De Svenske i Fyen i Sommeren 1848

(Af et Brev fra H. C. Andersen i »Nordischer Telegraph« Nr. 6)

– Jeg maa fortælle Dem lidt om de Svenske i Fyen; deres Ophold her staaer mellem de smukkeste lyse Billeder fra denne Sommer. Jeg saae deres festlige Modtagelse i Smaabyerne, de vaiende Flag, de glade Ansigter. Milevidt ind i Landet stode paa Veien Skarer af Bønder, gamle og unge, og spurgte forventningsfulde: »Komme nu de Svenske?« Og med Spise og Drikke, med Blomster og Haandtryk modtages de. Det var hjertelige Mennesker, vel disciplinerede Soldater, og høist gribende var deres Morgen- og Aften-Andagt, Kirketjenesten hver Søndag, Alt under aaben Himmel, efter gammel krigersk Brug, fra Gustav Adolphs Tider.

Paa den gamle Herregaard, hvor en af de Øverstkommanderende med Officierer og Regiments-Musiken var indqvarteret, fandt om Søndagen Gudstjeneste Sted; med fuld Musik marscherede Tropperne ind i den store fiirkantede Borggaard, stillede sig her, Officiererne forrest, og Psalmesangen begyndte, ledsaget af Musiken. Nu traadte Præsten frem paa den store Trappe, hvis høie Steengelænder var belagt med et stort Teppe. Jeg husker levende den sidste Søndag: under Gudstjenesten var det et graat, stormende Veir; Præsten talte om Fredens Engel, der steeg ned, som Guds milde Solskin, og idet han sagde det, brød tilfældigviis Solen frem og belyste de blanke Hjelme, de andægtige Ansigter. Dog meest høitideligt var Morgen- og Aften-Andagten paa den aabne Landevei; her opstilledes Compagnierne, en Underofficier læste en kort Bøn og nu istemte de Alle deres Psalme, uden Musik, og efter den lød gjennem den hele Række et dybt: »Gud bevare Kongen!« Jeg saae mange af vore gamle Bønder staae, ved Grøften og bag Gjærdet, med foldede Hænder; stille holdt de Gudstjenesten med.

Efter den daglige Exerceer-Øvelse gik den svenske Soldat trolig sin Vært tilhaande og hjalp med Arbeidet paa Marken i dette Aars rige Høst. Der var et Liv, en Travlhed, fornøiede Ansigter og god Forstaaelse. Paa Herregaarden, hvor Musikkorpset laae, spilledes hver Eftermiddag til Sol-Nedgang; Havens lange Alleer fyldtes med Folk fra hele Omegnen, det var hver Dag som en Fest. Ud paa Aftenen klang i Borgstuen den svenske Violin og saa gik Dandsen til fælles Fornøielse. Den fyenske Bonde og den svenske Soldat forstode i sproglig Henseende snart hinanden, det var en Lyst at see hvorledes Hjertelaget gjensidigt kom frem, hvorledes Enhver efter sin Evne gav med god Villie.

Den Agtelse, det Venskab og den gode Forstaaelse, som i de sidste Aar sluttedes imellem Sverrig og Danmark, meest ved Yngere i Universitets-Byerne, er ved den svenske Hærs Ophold i Fyen trængt ind i Tusinder af Folket selv; hvad vidste den fyenske Bonde og Menigmand, hvad vidste den svenske om hvor nær vi Naboer stode hinanden i Sprog, Aand og Hjerte. Erindringer om fjendtlige Tider levede og gjemtes, nu ere disse udslettede og mangt et smukt Træk istedet. Den Danske glemmer ikke den ædle Svenske, hans Hjerteslag have vi hørt og følt; mangen svensk lille By, der næppe er riig, sammenskjød Penge, gav, som Enken i Evangeliet, sin Skjærv til den danske Broder. Da Rygtet om Slaget ved Slesvig gik over Land, sad høit oppe i Sverrig en Menighed i deres Kirke; Præsten bad for Konge og Fædreland; da reiste en gammel Bonde sig og sagde: »Fader, vil I ikke ogsaa bede en Bøn for de Danske!« –

De Svenske droge bort fra Danmark, men i Bondens Huus, i Præsteboligen som paa Herregaarden, stod mangt et Øie i Graad ved Afskeden; ved Indskibningen, under Nordens vaiende Flag, blev aftalt mangt et gjensidigt Besøg for den kommende Fredens Tid. Nationerne i Norden have lært at forstaae, skatte og elske hverandre; og just i denne Sommer ere disse Følelser blevne styrkede og mangfoldiggjorte; om denne Tid vil endnu længe tales under Nordens ranke Graner, under Sverrigs duftende Birke. I Stammen af de danske Bøge, som i de danske Hjerter staae Broderfolkets Navne indskrevne. Gid denne Enighedens og Kjærlighedens Aand maa svæve over alle Riger!