Den 29. October 1847

Mel. Vi Sömænd gjör ei mange Ord.

Her ▶Wilken gik og voxte op

Udi botanisk Have◀,

Han saae hver Blomst fra Rod til Top,

Dens Skjönhed og dens Gave;

Men den hans Hjerte drömte om,

Med Sjælens Skjönheds Blade,

Den fandt han först den Gang han kom

Om i en anden Gade.

Nær Kongens Slot, nær Danmarks Flag,

I Gaden ned mod Sundet,

Saae han sin Blomst en Foraarsdag,

Og han blev taus og grunded’;

Han sögte ud til Nöddebo,

Han reiste til Gibralter,

Men ei han fik sin gamle Ro,

Hans Hjerte var i Pjalter.

Den Underblomst, som Alle veed,

Var en velsignet Pige;

Han saae sig Kinden lueheed,

Saa maatte han det sige;

Hvorledes Ordene blev lagt,

Det hörer ei til Sagen,

Nu smile de til Amors Magt,

I Dag paa Bryllups Dagen!

Det mindste Huus ved hende vil

Faae Skjönhed, Glands og Lykke,

Og Huset, som de styre til,

En Konge selv lod bygge.

Er de först hjemme, stille fro,

De sande vil og mene:

Det er saa godt at være to,

Og ikke gaae alene!

Hold fast i Glæde og i Savn,

Hold fast i Sorg og Lykke,

Gjör Eders Hjem i Kjöbenhavn,

Til Verdens bedste Stykke;

Gid Alvors Taaren, som er grædt,

End mere Dem forbinde,

Vor Wilken og vor Harriet,

Doctor og Doctorinde!