H.C. Andersen
Fra Kjøbenhavns-Posten 1829

Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829

Odense og dens Omegn

– – En ganske underlig Veemod greeb mig, idet jeg rullede ind i min gamle Fødeby Odense; der vaagnede saamange kjære Erindringer hos mig, at jeg kunde have grædt som et Barn, havde det ikke faldet mig ind, at jeg nu var et stort, langt, fornuftigt Menneske, hvem saadant noget slet ikke klæder paa en Postvogn.

Alt forekom mig saa smaat; de Gader jeg som Barn havde fundet saa lange, de Huse, som da syntes mig saa store, Alt var nu meget mindre. Med et ganske andet Øie end for ti Aar siden betragtede jeg nu min Barndoms Tumleplads.

Enhver Ting der havde gjort Indtryk paa mig som lille, alle de gamle Skikke og Folkefester stod nu i et poetisk, glimrende Lys for min Erindring.

Det nye Aar hilsedes alletider af Borgerskabets Musik-Chor, der med Piber og Trommer spillede nok saa lysteligt udenfor Borgernes Døre; det kaldtes »at tromme Nytaar ind,« og naar det saaledes vel var trommet ind i Byen, droge de ud paa Landet og trommede Nytaar der, til langt ind i Foraaret, da de saa vendte hjem rigeligt belæssede med Proviant. – Fastelavnsmandag droge Slagterne omkring, med deres hvide Forklæder, røde Huer, og den blank polerede Øxe paa Skulderen, og førte, under klingende Spil, en stor Stud med sig, der var pyntet med Baand og Fastelavnsriis, paa Ryggen reed en lille Engel i en hvid Skjorte med Guldpapirs Vinger og et broget Gevandt; en Slagtersvend gik sædvanligviis ved Siden og holdt den lille Engel ved Ærmet for at han ikke skulde falde ned i Rendestenen. Paa samme Tid kom ogsaa Søefolkene fra Stige med en Baad hvorfra der vaiede mange Flag; foran gik der Musikantere baade med Fløite og Violin; Toget drog gjennem alle Byens Gader, og tilsidst saae man to af Matroserne brydes paa et Bræt der blev lagt over to Baade, den Svageste gik da paa Hovedet i Vandet, og det var en stor Fornøielse.

Et af de mest ceremonielle Optog fandt ellers Sted naar Laugene flyttede Skildt; jeg erindrer endnu ret levende den store Stads der var engang Smedene saaledes skiftede Herberg. Først kom de pyntede Svende med det bekrandsede Skildt og med en Harlequin i Spidsen der løb omkring og slog Tilskuerne med sin Brix; bag efter fulgte hele det respectable Laug med klingende Spil og nogle havde en Kaarde paa hvis Spids der prangede en Citron eller en Apelsin. Saasnart de kom til det nye Herberg og Skildtet var udhængt, besteeg en Smedesvend Stilladset og holdt en lang Tale paa Vers, hvoraf jeg endnu erindrer, at han talede meget om Vulcanus, og at det var den første Smed; siden steeg Harlequin ud paa Stilladset og drak mange Skaaler, og ved hver Skaal kastede han det tomme Glas ned imellem Mængden paa Gaden.

Disse Folke-Skikke ere nu afskaffede, men for mig staae de endnu som deilige, brogede Billeder fra min kjære Barndoms Tid.

Odense og hele dens Omegn maa tiltrække sig enhver Reisendes Opmærksomhed, ikke allene for de mange Alderdoms-Levninger man der finder, men ogsaa for den deilige Beliggenhed. Man kan ikke tænke sig noget smukkere end en Tour paa Aaen der slynger sig mellem Engen og de smukke Familie-Hauger.

Bag ved os ligger der en høi Træ-Broe, og det er ret levende deroppe; men over den gaaer ogsaa Postveien mellem Kjøbenhavn og Hamborg, paa venstre Haand see vi Blegdammen, hvor en fynsk Signe gaaer med sine Terner paa Blegen og seer til det hvide Liin; paa høire ligger de smukke Aahauger med deilige Blomsterpartier og Lysthuse; her musiceres, der sidder en Familie ved Thebordet under det store Pæretræ og ved den lille Træbro, leger nogle Børn med Baade af Siv og Aviser. – Aaen slaaer nu en lille Bugt, og midt fra denne seer man Frøkenklosteret, som Karen Brahe stiftede 1716; det var før en Bispegaard, bygget af Jens Andersen Beldenach 1504 men blev ødelagt i Grevens Feide, da Borgerne beskjød den fra St. Albani Kirke der allerede den Gang var en Ruin. Klosterhaugen var for nogle Aar siden en Sump, men er nu opfyldt og givet et mere venligt Udseende. Bibliotheket er ogsaa bragt i en god Orden, og blandt Curiositeter saae jeg der et gammelt broderet Altarklæde, et Krucifix og en Bispestav.

Lysteligt glider Baaden hen over Klokkedybet, et, som man siger, bundløst Sted i Aaen, hvori en Klokke engang foer ud fra St. Albani Taarn; Aaen deler sig nu i to Arme, af hvilke den til høire er den smukkeste. Her tætved stod St. Albani Kirke, hvor Jyderne dræbte Kong Knud foran Altaret; af Kirken findes der kun nogle faa Spoer, nemlig en enkelt tyk Muur i Kjælderen. I min Barndom fandtes her endnu en Jerndør i Muren, som man fortalte førte til en underjordisk Gang der gik dybt ind under Aaen til Nonnebakken.1 Mange troe endnu bestemt, at denne Gang er til, og jeg hørte af flere Familier der boe paa Torvet hvor Kirken har ligget, om et underjordisk Drøn hver Nat, ligesom af store Jernporte man slog i. I Haugen, hvor Kirkegaarden fordum har været, fandt jeg ved Opgravning endnu nogle Menneskeknokler, og disse kastede mig strax en »schauderlich« Skygge over den ellers lyse pyntelige Hauge; jeg tænkte mig der ved Midnat, hvorledes da, ved det sidste store, underjordiske Drøn, den gamle St. Albani Kirke med et reiste sig. Lysene skinnedeud igjennem de brogede Ruder; Messesangen blandede sig med Taarnklokkens eensformige ding dang og alle de gamle Knokler her i Jorden samlede sig og formedes til Borgerfolk der drog ind i Kirken – –

– Baaden glider hen af Aaen der slynger sig i deilige Bugter under en heel Hvælving af Træer; snart seer man Munkemølle, Vandet skummer over det store Hjul og med stærke Aareslag maa man arbeide sig frem gjennem Strømmen; Haugerne, Møllen, den gamle Træbro og Holmen med sine unge Træer, Alt danner et deiligt Heelt, og som det store Centrum hæver St. Knuds gamle gothiske Kirke sig med sit høie Taarn der skuer ud over næsten det hele Fyen.

Den anden Arm af Aaen fører derimod nærmere hen til Nonnebakken. I gamle Dage skal hele Munke-Mose have været Sø og paa en Halvø i denne laae et Nonnekloster, hvis Voldsted kaldes Nonnebakken, men Aar for Aar pløies bort. Hvor der nu groer Græs og Blomster skal engang en Nonne have sprunget ud, men Søen var da der saa dyb at man aldrig fandt hendes Liig. Tæt ved Bakken gaaer Veien til Skoven og her holder derfor Vogne om Søndagen der bringer Folk ud i det Grønne; det Hele er et Slags Charlottenlund Tour i det smaae. – Veien vrimler i godt Veir af Spadserende og snart kommer man forbi det smukke Anlæg: Baggatellen til Landsbyen Hunderup hvis Bønder vistnok ere de rigeste i Fyen. Rundt om seer man smukke, velvedligeholdte Gaarde med rødmalet Træværk, og pyntelige Hauger. Humleranker snoe sig hen af Gjærdet og paa Grøfterne voxe Hyld og vilde Roser.

I Skoven har man Musik og et Telt med Forfriskninger; Byens Folk tage derfor herud og da gjøres sædvanlig en lille Udflugt til Christiansdals Skov, der ogsaa kaldes »Fruens Bøge« og kun skilles fra Hunderup Skov ved Aaen der bugter sig der imellem.

Hvor mangen deilig Sommer-Eftermiddag hoppede jeg ikke her omkring da jeg var lille og samlede mig Jordbær paa et langt Græsstraae; da spillede den blinde Mand paa Violin i Skoven og fra Byen kom der fornemme Folk seilende op ad Aaen i en Baad hvorfra der hang et stort rødt Flag.

Hunderup-Skov er ikke meget stor, og hvor den slipper, træffer man snart paa en Bro der fører over Aaen gjennem Bondebyen Dalum til Odense. Langs med Aaen finder man her høie Skrænte begroede med Krat og Buske. Udsigten er ganske henrivende. Aaen slynger sig i maleriske Bugter mellem Skovene og det flade Land, hvor Høet staaer i Stakker og dufter saa frisk i den rene Aftenluft; dybt nede ligger Broen og Vandmøllen, og paa Bakken hæve sig Stamsædet Christiansdal og Dalum Kirke. Frygter man nu Gud og følger den bugtede Landevei ligeforan, da faaer man Kirken paa Høire og Christiansdal paa Venstre. 1535 laae her et Nonnekloster, hvilket, i den saakaldte Grevens Feide, Borgerne bestormede, under Anførsel af en Skrædder fra Odense. See saadan Courage havde Skræderne i den Tid.

Fra Christiansdal gaaer Landeveien til Odense langs med Aaen over Byens Hede. Her husker jeg endnu, dog kun som en dunkel Drøm, at da Spanierne var i Fyen blev Een skudt her; jeg var den Gang ikke mere end to Aar, dog erindrer jeg ret levende en Spanier, der saa ofte kyssede Mariabilledet paa sit Bryst; engang tog han mig paa sit Skjød, kyssede ogsaa mig og græd – – han havde vist Børn hjemme i Spanien.

Her paa denne saakaldte Byens Hede have Borgerne deres aarlige Skiveskydning. I min Barndom endte denne Dag alletider med et Slags Lystighed for Drengene. Efter at Skydningen var forbi, blev Skiven solgt og derpaa overladt Byens Drenge at føre hjem til Eieren. Fire eller sex af de stærkeste Drenge toge den paa Skulderen og een ja ofte to af de længste steeg op paa den; alle de øvrige stillede sig nu i Procession med grønne Grene og droge saaledes under Sang og Hurra-Raab ind i Byen. Alle Æreportene bleve plyndrede med en canibalisk Vildhed, og de to Drenge paa Skiven behængte sig med Inscriptionerne og de smukkeste Krandse. Den største Folkemængde fulgte dette lystige Tog, der først standsede ved Borgernes Klub; her stillede de sig i to Rader, mellem hvilke det seirende Borgerskab drog hjem med Faner og klingende Spil. Trængselen var da altid saa stor, at jeg, hos hvem Mods-Organet endnu ikke ret var udvoxet maatte søge mig en Plads i et Vindue eller paa en høi Steen-Trappe og blev saaledes kun et pasivt Medlem af den store Lystighed.

(Slutn. følger).

Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829

(Sluttet).

Hvad der i Odense især maa tiltrække sig den Reisendes Opmærksomhed er St. Knuds Kirke, en stor, imponerende gothisk Bygning, anlagt 1093. Bag Alteret ligger Helgenen St. Knud, efter hvem Kirken har Navn, og desuden Levningerne af Erik Lam, Kong Hans og hans Dronning Christine, med Sønnerne Christian den 2den og Prinds Frands. Dersom Hovedindgangen var i den ene Ende af Kirken, saaledes som den har været i gamle Dage, vilde det Hele imponere endnu langt mere end nu, da man træder ind fra Siden.

Med underligt blandede Følelser traadte jeg ind i den gamle Kirke, i hvilken to vigtige Momenter af mit Barndoms Liv have fundet Sted.

Hist henne i Hjørne-Stolen sad jeg som lille Dreng med det lange sorte Flor om Hatten, og græd de salte Taare medens Præsten sagde nogle Ord over min Faders Kiste, der stod her midt paa Gulvet. Høiere oppe stod jeg som ældre til Confirmation, rystede af hellig Følelse, og tænkte underligt paa Gud, mit Kalvekryds, Præstens Ord og hvad Damerne, jeg kjendte oppe i Pulpituret, sagde om mig og mine knirkende Støvler. Jeg var den Gang ikke fyldt 14 Aar.

Kirken er høitidelig stor; lys og herlig hæver den midterste Bue sig med sine gyldne Stjerner, og i de lavere Sidegange dvæler Øiet saa gjerne ved alle de brogede Billeder og Portraiter. I en Begravelse her i Sidegangen findes en Curiositet; en Kasse, hvori gjemmes et qvindeligt Liig samt fire Katte. Sagnet fortæller at det har været en Bispinde og hendes fire Yndlings-Katte.

Ikke langt fra Kirken ligger Hovedvagten; her gik de i min Barndom med Fedlen, der, saavidt jeg veed, var en Straf for Fruentimmer, naar hun havde ført Løgn og Sladder omkring; Straffen bestod i, at hun fik et Slags Træ-Aag om Halsen, hvorfra stod en stor Jernbøile op over Hovedet, med en Klokke i, og en lang Rævehale, der dinglede hende ned ad Ryggen. Saaledes maatte hun en Times Tid spadsere op og ned ad Pladsen til stor Fornøielse for Drengene og de andre Sladdersøstre, der da førte en ganske artig Passiar.

Tæt ved Hovedvagten finder man en gammel Bygning med et biskoppeligt Vaaben; men det Hele har ikke det Strøg af Alderdom som en Gaard høiere oppe i Byen, paa Overgade. Denne Bygning er vistnok den ældste i Odense, men i det Udvortes har den lidt meget i de sidste Aar; den er nemlig bleven moderniseret, men det klæder den meget ilde; det er et Billede af Vulkan i Psyche-Dragt. Den gamle Trappe ved Indgangen er taget bort og den var vist en Mærkelighed i sin Slags og fortjente i det mindste at have været opbevaret ved Kobberstik, da den gav et ret levende Begreb om Middelalderens Bygningsmaade. Trinene vare meget brede og gik et temmeligt Stykke ud paa Gaden. Et høit Steen-Gelænder var opreist ved begge Sider og over hele Trappen var der et stort hvælvet Skuur. Alt er nu borte, men Forstuen og Dagligstuen er ganske bevaret i sin gamle Skikkelse. I Forstuen finder man Flisegulv og en lav smal Dør med udskaaret Træværk; over begge Hoved-Dørene seer man Hjortetakker og i Dagligstuen findes gamle Malerier paa Betrækkene, udhuggede Dør-Karme og en stor Kamin af Steen med mange Udsiringer. Loftet er tavlet og i hver Fiirkant seer man et udskaaret Æble; et af disse, der er forgyldt, skal være faldet ned i Hovedet paa den svenske Konge Carl X, da han var i Fyen.

Længere nede paa samme Gade, ligger en anden mærkelig Bygning, som Dronning Christine, Kong Hanses Gemalinde, lod opføre for den lybekske Kunstner Claus Berg, der udskar den kunstige Altartavle, man nu finder i Frue Kirke i Odense. – Der fortælles, at han havde tolv Svende, som Dronningen lønnede, og at de vare saa fornemme, at de gik i Silkeklæder bundne med Silkebaand.

Bygningen her bærer endnu ganske den Tids Præg; rundt om paa Muren staae Apostlene udskjaarne i Træ, og det er vistnok et Arbeide, om ikke af Claus Berg, saa af hans Svende; man finder endnu den Aabning i Muren, gjennem hvilken Altartavlen heel førtes ud til Graabrødre-Kirke. Hvor denne Kirke forhen stod, er nu en stor Plads, beplantet med Træer, hvor Bønderne paa Markedsdagen sælge Lærred.

At man lod Kirken bryde ned, forekom Almuen at være en formastelig Handling, og de fortalte derfor om een af de Mænd, som især havde bidraget til Kirkens Nedbrydelse og da just var død, at han gik hver Nat uden Hoved paa Kirkegaarden og murede op igjen; men det syntes dog ikke ret at gaar for ham, thi om Dagen var der ikke mindste Spor af hans Arbeide; men hvad skulde ogsaa saadan et enligt Spøgelse kunne udrette i en Times Tid om Natten.

Monumenter og Liigstene bleve solgte ved Auction, og kun om meget faa veed man i hvis Hænder de faldt. – Cancellieraad Hempels astronomiske Taarn: »Graaebrødre-lille«, der ligger tæt herved, er opført af Muursteen, der have siddet i den gamle Graabrødre-Kirke; fra dette nye Taarn, der er en sand Prydelse for Byen, har man en fortryllende Udsigt over næsten hele Fyen. Det hele Land seer ud som en Hauge; rundtom titte Kirker og Herregaarde frem mellem de grønne Skove og langt ude seile Skibene paa den mørkeblaa Strand.

I den gamle Bygning hvorpaa Taarnet staaer, fandt Cancellieraad Hempel for nogle Aar siden, ved at lade Gulvet bryde op, et Lag af fiint Sand, under hvilket der laae et heelt, vel vedligeholdt Mosaik-Gulv; jeg saae endnu nogle Rester deraf.

Slottet, som er bygget af Fredrik IV, har ingen Mærkeligheder uden den Lænestoel hvori samme Konge døde, og den er først i den senere Tid kommet frem ved Slotsforvalterens Opmærksomhed; tilforn laae den mellem andet Skramlerie paa Loftet. Fra Slottets Værelser fører en lang Gang ind i St. Hans’s Kirke; saavidt jeg veed, findes heller ikke her noget mærkeligt. Som Barn hørte jeg fortælle om denne Kirke, at den engang skulde synke i Jorden, naar den var mest opfyldt med Mennesker, og derfor kom jeg der aldrig naar der var Confirmation, da den saa havde sin største Menighed.

Af gamle Bygninger findes der vel endnu en Deel i Byen, men mange ere i den senere Tid forsvundne; saaledes savnede jeg et gammelt Huus paa Vestergade, hvor der paa alle Bjelkerne, og langs med første Stokværk, var udskaaret Hoveder, der i mest forskjellige Stillinger rakte Tunge af Folk der gik paa Gaden; ellers finder man endnu flere Bygninger opførte af Ole Bager, Raadmand i Odense, om hvis Rigdomme der fortælles mange Historier; saaledes brændte han engang Caneel og andre kostbare Træsorter i sin Kamin da Kong Fredrik den 2den besøgte ham, og da Kongen undrede sig over den kostbare Brændsel, lovede Ole Bager, at ved den næste Visit skulde Kongen finde Stuen opvarmet ved noget endnu kostbarere, der vilde lugte ham langt behageligere end denne; da derfor Kongen besøgte ham igjen brændte han alle Obligationer og Beviis for de Penge Kongen skyldte ham.

Ligeledes laante han Fredrik den 2den flere Krigsskibe, og der fortælles, at da han engang i Vrede havde pryglet sin Tjenestepige, kom hendes Moder til ham med en Skaal Vand, hvori hun lagde en Nøddeskal for hvert Skib han havde paa Søen, og viste ham nu, hvorledes den ene Skal sank efter den anden, i det hun spaaede, at saaledes vilde det ogsaa gaae hans Skibe. Dette skete og Ole Bager blev meget fattig, hvorfor Kongen tillod ham at slaae en Mynt2. Der fortælles ogsaa, at han delede sine Midler mellem sine Døttre, paa det Vilkaar, at de i hans gamle Alder skulde pleie ham, men da de ikkun meget slet opfyldte deres Løfte, viste han dem en stor Kiste, der var saa tung at ingen kunde løfte den, og lovede dem, at den som pleiede ham bedst skulde ene eie Alt hvad der var deri; nu kappedes de da alle tre om at vise barnlig Kjærlighed, men da han var død og de aabnede Kisten, fandt de den fyldt med Steen og paa en Kjæp hang der er Seddel med Indskrift:

»Den som giver sine Børn til han tigger,

Skal bankes med en Kjæp til han ligger.«

Frederik den 2den skjænkede ellers Ole Bager, for hans beviste Tjenester, »Tolderlund.« Gavebrevet, tilligemed flere interessante Ting, der angaaer Ole Bager, gjemmes endnu der paa Stedet.

Den i Odense afdøde Bogtrykker Iversen nedstammede i qvindelig Linie fra denne rige Raadmand, og paa hans Sommerlyststed »Maries Høi« paa Tolderlund finder man en Stue, der ganske er indviet Alt hvad der angaaer Ole Bager. Her seer man Gavebrevet og Liigstenen over Ole Bager og hans Hustrue,3 som sal. Iversen reddede tilligemed hans Epitaphium, ved Graabrødre-Kirkes Nedbrydelse. – Paa den store Trætavle seer man her Ole Bager og hans Kone med deres 12 Børn; de ere vistnok alle Portraiter, thi man sporer en stor Familie-Lighed i de fleste Ansigter, og seer at Maleren har anvendt en uhyre Flid med at udføre dem.

Paa høire Side knæler Faderen med syv Sønner, efter deres Aldere. De ere alle sortklædte, med Pibekraver og krusede Manschetter; kun Ole Bager, og den ældste Søn Niels, der døde som Raadmand i Odense, bære Kaaberne foddrede med Skind. Ole Bager har et alvorligt Blik, rynket Pande, brune Bakkenbarter og et langt rødligt Hageskjæg.

Paa venstre Side staaer hans Hustrue Margrethe med fem Døttre halv bøiede i Knæ; Snittet paa Klæderne er eet hos dem Alle; høie, stive Kraver, snevre Ærmer med pibede Manschetter, hvide i Læg lagte Korsklæder og Guldkjæde om Halsen. Moderen er i en brun Dragt og har en snever Kappe ligesom klistret fast paa Hovedet; Døttrene have derimod en rosenrød Dragt og bære Haaret, som falder temmeligt rødt, i Flætninger opbundet med et sort Baand. Den yngste Datter Anna4 er derimod sortklædt og holder et Kors i Haanden, formodentligt var hun alt død da Tavlen blev malet.

I Baggrunden sees Dommedag. De Døde staae op af Gravene, »nogle gaae til Himmerig, andre gaae til Fanden.« Man seer de Fordømte i Helvedes Luer, næsten ligesaa fælt som de Orthodoxe beskrive os det fra Prædikestolen. Blandt andet sees der en qvindelig Djævel med lodne, grønne Bryster, der hænge hende til midt paa Livet; høit oppe sees Christus med Naglesporene og Saaret ved Hjertet, svævende imellem Engle, Helgene og andre Salige, hvoraf een har en blaa Silkekjole med røde Ærmer, en anden er derimod i en grøn Schlafrock og med strømpeløse Pusselanker.

I Ole Bagers Stue gjemmes endnu nogle af de Myntstykker, han fik Tilladelse at slaae; desuden et Bord, som har tilhørt ham og som er meget smukt udskaaret og indlagt med Blomster og Fugle.

Hr. Iversen har ellers gjort sig meget fortjent ved de smukke Anlæg i Haugen og ved at have tilladt Enhver at spadsere der. Rundt om træffer man paa Inscriptioner og Hvilesteder; Canalen gaaer tæt forbi; store tomastede Skibe trækkes ved Heste opad den; Landeveien mellem Odense og Bogense løber paa hiin Side Canalen og ligefor ligger Næsbyhoved Skov og Vandmølle.

Tidt sad jeg som lille Dreng her paa Veien og saae over paa det lille Batteri i Iversens Skov; og ønskede da saa gjerne at kunne komme ind i den store Vagt, ret at besee Træ-Grenaderen i Skilderhuset samt Trommen og de mange Geværer.

Ikke langt fra Landeveien, inde i Næsbyhovedskov, hæver den gamle Slotsbakke sig. Veien gaaer igjennem en Kornager ind i Skoven; en lille Stie snoer sig gjennem Krattet hen til Opgangen af Bakken. Her skal Odin i gamle Dage have havt sit Sæde; den gamle Slotsbygning undergik mange Forandringer til den tilsidst ganske blev ødelagt i Grevens Feide af vilde Borgerhobe, der strømmede sammen fra Odense og Svendborg. Store høie Træer groe nu i Voldgraven og strække deres Kroner op til det øverste af Bakken, der nu er pløiet Agerland. Rundt omkring ligger Steen og Muurbrokker. Søen nedenfor bliver Aar for Aar mindre; Vildgjæs flagre om mellem de høie Siv og Rør, hvor før hele Flaader leverede Søslag.

Man veed, at Dronning Margrethe gjerne og længe opholdt sig paa dette Slot; Kong Hans og hans Gemalinde Christine yndede ogsaa meget dets deilige Beliggenhed, og man kan tænke sig hvor skjønt det har været i sin bedste Flor; omringet af Skov og Søe laae det paa den høie Bakke med en deilig viid Udsigt over Stranden, tæt ved det folkerige Odense; der har været et Liv og en Færdsel. De stadselige Riddere joge afsted paa deres Gangere gjennem Skoven; Vindelbroen raslede og fra Borgen klingede Sang og Strængespil.

Jeg følte mig ganske underligt stemt da jeg nu en smuk August-Aften besøgte dette Sted. Alt var saa stille; hvor for trehundred’ Aar siden Riddere og Damer svingede sig i lystige Dandse, saae jeg nu en Ager med Boghvede. Søen laae saa indknebet nedenfor og dens stille Flade bevægedes kun, naar en af Fiskene slog op. Vandmøllen brusede fort og det var mig som hørte jeg en Sang om den forsvundne Borg og dens Lystigheder. Udsigten over den hele Egn langt ud i Stranden fortryllede mig ganske, kun fandt jeg det lidt fladt, og ønskede ret af Hjertet hos mig, Een af de Mange, der ere saa stærke i Troen, for at han med den kunde flytte mig et lille Bjerg her hen fra Tydskland; men det kan vel komme endnu naar den kjære Orthodoxie bare faaer Lov at slaae lidt dybere Rødder her i Landet5.

Ikke langt fra Odense ligger den gamle Bygning Hellufgaard, som er anlagt af en Jørgen Marsvin og siden har tilhørt Digteren, Biskop Kingo; den er især bekjendt af sin smukke Hauge, der falder i den stive franske Smag; – Jeg var der paa Stedet og fandt Arbeidsfolk ifærd med at rive de gamle Taarne ned, da den hele Bygning nu skal indrettes til et Kornmagasin. Voldgravene vare deels tilgroede med Siv, deels opfyldte med Gruus; i et af Værelserne opdagede jeg et gammelt Malerie paa Loftet, der vistnok fortjente en bedre Skjæbne end at lægges under en Suppegryde, eller spadsere i Voldgraven, et Endeligt det efter al Sandsynlighed vistnok snart vil erholde.

Under mit Ophold i Odense indtraf St. Knuds Marked. Jeg glædede mig ret inderligt til igjen at opleve een af min Barndoms gladeste Festdage; da var der jo for det første ingen Skole, og hele Torvet var forvandlet til en deilig Trylleverden, med Legetøi og Kager, brogede Billeder og Mennesker. Liremanden spillede saaamange deilige Stykker; der kom Bjørne og Abekatte til Byen, og Marionetspilleren gav rare Tragedier hvor Standspersoner kunde betale efter Behag. Her fik jeg den første Idee om at vi ikke Alle vare støbte af samme Metal; den som gav meest kom til at sidde foran i en Lænestoel, medens vi Andre stode bagved og saae ham over Hovedet.

Markedsdagen kom; men hvorlidet svarede ikke nu det Hele til mine Drømmerier, og til, hvad denne Dag var for mig som Lille. Phantasien maa vistnok i de sidste ti Aar have faaet et lille Knæk, den vilde slet ikke flagre afsted med mig; men det er vistnok min Skolemesters Skyld, der med en Grammatik har knækket mig Svingfjedren. Det regnede ogsaa; Madammerne bredte deres graae Duge over det brogede Legetøi, og Jyderne krøb sammen i Lynget under deres Vogne og stirrede melankolsk paa de mange skjønne Isdepotter, der havde isinde at debutere i de fynske Skorstene.

Om Aftenen besøgte jeg Theatret, der begynder at see meget sygeligt ud; der var saa sammenflikket, at min Idee-Association førte mig lige ind i Slagelse gamle Stads-Karet, der dog nu, saavidt jeg veed, skal have nedlagt sit Embede, og Stakkel! det kunde den jo ogsaa trænge til.

Hvor Theatret ligger, har i gamle Dage staaet et Sorte-Brødre-Kloster; Gud veed hvad for Comedier de have spillet der? jeg kan tænke de have givet Scener af Tartuffe og Don Juan.

Odense har ellers i den senere Tid vundet saare meget i smukt Udvortes; Brolægningen er ganske fortræffelig og jeg følte det endnu meget mere, da jeg kort forud havde været i Vordingborg, hvor man rigtignok ikke kan have Hjertet paa rette Sted naar man kjører igjennem Byen; og jeg er overbeviist om, at Borgerne behøve kun at lade en Bøtte med Fløde kjøre fra den ene Port til den anden; ja maaskee behøve de ikke at kjøre saalangt før de har Smørret.

– Endelig slog Afskedstimen, og jeg kan ikke nægte, jeg følte mig lidt werthersk stemt om Hjertet, ved at forlade den gamle By og de mange gode Mennesker, der saa hjerteligt havde modtaget mig og gjort mit korte Ophold der saa behageligt – – –

Men det samme Sagn har man ogsaa om St. Knuds Kloster og Graabrødre Kirke, hvor gamle Folk have forsikkret mig, at have seet en Jerndør der ogsaa førte ud til Nonnebakken.

Det Stræde, hvori hans Myntegaard laae, bærer endnu Navn af: »Myntestræde

Begge findes nøiagtigen beskrevne af Professor Nyerup i Tillæget til hans antiqvariske Reiser i Aarhuus Stift.

Under enhver af Figurerne staaer Personens Alder da han eller hun blev malet.

Kongeborgen Næsbyhoved, saavel med Hensyn til dens Beliggenhed og Udseende, som til dens Historie, findes meget interessant fortalt af Prof. Vedel Simonsen i hans »Borgruiner,« 1ste Hefte.

Lemma forekommer ikke på side 63
1

Men det samme Sagn har man ogsaa om St. Knuds Kloster og Graabrødre Kirke, hvor gamle Folk have forsikkret mig, at have seet en Jerndør der ogsaa førte ud til Nonnebakken.

2

Det Stræde, hvori hans Myntegaard laae, bærer endnu Navn af: »Myntestræde

3

Begge findes nøiagtigen beskrevne af Professor Nyerup i Tillæget til hans antiqvariske Reiser i Aarhuus Stift.

4

Under enhver af Figurerne staaer Personens Alder da han eller hun blev malet.

5

Kongeborgen Næsbyhoved, saavel med Hensyn til dens Beliggenhed og Udseende, som til dens Historie, findes meget interessant fortalt af Prof. Vedel Simonsen i hans »Borgruiner,« 1ste Hefte.

6
Lemma forekommer ikke på side 63

Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829. – Odense og dens Omegn.

Trykt første gang i Kjøbenhavns-Posten, nr. 148 den 19. september og nr. 149 den 18. september 1829. BFN 44

Tekstrettelser

54,2Muren, < Muren;
58,21og i hver < og hver
52
for ti Aar sidenH.C. Andersen forlod Odense den 4. september 1819.
Slagterne … en lille Engeljf. Levnedsbog, s. 26.
Stigelandsby i Lumby sogn nord for Odense ved Odense Kanal, der fungerede som byens ladeplads og udskibningssted; jf. Levnedsbog s. 26.
Laugene flyttede Skildtskikken var knyttet til det gamle lavsvæsen, som stammede fra middelalderen. Et lav var en sammenslutning af næringsdrivende, ofte håndværkere (mestre og svende), med monopol på udførelsen af det pågældende håndværk. Når lavene skiftede mødested, lavshus, førte de deres skilt, der forestillede det pågældende håndværks vigtigste værktøj, i festligt optog til det nye herberg; jf. Levnedsbog, s. 23. I 1857 vedtog man loven om næringsfrihed, og derved ophævedes lavsvæsenet.
53
Harlequinfigur i den italienske maskekomedie, commedia dell’arte; en uforskammet, ung mand, der slår med sin sværdformede kæp, brix (sammenlagte tynde stykker træ, der giver en skraldende lyd ved slag); jf. Levnedsbog s. 23.
Vulcanus(latin) for gr. Hefaistos, ildens og smedenes gud; hans værksted er en vulkan; jf. Levnedsbog s. 23.
førsteførste, dygtigste.
Alderdoms-Levningerfortidsminder.
(Familie-)Haugerhaver.
Træ-BroeMagle- eller Møglebro (erstattet af jernbro 1844).
Postveienden nye landevej mellem Nyborg og Odense, anlagt 1795-1815 førte ind til Møglebro.
Blegdam(men)plads, hvor tøjet lægges til blegning i solen.
Signehentydning til Adam Oehlenschlägers romantiske tragedie Hagbarth og Signe, 1815, 5. handling.
Terne(r)(arkaiserende) ung, tjenende pige (hos en fornem dame).
Liintøj vævet af hør, linned.
Frøkenklosteret … Karen BraheDet Adelige Jomfrukloster, opført 1504-1508 som bispegård, 1717 oprettet som adeligt jomfrukloster på initiativ af den lærde, velhavende adelige Karen Brahe (1657-1736); udover at skænke indtægterne fra sine godser til jomfruklosteret oprettede hun et stort bibliotek.
Jens Andersen BeldenachJens Andersen Beldenak (d. 1537), katolsk biskop over Fyn 1501-1529.
Grevens Feideda Christian 2. (1481-1559, konge 1513-1523) blev frataget magten, blev hertug Frederik af Gottorp, konge i Danmark-Norge som Frederik 1. (1471-1533). Ved dennes død 1533 udbrød der borgerkrig, »Grevens Fejde« 1533-1536, som afsluttedes med Christian 3.s (1503-1559, konge fra 1534) sejr og reformationens gennemførelse. Christian 2.s tilhængere angreb Bispegården i 1534, fordi biskop Knud Henriksen Gyldenstjerne havde været med til at føre kongen til fangenskabet på Sønderborg Slot i 1532.
St. Albani Kirkei den oprindelige trækirke, Odenses første, viet til den engelske helgen Skt. Albanus, blev kong Knud 4. Hellige (fødelsår ukendt, konge fra 1080) dræbt i 1086, og hans relikvier blev i 1095 overført til den stenkirke, han selv havde lagt grundstenen til. Denne kirke blev viet til Knud i forbindelse med hans helgenkåring 1101 og revet ned kort efter reformationen.
BibliotheketKaren Brahes Bibliotek, kendt for sine folkevisehåndskrifter og teologisk og historisk litteratur fra tiden før 1716.
Klokke … Taarni »Bemærkninger« fra Samlede Skrifter bd. 27, 1868 (BFN 974), skriver H.C. Andersen om klokkedybet i Odense å: »Klokkedybet er udsprunget af Folketroen om Aamanden i Odense Aa og Sagnet om Kirkeklokken, der svang sig ud fra Albani Kirketaarn«; jf. Thiele 1, 2, s. 29 f., hvor det dog er klokkerne i Skt. Knuds Kirke, der flyver, fordi man ringede for stærkt med dem.
Jyderne … Altaretjf. Thiele 2, bd. 1 s. 28.
54
NonnebakkenNonnebakke, bakke syd for Odense å, tæt ved Skt. Knuds Kirke; oprindelig lå her en ringborg eller trelleborg (Burgh), der i middelalderen tilhørte Skt. Knuds Kloster og deraf fik navnet Nundeborrig, dvs. nonneborg; jf. Levnedsbog s. 29.
St. Knuds Klosterbenediktinerkloster, stiftet af Erik Ejegod ca. 1100, lå syd for St. Knuds Kirke.
Graabrødre Kirkehørte til Gråbrødre Kloster, stiftet af Erik Glipping 1279; lå på nordsiden af Gråbrødre Plads; kirken nedrevet 1821.
schauderlich(tysk) gyselig, rædselsvækkende.
jeg tænkte mig … ind i Kirkensml. Thiele 2, bd. 2 s. 133.
velbyrdige … velagtedegamle og officielle titulationsformer til medlemmer af de laveste rangklasser.
Munkemøllevandmølle, anlagt af munkene i Skt. Knuds Kloster i 1100-tallet; lå på sydsiden af åens nordlige arm.
Træbro og Holmenfra Munkemøllestræde førte en lille træbro over til møllen, der lå på en holm mellem den nordlige og sydlige arm af åen.
Heelthelhed.
St. Knuds … KirkeOdense gotiske domkirke; dens ældste del stammer fra 1100-tallets slutning, mens den nuværende kirke er opført i anden halvdel af 1200-tallet; tårnet er 60 m højt.
Munke-Mosehørte til Skt. Knuds Kloster og lå syd for åen.
Nonneklosterjf. noten til Nonnebakke.
SkovenHunderup skov.
Charlottenlund Tourpå H.C. Andersens tid var Charlottenlund et yndet mål for de københavnske borgeres søndagsudflugter om sommeren.
BaggatellenBagatellen var et landsted med smagfulde anlæg, som efter ejerens, etatsråd Marsilius Knudsens (1762-1847) død, blev opkøbt og benyttet som forlystelsessted under navnet Fiona.
Hunderuplandsby i Skt. Knuds landsogn syd for Odense, nu del af byen.
55
Christiansdals Skovtilhørte hovedgården af samme navn i Dalum sogn.
VandmøllenDalum Vandmølle.
Stamsæde(t)gods, hvorfra en (adelig) slægt stammer, eller som har været i dens eje i mange generationer.
Dalum KirkeDalum Kirke blev opført som kirke for de benedikternonner, der tidligere havde boet på Nonnebakken.
NonneklosterDalum Kloster, grundlagt o. 1200, stødte op til kirkens sydside, blev revet ned i første halvdel af 1600-tallet.
en SkrædderHenrik Skræp (død 1535), skrædder fra Odense, anførte en gruppe oprørere, der plyndrede Dalum Kloster og voldtog nonnerne 1534.
Courage(fransk) mod.
Byens Hedebymark vest for Odense.
Spanierne … Fyenunder Napoleonskrigene, hvor Danmark var allieret med Napoleon, kom et spansk-fransk hjælpekorps på ca. 2000 mand under Bernadotte til Fyn i marts 1808; jf. Levnedbog s. 22.
SkiveskydningDet Kgl. Privilegerede borgerlige Skyttelav, oprettet 1704, holdt sin årlige fugleskydning på heden anden tirsdag efter pinsedag; jf. Levnedsbog s. 24 f.
Raderrækker.
56
pasivtpassivt.
57
Erik LamErik 3. Lam (d. 1146), dansk konge, fødselsår ukendt.
Kong Hans(1455-1513), dansk og norsk konge fra 1482.
ChristineChristine af Sachsen (1461-1521), dronning fra 1478, død i Odense.
Christian den 2den(1481-1559), dansk konge 1513-1523.
Prinds FrandsFrans (1497-1511), søn af kong Hans, død af pest.
min Faders KisteH.C. Andersens far, Hans Andersen (1782-1816), døde 26. april, begravelsen fandt sted 30. april; jf. Levnedbog s. 31.
ConfirmationH.C. Andersen blev konfirmeret den 18. april 1819; jf. Levnedsbog s. 46.
Kalvekrydskalvekrøs, flæsepynt på et skjortebryst.
Præsten(s)stiftprovst Stephan Tetens (1773-1855), sognepræst ved Skt. Knuds Kirke 1812-1819, derefter biskop.
Pulpitur(et)balkon eller ophøjet, lukket galleri med siddepladser i en kirke.
Bispindebispinde Vibeke Muus, død 1755; jf. Thiele 1, tredje samling, 1823, s. 22.
Hovedvagtenlå på Flakhaven ved det daværende rådhus’ sydlige ende; opført 1480.
Fedlenegtl. violinen, her et violinlignende straffeinstrument af træ med huller, hvori forbryderens hals og håndled blev fastspændt; jf. Levnedsbog s. 37.
58
gammel Bygningpå Flakhavens sydlige side foran domkirken lå indtil 1857 »Beldenaks Gaard«, en bygning i to etager opført af biskop Jens Andersen Beldenak (d. 1537) til bispestolens kancelli.
en Gaard høiere oppeRiisbrigs gård i Overgade 11.
VulkanVulcanus.
Psyche(Dragt)(græsk) sjæl; fremstilles i græsk mytologi som en lille eller ung pige (med sommerfuglevinger) eller som en fugl.
Mærkelighedbemærkelsesværdig.
Kobberstikbillede trykt efter en graveret kobberplade; tidligere meget udbredt grafisk form.
temmeligttemmelig stort.
Betræk(kene)stoftapeter.
Udsiringerdekorationer.
Carl XKarl 10. Gustaf (1622-1660), svensk konge fra 1654; under den første Karl Gustav-krig 1657-1658 opholdt den svenske konge sig den 3.-4. februar 1858 hos gårdens ejer, Thomas Brodersen Riisbrig, borgmester 1649-1665, mens man undersøgte, hvordan den svenske hær kunne komme fra Fyn til Sjælland.
mærkelig Bygninghuset på østhjørnet af Overgade og Overstræde (nuværende nr. 28).
mærkeligbemærkelsesværdig.
Claus Bergtysk billedskærer, indkaldt til Danmark ca. 1504, død ca. 1535; den omtalte trefløjede altertavle fra ca. 1521 forestiller Kristi lidelseshistorie og rummer portrætter af kong Hans og den kongelige familie. Tavlen hang oprindelig i Gråbrødre Kirke, men blev solgt i 1805 og flyttet til Vor Frue Kirke, byens ældste, romanske kirke, fra 1200-tallet.
kunstigekunstfærdige.
forhen stodGråbrødre Kirke blev nedrevet 1817-1819.
een af de Mændmåske borgmester Andreas Roesteen Lindved, død 1817.
59
Hempel(s)Søren Hempel (1775-1844), bogtrykker, redaktør og udgiver af Fyens Stiftstidende og politiker.
astronomiske Taarnnedrevet 1929.
den gamle Bygningstenhus i to stokværk, opført af Karen Bryske 1594.
SlottetOdense Slot, opført 1720-1725 på stedet, hvor johanitterklostret lå.
Fredrik IVFrederik 4. (1671-1730), dansk konge fra 1699, døde på Odense Slot den 12. oktober 1830.
St. Hans’s Kirketidligere klosterkirke for johannitterordenen, bygget i 1400-tallet.
et gammelt Huusbeliggende omkring det nuværende nr. 12, siden nedrevet.
Stokværketager over stueplan.
Ole BagerOluf Nielsen Bagger (1521-1602), rådmand og velhavende handelsmand.
Caneelanekdoten gengives i J.H. Trützschler Hancks Kong Frederik den Anden og Oluf Bagger, 1837 s. 5.
Fredrik den 2denFrederik 2. (1534-1588), dansk og norsk konge fra 1559.
Obligationer og Beviisjf. Thiele 2 bd. 1, s. 107.
60
fattig … Myntanekdoten har ikke historisk belæg.
MyntegaardMøntergården, nu bymuseum, er en bindingsværksgård fra 1646.
Myntestrædenavnet kan spores tilbage til 1469.
Der fortælles ogsaaanekdoten gengives i Hancks Kong Frederik den Anden og Oluf Bagger, 1837 s. 20; motivet kendes fra bl.a. William Shakespeares King Lear. – »Den som giver ...«: jf. Mau 2852 og Hanck s. 21.
Tolderlundherregård nord for Odense, som oprindeligt tilhørte Oluf Bagger, ejedes af Kirstine Marie Iversen, f. Nielsen (1767-1837), enke efter bogtrykker, boghandler og udgiver af Fyens Stifts Journal Christian Henrik Iversen (1748-1827). Nyerup citerer Frederiks 2.s gavebrev på Tolderlund (oprindelig Tollelund) med tilliggende jorder.
Maries Høilandstedet Marieshøj på den østlige side af Odense Kanal.
HustrueMargrethe Clausdatter, død 1581.
Professor NyerupRasmus Nyerup (1759-1829), litteraturhistoriker; henvisningenhehnvisningen gælder Rasmus Nyerups og Søren Abildgaards Antiqvariske Reiser i Aarhuus Stift i Aarene 117 og 1807: Med et Tillæg indeholdende en halv Snees odenseske Monumenter i Kobber, 1808, s. 101 ff.
sal.dvs. salig: afdøde.
Epitaphiummindetavle ophængt i en kirke; epitafiet er fra 1576.
Pibekrave(r)fremstående (hvid) halskrave, lagt i tætte folder (piber). Alm. bestanddel af de højere klassers dragt i 15- og 1600-tallet.
NielsNiels Olufsen Bagger (ca. 1553-1602).
foddredeforede.
61
Annadød 1 år gammel.
Orthodoxerettroende.
Schlafrock(tysk) slåbrok.
Pusselankerben.
Næsbyhoved … VandmølleNæsbyhoved vandmølle nedlagt 1863; søen er siden (1863) tørlagt.
Batterisamling af skydevåben.
(Træ-)Grenader(en)infanterisoldat; Iversen havde træsoldater placeret ved sit landsted; udbredt skik i samtiden.
den gamle Slotsbygningjf. Vedel Simonsen Borgruinerne. Første Hæfte indeholdende Næsbyehoved og Ørkel, 1813 s. 44.
62
Søslagjf. Borgruinerne s. 17.
Dronning MargretheMargrete 1. (1353-1412), dansk dronning, regerede Danmark og Norge som formynder for sin søn fra 1380, og efter hans død 1387 blev hun de facto regent af Danmark, Norge og senere Sverige; jf. Borgruinerne s. 25.
Kong Hans … Christinejf. Borgruinerne s. 35f.
forthurtigt.
Vedel SimonsenLauritz Schebye Vedel Simonsen (1780-1858), dansk historiker; det nævnte hefte kom 1813.
HellufgaardHollufgaard, herregaard sydøst for Odense, oprettet af rigskansler Jørgen Marsvin (1494-1523) af sammenkøbte bøndergårde; hovedbygningen opført 1577 af sønnesønnen rigsråd Jørgen Marsvin (ca. 1527-1581).
Biskop KingoThomas Kingo (1634-1703), dansk salmedigter og biskop i Odense fra 1577; ejede ikke Hollufgård, men Fraugdegård i samme sogn.
bekjendt afkendt for.
rive … nedi 1829 fjernede man to karnaptårne og bygningens høje gavle.
63
St. Knuds Markedholdtes i Odense på Knud den Helliges dødsdag den 10. juli.
Lire(manden)strengeinstrument, hvis strenge sættes i svingning ved hjælp af et hjul med et håndtag, der drejes med den ene hånd, mens den anden hånd passer tangenterne.
rar(e)underlig.
min Skolemester(s Skyld)Simon Sørensen Meisling (1787-1856), rektor i Slagelse og Helsingør og en dygtig filolog; især kendt som oversætter fra klassiske sprog.
Isde(potter)af ister, flomme, fedt fra et svin.
Om Aftenen … sygeligt udonsdag den 15 juli, hvor kgl. skuespiller Christian Niemann Rosenkilde (1786-1861) gav en scenisk-deklamatorisk underholdning i Odense Teater på Sortebrødre Torv. Teatret, som havde haft skiftende ejere, indtil det blev solgt på offentlig auktion i 1824, var i dårlig forfatning; en genopretning blev påbegyndt september 1829.
Slagelse gamle Stads-Karetjf. Levnedsbog s. 100: »Byen [Slagelse] havde kun een eneste Karet, den var meget skrøbelig, men alle benyttede den«.
Theatret … Sorte-Brødre-KlosterOdense Teater var en anselig mur- og bindingsværkbygning, opført 1795 (nedlagt 1914, brændt 1922) på den ubebyggede plads, den såkaldte »Sortebrødre Kirkegaard«, det nuværende Sortebrødre Torv; sortebrødre var betegnelsen for den katolske dominikanerorden og klosteret blev grundlagt o. 1250, nedlagt ved reformationen.
Tartuffe og Don JuanTartuffe, 1664, fuldført 1669, dansk Tartuffe eller Den Skinhellige, 1724, og Dom Juan, 1665, dansk Don Juan eller Den Ugudelige, 1778, satiriske komedier af Jean Baptiste Poquelin, kaldet Molière (1622-1673).
wertherskefter titelfiguren i Johann Wolfgang von Goethes (1749-1832) følsomme kærlighedsroman Die Leiden des jungen Werthers, 1774, dansk Den unge Werthers Lidelser, 1832.
Nyerup6Rasmus Nyerup beskrev i Historisk-statistisk Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i ældre Tid, 1802-1806, fyldigt det danske rige.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Odense og dens Omegn [sluttet]

Del

[Sassy_Social_Share]