Digteren Bernhard Severin Ingemann

Ved hans Vugge stod Danmarks Genius og Poesiens Engel; de saae gjennem Barnets milde blaae Øine ind i et Hjerte, der ikke kunde ældes i Aaringer, Barnesindet vilde aldrig forsvinde, han skulde blive en sjelden Urtegaardsmand i Poesiens Have i det danske Land, og de gave ham Hilsen og Indvielse ved et Kys.

Hvorhen han saae, faldt en Solstraale; den tørre Green, som han berørte, satte Blade og Blomster; han brød ud i Sang, som Himmelens Fugle synge, i Glæde og Uskyldighed.

▶Fra Folketroens Ager, fra svundne Tiders mosgroede Grave tog han Frøkorn, lagde dem ved sit Hjerte, lagde dem paa sin Pande, plantede dem og lod dem groe; og de trivedes, de voxte ind i Bondens lave Hytte, slyngede sig som Sanct-Hansurten hen under Loftet og bredte ud de friske Blade; hvert Blad var for Bonden et Historiens Blad, der susede i den tankerige Vinteraften hen over den lyttende Kreds; den hørte om gammel Tid i Danmark og Danskens Sind; de danske Hjerter løftedes derved i Glæde og Kjærlighed◀.

▶Han lagde Frøkorn bag de brusende Orgelpiber og Cherubernes syngende Træ viftede sine Grene, susede Psalmesang: Fred i Hjertet, Glæde i Gud◀!

I Hverdagslivets tørre Jordbund lagde han Eventyrets Blomsterløg og det skjød frem, udfoldede sig i broget Pragt og gribende Selsomhed.

Han førte ind til de Smaa Storken fra Kong Pharaos Land; han lærte dem Morgen- og Aftensange og de forstode hos ham hvert eneste Ord.

Hvad han plantede groer, thi det har slaaet Rødder i Folkets Hjerter. Hans Tale lagde Toner i det danske Sprog, hans Fædrelands Sind lægger Kraft i Sværdet, hans rene Tanke er som den forfriskende Søvind!

Det var nu sidste Juul. Hvad vi melde er ikke Digtning, selv fortalte han til Vennen sin Drøm: hans Jordeliv var endt, Legemet en henkastet Støvklædning, han løftedes bort, men fast holdt han endnu paa en Haand, han kunde ikke slippe den,hans trofaste Hustrues Haand; og han fornam, at den blev vaad af Taarer, og i det Øieblik fulgte hun ham, – da vaagnede han.

Vakt er han i denne Stund, men hun sidder ene tilbage i det Hjem, hvor Hver, som traadte ind, blev mildere og bedre; hun sidder i Længsel og Savn; for ham er til Mødets Stund Tiden, som Minuttet for os, det veed hun; »Tak og Kjærlighed!« lyder fra hendes Mund, lyder fra Barnehjertet og fra det danske Folk.

Hvad der maa forsvinde og veire hen er nu lagt i Graven under Kirkeklokkers Klang, Psalmetoner og Kjærlighedens Taarer; hvad der aldrig døer, er hos Gud; hvad han plantede, er hos os til Glæde og Velsignelse!