Digteren Bernhard Severin IngemannBernhard Severin Ingemann (1789-1862), dansk forfatter, siden 1823 nær ven af H.C. Andersen.
Ved hans Vugge stod Danmarks
Hvorhen han saae, faldt en Solstraale; den tørre Green, som han berørte, satte Blade og Blomster; han brød ud i Sang, som Himmelens Fugle synge, i Glæde og Uskyldighed.
Hvad han plantede groer, thi det har slaaet Rødder i Folkets Hjerter. Hans Tale lagde Toner i det danske Sprog, hans Fædrelands Sind lægger Kraft i Sværdet, hans rene Tanke er som den forfriskende Søvind!
Det var nu sidste Juul. Hvad vi melde er ikke Digtning, selv fortalte han til Vennen sin Drøm: hans Jordeliv var endt, Legemet en henkastet
Vakt er han i denne Stund, men
Hvad der maa forsvinde og veire hen er nu lagt i Graven under Kirkeklokkers Klang, Psalmetoner og Kjærlighedens Taarer; hvad der aldrig døer, er hos Gud; hvad han plantede, er hos os til Glæde og Velsignelse!
Digteren Bernhard Severin Ingemann
Trykt første gang i Illustreret Tidende, nr. 128, 9. marts 1862. BFN 838
466 | |
Ingemann | Bernhard Severin Ingemann (1789-1862), dansk forfatter, siden 1823 nær ven af H.C. Andersen. |
Genius | skytsånd. |
Aaringer | år. |
Urtegaardsmand | gartner. |
Fra Folketroens Ager … Glæde og Kjærlighed | reference til Ingemanns historiske romaner, hvori han behandler emner fra Danmarks middelalder. Romanerne blev særdeles populære i alle samfundslag. Inden Ingemann udgav sin første roman, havde han udgivet eposet Waldemar den Store og hans Mænd, 1824, der, som titlen antyder, også henter sit stof i middelalderen; herefter fulgte så de fire historiske romaner: Valdemar Seier, 1824, Erik Menveds Barndom, 1828, Kong Erik og de Fredløse, 1833, samt Prins Otto af Danmark og hans Samtid, 1835; Ingemann sluttede rækken af skildringer af Danmarks middelalder med endnu et epos, Dronning Margrete, 1836. |
Han lagde Frøkorn … Glæde i Gud | jf. Ingemanns produktion af salmer; allerede som ung havde han digtet salmer, men den første egentlige samling, Morgenpsalmer til Brug for Eleverne i Sorøe Academies Skole, udkom først i 1823. Den fulgtes to år efter af Høimesse-Psalmer til Kirkeaarets Helligdage. |
Cherub(ernes) | kerub, ifølge 3. Mosebog 24 en klasse af engle, som af Gud blev sat øst for Paradisets Have for at bevogte vejen til Livets Træ; keruberne er bevæbnet med flammesværd. |
I Hverdagslivets tørre Jordbund … gribende Selsomhed | jf. den række af eventyr, som Ingemann udgav; hans første eventyrsamling udkom i 1820 med titlen Eventyr og Fortællinger, men allerede i 1817 havde han udgivet den lange prosafortælling De Underjordiske. Et bornholmsk Eventyr. |
Han førte ind til de Smaa … Land | Farao, ældre tiders betegnelse for Egyptens hersker; forestillingen om at storken trækker bort til Egypten ved vintertide findes bl.a. i Ingemanns børnesang »Børnenes Sang til Storken« (fra Folkedands-Viser og Blandede Digte, 1842), hvortil der hentydes. |
Morgen- og Aftensange | Morgen- og Aftensange er titlen på en samling af sange, som Ingemann udgav i 1839 (rummer bl.a. »I Østen stiger Solen op«); Morgen- og Aftensange er en samlet udgave af to tidligere samlinger, nemlig Morgensange for Børn, 1837, og Syv Aftensange, 1838, skrevet til børnene ved Prinsesse Caroline Amalies Asyl (oprettet 1829), og sat i musik af C.E.F. Weyse (1774-1842). |
Støvklædning | betegnelse for menneskets fysiske fremtræden; bygger på forestillingen om, at mennesket består af krop (støv) og ånd, og når døden indtræder, frigøres ånden og kun støvet bliver tilbage; jf. fx 1. Mosebog 18,27. | 467 |
hans trofaste Hustrue(s) | malerinden Lucie Ingemann, født Mandix (1792-1868); parret blev gift i juli 1822, ugen efter B.S. Ingemann var blevet udnævnt til lektor i dansk sprog og litteratur ved Akademiet i Sorø; de blev boende i pavillonen ved siden af Akademiet til hans død. |
hun sidder ene tilbage | B.S. Ingemann døde den 24. februar 1862. |
Mødets Stund | ifølge kristen forestilling det tidspunkt, hvor man efter døden forenes med sine kære i Paradis. |