Den gamle Gadeløgtemens selve lygten var af kobber, var pælen en malet træstolpe.
Har Du hørt Historien om den gamle Gadeløgte? Den er slet ikke saa overordentlig morsom, men man kan altid høre den een Gang. Det var saadan en skikkelig gammel Gadeløgte, som i mange, mange Aar havde gjort Tjeneste, men nu skulde kasseres. Det var den sidste Aften, den sad paa Pælen og lyste der i Gaden, og den var tilmode ligesom en gammel
Paa
Den gamle Løgte sagde at Ingen af dem lyste nok til at være Gadeløgte, men det troede nu ingen af dem, og da de hørte at Løgten selv ikke gav Embedet bort, sagde de, at det var meget glædeligt, thi den var da ogsaa altfor affældig til at den kunde vælge.
I det samme kom Vinden fra Gadehjørnet, den susede gjennem
»Ja det er grumme meget!« sagde den gamle Gadeløgte, »mange Tak! bliver jeg bare ikke støbt om!« –
»Det skeer ikke endnu!« sagde Vinden, »og nu blæser jeg din Hukommelse op; kan Du faae flere Presenter som den, saa kan Du have en ganske fornøielig Alderdom!«
»Bliver jeg kun ikke støbt om!« sagde Løgten, »eller kan Du da ogsaa sikkre mig Hukommelsen?« –
»Gamle Løgte, vær fornuftig!« sagde Vinden, og saa blæste den. – I det samme kom Maanen frem. »Hvad giver De?« spurgte Vinden.
»Jeg giver ingen Ting!« sagde den, »jeg er jo i Aftagende, og Løgterne have
»Hvad var det?« raabte Sildehovedet, »faldt der ikke en Stjerne lige ned? jeg troer den gik i Løgten! – Naa, søges Embedet ogsaa af saa Høitstaaende, saa kunne vi
»Det er meget agtværdigt tænkt!« sagde Vinden, »men Du veed nok ikke at der hører
Næste Dag – – ja næste Dag kunne vi springe over; næste Aften saa laa Løgten i Lænestol, og hvor –? Hos den gamle Vægter. Han havde af »de sex og tredive Mænd« udbedet sig for sin lange tro Tjeneste, at maatte beholde den gamle Løgte; de loe af ham da han bad og saa gav de ham den, og nu laa Løgten i Lænestol tæt ved den varme Kakkelovn, og det var ordentligt ligesom den var blevet større derved, den fyldte næsten hele Stolen. Og de gamle Folk sad alt ved Aftensmaden og kastede milde Øine hen til den gamle Løgte, som de gjerne havde givet Plads ved Bordet med. Det var jo rigtignok i en Kjælder de boede, to Alen nede i Jorden; man maatte gjennem en brolagt Forstue for at komme ind i Stuen, men luunt var her, for der var
De vare saa flittige og saa flinke, de gamle Folk, ingen Time blev reent døset hen; Søndag Eftermiddag kom der en eller anden Bog frem, helst en Reisebeskrivelse, og den gamle Mand læste høit om Afrika, om de store Skove og Elephanterne, som der gik vilde omkring, og den gamle Kone hørte saadan efter og skottede saa hen til Leer-Elephanterne der vare Urtepotter! – »Jeg kan næsten tænke mig det!« sagde hun. Og Løgten ønskede saa inderligt at der var et Voxlys at tænde og sætte inden i den, saa skulde hun grangivelig see Alt, saaledes som Løgten saae det, de høie Træer, de tætte Grene slyngede i hverandre, de nøgne sorte Mennesker til Hest og hele Skarer af Elephanter, som med deres brede Fødder knuste Rør og Buske.
»Hvad kan alle mine Evner hjelpe, naar der ingen Voxlys er!« sukkede Løgten, »de har kun Tran og Tællelys, og det er ikke nok!« –
En Dag kom der et heelt Bundt Voxlysstumper i Kjælderen, de største Stykker bleve brændte og de mindre brugte den gamle Kone til at voxe sin Traad med naar hun syede; Voxlys var der, men de faldt ikke paa at sætte et lille Stykke i Løgten.
»Her staaer jeg med mine sjældne Evner!« sagde Løgten, »jeg har Alt indeni mig, men jeg kan ikke dele med Dem! De veed ikke, at jeg kan forvandle de hvide Vægge til de deiligste Tapeter, til rige Skove, til Alt hvad De ville ønske sig! – De veed det ikke!«
Løgten stod iøvrigt skuret og net i en Krog hvor den altid faldt i Øinene; Folk sagde rigtig nok at den var et
En Dag, det var den gamle Vægters
»Hvilke Evner jeg har!« sagde den gamle Løgte idet den vaagnede. »Næsten kunde jeg længes efter at smeltes om! – dog nei, det maa ikke skee saalænge de gamle Folk leve! De holde af mig for min Persons Skyld! Jeg er dem jo, som i Barns Sted og de have skuret mig og de have givet mig Tran! og jeg har det ligesaa godt, som »Kongressen«, der er saadant noget fornemt noget!«
Og fra den Tid havde den mere indvortes Ro, og det fortjente den skikkelige gamle Gadeløgte.
Den gamle Gadeløgte
Trykt første gang i Nye Eventyr. Andet Bind. Første Samling, der udkom den 3. april 1847. BFN 517/II,107-112/VII,110-111.
Tekstrettelser i forhold til trykforlægget
387,35 | »ja, < ja, |
389,40 | »Hvad < Hvad |
390,7 | endnu!« < endnu! |
390,7 | »og < og |
390,10 | »eller < eller |
390,12 | vær < var |
391,6 | næste Aften < næsten Aften |
392,35 | Raadstuen < Raastuen |
(386) | |
Samlingen var tilegnet forfatterinden Thomasine Gyllembourg, f. Buntzen (1773-1856), som anonymt eller under pseudonym udgav en lang række noveller og små romaner, de såkaldte hverdagshistorier. Mor til digteren og kritikeren Johan Ludvig Heiberg (1791-1860). | 387 |
Gadeløgte | mens selve lygten var af kobber, var pælen en malet træstolpe. |
Balletfigurantinde | balletdanserinde. |
paa Loftet | uofficielle og meget billige tilskuerpladser for fattige. |
Raadstuen | magistraten varetog siden 1771 tilsynet med gadebelysningen, der betaltes af private. |
Stadens »sex og tredive Mænd« | ved forordning af 1. januar 1840 bestod Københavns magistrat af 36 borgerrepræsentanter. |
en af Broerne | dvs. brokvartererne Nørre-, Vester- eller Østerbro. |
ikke bedraget Løgten | vægterne havde ord for at beholde den udleverede tran og sælge den. |
imellem | indimellem. | 389 |
Fløiels-Ligvogn | rustvogne var normalt betrukket med sort fløjl. |
jeg blev reent borte | jeg blev ude af mig selv. |
Rendesteensbræt(tet) | bræt over datidens brede og dybe rendesten, der gjorde det ud for kloak. |
Trøske | råddent træ, der kan virke selvlysende på grund af svampeangreb. |
Sankt Hans Orm | lille, brunlig bille, der på lune sommeraftener udsender et gul-grønt lys. |
Røghætte(n) | den kegleformede, flade hætte øverst på lygten, som beskytter mod regn og sikrer det nødvendige luftindtag. |
Present | gave. | 390 |
aldrig lyst for mig | når det ifølge kalenderen var fuldmåne, blev lygterne ikke tændt, uanset om det var overskyet eller ej, den såkaldte magistratsbelysning. |
gaae at lægge os | opgive (at søge). |
Voxlys | vokslys var dyrere end de almindeligt brugte tællelys. | 391 |
Klædeslister | isoleringslister lavet af strimler af uldklæde. |
Kongressen i Wien | blev afholdt fra den 16. september 1814 til den 10. juni 1815 med deltagelse af næsten alle europæiske fyrster og med det formål at ordne de territoriale forhold efter Napoleons 1.s fald. |
gesvindt | hurtigt. |
Kjælderskuret | overbygning over kælderhals. | 392 |
Skrumpel | skrummel. |
Geburtsdag | fødselsdag. |
illuminere | tænde lys (for at festligholde noget), lyse. |
Del
Henvis til værket
H.C. Andersen: Den gamle Gadeløgte. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk
Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession