Du længtes efter Vaar og efter Sommer,

Du sukked’ dybt, – og Vaaren for Dig stod,

Saa skjøn, som aldrig den til Jorden kommer –

Din Bøn blev hørt, derfor Du os forlod.

En sjunken Stad, som Tidens Strømme dølge,

Dig ligger Jorden nu; Du bort Dig svang!

Og Toner stige, svæve over Bølge,

De klinge som Levvel og Afskedssang.

Ja, kun i Veemods skjønne Melodier

Naae til Dig Venners Suk og Taarestrøm.

Alt Guddomskysset Dig til Himlen vier,

Dit Liv paa Jorden var en Ungdoms Drøm.