Den sjette Januar 1854

Lad Januari Atterkomst

Sin Iis paa Ruden sætte,

Den bringer os den bedste Blomst,

Festdagen – paa den sjette:

Din Fødselsdag – den kjære Dag,

Der lyser, som en Stjerne.

Din Kjærlighed, Dit Hjertelag,

Er jo vort Samlivs Kjærne.

Da Sot og Syge, stærk og haard,

Steeg over Byens Volde,

Døds-Englen standsed’ ved Din Gaard,

Gud lod os Dig beholde.

Som Heelt staae ei de unge Skud

Er Træets Krone fældet,

Her Kronen blev, Tak Godheds Gud,

Vor Tak fra Hjerte-Vældet!

»Hvor der er Børn er evig Juul!«

Du har om Dig tre Slægter,

De sjunge med, som liden Fugl,

Og slaae med Lunets Plecter;

De alleryngste, hvis Du vil,

Gjentage for Dig atter,

Vort Jule- Lyst- og Skuespil,

Med er selv Oldedatter.

Alt skifter om paa Tidens Bud,

Alt kommer og forsvinder,

»Den gamle Gaard« er slettet ud,

Staaer kun i »gamle Minder!«

Den nye Gaard, i Grunden alt

Er muddret om og drained’,

Kun det holdt ud, det aldrig faldt

Det, som os her forened’.

Dig, vi fra vore første Aar

Saae op til, som vor Leder,

Dig, som i Hjemmets Hjem nu staaer,

En Skat hvorom man freder.

Hver Dag vistnok sin Glorie har,

Og Aaret mange Feste.

Hurra! den sjette Januar –,

Den er dog os den bedste!