H.C. Andersen

Den nye Barselstue

Originalt Lystspil i een Act

1845

Opført første gang 26. marts 1845

Personerne

JESPERSEN, Poet
Fru JESPERSEN
CHRISTINE, hans Søster
Doctor WENDEL
En Frue
En Rebslager
Baronen
MINDAL, Particulier
Frøkenen
Secretairen
MOMSEN, Redacteur
HERTZMANN, Maler
SØRENSEN, Componist

Scenen er i Kjøbenhavn i vor Tid.

Et ret hyggeligt Værelse hos Hr. Jespersen. En Dør til Højre fører ud paa Gangen, en anden til Venstre fører ind i Hr. Jespersens Arbejdsværelse, en tredie, i Baggrunden, er Indgang til Spisestuen.

Første Scene

CHRISTINE (med et Papir i Haanden).

I Alt fem og tredive Personer! – De komme rigtignok til at sidde knebent! men vi maae have dem Allesammen, ellers blive de vrede. Det er rigtignok et temmeligt stort Knald, og Frokosten kan man godt regne for General-Prøve paa det. Smaa Fut havde vi da næsten hver Aften i to Maaneder, saalænge min Broder læste Stykket høit. Gud bevar’ os, hvad det koster at være Poet, naar man skal gjøre Opsigt og ikke lade det staae til med Geniet alene! Jeg er bange det gaaer her ligesom til Skræderens Gilde, hvor de aad Barnet med! Hele Profitten gaaer nok! – Men lad den gaae, Barnet har gjort Lykke; igaar blev det første Gang præsenteret, idag komme Gratulanterne! Det er ordentlig ligesom om vi havde Barselstue; men Fatter er Moder til Barnet! – føj – hvor det er en nedrig Tanke af en kjødelig Søster! men jeg faaer ligesom en Skræk ved at tænke paa min Holberg. Jo min Broder har virkelig selv skrevet Stykket! det er rigtignok det Bedste han nogensinde har gjort! Poesien er nu endelig rigtig kommet over ham! – Det ringer! – Nu begynder Barselvisiterne!

(gaaer hen og aabner Døren til Gangen.)

Anden Scene

CHRISTINE. DR. WENDEL
WENDEL

Om Forladelse! man har sagt mig, at det er her, Hr. Jespersen boer, kan jeg have den Ære at tale med ham?

CHRISTINE

Men, du min Gud! tager jeg Fejl! De ligner –?

WENDEL

Mit Navn er Dr. Wendel! Jeg er Læge –!

CHRISTINE

Dr. Wendel! men De er jo død!

WENDEL

Ikke saa ganske! – og De –? De er Christine, om jeg tør nævne Dem ved deres Fornavn! De kjender mig igjen?

CHRISTINE

O min Gud! De lever! Det er jo velsignet! Wendel! Hr. Doctor? Alle Mennesker sagde, De var død i America! – Det var saa vist! O hvor mange Aar ere ikke gaaede! – Nu, det kan jeg lide, at man staaer op fra de Døde og besøger sine gamle Venner! De kommer dog lige fra den anden Verden!

WENDEL

Og der har Lykken været hos mig! Den fattige Candidatus chirurgiæ har paa forskjellige Maader lagt sig godt ud! – Og De – De, Frøken, er den første, jeg skal træffe i det Huus, jeg først søger til. De er da gift? Forlovet?

CHRISTINE

Eller Enke? Nej, jeg er ikke gaaet den Vei! Men kan jeg begribe, at vi see Dem igjen!

WENDEL

Lidt mere drapperet med Kjød, lidt tyndere i de brune Lokker, forresten i Sindet ganske den Samme, som før, og De er ogsaa den Samme, ganske den Samme!

CHRISTINE

Ikke saa ganske end da! jeg har lagt mig efter Tandpine, Hold i Siden, Godmodighed – og andre saadanne agtværdige Ting, som komme med Alderen. Men De maa fortælle mig om den anden Verden! Det vil sige om Dem selv, for, om De husker fra gamle Tider, Naturbeskrivelser falde ikke i min Smag.

WENDEL

Mit Liv er en heel Roman, som da i Grunden ethvert Menneskes er det, naar man kun betragter det Oplevede ret. De veed, i hvilket Humeur jeg forlod Danmark.

CHRISTINE

De havde den Gang et ganske eget Talent til selv at gjøre Dem Livet suurt. De gik til Hamborg, – jeg husker godt den Dag De reiste – Fra Hamborg gik De til America, og to Aar efter hørte vi, for aldeles sikkert, at De var død.

WENDEL

Det blev en lang Historie, skulde De høre Alt i hele sin Sammenhæng! kun det vil jeg i Korthed sige Dem, at det i Ny-York gik mig daarligt. Jeg reiste til Brasilien, Skibet forliste – jeg hørte mellem de Faa, som bleve reddede. I Brasilien gik min Lykke-Sol op, jeg fandt et Hjem der, jeg fandt Praxis og tilsidst – – Jeg er Enkemand!

CHRISTINE

Hvad! De har været gift!

WENDEL

Ja! – Nu kan jeg jo godt sige det! – Vi ere Begge blevne ældre, femten Aar ældre; – mit Blod er roligere! Jeg troede den Gang, at De holdt af mig! – og det gjorde De ikke, Deres Fader endnu mindre. Saa løb jeg ud i den vide Verden. I Brasilien lærte jeg at kjende en Dame, noget ældre end jeg, en fortræffelig, velsignet Kone. Jeg fik hende kjær, som en Broder sin Søster, hun holdt paa en heftigere Maade af mig; vi bleve gifte og have levet lykkelige sammen i elleve Aar; og det ikke blot ved al den ydre Lykke, hendes Formue kunde skjenke os, men ved indre Tilfredshed, ved et velsignet Hjem. Hun døde for to Aar siden! Jeg er nu i en uafhængig sikkret Stilling; jeg længtes efter mine Ungdoms Venner, efter det gamle Kjøbenhavn, og igaar – traadte jeg her i Land.

CHRISTINE

Er det en Historie?

WENDEL

Ja een af det virkelige Livs og den Slags er tidt langt mere sammensatte og forunderlige end de, der flyde fra en Digters Pen.

CHRISTINE

De vil finde meget forandret –! men vi ere gaaede frem.

WENDEL

Alt her hjemme er prægtigt! Alt er ungt og dog saa gammelt! jeg troer, at jeg paa Vejen herhen har staaet hundred Gange stille for at see, og atter see, hvad de Andre gik ligegyldige forbi. Tagene forekomme mig saa spidse og høie, nu da mit Øie i mange Aar har vænnet sig til at see dem flade. De begriber ikke, hvor mine Fingre brændte her i Gaden efter at ringe paa den første Portklokke jeg saae, »Der hænger det gamle Ringetøi!« – raabte jeg »og Vandposten!« – Ja, jeg maatte hen til den og gjøre to stærke Slag. Folk stod stille og saae paa mig!

CHRISTINE

Det troer jeg nok! –

WENDEL

Jeg var da inde i Porten hos Amagerkonen, for at see paa hendes Kurve med Grønt, hendes mange Skjørter, – see paa Gulerødder og Silleri fra det gamle Amager! – Jeg gav en Skilling til den første Gadedreng, jeg hørte skjælde en anden ud: »forbandede Rad!« Ja, det kan De nu ikke forstaae hvad der ligger i Ringetøj, Vandposte og Amagerkoner? Gaae til America og kom herhjem igjen om femten Aar, saa gaaer det strax op for Dem. – Men deres Broder Jespersen, min gamle Ven, han er jo blevet en af vore store Forfattere!

CHRISTINE

De vil strax faae ham at see!

WENDEL

Alt i Hotellet i Aftes hørte jeg af Værten min Vens Berømmelse, hans Giftermaal – – –

CHRISTINE

Det er ti Aar gammelt.

WENDEL

Jeg hørte, at De, Frøken, var her i Huset – at deres Fader for flere Aar siden var død.

CHRISTINE

Meget har forandret sig! Meget! – – – Min Broder er i dette Øieblik ude, men kommer ganske vist snart hjem, da han i Formiddag kan vente mange Visiter! – Igaar gik hans første Stykke og gjorde Lykke, nu skulle vi høre hvad Bladene sige. Ja De kjender ikke vore Blade.

WENDEL

Jo, »Mephistopheles!« Det blev mig strax igaar anbefalet og præsenteret.

CHRISTINE

Det er det morsomste Blad vi har, det vil sige, naar man ikke selv staaer i det, for saa er det nederdrægtigt. Det holdes ikke i fornemme Huse uden af Portneren eller Kudsken, men det slides dog op af Herskabet.

Tredie Scene

EN FRUE. DE FORRIGE
FRUEN

Om Forladelse at spørge, er Hr. Digteren ikke hjemme.

CHRISTINE

Er det Hr. Jespersen, De vil tale med!

FRUEN

Ja det er det! jeg maa sige Dem, at han er min Forfatter. Han skriver saa sindrigt og jeg holder ikke af det Svulstige. Om Forladelse, at jeg saaledes lige begynder at tale om poetiske Materier, men de passe jo i en Digters Huus, og De er vist vant til at høre Sligt. De er rimeligviis Fruen selv? – Gud hvor det maa være lykkeligt at være gift med en Digter!

CHRISTINE

Nej, han er min Broder!

FRUEN

O nej! De kan umuligt være hans Moder! Er han saa ung?

CHRISTINE

Jeg siger, han er min Broder!

FRUEN

Ja, det kan jeg forstaae! jeg maa sige Dem, ved visse Vinde hører jeg ikke godt paa det ene Øre; ellers har jeg Gud skee Lov en god Hørelse. Men jeg taler saa meget! Det var Digteren, jeg ønskede at occupere lidt. Jeg skal sige Dem, jeg har mistet en Tante, som nogle slette Mennesker have tilvundet sig og vendt fra den egentlige Familie, for at arve hende, og det er da ogsaa lykkedes! De have faaet Trevl og Traad! Nu har jeg altid gaaet for et godt Hjerte og det skal jeg see at bevare og vise, og derfor vilde jeg gjerne bede Deres Hr. Broder, at skrive et lille Sørge-Digt for mig, et Digt, som jeg kunde lade indrykke. Vel har jeg ikke arvet noget, men Tante er og bliver dog altid min Tante.

CHRISTINE

Kjender min Broder noget til hende?

FRUEN

Saa! gjorde han?

CHRISTINE

Jeg spørger, om min Broder kjender Deres salig Tante; for kjender han hende ikke, saa vil det være vanskeligt for ham at skrive andet end noget Almindeligt, dersom han skriver.

FRUEN

Jeg vil tillade mig at opgive nogle Ideer og Tanker. Seer De, det er nogle meget slette Mennesker, som have lokket Tante fra Familien. Konen skal ikke due og Manden har store Fejl; man siger, han drikker og har liaisons! – Jeg har grædt mine modige Taarer over Tante, – nu kan Deres Broder sætte det sammen, ligesom han vil.

CHRISTINE

Vil De ikke komme en anden Tid, f. Ex. imorgen tidlig, at De selv kunde tale med ham.

FRUEN

Ja, betale ham vil jeg! Det er ikke mere end billigt. Det er jo nu hans Levebrød! men saadan en Mand kan man jo ikke byde Penge! jeg vil tillade mig at aflægge et Nummer paa en Kappe, jeg har i Lotteri; det er en Rigsdaler Nummeret, og vinder Deres Broder Kappen, den er Bobinets, nydelig broderet, saa er det saa godt, som rene otte Rigsdaler. Altsaa imorgen Klokken – –?

CHRISTINE

Ni! lidt over ni!

FRUEN

Jeg vilde ikke gjerne have mit Navn under Verset, men nok det første Bogstav og fem Prikker, for saa gjætter man nok paa mig. Om Forladelse!

(nejer og gaaer.)

Fjerde Scene

DE FORRIGE uden FRUEN, lidt efter FRU JESPERSEN
WENDEL

Hun var god! Kommer her flere af den Slags? Jeg kan godt lide originale Folk; og næsten maa jeg troe, at der er Noget i hvad man siger, at Originalerne altid banke paa Poeternes Døre! – Hun maa have et Vers! om jeg saa selv skal gjøre det! – Ja det er mange Aar siden jeg gav mig af med Sligt!

CHRISTINE

Men det er Synd, for jeg troer virkelig, De havde Talent! – De skjulte saa skrækkelig Deres Lys under en Skjeppe. (Fru Jespersen træder ind.)

Min Svigerinde! (Til Fru Jespersen) Johanne! veed Du hvem den Herre er? – Tænk Dig! Det er Philips Ven! Doctor Wendel, som vi troede død! Han kom igaar lige fra Amerika.

FRU JESPERSEN

Det er første Gang jeg seer Dem! – men jeg har hørt saa ofte tale om Dem! – Hvor det vil glæde min Mand! – Ja De er vel ikke uvidende om det Bifald, hvormed hans nyeste Arbejde er optaget; i disse Dage tale jo Alle derom.

WENDEL

Jeg har hørt det og glæder mig til selv at blive Enthusiast ligesom de Andre. Det handler jo om – –?

FRUEN

Kjerlighed! Det gamle, evigt unge Thema, Kjerlighed og det er ogsaa Titelen. Jeg forsikkrer Dem, at jeg ved flere Steder deri har sagt til mig selv: saadan en Mand har Du! Det har han følt, Det har han sagt! – Men nu skal det vist rives ned, det bliver jo Alt hvad han skriver, naar han træder op som Digter! – Derimod, dømmer han, ja saa er det overmaade godt!

CHRISTINE

Folk troer, han kan læse perfect, men ikke skrive.

FRUEN

Christine! Alle Folk sige om dette Arbejde, at det er udmærket; at just det Lyriske, som man har villet nægte ham Talent for, har her en mærkværdig Flugt! Men De vil selv kunne overbevise Dem! – Hr. Doctor! De er min Mands Ven, De er vor! – De bliver nu her hos os til han kommer hjem, De nyder en lille Frokost, Bordet staaer dækket derinde, og naar De har nydt den, fører jeg Dem ind i min Mands lille Kabinet, der er en Gyngestol, hyggeligt og godt, – Manuskriptet ligger paa Pulten, De læser deri, saalangt De kan; De er inde i Digtningen, naar min Mand kommer! – O det vil røre ham! – En Ven, som er død og dog lever, kommer fra Amerika og kjender hans nyeste Digtning! – De leer vist af mig?

WENDEL

Leer? De foreslaaer mig jo noget saa Behageligt! Frokost trænger jeg ikke til –!

CHRISTINE

Jeg kan ikke lade være at tænke paa Holbergs Barselstue! nu skal han her ogsaa lige strax bag Skærmbrættet, for at see den søde Unge og sige den er dejlig.

FRUEN

Christine! Ja De kjender hende vist igjen fra gamle Dage! Hun er ikke forandret!

CHRISTINE

Vi synes jo Alle godt om Barnet, i lyrisk Henseende, og han vel ogsaa, han finder Alt herhjemme dejligt, lige til Vandposten!

FRUEN

Det kan jeg lide af Dem! – Ja Christine leer nu! – men jeg finder ogsaa Alt saa velsignet her hjemme i vort lille kjære Danmark. Har De paa Deres lange Rejser seet noget saa smukt, som vore Bøgeskove? – Og nu har vi faaet Tivoli! jeg veed af Flere, der have rejst meget, at vort Tivoli er det første.

WENDEL

Tivoli har dog ikke slugt Dyrehaven?

CHRISTINE

Dyrehaven er det traurigste jeg kjender! Jeg besøgte den ifjor; jeg havde ikke været der i sex Aar. Det var ligesom jeg kom til Begravelse. Lirekasserne græd, Folket gik op og ned ad Bakken og holdt hinanden i Hænderne, ret ligesom om de havde mistet det Kjæreste de ejede, Jøden var ikke meer under Træet, Mester Jakel var ikke den Gamle, og Gyngen gik tom omkring til Bertrands Afskedsqvad.

Femte Scene

EN REBSLAGER. DE FORRIGE
REBSLAGEREN

Tør jeg spørge, er det ikke her, der boer en Digter.

FRU JESPERSEN

Jo, det er min Mand.

REBSLAGEREN

Jeg vilde spørge, om de ikke skulde have Brug for en Comedie?

CHRISTINE

Hvad mener han?

REBSLAGEREN

Om de vil kjøbe mig en Comedie af?

CHRISTINE

Er det en trykt Bog han vil sælge?

REBSLAGEREN

Nej, det er en jeg selv har skrevet! Det vil sige min Kone og Jomfru Madsen har hjulpet. Jeg vilde gjerne sælge den og saa troede jeg, at det var rigtigst jeg gik til Een af Dem, hvis Comedier blive agerede; for de kunne nu faae dem saaledes op, og siden tjene deres Penge!

FRUEN

Hvorledes falder De paa Sligt?

CHRISTINE

Hvo har sendt ham herop?

REBSLAGEREN

Det har en Maskinkarl, som jeg kjender! Han sagde rigtignok, jeg skulde gaae til ham selv og ikke til Fruentimmerne. Jeg troede, han vilde kjøbe mig den af og siden fortjene paa den.

CHRISTINE

Hvad hedder den Comedie?

REBSLAGEREN

Er De maaskee Herren selv?

CHRISTINE

Nej, jeg er ikke gift endnu.

WENDEL

Hvad hedder deres Stykke?

REBSLAGEREN
(tager Manuskriptet frem).

Den hedder Hu! Den skulde nu egentligt være kaldet Fy! men det syntes min Kone og Jomfru Madsen ikke om, og saa kaldte jeg den »Hu«. Det er egentlig en virkelig Historie! Den handler om en heel Familie af vort Bekjendtskab, men vi have forvansket Navnene, for jeg vil ikke have Folkene til Nar. Men artig er den.

CHRISTINE

Det er et meget lille Stykke! saaledes til en halv Time.

REBSLAGEREN

Halv Time! – nej hun trækker længere, lille Frue! Hun gaaer paa en heel Aften. Jeg har læst den nu to Søndage i Træk og den tog hele Aftenen med; naturligviis fik vi lidt Smørrebrød og en Taar; vi snakkede lidt imellem, og skoftiserede over eet og andet og saa gik hele Aftenen.

FRUEN

Min Mand har neppe Brug for Deres Comedie.

CHRISTINE

Han gjør dem selv!

FRUEN

Man bruger ikke saaledes at kjøbe Andres; iøvrigt er min Mand at træffe hver Morgen fra 9 til 11.

REBSLAGEREN

Vil Fruen forberede ham paa det! Jeg er Rebslager, men har ikke egen Bane. Hvad min Comedie angaaer, saa har den det for sig, at den er virkelig!

FRUEN

Mellem 9 og 11.

(aabner Døren).
REBSLAGEREN

Jeg tænker, at naar han kjøber mig den af, at han er Mand for at faae den paa en rød Plakat, for saa er den mere mærkbar!

(gaaer).
FRUEN

Lad ham kun komme imorgen! Det er en Original! ham kan min Mand bruge! Og nu, Hr Doctor, maa jeg føre Dem ind i Kabinettet! (studser). Baronen –!

Sjette Scene

DR. WENDEL. FRU JESPERSEN. CHRISTINE. BARONEN
BARONEN

Tør jeg bringe min allerunderdanigste god Dag! Min Gratulation til Hr. Gemalens nye Stykke! Det er superb. Han har ganske udmærket sat sig ind i Lyriken.

FRUEN

Hr Baron! – Tør jeg præsentere Dem en Ven af min Mand, en særdeles Ven fra unge Dage. Dr. Wendel fra Brasilien.

BARONEN

Det er mig en Ære – (til Fruen). Vil de forestille mig!

FRUEN

Baron Banke!

BARONEN

Har De seet det charmante nye Stykke »Kjærlighed«. Der er paa Engelsk en Roman, som har samme Navn: »Lowe«, Kjærlighed; men høist forskjellig dog! Hr. Jespersen er ganske Schillersk, ganske a la Cabale und Liebe. – Der er en superb Procession og en Stjernehimmel –! Magnifiqve! Og saa Ordene, Poesien, Lyriken. Stykket vil blive seet af hele corps diplomatiqve. Jeg har talt derom! – enfin!Naar kun den Prinds blev spillet bedre, men det er, som de Mennesker aldrig havde seet en Hofkavaleer! –

CHRISTINE

Og om de havde seet, saa kom det an paa at opfatte. –

BARONEN

Naturligt!

WENDEL

Af Alt hvad jeg hører, har Literaturen vundet et nyt Værk af Betydenhed!

BARONEN

Literaturen! ak! – Det er sørgeligt at sige! men vi have ingen Literatur. Vi Dannede, Noblessen, vi læse ogsaa kun Engelsk og Fransk! – aldrig Dansk – aldrig. Her er ikke Noget at tage i vort Land! Stridsskrifter, Smaavers og Historier, det er ingen Literatur! – Den danske Literatur er Nul, – jeg har Mod til at sige det: Nul! – Nu først synes Isen brudt, Lowe – Kjærlighed, har brudt Isen! – Kjærlighed arrangerede Chaos, Kjærlighed arrangere vor Literatur! Stykket er superb, ganske a la Corneille og Victor Hugo!

WENDEL

Den nyere danske Literatur er mig ganske ubekjendt, og næsten ogsaa den fremmede. Under mit Ophold i Brasilien maatte jeg søge Poesi, ikke i Bøger, men i Naturen.

BARONEN

Brasilien maa være høist poetisk, høist pitoresk; jeg har læst et magnifiqve Værk derover.

WENDEL

Naturen der er rig og stor, en sand Sacuntala! Men jeg hører til de Verdens Børn, for hvem Naturen ikke er nok! jeg længes efter Culturen, og den bygger i Europa.

BARONEN

Cultur! ja, det er nu hos os: at tale raskt, at rive de Fornemme ned, at nivellere! – De veed det nu ikke, men De vil snart v,ide det! Hos os føre Journalerne Ordet! Alt hvad der i Ludvig den 14des Tid stod paa højre Side Thronen skal nu ligge i Rendestenen! Der skrige de paa Adel og Adel, og en ussel Gaardmand har dog i vor Tid hele den Kaste-Stolthed, som de beskylder Adelsmanden for. Lad en Huusmands Søn frie til en Gaardmands Datter, der bliver værre Skrig om Mesaillance, end om min Søn vilde ægte en Borgerlig. Krapylet ligner ganske Noblessen, men det skrives der ikke om!

WENDEL
(sagte til Christine).

Kommer han ogsaa imorgen mellem ni og elleve?

BARONEN

De siger vist noget moersomt! O ja, hvad hjælper det man taler. De vil ikke kjende Danmark igjen, Skarnet vil opad! Lykkelig den, som er født af en Skomager! Folket snakker! Folket har Sympathier. Det kommer Altsammen fra Journalerne. Jeg veed nok, naadige Frue, Deres Mand skriver i Dem, men han er en fornuftig Mand! – Gid han engang vilde opponere! skrive de andre sønder og sammen! men det er ikke Umagen værd! – Man skal ikke ærgre sig! – Min Herre! – Naadige Frue! – charmante Frøken! – Det glæder mig, at jeg har havt den Lykke at hilse paa dem! – –

FRUEN

Men Hr. Baron! De maa ikke gaae! Frokostbordet staaer dækket. Skinken venter paa det første Snit! – Vi maa see dem her lidt længer! –

BARONEN

Deres Bord er nu altid saa udsøgt! avec un gout! iøvrigt sees vi iaften paa Italienerne! (til Wendel.) Der maa De hen! – Det er smaat! enfin! smaat, som Landet, som vi! men det er Opera! synge de ikke, saa spille de! og spille de ikke, saa er der Liv, det er Mennesker! De har gjort Epoke! – I at hylde Frokosten hylder jeg den naadige Frue!

(gaaer ind i Spiseværelset).
FRUEN (til Wendel.)

Og De vil ikke gjøre Selskab? –

WENDEL

Dersom De forlader os, vil jeg heller nyde det Digter-Arbeide, som skaffer min Ven saa megen Ære! –

FRUEN

Værelset er ikke stort, men hyggeligt.

(fører ham ind i Hr. Jespersens Kabinet).
CHRISTINE

Det havde jeg ikke drømt om imorges da jeg stod op! Wendel lever, han er her igjen – og vort Huus er det første han besøger. Det sagde han i det mindste. Enkemanden kommer til den gamle Jomfrue. Hvor Tiden løber. »Før Rosen veed det, er den en gammel Hyben!« – siger Poeten. Det ringer!

(gaaer hen og aabner Døren).

Syvende Scene

CHRISTINE. PARTICULIER MINDAL
CHRISTINE

Hr. Particulier! – Gud, hvor det er en dejlig Vest! – De straaler ogsaa alle Tider.

MINDAL

Man pynter om det Gode man har, og Hjertet er mit eneste Gode. Digteren er vel hjemme? Og – ja man kan ikke sige Digterinden, her er det eneste Tilfælde, hvor Konen ikke har Gavn af sin Mands Titel.

CHRISTINE

Min Broder er ude, men ventes hvert Øjeblik; i Salen her tætved træffer de Baron Banke og en lille Frokost, om De behager.

MINDAL

Frokosten lokker, Baronen skræmmer; han er et Fæ! – Han taler æsthetisk! – og det fik jeg nok af igaar. Jeg spiste hos Conferentsraad Lampe.

CHRISTINE

Naa, det er jo der hvor De siger man kun faaer stegte Faarekyllinger og Englebeen!

MINDAL

Ja, man spiser der gudsjammerligt! Ved alle Retterne sidder jeg og tænker paa det gamle Eventyr om Karlen, der tjente en Hex og altid til Frokost, Middag og Aften kun fik en Sild, hvor Kjødet ovenikjøbet var Øjenforblindelse. Jeg begriber ikke, hvorledes de laver Maden, for Lugt har den og Smag tildeels, men jo mere man spiser, desmere sulten bliver man.

CHRISTINE

Men saa har man Kunst ovenpaa, Kobberværker, Musik, Poesie.

MINDAL

Alle Slags Kunstnere trække de sammen og disse agere da Springvand for Gjæsterne; saa læser en Poet op, saa kommer en Maler med sin Mappe! Gud forbarme sig! jeg gyser altid naar jeg skal til at være Kunst-Elsker.

CHRISTINE

Men hos os faaer De ogsaa Kunst, De har jo maattet høre min Broder læse op!

MINDAL

Ja, det er noget andet! her staaer Kjøkkenet ypperligt i Harmonie med Kunstkammeret, og her har man min naadige Frøken at conversere. O hvor jeg har været ude i disse otte Dage; altid Diner!

CHRISTINE

Men saa har De jo havt overordentlig godt af Fasten igaar hos Conferentsraadens. Hvor har de nu dineret i Ugen. Det morer mig.

MINDAL

Lad mig see! Mandag – Mandag! –

FRU JESPERSEN
(træder ind fra Kabinettet og hilser).
CHRISTINE

Hr. Mindal er interessant og gjør Nar af sine gode Venner!

MINDAL

Nu vil De være ond! ja De har noget medfødt af det man kalder Braadden!

CHRISTINE

Men hvad der er os medfødt, kan man ikke gjøre ved.

MINDAL

Mandag! det var Proviant-Dagen! Det var, mærker De nok, hos Grossererens. Hvor de Mennesker leve! Det er ogsaa ene og alene derfor Folk komme der, thi Manden duer ikke, og Konen er en Gaas. Veed De det? Datteren er blevet forlovet! hun løber om i Dag at vise Kjæresten frem!

FRUEN

Forlovet! Med hvem?

MINDAL

Med Secretair Schweffel. Det er en reen Dreng, og en dum Dreng.

FRUEN

Men han er jo meget mindre end Kjæresten.

MINDAL

Ja, han er Knæstykke! Desto bedre kan hun føre ham; De komme nok her i Dag; De see ud sammen, som en Øldunk og en lille Pomadekrukke.

CHRISTINE

Engang sagde man, at De gjerne vilde have havt Dunken.

BARONEN

Aldrig! om hun saa var en Sparebøsse fyldt med Dukater! – Det var nu Mandags Dineen! I Tirsdags spiste jeg hos Grev Schwalbe, der er en meget skikkelig Mand, som man siger, naar man mener et Nul; Konen er Rasmus!

CHRISTINE

Er hun virkelig et saa brillant Hoved, som man paastaaer. –

MINDAL

Hun er infam! jeg nævner enhver Ting ved sit rette Navn. Hun er grov, inderlig grov! men det tager sig piquant ud i Silkekjole og i højere Kredse. Alle ere de bange for hende, Alle gjøre de Cour til hende; og Alle gjør hun Nar af! gamle Spaderdame! – I Onsdags var jeg hos Capitain Svingdorfs! Han er nu blevet liberal! Herre Gud, det er bare fordi han gik af fra Regimentet, før han selv vilde det. Bare Liberaler vare ved Bordet og saa blev der drukket skandinaviske Skaaler! Hvor Tiderne forandre sig! – jeg husker godt, for syv Aar siden fandt de det superb, naar Gadedrengene skreg efter en svensk Kane, og nu synge de: Kung Carl den unge Hjelte!« Der var da ogsaa Fru Broman, Pastorinden, hun som altid taler om Dyd og dømmer alle unge Mennesker saa strængt, men hendes egne to Labaner af Sønner ere de værste Don Juaner i hele Kjøbenhavn.

FRUEN

O, de fæle Drenge, jeg har hørt om deres Rygte; vor lille Sy-Jomfrue – –

MINDAL

Ja saa!

FRUEN

Nej, Gud bevare os! hun er en respectabel lille Pige, men jeg veed fra hende – –

MINDAL

Ja jeg kunde fortælle en skandaleus Historie om de to Drenge, men det lader sig ikke fortælle for Damer; jeg skal sige deres Mand Historien, saa kan han fortælle den.

FRUEN

Troer De, jeg hører skandaleuse Historier af min Mand.

MINDAL

Men den er superb! ægte kjøbenhavnsk! bundfordærvet!

Ottende Scene

FRØKENEN. SECRETAIREN. DE FORRIGE
FRØKENEN

Maa jeg saa præsentere ham. Her er Kjæresten! – – Gud, er De ogsaa her Hr. Particulier!

MINDAL

Jeg har Lykken med mig, jeg træffer sammen igjen med Dem og Hr Secretairen. Jeg har da allerede forkyndt Forlovelsen, De veed selv, hvor højt jeg skatter Dem, og Hr. Secretairen er min Ven, min inderlige kjære Ven!

FRUEN

Jeg gratulerer Dig Nicoline! – og Dem Hr. Secretair.

CHRISTINE

Saa I to skulle gaae Livets Vej sammen!

FRØKENEN

Jeg er lidt højere end han; det gjør ikke noget.

CHRISTINE

Naar han kun naaer til Hjertet.

FRØKENEN

Det gjør han, og lidt til! – Stil Dig op Adolf med din Ryg mod min; vær nu ikke flau! – Her er jeg hjemme i Familien, og det skal Du ogsaa være!

MINDAL

Frøkenen holder sig ikke rank! De sikker! –

FRØKENEN

Kan De staae rankere end jeg, saa skal jeg give Dem en Mark! Det er da ogsaa det samme i Ægtestanden, hvem der er længst, naar man kun passer for hinanden indvendig! – See her ere vi! – I Dag gaae vi om, ligesom nye Præsenter, for at sees paa! Vi have allerede været sex Steder. I Dag fører jeg ham om, igaar var jeg i hans Familie. O, det er grueligt at gaae første Gang til en Kjærestes Familie! men han vidste nu at sige noget moersomt hvert Sted; for det kan han!

SECRETAIREN Oh!
FRØKENEN

See, nu har han igjen noget Vittigt! jeg kjender ham paa Ansigtet. Du! Maa vi saa nu ogsaa gratulere til det nye Stykke: »Kjærlighed!« Alene Titlen er poetisk.

CHRISTINE

Ja især for Forlovede!

FRØKENEN

Jeg var der igaar og saae det! – jeg har aldrig moret mig saa dejligt! og han sad og hvidskede saadanne nogle vittige Ting! Han! Gud hvor Deres Mand forstaaer sig paa Kjærlighed, jeg skriver bestemt hele Stykket ud i min lille Bog, hvori der staaer saa meget smukt! – Adolf, fortæl noget af det Moersomme, Du sagde før om Conferentsraadinden. Han kan gaae efter hende.

SECRETAIREN Oh!
FRØKENEN

Nu er Du kjedelig! – Vi skal da males begge to; Adolf vil have det paa eet Stykke, og det har jeg ikke imod, for naar man er forlovede, saa er man jo engang paa Presenteerbakken. Men mit Ansigt træffer man ikke, for jeg har hundrede, og Maleren griber jo altid det, som er meest ækelt!

SECRETAIREN Oh!
FRØKENEN

Naar jeg nu siger det! – ja, jeg tager ham allerede! Jeg danner ham til Ægtemand. Nu vil vi paa Langelinie, saa ere vi seet, og saa kan vi gaae mere ugeneret! Han holder deilig under Armen.

FRUEN

De maa sandelig ikke gaae! Hr. Secretairen tager lidt Frokost, De maaskee ogsaa? Kaffe skal De have! – Saa gaaer De, Hr. Particulier, maaskee ogsaa med ind, og min Mand vil komme hjem og ikke miste den Glæde at have seet dem allesammen.

FRØKENEN

Vi have i Grunden ikke Tid! (til Kjæresten) Du er bestemt sulten!

SECRETAIREN Oh!
FRØKENEN

Jo, Du er! Du sagde det selv! –

MINDAL

Tør jeg være Kammerjunker! jeg aabner Døren.

(aabner Døren til Spiseværelset.)
FRUEN

Kom søde Nicoline! og saa lægger Du Hatten.

(De gaae Alle, paa Christine nær, ind i Spiseværelset.)
CHRISTINE

Det var en heel Slump Barsel-Visitter! og min gode Doctor Wendel sidder derinde med Barnet, signer og maaler det. Jeg maa nok sørge for Kaffeen!

(gaaer bort igjennem Spiseværelset.)

Niende Scene

HR. JESPERSEN og REDACTEUR MOMSEN (træde ind fra Gaden).
MOMSEN

Naa, Jespersen! Du har aldrig skrevet noget saa godt før! Jeg har altid holdt med Dig, naar de Andre vare glubske, – nu kan jeg slaae af fra den Side! nu har Du viist Verden, Du har Genie! jeg har før ikke fundet det – egentlig ikke fundet det meget. Men nu er Du eminent! hvilken Lyrik!

JESPERSEN Momsen!
MOMSEN

Ja, her er det min ærlige Mening. Du er et Genie! nu kan Du gjerne lægge Dig at døe naar det skal være. Jeg er glad ved at jeg har kjendt Dig.

JESPERSEN

Du har Correctur paa Anmeldelsen, sagde Du.

MOMSEN

Her kommer den! jeg har benyttet alle de Hovedmomenter, Du opgav mig; de Vers, Du fandt især mærkelige, ere næsten alle fremhævede, men jeg kunde ikke tage dem allesammen, de tage mig for megen Plads op.

JESPERSEN

Du har dog det om Elskovs Opvaagnen?

MOMSEN

Død og Pine, det er jo det Bedste! Og saa det om Qvindens Uskyld; det ere mine Fruentimmer hjemme reent borte i! min Kone siger: »jeg kan virkelig ikke begribe, hvor en Mand kan sætte sig saaledes ind i Qvindens Følelser!« Her er Anmeldelsen (læser.) »Uagtet det politiske Liv med hele Ungdommens varme Pulsslag bevæger sig i vort lille Land, er Poesien ikke blevet Stedbarn; vel synes vore Forfattere ikke at gribes af Tidsaanden og som Oldtids Præster, med Sværd ved Lænden, at virke i dens Tjeneste, men hvor man seer en sand digterisk Frembringelse, maae vi dog bøje os for den, erkjende den, og i det højeste kun stille sukke: hvad kunde ej en Aand som hans virke i Folkets Tjeneste. En saadan Aand have vi seet udfolde sig, en saadan Mand have vi iblandt os. Det er Digteren Jespersen; paa en eclatant Maade har han hævdet sit Navn! Det er hans skjønne Værk, vi her skulle omtale!«

JESPERSEN

Det er fortræffeligt skrevet!

MOMSEN

Vil Du selv læse det! Nu kommer Handlingens Gang, saaledes, som Du selv har nedskrevet den, og de Skjønheder, Du udpegede!

JESPERSEN

Ja, Du overtalte mig dertil! – jeg har sagt, at Du skulde kun slette ud, hvor Du ikke ganske var af min Mening.

MOMSEN

Jeg har ogsaa slettet ud det lille Stykke om Din tidligere Originalitet.

JESPERSEN

Ja, men kjære Ven! Det kunde nu allermindst gaae ud! saa misforstaaer man min hele Virken! det maa sættes ind igjen!

MOMSEN

Ja, naar det maa!

JESPERSEN (som læser).

Det er nydeligt – og det er virkeligt sandt hvad Du siger om min Beskedenhed! – Men Du skulde ikke skrive, at nu først var jeg en Digter! – Herre Gud, dette Stykke!

MOMSEN

Det er, som jeg siger Dig nu, det eneste, men ogsaa højst udmærket Poetiske, Du har skrevet. Nu staaer Du fast. Her kommer Alt det Du selv har sagt!

JESPERSEN

Du maa være taus! Det kan saa let misforstaaes, saa overordentlig let blive mistydet.

MOMSEN

Hvo kjender sit Stykke bedre end Forfatteren. Hvo hører mere tale om det og mere forskjelligt end han. Selv om Du havde skrevet hele Critiken, som Du ikke har, jeg vilde forsvare det. Skrev ikke den store Walter Scott selv Critikerne over sine Romaner og hjalp dem selv i Veiret. Jeg kjender, som Redacteur, Verden, og veed, hvorledes de meest forskjellige Artikler blive til og hvorledes de komme ud. Har ikke de Fleste en intim Ven, eller en intim Uven, som skriver. Troer Du ikke, at oppe i Klubben eller hos Conditoren mangen Recension bliver sat sammen, mangen Bog veiet og forkastet. Det er ellers sandt, Digteren Rasmussen er ganske opfyldt af Dit Værk og vil skrive en Critik over det!

JESPERSEN

Lad ham bare ikke sætte Navn under, for han har ingen Anseelse som Tænker.

MOMSEN

Enten han sætter Navn under eller ei, det er lige meget! skriver han den, saa fortæller han ogsaa, han har skrevet den. Tie kan han ikke!

JESPERSEN

Naar han har saa megen Glæde af mit Stykke, saa faae ham heller til at skrive et lille Digt til mig, hvori han udtaler sig! naturligviis naar han er inspireret! Du optager det kun naar Du finder, at det virkelig er heldigt. Jeg beholder lidt din Anmeldelse, løber den igjennem i mit Kabinet og Du tager imidlertid en Smule Frokost!

Tiende Scene

MALEREN HERZMANN. COMPONISTEN SØRENSEN. (elegant klædt) DE FORRIGE
HERZMANN

Her har Du Hjerterknægt og en Følgesvend! nu vide vi, hvad Kjærlighed er, vi have seet dit Stykke. Det er Vers, Vers med Glacéehandsker og dog med Sprit! Maa jeg ellers præsentere Dig denne unge Løve, født i Danmark, bemanket i Udlandet, Componisten Sørensen! Han sætter strax Dine hemmeligste Tanker ud for fire Basuner.

SØRENSEN

Jeg priser mig meget lykkelig ved at blive kjendt af en Mand, med en Genialitet, som deres. Eugene Sue har givet os en Mystère dé Paris i al sin Gruelighed, De har givet os en Mystère d’amour i den ædleste Skikkelse.

JESPERSEN

Tak Herzmann, at Du bringer mig en saadan Mand i mit Huus. Hr. Sørensen, tør jeg igjen præsentere dem for vor dygtige Redacteur Momsen, Udgiver af »Tidsaanden!«

MOMSEN

De har ingen nye Compositioner? Intet Værk under Pennen, som jeg i næste Nummer, naar jeg anmelder deres Hjemkomst til Fædrelandet, kunde berøre.

HERZMANN

Han har den halve Kufffert fuld. Fortæl! nu begynder Din Udødelighed! »Syndfloden« er hans største Værk.

SØRENSEN

Det er et stort musikalsk Tonemaleri! Det er meget betydeligt! Det begynder med Dandsemusik og hvad jeg vil kalde uanstændige Hyl, de antyde Tidens Fordærvelse. Saa kommer Regnveiret; Floderne svulme, Havet vælter – saa kommer Bønnen, som Noas Familie holder, Dyrene gaae ind i Arken; det er ganske efter Naturen; Løven brøler, Lammet bræger.

HERZMANN

Paa hvilket Instrument bræger det?

SØRENSEN

Det er Fagotten! Du skal høre, hvor naturligt. Saa komme de store Bølgeslag, Arken sejler – det bliver meer og meer piano; Duen flyver ind og Regnbuen hvælver sig.

MOMSEN

Det er genialt! Det maa De skrive mig op!

SØRENSEN

Det ender med en Jubel-Finale!

HERZMANN

Der er Noget ved Karlen! – og der er Noget ved Dig, Jespersen! jeg har begyndt paa et Billede efter Dit sidste Værk. Det bliver et raderet Blad; det maa ud paa Momsens Forlag.

JESPERSEN

Hvad Motiv har Du taget.

HERZMANN

Seer Du! midt paa Papiret staaer dit forbandede dejlige Vers, »der er en Flamme i mit Bryst«, og uden om er der en Ramme, en Arabesk, eller hvad du vil kalde det, af Tjørne, Tidsler og Roser, men mellem disse titter frem alle Slags Kjærlighed, fra Katten paa Taget til Romeo under Balkonen. Amor gaaer omkring som Vægter, som Skorsteensfejer og Durchlaut.

JESPERSEN

Du har mere Genie end Du selv troer.

HERZMANN

Det skal Du dog ikke sige.

JESPERSEN

Vort lille Danmark er rigt paa store Mænd.

MOMSEN

Den lille Plet her rummer saaledes tre!

JESPERSEN

Siig fire, Momsen! Du udfylder værdig Din Plads! Ja, der er noget glædeligt i at see saa mange skjønne Frugter trives, og det i Slud og Regn. I spise dog Alle lidt Frokost derinde! – og saa komme I alle tre til Middag; jeg inviterer! min Kone vil skjænde paa mig og undskylde for Retterne. Her er Spisestuen! jeg kommer paa Minutet, jeg har kun to Ord at læse i mit Arbeidsværelse. De behager!

(aabner Døren til Spisestuen, hvor de gaae ind.)
JESPERSEN

Nu maa jeg ind og læse Anmeldelsen! (gaaer over mod sit Værelse, aabner Døren og vil træde ind, men farer forfærdet tilbage, Wendel kommer ud med Manuscriptet i Haanden.)

Ellevte Scene

WENDEL. JESPERSEN
JESPERSEN

Jesus!

WENDEL

Jespersen! Det er jo mit gamle Stykke.

JESPERSEN
(seer mod Jorden og vinker med Haanden)

Bort!

WENDEL

Jeg kjender hele Stykket igjen!

JESPERSEN

Ja, ja! Far hen!

WENDEL (omfavner ham).

Hvad, troer Du jeg er et Gespenst! (leer.) Lys levende har Du mig! Har Din Kone ikke sagt Dig, jeg er her.

JESPERSEN

Wendel! Gud forbarme sig, Du lever!

WENDEL

Og besøger Dig strax! læser strax Dit nye Stykke! Din Kone vilde have, jeg skulde kjende det! – Jo, jeg kjender det godt! Det er jo mit gamle Drama, det jeg skrev i de Dage! al min Kjærlighed til Din Søster er gaaet op deri! Det er ikke saa daarligt endda.

JESPERSEN

Tys! tal dog ikke saa! – Wendel, Gud velsigne Dig! Du lever! er kommet tilbage igjen! det overrasker mig! Det glæder mig! jeg vil tale ærligt med Dig! Du elskede min Søster, min salig Fader var Dig imod, jeg var Din Ven! Du var ulykkelig!

WENDEL

Og nedskrev hele min Kjærlighed i et Stykke: Den nye Romeo.

JESPERSEN

Du gav mig det! Ingen fik det at see! Det veed Gud, jeg holdt mig Løfte! Det laae i min Pult! Du var rejst – Du døde! – ja Du døde, og jeg læste Dit Stykke med Taarer og inderlig Følelse! Wendel, det var for godt at ligge hen – jeg gav det ud!

WENDEL

Ja, det er fortræffeligt! og da Du havde lovet mig, at det og mit Navn aldrig skulde nævnes sammen! saa satte Du Dit paa!

JESPERSEN

Ja, Wendel, saaledes var det, saaledes er det! – Hvad er nu Din Hensigt!

WENDEL

Det er at see mine Venner i Danmark, nu jeg selvstændig og fri kan tumle mig her, række Dig Haanden og bruge dem begge to, naar jeg seer Dit Stykke.

JESPERSEN

Wendel! Du er et ædelt, velsignet Menneske! Er Du forliebt i min Søster endnu! – jeg skal gjøre Alt.

WENDEL

Tak min Ven! – Du skal ikke skrive for mig i hendes Hjerte; – lad Dit Huus staae mig aabent, jeg vil prøve at vinde som Mand, hvad jeg ikke vandt som fattig Candidat! Mit lille Arbeide har gjort Lykke, skaffet Dig Glæde! Jeg er ingen Geist, der kommer og kræver det tilbage! Det er Dit! jeg kjender det ikke! vil ikke kjende det. – Men lee maa jeg, naar jeg tænker paa Christines Ord til mig, at her var Barselstue, og Barselvisiter, Stykket var den lille Unge! og saa er Du ikke engang Fader til Barnet!

JESPERSEN

Tys!

Tolvte Scene

Alle Gjæsterne træde ud med fyldte Glas.
ALLE

Forfatteren leve! Hurra!

FRU JESPERSEN

Men Du bukker jo ikke, søde Jespersen!

JESPERSEN

Jeg takker! jeg takker!

MOMSEN

Jeg siger, hvad jeg nylig sagde! Alt hvad Du har skrevet før er nix; her er Du første Gang traadt frem som sand Digter!

JESPERSEN

Tak Momsen! tak!

WENDEL
(til Christine).

De klinker dog med mig, til Forfatterens Skaal!

CHRISTINE

Jeg klinker!

WENDEL

Lykke med hans Kjærlighed!

CHRISTINE

Lykke!

WENDEL

Hurra!

FRU JESPERSEN

Gud, hvad maa Du ikke føle Mand! hvor det maa være saligt at være en Digter, som Du er det!

JESPERSEN

Ja, det kan Du troe!

Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Opført første gang på Det Kongelige Teater 26. marts 1845, anonymt. Udkom første gang 13. april 1850, ligeledes anonymt. BFN 566

Indhold

[skuespillet] Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene Tiende Scene Ellevte Scene Tolvte Scene

Henvis til værket

H.C. Andersen: Den nye Barselstue. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 12: Skuespil III 1844-1849. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01

This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.