H.C. Andersen
Fra Illustreret Tidende 1862

Digteren Bernhard Severin Ingemann

Ved hans Vugge stod Danmarks Genius og Poesiens Engel; de saae gjennem Barnets milde blaae Øine ind i et Hjerte, der ikke kunde ældes i Aaringer, Barnesindet vilde aldrig forsvinde, han skulde blive en sjelden Urtegaardsmand i Poesiens Have i det danske Land, og de gave ham Hilsen og Indvielse ved et Kys.

Hvorhen han saae, faldt en Solstraale; den tørre Green, som han berørte, satte Blade og Blomster; han brød ud i Sang, som Himmelens Fugle synge, i Glæde og Uskyldighed.

Fra Folketroens Ager, fra svundne Tiders mosgroede Grave tog han Frøkorn, lagde dem ved sit Hjerte, lagde dem paa sin Pande, plantede dem og lod dem groe; og de trivedes, de voxte ind i Bondens lave Hytte, slyngede sig som Sanct-Hansurten hen under Loftet og bredte ud de friske Blade; hvert Blad var for Bonden et Historiens Blad, der susede i den tankerige Vinteraften hen over den lyttende Kreds; den hørte om gammel Tid i Danmark og Danskens Sind; de danske Hjerter løftedes derved i Glæde og Kjærlighed.

Han lagde Frøkorn bag de brusende Orgelpiber og Cherubernes syngende Træ viftede sine Grene, susede Psalmesang: Fred i Hjertet, Glæde i Gud!

I Hverdagslivets tørre Jordbund lagde han Eventyrets Blomsterløg og det skjød frem, udfoldede sig i broget Pragt og gribende Selsomhed.

Han førte ind til de Smaa Storken fra Kong Pharaos Land; han lærte dem Morgen- og Aftensange og de forstode hos ham hvert eneste Ord.

Hvad han plantede groer, thi det har slaaet Rødder i Folkets Hjerter. Hans Tale lagde Toner i det danske Sprog, hans Fædrelands Sind lægger Kraft i Sværdet, hans rene Tanke er som den forfriskende Søvind!

Det var nu sidste Juul. Hvad vi melde er ikke Digtning, selv fortalte han til Vennen sin Drøm: hans Jordeliv var endt, Legemet en henkastet Støvklædning, han løftedes bort, men fast holdt han endnu paa en Haand, han kunde ikke slippe den,hans trofaste Hustrues Haand; og han fornam, at den blev vaad af Taarer, og i det Øieblik fulgte hun ham, – da vaagnede han.

Vakt er han i denne Stund, men hun sidder ene tilbage i det Hjem, hvor Hver, som traadte ind, blev mildere og bedre; hun sidder i Længsel og Savn; for ham er til Mødets Stund Tiden, som Minuttet for os, det veed hun; »Tak og Kjærlighed!« lyder fra hendes Mund, lyder fra Barnehjertet og fra det danske Folk.

Hvad der maa forsvinde og veire hen er nu lagt i Graven under Kirkeklokkers Klang, Psalmetoner og Kjærlighedens Taarer; hvad der aldrig døer, er hos Gud; hvad han plantede, er hos os til Glæde og Velsignelse!

Digteren Bernhard Severin Ingemann

Trykt første gang i Illustreret Tidende, nr. 128, 9. marts 1862. BFN 838

466
IngemannBernhard Severin Ingemann (1789-1862), dansk forfatter, siden 1823 nær ven af H.C. Andersen.
Geniusskytsånd.
Aaringerår.
Urtegaardsmandgartner.
Fra Folketroens Ager … Glæde og Kjærlighedreference til Ingemanns historiske romaner, hvori han behandler emner fra Danmarks middelalder. Romanerne blev særdeles populære i alle samfundslag. Inden Ingemann udgav sin første roman, havde han udgivet eposet Waldemar den Store og hans Mænd, 1824, der, som titlen antyder, også henter sit stof i middelalderen; herefter fulgte så de fire historiske romaner: Valdemar Seier, 1824, Erik Menveds Barndom, 1828, Kong Erik og de Fredløse, 1833, samt Prins Otto af Danmark og hans Samtid, 1835; Ingemann sluttede rækken af skildringer af Danmarks middelalder med endnu et epos, Dronning Margrete, 1836.
Han lagde Frøkorn … Glæde i Gudjf. Ingemanns produktion af salmer; allerede som ung havde han digtet salmer, men den første egentlige samling, Morgenpsalmer til Brug for Eleverne i Sorøe Academies Skole, udkom først i 1823. Den fulgtes to år efter af Høimesse-Psalmer til Kirkeaarets Helligdage.
Cherub(ernes)kerub, ifølge 3. Mosebog 24 en klasse af engle, som af Gud blev sat øst for Paradisets Have for at bevogte vejen til Livets Træ; keruberne er bevæbnet med flammesværd.
I Hverdagslivets tørre Jordbund … gribende Selsomhedjf. den række af eventyr, som Ingemann udgav; hans første eventyrsamling udkom i 1820 med titlen Eventyr og Fortællinger, men allerede i 1817 havde han udgivet den lange prosafortælling De Underjordiske. Et bornholmsk Eventyr.
Han førte ind til de Smaa … LandFarao, ældre tiders betegnelse for Egyptens hersker; forestillingen om at storken trækker bort til Egypten ved vintertide findes bl.a. i Ingemanns børnesang »Børnenes Sang til Storken« (fra Folkedands-Viser og Blandede Digte, 1842), hvortil der hentydes.
Morgen- og AftensangeMorgen- og Aftensange er titlen på en samling af sange, som Ingemann udgav i 1839 (rummer bl.a. »I Østen stiger Solen op«); Morgen- og Aftensange er en samlet udgave af to tidligere samlinger, nemlig Morgensange for Børn, 1837, og Syv Aftensange, 1838, skrevet til børnene ved Prinsesse Caroline Amalies Asyl (oprettet 1829), og sat i musik af C.E.F. Weyse (1774-1842).
Støvklædningbetegnelse for menneskets fysiske fremtræden; bygger på forestillingen om, at mennesket består af krop (støv) og ånd, og når døden indtræder, frigøres ånden og kun støvet bliver tilbage; jf. fx 1. Mosebog 18,27.
467
hans trofaste Hustrue(s)malerinden Lucie Ingemann, født Mandix (1792-1868); parret blev gift i juli 1822, ugen efter B.S. Ingemann var blevet udnævnt til lektor i dansk sprog og litteratur ved Akademiet i Sorø; de blev boende i pavillonen ved siden af Akademiet til hans død.
hun sidder ene tilbageB.S. Ingemann døde den 24. februar 1862.
Mødets Stundifølge kristen forestilling det tidspunkt, hvor man efter døden forenes med sine kære i Paradis.

Del

[Sassy_Social_Share]