Den Usynlige paa Sprogø
Dramatisk Spøg, i een Act, med Chor og Sange
1839
HR. BLOMME, | |
MAD. BLOMME, hans Kone | |
INGEBORG, deres Datter | |
ANDREAS MEIER, en ung Læge | |
THEODOR GRANNER | |
Første Herre | |
Anden Herre | |
Reisende |
Scenen er paa Sprogø, i en stræng Vinter.
Første Scene
En god Morgen! De skal see,
Amor vil, trods Iis og Snee,
Sprogø selv og Stormens Dands,
Flætte Dem en
En god Morgen!
God Morgen!
God Morgen!
Vi stole ganske paa Dem!
Det kan De!
God Morgen! (gaaer ind i Huset.)
God Morgen!
Anden Scene
Det var en skrækkelig lang Scene og aldeles om Kjærlighed! Man siger tidt ved at see et Par Forlovede hænge over hinanden: Gid de vare paa Sprogø! men man maa da ønske ikke selv at være med, for saa er det Sidste værre end det Første. Naa, der kommer et lystigere Slæng!
Tredie Scene
Paa Jer Post! paa Jer Post! nu min Sneebolt kommer!
Paa Jer Post! denne her er just trykket fast,
Jeg ramme skal ved første Kast.
Ja den traf! Æbler, Pærer, Blommer
Skal I faae! dem Skyen rysted’ ned ihast.
Rør Jer! og i Solen er det Sommer!
Rask omkring! vi slaaes med Snee! vi gaae paa Jagt;
Lad Store-Belt kun være tillagt,
Paa Sprogø lever man i Pragt!
Nu Hr. Agent, hvor vil De have den? i Maven eller i Nakken?
Ingensteder, kjære Ven! aldeles ingensteder! nei lad vær’ dermed! jeg holder s’gu’ ikke af det! – Og jeg er ikke i Humeur.
Ikke i Humeur! men det maa De være! det er jo Deres Dag i Dag! Enhver af os Andre har havt sin, og arrangeret et eller andet
Jeg kan ikke finde paa Noget! jeg vil give
Ja, det er meget godt, men det er ingen ny Opfindelse, ikke noget Overraskende; der maatte da knyttes iget eller andet Piquant til den brændende
O tal ikke saadan til mig, Hr. Granner!
Men De vil dog ikke have, at Deres Kone og Datter skulle ligge i
Nei s’gu’ vil jeg ei! men jeg er kjed af det, saa inderlig kjed, som Nogen kan være det; De kjender nok ikke, hvordan det hænger sammen? Der boede jeg ovre i Løgstør, var agtet og æret, som den rigeste Mand. Jeg kunde leve af mine Midler, derfor tog jeg i Efteraaret over til Kjøbenhavn; Moer vilde det, og Ingeborg puffede til. Vi kom derover, Hr. Meier gjorde Cour, men jeg vil ingen Doctor have i min Familie, jeg sagde nei; Mutter sagde jo, men jeg er Mand, og skjøndt det frøs, saa det knagede, lod jeg spænde for, vi vilde hjem til Løgstør. Vi kjørte, men der var gjort Complot; Doctoren satte sig i Diligencen, kom ligesaa hurtig som vi, for at fryse inde paa Sprogø; det er gaaet overordentlig heldig! nu ere vi her paa ottende Dag.
Men jeg er her paa tiende!
Men De har et velsignet Humeur! jeg er
Jeg er et
Ak Meer end andre Folk jeg seer.
Og lukker jeg mit Øie lidt,
Strax plages jeg af Mare-Ridt.
Med Drømme er jeg slemt
Her drømte jeg nu sidste Nat:
Til Dyrehaven gik min Vei,
Men i en Ligvogn kjørte jeg!
Jeg har virkelig ondt af Dem, Hr. Blomme! men man maa tage Verden let, saa gaaer hun.
Siig hvad man vinder, som Sorgernes Træl?
Man slaaer jo bare Humeuret ihjel,
Dræber det eneste Gode, man har;
Glæd dig ved Glæden, vær ingen Nar!
Livet hendandses ved Smiil og ved Sang,
Kommer da Sorgen saa bleg og saa lang,
Siger: Min Herre jeg har inclineert!
Svar: Mig har Glæden alt engageert!
See saadan skal man tage det! jeg er Deres Ven, Hr. Agent! vær i Humeur! jeg vil arrangere Dagen for Dem; jeg skal nok finde paa Noget til at underholde Selskabet med. See, det er dog en lille Steen fra Hjertet?
Vil De? Kan jeg stole paa det?
Vi give en Forestilling. Her er Scenen; det er et Slags
Det vilde jo være en stor Skam ellers! Tak, min inderligste Tak!
men hvad vil De finde paa?
Ja pointet tør jeg ikke sige Dem, det er just det, som skal gjøre Virkningen. Det bliver saadan en Formiddags-Underholdning. Den
Nei, jeg kjender hende ikke.
Det er en Dands! den berømte
Men lader det sig gjøre, at hun springer om herude i tynde Klæder, her i al den Snee og Kulde?
De skal see det skeer, og hvad der skeer, lader sig gjøre! Nu vilde det jo være ganske net, om De benyttede mit tidligere Vink, mit venskabelige Raad, og forenede Deres Datter og den unge Doctor.
De maa ikke sige det mere, Hr. Granner! – jeg bliver saa irriteret alene ved at tænke paa det Menneske. Saaledes at reise efter os! altid er han i Hælene paa min Kone, altid gjør han Øine til min Datter –!
Kjærlighed!
Hvem har givet ham
Amor!
O Snak! – ja De maa ikke blive vred at jeg siger det! men hvad ligner det, alene paa Dril at reise efter os? Læg Haanden paa Hjertet, Hr. Granner, vilde De have handlet saaledes?
Jeg troer det ikke! – men Kjærlighed gjør fortvivlet; jeg er vis paa, at han vover Alt! – Han siger nu som saa: Pigen elsker mig, Moderen er for Partiet, det er kun den Gamle, der har sat sig den Grille i Hovedet ikke at ville sige ja! – det er galt! –
Er det galt?
De forstaaer mig ikke, det er Svigersønnens Ord, ikke mine. De er en fornuftig Mand, De vil hvad De vil, og derfor er jeg Deres Ven! – jeg vil sige Dem det, vær paa Deres Post! Vedkommende have henvendt sig til mig, bedet mig føre Sagen, og var De ubøielig, bruge et eller andet Fif, hvorved De kom i Klemme.
Og hvad svarede De?
Det kan De jo nok vide!
Tak! – De er min sande Ven!
Nu henvende de sig rimeligviis til en Anden, og der ere Mange, Hr. Agent, der ikke ere Dem en Ven, som jeg. Derfor hav Øinene med Dem! Jeg kunde overbevise Dem – men nei! man skal aldrig sige sine Venner, hvad der er ubehageligt! –
Nei! det holder jeg heller ikke af. De har ellers hørt Noget?
Lad os ikke tale derom! – Nu besørger De Costumet og Bollen, saa skal jeg ordne Scenen.
Hr. Granner! jeg er Mand, jeg er Fader! jeg kan godt taale at høre enhver Ting; jeg er saa fortvivlet, jeg kan blive!
O! det er slet ikke Tingen, jeg er forlegen ved at sige Dem, det er Maaden, jeg har faaet den at vide paa. Der ere i Naturen Kræfter, som grændse til det Ubegribelige, Ting, man egenlig ikke skal tale om, og derfor ville vi det ikke heller. Jeg har været usynlig, og saa seer man Meer, end selv et Søndagsbarn kan faae at see! –
Usynlig!
Tal ikke saa høit! De er min Ven! De veed, jeg har reist meget, besøgt de fleste Steder i Europa. Lykken har forskaffet mig, hvad der maaskee først om tusinde Aar vil blive en fælles Eiendom for hele Menneskeheden. I gamle Ordsprog ligger der tidt en stor Viisdom, mangen Talemaade gjemmer Nøglen til de dybeste Hemmeligheder i Naturen. Stik en
Jeg har slet ikke forstaaet Dem.
Det skulde De ikke heller, det er nok, at De kjender mit Venskab, veed, at jeg har Leilighed at høre og see Meer, end nogen Anden. Vil De nu sørge for Costumet og Frokosten,2 saa indretter jeg Theatret. Men, som jeg har sagt, vær paa Deres Post!
Forunderlige unge Mand! – (idet han gaaer) det er s’gu’ et godt Hoved!
Fjerde Scene
Saa saa, nu have vi Spillet gaaende! – Der kommer Elskeren! –
Naa, jeg har talt Deres Sag –
Ja, og jeg har havt den Fornøielse at høre hvert Ord; De talte saa høit, jeg stod ved Døren, og jeg har hørt, at vi ret have en Ven i
Dem.
Saa, De har det Humeur! – Dagen er jo ikke omme endnu, mod Aften kan De sætte dette Ansigt op! jeg har lovet Dem Deres Ingeborg, og De skal have hende!
Men De talte ikke vor Sag, talte i det Mindste ikke med den
Varme –
Ja, hvad vil min Varme forslaae i denne Kulde! lad mig raade, og gjør ikke selv Forstyrrelse. For Øieblikket har De ikke Andet at gjøre, end at gaae ind i Huset og paa det Nøieste instruere Folkemængden der, at naar Agenten har talt med mig igjen, saa maae de ikke mere kunne see ham. Hans Stemme kan høres, men hans Person kan ikke sees; her er ikke Een paa Sprogø, uden han jo gjør, hvad De beder om. Naar Husets Folk ere vel underrettede, gaaer De til de Andre herude og ordner det paa samme Maade med disse. Inviteer saa hele Selskabet til en Bolle afbrændt Viin og en lille Formiddags-Forestilling, der begynder med »Jaleo« og ender med Ja-Ord. Det skal gaae, vil De kun bare see at komme afsted!
Mener De det ærlig?
Kom ikke med slige Spørgsmaal! før Aften har De Syn for Sagen.
Jeg adlyder Dem!
Femte Scene
Det vilde være daarligt, skulde jeg ikke eengang kunde gjøre for Andre, hvad jeg saa tidt har gjort for mig selv: komme til Maalet i Kjærlighedens Rige! dog her gjælder det om at bringe et Bryllup istand, det har jeg rigtignok aldrig forsøgt, men
I alle Verdens Riger
Mit Hjerte med jeg bar,
Det fik de smukke Piger! –
Man giver, hvad man har
Jeg i Rusland strax blev Slave,
Øine der de Piger have,
Hjertet kom mig reent af Lave,
Amor gav mig
Dannemark! Dannemark! jo Kjøbenhavn
Kjender mit Navn –!
Tys, tys! over Øresund
Kom jeg til
Og kyssed’ »vakkra flikkas« friske Mund.
Blev man af Hjertet en
Saakaldet Flintesteen,
England har Staal!
Gnisterne flyve frem,
Pigerne – ah! god dam!
London du kjender mig,
Jeg kjender dig!
I Paris hos
Som en anden
Uden Dadel og Frygt
Ved Kjærligheds Kløgt,
Jeg vandt de smaa
Til spanske Piger,
Naar Natten stiger,
Man snildt sig sniger
Med sin Guitar;
:|: En Sang der bringes, :|:
Man
Jeg med Tyrolerinden
Paa samme
Paa Munden og paa Kinden
Vi kyssedes saa glad.
La, la, la!
I alle Verdens Riger
Mit Hjerte med jeg bar,
Det fik de smukke Piger,
Man giver, hvad man har.
Sjette Scene
AGENT BLOMME. THEODORSee her er
O, det vil komme! – Deres Kone og Datter ere ogsaa ude! Hr. Blomme, vær paa Deres Post!
Hør, De maa sige mig een Ting! det er ikke Nysgjerrighed, det er ikke for at trænge mig ind i en Vens Hemmeligheder – det var da Spøg, hvad De før fort
Saaledes ønsker jeg man tager det! – Men for Dem, Hr. Blomme, under Tausheds Løfte, da jeg alt har sagt saa Meget, som jeg har. Der existerer en Essents, klar som det rene Vand, og med en Duft, som eau de cologne; tager man tre Draaber af den i et Glas Viin, og fremsiger et vist lille Vers, saa er man usynlig. Jeg har denne Essents, jeg kjender dette Vers, begge Dele fik jeg af en Munk i Spanien, og jeg har havt stor Nytte og Fornøielse deraf.
Hvor Naturen dog er mærkelig! – Ja jeg tvivler aldeles ikke! men hvad gjør man for at blive synlig igjen?
Hvad man gjør? man siger det samme Vers nok engang, og saa er man synlig.
Det er forbausende! Men Gud bevar’ os! dersom man glemte Verset, eller tog Feil af Ordene?
Ja, saa blev man ikke synlig, men vilde gaae om i Verden, som en Luftning.
Som en Luftning! Gud forbarme sig, det er jo
Man kan jo forud sikkre sig, man kan have Verset hos sig, skrevet op paa et Stykke Papir, og da tage det frem, hvis man kommer i Forlegenhed, man er jo ikke usynlig for sig selv.
Og man har slet ingen Skade af den Drik? man faaer ingen – jeg mener saadan Rumlen i Maven? –
Nei, slet ingen! – Men nu maa jeg nok ind og komme i Klæderne!4 – vor nye Reisende, Fanny Elsler, træder op.
Hør, gjør engang det Kunststykke for mig! jeg vil saa gjerne see Dem usynlig.
Ja, men saa kan De jo ikke see mig.
Det er s’gu’ ogsaa sandt!
Desuden ganske lege med det Ubegribelige skal man ikke! kun naar man har en høiere Hensigt, forsøges Sligt.
Kunde jeg ogsaa blive usynlig?
Naturligviis! men jeg vil være urolig for Dem, De husker ikke godt Navne veed jeg! De glemte Verset.
Men derfor vilde jeg, som De siger, have det opskrevet, jeg vilde binde det i mit Lommetørklæde og lægge det paa mit Bryst, Snippen kunde hænge ud, for at jeg hele Tiden kunde være vis, paa jeg havde det. – Lad mig see Flasken!
Vi staae saa nær ved Huset! – Jeg betroer mig for meget til Dem.
Har jeg ikke
Her er Draaberne!
Og Verset.
Nei Hr. Blomme! jeg mærker nok, hvad De vil – jeg bør ikke sige Dem det! De kunde høre Ting, der gjorde Dem ulykkelig; sæt alene, jeg troer det aldeles ikke, men Ingenting er utænkelig, sæt at Deres Kone elskede en Anden –
Bolette! – nei Hr. Granner! men curiøst kunde det være. Hør! – ja, De er et sjældent Menneske! – Her er min lille Flaske med Morgensnapsen, her mit eget Fingerbøl, som vi kalde det (tager et lille Sølvbæger frem). Giv mig tre Draaber og siig mig Verset, det er ikke for at lege med det Ubegribelige, det er i en høiere Hensigt!
Der er noget hos Dem, jeg ikke selv kan forklare mig! De har en Magt over mig – ja fra Land til Land har jeg reist, Ingen har hørt min Hemmelighed, og Dem, Dem siger jeg den strax, Dem viser jeg de Draaber, jeg kun paa det eensomste Sted med speidende Blik tager frem. De skal faae dem, De skal høre Verset, jeg kan ikke andet. Hør nu efter:
Gikkel! Gokkel! Gakkeleie!
Gurkemeie!
Det var svært! –
Det er det samme Sprog,
gen hos Kong Nebukadnesar
»Gurkemeie!« ja, det betyder nu der noget ganske Andet, end hvad vi kalde Gurkemeie.
Ingen siger De et Ord derom.
Ingen!
De sværger!
Jeg sværger!
Min Hemmelighed røbes ei!
Jeg sværger!
De sværger!
Der Ingen er saa taus, som jeg!
Usynlig kan De boe og bygge,
Og Ingen troer, at De er nær.
Ja, ja! O Lykke!
Men Verset, husk dog det især!
Gikkel! Gokkel! Gakkeleie!
Gurkemeie!
Jo, det var ganske rigtigt der!
Men endnu Eet maa jeg gjøre Dem opmærksom paa: vogt Dem, medens De er usynlig, at De ikke berører mig, vi komme ved Drikken i en Slags magnetisk
Syvende Scene
Jeg har dog en sjelden Lykke, en ganske aparte! tre Draaber ind, og Verset ud, saa er jeg usynlig! der hører ikke Meget til at gjøre det af med et Menneske! det er dog en mærkværdig Opfindelse! – Men maaskee er det Løgn det Hele! fy! det er ikke honnet tænkt. Jeg kan jo snart komme efter det. Tre Draaber –! jeg vil troe, det er Draaber af almindelig Størrelse (tæller) een, to, tre! der ere de! og nu Verset vel ind i Lommetørklædet, det skal sidde her paa Brystet, og Snippen ud, at jeg veed, jeg har det. Saa drikker man –! det er dog en
Jeg vil, nei jeg vil ikke!
Jeg den jo smage kan;
Dog ganske Lidt at drikke,
Gaaer heller ikke an.
Det
Halv til en synlig En,
At kun jeg Hoved tabte,
Ja ene selv ved Tanken
Jeg faaer en Hjerte-Banken.
Ak skulde jeg den drikke?
Jeg vil! nei, jeg vil ikke!
Drik ud, drik ud, min Kjære!
Det briste eller bære!
Jeg er usynlig da.
See nu er det gjort!
»Gikkel! Gokkel! Gakkeleie!
Gurkemeie!«
Nu er jeg nok usynlig! jeg synes ogsaa, der er saadan en underlig Røre i mig! – Der kommer Doctoren, nu vil jeg prøve med ham, om man kan see mig.
Ottende Scene
ANDREAS (kommer fra Huset og gaaer over Scenen, BLOMME stiller sig foran).God Morgen!
God Morgen! (Gaaer).
Niende Scene
Han saae mig ikke; – jeg er usynlig; det er høist interessant! – Jeg har dog mit Tørklæde! jo! og der er Papiret. Det skulde dog være det rigtige jeg har bundet ind! (aabner det) jo! – O, hvor jeg skal snoe mig! og Majoren, den tynde Spegesild, som altid seer saa forliebt paa min Kone, skal faae en
1.
Den Drik, som jeg har i min Flaske,
Strax kan bevirke sælsomme Ting!
Som
Vandrer paa Jorden usynlig omkring:
Alt Hemmeligt bliver Ens Eie,
Man er paa de lønligste Veie!
Dog forsigtig bør man være,
Kunne Verset udenad;
Kan man det ikke lære,
Bør det skrives paa et Blad!
Søde Drik,
Dig jeg fik!
O hvor jeg er kisteglad!
La! la! la!
Tiende Scene
MADAM BLOMME. INGEBORG. ANDREAS og BLOMME2.
I Store-Belts vildene Bølger
Ligger et Land, Sprogø ved Navn;
Naar Driviis og Taage forfølger,
Reisende der da finde en Havn.
Er Amor fulgt med over Søen,
Til Paradis omskabes Øen;
Dog forsigtig maa man være,
Handle kjækt i Amors Navn,
Han os lede, han os lære!
Sprogø vorder
Mange Tak!
Tosset Snak!
Sprogø vorder Hymens Havn.
La! la! la!
Hvor De er inderlig fornøiet til Morgen.
Blomme skal give efter og vil give efter!
Saa det troer du!
Han er af de Mandfolk, der skal lirkes for! De har været for heftig, og saa er han altid contrair. Man maa lade, som han havde sin Villie, som om Alt dreiede sig ved ham, saa kan man sætte enhver Ting igjennem. Vil jeg have Noget paa min Maade, saa siger jeg: »Blomme, jeg har gjættet din Tanke, det er overordentlig rigtig tænkt, ja, havde jeg ikke dig! –« og saa gaaer det!
Ja, jeg er usynlig, ellers var Mutter ikke saa oprigtig.
Jeg gaaer med dig til Verdens Ende!
Det skal vi nok sætte en Pind for.
Endnu idag maa vor Skjæbne blive afgjort, og vil det!
Naa, saa det har Hastværk.
Der har vi de Andre.
Ellevte Scene
Sprogø! ja, det er en Ø, man bør ære!
Her reiste han Skandsen, da fredløs han vandred’!
Nu har i saa Meget sig Tiden forandret,
Men Sprogø for os blev dog Tilflugt og Hvile,
Dog ene mod Kjedsomhed skyde vi Pile.
En
Paa Isen vi jage, Saa gaae nogle Dage
Og Nætterne med.
Kom muntre Krabater,
Her er vort Theater,
Agenten os giver i Dag et
Tag Plads!
Der er Bollen!
Men hvor er Agenten?
Jeg har ikke seet ham den hele Morgen! han er nok ikke i Humeur, derfor arrangerer Hr. Granner Dagen for ham!
Naar vi have Madam Blomme og Frøkenen, saa savnes Agenten ikke!
Tak!
Ikke en Vind rører sig! saadan en stille Frost med Solskin er jo en Sommerdag. Søen bliver fast, vi tage hverandre ved Haanden, vandre til Fyensland, og i den første Kirke skal Brylluppet staae!
Vi gjøre Alle Complot mod Agenten!
Fortræffelige Mennesker!
Og, hvis Madammen tillader det, skal jeg som
De er saa
Saa Mutter gjør Øine! jeg vil dog stille mig imellem dem.
Der er Hr. Granner! Paa Plads. (De løbe paa Hr. Blomme).6
Ja, de kunne jo ikke see mig!
Tolvte Scene
See vort Theater
Af pompeianske Art,
Reiste sig i en Fart;
Kom og tag Sæde!
Vi Jaleo skal faae!
See kun, jo det vil gaae,
Og hun bekrandses maa,
O hvilken Glæde!
Vi staae opstillede halv i en Kreds
Og see, hvor hun dandser Jaleo di Xeres.
Nei, see hvor hun kneiser!
See, hvor hun sig reiser,
Og hun gaaer paa sin
Amor forsvare mig,
Du maa bevare mig!
Hjertet bort ved Jaleoen springer.
Foden gjør høie Hop!
Ej, hvor hun strækker sin Krop,
See, hvor hun samler op,
Gjætter Du dette?
Hun vil nok slaaes med Snee!
Jo, jeg kan Grebet see.
Lystig, hei een to tre!
Ak, jeg faaer Hjerte Vee!
Selv uden Vinger paa,
Er det, som hun maa
Stige mod Himlens Blaa,
Ja
Skue vi hende, da
Sprogø vi flyve fra,
Er i
Ei Flugten trætter.
Marmor er Gulvet her,
Himlen saa reen og skjær,
Dandser nu een og hver
Til Castagnetter!
Jeg maa i Dandsen gaae,
Ellers han støder paa,
Dands med Forhindringer maa
Neppe det blive!
Hvor det er glædeligt!
Kjolen er klædelig,
Sidder høist sædelig,
Det kan henrive!
Det gaaer jo klingende,
Lystig og springende,
Hei, see hvor svingende
En Dandserinde.
Medens en Dands De faae,
Vil jeg usynlig gaae;
Alt kan jeg høre paa
Ude og inde!
Klædet! Klædet! giv mig Klædet!
Hør! hør! vi tydelig fornemme,
Nu lidt fjærnt, nu lidt nær, Agent Blommes Stemme!
Klædet! Klædet!
Hør! hør! vi tydelig fornemme,
Nu lidt fjærnt, nu lidt nær, Agent Blommes Stemme!
Nei, hvor kan Agenten være?
Jeg forstaaer det ei, min Kjære!
Næsten taber jeg Fornuften!
Stemmen lød igjennem Luften!
Agent Blomme, hvor er De?
Vi Dem intet Sted kan see!
Blomme! Blomme!
Lille Blomme!
Her! her!
Jeg kan høre, De er nær!
De er her!
De er der!
Ak, hvor er Du søde Mand?
Verset ei jeg huske kan!
»Gurkemeie! Gurkemeie!«
Han en Amulet maa eie,
Der os Synet kan fordreie!
»Gurkemeie! Gurkemeie!«
Hr Agent!
Hvor er De, Kjære?
Jeg vil ei usynlig være!
Gift med en usynlig Mand,
Er jeg, som i Enkestand!
Verset! Verset! sig mig Verset!
Hør! hør! o. s. v.
O, jeg elendige Menneske! Gik–! Gik–! Guk! – nei, jeg kan ikke huske Verset! – jeg bliver aldrig synlig meer!
Men hvor er De dog?
Her! her! hører De ikke jeg tramper? Seer De ikke Mærket i Sneen? Nei, De seer det ikke! Hvorfor tog De Tørklædet fra mig?
Mand! hvor har Du gjort af dit Legeme?
Men saa tag Tørklædet!
Tage det! De veed jo nok, jeg ikke tør! jeg maa jo ikke røre Dem, veed De! Det er en grov Spøg maa jeg sige Dem!
De bliver ikke synlig igjen, før De giver Samtykke til, at Deres Datter maa ægte vor unge Ven Doctoren!
Hvad for Noget? det gjør jeg aldrig!
Vil De da evig blive usynlig?
Blomme! det siger jeg Dig, jeg vil ikke leve med en usynlig Mand!
De har ophørt at være! Deres Nærmeste ville falde fra!
Kjære Fader!
Det er forfærdeligt!
1.
Dem aldrig Verden meer skal see!
O, Vee!
De
O, nei!
Hvis Snue sig indfinder,
Og Stemmen med forsvinder –!
Hu! hu!
Det bliver fatalt!
Blomme, giv efter, ellers gaaer det galt!
2.
Snart skal vi læse høit
Agent
Og Kiøbmand Blomme er bortreist,
Som
Han intet Sted har hjemme,
Han er kun til som Stemme!
Hu! hu!
Det bliver fatalt!
Blomme, giv efter, ellers gaaer det galt!
Ja, hvad der er værre endnu, dersom det er sandt, og hvorfor skulde det ikke være sandt, da det er høist ubehageligt? En Geist kan aldrig komme over Sø og salten Vand, og da maa De blive paa Sprogø, altid, Vinter og Sommer. De vil blive et aandeligt Inventarium her paa Øen!
O, jeg arme Menneske!
Isen vil om Sprogø smelte,
Bølgerne mod Landet vælte,
Eensom her i store Belte
Bliver De, vi reise maae.
Mangen Vinter vil gjenkomme,
Straffetiden er ei omme,
Uden Legem Agent Blomme
Ene skal paa Sprogø gaae!
De er et
De raaber høit og tydelig ja i Vidners Overværelse.
Ja!
Og her er Verset! (giver ham det).
Gikkel Gokkel Gakkeleie!
Gurkemeie!
O! o! Hr. Agent er De der?
Lille Mand!
Jeg har Deres Løfte, at De vilde være tilfreds med, hvorledes Udfaldet blev!
Til Dands! til Dands! en Time gik,
Som om den var et Øieblik! –
De Elskende hinanden fik,
Alt efter gammel Skik!
En stræng Kritik vil slaae ihjel
Vort lette Spøg, vor Bagatel!
Vær ei for
O nei, for oplyst ei!
En stræng Kritik o. s. v.
- 1
- Saaledes som Stykket her er trykt, blev det givet ved
Sommerforestillingenskuespillerne ved Det Kongelige Teater kunne om sommeren skaffe sig ekstrafortjeneste ved at låne teateret til egne forestillinger. ; senere, da det af den kongelige Theater-Direction optoges i Repertoiret, er den Forandring gjort, at den lillePetrine Fredstrup(1827-1884), kongelig balletdanser. udfører den omtalte Dands Jaleo di Xeres, hvorfor Theodor Granners Replik saaledes omskrives:THEODOR Vertens lille Datter dandser den nydelig! hun har udført denne Dands paa Maskeraden i Nyborg; jeg skal faae hende til at dandse den – det er det første Nummer, og saa træder jeg op. Pointet kommer lige efter Dandsen – –BLOMME Men lader det sig gjøre, at det Barn springer om herude i de tynde Klæder o. s. v.↩
- 2
- NB. Efter den senere Forandring »Vil De sørge for Frokosten.«↩
- 3
- Efter den senere Forandring: »Bollen er bestilt; nu skulde man nok see at faae Selskabet samlet, o. s. v.«↩
- 4
- Forandringen er: »Men nu maa jeg ind og faa den Lille i Klæderne.«↩
- 5
- Forandringen er: »BLOMME. Se De nu til, at hun gaaer i Klæderne, nu gaaer jeg af Legemet.«↩
- 6
- Forandringen er: »Der er Hr. Granner med den Lille! Paa Plads!«↩
- 7
- (Her træder den unge Pige op.)↩
Henvis til værket
H.C. Andersen: Den Usynlige paa Sprogø. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 11: Skuespil II 1836-1842. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.