H.C. Andersen

Emma Hartmann, født Zinn

Her et Hjerte har hørt op at banke,

Som var glad i Verden og i Gud,

Vid og Lune og den dybe Tanke

For os, som et Stjerneskud, slukt ud.

Bag Kistens Fjæl en Moder ligger Lig,

En Hustru, – ja, en Skat, en Skat saa rig!

Blomster elsked’ hun, og Blomster være,

Som et Tæppe, over Kisten lagt!

Toner elsked’ hun, og Toner bære

Vort Farvel, igjennem Taarer bragt!

Mer tung end Jorden over Kistens Fjæl

Er Sorgen, Hjertets Sorg i sligt Farvel!

Jesus Christus, Du os Trøsten bringer

Gjennem Ordet, gjennem Tankens Lys;

Hun er fri, paa Aandens Engle-Vinger

Høit hun svæver over Dødens Gys;

Sit Hjem, der staaer i Sorg, saa tomt, forladt,

Hun smiler til, det hendes Jordlivs Skat!

Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Først kendte tryk i Fædrelandet, nr. 61, 13. marts 1851, og som lejlighedstryk samme dato. Førstnævnte udgave følges her. BFN 589

Henvis til værket

H.C. Andersen: † Emma Hartmann, født Zinn. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 8: Digte II 1840-1875. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01

This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.