H.C. Andersen

Brylluppet ved Como-Søen

Opera i tre Acter

1849

Opført første gang 29. januar 1849
  • RODERIGO, lombardisk Adelsmand
  • ABONDIO, Geistlig
  • PERPETUA, hans Huusholderske
  • PATER CHRISTOPHORUS
  • RENZO, Silkespinder
  • AGNESE, Enke
  • LUCIA, hendes Datter, forlovet med RENZO
  • GRISO, Bandit i RODERIGOS Tjeneste
  • Værten
  • Leiesvende. Jægere. Bønderfolk af begge Kjøn
(Scenen er i en Landsby ved Como-Søen.)

Første Act

(Udkanten af en Landsby. Til Venstre AGNESES Huus med Blomsterpotter paa den murede Altan; mere i Forgrunden sprudler en Kilde i en colossal Muslingskal; til Høire et Osterie og ABONDIOS Huus, en høi Steentrappe fører til Indgangen tæt ved Huset, i Forbindelse med samme er et gammelt Klokketaarn. Midt paa Scenen udbreder sig en Platan, i hvis Stamme er anbragt et Madonnabilled, og rundt om dette hænge smaa Votivtavler, Kors, Hjerter og Hænder af Sølv, samt store Silkesløifer indviede Madonna. Baggrunden taber sig i en smal Gyde, indsluttet af hvide Mure, bag hvilke Viinhaver og Bjerge hæve sig. Det er Aften, Klokkerne ringe til ave Maria, Pigerne fra Landsbyen komme med deres Kobberkoncha paa Hovedet, for at hente Vand ved Kilden.)
CHOR

Hør fra Capellet Klokkens Klang,

Hør Børnene, som synge!

Imedens gaaer i grønne Vang

Den muntre Pige-Klynge.

Vi vandre til Platanen ned,

Tæt ved den klare Kilde:

At sladdre lidt om hvad man veed,

Er ikke just saa ilde!

LUCIA (træder ud af Moderens Huus, gaaer hen foran Madonnabilledet, hvor hun hefter to Sølvhjerter, som ere forbundne med en Piil).

Du, som var mild i Glæde, stor i Smerte,

Tag Billedet af mit og Renzos Hjerte.

Den næste Dag skal kjærligt os forene,

Madonna, du vil Lykken os forlene!

PIGERNE (ved Kilden, idet de see Lucia).

Der er Lucia!

LUCIA (knælende). SAMMEN

Ora pro nobis, sancta Maria!

PIGERNE

Kom, vi ville

Hende drille!

(idet de gaae forbi Madonnabilledet neje de dybt og gjøre Korsets Tegn).

Santa Maria!

(De samle sig om Lucia.)

Saa Du sviger

Egnens Piger;

Vil indtræde,

Langt fra Glæde,

I den tunge Kone-Stand.

SAMMEN

Han skal byde,

Du maa lyde,

Han er Herre, han er Mand.

LUCIA

Ti kun stille!

Mig at drille,

Andet I jo ikke ville!

PIGERNE

Stakkel! han har Dig bedaaret!

Vi kan gaae med Blomst i Haaret,

Flætte smukt vor Jomfru Krands,

Gaae med Knøsene til Dands.

Gjerne da med os Du fløi.

Men desværre,

Du er ei Din egen Herre,

Du maa sye paa Børnetøi!

LUCIA

Ti dog stille!

Selv I grumme gjerne ville!

PIGERNE

Passe Huset,

Skure Kruset!

SAMMEN

Sengene rede, Maden lave,

Det er reent at være Slave!

(Don Roderigo kommer med sine Jægere.)
JÆGERNE

Over Ranken, igjennem Kornet,

Dyret flyer for Jægerhornet!

(see Pigerne).

Hvilket Møde i det Grønne!

Piger skjønne,

Fyldige smukke!

Blomster, som er værd at plukke.

SAMMEN
PIGERNE

Vi hans onde Villie kjende!

LUCIA (idet Roderigo betragter hende).

Hvor hans mørke Øine brænde!

RODERIGO (griber hendes Haand).

Du er smuk!

Bøi dog ikke saa Dit Hoved.

Hvad betyder dette Suk?

Ah, Du er trolovet,

Kan jeg paa Din Flætning see. Brud maaskee?

JÆGERNE (idet de hver omfavne een af Pigerne).

Hos Dig er Alt tilbedeligt,

Jeg vil Dig Elskov lære!

PIGERNE

O, det er noget Kjedeligt,

Kan han mig ei la’ være!

RODERIGO (til Lucia).

Er det Frygten eller Sorgen,

Som berøver mig Dit Blik?

LUCIA

Herre, det er ikke Skik –!

Og mit Bryllup staaer imorgen!

RODERIGO

Bryllup! – nu saa skal Du have

Dette Kys, som Brudegave!

LUCIA

Hæslige Mand!

(river sig løs og klynger sig til Træet.)
RODERIGO og JÆGERNE

Blomsterne bryde,

Kjærlighed nyde,

Det er Forstand!

ABONDIO (kommer til).

Hvad er det! – Don Roderigo!

RODERIGO

Bruden gav jeg Brude-Skat!

Nu, den lykkeligste Nat.

JÆGERNE (idet de kysse Pigerne).

Nu, den lykkeligste Nat!

(de følge Don Roderigo.)
ABONDIO, LUCIA og PIGERNE

Som en Rovfugl-Skare,

De bortfare

Gjennem Dalens Krat og Tjørn.

O, jeg bæver!

(vender sig mod Madonnabilledet)

Op til Dig jeg Øiet hæver!

Du beskytte Dine Børn!

(Pigerne begive sig bort).
RENZO (kommer fra Gyden, han har et lille Faar under Armen og en Kurv med Fjerkreatur, Gaver, bestemte for Abondio).
LUCIA

Som Ild hans Kys mig brænder paa min Pande!

RENZO

Hans Kys! Lucia! Ha, jeg træffer ham!

(griber Dolken).
LUCIA

Imorgen, Renzo, er jeg evig Din!

RENZO

Jeg med mit Liv skal værne om min Ære!

ABONDIO

Hvis en Mægtig Dig fornærmer,

Vand i Blodet!

Om ei Helgenen beskjærmer,

Vand i Blodet!

Kan Du Lykkens Maal ei ramme,

Vand i Blodet!

Brændes Du af Elskovs-Flamme,

Vand i Blodet!

Drives Du forvidt af Modet,

Vand i Blodet!

Husk de Ord, som Bøn og Psalme:

»Vand i Blodet!«

For at vinde Seirens Palme,

Vand i Blodet!

I Din Afmagt, i Din Ære,

Vand i Blodet!

Frem for alt man det maa lære:

»Vand i Blodet.«

Har Du det nu ret i Ho’det,

Vand i Blodet.

RENZO

Mit unge Hjerte brænder –

LUCIA

– Af trofast Kjærlighed.

BEGGE

Kun Du min Lykke kjender,

Kun Du min Lykke veed.

Hos Dig jeg glemmer Sorgen,

Jeg føler ret min Vaar,

SAMMEN

Imorgen, ja imorgen,

Vor bedste Dag fremgaaer!

ABONDIO (betragter Gaverne, Renzo har lagt paa Jorden).

Du bringer mig en Gave,

Dit Hjertelag jeg veed!

Skal jeg det Hele have

For min Uleilighed! –

Min unge Ven, jeg spørger: er det Offer?

RENZO

Jeg er ei riig, jeg kan ei bringe bedre!

LUCIA

Min Moder ogsaa sende vil sin Gave!

ABONDIO

Hav Tak! og nu iaften ingen Kyssen;

Du, Renzo, maa, og det i denne Time,

Gaae til Don Razeda di Marivari

Og hent min store Bog, siig kun min store –

Latin forstaaer Du ei! den maa jeg have,

Den hører med til Vielsen imorgen.

RENZO

Jeg flyve vil afsted!

LUCIA

Og jeg, jeg bringer

Perpetua hvad Renzo her har bragt!

RENZO

Lucia! (trykker hende i sine Arme).

BEGGE

Himlen er i vort Bryst.

– Hvo kan vel male,

SAMMEN

Hvo kan udtale,

Kjærligheds Lyst!

ABONDIO

Der er en Hale

Ved Kjærligheds Lyst!

Er det at flye? At hente Bogen!

RENZO

Jeg flyver!

LUCIA

Nu gaaer jeg.

BEGGE

Lev vel!

(han gaaer ud gjennem Gyden. Lucia op i Abondios Huus).
ABONDIO

Saaledes voxe Menneskene op!

Ham har jeg givet Riis og rusket hende,

Og nu imorgen er’ de gifte Folk!

Rosenhække

Groe om Hyttens Vægge,

Der, hvor de begge

Bygge og boe.

Stuen er lille,

Men Plads de finde ville

I Aftnens Stille

At kysses de to.

Jo, jo! –

Kjærligheden

Har den Magt,

Selv den værste Vraa herneden,

Den forvandler til et Eden,

Har man sagt.

Og ud fra dette Paradiis

Gaae uopdragne Poder,

Dem skal jeg ruske og give Riis,

Som Fader og som Moder.

Rosenhække,

Groe om Hyttens Vægge,

Der, hvor de begge

Bygge og boe!

– Det er en Historie,

Daglig den skeer,

Kjærligheds Glorie

Om den man seer.

Smalhans i Huset

Frisk Vand i Kruset,

Skraalende Smaa,

Slet intet paa,

Mueligt dog Vesten.

Intet forresten –!

– Rosenhække.

Groe om Hyttens Vægge,

Der, hvor de begge

Bygge og boe! –

(Under Sangen er det blevet mørkt; fra Baggrunden snige sig to Banditter, de bære paa Hovedet et grønt Næt, der med en stor Qvast hænger dem ned over Skuldrene, et Læderbelte med Pistoler og Krudthorn, samt en Dolk og en stor Kaarde. Den ene stiller sig ved Udgangen af Gyden, den anden lægger sig paa Trappen foran Abondios Huus, en tredie Bandit viser sig i Forgrunden til Venstre, siddende skrevs over Muren; deres Opmærksomhed er henvendt paa Abondio.)
ABONDIO (bliver først vaer den paa Muren, derpaa den, som spærrer ham Opgangen, og endelig den bag ved sig).

Hvad vil denne? Hvad vil disse?

Alt mit Mod forgaaer tilvisse.

Dølg din Skræk,

Viis dig kjæk.

(gaaer med paatagen Rolighed henimod Huset).
FØRSTE BANDIT (GRISO) (reiser sig).

Imorgen skal da Renzos Bryllup staae?

ANDEN BANDIT

Ham og Lucia Du forener sammen?

TREDIE BANDIT

Og Du vil med til Bryllups-Fest og Gammen?

ABONDIO

De giftes vil, og jeg dem vie maa!

FØRSTE BANDIT (med Kraft, idet han holder Pistolen imod ham).

Men ei imorgen!

ANDEN BANDIT (ligeledes).

Ikke næste Dag!

TREDIE BANDIT (ligesaa).

Ei nogensinde –!

ABONDIO

Løftet har jeg givet!

Betænk! forklar! – Det er en egen Sag!

ALLE TRE BANDITTER

Hvis Du dem vier, koster det Dig Livet!

ABONDIO

Ak, jeg Ulykkelige!

Ak, siig hvad jeg skal sige;

Hvor skal jeg finde Svaret?

FØRSTE BANDIT

Du er advaret!

ANDEN BANDIT

Din Lod Du kjender!

TREDIE BANDIT

Don Roderigo Dig sin Hilsen sender!

ABONDIO

O Vee!

ALLE TRE BANDITTER

Vær taus!

ABONDIO

Jeg tier!

ALLE TRE BANDITTER

Du bliver dræbt, hvis Du dem vier.

(de trække sig bort).
ABONDIO (halv afmægtig).

Jeg Elendige!

Alt det Indvendige

Neier og dreier;

Jeg er, som Sivet, see hvor jeg sveier!

(han naaer hen til Trappen, men synker afkræftet ned paa det nederste Trin).

Du Hellige af Assisi!

Store Voxlys, hele ni,

Skal du have,

Blomsterpotter med i Gave!

O, hvor kommer jeg her fra?

(med skjælvende Stemme)

Perpetua!

– Bliv mig fra Livet!

Jeg er som Sivet! –

– Udvendige, Indvendige!–

Jeg Elendige! –

Perpetua!

PERPETUA og LUCIA (træde ud)

De har kaldet!

Herre, blev De overfaldet!

ABONDIO

Vil I tie!

PERPETUA og LUCIA

O, du Himmel!

ABONDIO

Saae I ikke, jeg blev svimmel.

PERPETUA og LUCIA

Hvad er skeet!

ABONDIO

Ifald Du skriger –!

Dersom jeg eet Ord kun siger –

Ja, saa slaaer man mig ihjel! –

PERPETUA og LUCIA

Har man Dem forbudt at tale!

ABONDIO

Vil I tie! I er gale!

Gaae, Lucia! gaae! sov vel!

LUCIA

Jeg skal gaae!

ABONDIO

Det kan Du høre.

Du skal sove! –

LUCIA (idet hun langsomt gaaer henimod sin Moders Huus).

Hvad er skeet!

PERPETUA

Herre, siig hvad har I seet!

ABONDIO

Siig mig dog hvad jeg skal gjøre,

De vil vies, jeg skal vie –

Ak, men Tingen har en Hale! –

PERPETUA

Har man Dem forbudt at tale.

ABONDIO

Hvem har sagt det! vil Du tie!

See, der staaer endnu Lucia!

Vil Du ind!

LUCIA og PERPETUA

Sancta Maria!

LUCIA (gaaer).
PERPETUA

Tal Dem ud, min gode Herre!

ABONDIO

Men jeg tør jo ikke tale!

Du har luret, Du har seet dem!

Don Roderigo vil os myrde!

Og jeg vier dem ikke sammen!

PERPETUA

Don Roderigo har forbudt det?

ABONDIO

Hvis det mindste Ord jeg siger,

Vil han tage Livet af mig!

BEGGE

Jeg er bange, meget bange! –

Jeg i Nat faaer ei et Blund,

Man kan myrdes mange Gange,

Før den næste Morgenstund.

Myrdes, dræbes, – Gud bevares!

Alt kan vendes op og ned!

Hvad kan Een ei vederfares?

Tanken gjør mig kold og heed!

RENZO (kommer fra Baggrunden med Bogen).

See, her er Bogen. – I er syg.

ABONDIO

Hvad, jeg!

Det var en Svindel, kun en ganske lille.

Naa det er Bogen! Du har været flink.

RENZO

Det er man Aftenen før sin Bryllupsdag,

Imorgen altsaa!

ABONDIO

Hvad? Hvad saa, min Søn.

RENZO

Det er mit Livs den lykkeligste Time!

ABONDIO

Paa Sligt man gjemme skal – for Alderen.

Derover har jeg tænkt og da det træffer,

At Du imorgen ikke kan faae Bryllup!

RENZO

Hvorfor? Hvad er der skeet!

PERPETUA

Du veed jo ei hvad der kan nøde Herren!

RENZO

Ha, nøde! tal! hvo standse kan vort Bryllup!

(griber sin Dolk).
ABONDIO

Renzo, vær fornuftig bare!

PERPETUA

Mord! ak Mord!

RENZO

Guds Blod!

ABONDIO

O Qval!

Jeg vil tydeligt forklare! – – –

Men vær taus!

PERPETUA

Jeg bæver!

RENZO

Tal!

ABONDIO

Gjem dog Dolken, og jeg taler,

Don Roderigo – –!

RENZO

Han vil hindre!

ABONDIO og PERPETUA

Renzo, skrig dog noget mindre!

Vielsen hanmigforbød!
ham

Han har truet med minDød!
hans
RENZO

Don Roderigo!

ABONDIO

Jeg stod her, –

PERPETUA

– tænkte der var ikke nogen,

Du var gaaet efter Bogen – –

ABONDIO

– Da steeg over Muren der

En Bandit, – Een laae paa Trappen,

Og en tredie svøbt i Kappen

Kom fra Gyden, – de mig tvang,

Med Pistoler. – Ogsaa Du,

Med Din Dolk mig tvinger nu,

Dette Vaaben, som jeg hader,

Trak Du mod Din Skriftefader! –

RENZO (paa Knæ).

O tilgiv! – men ei I kjender –

Blod og Sjæl og Tanke brænder! –

Nei! om det med Helved ender,

Hun er min!

ABONDIO

Sværg, Du vil tie!

RENZO

Først tilgiv mig!

ABONDIO

Nei!

RENZO

Tilgiv!

ABONDIO

Sværg mig Taushed!

RENZO

Du os vie –

ABONDIO

Nei! – Gaae bort! –

RENZO

Saa tag mit Liv!

Min Dolk er skarp, min Arm er stærk,

Kjækt skrider jeg til Hævnens Værk,

Vil man mit Alt mig røve.

ABONDIO og PERPETUA

Han raser mod den Stærkes Magt!

For det Par Ord, som her er sagt,

Vil han et Mord udøve!

ABONDIO

Vær taus som Døden!

RENZO (med Betydning).

Døden.

ALLE TRE

En Dødsgift gjennem Blodet gaaer,

Jeg høre kan hvor Hjertet slaaer! –

RENZO (kaster sig paa Jorden).
ABONDIO og PERPETUA

Guds Moder, hjælp i Nøden!

(gaae ind).

Tonio og en Deel af Byens mandlige Beboere, meest unge Knøse, kommmer fra Staden; Tonio spiller paa Guitarre.

TONIO og CHOR

1.

Hvor Lampen brænder derinde,

Hvor Alt er tyst,

Mig skjænker den deiligste Qvinde

Kjærligheds Lyst.

Herude svømme i Luftens Blaa,

Som Guldfiske, alle de Stjerner smaae,

To Sole jeg skal finde,

I Hytten, hvorhen jeg maa!

RENZO (paa samme Tid).

Madonna, du hellige, rene,

Forbarm du dig!

Jeg staaer i Verden saa ene,

O hjælp du mig!

Du veed min Elskov er stærk og stor,

Du lede mig paa min Fjendes Spor,

Jeg lurer bag Skovens Grene,

Og hævder den Eed jeg svoer!

TONIO og CHOR

2.

Lad Ørnen løfte sin Vinge,

Meer høit jeg gaaer;

I Hytten saa lav og ringe,

Himlen jeg naaer!

Hvert Lys er en Stjerne, der ruller ud.

O, det er en Nat med Stjerneskud,

En Nat med Drømme, som Blad paa Green,

Og dog kun een Drøm, een eneste een.

TONIO

God Aften, Renzo!

RENZO

Venner, hører mig!

Min Brud man røver mig. Don Roderigo –

CHOR

Don Roderigo! –

RENZO

– brænder for hver Qvinde!

Hans Leiesvende trænge i vort Huus;

Vi vill’ ei taale det! vi kunne ikke!

Han har forbudt mit Bryllup med Lucia;

Vi lide Alle under denne Voldsmand!

CHOR

Lov og Ret er sat i Skygge,

Ingen ærlig Mand har Lykke!

Vover Een at løfte Ho’edet,

Ridderstøvlens Hæl han faaer.

Slide maa man, saa at Blodet

Ud af Negleroden gaaer,

Hjem og Eiendom, desværre

Eier Ingen,

Det er Tingen,

Roderigo er jo Herre!

RENZO

Hver i sit Hjem til Broder og til Fader,

Udtal, hvad der bør skee, hvad der skal skee!

Taarnklokken snart med Malmets stærke Tunge

Vil give Tegnet, sige: »det er Tid!«

1.

Ha ryst Aaget af din Skulder,

Retfærds Kraft er stor!

Det er under Kampens Bulder,

Friheds Træet groer!

Gud har ei til Træl os skabt,

Frihed er hans bedste Gave,

Afmagt, Lasten, den er Slave,

Giv dig selv ei tabt!

CHOR

Gud har ei o. s. v.

RENZO

2.

For hvad Himlen os har givet,

Slægt og Fædreland,

Skal vi modigt vove Livet,

Qvinden bliver Mand.

Gud har seet vor tunge Nød,

Under Overmagtens Vælde,

Undertrykkerne vi fælde,

Frihed eller Død!

CHOR

Gud har ei o. s. v.

TONIO

Forsigtighed!

RENZO

Du Feige!

TONIO

Lad mig tale!

RENZO

Naar først man har vor Brud, vor Hustru skjændet,

Er det for seent! –

TONIO

O Gud, min arme Søster!

Tro mig ei feig, men her er Overmagten,

Kun Snildhed seirer! værer forberedte!

Paa vore Vægge hænger Flinten ladt,

Jeg overveier! – Husk Besindighed!

CHOR

Nu Ilden ulmer, snart den slaaer i Flamme!

RENZO

Min Dolk er skarp, jeg skal hans Hjerte ramme!

TONIO

Man maa være snild som Slangen!

Lad os synge Elskovs Sangen –

(griber i Guitarren).
CHOR

Hver en Nidding bløde,

Vandre til de Døde

Sin Straf imøde!

Hævn!

TONIO (til Guitarren).

»Hvor Lampen brænder derinde,

Hvor Alt er tyst – «

CHOR

Hævn!

Anden Act

Morgenstund

(Samme Decoration).
RENZO

Den lange Nat jeg her alene stod,

Alene – nei, jeg havde hos mig Sorgen,

Guds Sol gaaer op, men ei min Bryllupsmorgen,

Din røde Glands er Roser ei, men Blod!

Da Alle gik at sove –! De det kunde!

Ha sove nu –! Lucia, sødt Du blunde,

Drøm om vor Fest! –

(styrter hen mod Madonnabilledet.)

O lad Dig røre!

Du Smertens Moder, luk dog ei dit Øre,

Du vil, Du maa mig høre!

Romanze

Jeg er saa inderlig bedrøvet!

Det er, som Alt var Nat,

Som var jeg reent forladt;

O, hvilken Smerte!

Og dog af Kjærlighed er fuldt mit Hjerte!

Jeg er saa inderlig bedrøvet,

Ei Ord kan sige det!

O havde jeg udgrædt,

Udgrædt min Smerte!

Og dog af Kjærlighed er fuldt mit Hjerte!

(Lucia træder ud, lidt efter kommer Agnese.)
LUCIA

Min Renzo! – Haanden skjælver! Du er bleg!

RENZO

Man vil os skille ad!

AGNESE

Den Magt har Ingen.

RENZO

Abondio vil ei vie os! – Don Rodrigo –

LUCIA

– Jeg frygter ham! – Vi tør ei blive her!

AGNESE

Først maa I være gifte – Mand og Kone!

RENZO

Naar Aftenklokken klinger,

Jeg til mit Stævne gaaer,

Skjult under Nattens Vinger,

Jeg, som en Hævner staaer.

LUCIA

Naar Barne-Sangen toner

I Aftensolens Glød,

Tænk fromt paa din Forsoner

Og ei paa Hævn og Død.

(klynger sig ængstelig til ham).
RENZO

Naar Aftenklokken klinger

Og Mørket tager til,

Bag Helveds røde Vinger

Hans Sjæl da skjælve vil,

LUCIA

Naar Barnesangen toner,

Ved Dig ei ondt der skeer,

Høit over Piniens Kroner

Gud fra hver Stjerne seer!

AGNESE

Forsigtig maa Du være!

Og I maa bort herfra.

En List af mig I lære,

Og Himlen hjælper da!

RENZO

Jeg Oprørs Flammen tænder,

Mig Vennerne forstaae.

AGNESE

Jeg deres Styrke kjender,

Nei List vi bruge maa!

Først maa Du see at skaffe tvende Vidner,

Med disse kom bag paa Abondio,

Og da – Du Renzo siger høit og klart:

»Abondio, Lucia er min Kone!«

Og Du Lucia, taler ogsaa høit

»Abondio! see Renzo er min Mand!«

Naar det er sagt og hørt af tvende Vidner,

Da er I to saa godt som ægteviede,

Det er en gammel Skik i dette Land,

Ved den blev gift min Fader og min Moder.

RENZO

O var det mueligt!

AGNESE

Derpaa kan I reise,

I maa herfra!

LUCIA

Men Pater Christophorus

Maa vide det!

AGNESE

Ja naar det først er skeet;

I Grunden er det jo en lille Synd.

Han, i sin Stilling kan ei raade til den!

Men siden efter kan han os tilgive!

RENZO

Vor Synde-Tavle blev Don Roderigo!

Jeg mine Vidner har! see Tonio skylder

Til Hr. Abondio fem og tyve Lirer!

Jeg vil betale dem! Han og hans Broder

Strax hjælpe os! Du vover det Lucia!

LUCIA

Jeg vover det!

(de synke alle ned for Madonna).
ALLE TRE

Hjælp! hellige Maria!

RENZO (springer jublende op.)
Romanze

1.

Naar hist over Øen

Maanen stiger frem,

Seile vi paa Søen

Til vort nye Hjem.

Bort herfra.

La, la, la, la!

Jeg er saa salig glad

I Elskovs Lykke!

O ingen Digters Qvad

Kan sligt udtrykke.

Jeg er saa salig glad!

La, la, la, la!

SAMMEN
LUCIA

Du aander glade Sange!

Mit Hjerte er saa bange.

AGNESE

Han aander glade Sange!

Og Du –! Hvorfor saa bange!

RENZO

2.

Morbærtræet grønnes,

Silke har hvert Blad,

Fliden herligt lønnes,

Elskov gjør os glad!

Bort herfra!

La, la, la, la!

Jeg er saa salig glad

I Elskovs Lykke!

O ingen Digters Qvad

Kan det udtrykke.

Jeg er saa salig glad!

La, la, la, la!

LUCIA og AGNESE

Duaander glade Sange osv.
Han
RENZO

Dig skal jeg favne som min Viv!

LUCIA

Jeg elsker Dig meer end mit Liv!

ALLE TRE

Guds Moder kjærligt til os see!

Hun fjerne hver en Sorg og Vee,

Hun lade kun det Bedste skee!

AGNESE (til Renzo).

Afsted!

LUCIA

O bliv!

RENZO

Jeg maa!

LUCIA

O bliv.

RENZO og LUCIA

Jeg elsker Dig meer, end mit Liv!

AGNESE

Søg dine Vidner, bring de to!

Og saa, til Hr. Abondio! – –

RENZO

For sidste Gang vi skilles ad!

ALLE TRE

Farvel! Farvel! vær stærk og glad!

(Renzo iler ud).
LUCIA

Ak! som en deilig Melodi

Er Ungdoms Drøm og Haab forbi!

Ei kan mit Hjerte være glad,

Maaskee vi skilles evigt ad.

AGNESE (kjærligt).

Mit lille syge Barn, hviil Du dit Hoved

Op til mit Bryst og jeg skal synge for Dig

En Vuggevise, som da Du var lille,

Fortælle for Dig en Historie,

Min kjære, min forkjælede Lucia!

(Hun har sat sig ned, Lucia sidder for hendes Fødder og hælder sit Hoved i hendes Skjød).
LUCIA (betragter hende).

Jeg seer i dine Øine ind i Himlen.

AGNESE Vuggevise

1.

Sov sødt, Du som opfylder mine Tanker,

Du al min Glæde her, Du al min Lyst,

Du som har hvilet under dette Bryst;

Du veed ei hvor en Moders Hjerte banker! –

LUCIA

Et Barnehjerte det kan ogsaa banke.

AGNESE

Jeg Dig omfatter med min Sjæl og Tanke.

2.

Du selv en lille Baad med skjøre Planker,

Af Bølgen vugges fra den stille Kyst.

Du som har hvilet under dette Bryst.

Du veed ei hvor en Moders Hjerte banker.

LUCIA

Et Barnehjerte det kan ogsaa banke.

AGNESE

Jeg Dig omfatter med min Sjæl og Tanke!

(Jægerhornet lyder).
LUCIA og AGNESE (fare op).

Don Roderigo! ha! han kommer atter.

Du Smertens Moder knus den Ondes Magt.

PATER CHRISTOPHORUS (træder ind).

Fred og Velsignelse!

(til Lucia)

Min fromme Datter,

En Brudegave har jeg her Dig bragt.

(rækker hende en indviet Rosenkrands).
LUCIA

O fromme Fader her boer Sorgen!

Men Du ei Haanden af os slaaer.

Den onde Ridder hist paa Borgen,

Vil ikke at mit Bryllup staaer.

Jeg saae hans onde Øine brænde,

O Gud jeg kan dem altid see!

Snart komme vil hans Leiesvende!

Jeg har en Skræk; o Alt kan skee!

PATER CHRISTOPHORUS

Bønnen er den Svanevinge,

Som os til vor Gud kan bringe,

Der vor Smerte vi udgræde,

Der vi drikke Himlens Glæde!

AGNESE

Nylig talte I i Kirken,

Eders Ord jeg nøie veed!

»Selv Du virke! i din Virken

Lægger Himlen Hjælpen ned!«

(Jægerhornet lyder igjen).
ALLE TRE

Jægerskaren! hele Vrimlen!

Derfor hurtig bort herfra!

PATER CHRISTOPHORUS

Stol paa mig, men meest paa Himlen!

LUCIA og AGNESE

Vi os skjule maa!

JÆGERNE (udenfor).

Trara!

PAA ENGANG
AGNESE (til Lucia).

Seer Du, Hjælp kan han ei skjænke,

Selv vi handle maa og tænke!

LUCIA og PATER CHRISTOPHORUS

Bønnen er den Svanevinge

Som os til vor Gud kan bringe!

JÆGERNE

Trara!

ALLE TRE

Bort herfra!

(Lucia og Agnese gaae ind i Huset).
PATER CHRISTOPHORUS

Jeg hader ham den Mægtige!

(med et Blik mod Himlen).

O Fader!

Det er jo Ret at jeg det Onde hader!

Fra Ungdoms Tid,

En Billed-Række skyder frem som Ranken,

Belyst af Tanken,

Der bæver hid og did!

Jeg, Kjøbmands Sønnen, ung og stolt i Hu,

Med leied’ Skare, vandrede, som Du;

I Gaden jeg din stolte Slægtning mødte,

Han vilde ikke vige – og jeg stødte

Min Dolk dybt i hans Bryst; jeg saae han blødte,

Den Adelsbaarne laae foran min Fod.

– Nu Klosterhallen kjølet har mit Blod,

Der fandt jeg Fristed – Tankens Ro jeg vandt,

Mig selv jeg der gjenfandt.

Flyv hen mit Had!

Og kom Du Aandens Due til mit Hjerte,

Dulm hver en Smerte

Med Fredens Olieblad.

Hør det hvorom jeg bad!

RODERIGO og JÆGERNE
CHOR

Hussa! i det dunkle Krat!

Natten er Dag og Dagen er Nat!

RODERIGO

Jage, drikke, favne sin Pige,

Det er det jordiske Himmerige!

CHOR (foran Osteriet)

Luk op! luk op! Viin vil vi drikke!

Viin! Viin høre I ikke!

(der bringes Viin, de larme vildt).
GRISO

1.

Vi jage gjennem den dunkle Skov,

Saa at det dundrer for Hestens Hov.

Vi gjennem Kornet og Hække bryde,

Hundene halse og Hornene lyde!

Hussa! i det dunkle Krat!

Natten er Dag og Dagen er Nat!

RODERIGO

2.

Skoven og Marken er Drikkesal,

Jægerhornet vor Viin-Pokal.

Ei maa vi savne deilige Qvinder,

Elskovsblussende Bachantinder!

Hussa! i det dunkle Krat!

Natten er Dag og Dagen er Nat!

CHOR

Hussa! i det dunkle Krat,

Natten er Dag og Dagen er Nat!

(vild Larm).
GRISO (idet han seer Christophorus).

En Lurer! heisa!

JÆGERNE

Pater Christophorus!

(de bøie sig).
CHRISTOPHORUS

Fred over Eder!

RODERIGO

Bring ham strax et Bæger!

CHRISTOPHORUS

Jeg vandrer hjem!

RODERIGO

Vi drikke Klostrets Skaal!

CHRISTOPHORUS

En vigtig Sag mig fører hid til Eder,

Men vi maa tale ene! –

RODERIGO

Først et Bæger.

CHRISTOPHORUS

Man har misbrugt Eders Navn,

Tvunget Hr. Abondio

Til at nægte en Forening

Mellem Renzo og Lucia!

Men I er uskyldig Herre!

Og vil vise det for Alle,

Ved at Brylluppet fuldbyrdes

Ja I kan det og I vil det,

For Samvittighed og Ære!

RODERIGO

Ha, Samvittighed og Ære!

Begge jeg at hævde veed!

CHRISTOPHORUS

Herre! I retfærdig være!

Tænk paa Guds Bamhjertighed.

RODERIGO

Til en Fasteprædiken, Kjære,

Er ei her det rette Sted!

CHOR

Fyld hver Pokal!

Lystigt er Jægernes Bachanal!

RODERIGO

Jeg kan ikke rede finde

I den Tale om en Qvinde!

Munk, kom ikke saa fortroligt, –

Eders Blod det er uroligt

For en Pige!

CHRISTOPHORUS

Ja det er det!

Og min Sjæl er dybt bedrøvet!

Her staae tre alt Haab berøved’

Og I hjælpe kan saa let,

Kun eet Ord – I vil det sige!

Det er Ædelt, Stort og Godt!

RODERIGO

Vel saa bring den Stakkels Pige

Til et Fristed – til mit Slot;

CHRISTOPHORUS

Eders Slot! – Hun, Ulvens Bytte!

Gud i Himlen vil beskytte,

Frelse veed han, Straf han veed;

I har ei Barmhjertighed!

RODERIGO

Capuciner!

CHRISTOPHORUS

Dommens Torden

Ruller eengang, over Jorden,

Hver en Handling, hver en Tale

Raaber fra de Dødes Dale,

Med Basuner og i Flammer,

Ind til Glæde – eller Jammer!

RODERIGO

Tomme Ord jeg hører buldre,

Munk! Din Dragt Dig Redning være,

Ellers Dine dovne Skuldre

Skulde Straffens Mærke bære!

CHOR

Det er intet venligt Møde,

See, hvor deres Øine brænde,

Som naar Dolken jeg vil støde

I et Bryst, hvis Liv skal ende!

Han tør træde frem og true,

Ene imod Overmagten!

Som en Ridder stolt at skue

Staaer han der i Munkedragten.

CHRISTOPHORUS

Tanken veed jeg i Dit Bryst,

Ond og dyrisk er Din Lyst!

Gud vil Uskylds Børn beskytte!

Straffe Dig! – Du Syndens Bytte!

(Gaaer med Værdighed bort).
RODERIGO

Munk! – –

(griber sit Sværd men standser)

– Jeg slaaer dig med min Latter!

Og favner saa den smukke Evadatter!

(Romance-Melodien fra før)

3.

Vildt gjærer Ilden i Druens Saft,

En Qvindes Kys har dog større Kraft

Viin vil jeg drikke, Ungmøer favne,

Qvinde og Viin er de lifligste Navne!

Hussa! i det dunkle Krat,

Natten er Dag og Dagen er Nat!

JÆGERNE

Hvad var det Munken vilde?

En Præd’ken ved vort Gilde.

RODERIGO (til Griso).

I denne Aften, – Du mig kjender, –

Lucia være maa i mine Hænder!

GRISO

I denne Aften!

RODERIGO

Ja, som jeg har sagt!

Hun bringes til mit Slot, brug List, brug Magt! –

GRISO

Vi gaae herfra,

Til Slottet I tage,

Jeg vender da

Som Speider tilbage;

I har mig sagt

Brug List, brug Magt, –

Ved Ave Maria

Hver Aften Lucia

Gaaer ned til Capellet! –

RODERIGO

Ungmøes Farvellet

Hun siger i Nat ved mit Bryst!

Salige Lyst!

CHOR

(Romance-Melodien)

Vildt gjærer Ilden i Druens Saft,

En Qvindes Kys har dog større Kraft.

RODERIGO

Viin vil jeg drikke, Ungmøer favne,

Qvinde og Viin er de lifligste Navne!

CHOR

Hussa! i det dunkle Krat!

Natten er Dag og Dagen er Nat!

Tredie Act

(Samme Decoration; henimod Aften; GRISO med flere af RODERIGOS Leiesvende forklædte som Bønder, sidde til Venstre udenfor Osteriet; til Høire er et dækket Bord for RENZO og hans Gjæster. GRISO har nyligt ageret Improvisator).
LEIESVENDENE (juble).

Bravo, godt improviseret!

Stolte Vers har han leveret!

(Lucia og Renzo ere midt i en Saltarello, Moder Agnese slaaer paa Tamburinen, Tonio støtter sig paa Gervasius Skulder og seer paa Dandsen).
TONIO

Det stor Glæde mig forvolder!

Og betragt kun ham! See Minen.

GERVASIUS

Hun saa nydeligt sig holder! –

Godt slaaer Moder Tambourinen!

LEIESVENDENE

Bravo! Bravo!

GRISO

Vært bring Vinen!

CHOR

»Mora«-Spillet!

VERTEN (bringer Viin og Mad for Renzo og hans Selskab).

De behage!

AGNESE (slaaer et stærkt Slag paa Tamburinen).

Endt er Dandsen!

TONIO og GERVASIUS

Det skal smage!

GRISO (paa den anden Side).

Viin! bring Viin!

LEIESVENDENE

Den bedste Slags!

Og nu Moraspillet strax! –

(Renzo med sit Selskab tage Plads ved deres Bord, Griso med Kammeraterne begynde Spillet).
CHOR

Sex! otte! fem! tre! ni!

Otte! fire! syv! to! ti! –

VERTEN (bringer Viin).

Bedre Drue ei kan groe!

Det er Aliatico!

RENZO, LUCIA, AGNESE, TONIO og GERVASIUS

Luften er saa deilig sval

I Platanens Skygge!

Som i kjøle Marmorsal

Er her godt at bygge!

GRISO

Vi sidde her et lille Lag,

Os ingen Sorg krabadsker!

Foroven Piniens grønne Tag,

Forneden – fyldte Flasker!

CHOR

Og Fuglen synger med saa godt den kan.

Og synger Fisken ei, saa dandser han!

SAMMEN
RENZO (idet han betragter dem, til Verten).

Hvo er de, som sidde hist!

VERTEN

Skikkelige Folk for vist.

De har Penge og de drikke. –

Vide meer behøves ikke.

TONIO og GERVASIUS

Nei hvor deiligt er dog Brødet,

Fuld af Saft er Figenkjødet,

Skinken som Kastanier sød,

Vinen liflig, frisk og rød.

GRISO (til Verten).

Hvo er de, som sidde hist.

VERTEN

Skikkelige Folk forvist.

GRISO

Her fra Byen?

VERTEN (bejaende).

Mænd og Qvinder!

Renzo, han er Silkespinder –

(med dæmpet Stemme giver han Underretning om hver især).
SAMMEN
ALLE uden LUCIA

Hvor det smager, hvor det qvæger!

LUCIA

Sælsom Angst mit Bryst bevæger!

GRISO

Drik dog ud at jeg kan skjænke!

Glasset endnu fyldes maa!

KAMMERATERNE

Vi paa Vandringen maa tænke

Førend Mørket falder paa!

ALLE

Vær forsigtig! vogt Dig nøie,

At de Intet mærke der!

Spøg paa Læbe, Smiil i Øie,

Klæder godt Enhver især.

LUCIA

Ak jeg forudseer det Hele!

(hælder sin Kind mod Renzos Skulder).
GRISO (til Verten).

Jeg betaler!

VERTEN

Her er Alting nøie sat.

KAMMERATERNE

Snildt vi nu maa os fordele. Tys!

(idet de bryde op hilse de Renzos Selskab)

Den lykkeligste Nat!

ALLE

Den lykkeligste Nat!

RENZO

Den Enes Ansigt synes mig bekjendt!

LUCIA

Hans Blik var speidende! – Jeg har en Angst!

TONIO

Vær uden Frygt! – Snart er Du Renzos Kone!

AGNESE

Tal ei saa høit!

TONIO

Nu faaer jeg min Guldkjæde,

Der staaer i Pant hos Hr. Abondio!

Tak Renzo! Venskab viser jeg for Venskab.

For dine Penge løser jeg mit Pant!

AGNESE

Det bliver mørkt! – Nu maa vi vove det!

(til Gervasius og Tonio).

I banke paa!

(til Lucia og Renzo).

Skjul Eder bag ved Trappen!

Jeg lokke vil Perpetua herned,

Og mens vi tale, smut saa ind i Huset.

RENZO (til Lucia).

Fat Mod Lucia! husk: »han er min Brudgom«.

LUCIA

Det er Bedrag!

AGNESE

Vær dog fornuftig Barn!

GERVASIUS og TONIO

Ene Tanken mig fornøier!

Det vil blive rare Løier!

LUCIA, AGNESE, RENZO

Læben spøge, Øiet lee,

Ingen Hjerte-Sorgen see!

TONIO og GERVASIUS (ringe paa Abondios Dør).

Er der Ingen derinde! vil I ei lukke op!

TONIO

Jeg ringer saa Strængen nok snart siger stop.

AGNESE

Naar det lykkes, de reise i Aften afsted!

Jeg Gamle maa blive, jeg kommer ei med!

TONIO og GERVASIUS (ringe).

Er der Ingen derinde! hvilken Tid man maa staae!

ALLE

De komme, de komme! vær snild, pas nu paa!

PERPETUA (aabner Vinduet).

Hvem er det derude! hvem ringer saa til.

TONIO

Min Gjæld til Eders Herre betale jeg vil!

PERPETUA

Kom i Morgen!

TONIO

I Morgen er Pengene væk!

TONIO og GERVASIUS

Man sin Gjæld maa betale før Pungen er læk.

PERPETUA

Lad dog være at kime! See, nu skal jeg gaae!

(lukker Vinduet).
ALLE

Hun kommer! hun kommer! vær snild og pas paa!

GERVASIUS

Nøglerne rasle! der er hun!

TONIO

Hold Mund!

GRISO (sees i Gyden; enkelte Banditter titte i den følgende Scene frem over Muren).

Forsigtighed!

LUCIA

O hvilken rædsom Stund!

PERPETUA (aabner Døren).

Træd da indenfor, skjøndt Herren,

Han er syg, vil Ingen see!

Men da I ham bringer Penge –

GERVASIUS og TONIO

Mange Tak!

(de gaae ind i Huset).
AGNESE

Perpetua!

PERPETUA

Er I udenfor Agnese!

AGNESE

Jeg her havde en Strid for Din Skyld!

PERPETUA

Hvad for noget!

(raaber ind ad Døren).

Gaae forsigtigt!

Slukt er Lampen!

(til Agnese).

Kom herop!

AGNESE

Jeg maa vente her paa Renzo,

Man har grueligt bagtalt Dig,

Jeg har taget Dit Partie!

Sagt jeg vidste, Du har givet

Meer end to Personer Kurven!

PERPETUA

De som gnave mig i Hælen,

Agte sig naar jeg slaaer bagud!

Ja jeg veed hvor Du har været!

(gaaer ned af Trappen).
AGNESE

Du har kunnet for hver Finger

Faae en Mand, det har jeg sagt dem!

PERPETUA

1.

Tydskere med lange Lokker,

Danske med et Skjæg, som Pokker,

Knælte for min Fod.

Intetsteds de kunde finde,

Til Model, som mig, en Qvinde.

Jeg var Kjærligheds Gudinde,

Jeg gav Marmor Kjød og Blod!

BEGGE TO

DuJeg var Kjærligheds Gudinde!

DuJeg gav Marmor Kjød og Blod.

RENZO og LUCIA (benytte Øieblikket; med synlig Uro stige de op af Trappen og snige sig ind i Huset).

Naadens Moder, vær os god!

PERPETUA

2.

Engellændere i Flugten,

Saae paa mig, som Kundskabs-Frugten,

Standsede og blev;

Franskmænd glemte reent at tale,

Mændene i vore Dale

Fuldte med mig som en Hale,

Underligt jeg dem henrev!

BEGGE TO

Fulgte med migsom en Hale,Dig

Underligt jegdem henrev!Du

PERPETUA

3.

Jeg var deilig, tør jeg sige!

Udenpaa var ei min Lige.

Nu er det forbi.

Men for Skallen kom nu Kjernen,

Inden i sad Skjønheds Stjernen,

Jeg fik meer Forstand i Hjernen,

Jeg er deilig inden i!

AGNESE

Du fik meer Forstand i Hjernen,

Du er deilig inden i!

PERPETUA (vender sig om og seer Griso med de andre Banditter).

See dog! hvad ville disse!

AGNESE

Banditter! ja tilvisse!

GRISO

Forføi Dig bort herfra!

PERPETUA

Du hellige Ursula!

(løber op af Trappen, og slaaer Døren i).
GRISO

Gaae strax til Huset, Qvinde!

BANDITTERNE

Vær taus!

GRISO

Luk Døren til! –

Er Du endnu ei inde!

AGNESE

Hvorfor!

GRISO

For jeg det vil!

AGNESE (gaaer med Uvillie ind).
GRISO og BANDITTERNE

Forsigtig kun og stille,

See, nu er Pladsen fri!

Vi hine fange ville,

De slippe ei forbi!

(nogle lægge sig paa Abondios Trappe andre foran Agneses Huus).

Et lille Værelse hos Hr. Abondio

(ABONDIO i Sloprok og med Nathue, træder frem med TONIO og GERVASIUS).
ABONDIO

Saa kom herind, skjøndt det er noget silde.

TONIO

Og I har Feber!

ABONDIO

See hvor jeg seer ud! –

Min eneste Motion i Dag har været

Derop i Klokketaarnet.

TONIO

Klokketaarnet.

ABONDIO

Ja gjennem Døren der gaaer man derop!

Der er saa svalt og jeg maa have Luft;

Der har jeg siddet, seet udover Søen, –

For jeg er svag –! og jeg gaaer ikke ud!

Jeg componerer! – Veed Du hvad det er?

Til Kirkefesten laver jeg Musikken! –

TONIO

Ja vist! – Med Pauker og med Contrabasser!

ABONDIO

Hu! ja! – det er som sad de mig i Kroppen!

Men Du har Penge til mig!

TONIO

Blanke, gode!

Jeg faaer igjen Guldkjeden og Beviis!

ABONDIO

Beviis! Du er forsigtig! – Jeg er syg!

GERVASIUS

Hvor gjør det ondt!

ABONDIO

I Kroppen! overalt!

Som om alle Helveds Piner

Var sat ud for stort Orchester,

Ret med Contrabas og Fløiter,

Saadan spiller det i Kroppen.

Jeg er spændt i Smertens Trøie,

Kold som Iis og heed, som Lue,

Feberens Herold I skue,

See det Udtryk i mit Øie.

GERVASIUS og TONIO

Stakkels Hr. Abondio!

ABONDIO

Først kom en Susen for mit Øre,

Som naar Basunerne vi høre Paa Dommens Dag!

GERVASIUS og TONIO

Basunerne paa Dommens Dag!

ABONDIO

Mit Hjerte slog med Paukeslag,

Og ned af Ryggen det mig risled’;

Det var, som Fløitetoner hvisled’

Og stak med sine skarpe Pile,

En Synaals spinkel Tordenkile

Saa kom en Pause, jeg fik Hvile!

GERVASIUS og TONIO

I fik Hvile!

ABONDIO

Men med fornyet Kraft og Mod

Gik alle Pulsenes Tangenter,

Det var, som inde i mit Blod,

Sad mange Strænge-Instrumenter.

SAMMEN

De spilled op;

Min hele Krop

Var et Orchester kun af Smerte,

Som Tactstok slog mit stakkels Hjerte.

GERVASIUS og TONIO

O hvilken Qval!

(Ja han er gal!)

Ingen, ingen kunne vide,

Hvad et Menneske kan lide!

ABONDIO

Jeg mit trætte Hoved bøied’

Taalmod styrkede mit Sind;

Tænkende jeg lukked’ Øiet,

I det Haab at sove ind.

GERVASIUS og TONIO

Søvnen kom og sødt fornøiet

Smilet sad paa Eders Kind.

ABONDIO

Nei, der kom Syner! hu, fæle Larver,

I alle tænkelige Farver;

Stjerner og Pletter,

Lange Skeletter,

Ild Ricochetter,

Hver sprutter og sprætter.

De gik, de kom,

De hvirvlede om,

Nikkede,

Vrikkede,

Klokkerne kimede –

Jeg bevimede!

Helst om Dødens Stund jeg tier,

Atter vaagnede jeg op.

GERVASIUS og TONIO

Alle Smertens Melodier,

Svæve, bæve i hans Krop!

SAMMEN
ABONDIO

Ak, det var en Rædselsnat,

Derfor er jeg bleeg og mat,

Dagen selv var ikke bedre!

Snart jeg gaaer til vore Fædre!

Mueligt længe før I tro.

GERVASIUS og TONIO

Ja der var en Rædselsnat,

Derfor er I bleeg og mat!

Gaae dog ei til Eders Fædre,

Gode Hr. Abondio!

TONIO

Tør jeg om Beviset bede;

Her er Penge! Tusind Tak!

ABONDIO

Du skal faae Din gyldne Kjæde!

(gaaer henimod Skabet, standser).

Troer jeg ikke Døren smak –

Var der noget –?

GERVASIUS og TONIO

Oppe, nede,

Alt er stille!

ABONDIO (rækker ham Kjæden).

Der, pas paa!

TONIO

Tør jeg om Beviset bede!

ABONDIO

Du har Hastværk! lad mig lede

Ud Papiret. Du skal faae –!

(sætter sig og skriver).
GERVASIUS og TONIO

Gid vor List nu lykkes maa!

(Gervasius aabner Døren idet Abondio sætter sig, Renzo og Lucia træde ind, hos hende seer man tydelig Frygten; de nærme sig Abondio; i det han strøer Sand paa det Skrevne og vil række det til Tonio udbryder)
RENZO (med kraftig Stemme).

Hr. Abondio! Lucia

Er min Kone!

LUCIA (skjælvende).

Hr. Abondio – –!

(hun standser og klynger sig til Renzo).
ABONDIO (vælter af Skræk Stolen og staaer med Hænderne for sig).

Mord! Skræk!

Vil Du væk!

PAA ENGANG

I mit Huus mig overfalde!

Byen jeg til Hjælp vil kalde.

Mord! Brand!

Jeg elendige Mand!

RENZO og LUCIA

De maa hjælpe! De maa høre,

Lade Deres Hjerte røre!

Bliv! Bliv!

Skjænk os Haab og Liv.

GERVASIUS

Ak, jeg faaer en Angst og Gruen,

Bare jeg var vel af Stuen;

Vee! Vee!

Hvad mon nu vil skee!

TONIO (søger Beviset).

Sanct Erasmus være priset

Hvis jeg finde kan Beviset.

Nei, nei!

Jeg finder det ei!

(griber det).
(Abondio styrter i Forfærdelse afsted op i Klokketaarnet; Gervasius som søger Udgangen vælter Lampen).
ALLE (uden Abondio).

Han er borte! Døren lukket,

Lyset slukket.

Hvis han ringer Kirkeklokken,

Kommer hele Landsbyflokken,

De os gribe! – stille, stille!

Bort herfra vi liste ville.

(snige sig gjennem Sidedøren).

Udenfor

(samme Decoration som før). RODERIGO, GRISO, BANDITTER
CHOR

Alle Folk er’ nu til Hvile.

RODERIGO

See den Mund, de Øine smile,

Hende fast til Hjertet trykke.

Det er Lykke!

GRISO

Som en Ørn seer ned fra Skyen,

Har jeg gjennemspeidet Byen,

Jeg har faaet see og høre,

Brugt mit Øie, brugt mit Øre,

Været ude, været inde.

CHOR

Nu er Tid vor Seier at vinde.

RODERIGO

Hvis han vier dem –!

GRISO

Skjønheds Datter

Lider ingen Ting derved!

CHRISTOPHORUS (træder ind).
CHOR

Ha, en Munk!

RODERIGO

Hvad vil I atter!

CHRISTOPHORUS

Hvad vil I paa dette Sted!

RODERIGO

Jeg? Ha! ha! det er til Latter,

At Du spørger mig om Sligt!

Hvad vil Du!

CHRISTOPHORUS

Jeg vil min Pligt!

CHOR

Munken i Roderigos Skare!

CHRISTOPHORUS (peger paa Agneses Huus).

Der ind gaaer jeg!

RODERIGO

Bort herfra!

GRISO

Fromme Fader! gaae I bare

Trygt til Klostret! aabenbare

Skal vi siden Alting da!

CHOR

Rolig Nat! Frygt ingen Fare!

CHRISTOPHORUS

Nei! jeg bliver!

RODERIGO (styrter imod ham).

Trodser! – Ha!

CHRISTOPHORUS (med al sin Kraft og Værdighed).

Straffens Torden

Jeg forkynder!

Knæl til Jorden

Blege Synder!

Skjærsilds Flammen

Snart slaaer sammen!

I døe Døden!

Skrift mig Brøden!

RODERIGO

Knæbler Munden

Paa den Skriger!

GRISO og BANDITTERNE (halv nølende og med ærbødig Bøining til Christophorus).

Vi har ingen Skyld i Grunden,

Vi kun lystre hvad han siger!

(Agnese kommer frem paa Balkonen, hun seer hvorledes Roderigos Trudsel udføres, at Christophorus bindes til eet af Træerne, men hver Bandit kysser Munkens Haand og Kjortel. Agnese udstøder et Skrig og løber tilbage.)
ALLE uden CHRISTOPHORUS

Et Skrig jeg syntes høre!

Hvo lytter til!

Mon mig bedrog mit Øre!

Speide jeg vil!

(de gaae alle speidende til forskjellige Sider.)
AGNESE (med et Bundt Rør og Qviste, som hun stikker Ild i oppe paa det murede, flade Tag).

Jeg et Baal vil tænde!

Vidt det sees herfra.

Qvistene alt brænde,

Hjælpen kommer da.

Lys Flamme over Olietræets Grene,

Til hvert et Huus og skriv paa Væggen din

Forkyndelse, dit »mene, mene

Tekel urphasin!«

Lys, røde Flamme! Farens Stund du mælde!

Hver Moder tænk, at det dit Barn kan gjælde.

Lys op i Skyen, Englene det see!

Lys op i Kirkens Taarn, saa Klokken klinger,

Lys dybt i Dalen, lys paa Alpers Snee!

Flyv Ild-Cherub! jeg veed du Hjælpen bringer!

RODERIGO (og Banditterne komme tilbage).

Alt mit Bud skal lyde,

Snart er hun min,

Rosen vil jeg bryde

Duftende og fiin!

GRISO med BANDITTERNE

Vældigt blusser Flammen!

Forræderi!

Hvis Folket stimler sammen,

Hvad gjøre vi!

RODERIGO (iler mod Agneses Huus).

Hun skal bøde! bløde! –

(Abondios Dør aabner sig, de Flygtende træde ud.)
CHOR

Ha! de komme der!

RODERIGO (standser).

Iler dem imøde,

Griber enhver!

RENZO, LUCIA, TONIO og GERVASIUS (stige ned af Trappen med Ansigtet mod Døren, for at see om Ingen komme efter dem).
DE FLYGTENDE

Sagte og stille,

Nu er’ vi fri.

BANDITTERNE

Sagte og stille.

Nu er’ I fri.

(De ere netop komne ned paa Scenen idet de overvældes.)
BANDITTERNE

Taushed vi ville!

DE FANGNE

Alt er forbi!

TONIO og GERVASIUS (bindes hver til et Træ).
BANDITTERNE

Ved mindste Lyd Dit Liv har ende!

RENZO

Døden maae I mig tilkjende,

Ak, men skil mig ei fra hende!

LUCIA og AGNESE

Himlens Gud, du Hjælp os sende!

(i dette Øieblik er Abondio kommet op i Klokketaarnet og Klokken der ringes stærkt).
ALMINDELIGT CHOR

Klokken klinger,

Høit den ringer,

Kalder sammen!

Ildens Flammen

Hid dem bringer!

(Fra alle Sider strømme Folk til med Raab og Skrig).
BØNDERNE

Mord! Brand!

BANDITTERNE

Vi holde Stand.

(Skrig og Kamp.)
CHOR (af Sangen i første Act).

»Gud har seet vor tunge Nød,

Under Overmagtens Vælde,

Undertrykkerne vi fælde,

Frihed eller Død!«

(Roderigo med sine Leiesvende overvældes, nogle falde, Bønderne bemægtige sig deres Vaaben. Flugt. Christophorus bliver løst. Agnese er kommet til, Lucia hviler i hendes Arme; endnu falde enkelte Skud).
RENZO (fælder Roderigo).

Nidding, du bløde!

Vandre til de Døde!

CHRISTOPHORUS (træder hen for ham).

Du gaae Din Dom imøde!

RODERIGO

Helved! (døer).

CHOR

Frihed og Fred!

ABONDIO og PERPETUA (træde ud paa Trappen).

Hvor er et Frelsens Sted!

Mordere! Tyve! Forbarmelse, ak!

RENZO

I ringed til Frelse! til Bryllup! tak!

CHOR

Endt er Faren!

Flygtet Røverskaren!

CHRISTOPHORUS (peger paa Roderigos Liig).

Hans Dom har Gud fuldbragt!

Han banlyst er! Vort Kloster skulde

Imorgen ham forkynde Pavens Bulle.

RENZO

Ingen meer os skiller ad!

LUCIA

O! jeg er saa salig glad!

ABONDIO

Jeg, jeg er – jeg veed ei hvad!

RENZO og LUCIA

»Himlen er i vort Bryst!

Hvo kan vel male,

Hvo kan udtale

Kjærligheds Lyst!« –

CHOR

Lystigt Faklens røde Skjær

Falder paa de dunkle Træer,

Vidner om vor Fare!

Istem Glædens Melodi!

Jublende paa Bjergets Sti

Gaaer en Brude-Skare!

Brylluppet ved Como-Søen

Opera i tre Acter. Musiken af Hofcapelmester F. Glæser.

Stoffet er taget af nogle Capitler i Manzonis Roman: »I promessi sposi.«

Opført første gang 29. januar 1849 på Det Kongelige Teater. Udkom samme dag. Brylluppet ved Como-Søen er en omarbejdet udgave af det utrykte og uopførte syngespil Renzos Bryllup, 1836. BFN 542 Partitur: KT-A 0447 Orkesterbiblioteket.

H.C. Andersens forlæg, romanen I promessi sposi af den italienske forfatter Alessandro Manzoni (1785-1873), udkom på dansk 1828-1829 i Frederik Schaldemoses oversættelse med titlen Bruud og Bruudgom. En Historie fra det syttende Aarhundrede.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

374,21hører < høre
397,3Dagen er < Dagen
406,20Kone! < Kone;
415,30Frygten < Frugten
420,27Lys < ,Lys
367
Como-Søeni det norditalienske landskab Lombardiet.
F. GläserFranz Gläser (1798-1861), bøhmiskfødt komponist, kapelmester ved Det Kongelige Teater 1842, hofkapelmester 1845.
369
Osterie(af italiensk: osteria) gæstgiveri, beværtning.
Votivtavlertavler, ophængt i en kirke ved en votivgave (dvs. gave, man if. et løfte har givet kirken) eller en helgen.
ave Maria(latin) hil dig Maria; bøn til Madonna, som fremsiges morgen, middag og aften.
(Kobber)konchakonca, (italiensk) stor krukke.
Du, som var mild i Glædetrykte noder: Franz Glaeser, H.C. Andersen: Brylluppet ved Como-Søen. Klaveerudtog af Komponisten, P.W. Olsen, nr. 1-10 (forkortet: Glaeser, Brylluppet). Klaverudtoget er også bragt som e-noder.
370
Ora pro nobis, sancta Maria(latin) bed for os, hellige Maria.
371
saasådan.
Flætning … Brudi romanen bærer den brudepyntede Lucia efter egnens skik håret sammenslynget bag hovedet »in cerchi moltiplici di trecce«, (italiensk) i en mængde ringe af fletninger (I promessi sposi udg. af Giovanni Getto, Firenze 1964, s. 47). Frederik Schaldemoses oversættelse fra 1828, Bruud og Bruudgom, beretter, at brudens hår flød »i mange Lokker« ned om Halsen (bd. 1, s. 35), hvad der bevidner, at H.C. Andersen ikke har brugt den danske oversættelse af det pågældende tekststed. I 1874 oversætter J.C. Barth: »i en Mængde Fletninger« (De Trolovede, s. 39). Om egnens brudefrisure hedder det i øvrigt (i Barths oversættelse), at fletningerne »vare gjennemstukne med lange Sølvnåle, som stode ud til Siderne ligesom Straalerne i en Sol«.
Kjedeligtubehageligt.
ikke Skikikke sømmeligt.
372
Det er Forstanddet er der mening i.
Brude-Skatbrudegave.
Fjerkreaturfjerkræ.
373
træfferfår ram på.
Hvis en Mægtigtrykte noder: Glaeser, Brylluppet.
Mægtigmagtfuld stormand, adelsmand.
374
veedkender.
Himlen er i vort Brysttrykte noder: Glaeser, Brylluppet.
375
Halehage, ubehagelig biomstændighed.
Er det atskal det forestille at.
flyeher: ældre form af flyve, ile.
Rosenhækketrykte noder: Glaeser, Brylluppet.
Vraakrog, beskeden bolig.
hernedenom det jordiske.
376
Intet forrestenellers ingenting.
377
egensærlig.
378
Neierbøjer sig.
Hellige af AssisiFrans af Assisi (1181 el. 1182-1226), italiensk helgen, stifter af franciskanerordenen, der prædiker broderkærlighed ud fra forestillingen om en universel kærlighed.
380
Svindelanfald af svimmelhed.
flinkrap, hurtig.
for Alderentil sin alderdom.
træfferhænder.
381
nødetvinge.
383
mit Altmit ét og alt.
raserter sig vanvittigt.
Betydningvægt.
Hvor Lampen brændertrykte noder: Glaeser, Brylluppet.
384
hævderhåndhæver.
385
Ha ryst Aagettrykte noder: Glaeser, Brylluppet.
386
Flintenflintebøssen.
snild som Slangenjf. Matthæus 10,16.
Niddingskurk, usling.
388
Lucia, sødt Du blundetrykte noder: Glaeser, Brylluppet (også e-noder).
Smertens ModerMater dolorosa (latin), navn for jomfru Maria.
389
din ForsonerKristus.
391
Lire(r)italiensk møntenhed, dengang med forskellig værdi i de forskellige italienske stater; i Lombardiet var værdien ca. 30% af en rigsbankdaler.
Naar hist over Øentrykte noder: Glaeser, Brylluppet.
393
Sov sødttrykte noder: Glaeser, Brylluppet.
394
altidhele tiden.
396
leied’ Skareflok, korps af lejesvende.
Due … Oliebladjf. 1. Mosebog 8,11.
397
Bachantinderkvinder, der deltager i vild fest, drikkelag (bakkanal).
399
Capucinermedlem af en streng tiggermunkeorden.
403
Saltarelloitaliensk dans.
404
Moraspilleti syden et spil med to deltagere, der står over for hinanden med hånden lukket; de viser i et nu et vist antal fingre, hvorefter modparten straks skal sige, hvor mange der var.
Aliaticoaleatico, en blå drue, som nu fortrinsvis bruges til fremstilling af søde dessertvine.
kjølekølige.
byggebosætte sig, holde til.
krabadskerpisker.
Skikkeligerespektable.
forvistutvivlsomt.
406
satfastsat (om priser).
407
rareher nok: usædvanlige.
408
rædsomskrækindjagende.
409
Tydskere med lange Lokkertrykte noder: Glaeser, Brylluppet.
Pokkerfanden.
410
Fuldteældre form af »fulgte«.
Underligtforunderligt.
411
hellige Ursularomersk-katolsk helgeninde (400-tallet?), som if. legenden var datter af en kristen konge i Britannien. Hun og 11000 andre jomfruer drog på pilgrimsfart til Rom, men blev på hjemturen overfaldet og dræbt af hunnerne.
412
Beviiskvittering.
413
Heroldbudbringer.
Basunerne … Dommens Dagjf. Johannes’ Åbenbaring 8,7-11,19.
Tordenkilei græsk mytologi guden Zeus’ (i romersk mytologi Jupiters) våben; man forestillede sig den som en tretakket stav, der af guden blev udslynget som et lyn.
414
Larvermasker, vrængbilleder.
Ricochetterrichochetskud, dvs. skud, hvor projektilet springer tilbage eller op igen.
sprætterspringer.
415
Mueligtmuligvis.
416
Sanct Erasmusmartyr, d. ca. 303. If. overleveringen var han biskop i Syrien, blev forfulgt af den romerske kejser Diocletian, døde under tortur. En af de 14 nødhjælpere, der spillede en rolle i middelalderens folkefromhed; anråbtes bl.a. af enker og forældreløse.
420
Knæbler Mundenbydeform: stop munden (med en knebel).
mene mene Tekel urphasin(aramæisk) talt, talt, vejet, delt; skriften på væggen, der gjorde kong Belshassar rædselsslagen, Daniels Bog 5,5-28. Daniel tydede ordene således: Gud har talt kongerigets dage og gjort ende på det, kong Belsazzar er vejet og fundet for let, og kongeriget vil blive delt og givet til mederne og perserne.
(Ild-)Cherubengel med flammesværd.
421
overvældesovermandes.
423
Bullebandbulle.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Første Act Anden Act Morgenstund Tredie Act Et lille Værelse hos Hr. Abondio Udenfor

Del

[Sassy_Social_Share]