H.C. Andersen
FraNyt Repertorium for Moerskabs-Læsning 1831

Det sunkne kloster

Efter Gottschalcks tyske folkesagn

Nær ved flækken Neuenkirch ligger der, midt i den dunkle skov, en ensom eng med en lille sø. Stedet her er kun lidet besøgt, ja, kun få kender det. Den sorte granskov rundt om har noget melankolsk, noget der vækker gysen, idet den ligesom kaster et hemmelighedsfuldt slør over dette sted hvor ingen fugl kvidrer, ingen solstråle ret finder vej. Søen selv er uendelig dyb, og det er en grund mere hvorfor man frygter den.

For mange århundreder siden stod her et nonnekloster med høje tårne og udhuggede stenbilleder i den røde mur.

En mørk, stormende vinternat kom der engang en gammel, fattig mand. Syg og afkræftet ville han her bede om ly og natteleje. Han bankede på porten, men portnersken var en magelig, hårdhjertet kvinde. Det var hende for koldt og for megen ulejlighed at gå ned og åbne de mange låse og skodder. Hun råbte derfor kort og vred til ham at han måtte gå og søge et andet natteleje, men det var den gamle for udmattelse og kulde umuligt at gå længere. Han bad endnu en gang, jamrede og græd, men forgæves, selv priorinden og alle de andre nonner lod sig ikke røre ved hans nød. Kun en eneste, der endnu ikke havde aflagt ordenens løfte, blev rørt derved og bad for ham. Men de lo ad hende, spottede hendes gode følelse og lod den gamle blive udenfor.

Da steg uvejret mere og mere. Den gamle mand berørte muren med sin stav, og i samme nu sank det stolte kloster ned i dybet. Røg og ild bølgede op af det frygtelige svælg, som derpå fyldtes med vand. Da uvejret lagde sig om morgenen, så man en sø på det sted hvor dagen forud det gyldne kors havde funklet i sollyset på de høje klokketårne.

Hin godmodige søster der ene følte medlidenhed for den gamle, nærede en oprigtig, levende kærlighed til en af egnens mest ædle riddere. Klosteret var hende derfor et fængsel. Men i mangen natlig time sneg ridderen sig gennem skoven til det ensomme kloster. Når da alt slumrede rundt om, talte de gennem gitteret til cellen, og ofte stod allerede daggryet på himlen før de skiltes ad.

Også i denne stormende nat kom han. Men hvor bævede ikke hans hjerte af angst og smerte da han ikke længere så klosteret der, men kun hørte hvor vandet brusede og kogte i den tykke røg. Han vred sine hænder, jamrede og råbte den elskedes navn så det kunne høres gennem stormen vidt omkring.

»Kun én gang, kun én eneste gang,« sukkede han, »kom tilbage i mine arme!«

Da hørte han en stemme fra dybet hvor søen rejste sine skummende bølger.

»Kom i morgen nat ved den ellevte time her på dette sted! På vandfladen her vil du da se en blodrød silketråd, tag den og træk op!«

Stemmen tav. Fuld af sorg og smerte vandrede ridderen hjem, uvis om hvad hans skæbne ville blive. Men på den fastsatte tid kom han igen og gjorde hvad stemmen havde befalet ham.

Skælvende greb han den blodrøde tråd, trak den op og – da stod hans elskede for ham.

»Den uudgrundelige skæbne,« sagde hun, »der lod mig uskyldige synke i dybet med de skyldige, har forundt mig at jeg hver nat fra elleve til tolv tør tale med dig. Men aldrig tør jeg overskride denne bestemte tid; gjorde jeg det, da så du mig aldrig mere. Heller ikke tør nogen anden mand uden dig få mig at se, ellers vil en usynlig hånd overskære min livstråd.«

Længe, længe fortsatte ridderen sine natlige besøg, og altid steg den elskede op af de blå bølger når han trak i den blodrøde tråd. De var begge så lykkelige ved disse hemmelighedsfulde sammenkomster og frygtede heller ikke for at blive overrasket her på dette ensomme, frygtede sted. Men nid og ondskab belurede ridderens fjed, og en fremmed mand så de elskende vandre arm i arm ved søens bred. Da ridderen nu den følgende nat i det klare måneskin nærmede sig den kære sø, da var vandet blodrødt. Skælvende greb han tråden, men – den var bleget hvid og skåret over.

Jamrende løb han rundt om søen, vred sine hænder og råbte den elskedes navn. Men alt blev stille. Da styrtede den trøstesløse yngling sig i søen, og vandet lukkede sig over ham.

Del

[Sassy_Social_Share]