Den fattige Dreng paa Frankerigs Throne

Under mit Ophold i Paris 1833 førte en af mine Venner, en ung Pariser, mig hen paa en Udstilling af Malerier. Mellem disse var eet, som især greb os. Det fremstillede et Moment fra Julidagene, et historisk Træk, stort og poetiskt. Min Ledsager fortalte mig det med faa Ord.

I Juli-Revolutionen, paa Seirens meest glimrende Dag, da hvert Huus var en Fæstning, hvert Vindue en Skandse, blev Tuillerierne stormet. Selv Qvinder og Børn strede mellem de Kjæmpende; de trængte ind gjennem Slottets Gemakker og Sale. En fattig, halvvoxet Dreng i Pjalter kæmpede modig mellem de ældre Krigere; dødeligt saaret af flere Bajonetstik sank han til Jorden. Det skete i Thronsalen, og man lagde den Blødende paa Frankerigs Throne, svøbte Fløielet om hans Vunder, Blodet strømmede ud over det kongelige Purpur.

Dette Moment havde Maleren givet os. Drengens blege Ansigt syntes forklaret, Øiet saae begeistret mod Himlen, de andre Lemmer bøiede sig i Døden. Det nøgne Bryst, den fattige Dragt og det rige Fløiels Drapperie havde stor Virkning. Var der spaaet ved Barnets Vugge: »Du skal døe paa Frankerigs Throne!« Moderhjertet havde da maaskee tænkt paa Sneebatterierne ved Brienne, Drengen der, som blev Frankerigs Keiser, og drømt om en lignende Skjæbne for sin Søn. Dog aldrig har Frankerigs Konger talt dybere til vort Hjerte, end denne døende Dreng i Pjalter og Purpur.

Nogle Dage efterat vi havde seet dette Malerie, var det Julifesten. Napoleons Støtte skulde afsløres, Folkeforlystelser afvexle med hverandre; men den første Dag var viet Sorgen over de Faldne. Paa flere Pladse vare opreiste Sørgealtare, beklædte med Sort og decorerede med trefarvede Baand og Faner. I Gaderne lød Choral-Musik, og fra adskillige Huse veiede Sørgeflor og Faner. Et Altar var reist paa den lille Kirkegaard ved Louvre; Enhver, som gik forbi, gav man en Haandfuld Smaa-Bouquetter af gule Evighedsblomster omvundne med Flor, og man kastede disse paa Gravene. Foran en af dem knælede en gammel Kone med et blegt, markeret Ansigt. »Det er Bedstemoderen!« hvidskede tæt ved mig to Franskmænd, og saae med stille Alvor paa den Gamle; de gik, hun reiste sig ogsaa, men det var mig umueligt at vende Blikket fra hende. Jeg maatte tænke mig hende som Drengens Bedstemoder. Siden spurgte jeg en af mine Venner, der havde seet Maleriet, og selv taget Deel i Julikampen, hvor Drengens Liig var bragt hen. »Paa Pladsen ved Louvre,« svarede han; Stedet blev mig betegnet, min første Forestilling blev til Tro.

Om Aftenen gik jeg igjen hen til Graven. En uhyre Menneskevrimmel bevægede sig med sælsom Taushed forbi. Paa alle Grave brændte blaae Flammer. Den dybe Stilhed havde en gribende Virkning. Jeg lagde min Bouquet paa Graven, kun een Blomst af dem gjemte jeg. Den erindrer mig om Ungdoms Hjertet, som brast for Fædreland og Frihed.