Man skilte Skandinavien

I tre ulige Dele,

Men Kunst og Videnskab igjen

Forbandt dem i eet Hele!

Höit Sangen löd med Flamme-Ord,

Den slagne Vunder læger,

Og Sangens Mester her i Nord

Er: Adam Öehlenschläger!

I Norge paa det stolte Fjeld,

Hvor Fossens Elve bruse,

Har store Minder deres Væld,

De gjennem Verden suse;

Hvo gav dem Vinger, gav dem Lyd,

En Storhed os bevæger!

Og Norden nævner da med Fryd,

Dig: Adam Öehlenschläger!

Skarpt som et Sværd laa Öresund

Imellem Nabostrande,

En Rosengreen, en Morgenstund,

Forened’ disse Lande;

Hver Rose aanded’ Poesi,

Hver Blomst var Sangens Bæger,

Hvo mægted’ dette Trylleri?

Du, Adam Öehlenchläger!

Den vilde Fos og Birkens Hang,

De danske Kjæmpehöie,

De staae, o Digter, ved Din Sang

I Solglands for vort Öie.

Ved Dig en Digter-Sol oprandt,

Den Norden vederqvæger;

Een Sang, eet Hjerte os forbandt,

Hil, Adam Öehlenschläger!