgyldt, skal være faldet ned i Hovedet paa den svenske Konge Carl X, da han var i Fyen.

Længere nede paa samme Gade, ligger en anden ▶mærkelig Bygning◀, som Dronning Christine, Kong Hanses Gemalinde, lod opføre for den lybekske Kunstner Claus Berg, der udskar den kunstige Altartavle, man nu finder i Frue Kirke i Odense. – Der fortælles, at han havde tolv Svende, som Dronningen lønnede, og at de vare saa fornemme, at de gik i Silkeklæder bundne med Silkebaand.

Bygningen her bærer endnu ganske den Tids Præg; rundt om paa Muren staae Apostlene udskjaarne i Træ, og det er vistnok et Arbeide, om ikke af Claus Berg, saa af hans Svende; man finder endnu den Aabning i Muren, gjennem hvilken Altartavlen heel førtes ud til Graabrødre-Kirke. Hvor denne Kirke forhen stod, er nu en stor Plads, beplantet med Træer, hvor Bønderne paa Markedsdagen sælge Lærred.

At man lod Kirken bryde ned, forekom Almuen at være en formastelig Handling, og de fortalte derfor om een af de Mænd, som især havde bidraget til Kirkens Nedbrydelse og da just var død, at han gik hver Nat uden Hoved paa Kirkegaarden og murede op igjen; men det syntes dog ikke ret at gaar for ham, thi om Dagen var der ikke mindste Spor af hans Arbeide; men hvad skulde ogsaa saadan et enligt Spøgelse kunne udrette i en Times Tid om Natten.

Monumenter og Liigstene bleve solgte ved Auction, og kun om meget faa veed man i hvis Hænder de faldt. – Cancellieraad Hempels astronomiske Taarn: »Graaebrødre-lille«, der ligger tæt herved, er opført af Muursteen, der have siddet i den gamle Graabrødre-Kirke; fra dette nye Taarn, der er en sand Prydelse for Byen, har man en fortryllende Udsigt over næsten hele Fyen. Det hele Land seer ud som en Hauge; rundtom titte Kirker og Herregaarde frem mellem de grønne Skove og langt ude seile Skibene paa den mørkeblaa Strand.

I den gamle Bygning hvorpaa Taarnet staaer, fandt Cancellieraad Hempel for nogle Aar siden, ved at lade Gulvet bryde op, et Lag af fiint Sand, under hvilket der laae et heelt, vel vedligeholdt Mosaik-Gulv; jeg saae endnu nogle Rester deraf.

Slottet, som er bygget af Fredrik IV, har ingen Mærkeligheder uden den Lænestoel hvori samme Konge døde, og den er først i den senere Tid kommet frem ved Slotsforvalterens Opmærksomhed; tilforn laae den mellem andet Skramlerie paa Loftet. Fra Slottets Værelser fører en lang Gang ind i St. Hans’s Kirke; saavidt jeg veed, findes heller ikke her noget mærkeligt. Som Barn hørte jeg fortælle om denne Kirke, at den engang skulde synke i Jorden, naar den var mest opfyldt med Mennesker, og derfor kom jeg der aldrig naar der var Confirmation, da den saa havde sin største Menighed.

Af gamle Bygninger findes der vel endnu en Deel i Byen, men mange ere i den senere Tid forsvundne; saaledes savnede jeg et gammelt Huus paa Vestergade, hvor der paa alle Bjelkerne, og langs med første Stokværk, var udskaaret Hoveder, der i mest forskjellige Stillinger rakte Tunge af Folk der gik paa Gaden; ellers finder man endnu flere Bygninger opførte af Ole Bager, Raadmand i Odense, om hvis Rigdomme der fortælles mange Historier; saaledes brændte han engang Caneel og andre kostbare Træsorter i sin Kamin da Kong Fredrik den 2den besøgte ham, og da Kongen undrede sig over den kostbare Brændsel, lovede Ole Bager, at ved den næste Visit skulde Kongen finde Stuen opvarmet ved noget endnu kostbarere, der vilde lugte ham langt behageligere end denne; da derfor Kongen besøgte ham igjen brændte han alle Obligationer og Beviis for de Penge Kongen skyldte ham.

Ligeledes laante han Fredrik den 2den flere Krigsskibe, og der fortælles, at da han engang i Vrede havde pryglet sin Tjenestepige, kom hendes Moder til ham med en Skaal Vand, hvori hun lagde en Nøddeskal for hvert Skib han havde paa Søen, og viste ham nu, hvorledes den ene Skal sank efter den anden, i det hun spaaede, at saaledes vilde det ogsaa gaae hans Skibe. Dette skete og Ole Bager blev meget fattig, hvorfor Kongen tillod ham at slaae en Mynt2. Der fortælles ogsaa, at han delede sine Midler mellem sine Døttre, paa det Vilkaar, at de i hans gamle Alder skulde pleie ham, men da de ikkun meget slet opfyldte deres Løfte, viste han dem en stor Kiste, der var saa tung at ingen kunde løfte den, og lovede dem, at den som pleiede ham bedst skulde ene eie Alt hvad der var deri; nu kappedes de da alle tre om at vise barnlig Kjærlighed, men da han var død og de aabnede Kisten, fandt de den fyldt med Steen og paa en Kjæp hang der er Seddel med Indskrift:

»Den som giver sine Børn til han tigger,

Skal bankes med en Kjæp til han ligger.«

Frederik den 2den skjænkede ellers Ole Bager, for hans beviste Tjenester, »Tolderlund.« Gavebrevet, tilligemed flere interessante Ting, der angaaer Ole Bager, gjemmes endnu der paa Stedet.

Den i Odense afdøde Bogtrykker Iversen nedstammede i qvindelig Linie fra denne rige Raadmand, og paa hans Sommerlyststed »Maries Høi« paa Tolderlund finder man en Stue, der ganske er indviet Alt hvad der angaaer Ole Bager. Her seer man Gavebrevet og Liigstenen over Ole Bager og hans Hustrue,3 som sal. Iversen reddede tilligemed hans Epitaphium, ved Graabrødre-Kirkes Nedbrydelse. – Paa den store Trætavle seer man her Ole Bager og hans Kone med deres 12 Børn; de ere vistnok alle Portraiter, thi man sporer en stor Familie-Lighed i de fleste Ansigter, og seer at Maleren har anvendt en uhyre Flid med at udføre dem.

Paa høire Side knæler Faderen med syv Sønner, efter deres Aldere. De ere alle sortklædte, med Pibekraver og krusede Manschetter; kun Ole Bager, og den ældste Søn Niels, der døde som Raadmand i Odense, bære Kaaberne foddrede med Skind. Ole Bager har et alvorligt Blik, rynket Pande, brune Bakkenbarter og et langt rødligt Hageskjæg.

Paa venstre Side staaer hans Hustrue Margrethe med fem Døttre halv bøiede i Knæ; Snittet paa Klæderne er eet hos dem Alle; høie, stive Kraver, snevre Ærmer med pibede Manschetter, hvide i Læg lagte Korsklæder og Guldkjæde om Halsen. Moderen er i en brun Dragt og har en snever Kappe ligesom klistret fast paa Hovedet; Døttrene have derimod en rosenrød Dragt og bære Haaret, som falder temmeligt rødt, i Flætninger opbundet med et sort Baand. Den yngste Datter Anna4 er derimod sortklædt og holder et Kors i Haanden, formodentligt var hun alt død da Tavlen blev malet.

I Baggrunden sees Dommedag. De Døde staae op af Gravene, »nogle gaae til Himmerig, andre gaae til Fanden.« Man seer de Fordømte i Helvedes Luer, næsten ligesaa fælt som de Orthodoxe beskrive os det fra Prædikestolen. Blandt andet sees der en qvindelig Djævel med lodne, grønne Bryster, der hænge hende til midt paa Livet; høit oppe sees Christus med Naglesporene og Saaret ved Hjertet, svævende imellem Engle, Helgene og andre Salige, hvoraf een har en blaa Silkekjole med røde Ærmer, en anden er derimod i en grøn Schlafrock og med strømpeløse Pusselanker.

I Ole Bagers Stue gjemmes endnu nogle af de Myntstykker, han fik Tilladelse at slaae; desuden et Bord, som har tilhørt ham og som er meget smukt udskaaret og indlagt med Blomster og Fugle.

Hr. Iversen har ellers gjort sig meget fortjent ved de smukke Anlæg i Haugen og ved at have tilladt Enhver at spadsere der. Rundt om træffer man paa Inscriptioner og Hvilesteder; Canalen gaaer tæt forbi; store tomastede Skibe trækkes ved Heste opad den; Landeveien mellem Odense og Bogense løber paa hiin Side Canalen og ligefor ligger Næsbyhoved Skov og Vandmølle.

Tidt sad jeg som lille Dreng her paa Veien og saae over paa det lille Batteri i Iversens Skov; og ønskede da saa gjerne at kunne komme ind i den store Vagt, ret at besee Træ-Grenaderen i Skilderhuset samt Trommen og de mange Geværer.

Ikke langt fra Landeveien, inde i Næsbyhovedskov, hæver den gamle Slotsbakke sig. Veien gaaer igjennem en Kornager ind i Skoven; en lille Stie snoer sig gjennem Krattet hen til Opgangen af Bakken. Her skal Odin i gamle Dage have havt sit Sæde; den gamle Slotsbygning undergik mange Forandringer til den tilsidst ganske blev ødelagt i Grevens Feide af vilde Borgerhobe, der strømmede sammen fra Odense og Svendborg. Store høie Træer groe nu i Voldgraven og strække deres Kroner op til det øverste af Bakken, der nu er pløiet Agerland. Rundt omkring ligger Steen og Muurbrokker. Søen nedenfor bliver Aar for Aar mindre; Vildgjæs flagre om mellem de høie Siv og Rør, hvor før hele Flaader leverede Søslag.

Man veed, at Dronning Margrethe gjerne og længe opholdt sig paa dette Slot; Kong Hans og hans Gemalinde Christine yndede ogsaa meget dets deilige Beliggenhed, og man kan tænke sig hvor skjønt det har været i sin bedste Flor; omringet af Skov og Søe laae det paa den høie Bakke med en deilig viid Udsigt over Stranden, tæt ved det folkerige Odense; der har været et Liv og en Færdsel. De stadselige Riddere joge afsted paa deres Gangere gjennem Skoven; Vindelbroen raslede og fra Borgen klingede Sang og Strængespil.

Jeg følte mig ganske underligt stemt da jeg nu en smuk August-Aften besøgte dette Sted. Alt var saa stille; hvor for trehundred’ Aar siden Riddere og Damer svingede sig i lystige Dandse, saae jeg nu en Ager med Boghvede. Søen laae saa indknebet nedenfor og dens stille Flade bevægedes kun, naar en af Fiskene slog op. Vandmøllen brusede fort og det var mig som hørte jeg en Sang om den forsvundne Borg og dens Lystigheder. Udsigten over den hele Egn langt ud i Stranden fortryllede mig ganske, kun fandt jeg det lidt fladt, og ønskede ret af Hjertet hos mig, Een af de Mange, der ere saa stærke i Troen, for at han med den kunde flytte mig et lille Bjerg her hen fra Tydskland; men det kan vel komme endnu naar den kjære Orthodoxie bare faaer Lov at slaae lidt dybere Rødder her i Landet5.

Ikke langt fra Odense ligger den gamle Bygning Hellufgaard, som er anlagt af en Jørgen Marsvin og siden har tilhørt Digteren, Biskop Kingo; den er især bekjendt af sin smukke Hauge, der falder i den stive franske Smag; – Jeg var der paa Stedet og fandt Arbeidsfolk ifærd med at rive de gamle Taarne ned, da den hele Bygning nu skal indrettes til et Kornmagasin. Voldgravene vare deels tilgroede med Siv, deels opfyldte med Gruus; i et af Værelserne opdagede jeg et gammelt Malerie paa Loftet, der vistnok fortjente en bedre Skjæbne end at lægges under en Suppegryde, eller spadsere i Voldgraven, et Endeligt det efter al Sandsynlighed vistnok snart vil erholde.

Under mit Ophold i Odense indtraf St. Knuds Marked. Jeg glædede mig ret inderligt til igjen at opleve een af min Barndoms gladeste Festdage; da var der jo for det første ingen Skole, og hele Torvet var forvandlet til en deilig Trylleverden, med Legetøi og Kager, brogede Billeder og Mennesker. Liremanden spillede saaamange deilige Stykker; der kom Bjørne og Abekatte til Byen, og Marionetspilleren gav rare Tragedier hvor Standspersoner kunde betale efter Behag. Her fik jeg den første Idee om at vi ikke Alle vare støbte af samme Metal; den som gav meest kom til at sidde foran i en Lænestoel, medens vi Andre stode bagved og saae ham over Hovedet.

Markedsdagen kom; men hvorlidet svarede ikke nu det Hele til mine Drømmerier, og til, hvad denne Dag var for mig som Lille. Phantasien maa vistnok i de sidste ti Aar have faaet et lille Knæk, den vilde slet ikke flagre afsted med mig; men det er vistnok min Skolemesters Skyld, der med en Grammatik har knækket mig Svingfjedren. Det regnede ogsaa; Madammerne bredte deres graae Duge over det brogede Legetøi, og Jyderne krøb sammen i Lynget under deres Vogne og stirrede melankolsk paa de mange skjønne Isdepotter, der havde isinde at debutere i de fynske Skorstene.

Om Aftenen besøgte jeg Theatret, der begynder at see meget sygeligt ud; der var saa sammenflikket, at min Idee-Association førte mig lige ind i Slagelse gamle Stads-Karet, der dog nu, saavidt jeg veed, skal have nedlagt sit Embede, og Stakkel! det kunde den jo ogsaa trænge til.

Hvor Theatret ligger, har i gamle Dage staaet et Sorte-Brødre-Kloster; Gud veed hvad for Comedier de have spillet der? jeg kan tænke de have givet Scener af Tartuffe og Don Juan.

Odense har ellers i den senere Tid vundet saare meget i smukt Udvortes; Brolægningen er ganske fortræffelig og jeg følte det endnu meget mere, da jeg kort forud havde været i Vordingborg, hvor man rigtignok ikke kan have Hjertet paa rette Sted naar man kjører igjennem Byen; og jeg er overbeviist om, at Borgerne behøve kun at lade en Bøtte med Fløde kjøre fra den ene Port til den anden; ja maaskee behøve de ikke at kjøre saalangt før de har Smørret.

– Endelig slog Afskedstimen, og jeg kan ikke nægte, jeg følte mig lidt werthersk stemt om Hjertet, ved at forlade den gamle By og de mange gode Mennesker, der saa hjerteligt havde modtaget mig og gjort mit korte Ophold der saa behageligt – – –