Der bygger en Fugl her dybt i mit Bryst,

Saa langt fra Blad og fra Grene;

Den synger i Smerte og sælsom Lyst,

Fordi den sidder saa ene.

Den tør kun klynge sig fast til Gud,

Og see gjennem Øinenes Rude ud!

For Hende den synger sin Sorg og Lyst,

Ved Nætter og lyse Dage;

Der bygger en Fugl i hendes Bryst:

Den søger den sig som Mage.

Den titter ogsaa fra Øiets Blaae –

Mon Fuglen ikke kan Fuglen forstaae?

Hos mig den synger Alt hvad den veed,

Mit Liv, min Tanke, min Stræben;

Den selv forraader min Kjærlighed,

Der flygtede bly for Læben.

Den synger sin dybe Sorg og Lyst;

Men Svar har ei Fuglen i hendes Bryst.

Den seer saa taus gjennem Rudens Glar,

Og det gjør mig sorgfuld og bange.

Fortjener ei Fuglen det mindste Svar,

For Hjertets de dybe Sange?

Den fattige Fugl et Hjerte bær’,

Saa tro, som den med de gyldne Fjær!

Den synger og sørger sig vist ihjel –

En Anden kan Bruden fæste,

Og hun – ja, hun glemmer Fuglen vel,

Og det er jo ogsaa det Bedste!

De to var’ ei for hinanden skabt’,

Nu, døer den ene, hvad er saa tabt?