Den onde fyrste
Et eventyr
(Genfortalt efter en mundtlig meddelelse)
Der var engang en ond og overmodig fyrste hvis hele tanke gik ud på at vinde alle verdens lande og indjage skræk ved sit navn. Han fór frem med ild og sværd, hans soldater nedtrådte kornet på marken, de antændte bondens hus så den røde lue slikkede bladene af træerne, og frugten hang stegt på de sorte
Fyrsten så på sit guld, så på sine prægtige bygninger og tænkte da som mængden: »Hvilken stor fyrste! Men jeg må have mere! Meget mere! Ingen magt må nævnes lig endsige større end min!« og han gik i krig med alle sine naboer, og han besejrede dem alle. De overvundne konger lod han med guldkæder lænke til sin vogn når han kørte gennem gaderne. Og sad han til bords, da måtte de ligge ved hans og hoffolkenes fødder og tage de stykker brød man dér kastede til dem.
Nu lod fyrsten sin billedstøtte oprejse på torvene og i de kongelige slotte, ja, han ville at den skulle stå i kirkerne foran Herrens alter, men præsterne sagde: »Fyrste, du er stor, men Gud er større. Vi vover det ikke!«
»Vel,« sagde den onde fyrste, »så overvinder jeg Gud med!« og i sit hjertes overmod og tåbelighed lod han bygge et
»Jeg vil besejre Gud!« sagde han, »jeg har svoret det, min vilje skal ske!« og han lod i syv år bygge kunstige skibe til at gennemfare luften med. Han lod smede lynstråler af det hårdeste stål, thi han ville sprænge himlens befæstning. Fra alle sine lande samlede han store krigshære. De bedækkede en omkreds af flere mil da de stod opstillet mand ved mand. De besteg de kunstige skibe, kongen selv nærmede sig sit. Da udsendte Gud en myggesværm, en eneste lille myggesværm. Den surrede om kongen og stak hans ansigt og hænder. Han drog i harme sit sværd, men slog kun i den tomme luft; myggene kunne han ikke ramme. Da bød han at der skulle bringes kostelige tæpper. Disse måtte man vikle om ham, dér kunne ingen myg trænge igennem med sin brod, og man gjorde som han bød. Men én eneste myg satte sig på det inderste tæppe, den krøb ind i kongens øre og stak ham der. Det brændte som ild, giften slog op i hans hjerne. Han rev sig løs, sled tæpperne af sig, sønderrev sine klæder og dansede nøgen for de rå, vilde soldater som nu spottede den gale fyrste der ville bestorme Gud og straks var overvundet af én eneste lille myg.
Henvis til værket
H.C. Andersen: Den onde Fyrste. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 1: Eventyr og Historier I 1830-1850. 2003. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-10-02. Sproglig moderniseret af Andrea Steengaard under tilsyn fra Finn Gredal Jensen.
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.