Den gamle Liigsteen
en Historie
I en af de smaa Kjøbstæder, hos en Mand, der havde sin egen Gaard, sad hele Familien i Kreds sammen om Aftenen, paa den Aarstid, da man siger: »Aftenen længes«. Det var endnu mildt og varmt; Lampen var tændt, de lange Gardiner hang ned for Vinduerne, hvor der stode Blomsterpotter, og udenfor var det et deiligt Maaneskin; men det talte de nu ikke om, de talte om en gammel stor Steen, der laae nede i Gaarden, tæt ved Kjøkkendøren, hvor Pigerne tidt opstillede det skurede Kobbertøi, for at det skulde tørres i Solen, og hvor Børnene gjerne legede, – det var egentlig en gammel Liigsteen.
»Ja,« sagde Manden i Huset, »jeg troer, den er fra den gamle nedbrudte Klosterkirke; der blev jo solgt baade Prædikestol,
»Man kan godt see, at det er en Liigsteen,« sagde det ældste af Børnene; »der er endnu at see paa den et Timeglas og et Stykke af en Engel; men Indskriften, der stod, er næsten reent slettet ud, undtagen det Navn »Preben« og et stort »S«, der staaer lige bag efter, og saa lidt længer nede »Marthe«; men mere kan man ikke
»Herre Gud, det er Preben Svanes og hans Hustrues Liigsten!« sagde en gammel, gammel Mand derinde; han kunde, i sin Alder, godt være Bedstefader til dem Allesammen i Stuen. »Ja, det Ægtepar var et af de sidste, som bleve
Og den gamle Mand, som fortalte alt dette, rystede veemodig med Hovedet. »Glemmes! – Alt skal glemmes!« sagde han.
Og saa talte de i Stuen om andre Ting. Men den mindste Dreng derinde, et Barn med store, alvorlige Øine, krøb op paa Stolen bag Gardinerne og saae ned i Gaarden, hvor Maanen skinnede klart paa den store Steen, der altid havde forekommet ham tom og flad, men nu laae der som et heelt stort Blad af en Historiebog. Alt, hvad Drengen havde hørt om Preben og hans Hustru,
»Glemmes! – Alt skal glemmes!« lød det inde i Stuen, og i det Øieblik kyssede en usynlig Engel Drengens Bryst og Pande og hviskede stille: »Gjem det givne Frøkorn vel! gjem det til Modenhedens Tid! – Ved dig, du Barn, skal den udslettede Indskrift, den smuldrende Gravsteen, staae med lyse, gyldne Træk for kommende Slægter! Det gamle Ægtepar skal igjen, Arm i Arm, vandre ud gjennem de gamle Gader og smilende, med friske, røde Kinder, sidde paa Steentrappen under Lindetræet, og nikke til Fattig og Riig. Frøkornet fra denne Time vil, gjennem Aaringer, voxe til et blomstrende Digterværk; det Gode og Skjønne glemmes ikke, det lever i Sagn og Sange!«
Henvis til værket
H.C. Andersen: Den gamle Liigsteen. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 2: Eventyr og Historier II 1852-1862. 2003. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.