Elbkongens Brud

Det er saa stille i Fjendens Leir,

Nu sover Hæren, den drømmer Seier;

En Eneste vaager paa Kampens Færd,

Han læner sig til sit gode Sværd,

Og synger sin Ungdoms glade Drøm,

Ved den brusende Strøm.

Hvad rører sig vel i Sivet her,

Det er, som Taage ved Maanens Skjær.

I Vinden flagrer det sølvblaae Liin,

Der staaer en Qvinde, saa faur og fiin,

Hun lytter og smiler saa mangen Gang,

Til hans jublende Sang.

Ei Elskov rørte hans unge Bryst,

Han synger sin Barndoms Smerte og Lyst,

Og Havfruen aner et bedre Liv.

Hun hæver sig op fra de grønne Siv,

Og seer ham i Øiet en eneste Gang,

Da forstummer hans Sang.

Selv bliver hun bleg og atter rød,

I Øiet tændes Kjærligheds Glød.

Hun trykker hans Haand, – hvor bæver hans Bryst.

Han stammer sin Kjærligheds rene Lyst,

Hun blegner og koldt bryder Læben ud:

»Jeg er Elbkongens Brud!«

»Ak, havde jeg aldrig hørt den Sang,

Lev vel, Du seer mig for sidste Gang!«

Hun er forsvunden – høit Bølgen slaaer,

Et blomstrende Siv i Vandet staaer,

Det visner – see, nu synker det ned!

Kan Sivet vel døe af Kjærlighed?

– Trompeten gjalder i Fjendens Leir.

Ud, til Død eller Seier!