Den gamle Liigsteen

en Historie

I en af de smaa Kjøbstæder, hos en Mand, der havde sin egen Gaard, sad hele Familien i Kreds sammen om Aftenen, paa den Aarstid, da man siger: »Aftenen længes«. Det var endnu mildt og varmt; Lampen var tændt, de lange Gardiner hang ned for Vinduerne, hvor der stode Blomsterpotter, og udenfor var det et deiligt Maaneskin; men det talte de nu ikke om, de talte om en gammel stor Steen, der laae nede i Gaarden, tæt ved Kjøkkendøren, hvor Pigerne tidt opstillede det skurede Kobbertøi, for at det skulde tørres i Solen, og hvor Børnene gjerne legede, – det var egentlig en gammel Liigsteen.

»Ja,« sagde Manden i Huset, »jeg troer, den er fra den gamle nedbrudte Klosterkirke; der blev jo solgt baade Prædikestol, Epitaphier og Liigstene! Min salig Fader kjøbte flere af disse, de bleve slaaede itu til Brolægning, men denne Steen blev tilovers og den er siden bleven liggende i Gaarden.«

»Man kan godt see, at det er en Liigsteen,« sagde det ældste af Børnene; »der er endnu at see paa den et Timeglas og et Stykke af en Engel; men Indskriften, der stod, er næsten reent slettet ud, undtagen det Navn »Preben« og et stort »S«, der staaer lige bag efter, og saa lidt længer nede »Marthe«; men mere kan man ikke faae ud, og det er da kun, naar det har regnet eller vi have vadsket den, at det staaer tydeligt.«

»Herre Gud, det er Preben Svanes og hans Hustrues Liigsten!« sagde en gammel, gammel Mand derinde; han kunde, i sin Alder, godt være Bedstefader til dem Allesammen i Stuen. »Ja, det Ægtepar var et af de sidste, som bleve jordede paa den gamle Klosterkirkegaard! Det var et gammelt, hæderligt Par fra mine Drenge-Aar! Alle kjendte dem, og Alle holdt af dem, de var Alders-Kongeparret her i Byen! Folk sagde om dem, at de eiede over en Tønde Guld, og dog gik de simpelt klædt, i det groveste Tøi; men deres Linned var saa skinnende hvidt. Det var et deiligt gammelt Par, Preben og Marthe! Naar de sade paa Bænken, der var oppe paa Husets høie Steentrappe, som det gamle Lindetræ hældede sine Grene over, og de nikkede venligt og mildt, saa blev man ordentlig glad derved. De vare saa mageløst gode mod de Fattige! de bespiste dem, de klædte dem; og der var Fornuft og sand Christendom i al deres Godgjørenhed. Først døde Konen, jeg husker den Dag saa godt! jeg var en lille Dreng og med min Fader inde hos gamle Preben, just lige idet at hun var hensovet; den gamle Mand var saa bevæget, græd som et Barn, – Liget laae endnu i Sovekammeret, tæt ved hvor vi sad, – og han talte til min Fader og et Par Naboer om, hvor eensomt der nu vilde blive, hvor velsignet hun havde været, hvormange Aar de havde levet sammen, og hvorledes det gik til at de bleve kjendte med hinanden og fik hinanden kjær; jeg var, som sagt, lille, og stod og hørte til, men det opfyldte mig forunderligt at høre paa den gamle Mand og see, hvorledes han mere og mere blev livlig, fik røde Kinder, idet han talte om Forlovelsesdagene, hvor yndig hun havde været, hvormange smaa uskyldige Omveie han havde gaaet for at træffes med hende; og han talte om Bryllupsdagen, hans Øine lyste derved, han levede ligesom tilbage igjen i den Glædes Tid, og saa laae hun nu død inde i Kammeret tæt ved, en gammel Kone, og han var en gammel Mand og talte om Haabets Tid! – – Ja, ja! saaledes gaaer det! da var jeg kun et Barn, og nu er jeg gammel, gammel som Preben Svane. Tiden gaaer og Alting skifter! – Jeg husker saa godt hendes Begravelsesdag, gamle Preben gik ligebag efter Liigkisten. Et Par Aar forud havde Ægteparret ladet deres Gravsteen hugge med Indskrift og Navne, paa Dødsaaret nær; Stenen blev om Aftenen kjørt hen og lagt paa Graven, – og Aaret efter løftedes den igjen og gamle Preben kom ned til sin Hustru. – Der var ikke den Rigdom efter dem, som Folk havde troet og sagt; det, der var, kom til Familien langt ude, den man aldrig før havde vidst om. Det Bindingsværks Huus, med Bænken paa den høie Steentrappe under Lindetræet, blev revet ned af Magistraten, thi det var altfor brøstfældigt til at de kunde lade det staae. – Siden, da det gik med Klosterkirken ligesaadan, og Kirkegaarden blev hævet, saa kom Prebens og Marthes Gravsteen, som Alt derfra, til hvem der vilde kjøbe den, og nu har det truffet sig saa, at den ikke er blevet slaaet istykker og brugt, men ligger endnu i Gaarden til Legested for de Smaa og til Hylde for Pigernes skurede Kjøkkentøi. – Den brolagte Gade gaaer nu hen over gamle Prebens og hans Hustrues Hvilested; Ingen husker dem mere!«

Og den gamle Mand, som fortalte alt dette, rystede veemodig med Hovedet. »Glemmes! – Alt skal glemmes!« sagde han.

Og saa talte de i Stuen om andre Ting. Men den mindste Dreng derinde, et Barn med store, alvorlige Øine, krøb op paa Stolen bag Gardinerne og saae ned i Gaarden, hvor Maanen skinnede klart paa den store Steen, der altid havde forekommet ham tom og flad, men nu laae der som et heelt stort Blad af en Historiebog. Alt, hvad Drengen havde hørt om Preben og hans Hustru, havde Stenen inde; og han saae paa den, og han saae op mod den klare, lyse Maane, i den rene, høie Luft, og det var ligesom et Guds Ansigt, der skinnede ud over Jorden.

»Glemmes! – Alt skal glemmes!« lød det inde i Stuen, og i det Øieblik kyssede en usynlig Engel Drengens Bryst og Pande og hviskede stille: »Gjem det givne Frøkorn vel! gjem det til Modenhedens Tid! – Ved dig, du Barn, skal den udslettede Indskrift, den smuldrende Gravsteen, staae med lyse, gyldne Træk for kommende Slægter! Det gamle Ægtepar skal igjen, Arm i Arm, vandre ud gjennem de gamle Gader og smilende, med friske, røde Kinder, sidde paa Steentrappen under Lindetræet, og nikke til Fattig og Riig. Frøkornet fra denne Time vil, gjennem Aaringer, voxe til et blomstrende Digterværk; det Gode og Skjønne glemmes ikke, det lever i Sagn og Sange!«