Deilig Musik!

Deilige Mennesker! De hvide Uniformer, den hele Holdning, – det er som Adelsmænd!

Og deres Heste! Hvilke Been, hvilken Reisning!

Nu gik de om Hjørnet til Hovedvagten. Regimentet Princesa.

Og saa er den Stads forbi. (Sætter sig.) Hr. Brandmajor! vil De nu gjøre mig det klart om Tidsbegivenhederne. De veed Mere end Hempels og Iversens Avis, det tør jeg sige, uagtet jeg ikke kommer i Klubben.

Svensken skal nappes, Madam Ballerup! Russen tager i ham fra den ene Kant, Franskmanden fra den anden Kant, men Engelskmanden ligger i Midten og er Ven med Svensken. Det er Situationen, som man kalder det i Politiken!

Men Spaniolerne ere jo ikke franske! Hvad skulle de stakkels Mennesker her? De fylde Landet op; Mange have Kone og Børn med; de dandse og tralle, men rigtig fornøiede ere de dog ikke. Hvad skulle de i Situationen?

Lystre Bonaparte! Han veed, hvad han vil, han er min Mand og han er ogsaa Deres, Madam Ballerup! jeg mener ikke Mand ved Bord og Seng.

Nu gjør De Jomfru Hagenau rød.

Jeg hører aldrig det Tvetydige.

Bonapartes store Idee er at lukke alle Europas Havne for Engelskmanden –! ogsaa Havnen ved Middelfart.

Det skulde han have gjort før de toge vor Flaade fra os; dog seent er bedre end aldrig! Men kan han lukke for Engelskmanden? Nu ligger han jo og lukker store Bælt og han har ødelagt vort deilige Linieskib.

Det giver sig i Enden, Madam Ballerup! finis coronat opus hedder det paa Latin.

Men hvor er Enden, Hr. Brandmajor, jeg seer den ikke. De ligge og lunte Allesammen! Spanierne ligge her ikke med Fornøielse; vel have de deres egne høie Officerer: de Kindelan, de Salcedo og den Høistcommanderende Romana, men de ere her ikke med Lyst, og den driver dem heller ikke over paa Sverrig.

Rigtigt tænkt og sagt, Madam Ballerup! Men de skulle derover. Regimenterne Asturien og Guadalaxara have nu naaet Roeskilde, listende over Langeland og Laaland, da Admiral Keats ligger i Bæltet.

Men hvad saa? Jeg har det ikke.

De har de historiske Momenter! De har, hvad jeg vil kalde den momentane Indsigt. Der er en Videnskab, der kaldes Mathematiken; det er den reent udvaskede Forstands-Lære; Alt gaaer op i Tal, To og To er Fire. Der hedder det: man kan af to givne Størrelser finde den tredie, og saa har man hele Figuren. De, Madam Ballerup! har de historiske Momenter, det er den første givne Størrelse! Bonaparte, det vil sige, her i Landet Pontecorvo: lige Størrelser kunne staae istedet for hinanden; hvad Pontecorvo vil, det er den anden Størrelse, og naar man har den, saa har man det Hele. Veed De, Madam Ballerup! hvad Pontecorvo vil? Jeg veed det ikke.

Hvor skulde jeg vide det! Men det veed jeg, at Spanierne ligge her Landet over. De laae her i Vinter, de ligge her i Sommer. Nu kan man da ikke længer kalde en kort Visit for en spansk Visit; blive de her Vinteren til, saa vil det igjen gaae ud over Brænde og Tørv.

De fryse, disse solstegte Mennesker, og saa fyre de store Knipper Halm paa Skorstenene. Det gjorde de i Vinter og brændte os saaledes hele Koldinghuus af.

Det var min store Erindringsbog, der brændte; den mindre har jeg inde i mig og den læser og fordyber jeg mig i, under vor Tids forfærdelige Rabalder.

Koldinghuus og Spaniolerne, de ville huskes sammen i mange Tider! Ilden lyste lige herover i min Have.

Jeg har vist fortalt Dem mine Erindringer fra Koldinghuus.

Mange Gange!

Høist interessant!

Min salig Moder var Dame-Pige hos den adelige Jomfru Anna Sophie Reventlow. Pesten rasede i Kjøbenhavn, Dronningen drog derfor ud af Landet til Oldenborg, men Kongen conserverede sit dyrebare Liv paa Kolding Slot og amuserede sig med Maskerade. Der kom Anna Sophie med sin strenge Moder. Majestæten saae hende, – og hun blev Danmarks Dronning. Om al den Herlighed hørte og drømte jeg, da jeg var et lille Barn, og ikke tænkte paa, at jeg selv skulde komme i min Moders Carriere og blive Frøken Annette Sølvers Kammerjomfru. Det var ved et yngre Hof, to Generationer senere, det var under Frederik den Femte. (Til Madam Ballerup, der har taget Kikkerten og seer ud over lille Bælt.) Det er umuligt her, selv med den bedste Kikkert, at see Koldinghuus; det ligger mere til Venstre. Jeg seer det i Tanken, den herlige Bygning! de tre Etager, de fem smaa Taarne i Gaarden og Kæmpetaarnet med Udsigten.

Det er Etatsraadinde Prip, som er i Baaden! Nu lægge de til! hun er her paa Minutet.

Etatsraadinden!

Sagde jeg det ikke for en halv Time siden til Dem? Hr. Brandmajor!

De sagde det, Madam Ballerup!

Jeg saae at ovre paa Snoghøi kom hendes Vogn, det gamle Kjøretøi, med den gule Kudsk. Hun har ikke kunnet vente til Jagtjunkeren kom og saa er hun taget herover. Han er jo hendes Pleiebarn og Svigersøn.

Carl Bryske er en solid Fyr, et godt Parti for den unge Frøken.

For en Time siden kom han her fra Kongens Kjøbenhavn; han har maattet lægge Veien heelt om over Laaland og Langeland for ikke at blive taget af Engelskmanden. Denne Admiral Kat eller Kit, jeg veed ikke, hvorledes dette Navn læses.

At man ikke længere kan passere sit eget store Bælte uden at kapres! Det arme, fatiguerede Menneske!

Nu kan han hvile ud ovre paa Gaarden.

Hvile! Ja, gid han maa kunne hvile der uden værre Hændelser!

Hvad Ondt skulde der kunde hændes ham?

Jeg siger just, at det er godt at han kommer der. Godt mod Gjerning og godt mod Sladder; frist mig ikke! Jeg har hørt hvad jeg ikke vilde høre. Jeg har lært ved Hoffet at tage min Mund i mig.

De veed Noget, Jomfru Hagenau, Noget ovre fra Etatsraadindens Gaard.

Sladder maa man høre, men ikke føre; det er min Religion. Nu kan jo Hr. Jagtjunkeren bruge sine Øine og sin Conduite. Forpagterkonens Referater gaae mig ind af det ene Øre og ud af det andet.

Der har vi Etatsraadinden.

God Dag, Ballerup! Her har De mig. En Skaal af Deres vel tillavede Kaffe, ingen Cichorie, men snarest! Hr. Brandmajor! Stort Selskab! Jomfru Hagenau! – Er Jagtjunkeren her?

Han er her, det vil sige, han er borte, men han er her paa Minutet, sagde han. Han er bleven et deiligt Menneske paa eet Aar.

Paa sex og tyve, vil De sige! Ja, jeg forstaaer nok, gode Ballerup! han er i det sidste Aar bleven endnu kjønnere. Det er da ogsaa Hermania, min Datter, hans Forlovede. De skulde see og kjende hendes Figur, som jeg kjender den, gode Ballerup! hun kunde tegnes af og blive misundt.

Det er et smukt Par, den unge Frøken og Hr. Jagtjunkeren.

Det var min Mands, Etatsraadens Ord. Han grundlagde deres Forlovelse; han havde et klart Blik, var aldeles Forretningsmand! Lille Carl, Carloman, mistede sine Forældre. – Pleiebarn, godt betalt, Gud bevar’ os! – Børnene voxte op sammen, voxte for hinanden, sagde min Mand. Han havde Orden i Alt. De kjendte ham, Madam Ballerup!

Bevar os naadig! Aldrig endnu hører jeg det Ord Etatsraad, uden at det farer i mig og jeg tænker paa den salig Herre.

Strix var han og streng, men accurat og reguleret, som et Stue-Uhr, der gaaer nøiagtigt. Man kunde i enhver Ting sige: det og kun det, vil Etatsraaden, og sagde han et Ord – –!

Saa var Klokken slaaet! Ingen kunde sætte den tilbage uden Kongen –

Majestæten og Vorherre!

Det var en Mand!

Og det var en Tid –!

Ja, og nu er vi i en anden! Paa Krigsfod! Her mylrer i Middelfart af Soldater, ligesom ovre hos os!

Streng Indqvartering! og saa ere de tre Damer.

Ja, vi ere jo Fruentimmer alle paa Gaarden, men jeg har, heldigviis, Noget, som selv min Mand imponeredes af hos mig, Damen! naar jeg vil det. Hermania er et Slags Charakteer, det har hun efter Fader og Moder, og Mademoiselle Le Grand er halv Spaniol, fra Sydfrankrig, man tager hende ikke hvor man sætter hende. Spanierne ere gode Mennesker! Og den unge Don Kuan1 de Molina er beleven som en Prinds.

Galant skal han være, meget galant, har jeg hørt.

Vi ere midt inde i Spanien med ham. Han synger, han dandser, han taler, – nydelig Fransk! Selv Le Grand maa tilstaae det og hun hader Spanierne. – Sydfrankrig op til Nordspanien, – Nabostrid, – Guerillabander, – De veed det af Historien, Hr. Brandmajor!

Le Grand forstaaer det Spanske?

Nei! ikke mere end jeg, og jeg forstaaer det ikke; men hun troer nu at forstaae Alt! Indsigt har hun, stor Indsigt! Hun er af udmærket Familie! Grevebarn! Været med i Revolutionen! De veed, – hele Sydfrankrig! – Guillotine! – Gamle Slotte brændt af! – Flugt og Fare! – Marseillaise-Folkesang: »Allons, enfants de la patrie.« Skrækkelige Dage! – Saa kan en fransk Comtesse nok være glad ved at blive Française i Embedsstanden.

Hun læser for med Declamation! – Jeg kan nok læse i en fransk Bog, men jeg forstaaer den ikke.

Fransk er som Dansk for min Datter, og Udtalen har Hermania egenligt bedre end Le Grand, der er indfødt! – det fødes man med. Don Kuan de Molina, vor unge Spanier, hører ogsaa helst Hermania parlere. De fiske sammen, de dandse sammen, og see Egnen! Jeg vil nu nok at Udlændingen skal see at vi have et deiligt Land. – Jeg arrangerer! Ja, imorgen, – det faaer nu ogsaa Carl at see, – tableau vivant! det vil sige, de sidde stille. Jeg har læst Jomfru Biehls Historie, den om Don Kikote, den ville vi have paa Tapetet. (Idet hun seer Carl Bryske træde ind.) Der er han, Carloman!

Kjære Moder! – Her ovre! God Dag! god Dag!

For din Skyld! – Kjøretour! – Seiltour! – en Skaal Kaffe! – hjem!

Hermania veed at jeg kommer? Hun har det godt?

Hun har lært Fandango af Don Kuan! – elegant ung Mand! gammel Adel! – en Sangstemme! Tenor, af dem, der gaaer En ned ad Ryggen, naar man hører! Og saa et Spilop, et Uro er han! – vendt op og ned paa Spisetid og Forretningstid!

Er det saa morsomt?

Han er meget interessant, og det skal Du ogsaa være! fortælle mig om Kjøbenhavn, om hvad der siges og handles og gjøres! – men i Baaden, paa Vandet og paa Veien! Altsammen! Nu en Kop Kaffe! Hjem! og Du er midt i Spanien!

Og Anna, Anna! Om hende har jeg endnu ikke spurgt.

Anna gjør Huusgjerning, veed Du nok!

Kaffen og Bakkelserne vente.

Bakkelser! de ere gode i Middelfart. Kom, min Dreng! Og saa afsted.

Hjem til Hermania!

Gud give Dem megen Glæde, og at De paa Gaarden maa finde Alt, som De ønsker det!

Det troer jeg og det vil jeg haabe.

Jeg med! men brug Deres klare Øine, Hr. Hof-Jagtjunker! Jeg har holdt af Dem fra De var en lille En! – Jeg gaaer ikke med Sladder, men, saa sandt som jeg ønsker at jeg i den anden Verden maa igjen komme i Hoffets Sale! – – jeg holder uendeligt meget af dem, i al jomfruelig Uskyldighed! – – Det er Alt hvad jeg har at sige.

Tak skal De have! Men det er næsten som om De havde noget Mere at sige.

Nei, ikke en Tøddel! Men disse Spanioler –! De have sorte Øine, de have Snakketøi og Fandangoer! – Qvinden er svag!

De er dog aldrig bleven forliebt i en af Spanierne?

Ih du Forbarmende! Kan De tiltroe mig –! (Hun afbrydes af tre smaa spanske Drenge, to Pibere og en Trommeslager, der styrte ind og tæt bag hende raabe:) Viva España! viva Don Pedro Caro y Sureda de la Romana!

Hør bare det smaa spanske Kravl fra Vagtparaden!

Kaffen bliver kold herinde!

De spille Morra! Det er ikke det bedstvalgte Sted; denne Skrigen!

Lad dem more sig! – Det klinger som smaa Raketskud. (Træder hen til Vinduet.) Nu løbe de lige med Eet! – Nei see dog hvor smukt! der staaer en Regnbue, spændt fra Fyen herover til Jylland. Fjorden er saa blank og blaa! Æbletræernes Grene bøie sig med Frugt! og udenfor Haven, paa den grønne Eng, holde spanske Soldater Andagt under det store Træ, hvor de have hængt Madonnas Billed. Her har aldrig været saa smukt som nu, de fremmede Sydboere ere her.

Du sværmer!

Jeg troer det selv. Men det er virkeligt for mig, som jeg har læst og hørt om, at Alferne fra Hindostan kunne bringe en Deel af deres Sol og Deilighed med ind i det kolde Norden.

Og Spanierne ere som Alferne fra Hindostan.

Jeg troer det næsten. Aldrig har Foraaret været her saa smukt! Husker Du hvor Frugttræerne blomstrede? Det var som om et Lag af Snee og Rosenblade laae henover Grenene. Aldrig før har Sommeren været saa ægte sommerlig! Her mylrer af Frugt og de deiligste Roser. Et sydligt, broget Liv er draget ind i Landet. Paa Veiene jage Muldyr med klingende Bjælder; de ridderlige Spaniere i deres hvide Uniformer sidde saa kjækt paa de stolte andalusiske Heste! Smukke, sortøiede Børn, tateragtige, gamle Qvinder – –! Og disse Sange og Dandse til Kastagnetter! de klangfulde Stemmer –!

Det var bedre om Du ikke hørte saameget efter.

Det er da ingen Synd! jeg vil just høre, see og samle –! Det bliver engang en Skat jeg har, naar jeg kommer i din Alder.

Min Alder!

Selv glæder Du Dig jo ogsaa, naar Don Kuan synger sine deilige Romancer om Cid og om Kongen af Alhama. Er det ikke mageløst, naar han fortæller om de spanske Kirkefester! – Nu kan jeg saa godt forstaae, kjære Le Grand, hvad Du som en god Katholik maa savne i vort Hverdags-Land! – Og naar han taler om Velasquez’s og Murillos Arbeider, det er som om jeg havde seet dem.

Don Kuan har megen Veltalenhed.

Det er som om Alt forvandlede sig omkring mig, som var jeg i Spanien. Gaaer jeg med ham i Maaneskinnet, da blive Poplerne til Cypresser, Æblehaverne til Orangelunde.

Vi maae nok til at læse Grammatik igjen, les verbes irreguliers. Din Phantasi breder Vingerne for stærkt. Jeg har ogsaa fortalt Dig om mit skjønne Fædreland, Sydfrankrig –!

Ja, min yndige Le Grand, det, jeg som lille Pige altid kaldte Dig; men Alt, hvad Du fortalte mig, var saa mørkt, saa gyseligt, kun om Revolutionens Rædsler, om gamle, mørke Slotte med skumle Fængsler, Drab og Myrden! Men Don Kuan –! Solen skinner ind i Alt, hvad han fortæller, selv ind i Tyrefægtningerne; Banderilleros glimre i Guld og Sølv, idet de vove Livet mod de tirrede, vilde Oxer!

Du gaaer heelt op i at høre paa ham –!

Han hører ogsaa paa mig! Jeg har fortalt ham om Danmark og Spanien i gammel Tid, om Holger Danske, der faldt ved Roncesvalles, fortalt ham, at en af vore Dronninger, Elisabeth, var en Spanierinde – –!

Og hendes Gemal Christian den Anden blev hende utro! det vil nu de unge Spaniere hevne paa de danske Piger.

Han har sagt mig, at vore vidt udstrakte Heder minde ham om hans Fædreland! at Danmark er et Aranjuez, langt frodigere og mere skyggefuldt end det castilianske! Men vore Kirker, ak, de ere mod Spaniens Kirker kun tomme kalkede Bygninger, uden Billeder, uden Guds Moder.

Hvor Du har hørt efter, mere end nogensinde efter mig!

Lille Le Grand, har jeg ikke hørt efter Dig! har jeg ikke som Barn siddet ved dine Fødder og med aabne Øren og Øine forlangt af Dig; men det piblede kun frem; hos ham vælder det, bliver en heel Strøm!

Tag Dig iagt, at ikke Strømmen river Dig med sig.

Som dine Tanker og Stemninger tidt rive Dig!

Mine Stemninger –! Luner mener Du.

Det er sagt uden al Bitterhed! Tidt er Du som en dyb, hemmelighedsfuld Brønd, hvor man hører Toner, der snart vække Sympathi, snart forskrække En. Du har tidt i dit Sind, i dit Blik, i din Tale Noget, som var det et Stormkast fra den Rædselstid, Du har oplevet, – men saa er Du meest interessant.

Virkelig!

Og da fortæller Du godt. Du fortalte engang om dit Barndomshjem, Byen Blois, det gamle Slot der; du sagde, at hvert Vindue med sin rødmalede Bue og Balcon, saae ud som en Mund man havde skaaret Tungen ud af, for at den ikke skulde fortælle om al den Rædsel, der var skeet derinde. Du gav i det Par Ord et saa beskueligt Billede, at jeg aldrig glemte det. Min Nysgjerrighed blev pirret, jeg kom med Spørgsmaal paa Spørgsmaal, men saa sad Du taus, og jeg maatte være glad til at Du ikke brød ud i Heftighed mod mig for min Spørgen.

Det har jeg kun en eneste Gang. Jeg husker det!

Ja, nu tænker Du paa den skrækkelige Aften, jeg havde, da jeg gjorde Dig et uskyldigt Familie-Spørgsmaal.

Om jeg havde Brødre eller Søstre.

Jeg spørger aldrig mere derom.

Men i Dag kunde jeg være tilsinds at svare Dig derpaa, nu mange Aar efter. Jeg havde en Søster, ung, blomstrende og livsglad; hun lignede Dig. Hun elskede en Mand, en Spanier, hang ved ham med hele sin Sjæl. Pludselig, en Aften, kom hun i vild Heftighed ind til mig. »Jeg ægter ham ikke!« sagde hun, »og vil man tvinge mig dertil, saa springer jeg i Søen!« Hun sank i Afmagt; hendes Sindskræfter vare omtaagede. Min stakkels Søster! »Jeg er syg!« sagde hun, »jeg veed det nok, mine Tanker, min Forstand er reven itu; det har han gjort! hans Tale var altid en Hvisken, en hemmelighedsfuld, rivende Strøm! I Aften har han hvisket til mig Ord, jeg ikke kan sige, Ord, som dræbe mig. Jeg kan ikke blive hans Kone! Ingen paa Jorden tør vide hvad han hviskede!«

Hvad hviskede han da? Min Gud, hvad var det? Og hvorfor siger Du mig dette?

For at Du kan undgaae at idag eller imorgen den unge Spanier skal hviske Dig Ord i Øret, som rive Dig itu!

Ti stille! Du forfærder mig; det er igjen eet af dine underlige Øieblikke! Hvad tænker Du derved? Hvad troer Du om mig? Hvorfor seer Du saaledes paa mig?

Vogt Dig for Don Kuan de Molina! hans Veltalenhed kan rive din Tanke, din Forstand itu!

Ja, – maaskee! dersom han ikke var saa uendelig god, saa forunderlig barneglad, saa mageløs, trofast og glødende i sønlig Kjærlighed til sin Moder. Hvor har hun været smuk! jeg har seet hendes Billede; han bærer det paa sit Bryst som en Talisman. Aldrig havde jeg tænkt mig den Slags Skjønhed hos en Spanierinde: havblaae Øine, kulsorte, lange Øienhaar! – Hun er død, han har kun hendes Billede. For at frelse og bevare det, vil han vove sit Liv.

Der er Ingen der tager det fra ham. Alt er Declamation, der klæder! Og Du troer ham, Solen, Lyset!

Du kommer som en mørk Skygge mellem os.

Saa gjør jeg en god Gjerning.

Kalder Du det en god Gjerning!

Det vil Anna ogsaa kalde den.

Anna! ja, det troer jeg nok! Hun er uden Flugt, et kjedeligt Stykke, lige ud af Landeveien! Hun mangler al Romantik! den har Du, min egen, alvorlige Demoiselle Le Grand!

Jeg vil Dig alt Godt! endnu er Du et lykkeligt Barn; gid at Du maa vedblive at være det!

Lykkelig! nei, Le Grand! Du blev stillet lykkeligere, Du blev født i Frankrig i Revolutionen, fik Barndoms-Erindringer om Rigdom, Fattigdom, Flugt og Farer! O, det kan jeg misunde Dig!

Ogsaa det, snart at være en ældre Pige, ene ude i den vide Verden, i et Land hvor jeg fryser.

Jeg vilde nu i dit Sted have dreiet min Skjæbne anderledes! Jeg var gaaet til Paris og bleven en stor Kunstnerinde.

Dertil hører Talent! –

Og Villie! den kan Alt.

Naar man kun vil hvad der er fornuftigt!

»Angel de amor por quien amor senti!« –

Tys! hører Du!

Jeg vil lukke Vinduet for Myg –!

Myg! – Nei for Tonerne, de deilige Toner! – Hvor bløde og fulde! – det synes Du ogsaa! – (De lytte begge til den smukke Sang; ved dens Slutning springer Hermania op.) Og nu vil jeg hente Dig Blomster, dem Du holder af! jeg bringer Dig en stor Bouquet Natvioler, de ville fylde din Stue med Duft!

Har han Dig saaledes i sin Magt, at naar han fløiter maa Du komme?

I sin Magt! jeg er i Ingens Magt; heller ikke i din, og nu gaaer jeg i Haven.

Du er en forlovet Pige –!

Saa er jo min Fremtid sikkret! Kom med, Le Grand! – ikke i Ægtestanden, men med i Haven. (Løber ud.)

Det mener hun nu ikke! Hun vil at jeg skal blive her, men jeg følger efter. (Tager sit Shawl over Hovedet.) Sangen holder op dernede! hun kan ikke være der. Jeg gaaer denne Vei, da møder jeg dem! –

Le Grand! det er nok en Overraskelse! Her er jeg! Moder hentede mig i Middelfart; jeg sprang af Vognen ved Havelaagen for at komme bag paa Hermania! Hvor er hun? De seer paa mig, som var jeg et Spøgelse! jeg har dog ikke forandret mig saa meget fordi jeg er bleven et Aar ældre. – Om min egen Alder tør jeg da vel tale? Jeg skal nok tage mig iagt med at røre ved Deres! Den Gang jeg sidst gjorde det, kom jeg net an.

Jeg veed ikke hvad De mener, og det er ogsaa det Samme!

Er De nu i det Humeur! er det en Modtagelse! Vi to gamle Venner! – De seer meget godt ud, og det mener jeg! Det er som om De med hvert Aar blev et heelt Aar yngre!

Jeg bliver Dem vel snart et Barn igjen!

Nei, saa skrapt gaaer det ikke. De er over Børneaarene! Nu kommer jeg nok i Fedtefadet igjen med min Snak, kan jeg see paa Dem.

De har aldeles ikke forandret Dem, og det vil nok heller aldrig gaae skrapt dermed.

Hvor er Hermania?

I Haven, i den unge Spaniers Selskab. Han er en beleven Mand, en af de interessanteste Mænd, jeg kjender.

Naa, det er meget fornøieligt, da de Alle kunne tale Sproget, at De har faaet saadan En, der kan sætte Liv i Tøiet; det maa jo blive noget stramt, naar det altid er tre Fruentimmer, der sidde med det. Det er Noget for Hermania.

Men det kan ogsaa være farligt for en ung Pige!

Hvad skal det sigte til?

Aldeles Intet! jeg har ikke Noget at hentyde til, Intet at udtale; jeg er her i Huset kun Mademoiselle Le Grand. Hermania er hellere i den unge Spaniers Selskab, end i mit.

Ja, det kan jeg nok tænke mig, naar han er morsom!

Quelle bêtise!

Saa, nu sagde jeg igjen noget Galt! jeg kommer altid paatværs med Dem. Jeg vilde forklare dette med Hermania: hun holder af det Morsomme, og De holder af at tale om lærde Sager; Spaniolen er jo et ungt Menneske, og De –!

Er – en ældre Person! Det siger De mig altid!

Giv mig nu Haanden til Forlig. Tag ikke hvert Ord saaledes lige i Kardusen. Der er Meget hos Dem, jeg høiagter, og De har godt oplært Hermania; hun har ogsaa sine Nykker, det har vi Alle. Troer De ikke, at jeg har tænkt paa at De kunde have det bedre i Verden? Man er ikke altid paa en grøn Green, naar man er sat ud til Fremmede. (Man hører Hermania udenfor synge de første Stropher af Don Juans Romance.) Det er Hermania!

Ja, i Haven, som jeg sagde!

Hermania! Hun seer herop! – – Nei, der fik hun Fødderne igang! Hun kommer.

Herop? Hun saae Dem.

Hun gjorde et Tegn og tog Fart. Seer De, hun holder dog et Stykke af mig.

Jeg har aldrig udsaaet Tvivlens Frø.

Han er her!

Kjære Hermania!

Gud, er det Dig! Er Du her!

Det er en Overraskelse! Du er glad ved at see mig.

Er Vognen kommen? Er Moder kommen?

Jeg løb gjennem Haven herop!

Det var Dig jeg saae ved Vinduet!

Ja hvem ellers. – Hvor Du seer godt ud! Dine Kinder ere saa blussende røde! Du er glad!

Hvor Du har ladet dit Haar klippe kort af! Det seer hæsligt ud!

Det er praktisk! Jeg lod det klippe saaledes før jeg forlod Kjøbenhavn. Nu har det Tid herovre at voxe.

Jeg kan ikke udstaae det!

Ja, nu er det gjort! – Det er deiligt at komme hjem! Veed Du hvad; imorgen ride vi ud; vil Du ikke nok? Du har jo den Brune! Og saa skal vi slaae en Sladder af. Du har vist Meget at fortælle mig!

Hvad skulde jeg have at fortælle?

O, Du kan nok faae Munden paa Gang! og jeg har ogsaa en Slump af Nyt og Gammelt! – Du spurgte mig sidst om Ballerne, jeg havde været paa. I Vinter var jeg paa to i Kjøbenhavn; de vare brillante. Der var Hoffets Damer, hele Adelskabet! der var meget nette Piger, og udmærket godt klædte i Flor, med Silke og Blomster, op og ned ad dem. De saae godt ud, men der var dog ikke Een, der tog sig bedre ud end Du i dette Øieblik i din Hverdagskjole.

Hvor galant sagt! det kunde staae i en Bog.

Det kan gjerne være! og stod det der, saa vilde jeg sætte under det mit Navn: Carl Bryske.

Jeg troede aldeles ikke at Du kunde have sluppet over for Englænderne.

Jeg har ogsaa maattet gjøre ordenlig Omvei.

Moder har sagt Dig velkommen! (Don Juan de Molinas Stemme høres fra Haven, Romancen: »Del niño alado y ciego victima soy«.) Hører Du! en Stemme som den, har Du aldrig hørt! Det er Don Kuan, vor Indqvartering. Fiskestængerne ere i Baaden; jeg har lovet at roe ud paa Søen med ham. Vi skulle ud at fiske. Du veed dit Værelse.

Skulle I nu fiske! Ja, hver sin Lyst! Jeg kan ikke lige paa Timen tage med; først maa jeg have Eet og Andet af Kofferten.

Bliv Du kun hjemme! (Iler ud.)

Jeg følger med i Baaden.

Fald ikke i Vandet! sidst var jeg Den som maatte hjelpe Dem op igjen. (Le Grand gaaer, Don Juans Sang høres endnu under hele Carl Bryskes efterfølgende Tale.)

Hermania kunde gjerne have blevet her lidt længer, – men naar hun nu har lovet den spanske Officeer at roe ud med. – Lad hende more sig! det har hun Sind og Ungdom til.

De er her, hører jeg! hvor jeg blev glad! Over et heelt Aar har De ikke været hos os! – Det er deiligt at see gamle Venner igjen.

Tak, Anna, for den Velkomst! Du er dog en velsignet god Pige!

Den Roes kommer jeg grumme let til!

Jeg bliver her hele otte Dage! saa maa jeg over til min Gaard; der er Meget at gjøre! men om Aar og Dag skal den være i god Stand. Bygges skal der! jeg skal nok faae et nysseligt Dukkeskab indrettet for Hermania, naar hun tænker at flytte ind. Ja, jeg maa tage hende paa Raad med i Eet og Andet, hvad Udstafferingen angaaer.

De tænker altid saa smukt paa hende.

Ja, det er saa rimeligt, da vi ere Forlovede. Hun saae saa blomstrende og fornøiet ud; den spanske Indqvartering liver hende op herovre!

De stakkels Mennesker ere dog ikke rigtig glade; det er tungt at være langt fra sit Hjem, fra Slægt og Venner.

O ja! men de ere mange Kammerater sammen. Den unge Officeer, her ligger paa Gaarden, er jo Liv og Lystighed, fortalte Moder mig. Det sagde ogsaa Le Grand!

Jeg troer dog han har sine meget alvorlige Øieblikke; og naar han og de andre Officerer tale med hverandre om deres Fædreland, er det ikke Spøg og Snak som lyser af deres Øine og i deres Tale. Jeg forstaaer vel ikke Sproget, de tale naturligviis deres Modersmaal indbyrdes, alligevel troer jeg dog –!

Men Du synes jo ogsaa om den unge Officeer; Hermania er saa glad for ham. –

Han er tidt som et overgivent Barn, fuld af Leg og Lystighed; men jeg har ogsaa seet ham græde og knytte Hænder. Talt med ham har jeg kun lidt; jeg mangler Øvelse i det franske Sprog. Jeg kan nok saa temmelig forstaae ham, men indlade mig paa at tale – nei, da vilde han vist lee af mig.

Han fortæller saa interessant om Spanien.

Deraf har jeg ikke hørt Meget; her er ingen Tid dertil, Huset skal passes.

Men det skal Du da ikke gjøre ene og alene!

O, gid at jeg kunde! det vilde være mig en stor Fornøielse. Her er Meget at have Øie med og Hænder i! men jeg gaaer heller ikke op i Slid og Slæb. Vel faaer jeg ikke Tid som de Andre at læse mange Bøger; men een læser jeg dog jævnlig i, just den, De forærede mig, de gamle Kæmpeviser.

Ja de ere prægtige!

Jeg fik dem alle første Gang gjennemlæste, nu forrige Efteraar, da Etatsraadinden med Hermania og Le Grand tog til Hamborg, hvor de morede sig som de holdt af.

Men at Du, Anna, ikke blev tagen med, det var jeg vred over.

Det var uden Grund. Jeg havde det deiligt herhjemme; her var saa fredeligt; jeg havde megen Tid til at læse, til at gaae i Haven og Skoven og til at tænke paa kjære, fraværende Venner.

Og jeg var imellem disse?

Naturligviis! jeg holder saa meget af Dem; De er saa god, saa brav.

Siig ikke det saa bestemt; der er Maade med min Fortræffelighed; bliver jeg rigtig seet efter, saa kommer der mange Skrøbeligheder frem, og galt er det, ja jeg veed det nok, at jeg ikke har rigtig Politur, som Hermania forlanger det og kan forlange det. Hun har Forstand og Lærdom, og saa Meget fra Vorherre, der stiller hende høit i Verden. Det er ogsaa godt. Jeg vil nok være stolt af min Kone.

Og hun vil være det af sin Mand, for hver Dag det gaaer lysere op for hende, det Meget der ligger i ærlig Stræben og et trofast Sind.

Du seer med for gode Øine paa mig, Anna! men det kommer af at Du selv er saa hjertensgod. Jeg kunde ønske Dig en rigtig brav Karl. Ja, Gaard og Huus skulde han ogsaa have! – Jeg troer saa Gud at jeg beder mig selv med til Bryllup!

Men Anna, staaer Du her! Lader Du Huset vente! Ja saa maa jeg have Nøglerne til Kjælderen, til Skabene, til ude og inde. Lad hele Besværet kun ligge paa mig ikke ganske unge Kone. Line Stuepige søger efter mit Vindsel med Floksilken, det laae i Vasen, hvor ligger det? Hundrede Ting er her at tage vare og nu opholder Du Carl, der vist vil ind at skifte.

Det er mig der har opholdt Anna, – kun to Minuter!

Jeg kjender dit Hjerte! Jeg kjender Anna! Flid og Orden, siger jeg, det er mit Thermometer, og det var ogsaa min Mands i Særdeleshed; selv kunde han have været Ordensmester. Han var i Alt paa Klokkeslettet! Man kunde paa Høibro stille sit Uhr, naar Etatsraaden gik over paa Comptoiret; og derinde var en Orden, det gik som efter Perpendikel. Pennen tog han frem, Pennen skrabede han, splittede den op, skar den; Papiret lagde han frem, eet Ark, to Ark, Alt nøiagtigt; Stolen blev stillet paa sin bestemte Plads, der gik en heel Forretnings-Time med bare Orden. – Men Anna, staaer Du her endnu, mens jeg taler om at benytte Tiden. Her vilde aldrig blive bestilt Noget i dette Huus, dersom jeg ikke var her!

Kjære Moder!

Det Ene paa det Andet! – Men dette har jeg ventet.

Hvad er det, Le Grand!

Først maa jeg sige! – – og saa, hvad der skeer i Øieblikket –!

Naa tal dog!

Det var uartigt! det var Drilleri! Hermania og den unge Spanier sade i Baaden; jeg kom lige tæt til den og saa stødte de fra Land; jeg kunde igjen være styrtet i Vandet. – Jeg vendte om! jeg var fornærmet, jeg gik min Vei! Da kom en Stafet jagende – han bragte Ordre! – Soldaterne samlede sig! Don Kuan de Molina kaldte de paa! – der er Forræderi! – Spanierne reise –!

Reise!

Det er Troløshed mod Bernadotte, mod Frankrig! De gaae til Nyborg! flygte bort paa de engelske Skibe. O, at jeg kunde advare mine Landsmænd!

Forraade de stakkels Spaniere!

Spanierne ere Forrædere!

Ti dog bare stille! Det kan ikke være saaledes! Jeg har jo budt stort Selskab og tænkt paa Tableauer, at Don Kuan kan see, at vi Danske ogsaa kunne finde paa. Tableauer med Don Kikote! –

Don Quixote!

Kikote!

Giv Pote!

Vær ikke vittig! vær correct, det holder jeg af!

De snige sig bort som Tyv ved Natten!

Jeg maa komme efter hvorledes det forholder sig.

Jeg vil tale med Don Kuan de Molina!

Det er saaledes! jeg har ikke taget Feil. Det er hvad jeg allerede ventede. De sang, dandsede og loe; det var kun en Overstrøm; neden under den gik den stadige Tanke om at komme bort. – Og hvad vedkommer det mig! hvad Sind og Hjerte skal jeg have for Frankrig, det Land, hvor jeg kun prøvede Ulykke og Fortræd. Lad Spanierne reise, komme paa de engelske Skibe, naae deres Hjem og fortælle om Danmark, dette ultima Thule!

Nei! – jeg kan ikke rumme det i mine Tanker! Stakkels Ven! – og jeg selv! –

Det er vist! de reise. Du veed det. – Men jeg er vred paa Dig! roe ud med Baaden idet jeg kom –! drille, krænke! Ja, nu er Du bedrøvet! bedrøvet! det kommer der ud af saaledes at give sig hen og aldrig at ville høre mig!

Kan Du tale saaledes til mig i dette Øieblik, vore spanske Venner bryde op, reise pludseligt bort, reise for altid –!

Eller – skydes ned, om de indhentes af Franskmændene.

Ti dog! – hvor afskyeligt!

Men dog skeer det, om mine Landsmænd indhente dem.

Dine Landsmænd! Hvilken Rettighed har Frankrig over det ulykkelige Folk? Jeg veed det nok, Magtens, Erobrerens Ret. Man har sendt dem herop, holdt dem uvidende om Alt, hvad der skete i Spanien, Revolutionen der; men over England ere Rygterne og Visheden naaet til Romana.

Og deres Troskabs-Ed! –

Den svor de ikke Kong Joseph! – Da Romana maatte udstede Ordren, og Tropperne stode samlede paa Nyborg Torv, raabte de høit: »no señor, viva España!«

Du er som ude af Dig selv! det er som om Du skulde miste en Brudgom! Det er usømmeligt!

Tal ikke saaledes til mig! Jeg er overrasket, overvældet. Jeg skammer mig ikke derved; Du har ikke Hjerte for mig, for Nogen, og jeg trænger ikke til Trøst, ikke til at udtale mig – – jeg har Intet at udtale til Dig eller Nogen!

Maaskee dog til din Forlovede Carl Bryske! Ham vil Du betroe Dig heelt til?

Ja! Du siger en Sandhed, uden at vilde det! Til ham kunde jeg være tilsinds at betroe mig, men aldrig til Dig.

Du vender mig Ryggen! – Du er et Lidenskabens Barn! jeg har lidt nok derunder! Overmod, ubøielig Villie –! Blindt hen fulgte Du altid dine Tilbøieligheder! Nu kommer Frugten, den bittre –! Bid kun i den, Du maa det! Du kan ikke kaste den hen! nu faaer Du Livets Romantik, Du græd efter – og Don Kuan de Molina er borte!

Jeg vil ikke høre hvad hun siger! det er kun ondt, hvad hun siger! ondt! Hvor der er meget Ondt i denne Verden; jeg troede ikke derpaa. Men der er ogsaa Godt, Velsignet! Der er en Fylde tidt af Lyksalighed, hvori eet Minut løfter meer end et heelt Aars lange, søvnige Hverdagsliv. Jeg kjender saadanne Minuter! de lyse inde i min Sjæl, lyse, som hans Øine i Glæde, – og selv i Smerte, nu da han sagde mig at Adskillelsen forestod; iaften, – endnu iaften! Jeg vidste den kom, maatte komme, men ikke saa pludselig! – Og om nu Franskmændene erfare deres Flugt, indhente dem –! nei, Le Grand, det skeer ikke! Gud vil beskytte dem; de komme ombord, komme hjem til deres deilige Land! – Og jeg! jeg? Her er Livet mig et stillestaaende Kjær med Qvæk af Frøer! – Han, som saaledes elsker en Moder, hvilket Hjerte! (Man hører Aftenklokken ringe.) Tys! Kirkeklokkerne ringe til Solnedgang, Ave Maria! de samles sidste Gang her til Bøn. Jeg vil ogsaa bede!