Om Forladelse! man har sagt mig, at det er her, Hr. Jespersen boer, kan jeg have den Ære at tale med ham?

Men, du min Gud! tager jeg Fejl! De ligner –?

Mit Navn er Dr. Wendel! Jeg er Læge –!

Dr. Wendel! men De er jo død!

Ikke saa ganske! – og De –? De er Christine, om jeg tør nævne Dem ved deres Fornavn! De kjender mig igjen?

O min Gud! De lever! Det er jo velsignet! Wendel! Hr. Doctor? Alle Mennesker sagde, De var død i America! – Det var saa vist! O hvor mange Aar ere ikke gaaede! – Nu, det kan jeg lide, at man staaer op fra de Døde og besøger sine gamle Venner! De kommer dog lige fra den anden Verden!

Og der har Lykken været hos mig! Den fattige Candidatus chirurgiæ har paa forskjellige Maader lagt sig godt ud! – Og De – De, Frøken, er den første, jeg skal træffe i det Huus, jeg først søger til. De er da gift? Forlovet?

Eller Enke? Nej, jeg er ikke gaaet den Vei! Men kan jeg begribe, at vi see Dem igjen!

Lidt mere drapperet med Kjød, lidt tyndere i de brune Lokker, forresten i Sindet ganske den Samme, som før, og De er ogsaa den Samme, ganske den Samme!

Ikke saa ganske end da! jeg har lagt mig efter Tandpine, Hold i Siden, Godmodighed – og andre saadanne agtværdige Ting, som komme med Alderen. Men De maa ▶fortælle mig om den anden Verden! Det vil sige om Dem selv, for, om De husker fra gamle Tider, Naturbeskrivelser falde ikke i min Smag.

Mit Liv er en heel Roman, som da i Grunden ethvert Menneskes er det, naar man kun betragter det Oplevede ret. De veed, i hvilket Humeur jeg forlod Danmark.

De havde den Gang et ganske eget Talent til selv at gjøre Dem Livet suurt. De gik til Hamborg, – jeg husker godt den Dag De reiste – Fra Hamborg gik De til America, og to Aar efter hørte vi, for aldeles sikkert◀, at De var død.

Det blev en lang Historie, skulde De høre Alt i hele sin Sammenhæng! kun det vil jeg i Korthed sige Dem, at det i Ny-York gik mig daarligt. Jeg reiste til Brasilien, Skibet forliste – jeg hørte mellem de Faa, som bleve reddede. I Brasilien gik min Lykke-Sol op, jeg fandt et Hjem der, jeg fandt Praxis og tilsidst – – Jeg er Enkemand!

Hvad! De har været gift!

Ja! – Nu kan jeg jo godt sige det! – Vi ere Begge blevne ældre, femten Aar ældre; – mit Blod er roligere! Jeg troede den Gang, at De holdt af mig! – og det gjorde De ikke, Deres Fader endnu mindre. Saa løb jeg ud i den vide Verden. I Brasilien lærte jeg at kjende en Dame, noget ældre end jeg, en fortræffelig, velsignet Kone. Jeg fik hende kjær, som en Broder sin Søster, hun holdt paa en heftigere Maade af mig; vi bleve gifte og have levet lykkelige sammen i elleve Aar; og det ikke blot ved al den ydre Lykke, hendes Formue kunde skjenke os, men ved indre Tilfredshed, ved et velsignet Hjem. Hun døde for to Aar siden! Jeg er nu i en uafhængig sikkret Stilling; jeg længtes efter mine Ungdoms Venner, efter det gamle Kjøbenhavn, og igaar – traadte jeg her i Land.

Er det en Historie?

Ja een af det virkelige Livs og den Slags er tidt langt mere sammensatte og forunderlige end de, der flyde fra en Digters Pen.

De vil finde meget forandret –! men vi ere gaaede frem.

Alt her hjemme er prægtigt! Alt er ungt og dog saa gammelt! jeg troer, at jeg paa Vejen herhen har staaet hundred Gange stille for at see, og atter see, hvad de Andre gik ligegyldige forbi. Tagene forekomme mig saa spidse og høie, nu da mit Øie i mange Aar har vænnet sig til at see dem flade. De begriber ikke, hvor mine Fingre brændte her i Gaden efter at ringe paa den første Portklokke jeg saae, »Der hænger det gamle Ringetøi!« – raabte jeg »og Vandposten!« – Ja, jeg maatte hen til den og gjøre to stærke Slag. Folk stod stille og saae paa mig!

Det troer jeg nok! –

Jeg var da inde i Porten hos Amagerkonen, for at see paa hendes Kurve med Grønt, hendes mange Skjørter, – see paa Gulerødder og Silleri fra det gamle Amager! – Jeg gav en Skilling til den første Gadedreng, jeg hørte skjælde en anden ud: »forbandede Rad!« Ja, det kan De nu ikke forstaae hvad der ligger i Ringetøj, Vandposte og Amagerkoner? Gaae til America og kom herhjem igjen om femten Aar, saa gaaer det strax op for Dem. – Men deres Broder Jespersen, min gamle Ven, han er jo blevet en af vore store Forfattere!

De vil strax faae ham at see!

Alt i Hotellet i Aftes hørte jeg af Værten min Vens Berømmelse, hans Giftermaal – – –

Det er ti Aar gammelt.

Jeg hørte, at De, Frøken, var her i Huset – at deres Fader for flere Aar siden var død.

Meget har forandret sig! Meget! – – – Min Broder er i dette Øieblik ude, men kommer ganske vist snart hjem, da han i Formiddag kan vente mange Visiter! – Igaar gik hans første Stykke og gjorde Lykke, nu skulle vi høre hvad Bladene sige. Ja De kjender ikke vore Blade.

Jo, »Mephistopheles!« Det blev mig strax igaar anbefalet og præsenteret.

Det er det morsomste Blad vi har, det vil sige, naar man ikke selv staaer i det, for saa er det nederdrægtigt. Det holdes ikke i fornemme Huse uden af Portneren eller Kudsken, men det slides dog op af Herskabet.