Den vide Verden Faa kun nævne kan,

Der var opoffrende og god, som han;

Den skjønne Guds Natur han havde kjær,

Og paa hans Bryst faldt Dødens Draabe der;

Een Smerte kun han følte, stor og hel,

Forladt og i en anden Verdens Del,

Sin stakkels syge Søster han forlod.

– Et Suk – hans Hjerte brast, – hos Gud han stod.

Det danske Flag man ham om Kisten gav,

Hans Kjærlighed ham fulgte i hans Grav;

Et Egetræ strøer gyldent Løv paa den. –

Sov sødt, sov vel, Du tro, Du kjære Ven!

Flyv lille Svale Vindens Vei derhen,

Bring Hilsen ham, som kommer ei igjen,

Hvis blaa og milde Øine vi først see,

Der hvor ei meer er Død og Hjerte-Vee!