H.C. Andersen

Da Spanierne var her

Originalt romantisk Lystspil i tre Acter

1865 Opført første gang 6. april 1865
  • J
    omfru HAGENAU, forhen Kammerjomfru hos en Hofdame
    Fru Sødring
  • DON JUAN DE MOLINA, spansk Officeer
    Hr. Jastrau
  • Tre spanske Soldaterdrenge

Scenen er vexlende i Middelfart og paa en Herregaard mellem Snoghøi og Kolding under de spanske Troppers Ophold i Danmark 1808.

(Handlingen begynder ved Middagstid og ender næste Dags Morgen.)

Første Act

Madam BALLERUPS Huus og Have i Middelfart med Udsigt over lille Bælt til Snoghøi. Madam BALLERUP, Jomfru HAGENAU og Hr. DUEBJERG have reist sig fra Bordet, hvorpaa ligge Aviser og en Kikkert; de see ud bag Scenen, hvorfra høres Regiments-Musik af spanske Soldater, som trække paa Vagt.
Madam BALLERUP

Deilig Musik!

Jomfru HAGENAU

Deilige Mennesker! De hvide Uniformer, den hele Holdning, – det er som Adelsmænd!

DUEBJERG

Og deres Heste! Hvilke Been, hvilken Reisning!

Jomfru HAGENAU

Nu gik de om Hjørnet til Hovedvagten. Regimentet Princesa.

Madam BALLERUP

Og saa er den Stads forbi. (Sætter sig.) Hr. Brandmajor! vil De nu gjøre mig det klart om Tidsbegivenhederne. De veed Mere end Hempels og Iversens Avis, det tør jeg sige, uagtet jeg ikke kommer i Klubben.

DUEBJERG

Svensken skal nappes, Madam Ballerup! Russen tager i ham fra den ene Kant, Franskmanden fra den anden Kant, men Engelskmanden ligger i Midten og er Ven med Svensken. Det er Situationen, som man kalder det i Politiken!

Madam BALLERUP

Men Spaniolerne ere jo ikke franske! Hvad skulle de stakkels Mennesker her? De fylde Landet op; Mange have Kone og Børn med; de dandse og tralle, men rigtig fornøiede ere de dog ikke. Hvad skulle de i Situationen?

DUEBJERG

Lystre Bonaparte! Han veed, hvad han vil, han er min Mand og han er ogsaa Deres, Madam Ballerup! jeg mener ikke Mand ved Bord og Seng.

Madam BALLERUP

Nu gjør De Jomfru Hagenau rød.

Jomfru HAGENAU

Jeg hører aldrig det Tvetydige.

DUEBJERG

Bonapartes store Idee er at lukke alle Europas Havne for Engelskmanden –! ogsaa Havnen ved Middelfart.

Madam BALLERUP

Det skulde han have gjort før de toge vor Flaade fra os; dog seent er bedre end aldrig! Men kan han lukke for Engelskmanden? Nu ligger han jo og lukker store Bælt og han har ødelagt vort deilige Linieskib.

DUEBJERG

Det giver sig i Enden, Madam Ballerup! finis coronat opus hedder det paa Latin.

Madam BALLERUP

Men hvor er Enden, Hr. Brandmajor, jeg seer den ikke. De ligge og lunte Allesammen! Spanierne ligge her ikke med Fornøielse; vel have de deres egne høie Officerer: de Kindelan, de Salcedo og den Høistcommanderende Romana, men de ere her ikke med Lyst, og den driver dem heller ikke over paa Sverrig.

DUEBJERG

Rigtigt tænkt og sagt, Madam Ballerup! Men de skulle derover. Regimenterne Asturien og Guadalaxara have nu naaet Roeskilde, listende over Langeland og Laaland, da Admiral Keats ligger i Bæltet.

Madam BALLERUP

Men hvad saa? Jeg har det ikke.

DUEBJERG

De har de historiske Momenter! De har, hvad jeg vil kalde den momentane Indsigt. Der er en Videnskab, der kaldes Mathematiken; det er den reent udvaskede Forstands-Lære; Alt gaaer op i Tal, To og To er Fire. Der hedder det: man kan af to givne Størrelser finde den tredie, og saa har man hele Figuren. De, Madam Ballerup! har de historiske Momenter, det er den første givne Størrelse! Bonaparte, det vil sige, her i Landet Pontecorvo: lige Størrelser kunne staae istedet for hinanden; hvad Pontecorvo vil, det er den anden Størrelse, og naar man har den, saa har man det Hele. Veed De, Madam Ballerup! hvad Pontecorvo vil? Jeg veed det ikke.

Madam BALLERUP

Hvor skulde jeg vide det! Men det veed jeg, at Spanierne ligge her Landet over. De laae her i Vinter, de ligge her i Sommer. Nu kan man da ikke længer kalde en kort Visit for en spansk Visit; blive de her Vinteren til, saa vil det igjen gaae ud over Brænde og Tørv.

DUEBJERG

De fryse, disse solstegte Mennesker, og saa fyre de store Knipper Halm paa Skorstenene. Det gjorde de i Vinter og brændte os saaledes hele Koldinghuus af.

Jomfru HAGENAU

Det var min store Erindringsbog, der brændte; den mindre har jeg inde i mig og den læser og fordyber jeg mig i, under vor Tids forfærdelige Rabalder.

Madam BALLERUP

Koldinghuus og Spaniolerne, de ville huskes sammen i mange Tider! Ilden lyste lige herover i min Have.

Jomfru HAGENAU

Jeg har vist fortalt Dem mine Erindringer fra Koldinghuus.

Madam BALLERUP

Mange Gange!

DUEBJERG

Høist interessant!

Jomfru HAGENAU

Min salig Moder var Dame-Pige hos den adelige Jomfru Anna Sophie Reventlow. Pesten rasede i Kjøbenhavn, Dronningen drog derfor ud af Landet til Oldenborg, men Kongen conserverede sit dyrebare Liv paa Kolding Slot og amuserede sig med Maskerade. Der kom Anna Sophie med sin strenge Moder. Majestæten saae hende, – og hun blev Danmarks Dronning. Om al den Herlighed hørte og drømte jeg, da jeg var et lille Barn, og ikke tænkte paa, at jeg selv skulde komme i min Moders Carriere og blive Frøken Annette Sølvers Kammerjomfru. Det var ved et yngre Hof, to Generationer senere, det var under Frederik den Femte. (Til Madam Ballerup, der har taget Kikkerten og seer ud over lille Bælt.) Det er umuligt her, selv med den bedste Kikkert, at see Koldinghuus; det ligger mere til Venstre. Jeg seer det i Tanken, den herlige Bygning! de tre Etager, de fem smaa Taarne i Gaarden og Kæmpetaarnet med Udsigten.

Madam BALLERUP (som seer i Kikkerten).

Det er Etatsraadinde Prip, som er i Baaden! Nu lægge de til! hun er her paa Minutet.

DUEBJERG (tager Kikkerten).
Jomfru HAGENAU

Etatsraadinden!

Madam BALLERUP

Sagde jeg det ikke for en halv Time siden til Dem? Hr. Brandmajor!

DUEBJERG

De sagde det, Madam Ballerup!

Madam BALLERUP

Jeg saae at ovre paa Snoghøi kom hendes Vogn, det gamle Kjøretøi, med den gule Kudsk. Hun har ikke kunnet vente til Jagtjunkeren kom og saa er hun taget herover. Han er jo hendes Pleiebarn og Svigersøn.

DUEBJERG

Carl Bryske er en solid Fyr, et godt Parti for den unge Frøken.

Madam BALLERUP

For en Time siden kom han her fra Kongens Kjøbenhavn; han har maattet lægge Veien heelt om over Laaland og Langeland for ikke at blive taget af Engelskmanden. Denne Admiral Kat eller Kit, jeg veed ikke, hvorledes dette Navn læses.

Jomfru HAGENAU

At man ikke længere kan passere sit eget store Bælte uden at kapres! Det arme, fatiguerede Menneske!

DUEBJERG

Nu kan han hvile ud ovre paa Gaarden.

Jomfru HAGENAU

Hvile! Ja, gid han maa kunne hvile der uden værre Hændelser!

Madam BALLERUP

Hvad Ondt skulde der kunde hændes ham?

Jomfru HAGENAU

Jeg siger just, at det er godt at han kommer der. Godt mod Gjerning og godt mod Sladder; frist mig ikke! Jeg har hørt hvad jeg ikke vilde høre. Jeg har lært ved Hoffet at tage min Mund i mig.

DUEBJERG

De veed Noget, Jomfru Hagenau, Noget ovre fra Etatsraadindens Gaard.

Jomfru HAGENAU

Sladder maa man høre, men ikke føre; det er min Religion. Nu kan jo Hr. Jagtjunkeren bruge sine Øine og sin Conduite. Forpagterkonens Referater gaae mig ind af det ene Øre og ud af det andet.

DUEBJERG

Der har vi Etatsraadinden.

ETATSRAADINDEN (træder ind).

God Dag, Ballerup! Her har De mig. En Skaal af Deres vel tillavede Kaffe, ingen Cichorie, men snarest! Hr. Brandmajor! Stort Selskab! Jomfru Hagenau! – Er Jagtjunkeren her?

Madam BALLERUP

Han er her, det vil sige, han er borte, men han er her paa Minutet, sagde han. Han er bleven et deiligt Menneske paa eet Aar.

ETATSRAADINDEN

Paa sex og tyve, vil De sige! Ja, jeg forstaaer nok, gode Ballerup! han er i det sidste Aar bleven endnu kjønnere. Det er da ogsaa Hermania, min Datter, hans Forlovede. De skulde see og kjende hendes Figur, som jeg kjender den, gode Ballerup! hun kunde tegnes af og blive misundt.

DUEBJERG

Det er et smukt Par, den unge Frøken og Hr. Jagtjunkeren.

ETATSRAADINDEN

Det var min Mands, Etatsraadens Ord. Han grundlagde deres Forlovelse; han havde et klart Blik, var aldeles Forretningsmand! Lille Carl, Carloman, mistede sine Forældre. – Pleiebarn, godt betalt, Gud bevar’ os! – Børnene voxte op sammen, voxte for hinanden, sagde min Mand. Han havde Orden i Alt. De kjendte ham, Madam Ballerup!

Madam BALLERUP

Bevar os naadig! Aldrig endnu hører jeg det Ord Etatsraad, uden at det farer i mig og jeg tænker paa den salig Herre.

ETATSRAADINDEN

Strix var han og streng, men accurat og reguleret, som et Stue-Uhr, der gaaer nøiagtigt. Man kunde i enhver Ting sige: det og kun det, vil Etatsraaden, og sagde han et Ord – –!

Madam BALLERUP

Saa var Klokken slaaet! Ingen kunde sætte den tilbage uden Kongen –

Jomfru HAGENAU

Majestæten og Vorherre!

Madam BALLERUP

Det var en Mand!

Jomfru HAGENAU

Og det var en Tid –!

ETATSRAADINDEN

Ja, og nu er vi i en anden! Paa Krigsfod! Her mylrer i Middelfart af Soldater, ligesom ovre hos os!

DUEBJERG

Streng Indqvartering! og saa ere de tre Damer.

ETATSRAADINDEN

Ja, vi ere jo Fruentimmer alle paa Gaarden, men jeg har, heldigviis, Noget, som selv min Mand imponeredes af hos mig, Damen! naar jeg vil det. Hermania er et Slags Charakteer, det har hun efter Fader og Moder, og Mademoiselle Le Grand er halv Spaniol, fra Sydfrankrig, man tager hende ikke hvor man sætter hende. Spanierne ere gode Mennesker! Og den unge Don Kuan1 de Molina er beleven som en Prinds.

Jomfru HAGENAU

Galant skal han være, meget galant, har jeg hørt.

ETATSRAADINDEN

Vi ere midt inde i Spanien med ham. Han synger, han dandser, han taler, – nydelig Fransk! Selv Le Grand maa tilstaae det og hun hader Spanierne. – Sydfrankrig op til Nordspanien, – Nabostrid, – Guerillabander, – De veed det af Historien, Hr. Brandmajor!

Jomfru HAGENAU

Le Grand forstaaer det Spanske?

ETATSRAADINDEN

Nei! ikke mere end jeg, og jeg forstaaer det ikke; men hun troer nu at forstaae Alt! Indsigt har hun, stor Indsigt! Hun er af udmærket Familie! Grevebarn! Været med i Revolutionen! De veed, – hele Sydfrankrig! – Guillotine! – Gamle Slotte brændt af! – Flugt og Fare! – Marseillaise-Folkesang: »Allons, enfants de la patrie.« Skrækkelige Dage! – Saa kan en fransk Comtesse nok være glad ved at blive Française i Embedsstanden.

Jomfru HAGENAU

Hun læser for med Declamation! – Jeg kan nok læse i en fransk Bog, men jeg forstaaer den ikke.

ETATSRAADINDEN

Fransk er som Dansk for min Datter, og Udtalen har Hermania egenligt bedre end Le Grand, der er indfødt! – det fødes man med. Don Kuan de Molina, vor unge Spanier, hører ogsaa helst Hermania parlere. De fiske sammen, de dandse sammen, og see Egnen! Jeg vil nu nok at Udlændingen skal see at vi have et deiligt Land. – Jeg arrangerer! Ja, imorgen, – det faaer nu ogsaa Carl at see, – tableau vivant! det vil sige, de sidde stille. Jeg har læst Jomfru Biehls Historie, den om Don Kikote, den ville vi have paa Tapetet. (Idet hun seer Carl Bryske træde ind.) Der er han, Carloman!

CARL

Kjære Moder! – Her ovre! God Dag! god Dag!

ETATSRAADINDEN

For din Skyld! – Kjøretour! – Seiltour! – en Skaal Kaffe! – hjem!

CARL

Hermania veed at jeg kommer? Hun har det godt?

ETATSRAADINDEN

Hun har lært Fandango af Don Kuan! – elegant ung Mand! gammel Adel! – en Sangstemme! Tenor, af dem, der gaaer En ned ad Ryggen, naar man hører! Og saa et Spilop, et Uro er han! – vendt op og ned paa Spisetid og Forretningstid!

CARL

Er det saa morsomt?

ETATSRAADINDEN

Han er meget interessant, og det skal Du ogsaa være! fortælle mig om Kjøbenhavn, om hvad der siges og handles og gjøres! – men i Baaden, paa Vandet og paa Veien! Altsammen! Nu en Kop Kaffe! Hjem! og Du er midt i Spanien!

CARL

Og Anna, Anna! Om hende har jeg endnu ikke spurgt.

ETATSRAADINDEN

Anna gjør Huusgjerning, veed Du nok!

Madam BALLERUP

Kaffen og Bakkelserne vente.

ETATSRAADINDEN

Bakkelser! de ere gode i Middelfart. Kom, min Dreng! Og saa afsted.

(Hun gaaer ind i Huset, fulgt af Madam Ballerup og Hr. Duebjerg.)
CARL

Hjem til Hermania!

Jomfru HAGENAU

Gud give Dem megen Glæde, og at De paa Gaarden maa finde Alt, som De ønsker det!

CARL

Det troer jeg og det vil jeg haabe.

Jomfru HAGENAU

Jeg med! men brug Deres klare Øine, Hr. Hof-Jagtjunker! Jeg har holdt af Dem fra De var en lille En! – Jeg gaaer ikke med Sladder, men, saa sandt som jeg ønsker at jeg i den anden Verden maa igjen komme i Hoffets Sale! – – jeg holder uendeligt meget af dem, i al jomfruelig Uskyldighed! – – Det er Alt hvad jeg har at sige.

CARL

Tak skal De have! Men det er næsten som om De havde noget Mere at sige.

Jomfru HAGENAU

Nei, ikke en Tøddel! Men disse Spanioler –! De have sorte Øine, de have Snakketøi og Fandangoer! – Qvinden er svag!

CARL

De er dog aldrig bleven forliebt i en af Spanierne?

Jomfru HAGENAU

Ih du Forbarmende! Kan De tiltroe mig –! (Hun afbrydes af tre smaa spanske Drenge, to Pibere og en Trommeslager, der styrte ind og tæt bag hende raabe:) Viva España! viva Don Pedro Caro y Sureda de la Romana!

Jomfru HAGENAU (i Forskrækkelse).

Hør bare det smaa spanske Kravl fra Vagtparaden!

(Trommehvirvel, under hvilken Etatsraadinden viser sig i Døren og raaber:)

Kaffen bliver kold herinde!

Scenen forandres til Etatsraadinde PRIPS Gaard paa Veien mellem Snoghøi og Kolding. En stor, vel meubleret Stue (Vinduet staaer aabent. Man hører udenfor Stemmer af spanske Soldater, som spille Morra, og deres Udraab: »dos! cinco! nueve! tres! dos! &c. LE GRAND og HERMANIA træde ind, standse et Øieblik og lytte til.)
LE GRAND

De spille Morra! Det er ikke det bedstvalgte Sted; denne Skrigen!

HERMANIA

Lad dem more sig! – Det klinger som smaa Raketskud. (Træder hen til Vinduet.) Nu løbe de lige med Eet! – Nei see dog hvor smukt! der staaer en Regnbue, spændt fra Fyen herover til Jylland. Fjorden er saa blank og blaa! Æbletræernes Grene bøie sig med Frugt! og udenfor Haven, paa den grønne Eng, holde spanske Soldater Andagt under det store Træ, hvor de have hængt Madonnas Billed. Her har aldrig været saa smukt som nu, de fremmede Sydboere ere her.

LE GRAND

Du sværmer!

HERMANIA

Jeg troer det selv. Men det er virkeligt for mig, som jeg har læst og hørt om, at Alferne fra Hindostan kunne bringe en Deel af deres Sol og Deilighed med ind i det kolde Norden.

LE GRAND

Og Spanierne ere som Alferne fra Hindostan.

HERMANIA

Jeg troer det næsten. Aldrig har Foraaret været her saa smukt! Husker Du hvor Frugttræerne blomstrede? Det var som om et Lag af Snee og Rosenblade laae henover Grenene. Aldrig før har Sommeren været saa ægte sommerlig! Her mylrer af Frugt og de deiligste Roser. Et sydligt, broget Liv er draget ind i Landet. Paa Veiene jage Muldyr med klingende Bjælder; de ridderlige Spaniere i deres hvide Uniformer sidde saa kjækt paa de stolte andalusiske Heste! Smukke, sortøiede Børn, tateragtige, gamle Qvinder – –! Og disse Sange og Dandse til Kastagnetter! de klangfulde Stemmer –!

LE GRAND

Det var bedre om Du ikke hørte saameget efter.

HERMANIA

Det er da ingen Synd! jeg vil just høre, see og samle –! Det bliver engang en Skat jeg har, naar jeg kommer i din Alder.

LE GRAND

Min Alder!

HERMANIA

Selv glæder Du Dig jo ogsaa, naar Don Kuan synger sine deilige Romancer om Cid og om Kongen af Alhama. Er det ikke mageløst, naar han fortæller om de spanske Kirkefester! – Nu kan jeg saa godt forstaae, kjære Le Grand, hvad Du som en god Katholik maa savne i vort Hverdags-Land! – Og naar han taler om Velasquez’s og Murillos Arbeider, det er som om jeg havde seet dem.

LE GRAND

Don Kuan har megen Veltalenhed.

HERMANIA

Det er som om Alt forvandlede sig omkring mig, som var jeg i Spanien. Gaaer jeg med ham i Maaneskinnet, da blive Poplerne til Cypresser, Æblehaverne til Orangelunde.

LE GRAND

Vi maae nok til at læse Grammatik igjen, les verbes irreguliers. Din Phantasi breder Vingerne for stærkt. Jeg har ogsaa fortalt Dig om mit skjønne Fædreland, Sydfrankrig –!

HERMANIA

Ja, min yndige Le Grand, det, jeg som lille Pige altid kaldte Dig; men Alt, hvad Du fortalte mig, var saa mørkt, saa gyseligt, kun om Revolutionens Rædsler, om gamle, mørke Slotte med skumle Fængsler, Drab og Myrden! Men Don Kuan –! Solen skinner ind i Alt, hvad han fortæller, selv ind i Tyrefægtningerne; Banderilleros glimre i Guld og Sølv, idet de vove Livet mod de tirrede, vilde Oxer!

LE GRAND

Du gaaer heelt op i at høre paa ham –!

HERMANIA

Han hører ogsaa paa mig! Jeg har fortalt ham om Danmark og Spanien i gammel Tid, om Holger Danske, der faldt ved Roncesvalles, fortalt ham, at en af vore Dronninger, Elisabeth, var en Spanierinde – –!

LE GRAND

Og hendes Gemal Christian den Anden blev hende utro! det vil nu de unge Spaniere hevne paa de danske Piger.

HERMANIA

Han har sagt mig, at vore vidt udstrakte Heder minde ham om hans Fædreland! at Danmark er et Aranjuez, langt frodigere og mere skyggefuldt end det castilianske! Men vore Kirker, ak, de ere mod Spaniens Kirker kun tomme kalkede Bygninger, uden Billeder, uden Guds Moder.

LE GRAND

Hvor Du har hørt efter, mere end nogensinde efter mig!

HERMANIA

Lille Le Grand, har jeg ikke hørt efter Dig! har jeg ikke som Barn siddet ved dine Fødder og med aabne Øren og Øine forlangt af Dig; men det piblede kun frem; hos ham vælder det, bliver en heel Strøm!

LE GRAND

Tag Dig iagt, at ikke Strømmen river Dig med sig.

HERMANIA

Som dine Tanker og Stemninger tidt rive Dig!

LE GRAND

Mine Stemninger –! Luner mener Du.

HERMANIA

Det er sagt uden al Bitterhed! Tidt er Du som en dyb, hemmelighedsfuld Brønd, hvor man hører Toner, der snart vække Sympathi, snart forskrække En. Du har tidt i dit Sind, i dit Blik, i din Tale Noget, som var det et Stormkast fra den Rædselstid, Du har oplevet, – men saa er Du meest interessant.

LE GRAND

Virkelig!

HERMANIA

Og da fortæller Du godt. Du fortalte engang om dit Barndomshjem, Byen Blois, det gamle Slot der; du sagde, at hvert Vindue med sin rødmalede Bue og Balcon, saae ud som en Mund man havde skaaret Tungen ud af, for at den ikke skulde fortælle om al den Rædsel, der var skeet derinde. Du gav i det Par Ord et saa beskueligt Billede, at jeg aldrig glemte det. Min Nysgjerrighed blev pirret, jeg kom med Spørgsmaal paa Spørgsmaal, men saa sad Du taus, og jeg maatte være glad til at Du ikke brød ud i Heftighed mod mig for min Spørgen.

LE GRAND

Det har jeg kun en eneste Gang. Jeg husker det!

HERMANIA

Ja, nu tænker Du paa den skrækkelige Aften, jeg havde, da jeg gjorde Dig et uskyldigt Familie-Spørgsmaal.

LE GRAND

Om jeg havde Brødre eller Søstre.

HERMANIA

Jeg spørger aldrig mere derom.

LE GRAND

Men i Dag kunde jeg være tilsinds at svare Dig derpaa, nu mange Aar efter. Jeg havde en Søster, ung, blomstrende og livsglad; hun lignede Dig. Hun elskede en Mand, en Spanier, hang ved ham med hele sin Sjæl. Pludselig, en Aften, kom hun i vild Heftighed ind til mig. »Jeg ægter ham ikke!« sagde hun, »og vil man tvinge mig dertil, saa springer jeg i Søen!« Hun sank i Afmagt; hendes Sindskræfter vare omtaagede. Min stakkels Søster! »Jeg er syg!« sagde hun, »jeg veed det nok, mine Tanker, min Forstand er reven itu; det har han gjort! hans Tale var altid en Hvisken, en hemmelighedsfuld, rivende Strøm! I Aften har han hvisket til mig Ord, jeg ikke kan sige, Ord, som dræbe mig. Jeg kan ikke blive hans Kone! Ingen paa Jorden tør vide hvad han hviskede!«

HERMANIA

Hvad hviskede han da? Min Gud, hvad var det? Og hvorfor siger Du mig dette?

LE GRAND

For at Du kan undgaae at idag eller imorgen den unge Spanier skal hviske Dig Ord i Øret, som rive Dig itu!

HERMANIA

Ti stille! Du forfærder mig; det er igjen eet af dine underlige Øieblikke! Hvad tænker Du derved? Hvad troer Du om mig? Hvorfor seer Du saaledes paa mig?

LE GRAND

Vogt Dig for Don Kuan de Molina! hans Veltalenhed kan rive din Tanke, din Forstand itu!

HERMANIA

Ja, – maaskee! dersom han ikke var saa uendelig god, saa forunderlig barneglad, saa mageløs, trofast og glødende i sønlig Kjærlighed til sin Moder. Hvor har hun været smuk! jeg har seet hendes Billede; han bærer det paa sit Bryst som en Talisman. Aldrig havde jeg tænkt mig den Slags Skjønhed hos en Spanierinde: havblaae Øine, kulsorte, lange Øienhaar! – Hun er død, han har kun hendes Billede. For at frelse og bevare det, vil han vove sit Liv.

LE GRAND

Der er Ingen der tager det fra ham. Alt er Declamation, der klæder! Og Du troer ham, Solen, Lyset!

HERMANIA

Du kommer som en mørk Skygge mellem os.

LE GRAND

Saa gjør jeg en god Gjerning.

HERMANIA

Kalder Du det en god Gjerning!

LE GRAND

Det vil Anna ogsaa kalde den.

HERMANIA

Anna! ja, det troer jeg nok! Hun er uden Flugt, et kjedeligt Stykke, lige ud af Landeveien! Hun mangler al Romantik! den har Du, min egen, alvorlige Demoiselle Le Grand!

LE GRAND

Jeg vil Dig alt Godt! endnu er Du et lykkeligt Barn; gid at Du maa vedblive at være det!

HERMANIA

Lykkelig! nei, Le Grand! Du blev stillet lykkeligere, Du blev født i Frankrig i Revolutionen, fik Barndoms-Erindringer om Rigdom, Fattigdom, Flugt og Farer! O, det kan jeg misunde Dig!

LE GRAND

Ogsaa det, snart at være en ældre Pige, ene ude i den vide Verden, i et Land hvor jeg fryser.

HERMANIA

Jeg vilde nu i dit Sted have dreiet min Skjæbne anderledes! Jeg var gaaet til Paris og bleven en stor Kunstnerinde.

LE GRAND

Dertil hører Talent! –

HERMANIA

Og Villie! den kan Alt.

LE GRAND

Naar man kun vil hvad der er fornuftigt!

(Man hører udenfor Sang, det er Don Juan de Molina, som synger en af sine spanske Romancer:)

»Angel de amor por quien amor senti!« –

HERMANIA

Tys! hører Du!

LE GRAND

Jeg vil lukke Vinduet for Myg –!

HERMANIA

Myg! – Nei for Tonerne, de deilige Toner! – Hvor bløde og fulde! – det synes Du ogsaa! – (De lytte begge til den smukke Sang; ved dens Slutning springer Hermania op.) Og nu vil jeg hente Dig Blomster, dem Du holder af! jeg bringer Dig en stor Bouquet Natvioler, de ville fylde din Stue med Duft!

LE GRAND

Har han Dig saaledes i sin Magt, at naar han fløiter maa Du komme?

HERMANIA

I sin Magt! jeg er i Ingens Magt; heller ikke i din, og nu gaaer jeg i Haven.

LE GRAND

Du er en forlovet Pige –!

HERMANIA

Saa er jo min Fremtid sikkret! Kom med, Le Grand! – ikke i Ægtestanden, men med i Haven. (Løber ud.)

LE GRAND

Det mener hun nu ikke! Hun vil at jeg skal blive her, men jeg følger efter. (Tager sit Shawl over Hovedet.) Sangen holder op dernede! hun kan ikke være der. Jeg gaaer denne Vei, da møder jeg dem! – (Hun aabner Døren og Carl Bryske træder ind.) Hr. Jagtjunker!

CARL

Le Grand! det er nok en Overraskelse! Her er jeg! Moder hentede mig i Middelfart; jeg sprang af Vognen ved Havelaagen for at komme bag paa Hermania! Hvor er hun? De seer paa mig, som var jeg et Spøgelse! jeg har dog ikke forandret mig saa meget fordi jeg er bleven et Aar ældre. – Om min egen Alder tør jeg da vel tale? Jeg skal nok tage mig iagt med at røre ved Deres! Den Gang jeg sidst gjorde det, kom jeg net an.

LE GRAND

Jeg veed ikke hvad De mener, og det er ogsaa det Samme!

CARL

Er De nu i det Humeur! er det en Modtagelse! Vi to gamle Venner! – De seer meget godt ud, og det mener jeg! Det er som om De med hvert Aar blev et heelt Aar yngre!

LE GRAND

Jeg bliver Dem vel snart et Barn igjen!

CARL

Nei, saa skrapt gaaer det ikke. De er over Børneaarene! Nu kommer jeg nok i Fedtefadet igjen med min Snak, kan jeg see paa Dem.

LE GRAND

De har aldeles ikke forandret Dem, og det vil nok heller aldrig gaae skrapt dermed.

CARL

Hvor er Hermania?

LE GRAND

I Haven, i den unge Spaniers Selskab. Han er en beleven Mand, en af de interessanteste Mænd, jeg kjender.

CARL

Naa, det er meget fornøieligt, da de Alle kunne tale Sproget, at De har faaet saadan En, der kan sætte Liv i Tøiet; det maa jo blive noget stramt, naar det altid er tre Fruentimmer, der sidde med det. Det er Noget for Hermania.

LE GRAND

Men det kan ogsaa være farligt for en ung Pige!

CARL

Hvad skal det sigte til?

LE GRAND

Aldeles Intet! jeg har ikke Noget at hentyde til, Intet at udtale; jeg er her i Huset kun Mademoiselle Le Grand. Hermania er hellere i den unge Spaniers Selskab, end i mit.

CARL

Ja, det kan jeg nok tænke mig, naar han er morsom!

LE GRAND

Quelle bêtise!

CARL

Saa, nu sagde jeg igjen noget Galt! jeg kommer altid paatværs med Dem. Jeg vilde forklare dette med Hermania: hun holder af det Morsomme, og De holder af at tale om lærde Sager; Spaniolen er jo et ungt Menneske, og De –!

LE GRAND

Er – en ældre Person! Det siger De mig altid!

CARL

Giv mig nu Haanden til Forlig. Tag ikke hvert Ord saaledes lige i Kardusen. Der er Meget hos Dem, jeg høiagter, og De har godt oplært Hermania; hun har ogsaa sine Nykker, det har vi Alle. Troer De ikke, at jeg har tænkt paa at De kunde have det bedre i Verden? Man er ikke altid paa en grøn Green, naar man er sat ud til Fremmede. (Man hører Hermania udenfor synge de første Stropher af Don Juans Romance.) Det er Hermania!

LE GRAND

Ja, i Haven, som jeg sagde!

CARL (ved det aabne Vindue).

Hermania! Hun seer herop! – – Nei, der fik hun Fødderne igang! Hun kommer.

LE GRAND

Herop? Hun saae Dem.

CARL

Hun gjorde et Tegn og tog Fart. Seer De, hun holder dog et Stykke af mig.

LE GRAND

Jeg har aldrig udsaaet Tvivlens Frø.

HERMANIA (iler ind).

Han er her!

CARL

Kjære Hermania!

HERMANIA

Gud, er det Dig! Er Du her!

CARL

Det er en Overraskelse! Du er glad ved at see mig.

HERMANIA

Er Vognen kommen? Er Moder kommen?

CARL

Jeg løb gjennem Haven herop!

HERMANIA

Det var Dig jeg saae ved Vinduet!

CARL

Ja hvem ellers. – Hvor Du seer godt ud! Dine Kinder ere saa blussende røde! Du er glad!

HERMANIA

Hvor Du har ladet dit Haar klippe kort af! Det seer hæsligt ud!

CARL

Det er praktisk! Jeg lod det klippe saaledes før jeg forlod Kjøbenhavn. Nu har det Tid herovre at voxe.

HERMANIA

Jeg kan ikke udstaae det!

CARL

Ja, nu er det gjort! – Det er deiligt at komme hjem! Veed Du hvad; imorgen ride vi ud; vil Du ikke nok? Du har jo den Brune! Og saa skal vi slaae en Sladder af. Du har vist Meget at fortælle mig!

HERMANIA

Hvad skulde jeg have at fortælle?

CARL

O, Du kan nok faae Munden paa Gang! og jeg har ogsaa en Slump af Nyt og Gammelt! – Du spurgte mig sidst om Ballerne, jeg havde været paa. I Vinter var jeg paa to i Kjøbenhavn; de vare brillante. Der var Hoffets Damer, hele Adelskabet! der var meget nette Piger, og udmærket godt klædte i Flor, med Silke og Blomster, op og ned ad dem. De saae godt ud, men der var dog ikke Een, der tog sig bedre ud end Du i dette Øieblik i din Hverdagskjole.

LE GRAND

Hvor galant sagt! det kunde staae i en Bog.

CARL

Det kan gjerne være! og stod det der, saa vilde jeg sætte under det mit Navn: Carl Bryske.

HERMANIA

Jeg troede aldeles ikke at Du kunde have sluppet over for Englænderne.

CARL

Jeg har ogsaa maattet gjøre ordenlig Omvei.

HERMANIA

Moder har sagt Dig velkommen! (Don Juan de Molinas Stemme høres fra Haven, Romancen: »Del niño alado y ciego victima soy«.) Hører Du! en Stemme som den, har Du aldrig hørt! Det er Don Kuan, vor Indqvartering. Fiskestængerne ere i Baaden; jeg har lovet at roe ud paa Søen med ham. Vi skulle ud at fiske. Du veed dit Værelse.

CARL

Skulle I nu fiske! Ja, hver sin Lyst! Jeg kan ikke lige paa Timen tage med; først maa jeg have Eet og Andet af Kofferten.

HERMANIA

Bliv Du kun hjemme! (Iler ud.)

LE GRAND

Jeg følger med i Baaden.

CARL

Fald ikke i Vandet! sidst var jeg Den som maatte hjelpe Dem op igjen. (Le Grand gaaer, Don Juans Sang høres endnu under hele Carl Bryskes efterfølgende Tale.)

CARL

Hermania kunde gjerne have blevet her lidt længer, – men naar hun nu har lovet den spanske Officeer at roe ud med. – Lad hende more sig! det har hun Sind og Ungdom til.

ANNA (træder ind).

De er her, hører jeg! hvor jeg blev glad! Over et heelt Aar har De ikke været hos os! – Det er deiligt at see gamle Venner igjen.

CARL

Tak, Anna, for den Velkomst! Du er dog en velsignet god Pige!

ANNA

Den Roes kommer jeg grumme let til!

CARL

Jeg bliver her hele otte Dage! saa maa jeg over til min Gaard; der er Meget at gjøre! men om Aar og Dag skal den være i god Stand. Bygges skal der! jeg skal nok faae et nysseligt Dukkeskab indrettet for Hermania, naar hun tænker at flytte ind. Ja, jeg maa tage hende paa Raad med i Eet og Andet, hvad Udstafferingen angaaer.

ANNA

De tænker altid saa smukt paa hende.

CARL

Ja, det er saa rimeligt, da vi ere Forlovede. Hun saae saa blomstrende og fornøiet ud; den spanske Indqvartering liver hende op herovre!

ANNA

De stakkels Mennesker ere dog ikke rigtig glade; det er tungt at være langt fra sit Hjem, fra Slægt og Venner.

CARL

O ja! men de ere mange Kammerater sammen. Den unge Officeer, her ligger paa Gaarden, er jo Liv og Lystighed, fortalte Moder mig. Det sagde ogsaa Le Grand!

ANNA

Jeg troer dog han har sine meget alvorlige Øieblikke; og naar han og de andre Officerer tale med hverandre om deres Fædreland, er det ikke Spøg og Snak som lyser af deres Øine og i deres Tale. Jeg forstaaer vel ikke Sproget, de tale naturligviis deres Modersmaal indbyrdes, alligevel troer jeg dog –!

CARL

Men Du synes jo ogsaa om den unge Officeer; Hermania er saa glad for ham. –

ANNA

Han er tidt som et overgivent Barn, fuld af Leg og Lystighed; men jeg har ogsaa seet ham græde og knytte Hænder. Talt med ham har jeg kun lidt; jeg mangler Øvelse i det franske Sprog. Jeg kan nok saa temmelig forstaae ham, men indlade mig paa at tale – nei, da vilde han vist lee af mig.

CARL

Han fortæller saa interessant om Spanien.

ANNA

Deraf har jeg ikke hørt Meget; her er ingen Tid dertil, Huset skal passes.

CARL

Men det skal Du da ikke gjøre ene og alene!

ANNA

O, gid at jeg kunde! det vilde være mig en stor Fornøielse. Her er Meget at have Øie med og Hænder i! men jeg gaaer heller ikke op i Slid og Slæb. Vel faaer jeg ikke Tid som de Andre at læse mange Bøger; men een læser jeg dog jævnlig i, just den, De forærede mig, de gamle Kæmpeviser.

CARL

Ja de ere prægtige!

ANNA

Jeg fik dem alle første Gang gjennemlæste, nu forrige Efteraar, da Etatsraadinden med Hermania og Le Grand tog til Hamborg, hvor de morede sig som de holdt af.

CARL

Men at Du, Anna, ikke blev tagen med, det var jeg vred over.

ANNA

Det var uden Grund. Jeg havde det deiligt herhjemme; her var saa fredeligt; jeg havde megen Tid til at læse, til at gaae i Haven og Skoven og til at tænke paa kjære, fraværende Venner.

CARL

Og jeg var imellem disse?

ANNA

Naturligviis! jeg holder saa meget af Dem; De er saa god, saa brav.

CARL

Siig ikke det saa bestemt; der er Maade med min Fortræffelighed; bliver jeg rigtig seet efter, saa kommer der mange Skrøbeligheder frem, og galt er det, ja jeg veed det nok, at jeg ikke har rigtig Politur, som Hermania forlanger det og kan forlange det. Hun har Forstand og Lærdom, og saa Meget fra Vorherre, der stiller hende høit i Verden. Det er ogsaa godt. Jeg vil nok være stolt af min Kone.

ANNA

Og hun vil være det af sin Mand, for hver Dag det gaaer lysere op for hende, det Meget der ligger i ærlig Stræben og et trofast Sind.

CARL

Du seer med for gode Øine paa mig, Anna! men det kommer af at Du selv er saa hjertensgod. Jeg kunde ønske Dig en rigtig brav Karl. Ja, Gaard og Huus skulde han ogsaa have! – Jeg troer saa Gud at jeg beder mig selv med til Bryllup!

ETATSRAADINDEN (træder pludseligt ind).

Men Anna, staaer Du her! Lader Du Huset vente! Ja saa maa jeg have Nøglerne til Kjælderen, til Skabene, til ude og inde. Lad hele Besværet kun ligge paa mig ikke ganske unge Kone. Line Stuepige søger efter mit Vindsel med Floksilken, det laae i Vasen, hvor ligger det? Hundrede Ting er her at tage vare og nu opholder Du Carl, der vist vil ind at skifte.

CARL

Det er mig der har opholdt Anna, – kun to Minuter!

ETATSRAADINDEN

Jeg kjender dit Hjerte! Jeg kjender Anna! Flid og Orden, siger jeg, det er mit Thermometer, og det var ogsaa min Mands i Særdeleshed; selv kunde han have været Ordensmester. Han var i Alt paa Klokkeslettet! Man kunde paa Høibro stille sit Uhr, naar Etatsraaden gik over paa Comptoiret; og derinde var en Orden, det gik som efter Perpendikel. Pennen tog han frem, Pennen skrabede han, splittede den op, skar den; Papiret lagde han frem, eet Ark, to Ark, Alt nøiagtigt; Stolen blev stillet paa sin bestemte Plads, der gik en heel Forretnings-Time med bare Orden. – Men Anna, staaer Du her endnu, mens jeg taler om at benytte Tiden. Her vilde aldrig blive bestilt Noget i dette Huus, dersom jeg ikke var her!

CARL

Kjære Moder!

(Idet Anna gaaer, kommer Le Grand skyndsomst ind.)
LE GRAND

Det Ene paa det Andet! – Men dette har jeg ventet.

ETATSRAADINDEN og CARL

Hvad er det, Le Grand!

LE GRAND

Først maa jeg sige! – – og saa, hvad der skeer i Øieblikket –!

ETATSRAADINDEN

Naa tal dog!

LE GRAND

Det var uartigt! det var Drilleri! Hermania og den unge Spanier sade i Baaden; jeg kom lige tæt til den og saa stødte de fra Land; jeg kunde igjen være styrtet i Vandet. – Jeg vendte om! jeg var fornærmet, jeg gik min Vei! Da kom en Stafet jagende – han bragte Ordre! – Soldaterne samlede sig! Don Kuan de Molina kaldte de paa! – der er Forræderi! – Spanierne reise –!

ETATSRAADINDEN og CARL

Reise!

LE GRAND

Det er Troløshed mod Bernadotte, mod Frankrig! De gaae til Nyborg! flygte bort paa de engelske Skibe. O, at jeg kunde advare mine Landsmænd!

CARL

Forraade de stakkels Spaniere!

LE GRAND

Spanierne ere Forrædere!

ETATSRAADINDEN

Ti dog bare stille! Det kan ikke være saaledes! Jeg har jo budt stort Selskab og tænkt paa Tableauer, at Don Kuan kan see, at vi Danske ogsaa kunne finde paa. Tableauer med Don Kikote! –

CARL

Don Quixote!

ETATSRAADINDEN

Kikote!

CARL

Giv Pote!

ETATSRAADINDEN

Vær ikke vittig! vær correct, det holder jeg af!

LE GRAND

De snige sig bort som Tyv ved Natten!

CARL

Jeg maa komme efter hvorledes det forholder sig.

ETATSRAADINDEN

Jeg vil tale med Don Kuan de Molina!

(Hun og Carl gaae.)
LE GRAND (bliver tilbage).

Det er saaledes! jeg har ikke taget Feil. Det er hvad jeg allerede ventede. De sang, dandsede og loe; det var kun en Overstrøm; neden under den gik den stadige Tanke om at komme bort. – Og hvad vedkommer det mig! hvad Sind og Hjerte skal jeg have for Frankrig, det Land, hvor jeg kun prøvede Ulykke og Fortræd. Lad Spanierne reise, komme paa de engelske Skibe, naae deres Hjem og fortælle om Danmark, dette ultima Thule!

HERMANIA (kommer bleg og i stærk Bevægelse).

Nei! – jeg kan ikke rumme det i mine Tanker! Stakkels Ven! – og jeg selv! –

LE GRAND

Det er vist! de reise. Du veed det. – Men jeg er vred paa Dig! roe ud med Baaden idet jeg kom –! drille, krænke! Ja, nu er Du bedrøvet! bedrøvet! det kommer der ud af saaledes at give sig hen og aldrig at ville høre mig!

HERMANIA

Kan Du tale saaledes til mig i dette Øieblik, vore spanske Venner bryde op, reise pludseligt bort, reise for altid –!

LE GRAND

Eller – skydes ned, om de indhentes af Franskmændene.

HERMANIA

Ti dog! – hvor afskyeligt!

LE GRAND

Men dog skeer det, om mine Landsmænd indhente dem.

HERMANIA

Dine Landsmænd! Hvilken Rettighed har Frankrig over det ulykkelige Folk? Jeg veed det nok, Magtens, Erobrerens Ret. Man har sendt dem herop, holdt dem uvidende om Alt, hvad der skete i Spanien, Revolutionen der; men over England ere Rygterne og Visheden naaet til Romana.

LE GRAND

Og deres Troskabs-Ed! –

HERMANIA

Den svor de ikke Kong Joseph! – Da Romana maatte udstede Ordren, og Tropperne stode samlede paa Nyborg Torv, raabte de høit: »no señor, viva España!«

LE GRAND

Du er som ude af Dig selv! det er som om Du skulde miste en Brudgom! Det er usømmeligt!

HERMANIA

Tal ikke saaledes til mig! Jeg er overrasket, overvældet. Jeg skammer mig ikke derved; Du har ikke Hjerte for mig, for Nogen, og jeg trænger ikke til Trøst, ikke til at udtale mig – – jeg har Intet at udtale til Dig eller Nogen!

LE GRAND

Maaskee dog til din Forlovede Carl Bryske! Ham vil Du betroe Dig heelt til?

HERMANIA

Ja! Du siger en Sandhed, uden at vilde det! Til ham kunde jeg være tilsinds at betroe mig, men aldrig til Dig.

LE GRAND

Du vender mig Ryggen! – Du er et Lidenskabens Barn! jeg har lidt nok derunder! Overmod, ubøielig Villie –! Blindt hen fulgte Du altid dine Tilbøieligheder! Nu kommer Frugten, den bittre –! Bid kun i den, Du maa det! Du kan ikke kaste den hen! nu faaer Du Livets Romantik, Du græd efter – og Don Kuan de Molina er borte!

(Gaaer.)
HERMANIA

Jeg vil ikke høre hvad hun siger! det er kun ondt, hvad hun siger! ondt! Hvor der er meget Ondt i denne Verden; jeg troede ikke derpaa. Men der er ogsaa Godt, Velsignet! Der er en Fylde tidt af Lyksalighed, hvori eet Minut løfter meer end et heelt Aars lange, søvnige Hverdagsliv. Jeg kjender saadanne Minuter! de lyse inde i min Sjæl, lyse, som hans Øine i Glæde, – og selv i Smerte, nu da han sagde mig at Adskillelsen forestod; iaften, – endnu iaften! Jeg vidste den kom, maatte komme, men ikke saa pludselig! – Og om nu Franskmændene erfare deres Flugt, indhente dem –! nei, Le Grand, det skeer ikke! Gud vil beskytte dem; de komme ombord, komme hjem til deres deilige Land! – Og jeg! jeg? Her er Livet mig et stillestaaende Kjær med Qvæk af Frøer! – Han, som saaledes elsker en Moder, hvilket Hjerte! (Man hører Aftenklokken ringe.) Tys! Kirkeklokkerne ringe til Solnedgang, Ave Maria! de samles sidste Gang her til Bøn. Jeg vil ogsaa bede! (Kaster sig paa Knæ og holder Hænderne for Øinene. Klokkeringning og kirkelig Sang udenfor. Pludseligt lyder Trommehvirvel og Musik til Afmarsch. Hermania springer op.) Jeg kan ikke bede! jeg kan ikke udholde det! ikke blive her! Jeg følger med ham! Til Spanien!

Ende paa første Act

Anden Act

Samme Værelse paa Herregaarden, som ved forrige Acts Slutning; det er henved Midnat. Vinden bærer Lyd af Trommer og blæsende Instrumenter.
ANNA (staaer lyttende ved det aabne Vindue).

De fjerne sig meer og meer! – Nu ere de allerede langt borte. Gud, Vorherre, ledsage og hjelpe dem! her er ikke deres Vei! De længes Alle saa saare efter Hjemmet. Men før de komme der, hvor Meget have de ikke at døie og lide! – Nu vil her blive stille paa Gaarden, og stille rundt om! Hermania vil især føle det. Men ogsaa for hende er det godt at de ere borte.

LE GRAND (træder hurtigt ind).

Anna! veed Du hvad her foregaaer? Veed Du Skandalen? Den vil lyde Landet over, blive at læse i alle Aviser!

ANNA

Hvad er det? De forskrækker mig!

LE GRAND

Det maa vides! – Du, Anna, hendes Moder, hendes Forlovede, Alle paa Gaarden maae vide det! Hun er borte.

ANNA

Hvem? Hermania?

LE GRAND

Hun er ikke paa sit Værelse; hendes Klæder ligge ved Sengen, men hun er ikke gaaet til Hvile. Hun har forladt sin Moders Huus, fulgt Don Kuan de Molina.

ANNA

Tal dog ikke saaledes om Hermania! hun er en honnet Pige, hun kunde ikke gjøre Sligt. Hvor kan De troe saadant? Hvor kan De tale saaledes?

LE GRAND

Hendes Ridehest er af Stalden, veed jeg! Vi maae kalde paa hendes Moder.

ANNA

For Guds Skyld, nei! hun vilde blive syg af Skræk. Og Hermania er her! Hun gaaer maaskee i Haven i det smukke Maaneskin! Hun har ikke kunnet lægge sig at sove i sin Bedrøvelse over den pludselige Skilsmisse fra et Menneske, som vi jo Alle holde af.

LE GRAND

Gaaer i Haven? Jeg siger Dig, hendes Tøi ligger paa Stolen; hun har i een eller anden Forklædning taget Flugten.

ANNA

Hun har maaskee fulgt de spanske Tropper et Stykke Vei; det kunde ligne hende! hun er redet med til Snoghøi for der at sige Farvel til vor Ven. –

LE GRAND

Vor Ven! – et deiligt Navn, naar det betyder Noget. Vi maae kalde paa hendes Moder, vække hendes Forlovede.

ANNA

Vi maae først søge om hende selv, forvisse os om at hun er virkelig borte, og selv da have vi ingen Ret til at troe det Værste.

LE GRAND

Hun er borte! Hvorfor nøle? Hvad har Du derunder?

ANNA

At vi ikke bringe den stakkels Pige i Omtale.

LE GRAND

Hun, som altid var saa øm og mild mod Anna! som altid talte saa deeltagende om Anna! Det er smukt, ædelt! Alt uden Egoisme? Ikke sandt! Jeg har gaaet Livets Skolegang, jeg kjender den store Maskerade, som det Hele er.

ANNA

De er syg, Le Grand!

LE GRAND

Og Du er klog, beregnende klog, som jeg ikke før troede det! Du har Intet imod at Hermania forsvinder. Hendes Forlovede kan trøstes! Men først skal han vide hvad her er skeet, øiebliklig vide det! Kom med! Vi To sammen ville gaae at vække ham! –

ANNA

Jeg gaaer ikke paa hans Værelse.

LE GRAND

Men jeg er med.

ETATSRAADINDEN (træder hastigt ind).

Anna! Le Grand! hvad er det for en Skrigen? Hvad skal den Hurlumhei? Kan jeg læse i min gode Bog? Kan jeg komme i Søvn og Hvile? Jeg har kaldet, jeg har ringet! Man hører ikke mig, for bare at høre sig selv.

LE GRAND

Hermania er ikke her i Huset, hendes Klæder ligge i hendes Værelse, hendes Ridehest er af Stalden, hun har fulgt Spanierne –!

ANNA

Kun fulgt dem et Stykke paa Vei; hun er her vist tilbage i denne Time –!

ETATSRAADINDEN

Hermania! I lyve begge To! En Piges Rygte er hende kosteligste Lin, og det vil I vaske i Bagtalelsens stinkende Sump! Levede Etatsraaden, I vare knuste! – (Skynder sig til Hermanias Værelse.)

ANNA

Lad os gaae i Haven, jeg troer saa sikkert at hun er der. De veed jo hvor tidt at hun, seent paa Aftenen, fandt Glæde i at gaae der i det klare Maaneskin. De skjændte, men hun bragte dem Blomster, der fyldte deres Stue med Duft, og saa blev De glad og mild.

LE GRAND

Hun elsker den unge Spanier. Det er hendes første Kjærlighed; han reiser bort, kommer aldrig igjen – kan Du da ikke nok forstaae, at hun følger ham, maa følge ham. Hun fik Sydboens Sjæl, Sydboens let rullende Blod –!

ANNA

Hun er en dansk Pige.

LE GRAND

Hun er saa sydfransk, saa spansk, ja maurisk med, at hun kan gjælde for Modsætning ganske til ung Anna, den nordiske Typ! denne Snee, denne Taage!

ETATSRAADINDEN (kommer tilbage).

Hvor er hun! Jeg troer det slet ikke! – Le Grand! De skulde vaage over hende, opdrage hende! Jeg maa være Etatsraad og Etatsraadinde med! – Ogsaa Carl er borte! Han er ikke paa sit Værelse.

ANNA

Saa er det jo klart og tydeligt at de To have fulgt de Spanske paa Vei.

ETATSRAADINDEN

Nu snakker min Gaas! (Ringer.) Skrive Romaner kan jeg ikke, men træde op og sige Punktum kan jeg! (Til Tjeneren, som kommer.) Kald paa Kudsken; jeg vil til Snoghøi. Paa Minutet! (Hun løber i stor Travlhed ind paa sit Værelse.)

LE GRAND

Etatsraadinden har den samme Forvisning som jeg.

ANNA

Og jeg har den Forvisning at man gjør Hermania Uret. Det vil vise sig!

ETATSRAADINDEN (med Hat og Reisetrøie, kommer hurtigt tilbage).

Gaae tilsengs! det er Midnat. Jeg er baade Fader og Moder! Nu skal jeg tage fat.

LE GRAND

Skal jeg følge med?

ETATSRAADINDEN

Behøves ikke! De har skruet hende op, nu skal jeg skrue hende ned! – Altid var hun et egenraadigt Barn.

LE GRAND (idet hun neier).

C’est le mot, Madame!

TJENEREN (træder ind).

Vognen er spændt for.

ETATSRAADINDEN (til Le Grand og Anna).

I Seng! – Til Snoghøi! – Jeg er som et fyldt Glas, der er ved at løbe over. Jeg trænger til at tale, men jeg taler ikke, jeg handler! Til Snoghøi!

(Hun iler ud, og Scenen forandres.)

Jomfru Hagenaus Stue i Middelfart

Hyggelig og net; Urtepotter med Blomster; en Canariefugl i Buur. Paa Væggen Silhouetter; et af disse forestiller hendes Hofdame; Rammen pyntet med Blomster. Gammeldags Meubler; Manglebræt med Manglestok, Spinderok og Kakkelovn. Man hører udefra Støi og Trommeslag.
Jomfru HAGENAU (i Natdragt).

Hvad skeer der dog i denne Nat! Her er et forfærdeligt Røre, en Rummel og Tummel! De marschere og marschere; alle de spanske Tropper drage ud af Jylland og saa videre fort. Hele Byen er alarmeret. Fodfolk og Hestfolk komme paa Baade og i Pramme; der brænde Fakler paa Kysten og paa Vandet. Her har ikke været en saadan Belysning og et saadant Virre i Mands Minde. Regimentet Princesa gik først afsted, nu komme de som laae om Kolding. (Støi og Trommen udenfor.) Jeg er ganske strangeret. Jeg lægger mig! det har jeg bedst af. Nu lige raabte Vægteren Eet. Det er egenligt Morgen efter gammel christeligt Klokkeslet; det var engang min sædvanlige Sengetid, naar min Dame var i Hof-Cirkel og jeg sad og ventede. Hun var en god Dame. For hende kunde jeg lukke op her til Venstre. Da var jeg ung og Qvinde, det er jeg vedbleven at være, Gud skee Lov! Kjærlighed har Malurt, men den balsamerer os med indre Ungdom og tager Beskheden fra den gamle Jomfru! det sagde ogsaa min Dame. Nu er hun i sin Grav; jeg kan gaae i min gode Seng. Men først min Aftensang! (Tager en Bog frem, sætter sine Briller paa og begynder at synge:)

En Ormesæk er denne Krop

Og har dog Lyst at bramme;

Kun i os selv vi heelt gaae op,

O Sjæl! Du maa Dig skamme.

Du er den stærke, Kroppen svag,

I Morgen er det Dommedag.

(Det banker paa Vinduet.)

Der er Nogen der slaaer paa Vinduet! Vil man gjøre Kattespas! Jeg er i dybeste Incognito! – Man nævner mit Navn! – Hvad behager? Indbrud kan det da ikke være, da man kalder paa mig; og alle Mennesker ere jo oppe her i Gaden. (Drager Gardinet tilside.) Der er en Haand paa Ruden! ja, der maa jo være en Haand, naar det banker der. (Seer forsigtig gjennem Ruden.) Lige over for, under Lygten, staaer Vægteren, han er mit Forsvar og Værge. (Raaber.) Hvem banker?

EN STEMME UDENFOR

De er oppe, Hagenau! Luk mig ind.

Jomfru HAGENAU

Jeg kjender den Stemme. (Aabner Vinduet.) Hvem er det som kalder?

EN STEMME

Det er mig! Luk mig ind!

Jomfru HAGENAU

Ihane dog! det er Frøken Hermania! Jeg lukker op! (Gaaer hen og aabner Døren.)

HERMANIA (træder ind. Hun bærer en Mandfolke-Hat med Fjer; har en stor Kappe om sig; denne kaster hun og staaer i Dame-Ridedragt).

Tak! tak! Lad mig ikke forskrække Dem!

Jomfru HAGENAU

Ih, du Forbarmende! kan Sligt finde Sted! – Frøken Hermania, De er jo et halvt Mandfolk! Det er nogle fæle Løier! Hvor kommer De fra saa seent paa Natten og under den Mylren af Soldater.

HERMANIA

Jeg betroer mig til Dem! Her er jeg i Sikkerhed til han kommer.

Jomfru HAGENAU

Hvilken han?

HERMANIA

I faa Ord skal jeg aabent og ligefrem sige Dem Alt. Jeg veed at De har nogen Godhed for mig!

Jomfru HAGENAU

Stakkels lille Frøken, hvad er der overgaaet Dem? Hvorledes kommer De her? Er Deres Moder, Fru Etatsraadinden, med Dem? Er De kommen fra hende og ind i alt det Soldater-Styr?

HERMANIA

Alt vil jeg sige Dem, men skjænd ikke paa mig; tænk ikke paa at kunne omstemme mig, jeg har betænkt Alt!

Jomfru HAGENAU

Ih, du Capitain i Himlens Rige! nu faaer jeg det med Forfærdelse! Er De kommen her uden Familie! Hvad har De for?

HERMANIA

Jeg er her med Den, som er mig den Eneste, den Nærmeste!

Jomfru HAGENAU

Dog aldrig –! ak forlad mig min syndige Tanke! det er umuligt!

HERMANIA

De sidste Uger, hvor vare de rige og fulde af Glæde og Lykke! Verden blev saa lys og stor, naar han fortalte! Vi have forstaaet hinanden; vi kunne ikke skilles; og nu kom Skilsmissen saa pludselig; her var ikke Tid til at overveie, til at raadslaae; her var kun det Ene, at følge med – og jeg har fulgt ham!

Jomfru HAGENAU

Spaniolen! – det blev Enden, sagde Forpagterkonen. Men jeg troede det ikke! jeg troer aldrig hvad der ymtes om.

HERMANIA (vedbliver).

Jeg tog min Ridedragt! Vi mødtes ved Havelaagen.

Jomfru HAGENAU

Hvem mødte De?

HERMANIA

Don Kuan de Molina, den unge Spanier. Ingen er smuk, ridderlig, god og klog som han. Det var Adskillelsens Øieblik. Hans Sjæl lyste ud af hans Øine og i hvert Træk om hans Mund. »Vi sees igjen!« sagde han. »Jeg kommer atter til Danmark!«

Jomfru HAGENAU

Lad ham først see at komme vel herfra!

HERMANIA (vedbliver).

Han greb Medaillonen med hans Moders Billed, en Helligdom for ham, en Reliquie! trykkede den til mine Læber, til sine Læber. »Hun er vort Vidne!« sagde han. »Hun vil bede for os, hun vil forene os, nu maae vi skilles!« – »Vi skilles ikke!« sagde jeg, »jeg gaaer med Dig paa Flugt og i Fare! dit Fædreland være mit!« – Maanen lyste; der var en Fred, en Velsignelse, fra Himlen og rundt om os. Hagenau! ja, De er gammel, De kan ikke heelt føle og fornemme det, men har De nogensinde elsket, husk da tilbage!

Jomfru HAGENAU

Uh, nei! De faaer mig blussende rød! Hvor kan De gjøre den Art af Spørgsmaal?

HERMANIA (vedbliver).

Jeg tog min Hest af Stalden. Snart var jeg hos ham; Side ved Side red vi over Mark og Hede. Jeg syntes jeg var med ham paa Spaniens Sletter. Vi kom til Kysten, og da, ved Indskibningen, tænk Dig, Hagenau! han meente det saa godt, men det var jo min Ulykke, blev han betagen af Angest for mig, greb min Haand, bad mig vende tilbage til min Moders Gaard, talte om hendes Sorg. Fra Spanien, naar han var frelst, skulde jeg høre fra ham.

Jomfru HAGENAU

Men saa var han jo meget maneerlig og fornuftig!

HERMANIA

Han kjendte ikke min Kjærlighed i dens hele Styrke; den er større, anderledes end mellem Moder og Søn. Han greb efter sin Moders Billed, den lille Medaillon, og den var borte, tabt paa Veien over Mark og Gade.

Jomfru HAGENAU

Tabt!

HERMANIA

Han var fortvivlet; vi red den halve Vei tilbage, søgte, ledte –! al hans Tanke var at finde sin Skat, sin Talisman! den var der ikke! En af hans Kammerater naaede os. Soldaterne vare ved at indskibes, her var ikke Tid at blive, han maatte afsted. – »Min Moders Billed, min Lykkes Amulet er tabt, og med den al Lykke og Frelse!« – Han steg i Baaden, – jeg fulgte med!

Jomfru HAGENAU

Men det skulde De ikke have gjort, lille, velsignede Frøken! – Jeg veed hverken ud eller ind! Jeg drømmer! ja, jeg ligger bestemt i min Seng og drømmer det Hele!

HERMANIA

Drømmer! nei, Gud skee Lov, det er Virkelighed! det vilde være frygteligt at vaagne op imorgen og vide at Spaniernes Ophold her i Danmark var kun en Sommernatsdrøm! Virkeligheden er meer end Drøm og Digtning. Spanierne ere her endnu, og i denne Nat kommer han her!

Jomfru HAGENAU

Hvem kommer her, i min Stue?

HERMANIA

Don Kuan de Molina.

Jomfru HAGENAU

Spaniolen!

HERMANIA

Fra vi forlod den jydske Kyst, var ikke længere Tale om at vende tilbage. Vi kom her i Land, Signalet lød at Tropperne skulde samles. »I en Time eller to maae vi skilles«, sagde han. »Hvor kan jeg føre Dig hen til Afreisen? Har Du ikke her en Veninde?« Da tænkte jeg paa Dem, Hagenau! han har fulgt mig herhen. Forund mig at blive her til Tropperne drage bort og han henter mig!

Jomfru HAGENAU

Det kan man læse i en Bog, men det kan man ikke opleve!

HERMANIA

Jo, naar man har Villie og Hjerte!

Jomfru HAGENAU

»Villie og Hjerte«, siger De, lille Frøken. – Der ere de Historier man gaaer stille med et heelt Liv igjennem, naar der er Villie og Hjerte; dem siger man kun sin Dame, naar man har en Dame, og de komme ikke ud. Men Deres Historie, lille Frøken, farer lige lukt ind i Avisen. Intet er helligt for en Avisskriver, og jeg kommer med!

HERMANIA

Det banker! det er allerede ham! O, saa er den tunge Tid udstridt. Luk op! Nei, jeg kan gjøre det.

Jomfru HAGENAU

Ih, du Menneskets Skaber! Jeg maa tilforladelig have en anden Kappe paa og min Flasketrøie; jeg seer ud som en østerlandsk Jomfru!

HERMANIA

Han seer ikke paa Dem.

Jomfru HAGENAU

Jo, det maa De undskylde, jeg er altid et Fruentimmer, og Spaniolerne – fy!

(Hermania er gaaet hen at aabne Døren, Carl Bryske træder ind.)
HERMANIA

Gud i Himlen, har Du forladt mig!

CARL

Hermania! har Du glemt din Moder, glemt dine Venner og Dig selv!

HERMANIA

Hvad vil Du her? Hvad vil Du paa min Vei? Med hvad Ret?

CARL

Jeg er din Pleiebroder, jeg er din Forlovede! Hvorfor har Du saa sildig, ud paa Natten, forladt din Moders Huus, fulgt Spanierne, gaaet med dem over Bæltet. Du vil forstaae at det har foruroliget os. Jeg, fremfor Nogen, har Ret til at følge Dig, og det har jeg gjort. Men nu er jeg glad ved at have fundet Dig her i god Behold hos vor agtbare Jomfru Hagenau. Nu forstaaer jeg at det var et Indfald, en øiebliklig Tanke at Du fulgte med herover til Middelfart.

HERMANIA

Tag ikke mit Forsvar! mellem Dig og mig er det forbi! Hvad man kaldte en Lykke for mig, at vinde Gaard og Formue, er ikke min Lykke! Var Livet gaaet sin fade Hverdagsgang, jeg havde troet, at det var det Rette, at jeg fik denne Verdens Gode, men jeg har lært at der er noget Høiere, noget Bedre, at man kan løftes med Aand og Tanke af en Anden, og jeg er løftet, baaren, lykkelig! flyver som en Fugl i Luften –! Vil nu Du skyde mig ned, og forlange at jeg skal takke Dig?

CARL

Jeg forstaaer Dig ikke, Hermania.

HERMANIA

Nei, hvor skulde Du kunde forstaae mig! Jeg vil hen over det rullende Vand! Jeg har Svanens Natur; jeg vil ikke blive i det stillestaaende Kjær, deiligt nok for Gæs og Ænder at svømme i.

CARL

Ja, i den Tale kan jeg ikke hamle op med Dig! Vil Du løbe ud af Landet med Spaniolen? Skammer Du Dig ikke.

HERMANIA

Nu taler Du dit Sprog! Vi To passe ikke for hinanden. Jeg vilde kjede mig tildøde hos Dig! Tvang man min Haand i din, jeg blev ond. Men Ingen kan tvinge mig!

CARL

Er det saaledes! – Hermania! jeg kunde have givet mit Liv hen for Dig. Vorherre tilgive Dig Alt, hvad Du i denne Time siger!

HERMANIA

Ja, din Tilgivelse venter jeg ikke. Hvert Ord jeg har sagt, vil nok groe med Torn og Braad, om jeg blev her! Men jeg bliver her ikke, jeg følger Don Kuan de Molina!

CARL

Nei, det skal ikke skee! og er Spanieren en Mand af Ære og elsker Dig med ærlig Sjæl, da vil han ogsaa skatte din Ære og byde Dig blive her!

(Jomfru Hagenau gjør en Bevægelse hen imod Carl Bryske for at tale, Hermania træder imellem.)
HERMANIA

Din Tanke naaer ikke op til hans Hjerte. Gaa nu herfra, jeg vil det! Jeg beder Dig derom.

CARL

Du er mig overlegen i Meget, har langt større Begavelse end jeg, men hvad der er ligefrem sundt og rigtigt, har jeg et Begreb om. Jeg gaaer ikke fra Dig før de Spanske ere borte eller din Moder er her.

HERMANIA

Han, den Eneste, som jeg nu tilhører, vil komme her, vove sit Liv for mig! Det vil gjælde dit.

Jomfru HAGENAU

Jeg faaer ondt! Mit Hovedvands-Æg, – vær gode Mennesker, – i Dragkisten.

HERMANIA

Det banker! det er ham, min Ven, min Beskytter!

CARL

Jeg taler kun daarligt for mig og endnu daarligere i et fremmed Sprog; men han skal dog forstaae mig. (Aabner Døren, Etatsraadinden træder ind.) Moder!

HERMANIA (paa samme Tid). Min Moder!
ETATSRAADINDEN

Barn! Ulykkens Barn! Forlorne Datter! Du tager Livet af mig! Skal jeg nu ligge syg? Husker Du min store Sygdom? Og Du vil til Spanien! Ja, Gud give vi vare i Spanien, jeg skulde sætte Dig lige lukt ind i et Munkekloster! – Du kan forstaae jeg mener et Nonnekloster!

CARL

Nu er Alting godt, da De er her. Hermania har fulgt de spanske Venner hertil. Mere er det ikke.

ETATSRAADINDEN

I den Klædning! i den Mylren af Soldater! Og hendes Hest, hvad skal den i Middelfart? Den staaer bunden til Træet udenfor, ligesom den var en Helhest!

CARL

Moder, den stakkels Hagenau er syg, i Afmagt.

ETATSRAADINDEN

Det er her ikke Tid til at tænke paa! Hun kommer sig nok. Giver hun Rendezvous-Qvarteer! Jeg skal tale med Hagenau!

Jomfru HAGENAU

Etatsraadinde! jeg er ikke besvimet, jeg ligger hen! jeg kan ikke bære det; men jeg har en god Samvittighed. Jeg er kastet ind i det!

(Man hører Musik fjernt udenfor af de bortdragende Spaniere.)
HERMANIA

De komme! De drage bort!

ETATSRAADINDEN

Paa Minutet have vi Franskmændene! De ere stærkere. God Nat, Spaniere!

Jomfru HAGENAU

Det bliver Myrderi! – Lad det skee i Odense og ikke i Middelfart.

HERMANIA (for sig selv).

Min Gud, styrk mig! hjelp mig! Det er min tungeste Time!

ETATSRAADINDEN

Udenfor Musik, Rummel og Tummel, indenfor Forbrydelse og Dommedag! Det Ene passer ind i det Andet! Denne Nat vil jeg tidt drømme om, naar jeg faaer fæle Drømme. Det er min Datter Skyld i, og Le Grand, det Revolutionens Barn, og De, gamle Hagenau!

Jomfru HAGENAU

Jeg er uskyldig som et Barn, der ikke er født.

HERMANIA

Jeg er trængt herind i Huset; Hagenau har været uvidende om Alt og er udenfor Alt.

Jomfru HAGENAU

Tak, Frøken, De er Sandheden selv.

HERMANIA

Jeg har sagt Carl Bryske at mellem ham og mig er det forbi; det er hans Gavn, som det er mit. Vi passe ikke for hinanden. Men at jeg er gaaet bort fra Dig, Moder, uden Ord og Afsked, er en Feighed, og er det Dig en Sorg, da er jeg bedrøvet. Jeg beder Dig om Forladelse!

ETATSRAADINDEN

Og dermed troer Du det Hele er klappet og klart?

HERMANIA

O, hvorfor kom Du her! Du gjør Bortreisen saa bitterlig tung, thi bort maa jeg, vil jeg! Min Lod er kastet. Hvad skal jeg sige Dig. Hvorfor kom Du? Moder!

Jomfru HAGENAU

Det banker paa Døren, det banker og det banker; det gjør ikke Andet i denne Nat end banker paa Dør og Vindue. Jeg lukker ikke op! Det er Spaniolen.

ETATSRAADINDEN

Her er Mand imod Mand, og jeg er saagodt som to Fruentimmer. Enten Hr. Molina nu taler Spansk eller Fransk, jeg skal tale med ham, vise ham Damen i mig, som Etatsraaden sagde.

HERMANIA

Guds Moder, bring mig Hjelp, og jeg troer paa Dig!

CARL BRYSKE (har aabnet Døren).

Madam Ballerup!

Madam BALLERUP (træder ind).

Stort Selskab! Om Forladelse! Hagenau, ja jeg skulde først komme i Morgen op ad Dagen, men da jeg saae Lys herovre –!

Jomfru HAGENAU

Ballerup, De troede vist at jeg var død. Jeg er ikke langt derfra.

ETATSRAADINDEN

Ere de Franske isigte? Kommer Pontecorvo?

Madam BALLERUP

Jeg veed Ingenting; men i mit Huus er det som i en Noahs Ark, de rykke ind og de rykke ud. Der var en ung Officeer, deilige Øine havde han, han gav mig et Brev til Jomfru Hagenau.

ETATSRAADINDEN

Har Hagenau Correspondance med de spanske Officerer? Hagenau, ja De er reen!

Jomfru HAGENAU

Min Hofdame i Graven! Deres Naade vidne for mig!

HERMANIA

Brev! lad mig see! Det er til mig.

Madam BALLERUP

Den unge Officeer sagde at jeg skulde gaae til Jomfru Hagenau, først imorgen aflevere det; men da jeg saae at Hagenau endnu var oppe, og Breve skal man ikke gjemme paa –

HERMANIA

Det er fra ham, min eneste Ven!

(Aabner Brevet og læser.)
Jomfru HAGENAU

Det drømte jeg ikke om i Kong Frederik den Femtes Tid; da stod ogsaa Koldinghuus, og saa Meget stod, der nu ligger.

ETATSRAADINDEN

Giv mig Brevet, jeg vil læse det!

HERMANIA (som har læst Brevet).

Jeg blive tilbage! (Hun synker om med et Skrig.)

ETATSRAADINDEN

Fald nu i Afmagt! saadanne Scener. Brevet! hvor er det?

CARL

Hun knuger det fast i sine Hænder.

ETATSRAADINDEN

Jeg vil læse det! – Det er Børneopdragelse! og den holder man en adelfødt Française til. – Ballerup! skaf mig en Baad! min Vogn holder ved Snoghøi!

Jomfru HAGENAU

Hun er i Afmagt! bleg og deilig som en Guds Engel!

CARL

Lad hende hvile! saalænge lider hun ikke, og Spanierne drage bort!

ETATSRAADINDEN

Ballerup! vær taus med hvad De her har seet og hørt. Lad ikke Middelfart faae Sladder. Den dybeste Taushed!

BALLERUP

Den kan De stole paa! Vi ere jo fire Fruentimmer.

(Musiken lyder stærkt og nærved af de bortdragende Spaniere.)
CARL

Stakkels Hermania!

(Musiken falder stærkt ind og Tæppet falder.)

Ende paa anden Act

Tredie Act

Dagligstue paa Herregaarden; til Høire er Indgang til Hermanias Værelse, lidt længere tilbage, paa samme Side, er Opgang til Gaardens Taarn; paa den modsatte Side og i Baggrunden ogsaa en Dør; gammeldags Meublement. Det er tidligt paa Morgenen, Dagen efter Spaniernes Afmarsch.
CARL (alene).

Vi ere igjen hjemme, hvor Alt staaer, som det stod i Aaringer og bringer til at tænke paa saa mange fornøielige Timer, saameget Godt herinde. O, hvor jeg da var glad og troskyldig! nu har jeg faaet Øinene op, faaet Erfaring, som man kalder det; men jeg var dog mere lykkelig før jeg fik den. Naa, det kan ikke hjelpe at gaae og falde sammen. – Der er kommet saa Meget paa eengang! I denne Nat har jeg oplevet en saadan Deel, at det nok ikke glemmes i et heelt Liv. – Jeg skulde og burde være vred paa Hermania og det er jeg jo, hun er i min Tanke, men ikke i mit Hjerte. Før var det min bedste Glæde at tænke paa at gjøre hende glad, kunde høre hende sige: det er deiligt, det er velsignet! Jeg gik og lavede sammen for mig, at hun og jeg kunde blive lykkelige med hinanden, og saa var jeg hende en Træklods om Benet. Det er saa bitterligt at lægge i Kjærlighed et Menneske ind i sit Hjerte og saa Mennesket træder os paa Hjertet derfor. Det skeer vel i Verden med Flere end med mig! Baandet er nu revet over. Hun er fri, og jeg er fri.

ANNA (træder ud af Hermanias Værelse).

De er ikke gaaet tilsengs?

CARL

Og Du ikke heller, Anna!

ANNA

Hvor kunde jeg det! Den stakkels Hermania, – Gud være lovet at hun er her igjen! Hun ligger stille hen, som laae hun i Afmagt, dog, det er ikke Tilfældet; hun har et Par Gange aabnet Øinene, men lukkede dem strax igjen. Jeg troer, at hun har Hvile; den vil styrke og gjøre hende godt.

CARL

Maaskee.

ANNA

De er vred paa hende. Hun har Uret mod Dem, men husk paa hendes Ungdom, hendes Natur, alle Forhold! hun er som en Fugl, der flyver afsted, qviddrer og veed ikke selv hvad den synger.

CARL

Ja, naar Fuglen kun synger – men hun! – – derom ville vi ikke tale. Jeg har været bedrøvet, men nu klarer det sig for mig! Jeg holdt af hende, men hun ikke af mig; jeg hang paa! Hvo veed hvad Skyld jeg har i den Fart, hun har taget.

ANNA

Spanieren er Skyld i al hendes Fortræd!

CARL

Nei, Anna! hvad senest er skeet, er hendes egen Skyld. Han har ikke forlokket hende til dette Skridt. Jeg veed hvad Hermania har betroet gamle Hagenau. Hermania er af egen Drift fulgt med, hun har overrasket ham.

ANNA

O, siig dog ikke Sligt!

CARL

Han bad hende vende tilbage til sin Moders Huus, bad hende mere end een Gang, det hjalp ikke; da førte han hende til Jomfru Hagenau, og da hun var i Sikkerhed der, fulgte han sine Kammerater. Brevet, hun fik, kjender jeg ikke, men jeg troer, at den spanske Officeer har handlet ærefuldt.

ANNA

Hun saae ham ikke mere?

CARL

Hun laae som en Død; hun hørte ikke, at de marscherede forbi. Det var en lang Afmagt! Da hun slog Øinene op, talte hun ikke et Ord.

ANNA

Stille og villieløs fulgte hun med her hjem!

CARL

Det skar mig ind i Hjertet at see hende saa overvældet og betagen. Hun var saa hvid i sit Ansigt som et Liig. Jeg talte i Baaden venlige Ord til hende, hun hørte mig ikke. Hendes Moder og jeg talte til hende paa Vognen, men hun svarede ikke.

ANNA

Heller ikke da vi bragte hende tilsengs. Hun lukkede sine Øine, som om hun sov.

CARL

Jeg tager i denne Morgen hjem til min Gaard; her er det mig piinligt at være, og at jeg kommer afsted, det er ogsaa bedst for Hermania.

ANNA

De vil bort! Allerede i Dag.

CARL

Hvad har jeg at blive her for.

ANNA

Just i Dag, efter hvad der er skeet, vil det være saa haardt for Deres Pleiemoder, om De reiste, og De vil ogsaa kunde standse og mildne de stærke Udbrud, der ville komme mod den stakkels Pige.

CARL

Overtal mig ikke til at blive. Jeg vil bort! Alt er istand til Afreise.

(Gaaer hurtigt.)
ANNA

Han fortjente det bedre! – dog hans lykkelige Dage komme nok igjen! nu er han trykket, men han fik et godt Humeur af Vorherre, det vil komme tilbage! (Hun seer Hermania træde ind.) Hermania! (Vender sig uvilkaarligt.)

HERMANIA

Du gaaer fra mig, – fordi Du troer, at Du er bedre end jeg!

ANNA

Det kunde jeg aldrig troe eller tænke.

HERMANIA

Men Du er bedre! Der er saa Meget gaaet op for mig i denne Nat! Du har havt det glædesløst her i Huset, nu forstaaer jeg hvad det vil sige, at savne Glæden.

ANNA

Gid at jeg kunde trøste og styrke Dig!

HERMANIA

Mine Tanker have jaget mig ud af Sengen! mine Tanker rugede over mig den hele Nat, men jeg fornam, hvad der skete udenom. Du bøiede Dig over mig, der faldt en Taare paa mit Ansigt, Du aftørrede den. Tak for dit Sindelag imod mig! Altid var Du mild og god! Jeg har slet ingen Venner, og jeg trænger til en Ven, jeg kan udtale mig for, og vide, at jeg ikke spottes.

ANNA

Gud velsigne Dig for din Tillid til mig!

HERMANIA

Du hører til de lykkelige Naturer, der, som Lærken i Buret, bliver glad ved at faae en frisk Græstørv ind bag Jerntraadene og lidt Fuglegræs hængt om Buret; skinner saa en Solstraale derind, saa qviddrer Fuglen af Glæde i den Smule Herlighed, den fik. Jeg derimod forlanger saa Meget, den aabne Mark, den hele Skov, Frihed og Solskin, det Bedste i Verden være mit! Og jeg troede, at jeg havde alt Dette.

ANNA

Stakkels Barn!

HERMANIA

Du veed ikke, hvad det er, saaledes med hele sin Sjæl, hele sit Væsen at være draget til et Menneske, fortabe sig i ham, troe paa ham, som paa hele Livets Sum, – og da pludseligt at fornemme, at Alt er en Skuffelse, et stort Bedrag!

ANNA

Han førte Dig fra din Moders Huus.

HERMANIA

Ja, ved sin Kjærlighed, ved sin Tale, ved hele sit Ophold her! men i Afreisens Øieblik stødte han mig bort, bød mig blive, forlod mig! de skærende, skurrende Ord gjentog han i Skrift. Det hele Brev, Ord for Ord, er i denne Nat, mange Gange gaaet gjennem min Tanke, men, underligt nok, for hver Gang, var det som Ordene fik en mildere og renere Klang. Det er selsomt, at i en rigtig dyb Sorg, der knuger os, saa Alt bliver sort Nat, kan pludseligt i vort Hjerte blive lagt et Frø, der lyser inde i os og vi troe paa et Foraar igjen.

ANNA

Hans Brev til Dig –?

HERMANIA

Han skrev: »Du har i din Kjærlighed til mig, glemt Dig selv; det er min Pligt, at jeg ikke glemmer det.« – Det kunde han nænne at sige! »Med mig paa Flugt, gaaer Du mod Besværligheder over dine Kræfter!« – O, kun lidt kjender han den Kraft, der er i min Kjærlighed! – »Og i mit Hjem, hos min Familie, vil din Opoffrelse ikke blive forstaaet!« –

ANNA

Ja, ja!

HERMANIA (vedbliver).

»Bliv i din Moders Huus. Før Aar og Dag, om Gud og de Hellige ville det, skal Du erholde fra mig et Brev, gladere end dette. Vær stærk, som jeg er tro!«

ANNA

Hvad Bedre kunde han skrive!

HERMANIA

Havde jeg Tro, da var jeg allerede stærk!

ANNA

Bed til Gud ret af dit Hjerte, og den vil blive Dig given; Du vil erkjende, at Don Kuan har handlet ærligt mod Dig. Der kommer en Foraarsdag igjen, som Du alt tænker Dig!

LE GRAND (træder ind i stærk Bevægelse).

Fra Taarnet kan jeg see om de komme! skydes, det er en let Død!

HERMANIA

Hvad er det! Hvor vil Du hen! Hvad er skeet!

LE GRAND

Du her! Du er ikke i din Seng! Du er ikke dødssyg, som de sagde.

ANNA

Hvad er skeet? Hvad har De seet!

LE GRAND

Seet! jeg har ikke sagt, at jeg har seet Noget! Nei! Intet. Tro mig, naar jeg siger det! Jeg har fundet en Ting, en Medaillon, den Don Kuan altid bar paa sit Bryst.

HERMANIA

Den har Du fundet! hvor? Giv mig den!

LE GRAND

Hans Talisman, som han kaldte den, hans Moders Billede; hans Elskerindes er det.

ANNA

Le Grand!

HERMANIA

Hvor fandt Du den?

LE GRAND

I Haven, ved Laagen ud mod Veien.

HERMANIA

Der, hvor han trykkede den til mine Læber! Ja, det er den! hans Moders Billede.

LE GRAND

Er Du saa vis paa det. Jeg seer Portraitet af hans Elskerinde i det solvarme Spanien.

HERMANIA

Hende, seer Du! see rigtig til! Her er en lille Fjer, jeg trykker paa den –! (Medaillonen aabner sig idet hun trykker paa den skjulte Fjer.) Det har han lært mig. Hvad seer Du nu? Et lille Vers. Saameget Spansk kan Du vel forstaae. Læs Verset: »Min Søn, mit Høieste i Kjærlighed paa Jorden, see her din første Kjærlighed, din Moder!« og her staaer hendes Hustru-Navn og Slægt-Navn.

LE GRAND

La Vega! – Ja, det staaer der! La Vega, det var hendes Navn. Hans Talisman! han skal aldrig mere see den! jeg kaster den i Ilden.

HERMANIA

Den er min! ikke din.

LE GRAND

Jeg fandt den.

HERMANIA

Jeg tog den.

LE GRAND (griber Hermanias Arm og hvisker hende i Øret).

Jeg har fortalt Dig om min ulykkelige Søster; om Spanieren, som bedrog hende; hans Navn var Molina, han ægtede en La Vega, forstaaer Du mig nu. Don Kuan er tilvisse deres Søn. Jeg kom til Danmark, Sønnen kom til Danmark, det er en Nemesis!

HERMANIA

Medaillonen beholder jeg; Du faaer den ikke; hverken ved Magt eller List.

LE GRAND

Medaillonen, det fattige Stykke, holder Du paa. Jeg kunde fortælle Dig en Historie –! fortælle Dig et dristigt Eventyr, – der vilde gribe Dig med Forfærdelse, saa at Medaillonen faldt Dig ud af Hænderne –!

HERMANIA

Fra denne Nat er jeg ikke længer Barnet, der lytter til dine Rædsels-Eventyr –! jeg ønsker ikke at høre flere. Lad mig i Ro! – Farvel Anna, og Tak!

(Gaaer ind i sit Værelse.)
LE GRAND

Hun vil træde mig med sin Hæl. Overmodet er endnu ikke tæmmet! Skammen ikke gaaet gjennem Blodet –!

ANNA

Hun har lidt, hun har stridt –! gjør hende ikke Øieblikket tungere at bære.

LE GRAND

Anna, jeg vil sige Dig det –!

CARL BRYSKE (træder ind).
LE GRAND

Hr. Carl Bryske, ja, ogsaa De maa vide det! De er fornærmet, krænket –! De har at hevne den Skam, der er overgaaet Huset!

CARL

Hvad er det! Hvad vil De sige mig!

LE GRAND

Den unge spanske Officeer, Don Kuan, Forføreren, han er her!

CARL og ANNA

Her!

LE GRAND

Saasnart de spanske Tropper havde naaet Fyen, er han tilfods vendt her tilbage; her i Haven søgte han en Medaillon med hans Moders Portrait; her har han tabt den. Jeg fandt den. Pludselig stod han for mig, fortalte sit Tab, var i Fortvivlelse! Spørgsmaal paa Spørgsmaal om Hermania, blandede sig i hans Tale, som om hun og Medaillonen havde samme Betydning for ham.

CARL

Og De gav ham den?

LE GRAND

Gav ham den! – saa taabelig var jeg ikke.

ANNA

Det var grusomt!

LE GRAND

Jeg hader Spanierne! en Broder faldt for deres Guerillas; en Søster – det var en Leg, en Hverdags-Historie. Jeg sagde ham ikke at jeg havde fundet den!

CARL

Han er borte igjen?

LE GRAND

Nei! han er her. Jeg sagde ham, at Medaillonen var funden, jeg kunde skaffe ham den, men først om en Time – og før en Time ere Franskmændene her. Iilbud er gaaet til de Nærmestliggende, Telegraphens sorte Tavler have talt; endnu i Formiddag veed selv Pontecorvo, at Spanierne ere paa Flugt.

ANNA

For Guds Skyld! vil De holde det ulykkelige Menneske tilbage? Franskmændene vilde skyde ham.

LE GRAND

Ja! og Husets Ære er reddet, Folkesladderen faaer et Omsving.

CARL

Hvor er han?

LE GRAND

I den lille Havestue.

CARL

De er et resolut Fruentimmer, Le Grand! De veed at tage Tingen!

LE GRAND

Mine Landsmænd komme! man skal alt fra Høiderne kunde see deres blinkende Bajonetter, jeg kom just for fra Taarnet at see, om det er saa!

CARL

Ja, fra Taarnet –! Lad os see! Ræven skal i Rævesax, Le Grand!

LE GRAND

De er den, han meest har krænket, De er i Deres Ret. (Gaaer med Carl op i Taarnet.)

ANNA (alene).

Ogsaa han! Jeg kjender ham ikke igjen; det var som om det Onde fik sin Magt. Den unge Spanier er forraadt, de Franske dræbe ham. Han kom her for Medaillonens Skyld, for Hermanias, for at vide hendes Skjæbne. Han maa bort herfra! men hvorledes? Sige Hermania det? Nei, jeg river igjen alle Hjertets Vunder op! Hendes Moder –? Hun er uberegnelig. Carl Bryske var den Eneste, der kunde frelse og hjelpe, og han er opfyldt af de Skuffelser, han har lidt; han er ikke Den jeg troede han var. Hvad skal jeg gjøre? Hvad er det Rette? Gud! indgiv mig en Tanke! Ja, jeg vil selv gaae ned til Don Kuan; jeg skal finde Ord, jeg skal kunne udtrykke mig! Han vil forstaae mig. Øiebliklig maa han bort! Den Ubesindige, at komme her tilbage!

(Idet hun vil gaae, træder Carl Bryske ind.)
CARL

Nu sidder hun der! Jeg fik hende op i Taarnet, slog Døren i; hun skal ikke forraade Nogen. Anna, sørg for at hun ikke slipper ud, naar Franskmændene komme. Nu gaaer jeg til Spaniolen; han er en ærlig Karl, han skal ikke blive sat i Klemme. Og er det nødvendigt, saa rider jeg selv med ham til Odense; man har da Lov med sin Rideknegt at reise i eget Land, skulde jeg troe.

ANNA

O, hvor Du gjør mig glad! Du er Den, som jeg altid tænkte mig Dig at være! Jeg svimlede et Øieblik over din Tale til Le Grand. Det var Uret af mig! Jeg er saa glad, saa lykkelig!

CARL

Anna, hvor Du er hjertensgod, ret som en Pige skal være! Jeg har været saa bedrøvet for hvad der er gaaet over mig, men nu løftes det, nu klares det, nu seer jeg det anderledes. Mine Pleieforældre lavede en Forlovelse mellem mig og Hermania; jeg gik ind i Sporet og hun gik med –! Hun var mere klarsynet end jeg, hun saae, at vi ikke passede for hinanden; Ægteskab tør ikke laves af Andre end de To, det selv gjælder. Anna! nu klares det for mig. (Griber Annas Haand).

ANNA (afbryder).

Skynd Dem til den unge Spanier! faa ham bort herfra før de Franske komme!

CARL

Husker Du, Anna, jeg bad mig selv til dit Bryllup. Jeg ønskede Dig Huus og Gaard.

ANNA

O, min Gud! skynd Dem, før det bliver for seent!

CARL

Og naar vi ses igjen, Anna – –!

HERMANIA (træder pludseligt ind).

Carl Bryske! min Pleiebroder! Jeg er ikke længer din Brud; det er brudt, men jeg er voxet op med Dig, jeg er groet fast med Dig, jeg kjender Dig og troer paa Dig! Nu er jeg i Angest og Bedrøvelse – hjelp mig, selv om Du ikke kan forstaae min Tankegang! jeg er jo en overspændt Pige.

CARL

Hvad forlanger Du af mig?

HERMANIA

Denne Medaillon tilhører den unge Spanier, som iaftes med Tropperne drog herfra. Det er hans Moders Portrait, Alt hvad han eier efter hende, hans stadige Tanke! Her er den tabt, jeg har faaet den – bring ham den! Rid til Odense, til Nyborg, til Romanas Qvarteer.

CARL

Ja, jeg lover Dig det! Jeg skal bringe ham den!

HERMANIA

Jeg har krænket Dig, men jeg vidste i min Nød at Du ikke negtede mig en Tjeneste.

CARL

Nu først i denne Morgen er det gaaet op for mig, at Du i Alt er mig forud, ogsaa i Kjærlighed. (Tager Medaillonen.) Jeg skal bringe den med en Hilsen fra Dig.

HERMANIA

Fra mig! – O, gid at jeg kunde lukke mine Øine og sove Aar og Dag! da vaagne op –! O, hvilken Hilsen da!

ANNA

Her er ikke et Minut at blive!

CARL (sagte til Anna).

Vogt vel Le Grand! Farvel, Anna! –

(Iler ud.)
HERMANIA

Le Grand! hvad sagde han om Le Grand?

ANNA

Han troer hende ikke, og har lukket hende inde her i Taarnet! Hun vil forraade Spanierne for de Franske.

HERMANIA

De veed jo om deres Flugt, derfor komme de. Spanierne have Intet betroet hende, hun kunde forraade. Vi lukke op for hende.

ANNA (forskrækket).

O nei! lad hende blive! Carl Bryske paalagde mig det.

HERMANIA

De spanske Tropper ere midt inde i Fyen, paa Vei til Odense og Nyborg. Der er ingen Grund til at indespærre Le Grand; hun vil tage skrækkeligt paa Veie! Jeg aabner Døren.

ANNA

Hun vil forlange Medaillonen tilbage, hun vil gjætte at Carl Bryske er redet bort med den – hun vil sige sine Landsmænd det –!

HERMANIA

Du har Ret! Han tør ikke standses! Men hun vil fra Taarnet kalde Folk til for at befrie hende. Hvad gjøre vi?

ANNA

Var Carl Bryske dog afsted! Hans Hest staaer heldigviis sadlet, da han tænkte paa at ride hjem.

HERMANIA

Le Grand vil gjøre Alt for at krænke mig.

ANNA

Aldrig talte hun mig haardt til, selv i sit heftigste Lune! Jeg vil gaae til hende! – Var kun Carl Bryske afsted!

HERMANIA

Gaa til hende! – Kald det en Spøg, et Indfald af ham! Tal som Du vil!

ANNA

Endnu kan han ikke være dernede!

HERMANIA

Snart er han der, og snart vil han naae Spanierne, finde Don Kuan, blive Vidne til hans Glæde ved Gjensynet af Medaillonen! Han skal høre hans Stemme! o, den lyder i mit Hjerte, for mine Øren, det er endnu som Luften klang af den. De deilige Romancer han sang, og som jeg husker, som jeg tidt vil synge, thi han er i Sangen. (Hun har sat sig ved Claveret, Tonerne klinge, hun begynder med sagte Stemme de Molinas Romance fra første Act: Angel de amor. Stemmen løfter sig stærkere, og idet den lyder i dens fulde Kraft, hører man udenfor de Molina gjentage Sangen; hun holder pludseligt op og lytter.) O, min Gud! hans Stemme! jeg hører den! Er han her endnu –! Nei, den tier. Det var et Varsel, en Aabenbarelse! Jeg fornam det saa tydeligt!

ANNA

Hvilken Angest!

HERMANIA (som seer ud af Vinduet).

Der rider Carl Bryske ud af Gaarden. – Hvo er det som følger ham? Denne Skikkelse – den vender Hovedet og seer herop! – Don Kuan de Molina!

ANNA

For Gud i Himlens Skyld! Du seer feil!

HERMANIA

Han hilser herop! (Hun kaster Haandkys.) Nu er han borte!

ANNA

Du har troet at see ham!

HERMANIA (drømmende).

Troet at see ham! – Hans Billede staaer for mine Øine! hans Stemme klinger i Luften om mig! (Staaer hensjunken i Tanker. Man hører Trommerne udenfor og Sangen »Allons, enfants de la patrie,« meer og meer nær.)

ANNA

De Franske komme! hør! hør! – Gud frelse og beskytte ham.

HERMANIA

Det vil han! Min Frygt er borte! Nu har jeg Tro! nu er jeg stærk! Vi sees igjen før Aaret ender!

(Den franske Sang og Musik lyder stærkere med Trommehvirvel tæt udenfor, og Tæppet falder hurtigt.)

Navnet Don Juan udtales af de Spillende Don Kuan.

1

Navnet Don Juan udtales af de Spillende Don Kuan.

Da Spanierne var her

Originalt romantisk Lystspil i tre Acter

Opført første gang 6. april 1865 på Det Kongelige Teater med musik af Henrik Rung. Udkom første gang 24. april 1865. BFN 888

Partitur: KT-A 0480 Orkesterbiblioteket.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

507,30niño < ñino
522,10Dommedag. < Dommedag
522,15Gaden. < Gaden
539,12De < Du
542,16Pontecorvo < Pontocorvo
544,2mig. < mig
546,17Han < Hun
486
Fru PhisterLouise Phister, f. Petersen (1816-1914), kongelig skuespiller, g. 1846 m. skuespilleren Ludvig Phister.
Frk. LangeAgnes Flemmine Nyrop, f. Lange (1841-1903), dansk kongelig skuespiller.
Frk. H. AndersenAnna Henriette Petrine Andersen (1818-1881), dansk kongelig skuespiller.
Fru EckardtHortensia N.A. Eckardt (1839-1906), dansk kongelig skuespiller.
Hr. HultmannF.W. Hultmann (1820-1894), dansk kongelig skuespiller.
Hr. RosenkildeAdolph Marius Rosenkilde (1816-1882), dansk kongelig skuespiller.
Fru SahlgreenLouise Sahlgreen (1818-1891), dansk kongelig operasanger; blev undertiden brugt til komiske roller.
Fru SødringJulie Sødring, f. Rosenkilde (1823-1894), fremtrædende kongelig skuespiller.
Hr. JastrauRichard Louis Jastrau (1828-1902), dansk kongelig skuespiller.
de spanske Troppers Ophold i DanmarkNapoleon 1. havde storstilede planer om at bekæmpe England ved en fastlandsspærring, der skulle udelukke engelske varer fra fastlandets markeder. Han skaffede sig flere allierede, bl.a. Rusland, Spanien og Danmark, og i 1808 fik han den spanske konge til at sende et større kontingent soldater til Danmark for, som det hed, at tvinge Sverige til at opgive sit forbund med England og støtte Danmark ved et indfald i Skåne. De spanske tropper skulle forenes med et hollandsk og et fransk korps. Marskal J.-B. Bernadotte (1763-1844), fyrste af Ponte-Corvo i Syditalien, fra 1818 svensk konge under navnet Karl 14. Johan, fik overbefalingen over hele hæren, i alt 32.000 mand. En del af de spanske soldater blev sendt til Ålborg, andre blev indkvarteret i de østjyske byer, på Fyn og Langeland. Den svenske kong Gustav 4. Adolf havde efter Danmarks krigserklæring 29. februar 1806 sendt to krigsskibe fra Göteborg til Storebælt; disse forhindrede de spanske troppers overførsel til Sjælland. Det lykkedes dog at føre regimenterne Asturias og Guadalajara, i alt 4000 soldater, fra Svendborg over Langeland, Lolland og Falster til Roskilde. Napoleon udnævnte 6. juni 1808 sin broder Joseph til konge af Spanien. Det vakte stor modstand hos spanierne; overalt i landet dannedes der guerillaer, anført af patriotiske mænd. Samtidig kom der en officiel meddelelse til de spanske tropper i Norden om, at spanierne havde valgt Joseph til konge, og i en dagsbefaling af 29. juni 1808 meddeltes fordringen om, at de spanske tropper skulle edsfæstes til ham 1. august. En del af tropperne, der var samlet i Odense, aflagde også eden, men regimenterne Princesa og Almanza nægtede det og råbte »Ned med franskmændene!«. I Spanien dannede oprørsbevægelsen kommissioner, juntaer, og fra dem udgik opråb til alle fædrelandets venner om at rejse sig mod de fremmede og befri landet. Juntaen i Sevilla stillede sig i spidsen for hele bevægelsen. Lederen af den samlede spanske hærstyrke i Danmark, Don Pedro Caro y Sureda, markis af Romana (1761-1811), blev ved englændernes mellemkomst vundet for denne sag og planlagde de spanske troppers flugt fra Danmark; denne skulle gennemføres med støtte af engelske tropper. Romana skuffedes dog i første omgang af englænderne og opgav planen. Senere foreslog den engelske admiral Richard Keats (1757-1834) efter at være underrettet om tilstandene i Spanien, at de spanske tropper ved engelsk hjælp blev udskibet til Langeland. Dette skete den 9. august fra Nyborg, hvortil en del spanske tropper var ankommet. På Sjælland havde regimenterne Asturias og Guadalajara samt andre spanske tropper gjort oprør, men dette blev slået ned, og tropperne blev som krigsfanger ført over Fyn og Jylland til franske fæstninger.
488
trække paa Vagtom vagtmandskab, der marcherer op til afløsning.
Hempels og Iversens Avisfra 1772 udkom på et trykkeri i Odense den avis, der siden blev kendt under navnet Fyens Stiftstidende. 1797-1844 ejedes trykkeriet af bogtrykker S. Hempel (1775-1844). På et andet Odense-trykkeri udgav bogtrykker C. Iversen (1748-1827) fra 1780 avisen Fyens Stifts Journal; denne udkom indtil 1868.
KlubbenKlublivet, der havde sin oprindelse i England og var forbeholdt mænd, blomstrede fra slutningen af 1700-tallet; i begyndelsen var klubberne centre for ny borgerlig samfunds- og kulturdebat; senere fik mange klubber selskabelig karakter.
489
Linieskib»Prinds Christian Frederik« havde været stationeret i Norge og var derfor ikke blevet røvet af englænderne 1807. Skibet blev angrebet og ødelagt af to engelske orlogsskibe ved Sjællands Odde 22. marts 1808.
finis coronat opus(latin) afslutningen kroner værket, latinsk talemåde.
ligge og lunteligger og driver, venter.
de Kindelangeneralmajor, leder af tropperne i Jylland.
de SalcedoMiguel de Salcedo, spansk brigadér (brigadechef).
har det ikkeforstår det ikke; jf. vendingen »nu har jeg det«.
490
Momentervirkende kræfter, faktorer.
spansk Visitudtrykket er ikke kendt; normalt kalder man et kort besøg for en »fransk visit«.
brændte … Koldinghuus afKoldinghus, opført 1248, husede marts 1808 foruden Bernadotte en del spanske soldater. Ved deres voldsomme opfyring i vagtstuens kamin udbrød der 30. marts ild i bygningen, og slottet blev ødelagt.
491
Dame-Pige(kammer)pige hos fornem dame.
Anna Sophie Reventlowdansk dronning (1693-1743), datter af storkansler Conrad Reventlow. Frederik 4. (konge 1699-1730), der 1695 havde ægtet Louise af Mecklenborg (1667-1721), blev ved en maskerade 1711 betaget af Anna Sophie; året efter lod han hende bortføre fra hjemmet og giftede sig med hende til venstre hånd. Dagen efter dronning Louises bisættelse blev hun hans dronning til højre hånd.
PestenKøbenhavn blev i 1711 ramt af en pest, som skal have kostet o. 23.000 menneskeliv.
conserveredebeskyttede mod overlast.
Frederik den Femte(1723-1766), konge 1746-1766.
492
kapresblive opsnappet, erobret.
fatigueredeudmattede.
tage min Mund i migtie.
Cichoriekaffesurrogat.
493
tegnes afblive tegnet, afbildet.
Carlomankendt som frankisk kongenavn fra 700-tallet.
det farer i migjeg gyser.
494
udmærketmeget fin.
Marseillaise-FolkesangMarseillaisen, revolutionssang fra 1792 af C. Rouget de Lisle (1760-1836), fra 1795 fransk nationalsang.
Allons, enfants de la patrie(fransk) fremad, børn af fædrelandet.
Françaisefranskfødt guvernante, der lærer børn at tale fransk.
495
med Declamationi kunstnerisk form.
parleretale, især om fransk.
tableau vivant(fransk) levende billede historisk eller mytologisk optrin, der efterligner et maleri, en statue eller en situation, vist af levende mennesker, der ikke bevæger sig, dvs. ikke agerer. Tableauerne var en populær selskabsleg i bedre kredse.
Biehls … Don KikoteMiguel de Cervantes Saavedras roman om Don Quijote, 1605-1615, blev oversat fra spansk 1776-1777 af Charlotte Dorothea Biehl (1731-1788) med titlen Den sindrige Herremands Don Quixote af Mancha Levnet og Bedrifter.
Fandangospansk folkedans.
gaaer … ned ad Ryggenløber koldt ned ad ryggen.
Forretningstidarbejdstid.
496
Bakkelser(ne)småt »blødt« bagværk, fx vafler.
forliebtforelsket.
497
Piberefløjtespillere.
Viva España! … Romana(spansk) leve Spanien! leve Don Pedro Caro y Sureda af La Romana.
Morrai syden et spil med to deltagere, der står over for hinanden med hånden lukket; de viser i et nu et vist antal fingre, hvorefter modparten straks skal sige, hvor mange der var.
dos! cinco! nueve! tres!(spansk) to! fem! ni! Tre!
Hindostanlandområde i Indien, syd for Himalaya.
498
Romanceregl. lyrisk-episk digt; her måske lyrisk, sangbart digt.
CidEl Cid, oprindelig Rodrigo Díaz de Vivar (ca. 1030-1099), spansk krigshelt; udførte store krigsbedrifter i kampene mellem maurere og spaniere, snart på den ene, snart på den anden side. Berømt i den spanske litteratur som helten over alle helte. Eposet Digtet om Cid er fra ca. 1140 eller ca. 1200.
Kongen af Alhamamåske maurerkongen Myley Aben Hacem (konge 1465-1482 og 1483-1485), som i 1482 mistede den vigtige fæstning Alhama, »Nøglen til Granada«, til de kristne. I den anledning blev romancen »Paseábase el rey moro por la ciudad de Granada« skrevet, i A. Richters danske oversættelse, 1887: »Maurerkongen af Granada / Rider langsomt gennem Staden«.
Velasquez(’s)D. R. de Silva y Velasquez (1599-1660), spansk maler.
Murillo(s)B. Murillo (1617/18-1682): spansk maler.
499
les verbes irreguliers(fransk) de uregelmæssige verber.
Banderilleros(spansk) tyrefægtere.
Holger Danske … Roncesvallesfrankernes nederlag mod baskerne i slaget 778 ved Roncevalles i Pyrenæerne gav anledning til myten om helten Roland og til den mytiske figur Ogier le Danois, Holger Danske. Begge optræder som Karl den Stores krigere i La Chanson de Roland, ca. 1060 (dansk Rolandskvadet). I 1800-tallet bliver Holger Danske symbol på den nationale danske kampånd, der vækkes af sin dvale i farens stund. – Elisabeth (1501-1526), fra 1515 Christian 2.s dronning, var søster til den tyske kejser Karl 5., der fra 1516 herskede over Spanien.
utroChristian 2. mødte i 1507 eller 1509 hollænderinden Dyveke, der blev hans elskerinde.
Aranjuezspansk by ved floden Tajo, ca. 40 km syd for Madrid i Castilien; kendt for sit kongelige slot med smukke haveanlæg.
500
interessantfascinerende, mystisk.
Bloisfransk by ved Loirefloden, 60 km sydvest for Orléans. Slottet i Blois stammer fra 1200-tallet og er senere udvidet.
beskueligtanskueligt.
501
tør videmå vide.
Talismangenstand, her billede, der har beskyttende eller lykkebringende kraft og kan bæres som amulet.
502
troer jeg noktror jeg gerne.
uden Flugtjordbunden.
503
spanske Romancerden efterfølgende sang er næppe en klassisk spansk romance; disse har otte metriske stavelser og ikke som her elleve.
Angel de amor por quien amor senti(spansk, i H.C. Andersens oversættelse:) »Kjærlighedsengel, Du har Flammen tændt«. Den fulde spanske tekst ses i partituret, men er ikke identificeret. H. Rung har skrevet melodien til den danske version. Trykte noder og fuld oversættelse: Rung bd. 4, s. 35. E-noder: Da Spanierne var her.
Natviol(er)plante af slægten hesperis matronális, aftenstjerne, med violagtig duft og i mindre grad farve. Blomsten dufter stærkest om aftenen og natten.
Shawlsjal.
504
kom jeg net ankom jeg galt af sted.
skrapthurtigt.
505
naarhvis.
Quelle bêtise(fransk) hvor dumt.
Tag … lige i Kardusentag lige i hovedet, dvs. tage det som en grovhed; lade sig slå ud af det.
507
Sladdersludder, snak.
Del niño alado y ciego victima soy(spansk) jeg er offer for det vingede, blinde barn (dvs. guden Amor). Ikke identificeret. Den fulde tekst med noder ses i partituret (arrangement ved H. Rung).
veedkender.
508
om Aar og Dagom et år (idet man medregner den dato, hvorfra der tælles).
Dukkeskabegl. skab til dukker og andet legetøj; også om noget sirligt og pynteligt.
Udstafferingenistandsættelsen.
510
Kæmpeviseri ældre tid kaldtes folkeviserne kæmpeviser, ballader eller romancer. Peder Syvs Tohundrede-Visebog, 1695, sidste optryk 1787, var den almindeligt udbredte samling af folkeviser. 1812-1814 udgav W.H.F. Abrahamson, Rasmus Nyerup og Knud Lyne Rahbek Udvalgte danske Viser fra Middelalderen, 1.-5. del; udkom samlet 1815.
Politurdannelse; pæne manerer.
511
Floksilke(n)tarvelig silke, fremstillet af affald fra silkekokonerne.
Ordensmesteroverhoved for en religiøs ridderorden.
Høibrobro mellem Slotsholmen og det egentlige København.
Perpendikelpendul til ur.
Forretnings-Timearbejdstime
513
som Tyv ved Nattenjf. 1.Tessalonikerbrev 5,2.
Fortrædmodgang.
ultima Thuledet yderste Thule, det højeste Nord.
514
Romanaleder af de spanske tropper i Danmark, jf. note til s. 486.
Josephse note til s. 486.
no señor, viva España(spansk) nej, min herre, leve Spanien.
515
Ave Mariahil dig, Maria; katolsk bøn til jomfru Maria.
517
honnetanstændig.
518
Hvad har Du derunder?hvilke bagtanker har du?.
bringe … i Omtalegøre til genstand for folkesnak.
519
visthelt sikkert.
520
mauriski Spanien betegnelse for de muslimske kulturer, der beherskede dele af landet ca. 711-1492.
Typtype.
521
C’est le mot(fransk) Det er netop ordet.
Manglebræt … Manglestokredskaber, der blev brugt, når vasketøj blev manglet, dvs. rullet om stokken og trykket og banket med brættet.
Virrevirvar.
strangeretvel af svensk »strangerad«: anstrengt.
lukke op her til Venstreåbne mit hjerte.
522
En Ormesæk … Dommedagsalmen ikke identificeret, er sandsynligvis forfattet af H.C. Andersen.
Ormesækarkaiserende om menneskelegemet.
brammebralre; prale.
Kattespasløjer.
Ihaneeller »hijane«, dialektudtryk for forbavselse; på fynsk også udtryk for glæde.
523
(Soldater-)Styrpostyr.
526
tilforladeligminsandten.
Flasketrøietrøje med udskårne flige.
527
Gud … forladt migjf. Matthæus 27,46.
agtbareagtværdige.
528
Braadtorn.
ligefremindlysende.
Hovedvands-Æglugtedåse af form som et æg.
Dragkiste(n)kommode med store skuffer.
529
Forlornefortabte.
Helhestifølge folketroen overnaturligt væsen, en trebenet, hovedløs hest, der varsler død.
Giver hun Rendezvous-Qvarteerlægger hun hus til (fordækte) rendez-vous’er, stævnemøder?.
ligger hener kraftløs.
530
er klappet og klarter gjort med det.
Min Lod er kastetmin skæbne er afgjort.
531
reenuskyldig.
535
Fartretning; hurtig udvikling.
536
betagenovermandet (af smerte).
piinligtpinefuldt.
538
erholdefå.
539
ærligthæderligt.
altallerede.
540
Fjerfjeder.
Nemesisi græsk mytologi gengældelsens gudinde.
fattige Stykkeværdiløse genstand, ejendel.
542
Telegraphens sorte Tavlerden første danske telegrafforbindelse blev oprettet 1802 mellem Korsør og Nyborg med mellemstation på Sprogø og var optisk, byggende på kikkertiagttagelser og tavler i høje signalmaster efter et hemmeligt kodesystem.
veed at tage Tingenforstår at gribe sagen an.
543
klares detbliver det forståeligt.
tørbør.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Første Act Anden Act Jomfru Hagenaus Stue i Middelfart Tredie Act Dagligstue paa Herregaarden

Del

[Sassy_Social_Share]