Brylluppet ved Como-Søeni det norditalienske landskab Lombardiet.
Opera i tre Acter
1849
| RODERIGO, lombardisk Adelsmand | |
| ABONDIO, Geistlig | |
| PERPETUA, hans Huusholderske | |
| PATER CHRISTOPHORUS | |
| RENZO, Silkespinder | |
| AGNESE, Enke | |
| LUCIA, hendes Datter, forlovet med RENZO | |
| GRISO, Bandit i RODERIGOS Tjeneste | |
TONIO,
GERVASIUS, hans Broder |
Bønder |
| Værten | |
| Leiesvende. Jægere. Bønderfolk af begge Kjøn |
Første Act
(Udkanten af en Landsby. Til Venstre AGNESES Huus med Blomsterpotter paa den murede Altan; mere i Forgrunden sprudler en Kilde i en colossal Muslingskal; til Høire etHør fra Capellet Klokkens Klang,
Hør Børnene, som synge!
Imedens gaaer i grønne Vang
Den muntre Pige-Klynge.
Vi vandre til Platanen ned,
Tæt ved den klare Kilde:
At sladdre lidt om hvad man veed,
Er ikke just saa ilde!
Tag Billedet af mit og Renzos Hjerte.
Den næste Dag skal kjærligt os forene,
Madonna, du vil Lykken os forlene!
Der er Lucia!
Kom, vi ville
Hende drille!
Santa Maria!
Saa Du sviger
Egnens Piger;
Vil indtræde,
Langt fra Glæde,
I den tunge Kone-Stand.
Han skal byde,
Du maa lyde,
Han er Herre, han er Mand.
Ti kun stille!
Mig at drille,
Andet I jo ikke ville!
Stakkel! han har Dig bedaaret!
Vi kan gaae med Blomst i Haaret,
Flætte smukt vor Jomfru Krands,
Gaae med Knøsene til Dands.
Gjerne da med os Du fløi.
Men desværre,
Du er ei Din egen Herre,
Du maa sye paa Børnetøi!
Ti dog stille!
Selv I grumme gjerne ville!
Passe Huset,
Skure Kruset!
Sengene rede, Maden lave,
Det er reent at være Slave!
Over Ranken, igjennem Kornet,
Dyret flyer for Jægerhornet!
Hvilket Møde i det Grønne!
Piger skjønne,
Fyldige smukke!
Blomster, som er værd at plukke.
Vi hans onde Villie kjende!
Hvor hans mørke Øine brænde!
Du er smuk!
Bøi dog ikke
Hvad betyder dette Suk?
Ah, Du er trolovet,
Kan jeg paa Din
Hos Dig er Alt tilbedeligt,
Jeg vil Dig Elskov lære!
O, det er noget
Kan han mig ei la’ være!
Er det Frygten eller Sorgen,
Som berøver mig Dit Blik?
Herre, det er
Og mit Bryllup staaer imorgen!
Bryllup! – nu saa skal Du have
Dette Kys, som Brudegave!
Hæslige Mand!
Blomsterne bryde,
Kjærlighed nyde,
Hvad er det! – Don Roderigo!
Bruden gav jeg
Nu, den lykkeligste Nat.
Nu, den lykkeligste Nat!
Som en Rovfugl-Skare,
De bortfare
Gjennem Dalens Krat og Tjørn.
O, jeg bæver!
Op til Dig jeg Øiet hæver!
Du beskytte Dine Børn!
Som Ild hans Kys mig brænder paa min Pande!
Hans Kys! Lucia! Ha, jeg
Imorgen, Renzo, er jeg evig Din!
Jeg med mit Liv skal værne om min Ære!
Vand i Blodet!
Om ei Helgenen beskjærmer,
Vand i Blodet!
Kan Du Lykkens Maal ei ramme,
Vand i Blodet!
Brændes Du af Elskovs-Flamme,
Vand i Blodet!
Drives Du forvidt af Modet,
Vand i Blodet!
Husk de Ord, som Bøn og Psalme:
»Vand i Blodet!«
For at vinde Seirens Palme,
Vand i Blodet!
I Din Afmagt, i Din Ære,
Vand i Blodet!
Frem for alt man det maa lære:
»Vand i Blodet.«
Har Du det nu ret i Ho’det,
Vand i Blodet.
Mit unge Hjerte brænder –
– Af trofast Kjærlighed.
Kun Du min Lykke kjender,
Kun Du min Lykke veed.
Hos Dig jeg glemmer Sorgen,
Jeg føler ret min Vaar,
Imorgen, ja imorgen,
Vor bedste Dag fremgaaer!
Du bringer mig en Gave,
Dit Hjertelag jeg
Skal jeg det Hele have
For min Uleilighed! –
Min unge Ven, jeg spørger: er det Offer?
Jeg er ei riig, jeg kan ei bringe bedre!
Min Moder ogsaa sende vil sin Gave!
Hav Tak! og nu iaften ingen Kyssen;
Du, Renzo, maa, og det i denne Time,
Gaae til Don Razeda di Marivari
Og hent min store Bog, siig kun min store –
Latin forstaaer Du ei! den maa jeg have,
Den hører med til Vielsen imorgen.
Jeg flyve vil afsted!
Og jeg, jeg bringer
Perpetua hvad Renzo her har bragt!
Lucia! (trykker hende i sine Arme).
– Hvo kan vel male,
Hvo kan udtale,
Kjærligheds Lyst!
Der er en
Ved Kjærligheds Lyst!
Jeg flyver!
Nu gaaer jeg.
Lev vel!
Saaledes voxe Menneskene op!
Ham har jeg givet Riis og rusket hende,
Og nu imorgen er’ de gifte Folk!
Groe om Hyttens Vægge,
Der, hvor de begge
Bygge og boe.
Stuen er lille,
Men Plads de finde ville
I Aftnens Stille
At kysses de to.
Jo, jo! –
Kjærligheden
Har den Magt,
Selv den værste
Den forvandler til et Eden,
Har man sagt.
Og ud fra dette Paradiis
Gaae uopdragne Poder,
Dem skal jeg ruske og give Riis,
Som Fader og som Moder.
Rosenhække,
Groe om Hyttens Vægge,
Der, hvor de begge
Bygge og boe!
– Det er en Historie,
Daglig den skeer,
Kjærligheds Glorie
Om den man seer.
Smalhans i Huset
Frisk Vand i Kruset,
Skraalende Smaa,
Slet intet paa,
Mueligt dog Vesten.
– Rosenhække.
Groe om Hyttens Vægge,
Der, hvor de begge
Bygge og boe! –
Hvad vil denne? Hvad vil disse?
Alt mit Mod forgaaer tilvisse.
Dølg din Skræk,
Viis dig kjæk.
Imorgen skal da Renzos Bryllup staae?
Ham og Lucia Du forener sammen?
Og Du vil med til Bryllups-Fest og Gammen?
De giftes vil, og jeg dem vie maa!
Men ei imorgen!
Ikke næste Dag!
Ei nogensinde –!
Løftet har jeg givet!
Betænk! forklar! – Det er en
Hvis Du dem vier, koster det Dig Livet!
Ak, jeg Ulykkelige!
Ak, siig hvad jeg skal sige;
Hvor skal jeg finde Svaret?
Du er advaret!
Din Lod Du kjender!
Don Roderigo Dig sin Hilsen sender!
O Vee!
Vær taus!
Jeg tier!
Du bliver dræbt, hvis Du dem vier.
Jeg Elendige!
Alt det Indvendige
Jeg er, som Sivet, see hvor jeg sveier!
Du
Store Voxlys, hele ni,
Skal du have,
Blomsterpotter med i Gave!
O, hvor kommer jeg her fra?
(med skjælvende Stemme)
Perpetua!
– Bliv mig fra Livet!
Jeg er som Sivet! –
– Udvendige, Indvendige!–
Jeg Elendige! –
Perpetua!
De har kaldet!
Herre, blev De overfaldet!
Vil I tie!
O, du Himmel!
Saae I ikke, jeg blev svimmel.
Hvad er skeet!
Ifald Du skriger –!
Dersom jeg eet Ord kun siger –
Ja, saa slaaer man mig ihjel! –
Har man Dem forbudt at tale!
Vil I tie! I er gale!
Gaae, Lucia! gaae! sov vel!
Jeg skal gaae!
Det kan Du høre.
Du skal sove! –
Hvad er skeet!
Herre, siig hvad har I seet!
Siig mig dog hvad jeg skal gjøre,
De vil vies, jeg skal vie –
Ak, men Tingen har en Hale! –
Har man Dem forbudt at tale.
Hvem har sagt det! vil Du tie!
See, der staaer endnu Lucia!
Vil Du ind!
Sancta Maria!
Tal Dem ud, min gode Herre!
Men jeg tør jo ikke tale!
Du har luret, Du har seet dem!
Don Roderigo vil os myrde!
Og jeg vier dem ikke sammen!
Don Roderigo har forbudt det?
Hvis det mindste Ord jeg siger,
Vil han tage Livet af mig!
Jeg er bange, meget bange! –
Jeg i Nat faaer ei et Blund,
Man kan myrdes mange Gange,
Før den næste Morgenstund.
Myrdes, dræbes, – Gud bevares!
Alt kan vendes op og ned!
Hvad kan Een ei vederfares?
Tanken gjør mig kold og heed!
See, her er Bogen. – I er syg.
Hvad, jeg!
Det var en
Naa det er Bogen! Du har været
Det er man Aftenen før sin Bryllupsdag,
Imorgen altsaa!
Hvad? Hvad saa, min Søn.
Det er mit Livs den lykkeligste Time!
Paa Sligt man gjemme skal –
Derover har jeg tænkt og da det
At Du imorgen ikke kan faae Bryllup!
Hvorfor? Hvad er der skeet!
Du veed jo ei hvad der kan
Ha, nøde! tal! hvo standse kan vort Bryllup!
Renzo, vær fornuftig bare!
Mord! ak Mord!
Guds Blod!
O Qval!
Jeg vil tydeligt forklare! – – –
Men vær taus!
Jeg bæver!
Tal!
Gjem dog Dolken, og jeg taler,
Don Roderigo – –!
Han vil hindre!
Renzo, skrig dog noget mindre!
| ham |
| hans |
Don Roderigo!
Jeg stod her, –
– tænkte der var ikke nogen,
Du var gaaet efter Bogen – –
– Da steeg over Muren der
En Bandit, – Een laae paa Trappen,
Og en tredie svøbt i Kappen
Kom fra Gyden, – de mig tvang,
Med Pistoler. – Ogsaa Du,
Med Din Dolk mig tvinger nu,
Dette Vaaben, som jeg hader,
Trak Du mod Din Skriftefader! –
O tilgiv! – men ei I kjender –
Blod og Sjæl og Tanke brænder! –
Nei! om det med Helved ender,
Hun er min!
Sværg, Du vil tie!
Først tilgiv mig!
Nei!
Tilgiv!
Sværg mig Taushed!
Du os vie –
Nei! – Gaae bort! –
Saa tag mit Liv!
Min Dolk er skarp, min Arm er stærk,
Kjækt skrider jeg til Hævnens Værk,
Vil man
Han
For det Par Ord, som her er sagt,
Vil han et Mord udøve!
Vær taus som Døden!
Døden.
En Dødsgift gjennem Blodet gaaer,
Jeg høre kan hvor Hjertet slaaer! –
Guds Moder, hjælp i Nøden!
Tonio og en Deel af Byens mandlige Beboere, meest unge Knøse, kommmer fra Staden; Tonio spiller paa Guitarre.
1.
Hvor Alt er tyst,
Mig skjænker den deiligste Qvinde
Kjærligheds Lyst.
Herude svømme i Luftens Blaa,
Som Guldfiske, alle de Stjerner smaae,
To Sole jeg skal finde,
I Hytten, hvorhen jeg maa!
Madonna, du hellige, rene,
Forbarm du dig!
Jeg staaer i Verden saa ene,
O hjælp du mig!
Du veed min Elskov er stærk og stor,
Du lede mig paa min Fjendes Spor,
Jeg lurer bag Skovens Grene,
Og
2.
Lad Ørnen løfte sin Vinge,
Meer høit jeg gaaer;
I Hytten saa lav og ringe,
Himlen jeg naaer!
Hvert Lys er en Stjerne, der ruller ud.
O, det er en Nat med Stjerneskud,
En Nat med Drømme, som Blad paa Green,
Og dog kun een Drøm, een eneste een.
God Aften, Renzo!
Venner, hører mig!
Min Brud man røver mig. Don Roderigo –
Don Roderigo! –
– brænder for hver Qvinde!
Hans Leiesvende trænge i vort Huus;
Vi vill’ ei taale det! vi kunne ikke!
Han har forbudt mit Bryllup med Lucia;
Vi lide Alle under denne Voldsmand!
Lov og Ret er sat i Skygge,
Ingen ærlig Mand har Lykke!
Vover Een at løfte Ho’edet,
Ridderstøvlens Hæl han faaer.
Slide maa man, saa at Blodet
Ud af Negleroden gaaer,
Hjem og Eiendom, desværre
Eier Ingen,
Det er Tingen,
Roderigo er jo Herre!
Hver i sit Hjem til Broder og til Fader,
Udtal, hvad der bør skee, hvad der skal skee!
Taarnklokken snart med Malmets stærke Tunge
Vil give Tegnet, sige: »det er Tid!«
1.
Retfærds Kraft er stor!
Det er under Kampens Bulder,
Friheds Træet groer!
Gud har ei til Træl os skabt,
Frihed er hans bedste Gave,
Afmagt, Lasten, den er Slave,
Giv dig selv ei tabt!
Gud har ei o. s. v.
2.
For hvad Himlen os har givet,
Slægt og Fædreland,
Skal vi modigt vove Livet,
Qvinden bliver Mand.
Gud har seet vor tunge Nød,
Under Overmagtens Vælde,
Undertrykkerne vi fælde,
Frihed eller Død!
Gud har ei o. s. v.
Forsigtighed!
Du Feige!
Lad mig tale!
Naar først man har vor Brud, vor Hustru skjændet,
Er det for seent! –
O Gud, min arme Søster!
Tro mig ei feig, men her er Overmagten,
Kun Snildhed seirer! værer forberedte!
Paa vore Vægge hænger
Jeg overveier! – Husk Besindighed!
Nu Ilden ulmer, snart den slaaer i Flamme!
Min Dolk er skarp, jeg skal hans Hjerte ramme!
Man maa være
Lad os synge Elskovs Sangen –
Hver en
Vandre til de Døde
Sin Straf imøde!
Hævn!
»Hvor Lampen brænder derinde,
Hvor Alt er tyst – «
Hævn!
Anden Act
Morgenstund
Den lange Nat jeg her alene stod,
Alene – nei, jeg havde hos mig Sorgen,
Guds Sol gaaer op, men ei min Bryllupsmorgen,
Din røde Glands er Roser ei, men Blod!
Da Alle gik at sove –! De det kunde!
Ha sove nu –!
Drøm om vor Fest! –
O lad Dig røre!
Du
Du vil, Du maa mig høre!
Romanze
Jeg er saa inderlig bedrøvet!
Det er, som Alt var Nat,
Som var jeg reent forladt;
O, hvilken Smerte!
Og dog af Kjærlighed er fuldt mit Hjerte!
Jeg er saa inderlig bedrøvet,
Ei Ord kan sige det!
O havde jeg udgrædt,
Udgrædt min Smerte!
Og dog af Kjærlighed er fuldt mit Hjerte!
Min Renzo! – Haanden skjælver! Du er bleg!
Man vil os skille ad!
Den Magt har Ingen.
Abondio vil ei vie os! – Don Rodrigo –
– Jeg frygter ham! – Vi tør ei blive her!
Først maa I være gifte – Mand og Kone!
Naar Aftenklokken klinger,
Jeg til mit Stævne gaaer,
Skjult under Nattens Vinger,
Jeg, som en Hævner staaer.
Naar Barne-Sangen toner
I Aftensolens Glød,
Tænk fromt paa
Og ei paa Hævn og Død.
Naar Aftenklokken klinger
Og Mørket tager til,
Bag Helveds røde Vinger
Hans Sjæl da skjælve vil,
Naar Barnesangen toner,
Ved Dig ei ondt der skeer,
Høit over Piniens Kroner
Gud fra hver Stjerne seer!
Forsigtig maa Du være!
Og I maa bort herfra.
En List af mig I lære,
Og Himlen hjælper da!
Jeg Oprørs Flammen tænder,
Mig Vennerne forstaae.
Jeg deres Styrke kjender,
Nei List vi bruge maa!
Først maa Du see at skaffe tvende Vidner,
Med disse kom bag paa Abondio,
Og da – Du Renzo siger høit og klart:
»Abondio, Lucia er min Kone!«
Og Du Lucia, taler ogsaa høit
»Abondio! see Renzo er min Mand!«
Naar det er sagt og hørt af tvende Vidner,
Da er I to saa godt som ægteviede,
Det er en gammel Skik i dette Land,
Ved den blev gift min Fader og min Moder.
O var det mueligt!
Derpaa kan I reise,
I maa herfra!
Men Pater Christophorus
Maa vide det!
Ja naar det først er skeet;
I Grunden er det jo en lille Synd.
Han, i sin Stilling kan ei raade til den!
Men siden efter kan han os tilgive!
Vor Synde-Tavle blev Don Roderigo!
Jeg mine Vidner har! see Tonio skylder
Til Hr. Abondio fem og tyve
Jeg vil betale dem! Han og hans Broder
Strax hjælpe os! Du vover det Lucia!
Jeg vover det!
Hjælp! hellige Maria!
Romanze
1.
Maanen stiger frem,
Seile vi paa Søen
Til vort nye Hjem.
Bort herfra.
La, la, la, la!
Jeg er saa salig glad
I Elskovs Lykke!
O ingen Digters Qvad
Kan sligt udtrykke.
Jeg er saa salig glad!
La, la, la, la!
Du aander glade Sange!
Mit Hjerte er saa bange.
Han aander glade Sange!
Og Du –! Hvorfor saa bange!
2.
Morbærtræet grønnes,
Silke har hvert Blad,
Fliden herligt lønnes,
Elskov gjør os glad!
Bort herfra!
La, la, la, la!
Jeg er saa salig glad
I Elskovs Lykke!
O ingen Digters Qvad
Kan det udtrykke.
Jeg er saa salig glad!
La, la, la, la!
| Han |
Dig skal jeg favne som min Viv!
Jeg elsker Dig meer end mit Liv!
Guds Moder kjærligt til os see!
Hun fjerne hver en Sorg og Vee,
Hun lade kun det Bedste skee!
Afsted!
O bliv!
Jeg maa!
O bliv.
Jeg elsker Dig meer, end mit Liv!
Søg dine Vidner, bring de to!
Og saa, til Hr. Abondio! – –
For sidste Gang vi skilles ad!
Farvel! Farvel! vær stærk og glad!
Ak! som en deilig Melodi
Er Ungdoms Drøm og Haab forbi!
Ei kan mit Hjerte være glad,
Maaskee vi skilles evigt ad.
Mit lille syge Barn, hviil Du dit Hoved
Op til mit Bryst og jeg skal synge for Dig
En Vuggevise, som da Du var lille,
Fortælle for Dig en Historie,
Min kjære, min forkjælede Lucia!
Jeg seer i dine Øine ind i Himlen.
Vuggevise
1.
Du al min Glæde her, Du al min Lyst,
Du som har hvilet under dette Bryst;
Du veed ei hvor en Moders Hjerte banker! –
Et Barnehjerte det kan ogsaa banke.
Jeg Dig omfatter med min Sjæl og Tanke.
2.
Du selv en lille Baad med skjøre Planker,
Af Bølgen vugges fra den stille Kyst.
Du som har hvilet under dette Bryst.
Du veed ei hvor en Moders Hjerte banker.
Et Barnehjerte det kan ogsaa banke.
Jeg Dig omfatter med min Sjæl og Tanke!
Don Roderigo! ha! han kommer atter.
Du Smertens Moder knus den Ondes Magt.
Fred og Velsignelse!
Min fromme Datter,
En Brudegave har jeg her Dig bragt.
O fromme Fader her boer Sorgen!
Men Du ei Haanden af os slaaer.
Den onde Ridder hist paa Borgen,
Vil ikke at mit Bryllup staaer.
Jeg saae hans onde Øine brænde,
O Gud jeg kan dem
Snart komme vil hans Leiesvende!
Jeg har en Skræk; o Alt kan skee!
Bønnen er den Svanevinge,
Som os til vor Gud kan bringe,
Der vor Smerte vi udgræde,
Der vi drikke Himlens Glæde!
Nylig talte I i Kirken,
Eders Ord jeg nøie veed!
»Selv Du virke! i din Virken
Lægger Himlen Hjælpen ned!«
Jægerskaren! hele Vrimlen!
Derfor hurtig bort herfra!
Stol paa mig, men meest paa Himlen!
Vi os skjule maa!
Trara!
Seer Du, Hjælp kan han ei skjænke,
Selv vi handle maa og tænke!
Bønnen er den Svanevinge
Som os til vor Gud kan bringe!
Trara!
Bort herfra!
Jeg hader ham den Mægtige!
O Fader!
Det er jo Ret at jeg det Onde hader!
Fra Ungdoms Tid,
En Billed-Række skyder frem som Ranken,
Belyst af Tanken,
Der bæver hid og did!
Jeg, Kjøbmands Sønnen, ung og stolt i Hu,
Med
I Gaden jeg din stolte Slægtning mødte,
Han vilde ikke vige – og jeg stødte
Min Dolk dybt i hans Bryst; jeg saae han blødte,
Den Adelsbaarne laae foran min Fod.
– Nu Klosterhallen kjølet har mit Blod,
Der fandt jeg Fristed – Tankens Ro jeg vandt,
Mig selv jeg der gjenfandt.
Flyv hen mit Had!
Og kom Du Aandens
Dulm hver en Smerte
Med Fredens Olieblad
Hør det hvorom jeg bad!
Hussa! i det dunkle Krat!
Natten er Dag og Dagen er Nat!
Jage, drikke, favne sin Pige,
Det er det jordiske Himmerige!
Luk op! luk op! Viin vil vi drikke!
Viin! Viin høre I ikke!
1.
Vi jage gjennem den dunkle Skov,
Saa at det dundrer for Hestens Hov.
Vi gjennem Kornet og Hække bryde,
Hundene halse og Hornene lyde!
Hussa! i det dunkle Krat!
Natten er Dag og Dagen er Nat!
2.
Skoven og Marken er Drikkesal,
Jægerhornet vor Viin-Pokal.
Ei maa vi savne deilige Qvinder,
Elskovsblussende
Hussa! i det dunkle Krat!
Natten er Dag og Dagen er Nat!
Hussa! i det dunkle Krat,
Natten er Dag og Dagen er Nat!
En Lurer! heisa!
Pater Christophorus!
Fred over Eder!
Bring ham strax et Bæger!
Jeg vandrer hjem!
Vi drikke Klostrets Skaal!
En vigtig Sag mig fører hid til Eder,
Men vi maa tale ene! –
Først et Bæger.
Man har misbrugt Eders Navn,
Tvunget Hr. Abondio
Til at nægte en Forening
Mellem Renzo og Lucia!
Men I er uskyldig Herre!
Og vil vise det for Alle,
Ved at Brylluppet fuldbyrdes
Ja I kan det og I vil det,
For Samvittighed og Ære!
Ha, Samvittighed og Ære!
Begge jeg at hævde veed!
Herre! I retfærdig være!
Tænk paa Guds Bamhjertighed.
Til en Fasteprædiken, Kjære,
Er ei her det rette Sted!
Fyld hver Pokal!
Lystigt er Jægernes Bachanal!
Jeg kan ikke rede finde
I den Tale om en Qvinde!
Munk, kom ikke saa fortroligt, –
Eders Blod det er uroligt
For en Pige!
Ja det er det!
Og min Sjæl er dybt bedrøvet!
Her staae tre alt Haab berøved’
Og I hjælpe kan saa let,
Kun eet Ord – I vil det sige!
Det er Ædelt, Stort og Godt!
Vel saa bring den Stakkels Pige
Til et Fristed – til mit Slot;
Eders Slot! – Hun, Ulvens Bytte!
Gud i Himlen vil beskytte,
Frelse veed han, Straf han veed;
I har ei Barmhjertighed!
Dommens Torden
Ruller eengang, over Jorden,
Hver en Handling, hver en Tale
Raaber fra de Dødes Dale,
Med Basuner og i Flammer,
Ind til Glæde – eller Jammer!
Tomme Ord jeg hører buldre,
Munk! Din Dragt Dig Redning være,
Ellers Dine dovne Skuldre
Skulde Straffens Mærke bære!
Det er intet venligt Møde,
See, hvor deres Øine brænde,
Som naar Dolken jeg vil støde
I et Bryst, hvis Liv skal ende!
Han tør træde frem og true,
Ene imod Overmagten!
Som en Ridder stolt at skue
Staaer han der i Munkedragten.
Tanken veed jeg i Dit Bryst,
Ond og dyrisk er Din Lyst!
Gud vil Uskylds Børn beskytte!
Straffe Dig! – Du Syndens Bytte!
Munk! – –
– Jeg slaaer dig med min Latter!
Og favner saa den smukke Evadatter!
3.
Vildt gjærer Ilden i Druens Saft,
En Qvindes Kys har dog større Kraft
Viin vil jeg drikke, Ungmøer favne,
Qvinde og Viin er de lifligste Navne!
Hussa! i det dunkle Krat,
Natten er Dag og Dagen er Nat!
Hvad var det Munken vilde?
En Præd’ken ved vort Gilde.
I denne Aften, – Du mig kjender, –
Lucia være maa i mine Hænder!
I denne Aften!
Ja, som jeg har sagt!
Hun bringes til mit Slot, brug List, brug Magt! –
Vi gaae herfra,
Til Slottet I tage,
Jeg vender da
Som Speider tilbage;
I har mig sagt
Brug List, brug Magt, –
Ved Ave Maria
Hver Aften Lucia
Gaaer ned til Capellet! –
Ungmøes Farvellet
Hun siger i Nat ved mit Bryst!
Salige Lyst!
Vildt gjærer Ilden i Druens Saft,
En Qvindes Kys har dog større Kraft.
Viin vil jeg drikke, Ungmøer favne,
Qvinde og Viin er de lifligste Navne!
Hussa! i det dunkle Krat!
Natten er Dag og Dagen er Nat!
Tredie Act
Bravo, godt improviseret!
Stolte Vers har han leveret!
Det stor Glæde mig forvolder!
Og betragt kun ham! See Minen.
Hun saa nydeligt sig holder! –
Godt slaaer Moder Tambourinen!
Bravo! Bravo!
Vært bring Vinen!
»Mora«-Spillet!
De behage!
Endt er Dandsen!
Det skal smage!
Viin! bring Viin!
Den bedste Slags!
Og nu
Sex! otte! fem! tre! ni!
Otte! fire! syv! to! ti! –
Bedre Drue ei kan groe!
Det er
Luften er saa deilig sval
I Platanens Skygge!
Som i
Er her godt at
Vi sidde her et lille Lag,
Os ingen Sorg
Foroven Piniens grønne Tag,
Forneden – fyldte Flasker!
Og Fuglen synger med saa godt den kan.
Og synger Fisken ei, saa dandser han!
Hvo er de, som sidde hist!
De har Penge og de drikke. –
Vide meer behøves ikke.
Nei hvor deiligt er dog Brødet,
Fuld af Saft er Figenkjødet,
Skinken som Kastanier sød,
Vinen liflig, frisk og rød.
Hvo er de, som sidde hist.
Skikkelige Folk
Her fra Byen?
Mænd og Qvinder!
Renzo, han er Silkespinder –
Hvor det smager, hvor det qvæger!
Sælsom Angst mit Bryst bevæger!
Drik dog ud at jeg kan skjænke!
Glasset endnu fyldes maa!
Vi paa Vandringen maa tænke
Førend Mørket falder paa!
Vær forsigtig! vogt Dig nøie,
At de Intet mærke der!
Spøg paa Læbe, Smiil i Øie,
Klæder godt Enhver især.
Ak jeg forudseer det Hele!
Jeg betaler!
Her er Alting nøie
Snildt vi nu maa os fordele. Tys!
Den lykkeligste Nat!
Den lykkeligste Nat!
Den Enes Ansigt synes mig bekjendt!
Hans Blik var speidende! – Jeg har en Angst!
Vær uden Frygt! – Snart er Du Renzos Kone!
Tal ei saa høit!
Nu faaer jeg min Guldkjæde,
Der staaer i Pant hos Hr. Abondio!
Tak Renzo! Venskab viser jeg for Venskab.
For dine Penge løser jeg mit Pant!
Det bliver mørkt! – Nu maa vi vove det!
I banke paa!
Skjul Eder bag ved Trappen!
Jeg lokke vil Perpetua herned,
Og mens vi tale, smut saa ind i Huset.
Fat Mod Lucia! husk: »han er min Brudgom«.
Det er Bedrag!
Vær dog fornuftig Barn!
Ene Tanken mig fornøier!
Det vil blive
Læben spøge, Øiet lee,
Ingen Hjerte-Sorgen see!
Er der Ingen derinde! vil I ei lukke op!
Jeg ringer saa Strængen nok snart siger stop.
Naar det lykkes, de reise i Aften afsted!
Jeg Gamle maa blive, jeg kommer ei med!
Er der Ingen derinde! hvilken Tid man maa staae!
De komme, de komme! vær snild, pas nu paa!
Hvem er det derude! hvem ringer saa til.
Min Gjæld til Eders Herre betale jeg vil!
Kom i Morgen!
I Morgen er Pengene væk!
Man sin Gjæld maa betale før Pungen er læk.
Lad dog være at kime! See, nu skal jeg gaae!
Hun kommer! hun kommer! vær snild og pas paa!
Nøglerne rasle! der er hun!
Hold Mund!
Forsigtighed!
O hvilken
Træd da indenfor, skjøndt Herren,
Han er syg, vil Ingen see!
Men da I ham bringer Penge –
Mange Tak!
Perpetua!
Er I udenfor Agnese!
Jeg her havde en Strid for Din Skyld!
Hvad for noget!
Gaae forsigtigt!
Slukt er Lampen!
Kom herop!
Jeg maa vente her paa Renzo,
Man har grueligt bagtalt Dig,
Jeg har taget Dit Partie!
Sagt jeg vidste, Du har givet
Meer end to Personer Kurven!
De som gnave mig i Hælen,
Agte sig naar jeg slaaer bagud!
Ja jeg veed hvor Du har været!
Du har kunnet for hver Finger
Faae en Mand, det har jeg sagt dem!
1.
Danske med et Skjæg, som
Knælte for min Fod.
Intetsteds de kunde finde,
Til Model, som mig, en Qvinde.
Jeg var Kjærligheds Gudinde,
Jeg gav Marmor Kjød og Blod!
DuJeg var Kjærligheds Gudinde!
DuJeg gav Marmor Kjød og Blod.
Naadens Moder, vær os god!
2.
Engellændere i Flugten,
Saae paa mig, som Kundskabs-Frugten,
Standsede og blev;
Franskmænd glemte reent at tale,
Mændene i vore Dale
Fulgte med migsom en Hale,Dig
Underligt jegdem henrev!Du
3.
Jeg var deilig, tør jeg sige!
Udenpaa var ei min Lige.
Nu er det forbi.
Men for Skallen kom nu Kjernen,
Inden i sad Skjønheds Stjernen,
Jeg fik meer Forstand i Hjernen,
Jeg er deilig inden i!
Du fik meer Forstand i Hjernen,
Du er deilig inden i!
See dog! hvad ville disse!
Banditter! ja tilvisse!
Forføi Dig bort herfra!
Du
Gaae strax til Huset, Qvinde!
Vær taus!
Luk Døren til! –
Er Du endnu ei inde!
Hvorfor!
For jeg det vil!
Forsigtig kun og stille,
See, nu er Pladsen fri!
Vi hine fange ville,
De slippe ei forbi!
Et lille Værelse hos Hr. Abondio
Saa kom herind, skjøndt det er noget silde.
Og I har Feber!
See hvor jeg seer ud! –
Min eneste Motion i Dag har været
Derop i Klokketaarnet.
Klokketaarnet.
Ja gjennem Døren der gaaer man derop!
Der er saa svalt og jeg maa have Luft;
Der har jeg siddet, seet udover Søen, –
For jeg er svag –! og jeg gaaer ikke ud!
Jeg componerer! – Veed Du hvad det er?
Til Kirkefesten laver jeg Musikken! –
Ja vist! – Med Pauker og med Contrabasser!
Hu! ja! – det er som sad de mig i Kroppen!
Men Du har Penge til mig!
Blanke, gode!
Jeg faaer igjen Guldkjeden og
Beviis! Du er forsigtig! – Jeg er syg!
Hvor gjør det ondt!
I Kroppen! overalt!
Som om alle Helveds Piner
Var sat ud for stort Orchester,
Ret med Contrabas og Fløiter,
Saadan spiller det i Kroppen.
Jeg er spændt i Smertens Trøie,
Kold som Iis og heed, som Lue,
Feberens
See det Udtryk i mit Øie.
Stakkels Hr. Abondio!
Først kom en Susen for mit Øre,
Som naar
Basunerne paa Dommens Dag!
Mit Hjerte slog med Paukeslag,
Og ned af Ryggen det mig risled’;
Det var, som Fløitetoner hvisled’
Og stak med sine skarpe Pile,
En Synaals spinkel
Saa kom en Pause, jeg fik Hvile!
I fik Hvile!
Men med fornyet Kraft og Mod
Gik alle Pulsenes Tangenter,
Det var, som inde i mit Blod,
Sad mange Strænge-Instrumenter.
De spilled op;
Min hele Krop
Var et Orchester kun af Smerte,
Som Tactstok slog mit stakkels Hjerte.
O hvilken Qval!
(Ja han er gal!)
Ingen, ingen kunne vide,
Hvad et Menneske kan lide!
Jeg mit trætte Hoved bøied’
Taalmod styrkede mit Sind;
Tænkende jeg lukked’ Øiet,
I det Haab at sove ind.
Søvnen kom og sødt fornøiet
Smilet sad paa Eders Kind.
Nei, der kom Syner! hu, fæle
I alle tænkelige Farver;
Stjerner og Pletter,
Lange Skeletter,
Ild
Hver sprutter og
De gik, de kom,
De hvirvlede om,
Nikkede,
Vrikkede,
Klokkerne kimede –
Jeg bevimede!
Helst om Dødens Stund jeg tier,
Atter vaagnede jeg op.
Alle Smertens Melodier,
Svæve, bæve i hans Krop!
Ak, det var en Rædselsnat,
Derfor er jeg bleeg og mat,
Dagen selv var ikke bedre!
Snart jeg gaaer til vore Fædre!
Ja der var en Rædselsnat,
Derfor er I bleeg og mat!
Gaae dog ei til Eders Fædre,
Gode Hr. Abondio!
Tør jeg om Beviset bede;
Her er Penge! Tusind Tak!
Du skal faae Din gyldne Kjæde!
Troer jeg ikke Døren smak –
Var der noget –?
Oppe, nede,
Alt er stille!
Der, pas paa!
Tør jeg om Beviset bede!
Du har Hastværk! lad mig lede
Ud Papiret. Du skal faae –!
Gid vor List nu lykkes maa!
Hr. Abondio! Lucia
Er min Kone!
Hr. Abondio – –!
Mord! Skræk!
Vil Du væk!
I mit Huus mig overfalde!
Byen jeg til Hjælp vil kalde.
Mord! Brand!
Jeg elendige Mand!
De maa hjælpe! De maa høre,
Lade Deres Hjerte røre!
Bliv! Bliv!
Skjænk os Haab og Liv.
Ak, jeg faaer en Angst og Gruen,
Bare jeg var vel af Stuen;
Vee! Vee!
Hvad mon nu vil skee!
Hvis jeg finde kan Beviset.
Nei, nei!
Jeg finder det ei!
Han er borte! Døren lukket,
Lyset slukket.
Hvis han ringer Kirkeklokken,
Kommer hele Landsbyflokken,
De os gribe! – stille, stille!
Bort herfra vi liste ville.
Udenfor
Alle Folk er’ nu til Hvile.
See den Mund, de Øine smile,
Hende fast til Hjertet trykke.
Det er Lykke!
Som en Ørn seer ned fra Skyen,
Har jeg gjennemspeidet Byen,
Jeg har faaet see og høre,
Brugt mit Øie, brugt mit Øre,
Været ude, været inde.
Nu er Tid vor Seier at vinde.
Hvis han vier dem –!
Skjønheds Datter
Lider ingen Ting derved!
Ha, en Munk!
Hvad vil I atter!
Hvad vil I paa dette Sted!
Jeg? Ha! ha! det er til Latter,
At Du spørger mig om Sligt!
Hvad vil Du!
Jeg vil min Pligt!
Munken i Roderigos Skare!
Der ind gaaer jeg!
Bort herfra!
Fromme Fader! gaae I bare
Trygt til Klostret! aabenbare
Skal vi siden Alting da!
Rolig Nat! Frygt ingen Fare!
Nei! jeg bliver!
Trodser! – Ha!
Straffens Torden
Jeg forkynder!
Knæl til Jorden
Blege Synder!
Skjærsilds Flammen
Snart slaaer sammen!
I døe Døden!
Skrift mig Brøden!
Paa den Skriger!
Vi har ingen Skyld i Grunden,
Vi kun lystre hvad han siger!
Et Skrig jeg syntes høre!
Hvo lytter til!
Mon mig bedrog mit Øre!
Speide jeg vil!
Jeg et Baal vil tænde!
Vidt det sees herfra.
Qvistene alt brænde,
Hjælpen kommer da.
Lys Flamme over Olietræets Grene,
Til hvert et Huus og skriv paa Væggen din
Forkyndelse, dit »
Tekel urphasin
Lys, røde Flamme! Farens Stund du mælde!
Hver Moder tænk, at det dit Barn kan gjælde.
Lys op i Skyen, Englene det see!
Lys op i Kirkens Taarn, saa Klokken klinger,
Lys dybt i Dalen, lys paa Alpers Snee!
Flyv
Alt mit Bud skal lyde,
Snart er hun min,
Rosen vil jeg bryde
Duftende og fiin!
Vældigt blusser Flammen!
Forræderi!
Hvis Folket stimler sammen,
Hvad gjøre vi!
Hun skal bøde! bløde! –
Ha! de komme der!
Iler dem imøde,
Griber enhver!
Sagte og stille,
Nu er’ vi fri.
Sagte og stille.
Nu er’ I fri.
Taushed vi ville!
Alt er forbi!
Ved mindste Lyd Dit Liv har ende!
Døden maae I mig tilkjende,
Ak, men skil mig ei fra hende!
Himlens Gud, du Hjælp os sende!
Klokken klinger,
Høit den ringer,
Kalder sammen!
Ildens Flammen
Hid dem bringer!
Mord! Brand!
Vi holde Stand.
»Gud har seet vor tunge Nød,
Under Overmagtens Vælde,
Undertrykkerne vi fælde,
Frihed eller Død!«
Nidding, du bløde!
Vandre til de Døde!
Du gaae Din Dom imøde!
Helved! (døer).
Frihed og Fred!
Hvor er et Frelsens Sted!
Mordere! Tyve! Forbarmelse, ak!
I ringed til Frelse! til Bryllup! tak!
Endt er Faren!
Flygtet Røverskaren!
Hans Dom har Gud fuldbragt!
Han banlyst er! Vort Kloster skulde
Imorgen ham forkynde Pavens
Ingen meer os skiller ad!
O! jeg er saa salig glad!
Jeg, jeg er – jeg veed ei hvad!
»Himlen er i vort Bryst!
Hvo kan vel male,
Hvo kan udtale
Kjærligheds Lyst!« –
Lystigt Faklens røde Skjær
Falder paa de dunkle Træer,
Vidner om vor Fare!
Istem Glædens Melodi!
Jublende paa Bjergets Sti
Gaaer en Brude-Skare!
Henvis til værket
H.C. Andersen: Brylluppet ved Como-Søen. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 12: Skuespil III 1844-1849. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.