Den gamle ligsten

En historie

I en af de små købstæder, hos en mand der havde sin egen gård, sad hele familien i kreds sammen om aftenen på den årstid da man siger: »Aftenen længes«. Det var endnu mildt og varmt, lampen var tændt, de lange gardiner hang ned for vinduerne, hvor der stod blomsterpotter, og udenfor var det et dejligt måneskin. Men det talte de nu ikke om, de talte om en gammel stor sten der lå nede i gården, tæt ved køkkendøren hvor pigerne tit opstillede det skurede kobbertøj for at det skulle tørres i solen, og hvor børnene gerne legede – det var egentlig en gammel ligsten.

»Ja,« sagde manden i huset, »jeg tror den er fra den gamle nedbrudte klosterkirke, der blev jo solgt både prædikestol, epitafier og ligsten! Min salig far købte flere af disse, de blev slået itu til brolægning, men denne sten blev til overs, og den er siden blevet liggende i gården.«

»Man kan godt se at det er en ligsten,« sagde det ældste af børnene, »der er endnu at se på den et timeglas og et stykke af en engel, men indskriften der stod, er næsten rent slettet ud, undtagen det navn »Preben« og et stort »S« der står lige bagefter, og så lidt længere nede »Marthe«. Men mere kan man ikke få ud, og det er da kun når det har regnet, eller vi har vasket den, at det står tydeligt.«

»Herregud, det er Preben Svanes og hans hustrus ligsten!« sagde en gammel, gammel mand derinde. Han kunne i sin alder godt være bedstefar til dem allesammen i stuen. »Ja, det ægtepar var et af de sidste som blev jordet på den gamle klosterkirkegård! Det var et gammelt, hæderligt par fra mine drengeår. Alle kendte dem, og alle holdt af dem, de var alderskongeparret her i byen. Folk sagde om dem at de ejede over en tønde guld, og dog gik de simpelt klædt, i det groveste tøj, men deres linned var så skinnende hvidt. Det var et dejligt gammelt par, Preben og Marthe! Når de sad på bænken der var oppe på husets høje stentrappe, som det gamle lindetræ hældede sine grene over, og de nikkede venligt og mildt, så blev man ordentlig glad derved. De var så mageløst gode mod de fattige! De bespiste dem, de klædte dem, og der var fornuft og sand kristendom i al deres godgørenhed. Først døde konen, jeg husker den dag så godt! Jeg var en lille dreng og med min far inde hos gamle Preben just lige idet at hun var hensovet. Den gamle mand var så bevæget, græd som et barn – liget lå endnu i sovekammeret tæt ved hvor vi sad – og han talte til min far og et par naboer om hvor ensomt der nu ville blive, hvor velsignet hun havde været, hvor mange år de havde levet sammen, og hvorledes det gik til at de blev kendt med hinanden og fik hinanden kær. Jeg var, som sagt, lille og stod og hørte til, men det opfyldte mig forunderligt at høre på den gamle mand og se hvorledes han mere og mere blev livlig, fik røde kinder, idet han talte om forlovelsesdagene, hvor yndig hun havde været, hvor mange små uskyldige omveje han havde gået for at træffes med hende. Og han talte om bryllupsdagen, hans øjne lyste derved, han levede ligesom tilbage igen i den glædes tid, og så lå hun nu død inde i kammeret tæt ved, en gammel kone, og han var en gammel mand og talte om håbets tid! – – Ja, ja! Således går det! Da var jeg kun et barn, og nu er jeg gammel, gammel som Preben Svane. Tiden går, og alting skifter! – Jeg husker så godt hendes begravelsesdag, gamle Preben gik lige bag efter ligkisten. Et par år forud havde ægteparret ladet deres gravsten hugge med indskrift og navne, på dødsåret nær. Stenen blev om aftenen kørt hen og lagt på graven – og året efter løftedes den igen, og gamle Preben kom ned til sin hustru. Der var ikke den rigdom efter dem som folk havde troet og sagt, det der var, kom til familien langt ude, den man aldrig før havde vidst om. Det bindingsværks hus med bænken på den høje stentrappe under lindetræet blev revet ned af magistraten, thi det var alt for brøstfældigt til at de kunne lade det stå. Siden, da det gik med klosterkirken ligesådan, og kirkegården blev hævet, så kom Prebens og Marthes gravsten, som alt derfra, til hvem der ville købe den, og nu har det truffet sig så at den ikke er blevet slået i stykker og brugt, men ligger endnu i gården til legested for de små og til hylde for pigernes skurede køkkentøj. Den brolagte gade går nu hen over gamle Prebens og hans hustrus hvilested; ingen husker dem mere!«

Og den gamle mand som fortalte alt dette, rystede vemodig med hovedet. »Glemmes! – Alt skal glemmes!« sagde han.

Og så talte de i stuen om andre ting. Men den mindste dreng derinde, et barn med store, alvorlige øjne, krøb op på stolen bag gardinerne og så ned i gården, hvor månen skinnede klart på den store sten, der altid havde forekommet ham tom og flad, men nu lå dér som et helt stort blad af en historiebog. Alt hvad drengen havde hørt om Preben og hans hustru, havde stenen inde, og han så på den, og han så op mod den klare, lyse måne, i den rene, høje luft, og det var ligesom et Guds ansigt der skinnede ud over jorden.

»Glemmes! – Alt skal glemmes!« lød det inde i stuen, og i det øjeblik kyssede en usynlig engel drengens bryst og pande og hviskede stille: »Gem det givne frøkorn vel! Gem det til modenhedens tid! – Ved dig, du barn, skal den udslettede indskrift, den smuldrende gravsten, stå med lyse, gyldne træk for kommende slægter! Det gamle ægtepar skal igen, arm i arm, vandre ud gennem de gamle gader og smilende, med friske, røde kinder, sidde på stentrappen under lindetræet og nikke til fattig og rig. Frøkornet fra denne time vil gennem åringer vokse til et blomstrende digterværk; det gode og skønne glemmes ikke, det lever i sagn og sange!«