Den onde fyrste

Et eventyr

(Genfortalt efter en mundtlig meddelelse)

Der var engang en ond og overmodig fyrste hvis hele tanke gik ud på at vinde alle verdens lande og indjage skræk ved sit navn. Han fór frem med ild og sværd, hans soldater nedtrådte kornet på marken, de antændte bondens hus så den røde lue slikkede bladene af træerne, og frugten hang stegt på de sorte svedne grene. Mangen stakkels mor skjulte sig med sit nøgne, diende barn bagved den rygende mur, og soldaterne søgte hende, og fandt de hende og barnet, da begyndte deres djævelske glæde. Onde ånder kunne ikke handle værre, men fyrsten syntes just det gik som det skulle. Dag for dag voksede hans magt, hans navn blev frygtet af alle, og lykken fulgte ham i al hans gerning. Fra de erobrede byer førte han guld og store skatte. Der opdyngedes i hans kongestad en rigdom hvortil der ikke fandtes mage på noget andet sted. Nu lod han bygge prægtige slotte, kirker og buegange, og hver som så disse herligheder, sagde: »Hvilken stor fyrste!« De tænkte ikke på den nød han havde bragt over andre lande, de hørte ikke de suk og den jammer der lød fra de afbrændte byer.

Fyrsten så på sit guld, så på sine prægtige bygninger og tænkte da som mængden: »Hvilken stor fyrste! Men jeg må have mere! Meget mere! Ingen magt må nævnes lig endsige større end min!« og han gik i krig med alle sine naboer, og han besejrede dem alle. De overvundne konger lod han med guldkæder lænke til sin vogn når han kørte gennem gaderne. Og sad han til bords, da måtte de ligge ved hans og hoffolkenes fødder og tage de stykker brød man dér kastede til dem.

Nu lod fyrsten sin billedstøtte oprejse på torvene og i de kongelige slotte, ja, han ville at den skulle stå i kirkerne foran Herrens alter, men præsterne sagde: »Fyrste, du er stor, men Gud er større. Vi vover det ikke!«

»Vel,« sagde den onde fyrste, »så overvinder jeg Gud med!« og i sit hjertes overmod og tåbelighed lod han bygge et kunstigt skib hvormed man kunne gennemfare luften. Det var broget som påfuglens hale og syntes besat med tusinde øjne, men hvert øje var en bøssepibe. Fyrsten sad midt i skibet, han behøvede kun at trykke på en fjeder, da fløj tusinde kugler ud, og bøsserne var igen ladt som før. Hundrede stærke ørne spændtes foran skibet, og således fløj han nu mod solen. Jorden lå dybt nede. Først syntes den med sine bjerge og skove kun som en oppløjet ager hvor det grønne titter frem fra den væltede græstørv, siden lignede den det flade landkort og snart var den ganske skjult i tåge og skyer. Højere og højere fløj ørnene op ad. Da udsendte Gud en eneste af sine utallige engle, og den onde fyrste lod tusinde kugler flyve imod ham, men kuglerne faldt som hagl tilbage fra englens skinnende vinger. En bloddråbe, kun én eneste, dryppede fra den hvide vingefjer, og denne dråbe faldt på skibet hvori kongen sad. Den brændte sig fast, den tyngede som tusinde centner bly og rev skibet i styrtende fart ned mod jorden. Ørnenes stærke vinger knækkedes, vinden susede om fyrstens hoved, og skyerne rundt om – de var jo skabt af de afbrændte byer – formede sig i truende skikkelser som milestore krebs der strakte deres stærke klo ud efter ham, som rullende klippestykker og ildspyende drager. Halvt død lå kongen i skibet der til sidst blev hængende mellem skovens tykke trægrene.

»Jeg vil besejre Gud!« sagde han, »jeg har svoret det, min vilje skal ske!« og han lod i syv år bygge kunstige skibe til at gennemfare luften med. Han lod smede lynstråler af det hårdeste stål, thi han ville sprænge himlens befæstning. Fra alle sine lande samlede han store krigshære. De bedækkede en omkreds af flere mil da de stod opstillet mand ved mand. De besteg de kunstige skibe, kongen selv nærmede sig sit. Da udsendte Gud en myggesværm, en eneste lille myggesværm. Den surrede om kongen og stak hans ansigt og hænder. Han drog i harme sit sværd, men slog kun i den tomme luft; myggene kunne han ikke ramme. Da bød han at der skulle bringes kostelige tæpper. Disse måtte man vikle om ham, dér kunne ingen myg trænge igennem med sin brod, og man gjorde som han bød. Men én eneste myg satte sig på det inderste tæppe, den krøb ind i kongens øre og stak ham der. Det brændte som ild, giften slog op i hans hjerne. Han rev sig løs, sled tæpperne af sig, sønderrev sine klæder og dansede nøgen for de rå, vilde soldater som nu spottede den gale fyrste der ville bestorme Gud og straks var overvundet af én eneste lille myg.