Saa har jeg mistet Dig, Du Eiegode!

Din Trøst, Din Glæde hører jeg ei meer.

Du saae i hvad vor Herre mig betroede,

Saa meget – som kun Faderøiet seer.

Er det forfængeligt, jeg i min Smerte

Just føler, hvad jeg ved Dit Bifald vandt?

Nu, meer end før, Du læse kan mit Hjerte,

Nu bedst Du seer, hvorvidt Dit Haab var sandt.

Der fløi en Svane rundt om hele Jorden,

Den lagde Hoved i den Vildes Skjød,

Og Kjærlighed den vandt i Syd, som Norden.

Fra Hermans Skove Dine Hymner lød’;

Sidst var det Føde-Egnens Friheds-Sange1,

Og verdenshjemlig blev hiin Melodi;

Da brast det Hjerte, hvoraf ei er’ mange,

I Sorg staae Videnskab og Poesi.