Den 22de Juni 1854

Mel. »Vi Sømænd gjør ei mange Ord!«

Hvor Bøgen groer ved Øresund,

Og Hilsen Skibet sender,

I mødtes mangen Barndoms Stund,

Som Børn, som nære Frænder,

Og Skov og Skibe vexled’ tidt;

Men ei hvad Hjertet eied’, –

Det klaredes lidt efter lidt,

Da först I overveied’.

Hvad overveied’, nei, ud sprang

Den Rose, Kjærligheden,

Et Nu, og Alt var Lyst og Sang,

Og Jorden her et Eden.

Med Ungdoms Sind I Verden saae,

Og Alt var Ungdoms Lykke;

Dog, selv er Himlen deiligst blaa,

Kan komme Sky og Skygge.

For Danmarks Seir han drog afsted,

Saa ung, – vi det jo kjende!

Hun i hans Hjerte fulgte med,

Hans Længsel blev hos hende.

Og Seirens Klokker ringed’ Fred,

De klang med Hjertets Stemme;

Nu reise sig i Kjærlighed

Et Fredens Bo her hjemme!

Og hvor i Glæde og i Sorg

Boe sammen Mand og Qvinde,

Der er det Livets Silkeborg,

Hvor de kan Silke spinde.

Gjör Navnet i det jydske Hjem

Til Sandhed og til Ære;

Et Hjertets Silkeborg groe frem,

Der Eders Navne bære!