H.C. Andersen

Den 23 April 1853

Mel. Hvo veed, hvor nær mig er min Ende.

Bruus, Orgeltoner, gjennem Kirken,

Hvor Venner hid den Döde bar,

Oplyst og dygtig i sin Virken,

En höitbegavet Aand han var.

Et Nu – han saae en Stjerne faldt, –

Og bort fra Jorden blev han kaldt.

Ton, Psalmesang, hen over Baaren,

Vai over den Du danske Flag!

Og Du, som græder, stands ei Taaren,

Den mildner Dig din Sörge-Dag.

Hvil Stöv i Fred, som Gud det böd,

Flyv, Sjæl, hen over Grav og Död!

Kun Stövet bringe vi til Jorden,

Det Bedre, Herlige, hans Aand,

Den er i Christo evig vorden,

Sprængt har den hvert sit Jordlivs Baand;

Kun ikke Mindets, ei det brast,

Den Bro, i Himlen ind, staaer fast!

Den 23 April 1853

Først kendte tryk: lejlighedstryk, sunget ved Christian Christopher Zahrtmanns bisættelse i Holmens Kirke 23. april 1853. BFN 627

206
Hvo veed, hvor nær mig er min Endeførstelinje af Fr. Rostgaard oversættelse fra 1718 af Ämilie Juliane von Schwarzburg-Rudolstadts salme »Wer weiß, wie nahe mir mein Ende«, 1686; meloldi af G. Neumark, 1657.
Hvohvem.
(Hvil) Stövmenneskets forgængelige krop, typisk i modsætning til ånd el. sjæl.
ChristoKristus.
vordenblevet.

Del

[Sassy_Social_Share]