Hvor Byens Damer trække paa Parade,

Hvor Cavalerer smukt gaae op og ned,

(Det er det eneste, man om dem veed)

I Korthed sagt – paa Østergade,

Gik jeg i Aftes just min stille Gang;

Fra Nabo-Husene saa lysteligt det klang;

Hist legede man Juul, her sprang man lidt omkring,

Der sad man om et Bord og gjorde Ingenting.

En Frøken-Mø,

Der løb i Frø,

Fortalte og bagtalte hist i Canapeen,

I det hun ogsaa nippede til Theen.

Paa begge Gadens Sider man hæsligt gjorde Vind;

Det blæste mig om Frakke, Hat og Kind.

Da til min Qvide

Kom mig imøde, altsaa mod min tredie Side,

En lille Herre,

Der ogsaa gjorde Vind, desværre!

I samme Nu – (betænk det dog, min Læser!)

Det ogsaa stærkt fra Kongens Nytorv blæser.

Som Choribanter

Mig Vindene anfaldt fra disse fire Kanter,

Og før jeg kunde raabe dem et: stop!

De klemte mig, saa jeg gik op

I lige Linie igjennem Luften;

Men, Gud skee Lov, jeg dog beholdt Fornuften!

Jeg nedad saae, i det jeg nu fløi bort,

O, Alt løb ud i Eet, som paa et Tydsklandskort!

Hvor Kjøbenhavn saae ud! hvor den var broget,

Og hvor der var en Snak om Ingenting og Noget.

Men stedse fløi jeg opad; jeg følte Febergys;

Smukt tændtes Nattens Stjerner som klare Julelys,

Og Himlen selv var Træet, og vores halve Jord,

Med Sneens hvide Dække, stod, som et Julebord.

Ja Tinsoldater, Spilleværker, Byer og Regenter,

Med mere, stod paa Bordet, som Presenter,

Og høit i Himlen sad de Engle smaae,

Og saae derpaa;

Thi see, det maatte de, men ikke røre,

Da Jordens Børn jo er’ saa grumme skjøre!

Jeg saae da ogsaa paa min Seilads,

Den hele brogede Julestads.

– Hist var to lærde Mænd i Klammerie,

Om Cicero har meent et quæ hvor han skrev qui,

Om han i sine Buxer brugte Spænde,

(Thi det er vigtigt slige Ting at kjende);

Der blev en blodig Kamp blandt disse to Athlether.

Hist støbte man i Former smaae Poeter,

Ja Kogebøger, Polemiker, alt med Politur;

Man lærte: »Kunst er mere end Natur.«

– Her stod en Helgen af Gips og Kride,

Af Øiet vendte han fromt det Hvide,

Hans Glorie havde man malet guul,

Men indeni var han ganske huul.

– Een straalte som den lyse Dag,

Med Ordner baade for og bag,

Hans Rygte gik afsted, »trap, trap!«

Men Manden selv var kun gjort af Pap.

– Een Medlem var af lærde Klubber

I sneseviis, men naar man skubber

Dem sammen alle, som her var deelt,

Fik knap man eet gediegent Heelt!

– Der sad en Bladskriver, veltilfreds,

Forfattere stod om ham i Kreds;

Et Exemplar af hver han fik;

Det var Politik!

Thi slige Folk maa man ei foragte,

De kan os baade flaae og slagte;

Vel kan de kun gjøre vort Legem Vee,

Ei Aanden – men den vil jo Ingen see!

– Hist klippede tre – det var en Gru,

Et Rige, som var det et Kort, itu;

Den største af disse smaae Krabater,

Rask knækkede sine Tinsoldater,

Men altfor stærke var ham nogen,

Og derfor smed han dem hen i Krogen.

Guds Engle græd – jeg skjændte saa smaat,

Thi Legetøiet var dog for godt.

Det Syn mig slog – – jeg faldt da ned,

Og saa – ja intet meer jeg veed;

Ved ▶Frihedsstøtten jeg Stakkel laae,

Men over Danmark stod Himlen blaa.

Ak, det er haardt, kan hver Mand troe,

At falde fra Himlen til Vesterbroe▶!