Den nye Barselstueallusion til Holbergs komedie Barselstuen, opført 1723, trykt 1724.
Originalt Lystspil i een Act
1845
JESPERSEN, Poet |
Fru JESPERSEN |
CHRISTINE, hans Søster |
Doctor WENDEL |
En Frue |
En |
Baronen |
MINDAL, |
Frøkenen |
Secretairen |
MOMSEN, Redacteur |
HERTZMANN, Maler |
SØRENSEN, Componist |
Scenen er i Kjøbenhavn i vor Tid.
Første Scene
I Alt fem og tredive Personer! – De komme rigtignok til at sidde knebent! men vi maae have dem Allesammen, ellers blive de vrede. Det er rigtignok et temmeligt stort Knald, og Frokosten kan man godt regne for General-Prøve paa det. Smaa
Anden Scene
CHRISTINE. DR. WENDELOm Forladelse! man har sagt mig, at det er her, Hr. Jespersen boer, kan jeg have den Ære at tale med ham?
Men, du min Gud! tager jeg Fejl! De ligner –?
Mit Navn er Dr. Wendel! Jeg er Læge –!
Dr. Wendel! men De er jo død!
Ikke saa ganske! – og De –? De er Christine, om jeg tør nævne Dem ved deres Fornavn! De kjender mig igjen?
O min Gud! De lever! Det er jo velsignet! Wendel! Hr. Doctor? Alle Mennesker sagde, De var død i America! – Det var saa vist! O hvor mange Aar ere ikke gaaede! – Nu, det kan jeg lide, at man staaer op fra de Døde og besøger sine gamle Venner! De kommer dog lige fra den anden Verden!
Og der har Lykken været hos mig! Den fattige
Eller Enke? Nej, jeg er ikke gaaet den Vei! Men kan jeg begribe, at vi see Dem igjen!
Lidt mere
Ikke saa ganske end da! jeg har lagt mig efter Tandpine, Hold i Siden, Godmodighed – og andre saadanne agtværdige Ting, som komme med Alderen. Men De maa
Mit Liv er en heel Roman, som da i Grunden ethvert Menneskes er det, naar man kun betragter det Oplevede ret. De veed, i hvilket Humeur jeg forlod Danmark.
De havde den Gang et ganske eget Talent til selv at gjøre Dem Livet suurt. De gik til Hamborg, – jeg husker godt den Dag De reiste – Fra Hamborg gik De til America, og to Aar efter hørte vi, for aldeles sikkert
Det blev en lang Historie, skulde De høre Alt i hele sin Sammenhæng! kun det vil jeg i Korthed sige Dem, at det i Ny-York gik mig daarligt. Jeg reiste til Brasilien, Skibet forliste – jeg hørte mellem de Faa, som bleve reddede. I Brasilien gik min Lykke-Sol op, jeg fandt et Hjem der, jeg fandt Praxis og tilsidst – – Jeg er Enkemand!
Hvad! De har været gift!
Ja! – Nu kan jeg jo godt sige det! – Vi ere Begge blevne ældre, femten Aar ældre; – mit Blod er roligere! Jeg troede den Gang, at De holdt af mig! – og det gjorde De ikke, Deres Fader endnu mindre. Saa løb jeg ud i den vide Verden. I Brasilien lærte jeg at kjende en Dame, noget ældre end jeg, en fortræffelig, velsignet Kone. Jeg fik hende kjær, som en Broder sin Søster, hun holdt paa en heftigere Maade af mig; vi bleve gifte og have levet lykkelige sammen i elleve Aar; og det ikke blot ved al den ydre Lykke, hendes Formue kunde skjenke os, men ved indre Tilfredshed, ved et velsignet Hjem. Hun døde for to Aar siden! Jeg er nu i en uafhængig sikkret Stilling; jeg længtes efter mine Ungdoms Venner, efter det gamle Kjøbenhavn, og igaar – traadte jeg her i Land.
Er det en Historie?
Ja een af det virkelige Livs og den Slags er tidt langt mere sammensatte og forunderlige end de, der flyde fra en Digters Pen.
De vil finde meget forandret –! men vi ere gaaede frem.
Alt her hjemme er prægtigt! Alt er ungt og dog saa gammelt! jeg troer, at jeg paa Vejen herhen har staaet hundred Gange stille for at see, og atter see, hvad de Andre gik ligegyldige forbi. Tagene forekomme mig saa spidse og høie, nu da mit Øie i mange Aar har vænnet sig til at see dem flade. De begriber ikke, hvor mine Fingre brændte her i Gaden efter at ringe paa den første Portklokke jeg saae, »Der hænger det gamle
Jeg var da inde i Porten hos
De vil strax faae ham at see!
Det er ti Aar gammelt.
Jeg hørte, at De, Frøken, var her i Huset – at deres Fader for flere Aar siden var død.
Meget har forandret sig! Meget! – – – Min Broder er i dette Øieblik ude, men kommer
Jo, »
Det er det morsomste Blad vi har, det vil sige, naar man ikke selv staaer i det, for saa er det nederdrægtigt. Det holdes ikke i fornemme Huse uden af Portneren eller Kudsken, men det slides dog op af Herskabet.
Tredie Scene
EN FRUE. DE FORRIGEOm Forladelse at spørge, er Hr. Digteren ikke hjemme.
Er det Hr. Jespersen, De vil tale med!
Ja det er det! jeg maa sige Dem, at han er min Forfatter. Han skriver saa
Nej, han er min Broder!
O nej! De kan umuligt være hans Moder! Er han saa ung?
Jeg siger, han er min Broder!
Ja, det kan jeg forstaae! jeg maa sige Dem, ved visse Vinde hører jeg ikke godt paa det ene Øre; ellers har jeg Gud skee Lov en god Hørelse. Men jeg taler saa meget! Det var Digteren, jeg ønskede at
Kjender min Broder noget til hende?
Saa! gjorde han?
Jeg spørger, om min Broder kjender Deres
Jeg vil tillade mig at opgive nogle Ideer og Tanker. Seer De, det er nogle meget slette Mennesker, som have lokket Tante fra Familien. Konen skal ikke
Vil De ikke komme en anden Tid, f. Ex. imorgen tidlig, at De selv kunde tale med ham.
Ja, betale ham vil jeg! Det er ikke mere end
Ni! lidt over ni!
Jeg vilde ikke gjerne have mit Navn under Verset, men nok det første Bogstav og fem Prikker, for saa gjætter man nok paa mig. Om Forladelse!
Fjerde Scene
DE FORRIGE uden FRUEN, lidt efter FRU JESPERSENHun var god! Kommer her flere af den Slags? Jeg kan godt lide originale Folk; og næsten maa jeg troe, at der er Noget i hvad man siger, at Originalerne altid banke paa Poeternes Døre! – Hun maa have et Vers! om jeg saa selv skal gjøre det! – Ja det er mange Aar siden jeg gav mig af med Sligt!
Men det er Synd, for jeg troer virkelig, De havde Talent! – De
Min Svigerinde! (Til Fru Jespersen) Johanne! veed Du hvem den Herre er? – Tænk Dig! Det er Philips Ven! Doctor Wendel, som vi troede død! Han kom igaar lige fra Amerika.
Det er første Gang jeg seer Dem! – men jeg har hørt saa ofte tale om Dem! – Hvor det vil glæde min Mand! – Ja De er vel ikke uvidende om det Bifald, hvormed hans nyeste Arbejde er
Jeg har hørt det og glæder mig til selv at blive Enthusiast ligesom de Andre. Det handler jo om – –?
Kjerlighed! Det gamle, evigt unge Thema, Kjerlighed og det er ogsaa Titelen. Jeg forsikkrer Dem, at jeg ved flere Steder deri har sagt til mig selv: saadan en Mand har Du! Det har han følt, Det har han sagt! – Men nu skal det
Folk troer, han kan læse perfect, men ikke skrive.
Christine! Alle Folk sige om dette Arbejde, at det er udmærket; at just det Lyriske, som man har villet nægte ham Talent for, har her en mærkværdig Flugt! Men De vil selv kunne overbevise Dem! – Hr. Doctor! De er min Mands Ven, De er vor! – De bliver nu her hos os til han kommer hjem, De nyder en lille Frokost, Bordet staaer dækket derinde, og naar De har nydt den, fører jeg Dem ind i min Mands lille
Leer? De foreslaaer mig jo noget saa Behageligt! Frokost trænger jeg ikke til –!
Jeg kan ikke lade være at tænke paa Holbergs Barselstue! nu skal han her ogsaa lige strax
Christine! Ja De kjender hende vist igjen fra gamle Dage! Hun er ikke forandret!
Vi synes jo Alle godt om Barnet, i lyrisk Henseende, og han vel ogsaa, han finder Alt herhjemme dejligt, lige til Vandposten!
Det kan jeg lide af Dem! – Ja Christine leer nu! – men jeg finder ogsaa Alt saa velsignet her hjemme i vort lille kjære Danmark. Har De paa Deres lange Rejser seet noget saa smukt, som vore Bøgeskove? – Og nu har vi faaet
Tivoli har dog ikke slugt
Dyrehaven er det traurigste jeg kjender! Jeg besøgte den ifjor; jeg havde ikke været der i sex Aar. Det var ligesom jeg kom til Begravelse. Lirekasserne græd, Folket gik op og ned ad Bakken og holdt hinanden i Hænderne, ret ligesom om de havde mistet det Kjæreste de ejede,
Femte Scene
EN REBSLAGER. DE FORRIGETør jeg spørge, er det ikke her, der boer en Digter.
Jo, det er min Mand.
Jeg vilde spørge, om de ikke skulde have Brug for en Comedie?
Hvad mener han?
Om de vil kjøbe mig en Comedie af?
Er det en trykt Bog han vil sælge?
Nej, det er en jeg selv har skrevet! Det vil sige min Kone og Jomfru Madsen har hjulpet. Jeg vilde gjerne sælge den og saa troede jeg, at det var rigtigst jeg gik til Een af Dem, hvis Comedier blive agerede; for de kunne nu faae dem saaledes op, og siden tjene deres Penge!
Hvorledes falder De paa Sligt?
Hvo har sendt ham herop?
Det har en
Hvad hedder den Comedie?
Er De maaskee Herren selv?
Nej, jeg er ikke gift endnu.
Hvad hedder deres Stykke?
Den hedder Hu! Den skulde nu egentligt være kaldet
Det er et meget lille Stykke! saaledes til en halv Time.
Halv Time! – nej hun trækker længere, lille Frue! Hun gaaer paa en heel Aften. Jeg har læst den nu to Søndage i Træk og den tog hele Aftenen med; naturligviis fik vi lidt Smørrebrød og en Taar; vi snakkede lidt imellem, og
Min Mand har neppe Brug for Deres Comedie.
Han gjør dem selv!
Man bruger ikke saaledes at kjøbe Andres; iøvrigt er min Mand at træffe hver Morgen fra 9 til 11.
Vil Fruen forberede ham paa det! Jeg er Rebslager, men har ikke egen
Mellem 9 og 11.
Jeg tænker, at naar han kjøber mig den af, at han er Mand for at faae den paa en rød Plakat, for saa er den mere
Lad ham kun komme imorgen! Det er en Original! ham kan min Mand bruge! Og nu, Hr Doctor, maa jeg føre Dem ind i Kabinettet! (studser). Baronen –!
Sjette Scene
DR. WENDEL. FRU JESPERSEN. CHRISTINE. BARONENTør jeg bringe min allerunderdanigste god Dag! Min Gratulation til Hr. Gemalens nye Stykke! Det er
Hr Baron! – Tør jeg præsentere Dem en Ven af min Mand, en særdeles Ven fra unge Dage. Dr. Wendel fra Brasilien.
Det er mig en Ære – (til Fruen). Vil de forestille mig!
Baron Banke!
Har De seet det
Og om de havde seet, saa kom det an paa at opfatte. –
Af Alt hvad jeg hører, har Literaturen vundet et nyt Værk af
Literaturen! ak! – Det er sørgeligt at sige! men vi have ingen Literatur. Vi Dannede,
Den nyere danske Literatur er mig ganske ubekjendt, og næsten ogsaa den fremmede. Under mit Ophold i Brasilien maatte jeg søge Poesi, ikke i Bøger, men i Naturen.
Brasilien maa være høist poetisk, høist
Naturen der er rig og stor, en sand
Cultur! ja, det er nu hos os: at tale
Kommer han ogsaa imorgen mellem ni og elleve?
De siger vist noget moersomt! O ja, hvad hjælper det man taler. De vil ikke kjende Danmark igjen, Skarnet vil opad! Lykkelig den, som er født af en Skomager! Folket snakker! Folket har Sympathier. Det kommer Altsammen fra Journalerne. Jeg veed nok, naadige Frue, Deres Mand skriver i Dem, men han er en fornuftig Mand! – Gid han engang vilde opponere! skrive de andre sønder og sammen! men det er ikke Umagen værd! – Man skal ikke ærgre sig! – Min Herre! – Naadige Frue! – charmante Frøken! – Det glæder mig, at jeg har havt den Lykke at hilse paa dem! – –
Men Hr. Baron! De maa ikke gaae! Frokostbordet staaer dækket. Skinken venter paa det første Snit! – Vi maa see dem her lidt længer! –
Deres Bord er nu altid saa udsøgt!
Og De vil ikke gjøre Selskab? –
Værelset er ikke stort, men hyggeligt.
Det havde jeg ikke drømt om imorges da jeg stod op! Wendel lever, han er her igjen – og vort Huus er det første han besøger. Det sagde han i det mindste. Enkemanden kommer til den gamle Jomfrue. Hvor Tiden løber. »
Syvende Scene
CHRISTINE. PARTICULIER MINDALHr. Particulier! – Gud, hvor det er en dejlig Vest! – De straaler ogsaa alle Tider.
Man pynter om det Gode man har, og Hjertet er mit eneste Gode. Digteren er vel hjemme? Og – ja man kan ikke sige Digterinden, her er det eneste Tilfælde, hvor Konen ikke har Gavn af sin Mands Titel.
Min Broder er ude, men ventes hvert Øjeblik; i Salen her tætved træffer de Baron Banke og en lille Frokost, om De behager.
Frokosten lokker, Baronen skræmmer; han er et Fæ! – Han taler æsthetisk! – og det fik jeg nok af igaar. Jeg spiste hos Conferentsraad Lampe.
Naa, det er jo der hvor De siger man kun faaer stegte Faarekyllinger og Englebeen!
Ja, man spiser der gudsjammerligt! Ved alle Retterne sidder jeg og tænker paa det gamle Eventyr om
Men saa har man Kunst ovenpaa,
Alle Slags Kunstnere trække de sammen og disse agere da Springvand for Gjæsterne; saa læser en Poet op, saa kommer en Maler med sin Mappe! Gud forbarme sig! jeg gyser altid naar jeg skal til at være Kunst-Elsker.
Men hos os faaer De ogsaa Kunst, De har jo maattet høre min Broder læse op!
Ja, det er noget andet! her staaer Kjøkkenet ypperligt i Harmonie med
Men saa har De jo havt overordentlig godt af Fasten igaar hos Conferentsraadens. Hvor har de nu dineret i Ugen. Det morer mig.
Lad mig see! Mandag – Mandag! –
Hr. Mindal er
Nu vil De være ond! ja De har noget medfødt af det man kalder Braadden!
Men hvad der er os medfødt, kan man ikke gjøre ved.
Mandag! det var Proviant-Dagen! Det var,
Forlovet! Med hvem?
Med Secretair Schweffel. Det er en reen Dreng, og en dum Dreng.
Men han er jo meget mindre end Kjæresten.
Ja, han er
Engang sagde man, at De gjerne vilde have havt Dunken.
Aldrig! om hun saa var en Sparebøsse fyldt med
Er hun virkelig et saa brillant Hoved, som man paastaaer. –
Hun er infam! jeg nævner enhver Ting ved sit rette Navn. Hun er grov, inderlig grov! men det tager sig piquant ud i Silkekjole og i højere Kredse. Alle ere de bange for hende, Alle gjøre de Cour til hende; og Alle gjør hun Nar af! gamle
O, de fæle Drenge, jeg har hørt om deres Rygte; vor lille Sy-Jomfrue – –
Ja saa!
Nej, Gud bevare os! hun er en respectabel lille Pige, men jeg veed fra hende – –
Ja jeg kunde fortælle en skandaleus Historie om de to Drenge, men det lader sig ikke fortælle for Damer; jeg skal sige deres Mand Historien, saa kan han fortælle den.
Troer De, jeg hører skandaleuse Historier af min Mand.
Men den er superb! ægte kjøbenhavnsk! bundfordærvet!
Ottende Scene
FRØKENEN. SECRETAIREN. DE FORRIGEMaa jeg saa præsentere ham. Her er Kjæresten! – – Gud, er De ogsaa her Hr. Particulier!
Jeg har Lykken med mig, jeg træffer sammen igjen med Dem og Hr Secretairen. Jeg har da allerede forkyndt Forlovelsen, De veed selv, hvor højt jeg skatter Dem, og Hr. Secretairen er min Ven, min inderlige kjære Ven!
Jeg gratulerer Dig Nicoline! – og Dem Hr. Secretair.
Saa I to skulle gaae Livets Vej sammen!
Jeg er lidt højere end han; det gjør ikke noget.
Naar han kun naaer til Hjertet.
Det gjør han, og lidt til! – Stil Dig op Adolf med din Ryg mod min; vær nu ikke
Frøkenen holder sig ikke rank! De
Kan De staae rankere end jeg, saa skal jeg give Dem en Mark! Det er da ogsaa det samme i Ægtestanden, hvem der er længst, naar man kun passer for hinanden indvendig! – See her ere vi! – I Dag gaae vi om, ligesom nye Præsenter, for at sees paa! Vi have allerede været sex Steder. I Dag fører jeg ham om, igaar var jeg i hans Familie. O, det er grueligt at gaae første Gang til en Kjærestes Familie! men han vidste nu at sige noget moersomt hvert Sted; for det kan han!
See, nu har han igjen noget Vittigt! jeg kjender ham paa Ansigtet. Du! Maa vi saa nu ogsaa gratulere til det nye Stykke: »Kjærlighed!« Alene Titlen er poetisk.
Ja især for Forlovede!
Jeg var der igaar og saae det! – jeg har aldrig moret mig saa dejligt! og han sad og hvidskede saadanne nogle vittige Ting! Han! Gud hvor Deres Mand forstaaer sig paa Kjærlighed, jeg
Nu er Du kjedelig! – Vi skal da males begge to; Adolf vil have det paa eet
Naar jeg nu siger det! – ja, jeg
De maa sandelig ikke gaae! Hr. Secretairen tager lidt Frokost, De maaskee ogsaa? Kaffe skal De have! – Saa gaaer De, Hr. Particulier, maaskee ogsaa med ind, og min Mand vil komme hjem og ikke miste den Glæde at have seet dem allesammen.
Vi have i Grunden ikke Tid! (til Kjæresten) Du er bestemt sulten!
Jo, Du er! Du sagde det selv! –
Tør jeg være Kammerjunker! jeg aabner Døren.
Kom søde Nicoline! og saa lægger Du Hatten.
Det var en heel Slump Barsel-Visitter! og min gode Doctor Wendel sidder derinde med Barnet,
Niende Scene
HR. JESPERSEN og REDACTEUR MOMSEN (træde ind fra Gaden).Naa, Jespersen! Du har aldrig skrevet noget saa godt før! Jeg har altid holdt med Dig, naar de Andre vare glubske, – nu kan jeg
Ja, her er det min ærlige Mening. Du er et Genie! nu kan Du gjerne lægge Dig at døe naar det skal være. Jeg er glad ved at jeg har kjendt Dig.
Du har Correctur paa Anmeldelsen, sagde Du.
Her kommer den! jeg har benyttet alle de Hovedmomenter, Du opgav mig; de Vers, Du fandt især
Du har dog det om Elskovs Opvaagnen?
Død og Pine, det er jo det Bedste! Og saa det om Qvindens Uskyld; det ere mine Fruentimmer hjemme reent borte i! min Kone siger: »jeg kan virkelig ikke begribe, hvor en Mand kan sætte sig saaledes ind i Qvindens Følelser!« Her er Anmeldelsen (læser.) »Uagtet det politiske Liv med hele Ungdommens varme Pulsslag bevæger sig i vort lille Land, er Poesien ikke blevet Stedbarn; vel synes vore Forfattere ikke at gribes af Tidsaanden og som Oldtids Præster, med Sværd ved Lænden, at virke i dens Tjeneste, men hvor man seer en sand digterisk Frembringelse, maae vi dog bøje os for den, erkjende den, og i det højeste kun
Det er fortræffeligt skrevet!
Vil Du selv læse det! Nu kommer Handlingens Gang, saaledes, som Du selv har nedskrevet den, og de Skjønheder, Du udpegede!
Ja, Du overtalte mig dertil! – jeg har sagt, at Du skulde kun slette ud, hvor Du ikke ganske var af min Mening.
Jeg har ogsaa slettet ud det lille Stykke om Din tidligere Originalitet.
Ja, men kjære Ven! Det kunde nu allermindst gaae ud! saa misforstaaer man min hele Virken! det maa sættes ind igjen!
Ja,
Det er nydeligt – og det er virkeligt sandt hvad Du siger om min Beskedenhed! – Men Du skulde ikke skrive, at nu først var jeg en Digter! – Herre Gud, dette Stykke!
Det er, som jeg siger Dig nu, det eneste, men ogsaa højst udmærket Poetiske, Du har skrevet. Nu staaer Du fast. Her kommer Alt det Du selv har sagt!
Du maa være taus! Det kan saa let misforstaaes, saa overordentlig let blive mistydet.
Hvo kjender sit Stykke bedre end Forfatteren. Hvo hører mere tale om det og mere forskjelligt end han. Selv om Du havde skrevet hele Critiken, som Du ikke har, jeg vilde forsvare det. Skrev ikke den store Walter
Lad ham bare ikke sætte Navn under, for han har ingen Anseelse som Tænker.
Enten han sætter Navn under eller ei, det er lige meget! skriver han den, saa fortæller han ogsaa, han har skrevet den. Tie kan han ikke!
Naar han har saa megen Glæde af mit Stykke, saa faae ham heller til at skrive et lille Digt til mig, hvori han udtaler sig! naturligviis naar han er inspireret! Du optager det kun naar Du finder, at det virkelig er heldigt. Jeg beholder lidt din Anmeldelse, løber den igjennem i mit Kabinet og Du tager
Tiende Scene
MALEREN HERZMANN. COMPONISTEN SØRENSEN. (elegant klædt) DE FORRIGEHer har Du Hjerterknægt og en Følgesvend! nu vide vi, hvad Kjærlighed er, vi have seet dit Stykke. Det er Vers, Vers
Jeg priser mig meget lykkelig ved at blive kjendt af en Mand, med en Genialitet, som deres. Eugene Sue har givet os en
Tak Herzmann, at Du bringer mig en saadan Mand i mit Huus. Hr. Sørensen, tør jeg igjen præsentere dem for vor dygtige Redacteur Momsen, Udgiver af »Tidsaanden!«
De har ingen nye Compositioner? Intet Værk under Pennen, som jeg i næste Nummer, naar jeg anmelder deres Hjemkomst til Fædrelandet, kunde berøre.
Han har den halve Kufffert fuld. Fortæl! nu begynder Din Udødelighed! »
Det er et stort musikalsk Tonemaleri! Det er meget betydeligt! Det begynder med Dandsemusik og hvad jeg vil kalde uanstændige Hyl, de antyde Tidens Fordærvelse. Saa kommer Regnveiret; Floderne svulme, Havet vælter – saa kommer Bønnen, som Noas Familie holder, Dyrene gaae ind i Arken; det er ganske efter Naturen; Løven brøler, Lammet bræger.
Paa hvilket Instrument bræger det?
Det er Fagotten! Du skal høre, hvor naturligt. Saa komme de store Bølgeslag, Arken sejler – det bliver meer og meer piano; Duen flyver ind og Regnbuen
Det er genialt! Det maa De skrive mig op!
Det ender med en Jubel-Finale!
Der er Noget ved Karlen! – og der er Noget ved Dig, Jespersen! jeg har begyndt paa et Billede efter Dit sidste Værk. Det bliver et
Hvad Motiv har Du taget.
Seer Du! midt paa Papiret staaer dit forbandede dejlige Vers, »der er en Flamme i mit Bryst«, og uden om er der en Ramme, en
Du har mere Genie end Du selv troer.
Det skal Du dog ikke sige.
Vort lille Danmark er rigt paa store Mænd.
Den lille Plet her rummer saaledes tre!
Siig fire, Momsen! Du udfylder værdig Din Plads! Ja, der er noget glædeligt i at see saa mange skjønne Frugter trives, og det i Slud og Regn. I spise dog Alle lidt Frokost derinde! – og saa komme I alle tre til Middag; jeg inviterer! min Kone vil skjænde paa mig og undskylde for Retterne. Her er Spisestuen! jeg kommer paa Minutet, jeg har kun to Ord at læse i mit Arbeidsværelse. De behager!
Nu maa jeg ind og læse Anmeldelsen! (gaaer over mod sit Værelse, aabner Døren og vil træde ind, men farer forfærdet tilbage, Wendel kommer ud med Manuscriptet i Haanden.)
Ellevte Scene
WENDEL. JESPERSENJesus!
Jespersen! Det er jo mit gamle Stykke.
Bort!
Jeg kjender hele Stykket igjen!
Ja, ja!
Hvad, troer Du jeg er et Gespenst! (leer.) Lys levende har Du mig! Har Din Kone ikke sagt Dig, jeg er her.
Wendel! Gud forbarme sig, Du lever!
Og besøger Dig strax! læser strax Dit nye Stykke! Din Kone vilde have, jeg skulde kjende det! – Jo, jeg kjender det godt! Det er jo mit gamle Drama, det jeg skrev i de Dage! al min Kjærlighed til Din Søster er gaaet op deri! Det er ikke saa daarligt endda.
Tys! tal dog ikke saa! – Wendel, Gud velsigne Dig! Du lever! er kommet tilbage igjen! det overrasker mig! Det glæder mig! jeg vil tale ærligt med Dig! Du elskede min Søster, min salig Fader var Dig imod, jeg var Din Ven! Du var ulykkelig!
Og nedskrev hele min Kjærlighed i et Stykke: Den nye Romeo.
Du gav mig det! Ingen fik det at see! Det veed Gud, jeg holdt mig Løfte! Det laae i min Pult! Du var rejst – Du døde! – ja Du døde, og jeg læste Dit Stykke med Taarer og inderlig Følelse! Wendel, det var for godt at ligge hen – jeg gav det ud!
Ja, det er fortræffeligt! og da Du havde lovet mig, at det og mit Navn aldrig skulde nævnes sammen! saa satte Du Dit paa!
Ja, Wendel, saaledes var det, saaledes er det! – Hvad er nu Din Hensigt!
Det er at see mine Venner i Danmark, nu jeg selvstændig og fri kan tumle mig her, række Dig Haanden og bruge dem begge to, naar jeg seer Dit Stykke.
Wendel! Du er et ædelt, velsignet Menneske! Er Du forliebt i min Søster endnu! – jeg skal gjøre Alt.
Tak min Ven! – Du skal ikke skrive for mig i hendes Hjerte; – lad Dit Huus staae mig aabent, jeg vil prøve at vinde som Mand, hvad jeg ikke vandt som fattig Candidat! Mit lille Arbeide har gjort Lykke, skaffet Dig Glæde! Jeg er ingen
Tys!
Tolvte Scene
Alle Gjæsterne træde ud med fyldte Glas.Forfatteren leve! Hurra!
Men Du bukker jo ikke, søde Jespersen!
Jeg takker! jeg takker!
Jeg siger, hvad jeg nylig sagde! Alt hvad Du har skrevet før er
Tak Momsen! tak!
De klinker dog med mig, til Forfatterens Skaal!
Jeg klinker!
Lykke med hans Kjærlighed!
Lykke!
Hurra!
Gud, hvad maa Du ikke føle Mand! hvor det maa være saligt at være en Digter, som Du er det!
Ja, det kan Du troe!
Henvis til værket
H.C. Andersen: Den nye Barselstue. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 12: Skuespil III 1844-1849. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.