Den danske Qvinde har fra Oldtids Dage

Med Hjertets Guld sin Hæders Indskrift sat,

▶Med sine Smykker kjøbte hun tilbage

Dankongen, der laae dybt i Fængsels Nat◀.

End lyser Troskabs Blusset, Signe tændte,

Det fulgte Egede til Grønlands Iis.

Ja, ædle, store Qvinder Danmark kjendte,

Thi lyde høit de danske Qvinders Priis!

▶Da Vintren slog sin Bro for Svenskens Skare,

Liigskjorteklædt den nærmed’ sig vor Vold,

De danske Qvinder med paa Volden vare,

Som danske Hjerter i det danske Skjold◀.

▶Hvor Borger og Student for »Reden« strede,

Hjalp Qvinden med og hjalp paa mandig Viis;

Ja, da sang Kugler om den gamle Rede,

De slog den Streng: de danske Qvinders Priis◀!

I Danmark Kornet groer om Kæmpehøie,

En Deel af Holbergs Lune Folket fik,

Af Havet baaret staae skovklædte Høie,

Og Hav og Himmel sees i Qvindens Blik.

Frisk som Skovmærken er den unge Pige,

Og Hjertet blødt og stærkt, paa Havets Viis,

Og Hustruen, et Solskin fra Guds Rige!

Nævn hende først i danske Qvinders Priis!