Cantate og Psalme i Anledning af Hans Høiærværdighed Professor C. F. Brorson’s 50aarige Embedsjubilæum, den 17. December 1843

Du, som vort Hjertes Dyb forstod,

Før det fik Lyd paa Læben,

Som giver Lykke, Kraft og Mod

Til hver en ærlig Stræben,

Giv ham før Dødens Blund

En deilig Aftenstund,

Saa mild, saa smuk og klar,

Som den, hans Hjerte har,

Han, Menighedens Hyrde.

Et velført Liv har Glands af Gud,

Hvor smukt at see tilbage!

Der hænger Frugt, hvor Blomst sprang ud

I Vaar og Sommerdage!

En Slægt omkring ham staaer,

Vi see hans hvide Haar

Og Sindets Rosenblad;

For Gud vi hædre glad

Ham, som til Gud os førte.

Der er et Guds Huus der, hvor fromme Tanker

I uforstyrret Ro mod Himlen stige;

Hvor Liv sig rører, hvor et Hjerte banker,

Der bygger Gud, thi hans er Magt og Rige.

Et Guds Huus, reist af Steen med høie Buer,

Os kalder fra vor Hverdags-Dont til Gud;

Ind i sit eget Bryst den Christne skuer,

Han grunder paa Alkjærlighedens Bud,

Og rundt om røre sig de samme Tanker,

Eens klinger Psalmen, eens hvert Hjerte banker!

Bruus, Orgel! med din dybe Klang

Som Bølgen paa Verdenshavet:

Den fromme Tanke under Psalmens Sang

Er en Perle i Toner begravet!

Hvem Gud har kjær Han giver Aar og Dage,

Han styrker i sit Kald, at han kan virke;

En Herrens Tjener tro har lagt tilbage

Et halvt Aarhundred her i denne Kirke.

Ved Barnets Daab, ved Kjerlighedens Pagt

Hans Ord var mildt, dog mildere hans Øie!

Ved Graven har han Trøstens Ord udsagt,

Selv Tidslen saae han mod Guds Sol sig bøie!

Dybt fatted han den stærke, milde Lære –

Guds Fred skal over Herrens Tjener være!