Nu Hr. Agent, hvor vil De have den? i Maven eller i Nakken?

Ingensteder, kjære Ven! aldeles ingensteder! nei lad vær’ dermed! jeg holder s’gu’ ikke af det! – Og jeg er ikke i Humeur.

Ikke i Humeur! men det maa De være! det er jo Deres Dag i Dag! Enhver af os Andre har havt sin, og arrangeret et eller andet Piquant. Nu er Touren til Dem!

Jeg kan ikke finde paa Noget! jeg vil give afbrændt Rødviin!

Ja, det er meget godt, men det er ingen ny Opfindelse, ikke noget Overraskende; der maatte da knyttes iget eller andet Piquant til den brændende Bolle. O ja! jeg skal give Dem et Raad: lad os drikke Deres Datters og Hr. Candidat Meiers Jaord! Der har De en Idee, bring den nu til Udførelse!

O tal ikke saadan til mig, Hr. Granner! jeg har ondt af det; her ligge vi nu paa ottende Dag! altid Driviis i Vesterrenden! ingenvegne komme vi, stuvede sammen ere vi i Stuen derinde, Fruentimmerne for sig, Mændene for sig, her er en sand Tamperret, som skiller Mand fra Qvinde.

Men De vil dog ikke have, at Deres Kone og Datter skulle ligge i Søsterseng med hele Selskabet?

Nei s’gu’ vil jeg ei! men jeg er kjed af det, saa inderlig kjed, som Nogen kan være det; De kjender nok ikke, hvordan det hænger sammen? Der boede jeg ovre i Løgstør, var agtet og æret, som den rigeste Mand. Jeg kunde leve af mine Midler, derfor tog jeg i Efteraaret over til Kjøbenhavn; Moer vilde det, og Ingeborg puffede til. Vi kom derover, Hr. Meier gjorde Cour, men jeg vil ingen Doctor have i min Familie, jeg sagde nei; Mutter sagde jo, men jeg er Mand, og skjøndt det frøs, saa det knagede, lod jeg spænde for, vi vilde hjem til Løgstør. Vi kjørte, men der var gjort Complot; Doctoren satte sig i Diligencen, kom ligesaa hurtig som vi, for at fryse inde paa Sprogø; det er gaaet overordentlig heldig! nu ere vi her paa ottende Dag.

Men jeg er her paa tiende!

Men De har et velsignet Humeur! jeg er forknyt og ærgerlig! ogsaa –, ja De veed det nok ikke.

Jeg har virkelig ondt af Dem, Hr. Blomme! men man maa tage Verden let, saa gaaer hun.

See saadan skal man tage det! jeg er Deres Ven, Hr. Agent! vær i Humeur! jeg vil arrangere Dagen for Dem; jeg skal nok finde paa Noget til at underholde Selskabet med. See, det er dog en lille Steen fra Hjertet?

Vil De? Kan jeg stole paa det?

Vi give en Forestilling. Her er Scenen; det er et Slags pompeiansk Theater med aaben Himmel og murede Coulisser; en levende Telegraph og Store-Belt danne Baggrunden. Men De maa i det Mindste være fornøiet med mig, Hr. Agent! erkjende min gode Villie og være tilfreds med Udfaldet, lover De mig det?

Det vilde jo være en stor Skam ellers! Tak, min inderligste Tak!

men hvad vil De finde paa?

Ja pointet tør jeg ikke sige Dem, det er just det, som skal gjøre Virkningen. Det bliver saadan en Formiddags-Underholdning. Den bengalske Flamme skal lyse fra Bollen. Jeg har jo altsaa Deres Løfte, at De i det Mindste vil være fornøiet med mig. Kjender De »Jaleo di Xeres«?

Nei, jeg kjender hende ikke.

Det er en Dands! den berømte Fanny Elsler gjør en styrtende Lykke med den. Vil De bede Madammen derinde have Trøien og Skjørtet istand; de to Stykker, som bleve brugte ved Maskeraden i Nyborg. Bollen maa ikke glemmes, det er den, som skal holde Tilskuerne varme. Paa sin Reise til Petersborg gjæster Fanny Elsler den lille Ø Sprogø, hvor hun er sneet inde. Hun dandser for os, for Dem – –!1

Men lader det sig gjøre, at hun springer om herude i tynde Klæder, her i al den Snee og Kulde?

De skal see det skeer, og hvad der skeer, lader sig gjøre! Nu vilde det jo være ganske net, om De benyttede mit tidligere Vink, mit venskabelige Raad, og forenede Deres Datter og den unge Doctor.

De maa ikke sige det mere, Hr. Granner! – jeg bliver saa irriteret alene ved at tænke paa det Menneske. Saaledes at reise efter os! altid er han i Hælene paa min Kone, altid gjør han Øine til min Datter –!

Kjærlighed!

Hvem har givet ham Bestalling derpaa?

Amor!

O Snak! – ja De maa ikke blive vred at jeg siger det! men hvad ligner det, alene paa Dril at reise efter os? Læg Haanden paa Hjertet, Hr. Granner, vilde De have handlet saaledes?

Jeg troer det ikke! – men Kjærlighed gjør fortvivlet; jeg er vis paa, at han vover Alt! – Han siger nu som saa: Pigen elsker mig, Moderen er for Partiet, det er kun den Gamle, der har sat sig den Grille i Hovedet ikke at ville sige ja! – det er galt! –

Er det galt?

De forstaaer mig ikke, det er Svigersønnens Ord, ikke mine. De er en fornuftig Mand, De vil hvad De vil, og derfor er jeg Deres Ven! – jeg vil sige Dem det, vær paa Deres Post! Vedkommende have henvendt sig til mig, bedet mig føre Sagen, og var De ubøielig, bruge et eller andet Fif, hvorved De kom i Klemme.

Og hvad svarede De?

Det kan De jo nok vide!

Tak! – De er min sande Ven!

Nu henvende de sig rimeligviis til en Anden, og der ere Mange, Hr. Agent, der ikke ere Dem en Ven, som jeg. Derfor hav Øinene med Dem! Jeg kunde overbevise Dem – men nei! man skal aldrig sige sine Venner, hvad der er ubehageligt! –

Nei! det holder jeg heller ikke af. De har ellers hørt Noget?

Lad os ikke tale derom! – Nu besørger De Costumet og Bollen, saa skal jeg ordne Scenen.

Hr. Granner! jeg er Mand, jeg er Fader! jeg kan godt taale at høre enhver Ting; jeg er saa fortvivlet, jeg kan blive!

O! det er slet ikke Tingen, jeg er forlegen ved at sige Dem, det er Maaden, jeg har faaet den at vide paa. Der ere i Naturen Kræfter, som grændse til det Ubegribelige, Ting, man egenlig ikke skal tale om, og derfor ville vi det ikke heller. Jeg har været usynlig, og saa seer man Meer, end selv et Søndagsbarn kan faae at see! –

Usynlig!

Tal ikke saa høit! De er min Ven! De veed, jeg har reist meget, besøgt de fleste Steder i Europa. Lykken har forskaffet mig, hvad der maaskee først om tusinde Aar vil blive en fælles Eiendom for hele Menneskeheden. I gamle Ordsprog ligger der tidt en stor Viisdom, mangen Talemaade gjemmer Nøglen til de dybeste Hemmeligheder i Naturen. Stik en hvid Pind i Munden, saa er du usynlig, siger man; – den hvide Pind hjælper ikke, men der er dog Noget deri; De skal ellers ikke sige til Nogen, hvad jeg har sagt Dem.

Jeg har slet ikke forstaaet Dem.

Det skulde De ikke heller, det er nok, at De kjender mit Venskab, veed, at jeg har Leilighed at høre og see Meer, end nogen Anden. Vil De nu sørge for Costumet og Frokosten,2 saa indretter jeg Theatret. Men, som jeg har sagt, vær paa Deres Post!

Forunderlige unge Mand! – (idet han gaaer) det er s’gu’ et godt Hoved!