De to Baronesser
Roman i tre Dele
Første Deel
I
I aaben Baad. – Den gamle, forfaldne Herregaard
Det var en stærk Kuling fra Nord-Ost. Gjennem store Bælt gik svær Sø; den væltede mod den smalle skovgroede Ø Langeland, som Oehlenschlæger kalder »
»Men det er jo næsten en Storm!« sagde den ældste Dame.
»O, det er saa deiligt, Mama!« sagde den Yngre; »bare der maatte strande et Skib!«
»Gud forlade Dig!« sagde Moderen.
»Men de Strandede skulle faae det godt! vi ville give dem Skinke og Champagne, rede Seng for dem hjemme paa Gaarden ...«
»Ti dog stille! det er jo grueligt! og see dog bare, der er et lille Fartøi derude! Gud, det vælter! det kan aldrig gaae godt! Gud skee Lov, at vi ere paa det Tørre.«
Fra Sjællands Side, langt ude, kom en stor aaben Baad; kun eet Seil var oppe, det svulmede i den stærke Blæst og førte Baaden i flyvende Fart over de høie Bølger, der snart løftede den saaledes, at man troede at see Kjølen, snart næsten skjulte selve Seilet.
»Hun gaaer godt derude!« sagde en ældre Mand, der var med i Selskabet; »men ud for Sandrevet, naar de vende, ville de faae Kjærligheden at finde. Det bliver haardt at lægge ind til Lohals, og til Fyen komme de ikke, uden at det bliver
»See, hvor deiligt, Mama!« raabte den unge Dame, idet Baaden krængede høit paa en Sø og Vandet sprøitede hen over den.
»Grueligt er det,« sagde Moderen, »men interessant!«
Vi ville nu see, hvor interessant de derude finde det.
Baaden var fra Fiskerleiet Skovshoved ovenfor Kjøbenhavn, og havde herhid altsaa gjort en ret anseelig Søreise; ved Roret sad en Mand i guul Voxdugs Trøie og Buxer, en bred Hat af samme Stof hang ham ned om Skuldrene. Manden syntes at være klædt paa til at kunne gaae tørskindet gjennem Havet. Det var Baadens Eier, Ole Hansen fra Skovshoved; ved Siden af ham havde Plads en ung smuk Mand, ogsaa i Sømandsklædning, men Tøiet var fiint, Snittet hvad man kalder »
»Lad mig styre hende, Hr. Greve!« sagde Ole Hansen, idet de fik den omtalte Sø, som fra øverst til nederst gjennemvædede den Syge; denne slog Øinene op, to Øine, saa mørke, saa lynende, som vare de fødte under Italiens Himmel.
Ole saae med fast Øie paa de fremvæltende Bølger, der nu, da Baaden forandrede Cours for at gaae omkring Landpynten, vilde virke i hele deres Kraft, og han vidste med megen Kløgt ligesom at omgaae dem; Relingen blev slikket af den tunge Bølge, der syntes at ville vælte over det lille Fartøi, men dette dukkede ned og lod den nye Bølge igjen løfte sig høit i Veiret.
»Herligt styret, gamle Ole!« raabte Frederik. »Det er en Lyst! vi flyve som Søfugle! og see, hvor prægtig Blæsten tager i Toppen, saa det ryger efter! Der staaer en Regnbue i Draaberne!«
»Vi faae snart nogle andre Draaber!« sagde Ole og pegede mod Skyen. »Den graa Karl deroppe vil snart give Vand! Vi maae gjøre et Slag for at tage lidt af Vinden! Seilet i Læ!«
Rask, som en øvet Matros, udførte Grev Frederik den befalede Manoeuvre; en stærk Sø krængede næsten Baaden; de To ved Madkurven sprang op, selv den Syge kom paa Benene. »Sid stille!« raabte den Gamle med stærk, bydende Stemme, »øs af Baaden!«
De adløde, og nu gik det med halvrebede Seil længer ud fra Land.
»Og Du, som skulde være den Lystige!« sagde Grev Frederik, og saae paa den Syge, som igjen havde lagt sig, »Du er rigtignok morsom paa en ny, men høist kjedelig Maneer! Vi kunne godt føre Dig i Land, Du vort
Det begyndte at regne, Solen var ved at gaae ned. Den idelige Krydsen havde endnu kun bragt dem en fjerdedeels Miil ned paa den vestlige Side af Langeland. Det Gods, som tilhørte Grev Frederiks Fader, og hvorhen de vilde, laa paa den fyenske Kyst mellem Svendborg og Faaborg, og de havde altsaa endnu en betydelig Strækning at lægge tilbage; Strøm og Vind vare dem imod, drivvaade sad de der, og allerede een Nat havde de tilbragt fra Kjøbenhavn ude under aaben Himmel.
»Vi naae ikke Svendborg ved dette Daglys,« sagde Ole, »vi maae søge ind under Fyen!«
»Hør,« sagde Frederik, »det er ikke meget mere end en god halv Miil op i Landet, at den gamle Gaard ligger, hvilken min Fader har kjøbt og vil lade bygge op til mig; skulle vi søge derop? Den er en reen
»Du har rigtignok faaet os godt ud at seile!« sagde han ved Madkurven; »havde jeg ikke havt den velsignede Appetit, saa havde jeg for længe siden ligget som Herman der.« Og han pegede paa den Søsyge.
Det blev mere og mere mørkt; Baaden gik som en Gynge, og
»Sætter Du paa, Ole?« spurgte Frederik, idet de gik med stærk Fart mod Kysten.
»Her er Aaen!« sagde Ole, og det var rigtig den; hans Kjendskab til Strømningen, hans øvede Øie havde ledet ham. Seilet faldt, med et Spring var han i Land, »Halloi!« .... Baaden slæbte han til Siden og kastede Touget om en af de store Stene. Lænkehunden ved Fiskerhuset tæt ved gjøede allerede sin Velkomst.
En Vandring paa en god halvmiils Vei kunde være ganske velgjørende for de vaade, forfrosne, unge Mennesker, der vilde strax afsted til den forfaldne Herregaard. Ole skulde blive ved Fartøiet; i Fiskerhuset kunde han huses; den lille Flaske med
»Min
Vandringen begyndte; mørkt var det, Veien tung og sandet, Regnen faldt i tunge Draaber.
»Man skulde ikke kunne sige, at vi ere komne paa det Tørre endnu,« sagde Herman. »Jeg har en Følelse, ligesom jeg gik paa Havsens Bund og den
»Hør, hvor det suser i Træerne!« sagde den Anden, »det bliver værre og værre! veed Du bestemt Veien, Frederik? at vi ikke komme til at løbe hele Natten eller nødes til at banke paa et Bondehuus, hvor de ikke engang lukke os op. Jeg maa holde Dig i Kjolen, for jeg seer ikke et Skridt foran mig!« ..... i samme Øieblik styrtede han saa lang han var, men kom under almindelig Latter igjen paa Benene.
Vandringen havde nu allerede varet over en Time, da Frederik gav den Forsikkring, at de i Mørket maatte være komne forbi det Sted, hvor Veien dreiede af til den gamle Gaard. De lyttede, og under Blæsten troede de at høre en Hundegjøen. Nei – de toge vistnok Feil; jo, det var rigtignok en Lystreise. De lyttede igjen .... et jamrende Skrig naaede dem.
»Hvad er det?« spurgte de hverandre.
»Det er Blæsten!« svarede de sig selv; men atter løde de klagende Toner.
»Nei, hvad er det dog?« sagde den Ene til den Anden; Ingen kunde forklare det; de stode endnu et Øieblik og gik saa videre. Vi ville senere faae at vide, fra hvilket Menneskebryst disse dybe Suk kom.
Pludseligt viste sig foran dem et Lys.
»Nu veed jeg Veien,« sagde Grev Frederik, »der ligger Gaarden.«
Og i samme Øieblik var Lyset forsvundet, men i den Retning, hvor de havde seet det, styrede han.
»Jeg har allerede Støvlerne saa fulde af Vand,« sagde den, som fulgte nærmest, »at jeg ikke veed, hvor dybt jeg egentlig gaaer; her synes jeg imidlertid at det bliver altfor frisk koldt om Fødderne. Skulle vi ikke være komne i en Mose?«
»Jo, det er vi!« sagde Frederik, »men det er den korteste Vei og man kan godt bunde. Det er den saakaldte tørre Side af den gamle Voldgrav, vi passere. Nu staae vi ved Huset.«
De vare tæt ved det, ja vare sikkert løbne med Ansigterne lige imod Muren, hvis ikke oven for dem, neppe en Alen borte, Lyset atter var blevet synligt bag et Vindue. De raabte et stærkt »Halloi«, der gik som det var indstuderet, og besvaredes af en tre, fire Hundes Gjøen. Ingen viste sig, Blæsten hylede og kastede dem store Regndraaber i Ansigtet. De bankede paa Ruden og nu kom bag ved den et Ansigt og derpaa et andet, uden at dog de derinde sagde et Ord, eller aabnede Vinduet. Det unge Mandskab gjorde stærkere Larm. Frederik slog en Rude itu, idet han raabte, at de skulde lukke op. »Kom med Lys, I Fæhoveder!« skreg han, »det er mig, Grev Frederik! luk dog op i det Hundeveir!«
»Jesus!« var Svaret, og nu blev der indenfor en Travlhed; Lyset blev taget bort, og de derude stode i Bælmørke; Hundenes Gjøen tog til; – endelig knagede Laagen paa den lukkede Træport, en Lygte lyste, og Karl og Pige modtoge de Indtrædende med Udraabet: »Herre Kors! i dette Veir!«
»Vi komme fra Kjøbenhavn!« sagde Grev Frederik, »vi komme tilsøes, paa aaben Baad og ere gaaede iland for det onde Veir. Gjør istand derovre i Salen ved Taarnet; det er nok det taaleligste Sted!«
»Der seer forfærdeligt ud,« sagde Karlen, »men den Sal er vel bedst; vi kunne stoppe Noget i Vinduerne!«
»Mine Herrer!« sagde Frederik, »saa ville vi nu holde vort Indtog paa min lille Eiendom! jeg haaber, den om Aar og Dag skal vise sig i bedre Skikkelse, og da skulle vi indvie den med et ordentligt Gilde! Gaa bare forsigtig! her skal balanceres paa Bræt og paa Stene! – Skaf imidlertid noget Varmt! Hvad har I her? Øl og Æg i det mindste har I, for Rum og Citroner ere vel ikke at opdrive?«
»Jo!« nikkede Pigen og stak sit røde, fornøiede Ansigt frem fra Forklædet, som hun for Regnen ihast havde kastet over Hovedet.
De vandrede afsted, men hvert Øieblik snublede de over Stene og Brændestykker. Karlen førte dem med Lygte ned af en med Nelder bevoxet Skraaning og lettede imellem lidt paa nogle Brædder, som dog derved ikke kom til at ligge stort bedre.
»Det er den anden Voldgrav, vi nu komme over,« sagde Frederik; »her har i gammel Tid staaet en Herregaard med Volde og Grave; den blev for et halvhundrede Aar siden revet ned, paa et Taarn nær, og man klinede en stor Bindingsværks-Bygning op istedet; den er igjen under salig General Maag reent faldet sammen og min Fader har kjøbt hele Skrammelkisten. Jorderne ere gode, her er deilig Skov og Stedet ligger prægtigt; næste Foraar bliver hele Kassen revet ned og en ny Bygning kommer istedet.«
De stode nu i den indre Gaard, der fra tre Sider indesluttedes af en To-Etages Bygning; et herligt stort Lindetræ bredte sine Grene ud til alle Sider; Bygningen saae ved den svage Lygtebelysning ret anseelig ud.
»Her er jo deiligt!« raabte En af dem, »en prægtig stor Dør midt paa Huset!«
»Men ingen Trappe!« sagde Grev Frederik og dreiede Karlens Arm med Lygten; man saae nu, at de brede Trappestene vare tagne bort; et rustent Jernrækværk, der havde hørt til Opgangen, stod stillet op mod Døren, der, nærmere betragtet, hang kun paa een Hængsel og bugnede i Fyldingen.
»Hold Lygten i Veiret, at man kan see Leiligheden,« sagde Frederik, og ved Belysningen viste det sig, at der i Vinduerne neppe var en heel Rude; et Par Vindueskarme vare gledne ud af deres Sammenføininger, og i Muren selv vare Revner, som om den hele Bygning nylig havde prøvet en stor Jordrystelse.
Gjennem en lille Dør kom de ind i en smal Gang; her maatte de over Gruus, Stene og en sønderbrudt Muur, og vare da i et Kammer, hvor bogstaveligt de lasede Tapeter bevægede sig i Blæsten; de kom forbi en stor Skorsteen, der, da Underdelen var revnet, holdtes ved Bjælker og Stivere; Vinden susede deroppe. Derpaa gik de gjennem en Række
Endelig vare de i en stor Hjørnesal, som bar mindre Spor af Ødelæggelsen. Væggene her, halv panelede, vare næsten skjulte med ormstukne Familie-Portraiter fra
»Og Instrument ovenikjøbet!« raabte den Ene, og slog en Accord paa det; man hørte de klapprende Tangenter og tre skurrende Strenge; Spillemanden selv gjorde et af disse komiske Spring, man gjør, naar man er ved at falde, og det var han, thi der laa foran ham en gammel Dør, den til Taarnet. Lyset fra Lygten blev stukket i en Flaske, som heldigviis laa i det aabne Claveer.
»Flere Lys!« sagde Frederik, »og bring os saa nogle af dine Klæder, Christen! men rene maae de være! Du seer, vi drive af Vand! – Saa mange Hestedækkener som muligt, nogle Knipper Halm ind i Taarnet der, men Alt i Gallop! Pigen maa slagte Kyllinger og lave det Bedste istand; men først Punschen, at vi kunne varmes op! i Gallop, Christen! i Gallop!«
Og det gik i Gallop; Christen bragte alle sine bedste Kisteklæder og dertil en stor laaden Reisepels, som tilhørte Grev Frederiks Fader. Det ene vaade Stykke blev kastet efter det andet; Randselen blev imidlertid aabnet og Alt taget ud; imellem Lommetørklæderne fandtes ved en Feiltagelse indpakket et Par Svømmebeenklæder.
»Det er Himlens Styrelse!« sagde vor søsyge Candidat, som nu var Lystigheden selv. »Her er en stor Buxemangel, smaa Bidrag modtages med Taknemmelighed! Dog, jeg er bedst vant til disse, jeg tager dem og Pelsen. Svømmebeenklæder og Skindpels, det er et godt Costume! Mine naadige Damer –« han bøiede sig for de alvorlige Portraiter rundt om, »De undskylde!« Og nu skete Forvandlingen. »Søndagsklæderne maa Geistligheden have!« sagde han og trak sin eneste og bedste medbragte Klædning frem. »Vor gode ærværdige
Det var den Ældste her, Talen var om, den eneste Borgerlige i dette lille Kammeratskab, en Holstener ved Navn Moritz Nommesen; han havde manuduceret de tre Andre til
»Herman!« sagde Grev Frederik, »nu skulde bare Døren aabne sig, din Bedstemoder træde ind og see Dig mellem os! Du, som ikke tør komme til Fyen!«
»Men jeg kan ikke forstaae Konen!« sagde Manuducteuren.
»Ja, hun er heller ikke til at forstaae,« afbrød Herman; »der er somme Tider, jeg vil kalde det lidt for meget Originalt ved hende, men til andre Tider igjen saa meget Godt og Ædelt. Næsten i Alt hvad hun gjør, stikker Gemyttet frem; de Fattige velsigne hende. Det er kun os, hendes Nærmeste, at hun er lidt haard imod; mig, for Exempel, har hun, fra jeg blev født, aldrig ret kunnet taale at see.«
»Ja, naar han fortæller om hende,« sagde Frederik, »saa tager hun sig ganske ordentlig ud, men gal er hun alligevel. Om Forladelse, jeg veed nok, at hun er din Bedstemoder. I Italien har hun forelsket sig i Guido Renis Billede af
»Paa samme Tid man leer af hendes Paaklædning,« sagde Herman, »sidder hun med alle sine Piger og syer Klæder til fattige Folk!«
»Ja, jeg finder hende slet ikke saa gal,« sagde Baron Holger; »imellem siger hun jo Ting, som ere høist træffende. Folk faae Sandheden at vide, naar de komme til hende. Der indbød hun forleden hos sig en Forsamling af de
»Men det er jo en prægtig Kone!« sagde Manuducteuren.
»Jeg har i ti Aar ikke seet min Bedstemoder,« sagde Herman, »og der kan gjerne, om hun lever, gaae ti Aar endnu, før hun kalder mig herover.«
»Hun leve!« raabte Holger, »Originalerne maae ikke døe bort, de gjøre samme gode Virkning i Verden, som Uniformerne i Theatret.«
Han hævede Glasset og Skaalen blev drukket, men idet Hurraet endte, hørtes et sælsomt hendøende Suk; alle Fire dreiede Hovedet mod den Side, hvorfra Sukket lød, men Ingen sagde et Ord, overtydede om, at det kun var Vinden, de hørte.
Medens de ere muntre, ville vi nogle Øieblikke gaae til den omtalte Bedstemoder.
II
Bedstemoderen
For en firesindstyve Aar tilbage saae det i Danmark sørgeligt ud for den stakkels Bonde; han havde det ikke stort bedre end et Trældyr. Istedet for
Herremanden til Gaarden, hvor nu den originale Bedstemoder boede, hendes Svigerfader, havde været en ryggesløs Krabat, en af den Tids barbariske Herremænd, om hvem der i Sagnene leve gruelige Erindringer.
Inde i Porten viste man endnu en Aabning, gjennem hvilken Bonden blev heiset ned i det saakaldte Hundehul. Fugtigheden fra Voldgraven sivede gjennem Muren dernede og i vaade Aaringer stod Gulvet med Dynd og Vand, hvori Frøer og Vandrotter havde deres Tumleplads. Her stak de Bonden ned, og hvorfor? tidt alene fordi han ikke kunde betale hvad der var paalagt ham at betale for den elendige Gaard, Herremanden havde befalet ham at tage, og paa hvilken Bondens arvede Skillinger vare blevne tilsatte. I Taarnet laa endnu
Det er til den Tid, i denne Gaard og til denne Herremand, vi ville træde tilbage.
Nogle lasede Bønderdrenge stode og kigede ind i Gaarden. En red der igjen paa Træhest, for »den kunde dog bedst
En ussel, bleg Kone, med forgrædte Øine, stod og snakkede venligt til den Karl, der havde en Slags Opsigt med Synderen; hun var lange Rasmus’s Kone; Rasmus havde hverken Hat eller Hue paa; ned om Ansigtet hang ham det tykke Haar, som han imellem rystede, naar Fluerne plagede for slemt. De tunge Muurstene tvang Fødderne mod Jorden, men i hvor meget han strakte Taaspidsen, kunde han dog ikke faae Støtte.
En lille treaars Pige, hans og Konens Barn, deilig som en Guds Engel, krøb i Græsset, og mens Moderen talte med den vagthavende Karl, nærmede Barnet sig Faderen, og enten efter Instrux af Moderen, eller af barnlig Instinkt, skød hun ganske sagte en Steen ind under Faderens ene Fod, hvorved han kunde støtte den. Barnet havde allerede ganske sagte taget en Steen til den anden Fod og saae med sit kloge, deilige Ansigt op til Faderen; da stod Herremanden, Hr. Baronen, ligefor i Porten med sin store Ridepidsk; han havde seet hvad der skete og Pidsken knaldede hen over det stakkels Barn, der udstødte et smerteligt Skrig ved Slaget; Moderen styrtede sig hen imellem dem, men Baronen sparkede til den frugtsommelige Kone, der styrtede om paa Brostenene ....
Vi vende os fra denne afskyelige Scene, af hvilke der i hine saakaldte »gamle gode Dage« er oplevet mange, og fortælle kun, at dette Barn, hvis Hals og Arm svulmede ved Pidskeslaget, da hun skjød Stenen hen under Faderens, lange Rasmus’s Fod, medens han red paa Træhesten, nu ingen Anden var end den gamle Frue, Bedstemoderen; dette Barn, som han slog, blev i Tiden hans Sønnekone.
Saa mørkt et Billed fra sin Barndom, som det meddelte, levede i Erindringen hos den gamle Kone, hvis Originalitet er bleven omtalt og udleet. Selv herskede hun nu alt i mange Aar paa denne Herregaard, hvor der var sparket hendes Moder en tung Sygdom til, hvor hendes Fader havde siddet i Hundehullet og redet Træhesten; de smukkeste Roser havde hun ladet plante paa dette Rettersted.
Om den onde Herremand gik endnu mangt et Sagn. I Herskabs-Begravelsen i Kirken stod hans prægtige Marmor-Sarcophag, omgivet af Engle og med forgyldte Indskrifter; selv havde han i levende Live ladet al den Pragt komme fra Italien og opsætte i Kapellet. I et vildt, lystigt Lune gik han og Drikkebrødrene over i Kirken, og der satte han sig midt i sin Kiste og drak sin Skaal, Kammeraternes Skaal og tilsidst Fandens, og saa sad han død i Kisten. Nogle sagde, at han havde faaet et
Herremandens Søn, den Eneste han havde, var ligesaa raa og vild, som Faderen, men ikke ond; han førte et tøilesløst Liv, men blev tilsidst virkelig forelsket og det var i Skoleholderens Pleiedatter, en Deilighed, som Landet kun har faa af. Hun var Datteren af den lange Rasmus; hun var kjæk, overgiven og forunderlig, men dydig, og hvorledes det nu gik og ikke gik, Baronen maatte tage hende til Kone, vilde han have hende. Nu fortælles der rigtignok af onde Tunger, hvorledes han havde ladet sig besnære: at han just lige vilde kjøre afsted, for paa Laaland at ægte en adelig Frøken, men at han da ved Degnehuset saae den smukke Dorothea, og at Degnen da havde faaet ham ind at drikke, at en gammel Husar, forklædt som Præst, havde viet dem; men Løgn og Paafund er det; Kirkebogen viser det anderledes, og vist er det, at han ikke gav slip paa Dorothea, der nu var en naadig Frue, men rigtignok tidt blev haardt og slet behandlet af ham.
De fik endeel Sønner, men alle, naar de naaede til en vis Alder, døde de; endelig, mange Aar efter Bryllupet, kom en Datter; hun voxte op og blev et stille Barn. I hendes unge Aar døde Faderen, og nu begyndte Dorotheas
Hun reiste til Italien, blev Kunstkjender og klædte sig a la Beatrice Cenci i Retterstedsdragt; alle Landsmænds Breve fra Rom den Tid meldte morsomme Anecdoter hjem om den fyenske Frue. En ikke ganske ung Mand,
Strax efter Hjemkomsten fra Italien fødte den unge Kone en Søn, mørk i Skindet og med kulsorte Øine, som Italiens Børn. Dette Barn var Herman, vor unge Candidat, som vi først fandt søsyg udstrakt i Baaden og nu sidst forlode i Svømmebuxer og med Reisepels foran Punschebollen.
I hvor inderligt Forældrene holdt af hinanden, syntes de dog ikke at mødes i dette Barn; man vidste at fortælle, at fra første Øieblik det vistes Faderen, betragtede han det koldt og uden Ord. Moderens Følelse for det var derimod Vemod eller stille Sorg; der var et eget bedrøvet Træk ved hendes Mund idet hun saae paa den Lille, og hun rystede med Hovedet, som bifaldt hun ikke de Tanker, der rørte sig, brast i Graad og kyssede Barnet. Kun lidet over et Aar beholdt det sine Forældre; en hæftig Typhus rev Faderen bort; Moderen pleiede ham Nat og Dag, inddrak Smitstoffet, og otte Dage efter hans Begravelse fulgte hendes.
Bedstemoderen sendte strax Barnet bort, det kom til en skikkelig Gartner-Familie ved Odense og var der til sit niende Aar; det var blevet en deilig Dreng, fuld af Ild og Kraft, vild og lystig, thi han havde altid fri Spas; men Alle holdt de af ham, Hjertelaget var godt; han havde flere Talenter, især det, at tegne, var ikke ubetydeligt, men det var altid det Komiske, han opfattede og gjengav.
Nu var han, som sagt, ni Aar og Bedstemoderen vilde have ham til sig, for, som hun sagde, selv at opdrage ham »til en christelig Røver« .... Han kom, var i Huset hos hende i tre Dage, men hun fandt at han gjorde Nar af Alt, var et lille Afskum, – noget, som vi aldeles benægte, – og han skulde derfor bort igjen, men ikke til Gartner-Familien, thi den forstod ikke at luge Ukrud, sagde hun. »Manden kan være god nok til at passe Agurker, og Madammen til at plukke Ribs, men
Drengens Familie paa Faderens Side brød sig ikke om ham, og
Herman vidste at Bedstemoder paa denne Tid var for en otte Dage siden reist til Holsteen, hvor hun vilde blive i det mindste sex Uger; han havde derfor ladet sig overtale af Grev Frederik til at gjøre Søtouren til Fyen, hvorhen hun ikke tillod ham at komme. Hver Maaned maatte han skrive hende til og Postdagen efter fik han igjen regelmæssigt nogle faa Linier. »Jeg vil engang nok see Dig!« havde hun nylig skrevet, »men vi kunne gjerne bie noget endnu begge To. Kom ikke før jeg kalder! Det bliver ellers en daarlig Fornøielse for Dig.«
Saaledes efter ti Aars Fraværelse kom Baron Herman nu til sin Fødeø; under Jagt og Lystighed skulde nogle faa Dage tilbringes der; en lille Ridetour forbi Bedstemoderens Gaard, en Kigen ind i Haven, nu hun var borte, lod sig vel gjøre, uden at det kom til hendes Kundskab. Ingen her vidste hvem han var.
De vare seilede ud fra Kjøbenhavn med god Vind, men da den siden dreiede, havde de den hele Dag kun bragt det til at naae Jungshoved paa Sjælland; her laae de i den aabne Baad første Nat, og vare nu, som vi vide, næste Aften komne til Fyen, ikke til Bestemmelses-Stedet, men til den gamle forfaldne Gaard, hvor vi atter ville søge dem idet de udbringe Skaalen for de salige Fruer og Frøkener, hvis ormstukne Billeder udgjøre Dameselskabet i Salen, her, hvor endnu iaften en sælsom Begivenhed forestaaer.
III
Studenternes Datter
Herman havde allerede med Blyant i sin Skizzebog tegnet et ganske morsomt Billede af dem alle Fire i deres Udklædning her, og dernæst paa et andet Blad givet sig selv som søsyg Candidat, – et Billede, der gjorde stor Lykke for Ligheden. – Samtalen havde taget en anden Retning, Vinden udenfor susede mindre; derimod var Regnskyllet desstærkere, Vandet løb i Strømme fra Vinduerne ned af Væggen og hen af Gulvet i et Flodleie, det selv havde dannet sig.
De vare midt inde i Jagthistorier; Grev Frederik fortalte saa
»Slige Dyr kan jeg skyde!« vedblev Frederik; »Ræve, Maarkatte, store Rovfugle; men en Hjort, et Raadyr, nej! jeg er ingen rigtig Jæger! Alene det at staae opstillet, vente, lure og see saa det kongelige Dyr saa let og svævende springe forbi, og da give det Kuglen, hidse Hundene paa det, saa de hænge i det glindsende, brune Skind, og da see de Øine, Dyret kan sætte op! det er som et Menneske i den dybeste Bedrøvelse! Jeg har seet det og jeg smed Bøssen; der laa Noget i Dyrets Øine, som gjorde mig skamfuld og bedrøvet! – Nei, Jæger kunde jeg ikke blive, men Sømand! det er frit og stolt! det er Noget at brydes med Vinden og Søerne, og at blive Herre over dem!«
»Ja, jeg holder nu ikke af,« sagde Herman, »at brydes med Søen, hverken paa den ene eller paa den anden Maade. Jeg har faaet nok disse to Nætter. Hvad derimod Sælhunde-Jagten angaaer, saa har jeg dog været med een Gang; det var i en Ferie. – Hvor vi saae ud i Klæderne! omtrent som iaften, men paa en anden Maade; jeg havde Kanestøvler. Det var ganske tidlig Morgen, taaget og raakold; sex Personer seilede vi ud i en stor Baad; hver af os blev en
»Jeg er vis paa –« sagde Grev Frederik, »at det er Sælhunden med sine kloge Menneske-Øine, der først har givet Idee til Havmænd og Havfruer; tidt, da jeg var en Dreng, naar jeg laa under Træerne ved Stranden, saae jeg dem dykke op, og naar da det friske Søgræs hang Dyret ned over Hovedet, saae det virkelig ud som et Menneske«. – – –
Han standsede pludseligt og saae mod Sideværelset; de Andre gjorde en lignende Bevægelse, Alle havde den samme Tanke og samme Ord: »Vi ere ikke alene!«
Grev Frederik greb et Lys.
»Det er ikke Spøgelsetid endnu!« sagde han og saae paa sit Uhr. »Klokken er kun elleve! Hver tage sit Lys, de halve ville gaae ud i Trækvinden!«
Ganske tydeligt hørte man en Græden, – det kunde være et spædt Barn, det kunde være en Kat. Døren vilde ikke ret gaae op; et Spark med Foden hjalp, og de stode i et aldeles tomt Værelse; Vinden greb i Flammen af Lysene. Til næste Værelse var Døren taget af og stillet paa tværs for Indgangen; der indenfor jamrede det, de lyste derind. Muren ud til Haven var halv reven ned; i en Krog laa paa nogle Ærteriis og et afrevet
Grev Frederik var forrest, han standsede, Fruentimmeret sank med et Suk tilbage og Hænderne faldt med Barnet mod hendes Bryst; men i dette korte Øieblik havde hun fæstet sine Øine paa Frederik med et Udtryk af Smerte, dybere og stærkere end den saarede Hind, hvis Blik han nylig havde omtalt!
»Jesus!« udbrød han. Barnet græd; Moderen fandt de at være død eller besvimet; hendes Arme, som de løftede, faldt kraftløse tilbage.
»Det er et nyfødt Barn!« raabte Manuducteuren; »den arme Lille! Og Moderen creperer her i dette Veir og Vind!« hurtig sprang han efter et Par af de Tæpper, som vare bestemte til deres Leie, og kastede dem over hende.
»Hvem mon hun er?« sagde Frederik. »Vi maae have fat paa nogle af Folkene og faae hende i Seng! Ja, Ingen af Os finde over i den mørke Nat uden jeg!« og han løb afsted.
»Den stakkels Unge!« raabte Herman, tog Barnet op fra Moderen og svøbte det ind i sin tykke Reisepels. »Det havde jeg ikke drømt om, at jeg inat skulde blive
Og dette var ogsaa Tilfældet. Den Lidende var, idet hun i det onde Veir var ude, blevet syg; i sin Elendighed tyede hun herind, hvor hun vidste Gaarden stod aaben og forladt; her i den mørke Krog, paa det afrevne Tapet, havde hun født sit Barn. De unge Mennesker toge Liget, thi død var hun, og bare det ind i det større, lune Værelse, hvor de havde siddet om Punschebollen. De haabede endnu at det kun var en Besvimelse.
Grev Frederik med Christen og et Par andre af Husets Folk kom til.
»Det er Musikanterens Kone,« sagde Christen, »den omvandrende Musikants, han, som dreier paa Lirekassen og blæser paa Rørfløiten, der sidder ham oppe i Halsklædet. Konen er et ungt Barn, hun slog paa denne Triangel og sang Viser; jeg saae nok sidst da hun sang her, hvordan hun havde det, og nu er hun død og borte!«
»Nei, nei!« sagde Frederik, »lad os bare faae hende ind i Taarnet paa Halmen, hvor vi skulde have ligget, og sæt Du Dig saa til Hest og rid, hvad Tøiet kan holde, og hent os Madamme Sørensen i Qværndrup!«
»Ja, men Fruentimmeret her er jo dødt, Hr. Greve!« sagde Christen; »hun er allerede kold i Hænderne!«
»Gjør som jeg siger!«
Og Christen maatte, hvor nødigt han vilde, til Hest efter Madammen, som her ikke kunde hjelpe.
Den Døde blev lagt i Taarnet paa et Halmknippe og godt dækket til; en af Malkepigerne fik Barnet, som blev vel svøbt ind; hun skulde tage det med sig i Seng, var Ordren.
»Ja skil mig bare ved det!« sagde Baron Herman, idet han gav det til Pigen. »Det gaaer i Stykker! og det seer jo ud som en af de kobberrøde Indianere!«
Barnet var en Pige.
»Vi maae nok Alle staae Fadder til hende,« sagde Herman; »bare vi med Tiden ingen Skam faae af Jomfruen! en ung Dame, som første Gang, hun kommer i Huset, ligger ved Hjertet af en ung Cavaleer i Svømmebeenklæder, tør man ikke vente sig det Bedste af!«
»Ved Faderens Hjerte kan hun nok hvile!« sagde Holger.
»Jeg vil ikke være hendes Fader!« svarede Herman. »I have lige saa stor en Deel i hende, som jeg! Men jeg giver gjerne mit Bidrag til en christelig Opdragelse.«
»Lagde I Mærke til de Øine, Moderen saae paa mig med?« sagde Frederik.
»Ja, Dig betroede hun da Barnet. Men da vi have staaet hos, bør vi vel ogsaa dele lidt af Byrden. Herman skal give Bidrag, jeg ogsaa, – og hvad siger vor Manuducteur? Vi ere komne til Fadderstads iaften; men hvem sørger for, at den lille Datter kommer i Hænder, hvem skal være som Fader for hende? Det maa En af os. Lad os trække Straae!«
Og de trak.
»Manuducteuren har det korteste! altsaa er det Manuducteurens Datter; ja, saaledes være hun døbt!«
»Nei, Studenternes Datter!« sagde Moritz.
»Vel! Studenternes Datter! det er altid et Navn. Du er hendes Formynder!«
»Men om nu den rigtige Fader melder sig?«
»Ja, lad ham det, men jeg troer ikke at han gjør det! Lad os imidlertid tænke paa at faae nogen Hvile, og imorgen med bedre Vind og Veir komme videre. God Nat! – Studenternes Datter! Skaal for hendes Formynder! han leve!« og de hævede Glassene og klinkede med Manuducteuren.
»Nei,« sagde denne, »skal min Skaal drikkes, saa hellere – ja, hvorfor lade det være en Hemmelighed? drik paa min Forlovelse!« »Forlovelse!« raabte de Alle.
»Ja, iforgaars Aftes, netop en Time før vi reiste, blev jeg forlovet. Derfor var jeg søstærk! jeg tænkte paa hende, derfor smilte jeg, og ikke af de høie Søer, som De troede. At jeg tog med som det var bestemt, var hendes udtrykkelige Forlangende; ærligt talt, var jeg helst blevet hjemme!«
»Det er rimeligt,« sagde Frederik, »men hvem er Bruden?«
»Caroline Heimeran, Etatsraadens Datter.«
»Hvad? hende! nu bliver Noget mig klart! hun havde ifjor Plads i Theatret hver Tirsdag og derfor skulde De altid see Tirsdags-Stykkerne.«
»Nu skriver De da strax hjem, at De har faaet en Datter,« sagde Herman leende. Glassene klinkede, og lystigt lød et harmonisk Hurra, tæt ved den døde Kone.
En Time efter laae de alle Fire udstrakte paa Tæpper og Halmknipper; sundt og godt sov de ovenpaa de to Dages Søtour og denne Aftens Begivenhed; de sov uden Drømme, paa Manuducteuren nær; for ham svævede Billedet af en ung livlig Pige, fiint bygget, svævende, leende, Munterheden selv; med sine to brune Øine saae hun ham ind i Sjælen; det var hans Kjæreste, Caroline Heimeran.
IV
Kammerjunkeren
Næste Morgen var det et deiligt klart Veir; Himmelen saae ud som om den var feiet, ikke en Sky var at see. Vennerne vandrede til Stranden. Ole fik Baaden istand, og for god Sidevind gik det nu raskt langs med Kysten, hen mod Svendborg Fjord.
»Vor nordiske Mythologies
»Hvorledes faaer De det ud deraf?« spurgte Manuducteuren.
»Her ligger jo Fyen, hvor
De dreiede snart ind i Sundet, der her er som Rhinen paa det bredeste, men mere grønt og gjennemsigtigt; i kjække, maleriske Bugter gaaer den friske Strøm mellem høie Ege- og Bøgeskove.
»Her have
»Oversatte fra Græsken!« sagde Manuducteuren med et Smil.
»Nei, originale, lige op af Jordbunden!« sagde Holger og lo; »lad Bønderne her fortælle Dem! store
»Nu seer jeg mit fyenske Træ!« raabte Frederik, og Baaden styredes mod en kratbegroet Landtunge, hvor der stod et høit gammelt Træ, ikke udgaaet, men ved Vinden næsten bladløst; tusinde Fugle fløi skrigende op derfra, da vort Selskab sprang i Land; tæt ved tog en prægtig Hjort Flugten, saa let, saa svævende; en Hare løb afsted i modsat Retning. Alt tydede paa, at man var i et Paradiis for Jægere.
I høit Græs, dyndvaadt fra den forrige Nats Regn, vandrede de afsted hen mod Skovhuset, hvor Eiler og hans Kone boede i stille Skovensomhed og passede de i Indhegningen indelukkede Dyr. De to gamle Ægtefolks hele Verden var Landodden her, deres Hovedstad Herregaarden, den de maaskee neppe to Gange i Aaret kom op til; om hvad der skete i den virkelige Verden selv, vidste de aldeles Intet, uden naar Sønnen Hans, som havde den Lykke at være Tjener paa Herregaarden, lod et lille Ord falde fra Aviserne, men det glemtes strax igjen. Hans var netop nu i Skovhuset og ilede strax det unge Herskab imøde. Den gamle Kone tog sine Træskoe af, og stod med Hosesokker paa det brolagte Gulv.
»Hvorfor gjør hun det, Moer?« spurgte Frederik.
»Fordi jeg nok veed,« sagde hun, »at give dem Ære, som Ære bør!« og hun smilede
Det var et stort Held for Greven, sagde hun, at han skulde træffe hendes Søn her; nu kunde han faae at vide, hvorledes det stod paa Gaarden. Det var for at trøste Anna Lisbeth, Søsteren, at han var kommet her; hun havde været gift lidt over et Aar med en flink Sømand, der førte et Skib for
»Der have vi jo en Amme til Studenternes Datter!« sagde Holger. »Det træffer udmærket, som det var arrangeret! saaledes gaaer det til i Virkeligheden; læser man Sligt i Bøger, saa gjør man Bemærkninger.«
»Hvad Fremmede er der hjemme, Hans?« spurgte Grev Frederik.
»Ja, der er nu kommen Kammerjunkeren, ham, der hver Aften har noget at vaske, og dog gaaer med Skindskjorte og Flipper.« Hans lo polisk derved.
»Hvad, er han kommet? han bider sig da fast i flere Maaneder; man har ham ordentlig i Kost herovre! det er En af disse Folk, der skulle være fornemme og
»Gaaer han med Skindskjorte og har dog Vask om Aftenen?« spurgte Herman.
»Ja,« sagde Hans, der saae paa Ansigterne, at han turde tale som han havde begyndt. »Han har saa lidt Tøi med, at der hvert Øieblik maa vaskes; Kufferten faaer nu Skyld for det, at der gaaer saa lidt i den. Han er fiin galant mod os Folk, paa Drikkepengene nær, der kniber det, men saa faaer man jo Høflighed!« – Hans griinte.
»Og hvem er her Flere?«
»Her er Krigsraadens fra Odense, Mand og Kone.«
»Det er ogsaa to Stykker!« sagde Frederik; »han har engang reist udenlands i sex Uger, reist som Coureer gjennem en Deel af Nord-Tydskland; en halv Dag var han i Hannover, tre Timer i Braunschweig, men saa halvanden Dag i Cassel, og denne Reise taler han nu om, saa at man skulde troe, at han havde været tyve Aar ude! Enten har han truffet paa Folk, der vare i nær Familie med de berømteste Mænd, eller han har reist med en Person, der var Dens og Dens Portrait saa lig, at det er saa godt som vist, at det var hiin Mærkelighed selv. Ja,
»Fru Bager fra Middelfart –.«
»Naa, det var dog et christent Menneske! Er der ikke Flere? – Naa, saa lad os komme afsted!
»Zamora er slet ikke i Familie med Spanierne,« sagde Frederik, »men den skal ligne en Jagthund, min Fader fik af Zamora selv, og som, da Spanierne brød op, listede sig ombord med ved Nyborg.«
Mellem en Række prægtige Lindetræer skinnede nu Gaardens Udbygninger saa pyntelige med røde Mure, som vare de nylig reiste; men Aarstallene af Jern og de gamle Indskrifter sagde imidlertid, at de vare tre hundrede Aar gamle; Taget var nys tækket, og paa Gavlens Spiir dreiede sig en forgyldt Veirhane. Idet Vennerne nærmede sig, svingede fra Gyden ind ad Porten en Reisevogn, men Hans kjendte hverken den eller
Inde i Gaarden, der var godt brolagt, voxte i Sollyset op ad Staldbygningens hvide Muur, foran hvilken var et lavt Trægitter, Aprikoser og Figener.
Flere af Godsets Tjenere stode foran Vognen, hvoraf Grev Frederiks Fader hjalp to Damer ud, Moder og Datter. Den Første kunde man endnu kalde en Skjønhed; her var en smuk Holdning, ædle Træk og brune, talende Øine; Datteren var igjen Moderens udtrykte Billede, kun i finere Form, og her var Ungdommen i hele sin blomstrende Friskhed.
»Er det Clara?« raabte den ældre Greve, og hans Øine straalede ved at see et saadant Skjønhedsdigt af vor Herre. Frederik trængte sig frem og greb Faderens Haand.
»Min Dreng! Du der!« raabte Faderen, trykkede et Kys paa hans Mund, tog de unge Mænd Hver i Haanden med et Velkommen, og førte saa begge Damerne til de for disse bestemte Værelser. Det var Enke-Admiralinde Schleysner med Datter, Begge fra Jylland, nu paa Reisen til Kjøbenhavn; Grevens Huus var Natteqvarteret. Alt næste Morgen skulde de Begge afsted, men en halv Dag og en Aften kan have mange Begivenheder eller i det mindste lægge Spirerne til dem.
»Jeg maa nok selv see at indqvartere os,« sagde Frederik. »Er der istand paa den grønne Gang?« spurgte han Tjeneren.
»Herr Greve – –!« sagde venligt et lille, særdeles magert Menneske, og trykkede med stor Hjertelighed Frederiks Haand.
»Herr Kammerjunker!« raabte Frederik leende; »ja, jeg hørte allerede da jeg steg i Land, at vi nøde den Ære at have Dem! – nu maa De rigtig være morsom og spille os Noget for, nogle Dandse! De saae, hvilken Dandserinde vi fik.«
Det blev sagt venligt, – venligt, som naar man fløiter ad sin Hund; paa denne Maade idetmindste følte den Paagjældende det; en fiin Rødme gik over hans Ansigt, hvor det fremherskende Udtryk dog var et godmodigt Smil. Det var altsaa Kammerjunkeren, ham, der efter Tjenerens Sigende gik med Skindskjorte og Flipper; han var omtrent fem og tyve Aar, og, om Udtrykket her ikke er smukt, det er betegnende, han saae forsulten ud.
Ved Middagsbordet samlede sig hele Selskabet; Grev Frederik førte Clara, der gjorde et
»Det er ganske
Kammerjunkeren var ikke tilbords, man savnede ham ikke, Ingen nævnede ham. Samtalen gik nok saa livligt; de unge Herrers Søreise herover, Besøget forrige Aften i den øde Gaard, det lille Barn der og den døde Moder var jo et rigt Stof. Herman maatte frem med sine Tegninger, der især vakte Claras høieste Beundring; han var jo et Talent, et Geni, sagde hun, Fremstillingen af ham som søsyg, erklærede hun for et Mesterværk. Admiralinden fortalte om Bekjendtere i Jylland; Krigsraaden førtes altid ved hver Fortælling til noget Beslægtet, han havde oplevet i Tydskland, da han reiste; Krigsraadinden understøttede hans Hukommelse; Fru Bager gav korte, sunde Bemærkninger; Hver aabenbarede sin egen Natur, men Clara var Solen, som belyste og opvarmede; hendes Veltalenhed laa i Smilet og hun smilte tidt.
Det havde allerede længe været mørk Aften, da man stod fra Bordet. Clara satte sig ved Claveret; hun kunde udenad kun een Dands, og al hendes Musik var indpakket, sagde hun; Dandsen spilledes, og i Øiet straalede hele Balsalens Glæde! – »O, jeg elsker Musik!« udbrød hun, »men jeg kan ikke selv spille, idetmindste ikke uden Noder. – Hvem spiller?«
»Kammerjunkeren!« sagde Frederik, og gav en af Tjenerne Ordre til at sige Kammerjunkeren, at man ventede ham, at det nu ikke var Tid til at have Tandpine.
Og Kammerjunkeren kom med ophovnet Kind, men Smerterne vare stillede. Fru Bager klappede ham paa Skuldrene og bad ham om, som hun kaldte det, »en musikalsk Forelæsning.« Det stakkels Menneske undskyldte sig med, hvor lidt han denne Aften, efter voldsomme Tandsmerter, følte sig oplagt, men satte sig dog strax til Claveret, hvor Clara med sit talende Smiil saae ham ind i Ansigtet, saa at Blodet kom i hans Kinder. Han slog en Accord.
»Ikke noget af Dem selv, om vi tør bede!« sagde Grev Frederik, »De spiller saa udmærket hele Stykker af
Den gamle Greve holdt ogsaa paa at faae den »musikalske Forelæsning«, og Fru Bager lagde et Par Dele af »
»Men ikke blade i Bogen!« sagde Greven, »det første det bedste, det er just det Interessante! Her er Visen om
Kammerjunkeren satte sig forlegen, Admiralinden saae medlidende til ham, Clara smilte, og en sagte Conversation begyndte mellem de unge Herrer, idet Accorden lød, og derpaa Toner, der antydede Vindens Susen gjennem Skoven og Lynet, der slog ned, og endelig et Par smukke storartede Harmonier; og nu begyndte han at læse, rolig og uden just at besidde noget Omfang i Organet, men dette selv var ret bøieligt:
»Der ligger en Vold i Vesterhav,
Der agter en Bonde at bygge –.«
Ved det tredie Vers holdt han op, og der kom en spøgelseagtig Musik, noget dæmonisk Omhvirvlende, saa at man virkelig kunde troe at høre de syv hundrede Trolde, der kom og vilde gjøre Bonden Fortræd og tage hans Hustru, til Straf fordi han byggede der; og han læste videre og altid gik Musik forud eller støttede sig til det Læste; man hørte Troldenes Kamp og de fromme Folks Bønner; det var som en Vexelsang med dæmoniske Hyl og Psalmesang. Hvor Qvinden tredie Gang raaber paa Jesu-Christ, og den mindste Trold derpaa taber sin Troldham og staaer som en skjøn Ridder, fulgte en smuk jublende Melodi, der, ifald den virkelig improviseredes nu, maatte kaldes mesterlig, og var den en Andens efter Erindringen, da var den godt valgt. – Claras Fødder dandsede og Krigsraaden sagde Bravo! – Det mindede ham om en udmærket Pianist han havde hørt i Frankfurt. At Kammerjunkeren, efterat have endt Læsningen af Digtet, hvor den frelste Ridder ægter Bondens Datter, spillede: »
Clara var traadt hen til Claveret, lagde sin Haand paa det, de to smukke Øine saae ham ind i hans, der laa Musik i hendes Ord; Kammerjunkeren blev endnu mere rød, men slog ikke Øinene ned; Musikken var hans Verden, den ombrusede ham endnu, og paa et Ord af Clara klang lette Dandsemelodier.
»Bravo!« raabte Grev Frederik; »Bravo!« gjentoge Herman og Holger, men det var Frederik, som dandsede rundt med den svævende, livsfriske Pige. – »Her ere Damer endnu!« raabte han i Dandsen, men kun Krigsraadinden var den Eneste, der lod sig bevæge; hun førtes af Grev Holger.
Manuducteuren havde taget Plads ved Claveret og betragtede den Spillendes magre, bevægelige Ansigt; det fik under Musikken et eget sjælfuldt Udtryk; Claveer og Menneske syntes som voxede sammen, Tonerne havde her, ligesaa sikkert som Blodet, deres Gang gjennem Hjertet. I Kammerjunkeren syntes at være noget Mere, end hans Omgivelser her forstode; det var idetmindste Manuducteurens Tanke. Nu betragtede han de Dandsende og ogsaa han fandt Clara smuk; han sammenlignede hende med sin Brud, Caroline Heimeran, og skulde han da høit og ærligt have udtalt sin Tanke, da var den: »hende her er det en Lyst at see paa! men der er endnu en anden Skjønhed, Aandens, der er en anden endnu varigere, Ungdomslunets, og begge disse have min Brud. Caroline er smukkere!« Det var nu Elskeren, som dømte.
Baron Herman traadte i Grev Frederiks Sted i Dandsen, thi Clara forsikkrede, at hun kunde holde ud at dandse hele Livet igjennem. »Og jeg i Evigheden med!« sagde Herman, og underholdt vist sin Dame fortræffeligt, thi hun lo høit, lo saa hun ikke kunde dandse; der var en Snakken, en Støien, og under denne udbad Admiralinden sig Ouverturen til »
Kammerjunkeren sprang op, bukkede forlegen og kom til Theebordet, hvor Fru Bager sagde, han just havde fortjent sin Kop.
Admiralinden og hendes Datter vilde tidlig tilsengs; de maatte jo bort i Dagningen, »op ved Lys, længe før Herrerne stode op,« sagde hun. Clara smilede til Kammerjunkeren, hans bedste Musik kunde ikke udtrykke dette Smil. Hun bøiede sig for hver af Herrerne, Kammerjunkeren gav hun Haanden; »De har havt Arbeide nok!« sagde hun, »tusindtak!« og saa var hun borte med Moderen. Den øvrige Deel af Aftenen var der Intet mere at sige om, paastode de unge Herrer, da Grev Frederik fulgte dem paa »den grønne Gang.«
»Hun er deilig!« sagde Frederik.
»Du er forelsket,« sagde Herman og vilde skjule sin egen stærkere Forelskelse, ved at føre den over paa en Anden. »Ja Frederik, Du er forelsket!« sagde han, men han var det slet ikke.
»Behøver De Manuduction?« spurgte Moritz.
»
Et Lys slukkedes efter et andet hos Gjæsterne; den Sidste, det endnu brændte hos, var Kammerjunkeren; hans Dør var vel tillukket, et Klædningsstykke med Flid hængt paa Dør-Haandtaget indenfor, at Ingen af Tjenestefolkene skulde kigge ind af Nøglehullet og belure ham; han studerede
»Solen er nede før De staaer op!« sagde Frederik.
»Nede i Nyborg for at gaae over Bæltet!« var Hermans Ord.
En Vogn holdt for Døren, de unge Venner skulde see Skovene; Kammerjunkeren maatte med, der var Plads. Zamora sprang allerede foran Hestene, Lænkehunden gav et enkelt Bjæf og Tjenestepigerne skottede fra Kjælderkjøkkendøren, hvor de stode og stødte hverandre, saa Træskoene klapprede.
Selskabet rullede afsted, henad Markveien, over Kongeveien, ind i Skoven og ud af Skoven, og der var prægtigt derinde; Løvet var kobbret, Bregnen kneisede endnu frisk lysegrøn ved den blaagrønne Brombærranke; alle Dyrene saae de; Hjort og Raa stod i store Flokke, lyttende med Hovedet; En fløi afsted og hele Skaren fulgte efter; ingen indøvet Manoeuvre kunde gaae bedre. – Der var prægtige Bøge, høie slanke, bredkronede; ethvert Land vilde være stolt af at eie dem, og Solen skinnede paa de vaade Stammer; man saae Skyggen af Heste, Vogn og hele Selskabet jage hen ad dem. Den grønne Skovmærke blomstrede igjen og i de vaade, affaldne Blade sprang en brun Frø, som var den et Blad, der havde faaet Liv.
»Vælt os ikke!« sagde Kammerjunkeren halv spøgende til Herman, der sad hos Kudsken og styrede Tømmerne, noget han ikke forstod; desuden var Conversationen i Vognen saa livlig, og den maatte han ogsaa høre efter; man havde snart været halvnede i Grøvten, havde Kudsken ikke hjulpet med at styre; men nu syntes han ogsaa mere at have Øre end Øie.
»Er De nu bange!« raabte Grev Frederik; »O, jeg kjender Dem, De var udmærket ifjor da vi kjørte sammen med Grev Borchs«; og han vendte sig halv til de Andre idet han fortalte: »den mindste Datter, Herminia, – hun er en lille Vildkat, som føies i Alting, men det klæder hende, – hun sad hos Kudsken; Folkene lide hende fordi hun er saa rask; nu havde han givet hende Tømmerne, hun skulde kjøre en Vogn med fire Heste –«
»Og hun er kun syv Aar!« sagde Kammerjunkeren.
»Men det er just det Morsomme ved det,« sagde Frederik; »hun kjørte os hen ad Landeveien, tæt ved de dybe Grøfter; men sad ikke han der med Livet i Haanden! og da Kudsken smældede lidt med Pidsken for at det kunde gaae raskere, og Hestene sprang til Siderne, saa vilde han ikke længer sidde i Vognen.«
»Men De har vist ikke lært at kjøre!« raabte Kammerjunkeren og greb fat i Baron Herman, der svingede og virkelig i samme Øieblik væltede dem Alle ned i Grøften.
Der blev en øieblikkelig Taushed; Hestene stode ganske rolige, Alle Herrerne krøbe frem, Kammerjunkeren var den Sidste.
»O Gud, min Haand!« sukkede han; »den er brukket! – o det smerter ulideligt! – Vi ere ikke komne saa langt bort, jeg gaaer hjem, kjør De videre!«
»Vi maae være over en Miil hjemme fra,« sagde Manuducteuren, »vi vende om igjen, eller jeg gaaer med Dem.«
»De har stødt Haanden lidt,« sagde Frederik, »bild Dem det bare ikke ind, at den er brukket!«
»Maaskee De har Ret, Hr. Greve,« svarede han, »De har jo mere Forstand end jeg;« og han steg langsomt over
»Han var grov!« sagde Grev Frederik; »den Stodderkonge! Han har nu ikke brukket Haanden, men det er for at slippe af Vognen, den Cujon!«
»Kjære Grev Frederik!« sagde Moritz, »jeg kjender Dem nu saa godt, og veed at De er i Grunden et fortræffeligt Menneske; men De har fra første Øieblik, vi kom, vist Dem forunderlig haard mod dette Menneske. Han er Deres Faders Gjæst, han er dog virkelig en Mand med Talent, ikke en »bar Kammerjunker,« om jeg maa bruge dette Udtryk. De er for god til at bære Dem saaledes ad, og han er, troer jeg, ogsaa for god til at taale det.«
»De manuducerer mig!« sagde Frederik halv stødt, – »Nu er det Dem, der forstyrrer Touren! – – vi kunne jo vende om, men det vilde da være meget dumt.«
»Ja, jeg gaaer for at følge ham,« sagde Moritz.
»Vend om!« sagde Frederik vred, og Kudsken maatte vende; han var nok ogsaa vred, han kjørte temmelig i Fodgang. De vare næsten tæt ved Gaarden, da Herman pegede hen imod Grøften, hvor Kammerjunkeren sad, dødbleg, med oprevet Skiorte; han havde, overvældet af Smerte og den hurtige Gang, følt sig en Besvimelse nær og sad nu her og vædede sin Pande med Grøftevandet.
De fik ham til Gaarden, hvor tilfældigviis Lægen var tilstede; han erklærede at Haandledet var forvredet og brukket, og forlangte den største Forsigtighed, idet Haanden ellers kunde blive stiv for bestandig; Feber var indtraadt; det fine, spinkle Legeme syntes Intet at kunne taale. Det bedrøvede Herman dybt, at han var Skyld deri.
»O, hvad er det Hele?« sagde Grev Frederik, »Haanden kommer sig snart, og imidlertid pleies han godt her; De har forsørget ham for et Par Uger! Ja, jeg har personligt imod ham; det er saa jammerligt at skulle være med i hvad man kalder
Den Syge laa i Feber; Frue Bager var gaaet bort, hun havde nylig besøgt ham. Mange Tanker gik febertunge igiennem Hovedet. »Min Haand ubrugelig! Musikken forbi! O, min Gud, hvor ulykkelig er jeg! Hvad bliver nu min Fremtid!«
V
Liremanden
»Det er nok Straffen fordi jeg imod min Bedstemoders Befaling er taget til Fyen!« sagde Herman, hvem Væltningen pinte; »det er Straffen fordi jeg vilde kjøre og ikke har lært det!«
»Kjære Ven!« sagde den gamle Greve, – »Sligt kunde være hændet den bedste Kudsk. Kom De med mig! De skal see min Frugthave; jeg vil selv vise Dem den; jeg maa sige Dem, at den er min Stolthed, her komme tidt Folk langveisfra, for at see den.«
Og de gik i Haven; det var Dagen efter Kjøretouren; idet de kom ind i en af Sidegangene, saae de to Damer, ledsagede af Gartneren.
»Det er vist Fremmede, siden Gartneren er med,« sagde Greven; »her komme Mange at see mine Frugtplantninger og hele Haveanlæget.«
Damerne kom nærmere; de vare Begge gamle; den Ældste, en lille bredskuldret Kone, med et kjækt Ansigt, som vist engang havde været smukt, traadte rask hen imod Greven; hun var iført en hvid Reisekappe og havde paa Hovedet en Slags Turban af samme
»Dem, Hr. Greve, vilde jeg slet ikke see,« sagde hun, »men Deres Frugttræer, Deres
Greven, overrasket og forlegen ved at hun pludseligt stod her ligeoverfor Dattersønnen, der ikke
Herman kjendte ved første Hilsen strax Bedstemoderen, hun derimod ikke ham; det var jo i hans sjette Aar, han var hos hende og senere havde hun kun faa Dage, i hans niende Aar, seet ham; nu, som vi vide, var han udvoxet, havde et sort, smukt Skjæg og mandige Træk.
Greven paastod at ville være Ledsager istedetfor Gartneren, og tilføiede, at den naadige Frue maatte bevise ham den Ære, at blive Middagen over, Noget, hun paa det Bestemteste afslog. Hun tog imidlertid hans Arm; de gik ned i Frugttræskolen, Herman samlede sig, blev endogsaa veltalende, og hun syntes at finde Behag i ham. »De mangler ikke Talegaver,« sagde hun, »men bild Dem ikke ind, jeg troer Alt hvad De siger! jeg troer ikke Folk, der har Øine som Deres! Det sorte Hav er lumskeligt, siger man.«
En uvilkaarlig Følelse af at være kjendt jog øieblikkelig Blodet op i Hermans Kinder; idetsamme kom en Tjener og underrettede Greven om, at Liremanden, Faderen til den nyfødte Lille, var af Herredsfogden sendt op paa Gaarden, og at de vare Alle oppe i Billardstuen.
Greven gav den gamle Frue en kort Fremstilling af hvad der havde tildraget sig.
»Stakkels Barn!« var Alt hvad hun sagde, og hendes leende Ansigt blev vemodigt, hun fik Taarer i Øinene. »Jeg spiser ikke til Middag hos Dem,« sagde hun, »men jeg vil nok i Forhøret. Jeg kan maaskee lægge en Haand imellem, dersom der skal
Hun fulgte med Greven, Herman bød sin Arm til Ledsagerinden, en skikkelig, ikke just ung Person, Enke-Madamme Krone; rolig og fornuftig var hun, ret skabt til at leve om den gamle Frue, der havde sin Fornøielse af at oversee hende, at belære hende, og dog som oftest at føie sig efter hende.
Den eneste, om man vil, eiendommelige Stue paa hele Gaarden, var Billardstuen; her kom efter Bordet Herrerne og røg Tobak, sladdrede og spillede. Her i den graamalede Væg var indmuret tolv brogede, forgyldte Feldter, hvori var i naturlig Størrelse fremspringende Hjortehoveder af Træ, med det ægte Gevier af de prægtige Dyr, der fældedes for Aarhundreder siden. Nogle havde tretten, andre femten
Hovedpersonen her var nu Liremanden. Han havde været hos Herredsfogden og der givet Forklaring; hans Kone var i det onde Veir, medens han spillede i Kroen, gaaet fra Nyborg og blevet syg paa Veien; hun kjendte den forladte Deel af Bygningen, og da hun var nærmest ved den, havde hun under Smerterne søgt derhen, født sit Barn og draget sit sidste Suk. Liget skulde begraves paa Fattigvæsenets Regning. Faderen vidste, at den unge Greve og dennes Venner havde taget sig af Barnet; nu skulde man høre lidt om Forældrene.
Liremanden stod midt paa Gulvet, da Selskabet fra Haven traadte ind; den stakkels Mand havde en slidt Kjole paa af moderne Snit, men at den ikke var syet til ham, men til en fyldigere Person, saae man strax; alt for rummelig hang den om ham. En rød Fløiels Vest med en bred Bort, som skulde dække de slidte Kanter, og et Par af Slid glindsende Buxer, var det meest iøinefaldende, hvad Klæderne angik; Kasketten, som han holdt i Haanden, var broderet med Uldgarn og havde en lang Uldqvast; Ansigtet var blegt, det usikkre Øiekast søgte i en sværmerisk Stirren mod Loftet at finde Ro; et listigt Smil spillede om Munden; man saae gjennem de glasagtige Øine ligesom heelt ind i Mennesket og saae dog slet Intet. Han skulde fortælle, og høist affectert og med mange Bevægelser fortalte han sit Liv og Levnet:
»I Keiserstaden ved Donau er jeg født. Min Fader var Skuespiller ved »
»Og saa blev De Liremand?« spurgte Grev Frederik.
»Nei, jeg havde saa mange Talenter, der hvert for sig udviklet og understøttet som det burde, kunde have stillet mig paa en ikke ringe Plads i Samfundet; jeg var i Uvished om, hvilket Talent jeg skulde tage mig af. Jeg kunde male, skrive Vers, sye Costumer, – jeg er overtydet om, at var jeg født og opdraget i Paris, jeg kunde være blevet en af de første Modehandlere! jeg forstod at klippe med en Sax i Papir de yndigste Smaating; det havde jeg allerede kunnet som Barn, og i mange Familier opbevarer man endnu mine Udklipninger. Jeg blev nu Directeur for et »
»Og Deres Kone fulgte med Dem?« spurgte den ældre Greve.
»Jeg var Ungkarl endnu. Det varede forunderligt længe før Kjærligheds-Følelsen vaktes hos mig. Heraf vil man vel kunde uddrage, at ingen store Evner boede i mig, idet at alle sande Genier, som bekjendt, have meget fængelige Hjerter. Jeg kan ikke svare noget herpaa, men i Naturen findes altid Undtagelser! Nok, jeg reiste til Norge og blev Huuslærer for fire Elever.«
»Huuslærer! men hvad lærte De dem?«
»Lærte? Jeg lærte dem i Grunden Alting, for de vidste slet Intet og jeg var selv overmaade flittig. Hver Morgen læste jeg over paa det, jeg skulde examinere dem i; tidt sagde jeg dem ogsaa: idag have vi en svær Lectie! hvorlænge have I læst paa den? Jeg læste en heel Time. De lærte meget godt Geographie, især Wiens. Den ældste af Eleverne forelskede jeg mig i, og Faderen jog mig bort. – Saa gik jeg til Rusland og lod mig høre som Forelæser; jeg læste dem for,
Liremanden holdt inde i sin affecterede Fortælling og trykkede Uldqvasten paa Kasketten fast mod sine Øine, og havde virkelige Taarer.
»Stort af hvad De der fortæller, er vel ikke sandt?« sagde den ældre Greve.
»Det meste,
»Hør!« sagde den gamle Frue, som taus havde hørt paa den lange Fortælling, og nu traadte lige hen imod Manden; »Hans Historie er »
»Ja, men det er en Pige,« sagde Herman.
»Naa,
»Det er smukt,« sagde Frederik, »at De, naadige Frue, vil tage Dem af Barnet; kommer De kun ikke til at fortryde det.«
»Det lader De mig om!« svarede den gamle Frue, med et kort Kast med Hovedet, og lo.
»Jeg maa sige Dem, vi unge Mennesker have skudt sammen til den Lilles Underhold de første Aar; han der, Manuducteur og
»Det er mere fornuftigt end jeg har troet, at De kunde bære Dem ad,« svarede hun. »Theologen kjender jeg ikke, men Caspersens Enke kan komme til mig, jeg vil have Opsyn med Barnet. Og troe ikke at Herrerne skulle være frie for at betale. Jeg vil have Kostpenge! hver af Herrerne giver aarligt fire Skilling for Ammen og en halv for Barnet; den Indtægt lægger jeg op til min Juleaften. Det er mit Alvor! saaledes bliver det! Ikke sandt, gamle Greve! vi to Gamle holde sammen. Og nu vil jeg bort. Iaften sender jeg Vogn efter Ammen og Barnet, men de fire Skilling strax og den halve med!«
»Vi ere Fire om det,« sagde Frederik, »det bliver altsaa een Mark og to Skilling. Her er een Mark og tre, anderledes har jeg ikke, men De bør jo ogsaa have Rente.«
»Ingen Narrestreger!« sagde Fruen, »jeg sender Dem Deres Skilling; den er maaskee en Lykkeskilling for Dem, pas paa den!« Og nu nikkede hun venligt til dem Allesammen, saae et Øieblik paa Liremanden, og sagde til ham: »sælg han den Historie, han gav os! der er nok en Nar, som kjøber den.« Hun klappede Herman paa Skuldrene og gik med Madam Krone, idet hun slog med Haanden efter den gamle Greve og Frederik, som vilde følge hende.
Det var Bedstemoderen, den fyenske Original, som man kaldte hende. Et eiendommeligt, men godt Indtryk havde hun gjort paa Herman, der, om hun var blevet her længer, vist havde sagt: »jeg er Din Dattersøn!« – Længe efter at hun var borte gik endnu den Tanke ham gjennem Hjertet: det er dog ikke Ret af mig, at jeg er her imod hendes Vidende og Villie. Det opfyldte ham, det pinte ham. »Jeg rider hen at besøge hende! der maa dog engang blive en Ende paa dette Forhold; hvad er det for en underlig Idee, ikke at ville see mig, mig, som aldrig fornærmede hende! der er bestemt meget Godt, meget Hjerte bag denne forunderlige Skal!«
Hans Beslutning var taget, og han sagde den til Grev Frederik, der dog iførstningen raadede derfra, men senere gik over til hans Mening; dog forlangte han at maatte være med ved Besøget, derved kunde maaskee Uveiret fordeles.
»Iaften bliver vor lille Pleiedatter afleveret; vi gaae imorgen tidlig paa Jagt, og efter Frokosten ride vi over for at see, om den Lille er vel kommet der; her hjemme siges ikke et Ord om Touren.«
VI
Besøget hos Bedstemoderen
Fra den friskbevægede Sø, udfor Lyø, gik for god Vind et lille Fartøi med flere Reisende, der vilde til Kiel; de havde sat sig om deres Madkurv; Taffelmusik manglede ikke, en Liremand dreiede Liren, der spillede: »
Et ridende Bud fra den gamle Frue mødte dem og overrakte Grev Frederik et lille, tykt Brev.
»Maaskee en Indbydelse! nei, hvad er det? en Skilling, en almindelig Kobber-Enesteskilling. Det er et dyrt Ridt, saa mange Mile alene for at aflevere en Enesteskilling. Brevet lyder som saa: »»Hr. Greve, man skal betale sin Gjæld! her er Skillingen tilbage. Qvittering udbedes.«« Efterskrift: »»Barnet er indtruffet, et meget skikkeligt Barn; Ammen lidt for rørende, meget respectabelt Fruentimmer; ærbødigst Dorothea.««
Frederik vendte sig til Budet: »Jeg skal selv bringe Qvitteringen, jeg rider derhen,« og nu satte han sin Hest i Gallop, Herman sporede sin og de fore afsted.
Udbygningerne af Gaarden frembøde et rigt Motiv for en Maler; de gamle Stene, der skulde tjene som Ledepæle, vare omvoxne med vild Humle; Rankerne løb hen over Straataget, der ud imod Veien laa ned til Jorden, overgroet med Mos og Huusløg; her var en Farve-Rigdom, saa broget, som den findes paa nogen Pallet. Ligeoverfor Straataget hang fra den gule Leerskrænt vilde Rosenhækker med deres røde Hyben. Midt for laa Hovedbygningen, hvis Mure understøttedes af tykke Muurpiller, men man saae ikke meget af de røde Stene i den halv kirkelige Bygning; de vare skjulte som med et Tæppe af tæt Epheu; friskt og frodigt voxte det op af Taget, ja fæstede sig om selve Skorstenen. Gaardens Sidebygning var Bindingsværk, de fremspringende Fløie bedækkedes af vild Viin, som nu paa Efteraaret prangede med stærke zinnoberrøde Blade; her var Vindue ved Vindue fra øverst til nederst gjennem de to Etager; det saae aldeles ud som et stort Drivhuus, hvorfor ogsaa i Omegnen hele Gaarden almindeligviis kaldtes »Drivhuset.« Udenfor stod i Sommertider Palmer, Cypresser og Cactus i store Ballier, og det var værdt at see de smukke Vandlillier, som her blomstrede; de overvoxede næsten to lange Damme, Resten af den gamle Voldgrav. I et Vildnis af Grønt laa Gaarden; den var som over- og om-groet af Hvid- og Rød-Tjørn, Lindetræer, Kastanier og Bukketjørn. Man maatte give den Fremmede Ret, som engang sagde, at den saae ud som
Frederik og Herman lode sig melde og bleve modtagne. Gjennem en Gang, hvor to Viinstokke vare ledede gjennem en Rude og nu dannede en heel Løvsal med tunge, store Druer, traadte de ind i et lille Kabinet, hvor to Træer i mosomvundne Ballier stode som Skildvagter ved Døren. Alle Farver spillede her fra Grenene, og der var dog ikke Blomst eller Blad; det var to kunstige Træer, overalt besatte med udstoppede Colibri, saa glindsende smukke, i Rødt og Grønt, i Guld og Farver, saa at man øieblikkeligt betragtede det Hele som rige, straalende Blomster. Et dobbelt Tæppe hang ned for Døren, det løftedes tilside og man var i Bedstemoderens Dagligstue. Ogsaa her saae det ud som i et Drivhuus; langs Væggene stode lange, smalle Blikkasser, hvori var plantet
»Min Mands Forfædre har jeg sat i Urtepotte,« sagde den gamle Frue. »See Commandeuren der! ja
»Ja, men nu vil den naadige Frue,« sagde Madame Krone, »have Jylland forbundet med Norge, og det gaaer dog aldrig; Jylland er paa den anden Side Fyen, og Norge ligger en lang Søreise ovenfor Helsingør. Er jeg ikke selv seilet fra Kjøbenhavn derop!«
»Men jeg vil have en Hængebro!« sagde Fruen. »Madam Krone veed ikke, at Jylland gaaer op i en Snip, og fra den Snip, som hedder Skagen, skulde man gjøre Forbindelsen.«
»Men Afstanden er temmelig stor,« sagde Grev Frederik, »der gaaer aabent Hav imellem, hele atten Miil.«
»Det veed jeg; men derfor er det, jeg vil, at de skal gjøre en Hængebro; saa kan Posten gaae om Vinteren og man kan føre Korn ind og meget andet Nyttigt. Det er altid godt at Landene hænge sammen.«
»Men hvori skulde den Bro hænge?« spurgte Frederik.
»I Kjæder,« sagde Fruen; »man slaaer dem fast i de norske Klipper, bygger saa et Taarn paa Skagen, og saa hænger Broen derimellem.«
»Men efter Tyngdens Love vilde Kjæderne ved deres egen Vægt synke dybt ned i Havet.«
»Saa spænder man dem stærkere,« sagde Fruen. »Det maa Professoren i Physik forstaae! Har vi ikke en Saadan ovre i Kjøbenhavn? lad ham spænde ud, og saa hænger den! Men det kan Madam Krone ikke forstaae, hun vil have Veien til Norge over Helsingør. Hvorfor leer den Anden der? han med de prægtige Øine! naa, lee kun, Tænderne ere meget gode! det klæder godt; ærligt Sind til Tænderne idetmindste! indenfor skal jeg ikke gaae! naa, giv mig Haanden!« Hun rakte ham sin, rystede hans og sagde: »Tak, Kammerat! – Ogsaa Vandpjadskeren der!« tilføiede hun og rakte Grev Frederik Haanden; »lidt pjanket og søgal – – om Forladelse, Hr. Greve! – Begge to skulle de have en lille Present før de gaae, men endnu have de Lov at blive lidt.«
»De siger, jeg har et ærligt Sind til Tænderne,« sagde Herman; »jeg har det ogsaa indenfor Tænderne, og det er det, jeg vil bevise Dem. De veed ikke, hvilken usigelig Lyst, jeg i mange Aar har havt til at see Fyen. Min Ven der overtalte mig til at gjøre Seiltouren herhid; vi have Begge vel bestaaet Examen, lige strax tager man ikke fat paa at læse igjen. De var i Holsteen, vidste vi, men at De saa pludseligt kunde komme tilbage, faldt mig ikke ind; jeg var vis paa, at jeg ikke traf sammen med Dem, og vilde om et Par Dage igjen være i Kjøbenhavn. Alt er indtruffet anderledes. De har gjort saa godt et Indtryk paa mig, at jeg finder det uærligt, ikke at sige Dem, hvem De her har seet, hvem De har venligt rakt Haanden. – – jeg er Herman, kjære Bedstemoder!«
Den gamle Kone havde fra Begyndelsen af hans Tale seet stivt paa ham; hendes Ansigt var blevet mere og mere alvorligt, hun gjorde nu sit Kast med Hovedet og udbrød: »Jeg veed det! jeg vidste det, men jeg vil dog ikke vide det! – Jeg er jo en underlig
»Har De kjendt ham?« spurgte Grev Frederik; »Nei, hvor var det muligt?«
»Matros!« sagde hun, og der laa i Betoningen noget saa Eiendommeligt, det kunde være Spøg, det kunde være Vrede. »Nu skal De have Presenterne, kom!« og hun vinkede af Dattersønnen, men standsede: »nei, en Greve er mere, end en Baron; desuden hører Du jo til Huset, som man siger. Herr Greve!« og hun drog Frederik med sig i Forværelset og saae her til alle Sider; pludselig fæstede hun sit Øie paa Træet med de brogede Colibri. »Kan De lide det? De er jo selv en Fugl, en Vandfugl, og den mangler der. Har De Lyst til det? – Men De skal strax tage det med, for det siger jeg, at i det Øieblik, De har det, maa det ikke længer blive i mit Huus!«
»De vil da, jeg skal ride med det foran paa Hesten?« sagde Frederik; »det er jo ikke muligt! saa maa jeg miste Deres smukke Present.«
»Claus kan ride med det,« sagde hun. »Det er et smukt Fastelavnsriis! ikke sandt? Og De kan have godt af Fastelavnsriis!« Hun vendte ham Ryggen og gik ind i Stuen. »Nu har han faaet Riis!« sagde hun og vendte sig til Herman: »Din Present skal Du faae.« Hun aabnede Døren til det næste Værelse, Herman fulgte hende derind og Døren blev lukket.
»Hvorfor har De faaet ham herover, Hr. Greve?« sagde Madam Krone. »Fruen er vred, grulig vred, jeg kjender hendes Ansigt!«
»Nei, hun er ikke vred,« sagde Frederik; »hun tog det jo høist elskværdigt op, vi faae Presenter begge To! Desuden, hvad er det dog for en taabelig Idee af Konen, ikke at ville see sin Dattersøn, et Menneske, som Enhver holder af og maa agte –?«
»De veed det ikke, De kjender hende ikke! ja forlad mig, Hr. Greve, jeg taler saaledes. Hun er velsignet og god, bedre end Verden er det, men hun har sine Underligheder, dem maa man bære over med.« –
»Er det sandt, som man fortæller,« spurgte Frederik, »at hun til Dem, Madam Krone, nyligt syede et Fløielshalsbind, og broderede sit eget Navn derpaa, og det skulde De bære? men naturligviis, De vilde ikke.«
»Ja, slige Historier fortæller man, men Andre, som ere mere sandfærdige og ligesaa morsomme, om De vil, men som vidne om hendes menneskekjærlige Hjerte, dem siger man ikke.«
»Jo man gjør!« sagde Frederik; »Krigsraadinden fortalte mig just igaar en, som er baade comisk og rørende. De spiller ogsaa en Rolle deri, det vil sige, De er kun Baronessens anden Haand. Nu skal de høre. Den naadige Frue kom nede ved Bondebyen forbi et usselt Huus, hvor en gammel Kone, der boer hos Huusmanden, stod og vaskede sit Linned; det var et eneste Stykke. »»Hvormange har hun af den Slags?«« spurgte Fruen. »»Gud hjelpe mig!«« sagde den Gamle, »»jeg har kun det ene Stykke!«« – »»Enhver velopdraget Kone,«« sagde Fruen, »»maa have sex.«« – »»Ja, Gud hjelpe mig!«« sagde den Gamle. Og saa tog Fruen strax til Svendborg og kjøbte Lærred og syede fem – De veed nok! og den gamle Kone blev lykkelig, men Fruen ogsaa, og da sagde hun, »»kan jeg faae saa megen Glæde for det Par Skillinger og den Smule Syning, saa vil jeg have mere Fornøielse! Hør Moer««, sagde hun, »»er her i Bondebyen flere Mennesker, som ikke have sex?«« – »»Ja, det veed Gud!«« sagde den Gamle. »»Naa saa send dem Allesammen til mig.«« – Fruen har selv fra første Færd fortalt Historien, og hun sagde: »»saa kom der saa mange Mennesker til mig, Piger og Koner; og jeg tog til Svendborg og kjøbte Lærred, og Madam Krone og jeg syede hele Dagen og den halve Nat i fjorten Dage, og nu have alle Mennesker sex!«««
»Men er det til at gjøre Nar af?« sagde Madam Krone; »er det ikke smukt, er det ikke godt, om det ogsaa er noget aparte?«
Bedstemoder og Dattersøn kom i det samme tilbage, Begge leende, og han med et prægtigt Gulduhr i en lang Kjæde.
»Det er for at han kan vide, at Tiden gaaer og at man skal bestille Noget og ikke fjase! Tag De lidt Lærdom af det med!« sagde Bedstemoderen til Frederik.
Hun og Herman kom begge leende, men altfor tydeligt var det dog i Begges Ansigter, at Noget var skeet, at Følelser, ganske forskjellige fra Smilet, gjærede indvortes.
»Nu skulde vi see vor lille Pleiedatter,« sagde Frederik.
»Hun sover,« sagde den gamle Frue. »Der maa Ingen forstyrre hende. Og nu takker jeg for Æren af Besøget!« Hun neiede dybt. »Hver har faaet Sit, og jeg har havt en stor Fornøielse!«
Begge Herrerne maatte
»See saa!« sagde Frederik. »Det er en mærkværdig Kone; egentlig bleve vi da viste Døren! – Men Du er ikke i Dit gamle Humeur! Har hun sagt noget Krænkende? Hvor kan hendes Ord saaledes virke ind paa Dig fornuftige Menneske?«
»O nei!« svarede Herman og blev endnu mere bleg, »jeg veed at ethvert Menneske har sin
Grev Frederik, i høieste Forundring og urolig over den Forandring, der viste sig i Vennens Ansigt, fulgte ham Side om Side. Den gamle Frues Tjener kunde ikke holde Fart med dem, men hvad Bonden kalder »luntede« saa godt han kunde bagefter, idet han holdt foran sig paa Hesten hele det kunstige Træ med de brogede Colibri, der bævede ved Bevægelsen og skinnede i Solen med tusinde Farver.
VII
Paa Gaden og i Balsalen
Vi gaae med Vennerne til Kjøbenhavn. Tilbagereisen gik ikke bedre end Henreisen. Det var i November, vor saakaldte slette Aarstid, med Regn og Rusk, med sin evige Blæst; man troer sig i Vindenes Hule. Det var ægte kjøbenhavnske November-Dage; graa Himmel, Tusmørke istedetfor Dag, dyndede Gader, saa at
Vi ville fra dette Veir, fra disse Gader træde ind i Ministerens Salon, see Lys og Farver, erindre os Sommersolen og aande der. Orangetræer ere opstillede paa hver Side af den brede Trappe og denne selv belagt med brogede Tæpper, som holdes fast ved blanke Messing-Stænger. Tjenere i Skoe og Silkestrømper og med broget
»De har vel tegnet ham af, De fortalte om?« spurgte Clara. »De gjør det udmærket! De er egentlig et farligt Menneske.«
»Han veed at opfatte os Alle paa Vrangen,« sagde Frederik.
»Ogsaa mig?« spurgte Clara. »De maa tegne mig i Carricatur; jeg bliver vist gyselig, men det er det samme.«
»Jeg veed ingen Vrangside at opfatte hos Dem!« sagde Herman; »jeg maatte idetmindste oftere see Dem, belure Dem.«
»Jeg leer saa meget,« sagde Clara; »der har De Motiv;« og hun lo med den friske Mund, de deilige Tænder og lysende Øine, saa det blev endnu vanskeligere at opfatte en uskjøn eller comisk Side.
Tjeneren bragte Iis, Conversationen vexlede, Fortepianoet klang. Husets Musiklærer havde faaet Tilladelse til at en af hans fattige Elever, en ung Pige, turde lade sig høre i den fornemme Kreds. Hun var ret smuk, hun var et Talent; et Par Lorgnetter kom ved Spillebordet for Øiet, en enkelt gammel Dame reiste sig og stod et Øieblik ved Døren; »charmant«! sagde hun, »nydeligt spillet!« sagde Clara, – »men hun holder sig ikke godt.« Imidlertid var Clara den Eneste af alle de unge Damer, som talte til den stille, fremmede Pige, der, efter at have endt Spillet, stod i en Krog mellem Claveret og en Gruppe andre unge Piger, som viste, at de havde Intet med hende at gjøre.
Claras Ord og Venlighed oplivede hendes Træk; Øinene lyste; Herman nærmede sig, var det for Pigens Skyld eller for Claras?
Ud paa Natten var han endnu ved Claras Side, da hun og Moderen stege i Vognen. Denne rullede afsted ind i den raavaade Luft, Taagen hang som et tæt hvidt Slør op om Karet-Vinduerne, og Damerne trak Kaaberne tættere om sig.
»Du har jo alle de unge Herrer om Dig, Clara!« sagde Moderen. »Det har man i Din Alder og med Dit Udvortes. Vær et fornuftigt Barn. Giv Tid! – Du holdt Dig ellers ikke ganske rank. – Det er mærkeligt ellers, hvor Du ligner mig i Din Alder!«
»Grev Frederik var meget elskværdig,« sagde Clara, og tænkte i det samme egentlig paa Herman, hvis Livlighed, hvis Opmærksomhed mod hende ikke var uden Virkning.
»Grev Frederik er et fortræffeligt Menneske,« sagde Moderen. »Familien er en af de Første!« Der blev en Pause; hun kyssede derpaa Clara og – saa holdt de for deres Hjem.
Herman løb med Kalosker og Paraply gjennem de tørvemosede Gader; den fine, kolde Regn, som faldt i Taagen, trængte ham gjennem Klæderne, men han mærkede det ikke; indeni ham var Alt Flamme, Alt Sollys, hans hele Tanke omfattede Clara, og dog vidste han endnu ikke, at det var Forelskelse, hans opgaaende første Kjærlighed.
Vi ere igjen paa Bal, et stort Hofbal; der er som en klar Solskinsdag i denne prægtige Belysning; intet Blomsterbed er mere broget rigt end denne store Forsamling af røde Uniformer med Stjerner og Ridderordener; Damernes
Grev Frederik seer med Eet ganske utilfreds ud; Ballet kjeder ham, Claras Smil er ham imod og ikke en Dands har hun for ham. »Allerede for fjorten Dage siden var jeg engageret til dem Alle!« har hun sagt med et Smil, som han i sin bittre Følelse finder letsindigt, og nu dandser hun med Holger. Det er et smukt Par, og man lægger Mærke til dem. Der er hos dem Begge en Følelse af: hele Verden er vor! alle de Andre figurere kun om os! er det Claras Smil, er det Dandsemusikken eller den nye Uniform, der sidder saa godt, eller maaskee alle tre Dele, som virker? I dette Øieblik er det Holger klart som aldrig før, at han elsker Clara, at han maa sige hende det, at han med hende saaledes gad dandse Livet igjennem. Der er ingen Sorger, ingen Sygdom eller Død!
Man gaaer til Taffels, Champagnen knalder. Holger er lykkelig som en Gud, veltalende, leende, og idet han atter træder ind i Dandsesalen med Clara, er en Beslutning fattet; før Ballet ender maa hun vide hans Følelser, vide at han elsker hende, at hun er hans første, stærke Kjærlighed; han har Mod, han har Villie, det maa siges. Og i dette Øieblik sover Herman rolig hjemme, i dette Øieblik grunder Frederik paa, om han skal eller ikke skal kjøre Clara i Kane imorgen Middag, den store Kanetour til Bellevue. Dandsemelodier ere for den Forstemte tunge Søer, der gjøre hans Humeur endnu mere til Vrag, men den Livsglade løfte de kun endnu høiere. Clara har ganske glemt Hermans morsomme, geniale Billeder, glemt Frederiks livfulde Skildringer af hans Søtour, dem hun før med saa megen Henrykkelse lyttede til. Holger er den bedste Dandser, af Alle den Opmærksomste, den Elskværdigste.
I Dandsen, som nu er begyndt, skal inclineres. Med den Lykkeliges hele Udtryk i Øie og Mine staaer han foran Clara; hans Blod og Tanker ere som Champagnen, han bøier sig dybt med et spøgende Smil, hæver sig derpaa en heel Tomme høiere end ellers, og da – er der vel Trolddom til? Man skulde troe det! Ere Menneskene ledsagede af en usynlig Aand, god eller ond?
Idet Holger hæver sig, foregaaer pludselig ligesom en Forvandling med ham, hans Ansigt bliver rødt som et Blod, hans Bevægelse er med Eet tvungen, hans Ord, hans Tale er ikke længer frisk, der er foregaaet noget Betydeligt; hans hele Tanke er deelt mellem Clara og – – ja det vilde klinge altfor skrækkeligt, pludseligt at udtale Ordet. De mindste Aarsager have tidt de største Følger. Holger bevæger sig ikke længer som før, han giver saagar aldeles forkerte Svar. I denne Nat frier han ikke! Clara er endnu til for Frederik, for Herman, for den, Ingen endnu veed!
Midt i Henrykkelsens høieste Moment, midt i Kjærlighedens kjække Aabenbarelse er det – – ja, flere end En have maaskee været i samme Situation, kjende denne Qval, hvorved Mennesket kan miste hele sit moralske Mod, og det har Holger mistet, – Ungdomsglæden, Følelsen af sin nye Titel, af sin velsyede Uniform.
Clara betragter ham med ængsteligt Blik; hos hende gaaer den Tanke op – den uretfærdige Tanke, – »det er Vinen! han har drukket for meget Champagne!« og
Samme Aften skrev Frederik til sin Fader, at han elskede Clara, at hun havde givet ham sit Ja, og at den fortræffelige Admiralinde havde Intet mod Partiet, naar Faderen billigede det.
»Den Knap,« sagde Holger, da han hørte det, »den fordømte Knap er Skyld i det Hele!« og han faldt hen i Tanker. Herman rev alle sine Tegninger itu; de vare for idealske, mente han; Alt var langt mere kantet, langt grimmere. Kjøbenhavn var den utaaleligste Stad, Menneskene, med meget faa Undtagelser, egentligt slet ingen, en Samling af Carricaturer og Kjedsommeligheder. Ja ikke blot Kjøbenhavn, nei Sjælland, Fyen, det hele Land var ham utaaleligt. Var det Claras Forlovelse, der kastede denne Skygge over Land og Mennesker, eller var den Giftsæd, Bedstemoderens Ord havde lagt i hans Hjerte, nu skudt op til et
Balsalen en Vinterformiddag efter et Bal er et uhyggeligt Rum; Glandsen er slukt, Musikken forstummet, al den friske Ungdomsglæde er borte, Gardinerne hænge tunge med Støv, Lysene sidde nedbrændte i Lampetterne, Contrabas og slige mammuthstore Instrumenter ligge som Mumier og pege paa et Liv, der var. Saaledes saae det ud næste Morgen i den kongelige Balsal; midt paa Gulvet skinnede en Knap, som Feiekonen lod Kosten feie bort; den Knap, som havde bragt Holgers Hjerte til at see ud som Balsalen nu, tom, uhyggelig, et Mausoleum over en Knap.
VIII
Caroline Heimeran
Da vi nu have fulgt de tre unge Venner og Reisekammerater, kunne vi opsøge Manuducteuren, eller hvad der lyder kortere, Moritz. Ham træffe vi ikke ved Hoffet, ikke i de store Saloner; hans Verden er Etatsraad Heimerans hyggelige Stue. Her kunne vi maaskee ogsaa udhvile os paa de mange Baller. Her var Caroline Sjælen. Tidlig mistede hun sin Moder og blev Dreng med sine vilde Brødre, der nu vare spredte ad i Landet; fra dem havde hun grebet alle deres kjøbenhavnske dristige Udtryk, hvilke for de Indviede tidt klang høist sælsomme i den livlige, smukke Piges Mund. Faderen var en af disse gode, lattermilde Personer, der paa Tilskuerpladsen ere en Velsignelse for en Lystspildigter, hvis Stykke spilles; Etatsraaden lo ved mindste Anledning. I Forretninger var han nøiagtig som et Regnestykke, der gaaer op, og Fader med hele sin Sjæl. – Den hele Familie levede usædvanligt ind i sig selv, dannede deres egen
Som vi vide, havde Moritz netop Aftenen før sin Afreise til Fyen friet og faaet Ja, men tillige den Erklæring, at han maatte ikke lade Reisen gaae overstyr, at han skulde, som om Ingenting var skeet, seile det Par Dage med. »Vi ville ikke begynde med at hænge over hinanden!« sagde hun, »det har jeg seet Nok af med min ældste Broder og Louise, den søde Kone, hun er! men et Hængetræ var hun! – Seil Du! men vælt ikke, for
Og Moritz seilede til Fyen, det vide vi, og Alt hvad der mødte ham og Vennerne der, det vide vi, samt at han nu atter var i Kjøbenhavn; men at han ved Modtagelsen fik det første Kys, det vide vi ikke, men det fik han, og der var meget at sige, meget at fortælle. »Troer Du, jeg vil bære paa al den Snak jeg har hørt?« sagde hun, »nei, nu ere vi To om Byrderne; Du skal
»Du er et sælsomt, velsignet Væsen!« sagde han, »Du ligner, har jeg ofte tænkt,
»Det var et meget eventyrligt Fruentimmer, Du der søgte ud,« svarede hun. »Ja, jeg er vel noget aparte, men det er dog det, som har gjort mig interessant for Dig; vi To ligne rigtignok slet ikke hinanden!«
En Veninde kom i Besøg.
»Vil Du see Fyren!« sagde hun. »Ja, han er lidt stille endnu, men jeg skal nok sætte Skik paa ham. Han skal til Vinteren paa Isen med mig. Det er saa kjedeligt med flere Herrer, naar de skulle følge mig hjem om Aftenen, saa ere de saa bange, fordi jeg taler høit, og saa maa jeg ikke glide paa Iis, naar der er Gadedrenge! det er just saa deiligt engang imellem at være Gadedreng. Af Banen! raaber jeg og glider.«
»Naar man ikke kjendte Dig, Caroline –« sagde Moritz, »saa kunde man – –!«
»Hun kjender mig bedre end Du! vi ere dragne til Skole sammen; vi gik i Marts Maaned med Kaabe og Muffediser og stor Parasol; den holdt vi foran mod Blæsten, og Solen skinnede os paa Nakken, saa Skyggen af os stod inde i Parasolen; for hvert Gadehjørne til Høire skiftedes vi til at bære den, og vi holdt den ud for Maven og ikke for Ansigtet; Blæsten nødte os dertil. Og saa troer Du, at hun ikke skulde kjende mig! det er mere for to Mennesker at gaae under een Parasol end at skifte Guldring, kan Du forstaae det?« Og hun lo med Mund og Øine.
Tjenestefolkene holdt Alle paa det Inderligste af hende, thi hun var hjertensgod, og talte altid saa fortroligt med dem. Den halvgamle Tjener kunde gaae i Ilden for hende; men hun nikkede jo ogsaa saa velsignet til ham, selv ved det store Selskab, der blev givet engang om Aaret, og hvor der var Conferentsraader og selv Politimesteren. »Ikke dette Blik, Jørgen!« sagde hun da; »jeg kan ikke taale det, og jeg er forlovet!« Pigerne skrev hun Vers og Breve for til deres Kjærester. Sit eget Sprog havde hun ogsaa til Folkene: »Du er Slave iaften Klokken ni!« betydede for Jørgen: Du kommer til den Tid og henter mig. Ingen i Theatret, ved en Tragedie, var lettere at bevæge end hun; Ingen udgød flere Taarer ved Læsningen af en rørende Bog end hun, og i samme Øieblik kunde hun spøge derover. »Jeg har et uhyre Talent til at blive sentimental,« sagde hun; »vilde jeg uddanne det, da kunde jeg blive en Saltkilde for Landet!« Hendes smukkeste Talent var iøvrigt at foredrage ved Claveret smaa Sange; vel havde hun kun en lille Stemme, men al den dybe Følelse, som ved et Digterværk strax greb hende, gjennemstrømmede Sangen; det var en Lyst at høre hende foredrage
»Kjære Pige!« sagde Moritz, »Du maa sandelig fortælle den hele Historie eller ikke sige Sligt.«
»Han er bange for sit Rygte!« raabte hun da leende. –
Paa sin
»Du mangler ham bare som Præst,« sagde Veninden.
»Der har jeg Moritz! det er i stor Udgave, men derfor er han nu ogsaa mere klædt paa.«
»Du kommer virkelig til at ligne den gamle Frue ovre i Fyen,« sagde han; »Du taler næsten ligesom hun, har saa mange af hendes Noder; ja, endnu gaaer det; imedens Du er ung, saa kan det klæde endnu, og jeg er vel selv blind i Forlovelsesdagene, men naar Du bliver gammel og – –«
»Gud, jeg bliver nok stille og kjedelig!« sagde hun. »Naar Du først faaer mig op til Færøerne eller over paa Bornholm, saa skal Du see, hvor sindig og kjedelig jeg bliver, ja, saa ønsker Du mig nok mit Humeur tilbage!«
Vinteren var gaaet. Det var en Aften i det tidlige Foraar; Caroline var som alle Mennesker forkjølet, »ja, i en saadan Grad forkjølet,« sagde hun, »at jeg maa bruge Lagen og ikke Lommetørklæde!« Moritz var i daarligt Humeur, ærgerlig over at Herman, som han holdt af, og som var god og dygtig, havde faaet, som han kaldte det, en af den fyenske Bedstemoders
»Jeg er ikke Skyld i det!« sagde Caroline; »Du skal ikke see saa vred paa mig! er det af ulykkelig Kjærlighed til mig, saa er det jo Dig, der er Skylden; hvorfor har han faaet mig at see og lært at kjende min mageløse Elskværdighed?«
Moritz saae alvorlig paa hende ved denne Spøg, nu han var saa sørgmodig stemt; hun smilede og trykkede et Kys paa hans Pande. »Tag dog ikke Alt saa græsseligt alvorligt,« sagde hun; »hvad kan det nu hjelpe, jeg ogsaa sidder og hænger med Hovedet? Man maa døie og man maa døe! hvem veed hvad det er godt for? siger jeg altid.«
Endnu i denne Aften skulde Herman ombord; stille havde han i et Par Uger forberedt sig.
Vi søge ham ikke i Afskeden med Vennerne, de Faa, han skynder sig fra, som var det en Reise paa to, tre Dage; vi see ikke ind i Smerten, som bygger indeni ham. –
Ingen taler mere om Herman, men om de første Violer, om Storken, der er kommet, om de nye Operaer, der endnu skulde gives før Saisonnen sluttes. Og Sommeren kommer, – Høsten følger efter, og saa er Aarets Hjul eengang dreiet siden de fire Venner sad i Regn og Storm med fyldte Glas, og adopterede den lille Datter. Vi dreie endnu fire Gange Aarets Hjul og Clara er Grevinde; Holger er ved
Med Hjertet fuldt af Sommerglæde var Moritz kommet; i Maaneder og Uger havde disse Dage lyst for ham som Lykkens Dage, og nu sad han ved maaskee en Dødsseng. Det var en vaad, raa Nat, en af de koldeste, Efteraaret endnu havde bragt; Vinduerne stode aabne, den døde lille Dreng laa i Sideværelset. Caroline var faldet i Søvn med Hovedet paa Moritz’s Arm, han nænnede ikke at tage den bort, skjøndt det
Hendes lange Haar var faldet ned over Panden; en hectisk Rødme farvede Kinderne. Det var ganske stille Nat; da sprang med Eet Døren op til Værelset, hvor den døde lille Dreng laa. Paa enhver anden Tid vilde dette intet Paafaldende have havt; Døren var oftere sprunget op, men nu, i denne Nat faldt det paa. Lampen var stillet saaledes, at den ikke skulde skinne paa den Syge, og kastede nu sit hele Lys paa Ansigtet af det døde Barn, som laa hvidklædt med Blomsterkrands om Hovedet. Caroline slog i det samme Øinene op og stirrede derhen. »Ja, jeg vidste jo nok at han var død,« sagde hun med sagte Stemme; »Jeg døer ogsaa, men vær ikke bedrøvet! Jeg har før troet, at det var saa forskrækkeligt, men nu synes jeg det slet ikke; Selv at Du bliver tilbage, bærer jeg saa godt; jeg synes, det er kun at jeg skal sige Dig god Nat! Vi sees imorgen, – saa skal jeg nok
I Stuerne tæt op til hinanden laae to Liig, den lille Drengs og Caroline Heimerans.
IX
Det hemmelighedsfulde Kammer
Grev Frederik og Clara, som allerede eet Aar havde været gifte, kom netop i disse Dage tilbage fra Paris og Schweitz. Frederik hørte om Moritz’s Ulykke, og bad ham dog at lægge Hjemreisen over Fyen og der tilbringe nogle Dage; Omgivelserne der vilde ikke som i Kjøbenhavn idelig minde om hans Tab. Søsteren Hedevig, som efter sin livlige, lille Drengs Død sluttede sig endnu inderligere til Broderen, og havde besluttet at følge med ham til Halligerne og styre Huset, var naturligviis ogsaa indbuden. Moritz tog mod Tilbuddet idet han følte en Lidelse i at blive i Etatsraadens Huus, hvor med Caroline Sjælen og Solskinnet manglede. Det laa ham ogsaa paa Hjertet at tale med den gamle Baronesse om den lille Pige, Elisabeth hed hun; det stakkels Barn havde jo i den hele Verden Ingen uden ham, følte han ret i sin Sorg, og den femaars Lille var pludselig faldet i Baronessens høieste Ugunst, var sat ud af Gaarden »for sin Underfundighed,« som der stod i sidste Brev.
For at kjende denne »Underfundighed«, gjøre vi Reisen med til Fyen, ja gaae nogle Uger tilbage i Tiden, til den fjortende August, Fruens
»Min Geburtsdag var en dum Dag,« sagde hun; »den feirer jeg i Stilhed, og den skal Ingen vide; men den fjortende August har jeg søgt ud som Geburtsdag, den kan jeg lide i Almanakken og paa den vil jeg have det lystigt!«
Man talte saa smaat om, at det var paa denne Dato, hendes Fader, lange Rasmus, havde redet paa Træhesten. Der gik flere Historier saaledes om et lille, ellers altid tillukket Kammer, der ikkun een Gang om Aaret, netop denne ene Morgen, blev aabnet; at den gamle Frue gik derind, og naar hun kom tilbage, var hun lystig, som havde hun en lille Ruus.
Paa den fjortende August
Naar de da Alle havde faaet, klappede den gamle Frue sig selv og Madam Krone, idet hun sagde: »See, nu har vi To været skikkelige Mennesker! Nu bliver jeg
Det var netop mod Aften, Dagen før denne Festdag. Fruen havde travlt med at ordne Alt i Skoven; denne Gang skulde det være »Elverpigernes Dands«. Det havde først været hendes Tanke at give »de græske Guder«, men Madam Krone havde paa det Alvorligste arbeidet derimod og tilsidst faaet sin Villie; det vilde blevet en Scandale, mente hun, havde den gamle Frue sat det istand med
»Du maa ikke sidde og tænke, Lisbeth!« sagde den gamle Frue, »lad være med det til Du bliver stor. Og er det Søvnighed, saa i Seng! Det er nok ogsaa det Bedste, for imorgen bliver Du oppe som et gammelt Menneske!«
»O, imorgen!« udbrød Elisabeth, løftende de smaa Hænder, og sad igjen tankefuld.
»Det er alt det, hun sidder og tænker paa,« sagde Madam Krone halv sagte. »Hun hører jo i disse Dage ikke om Andet af Folkene, og seer hvor travlt vi have det.
Det var ogsaa den Dag imorgen, som opfyldte hende, men paa en anden Maade end Fruen og Madam Krone havde Tanke om; de smaa Øren havde hørt og gjemt Meget af hvad Folkene fortalte. Der var mere Viisdom i den gamle Frues: »Du maa ikke sidde og tænke!« end Nogen troede.
Elisabeth skulde tilsengs; hun sov i et lille Kammer tæt ved Madam Krone, der nu førte hende derhen, fik hende afklædt og til Ro, og Syningen begyndte igjen. Klokken ti gik imidlertid Alle iaften tilsengs. Madam Krone saae ind til lille Elisabeth; der var Ingen i Sengen. Hun søgte, sendte Bud om hende i Kjøkkenet, lod Folkene søge i Gaarden og i Haven. Elisabeth var intet Sted at finde. Madam Krone vilde først i sin Angst gaae til den gamle Frue og sige hende det, men betænkte sig og gik selv ned i Folkestuen, hvor hun gav Ordre, at de Alle med Lygter og Stænger skulde søge endnu engang i Haven; dog, Barnet fandtes ikke.
Det var allerede tidlig Morgenstund; Lyset tændtes hos den gamle Frue, som endnu Intet vidste; Madam Krone var paa Veien til hende, men standsede idet den gamle Frue gik til Lønkammeret, hvis Hemmelighed Madam Krone ikke kjendte, eller ikke vilde vide at kjende; hun ventede paa at Fruen kom tilbage.
Der, mellem fire Vægge indesluttedes Gaardens, hele Omegnens Mysterie; om dette var der talt og atter talt mellem Folkene; ofte havde den lille Elisabeth lyttet til, og naar man mindst tænkte derpaa, siddet og gjort sig sine Tanker. Nogle sagde, at der i Kammeret slet Intet fandtes uden et Par Træskoe og en Melkebøtte, som den naadige Frue engang som fattig Bondepige selv havde baaret, og som hun nu tog paa og sagde: »saadan var jeg! og saadan er jeg nu!« Andre sagde, at hun der gjemte i en Flaske en lille Mand, som sagde hende Alt, hvad der skulde skee hele Aaret. Elisabeth tænkte ikke paa Andet end at komme derind og see hvad der var. Nøglen, som hun vidste laa i det lille Skrin paa Commoden, havde hun taget og ganske klogt stukket ned i sin Strømpe. Og saasnart hun nu var i Seng og Madam Krone borte, reiste hun sig, tog sine Skoe paa, tændte Lyset ved Natlampen og listede sig henad Gangen til Døren. Det lykkedes strax at faae den op, og med Lyset i Haanden stod hun nu i det lille, halvrunde Taarnkammer. Her var ikke Andet at see, end et stort, gammelt Portræt af en Herre, stillet op midt i Kammeret paa et Brædt, der laa over nogle forraadnede Træpæle, som syntes at være trukne op af Jorden. Han havde en grulig stor Paryk paa, rød Vest og Kjole, og det var et slemt vredt Ansigt. Elisabeth søgte i alle Kroge, om ikke Flasken med den lille Mand var at finde, eller idetmindste Træskoene og Melkebøtten. Der fandtes aldeles Intet, og derfor, ligesaa sagte som hun var kommet, vilde hun liste sig ud; men Døren var gaaet i, Nøglen sad udenfor, hun kunde ikke, eller forstod ikke at faae den op. Lyset satte hun paa Gulvet, og stødte med Hænder og Fødder; det hjalp ikke; hun var ved at græde, men holdt dog Taarerne tilbage. Hun saae paa det gamle Portræt, hele Lysskinnet faldt paa det og hun kom i den græsseligste Angst, thi Billedet, syntes hun, blev levende. Taarerne strømmede hende ud af Øinene; hun raabte høit, men huskede i det samme paa den gamle Frue, og af Skræk for hende blev hun pludselig stille og greb igjen Lyset, men det faldt hende ud af Haanden og slukkedes; kun den lange, røde
Det var endnu ikke Daggry, da den gamle Baronesse var oppe; Nøglen savnede hun strax og fandt nu til sin Forfærdelse, at den sad i. Sig selv neppe bevidst, stødte hun Døren op med en Voldsomhed, saa at Elisabeth vaagnede og stirrede med store Øine. Den gamle Frue saae rundt om, og da hun opdagede Elisabeth, foer hun sammen med et sælsomt, kort Skrig; hendes Ansigt fortrak sig, hun greb med en Vanvittigs Heftighed Barnet i Armen. »Afskum!« mumlede hun, »Nøgletyv!« og slæbte saa Elisabeth hen foran Billedet; her hævede hun Armen til at slaae, men holdt pludseligt inde og saae med et forstyrret Blik paa Portrættet, som i dette Øieblik var i fuld Belysning. »Nei Du,« sagde hun til Billedet, »Du skal ikke see selv et skyldigt Barn straffes! rid paa Din Hest!« Og som vanvittig spyttede hun paa Portrættet af ham, der havde sparket til hendes Moder, slaaet hende selv med Pidsken, og ladet hendes Fader ride til Spot og Elendighed paa Træhesten, der nu stod her, et ormstukket, forraadnet Meubel, Fodstykke for Billedet. Det var den onde Herremand, hendes Mands Faders Portræt, med Resten af Træhesten, der gjemtes her. Elisabeth græd og jamrede.
»Ti!« raabte den gamle Frue; »Du er ond, slet, lure vilde Du! Alt Nedrigt kan der blive af Dig! ud af mit Huus skal Du!« – Hun slæbte hende med, og lukkede saa Døren. Elisabeth stirrede dødbleg med taarefyldte Øine, alle Lemmer rystede af Skræk og Feberkulde.
»Jeg har en fast Characteer, selv naar jeg vil være ond!« mumlede den gamle Kone og brast i en heftig Graad.
Da kom i det samme Madam Krone.
Fruen pegede paa Barnet: »bort med det Dyr! bort! iseng, iseng! see ikke paa mig! væk!« hun puffede den Lille fra sig, skyndte sig derpaa ind i sin Stue, smed sig paa en Stol og græd heftigt; alle hendes Lemmer zittrede. Med Eet sprang hun op, knugede Nøglen til det hemmelige Værelse fast i Haanden, gjorde et Skridt mod Døren, men standsede igjen. »Nei,« sagde hun, »jeg har seet ham, jeg har haanet ham!« og hun lænede sin Haand til Bordet, bed Læberne sammen, og blev staaende saaledes, idet Madam Krone kom.
Elisabeth skulde endnu idag ud af Huset, sagde den gamle Frue; Madam Krone kunde give hende til nogle Bønder eller sætte hende i Svinestien, gjøre med hende hvad hun vilde; endnu idag skulde der blive skrevet til denne Manuducteur, hvem der jo aarligt var sendt Regnskab. »Det har været Pjank og Spøg, hvad han før har faaet, nu skal han faae Alvor,« sagde hun. – Og hendes Villie var fast. Madam Krone nødtes til at sende Elisabeth hen hos den gamle Degn. Trine, der kunde de mange Balletter og Comedier, maatte i Madam Krones Navn der bringe Alt i Orden, og det var meget bedrøveligt, thi hun holdt af lille Elisabeth, og: »ihvor meget godt der var ved Baronessen, urimelig var hun dog,« sagde Trine; »enkelte Gange er Baronessen jo lige ved at være gal! Gud forlade mig min slemme Synd, at jeg siger det!«
Medens Trine gik med Elisabeth til de gamle Degnefolk, begyndte Festligheden for Bønderne. Den gamle Frue uddelte Presenterne til dem, men Bønderbørnene, der altid vare vante til, ved Uddelingen at høre hende spøge, fik idag med deres Presenter alvorlige Formaninger og Irettesættelser. »Fruen er ikke rigtig i Kalotten!« sagde de. Men til dette mærkede ikke de fornemme Gjæster, som siden kom; da var hun Lystigheden selv. Ingen spurgte om lille Elisabeth; stille og drømmende sad hun i Degneboligen hos de gamle skikkelige, høist overtroiske Folk. Trine græd, Madam Krone var taus, men hun tænkte desto mere.
X
Besøg hos Degnens
Der var næsten gaaet to Maaneder siden denne Begivenhed, og i al den Tid var Elisabeth blevet hos Degnen og hans Kone. Nu var det at Moritz med sin Søster Hedevig kom til Fyen; selv vilde han tale med den gamle Frue, vide hvorledes det egentlig gik Barnet; det var jo ikke at beregne, hvad den underlige Kone kunde finde paa. Hedevig, ganske opfyldt af Tabet af sin lille Søn, saae som Moder sit eget Barn i ethvert lille, og hørte derfor med stor Deeltagelse hvad der fortaltes om Elisabeth, der nu var hos Degnens. Disse var et højst skikkeligt gammelt Par, det levende Billede paa al Overtro. Hedevig besluttede at følge med Broderen paa Touren hen til den gamle Frue, ikke for at besøge hende, men for at see, hvad Slags Folk Degnens var, og hvorledes Barnet havde det der.
Hr. Cathrinesen hed den skikkelige gamle Mand, og vi ville af Navnet forstaae, at han er fra den lille Øe Ærøe, hvor den usædvanlige Brug findes, at Sønnerne som oftest faae Navn efter deres Moder, naar denne har været en bekjendt dygtig Kone. Efter sin Moder Cathrine hed Degnen Cathrinesen; hans Kone var ogsaa fra Ærø, noget yngre end Manden, meget livlig og højst industriøs. Dette sidste var det især, hvorfor Madam Krone holdt af hende. Deilig Suppe lavede Madam Cathrinesen af Hyben og Hyldebær; hendes Thee var indenlandsk Fabricat, en Sammensætning af Kodriver og Rølliker. Kaffeen blandedes med
Men al Overtro fra Ærøe, som den der afspeiles fra hele Landet, var, som sagt, flyttet med det gode Ægtepar ind i den lille Degnebolig, der var ret hyggelig og renlig, men frembød Skuet af alle de Amuletter, Bonden har mod Overtro. Paa Dørtrinnet var slaaet en udadvendt Hestesko, saa at hverken Varulv eller Spøgelse kunde slippe ind. Stuen, der ellers var overordentlig renlig og net, havde et Loft ganske glindsende af hvad Bonden kalder: Sildesjæl, et langt, fedt Stykke af Silden, der, naar den spises, altid tages ud og kastes op mod Loftet, hvor det bliver hængende og da sikkrer den Spisende, at han ikke i det Aar faaer Feberen, »den Kale«1, som den kaldes.
Hr. Cathrinesen var en rund lille Person; Baronessen kaldte ham en Æbleskive med Been under; hans Kone derimod var et sandt Pindeværk, fiin og spinkel; hun havde i sin Ungdom mistet sit ene Øie, og for at skjule denne Mangel, bar hun altid ned over det en forloren Krølle, som ved sin overordentlige Størrelse og den forkeerte Plads, den havde, just drog Opmærksomheden derhen. Foruden Ægteparret befandt sig i Stuen, da Moritz og Hedevig traadte ind, lille Elisabeth og Kammerpigen Trine, der om to Dage skulde til Kjøbenhavn for at blive Skomagerkone. Hun holdt usigeligt af den Lille, hvem hun havde fortalt Balletter og Operaer, baade Rolf Blaaskjæg og Cendrillon, og sjunget saa mange Arier for; Trine kunde en Mængde og havde en klar stærk Stemme. Hun vilde dog engang endnu see sin søde, lille Elisabeth, til hvem hun havde medbragt som en Erindring om sig en trykt Visebog, den, hvoraf Trine saa tidt havde sjunget, og i den havde hun skrevet paa Bindet de Ord: »til lille Elisabeth fra hendes kjærlige Tjenerinde Trine, forlovet med
»Det er mange Aar siden vi mødtes,« sagde Hedevig, »jeg troede saamæn, De var ved Comedien!«
»Der er gaaet meget Vand i Søen siden den Tid,« sagde Trine; »det var intet Sted for mig, som ogsaa Hansen sagde; der kan være skikkelige Mennesker der, – men Skinnet, Madam, det er det, man seer paa.«
Moritz forklarede de gamle Folk, hvem han var, i hvad Anledning han kom, og at han vilde op til Fru Baronessen.
»Det er kjønt af Dem«, sagde Madam Cathrinesen, »for hvad skal der blive af Barnet? Med bedste Villie kunne vi ikke beholde det; vi ere gamle Folk, og
Moritz svarede hvad han kunde svare og begav sig saa til den gamle Frue. Hedevig blev, det gamle Bekjendtskab til Trine var et Tilknytningspunkt. Madam Cathrinesen gik at hente Kaffekjedelen, som i Anledning af Trines Besøg var sat over Ilden.
»Har De, Jomfru, været ved Comedien?« spurgte Cathrinesen, idet han længe stod og tænkte over de Ord, der vare sagte. Trine blev rød, lo og nikkede.
»Det havde De nok ikke troet, Hr. Cathrinesen! jeg har heller ikke holdt af at tale om det; Hansen forlangte det af mig. Jeg har, det vil da sige, da jeg var et lille Barn, været Kjærligheds-Guden, med Pallietter paa Skoene og med Vinger. Ja, de klappede saamæn af mig! Jeg var ved Dandsen, løb hele Dagen deroppe paa Skolen, maatte gaae i Bageriet for
At Trine havde dandset med Pallietter paa Skoene og Vinger paa Ryggen, greb forunderligt Hr. Cathrinesen; han var traadt nogle Skridt længer tilbage, hans Hænder foldede sig, og han saae med et vemodigt Udtryk frem for sig. Lille Elisabeth derimod gik lige hen til Trine, lagde sig med Albuerne i hendes Skjød og saae paa hende med ubevægelige Øine.
»Gud give Dem Lykke i Ægtestanden!« sagde Hedevig. »De er en god Pige, og det Theatervæsen er en tung Vei. Verden holder mest af at tale ondt!«
»Ingen gaaer fri!« svarede Trine. »Ikke engang Hansen, men det er det samme, ham kjender jeg. Menneskene see anderledes ud indvendig, end udenpaa. Der er nu Fru Baronessen, hende lee de ad, Mange kalde hende gal, og hun er klogere og bedre end de Fleste! Der er en god Bund i hende, hvor haard hun endogsaa er mod den lille Elisabeth, der har været et meget uartigt Barn,« tilføiede hun og saae saa strengt, hun kunde, paa den Lille, men kun et Øieblik, kyssede hende saa paa Panden og strøg Haanden hen over Lokkerne.
»Havde Du ikke Andet end Skoe og Vinger paa, da Du dandsede?« spurgte Elisabeth, der syntes med al sin Tanke at være blevet ved dette Punkt, som det interessanteste i hele Trines Tale.
Madam Cathrinesen kom med den blankpolerede Kaffekjedel. Kopper og
Verset gik paa en Psalmemelodi og Ordene vare saa sørgelige, som om det var til en Henrettelse. Cathrinesen læste sit Skrevne, han græd allerede ved andet Vers; saa tørrede Trine ogsaa Øine, og siden gjorde de Andre det samme.
»Jeg troer ikke at Præsten skulde skrive den bedre!« sagde Madam Cathrinesen og saae stolt til sin Mand.
»Havde Du ikke Andet end Skoe og Vinger paa, da Du dandsede?« spurgte Elisabeth.
»See ikke med de Øine, lille Lisbeth!« udbrød Madam Cathrinesen; »sæt Dig hen til Din Dukke!« og hun trak Barnet fra Trine, idet hun sagde til Manden: »hun gjorde igjen Farmoders Øine!«
»Farmoders?« gjentog Trine og trykkede endnu Cathrinesens Haand for den sørgelige, skjønne Vise.
»Det er saa vor Tale; vi har den fra Ærø! Cathrinesens Farmoder var jo gjort blind af
»Hun saae ikke!« sagde Manden, »og dog saae det ud, som om hun saae, og de Øine har tidt lille Lisbeth.«
»
»Ja, var det ikke Madam Krone, som havde talt, saa havde vi ikke det Barn,« sagde Degnekonen; »gid Alt var vel igjen og hun sad oppe paa Gaarden, og ikke her i Huset. Seer hun ud som et christent Barn? Det trives, men hun er jo Skind og Been, spiser for Tre og har en Hukommelse, saa man forfærdes for den, og det er ikke det Værste endda!«
»Hun er klarseende!« gjentog Cathrinesen, og vedblev, da Hedevig rystede med Hovedet: – »Jeg skal give Dem Syn for Sagen, Madam! Hun var med mig paa Kirkegaarden igaar Aftes; det var
»De har gjort Barnet bange,« sagde Hedevig; »der er jo ingen Hælhest til; hvem troer Sligt?«
»Det gjør jeg!« sagde Madame Cathrinesen; »og det gjorde min Fader med, for han kjendte Hælhesten, kjendte ham bedre end De og jeg. Min Fader var
»Ih Jesu-Mutter!« skreg Madam Cathrinesen, og tabte Spølkommen med Kaffe, thi den lille Elisabeth stod lige tæt ind paa hende med ubevægelige Øine, det var, som hun hørte med dem. »Var det den Hælhest, vi saae iaftes?« spurgte hun.
»Lisbeth tager Livet af mig!« sagde Madam Cathrinesen. »Hun er fæl at see paa!«
»O, den lille Stakkel!« udbrød Hedevig, og drog Barnet hen til sig; »hun har et klogt Ansigt; noget deri, jeg veed ikke selv, minder mig om min søde Dreng. Og netop saa stor var han!« hun tørrede Øinene og saae paa Elisabeth.
Da betroede Madam Cathrinesen hende og Trine, hvad der endnu ikke, som hun sagde, var fortalt til Nogen: »Dette Barn er ikke som Andre! De smaa Uskyldige sove deres søde Søvn om Natten, men det giør hun ikke; jeg har seet det til min Forfærdelse, hun reiser sig! to Gange har hun giort det, og den sidste Gang, det var paa Slaget tolv, gik hun hen ad Gulvet, lige til Døren, der satte hun sig ned, og trak Skjørtet op om Hovedet. »Lisbeth! i Jesu Navn!« raabte jeg, og saa styrtede hun som død om paa Gulvet. Nu har jeg foran Sengen lagt et
»Aldrig gik hun isøvne oppe paa Gaarden,« sagde Trine paa det bestemteste, og havde Ret, men Madam Cathrinesen havde det ogsaa; hun havde seet Lisbeth reise sig af Sengen og gaae lige hen til Døren; men det Hele var en Comedie, som Madam Cathrinesen selv var Skyld i, thi da Elisabeth en Nat var vaagnet og havde reist sig overende for at see hen paa
Moritz kom nu tilbage fra den gamle Baronesse, hvor dog Noget var udrettet.
»Kjernen er god,« sagde han; »den holder sig fra vor Herre, Skallen har Verden givet Couleur. Underlig er rigtignok Konen! »»Jeg vil aarlig give
»Ja, kjendte Folk rigtig hinanden,« sagde Trine, »saa dømte man ikke som man dømmer!«
Degnefolkene vilde ikke beholde Elisabeth, ikke for to hundrede og endnu to hundrede Rigsdaler til. Hvor skulde Barnet hen? Madam Cathrinesen mente, at det kunde være en god Hjelp for Trine, nu hun blev gift, at faae de Penge.
»Ih Gud bevare os!« sagde Trine; »det vilde rigtignok falde godt paa mig, om jeg kom og holdt Bryllup og havde en saadan lille Pige med! nei, ikke for al Verdens Guld! Saa kunde jeg ligesaa godt være blevet ved Dandsen! Skinnet, Madam Cathrinesen, det er det, man seer paa!« –
Hedevig greb Broderens Haand: »Elisabeth er paa Alder med min lille Dreng; hun vil kunne sidde hos mig, som havde jeg ham. Broder! jeg tager hende, naar Du vil det.«
Moritz saae venligt paa Søsteren, og Elisabeths Skjæbne var afgjort; hun skulde følge med dem til Halligerne.
»Farvel!« sagde Trine, kyssede endnu engang Barnet, og bad det giemme vel paa Visebogen, hun havde givet det; Elisabeth hang sig om hendes Hals, græd og spurgte saa for tredie Gang: »havde Du kun Skoe og Vinger?«
»Tænker Du endnu paa det?« sagde Trine; »ak, jeg var klædt som Guds Engle paa Theatret, og de have Klæder, som see ud som ingen Klæder.« Det er Skinnet, – var hun nær ved at sige, men sagde det ikke; hun kyssede Elisabeth, kyssede Madam Cathrinesen, gav alle de Andre Haanden. »Vær nu et godt Barn,« sagde hun, »og kommer Du engang til Kjøbenhavn, saa skal Hansen sye Dig røde Støvler og jeg skal tage Dig hen i Comedien, at see »
Moritz klappede hende paa Skuldrene: »det glæder mig at see, at En holder af den Lille; Gud lad mig faae det Gode i hende til ret at trives!«
»Ja ogsaa hun, den lille Sjæl,« sagde Trine, »ogsaa hun, Deres Velærværdighed, har allerede Skinnet mod sig.« Hun nikkede, kyssede Elisabeth, kyssede nok engang Madam Cathrinesen, gav de Andre Haanden og gik for at holde Bryllup med sin Hansen.
Hedevig tog lille Elisabeth ved Haanden, trykkede ogsaa sit Kys paa hendes Pande og lovede i sit Hierte, at være hende en god Moder for ham, vor Herre tog til sig. Og Barnet saae med de kloge, sjælfulde Øine paa den nye Moder; den virkelige laa allerede mange Aar i Graven; Ingen vidste Stedet, Græsset voxte hen derover. Elisabeths Øine vare fulde af Taarer, men disse gjaldt dog Trine, som ogsaa engang, – ja, det tænkte da Ingen paa, skulde blive hende en Moder, en Tilflugt, den eneste i hendes Forladthed. Saaledes saae man det ikke nu, thi Skinnet – »ja, det er Skinnet, man seer paa!« sagde Trine.
Men vi reise nu med Moritz, Hedevig og den lille Elisabeth over til Halligerne, de stille Øer i den stormende Nordsø.
Ende paa første Deel.
Anden Deel
I
Hvad der tildrog sig i DagebüllDagebøl på den jyske vestkyste var og er overfartssted til Föhr.
Klokken to om Morgenen kjørte ud af Flensborg en stor holstensk
I aaben Baad vare de fra Fyen seilede til Als, og herfra kjørte over Gravensteen til Flensborg. Det deilige Skovland, Afvexlingen af Fjorde og Indsøer, høie Banker, grønne Enge og Lyngheder, de anderledes klædte Folk, det fremmede Sprog, alle disse nye Indtryk fyldte lille Elisabeth, medens de glede ligegyldige forbi Moritz og Hedevig, som kun tænkte paa, hvad de havde tabt i Verden.
Kort før Dagningen naaede de det første
Skyerne bleve mere røde, Maanen blegere, og Daglyset kom; man saae Fuglene over sig og til Siden Faar paa Heden, og endelig paa Veien enkelte Mennesker, de Fleste tilhest, ogsaa Fruentimmerne.
»Moritz, Dagen bliver smuk!« begyndte Hedevig, ligesom drevet til Samtale ved at see om sig det opvaagnende Liv. »Hver Morgenstund er dog i Grunden en Gjentagelse af Skabelsen, saaledes som Bibelen fortæller os den; først seer man Luften, saa Vandet, Væxterne komme tilsyne, Himmelens Fugle og Markens Dyr, tilsidst Menneskene.«
»Vistnok,« sagde Moritz; »Moses Bibel var Guds store Natur! i Ørkenen har han læst den; fra den fik han lige saa megen Viisdom som fra Ægyptens Vise og de Sagn, hans eget Folk gav ham!«
Moritz sad igjen taus og saae hen for sig; Hedevig vilde tale, men standsede; Kudsken tog sit Posthorn frem og blæste saa ynkeligt, han kunde, men det var ikke Meningen.
»Jeg forstaaer Tydsk!« raabte lille Elisabeth, da hun ved næste Bedested hørte Børnene tale. »Jeg forstaaer næsten hvert Ord!« og hun forstod det; thi det var Dansk, hun hørte. Her i hele Strækningen fra Flensborg ned mod Nordsøen, vexler Tydsk, Dansk og Frisisk; de tre Sprog slynge sig i hinanden; det Frisiske faaer Herredømmet i Marsken, hvor Friserne boe,
Det flade, grønne Marskland udstrakte sig foran; de lange, stille Canaler vare ved den langvarige Regn gaaede over, og hele Strækninger stode under Vand. Grupper af Faar viste sig paa de enkelte høiere grønne Pletter, over til hvilke Vogterne maatte vade; Bønder gik dybt i Vandet og afskare det ikke ganske modne Korn. Som et Jernbanenet over Sumpe og Enge strækker sig her, med lige Høide, de paa Diger opførte Veie; den Reisende maa ved Synet tænke paa Jernbaner, men med samme skuffede Følelse, som Karavanen i Ørkenen, der ved
Mere end to Timer gik
Det er ingen Snees Aar siden, at man i flere af de danske Kjøbstæder endnu ikke havde et egentligt Vertshuus, men maatte tage ind hos en eller anden i Næringsdrift siddende Borger, som besad Leilighed dertil og nok vilde have den Fortjeneste; sædvanligviis var det Apothekeren eller Kramhandleren. Den ubekjendte Gjæst fik Plads ved Familiens Bord, hvor Madammen nøiagtigt talte og beholdt i Hukommelsen, hvor mange Stykker Smørrebrød, og af hvad Slags, han spiste, for senere at føre det til Regning; det hørte nu til hvad Folk i vore beqvemt og vel indrettede Dage kalde den Tids Poesi ved Reiselivet, men som man dog bør være glad ved er forbi. I Dagebüll var nu hverken Apotheker eller Kramhandler at tage ind til, men derimod en velhavende Marsklandsbonde, en ægte Friser, stolt og selvkjær, Monark i sit Huus og med Bevidsthed om, at Dagebüll var den største By i flere Miles Omkreds.
Dagebüll ligger tæt op til Diget, som beskytter By og Omegn mod det urolige Vesterhav. Vognen skrumplede hen over den forfærdelige Steenbro og holdt endelig for Kroen, om man tør give Gaarden dette Navn.
En høi, bredskuldret Mand kom frem i Døren, saae paa dem, men uden at sige Goddag; han syntes fortrydelig ved at see Fremmede, han ikke ventede. Det var Verten selv.
Moritz og Hedevig hilsede, men fik intet Svar. »Vi ville gjerne have de mange Sager under Tag,« sagde de.
»Ja, see at faae dem!« svarede Verten, vendte sig og gik ind.
Medens Kudsken spændte Hestene fra Vognen, der maatte staae ude med hele sin Oppakning og vel ogsaa stod sikker nok, gik Moritz med sin Søster og den lille Elisabeth ind i Stuen. Den var temmelig opfyldt med Fremmede, ophedet og uhyggelig; ved Kakkelovnen, der udmærkede sig ved sin Størrelse, sine blanke Messingkugler, og desuden var omgivet med halv vaadt Linned, der hang som Faner i et Gravcapel, sad et Par Qvinder med store Mandfolke-Hatte af sort Filt, og to Føhringer Piger med Sølvplader og store Sølvknapper i Livstykket; brogede Tørklæder laae turbanagtigt om deres flettede Haar. Verten havde igjen indtaget sin Plads for Enden af Bordet, hvor al hans Opmærksomhed syntes henvendt paa Sidemanden, en svær Person i tyk rød Nattrøie og med en Vest saa besat med smaa Knapper i flere Rader, at Vesten saae ud som Bryststykket af en Husaruniform; et blaat uldent Tørklæde hang Manden løst om Halsen, store Guldringe, som de, Fruentimmerne bære, sad i hans Ører; Hænderne vare mærkeligt store og røde, Alt kolossalt, men derimod Talestemmen fin som et Fruentimmers; han rørte med en Beenskee i sit Kruus; det var den rige Hestehandler Petters, som skulde til Tønningen.
Ingen gjorde Plads for Moritz og hans Søster; det var som om man slet ikke mærkede noget til dem; Moritz dreiede sig til Høire og Venstre, og da Døren stod aaben til den næste Stue, som førte ud i Kjøkkenet, hvor man hørte det brase paa Panden, gik han derud, fulgt af Hedevig og Elisabeth; han henvendte sig nu til Konen i Huset, der syntes at have meget travlt og saae vred og stolt ud.
»Jeg er Præsten fra Halligerne,« sagde han.
»Ja, jeg kjender ham nok,« svarede hun mut; »han har jo været her tre Gange før! Man kan da ikke røre sig i sit eget Huus!«
Moritz taug taalmodig; Hedevig vidste snildelig ved en velanvendt Gaaen ind paa al den Uleilighed, Konen maatte have, al det store Slid og Slæb, der kunde være i et saadant Huus, endelig at bringe denne i en mildere Stemning, saa at hun indrømmede dem et lille Kammer, og det et med en Seng i. Denne var endogsaa ganske eiendommelig; Hovedgjærdet var det halve Roer af et strandet Skib, og Fodstykket var ægte Mahognitræ
Hestehandler Petters med den fine, skingrende Qvindestemme, førte det høie Ord, og det var om, hvad man mindst efter hans Næringsvei skulde være faldet paa, om Daaben, det vil da sige, om de gamle Kirkeklokkers Daab, ved hvilken der da baade var Faddere og en Madamme, som sagdes at bære Klokken, ligesom man bærer Barnet. Ved samme Madam havde Hr. Petters en skjemtsom Historie, der var mere plat end vittig, og som han, lig alle snaksomme Folk, der, naar deres Fortælling gjør Lykke, øieblikkelig fortælle om igjen for det selvsamme Publicum, gjengav for tredie Gang idet Moritz, Hedevig og Elisabeth traadte ind. En Vognrumlen udenfor bebudede nye Gjæster, men Verten blev siddende og Hr. Petters hævede sin fine Stemme, thi Historien skulde fortælles ud.
To i Sælhundeskinds-Pelse vel indsvøbte Personer traadte ind af Døren; det var Momme Levsen, den gamle
»Vi ere rigtignok blevne
»Og vor Præst har vi der!« raabte Commandoren, idet han saae Moritz, »velkommen! velkommen! naa, hvor er Konen? hvor er Præstekonen til Halligerne? imorgen gjør jeg et lille Skrald for hende! Men kan jeg vise mig for hende første Gang i dette Overtræk? og Du Mutter – –!«
Moritz trykkede hans Haand og sagde ham i faa Ord sit store Tab, og viste ham sin Søster og den lille Elisabeth. Commandorens leende Ansigt blev forlegent og alvorligt; uden at svare et Ord faldt han Moritz om Halsen og kyssede ham og trak saa ud af Stuen med sin Kone, der opløftede et Sorgens Skrig. De gik til næste Værelse og kastede der Sælhundebeklædningen, den Commandoren selv havde bragt fra Grønland, og som nu paa Husum-Reisen ret havde vist sig at være til Gavn.
Da de kom tilbage til Stuen rakte Madam Levsen Hedevig Haanden, kyssede Elisabeth og fortalte om, hvad hun havde mistet i denne Verden; alle hendes Sønner havde Havet taget, Alle paa den Ene nær: »min Byfoged«, som hun kaldte ham; og saa havde hun en Sønnesøn, Elimar, hendes Øiesteen, den smukkeste Dreng, det klogeste Barn, – det var Bedstemoderen som talte; han var nu ogsaa ude paa »den vaade Grav«, eller nede i den; det var hans første Reise, Grønlandsreisen! »Nei, Landjorden er dog en fast Grund«, vedblev den gamle Kone, »og den har ogsaa sit gode Brød og megen Glæde og Fornøielse! det er et Huus, min Byfoged har, det var et Bryllup!« og nu maatte hun fortælle om den Stads og om Dandsen. »Ja, min gamle Commandor dandsede ogsaa med; jeg gik kun een Gang rundt, de ere saa svære, de nymodens Dandse, og hvad ere de saa mod dem fra min Bedstefaders Tid? jeg husker dem endnu, uagtet jeg var saa lille, at jeg blev løftet paa Armen for at see det.
Ved alle Fester var min Bedstefader første Dandser, han var Kongen, som det kaldtes. Alle vare de i hvide Skjorteærmer, Alle havde de Bjælde ved hvert Been, og naar han saa havde holdt Talen, der var paa Vers, saa gik Benene og Sværdene gik, for de førte altid Sværd med i Dandsen, og de sprang over Sværdene og satte disse i Stilling, saa at de dannede en Rose, og saa holdt de dem over sig som et Skjold, og Kongen stod ovenpaa og blev løftet høit op.«
»Byfogden?« spurgte Petters, der ikke var fulgt med i Fortællingen og troede, det Hele var en Beskrivelse af Bryllupsdandsen i Husum. »Det var da Satan til Dands!«
»Hvem taler om Byfogden?« svarede Madam Levsen; »jeg taler om gamle Dage, om min Bedstefader, om de gamle frisiske Dandse. Troer De, man nu dandser med Bjælder om Benene, eller gjør Roser i Dandsen?«
»Der var Tanke i al vor gamle Brug,« sagde Verten; »det har nu ikke nær det Høitidelige som i ældgamle Tider. Jeg har altid syntes saa godt om de Dandse; nu til Dags, sving mig her, sving mig der! Tanken mangler. Og saa den skjønne Skik ved Brylluppet, at naar den unge Kone første Gang førtes til sit Huus, trak Manden sit Sværd, stak det ind i Straataget over Døren og lod hende gaae ind under det; Ægteskabssværdet var draget over hende!«
»Er Du nu kommet ind i
»Det synes jeg ogsaa maatte forbydes«, sagde Moritz; »det forekommer mig stridende mod al Ærbarhed at beholde en Skik som den.« –
»Det var høist moralsk!« sagde Madam Levsen; »min Bedstemoder var en inderlig moralsk Kone, og hun fik sin Mand ved »Fenstern«. Man vidste jo, at naar Alle vare i Seng, gik de unge Karle hver til det Huus, hvor den boede, han vilde frie til; Kammervinduerne bleve aldrig lukkede, Frieren steg meget ordenligt ind i Kammeret og satte sig ved Sengen; der kunde han udtale sit Hjerte, og led hun ham ikke, havde hun jo Lov til at krybe under Dynen, saa langt hun vilde, og saa maatte han gaae sin Vei. – Jeg synes, at det er ikke mere stødende end de lange Forlovelser og det evige Kysseri, som følger med; det finder jeg umoralsk. Ikke et Kys fik de ved Nattefrieriet! jeg veed det, min Bedstemoder var en sanddru Kone!«
Saaledes kom Talen mere og mere ind paa den gamle Skik og Brug i Landet. Udenfor drev endnu den tykke, raa Havtaage; der var ikke at tænke paa nogen Overfart, saalænge den stod paa; ved Natten vilde Maanen komme og den kunde maaskee faae Bugt med Havgussen; her i Dagebüll maatte altsaa Selskabet blive Natten over, og da man vidste det, sluttede man sig nærmere sammen. Talen gik om gamle og nye Tider; lille Elisabeth hørte efter med Barnets hele Nysgjerrighed, men hun forstod ikke det Sprog; træt og søvnig spilede hun sine Øine mere og mere op indtil de endelig lukkedes; hun sov saa fast som man sover i den Alder. Vi ville ogsaa sove her og først igjen vaagne op naar hun vaagner, og det var omtrent ved Midnat. Hun laa paa en Sæk og nogle Klædningsstykker, et Hestedækken var lagt over hende og det tæt foran den med Roer og Dør forsynede Seng, paa hvilken Hedevig og Madam Levsen havde lagt sig, halv afklædte; de sov begge To.
Udenfor var det begyndt at blæse, Taagen delte sig og jog portionsviis forbi i Maaneskinnet; af og til oplystes saaledes Værelset. I det første Øieblik blev Barnet forskrækket ved at finde sig paa et fremmed Sted; hun reiste sig halvt op, og huskede nu hvor hun var, saae til Sengen, om Hedevig var der, og da hun fandt hende og den gamle Madam, der sov meget fast, blev hun rolig. Døren ud til Sidebygningen klapprede i eet væk, hvert Vindstød satte den i Bevægelse, den var kun lukket med en Krampe af Seglgarn. Elisabeth reiste sig igien heelt op; hun maatte vide, hvad Døren feilede, og da hun kom derhen og rørte ved Seglgarnet, og Døren var af den Slags Døre, som heller springe op end forholde sig lukkede, foer den tilbage udad, saa at Elisabeth styrtede paa Hovedet ned, dog uden at støde sig, thi der laa Halm. Hun kom igien op og saae sig lidt om; det var en stor Længe, hun var dumpet ind i; her stode nogle Vogne og midt imellem disse faldt en Straale fra Maanen ned paa Noget, der skinnede i Mørket som en klar Stjerne. Hvad kunde det være? Hun maatte vide det, hun maatte derhen; et Øieblik stod hun endnu tvivlraadig, giorde saa et rask Skridt – –
Og vi ville ogsaa giøre et lignende, om kun nogle Timer frem.
Det var Morgen; Hedevig og Madam Levsen vare oppe og Begge i høi Grad bestyrtede, thi Barnet var ikke at finde, hverken inde eller ude. Ingen kunde give nogen Oplysning om det, og dog havde der før Dag været Folk oppe her i Gaarden. Hestehandler Petters var før Dagning kiørt sydpaa, og omtrent ved samme Tid vare Reisende fra Føhr gaaede herfra til Tøndern. Madam Levsen var kort før Dag vækket ved at høre fra Længen tætved en stærk Hundegiøen; Døren fra Kammeret var blæst op, sagde hun, det trak slemt og hun var da staaet ud af Sengen for at lukke; ved den Leilighed troede hun at have seet lille Lisbeth ligge hvor der var redt for hende, noget, som dog ikke var Tilfældet, thi da var Elisabeth allerede ude i Længen. Man saae, at Barnet maatte uden Skoe eller Kjole være gaaet bort, men hvorhen? forsvundet var hun.
»Ak, min egen lille Elimar!« sukkede Madam Levsen; »vor Herre veed hvor han er i dette Øieblik! tabe kunne vi Allesammen!« og nu, uagtet der ingen Grund var til at tænke, at ogsaa Elimar skulde være forsvundet fra Fartøiet, han var paa, eller Fartøiet med ham kommet noget til, kunde hun ikke lade være at tænke sig dette og udtale sin Angst; dog ligesaa hurtigt havde hun ogsaa Beklagelsens og Trøstens Ord for den ængstede Hedevig.
Hele Formiddagen gik med Søgen og Spørgen, men uden Held; stille og dybt bedrøvede stode Broder og Søster, der var Intet mere at giøre. En ny Dag var lagt til Prøvelsens Tid for dem. Sorrigfulde stege de i Baaden, der skulde føre dem over til Oland; Flodtiden bød dem at komme afsted. Verten i Dagebüll og
Broder og Søster stode forude i Baaden; de talte ikke et Ord, Øinene vare heftede paa de mørke, svømmende Øer, Halligerne; den største af disse var Maalet.
De hvide, bjergagtige Sanddyner paa
Fartøiet lagde ind paa en Side af Øen, hvor Havet havde giort et Indsnit. En Deel af de ventende Fruentimmer, Alle sort klædte, som Qvinderne ere paa disse Øer, bandt strax deres Skiørter op om sig og sprang saa ud i Vandet og bare Madam Levsen og Hedevig iland; Kommandoren og Moritz fik en Haandsrækning. Med stor Glæde og de hjerteligste Hilsener tog man mod de Hjemkomne; gladest var en halvgammel Pige; det var Keike, som tiente Moritz, Præstens Keike, som hun kaldtes; hun, som alle de Andre, vidste, at Moritz bragte sin unge Kone med, og ansaae Hedevig for at være det, uagtet hun ikke saae ud som Keike havde tænkt sig det; hun var jo en ældre Kone med et bedrøveligt Ansigt. Imidlertid hilsedes hun som Præstekonen af Keike og alle Qvinderne; de stode i Kreds om dem; Mandfolk var der for Øieblikket ikke paa Øen, de vare i Hyre til Holland og Grønland, eller ude paa Fiskefangst.
Moritz sagde dem sin Sorg og sit Tab, og Kredsen, der nylig havde staaet leende og glad med et fornøieligt Velkommen, blev sørgmodig og stille. Og de gik hen mod Byen med en Taushed, en Alvor, der stemmede sammen med deres Sørgeklædning, med den graa Luft over dem, med den sorte Farve, Havet i dette Øieblik havde, og med den stille, mørke Ø; de gik hen over det korte, stuppede Græs, der af Havet, som tidt ruller her hen over, har en egen Skarphed; nogle dyndede, store Pletter, noget henkastet Tang og et Par Grupper af Faar, var hele Farvevexlingen.
Keike, som havde skyndet sig forud for de Andre, kom netop med stor Ilsomhed ud af Præstegaarden, idet Moritz traadte ind med den hele Skare af Sognebørn, thi ikke Een var blevet hjemme, uden en Feberpatient og et Par Børn, der sov. Han standsede Keike, der skiulte Noget under sit Forklæde og saae forlegen ud; det var noget Græs, hun bar bort; og hvorfor? hun rystede med Hovedet. To Bogstaver, M og C, Begyndelsen til Navnene Moritz og Caroline, havde Keike bundet af Græs, andet Grønt havde hun ikke; de to Bogstaver vare hængte op inde paa Væggen som Festhilsen til det unge Par; i de sidste Dage havde hun fornyet dem saa de vare ganske friske; en enkelt Asters, hentet ovre fra Føhr, var stukket ind over hvert Bogstav. Den Stads havde hun nu skyndt sig med at faae bort.
Døren stod aaben til Stuen; det nys blaatmalede Paneel gav den et muntert Udseende; her stod Claveret, Moritz havde kjøbt til Caroline; det skulde have været hendes første Overraskelse, naar hun kom; oven over det hang hendes Billede, ungt og livsglad, som hun var. Moritz blev staaende foran det, ingen Taarer kom i hans Øine, men han blev liigbleg, og vendte sig derpaa om til sin lille Menighed, der, som sagt, var fulgt med ham; selv Kommandoren og hans Frue stode der, Stuen og Gangen vare fyldte med Mennesker.
»Saa glad, saa lykkelig saae hun ud!« sagde han. »Hun var mit Bedste paa denne Jord, og vor Herre tog hende fra mig! hans Villie er den rette, selv hvor vi ikke begribe den. Gud har prøvet mig tungt, taget fra mig hvad jeg heldede mit Hoved og mit Hierte til, for at jeg skulde helde mig fastere til ham, for at jeg i min Sorg skulde forstaae Andres.
Det var Indtrædelsen i det nye Hjem.
II
Kommandorens Huus
Et Par Dage vare gaaede og endnu hørte man Intet om lille Elisabeth. Og dog var hun i bedste Velgaaende; vi ville snart see hende, høre hendes Eventyr. Men for at høre det, for at see hende vel inden fire Vægge, som man siger, maae vi besøge Kommandoren; her træffe vi som Giæster Moritz og Hedevig. Middagsmaaltidet er endt, den store blankpolerede Kaffekiedel staaer paa det gamle, udskaarne Bord.
Ingen
Alt var vist frem, Alt oppe og nede; Commandoren havde præsenteret sin Liigkiste, den han for længe siden havde bestilt og færdig: »rummelig og stor,« som han sagde, »med Høvlspaans Madrasser.« Daglig tog han sin Middagsluur i den og forsikkrede: »Køien er god og veltjæret, men den skal jo ogsaa holde længer ud end jeg!«
Madam Levsen havde vist dem sin Elimars Billed, klippet i Silhuet, en skrækkelig fiirkantet Klump; det skulde ligne vel, kun at han var meget deiligere; »og saa morsom er han«, sagde hun; »mig kalder han: »»
Af Alt hvad som fremvistes, interesserede dog mest den store Træ-Opsats med de udskaarne Engle og Guds Moder i en Sky, hvorfra gik lange Straaler, Alt af Træ; Prædikestolen blev den kaldet, og den havde været det. Under den var Commandoren som spædt Barn bleven døbt, under den havde han og hans nu gamle Kone siddet som unge Brudefolk. Den var fra den af Sandflugten ødelagte Rantum Kirke paa
»Tre Gange blev Kirken flyttet ind i Landet,« sagde Commandoren, »tre Gange blev Byen flyttet ind, og det var saa stor en By, at den engang i Storm mistede flere end to hundrede Baade. Sandstormen driver indad og Søen løber bag efter og tager bort; den vil tage os Allesammen naar vi ere i vor Grav. Men jeg har ikke noget imod at gaae tilsøes!«
»Tal ikke saa ugudeligt til hans Velærværdighed,« sagde Konen; »Vor Herre holde sin Haand over vor lille Ø, og det kan han; vi have kun Havet at kæmpe imod, men paa Sylt have de Sandet med. Jeg glemmer aldrig vor sidste Kirkegang i Rantum Kirke; det var
»Min Fader kiøbte Kirken,« sagde Kommandoren; »Alter og Prædikestol bleve satte op i min Kahyt, og gik med over Nordsøen. Jeg gav Alteret til en Kirke i Grønland, Prædikestolen staaer der.«
Saaledes knyttede sig til ethvert Stykke i Værelserne en Historie, den Betydeligste maaskee til Bedstemoderen Ose, hvis Billede forekom Moritz at ligne ganske mærkeligt den gamle Baronesse i Fyen. Ja, det var hende, Træk for Træk, men i frisisk Dragt, Rødt og Hvidt, med den store, rummelige laadne Pels, hvortil syv Faar maatte levere Skindet; paa Hovedet havde hun en Kasket af hule
En Kikkert bliver her et forunderligt aandeligt Vækkelsesmiddel; den er
»Man seer hver Mand, man kan kiende dem, see hvert Tougværk, Alt hvad de have ombord.« Men hverken Commandoren eller Moritz saae dog, hvad der vilde have overrasket og fornøiet mest, en ganske lille Matrosdreng, der sad mellem nogle Tougruller; den Lille havde gule Flonels Buxer, lang Trøie af samme Couleur, og paa Hovedet en strikket Hue; det var lille Elisabeth, hvis Eventyr vi skulle høre, men endnu seilede hun. Kikkerten var igien hængt over Døren, Hedevig blev paanødt den tredie Kop Kaffe, Claus havde for fierde Gang hoppet Commandoren paa Skulderen og sagt: »Claus gaaer paa Loftet med Piltitz«, da Keike styrtede ind i Stuen med den lille udklædte Matros og skreg: »Barnet er kommet og her er det!«
»Vor Herre være lovet!« udbrød Hedevig og løb hen mod Elisabeth, der begyndte at græde og krybe sammen, som forestod der mere end et mundtligt Foredrag. En af Søfolkene ventede udenfor Døren; hans Besked og hvad de efterhaanden fik ud af Barnet, ville vi forstaaeligen sætte ud fra hinanden og forøge med Biomstændigheder.
Man siger, at Troldens Guld og straalende Juveler forvandles i Menneskenes Hænder til visne Blade, Glasstumper og Kul; saaledes viste det sig, at den paa Gulvet straalende Stierne, der lokkede lille Elisabeth, var ikke andet end en Flaskehals, som Maaneskinnet faldt paa gjennem et Hul i Taget; hun tog ganske forventningsfuld om det lysende Glas, der idet hun berørte det, tabte sin hele Herlighed. Men hvad der endnu var værre, en Hund styrtede med stærk Gjøen frem tæt foran; den foer op af Søvne, og vilde, havde den ikke ved en Strikke været bundet til Vognhjulet, faret paa hende; hun skreg og Hunden gjøede endnu heftigere; den stod lige imellem hende og Døren til Sovekammeret; dens Øine skinnede i Mørket som Ildkugler; forskrækket krøb hun op i den nærmeste Vogn, det var Hr. Petters, Hestehandlerens; hun puttede sig ned i Høet netop i det Øieblik, Kommandorens Frue, vækket ved Hundens Gjøen, stod op, fandt Døren aaben og troede, det var Skylden deri. Hunden vendte sig nu mod hende og gjøede ad den Kant, og da Døren lukkedes og Elisabeth forholdt sig stille, lagde den sig med lurende Blik og Knurren. I hvor angst den Lille var, faldt hun dog i Søvn, ja sov snart saa fast nede i Høet, at hun slet ikke mærkede, at Karlen kom og spændte Hestene for, at Hr. Petters satte sig op paa Sædet og rullede afsted paa Diget langs med Havet sydpaa.
Det var lys Morgen da Hr. Petters holdt ved en Kro i Marsklandet; han vendte sig for at lægge sin Pidsk paa Sædet, da Elisabeth i det samme stak Hovedet ud af Høet.
»Hvad er Du for en Gavtyv?« var Petters første Udbrud, og han løftede Pidsken; Elisabeth skreg af Skræk. – »Hvem har puttet Dig i Vognen?« sagde han med sin fine, skrigende Stemme, og trak hende op af Høet; »ingen Klæder paa! hvem har puttet Dig ned? Vil Du svare, Tøs! troer Du, jeg lader mig narre saadanne Vare paa?«
Hun forstod ham aldeles ikke, men at han var vred, saae hun.
Pidsken kom igjen iveiret, men Vertshuuskonen stillede sig imellem og begyndte paa en Examination, som var endnu mere uforstaaelig for Barnet; Verten lo, klappede Hr. Petters paa Skulderen og forsikkrede ham: »En faaer Godt og En faaer Ondt af Natten! I fik inat en Unge og jeg fik forleden Nat et Stykke høit Marskland, der drev op paa min Grund.«
»Saa kan jeg faae hende der paa Græs!« sagde Hr. Petters ærgerlig og begyndte nu paa Plattydsk og saa paa Frisisk at spørge hende ud. Tilsidst fik Krokonen, der slog ind paa det Danske, saa meget ud, at hun, bange for en stor Hund, der vilde bide da hun skulde ind i Kammeret, hvorfra hun kom, var krøbet op i Vognen. Hr. Petters erindrede sig nu, at en lille Pige var kommet til Dagebüll med Præstens og tilsidst kom da Alt i det Klare.
Barnet rystede af Angst og Kulde, hun stod halv paaklædt og uden Skoe midt i Sølen, hvor hun var stillet. Krokonen fik hende ind og søgte nu at faae lidt Tøi til hende; men der var ingen Smaapiger i Huset, Fiskerens Søn maatte derfor give hende Trøie og Buxer, og indtil videre lod man hende gaae i dem. Med første Leilighed til Dagebüll skulde hun sendes tilbage. Krokonen forudsagde, at da Hr. Petters saaledes var uventet kommet til en lille Datter, vilde han snart ogsaa uventet komme til en stor Kone, thi de To fulgtes altid ad, snart kom den Ene først og snart den Anden! og der
Den Vinding af Land, Havet havde givet ham, var hans Tanke og Stolthed. »
Hr. Petters maatte see det, enhver Reisende, som i de Dage kom til Kroen, maatte derud og især tøve ved nogle røde Muursteen og et Stykke Tømmer, der sad fast i Grunden; det havde været Huus og Gaard, sagde Verten, og løi maaskee ikke. Elisabeth var i to Dage over ti Gange paa »det høie Marskland;« Krokonen gav hende Forklaring paa hvad hun saae, og det var af et saadant Indtryk paa hende, at dette, mere end den Episode, at hun blev borte for Moritz og Hedevig, her maa fortælles. Den lille Begivenhed lagde et Frø i hendes Sjæl, som vi senere skulle see springe ud igjen som Blomst paa hendes Livstræ. Og efterat Dette er sagt og antydet, ville vi lade hende tage Afsked igjen fra Kroen, og det med den første Aalevogn, som gaaer til Dagebüll. Hun kom der i Fiskerdrengens Klæder og gik derfra med Fartøiet til Oland, hvor hun, som vi vide, modtoges med Overraskelsens Glæde, selv af Claus, der sagde, hvad han kunde sige: »Claus gaaer paa Loftet med Piltitz.« Denne alene laa uden synlig Deeltagelse i Lænestolen; han plirede med Øiet engang og bevægede det ene Øre, det var hele Høfligheden. Hedevig græd, men var oplivet og snaksom, imod al Sædvane; ogsaa Moritz kom i en glad Stemning; Kommandoren forlangte, at der skulde laves Punsch; Sømanden, der var kommen med Elisabeth, det var jo Jap-Lidt-Piders, skulde have sit Glas med; og Punschen blev lavet, og drikkes maatte den og Skaaler skulde udbringes. Kommandorens Frue mente, at man ikke maatte glemme lille Elimar, hendes Glæde og Trøst. »Naar han nu bare ikke sidder i Tønden oppe i Masten!« sagde hun; »jeg holder ikke af det!«
»Men er han der, maa han sidde!« sagde Kommandoren; »skjøndt Du jo nok kan begribe, at nu er Fangsten forbi, at de maa være nærmere os end de ere Grønland. Og sad han ogsaa i Tønden, saa sad han godt! jeg har tidt siddet paa Vagt i den, der oppe i Masten, og kiget igjennem Hullerne efter Hvalfiskene; man sidder lunt for Vind og Kulde, og
»Han er den sødeste Dreng paa Jorden!« sagde den gamle Kone, »og Du fortjente mindst at være hans Bedstefader!« og saa trak hun sin Gamle i Øreflippen og fyldte Punscheglasset, medens Moritz reiste sig for at bryde op og Keike viste sig i Døren med tændt Lygte, for at lyse sit Herskab hjem gjennem de smalle, bælmørke Slipper.
III
En Søndag
Søndag vare alle Folk paa Øen i Kirke, ogsaa lille Elisabeth, hvis Øine og Tanke som indespærrede Fugle fløi ustadigt omkring, snart til Konernes eiendommelige Sørgeklædning, de lange Liin, der halvt skjulte Ansigterne, snart til
Lille Elisabeths Frelse var idag ogsaa berørt, og det havde især bevæget Keike; thi i faa Dage vare de To blevne kjendte med hinanden, som om de vare gamle Venner.
»Nu skal vi ogsaa ud i Eftermiddag at fornøie os!« sagde Keike, og lovede Elisabeth at gaae med hende baade til den nye og gamle Kirkegaard. Det var meget fornøieligt.
Haand i Haand vandrede de fra Landsbyen hen over Øen, der neppe er en
Saadanne og flere Historier fortalte Keike for at gjøre Spadseretouren behagelig, og vendte saa om til den nye Kirkegaard, hvor hun tog en Spade, nedgravede Dødningebenene, hun havde samlet ved Stranden og læste et »Fader vor!« over dem. Lille Elisabeth førte hun fra Grav til Grav, thi Keike forstod at læse Indskrifterne og kjendte alle Gravene; paa enkelte var opreist en stor, noget flad Steen, hvori var hugget, foruden Indskriften, den Afdøde selv, svævende i Skyer og modtaget af Forudgangne. Der var mange rørende og mange saare kortfattede Indskrifter; enkelte toge sig højst curiøse ud, men det faldt ikke Keike ind. Her læste man paa en Liigsteen, at foruden Manden selv, hvilede her Benene af hans endnu levende Kone. Hun havde selv sat Indskriften, saa maatte den jo være sand. En anden Steen var reist for en paa Havet omkommet, aldrig fundet Styrmand og hans efterladte Børn; Dødsaaret for dem manglede, men der stod Plads aaben, at det kunde sættes til.
Alle Gravstene vare halv overtrukne med en fugtig Grønhed; ikke en Blomst fandtes, et Par Buxbombuske vare de eneste Væxter, man saae, og disse vare halv gaaede ud; derimod stode et Par Børnegrave med smuk mosaikagtig Indfatning af Conkyllier og runde, af Havet slebne Stene. Der laae »Jap-Lidt-Piders« syv Børn, sagde Keike; men hvem var »Jap-Lidt-Piders?« jo vist, det var Sømanden, som havde bragt Elisabeth hertil fra Dagebüll, og hos Kommandoren fik sit Glas Punsch, saa deiligt, som Madam Levsen kunde lave det. I Præstegaarden sagde Keike, da de kom hjem, at de havde ret fornøiet sig, de havde været paa begge Kirkegaardene.
Dybt Indtryk paa Elisabeth havde især de Ord gjort, at paa den nye Kirkegaard var de begravne Been dog i Ro til Havet naaede derop. Altsaa kunde Havet komme derhen, komme lige til Præstegaarden, ja løbe ind i Stuen; hun spurgte Keike derom, og Keike svarede med stor Rolighed, at det kunde skee naar det skulde være, og hun fortalte da, hvad hun godt vidste om gamle Dage: at for mange hundrede Aar tilbage havde alle Øerne her rundtom været een Eneste, men Havet var kommet og havde slugt Byer og Kirker; Folk havde svømmet om paa Bjælker og Tømmer, Vugger vare drevne om med smaa Børn i. Da var Landet blevet til mange Øer; men siden efter var den ene Ø skyllet bort efter den anden, eller bleven mindre og mindre; Føhr og Sylt havde dog endnu udgjort eet Land, og der var en stor By,
Og lille Elisabeth sad ganske bleg og saae paa Keike, slugte hvert Ord, som hun havde slugt Historierne hos Cathrinesens, Degnefolkene i Fyen. »Men kan Havet komme op til dette Huus og skylle os bort?« spurgte hun.
»Det kan skylle Huset og os og alle Øerne bort; og det skeer engang, men det kan vare hundrede Aar til, og saa ere vi døde; det kan ogsaa skee endnu inat, men det skeer ikke. Ak! Havet er forfærdeligt! jeg har seet det, jeg har jo selv prøvet det i min Tid; det var Aaret 1825, det var en Vandflod! Havet gik over alle disse Øer; Faarene maatte vi drive op paa Lofterne, og selv maatte vi derop, og Søerne sloge mod Væggene, saa Stenene løsnedes og Murene faldt ned; Havet gik lige ind igjennem Stuerne; hvor Bjælkerne ikke faldt sammen, sad Folk paa Taget, i to Nætter sad vi der og ingen Baad kunde komme til os fra Føhr, ingen fra Marsken; o! da den første Baad kom med Brød, med Vand, fersk drikkeligt Vand, det var, som vor Herre selv kom og sagde »»nu er Alting godt!««« og der stode Taarer i Keikes Øine, ogsaa i lille Elisabeths, men hos den Sidste var det af Skræk og Angst, thi hun saae det ligesaa levende, som det var i Keikes Tanker.
Vi ville imidlertid gjøre Keike storlig Uret, om vi troe, at hun fyldte Elisabeths Indbildningskraft med kun skrækkende og ængstende Billeder; hun gav hende de deiligste Historier, dem Keike kjendte af trykte Bøger, ja en af dem, den om
Det var allerede Sengetid, da bankede det paa Døren; Madam Levsen selv kom her for at fortælle, at der var et Skib for Anker ude ved
Det pikkede paa Døren.
»Det er umuligt ham!« udbrød hun; »han kan ikke komme før imorgen.«
Og det var heller ikke ham. Døren blev aabnet, og den tamme Allike, som var fulgt med Madam Levsen til Huset, hoppede ind; han havde kjedet sig udenfor og derfor med Næbbet pikket paa Døren; han sagde hvad han kunde sige: »Klaus gaaer paa Loftet med Piltitz!« og det blev sagt med et Udtryk, saa man skulde troe, at han ogsaa glædede sig til Elimars Ankomst, noget, han havde mindst Grund til, som Historien vil vise.
IV
Elimar. – Et Vinterliv. – Dødsfare
Næste Dag stod Elimar midt i Stuen, og det var ikke den fiirkantede Klump, som paa Silhuetten, nei, en smuk fjortenaars Dreng med klare blaae Øine og lyst krøllet Haar, der stak af mod de af Vind og Veir stærkt brunede Kinder; en rask Dreng syntes han, lidt vel kaad kunde man ogsaa kalde ham. Sin første store Reise havde han nu gjort og var voxet underveis, voxet hele to Tommer; Maalet af hans Høide ved Afreisen stod paa Dørkarmen.
»Han har gjort Grønlandsreisen,« sagde Madam Levsen; »ja man kan da ogsaa sige Amerika-Reisen, det kommer paa Eet ud; Grønland er landfast dermed, siger min Gamle, og da Grønland er opdaget først af de Norske, saa er det da egentlig os heroppe i Norden, der have opdaget Amerika, og ikke denne
»Kys Du Piltitz og lad mig gaae!« sagde Elimar med fortrædeligt Ansigt. »Det er jo ligesom om jeg var et
»O, Du Engleunge!« sagde Madam Levsen med halv udbredte Arme, lyksalig i at betragte ham; men Elimar gik hen til Vinduet og snoede Gardinfryndserne om sine Fingre, og da Bedstemoderen kom ham nærmere, gjorde han et Ryk, saa at det sagde »ritsch! ratsch!« der gik Gardinerne!
»Ja, Du kunde blevet fra mig!« sagde Elimar; »nu har Du det at sye sammen, saa er jeg da fri saalænge.« Og han tog Alliken, som hoppede paa Gulvet, og klemte den imellem sine Fingre; den skreg i Forskrækkelse: »Klaus gaaer paa Loftet med Piltitz!« og da Piltitz just laa tæt ved i Stolen, satte Elimar den forskrækkede Klaus lige ned i Hovedet paa Piltitz, og da Klaus spændte Been og Kløer ud, lod han disse, ikke just saa lempeligt, gaae hen over Kattens Pels. Det Hele var et Øiebliks Sag, men i dette Øieblik havde det raske, smukke Ansigt et Udtryk af Vildhed. Madam Levsen kjendte det nok, hun havde jo selv, kan man næsten sige, opelsket det. »Nu ligner Du Jes Jappen!« var Alt, hvad hun sagde, og Elimar forstod hende, men brød sig ikke videre derom; mod hende var han den uartigste Dreng, men det søgte hun at benægte for Alle, og for sig selv med. Alt havde hun gjort for at forkjæle og forqvakle ham. Naar han som Lille fortjente
Den Historie var gaaet, ikke blot til Føhr og Dagebüll, men heelt ind i Hertugdømmerne; dog til Kommandoren var den ikke kommet endnu; for ham skjultes næsten alle disse Characteer-Yttringer, som Madam Levsen kaldte dem. Kommandoren selv, i hvor meget han holdt af Sønnesønnen, indlod sig aldrig med ham, var mod ham ordknap, kort, han var Kommandor og Elimar Skibsdreng, og det gik allerbedst. Dog iaar var det ikke at skjule, at han med en ikke ringe Fornøielse hørte Elimar fortælle om Grønland og Grønlænderne, dem han selv saa godt kjendte; men Elimar fortalte dog bedst for Præstens Keike og for lille Elisabeth, i hvem han ogsaa havde de mest opmærksomme Tilhørere. Grønlændernes Griserier, der bleve udmalede i al deres Ækelhed, interesserede særdeles Keike, som var Reenligheden selv; derimod Beskrivelsen af de svømmende Iisstykker, der saae ud som Kirker og Slotte, Hvalfiske, der sprøitede Vandstraaler ud af Næsen, og Kjøretøiet med ti til sexten Hunde for, var det Bedste for Elisabeth. Imidlertid klagede dog Keike, at Elimar var blevet kaad og næsviis paa en ny Maade, og at han allerede begyndte at tale om Kjærester. »Det havde han nok ogsaa lært af Jes Jappen!«
Og hvem var Jes Jappen? Navnene vare frisiske og meget gode, men han, som bar dem, var kun ilde anseet, især hos Madam Levsen, og vilde blive det endnu mere, dersom Elimar fortalte sin sidste Historie med ham; men det var ikke noget at fortælle, syntes han. Jes Jappen var anden
Bedst kom imidlertid han og Elisabeth ud af det; den lille, underligt indesluttede Pige drog ham til sig, han følte sig her den Overlegne, den Beskyttende. – Tidt sad de To i en Baad og han roede over til de andre Halliger, selv til Føhr, ja endogsaa til Amrom; der gik de sammen i Dynerne og han hjalp hende at plukke Blomster og samle Steen; de legede i det Smaa Ingomar og Parthenia4. De gik sammen til den gamle og nye Kirkegaard, sad hos Faarene paa Græsningen og kom i Besøg hos Fiskerne. Paa disse Vandringer havde Elimar ogsaa sine onde Øieblikke, Heftigheden bruste frem og gik derpaa over til slavisk Tilbedelse, til det inderligste Udtryk af Kiærlighed, af Lyst til at glæde hende igjen. Hun blev af de Fleste betragtet som et dvask Barn, og man fandt, at dette Dvaske med hver Dag tiltog; det mærkede Elimar ikke til; Børn i Almindelighed forstaae hinanden gjensidig bedst. Ofte sad hun, som det hed, tankeløs og ridsede med en Pind Streger i Sandet; det saae ud som en tom Leg, og Hedevig sagde ogsaa: »er det for en stor Pige at sidde saadan og skrabe i Sandet uden Tanke og Mening?« Men den var der! disse Streger og dette løse Sand bar en Fata-Morgana-Bygning, som ved Ord blev synlig for Elimar; ham forklarede hun den hele Herlighed. Det var et Slags Grundrids af det Slot og den Have, hun vilde lade opføre, naar hun blev stor og uhyre rig; Slot og Have skulde reises her ved Havet, men ikke paa Oland, hvor Pladsen var for lille, nei, ovre paa Føhr; Træer skulde hentes fra de fyenske Skove, Løvværk, som i Baronessens Gaard, voxe op af Murene lige til Skorstenen, Fløiel og Silke hænge paa Væggene, og Sølv- og Guldstager, som de paa Alterbordet, staae med tændte Lys hele Natten. O, det lod sig saa deiligt udtænke, saa tydeligt afridse! Det var Værelserne og Havens Gange, hun her tegnede i Sandet, og saae fuldførte, saae dem med Phantasien saa lyslevende og deilige. Idet hun en Dag saaledes bedst fortalte, sprang Elimar ind i Sandet, skrabede med sine Støvler til Høire og Venstre, saa at Alt gik i Eet og raabte: »nu kommer Havet! suh! buh! – der skyller det Hele!« Og for Elisabeth var det, som om han omstyrtede Virkeligheden; Taarerne stode hende i Øinene, men Elimar lo og raabte: »Havet kommer!« tog den store Pige paa sin Ryg og løb afsted saa stærkt han kunde; hun skreg, og da han satte hende ned igjen og saae Taarerne endnu løbe, spurgte han: »hvad græder Du for? Du er et dumt Barn! der var jo hverken Slot eller Have, det var Vrøvl altsammen!« og han løb og sprang med hende, til Sorgen var glemt. De vare nede ved Havet, netop hvor den gamle Kirkegaard laa; de saae paa Skibene langt ude, smaa og store, og da fortalte Elimar hende, hvorledes hans Skib skulde blive udstyret; der maatte være
»Men intet Skib kan blive saa stort som et Slot,« sagde Elisabeth; »der er intet Skib som den gamle Baronesses Gaard.« Og hun fortalte om Stuen, hvor de gamle Portrætter hang bag det levende Grønne, hun udmalede Slottet større end hele Oland, og saa stort var jo intet Skib.
»
»Men hvor faae de Mad fra?« spurgte Elisabeth.
»I alle Blokhusene i Takkelagen ere Kroer, hvor de kunne tage ind; Jap-Lidt-Piders Fader har jo engang været ombord, da han var Dreng. De vare komne i det Farvand, som kaldes Kanalen, dernede ved England, og der er kun milebredt mellem Landene; derfor sad Skibet fast og de maatte smøre Kysterne med grøn Sæbe, og fra den Tid skinne de altid endnu dernede!« Og Elimar troede paa hvad der var fortalt ham. »Jeg træffer nok engang paa Kjæmpeskibet,« sagde han, »og jeg er ikke bange!«
Da bad den lille Elisabeth ham med Taarer, dog ikke at gaae ombord, endelig ikke at komme hjem som en gammel Mand med hvidt Haar og hvidt Skjæg.
»Men saa er Du jo ogsaa en gammel En, naar jeg kommer!« svarede han. »Kan du ikke begribe, der gaae ligesaa mange Aar for Dig? Du vil dog ikke have mig til Kjæreste!« Og han saae med et leende Ansigt paa hende, pillede imidlertid et Par løse Menneskeknokler ud af Jorden, hvor de ragede frem, og kastede dem langt ud i Vandet.
»Det maa Du ikke!« sagde Elisabeth. »De skal begraves om igjen oppe ved Kirken.«
»Maa jeg ikke?« gjentog han og søgte just op et af de Største; han vilde lige kaste det, men lod dog være, idet han sagde: »Ja, vil Du være min Kjæreste, naar Du bliver stor? Det kan ikke vare saalænge til, og en Sømand skal have en Kjæreste! jeg er nu snart 14 Aar.« Han tog i det samme Elisabeth om Halsen og kyssede hende. »Du skal ikke snakke om det til de Andre, heller ikke til Keike, for hun vilde nok have mig til Kjæreste, naar jeg vilde, men hun bliver for gammel; Du derimod bliver tilpas; Mandfolket skal altid være ældre.«
Og Elisabeth hørte paa ham som om han fortalte en anden Historie; men Kjærestefolk vare de, syntes hun, og hun holdt ham endnu fastere i Haanden.
Og den ene Dag gik stille som den anden, og Efteraarsstormene blæste og Havet rullede hen over den flade Ø. By og Kirke laae som et Vrag; mange Dage vare Beboerne aldeles skilte fra Fastlandet og de andre Øer. Ved Flodtid, i Stormveir, var det forunderligt for Hedevig, hvem denne Natur var mest uvant; hun sov ikke for den tordnende Lyd af Havet og af Bølgerne, som i lange brudte Rullinger naaede næsten til Huset, mod hvis Muur hun ventede at et eller andet Skib skulde kastes.
Hos Kommandorens gik ogsaa Alt i sit gamle Trit, paa nogle smaa ægteskabelige Stridigheder nær, som Elimar gav Anledning til. »Vildkatten bliver for gal!« sagde Kommandoren; men Bedstemoder vidste altid at finde noget Fortræffeligt i hvad Drengen gjorde, eller at vælte Skylden bort; det gjorde hun selv da Bedstemoderens, Oses Billede fandtes med udstukne Øine; »Det var Orm,« sagde hun, »som havde saa akkurat gnavet to runde Huller i Øinene paa det gamle Portræt.« Ogsaa mellem Klaus og Piltitz var ved Elimars Spilopper blevet et noget spændt Forhold, der endte sig tragisk. Den gamle Kat havde ikke Hoved nok til at indsee, at Elimar havde hele Skylden og den arme Allike aldeles ingen; det var jo i Forfærdelsens Krampe at Klaus strakte Been og Kløer, og det var Elimar, der lod dem som Redekam gaae hen over Piltitz’s Ryg; men Piltitz var ingen Tænker, i hvormeget han havde Mine heraf, som vi jo ogsaa tidt see hos Menneskene; Piltitz forjog alle Venskabsfølelser, og en Dag, – man hørte det Allesammen, men man var saa vant til at høre den Historie: »Klaus gaaer paa Loftet med Piltitz«, – blev det raabt saa høit, at det burde have vakt Opmærksomhed; men det vakte ingen, uagtet det lød Slag i Slag, saa høit og stærkt, saa gjentaget; man hørte det fra Trappen, fra Loftet, altid længer borte, altid svagere og tilsidst slet ikke, og det var nu det Værste!
En Time efter fandt man Piltitz med skummelt Blik strække sig i sin Stol. Klaus kom ikke tilsyne, Klaus var ikke at finde, hverken i Huset eller hos Naboerne. Stakkels Klaus! Ungdomsvennen havde taget ham i Ryggen, slæbt ham paa Loftet og spist ham; Fjerene laae spredte rundt om, saa at Historien virkelig endte med, at Klaus gik paa Loftet med Piltitz.
Det var første Gang, Madam Levsen blev ordentlig vred paa Elimar. »Du er Skyld deri!« sagde hun; »Du er mere ond end Jes Jappen!« Det var det Gruligste, hun kunde sige, og hun brast i Graad, maaskee fordi hun havde sagt det. »Skam Dig!« sagde hun mildere; »Klaus og Piltitz have alletider holdt af hinanden, levet enige og lykkelige; Du har
Og Elimar lo og forsikkrede, at Kommandoren vilde ikke slæbe hende paa Loftet og spise hende, og saa tog han Bedstemoderen om Livet, svingede hende rundt, og hun lo; »man kan jo ikke andet!« sagde hun, »for han har nu det velsignede Ansigt og er i Grunden et godt Barn. – Ja det er Du, min søde Dreng!« og saa var Forliget sluttet.
Men der var Ingen paa hele Øen, uden at han jo vidste, at Klaus var død og at Elimar havde Skylden.
Og Vinteren kom med Storm og Snefog. I de lange Aftener skiftedes Moritz og Hedevig til at læse høit i
»Men Landene have jo ogsaa engang hængt sammen,« sagde Madam Levsen; »idetmindste har
Og Moritz talte om Anglernes Udvandring fra disse Egne til England og Skotland, og Kommandoren beviste, at selv Brakanden, den, hans Fartøi var kaldet op efter, skreg godt Engelsk og Skotsk, idet den raabte: »good day! good day!«
De mange Historier og Sagn hos det frisiske Folk, det hele Liv paa denne Kyst og Øerne, vakte Beklagelse, at ingen Walter Scott endnu var født i disse Egne, at Friserne saa godt som ingen Digter eiede.
»Ja, her er Stof!« sagde Moritz, »men det ligger endnu som Marmoret i Bjerget, det venter Billedhuggeren.
»Hvad kunde der ikke blive for en deilig Historie om Bedstemoder Ose? det var en Kone! og om hende er det sandfærdigt, hvad der fortælles.«
Moritz havde kun hørt Historien to Gange, Hedevig en eneste Gang; den kunde godt fortælles igjen, og det blev den; men vi ville endnu ikke høre den, men vente bedre Leilighed, overtydede om, at Madam Levsen nok fortæller den igien, dersom hun lever, og det ville vi haabe, hun gjør.
Ved alle disse Samtaler og Oplæsninger vare ikke blot Elimar og Elisabeth Tilhørere, men ogsaa Keike, der maaskee var den mest Begeistrede for den skotske Digter. Elisabeth fattede kun saare Lidet, hun var endnu ikke ferm nok i Tydsken, og det var i det Sprog, Walter Scott blev læst. Saaledes gik Vinteren hen.
Drivisen havde lagt sig som et Bolværk om Øen; der kom graae, taagede Dage; endelig brød de første Solstraaler frem og Foraaret lyste; det eneste Træ paa Øen, den lille Stikkelsbærbusk, der stod i Læ, skjød friske, grønne Skud, Solskinnet rullede dens fine Blade ud. Det vaagnende Liv bragte Taarer i Moritz’s Øine; Foraarets grønne Skud vakte mere Vemod end Efteraarets Løvfald; det stille Solskin ligesom optøede Smerten; han saae paa den udsprungne Stikkelsbærbusk og tænkte paa Caroline, der havde eiet Livsfriskhed som denne og nu var Jord under Jorden.
Elimar, som under hele Vinterlivet havde vist sig som en
Mod Halligerne er Øen Amrom med sine hvide Sanddyner et sandt Høiland. Børnene vidste godt, hvor de fleste Kaniner derovre skjulte sig og hvor der mellem Dynerne blomstrede den smukkeste Lyng. Vinden var god, det blev kun en kort Seiltour. Begge Familier modtoges med stor Glæde og Jubel. Der blev dækket op paa det Bedste; Kaffekjedelen kom frem, Mændene talte om deres Sager, Qvinderne om deres; Elisabeth var allerede ude af Stuen, og nu listede Elimar sig; han kom gjennem Kjøkkenet, og da der Ingen var, kigede han i Gryder og Skuffer; i et Hjørne laae nogle Fiskeredskaber, og dem fik han Lyst at prøve; Kassen, hvori de vare, og som er indrettet til at kaste over Ryggen, maatte med, og i et Spring var han ude.
Tæt ved Huset sad Elisabeth og saae mod Skrænten paa et Hul, som Kaninerne havde der gravet sig dybt ind under Lyngtørvene; et Par Dyr havde vist sig, men vare igjen blevne borte her i Aabningen. Man maa vide, at Amroms vigtigste Vildt er Kaniner, der Alle ere Efterkommere af et Kanin-Par, som for flere Aar siden strandede her paa Øen. Elisabeth pegede paa Aabningen og Elimar laa strax paa Maven, kigede ind i den mørke Gang og kastede Stene derind; men Kaninerne forholdt sig rolige. Derimod viste sig øverst paa Skrænten tre Andre, der, da de saae Mennesker, øieblikkeligt med et comisk Spring dreiede om og toge Veien til de nærliggende Dyner. Elimar satte efter, Elisabeth fulgte langsommere med; hvert Øieblik stode Kaninerne stille, dreiede Hovedet, gjorde et høit Spring, løb derpaa tæt sammen og igjen ud fra hverandre, og forsvandt pludseligt i den forreste Dynedal.
Elimar blev længe staaende, saae til alle Sider og vendte saa tilbage til Elisabeth; de vare et betydeligt Stykke fra Hjemmet, men her, hvor de stode mellem Sandbankerne, var deiligt varmt; Elisabeth satte sig, hun var saa træt, han lagde sig i Sandet hos hende. Men længe blev han ikke liggende, saa var han oppe igjen, trak i Marehalmens lange Rødder, der som Baand hang frem fra Dyneskrænterne, og hele Lag Sand styrtede ned. Man maa ikke tænke sig Dynerne alene som en Bjergrække; af dens Sider vilde han ikke have mægtet at rykke den vilde Plante, – nei, de frembyde de mest forunderlige Skikkelser. Hvor Havet har kunnet virke med Magt mod dem, ere de forneden afskaarne, som var det skeet med en Spade; man troer at see en Række hvidgraae Muur-Kolosser, paa hvis Top Marehalmen groer og om hvis Sider Rødderne hænge frem som Slyngplanter; og nede i den graa, fugtige Grund vise sig underlige, rundagtige Figurer aftrykte af Havet, som var det dets hemmelighedsfulde Skrift, efterladt for at melde, hvilke Rigdomme og Rædsler, det gjemmer.
Elimar kravlede op paa en af de høie Sandkegler, Elisabeth skulde ogsaa forsøge det samme; det var en af de Høieste, de var paa, og hvorfra de kunde see hele Nordhavet; det var i Ebben gaaet milevidt bort, ikke en Vind rørte sig. Længe stode de ikke her, de maatte ud paa den vaade, faste Grund, hvor der laae saa mange Stene og Skaller rundt om; der laa ogsaa en heel Flaske, vel tilproppet. Elimar holdt den op mod Solen og saae, at der indeni laa et Papir, og saa blev Flasken slaaet itu; Papiret var beskrevet, men i et Sprog, Elimar ikke forstod; dog det vidste han og det forklarede han for Elisabeth, at der var forgaaet et Skib etsteds, og i det sidste Øieblik havde de ombord skrevet dette og lagt det i Flasken, at Menneskene et eller andet Sted i Verden kunde faae at vide,
Med Eet bemærkede Elimar, at Grunden begyndte at blive mere fugtig, at Vandnettet laa fyldigere; det var nok derfor paa Tiden at vende om, Floden vilde snart komme. Elimar saae mod Amrom, der kunde være en fire hundrede Skridt borte, men det var som om Øen med Eet var sjunket. En Taage nordfra væltede frem og havde ganske indhyllet de nærmeste Klitter, og i næste Øieblik begge Børnene med. Solskinnet slukkedes, Solen blev rødere og rødere; Elimar greb
»Jeg bliver saa angst!« raabte Elisabeth. »Hvor er Amrom og hvor er mine Skoe? jeg maa have mine Skoe og Strømper!« Disse havde hun netop faaet af for at gaae i Vandpjøsen til Elimar og Fiskene, da Taagen bemærkedes. Elimar vendte om; Skoene skulde ligge paa den store Steen, hvor hun havde siddet; de vare gledne ned, men de fandtes. Taagen var saa iskold og saa tæt; Elimar havde Elisabeth paa Ryggen og skyndte sig afsted, men de enkelte Forgreninger af hvad vi have kaldet Vandnettet, de tilbagestaaende Vand-Rifter og Pytte voxte; de maatte omgaaes, og idet han troede at være tæt ved Sanddynerne, stod han ved de samme Stene, han kom fra. Med Fødderne stødte han mod en Gjenstand; det var det lille Træskrin, hvori Fiskeredskaberne laae, og som han i Flugten havde glemt; han tog det op, men var aldeles vildfarende angaaende Retningen, hvori Øen laa. Raab og Skrig var til ingen Nytte, men dog raabte han. Havet kom allerede, den første lange Havskylle slog over hans Fødder. Da løftede han lille Elisabeth op paa den høieste Steen og satte sig selv ved Siden; den næste Sø kom stærkere rullende, men alt som den steg høiere op over Sandbunden, blev Bevægelsen svagere, – Veiret var saa ganske stille.
Elisabeth græd ikke; det var, som begreb hun den hele Fare; bleg og med et forunderligt Blik saae hun paa Elimar; og Floden steg og steg, saa at han maatte staae op paa Stenen ved Siden af hende; der var neppe Plads for To. Han raabte igjen med al den Fortvivlelsens Kraft, han havde, og nu troede han at høre en Hund gjøe, rigtignok fra en ganske anden Kant, end den, hvor han tænkte sig Amrom; maaskee at Nogen i en Baad nærmede sig! Et Øieblik fortyndedes Taagen, der blev paa Himlen en lysere Deel end før, og han vidste nu, hvor Solen stod; den var hans Compas, Amrom laa just i den Retning, hvorfra han troede at høre Hundegjøen, men denne var ganske ophørt og Havet steg høiere og høiere.
Allerede gik Vandet over deres Fødder paa den store Steen. Elisabeth kunde ikke staae fast, hun klyngede sig til Elimar, og Begge faldt ned i Vandet; men hurtigt fik han hende igjen op paa Stenen, selv stod han nedenfor i Vand til Brystet og holdt hende med begge sine Arme. Floden
Der var ikke Bølgebevægelse i Havet; stille hævede Vandfloden sig, som var det ikke den, der steg, men som var det de To, der i et roligt Vand langsomt sank tilbunds. Elimar udstødte et Fortvivlelsens Raab, men det besvaredes ikke. Ved hvert Minut kom Vandspeilet høiere, snart vilde det naae op over deres Hoveder; Elimar var bleg som en Død, Taarer stode i hans Øine, han kyssede lille Elisabeth, der slyngede sine Arme omkring hans Hals. Vandet rørte ved deres Bryst og begyndte at løfte dem.
Da skingrede en Stemme tæt ved, der hørtes Aarepladsken, og i Taagen viste sig en Baad, hvori der sad en Mand; han kom nærmere, det var Jap-Lidt-Piders; han havde hørt Skriget og kom netop i rette Tid for at hjelpe. I Hast fik han dem i Baaden og satte saa med raske Aaretag mod Oland.
Her fik han først at vide af dem, hvorledes de vare komne i den Nød og Fare, og at Kommandorens og Præstens vare paa Amrom i Besøg; saasnart han derfor havde afleveret Elisabeth til Keike, der bragte hende iseng, og Elimar var gaaet til Sit for at gjøre det Samme, seilede Jap over til Amrom og fortalte, uden just at indlade sig paa Biomstændigheder, at de To vare allerede hjemme og i god Behold.
Elimar havde ingen Skade af det vaade Bad; Elisabeth derimod maatte et Par Dage holde Sengen, kunde ikke komme med til Føhr paa Afreisens Dag; men Tanken var der, i den stod Elimar, saa elskelig, saa lyslevende; den var i hine Minuter, da Havet bandt dem sammen, voxet fast for alle Tider; en Følelse var vakt, som den i en ligesaa ung Barnealder fandtes hos
Det var Afreisens Dag; Mænd og Qvinder havde samlet sig ved Landsbyen Gothing paa Føhr for at sige Farvel til deres Slægt og Kjære. Fartøierne glede fra Land; den store Skare Qvinder i deres sorte Klædninger stode paa det høieste Punkt, en gammel Kjæmpegrav; fra den tilvinkede de deres Bortreisende det sidste Farvel.
V
Et Par Aar. – En gammel Bekjendt træder op
Først om en syv til otte Maaneder igjen kunde Elimar ventes tilbage; det var en lang, lang Tid, syntes Elisabeth, og var inderlig bedrøvet; men hvorledes vilde hun have baaret det, om hun havde vidst, at Haabets Maaneder tidt i Virkeligheden blive Aar, at Hjemkomstens Dag laa endnu fjernere end den Dag, hun nu mindst tænkte paa, hendes Confirmationsdag. Paa den Dag rystes Barnet af Ærmet, siger Talemaaden; paa den Dag begynder Seiladsen paa Livets aabne Sø; det er en alvorlig Dag, og vi ville flyve hen til den og til de eventyrlige Begivenheder, som den oprullede, men dog ikke før vi som i en stor Ramme have samlet de mellemliggende Aar og fremhævet, hvad der i Elisabeths Liv kunde kaldes »Hjemmet paa Halligerne.«
Som en lykkelig Modvægt mod den Phantasiens og Overtroens Verden, hvori Keikes Historier førte Elisabeth, var den sunde Natur og fornuftige Virksomhed, Hedevig altid søgte at føre hende til; hun maatte lære at sye og strikke, at kunne lidt Musik, og Elisabeth var i Alt forunderlig
»Hvor de store Stæder med deres Selskab og Skuespil,« tænkte hun, »ere fattige mod det kjærlige Samliv i Ensomheden her, mod det Skuespil, som Havet og Himlen ruller op hver Dag og Aften!«
Hvorledes det iøvrigt rørte sig i Verden, vidste man ogsaa; Aviserne fik man jo, rigtignok paa Omgang og en Uge gamle; Bøger indtraf hver Maaned. Den nyere Literaturs Frembringelser kom i denne Afkrog af Verden, for det ganske lille Publicum, ligesom for en ny Domstol; mangen Bog, frembaaret og opløftet ved Anmeldelser, sank her for Naturens Dom; det beundrede
Ved denne Leven ind i alle Bøgers Bøger, ved fra disse at kunne læse høit for sin Kreds og Menighed, saaledes som Moritz af sit Hjertes Trang maatte, var det ikke kun fra Kirkens Prædikestol, han pegede hen paa Gud, men fra den lave Strandbred, fra Nabo-Øernes Dyner; man vilde i enhver Tidsalder have forstaaet ham paa disse Steder. Intet betragtede han som Tilfældigt, men som et Led i den store Kjæde; han fandt i det Ubetydelige tidt den skjulte Spire til et stort Betydningsfuldt, og han ledte de Andres Opmærksomhed og Tanke hen herpaa. Han lærte dem, hvorledes det enkelte Straahalm, som Vinden kaster om paa Kysten og fæster der, maaskee om Aarhundreder er til Frelse for Landet i den truende Stormflod. Det ubetydelige Straa samler om sig det løse Sand, det voxer og voxer, og tilsidst staaer det som en beskyttende Sanddyne. »Dog, stol ikke paa den,« sagde han da, »see i den Magtens og Storhedens Fald! Intet i denne Verden er varigt. Hist ude, hvor Havet bryder sig mod Revlerne, stod for faa Aar tilbage et mægtigt Sandbjerg; da kom Kaninerne, de gravede deri deres Huler, Vinden blæste ind i disse, borede ved Nat og Dag, Søen slog mod den løse Grund, og Sandbjerget sank, rullede ind under Bølgerne.«
Denne Sammenleven med Naturen, Læsningen om Aftenen, der altid i sit Valg var sund og underholdende, – de walterscottske Romaner, som for Elisabeth vare den levende Virkelighed, – opfyldte hende, som Sollyset opfylder Planten, og gav hende en Friskhed og Naturlighed i hendes Tanker. »
I selve Sommertiden var der i de senere Aar kommet en stor Samleven her paa Øerne med Verden og Menneskene. Badegjæsternes Antal paa den lille By Wyk paa Føhr, som kun ligger en Miilsvei fra Halligerne, var betydeligt tiltaget, den 1819 her grundede Badeanstalt betydeligt udvidet, og ikke blot fra Slesvig og Holsteen kom Besøgende, men selv fra det indre Tydskland. Et Slags Hotel, hvor en Hamborger førte Beværtningen, var oprettet derovre; et tydsk, omvandrende Musikchor gav der Musik hver Søndag; man kunde fra Oland, naar Vinden bar derover ad, høre saa tydeligt og smukt, hvor de spillede. Med Commandorens gode Kikkert saae man der lange Rader Spadserende paa den med Træer nysbeplantede Promenade langs Søen, og mangen mørk Aften var det en Lyst at see, hvor man lod Raketter stige eller havde et Fyrværkeri. Jevnligt kom der nogle af de Fremmede i Besøg til Oland; Enkelte vare anbefalede Commandoren eller Præsten. Naar i September Badetiden sluttedes, drog Hver sin Vei, og det stille, eensformige Liv begyndte atter. Mellem dem, som saaledes vare anbefalede Moritz, var en Skotlænder, Knox, der regnede sig i Familie med
»
Land of the mountain and the flood!
Hans Familiehuus var i Kilburn, altsaa ikke langt fra
Moritz’s og hans Søsters Personlighed tiltalte Skotlænderen; deres reent religiøse Væsen, der naturligt kom frem i selve Husets Skik og Brug, stemmende overeens med Skotlænderens Opdragelse; hos Præsten paa Halligerne mødte han igjen Hjemmets Sædvaner, her læstes Velsignelsen over Bordet før man satte sig, her havde Søndagen sin stille Hellighed, Aftnerne deres Andagtstimer; der var deri intet Søgt, Alt sprang ud af en naturlig Følelse og et religiøst Gemyt.
Det var den anden Sommer, at Knox kom til Føhr. En Dag bragte han med sig til Halligerne en ny Badegjæst, en Dansk, der dog ikke i mange Aar havde været i Danmark, men derimod i Paris, hvor han ved sine musikalske Compositioner havde vakt Opsigt. Bladene forudsaae, at han vilde bryde en ny Bane; aldrig før vare Tonerne saaledes, som hos ham, blevne malende Ord. Imidlertid nævnedes han altid som Svensk, idet Sverrig var det Land i Norden, de kjendte bedst; der var en af deres Generaler, en af Napoleons Feltherrer,
Den Danske, som i dette Øieblik var Badesaisonnens Løve, – hvad gjør ikke et Navn med fransk Berømmelse –? var en fintbygget Mand midt i de Tredive; der var en forunderlig Bevægelighed i Ansigtet, en Blanding af Godmodighed og Stolthed og det vibrerede, især om Munden; det var i de fine Træk om den, maaskee mere end i selve Øiet, at en Psycholog skulde søge at udfinde Charakteren. I hans Tale var hele Franskmandens Livlighed og en Indblanding af hans Morsomhed i Udtrykket. Han vilde efter Badesaisonnen igjen til Paris, men dog først aflægge et kort Besøg i Danmark. De fleste adelige Familier der, syntes han at kjende; Sommer- og Vinterlivet vidste han god Besked med; han roste meget der, men i hans Roes blandede sig Ironi, ja stundom Bitterhed. Det var især hans mageløse Talent for at phantasere paa Pianoet med een Haand, som havde knyttet Skotlænderen til ham; det var dette forunderlige Dygtige, han undte Moritz og Hedevig at faae at høre; der var jo i Præstegaarden et godt Claveer, Elisabeth sang til det alle de Sange, Caroline engang havde sunget,
Knox havde allerede et Par Dage forud i et Brev fortalt om den nye Gjæst, og nu stod han i Præstens Stue, hvor han modtoges paa det Hjerteligste. Moritz studsede ved at see dette Ansigt, denne Personlighed; der var noget deri, som forekom ham bekjendt; de maatte have seet hinanden før, ja ikke saa ganske flygtigt; der knyttede sig Erindringer til deres Møden, – men hvilke?
»Vi ere neppe ganske fremmede for hinanden,« sagde Moritz; »jeg maa kjende Dem, men hvorfra, erindrer jeg ikke øieblikkeligt. Hvor kan jeg vel før have nydt Æren af at være i Deres Selskab?«
»Maaskee i Paris,« svarede den Fremmede, »eller i Danmark; min hele Ungdom har jeg tilbragt der; det var ikke min lykkeligste Tid, men den bragte mig dog ogsaa sine Goder.«
Hedevig skulde hjelpe Moritz’s Hukommelse, sige, hvorfra han kjendte ham, men kunde ikke, og det var ogsaa ganske vist, at hun nu saae ham for første Gang. Der blev talt, spadseret, vist omkring; man havde seet Kirken, besøgt den gamle Kirkegaard, været i Commandorens Huus og Middagsmaaltidet var taget. Den Danske var saa underholdende, vidste hundrede smaa Anecdoter, der sprudlede som Raketter og belyste Samtalen. Bogsamlingen blev seet og Musikhylden, ja, her saae det tyndest ud. –
»Weyse! min kjære, fortræffelige Weyse!« udbrød han; »i ham har Danmark en national, dygtig Componist, større end Nationen veed. Ingen kjender ham ude, og hjemme er det jo kun de ægte Musikfolk, som begribe hans Betydning.«
Det var
»Denne har dog faaet almindelig Anerkjendelse,« sagde Moritz: »den deilige Taffelmusik deri, Vægterens Sang og Hexescenerne.«
»Jeg skatter og elsker Weyse,« svarede han; »jeg troer at turde regne mig til hans ivrigste Beundrere. Dog angaaende denne Composition er jeg, maaskee ved min musikalske Egenhed, forskjellig fra mine Landsmænd, selv fra de Dygtige. Jeg vilde just her have noget Andet end det Givne. Jeg savner her, hvad just Weyse vidste at paatrykke sine Compositioner: det Characteristiske. Taffelmusikken i Macbeths Slot er, jeg vil endogsaa sige, genial, men den er ikke characteristisk for Tiden og Stedet, Compositionen her fører os ikke til
Paa Hedevigs Indvending, at Taffelmusikken idetmindste for hende klang som ægte Skotsk, satte han sig til Klaveret. »Ja, jeg kan jo ikke spille det,« sagde han; »ti Fingre kræves dertil, og jeg har saa godt som egentlig kun fem!« Og han viste en stiv Haand: »det er Erindringer fra en Skovtour i Danmark!« Og med den raske Haand arbeidede han paa Claveret med et saadant Udtryk, en saadan Dygtighed, at man skulde troe, han havde fire Hænder; der kom et Liv, en Sjæl i det fintbyggede Ansigt, Øinene lyste, Læberne vibrerede, og for Moritz gik det da op, hvor han havde seet ham, hvem han var; – og dog, hvorledes var det muligt? – Hin, han huskede, var fattig, overseet, upassende behandlet, og Denne en berømt Mand, hvis Navn fra Frankrig lød med Betydning gjennem Kunstverdenen.
»Jeg har seet Dem i Fyen for mange Aar siden,« sagde Moritz.
»Det er muligt,« svarede han, »vist hos min gamle Veninde, Baronessen, i Fugleburet, som man saa vittigt kaldte Gaarden, thi hvor er man saa vittig, som i mit kjære Fædreland?«
»Nei, paa det Gods, hvor en af mine gamle Manuducenter boer, Grev Frederik.«
»Der!« sagde den Fremmede, og Blodet kom et Øieblik i hans Kinder; »det er rimeligt, der har jeg oftere været i flere Uger.«
»Og De er, eller var dengang Kammerjunker?« sagde Moritz.
»Det var jeg,« svarede han, »og jeg er ikke i Titel avanceret siden. De kjender da vist den gamle Baronesse paa Nabogodset? En fortræffelig Kone, uagtet alle sine Underligheder. Jeg holder af hende som om hun var min Moder, det siger jeg Dem forud! jeg skylder hende, næst vor Herre, det jeg nu er, min uafhængige Stilling, Uddannelsen af mit Talent.«
Og Moritz erindrede ham om Aftenen hos Grevens, hvor de fik, han huskede endnu Udtrykket: en musikalsk Forelæsning. »De phantaserede for os over en af Kæmpeviserne; den nuværende Grevinde var just med sin Moder kommet i Besøg og var henrykt –!«
»Clara!« udbrød Kammerjunkeren, – vi ville lade ham beholde dette Navn; »Clara! hvor hun var smuk! ja, hun sagde mig Complimenter, det var jeg dengang ikke vant til at høre; hun var henrykt, men foretrak dog at jeg spillede Dandsemusik.«
»Vi vare Alle glade ved at høre Dem.«
»»Bare ikke Noget af Dem selv« bad Grev Frederik mig. O, jeg husker den Aften saa godt! der er visse Minuter i Ens Liv, man beholder i sin Erindring, medens hele Maaneder blive glemte og komme aldrig frem igjen.«
»Det er dog ikke Følgerne af den ulykkelige Væltning med Vognen?« spurgte Moritz og pegede paa Kammerjunkerens stive Haand.
»Jo, det fik jeg fordi den unge Herre ikke havde lært at kjøre og dog skulde være Kudsk; men jeg maa ikke klage over den Begivenhed, den har været til mit Gavn og ikke til min Skade. Med to sunde Hænder var jeg maaskee blevet en dygtig Claverspiller, og vedblevet, i trange Kaar at være
Elisabeth hørte til med Forundring og erindrede sig nu ogsaa den musikalske, blege Mand, der med den ene Arm bundet i Tørklæde var kommet der paa Gaarden en kort Tid og havde musiceret med een Haand; han var saa stille og bedrøvet. Hvor ganske anderledes fremtraadte han ikke her, kjæk, bevidst og levende i at fortælle! heller aldrig før havde hun hørt Nogen tale med en saadan Inderlighed og Varme om den gamle Frue, som han her talte om hende.
»Jeg har altid fundet, der var særdeles meget Godt ved Fru Baronessen,« sagde Moritz; »jeg har jo selv kjendt hende; ganske forunderlig er hun dog i Meget, og man kan egentlig ikke fortænke Verden i, at den opfatter hende, som den gjør det.«
Og Kammerjunkeren talte om hendes Barndomsliv, som vi kjende det, om hendes Fader, »lange Rasmus«, der red paa Træhesten i den Gaard, hvor hun nu som gammel Kone boede og befalede, viste, hvorledes hun under de Omstændigheder, hun var opvoxet i og underkastet, maatte blive den forunderlige Charakteer, hun var, at der i denne forqvaklede Personlighed laae de bedste og ædleste Elementer, men at Verden nu engang kun fremhævede og omtalte det Kantede og det, man kunde lee af.
»Jeg ønsker ikke at omstyrte Deres Tro i den væsentlig smukke og rigtige Opfattelse af den gamle Frue,« sagde Moritz; »men i et Par Tilfælde kan jeg ikke og vil De heller ikke kunne undskylde hendes ubillige Færd. Saaledes,« og han pegede paa Elisabeth, »var dette Barn hendes erklærede Yndling, men ved en Handling, som et Barn i den Alder kunde fortjene Riis for at have begaaet, stødte hun hende ud i den vide Verden; vel lod hun ikke Barnet sulte ihjel, men hun slap det, ligegyldig for, til hvem det kom og hvad der vilde blive af det; aldrig har hun siden spurgt om dets Skjæbne. Og nu hendes eget Blod, hendes egen Dattersøn, som hun aldrig vilde see, hvem hun ligesaa ligegyldig lader gaae som Fremmed i Verden!«
»Det er Uret,« svarede Kammerjunkeren; »her vil hun ikke kunne undskyldes, men hendes Maade at være paa vil kunne forklares og betinges i den Personlighed, hun er; hvad Dattersønnen angaaer, der skal være et dygtigt og fortræffeligt Menneske, da ligger hos Baronessen i hendes Forhold til ham et Motiv, maaskee kun en fix Idee; jeg kjender den, men har ikke Ret til at røbe den, selv til hendes Forsvar, eller for at forklare hende; dog, i denne ulykkelige Idee ligger hele Hemmeligheden af hendes Opførsel. – Han har levet mange Aar i Italien.«
»I endeel Aar har jeg kun to Gange hørt fra ham; den ene Gang var strax efter hans Ankomst til Rom, da gav han sig med Liv og Sjæl til at være Maler; anden Gang, han skrev, det var et Aar senere, havde han lagt Paletten og var blevet Billedhugger.«
»Nu troer jeg ikke, han er nogen af Delene, idetmindste
Under Samtalens Løb om Venner og Bekjendte i Fyen viste sig iøvrigt, at det var Kammerjunkeren, som var bedst underrettet. Baron Holger havde forrige Vinter været i Paris, og der en Dag forsikkret ham, at i Danmark havde han anseet
Dette var omtrent Resultatet af Kammerjunkerens første Besøg paa Halligerne. Ved et fornyet blev hans Interesse især vakt for Elisabeth, hvis Historie han fik at vide, og hos hvem han opdagede et stort musikalsk Talent og en Stemme med et forunderligt smukt Udtryk. Men det vakte ikke liden Overraskelse i den stille, fromme Præstebolig, da han en Dag foreslog dem at lade denne Stemme uddanne for Operaen, og i den Anledning udviklede en
Ved Bade-Saisonnens Slutning i September forlod først Kammerjunkeren og saa Skotlænderen Føhr. Vi ville senere andensteds møde dem; nu derimod ile vi til en Begivenhed, der som et Tordenskrald fra klar Himmel lød til Forfærdelse for Commandorens og Præstens, og blev et Vendepunkt i Elisabeths Liv.
VI
Fortvivlelse. – Hjelp fra Midlothians Hjerte
Fra Elimars Afreise til hans Hjemkomst skulde kun ligge Maaneder, og vi vide, at disse bleve Aar. Commandoren var gaaet ind paa, at Elimar i Holland, hvor han var blandt Venner og Bekjendte og i et godt Huus, skulde tilegne sig theoretiske Sømandskundskaber; dermed gik den første Vinter; han syntes at være lystig og tilfreds. Elisabeth fik altid en Hilsen fra ham, hans Breve hørte hun og vidste af dem om alt det Nye og Prægtige, han saae, de store Slotte og Kirker, de altid klingende Klokkespil i Taarnene, de dybe Canaler i Gaderne, hvor store Skibe laae lige ind under høie Træer; hun vidste om Landeveiene, at de gjennem hele Landet vare murede, som Steengulvet i Marskens Melkestuer, – o, hvor man der maatte kunne kjøre, og ikke vælte, som paa de slesvigske Digeveie! Elimar havde ogsaa været
Men ikke den næste Høst og heller ikke den følgende kom Elimar til Halligerne, han var bestandig paa større Søreiser, og Amerika var altid Maalet.
Dersom Elimar var vendt tilbage og i længere Tid var blevet paa Halligerne sammen med Elisabeth, var maaskee den
Men Elisabeth kom sig igjen, om endogsaa kun langsomt. Medens det svage Legeme laa som en Byrde, havde Aanden forunderligt løftet sig til Gud og var nu ligesom med en større Kraft og Udvikling vendt tilbage. Legemet vibrerede under denne Fylde, der var en nerveus Enthusiasme og en Iver, som næsten ængstede. Hun taalte ingen Slags Anstrængelse, man turde ikke lade hende læse; Confirmationen maatte udsættes til Efteraaret, og i hendes stille Sind var det Elisabeth en Trøst, at saa kunde Elimar være der; man ventede ham netop til denne Tid.
Confirmationssøndagen kom, den lille Kirke var pyntet med lange Baand, hvorpaa hang brogede Blomster af Papir; Madam Levsen havde selv klippet dem Alle, de hang i Guirlander om Kirkens Chor; Altarlysene brændte, Menighedens Sang lød klangfuld under Hvælvingen. Moritz talte dybt bevæget om Livets underfulde Veie, om dets Korthed, Uvished og Sorger, og paa sin eiendommelige, for hans Menighed forstaaelige Maade, udtalte han trøstende Ord; af disse greb og opfyldte især eet Billede Elisabeths Tanker, ja heftede sig fast i disse for alle Tider.
»I den engelske Marine,« sagde Moritz, »gaaer igjennem alt Tougværket, smaat og stort,
Der var festligt, lykkeligt i Elisabeths Hjem den Aften; alle Confirmanderne, med hende fem i Tallet, alle fattige Fiskerbørn, vare med deres Forældre indbudne; ogsaa Commandoren og Venner fra Føhr, Sylt og Amrom indfandt sig.
»Ak, var dog Elimar her ogsaa!« sagde Madam Levsen; »det søde Barn, der skal dog altid mangle Noget i Glæden! men bi kun til han kommer! jeg skal gjøre et Gilde og saa skal I dandse. – Ak min Skaber! det falder mig ind, Du har ikke lært at dandse« – hun standsede pludseligt. »Det er fælt af mig, at jeg paa en saadan hellig Dag, som denne idag, taler til Dig om Dands! vor Herre vil ikke straffe mig for det. Jeg er i Grunden saa glad, saa lykkelig! og maaskee varer det ikke otte Dage til, saa er jeg endnu lykkeligere, den lykkeligste gamle Bedstemoder!« Og der stode Taarer i hendes Øine.
Næste Søndag skulde Elisabeth første Gang til Alters, men imellem den Dag og nu, mellem Løftets Aflæggelse og Nadverens Modtagelse, gik en mørk Sky, gik den tungeste Dag i mange Aar for Commandorens og de Mennesker, som med Venskab og Hjerte vare voxede til dem.
Fredagmorgen kom et Brev ovre fra Føhr til Moritz.
Hvor meget Solskin og hvor megen Glæde kan ikke lægges ind i et Brev, men ogsaa hvor megen Nat og Sorg! Dersom den Efterretning var kommet: »Elimar er død,« den vilde vistnok et Øieblik have bøiet de to Gamle dybt som dette Slag, der nu ramte, men dette slog en blodig
»Nei, nei!« sagde den gamle Kone, »han kan ikke have gjort det! – og dog, hans vilde Sind! o, at vor Herre havde lukket Øinene paa os Gamle før vi hørte det! – nei, nei, det vilde ikke have været ham til Hjelp og Frelse! hvem føler for ham som vi! Han er saa ung, der er saa meget Godt hos ham!« Og hendes Tanker samlede hvert Træk, hvert Smil, hun havde glædet sig over, og det blev en Sum saa rig, at den maatte kunne frikjøbe den største Forbryder.
Commandoren skrev til sin Søn, Byfogden i Husum, om at gjøre Alt for Elimar.
»Liv for Liv, siger Loven!« og den gamle Mand sank hen i mørke Tanker og mumlede for sig selv: »mit Blod flyde for Bøddeløxen –! og fik han endogsaa beholde Livet, hvad er Livet i evigt Fængsel, i evigt Samqvem med Udskuddet?« Og den gamle Mand drev i Uro omkring, fra Hjemmet til Moritz, og atter hjem, for igjen at søge ud. Madam Levsen sad i Krogen og græd, hun saae paa Stammemoderen Oses Portrait. »Ja, ja, havde hun levet!« udbrød hun, »eller havde jeg hendes Kraft, jeg gik til Kjøbenhavn for at frelse ham!« Elisabeth stod grædende, med hele sit Hjerte fuldt af Kjærlighed til Elimar. Og hvad havde Ose gjort? Var hendes Historie virkelig saa gribende?
»Elimar ligner sin Stammefader!« sagde den gamle Kone, »det er Friserblodet, som er i ham. Hans Stammefader kunde ogsaa bruse op og som Havet knække og bryde, men dog være dyb og klar ligesom det. Han slog en anden Friser ihjel, ogsaa han udgjød Blod!« – og den gamle Kone græd og begyndte saa igjen: – »da fyldtes hans Sjæl med Rædsel over hans Gjerning! – ak, hvad maa Elimar lide! – min Stammefader flygtede fra Huus og Hjem, hans Kone Ose, hun, hvis Billede der hænger,« – og hun pegede paa det afmalede Billede, hvor hun stod med Lammeskindspelsen og Sølvkasketten, – »hun maatte betale
»Elimar vilde ogsaa blive lykkelig og god!« sagde Elisabeth, »er der da Ingen paa Jorden, som kan frelse ham, Ingen?«
»Jo, Kongen!« sagde Madame Levsen. »Kongen er over Loven. Han kjender jo min Commandor! Kong Frederik den Sjette har det mildeste Hjerte.«
»Lad os bede ham! lad os græde Elimar fri! skrive kunne vi jo, – Kongen hører Alle! Commandoren maa reise til Kjøbenhavn.« –
»Nei, nei!« sagde Madame Levsen; »han siger, at Loven maa have sin Gang, og lider dog som jeg! han reiser ikke, skriver ikke uden til vor Søn Byfogden, og han er ogsaa en Mand for Loven; men jeg vil skrive! som den Ulykkeliges Bedstemoder vil jeg tale til min Konges Hjerte, tale for den Forvildede, som kan frelses endnu! Men min Gamle lader ikke Brevet gaae afsted,« sagde hun efter et kort Ophold og betænkte sig; »Du maa besørge mig det over til Føhr, jeg faaer det ellers ikke afsted. Dig kan jeg jo stole paa, Du er forsigtig, Du er jo taus; ikke engang hjemme hos Dit taler Du derom!« Den gamle Kone zittrede. »Jeg vil skrive i min Smerte, vor Herre føre Pennen, vor Herre lede Alt!«
Og der blev skrevet, og det Skrevne igjen revet itu og Nyt skrevet. Endelig var Ansøgningen færdig; enkelte Udtryk i den kunde vel bringe en Fremmed til at smile, men i sin Heelhed maatte den dog fremkalde flere Taarer end Smil. Det Skrevne var, som han, det bad for, født i Angst og Smerte.
Om Søndagen var Altergang; Elisabeth skulde Dagen forud til Føhr for at gjøre et Indkjøb; hun fulgte med Keike over i en Fiskerbaad; Madam Levsen havde hemmeligt givet hende det i al Naivetet og Inderlighed til Kongen skrevne Brev; til Landfogden havde hun en Skrivelse fra Commandoren. Medens Keike besøgte en Slægtning, vilde Elisabeth besørge Brevene.
I en af de smaa Gyder mellem Haver og Baghuse, hvor Hvalfisketænder ere satte som Ledpæle, hvor det grønne Græs og Hængeplanter skyde frem af den fugtige Beenpæl, standsede Elisabeth og tog Madame Levsens Brev frem, der laa gjemt paa Brystet; hun læste Udskriften: »Til den høie Monark, Landets Fader, Kong Frederik den Sjette i Kjøbenhavn.« Disse Ord alene gave Brevet en Betydning, en Hellighed; hun syntes deri at see som en Deel af Majestæten selv. »Om nu Postmesteren spørger, fra hvem Brevet er,« tænkte hun, »om han ikke vil modtage et Brev til Kongen?« Tanken herom fik hende til at ryste; hun nærmede sig Huset, – gik det forbi; hvad skulde hun gjøre? Uvilkaarligt traadte hun Døren nærmere; der hang et lille Bogskab udenfor, her var
Den Spænding, Elisabeth var i, tilskrev man deels hendes Sorg og Deeltagelse for Elimar, deels hendes nerveuse Legeme og Forventningen om den hellige Handling, hun næste Dag skulde deeltage i. Med et spørgende Blik saae Madam Levsen paa hende: »er Brevet besørget?« og Elisabeth nikkede, medens Papiret brændte paa hendes Bryst.
Om Aftenen hjemme fortalte Elisabeth, at Madam Levsen først havde tænkt paa at tage til Kjøbenhavn, hvor hun aldrig havde været, men at hun siden havde opgivet det; det vilde jo ogsaa være blevet for besværligt at udføre for den gamle Kone. Og Elisabeth spurgte om Veien, hvor lang den var, og hvorledes den havde maattet gjøres? Talen herom syntes at adsprede hende, og derfor blev Hedevig ved at svare, forklare og give Besked. »Den Reise vilde for den gamle Kone,« sagde hun, »være blevet en Umulighed i denne slemme Aarstid; hun maatte jo have lagt Veien over Øerne, dersom ikke tilfældigviis der fandtes Skibsleilighed ved Flensborg; der vilde være mødt tusinde Vanskeligheder.«
Det var Søndagmorgen og Altergang. Med taarefyldte Øine saae Elisabeth paa Kongens og Dronningens Portrætter; ak, til Dronningen havde hun mest Mod at tale, men det var jo Kongen, Brevet var til, det var Kongen, der stod over Loven! Elisabeths Beslutning var fast; som Jeanie Deans gik fra Edinburgh til London, vilde hun ogsaa gaae fra Oland til Kjøbenhavn, gaae til Kongen, overrække ham Brevet og af hele sit Hjertes Fylde tale for Elimar. Der var i hendes Tankegang og Beslutning intet Overspændt, og vi forstaae det, naar vi huske, hvor ganske hun levede i Illusionernes Rige, hvorledes hun alene gjennem Bøger kjendte Verden. Walter Scotts Romaner vare jo Virkeligheden selv, historisk sande; hun vilde jo kun gjøre, hvad der havde ladet sig gjøre før; det var en Slags Uskyldighed, forenet med den inderligste Tillid til vor Herre. Og dog, hvilken Kamp havde hun ikke at kjæmpe med sig selv! at gaae til Kjøbenhavn eller blive, det var her ikke længer Spørgsmaal om, men om hun forud skulde sige det til Moritz eller Hedevig. Maatte hun ikke frygte, at de ikke vilde tillade hende at reise? og hvilken Skræk og Angst maatte ikke hendes Bortgang vække hos dem, naar de ikke vidste Aarsagen? det var en Synd, en Uret, at skrække dem, at handle mod deres Vidende og Villie; men Brevet, hun havde holdt tilbage, brændte hende paa Brystet. Ak, turde hun dog betroe sig til Keike! en Gang var hun nær derved, men gjorde det dog ikke; Taarer brast ud af hendes Øine, det lettede hendes Sind; man saae hende græde, men deri var just intet Paafaldende for de Andre; de vidste jo Alle, med hvilken Inderlighed hun holdt af Elimar; for ham græd hun.
Færgebaaden til Dagebüll afgaaer altid ved Flodtiden; denne vilde næste Morgen begynde Klokken tre, altsaa paa en Tid, da Enhver, som ikke skulde med, sov sin bedste Søvn. Elisabeth havde ingen Hvile; et Par Gange gik hun hen til Vinduet, Luften var klar. Udenfor skinnede endnu Karlsvognen, det Stjernebillede, som Øboerne her betragte som den Vogn, i hvilken
Et Par Ord havde hun skrevet, som hun vilde efterlade i sit Kammer; med qvalt Hulken læste hun sin egen Skrift:
»Gud, vor Herre, hjelpe mig og lade os glade sees! troer intet Ondt om
Elisabeth.«
Klokken halv tre stod hun med sin lille Bylt og med alle Pengene fra sin Sparebøsse, – de udgjorde omtrent fire
»Jomfruen vil med os, og det alene?« spurgte Jap-Lidt-Piders.
»Ja, til Dagebüll,« svarede hun. »Tag mig med, Jap! Men,« tilføiede hun ligesom i en Fornemmelse af, at han kunde ane, at hun vilde ud i den vide Verden, »jeg maa i Eftermiddag tilbage med igjen. Glem mig ikke! Tiden skal jeg vel selv passe, men lad mig endelig komme med tilbage!« Der var en Angst i Udtrykket af hendes Ord, som fik Jap til at lee.
»Ja, der er fælt paa Landjorden for en lille Jomfru!« sagde han smaaleende; »man løber bort med dem, naar de ere lidt nette.«
Vinden var god, Seilene reistes og Baaden foer fra Oland hen mod Dagebüll.
Elisabeth saae mod Himlen og læste sit Fadervor; Han deroppe var nu hendes eneste Støtte og Ledsager.
I mindre end en Time kom de til Dagebüll, det var endnu ganske mørkt.
»Der hvor Lyset brænder, ligger Kroen,« sagde Jap. »De kan vel selv finde derop?«
»Det tænker jeg nok,« svarede Elisabeth; »farvel, Jap, til vi sees!« Og hun forlod ham i den Retning, han havde vist, men dreiede snart af, hen over Diget, hvor hun for otte Aar siden sovende var kjørt bort i Hr. Petters Vogn og kommet tilbage igjen med Aalemanden. Hun vidste, ad hvad Kant hun maatte gaae for at komme til Flensborg, og fulgte denne Vei. Det var netop samme Aarstid, som da hun med Moritz og Hedevig første Gang kom her. Alt var uforandret; Regnen havde gjort Engene nedenfor til store Søer, Digeveiene vare næsten ufremkommelige; hun tabte et Par Gange Skoene, fandt dem igjen og skred ufortøvet fremad paa vaade Fødder. Vinden blæste mere og mere stærk, og før Sol stod op var det en heel Storm. O, hvor det gik langtsomt at komme fremad! et Par Gange stod hun stille og mægtede ikke videre; da foldede hun sine Hænder, løftede dem høit mod Himmelen, og det traf sig saa, at Vindstødene kom sjældnere; hun fik Blæsten paa Ryggen, dette hjalp; nu faldt enkelte store Regndraaber, og snart blev det en heel
»Jeg skal til Flensborg,« sagde hun. Her var mange Gjæster, Ingen
Elisabeth fik en Seng for Natten, her, faa Mile fra Hjemmet, hvor de allerede længe maatte have savnet hende og læst hendes Brev; men i dette Veir, vidste hun, kunde Ingen seile til Dagebüll; Jap-Lidt-Piders havde vel endogsaa neppe kunnet komme tilbage.
Træt kastede hun sig paa Sengen og sov til det var lys Dag. Forskrækket sprang hun op; Luften var ganske klar, men Vinden endnu stærk; Havet maatte være i skrækkeligt Oprør, hun troede at kunne høre, hvor det buldrede. Veien var lukket for hende, om hun vilde vende tilbage, men hun vilde det ikke, kunde det ikke. I klart Solskin, mens Blæsten næsten bar hende fremad, gik hun videre; men Veien var tung og trættende; det var ud paa Eftermiddagen før hun naaede Banken, hvorfra man seer Flensborg under sig. Greben af Overraskelse stod hun ved dette Skue. Hun saae den store By, Fjorden og de skovgroede Banker. Nei, hvor der var mange Træer! det Syn havde hun i Aaringer ikke kjendt; beløvede Træer vare hende som Phantasibilleder fra hendes Barndomserindringer. Hun faldt paa sine Knæe og bad til vor Herre: »Giv mig Hjelp, Du min Eneste!« Solen skinnede saa oplivende paa hele den høie, smukke, skovgroede Kyst hiinsides Fjorden, det var en Lyst at see. Idet hun endnu laa, kom en ældre Madamme og vistnok dennes Datter; de gik tæt forbi Elisabeth, saae hende ind i Ansigtet, og da de mærkede at hun græd, standsede de et Øieblik, hilsede og gik videre. Elisabeth troede at see et bekjendt Ansigt, hun sprang op, gik uvilkaarligt nogle Skridt efter, og Madammen blev staaende. Elisabeth spurgte om Veien til Kjøbenhavn.
»Kjøbenhavn!« gjentog Madammen; »ja, der ere mange Veie, tilsøes og tillands! Kjøbenhavn, det er længere borte end til Hamborg. Men har jeg ikke seet Dig et Sted før? Har Du ikke været paa Føhr?« Elisabeth bejaede det og sagde, hvem hun var.
»Syntes jeg ikke nok!« sagde Madammen; »og husker Du ikke mig, Enke-Madamme Tiedemann? jeg har jo været paa Føhr og ovre hos Præstens. Hvor skal Du hen, og alene? Vil Du til Kjøbenhavn?«
Elisabeth kunde ikke tale, den Sjælespænding, hvori hun var, opløste sig i Graad. Madammen lod hende følge hjem med sig og fik nu at vide, at Reisen gjaldt et Menneskes Liv, at der skulde overbringes et Brev til Kongen. Ja, det gav nu Anledning til hundrede Spørgsmaal, men ikke til det, som her havde været det vigtigste, om de hjemme vidste noget af det Hele; det antog Madammen naturligvis at de gjorde. Dybt bevæget hørte hun paa Elisabeth, som levende og rørende fortalte hende Kommandorens og hans Kones Sorg. »Men Hvem skal Du nu søge til i Kjøbenhavn?« spurgte hun; »hvem kjender du?« Det var endnu ikke faldet Elisabeth ind at tænke paa det; pludseligt erindrede hun sig Etatsraad Heimeran, Carolines Fader, med hvem Moritz stod i Brevvexling, ham, der engang havde skrevet, at Elisabeth kunde komme over til ham en Vinter; og hun nævnede hans Navn, dog uden at tilføie, at hun intet Brev havde til ham, og ikke heller vidste, hvor han boede i den for hende fremmede, store By.
»Naa, det er vel, at Du har Etatsraaden, ellers gik det jo heller ikke an, Du reiste! men de hjemme burde bedre have sørget for Dig, tænkt over Tingene; ja, de leve nu der paa deres Ø i saadan Uvidenhed om Verden. Hør! jeg skal kjøre Dig til
At man skulde have et Saadant, derom havde Elisabeth ingen Anelse; hun blev i høi Grad forbauset og sagde: »Pas? jeg veed ikke, jeg har ikke, – det gav man mig ikke med, – behøves det?«
»Ih du min Skaber!« sagde Madammen; »man kan jo ikke reise i det danske Land uden at have Pas for hver Smule Vand, man skal over, og nu ovenikjøbet fra Hertugdømmerne? Det er jo Altsammen reent galt!«
Madammen var imidlertid en praktisk Kone; der var ingen Tid at give bort; hun fik, som Bosiddende og Grundeierinde, snart et Pas udstedt, og Elisabeth kom paa Vognen til Holnæs. Fartøiet laa heldigviis her endnu. Skipper Thømming læste Brevet fra Madammen og tog imod Elisabeth. Næste Morgen tidligt seilede de ud af Fjorden, der i smukke Bugter med prægtige Skovpartier udfoldede en Deilighed, saa ny og forunderlig for Elisabeth, at hun glemte alt Andet derover. Vinden var god, snart var man ude af Fjorden; til Høire laa den aabne Østersø, til Venstre Øen Als med Sønderborg, hvis rødtagede Huse og Veirmøller løftede sig bag
VII
De Strandede. – Brev fra Elimar
Medens Elisabeth seiler, vende vi tilbage til Halligerne, hvor man strax i Dagningen savnede hende; Moritz og Hedevig troede, at hun var hos Kommandorens, og da hun ikke op ad Formiddagen kom hjem, sendtes Keike derover at søge hende; hun var ikke der og heller ikke i Husene der omkring. Nu fandt Hedevig det Brev, Elisabeth havde efterladt, og Forskrækkelsen og Angsten var stor. Det blæste en Storm ude og den tog saaledes til, at ved næste Flodtid kunde intet Fartøi gaae over til Dagebüll og Jap-Lidt-Piders heller ikke ventes tilbage. En Fiskerdreng, der i Morgenstunden havde været ved Indskibningen, sagde, at Elisabeth virkelig var gaaet med.
»Men Du Himlens Gud!« sagde Hedevig, »jeg begriber ikke, hvad der driver hende til at gjøre Sligt! det ulykkelige Barn, hvorhen vil hun? hvad har hun isinde? Moritz, hvad har du sagt til hende? Hvad er der skeet?«
»Den velsignede stakkels Pige!« sukkede Madam Levsen; »ak, jeg faaer en Tanke! ja – det kunde hun gjøre!« Den gamle Kone holdt Hænderne for sit Ansigt: »ak min Gud, hun har vist ikke leveret Brevet af paa Wyk, hun gaaer selv med det lige til Kongen! hun gaaer lige til Kjøbenhavn!« Og nu tilstod hun Alt, men tilføiede, at Elisabeth iforgaars ved Hjemkomsten fra Föhr havde nikket »ja« til Spørgsmaalet, om Brevet var afleveret.
Det haarde Veir tog til; det var netop den Tid paa Dagen da, som vi veed, Elisabeth nødtes til at gaae ind i Kroen ved Geestlandet. Et Skib var i Sigte, Stormen drev det mod Land; store Søer væltede ind paa Oland, man kunde der ikke længer staae fast udenfor Husene; Havet og Stormen steg med dybe Drøn, med Hvinen og Susen; der tog saa voldsomme Kast i Husene, at Døre og Vinduer klapprede; den løse Grund syntes at ryste, man var som ombord i et Skib; de lange Søer rullede langt hen over Øen og naaede i den sidste Magt af deres Henskyllen de laveststaaende Huse.
»O, det arme Barn!« sukkede Hedevig; »hvor er hun dog i denne Time?« Kun for hende havde hun Angst og Tanke, meer end for de Ulykkelige, hvis Skib i dette Øieblik drev mod Revlerne ved Seesand. Dette er en stor, hvid Sandbanke, der strækker sig ud for Øen Amrom; ved selve Høivande er den tør, kun ved Stormflod overskylles den; omtrent midt paa den er bygget af svære Bjælker en pyramidedannet »
Mod Aften troede man at see et gult Tørklæde flaggre som Tegn fra Baaken; det strandede Skib, kastet paa Siden, deelt i to Stykker og fast i Sandet, laa i Skum og Brænding, intet Menneske syntes mere ombord. Det var Skibet »Kalverstreet«, kaldet op efter Amsterdams
Oppe i Bjælkekammeret sad tre Frelste, ja vi kunne sige fire, for ogsaa Skibshunden var reddet; den krøb hen i en Krog, og uden at ryste sin vaade Pels, lagde den sig og saae med de store, skikkelige Øine paa den gamle Styrmand, der strax gik hen til de henstillede Skibstvebakker, brød et Stykke af, tog en Slurk Brændeviin og overlod de to Andre at følge sit Exempel. Hunden blev ikke glemt, han fik en halv Tvebak; derpaa foldede den gamle Karl sine Hænder og takkede vor Herre for at de havde beholdt Livet. Det næste, han havde at gjøre, var at trække sine Støvler af, hælde Vandet ud, klæde sig ganske nøgen, vride Vandet af hvert Stykke, han havde baaret, og derpaa, ligesom det var, tage det paa igjen; Matrosen gjorde ligesom han, men den tredie Person, der var i en sort, snever Klædning, og med et stort graat Slag over sig, løsnede kun dette, heldte Vandet af Støvlerne, og gik saa til Taaren og Skibstvebakkerne.
»Gjør som vi,« sagde Matrosen, »saa tørrer hun bedre.«
Men den blege, tynde Mand, som de vaade Klæder gjorde endnu mere tynd, rystede med Hovedet.
»Jeg er bange, jeg forkjøler mig!« sagde han; »nu er jeg varm, deilig varm, og jeg bliver det mere endnu ved en Slurk til.«
»Ja, men kun een!« sagde Styrmanden, »vi kunne blive nødte til at ligge her for Anker i flere Dage, og I seer Alt, hvad vi have at leve af. Smøg Tøiet af, som vi, og klem det tørt!«
Den blege Mand rystede med Hovedet; der gik et Kuldegys gjennem ham, men han var deilig varm, sagde han. Hvad var Aarsagen til at han vægrede sig? Deri laa et characteristisk Træk, paa hvilket vi maaskee kunne kjende ham igjen fra gamle Tider. Der er et
Ingen af de Tre, som sad i »Baaken«, havde Lyst til at tale; trætte og udmattede af den Nød og Kamp, de havde prøvet, kastede de sig Hver i sin Krog. Skibshunden Nieble laa i det fjerde Hjørne. Gulvet flød med Vand fra Klæderne og fra Brændingerne, som sprøitede mod Lugen. »
Da Stormen havde lagt sig, vovede ved Høivande nogle Fiskere at lægge ud til »Baaken« og bjerge de Strandede. Styrmanden og Matrosen kom i Huset hos Kommandoren; den blege, magre Mand, noget over fyrgetyve Aar syntes han at være, og efter Dialecten en Sydtydsker, kom til Moritz i Præstegaarden.
»Undskyld min noget usle Skikkelse!« sagde han med en under Omstændighederne forunderlig Livlighed; »jeg reiser altid med de daarligste Klæder, jeg har, de gode komme i Kufferten! »Reen og anstændig«, det er mit Valgsprog.«
Hedevig stod allerede med en gammel Slobrok af Broderens og aabnede et Kammer for den ny Gjæst.
»Jeg vilde for min Sundheds Skyld til Föhr,« sagde han, »tage nogle Søbade, jeg har faaet dem nu fra Grunden.«
»De har beholdt Livet, vor Herre være lovet! Hvil Dem nu ret ud hos os, og skriv saa snart til Deres Familie, at de ikke skulle være i Angst for Dem. Hvad kan man ikke lide! hvad kan man ikke tænke!« Og Hedevig sukkede dybt, hun tænkte paa Elisabeth.
Opvarmet og udhvilet, styrket ved Mad og Drikke, fortalte Manden, at han var en ungarsk Skuespiller af et betydeligt Navn; det var Moritz, han meddelede sig til og forsikkrede, at han især i Stæderne
Moritz saae stivt paa ham og udbrød: »jeg har hørt en anden Historie, som ligner denne meget, naar jeg undtager Slutningen; i den var det en ulykkelig Liremand og hans Kone, som fødte sit Barn i en gammel, faldefærdig Gaard; der opholdt sig ved et Tilfælde nogle unge, adelige Venner, de toge sig af Barnet, og da der siden oppe paa Gaarden blev Forhør over Liremanden, kom det i Huus hos en gammel Baronesse. Jeg var selv tilstede, jeg var Gjæst, og De var ogsaa tilstede. De var Liremanden!«
»Ja, saa seer De, at min Historie er rigtig,« sagde uden al Forlegenhed Manden, idet han var saa vant til at »
Styrmanden og Matrosen, som Begge vare optagne hos Kommandorens, vare Föhringer; Fartøiet, uagtet det bar et hollandsk Navn, hørte hjemme her, ligesom Skibshunden Nieble, opkaldt efter sin Fødeby Nieblum paa Föhr.
»Jeg har da Brev til Dem, Kommandor!« sagde Matrosen; »det er bleven noget vaadt i Lommen og
»Fra hvem har Du Brev, Nickels? fra van Groote i Haarlem?«
»Nei, fra hans Sønnesøn! jeg kan tænke, at han ikke var blevet glad, om det var
»Fra Elimar!« udbrød Kommandoren.
»Ja!« svarede Matrosen; »han vilde nok gjerne have de Papirer, han skriver om. Nu ere de brugelige.«
»De ere sendte paa anden Vei,« sagde Kommandoren og kunde ikke tilbageholde et dybt Suk. Den inderligste Sorg stod i den gamle Mands Ansigt.
»Hvorfra har han vidst det tidligere?« spurgte Matrosen med et
»Fortæl mig Alt, hvad Du veed om den Ulykkelige!« sagde Kommandoren.
»Saa meget ulykkelig kan man da ikke kalde ham,« svarede Matrosen; »den
»Fy!« sagde Kommandoren; »kan Du tale saaledes til mig i mit Huus og i en saadan Sorgens Time.«
Matrosen saae paa ham. »Det er jo et godt Parti, som man siger; hvorfor skulde han da ikke tage hende, selv om hun kan være Moder til ham? Vilde Kommandoren ikke have gjort det samme?«
»Om Hvem taler Du?« spurgte Kommandoren.
»Om Elimar Levsen, Jeres Sønnesøn!« svarede Nickels; »han gifter Enken derovre og faaer eget Fartøi at føre; det staaer vel Alt i Brevet.«
»Du er forstyrret i Dit Hoved!« sagde Kommandoren. »Du har endnu ikke forvundet hvad Du har døiet derude, det rapler for Dig. Ja, ja, ogsaa paa Landjorden kan man prøve Søer, der slaae Hjernen itu paa os!«
»Elimar Levsen har gjort Lykke hos Enken,« sagde Nickels. »Det er ikke saa utroligt! raskt Væsen har han, godt seer han ud, og det holde Fruentimmerne af; og saa har den rige Enke, hvem han foer for i Amerika, gjort ham fra Styrmand til hendes egen Capitain. Jeg talte jo selv med ham derovre; Forlovelsen var lige glattet af, da jeg skulde hjem, og saa skrev han Brevet, jeg har her, og som han gav mig med, for han vidste, jeg vilde lige fra Holland stikke her hjem med en af vore Föhringere.«
»Elimar er jo i Kjøbenhavn!« sagde Kommandoren. »Veed Du det ikke? I Bolt og Jern er han der!«
»
Den gamle Mand greb det, hans Haand rystede, det var Elimars Skrift. Han aabnede det, og bredte det ud paa Bordet, thi det var skilt ad i Sammenlægningen.
»Det er noget læk i Delene!« sagde Nickels.
Kommandoren læste, begyndte at vakle, satte sig, stod op igjen, gik til Skuffen, hvori Skrivelsen laa fra Landfogeden i Wyk; jo, der stod tydeligt i den, at Elimar var kommet til Kjøbenhavn, at han var en fangen Mand, en Forbryder, at han havde dræbt Understyrmanden paa det Fartøi, han var paa! Men nu dette, rigtignok ældre daterede Brev fra Amerika, som Nickels bragte! Det var Elimars Skrift og Alt deri var Glæde og Lystighed; han fortalte om heldige Reiser, han havde gjort, om den rige Enke, han derovre havde faret for, at hun fandt Behag i hans Person, at de skulde giftes, at han var overordentlig glad og lykkelig, og udbad sig Døbeseddelen og sine Papirer tilsendte før Brylluppet. I en Efterskrift var tilføiet en Hilsen til hans lille Kjæreste Elisabeth, som han ikke kunde gaae og vente paa, men som han lovede at ægte, naar han engang blev Enkemand.
»Han har Ingen dræbt!« sagde den gamle Mand, og sank grædende tilbage i Stolen.
Madam Levsens Glæde og Lyksalighed var uendelig stor; hun kyssede Nickels, løb over til Moritz og Hedevig, lo og græd. Men deres første, stadige Tanke var dog Elisabeth; hvad var der blevet af hende, hvor var hun kommet hen? Moritz havde alt et Par Breve færdige, som han vilde sende til de forskjellige Overfartssteder, hvor han troede, hun maatte være bleven standset, da hun var uden Pas; dernæst et Brev til Etatsraad Heimeran, for at han i Kjøbenhavn kunde søge Oplysning om hende, dersom hun var naaet dertil. Ikke engang til Hedevig havde han sagt et Ord om, at den Strandede, de havde som Gjæst, var Elisabeths Fader; denne selv fik ikke at vide, at hans Barn endnu igaar Morges havde været i dette Huus, at man for hende var her i Sorg og Angst; det var unødvendigt at fortælle, og hverken til Gavn eller Glæde.
Nu kom Kommandoren, men ikke saa fornøiet som hans Kone; hun var i sin Henrykkelse og Glæde strax løbet derover. Kommandoren havde ogsaa øieblikkelig været glad, men snart var den sørgelige og rimelige Tanke opstaaet: »Alt var godt og vel, da dette Brev blev skrevet, saaledes stode Sagerne dengang, men kan det Onde ikke senere være skeet, ja maaskee samme Dag, Nickels seilede bort med Brevet? Partiet kan være gaaet overstyr, Elimar kan have gjort en gal Streg, opgivet Alt, være gaaet paa et andet Fartøi, Alt kan være passeret som vi frygte og maae frygte. Der er jo skrevet nøiagtigt derom fra Politiet i Kjøbenhavn. Det er Galskab at være glad og troe og tænke paa en saa utrolig Lykke!«
Madame Levsen blev bleg af Skræk, da hun hørte den Mening; hun vred sine Hænder og var ligesaa hurtig til igjen at frygte det Værste, som hun havde været det til at gribe Lykkebuddet, der bragtes.
Moritz maatte give Kommandoren Ret, men et Haab havde de dog, sagde han, et Haab, der ikke burde opgives. Han aabnede igjen Brevet til Etatsraad Heimeran, tilføiede Efterretningen om Elimars Brev, om Nickels Meddelelser, og bad Etatsraaden, paa det Indstændigste, at søge Oplysning om Fangen, og, naar han fik den, da uopholdelig at skrive derom. Jap-Lidt-Piders, som var kommet fra Dagebüll, sagde, at Elisabeth rigtigt var taget med ham over, men var slet ikke kommet til Værtshuset; Ingen derovre havde seet noget til hende; hun maatte strax være gaaet videre fort.
Vi ville see, hvor vidt hun var. Hun seilede netop da i store Belt, ud for Langeland, omtrent paa samme Sted, hvor vi den Aften, hun fødtes, saae Moritz med de unge, adelige Manuducenter i aaben Baad styre til Fyen. Ogsaa nu var Vinden imod, Skipperen maatte krydse, og først næste Eftermiddag naaede han Karrebæksminde, hvor Elisabeth steg iland, for derfra at vandre til Kjøbenhavn og søge Kongen og Elimar.
Ende paa anden Deel.
Tredie Deel
I
Enkefruen
Elisabeth var kommet i Land ved Karrebæksminde5. Skipper Thømming havde vist hende, hvad Vei hun skulde gaae til Nestved og raadet hende, at overnatte der, for næste Morgen tidligt, der just var en af de Dage, paa hvilke Dagvognen gik til Kjøbenhavn, at tage med denne; hun vilde da for nogle faa Penge endnu før Aften naae til Kjøbenhavn; dette var den sikkreste og mest tilraadelige Maade at komme derind paa. I Nestved skulde hun boe hos Viinhandleren paa Hjørnet af Helligaandsgaden og Katekismusstrædet, her var et godt Vertshuus og herfra kjørte just Dagvognen; Alt vilde gaae af sig selv, tilføiede han. Ikke uden Vemod sagde hun Farvel til den skikkelige Skipper og begav sig henad Skovveien til Nestved.
Det var i October, Skoven stod usædvanlig silde endnu med tæt, broget Løv; Luften var efter Stormen saa klar og høi. Det var de store Træer, den hele Skovnatur i sin synkende Pragt, saa fremmed og dog saa kjendt, der greb hendes rent poetiske Gemyt; der var noget Kirkeligt i Skoven og Solen skinnede som et Guds Ord, en Guds Prædiken derind. Det var ikke den korteste Vei, hun gik, men hun vidste det ikke, mærkede det ikke. Pludseligt hørte hun Orgeltoner, de løde ind i Skoven til hende; hun var ved det gamle
Snart saae hun for sig Byen under den store Sandbanke, der er i Høide med Kirketaarnet; hun fandt Vertshuset og fik sig der et lille Kammer; Brød havde hun kjøbt sig paa Gaden hos Bageren, det spiste hun og drak Vand til, for ikke at faae for stor Regning. Elimar var hendes stadige Tanke, ham skulde hun snart see, maaskee allerede imorgen Aften, men hvorledes kom hun til ham? Hvad maatte han ikke lide! Og hun tænkte paa sine Pleieforældre, som hun havde gjort den bittre Sorg at gaae bort fra, uden at sige Farvel, det hun ikke kunde, det de ikke vilde have tilladt hende! Og hvad vilde Monarken sige? Vilde hun hos ham have Mod til at tale, at bede? Jeg vil græde for hans Fødder, tænkte hun, og han vil læse den gamle Bedstemoders Brev og røres ved al den Nød! Taarerne trillede Elisabeth ned ad Kinderne. Da lød ude fra Gaden Musik; det var Trompeterne, som blæste
I Morgenstunden blev hun vakt af Pigen, der sagde hende, at nu maatte hun op, vilde hun med Dagvognen. Nede i Gaarden holdt to store firesædige Vogne; endeel Madammer og Herrer, alle fine Folk, syntes Elisabeth, steg op, det var skrækkeligt høit i Veiret; hun fik en Midt-Plads, Kudsken blæste og rask gik det gjennem Gaderne, hvor Folk rundt om kom til Vinduerne; der var en Nikken og en Hilsen, en Raaben til og fra; det gik just raskt, men kun ud af Byen, da inderligt langsomt. Det var Dagvognskjørsel; Dagvognsconversationen begyndte, Dagvognsbekjendtskab blev gjort. Alle vare, som sagt, fine Folk.
Himlen var med Skyer, det blæste stærkt; men i den danske Tilfredshed, hvad Climatet angaaer, trøstede man sig indbyrdes med, at man maatte være glad for den Blæst, thi ellers havde man Skylregn. To Madammer fortalte hinanden de frygteligste Historier om Dagvognen; den var væltet Dagen forud, den havde engang ifjor kjørt et Barn over; man kunde vente Alting; og nu kom de til at tale om Elendighed, og det gik fra Dagvognen til en Luftballon, der var styrtet ned ovre i England.
Der var en halvgammel Mand, som talte Æsthetisk og blev deri drevet frem af en ung Student, der syntes Kløgten selv. »Jeg siger som Shakspeare: no, no,« sagde den Gamle, – for han kunde citere.
»Hvor siger Shakspeare det?« spurgte Studenten.
»Det siger han mange Steder. Det er en meget bekjendt Replik!«
»Ja, saa siger han vel noget mere?« sagde Studenten.
»Saa, troer De det?« svarede den Gamle, og saa var han stødt.
En Madamme talte idelig kun om Madlavning og om hvad de nu turde skrive i Aviserne.
En gammel og sygelig Herre sad med sin ganske unge Kone, og en Ven, han traf her paa Vognen, billigede hans Giftermaal og talte meget trøsteligt for Ægteparret, sagde, at det var fornuftigt, han havde taget en Kone, som var ung og rask og kunde pleie ham i hans Alderdom og Sygelighed, og som han kunde efterlade Midler, saa hun efter hans Død vilde faae det velsignet. Den unge Kone sværmede for to Ting: sin gamle Mand, hvis Fingre hun sad og legede med, og for at komme paa Comedie i Kjøbenhavn; hendes Tidsregning havde altid været efter, naar Theatret aabnedes og naar det lukkedes; læste hun i Aviserne, at nu vare Logerne til Salg for den kommende Saison, det var for hende som for os at læse: nu har Storken vist sig, eller at der allerede var kommet modne Jordbær. Dagvogns-Selskabet blev indbyrdes mere og mere bekjendt, og snart var det opdaget, at Elisabeth var »en Fremmed fra Holsteen,« som de sagde, og at hun var ganske alene; hvor Halligerne laae, vidste Ingen, ikke engang Studenten; han mente, at det var en gal Udtale af Navnet, thi ellers kjendte han det. Halliger gjorde han til Haligoland, og saa var det snart Helgoland. Elisabeth rystede med Hovedet, men indlod sig ikke videre paa Forklaring. Og saa kjørte de over det høitliggende, bakkede Hedeland med den vide Udsigt, forbi
»Men hvem vil De søge til, naar De kommer ind i Byen?« spurgte Enkefruen.
Elisabeth nævnede Etatsraad Heimeran, som hun ikke kjendte, men som kjendte hendes Pleiefader. Etatsraaden var næst Kongen hendes Haab og Støtte.
»Ja, men hvor finder de Etatsraaden iaften? Kjøbenhavn er en stor
Og hun gjorde Elisabeth endnu mere angst.
»Jeg veed ikke, hvad jeg skal finde paa med hende!« sagde Enkefruen.
De nærmede sig Kjøbenhavn; det var, som vi veed, i October, det var
»Stakkels Barn!« sagde Enkefruen; »det er næsten bælmørkt; kom da med mig! for en Nat eller to faaer jeg vel Plads til Dem; De kunde komme i slemme Hænder, stakkels Barn! det er en farlig By og her er mange onde Mennesker!« Landsoldaten gik med Kufferten paa Ryggen, Sanne løb med Æsken foran. »Vi skulle i Laxegaden«, sagde Enkefruen, »den Gade har De vel hørt nævne? den ligger paa et godt Strøg, mellem Børsen og Theatret; det er
I Regn og Rusk, i al Flyttedags-Dyndet vandrede de afsted. De mange Mennesker paa Gaden, denne Travlhed, Alt havde noget ængstende for Elisabeth; »saa Mange rundtom og ikke en Eneste kjender mig eller
»Et lille ukonfirmeret Skind er det,« sagde Fruen; »Sanne kommer Morgen og Aften og passer mig; den Anden, jeg havde, var en slet Person, som jeg maatte lade løbe. Siden skal De see en ung Dame, Adelgunde, en klog, dannet Pige; hun kommer i de bedste Familier, hun hjelper med Pynten, det kan hun mageløst. Hun gjør bestemt engang et Parti i den høiere Stand, hun er egentlig født til at være Prindsesse!«
Elisabeth vidste ikke, hvad hun skulde svare, hun sad forknyt og trykkede Fruens Haand til sin Mund; og nu gav Fruen hende en egen Skuffe med egen Nøgle til, der kunde hun gjemme sit Tøi og de Penge, hun havde, – nogle maatte hun jo have; og saa vilde de for iaften ikke sørge mere, sagde hun; nu kom Adelgunde strax, og saa skulde de hver have et Glas Punsch; imorgen kunde de tænke over, og saa skulde Elisabeth gaae til Etatsraad Heimeran, der maatte tage sig af hende og vilde det nok!
Fruen fik et meget godt Schavl om sig, Bordet blev vel besat, og nu kom Adelgunde, med Silkekaabe og Fløielshat. Hun var neppe tyve Aar, slank Figur, straalende Øine og et ypperligt Snakketøi, og af Profession – Sypige.
I Kjøbenhavn ere Sypigerne en egen Classe, og i Regelen høist respektable Piger, – med Undtagelser. Deres Stilling er sædvanlig meget tung og bitterlig. Fortjenesten er saare ringe, og deres Liv ofte et Fængsels-Liv. Fra den tidlige Morgen til ud paa Aftenen maae de i en dem fremmed Familie arbeide ufortrødent og prøve forskjellig Behandling; hos Borgerklassen regnes de i Almindelighed med til Huset, spise endogsaa i Stuen med Familien, eller i Børnenes Sovekammer; hos Folk høiere i Rangen have de en Slags ensom Arrest; de lukkes inde med Sytøiet paa et Kammer og der kommer ikke et levende Væsen til dem, uden, ligesom i Arresten, naar Maden bringes dem. Man har mange Exempler paa, at om endogsaa Fortjenesten her er større end andetsteds, de stakkels Syjomfruer aldeles skye disse Huse; de kunne ikke udholde denne Afsondring fra Alle, denne evige Taushed.
Adelgunde havde for længe siden taget sit Parti, kun at gaae hvor hun morede sig, og det var ikke mange Steder; dog, hun havde det alligevel
Enkefruen satte hende strax ind i Elisabeths Historie, og Adelgunde blev saa rørt over sin Venindes Opførsel, at hun faldt hende om Halsen og kaldte hende »sin søde Frue!« Det var ogsaa yndigt, fandt hun, hvad Elisabeth havde giort; naar bare ikke
Det var høit paa Dagen, da der blev kaldt paa hende; hun havde sovet længe. Adelgunde bragte hende selv Kaffe paa Sengen, og da hun saa stod op og saae fra Kjøkkenvinduet ud, var Luften saa klar, Solen skinnede over Nabohusene; et Vindue paa Tagkammeret stod aabent, en lille Fugl i Buur sang derfra saa høit og lystigt, – et godt Varsel for, hvad Dagen vilde bringe. I Hast var hun færdig for strax at gaae til Elimar; see ham, trøste ham, var hendes første Tanke. Men Enkefruen sagde, at det var ikke saaledes at løbe til, der maatte først
»Mit Hjerte koster mig meget!« sagde Enkefruen; »det løber altid af med mig! ja, var jeg en rig Kone, saa var det ikke noget, saa kunde jeg ødelægge mig med Fornøielse, det sagde ikke noget! men nu maa jeg tænke videre frem; naa, saa bliv da her til Etatsraaden kommer, men saa maa Du fortælle ham, hvad jeg har gjort, nogen Godtgjørelse maa jeg have!« Og hun kaldte Elisabeth til Siden, bad hende, som Laan foreløbigt at give tre Rigsdaler af dem, hun havde; Enkefruen var i en øieblikkelig Pengeforlegenhed. Hvad Elimar angik, var der talt med Assistenten, og hun vilde erholde Tilladelsen til at see ham, rimeligviis imorgeneftermiddag; den Dag var det ogsaa Audientsdag og saa kunde hun benytte Formiddagen til at forsøge sin Skjæbne hos Kongen; man maatte bruge Tiden!
Altsaa endnu næsten en heel Dag før hun skulde see Elimar! hendes Hjerte bankede i Sorg og Længsel, hendes Hoved var som vilde det gaae itu; men hun maatte jo finde sig i hvad de Andre sagde, det var det ene Rigtige og Mulige. Adelgunde læste høit for hende af »
Fra sin tidligste Ungdom havde hun elsket ham, men han havde ikke mærket det, for han var Forretnings-Menneske; da kom de i By sammen, det var Helsingør, og der begyndte Intriguen. En Dag, hun var i Kjøbenhavn, læste hun i Aviserne, at en Mand i Slagelse lyste efter sin Hund, som var løbet bort. Da fik hun sin Idee; hun skrev strax uden videre, at Hunden var seet i Kjøbenhavn der og der; og heri var nu ikke et Ord sandt, men indeni Brevet lagde hun et Andet, som hun bad Manden i Slagelse besørge til Helsingør, og det var til ham, hun elskede, og hvem hun nu sagde det reent ud; for det er altid det Bedste! Sit Navn skrev hun ikke, og den Omvei Brevet gjorde, vilde føre ham paa Vildspor, mente hun; ogsaa havde hun skrevet, at dersom han nu, efterat vide hendes Hjertes Tanker, vilde kjende hendes Person, da kunde han Løverdag Middag i Helsingør hos fire forskjellige Piger finde hendes Lighed; den Ene var Klædekræmmerens Datter paa Hjørnet, der kunde han gaae ind og tage Prøver af fint Klæde; den Anden var hos Isenkræmmeren, der kunde han gaae ind at kjøbe smaa Søm; det tredie Sted skulde han gaae ind paa Gangen og spørge efter Nogen, som ikke boede der, og paa det fjerde Sted, det var hos Consulens, kunde han gjøre det samme, og naar han saa havde seet dem alle Fire, kunde han tænke over; han skulde da om Søndagen gaae i Kirken, hvor han vilde finde alle fire Piger i den sidste Kirkestol, og naar de saa gik ud, skulde han tale til den af dem, som mest behagede ham; traf han da den Rette, vilde han modtage en lille Billet, og Forlovelsen var afgjort. Og Brevet kom rigtigt og Alt gik rigtigt. Han gik i alle fire Huse, og om Søndagen i Kirken, og traf den Rette, og saa var det jo gjensidig Kjærlighed! de bleve Mand og Kone, og nu var hun Enkefrue! Og Adelgunde saae med opspilede Øine paa hende, lo og forsikkrede, at det kunde blive den deiligste Roman, naar den blev rigtigt sat sammen; og Fruerne beundrede hvad der var fortalt, og havde ogsaa Historier, der skulde sætte dem lige saa høit i Opfindsomhed og Kjærlighed. Elisabeth vidste tilsidst slet ikke hvad de talte om, hun hensank i sin egen Sorg og dens mørke Tanker. Næste Morgen skulde hun søge Kongen og samme Dag see Elimar; det var den vigtigste Dag i hendes Liv, følte hun; hvorledes vilde den ende? med hvilken Ro og Fortrøstning skulde hun vel imorgen gaae tilsengs? Hun var saa ung, og alt saa gammel i Sorg og Angst!
II
I Forgemakket, paa Raadstuen og i Theatret, samt hvad der senere fulgte paa
Lille Sanne skulde vise Elisabeth
»Han hverken skriver eller læser!« svarede Sanne, »han bærer kun om og er Ansvarendes!«
Nu vare de ved Slottet; der stode Soldater i
»Jeg maa selv tale med ham!« stammede hun; »o min Gud!« og hun var nær ved at segne om.
»Kom paa Mandag,« sagde han, »og Du vil nok komme ind.« Alle gik, Elisabeth maatte ogsaa gaae, i det Øieblik, hun stod saa nær ved Naadens Dør, saa levende havde samlet Alt, hvad hun vilde sige.
Dybt bedrøvet kom hun hjem; men Enkefruen, der kjendte Forgemaksvæsenet, havde forudseet det; i Eftermiddag vilde hun selv gaae med Elisabeth til Synderen, som hun kaldte Elimar. »Jeg vil følge Dig derop paa Raadstuen,« sagde hun »skjøndt det er et afskyeligt Sted, hvor jeg aldrig har været; men nu har jeg jo engang taget mig af Dig, og saa maa jeg holde det ud!«
De gik til
Raadhusets høie Kolonner, de store tilgittrede Vinduer, den brede Trappe, hele Bygningens Forskjellighed fra de andre Gaarde der paa Pladsen, bidrog til at forhøie Stemningen; de gik op af brede Trapper, hen ad lange Gange og over et Galleri, hvorfra de saae ned i en stor Sal; Alt var saa stort og forskjelligt fra den Forestilling, Elisabeth havde gjort sig om Veien til et Fængsel; her var ikke mørkt, skummelt og gammelt, som i Edinburgs Fængsel, og dog smaasnakkede Fruen i Eetvæk, at her var rædsomt, at Luften var ganske grulig, at hun havde Zittren i sine Been.
De traadte nu ind i et som Contoir indrettet Værelse;
»Nu kunne I tale sammen!« sagde Assessoren.
»Det er ikke ham;« udbrød Elisabeth; »det er ikke Elimar Levsen! ham søger jeg, ham der kjender jeg ikke.«
»Det er Elimar Levsen!«
»Nei, nei! det er ikke denne! jeg søger Elimar ovre fra Oland, Commandorens Sønnesøn, som« – hun kunde ikke udtale: – »har myrdet ....« men sagde: »som er kommet fangen hjem fra Amerika.«
»Det er jo Dig!« sagde Assessoren til den Fangne. »Hedder Du ikke Elimar Levsen?«
»Det er mit Navn!« svarede han med et eget Smil. »Jeg er Sønnesøn af Commandoren paa Oland.«
»Nei, det er ikke muligt!« sagde Elisabeth med en forunderlig Heftighed. »Saaledes seer Elimar ikke ud, saaledes kunde han ikke komme til at see ud! Det er ikke de Øine, ikke det Ansigt, slet Intet!«
Assessoren hørte med Opmærksomhed paa Elisabeth, betragtede hende og den Fangne, og en Art Forhør begyndte, hvori Elisabeth naturligt og uskyldigt fortalte om den Sorg, der laa paa de Gamle hjemme, at Madam Levsen havde skrevet Brev til Kongen, og at hun var gaaet med det til Kjøbenhavn og idag havde søgt om Audientsen.
»Saa Kommandoren og Mutter Levsen tage sig det saa forfærdeligt!« sagde den Fangne; »det tænkte jeg nok og det kan de have godt af! De skal huske Jes Jappen!«
»Jes Jappen!« raabte Elisabeth.
Ja, ham var det, Jes Jappen, Tjenestepigens Søn. Han havde virkelig i Amerika lidt Skibbrud, mistet Pas og Papirer og uden nogen bestemt Hensigt, men af et Indfald, kaldt sig Elimar Levsen, da han tog Hyre paa et andet Fartøi; i en Ordstrid havde han med sin Kniv stukket Styrmanden ihjel, og da han i Baand og Jern kom til Kjøbenhavn, var det ham en Fornøielse at tænke, hvilken Forfærdelse de ovre hos Kommandorens vilde faae, naar de hørte at Kjellingeungen, som han kaldte Elimar, var kommet i den Bedrøvelse. Et lille Skub kunde de have godt af derovre, de fik jo nok at vide, at det var Løgn, og saa havde de jo dobbelt Fornøielse!
Alt dette tilstod han uden videre, og da han saae, hvor Elisabeths Øine lyste, hvor hele hendes Ansigt afprægede en indre Lyksalighed, kom det egne Grin om hans Mund og han sagde: »det var syndigt om han tog den rige Enke derovre, naar han har saadan en Kjæreste!«
Elisabeth blev blodrød; den Fangne førtes bort, for senere at tages i et nyt Forhør. Assessoren sagde Elisabeth, at hun muligt endnu engang kunde blive kaldt derop, dog vilde det ikke skee, naar ikke Jes Jappen kom med nye Løgne, hvorved hendes Udsagn maatte hjelpe dem. Han fik derpaa Enkefruens Adresse og da Assessoren gratulerede Elisabeth til det lykkelige Udfald for hende, greb hun hans Haand, kyssede den med en Inderlighed, en Bevægelse, som om et Menneskes Liv var givet hende i denne Time. Deiligt som et Feeslot var hende nu den hele Bygning med Trapper og Gange; hun lo, hun græd, kyssede Enkefruen paa Haanden og paa Kaaben.
»Men Gud bevares, Barn!« sagde Fruen, »det er jo deiligt! det er mageløst! men bliv besindig! lad os bare slippe hjem, komme ud af dette Tyvehul! uh, Luften kommer til at sidde i Klæderne paa os! der er noget ved Raadstue-Luften ligesom ved Hospitals-Luften, den gaaer lige ind i Tøiet!« og hun pustede og hun viftede sig med sit broderede Lommetørklæde.
Elisabeth var glad og lykkelig som aldrig før; hun maatte skrive, strax skrive hjem at det ikke var Elimar, som sad i Baand og Jern, at hun selv var i gode Hænder, hos en velsignet Frue, hun havde truffet paa Dagvognen, at hun om to Dage kunde vente Etatsraaden, der nu var paa Landet, og at hun vilde bede ham hjelpe sig til Oland. Hun huskede nu ogsaa paa, at i Kjøbenhavn var endnu en Bekjendt, den kjære Trine, gift med Skomager Hansen, Trine, der engang som Barn havde været ved Theatret og dandset med Vinger paa Ryggen og Pallietter paa Skoene; Elisabeth spurgte Enkefruen, om hun kjendte hende, om hun vidste, hvor hun boede, om man ikke kunde see efter hende i den Bog, hvori de havde fundet Etatsraadens Bopæl?
»Han er vist for simpel Skomager til at staae i
»Jo vist, hende kan det være!« sagde Adelgunde; »jeg kjender hende; de har ingen Børn og boe omme i Kjelderen; hun er endnu ved Theatret og synger i Chor; hun hedder Trine Hansen; jeg har rigtignok aldrig talt med hende, men hende er det, hun har tjent i Fyen hos Baronessen med Turbannen!«
»Hos den gale Baronesse!« sagde Enkefruen. »Veed Du, hun er kommet fra Fyen for en otte Dage siden, og Dattersønnen med? men han logerer omme i Hôtel royal; det er et deiligt Menneske, han seer ud som en Italiener! Du vilde synes godt om ham, Adelgunde.«
Sanne kom hjem fra Urteboden med et halvt Ark Brevpapir; den lille Lap graat Papir, som Boutikdrengen havde lagt mellem det og Sannes smaa Fingre, var Skyld i, at det kom skinnende hvidt i Huus; Pen og Blæk blev bragt og snart sad Elisabeth ifærd med at bringe alle de sidste store Begivenheder paa Papiret. »Det var syndigt, om han tog den rige Enke derovre, naar han har saadan en Kjæreste!« havde Jes Jappen sagt, det var hans sidste Ord, de kom altid tilbage i Elisabeths Tanke, de laae idetmindste et Øieblik saa mægtige, saa forstyrrende, og i hvor ubetydelige de end vare, havde de dog en Virkning som det fine Haar i Kikkerten, der voxer til Ankertoug og forhindrer, ret at see Gjenstanden, der skal betragtes. Men som sagt, det var kun et Øieblik, alt som hun skrev, lyste det mere og mere i hendes Sjæl; Elimar var jo fri og uskyldig, det Hele havde været som en fæl Drøm; hun tænkte paa de Gamles Glæde og Lyksalighed, naar de fik alt dette at vide og hendes eneste Frygt, – den hun udtalte for Adelgunde og Enkefruen, – var, om bare dette Brev gik sikkert med Posten, om man passede vel paa det og hvor mange Dage det kunde vare førend det kom til Oland. Paa det Sidste vidste de nu ikke at svare, derimod trøstede de særdeles med hvad Sikkerheden angik. »Alle Brevene,« sagde de, »blive paa Posthuset indskrevne i en Bog og saa ere de aldeles sikkre.« Sanne skulde gaae med Brevet, men Elisabeth havde en saadan Frygt for at hun kunde tabe det, eller levere det til Andre end Postmesteren selv, at hun helst selv gik med og bad paa Posthuset, at det maatte gaae sikkert, da det var saa vigtigt; og man lovede hende det ganske bestemt. Nu behøvede hun altsaa ikke at gaae til Kongen, hun havde slet Ingen at søge uden Etatsraad Heimeran og Trine, ja hende maatte hun besøge, den kjærlige, skikkelige Trine. Mon de kunde kjende hinanden igjen?
Med fornøiet Ansigt, glad og usædvanlig snaksom, det Elisabeth ikke før havde været, kom hun med Sanne hjem; og denne Livlighed klædte hende, sagde Adelgunde; »hun kunde med Klæder, som
Deres Betragtninger paa Vandringen vare just ikke saa dybsindige; vi kunde ved Vandringen maaskee dog ledes til Andre, der, om de heller ikke ere dybsindige, dog tjene til Overgangsbro for hvad her videre er at fortælle. Fiskeri og Tiggeri har noget meget Beslægtet; Fiskeren kan sidde hele Dagen paa samme Plet, vente og vente, tidt for at faae en ussel lille Skalle; Tiggeren sidder ogsaa hele Dagen paa samme Plet, venter og venter paa en lille Skilling; der er den Forskjel, at den Ene kalder det »at more sig,« den Anden »at friste Livet;« den, der morer sig, river tidt den uskyldige Fisk af Krogen, saa dens Mundvig og Øine sønderrives, og er Fisken for lille, kastes den blodig tilbage eller hen i Græsset for at døe der. Tiggeren, idetmindste han, der som Fiskeren sidder paa sin faste Plads, gjør ikke saa blodig Fortræd; men der er en anden Slags, den velklædte, omvandrende, ikke værdige, der ofte flænger Mundvig og Øine i aandelig Betydning. En af disse velklædte, omvandrende – ja det er ikke at skjule, – i hendes Selskab ere vi, i det vi gaae med Enkefruen.
»Du maa gjøre mig en Tjeneste!« sagde hun til Elisabeth, idet de gik. »Her henne i Havnen boer en Mand, jeg skal have Penge hos. Gaa op med dette Brev anden Sal tilvenstre, – Kammerraad er han; og spørger han, hvem det er fra, kan Du, for ikke at gjøre lang Forklaring, sige, at det er fra Din Moder. Jeg vil ikke gjerne mundtlig kræve ham, for saa taler han saa ynkeligt og jeg lader mig bevæge; men nu har jeg skrevet, meget faaer jeg vel ikke, og det er haardt, ikke at kunne faae sine egne erhvervede Penge; men tal ikke et Ord om hvad jeg har sagt, ikke et eneste, det vilde genere ham, og det nænner jeg dog ikke.«
Og Elisabeth gik op i Huset med Brevet. Kammerraaden lukkede op, han var i Slobrok, en venlig gammel Mand. Med et noget ynkeligt Ansigt læste han Brevet, rystede med Hovedet, trippede lidt om og sagde: »ja, jeg vilde gjerne, men det er mig umuligt; jeg har i den sidste Tid havt saa store Udgifter, alle Folk strømme ind paa mig! hm! hm! stakkels Kone!« og han gik til sit Chatol, tog en Rigsdalerseddel og gav Elisabeth. »Sig Deres Moder,« sagde han, »at det er Alt hvad jeg for Øieblikket kan!« Og han saae ret venlig paa hende og lukkede hende ud.
Enkefruen, der stod i næste Gadedør, kom frem og spurgte, hvad han havde sagt. Elisabeth fortalte hvert Ord og gav hende Rigsdaleren.
»Er det Alt hvad Du fik?« spurgte Enkefruen; »det er skammeligt! jeg skulde have mange Penge hos den Person og saa giver han mig een Rigsdaler! det er næsten en Fornærmelse! han fortjente, jeg gik op til ham! det maa være i Drukkenskab, han har gjort det; han drikker skal jeg sige Dig! snakkede han ikke over sig? Sagde han ingen Ting, Du syntes var underligt, angaaende at jeg krævede mine Penge?«
Elisabeth gjentog hvert Ord, han havde sagt, og Fruen var rolig; der var ikke noget, som kunde tyde paa, at Manden havde faaet et almindeligt Tiggerbrev.
»Det er en daarlig Person!« sagde Enkefruen. Det
De de kom hjem, havde Elisabeth idetmindste seet og været i de fleste Boutiker paa Østergade. »Vi have brugt os!« sagde Enkefruen.
»Og nu skal jeg gjøre hende en Fornøielse,« sagde Adelgunde. »De har nok intet Theater ovre i Holsteen, paa deres Øer, – Gud!« afbrød hun sig, »det har jeg nu aldrig tænkt paa, at der var Øer ovre ved Holsteen! hvor dog Verden er mærkelig stor! Du skal med mig paa Komedie iaften, jeg har af min Kjæreste faaet to Billetter til Pladslogen i anden Etage. Men vi maa gaae tidligt for at komme paa første Bænk, og Barnet maa pyntes lidt! De laaner hende Deres Schavl, det gamle,« sagde hun til Enkefruen, »og jeg skal sætte hendes Haar.«
Der blev strax begyndt paa det. Elisabeth maatte heelt frem paa Gulvet.
»Hun har ingen Huller i Ørerne!« udbrød Adelgunde; »hun har aldrig baaret Ørenringe! hvor hun er forsømt! Hun maa have min »
Og de To gik paa Komedie.
»Vi maae om af den lille Gade der,« sagde Adelgunde; »jeg skal see Lotteri-Nummerne hos
Og de gik forbi Kollektøren, men Tallene vare der ikke. »Dernede i Kjelderen er det, at den Trine Hansen boer, som Du kjender; seer Du Skomagerskildtet og Navnet? ja, nu kan Du ikke løbe derned, det er der ikke Tid til, skal vi paa første Bænk.«
Og hun gik afsted med Elisabeth, som mærkede sig Huset, hvor Collectøren boede, tæt ved Hjørnet. De kom til Theatret netop idet der blev lukket op, og med en egen Færdighed i at bruge Albuerne og støde tilside, førte Adelgunde hende nu i Trængselen ind ad Døre og op ad Trapper og saa sad de paa første Bænk.
Adelgunde kjendte næsten alle Mennesker, især Herrerne, som hun nævnede ved Navn, men mellem disse mange Navne klang kun et Eneste bekjendt for Elisabeth, det var
»Det er
De tomme Pladse i Hofparqvettet, de nummererede Pladser i Løve-Rækken, som man kalder den Bænk nærmest Scenen, da den sædvanligviis søges af de kjøbenhavnske Løver, fyldtes, thi nu begyndte det egentlige Skuespil, nemlig Balletten. Mellem de Indtrædende var en ung Mand i rigt Peltsværk; han havde beholdt det paa, det klædte ham. De vel arrangerede Haar vare noget tynde, Skjægget derimod tykt og smukt. »Seer Du ham, der kom?« sagde Adelgunde, »den Smukke, ham i Peltsværket. Det er kostbart Skind! Er han ikke smuk? Seer Du, han seer os! han smiler! see i min Kikkert! han hilser med det ene Øielaag! seer Du, det er min Kjæreste!« Og Adelgunde var rød som et Blod, lo og talte, reiste sig og satte sig, fik Shavlet om Skuldrene og af Skuldrene, der var en Uro og Bevægelighed, som skulde hun træde op i Balletten.
Musikken begyndte igjen, Teppet rullede op, det var »
»De komme op af et Hul i Gulvet,« sagde Adelgunde. »Seer Du den store Lem lige ned i Kjelderen?«
Men Elisabeth saae Bjerg og Dal, den klare blaa Luft, Kunstnernes Fest; Alt forstod hun, kun ikke, hvorfor de to Pillegrimme bleve til græske Guder; hun spurgte, hvad det var.
»Det er Balletmesteren selv,« sagde Adelgunde; hun havde Svar til Alt.
Og Musikken bølgede
»Det er forbi, kom nu!« hvidskede Adelgunde. Teppet var endnu ikke faldet, men hun drog hende med, Mængden strømmede efter; da de naaede den yderste Udgang, hvor Dørene stode aabne til Gaden, strømmede Regnen ned, det var et afskyeligt Veir, og en Trængsel og et Sammenstød med vaade Paraplyer. Midt i Trængselen stod Herren i den Peltsværks Frakke, han søgte Nogen, det var Adelgunde; hun fulgte efter med Elisabeth, og før denne ret vidste det, vare de alle Tre oppe i en Droske; det var jo særdeles heldigt i dette Veir, og saa kjørte de. Elisabeth vidste hverken det Ene eller det Andet, men da de holdt, vare de ikke udenfor hvor Enkefruen boede.
»Men hvor er det vi ere?« spurgte hun.
»Vi drikke Thee hos min Kjæreste!« sagde Adelgunde; »det er saadan lidt Morskab, som hører til i Kjøbenhavn.«
»Ja, De gjør os den Fornøielse!« sagde Herren ganske venligt, og hun fulgte med; hvor skulde hun gaae hen, og der er jo intet Ondt i at drikke Thee med Forlovede.
I Forværelset sagde Tjeneren, at der var Nogen inde i Stuen, den Herre, som igaar havde spist Frokost hos Baronen, og at han uden videre, da han saae Theemaskinen og det dækkede Bord, var gaaet ind og vilde vente.
»Ham! – det gjør ikke noget!« sagde han til Adelgunde, der syntes at ville vende om. »Han er en af mine intimeste Venner; han er ingen Kjøbenhavner, han er en halv Udlænding.«
Foruden Theen blev givet Befaling, ogsaa at bringe Champagne. Døren aabnedes i det samme og en smuk Mand paa maaskee lidt over de tredive Aar, med et ganske italiensk Ansigt, tog leende imod Baronen, thi Adelgundes Ledsager eller om man vil, Forlovede, var ikke ringere end Baron.
Vennen begyndte med en Undskyldning over at være trængt ind, men standsede ... »Damer!« udbrød han, »jeg beder Dig tusinde Gange om Forladelse!«
»Bryd Du Dig ikke om Noget, min Ven!« svarede Baronen; »jeg skal strax præsentere Eder for hverandre. Du skal kjende min nydelige lille Baronesse. Og her er hendes yngre Søster og trofaste Veninde; – præsenteer Du hende!« sagde han til Adelgunde.
Den fremmede, smukke Mand lo, viste de deiligste hvide Tænder og saae med et gjennemtrængende Blik paa Elisabeth, som blev endnu mere forlegen.
»Det er min Ven, Baronen af
Adelgunde lo, kastede sig i en Gyngestol og var i samme Nu oppe igjen, hun skulde jo være Huusmoder og skjænke Thee. Under alt dette stod Elisabeth endnu og famlede med sit store Shavl; hun vidste ikke, om hun skulde gaae eller blive.
»De er dog ikke bange for mig?« sagde den Fremmede og saae med de mørke, levende Øine saa stivt og underligt paa hende, at hun slog sine ned; hendes Hjerte følte en Angst, som om dette Menneske vilde gjøre hende noget Ondt.
»Det er jo et yndigt lille Ansigt!« sagde han og tog hendes Haand; uvilkaarligt skreg hun høit og løb hen mod Døren.
Adelgunde saae vred til hende. »Vær dog intet Barn! man skulde troe, Du ikke havde været mellem Mennesker før. Saaledes er nu Kjøbenhavn, Barn!«
»O Gud, jeg er jo ogsaa et Barn!« udbrød Elisabeth; »lad mig komme hjem!« og hun saae med et saa inderligt bedende Udtryk paa Baronen, den af dem alle Tre, hun i dette Øieblik følte mest Tillid til.
»O, Din lille Nar!« sagde han; »Du er jo hjemme, Du er jo hos Din Veninde!« og han lo og nikkede til Adelgunde.
Den Fremmede saae igjen med sit forunderlige Blik paa Elisabeth, der var dødbleg og traadte heelt op til Døren.
»Er det Deres Alvor, at De vil bort?« spurgte han. »De bør have Deres Villie! – men alene kan De ikke gaae, tillad at jeg følger Dem!«
»Nei, nei!« raabte Elisabeth, rev Døren op og løb gjennem Værelset, ned af Trappen, og da hun der ikke vidste Besked, lige ind i et
»Hun løber ikke,« sagde Adelgunde; »hun veed ingen Vei, hun er lige fra Landet.«
Den Fremmede, som var bleven tilbage, saae paa Adelgunde, sprang derpaa ud i Forværelset, kastede sin Kappe om sig, tog sin Hat, Alt i stor Hurtighed, og var i Gadedøren ligesaa tidligt som Elisabeth, der ved at komme ind i Sandhullet var blevet sinket nogle Secunder.
»O, lad mig gaae!« bad hun; »gjør mig Intet! jeg er saa angst!«
»Men, mit kjære Barn!« sagde den Fremmede, »jeg vil ikke gjøre Dem noget Ondt! jeg vil hjelpe Dem, jeg vil følge Dem, – jeg har jo ikke sagt et Ord, der kunde forskrække Dem. De veed ingen Vei, De er fra Landet, sagde Deres Veninde deroppe.«
Elisabeth taug og gik raskere, hun vidste ikke selv hvorhen. Den Fremmede fulgte med ved Siden.
»Jeg forsikkrer Dem, at De kan have Tillid til mig!« sagde han igjen, »og er De ganske uskyldig kommet i daarligt Selskab, som jeg troer, saa skal jeg hjelpe Dem og føre Dem hvorhen De vil. Har jeg vist mig lidt for fortrolig, saa vil De indsee eller komme til at indsee, at jeg kan undskyldes og at det fra min Side var ganske naturligt. Giv mig Deres Arm, sig mig, hvorhen jeg skal følge Dem!«
Der laa noget saa godt og ærligt i Stemmen, at et naturligt, uskyldigt Barn, som Elisabeth, maatte troe derpaa; dog tog hun ikke imod hans Arm, men sagde med zittrende Stemme: »vær ikke vred paa mig! jeg veed slet ingen Ting; jeg er ganske fremmed herovre i denne store By. O, hvor de hjemme vilde være bedrøvede for mig, om de vidste, hvorledes jeg har det!«
Og den Fremmede spurgte igjen med Hjertelighed og Deeltagelse, og han fik da at vide, at hun var kommet til Byen for at søge Kongen, at hun Ingen kjendte, at Enkefruen havde ladet hende boe hos sig, og at hun der havde lært at kjende Adelgunde, som havde taget hende med paa Comedie, at de der vare komne i en Vogn, som hun troede vilde kjøre dem hjem, men som derimod havde bragt dem derhen, hvor de nu kom fra.
»Men, mit kjære Barn,« sagde han, »den Enkefrue og den Adelgunde ere aldeles ikke noget godt Selskab. Det er syndigt, at føre Dem derhen! – Men hvad skal jeg gjøre for Dem? Kjender De da slet ingen andre Mennesker?«
»Nei,« sagde Elisabeth, »Ingen uden en Etatsraad ude paa Christianshavn, og ham har jeg aldrig seet og han er ikke hjemme.«
»Ja, saa er det ligesaa godt som slet ikke at kjende ham,« sagde den Fremmede; »Hvad skulle vi gjøre? Vi kunne ikke gaae her paa Gaden, det regner jo afskyligt!«
»Enkefruen er saa god mod mig!« sagde Elisabeth; »det er en skikkelig Kone.«
»Nei, nei!« sagde den Fremmede, »det er hun bestemt ikke, det forstaaer De Dem ikke paa, og det er meget godt! – vidste jeg kun en skikkelig Person, – men jeg er selv saa godt som ganske fremmed; – hvor boer da den Enkefrue? vi maae jo derhen! – og dog, jeg kan ikke bære det over mit Hjerte!«
»Bare jeg havde talt med Trine!« sagde Elisabeth; »hun er god og ærlig –;«
»Hvem er Trine?« spurgte han.
»Det er en Skomagerkone, som jeg kjendte da jeg var et lille Barn; hun holdt saa meget af mig; hun boer tæt ved Enkefruens, men jeg har ikke talt med hende her i Byen, ikke engang seet hende.«
»Lad os gaae til Trine!« sagde den Fremmede raskt og med et Udtryk af Humor. »Jeg troer, Skomagerkonen er sikkrere end Enkefruen.«
»Ja, ja, jeg takker Dem!« udbrød Elisabeth; »o, hvor jeg er angst! hvad skal der blive af? dersom det nu ikke er Trine, ikke hende, jeg troer! O, Gud hjelpe mig!«
»Jeg følger Dem til Døren, De gaaer derind, og er det feil, saa kom strax tilbage; jeg lover Dem, at jeg skal vente et Qvarteer; kommer De ikke til den Tid, da haaber jeg, De er i gode Hænder! Men veed De Veien, vi skulle gaae?«
»Jeg troer at jeg veed den, naar jeg først er ved Theatret,« sagde Elisabeth.
Han førte hende derhen, men hun gjenkjendte ikke strax Bygningen, saa mørk, saa ensom laa den nu; istedetfor den Lysmasse, som før straalede ud herfra, skinnede nu kun et mat Skjær fra et Tagvindue, hvor Brandvagten vaagede. Den store Bygning, som for faa Timer siden var det mest levende Sted, hvor Musikken brusede, hvor store Tanker og Ideer rørte sig, var nu tom og spøgelseagtig, et afsjælet Legeme. Elisabeth saae sig rundt om, og ved at see
»Jeg venter et Qvarteer,« sagde han og trykkede hende nogle Penge i Haanden. Hun saae endnu engang paa ham med et Udtryk af Velsignelse og Tak, og foer saa ned ad Trappen i Kjælderen.
Den Fremmede gik langsomt hen til Gadehjørnet, stod stille, gik nogle Skridt frem og tilbage, saae til Kjældertrappen, gik igjen og stod stille; der kom ingen Elisabeth.
»Jeg er ordentligt paa Eventyr!« sagde han til sig selv. »Dette er imidlertid saa uskyldigt, som det kan være. Men hvad gjør jeg, om hun kommer tilbage, om jeg skal være hendes Ridder igjen? det er en ganske egen Situation!«
Og han stod stadigt stille ved Gadehjørnet og fik en Hilsen af Nattevægteren.
III
Skomagerens Kjælder
Naar man tænker paa Trines Sætning: »det er Skinnet, man seer paa! det er Skinnet, Madam!« og husker, hvor strengt hendes Hansen ogsaa tænker i denne Henseende, saa kan man forestille sig, hvilken Overraskelse det var for de to skikkelige Mennesker at see, seent paa Aftenen, en ung Pige med langt Schavl over Skuldrene, »Stirnkette« paa Panden og Haaret vaadt og i Uorden, træde ind af Døren, og i Forvirring og Bevægelse spørge efter Trine fra Fyen, hvor jo Trine ikke havde været i syv Aar.
»Hvem er hun, hvad vil hun?« spurgte Hansen, der sad i sin
»Trine! ja det er jo Dig!« raabte Elisabeth. »Kjender Du ikke ogsaa mig, den lille Elisabeth ovre hos Baronessen? Du holdt saa meget af mig, fortalte Historier og sang Viser. Du gav mig en Bog og skrev i den: »til min lille Elisabeth!««
»Ih, du min Gud!« raabte Trine, »hvem er hun dog? Hansen, hvem er det Fruentimmer?«
»Hvad vil hun?« spurgte Hansen. »Hvad er paa Færde?«
»O Trine, jag mig ikke bort!« sagde Elisabeth saa bedende bedrøvet, og rakte begge Hænderne henimod hende; »det er jo Dig, jeg troer det; jeg var jo rigtignok saa lille; Du førte mig hen til Cathrinesen, der gav Du mig Sangbogen, som Du skrev i.«
»Herre min Jesus!« raabte Trine; »er det lille Elisabeth? men
»Lad mig blive hos Dig til Etatsraaden kommer hjem!« sagde Elisabeth, »lad mig ikke komme til Enkefruen! jeg er saa bange nu for alle Mennesker, men ikke for Dig; Du var saa god imod mig, jeg husker det, som jeg længe, længe ikke har husket det!« »Er det virkelig Dig, Elisabeth?« sagde Trine i en Tone, der havde ligesaa megen Tvivl som Tiltro. »Jeg kan ikke ret kjende Dig, og dog troer jeg, det er Dig. Du er saa stor! Du er saa –!« hun standsede i sine Ord og saae tvivlsomt, men med et Udtryk af Deeltagelse.
»Lad mig tale!« sagde Hansen. »Det er en underlig Tid, Jomfruen kommer her paa. Min Kone tænker som jeg og jeg tænker som min Kone; vil De saa sige os i en Hast, hvad der er paa Færde og hvad De vil os?«
»Jeg kommer hjemme fra Præstegaarden,« sagde Elisabeth; »der var et Menneskes Liv, troede vi, der gjaldt om; jeg skulde gaae til Kongen og saa –,« hun standsede.
»Ak, Herre Gud! jeg troer paa hende!« sagde Trine; »det Ansigt kan ikke lyve; jeg troer, i hvor underligt hun seer ud og hvor underligt hun kommer. Sæt Dig, Du stakkels Barn! fortæl os!«
Og Elisabeth fortalte og blev spurgt, og hun svarede og forklarede igjen.
Efterretningen om Elimar, om de gamle Bedsteforældres store Sorg, og endelig hendes Beslutning, selv at gaae til Byen, bevægede Trine dybt.
»Men er det sandt, hvad Du siger?« sagde Hansen; »Trine, er det ikke en Historie, som hun giver os?«
»Nei, nei!« sagde Trine og faldt Elisabeth om Halsen, »det er sandt hvert Ord, hun siger, det stakkels Barn! Det er ligesom i »
Der var gaaet mere end tre Qvarteer. Ingen var at see derude. Elisabeth maatte beskrive, hvem Fruen var og hvor hun boede.
»Ih, du min Gud, det er hende!« raabte Trine; »det er en Plattenslagerske! hun lever af at skrive Tiggerbreve og faae Folk til at tage Lotterinummere paa broderede Puder. Jomfruen kjender jeg ogsaa. Ih, Du arme Barn! hvor er Du kommet i Hænder? Saa var Cavaleren da den honnetteste! maaskee de ogsaa have forledt ham, og jeg tager det i mig igjen, hvad jeg sagde, at han var en umoralsk Person; man kan aldrig troe paa Skinnet!«
For bedre i den lille Huusholdning at komme ud af det, var Trine igjen gaaet til Theatret, var Choristinde; nu var Standen, sagde hun, høist respectabel, for Alle der vare de honnetteste Folks Børn. De, som synge i Chor, maae hjelpe til i Balletterne; Trine havde denne Aften været Bondekone i »Festen i Albano«, var efter Omklædningen nylig kommet hjem, og sad med sin Mand ved deres tarvelige Aftensbord; endnu senere vilde Elisabeth have fundet dem oppe, thi Hansen læste hver Aften et Stykke høit af en Historiebog, som
»Sov Du nu i Guds Navn!« sagde Trine; »det havde jeg rigtignok ikke tænkt paa imorges da jeg stod op, at Du skulde komme her til Natten og jeg høre saadanne Historier. Vor Herre seer dog til os Allesammen naar vi ret ere i Nød!« og hun kyssede Elisabeth og kyssede Hansen. »Han er en god Mand, en dannet Mand, mere end Nogen troer, og Du skal komme til at holde af ham, som jeg gjør det!«
Næste Morgen vaagnede Elisabeth ved Hammerslagene paa det udblødte Læder, som Hansen gjorde
»Ih, Du min Skaber! skammer De Dem ikke?« sagde Fruen; »at være borte en heel Nat! hvor har De været? De har jo ført Dem forfærdeligt op, som jeg hører af Jomfruen; ja her kan De ikke blive! ikke een Time indenfor min Dør, Æren er mig det vigtigste! hvad vilde min salig Mand dømme, saae han op?«
Elisabeth sagde hende, at hun kom for at forlade Huset, og takke for hendes Godhed, og vilde kun hente sit Tøi og sine Penge.
»Det har jeg for mit gode Hjerte!« sagde Fruen, »Utaknemlighed, den er man vis! – ja, tag sit Tøi, tag hvad hendes er, men jeg vil have hvad mit er! hid med Schavlet!« Elisabeth havde det sammenlagt paa Armen. »Hvor har det været? det har faaet Kjælderlugt! – De skal faae Deres, men jeg vil have Mit; fem Rigsdaler ligge her, det er det mindste, jeg kan have for Føde og Ophold fire Døgn, og for Alt, hvad jeg har gjort, – vær saa god! Hver faaer Sit! her er Deres Tøi! Adelgunde har fortalt mig Alt, at de løb bort med den fremmede Herre. De begynder tidligt paa daarlige Veie, Utaknemlige!« Og saa græd Enkefruen, kastede Kaaben om sig og betydede Elisabeth at hun skulde gaae, thi her var ikke Tid og ikke Sted for hende at være; men Fruen kaldte dog lille Sanne ind, for at hun skulde høre og tage Exempel, hvorledes det gik slette Personer.
Og Sanne tørrede sig med de skidne Hænder, saa at hun blev sortere endnu og saae ud, som om hun havde spillet det hæderlige Spil »sorte Peer,« hvor man, ved at tabe Spillet, sværtes i Ansigtet med en
Og saa kom Elisabeth hen til Trine, der hele Formiddagen maatte paa Syngeskolen og paa Theaterprøve; men hun tog Skoene med, der skulde kantes;
»Deraf seer man«, sagde Hansen, som altid holdt et belærende Foredrag over hvad han læste, »at »Mester« egentlig betyder Magister, og at jeg altsaa som Skomagermester er SkomagerMagister;« han fremhævede nu, hvorledes der just af hans Haandværk var fremgaaet mærkelige Personer, og han nævnede
Det var Phantasien, som i sin uendelige Kraft første Gang ved forandret Sted, ved Contrasten i Omgivelsen, begyndte at løfte sig. Hvor underligt var der dog paa Havets Dyb! hvor underligt, der i Dynd og Mudder til Halsen at staae som Dykkeren, øvende sin Dont, udsat for at hænge fast nede i Skibets Jernkroge, eller klemmes ind mellem dets Kobber og Planker.
»Der i Dyndet staaer jeg«, havde han sagt, »og store Vandsnoge, ja man kan ogsaa kalde dem Aal, krybe omkring mig; Fiskene ere saa uhyre nysgjerrige, Flynderne løbe lige paa, Torskene komme i hele Hobe og slutte sig i en Kreds rundt om og gloe; gjør jeg saa bare en lille Bevægelse, saa ere de i et Svip borte, men komme strax igjen og staae i Stime og gloe. Værst ere Krabberne; de store Krabber sætte sig til Modværge, ja ville endogsaa binde an med mig; de see ud som Ædderkopper og ere saa store, som en Tallerken; de kradse og skrabe, og de fede Vandsnoge slikke sig imellem. Selv seer jeg nok ud for dem som en underlig Krabbe; et
Det var, som havde Elisabeth hørt en af Walter Scotts Romaner; det maatte jo kunde nedskrives, blive en heel Historie til at trykke, en Historie fra Havet; og hun huskede paa de sjunkne Stæder ved Sylt og Amrom, de svømmende Øer, dem hun som lille Pige, da hun i Hr. Petters Vogn kjørte sovende ud paa Eventyr, havde seet drevne op paa Kromandens Strand; hun huskede de mange Sagn, Keike havde fortalt, og Elimars Historie om Kjæmpeskibet; et underligt stort Havbillede fyldte hendes Tanker; det var, hende ubevidst, hendes første Digtning. Her i Skomagerens lille Værksted, i en kjøbenhavnsk Kjælder, rullede en ubegrændset Digtning op; hun sammensatte af hvad hun havde seet og af hvad hun havde hørt, det var som en deilig Drøm, en heel Novelle, hun følte, men ikke havde Ord for, ligesom hun heller ikke havde Tanke om, at denne Følelse kan klares, styrkes og blive et stort, herligt Billed. Det var i Dagningen før Elisabeth sov.
Etatsraad Heimeran havde netop Aftenen forud læst Brevet fra Moritz og var nu i Morgenen ifærd med at skrive Breve, for at komme paa Spor efter Elisabeth og faae nøiere Besked om Elimar Levsen, – da Trine og Elisabeth kom. Den gamle Mand tog med synlig Deeltagelse og Glæde imod dem. Det inderlige, godmodige Sind lyste frem af Ansigt og Ord; og da han nu hørte, at det var oplyst, at den Fangne ikke var Elimar, kom det gamle Smil i alle Træk; det havde altsaa sin Rigtighed med det Brev, der senere var kommet til Kommandoren og hvorom Moritz havde meldt. Alt var lykkeligt og godt.
»Og det er den lille Lisbeth!« sagde han. »Naa, saa har jeg Dig hos mig og jeg kan idag skrive og trøste dem hjemme. Du har gjort dem svært forskrækkede! men en god Pige er Du, en velsignet Pige, og Lykken har været bedre end Forstanden.«
Trine gav Etatsraaden den hele Historie i kort Uddrag, og det var snart afgjort, at Elisabeth skulde blive hos ham, til der fandtes Leilighed hjem til Halligerne; lidt skulde hun dog see af Byen, nu hun var her.
»Ja, tag imod det!« sagde Trine. »Jeg beholdt Dig gjerne, men her er dog bedre end at sidde hos os i Kjælderen, og tænk, hvor meget af Dagen jeg er paa Theatret!«
Og Etatsraaden læste op af Moritzs Brev hvad der stod om Elimars Skrivelse, at han skulde giftes med en rig Enke i Amerika; og Taarerne løb Elisabeth ned ad Kinderne, hun hulkede stærkt.
»Det er alene over at høre hjemme fra!« sagde Trine.
Elisabeth fik et smukt lille Kammer ud til Gaarden, hvor der voxte Træer, og over Nabohuset løftede sig »vor Frelsers« høie Taarn med sit forgyldte Gelænder om Vindeltrappen udenpaa, op til Billedstøtten af Frelseren, som seer hen over By og Hav.
Altsaa var Elisabeth nu i Havn.
IV
Baronessens Salon
Samme Eftermiddag kom Etatsraad Heimeran i Forretnings-Besøg hos den gamle Baronesse fra Fyen. I det sidste Aar var han blevet hendes
»Banditten er her!« sagde hun; »han har vel hilset paa Dem? jeg er ret fornøiet med ham! Ganske Slave-Frø er han ikke. Nu har jeg nok snart pjanket nok i Verden, og han skal jo da, som Datterbarn, have Gaarden, og Datterbarn det er han, det kan ikke nægtes. Lidt til Folk og Fæ bør han jo kjende før han faaer Regjeringen. Vi ere nu allierede Magter, og det kan man godt være uden at elske hinanden.«
Etatsraaden fortalte, at Grev Frederik var tilsinds at sælge sin smukke lille Gaard, den hans Fader havde ladet opføre for ham der, hvor vi saae en faldefærdig Bindingsværks-Længe, hvor Elisabeth fødtes og hvor Vennerne tilbragte hendes Fødselsnat under Storm og Regnveir. Grev Frederik var efter Faderens Død flyttet ind paa Familiesædet; den lille nybyggede Gaard, saa smuk og hyggelig, stod allerede over to Aar forladt. Frederik vilde, som sagt, sælge den, og Baron Herman havde Lyst til at være Kjøber og her øve sig i Landvæsenet.
»Ja, han veed nok hvad han vil!« sagde den gamle Frue, »og De har ikke bidt ham i Øret da De gav ham det Raad; men jeg gjør det ikke fordi han vil det og De makker Historien sammen, jeg har selv tænkt den ud iforveien, ellers gjorde jeg den ikke. Men det siger jeg, at Svigerdatteren skal være der før
Han begyndte derpaa, hun studsede, men denne Studsen var ikke ganske naturlig; Trine havde for faa Timer siden været her, fortalt Alt, fra først til sidst, fortalt det for Madam Krone, som havde sin Maade igjen at sige Fruen det paa; og da blev Trine kaldet Sladdermund, men fik dog Kaffe og Sukker til en heel Maaned. Nu derimod lagde den gamle Frue Fingeren paa Munden, vilde Intet høre.
»Jeg kjender ikke den Lisbeth!« sagde hun; »jeg vil ikke kjende hende, og Historier kan jeg selv lave! Har De derimod en Pleiedatter, en lille Frøken eller Jomfru, som skulde see sig lidt om mellem Mennesker, saa er hun velkommen med Dem, men det er Deres Jomfru, jeg kjender hende ikke! hun kommer som Deres! tag hende med paa Mandag, saa er her stor Pullie for alle Mønter, for Sølv og Kobber. Der kommer ogsaa
»Og hvad er jeg for en Mønt?« spurgte Heimeran leende.
»En fra Møntsamlingen!« svarede Fruen; »en af dem, man ikke har To af, og derfor maa De ikke blive borte;« og hun lo og nikkede, idet hun raabte til ham i Døren: »vær ikke for godmodig, Hr. Etatsraad! væn Dem af med det. Godmodighed er som Ligtorne; mærke Folk, man har dem, saa kan man være vis paa at blive traadt hvert Øieblik paa Benene!«
Næste Dag kom Madam Krone ud paa Christianshavn for at hilse paa Elisabeth, der ved sit kloge Ansigt og naturlige Væsen ogsaa strax indtog hende. Etatsraaden var ganske opfyldt af den forunderlige levende Maade, Elisabeth kunde fortælle paa; hun havde Aftenen forud sagt ham saa meget om Halligerne, Föhr og Amrom, at han syntes, han havde været der; ingen Bog, ingen mundtlig Beskrivelse havde før givet ham en saa klar Forestilling. Elisabeth selv kjendte ikke sin egen Kraft; hendes Øie havde ubevidst opfattet det mest Characteristiske, og i al sin Simpelhed virkede nu det levende Ord.
Om Aftenen satte hun sig hen ved Claveret; Etatsraaden bad hende om en lille Sang; han vidste jo, hun kunde alle de Sange, Caroline engang havde sunget, og hun begyndte halv sagte med: »
Mandag Aften skulde der jo hos Fru Baronessen være »stor Pullie«, som hun selv kaldte det; Elisabeth havde imidlertid
Mandag Morgen kom en stor Pakke til Elisabeth, en Morgenhilsen fra en Ubekjendt, hvori var det fineste Linned, Over- og Undertøi, og, hvad der var »endnu yndigere«, en sort Silkekjole, der passede, som om der var taget Maal til den. Det var Altsammen fra Baronessen; hun vidste nok, at Etatsraaden, ihvor practisk han iøvrigt kunde være, ikke tænkte paa sligt Nødvendigt, og at Elisabeth vel neppe talte derom.
Vognen kom noget silde, de vilde ikke blive af dem, som kom først; Trappe og Forværelse vare stærkt oplyste, Stuen, de traadte ind i, derimod bælmørk, ganske opfyldt med Fremmede.
»Vær saa god og fald ikke over en Conferentsraad eller en Student, som ogsaa kan blive Conferentsraad!« sagde Baronessen. »Vi lege Juleaften! jeg holder ikke af at have
Elisabeths Hjerte bankede af Skræk ved at høre denne Stemme; hun syntes, det var som igaar, hun fornam den raabe: »Alt nedrigt kan der blive af Dig! ud af mit Huus skal Du!« De Ord, skregne ud i det hemmelighedsfulde Værelse, vare levende vakte igjen. Elisabeth holdt sig fast ved Etatsraaden.
Her vare alle Arter, om man vil, et Miniaturbillede af Kjøbenhavn. Her sad et skikkeligt Par af Embedsklassen, hvis æsthetiske Sands begrændsedes af Adresseavisen og
»Her er vel nok En, der kan spille lidt paa Claveer for os!« sagde den gamle Frue; »En, der kan undvære at blive seet paa!«
Ingen svarede; der fulgte en Pause.
»Saa faaer nok jeg, Bedstemoder!« sagde en Herre-Stemme, der klang Elisabeth bekjendt; Blodet gik til hendes Kinder. Han sang rask og livlig den neapolitanske
»Bravo!« raabte den gamle Frue; »Bravo!« sagde man rundt om, da Sangen var ude, og en ny fulgte og atter en ny, italienske og spanske; der var et Liv, en Klang, der rev med sig; der blev et kort Ophold, og under dette kom endnu flere Fremmede.
»Hvad er det for en
»Det er os, Fru Baronesse!« sagde Clara, som med sin Gemal Grev Frederik traadte ind; »nei, hvor her er mørkt!«
»Ja, jeg er ondskabsfuld!« sagde Baronessen; »Ingen kan see, hvor smuk Du er, mit Barn, hvor deiligt du er klædt. Naar man kommer ud paa Natten, saa ere Lysene brændte ned. Men nu skal Madam Krone lade Solen staae op!
De to Herrer vare Baronerne Holger og Herman.
»Hvem er den unge Pige der?« spurgte de Begge Madam Krone.
»Naa, hende kjender De ikke!« svarede Madam Krone med et Smil, hvori deres Samvittighed saae, hvad aldrig den skikkelige Kone vilde lægge deri; hendes Tanke var: »det er jo Deres Hittebarn derovre fra Fyen!« og hun vedblev: »har De glemt Deres eget Eventyr!«
Herman blev rød og saae paa Holger.
»Skal det være en Overraskelse?« hviskede Holger.
Madam Krone havde travlt med at lade hver trække Nummere til Julegevinsterne, og til hver af disse fulgte, som Fruen kaldte det, et »
»Fra min Kostald!« svarede Fruen med det venligste Ansigt. »Navnene ere rigtige, jeg har selv skrevet dem ud af min Geographi; det er en Bog, jeg har stor Gavn af!«
»Men saa er det Hele jo falsk!« raabte Clara.
»Tro bare, det er ægte,« sagde Fruen, »saa er det ægte.« Af denne Slags var Alt, hvad der hørte til dette »Nachspiel«.
Holger og Herman erfarede snart, hvem Elisabeth var, og Herman, som den af hende selv Underrettede, kom hurtigst ind i Historien.
»Det Barn var det!« tænkte han, »det Barn, vi lovede at være Fader og Beskytter!« Der gik Alvor igjennem hans Sjæl, han følte igjen Glæde over sin Opførsel, Tak til Gud, som havde beskyttet hende og ham.
»Mod til at tale til hende har jeg ikke!«
»Da har jeg!« sagde Holger og gik rask hen til Etatsraaden, som han var inderlig glad ved at see, sagde han; den unge Dame havde vist grebet et lykkeligt Nummer, vedblev han, og spurgte, hvad hun havde faaet, om det var første Gang, hun var i Kjøbenhavn, om hun alt her havde været paa mange Baller, hvilke Stykker hun havde seet i Theatret? Kort, den sædvanlige Conversationsliste blev gjennemgaaet; Holger talte saa utvungent, at Elisabeth næsten begyndte at tvivle paa sin egen Hukommelse. Herman derimod nærmede sig ikke, før Etatsraaden tog bort; til ham sagde han et Par Ord og bøiede sig fremmed, med stor Høflighed, for Elisabeth.
Hvilken Aften! Aldrig havde Erindringen om Lønkammeret været saa levende hos hende, som ved dette første Besøg i Salon-Verdenen, denne Indtrædelse just hos den gamle Baronesse. Mødet her med de to Mænd fra hendes Livs mest angstfulde Aften bragte alle hendes Lemmer til at zittre; endelig sad hun i Vognen.
»Det var nok for meget paa engang?« sagde Etatsraaden; »men nu har Du seet den Stads!«
Elisabeth svarede ikke; der var i hendes Sjæl en Kamp, om hun skulde, om hun kunde sige ham: disse to Mænd har jeg før seet, den Ene, som nu stod saa fremmed at han ikke sagde et Ord til mig, har været min Ledsager, min Hjælper; der kom en Undseelse over hende, en uklar Forestilling om, at det ikke kunde siges, hun manglede Ord. Og hvem vare de to Mænd?
»Du er dog ikke syg, mit kjære Barn?« spurgte Etatsraaden.
»O nei, kun træt, meget træt!« hvidskede hun.
»Ja, Du kjendte nu Ingen, uden Madam Krone, men nu skal jeg sige Dig de Mærkeligste!« Og den gamle Mand fortalte om dem Alle, kun ikke om Herman, sagde ikke hvem han var, det troede han, havde været tydeligt nok at see, han var vel ogsaa blevet kaldet Dattersønnen. Og medens han fortalte og de kjørte, skyllede Regnen ned. Det var en Aften netop som da Herman fulgte Elisabeth, da hun gik ulykkelig og
V
Herman og Elisabeth
Vi have ikke seet eller hørt noget til Herman, fra han ved Grev Frederiks Giftermaal med Clara forlod Kjøbenhavn, til vi med Elisabeth nu, mange Aar efter, mødte ham hos Holger. Der laae ni Aar imellem, ni Aar, tilbragte i fremmede Lande, hvor Naturen, Kunsten og Verdenslivet havde været hans Opdragere, og det maa indrømmes, at i hvor høit man end sætter Skolelærdom og al Kundskab, tilegnet ved Flid og Besvær, saa giver dog Livet selv noget Mere; i dette var han ikke omdannet, men udviklet, havde vundet Klarhed med sig selv og med Verden. Ved at see fremmede Lande var han igjen kommet til at vurdere sit eget Fædreland, at erkjende dets Lysheder og at blive Patriot, uden at synde mod Andres Rettigheder. Vi ville snart i Etatsraad Heimerans Stue fornye det gamle Bekjendtskab.
Fra Trines Dør var han hin Aften ikke vendt tilbage til Holger og Adelgunde, men til Hotellet, hvor han boede. Elisabeths Forskrækkelse, Forladthed og uskyldige Tro paa Gud og Verden beskjæftigede hans Tanke. »Det arme Barn! hvorledes var hun bleven modtaget i Kjælderen? Hvorledes var det senere gaaet hende?« Dagen efter gik han gjennem Gaden, halv tilsinds at stige ned til Skomagerens, men han gjorde det dog ikke; imidlertid, hans Interesse var vakt, og den blev det endnu stærkere efter Mødet i Bedstemoderens Salon, efter der at han havde erfaret, at hun var hans og Vennernes Hittebarn. Der, i den store Kreds havde det været ham umuligt at tale til hende, men tale vilde han, og næste Formiddag kom han derfor ud til Etatsraaden; det var i Forretnings-Sag, og fra denne gik han, i halvspøgende Tone, over til sit Eventyr i Fyen, sin Deel i den »lille Elisabeth.« Mødet hos Holger berørtes ikke.
»Jeg veed af Madam Krone,« sagde han, »at det er ganske paa en romanagtig Maade, den unge Pige er kommet her til Byen; jeg er bange for at hun er temmelig overspændt; det har hun ikke fra vor gode Moritz Nummesen, hvem De da kjender bedre, end jeg; han er en god, sund Natur.«
»Og det er hun ogsaa,« svarede Etatsraaden; »det er reent af Uskyldighed og det bedste Hjerte, at hun har gjort dette underlige Løb ud i Verden.« Og den gamle Mand talte saa varmt og godt om hende, og sagde ogsaa hvilken smuk Stemme hun havde og hvilken forunderligt begavet Pige hun var.
Og Herman blev der til Middag, han blev der til Aften; i al den Tid talte Elisabeth ikke meget; men hun tog naturlig og glad imod ham, trykkede hans Haand, saae paa ham med kloge, ærlige Øine, der lyste af Taknemlighed og Tillid. Med levende Opmærksomhed, der flere Gange jog Blodet til hendes Ansigt, hørte hun ham fortælle, og han fortalte meget; Etatsraaden vidste jo saa lidt om hans hele Leven ude, hørte saa gjerne om den og fremmede Lande, og af disse var det især Italien og England, som opfyldte Herman; med Begeistring fortalte han om Rom og London, Byerne for alle Byer, som han kaldte dem, saa forskjellige, og dog i Modsætningen saa lige. Rom var Natten, den store herlige Nat, rig og opløftende for Tanken og Phantasien; London var Dagen, den travle virksomme Dag, der river med sig til Liv og Virken; men det var Rom, som Herman først havde seet, det var der, han havde levet længst og gjennemgaaet sin aandelige Udvikling. Vi ville kun høre hvad han fortæller derfra, Aftenens Samtale kunde ellers blive en heel Bog; Verdens-Byen Rom havde paa ham, som paa de fleste Fremmede, strax gjort det mægtige Indtryk af Storhed og Hyggelighed, saa at han var som voxet fast.
»Der er en unævnelig Magt i denne Luft, i denne Jordbund,« sagde han; »gid jeg kunde oprulle Rom for Dem, oprulle den med dens Palladser, Kirker og Ruiner, give Dem en Idee om Samlivet med de dygtige Kunstnere; deres Friskhed og Genialitet virkede sundt ind paa mig, det brogede Folkeliv opfyldte mig og gav mig Beskjæftigelse. I Danmark havde jeg som ung Student et Talent til at opfatte det Grelle, Opholdet i Italien forædlede denne Evne til en Opfatten af det Characteristiske; mit sjælelige Øie blev skærpet for det Poetiske og Maleriske i Hverdagslivet, jeg bildte mig virkelig selv tilsidst ind at jeg var en anden
»Og dog opgav De at blive Maler,« sagde Etatsraaden.
»Ja, allerede efter det første Aar; jeg lagde Penselen og tog Modeleerstokken. Jeg var kommet til at erkjende, at Skulptur stod et Trin endnu høiere end Malerkunst. Billedhuggeren er mere end Maleren nødt til, at begrændse sin Idee, simplificere sin Tanke og at komme Naturen, der dog er vort Ideal, saa nær som muligt. Jeg studerede saa længe
Under Alt, hvad Herman fortalte, var Ingen en mere levende Tilhører, end Elisabeth; men taus hørte hun; først da der taltes om Livet i Bjergene, kom hun med eet Spørgsmaal, det sædvanlige, den Fremmede fra Norden gjør, Spørgsmaalet om Røvere, og just ved dette, eller var det ved at høre de første Ord af den unge Pige? – gik en let Rødme over Hermans Ansigt; han gjentog Ordet Røvere, – det var som om han studsede, – men fortalte derpaa, at han egentlig kun havde seet een eneste Røver, og det var, da denne førtes til Retterstedet.
»Han var ikke ung, men endnu smuk og kraftfuld; han havde, hed det, i mange Aar, til forskjellige Tider, huseret i
»Det var en rar Aften!« sagde Heimeran, da henimod Midnat Herman var gaaet bort. »Jeg kunde sidde og høre paa ham endnu meget længere; gid han snart vilde komme igjen!«
»Hvor Verden blev stor!« sagde Elisabeth, og hendes Øine straalede; hun havde ikke flere Ord derfor; som et rigt, uendeligt Landskab i en ny Natur laa Hermans Fortælling for hende, den Aand, som havde ordnet og belyste dette, fyldte hende med Beundring; hjemme paa Halligerne havde hun hørt Skotlænderen fortælle om sine Bjerge, om Abbotsford og Walter Scott, og ogsaa da var hendes Tanke bleven opfyldt med Billeder; de walterscottske Romaner vare endnu mere voxede sammen med Virkeligheden, hvori hun levede, men Knox havde dog ikke talt som Baron Herman, der var ligesaa ædel og god, som han var klog og begavet. Hun huskede paa hvert mildt Ord, han havde sagt den Aften, han deeltagende og retskaffen fulgte hende i Regn og Rusk. Tusinde Tanker gik gjennem hendes Hoved, længe sad hun paa Sengekanten i sit lille Kammer, før hun kunde komme til Hvile, og om hun ikke sagde som Heimeran: »gid han snart vilde komme igjen!« hun mente det.
Og Herman kom igjen, var en stadig Gjæst og: »det var smukt af ham!« sagde Etatsraaden, »for vi kunne dog ikke more ham! ja, Din Sang holder han af, har jeg mærket. Du synger ogsaa smukkere og smukkere! det er som om jeg hørte Caroline igjen; og hende har han ogsaa kjendt, hun holdt meget af ham og var bedrøvet paa sin Maade da han gik derud i Verden.«
Og snart var det for Elisabeth, som om hun selv havde været paa alle de Steder, Herman fortalte om; hun saae dem i Phantasien og mente da, at Danmark, Kjøbenhavn, Alt her hjemme, maatte forekomme ham fattigt og lille.
»Tro ikke det!« svarede da Herman; »ved at reise i fremmede Lande, see hvad Verden kalder det Største og Bedste, kommer man ud af falske Illusioner om noget aldeles Fuldkomment; man faaer Øinene ret op, og det er just ude at Kjærligheden til vort Fædreland bliver stærkere; man føler, at man har Rod i Jordbunden hjemme, man lærer at skatte hvad man selv har. Jeg veed ikke Noget, der mere samler i sig et Billed af Italien, end en siciliansk Klosterhave; det er en egen
»Ja! Ja!« gjentog Elisabeth, og omfattede med al sin Tanke den danske Bøgeskov, som hun i sin Erindring gjemte den.
»Og foruden Skoven eie vi Havet,« vedblev Herman; »om ikke det silkeagtige, gjennemsigtige Middelhav, saa dog det levende Vand, det evigtvexlende Hav. Da jeg første Gang seilede op ad Themsen, denne Verdenshandelens store Landevei, var hvert Øie fra Skibet, hvor jeg stod, overvældet ved Synet af disse Hærskarer af Fartøier; man begreb, at England var Havets Dronning; i hundredeviis, som Svaner i Flokke, dreve for fulde Seil Fiskerbaadene; nu kom Fartøi paa Fartøi, man blev træt af at tælle, Dampskib fulgte Dampskib; Alle omkring mig stode forbavsede, henrykte, jeg alene forbavsedes ikke, jeg havde seet noget Lignende i Danmark, seet det enkelte Gange i Sundet ved Helsingør, vist det eneste Sted, hvor, momentviis, et lignende Syn frembyder sig, naar en Dag en russisk Flaade gaaer forbi Kronborg og Kjøbmandsskibe i hundredeviis flyve for fulde Seil.«
»Hvor det gjør godt at høre!« sagde Heimeran, inderlig glad. »Ja vort lille Land er et velsignet Land! man veed det ikke selv! Der har nu ogsaa Elisabeth fortalt mig om Oland og Amrom, om disse Øer under det Slesvigske, og var det ikke, som om jeg hørte om Lande i andre Verdens-Dele? thi hun fortæller ogsaa godt!«
Og Herman saae usigeligt mildt paa Elisabeth, der blev rød ved den Værd, man tillagde hendes Fortælling.
»Der er vildt og nøgent i den Kant,« vedblev Heimeran; »og det er der ogsaa paa de jydske Heder, dem har jeg da seet.«
»Jeg endnu ikke,« sagde Herman; »men en begeistret Skotlænder har sagt mig, at de ere som skaarne ud af hans Fædreland; paa de jydske Heder havde han gjenfundet sit Hjems Alvor og Ensomhed; de vaade Taager, der i Blæsten joge hen over de mørkebrune Lynghøider, gjengave ganske det skotske Billede. Han viste mig mellem Bladene i en Bog to blomstrende Lynggrene, den ene var fra Ben-Lomond i Skotland, røde Robins Land, den anden fra Viborg i Jylland, og de blomstrende Lynggrene vare ikke at skjelne fra hinanden, de saae ud som vare de skudte op fra samme Rod. Den Lighed, der laa i Blomsterne, laa ogsaa i deres Jordbund.«
Ved at nævne Skotland og røde Robins Land kom Elisabeth til sin Yndlings-Digter, og om ham vare de i deres Kjærlighed Alle enige; men da hun, fordi Walter Scott aldrig lægger Scenen hen i vore Dage, yttrede, at disse ikke havde Poesi, paastod Herman det Modsatte.
»Det vilde ellers,« sagde han, »see sørgeligt ud for de kommende Digtere. Vor Tidsalders Begivenheder anseer jeg endogsaa for en af de rigeste Guldgruber for Poesien. Har ikke selv det lille Danmark, hvor Alting synes at gaae i sin rolige Hverdagsgang, en heel Række Begivenheder til digterisk Behandling? Her er
Det var saadanne Samtaler, saadanne Timer, der udgøde deres Solvarme over hvert slumrende Frø i Elisabeths Sjæl. Af en lignende Virksomhed vare Besøgene i Theatret, og disse udstrakte sig til to Gange ugentlig, saa ofte havde den gamle Baronesse Loge, og i denne havde hun givet Elisabeth en Plads, for, som Baronessen udtrykkede sig, at hun, ligesom Kræmmerdrengen, kunde faae nok af Svedskerne, naar Skuffen stod aaben hver Dag. Mangen Kikkert, mangt et smilende Ansigt var i Mellemacten vendt mod Logen, og snart var bemærket den nye unge Pige, der nu var optaget i »
Herman var Vidne til hendes Lyksalighed ved at faae de første Breve hjemme fra; hun lo og græd, talte om Hjemkomsten, som den alt var den Dag imorgen; der var saa meget, hun havde at sige dem Allesammen! Men Hjemkomstdagen var endnu langt borte, hun skulde først see Skoven springe ud, havde Heimeran sagt. Det var umuligt andet end at holde af hende; hun vandt dem ogsaa Alle, selv Clara ydede hende Opmærksomhed, indbød hende i sin glimrende Cirkel, hvor hun ved Claras Opmuntring og »elskværdige Commando,« bragtes til at synge et Par af sine smaa Sange. Alle vare henrykte, kun ikke Herman, han blev stille og alvorlig, som var han utilfreds.
VI
Kong Frederik den Sjette
Ogsaa October og November vare gaaede med Selskaber og Comedier, og Julen vilde komme med alle sine Glæder; da pludseligt svøbtes Alt i Sorg. Det hed, at Kong Frederik den Sjette var syg, dog laa han ikke tilsengs, og hver Morgen gav han endnu i fuld Uniform
En lang Regjerings Tid var afsluttet, en heel Generation var opvoxet med den. Der havde mellem Folk og Konge været noget Patriarkalsk, med Pietet saae Mængden op til hans Handlinger. Det var en stor Begivenhed for Danmark; der var Vemod over Folket, Alle, selv Tyendet, klædte sig i Sorg, Patriotismen udtalte sig i Sange og Sørgeflor. Frederik den Sjette, selv fremmed for Poesi, havde i sit Liv poetiske Momenter for Digteren; det var i sin
»Der er død en brav Mand idag!« sagde hun. »Nu er den Tidsregning ude, jeg hørte til. De gaae Allesammen bort, den Sidste kommer ogsaa!« – og hun sad stille, bedrøvet.
Herman talte om Kongens sidste Timer, om hvad man vidste, han havde sagt da Dødskulden isnede ham: »Det er koldt! man maa tænke paa Brænde til den Fattige!«
»Ja, fattig Mand tænkte han paa,« sagde den gamle Frue; »han forstod den haarde Tid, selv havde han prøvet de haarde Dage, prøvet dem som Barn og som voxen Mand. Du veed vel nok noget derom, Herman, men Du veed det ikke som jeg.
I Kjøbenhavn var Dødsstille, al Musik forstummet, Sørgeflor hang fra Instrumenter og Faner. Folk strømmede til Amalienborg for at see Kong Frederik den Sjette paa »lit de parade,« som det endnu kaldtes fra gamle Tider, da man pyntede Sproget med fremmede Ord; Kongen paa »Liig-Parade,« oversatte Almuen det. Der var da gaaet ti Dage efter hans Død. Folk af alle Stænder kom, for endnu engang at see den Afdøde, om Formiddagen de forskjellige Afdelinger af Civile og Militære, om Eftermiddagen den blandede Mængde, og da var der en skrækkelig Trængsel og »Træden ned.« For at holde Orden blev Gaden besat med Husarer og Politi. Den gamle Baronesse vilde ogsaa endnu engang see Kong Frederik, men Madam Krone, der frygtede for at det vilde ryste den gamle Kone, ivrede paa det mest Bestemte derimod.
»Det er jo ikke Kongen mere, som der ligger,« sagde hun, »det er snarere som en Dukke! de have jo balsameret ham, sminket ham hvid og klædt ham ud! husk hans levende, velsignede Ansigt, det er bedre. De faaer ikke Lov for mig at see ham!«
»Vel, mit Barn!« sagde den gamle Kone, »saa lader jeg være og vi skjændes ikke. Huusfred er god! sagde Manden, da han bankede sin Kone.«
Men det skulde blive anderledes end Madam Krone og Fruen vilde.
De spiste til Middag hos Etatsraad Heimeran; der blev talt om de mange smukke Vers over den afdøde Konge. Det ingemannske Digt:
»
Fra Vuggen hans Puder var haarde
der er affattet til Melodien af »
De sad snart alle Tre i Vognen; det var mørk Aften, netop paa den Tid, Dørene bleve lukkede til Riddersalen, hvor Kongen laa; Folk kom i Skarer derfra.
»Skulle vi ikke kjøre om af Gaden hjem?« sagde Madam Krone; »Faklerne ere vist ikke slukkede endnu, saa faaer Elisabeth den
Og Kudsken fik Ordre at gjøre den lille Omvei; men neppe var han gjennem en stor Menneske-Skare kommet ind i Gaden og vilde rask forbi Vognrækken, der endnu holdt, før en Politibetjent tilraabte ham: »i Række!« Riddersalen var endnu ikke lukket, en stor Mængde ventede at komme ind. »Vil han holde sig i Række!« raabte Politiet.
Kudsken begyndte at forklare, at han skulde videre med sit Herskab.
»Ingen Snak!« sagde Politiet; det forstod ikke hvad han sagde, og saa: »ingen Snak!« han maatte i Række.
»Hvad er det?« spurgte de hinanden i Vognen, og denne satte sig langsomt i Bevægelse, holdt stille, kjørte igjen, holdt og kjørte; det var ikke Kudsken muligt at slippe bort; hver Gang, han vilde ud af Række, kom der en Betjent eller en Husar, der truede og skreg; endelig holdt de i Colonnaden og Karetdøren blev lukket op.
»Skynd Dem!« blev der sagt, »det er meget over Tiden og der er flere Vogne.«
»Vi skal aldeles ikke derop,« sagde Madam Krone, som sad Døren nærmest.
»De ere vist ikke kjørte herud, naar De ikke vilde derop!« sagde Betjenten; »skynd Dem
»Gesvindt! gesvindt!« sagde den gamle Frue, stødte Madam Krone i Siden, og denne maatte ud; Baronessen og Elisabeth fulgte efter, den Ene holdt ved den Anden i Trængselen.
»Nu faaer jeg dog min Villie!« sagde den gamle Baronesse, »og De har ført os an, Madam Krone!«
»Jeg, som seer saadanne ud!« sagde Madam Krone; »min rædsomste gamle Hat har jeg paa! og nu i alt det Lys deroppe!«
Men der var ingen Tid at rette paa Hatten; de Bageste trængte fremad, vende om var ikke muligt. Trappen, Væggen og Loftet var betrukket med sort Klæde, hist og her hang en mat, hvid Lampe, hvis svage Skin netop strakte til at vise mod den sorte Grund hver enkelt borgerlig Militær, her stod, ubevægelig opstillet, et Billed som fra en
Der gik en Zittren gjennem Elisabeth; det var Kongen, hos hvem hun vilde have søgt Naade for Elimar, det var Herskeren; her laa hans Scepter og Krone, her rundt om alle hans rige, kostelige Smykker – Kongens – den Dødes.
Et stort Sørgetempel var Riddersalen, den samme, hvor vi for fjorten Aar siden vare paa Hofbal, hvor Clara dandsede med Holger og hvor Dagen efter Feiekonens Kost gik hen over en Knap, hvis Falden til Jorden havde store Følger.
Elisabeth følte en Mathed, en Svimmel, og var hun ikke fra Sørgesalen pludselig traadt ud paa den luftige Gang, saa var hun segnet om; hendes Fødder vaklede, og da i det samme den gamle Baronesse, for at støtte sig, greb mod hendes Skulder, faldt hun et Par Trin, men kom strax op igjen; den gamle Kone derimod laa besvimet; man bragte hende ind i Portner-Stuen, hvor hun snart kom til sig selv, og da hun var i Vognen og Smilet igjen kom hende om Munden, skjændte Madam Krone.
»Jeg tænkte det nok!« sagde hun; »Fru Baronessen skulde aldrig have været her!«
»Jeg fik min Villie, og saa er man altid glad!« sagde hun, men hendes Kinder brændte som af Feber. »Jeg skal have mig et godt
Næste Morgen, da Elisabeth stod op, følte hun en Stramhed i sit Knæ; det smertede noget, men hun tænkte ikke paa at forholde sig rolig; Grevinde Clara vilde denne Formiddag føre hende i Thorvaldsens Attelier, hun skulde see den store Kunstner selv og tale med ham.
Elisabeth gik til Grevinden, og de kjørte til
»Ja, det Allerhelligste maa jeg ogsaa see!« sagde Clara; »Deres Sovekammer!«
»Der staae kun mine gamle Støvler og Tøfler,« sagde Thorvaldsen.
»Ogsaa de ville engang faae Plads paa
»Saa kommer der vel til at boe en
Clara maatte igjen til Attelieret, see igjen hver Statue, hvert
»Ud til
Elisabeth, der med høitidelig Følelse stille havde seet alle Kunstværkerne, udraabte her overrasket: »hvor deiligt, min Gud!«
Thorvaldsen vendte sig med et Smil til hende, og saae hendes besjælede Ansigt; han havde ikke tidligere ret lagt Mærke til hende.
»Det er et smukt Syn,« sagde han.
»Men der er for megen Rimfrost paa hver Green,« sagde Clara; »lidt tyndere og det havde været mere malerisk.«
»Det er dog ganske godt gjort af vor Herre at være!« sagde Thorvaldsen med ironiskt Smil. Nu skulde man see Drivhusene, saa igjen ind i Attelieret og Værelserne. Elisabeth sad igjen i Vognen, men hun følte en Træthed i alle Lemmer; Knæet smertede, og da hun kom hjem til Christianshavn, maatte hun overanstrænget lægge sig; næste Dag forordnede Lægen Igler og Omslag, hun skulde holde Sengen.
Og det blev i Dage, det blev i Uger; den gamle Baronesse tog sig det nær, som var hun Skyld deri, sendte daglig Bud og Presenter, italienske Druer, Silkeforklæder, Bøger; Herman bragte udsøgte Værker, Etatsraaden var som en god Fader, og Trine kom med hundrede Nyheder fra Byen og Theatret. Mange Timer var hun vel ganske ene med sig selv, men i disse følte hun det Deilige i at være ret ene, at træde ind i sit Hjertes Inderste, hvor alle Erindringer sidde og tale som gamle Melodier, at see det Uvisse rulle op i vexlende Skikkelser, at være ganske sig selv.
»Jeg samler mig saa godt,« sagde hun, »det er en heel Hvile for Aand og Legeme.«
Det var hende en kjær Beskjæftigelse at bringe paa Papiret alle de kjøbenhavnske Indtryk, sin Opfattelse af alt dette Nye, sine Bemærkninger, men Ingen saae det, Ingen anede det; hun holdt endnu Sengen, da til
Op ad Dagen kom Trine, som med Theatrets Syngende havde været med derude i Kirken og seet Alt.
»Bønderne vare det Bedste!« sagde hun; »ja Bønderne i deres lange Kofter med Sølvknapper, de bare Kisten ind af den midterste Kirkedør; og Orgelet spillede og alle Klokkerne klang og Kong Christian den Ottende, kulsort klædt, og
Med hvem vidste Trine ikke, men det vidste da ikke heller Herman.
VII
Kammerjunkeren
»Nu reiser Herman,« sagde den gamle Baronesse, »men jeg sætter strax en Mand istedet. De skal nok faae ham at see, Etatsraad, det koster otte Skilling, men saa bliver han Dem frit tilkjørt.«
Det var Kammerjunkeren, der med første Dampskib vilde indtræffe til Kjøbenhavn og i Sommermaanederne paa Baronessens Gaard fuldende et nyt musikalsk Arbeide,
Etatsraaden beklagede, at han skulde miste Herman, hvem han var blevet saa vant til, som havde saa gode Indsigter og talte saa vel om sine Reiser.
»Ja det kunde ogsaa
Og derfor var det hende her om at gjøre, at faae sit »gode Barn« i skikkelige Hænder den Tid, han blev i Kjøbenhavn. Etatsraaden havde to ledige meublerede Værelser, disse skulde han have.
Alt var efter Kongens Død igjen i sit gamle Trit, Selskaber og Comedier i fuld Gang; men med Elisabeth skred det langsomt fremad; det var i Begyndelsen af Marts Maaned; kun paa to Krykker kunde hun bevæge sig i Værelserne.
Herman kom for at sige Farvel, før han reiste til Fyen.
»Jeg seer Dem vist aldrig mere!« sagde hun, og det var kun med al sin Villies Styrke, at hun holdt Taarerne tilbage.
»Troer de da, jeg døer?« spurgte Herman.
»Nei, ikke det, men mit Hjem er i en Udkant af Verden; naar jeg nu snart er saa vel, at jeg kan taale at reise, tager jeg jo til Oland.«
»Og der kan jeg komme over,« sagde Herman; »jeg vil besøge den gode Moritz Nummesen; jeg vil bruge Badene paa Føhr; – ja, denne Sommer bliver det nu ikke, men
»Deres Bedstemoder er en gammel Kone,« sagde Elisabeth; »vor Herre kan kalde hende, De faaer da en ny, større Virkekreds.«
»Men saa kommer Moritz til mig, og De følger med ham, De vil jo ikke ganske glemme mig!«
»Glemme Dem!« udbrød hun med Varme og Heftighed, »Dem, som har været saa uendelig god mod mig, der er saa ringe, saa ubetydelig! jeg har hørt og lært saa meget ved Deres Besøg hos os! og troer De, jeg glemmer den Aften da –;« hun standsede, og Blodet steg i hendes Kinder, Taarerne brøde frem; »da saae jeg Dem ind i Deres Hjerte, De er ædel og god!«
»Tal ikke om den Time!« sagde Herman; »min Opførsel dengang, min Tale – ja, jeg husker ikke, hvad jeg i de første Øieblikke har sagt til Dem, men jeg kan ikke staae i synderligt godt Lys, – min Opførsel siden var ikke anderledes, end at ethvert almindeligt skikkeligt Menneske vilde have baaret sig ligesaadan ad. Og nu, levvel! Tak for de smukke Sange, for de smukke Aftener! Gud velsigne Dem, kjære Elisabeth!« Han trykkede hendes Haand og vilde afsted; da kom Etatsraaden, der blev endnu talt endeel, Elisabeth fik Tid at fatte sig, Herman var i godt Humeur og fuld af Lyst og Længsel efter sin nye Virksomhed paa Landet. Saa skiltes de. – Tre Uger efter kom Dampskibet med Kammerjunkeren.
Foraaret var saa at sige ogsaa kommet. Luften var blevet mildere, eller om man vil, vi havde begyndt at faae Regn istedetfor Snee. Paa Gaden stod Vandet i Hul ved Hul, Rendestensbrædterne standsede Vandløbet, det flød over alle Bredder, og ved hver frisk Skylle truede det med at sætte Kjælderne under Vand og drukne et Par smaa Børn og svagelige Gamle. Svømmende Halm og Kaalstokke dreve som Forkyndelse af Vaaren; de slidte Fliser paa Fortougene stode med deres smaa Vandbeholdninger fyldte; Folk generede hinanden med vaade Paraplyer; »det var«, sagde man, »deiligt mildt Veir«; og i dette milde Veir kom Kammerjunkeren. Mager endnu, som da vi sidst saae ham, men næsten med en endnu større Livlighed end før og med den forunderlige Bevægelighed i hvert Ansigtstræk, der ligesom afspeilede Tankerne, stod han for Elisabeth; han huskede godt hende og hendes smukke Stemme, som ogsaa Besøgene i Præstegaarden paa Oland.
Det Liv og Lune, den Snaksomhed, der saa aandelig gjorde sig gjældende hos Kammerjunkeren, selv det Sarkastiske, behagede strax Etatsraaden, der kun indvendte, at rigtig patriotisk var Kammerjunkeren ikke, og det sagde han ham.
»Jeg elsker Naturen her«, svarede han da leende, »men jeg elsker ikke Generationen, ikke det inderlig smaalige Kjøbenhavn; og derfor boer jeg paa Christianshavn. Det er sælsomt, efter Aar og Dag at komme her tilbage, efter Aar, saa rige, at de synes en Levealder, saa bevægede, som havde man staaet udenfor Verden og seet den dreie sig! Alt her hiemme er i sit gamle Trit, Alt eens, som Skyggen, der falder fra Husene; de samme Folk i det samme Trav, og i Theatret det samme »charmant!« paa gale Steder, den samme »Slaaen falsk Takt«, den samme Slags sindrige Bemærkninger. Iaftes, ved
»Men træffer man ikke ogsaa Sligt i andre Lande?« spurgte Etatsraaden. »Staaer Paris virkelig saa meget høiere?«
»Aldeles ikke!« sagde Kammerjunkeren; »men det tale vi ikke om, jeg har et Horn i Siden paa Kjøbenhavn;« og han lo og spøgte over sig selv, og saaledes altid.
Elisabeth sammenlignede Kammerjunkeren med Herman, til hvem hun i Alt saae op, som mangt et Øie i Ørkenen saae op til
Medens Kammerjunkeren componerede, hvilket Alle vidste, sad Elisabeth i sin lille Stue og componerede ogsaa, hvilket Ingen vidste, men det var Tankens og Ordets Composition; tidt i Ensomheden sank Sytøiet ned paa Skjødet, Bogen, hun læste i, faldt sammen, og hun vuggede sig paa sine Tanker. Det Taagebillede af en Digtning, der i Trines Huus ligesom opgik for hende, kom uvilkaarligt frem, traadte atter tilbage og stod der igjen, altid i klarere Omrids; hun maatte sætte det paa Papiret; det var en lille Novelle, og Stoffet til den ikke mindre end hiin første Barndoms-Erindring, det svømmende Stykke Marskland, som Havet havde sat paa Land. I faa Ord gav hun et Billede deraf; et sammenstyrtet Huus laa paa Øen og i Krogen derinde to smaa Børn, Dreng og Pige; de voxte op; det var Elisabeth og Elimar; det var deres Barndoms-Liv, det var deres Nød og Angst, da Floden kom og Vandet steg dem til Brystet. Levende var Alt udmalet, deres Skræk og den truende Død; men ingen Jap-Lidt-Piders kom til deres Frelse, Kæmpeskibet kom, det uhyre Spøgelse-Skib optog dem, og nu gik Farten ud paa Verdenshavet til
Ingen havde Anelse om Elisabeths Beskjæftigelse. Kammerjunkerens nye Composition talte hun om; den var en Deel af deres Samliv, og ligesom der fra hans Ansigt fremlyste hver Tanke, hver indre Bevægelse, saaledes fremlyste ogsaa fra hans Musik Sjælen og Stemningen; de vare saa forunderligt modtagelige for Alt rundt om, som Vandfladen er det for at bære Farven af de røde Morgenskyer og under en graa Himmel at inddrikke dens Blytunghed og Kulde. Det var hos ham mere en udstrakt Modtagelighed for hver Natur, end en Sammensætning af forskjellige. Af alle Bekjendtskaber hjemme var Holger den, han jevnligst kom sammen med, noget, der for Elisabeth syntes ganske uforklarligt; de To kunde jo ingen Berøringspunkter have. Jo! »Adelgunde-Themaet«, om vi saa kunne antyde det, de østerlandske Elementer, der vare Holgers Livsopgave og gave ham det rigeste Stof til Samtale, havde for den, som levede reen i Tonernes Verden, noget Tillokkende; Sommerfuglen hviler sig stundom paa det grønne Sump-Mos, slaaer med Vingerne og flyver igjen mod Solen. Timer efter hos Elisabeth hørte han med naturlig, reen Sjæl, hvad hun i Uskyldighed udtalte; han var i sin inderste Kjærne da fuldkommen from og god. Hans Hierte strømmede over af Taknemmelighed mod hver, som havde mødt ham med venligt Sind, og paa samme Tid viste han en mærkværdig Hukommelse for hver lidt Krænkelse fra tidligere Aar. Medens han som fornuftigt Menneske erkjendte Aandens Adel som den høieste, kom der dog Øieblikke, hvor »Kammerjunkeren« fik Magt over ham og han, efter Baronessens Udtryk, burde »kysse Statskalenderen.« Hos hende stod han som et Exempel for Alle, hver Yttring af ham var fortræffelig, og kom han engang med Noget, aldeles modsat hendes Anskuelse, sagde hun: »det er ikke ham, der taler, det er
Det var idetmindste den gamle Baronesses Tanke, og hun saae paa ham med et Udtryk af Inderlighed og rystede saa lidt med Hovedet:
»Mit gode Barn!« sagde hun, »gaa bare ikke og drøm Dig en Kone til; det gjorde Adam, men Konen, han fik, duede ikke. Der er Fruentimmer-Hjerter, der ere som en Postsæk, – den er fuld af forseglede Breve, men den veed ikke selv, hvad der staaer i dem.«
Imidlertid kom Baronessen oftere end før ud til Etatsraaden, talte paa sin Maade, som hun kaldte det, fornuftigt med Elisabeth, der meer og meer steg i hendes Gunst, og pludseligt en Dag i Mai, kort før Baronessens Afreise til Fyen, blev indbudt til at følge med. »For det kan Du have godt af!« sagde den gamle Kone; »der er Fred og Ro og grønne Skove, der er ogsaa en Doctor i Nærheden, og Kukkeren kan sige Dig, hvor længe Du skal leve. Vi gaae med Dampskib, det er een Dags Reise, og saa er du halvveis hiemme til din Ø.«
Hun sagde det samme til Etatsraaden, der blev talt og atter talt derom; der blev skrevet til Moritz og det var afgjort. Kammerjunkeren fandt det fortræffeligt; Elisabeth smilede gjennem Taarer; det var jo Skilsmisse fra det kjøbenhavnske Hjem, men det førte til de fyenske Skove og til Hjemkomsten paa Oland. Trine tog det mest fornøieligt; »gid jeg ogsaa kunde tage med!« sagde hun; »og Hansen! Gud bevare os, jeg vilde ikke reise ham foruden! der er deiligt i Fyen, det er mit Land, skjøndt jeg er en Kjøbenhavner. Hils Madam Cathrinesen; Manden, veed jeg, er død; det stod jo i Aviserne med et lille Vers, og veed De, hvorudaf det var taget? Det var af min Bryllupsvise, som Cathrinesen selv havde gjort! Ja, reis til mit søde Fyen! Gud give, De maatte arve Baronessen! men hvorledes det end gaaer, glem mig ikke og heller ikke Hansen, det er en sjelden Mand; hans Sødskendebarn Dykkeren talte igaar om Dem og lader hilse! Herre Gud, skriv mig til, De kjender Kjælderen i Nellikegaden!«
Heimeran var forstemt; det var, sagde han, som han igjen skulde miste et af sine Børn. »Alle ere de gaaede vidt omkring! den ældste Søn har jeg i Ostindien, den Anden i
Og Dampskibet gik til Fyen.
Veiret var fortræffeligt, Vinden god, der blev sat Seil til; Solen var endnu ikke nede, da de naaede Svendborg, hvorfra der kun vare nogle Miil til Baronessens Gaard.
Hvad der i Fyen levende erindrer om England og begge Steder fortryller Øiet, er det friske Grønne, de levende Hegn og de smukke Trægrupper paa Marken, hvorved Landet faaer Udseende af en Have. Dette Skue henrev Elisabeth; vel var Solen nede, da de kjørte fra Svendborg hjemad, men Luften var som et Guld, Fuldmaanen stod ganske bleg i al den Herlighed; der var en Ro i den hele Natur, som om alle Skovene rundt om sov, og i Landsbyerne, man kom igjennem, hvor Klokken nylig havde ringet ved Solnedgang, saae man Grupper af sladdrende Piger; Bønderkarlene spillede Kegler, Huusmandens lille Datter kom drivende med sin Ko, den havde hele Dagen græsset ved Veien og skulde nu hjem; Markerne med Vaarsæd syntes et grønt Fløiel, Grøfterne et Fyldehorn af Blomster, og alt som de kjørte, bleve Skyerne blegere, Maanen fik en stærkere Glands, det blev mere og mere stille paa Veien, selv oppe i Byerne, og fra Engene hævede sig en blaalig Taage, som Spøgelset af den Sø, her engang havde strakt sig. I Elisabeths Hjerte blev hver Barndoms Erindring vakt. Hun nærmede sig Have-Ensomhed og den gamle Gaard derinde; dens tækkede Gavle, bevoxede med Grønt, stode skarpe mod den klare Luft; en Storkerede var øverst oppe, der sov nu Storkefamilien – det var jo over Midnat; Lysene bevægede sig inde bag Ruderne.
Elisabeth saae igjen det levende Grønne derinde, de gamle Portrætter, Commandeuren med Stjerne, Fruen med Pappegøien paa Haanden. Alt var saa kjendt, men mindre, meget mindre end hun rummede det i sin Tanke; den lange Gang, hvor Gulvet
VIII
I Lønkammeret og i Landsbykirken
Elisabeth var altsaa i Fyen.
Hun sad igjen under de høie, nys udsprungne Bøge; den hele Skov havde dette Præg af Jomfruelighed, som gjør vort Øie saa vel, vor Tanke saa ung; Nattergalen sang, ikke Sørgesange, nei klokkeklare, hjertefulde Alvors-Qvad. Et lille Æsel var sadlet for Elisabeth, Kammerjunkeren gik ved Siden, og saaledes gjordes Toure i Haven og i Skoven. Enkelte Gange blev der kjørt, og da gik det paa de befarne Veie og gjennem Landsbyer, thi Baronessen vilde see Mennesker. De smaa Bønderdrenge, – hvidgule Haar og brune Ansigter havde de næsten Allesammen, – gave deres komiske Nik med Hovedet, som om de fik et Nakkedrag; Pigerne, store og smaa, »
»De have ikke gaaet paa Dandseskole, som Trine!« sagde hun; »det er Natur-Neining, den kunde jeg ogsaa engang, nu har jeg dovnet den bort.«
De besøgte de rige Bønder, hvor man sad i Storstuen mellem de høit opredte Senge, hvori Menneskene forsvinde i Dyner; de saae hvad der var spundet og vundet, hvad
Herman, der allerede Dagen efter Bedstemoderens Ankomst havde aflagt sit Besøg, var hver Søndag en stadig Gjæst, og det uagtet at hans Gaard laa tre Mile borte nedad mod store Belt. Han og Kammerjunkeren havde kun seet hinanden for mange Aar siden, da de Begge, forskjelligt behandlede, vare Gjæster hos Grev Frederiks Fader. De forstode snart det Dygtige hos hinanden. Naar de To talede om Kunst og Poesi, flyttede Elisabeth nærmere, men aldrig var hun da til at bringe ind i Samtalen; i Hermans Nærværelse undervurderede hun sig selv ganske, kunde kun sige et enkelt Ord. En Dag, hun følte det, ledede Kammerjunkeren Talen hen paa Digtninger af den Art, hvortil hendes Skriverier maatte henregnes, og hun syntes, at Hermans Dom blev strengere, og at han gjennemtrængende fæstede sine Øine paa hende; og dog kjendte han jo ikke hendes »
»Det er ikke nok at kunne correct nedskrive sine Tanker«, sagde Herman; »det hører til vor Tids Dannelse, men det gjælder om, hvorledes disse Tanker ere; det er ikke nok, at de gjengive en Afspeiling af det Dygtige, vi alt have; der skal sættes en ny Blomst paa Poesiens Træ, eller et svagere Blad skal styrkes og udvikles.«
»Jeg antager ogsaa«, sagde Kammerjunkeren, »at det Digterværk, hvori man under Læsningen ikke beriges med en ny Tanke, der enten ganske gives, eller før laa uklar hos os selv, er et middelmaadigt Værk. Men De synes at forlange en heel ny Digterart, at vente en vor Tids Messias i Digtningens Verden, – og kunne vi det?«
»Jeg troer, det endnu ikke er Tidens Fylde,« svarede Herman. »Der er saa meget antydet, som endnu ikke er udført; der er saa meget, der skal bringes til Sandhed først. I Romanen vil jeg ikke have Begivenheder alene, men Charakteer og Poesie; en Roman, som kun har Begivenheder, læses kun eengang; det Uventede, det Overraskende, som var den levende Nerve deri, er senere dødt; derimod hvor Menneskecharacteren træder frem med alle sine fine Lærdomme, hvor Tanken staaer levende i Ord, hvor Poesien har sine uvisnelige Grene, der vender man igjen tilbage, den Bog læses og læses atter, man gaaer forfrisket fra den, som fra en Foraars-Vandring i Skoven.«
»Men have vi ikke for endeel en saadan Forfatter i
»Han staaer nær derved,« svarede Herman, »og vilde være en af de Interessanteste, var han ikke en af de mest trættende Forfattere, jeg kjender, han kan antyde, men bliver dog ikke selv Tidsalderens Columbus, der fører os til Kysten af en ny Digtning; Reisen hos ham er lang nok og har ogsaa sine glimrende Naturundere, men vi svæve, vi gynge; han har ingen fast Jordbund; Menneskene, vi møde, ere ikke Kjød af vort Kjød, det Sjælelige ligesom skjuler for os det Legemlige; vi føle, om jeg tør bruge dette Udtryk, Duften af Blomsten, men see ikke Blomsten selv, dette legemligt Fattelige i god Betydning, som f. Ex. Walter Scott har. Denne Digter og Jean Paul, saa forskjellige i deres Frembringelser og dog saa lige i digterisk Kraft, troer jeg, – vare de sammensmeltede og bragte til en sammentrængt Fremstilling, – vilde være en
Medens Herman talede, hævede Elisabeths Tanke sig til det Ideal, han pegede paa, og hun følte, hvilken Barneleg hendes Skriverier vare; Kammerjunkeren derimod fandt i disse just en ubevidst Tilnærmelse, som Herman vilde erkjende, naar han læste dem; det maatte han, derom bad Kammerjunkeren Elisabeth, og hun blev rød ved dette Forlangende og afslog det paa det mest Bestemte.
»Og det kan De tænke og sige, efterat have hørt hans Ord idag!« sagde hun. Men han kom oftere tilbage til det samme Punkt; hans Overbeviisning var ærlig, den gav hans Ord Vægt, og med Frygtsomhed og en blandet Følelse af Lyst og Ulyst tillod hun ham det, under den Betingelse, at Herman, dersom han fandt, hvad hun var forvisset om, at det var værdiløst for Verden, da aldrig maatte tale til hende derom.
Og Uger gik.
»Herman finder det fortræffeligt!« sagde Kammerjunkeren.
»Jeg troer det ikke«, sagde Elisabeth; »han talte ikke et Ord til mig derom ved sidste Besøg. De veed ikke, hvor uhyggeligt jeg følte mig! det var, som laa der et Bjerg imellem os; jeg vovede ikke at være ene med ham.«
»Og derved just er De selv Skyld i, at han ikke fik Leilighed til at takke Dem, at tale med Dem.«
»Herman har betragtet det for hvad det er, en Sygs Beskjæftigelse,« tænkte hun, og dog gjemte hun paa hvert berømmende Ord, Kammerjunkeren overrakte som Hermans; der blev seet paa det som et Metal, hun ikke vidste, om det var ægte eller uægte, og dog ikke kunde kaste bort.
En Søndag Eftermiddag, da Elisabeth sad under Rødtjørnene, kom Herman, – de vare alene.
»Tak for Deres Tillid til mig!« sagde han. »Hvad De har skrevet, er smukt og naturligt og det eier hvad de fleste Skrifter i vor Tid mangle, Religiøsitet. Jeg skulde lykønske Dem, idet jeg virkelig, som en ældre Broder holder af Dem –! De har Øie for Naturen og Mennesket, De har Hjerte og Reenhed, som Qvinden skal have den, og dog, med alle disse store Midler, idet disse frembryde i en Trang til at producere, bliver jeg bedrøvet for Dem. Ja, jeg mener Dem det saa inderlig godt! De har Mod til at træde frem for Verden, for ligesom at dele med den, hvad Gud har givet Dem; men husk, at fra det Øieblik, De gjør det, tilhører De ikke længer Dem selv; De maa være forberedt paa, at Deres bedste Følelser blive misforstaaede. De veed, at jeg altid har fremhævet det Gode i vort Fædreland, men her er Øieblikket, hvor jeg maa pege paa dets Skygge. Godmodighed er, idetmindste ikke for Øieblikket, et Særkjende paa de Danske; der er hos os et Element af Spot, der er langt mere overveiende; vi have stor Sands for det Komiske, derved eie vi en Lystspil-Literatur, men hos Mængden bliver denne Sands til en Lyst efter at finde Vrangsiderne, latterliggjøre Alt. Har De Mod og Kraft til at taale, at Taaben spotter Dem, at selv de Ædleste og Bedste kunne krænke Dem, vel, saa siger jeg ikke et Ord mere; hvad der er en guddommelig Mission hos os, vil bane sig Vei; men fremman ikke disse Stemninger hos Dem, opelsk ikke en Blomsterflor, som udsuger den gode Jordbund og forhindrer i at det trives, som maaskee var Nyttigere og Bedre!«
»O, De mener mig det ærligt og godt,« sagde Elisabeth; »Dem troer jeg paa, saa fast, saa inderligt! men tro ogsaa mig, at jeg aldrig har fundet mere deri, end den Fornøielse, jeg havde, naar jeg var alene, ved at synge en Melodi, der kom mig i Tankerne; men jeg kunde have ladet mig vildlede ved at høre en Anden, der lagde sin egen poetiske Sjæl ind i mine nedskrevne Ord. Jeg forsikrer Dem, at fra dette Øieblik af skal jeg aldrig bringe noget Lignende paa Papiret.«
»Det vilde være Uret mod mig, mod Dem selv!« sagde Herman; »dog, Deres sunde Natur vil lede Dem. Hvad jeg her sagde, var af en ældre Broders Hjerte, det være Dem en Modvægt mod den maaskee altfor store Begeistring, en Anden nedlægger for Dem! Og nu giver De mig Deres Haand paa, at De har modtaget mit Ord ligesaa velmeent, som det er givet, – at vi ere Venner!«
»Endnu mere end nogensinde!« udbrød Elisabeth med en Heftighed, en Varme, der næsten forskrækkede hende selv, og hun trykkede kun sagte den Haand, hun selv havde grebet.
Det var den fjortende August, den Dag i Almanakken, den gamle Baronesse kunde lide, som hun sagde, og havde udvalgt til sin Fødselsdag, hvor de Fattige kom om Formiddagen og fik deres Presenter, hvilket endnu var Skik, og stort Selskab indbødes til Middag. I den tidlige Morgenstund gik den gamle Baronesse til Lønkammeret, men denne Gang tog hun Madam Krone med, der ikke var lidet forundret over Indbydelsen.
»Ingen seer naar Søvnen kommer!« sagde den gamle Frue, »og endnu mindre naar Døden kommer! det er godt at have ryddet op før man lægger sig, og det vil jeg gjøre idag, og De skal hjelpe mig, Madam Krone. Derpaa har jeg tænkt siden jeg sagde Farvel til Kong Frederik; han var ingen Krigsmand, hvormeget han end holdt af Soldater, og det vil jeg heller ikke være: jeg slutter Fred, og det paa Geburtsdagen. Der sidder min Svigerfader«, og hun pegede paa det gamle Portræt, der stod opstillet paa Resten af Gaardens
»Christelig og god har De altid været«, sagde Madam Krone, »og det er rigtigt og fornuftigt at faae alt dette brændt, det skulde have været gjort for lang Tid siden.«
»Han har handlet ilde mod mig og Mine, mod hvert fattigt Barn, ja mod sit eget Kjød og Blod. Hans egen Søn var god fra vor Herre, men blev qvaklet om, derfor har jeg grædt mange Taarer. – Men det har jeg siddet og fundet ud i de sidste Dage: død Mand sover ikke saa fast, der er jo Noget af ham, der hører og veed, hvad der skeer her oppe. Han, som løftede Tyrepidsken, har maattet ligge stille i sin Kiste og see fattige Dorthea kjøre ind i Gaarden med fire Heste, see sin Søn og sit Navn gaae ud og Rasmusses Datter være Baronesse. Efter mig kommer der et fremmed Navn, og saa er der Ingen mere, der kjender Slægten. Et fremmed Navn, som maaskee ikke engang er det
»Sig dog ikke Noget mere mod Baron Herman!« udbrød Madam Krone; »alene Tanken er syndig.«
»Og dem har vi mange af!« sagde den gamle Frue; »jeg har selv sagt det til ham engang. Det skal fornøie mig, om jeg hos vor Herre maa bede ham om Forladelse for det. Men mit Datterbarn er han, og derfor bliver han ogsaa Herre her paa Gaarden, naar jeg flytter hen ved Kirken.«
»Hans Moder har grædt salte Taarer over ham, da han var spædt Barn,« sagde Madam Krone; »hans Moder var saa englereen, som Nogen paa denne Jord.«
»Ja, tænk mig ikke Andet om hende!« sagde den gamle Baronesse i stærk Heftighed; »hun var reen og retskaffen lige ind i Hjerte og Tanke! men min Mening er dog ikke bygget paa Luft og falske Ord. Englereen var hun, siger jeg, og det er hun hos Gud. Jeg har mere Skyld! Man skal altid frygte Gud og holde Landeveien! vare vi blevne paa Landeveien til Neapel, saa havde det været bedre for os Allesammen. Jeg har aldrig rigtig sagt Dem det, Madam Krone, – det er ikke fornøieligt at tale om. Jeg var i Rom med min Datter, hun blev forlovet der med Büncke Rønnow, Holsteneren. Vielsen stod tidligt om Morgenen, og saa satte vi os i Vognen strax for at tage til Neapel. Men jeg vilde ikke af Landeveien, jeg vilde over Bjergene; der vare vi midt paa Dagen, vi rede videre
Før de forlode Lønkammeret, havde Elisabeth, der nu uden Stok kunde gjøre en Vandring, forladt Gaarden og var gaaet ind i Skoven; herfra fulgte hun Stien over Engen til Kirken. Døren til Vaabenhuset stod aaben, Orgelet lød smukt til hende; det var Kammerjunkeren, vidste hun, der tidt tog Kirkedørs-Nøglen og gik derhen at spille ene for sig selv. Hun standsede ved en Grav.
Det var Cathrinesens. Et af de Vers, han havde skrevet til Trines Bryllup, og som var aftrykt i Avisen ved Anmeldelsen om hans Død, stod ogsaa skrevet her som
De sidste Orgeltoner døde hen; Kammerjunkeren kom ned i Kirken til Elisabeth.
Oppe paa Gaarden var paa samme Tid Herman indtruffet; hans Hest var bragt i Stalden, selv gik han fra Stue til Stue, der var Ingen at finde. »Kammerjunkeren er nok ovre i Kirken,« sagde Tjeneren, og Herman gik derover; Orgelspillet hørte han ikke, men Døren i Vaabenhuset var aaben, der maatte være Nogen; idet han kom ind i Gangen, saae han Elisabeth og Kammerjunkeren i Samtale, siddende paa Knælebænken foran Alteret. De mærkede ikke ham, han fik et Indfald og vendte om igjen til Vaabenhuset, hvorfra man af en lille aaben Dør og Trappe kunde stige op paa Kirkeloftet. Hvælvingerne hævede sig her, som var det den ene Bagerovn ved Siden af den anden; Herman fandt imidlertid Vei hen til den Hvælving, der var ligeover Choret, og hvor han ved ganske sagte at tage en Fjæl bort, havde et aabent, muret Hul, hvorfra han lige over deres Hoveder kunde see ned og tale til dem. De mærkede slet Intet, – han var kommet forsigtig og stille.
Kun et Par Minuter før Herman kom, var Orgelspillet holdt op og Kammerjunkeren var traadt ned til Elisabeth. De saae paa Præstefamiliens Portrætter, og Elisabeth fandt, at især Præsten var saa levende malet, at det var, som om han vilde træde ud af Rammen og tale til dem. »Men nu ved Dagen, i klart Solskin, troer jeg ikke, det vilde forskrække mig!«
»Det kom vel an paa, hvad han spurgte Dem om?« sagde Kammerjunkeren med et Smil.
»Jeg har hørt, at man skal svare Aander kort og bestemt, saa have de ingen Magt«, sagde hun; »jeg veed desuden ikke, med hvilket Spørgsmaal just jeg skulde kunne forskrækkes!«
»Man kunde vel finde et!«
»Og dette var?« spurgte hun.
»Dersom han nu stillede sig foran os,« udbrød Kammerjunkeren, »og han spurgte Dem, – ja det kunde han gjøre, – vil Du give denne Mand, som sidder hos Dig, Din Haand, og være hans Hustrue?«
»Da vilde jeg svare: vi ere ikke forlovede!« sagde Elisabeth, »og vi tænke ikke paa at blive det!«
»Men om jeg nu tænkte derpaa?« sagde Kammerjunkeren alvorlig og greb hendes Haand; det var netop i det Øieblik, Herman fra Aabningen ovenover saae ned til dem, men han hørte ikke et Ord, hørte ikke, hvad der blev sagt.
»Ja, Elisabeth! De er mig saa inderlig kjær, jeg vil ved Dem kunne blive lykkelig, uendelig lykkelig! paa dette hellige Sted vover jeg at sige Dem det: Bliv min Kone!«
Nei, Herman hørte det ikke, og dog foer han uvilkaarligt tilbage, overrasket ved den Inderlighed, hvormed Kammerjunkeren greb Elisabeths Haand, forlegen over, som Lurer maaskee at være traadt ind i en Hemmelighed; han stod et Øieblik opreist, uvis om han skulde tale eller tie, gaae eller blive; han vovede ikke at skyde Brædtet hen over Aabningen og maaskee ved Larmen deraf vække deres Opmærksomhed; – sagte vilde han liste sig bort. Hvad var der bleven sagt? i hvad Forbindelse stode deres Ord med hvad han havde seet? De talte endnu dernede, men Ordene forstod han ikke, vilde ikke høre dem, – da hans eget Navn i det samme lydeligt nævnedes af Kammerjunkeren.
»Herman! De elsker Herman?« sagde han, »svar mig derpaa!«
Og Herman hørte det; Blodet steg ham op til Hovedet, han vilde bort, men han snublede og faldt; det gik keitet med at krybe over Hvælvingerne tilbage, og da han naaede Trappen ned, blev han her et Øieblik staaende, tvivlraadig med sig selv, om han skulde gaae eller blive. I det samme hørtes Trin, Døren til Vaabenhuset blev slaaet i; det var Elisabeth, som hurtigt havde afbrudt Samtalen og, fulgt af Kammerjunkeren, forlod Kirken. Da Herman stod i Vaabenhuset, fandt han sig lukket inde; fra Kirken selv var dog maaskee endnu en Udgang, idetmindste kunde man dog slippe bort igjennem et af Vinduerne. Disse sad imidlertid meget høit. Hans Tanker vare i stor Bevægelse; han satte sig foran Alteret, hvor de To for et Øieblik siden havde siddet. »De elsker Herman!« gjentog han for sig selv; og hvad havde hun svaret derpaa? – Hvad havde foranlediget dette Udbrud? Hvilket Forhold var der mellem de To? Tankerne sænkede sig fra Panden til Hjertet; han gik et Par Skridt og blev staaende foran Gitteret ved den aabne Begravelse; den nærmeste Kiste var den mindste, der laa en vissen Blomsterkrands paa den, hvert Aar fornyedes den; det maatte være Hermans Moder, som hvilte der; Kisten ved Siden af gjemte vistnok hans Fader; han tænkte derpaa: det var første Gang, han stod her ved Capellet, disse Døde saa nær. Ingen af dem kunde han huske, han var kun lidt over et Aar gammel, da de døde. Hvad Bedstemoderen for Aaringer siden i Bitterhed udtalte om hans Fødsel, huskede han paa; i hans Tanke fremtraadte den i Silke og Fløiel klædte Røver paa Veien til Retterstedet, hans eget Speilbillede med de mørke Øine, de skinnende hvide Tænder; til denne Skikkelse stillede sig en anden, det var Elisabeths Fader, som han stod i Billardstuen og tørrede Øinene med Uldqvasten paa sin Kasket. Og nu de To, som nyligt sad her foran Alteret, og hvad her var sagt! – Alt gik i hurtig Tankeflugt gjennem Hermans Hoved og Hjerte, for hurtigt til at vi kunne lægge Ord derunder, men selv uden disse ville vi forstaae ham. Nogle Minutter havde han staaet, da blev der stukket en Nøgle i den lille Dør, som fra Capellet førte ud til Kirkegaarden; Døren gik op og den gamle Baronesse og Madam Krone traadte ind. Med Forundring saae de ham.
»Herman!« sagde Bedstemoderen, »Du her!«
»Jeg fandt Ingen ovre paa Gaarden,« svarede han, «saa gik jeg her over og er bleven lukket inde; jeg ventede rigtignok ikke, at De skulde komme her, det er ikke Stedet til at bringe min Geburtsdags-Hilsen.«
»Gratuleer kun!« sagde hun; »veed Du ikke endnu, at det aldrig har været min Fødselsdag? Den blev der ikke lagt Mærke til, da jeg blev født, men denne Dato er bleven husket! da gjorde han der i Marmorkisten min Fader blodigt ondt, min Moder og mig; derfor har jeg gjort Fattigfolk godt den Dag! Men det skal Du ikke rose mig for, og jeg vil det ikke heller; jeg havde ondt i mit Hjerte imod ham, men nu har gamle Kong Frederik bedet hos vor Herre for Herremændene, som han her bad for Bønderne.«
Herman nikkede venligt deeltagende til den gamle Kone.
»Nu har jeg imorges ryddet op paa Gaarden,« vedblev hun, »og jeg har ryddet op i mit eget Hjerte; det skulde man altid gjøre! jeg kom her for at sige, at det Gamle er glemt, at nu sætter jeg ikke mine Been her, før de bære mig herhen. Ja, veed Du hvad, Herman, jeg kunde have Lyst til at ligge udenfor og ikke lade min Kiste staae til Stads som en anden Dragkiste. Giv mig Din Haand! Her sover Din Moder, hun var reen og uskyldig, som en Guds Engel! gjør hende Glæde og gjør mig Glæde ved at være god imod fattig Mand. Vi ere Alle eet Stykke, Alle gjorte af samme Klat Jord; En kom i Avispapir, en Anden i Guldpapir, men den Forgyldning skal Klatten ikke være stolt af. Der er Adel i enhver Stand, men den stikker i Tanken og ikke i Blodet, for vi ere ogsaa Alle eet Blod, hvad de saa sige; hvad der løber i Aarerne ved Hælen har før været ved Hjertet, og kan komme der igjen; saaledes er det indeni os, og saaledes er det med Menneskene udenom os. Læg det paa Hjertet! – Og nu gaae vi, mit Barn!«
IX
Skilsmisse og Sammenkomst
I den store Sal paa Gaarden fik Bønderfolkene deres Presenter, Uldent og Linned, Madvarer og Legetøi, og: »Baronessen
»Jeg ligger her som i en rolig Havn,« sagde han, »kan rulle mig i mig selv uden at forstyrres udenfra. Det har været frugtbringende Maaneder for mig, men min Natur er ikke for en saa vedvarende Fred; i de sidste Dage har jeg af og til følt Uro og Reiselyst, idag har jeg et saadant Anfald. Der er noget af Trækfuglenes Natur i mig, denne Drift, som uforklarlig driver dem afsted fra den hyggelige Rede, driver dem afsted paa den smukkeste Dag. Jeg troer, jeg flyver før jeg selv veed det.«
»Jeg har i en tidligere Tid kjendt det samme,« svarede Herman; »det ligger i Ungdomssindet og det har De, som en stærk begavet poetisk Natur, bevaret længere end jeg; det er en Drift, der maa være, som hos Bien, for at flyve ud og samle til Honning.«
Medens de saaledes, i Samtale om Stemninger og Tilstande, der dog slet ikke berørte denne Morgens Begivenhed i Kirken, vandrede om i Haven, rullede den ene Vogn efter den anden med Gjæster ind i den gamle Gaard. De syntes ikke at bemærke det; Tjeneren kom og lod dem vide, hvor seent det var.
Ved Middagsbordet fik Herman Plads ved en gammel Bekjendt, der var lykkelig ved at sidde hos en Mand, som havde seet saameget af Verden.
»Det danner, det belærer!« sagde han; »hvor har jeg ikke ønsket mig i Deres Sted? for jeg veed hvad det er, at reise; jeg har besøgt det meste af Tydskland, været i Hamburg, Hannover, Frankfurt, rundtom, men hvad er det mod Dem?« Det var Justitsraaden fra Odense, ham, vi maaskee huske fra gamle Dage; han var blevet et synligt Stykke ældre, de graae Haar laae tyndt hen over Panden, hans Ledsagerske paa Livets Reise havde forladt ham, han var Enkemand.
Elisabeth sad paa den modsatte Side; ikke en eneste Gang saae hun hen til Herman, derimod forekom det ham, som om hun flere Gange med et tankefuldt, vemodigt Blik, betragtede Kammerjunkeren, – ja, endogsaa, at der eengang trængte Taarer frem i hendes Øine, som hun igjen tvang tilbage.
»Og han kan troe, at hun elsker mig!« tænkte Herman; »han kan glemme, hvilken Forskjel der er i hendes og min Alder, hun sexten, jeg fire og tredive, altsaa det Dobbelte, ja mere end det Dobbelte! hun, dette Barn, som jeg har baaret paa mine Arme, trykket til mit Hjerte! – Men er han ikke ogsaa den Ældre? ja, af min Alder, eller over den! han maa være det, – men det staaer ikke i hans Ansigt, ikke i hans Sjæl, den er ung, som hendes! Sjælen er dog Rod og Blomst paa vort Livstræ!« Tankefuld sænkede han sine Øine, og da han atter saae op, var det paa Elisabeth, der saa jomfruelig smuk sad over for ham; ja, Mennesket er skabt i Guds Billed, følte han; hendes afprægede sig i hans Tanke for at følge ham til Hjemmet, og som Solstraalerne, der samles i Brændeglasset, at virke med stærkere Kræfter.
Samme Aften, da Selskabet var brudt op, havde Kammerjunkeren en lang Samtale med den gamle Baronesse, og det var i Anledning af denne, at Madam Krone næste Dag fik et lille Foredrag, som vil bringe os et Skridt videre i disse Begivenheder; det var et Foredrag over »Ægteskab.«
»Man skal ikke lege vor Herre,« sagde Baronessen, »ikke parre Mennesker sammen. Det duer ikke, Madam Krone, og jeg har aldrig gjort det.«
»Ja, jeg ikke heller,« svarede Madam Krone; »jeg veed slet ikke, hvorfor De siger det til mig.«
»Fordi jeg siger det til mig selv!« sagde Baronessen; »jeg har læst i
»Ja, hvad kan det hjelpe,« sagde Madam Krone.
»Saa trille de bedre!« sagde Baronessen; »der kommer en Halvdeel og der kommer en anden Halvdeel; de smække strax sammen, men de passe ikke, de trille daarligt; tidt falde de fra hinanden, og det er da ikke det Værste. Saaledes
Dagen var bestemt til Kammerjunkerens Afreise; han vilde bort, han maatte bort.
»Jeg er ikke det Selv-Menneske, at jeg skulde holde paa ham,« sagde den gamle Baronesse; »han hører Verden til, han er en Viin, der skal hældes i Guldskaal og ikke staae her i
Det var, som om den Uro, der drev ham fra Gaarden, ogsaa havde grebet Elisabeth; hun var jo fuldkommen rask, der var næsten gaaet et Aar, siden hun forlod sit Hjem paa Oland; hvor rig havde ikke den Tid været? et heelt nyt Menneske følte hun sig at være blevet; Barndomstiden, syntes hun, laa langt, langt tilbage; hun var løftet høit til Tanke og Alvor, og Alt under Solskin og Glæde; milde Øine havde seet til hende, Alle vare kjærligt traadte hende imøde; men nu i de tre sidste Dage var det anderledes, det var, som hun havde krænket et Menneske, der var hende inderlig god, og hvem hun følte for, som for en kjær Broder, ikke mindre – men heller ikke mere.
Det var den sidste Aften, Kammerjunkeren var paa Gaarden; der var et Liv, en Bevægelighed hos ham, det var, som om han alt med een Fod stod midt inde i Pariserlivet.
Den gamle Baronesse var ligesaa livlig; men da Klokken slog ti, den sædvanlige Sengetid, eller rettere, Tiden, da man selv om Sommeren brød op, fik hendes leende Ansigt et alvorligt Udtryk, Vandet stod hende i Øinene.
»Farvel, mit gode Barn! vær skikkelig og dygtig, som altid! jeg staaer ikke op med Solen imorgen tidlig; jeg siger mit Farvel engang for alle!« Hun tog ham om Kinden. »Lad mig rigtigt see Ansigtet! see, nu har jeg det og skal huske det, hvor jeg kommer hen. Gud velsigne Dig, mit gode, skikkelige Barn! Gaa, gaa! Farvel!«
Og Kammerjunkeren maatte skynde sig med at komme bort; han fik trykket Elisabeths Haand, men Intet sagt, den gamle Frue vinkede mod Døren; hans Øine laae et Secund nølende, vemodige, inderlige paa Elisabeth, han saae til Baronessen, nikkede og var ude af Stuen.
Da Elisabeth kom paa sit Værelse, satte hun sig strax til Skriverbordet; hun kunde ikke andet, hun maatte udtale sig for Vennen, Broderen, sige ham et kjærligt, hjerteligt Levvel. Med en Uskyldighed, en Inderlighed sagde hun ham, hvor bedrøvet hun var, bad ham tilgive sig, bad ham være hende god, som en Broder kan være det. En Elsker vilde imellem disse Linier have læst Haab og Lykke, men han havde jo rigtignok læst feil. En lille Pung af trefarvet Silke var alt for en Uge siden færdig og bestemt for Kammerjunkeren, naar de skiltes, men i den Hurtighed, Afreisen var bleven bestemt, havde Elisabeth glemt denne lille Erindring; den blev taget frem, Brevet blev lagt deri, og hun gik tilsengs, for betids imorgen at staae op og sige ham endnu engang: »Lev vel!« Der vilde ingen Søvn komme i hendes Øine, Timerne gik under store Søer af vemodige Tanker; i Dagningen blundede hun lidt, men foer op afsøvne, thi der kjørte ind i Gaarden en Vogn; det var den, som skulde bringe Kammerjunkeren til Assens, hvorfra han med Dampskib samme Dag vilde naae til Kiel. Elisabeth foer ud af Sengen og klædte sig i Hast paa; sit Brev tog hun igjen frem; hun maatte læse det endnu engang, – da i det samme Vognen kjørte ud af Gaarden; Kammerjunkeren havde alt været færdig ved dens Komme, og ikke ladet vente paa sig. Elisabeth sprang til Vinduet, stak Brevet hurtigt ned i Pungen. Kammerjunkeren kjørte ud lige under hende, hun kunde have kastet begge Dele ned i Skjødet paa ham; hun tænkte det, men vaklede i sine Tanker, og saa var han alt et Stykke ude. Han vendte sig og saae op til Vinduet. »Farvel! Farvel!« raabte hun med bevæget Stemme; han svarede og svingede med Hatten, men Brev og Pung holdt hun fast i sin Haand; Vognen dreiede om Ladebygningen, ud af den forreste Port. Elisabeth saae mod Skyerne, de farvedes røde af den opgaaende Sol.
Otte Dage efter skulde Elisabeth til sit Hjem, til Halligerne; Moritz vilde da paa en bestemt Dag ved Dampskibets Ankomst afhente hende i Flensborg; derhen maatte hun fra Fyen gaae alene med Dampskibet. Hermans Gaard skulde hun ikke faae at see; et Besøg der havde ofte været bestemt medens at Kammerjunkeren endnu var her, men det blev altid udsat; nu var det, som sagt, ganske opgivet; men ikke af Madam Krone, der syntes saa godt om Eiendommen, og vilde, at Elisabeth skulde see sit Fødested. Ja nu saae der jo ganske anderledes ud! istedetfor den faldefærdige Gaard, de dyndede, begroede Voldgrave, var der nu et lille Paradis, det yndigste Landsted, saa smukt beliggende, med Udsigt til Beltet og Langeland. »Det var Synd om Elisabeth ikke kom derhen,« meente hun, og tre Dage før Afreisen blev det da ved Madam Krones diplomatiske Talent sat igjennem, at Elisabeth skulde komme der, – hun og Madam Krone; Baronessen vilde imidlertid, som hun sagde, være fri for dem begge To, og fornøie sig hjemme.
Der var et Par Miil at kjøre, men Egnen var meget smuk, især efter at man havde forladt Hovedlandeveien; man kom da i en bakket Skovegn, der paa de fleste Punkter havde noget parkmæssigt; Veien førte forbi Skraaninger, hvor man saae ind gjennem Toppene af gamle, høie Bøge, ned i store Mølledamme; Vandmøllen laa saa dybt, at Røgen, der blaalig steg fra Skorstenen, havde en lang Strækning at løfte sig forbi den høitliggende, mørke Skovgrund bag ved. Smukke Græsplainer strakte sig op ad Bakker omgivne af Skov, og hvor der tæt ved Veien stod et gammelt Piletræ, saa knuddret og revnet, at man skulde troe, det maatte falde, bar dette i sin sprukne
»Det er uendelig deiligt!« udbrød Elisabeth, »og her er en Fred, en Velsignelse over Alt!« Hendes Øine lyste derved, og i det samme Øieblik sank vemodige Tanker gjennem hendes Hjerte. »Her gik min stakkels Moder, syg og forladt,« tænkte hun; »her paa en Kirkegaard, jeg ikke selv veed, har de begravet hende; Ingen kjender hendes Grav.«
Madam Krone fandt ogsaa Egnen velsignet deilig, »det havde hun altid fundet den,« sagde hun; »vare vi bare igjennem Posen!«
Hvad Madam Krone kaldte Posen, var en lang Gyde med levende Hegn, det prægtigste, der var at finde i hele Fyen. De vilde Rosenhækker, hvis grønne Blade udbredte en Æbleduft, hang saa frodigt frem med tornede Grene, saa at disse sloge Hestene mod Boven; høie Skræpper løftede deres Kæmpeblade, Hylden bugnede af Frugt, og Haslerne vare som oversaaede med
Veien gjorde en Bøining og der laa et lille, venligt Landsted, hvis Hjørner begrændsedes af to Taarne; et gammelt, prægtigt Lindetræ, det samme, de søfarne unge Venner saae i den forfaldne Gaard, var Prydelse foran Indgangen.
Med glædestraalende Ansigt kom Herman sine Gjæster imøde, der var ingen Overraskelse ved dette kjære Besøg. »Endelig, endelig!« raabte han, »det var deiligt, og det skylder jeg Madam Krone!«
»Ganske og aldeles mig!« svarede hun. Og de førtes ind i de
»Min bedste Udsigt!« raabte Herman, »den videste af dem Alle! der er ogsaa en forunderlig Hastværk i den Dag i Dag, hvor er Tiden blevet af?« Og han bød Madam Krone Armen, – hun var træt – og de fulgte en Sti under Elle- og Hassel-Buske, der hang fulde af Nødder; en naturlig Vold hævede sig tilhøire; det syntes umuligt, at Hestene her kunde gaae foran Ploven, Skraaningen var for stærk, og dog havde de gaaet her, det viste den modne Hvede, som nu bølgede her over Plov-Furen. Snart stode de foran Tingstedet, der frembød en Mængde store Stene, opstillede i en aflang Kreds; Slaaenbuske og Brombærranker dannede her et lille Krat; en Skare Krager fløi skrigende bort herfra, ud over Landskabet, som i mindre Høider og Dale sænkede sig med Kornmarker og Enge, omsluttede af Skove.
»Møllebækken dernede,« sagde Herman, »har engang været en mægtig Aa, der har baaret Vikings-Skibe her høit op i Landet; man seer tydeligt hele Aaleiet. Her oppe sad de gamle Kæmper og holdt Raad, hver paa en af disse Stene, og Høvdingen sad paa den største; de stærke Mænd ere Alle borte, Alle glemte, deres Navne og selv deres Tid; ogsaa han, som ligger deroppe, vist en Konge, kjender nu Ingen Navnet paa,« – og Herman pegede paa en Steenhob høit bag ved dem, hvor den naturlige Vold pludselig brød af. Tre store Stene med en mægtig Overligger laae der, den syntes at svæve i Luften.
»Derfra har vi en endnu større Udsigt,« sagde han, »et heelt Rund-Malerie.« De stege derop og »store Belt,« med enkelte Seilere, den sjællandske Kyst og Langeland udbredte sig foran. Madam Krone vilde ikke kravle saa høit, hun satte sig ved Nøddebuskene. Elisabeth stod paa den overliggende Steen, der var bred nok til at Herman kunde stige op ved Siden af; Solen sendte sine sidste Straaler og Vinden luftede saa frisk; de stode i Luft og Sol paa Stenen, som Elimar og Elisabeth engang havde staaet i det stigende Hav; hvor vare de Tanker, som her fik Liv? – Der staaer i Skriften, at »
»Men De lade mig sidde dernede!« sagde hun, »høre slet ikke, komme ikke heller! er her da saa deiligt?«
»Uendelig deiligt!« raabte Herman med et Udtryk af Henrykkelse; »her er til at dandse ved!« og han svingede Madam Krone rundt, der baade lo og saae forundret ud over den Lystighed. Han førte hende hen til Elisabeth, som havde reist sig; hendes Kinder brændte blussende røde, – det var, som om der stode Taarer i hendes blaae Øine.
Hvad var skeet? – ja, to Dage senere var det ikke længere en Hemmelighed, – de vare Brud og Brudgom.
»Jeg har sagt, og det er min Mening,« sagde Bedstemoderen, »heller fra Malkebøtten end fra Statscalenderen, og Elisabeth hører mere til den Første end til den Sidste, hun er »Fattigmands Barn,« og det er jeg ogsaa, vi have een Slags Stamtræ! Christeligt Menneske vil hun altid blive, og hun kan lære de unge Baroner, naar de komme, at de selv ere i Slægt med Fattigmand; jeg skal ogsaa give en god Huske-Seddel. »Bedstemoders Brudegave« kunne I kalde den, det er et Stykke fra mit Liv og Levnet, det er Blomsten paa mit Stamtræ, som skal give god Lærdom.«
Og hvad var »Bedstemoders Brudegave?« Den blev bragt paa Bryllupsdagen, den Dag, vi hurtigt flyve til, sidst i September, netop Aarsdagen, da Vennerne sad i den faldefærdige Gaard, der nu var et hyggeligt, deiligt Hjem, Aarsdagen, da Vennerne hørte det spæde Barn græde og Herman trykkede det til sit Hjerte, det Barn, som nu var hans Brud, hans Hustru.
Portrætmaleren vælger det bedste Moment til at tage Billedet af den, han vil fremstille, vi vælge det lykkeligste: »Bryllupsdagen.« Elisabeth staaer for os. En hvid atlaskes Kjole uden Forziringer omslutter hende, det brune, skinnende Haar ligger i en naturlig Fletning; hun er noget bleg, men Øinene lyse, Sjælen straaler fra dette Aasyn, og man seer, hun er kun sexten Aar! Fattigmands Barn, i Legems-Skjønhed adelbaaren, i Aand og Optræden en Datter af Aandens Adel, der er den høieste, staaer her for os. Endnu kun saa kort en Levealder og dog en Historie for mange Blade, endnu kun et stille Liv, men i et afrundet Heelt, endnu kun en Hverdagshistorie, men som af den poetiske Sjæl paa sin bedste Solskinsdag blev seet med alle sine Blomster. Hun huskede Moritzs Ord om den røde Traad, der gik gjennem Tougværket, smaat og stort, for at antyde, det var Kronens Eiendom, og den usynlige Traad, der gik gjennem hvert Menneskes Liv i smaat og stort, og viste os, at vi ere Guds Eiendom. Hun saae den i de Aar, hun havde levet, hun saae, hvor nødvendig, hvor velsignelsesrig, hver tung Omskiftelses-Dag havde været hende; hun forstod, at i det ensomme Liv paa Oland, mellem Natur og Bibel, var en rigere Sæd nedlagt i hendes Sjæl, end der i den velhavende Gaard, hos den gamle, underlige Baronesse, vilde have været Mulighed for; selv Mødet med Enkefruen maatte saa være; Kjøretouren med Adelgunde førte lidt over Sumpgrund, men Sumpen havde sine Lillier, i Støvtraadene laa den usynlige himmelske Traad. Med Taknemmelighed og Forvisning hævede sig Elisabeths Hjerte til Gud; og vort vil det ogsaa, naar vi, som hun, hver søger i vort Livs Historie den usynlige Traad.
Midt paa Bordet stod Bedstemoders Brudegave skjult i et lille Skrin, der ikke maatte aabnes før hendes Død; Ingen maatte før see, hvad hun kaldte Blomsten paa sit Stamtræ, eller Huskeseddel for den kommende Slægt. Af stort Omfang kunde det Givne ikke være. »Det er min Skat,« sagde hun, »og den love I mig at gjøre Brug af i Familien paa den fjortende August!« Var det Guld og Kostbarheder, der skulde uddeles? Var det et Smykke, Elisabeth skulde bære?
»I skulle nok høre Bestemmelsen!« sagde den gamle Kone og kastede med Hovedet.
Og Gjæsterne samledes om Bryllupsbordet; der var Moritz, Hedevig og Præsten, som havde holdt Vielsen; ellers var der Ingen, det ønskede Herman og Elisabeth, det vilde Bedstemoderen, og vi kunne sige, Madam Krone med.
Fuldmaanen var Fakkelbærer, da tidligt paa Aftenen de lykkelige To kjørte til deres Hjem, Elisabeths Fødested. Veien kunde have været hundrede Mile, de havde ikke følt det, ikke tænkt derpaa. Det lille Skrin stod paa Elisabeths Skjød, – hvad gjemte det?
Vi ville ile til Tidspunktet, det kunde aabnes, Bedstemoderens Dødsdag; men den er ikke endnu. Fuldmaanen, som lyser Brudeparret hjem, skinner ind i Kammeret til den gamle underlige Kone, der foran sin Seng bøier Knæ og beder sin Bøn til vor Herre.
X
Lidt om dem Alle. Bedstemoders Brudegave
Fra det stille, lykkelige Hjem ville vi igjen flyve ud, flyve vidt omkring, for trætte at komme tilbage, og da endnu bedre nyde Hvilen, omfatte med Tanken det hele Billede, der nedlagdes i disse Blade; vi ville see til alle gamle Bekjendte, see, hvorledes de have det. Der ere gaaede fire Aar siden Hermans og Elisabeths Bryllup.
Enkefruen er kommet i Tugthuset, der sidder hun godt og vænnes til »Politi-Luft.«
Adelgunde – ja det gaaer forunderligt til i denne Verden! men det er nu ikke anderledes – hun er gift med Holger, det har hun forstaaet at bringe istand! han er Postmester i en Provindsby og hun er Postmesterske; og det var den Knap Skyld i, den ulykkelige Knap, som gik af, ellers havde Holger maaskee siddet med Clara ved sin Side. Clara, som nu lever i Kunsten og den store Verden, har sin Loge i
Frederik er traadt ud af
Lille Sanne er bleven confirmeret allerede for tre Aar siden og har to Gange været forlovet; Kjæresten nu er ved Dampvaskeriet, og det maa glæde os for lille Sanne, hun kan blive reen endnu!
Liremanden, Elisabeths Fader, – ja, hun veed endnu ikke noget om ham, og han heller ikke om hende, saaledes har han grupperet sin Historie, at man kommer reent af Sporet, – han er imidlertid i Kjøbenhavn, og gift – med lille Sannes Søster; hendes første Mand døde, denne har faaet hans Embede, ikke med at bære Bladet om, men med det Vigtigere: at være
Men i Fyen bragte alle Aarets Tider Rigdom og Lykke; i Fyen paa den lille Gaard byggede og boede Herman og Elisabeth, med hvert Aar endnu lykkeligere, om det var muligt; hvad hun havde drømt den Nat, Kong Frederiks Liig førtes til Roeskilde, kom tilbage i hendes Tanke; hun erindrede sig nu, at det var Herman, som indtog Elimars Plads, da hun i Drømme læste sin Fremtids Bog. Hun troede derpaa, syntes, at hendes Lykke i Virkeligheden var en fortsat Drøm. Der var en Velsignelse i og om det lille Hjem, ret som om gode Alfer, – Sagnet fortæller jo Sligt – nærede hver en Rod. Frugttræerne bugnede i deres Fylde, Kornet havde de tungeste Vipper, og foran i Canalen skød frem Elisabeths Yndlingsblomst, den hvide Aakande, Nordens Lothusplante; den laa som en stor svømmende Busk midt paa Vandet, et heelt Blomster-Eventyr. I det Hjørne af Huset, hvor Elisabeth var født, gjemtes i det prægtige Roccoco-Skab det uaabnede Skrin med Bedstemoders Brudegave; en Dag gjemte Elisabeth der nogle skrevne Blade; paa dem stod Bedstemoders Historie, indtil de unge Folks Bryllupsdag, et tro, smukt Billede af den gamle Baronesse; man kunde ogsaa kalde det en Novelle, og virkelig, i den var løst Digterens Opgave, at aabne Øiet for det Poetiske i Hverdagslivet om os, pege hen paa den usynlige Traad, der i ethvert Menneskes Liv tyder paa, at vi ere Guds Eiendom, lade os see det Eiendommelige i Hjemmets Natur og i Menneskene der, og finde Præget af Gud, selv hvor dette skjules under Narreklædning eller Pjalter.
Herman hævede truende Fingeren og smilede: »Du har endnu ikke slaaet Digteren ihjel i Dig!« sagde han.
»Aanden kan man ikke ihjelslaae!« sagde hun spøgende. »Dette være imidlertid en Forklaring til Bedstemoders Brudegave, hvad saa denne er. Det erindrer om hende.«
»Og om mit kjære Hittebarn!« sagde Herman og trykkede Elisabeth til sit Hjerte; »om hende og Dig! De to Baronesser!«
Og vi besøge den Ældre, den underlige gamle Kone.
Ovre paa den store Gaard residerede hun endnu, Bedstemoderen, og Madam Krone ogsaa. Det var i Rosentiden, den store Rosenplet inde i Gaarden, hvor før Træhesten havde staaet, var i sin rigeste Flor. Paa Marken udenfor stod den røde Kløver saa tæt og duftende med sine Blomster, som vilde de ogsaa være Roser. Luften var varm, Skyerne saa smukke, de kunde afmales Allesammen, saa ganske vare de, hvad de skulde være; Bierne fløi summende om, og Pileqvistene bøiede sig under Skarer af Graaspurve; der var et Røre, et Liv, og under dette nærmede sig, ikke den hvidgule Beenrad med Leen, som han staaer malet paa Kirkens Muur, nei, Fornyelsens Engel, hvis Vingeslag bringer fra det ubekjendte Land en Luftning, i hvis forfriskende Bad vort jordiske Legeme føler et Gys. I to Dage havde den gamle Baronesse skrantet, nu havde hun igjen sin sædvanlige Livlighed, og denne forøgedes endnu mere, da hun idag, kort før Middagsbordet, fik et Brev fra sit gode Barn, Kammerjunkeren, et Brev, der sagde hende, at han ikke skulde døe som Pebersvend; en fortræffelig Pige var hans Brud, en Skotlænderinde, Søster til Knox, som vi erindre fra Besøget i Præstegaarden paa Oland; hans nye Opera Stormen, efter Shakspears Drama, var bragt paa Scenen i London og havde gjort
»Hurra for England og Skotland!« raabte den gamle Baronesse. »Den Skaal ville vi drikke, Madam Krone!«
Og hun fyldte Glasset og tømte det; hendes Øine bleve saa store, saa klare. »Hurra for England og Skotland!« gjentog hun; det var Lampen, der blussede op; hun smilede, sad stille, som tænkte hun ret inderlig glad paa noget; da lukkede hendes Øine sig halvt, hun aabnede dem igjen.
»Det er mærkeligt, hvor jeg er træt!« sagde hun; »Søvnen kommer lige med Et over mig; – jeg er dog ikke stærk, selv til at bære en Glæde; – jeg vil sidde lidt tilbage i Lænestolen.«
Og hun sad der og syntes at sove, men kun et Par Minutter, og underlig heftig slog hun Øinene op: »Hvor er Herman? hvor er Elisabeth?« sagde hun. »Jeg faaer dem ikke mere at see, jeg døer! Lad mig ikke ligge i Capellet, men udenfor det, der er en kjøn Udsigt. Jeg vil ikke see paa den, men det kan de, som komme derhen, og saa har de dog nogen Fornøielse af det. Jeg har givet min Brudegave, men jeg vilde have sagt et Par Ord med den; nu kan de lukke Skrinet op. Hvad troer Du, der ligger deri? Der ligger kun en Træskee, men den er skaaren af en Fjæl i Træhesten, som min Fader red paa, det var den fjortende August; den Dag skal de altid tage den frem til den unge Stamherre, naar han kommer; de skal lægge den for ham og fortælle ham, hvorfra den er, lade den sige ham, at Fattigmands Barn – det er vi Alle – for vor Herre!«
Hun nikkede, – der stod et Smil om hendes Mund, og den gamle Baronesse var død.
Udenfor skinnede den varme Sol, Skyerne var saa smukke og Roserne blomstrede; der fløi en hvid Sommerfugl opad, som vilde Tilfældet ogsaa prædike Udødelighed, den, der lyste fra den gamle Kones Aasyn og lyser i hver Troendes Hjerte.
Ende paa tredie og sidste Deel.
* »Den Kolde«.
* Psalme 9, 19.
* O’enbras, »Ofenbrei«, af Melk og Meel med Fleskestykker.
*
* Karrebæksminde er en Havn i Sjælland for den en Miil derfra oppe i Landet, ved Suse-Aa beliggende Kjøbstad Nestved.
* Ogsaa Christian den Ottende blev jordet i den Klædning, han havde baaret ved Kroningen.
- 1
* »Den Kolde«.
↩
- 2
* Psalme 9, 19.
↩
- 3
* O’enbras, »Ofenbrei«, af Melk og Meel med Fleskestykker.
↩
- 4
*
↩Halms »Sohn der WildnißFriedrich Halms (pseudonym for Franz Joseph Freiherr von Münch-Bellinghausen, 1806-1871) skuespil fra 1843 (dansk Ørkenens Søn, 1843; opført første gang på Det Kgl. Teater samme år). .«
- 5
* Karrebæksminde er en Havn i Sjælland for den en Miil derfra oppe i Landet, ved Suse-Aa beliggende Kjøbstad Nestved.
↩
- 6
* Ogsaa Christian den Ottende blev jordet i den Klædning, han havde baaret ved Kroningen.
↩
Kommentar til De to Baronesser
De to Baronesser. Roman i tre Dele
Romanen udkom første gang på engelsk den 28. september 1848 med titlen The Two Baronesses, forelagt af Richard Bentley. Romanen udkom på dansk den 25. november 1848, med årstallet 1849 på titelbladet.
BFN 539
Kommentaren bygger på Erik Dals kommentarer i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af De to Baronesser i serien Danske Klassikere, Borgen, 1997, s. 271-292.
Tekstrettelser
| 302,9 | Daglys,« < Daglys.« |
| 307,21 | »Vor < Vor |
| 318,39 | »den < den |
| 324,14 | »Det < Det |
| 324,40 | Nyborg.« < Nyborg« |
| 330,17 | »Ars amandi < Ars amandi |
| 330,17 | let!« < let! |
| 330,33 | hvem Clara < Hvem Clara |
| 332,1 | Greve,« svarede < Greve, »svarede |
| 332,17 | følge ham,« < følge ham.« |
| 332,17 | sagde < Sagde |
| 337,17 | »at < at |
| 339,38 | derhen,« og < derhen.« og |
| 343,28 | sex.«« < sex. |
| 344,19 | »O nei < O nei |
| 347,18 | belure Dem.« < belure Dem. |
| 367,36 | »Det < Det |
| 369,24 | Lisbeth!« < Lisbeth! |
| 369,39 | af. < af«. |
| 371,3 | »Hun < Hun |
| 372,4 | Sær < »Sær |
| 372,7 | »saa < saa |
| 372,8 | dømmer!« < dømmer! |
| 378,29 | for Milen < for Mile |
| 379,11 | Dagebüll < Dagbüll |
| 380,20 | tjente til at < tjente at |
| 380,39 | Hr. < Hr |
| 381,4 | Hr. < Hr |
| 382,30 | »min < min |
| 386,18 | evindelig!*«« < evindelig!*« |
| 387,7 | Hedvig < Hedevig |
| 393,26 | Næseborene < Næseboerne |
| 393,40 | sig < fig |
| 396,40 | gik.« < gik. |
| 397,35 | imorgen.« < imorgen. |
| 399,19 | gaae!« < gaae! |
| 402,12 | deilige. < deilige |
| 402,40 | Haar.« < Haar. |
| 403,21 | stor? < stor?« |
| 405,4 | Fergus Mac-Ivor < Fergus, Mac-Ivor |
| 405,14 | Emblem < Enblem |
| 405,24 | Jylland. < Jylland |
| 412,33 | var < vare |
| 414,16 | Godmodighed og < Godmodighed, og |
| 417,36 | selv!« < selv!«« |
| 426,13 | derom!« Den < derom! »Den |
| 426,15 | Alt!« < Alt! |
| 427,22 | Vanskeligheder.« < Vanskeligheder. |
| 428,32 | spurgte < Spurgte |
| 428,33 | »Tag < Tag |
| 429,3 | Fadervor < Fadervor |
| 430,11 | skovgroede Kyst < skovgroede, Kyst |
| 435,11 | Dem. < Dem.« |
| 436,22 | »Jeg < Jeg |
| 436,27 | Haarlem?« < Haarlem? |
| 443,35 | »Hvor < Hvor |
| 449,25 | for, hvad < for hvad, |
| 453,14 | Sanne, »han < Sanne,« han |
| 454,16 | faaer den.« < faaer den« |
| 455,11 | »det < det |
| 455,18 | »Hedder < Hedder |
| 455,20 | »Jeg < Jeg |
| 455,21 | Oland.« < Oland. |
| 456,38 | Bopæl? < Bopæl?« |
| 464,35 | »og < og |
| 466,27 | selv. < selv |
| 467,20 | Elisabeth!«« < Elisabeth!« |
| 467,21 | »Ih < Ih |
| 472,23 | Forstanden.« < Forstanden |
| 476,2 | Barn!« < Barn! |
| 479,6 | »men < men |
| 479,6 | Stads!« < Stads! |
| 479,14 | træt!« < træt! |
| 481,35 | Pinelli.« < Pinelli« |
| 484,24 | Seil.« < Seil. |
| 484,26 | selv! < selv!« |
| 485,6 | Scenen < Seenen |
| 488,4 | Frue; »han < Frue;« han |
| 489,22 | Melodien af < Melodien, af |
| 495,11 | Snebolde < Snebolte |
| 496,10 | Etatsraaden < »Etatsraaden |
| 499,40 | støttende sig < støttende, sig |
| 500,7 | Verden. < Verden.« |
| 501,36 | »gaa < gaa |
| 505,12 | »Det < Det |
| 505,35 | »Men < Men |
| 505,37 | »Han < Han |
| 516,1 | IX < XI |
| 516,22 | »Jeg < Jeg |
| 520,38 | »det < det |
| 529,2 | den er, < den, er |
| 300 | |||
| en Rosengreen, kastet i Vandet | frit efter Adam Oehlenschlägers (1779-1850) digt »Katastrophe«, 3. strofe i Langelands-Reise i Sommeren 1804, 1805. | ||
| smult Vande | stille vand. | 301 | |
| fjong | (fransk: fion) elegant; anførselstegnene markerer, at der er tale om et nyt modeord. | ||
| Grev (Frederik) | grevetitlen angav, at man var medlem af højadelens højeste klasse. | ||
| Contrabande | smuglergods. | 302 | |
| Røverkule | røverhule. | ||
| Avlskarl | den øverste af karlene på en gård. | ||
| Meierske | kvindelig leder af en (herre)gårds mejeri. | ||
| Suite | (fransk) egentlig følge, her: medarbejdere. | ||
| Svindinge | sogn på Fyn nær Storebælt i det, der dengang var Gudme herred. | ||
| i hvor | hvor ... end. | ||
| Rum | rom. | 304 | |
| Randsel | rygsæk. | ||
| imellem | indimellem. | 306 | |
| forstyrrede | ødelagte. | ||
| Riddertiden | middelalderen. | ||
| Devise | motto, valgsprog. | 307 | |
| Manuducteur | manuduktør, en person, der underviser og overhører (manuducerer) studerende målrettet med henblik på eksamen. | ||
| Philologicum og Philosophicum | den filologiske og den filosofiske del af den for alle studier fælles Anden Eksamen, som blev aflagt på universitetet året efter Artium (studentereksamen). | ||
| Tog | optog. | ||
| Spedelys | spiddelys, en væge anbragt på et lysespid eller en strikkepind og dyppet i smeltet talg (tælle). | ||
| Søsterseng | en (improviseret) seng til flere personer. | ||
| Punschebollen | punchebowlen. | 309 | |
| Beatrice Cenci | (1577-1599) romersk adelskvinde, som blev henrettet, efter at hun havde ladet sin far myrde, ifølge overleveringen for at værne sin ære mod et blodskamsforhold, han påtvang hende. Siden har man påvist andre, mindre ædle motiver til mordet. Figuren er kendt bl.a. fra P.B. Shelleys tragedie The Cenci, 1819. På H.C. Andersens tid antog man fejlagtigt, at et kvindeportræt af Reni i Palazzo Barberini forestillede hende. | ||
| a la fantasia | (italiensk) efter fantasien. | ||
| Atlask | glat stof, oftest af silke. | ||
| første (Ædere) | største. | 310 | |
| Vornedskabet … Stavnsbaandet | forpligtelser pålagt bonden over for herremanden vedrørende pligt til soldatertjeneste og indskrænkninger i retten til at flytte. De blev ophævet i henholdsvis 1702 og 1788. | ||
| Livegne | personer, som er en andens ejendom, trælle. | ||
| den spanske Kappe | strafferedskab bestående af en overskåret tønde, som den straffede bar over skuldrene, så hovedet stak ud af et hul i tøndens opadvendte bund. | ||
| Provindsroser | bruges om flere fyldte kulturrosesorter. | ||
| øire | sætte liv og bevægelse i. | ||
| Lidet til bedste | sparet lidt op. | 311 | |
| Hovmarken | herregårdsmark, hvor der udføres hoveriarbejde, dvs. arbejde, som bønder, der hørte til en hovedgård, ifølge lovgivningen var forpligtet til at udføre. | 312 | |
| apoplectisk Tilfælde | slagtilfælde. | ||
| Regimente | styre. | ||
| Piber | fløjter. | 313 | |
| Baron | titlen baron angav, at man var medlem af højadelens lavere klasse. | ||
| tydske Cancellie | en del af den danske centraladministration; kancelliet blev i 1816 omdøbt til Slesvig-Holsten-Lauenborgske Kancelli og varetog administrationen af rigets tysksprogede del. | ||
| første (Familier) | fineste. | 314 | |
| Slave-Frø | forbryderspire. | ||
| Curator | formynder. | ||
| Herlufsholms Skole | ved Næstved, oprettet i 1565 af Birgitte Gøye (ca. 1511-1574) og rigsråd, admiral Herluf Trolle (1516-1565). | 317 | |
| beskueligt | anskueligt, levende. | ||
| føle Kullene knage | ved grævlingejagt lagde man trækul i støvlerne, idet en angribende grævling antoges at være tilfreds, blot den hørte noget knase. | ||
| Halvfjerdingvei | halvdelen af en kvart mil, dvs. knap l km. | 318 | |
| Væggebetræk | tapet. | 319 | |
| Goldamme | kvinde, der passer, men ikke ammer et spædbarn. | 322 | |
| Archipelagus | (græsk: arkipelagos) øhav. | ||
| Odin …Thurø | Odense betyder Odins vi (en nordisk, hedensk helligdom), men den etymologiske sammenhæng mellem Thor og Taasinge har ikke kunnet opretholdes. Navnet Thur(ø) betyder antagelig forhøjning. | ||
| Balder slog Thore | under en strid med sin hustru, Thore, slog Balder ifølge sagnet (jf. Thiele 2, I, s. 6 f.) så hårdt mod en sten (på Thurø), at han efterlod fem fingermærker i den. | ||
| Svend Tveskjæg og Palnatoke | ifølge sagnet var kong Svend opdraget i Svendborg af helten Palnatoke; jf. Thiele 2, I, s. 22. | ||
| Argonauter | ifølge græsk mytologi drog sagnhelten Jason i spidsen for argonauterne til Kolchis ved Sortehavet på skibet Argo for at hente det gyldne skind. | ||
| St. Jørgens Gaard og Kirke | nabosognet til Svendborg hedder Sankt Jørgen; her ligger fattigstiftelsen St. Jørgens Gård, der har sin oprindelse i et middelalderligt hospital for spedalske. | ||
| Lindormen | et sagn om St. Jørgen (St. Georg) og hans kamp med en drage eller slange er lokaliseret talrige steder, bl.a. ved Svendborg og Nyborg; jf. Thiele 2, I, s. 275. | ||
| Perseus og Andromeda | den græske halvgud Perseus befriede kongedatteren Andromeda, som var lænket til en klippe. | ||
| Kobberporte | ved Ørkild slotsbanke ved Svendborg. | ||
| Stene, store som Huse | slynget mod Kværndrup kirke, der ligger ved gården Langkilde, jf. Thiele 2, II, s. 43. | ||
| Lyø … gik bort | jf. Thiele 2, II, s. 52. | 323 | |
| polisk | underfundig. | ||
| Agent(en) | egentlig kommisionær, der udførte forretninger for andre; her vel snarere større selvstændig købmand. | 324 | |
| ere færdige at | er lige ved at. | ||
| Napoleon | Napoleon 1. (1769-1821), fransk kejser 1804-1814 og igen i 1815. | ||
| Gert Vestphaler | efter Holbergs komedie Mester Gert Westphaler eller den meget talende Barbeer, opført 1722, trykt i 1731. | ||
| Lavater | Johann Caspar Lavater (1741-1801), tysk-schweizisk præst og forfatter, kendt som grundlægger af en videnskabelig fysiognomik, dvs. læren om, hvordan man kan aflæse et menneskes karakter fra dets ydre, især dets ansigtsudtryk. | ||
| Fru Krudener | den baltisk-fødte baronesse Barbara Juliane von Krüdener (1764-1824) kom under indflydelse af sekten ‘de bøhmiske brødre’ og påvirkede længe zar Aleksander 1. af Rusland og hans planer for Den Hellige Alliance, der blev indgået mellem Rusland, Preussen og Østrig i 1815. | ||
| Zamora | navnet på et linjeinfanteri-regiment ved det spanske hjælpekorps, der i 1808 opholdt sig på Fyn. | 325 | |
| Liberi(et) | dragt, der bæres af tjenere hos fornemme folk. | 326 | |
| mærkværdigt | bemærkelsesværdigt. | ||
| den raphaelske Madonna | den italienske maler Rafaels, egentlig Raffaello Santi da Urbino (1483-1520), såkaldte Sixtinske Madonna i Gemäldegalerie i Dresden fra 1513-1514. | 327 | |
| Barberen | Gioacchino Rossinis (1792-1868) opera Il Barbiere di Sivilia fra 1816, (dansk Barberen i Sevilla, 1822). | ||
| Kjæmpeviserne | folkeviserne; hentyder til W.H.F. Abrahamson, Rasmus Nyerup og Knud Lyne Rakbek Udvalgte danske Viser fra Middelalderen I-V, 1812-1814. | ||
| Gøthes Faust | den tyske digter Johann Wolfgang von Goethes (1749-1832) store idedrama, som blev påbegyndt i 1775; første del udkom i 1808, anden del posthumt i 1832 (dansk Faust, 1847). | ||
| Eline af Villenskov | DgF 52 D, sat i melodi af den danske komponist C.E.F. Weyse (1774-1842) i Halvtredsindstyve gamle Kjæmpevise-Melodier harmonisk bearbeidet, hæfte II, nr. 22, 1842. | 328 | |
| god save the king | den engelske kongesang, udgivet 1744; tilskrives traditionelt den engelske digter Henry Carey (ca. 1687-1743). | ||
| Califen i Bagdad | François-Adrien Boïeldieus (1775-1834) opera le Calife de Bagdad fra 1800, opført første gang på Det Kgl. Teater i 1804. | 330 | |
| Ars amandi | den romerske digter Ovids (43 f.Kr.-18 e.Kr.) Ars amatoria (elskovskunsten), et læredigt med råd for elskende. | ||
| autores | (latin) forfattere. | ||
| Generalbas | basstemme med becifring, der angiver harmonierne; også om harmonilære og musikteori i almindelighed. | ||
| turde vide | måtte vide. | 332 | |
| Stente(n) | overgang over et gærde. | ||
| Noblessen | den fornemme verden. | 333 | |
| Tøi | stof. | ||
| Mistbænke | drivbænk, glasoverdækket bed. | ||
| turde (komme) | måtte. | 334 | |
| løbe(s) Spidsrod | (militær) afstraffelsesmetode, hvor den dømte med blottet ryg løber mellem to rækker soldater, der uddeler slag med kæppe; afskaffet 1836. | ||
| Ender | hjortegevirets spidser. | ||
| Rustkammer | her: rum eller bygning til opbevaring af våben, rustninger o.l. militært udstyr. | 335 | |
| Theater an der Wien | wiensk forstadsteater, bygget 1798-1801. | ||
| Drabant | fyrstelig persons livvagt. | ||
| den Første | den vigtigste, bedste. | ||
| La Scala og St. Carlo | Milanos operahus, Teatro alla Scala, og Napolis operahus, Teatro San Carlo. | 336 | |
| theatrum mundi | (latin) egentlig verdens teater; billedlig gengivelse af forskellige – ofte historiske eller eksotiske – scener eller tableauer med bevægelige figurer. | ||
| gav ikke Huus | gav ikke tilskuere. | ||
| Schiller | Friedrich von Schiller (1759-1805), tysk forfatter. | ||
| Göthe | Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), tysk forfatter. | ||
| Stella | (latin) stjerne. | 337 | |
| Deres Excellence | bruges i tiltale af personer af første rangklasse. | ||
| Sandhed og Digtning | Goethes selvbiografiske Dichtung und Wahrheit, 1811-1813; dansk Barndomserindringer. Digtning og Virkelighed, 1928. | ||
| gruppere | arrangere kendsgerninger til ens egen fordel. | ||
| gemacht | (tysk) gjort, dvs. opfundet. | ||
| Flaut | åndløst. | ||
| Narifans | nar (i venlig eller spøgende tiltale). | ||
| Candidatus Theologiæ | (latin) teologisk kandidat. | 339 | |
| Noch einmal … Gegend | (tysk) endnu engang den smukke egn; sang fra den wienerske operette (Volks- und Zauberstück) Aline oder Wien in einem anderen Weltteil, 1822, med tekst af Adolph Bäuerle (1786-1859) og musik af Wenzel Müller (1767-1835). | 340 | |
| Slottet i »den sovende Skov« | jf. Charles Perraults »La belle au bois dormant«, 1697 (dansk oversættelse af Niels Th. Bruun (1778-1823) »Prindsessen i den sovende Skov« i Fee-Eventyr. Læsning for Børn og Gamle, 1820). | ||
| Eviggrønt | singrøn (latin: Vinca), stedsegrøn haveplante. | ||
| Stjernen | bryststjernen til kommandørkorset af 1. grad. | 341 | |
| Cordon | egentlig kredsformet beskyttende formation af soldater. | 342 | |
| Tulle | tosse. | 344 | |
| anbefale sig | tage (høflig) afsked. | ||
| Achilles-Hæl | akilleshæl; sårbart, svagt punkt; efter den græske sagnhelt Achilleus, hvis mor, Thetis, ifølge legenden gjorde ham usårlig ved at dyppe ham i floden Styx – undtagen på hælen, hvor hun holdt ham. | 345 | |
| Kalosker | galocher, vandtætte overtrækssko. | ||
| Fjerdingen | her: skraldespanden. | ||
| Bouquetten | (fransk) duften. | ||
| Livree | liberi, dragt, der bæres af tjenere hos fornemme folk. | ||
| Astrallampe(rne) | egentlig stjernelampe; lampe med en ringformet oliebeholder, der kun kaster ganske lidt skygge ned. | ||
| Kobberstykker | kobberstik. | 347 | |
| Bagtalelsens Skole | den engelske forfatter og politiker Richard Brinsley Sheridans (1751-1816) komedie The School for Scandal, 1777. | 348 | |
| Toiletter | her: kjoler. | ||
| Karyatide(r) | kvindestatue, der bærer et tempeltag; egentlig Artemispræstinde; lakajerne bar urtepotter på hovedet ved store hoffester. | 349 | |
| Cassimir(s) | kashmir, uldstof. | ||
| erholdt | opnået. | 350 | |
| Nimbus(sen) | (latin) her: glorie, skær af det ophøjede. | ||
| Permissioner | bukser. | 351 | |
| Upas | det javanesiske upastræ har en meget giftig saft, der bruges til giftpile. | 352 | |
| faste Stok | faste kærne, gruppe, efter udtrykket Holmens faste stok, dvs. flådens faste personel, modsat hærens værnepligtige. | ||
| traurig | ked af det, trist. | ||
| holde her | holde for. | 353 | |
| Undine | titelfigur i den tyske digter Friedrich de la Motte Fouqués (1777-1843) eventyrnovelle »Undine« fra 1811 (dansk 1818) om et kvindeligt havvæsen. | 354 | |
| Reichhardts Melodier til Gøthes Digte | den tyske komponist Johann Friedrich Reichardt (1752-1814) har sat musik til mere end hundrede af Goethes digte. | ||
| Chiffoniere | høj kommode. | ||
| Morgenstjerne og Kabus | henholdsvis vægternes våben, bestående af et langt skaft med en piggebesat hoved, og hans hue med øreklapper. | ||
| Raptus(ser) | her: forrykt indfald. | 355 | |
| Hvo (savner) | hvem. | ||
| Gesandtskabet | ambassaden. | ||
| Halligerne | ti ganske flade øer med marskland ved Slesvigs vestkyst. | 356 | |
| Adresseavisen | egentlig Kiøbenhavns Kgl. allene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger; annonceavis, udkom 1759-1908; en forløber udkom fra 1749, dog med afbrydelser. | ||
| Tableau | yndet selskabsunderholdning i 1800-tallet; én eller flere personer stillede sig op og fremstillede en scene fra fx mytologi, kunst eller historie, hvorpå de øvrige i selskabet skulle gætte, hvad tableauet forestillede. | ||
| Ragazo | (italiensk: ragazzo) dreng. | ||
| virkede | værkede, gjorde ondt. | 358 | |
| gjøre Kommers | spøge med. | 359 | |
| Geburtsdag | fødselsdag. | ||
| stededes | indfandt sig. | 360 | |
| Pibe (til Hale) | fløjte. | ||
| hendes Naade | tiltaleform for personer fra de højere rangklasser. | ||
| Huulvei(en) | vej mellem høje skrænter. | ||
| Havnympherne | havfruerne. | 361 | |
| Smaa Gryder … Øre | gammelt ordsprog: også børn hører og forstår, hvad der bliver sagt omkring dem, jf. Mau 9140. | 362 | |
| Tande | væge. | 363 | |
| Rolf Blaaskjæg | ballet fra 1808 af Vincenzo Galeotti (1733-1816) med musik af Claus Schall (1757-1835), danser, violinist og balletkomponist; opført første gang på Det Kgl. Teater i 1808. | ||
| turde komme | måtte komme. | 365 | |
| Chicorierod | brugt til fremstilling af kaffeerstatning. | ||
| Flynderskind | blev lagt i kaffekedlen i mangel af kaffepose for at samle noget af grumset. | 367 | |
| Sanct-Hans Urter … lang Levetid | Cendrillon | ifølge folketroen kunne man af urternes vækst aflæse om ens levetid blev kort eller lang. | (fransk) Askepot; lyrisk tryllespil fra 1810 af C.-G. Étienne (1777-1845) med musik af Nicolo Isouard (1775-1818); dansk oversættelse af Niels Th. Bruun, Cendrillon eller Den lille grønne Sko, 1812; opført første gang på Det Kgl. Teater samme år. |
| (Skomager-)Frimester | stod udenfor lavet og måtte ikke holde svende. | ||
| i hvor (god) | hvor ... end. | ||
| imellem | indimellem. | 368 | |
| reguleret | regulær, regelmæssig. | ||
| Figurant(inderne) | danser i mindre ensembler. | ||
| Skudsmaal | egentlig skriftligt vidnesbyrd (i den såkaldte skudsmålsbog) om et tyendes opførsel i tjenesten. Her: karakteristik. | 369 | |
| Spølkum(mer) | stor, flad kop (uden hank og underkop). | ||
| Ellefolk | elverfolk. | ||
| Farmoder var Jordemoder | jf. Thiele 2, II, s. 202 f. | ||
| klippe af | her: skære (korn) af. | 370 | |
| rart (Maaneskin) | mærkeligt, usædvanligt. | ||
| Hælhest(en) | ifølge folketroen en overnaturlig, trebenet hest, der varsler død. | ||
| Vægter i Ærøskjøbing | jf. Thiele 2, II, s. 294. | 371 | |
| vaadt Klæde med Hørfrø | jf. Thiele 2, III, s. 176. | ||
| Perpendikelen | pendulet. | ||
| artigt | interessant, spændende. | ||
| to hundrede … Rigsdaler til | efter Peer Degns replik om sine latinkundskaber i Holbergs komedie Erasmus Montanus, eller Rasmus Berg, 1731. | 372 | |
| den grønne Sko | Cendrillon eller Den lille grønne Sko. | ||
| vildsom | vildfaren, forvildet. | 376 | |
| Dagebüll | Dagebøl på den jyske vestkyste var og er overfartssted til Föhr. | ||
| Kurvevogn | vogn med fading (vognkasse) af flettede grene. | ||
| Bedested | hvilested under rejse. | ||
| Udskrivten | adressen. | 377 | |
| Æggeøl | varmt øl tilsat æg og sukker. | ||
| dette ældgamle Folk … fra Persien | teorien stammer fra Johann Adolfi, kaldet Neocorus’, Chronik des Landes Dithmarschen, udgivet af F. Chr. Dahlmann i 1827, bind 2, s. 39-54. | 378 | |
| fata morgana | (italiensk) luftspejling. | ||
| Dile(r) | stor forstue. | ||
| for Milen | pr. mil. | 380 | |
| med Udsnidning | kunstfærdigt udskåret. | ||
| Commandor | kaptajn. | 381 | |
| Oland | en af Halligerne; på romanens tidspunkt kongerigets mindste kommune. | ||
| gjorte af | gjort stads af, blevet fyrsteligt behandlet. | ||
| Kapun | ung, kastreret hane. | 382 | |
| den Passiar | det vrøvl, snak. | ||
| Fenstern | af Fenster (tysk) vindue; skik, som indebar, at en ung mand gik på nattebesøg hos en pige ved at krybe ind ad vinduet. | 384 | |
| Strandcommisair(en) | (told)embedsmand, som førte opsyn med stranden. | ||
| Amrom | øen Amrum vest for Föhr. | 386 | |
| Som til Job … Verden | jf. Jobs Bog 23,2. | ||
| Vor Gud … Borg | salme af den tyske kirkereformator Martin Luther (1483-1546) fra 1528, på dansk i 1533. | 387 | |
| Genre-Maler | en yndet kunstform i 1800-tallets første halvdel var genremaleriet, der ofte skildrede scener fra det jævne, borgerlige hverdagsliv. | ||
| Takkelage | et skibs master med tilhørende tovværk. | ||
| Skilderier | malerier. | ||
| Hverdagshistorie | hentydning til Thomasine Gyllembourgs (1773-1856) noveller og små romaner, som udkom anonymt eller under pseudonym fra 1827-1845, og som gik under fællesbetegnelsen hverdagshistorier. | 388 | |
| gamle Krydser | i visse jyske dialekter betyder krydse: kæle for. | ||
| dægger om | kæler for, pusler om. | ||
| Sylt | øen Sild. | ||
| 1801 … Kjøbenhavn | Slaget på Reden (2. april). | ||
| (Sand)dynerne | klitterne. | 389 | |
| Sølvæg | hovedpynt af sølv, kendes fra billeder med frisiske folkedragter. | ||
| Budstikken | kort stav af træ eller jern, som en budbringer brugte som en slags legitimation ved overbringelse af en meddelelse. | ||
| Rudera | levninger, ruiner. | 392 | |
| gantedes | pjattede. | ||
| Das hohe Moor | (tysk) højmosen, (det høje) marskland. | 393 | |
| artigt | interessant. | ||
| nubbe | gnubber. | 394 | |
| Sanct Nicolai … Patron | den hellige Nicolaos, biskop af Myra i det sydvestlige Lilleasien, f. o. 270, en af middelalderens mest populære helgener, er de søfarendes patron, dvs. skytshelgen. | ||
| illumineret | farvelagt. | ||
| Enkens Søn i Nain | jf. Lukas 7,11-15. | 395 | |
| Fjerdingvei | en kvart mil. | 396 | |
| Rungholdt | på øen Nordstrand gik under år 1300 tillige med 7 sogne. | ||
| iilsomt | hurtigt. | 397 | |
| Jon-Præst | sagnene om den middelalderlige Johannes Presbyter (præst) er samlet i folkebogen Jon Præst; udgivet af Gotfred af Ghemen på dansk i 1510. Ifølge et af sagnene var han en frisisk kongesøn, der ledsagede Holger Danske på hans togt til Asien. Efter erobringen af Asien indsatte Holger Danske Jon som kejser over alle de indiske lande. | ||
| Hr. Peder med Sølvnøglerne | Peder af Provinsia i folkebogen Magelona, på dansk i afskrift 1610, ældste tryk 1690. | ||
| Melusine | folkebogen Melusina; ældste tryk på dansk 1667. | ||
| Whittington | folkebogen Historie om den lykkelige Richard Whittington; på dansk 1726. | ||
| Seesand | den lille ø, Søsand, syd for Amrum. | 399 | |
| Kolumbus | Christoffer Columbus (1451-1506), italiensk opdagelsesrejsende, fandt søvejen til Amerika. | ||
| Svøbelsebarn | spædbarn. | 400 | |
| sit Livfuld Riis | en ordentlig gang prygl. | ||
| Formand | forgænger. | 401 | |
| Kabysdreng | køkkendreng på et skib. | ||
| Halms »Sohn der Wildniß« | Friedrich Halms (pseudonym for Franz Joseph Freiherr von Münch-Bellinghausen, 1806-1871) skuespil fra 1843 (dansk Ørkenens Søn, 1843; opført første gang på Det Kgl. Teater samme år). | 402 | |
| Lukaf | lille rum (på skib). | ||
| Kjæmpeskibet | vandresagn. | 404 | |
| sat dem sammen | sat dem op mod hinanden. | ||
| Walter Scott(s) | (1771-1832), skotsk forfatter. | 405 | |
| Waverley og Røde Robin | romaner af Walter Scott: Waverley, 1814 (dansk Waverley, eller Skotland for 60 Aar siden, 1826), og Rob Roy, 1817 (dansk Røde Robin, 1821). | ||
| Fergus Mac-Ivor, Rosa og Flora | en jakobitisk fører, hans søster Flora og Rose Bradwardine, alle fra Waverley. | ||
| Mac Gregor | hovedperson i Rob Roy, hvor også Miss Vernon forekommer. | ||
| Boyerne og Reventlowerne | gamle holstenske adelsslægter. | ||
| den cimbriske Halvø | Jylland. | ||
| England hængt fast ved Slesvig og Jylland | sagnet er i forskellige varianter optegnet flere steder i Danmark. | ||
| Før Homer vare mange Helte | frit efter Horats Oder 4, 9, 25-28. | 406 | |
| flink (Jæger) | dygtig. | 408 | |
| naar og hvor | når og hvordan. | ||
| Pjøs | pyt. | ||
| gesvindt | hurtigt. | 409 | |
| tog altid til | tog hele tiden til. | 410 | |
| Ariost | Ludovico Ariosto (1474-1533), italiensk renæssancedigter. | ||
| Byron | Lord Byron (1788-1824), engelsk digter. | 411 | |
| letnem | let ved at forstå. | 412 | |
| Kunstige | kunstfærdige. | ||
| Midlothians Hjerte | Walter Scotts roman The Heart of Midlothian, 1818. Den danske oversættelse af C.J. Boye, Midlothians Hjerte eller Fængslet i Edinburgh, 1822, var den anden af over 30 Scott-oversættelser, som udkom i perioden 1822-1830. Romanen handler om Effie Deans, der har faet et uægte barn og med urette beskyldes for at have ombragt det. Effie bliver dødsdømt, men hendes ældre søster, Jeanie, drager da fra Skotland til London, overvinder alle farer og opnår ved en skotsk hertugs mellemkomst benådning hos Georg 2.s dronning, Caroline. | 413 | |
| Skotlands Reformator | John Knox (ca. 1513-1572) lærte i Genève reformatoren Calvins lære at kende og indførte i Skotland protestantismen i denne skikkelse. | ||
| Land … flood | (engelsk) den brune hede og den uvejsomme skovs land, / bjergets og flodens land!; citat fra The Lay of the Last Minstrel, 6. sang, 1805. | ||
| Abbotsford | Walter Scotts herregård ved Tweed i Skotland. | ||
| Lockharts yndige Barn | John Lockhart (1794-1854), Scotts svigersøn og biograf, havde datteren Charlotte Gibson (død 1858). | 414 | |
| Bernadotte | Jean Baptiste Bernadotte (1763-1844), fransk general under Napoleon 1., svensk konge fra 1818 under navnet Karl 14. Johan. | ||
| Reichard(s) | jf. note til s. 354. | 416 | |
| Weyses Musik til Macbeth | C.E.F. Weyses 4. symfoni, brugt som ouverture og scenemusik ved førsteopførelsen af Shakespeares tragedie i København, 1817. | ||
| Inverneß | byen Inverness i det nordlige Skotland. | 418 | |
| maitre des plaisirs | (fransk) leder af de selskabelige fornøjelser. | 419 | |
| ikke uden privatiserende | kun privat. | ||
| Paul de Kock(s) | (1794-1871), fransk forfatter af trivialromaner, med sine 299 titler en af 1800-tallets mest produktive og oversatte forfattere. | ||
| det Første (i Verden) | det bedste. | 420 | |
| Thorvaldsens Museum | opført 1839-1848 efter offentlig indsamling i 1837; arkitekt: Gottlieb Bindesbøll. Museet rummer de samlinger af Thorvaldsens egen og andres kunst, som han havde testamenteret til den danske stat. Thorvaldsen selv er begravet i museets indre gård. | ||
| Grisi(s) og Albertazzi(s) Fortjeneste | de berømte sangerinder Giulia Grisi (1811-1869) og Emma Albertazzi (1814-1847). | 421 | |
| i Comedie | i teatret. | ||
| gik fort | forløb. | ||
| Haarlem | by i Holland. | ||
| Imellem | indimellem. | 422 | |
| Scheweningen | Scheveningen, lille fiskerby ved Haag i Nordholland. | ||
| Nimbus | (latin) her: glorie, skær af det ophøjede. | ||
| Green | moderat form af sygdom (eller egenskab). | 423 | |
| en rød Traad | udtrykket går tilbage til Goethes Die Wahlverwandtschaften, bind II, 1809, s. 26, hvor det omtales, at en rød tråd i den engelske marines tovværk viser, at det er statens ejendom. | ||
| Vunde | sår. | 424 | |
| Landfogden | landfogeden var en kgl. embedsmand, der forvaltede en provins eller en ø. | ||
| erholde | få, opnå. | 425 | |
| Mandebod | bøde for manddrab. | ||
| Vandel | adfærd, levevis. | 426 | |
| Leiebibliothek | lejebiblioteker var private foretagender, man betalte lidt for at låne; kendt fra ca. 1725. | 428 | |
| Elias | israelsk profet, som blev ført til himmels i en ildvogn; jf. 2. Kongebog 2. | ||
| Species | speciedaler, dvs. 2 rigsdaler. | 429 | |
| Bløde | skylregn. | ||
| Geest-Landet | det højtliggende, tørre og sandede land ved Sønderjyllands vestkyst. | ||
| brød sig om | tog notits af. | 431 | |
| Holnæs | toldstation 15 km nordøst for Flensborg. | ||
| Pas | indtil 1862 var der pas- og toldtvang, når man rejste fra en landsdel til en anden. | ||
| det skumle Slot … Aar | Christian 2. (1481-1559), dansk konge fra 1513-1523, sad i såkaldt strengt fængsel på Sønderborg slot 1532-1549. | 433 | |
| Baake | sømærke. | ||
| Eiderstedt | halvø i Vadehavet nord for byen Husum i Slesvig. | ||
| Søer | bølger. | ||
| første (Gade) | vigtigste, fineste. | 434 | |
| Eventyr om en Konge | folkeeventyret »Den lykkelige uden skjorte«. | ||
| i dette Capitel | i denne henseende. | ||
| Der er i Universet | frit efter kapitel 15 i Walter Scotts Kenilworth, 1821 (dansk Kenilworth, 1824-1825): »There are two things scarce matched in the universe ... the sun in heaven, and the Thames on the earth«. | 435 | |
| Comorn og Gran | to tjekkiske byer. | ||
| Max i Wallenstein | Max Piccolomini i Schillers trilogi Wallenstein, 1798-1799 (dansk, 1896). | ||
| Laroche … Anschütz | skuespillerne Karl La Roche (1794-1884), Ludwig Löwe (1795-1871) og Heinrich Eduard Anschütz (1785-1865) ved Burgteatret i Wien. La Roche var den første, der spillede Mefistofeles i Goethes Faust, Anschütz var kendt for sin rolle som Wallenstein i Schillers drama af samme navn. | ||
| Stella | (latin) stjerne. | 436 | |
| gruppere | arrangere kendsgerninger til ens egen fordel. | ||
| bedærvet | beskadiget. | ||
| polisk | underfundig. | ||
| forkommet | gået tabt, bortkommet. | 437 | |
| Gallei | galej; det franske udtryk: que diable allait-il faire dans cette galère? (hvad fanden ville han på den galej?) er fast replik i den franske dramatiker og skuespiller Molières (1622-1673) komedie Les fouberies de Scapin, 1671 (dansk Scapins Skalkestykker, oversat første gang af J.B. Lodde og opført 1748-1749 på Det Kgl. Teater). | ||
| Hvor (skulde) | hvordan. | 442 | |
| Herlufsholm | herregård ved Næstved på Sjælland. | ||
| Birgitte Gjøe | Birgitte Gjø eller Gøye (ca. 1511-1574), dansk adelsdame, jf. note til s. 314. | 443 | |
| Tappenstreg | militært signal, som om aftenen angiver, at tropperne skal begive sig til ro. | 444 | |
| Gisselfeldt | herregård ved Haslev på Sjælland. | ||
| Bregentved(s) | herregård ved Haslev. | 445 | |
| vildsom | vanskelig at finde rundt i. | ||
| Flyttedag | var den fastsatte dag, hvor en lejer fra- eller tilflyttede en ejendom, lejlighed osv.; dagen var ifølge forordning af 1. juli 1799 fastsat til den tredje tirsdag i april og oktober. | ||
| Fæstning | København var omgivet af volde med porte indtil 1857. | ||
| Skarn | affald. | 446 | |
| en Landsoldat, der skulde bære Kufferten | man anvendte soldater til dragertjeneste, ikke mindst på flyttedage. | ||
| i den Gade … viste sig | i september 1826 fandt en række småhændelser sted, som politiet efterforskede, men som forblev uopklarede, og som folk derfor anså for at være Fandens værk. | ||
| kom efter | fik opklaret. | ||
| bryder sig om | holder af, interesserer sig for. | 448 | |
| som Lillierne paa Marken | hentydning til Matthæus 6,28. | 449 | |
| (Fyren) blev Slave | blev idømt strengt strafarbejde. | ||
| erholde(s) | få. | ||
| Børsen … under Tag | jf. note til s. 199. | ||
| Pæreskude(r) | nedsættende om mindre skib, hvorfra der sælges frugt og andre fødevarer fra provinsen. | ||
| Amagerpiger | eller Amagerkoner, dvs. kone fra Amager, som handlede med grøntsager, frugt osv.. | 450 | |
| Slæberne | morgensko, tøfler. | ||
| Johannes Wildt | (1782-1836), produktiv og populær dansk forfatter. | 451 | |
| Dødningefingeren | af Johannes Wildt. | 453 | |
| ud til Amalienborg | Amalienborg var blevet kongebolig efter Christiansborg Slots brand 1794. | ||
| Ansvarende | ansvarshavende; inden censuren blev ophævet ved Grundloven 1849, engagerede liberale blade ofte en stråmand, der som formelt ansvarshavende redaktør afsonede de fængselsstraffe, som pressens folk i 1840’erne hyppigt blev idømt. | ||
| Kolonnaden | søjlepartiet ved indkørslen til Amalienborg. | ||
| Mærkelige | bemærkelsesværdige. | ||
| føie | forme. | 454 | |
| jourhavende | vagthavende. | ||
| Raad- og Domhuset | på Nytorv, tegnet af C.F. Hansen, opført 1805-1815. | ||
| stadige Tanke | bevinget ord fra Adam Oehlenschlägers skuespil Landet fundet og forsvundet, 1846 (»Min kjære, stadige Tanke« om den elskede). | 455 | |
| Assessor(en) | meddommer, bisidder. | ||
| Kalmuk(s) | tykt, løstvævet stof, især til overtøj. | 456 | |
| Veiviseren | værk med angivelse af adressen på (og andre oplysninger om) udvalgte peroner, firmaer og offentlige institutioner; vejviseren for København var mangelfuld. | ||
| Spanderem | rem, hvormed skomageren fastholder læsten på knæet. | 458 | |
| havde Fjong | var elegant, havde stil. | 459 | |
| Skudsmaal | jf. note til s. 368. | ||
| Stirnkette | (tysk) en slags pandebånd eller metallænke. | ||
| Kollektøren | modtog indskud til et lotteri. | ||
| Ternen | kombination af tre tal, som i tallotteri skal udtrækkes samtidig, for at man kan få gevinst. | 461 | |
| Thorvaldsen(s) | Bertel Thorvaldsen (1770-1844), dansk billedhugger. | ||
| hans prægtige Modtagelse | Thorvaldsens hjemkomst fra Rom, 17. september 1838. | ||
| Kjøge Huuskors | vaudeville af Johan Ludvig Heiberg, 1831, der indledes med, at murersvenden Frølich står på stilladset og synger: »Høit under Tag / Boer jeg i Mag, / Bygger, som en Svale, / Reden imod Muur«. Udtrykket huskors hentyder egentlig til den djævlebesættelse, der 1608-1615 ramte et hus i Køge, beskrevet i Joh. Brunsmand Et forfærdeligt Huus-Kaars, 1674. | ||
| Fru Heiberg | Johanne Luise Heiberg (1812-1890), skuespillerinde, gift med Johan Ludvig Heiberg og teatrets ubestridte og indflydelsesrige primadonna. | 462 | |
| Festen i Albano | ballet af August Bournonville (1805-1879) til musik af J.E. Frøhlich, opført første gang på Det Kgl. Teater i 1839; i en af de sidste scener skifter to fremmede dragt, fra pilgrimskapper til Venus og Bacchus. Balletmesteren selv havde den ene af disse roller indtil 1841. | ||
| Campagnen | den store slette, der omgiver Rom. | ||
| fort | videre. | 463 | |
| Montefjascone, est, est, est | Domherren Johs. Fugger fra Augsburg drak sig ifølge traditionen ihjel i byen Montefiascones muskatellervin, efter at hans tjener, der var sendt i forvejen, havde betegnet den som særlig fremragende ved det tredobbelte est (latin) er. | 464 | |
| Sandhul | et rum under trappen til opbevaring af gulvsand. | 466 | |
| Colonnerne | søjlerne, her vel snarere pilastrene: flade retkantede piller på murfladen som dekoration, evt. også støtte. | 467 | |
| Kattuns | lavet af lærredsagtig bomuld. | ||
| hvor (kommer) | hvordan. | 468 | |
| Alferne | skuespil af Heiberg fra 1835 efter Johann Ludwig Tiecks (1773-1853) eventyrfortælling »Die Elfen«, Phantasus I, 1812. | 469 | |
| Pontoppidans Atlas | Erik Pontoppidan Den Danske Atlas, 1763-1764, de første to bind af det store topografiske værk. | ||
| Kjøbenhavns Beskrivelse | af Rasmus Nyerup, 1800. | ||
| gammel dansk Magasin | Det danske Selskab til den nordiske Histories og Sprogs Forbedring, stiftet af Jacob Langebek 1745; fra 1810: Det Kgl. danske Selskab for Fædrelandets Sprog og Historie; udgav fra 1745 og udgiver stadig Danmarks nu ældste tidsskrift, Danske Magazin. | ||
| mygt | smidigt. | ||
| Pudsefløite | skomagerredskab til at glatte skosålen. | ||
| Hysken | en slags læst eller kile, der skal give fodtøjet god pasform. | 470 | |
| Korketold | korkprop. | ||
| Normas Præstinde | Vincenzo Bellinis (1801-1835) opera Norma, 1831, med tekst af Felice Romani (1788-1865) handler om den keltiske druidedatter Norma, der gør tjeneste i Irminsuls tempel (dansk Norma, 1840, oversat af Adam Oehlenschläger; opført første gang på Det Kgl. Teater samme år). | ||
| Mester Brockmann | Danske Magazin, bind VI, 1752, indeholder en afhandling om Jesper Brochmand (1488-1562), sekretær hos Christian 2. og de to følgende konger. | ||
| den jerusalemske Skomager | sagnfiguren Ahasverus (Den evige jøde), der blev dømt til at flakke evigt fredløs om, fordi han nægtede Jesus et hvil under korsvandringen; jf. folkebogen Jerusalems Skomager, 1631. | ||
| Pasqino | Pasqvino; navn på den mest berømte af Roms såkaldte talende statuer. Der er tale om resterne af en hellenistisk statue, rejst i 1501 af en skomager ved navn Pasquino, som anbragte sine satiriske kommentarer til aktuelle begivenheder på soklen. Skikken bredte sig og holdt sig til 1800-tallet. | ||
| Hans Sachs | (1494-1576), digter og mestersanger i Nürnberg, oprindeligt uddannet som skomager. | ||
| Sødskendebarn(et) | kan betyde både fætter og nevø (kusine/niece). | 471 | |
| den rispede Traad | den tjærede tråd. | ||
| Harnisk | rustning. | 473 | |
| Curator | forvalter af formue, tilsynshavende. | ||
| Aar og Dag | et helt år. | ||
| Statskalenderen | Kongelig dansk Hof- og Statskalender; indeholdt en oversigt over personer i de forskellige rangklasser. | 474 | |
| Regnepenge | vædiløse metalstykker af blik med møntpræg; brugtes ved regning på regnebræt. | ||
| De klare Bølger rulled | sang af Adam Oehlenschlägers Sovedrikken, 1808, sat i musik af C.E.F. Weyse. | 476 | |
| stukket (lidt underligt) af | faldet i øjnene. | ||
| Juletræ | juletræet forkommer først hos tyske familier i Danmark fra ca. 1805, i danske hjem almindeligt efter 1820. | ||
| de tydske Nytaarsgaver | de litterære kalendere, der gerne kom i god tid før nytår. | ||
| Corsaren | politisk betonet vittighedsblad; i bladets første år (1840-1846) udgivet af M.A. Goldschmidt (1819-1887). | ||
| Themistokles | (ca. 525-459 f.Kr.), athensk feltherre og statsmand. | ||
| Tordenskjold | Peter Wessel (1690-1720), dansk-norsk søhelt; adlet Tordenskiold, 1716. | ||
| Albert Thorvaldsen | Bertel Thorvaldsen (1770-1844), dansk billedhugger. | 477 | |
| Tarantelle | livlig (syd)italiensk folkedans, her: sang. | ||
| Nicodemus | farisæeren Nikodemus opsøgte Jesus ved nattetid, jf. Johannes 3,1-2. | ||
| Nu gaaer Balonen | (folkeligt udtryk) nu går det løs. | ||
| Sanct-Hans-Orm(e) | lille, brunlig bille (ildflue), som på lune sommeraftener udsender et grønligt lys. | ||
| vor Herres Høns | mariehøns. | 478 | |
| Nachspiel … Artigste | efter Holbergs Nachspielet blir det artigste, komedien Henrik og Pernille (III, 7), opført 1724, trykt 1731. | ||
| Stændertidende | tidsskrift vedrørende de fire rådgivende (provinsial)stænderforsamlinger, indført i 1834. | ||
| Ninive, Babylon, Theben | oldtidsbyer i de store mellemøstlige flodkulturer; Ninive ved østbredden af Tigris, Babylon ved Eufrat og Theben ved Nilen. | 479 | |
| vildsom | vildfaren, forvildet. | ||
| Det var … født | fra 1600-tallet indtil 1862 sang vægterne hver time fra 8 aften til 5 morgen et af Vægterversene, her de to første linjer fra verset til kl. 12. | 481 | |
| Pinelli | Bartolomeo Pinelli (1781-1835), italiensk maler, var især bekendt for sine romerske motiver og for illustrationer til berømte litteraturværker. | ||
| Antikkerne | de antikke kunstværker (især skulpturer). | 482 | |
| Bronzerne | statuer af bronze. | ||
| Sabinerbjergene | øst for Rom. | ||
| Kærren | arbejdsvognen. | 483 | |
| sybaritisk | vellystig, efter de nydelsessyge indbyggere i oldtidsbyen Sybaris i Italien. | ||
| Vignet | lille illustration i bøger, ofte på titelblad, ved begyndelse eller slutning af et afsnit o.l. | 485 | |
| Spaniernes Ophold … 1808 | i forbindelse med Napoleonskrigene allierede Danmark sig med Napoleon 1.; under krigene med englænderne sendte kejseren i marts 1808 fransk-spanske hjælpetropper under overkommando af Jean Baptiste Bernadotte til Fyn. | ||
| Slaget paa Rheden | den 2. april 1801. | ||
| Helten fra Abukir og Trafalgar | Horatio Nelson (1758-1805), engelsk admiral. | ||
| Thorvaldsens Ankomst | Thorvaldsen vendte hjem fra Rom på en fregat den 12. september 1838. | ||
| Daarekisten | galeanstalten, hvor man husede de psykisk syge. | 487 | |
| Parolen | dagsbefalingen. | ||
| Christian den Ottende | Christian 8. (1786-1848), dansk konge fra 1839. | ||
| Virken for … Bonde | før sin tiltræden som konge i 1808 gennemførte Frederik 6. som kronprins stavnsbåndets ophævelse i 1788. | ||
| turde (bære) | måtte. | 488 | |
| Faderen | Frederik 6.s far var den sindssyge Christian 7. (1749-1808), gift 1766 med den kun 15-årige engelske prinsesse Caroline Mathilde; på grund af sit forhold til J.F. Struensee blev hun i forbindelse med dennes arrestation den 17. januar 1772 forvist til Kronborg og flyttede efter at være kendt skyldig i ægteskabsbrud senere samme år til slottet Celle i Hannover, der hørte til hendes broder Georg 3. af Englands stater. Frederik 6. tog magten fra faderen ved et statskup i 1784. | ||
| Indtoget | september 1790. | ||
| Maria Sophia Frederika | Marie Sophie Frederikke (1767-1852), Frederik 6.s enke. | ||
| lod os miste Norge | efter statsbankerotten 1813 og Napoleons nederlag 1814 måtte Danmark afstå Norge til Sverige 1814. | ||
| vilde have sin egen Villie | Frederik 6. opløste statsrådet i perioden 1797-1814 og overtog selv regeringsledelsen. | ||
| den fornemste Mand … den kyndigste | der sigtes til Fredrik 6.s svar på Trykkefrihedsadressen 1835, oftest sammenfattet i den ikke ordrette vending: Vi alene vide, hvad der tjener til Folkets Bedste. | ||
| Bonden … i Roeskilde | den sjællandske stænderforsamling holdt sine møder i en fløj af Palæet ved siden af Roskilde Domkirke. | 489 | |
| Dronning Dagmars Vise | DgF 135. | ||
| Paa sin Liigseng … haarde | de to første verslinjer af første strofe i B.S. Ingemanns »Mindesang om Kong Frederik den Sjette«, trykt i Morskabslæsning for Den Danske Almue, nr. 40, den 13. december 1839. | ||
| skjøttet om det | ænset det, interesseret sig for det. | ||
| Illumination | festlig oplysning. | 490 | |
| gesvindt | hurtigt. | ||
| laterna magica | (latin) magisk lanterne, tryllelygte; forløber for det moderne lysbilledapparat. | ||
| Page(r) | ung (adelig) mand, der gør tjeneste hos en fornem person (som led i sin opdagelse). | ||
| Axelbaand | skulderremme. | 491 | |
| Drabanter | fyrstelig persons livvagter. | ||
| Hellebarder | spydøkser. | ||
| Kinderpulver | afførende og beroligende medicin for børn. | ||
| Charlottenborg | slot ved Kongens Nytorv, hvor Kunstakademiet havde til huse, og hvor Thorvaldsen som Kunstakademiets direktør 1833-1844 havde embedsbolig. | 493 | |
| vort Museum | Det Kgl. Kunstmuseum på Christiansborg Slot, åbnet 1832. | ||
| Skoflikker | skomager, der udfører reparationer. | ||
| Basrelief | relief, hvor motivet kun er svagt ophøjet. | ||
| botanisk Have | lå 1778-1874 bag ved Charlottenborg. | 494 | |
| Kong Frederiks Begravelse | Frederik 6. døde den 3. december 1839, men blev først begravet 17. januar 1840. | ||
| illuminerede | oplyste (i festlig anledning). | ||
| Bispen | J.P. Mynster (1775-1854), Sjællands biskop. | 495 | |
| Der blev sunget saa smukt fra Volden | processionen standsede ved Vesterport, mens H.P. Holsts Farvel til musik af Weyse blev afsunget af 200 sangere fra alle samfundslag. | ||
| ved Frihedsstøtten sang Bønderne | sangen var Johan Ludvig Heibergs mindesang Ved Frihedsstøtten, 1840. | ||
| Jernporten | det folkelige navn til den portal med jerngitter, der i 1785 blev rejst for enden af Frederiksberg Allé ved Vesterbrogade. | 496 | |
| Stormen | William Shakespeares The Tempest, 1611 (dansk Stormen, 1810). | ||
| Geert Vestphaler | jf. note til s. 324. | ||
| (reist) flinkere | flittigere. | ||
| Uglspil(s Grav) | titelhelt i den senmiddelalderlige, tyske folkebog Till Eulenspiegel (ældste kendte udgave 1515) og ifølge bogen en virkelig landstryger, som efter mange gavtyvestreger døde 1350 i Mölln i Lauenburg, hvor hans grav fremvises som seværdighed. | ||
| Unter den Linden | hovedstrøget i Berlin, på det tidspunkt en bred promenade, anlagt på den sandholdige jord. | ||
| sprætte op | springe op, her: reagere hurtigt. | 497 | |
| hvo (veed) | hvem. | 498 | |
| Mozarts Don Juan | W.A. Mozarts (1756-1791) opera Don Giovanni, 1787 (dansk Don Juan, oversat af L. Kruse, opført første gang på Det Kgl. Teater i 1806). | ||
| en god Ven, der havde forklædt sig | ved første opførelse på Det Kgl. Teater 1807 havde man båret sig således ad for ikke at fremme spøgelsestroen. | ||
| Døberen | Johannes, der forudsagde Jesu virke og døbte ham, jf. Matthæus 3, Markus 1,2-11, Lukas 3,1-22 og Johannes 19-34. | 499 | |
| schubertske Lieder | lieder af Franz Schubert (1797-1828). | ||
| Miranda(s) | person i William Shakespeares Stormen. | ||
| Rousseaus(s) | forfatteren og komponisten Jean-Jacques Rousseau (1722-1778). | ||
| Roulader | hurtig tonerække i en arie eller sang. | ||
| Ariel(s) og Caliban(s) | personer i Stormen. | ||
| Morland | Ætiopien. | ||
| Krøniken om Jon-Præst | jf. note til s. 397. | ||
| Fugl Phoenix | ifølge græsk mytologi en fugl, som efter en vis tid brænder sig selv op, men derpå genopstår af sin egen aske. | 500 | |
| Dyrsten | stendannelser i dyrs indvolde, som man tillagde helbredende kraft. | ||
| Mundsveir | tom tale. | 501 | |
| Drømme, som Josephs | jf. 1. Mosebog 37,5-11. | 502 | |
| Archangel | Archangelsk i Nordrusland ved Hvidehavet. | 503 | |
| bugnede | her: havde slået sig. | 504 | |
| støbte Lys | nejede dybt. | ||
| Hvergarn | hjemmevævet stof af forskelligt garn. | 505 | |
| eneste Feil | hentydning til Henrik Hertz’ (1798-1870) lystspil Den eneste Feil, 1835. | ||
| Jean Paul | pseudonym for den tyske digter Johann Paul Friedrich Richter (1763-1825). | 506 | |
| Typus | idealtype. | ||
| Calderon(s) | Pedro Calderón de la Barca (1600-1681), spansk dramatiker. | ||
| metriske | (græsk) rytmiske, sat i versemål. | 508 | |
| Træhest | almindeligt strafferedskab bestående af en planke med skarp, opadvendt kant placeret på fire ben. Den straffede blev anbragt på planken med frit nedhængende fødder, hvorpå man bandt sten e.l., der tyngede kroppen ned. | ||
| Fjæl | bræt. | 510 | |
| ærlige | rigtige, sande. | ||
| fort | af sted. | 512 | |
| Epitaphium | (græsk) mindetavle med indskrift. | 516 | |
| talte … op | snakkede og spøgte. | 517 | |
| en gammel Bog … heel | komediedigteren Aristofanes’ tale i Platons Symposion (drikkegildet), skrevet mellem 384 og 369 f.Kr.; (189 A-193 A). | 518 | |
| (troede jeg) og | også. | ||
| Spølkum(men) | stor, flad kop (uden hank og underkop). | ||
| Marseillaisen | revolutionssang fra 1792 af C. Rouget de Lisle (1760-1836), fra 1795 fransk nationalsang. | ||
| Robert | G. Meyerbeers opera Robert le Diable, 1831, opført på Det Kgl. Teater 50 gange i årene 1853-1893. | ||
| Berangers Sange | af P.J. de Beranger (1780-1857), populære fransk sangdigter. | ||
| Reine du monde … patrie | (fransk) verdens dronning, oh Frankrig, oh mit fædreland; citatet stammer fra »Les enfants de la France«, 1821. | 520 | |
| Bul | træstamme. | 522 | |
| fem- og syv-kløvsede Nødder | med fem eller syv nødder i en klase. | ||
| pompejansk malede | i samme stil, som i den antikke, udgravede by Pompeji; væggene er holdt i en kraftig rød eller rødbrun farve og indrammet af ornamentale borter med slyngede mønstre; stilen var nyeste mode på romanens tid. | 523 | |
| Ild- og Hvirvelvinde ere Herrens Tjenere | jf. Salmernes Bog 104,4. | ||
| Petrarca | Francesco Petrarca (1304-1374), italiensk humanist og digter, hvis yndlingsform var sonetten, et digt på 14 rimede linjer, hver på 11 stavelser, og sammensat af to kvartetter (firlinjede) og to terzetter (trelinjede) strofer. | 526 | |
| Kjøbenhavns italienske Opera | italienske operatrup, der i 1839 på Vesterbros Teater og senere hver vinter i perioden 1841-1846 på Hofteatret optrådte under stor begejstring fra især især damernes side. | ||
| malet paa Muren | maleren Jørgen Sonne (1801-1890) gjorde 1846-1850 forarbejder til den frise på museets ydermur, som skildrer Thorvaldsens hjemkomst. | ||
| Stænderne | de rådgivende (provinsial)stænderforsamlinger, indført i 1834. | ||
| Ansvarendes | ansvarshavende redaktør, jf. kommentar til s. 453. | ||
| Blad med … Træsnit | folkelige blade og magasiner med træskårne illustrationer var dengang noget nyt. | 528 | |
| furore | voldsom opsigt. |
Del
Henvis til værket
H.C. Andersen: De to Baronesser. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk
Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession