H.C. Andersen

Den sidste Perle

Der var et rigt Huus, et lykkeligt Huus, Alt derinde, Herskab og Tyende, Vennerne med, vare lyksalige og glade, der var i Dag født en Arving, en Søn; og Moder og Barn befandt sig vel.

Lampen i det hyggelige Sovekammer var halv dækket til, svære Silkegardiner af kostbare Stoffer hang tæt trukne til for Vinduerne; Gulvtæppet var tykt og blødt som et Mos; Alt var til at blunde, sove, deiligt udhvile sig paa, og det gjorde ogsaa Vaagekonen, hun sov, og det kunde hun, Alt var godt og velsignet her. Husets Skytsaand stod ved Sengens Hovedgiærde; hen over Barnet, ved Moderens Bryst, bredte sig som et Næt af funklende Stjerner, saa rige, hver var en Lykkens Perle. Livets gode Feer, alle havde de bragt deres Gave til den Nyfødte; her funklede Sundhed, Rigdom, Lykke, Kjærlighed, kort Alt, hvad Menneskene kunne ønske sig paa Jorden.

»Alt er her bragt og givet!« sagde Skytsaanden.

»Nei!« lød en Stemme tæt ved, det var Barnets gode Engel. »Een Fee har endnu ikke bragt sin Gave, men hun bringer den, bringer den engang, om endogsaa Aar gaae hen. Den sidste Perle mangler!«

»Mangler! her tør intet mangle! og er det virkeligt saa, da lad os gaae at søge hende den mægtige Fee, lad os gaae til hende!«

»Hun kommer, hun kommer engang! hendes Perle maa til, for at Krandsen kan bindes sammen!«

»Hvor boer hun? Hvor er hendes Hjem! siig mig det, jeg gaaer og henter Perlen!«

»Du vil det!« sagde Barnets gode Engel. »Jeg fører Dig til hende, hvor hun endogsaa maa søges! hun har intet blivende Sted, hun kommer til Keiserens Slot og til den fattigste Bonde, intet Menneske gaaer hun spoerløs forbi, dem Alle bringer hun sin Gave, den være en Verden eller et Legetøi! ogsaa dette Barn maa hun møde; dog Du tænker: Tiden er lige lang, men ikke lige nyttig! nu vel, vi gaae at hente Perlen, den sidste Perle i denne Rigdom!«

Og Haand i Haand svævede de hen til det Sted, som for denne Stund var Feens Hjem.

Det var et stort Huus med mørke Gange, tomme Stuer og forunderligt stille; en Række Vinduer stod aabne, saa at ret den raa Luft kunde trænge ind; de lange hvide, nedhængende Gardiner bevægede sig ved Lufttrækket.

Midt paa Gulvet stod en aaben Ligkiste og i denne hvilede Liget af en Qvinde, endnu i sine bedste Aar; de deiligste friske Roser laae hen over hende, saa at kun de foldede, fine Hænder vare synlige og det i Døden forklarede, ædle Ansigt med Indvielsens høie, ædle Alvor i Gud.

Ved Kisten stod Mand og Børn, en heel Flok var det, den Mindste sad paa Faderens Arm; det sidste Farvel bragte de; og Manden kyssede hendes Haand, den der nu var som et vissent Løv og før med Kraft og Kjærlighed havde hygget om dem. Salte, tunge Taarer faldt i store Draaber paa Gulvet, men ikke et Ord blev sagt, Tausheden her rummede en Verden af Smerte. Og stille, hulkende gik de bort.

Der stod et Lys, Flammen vred sig for Vinden og skjød op sin lange, røde Tanne. Fremmede Folk traadte ind, de lagde Laaget over den Døde, de slog Sømmene fast; stærkt lød Hammerslagene gjennem Husets Stuer og Gange, de lød til Hjerterne, der blødte.

»Hvorhen fører Du mig?« spurgte Skytsaanden. »Her boer ingen Fee, hvis Perle hører med til Livets bedste Gaver!«

»Paa dette Sted boer hun, her i denne hellige Time!« sagde Skytsengelen og pegede hen i Krogen, og der hvor i Livets Dage Moderen havde siddet mellem Blomster, hvor hun, som Husets velsignende Fee, nikkede kjærligt til Mand, Børn og Venner, hvor hun, som Husets Solstraale, udbredte Glæde, og var det Heles Sammenhold og Hjerte, der sad nu en fremmed Qvinde, iført lange, side Klæder, Sorgen var det, Herskerinden her, Moder nu i den Dødes Sted. Der trillede en brændende Taare ned paa hendes Skjød, den blev en Perle; den funklede med alle Regnbuens Farver, og Engelen greb den og Perlen lyste, som en Stjerne med syvfarvet Glands.

»Sorgens Perle, den sidste, som ikke kan savnes! ved den forhøies de andres Glands og Magt. Seer Du Skjæret her af Regnbuen, den der forbinder Jorden med Himlen. For hver af vore Kjære, der døe for os, have vi een Ven meer i Himlen at længes efter. I Jordens Nat see vi op ad mod Stjernerne, ud mod Fuldendelsen! betragt Sorgens Perle, i den ligge Psykkevingerne, de bære os bort herfra!«

Del

[Sassy_Social_Share]

Henvis til værket

H.C. Andersen: Den sidste Perle. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk

Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession