En Comedie i det Grønne
Vaudevillelet, tit satirisk lystspil med indlagte sange. i een Act
1840
| FRANK | , Inspecteur hos en Greve | |
| DALBY | , Skuespildirecteur ved et reisende Selskab, | |
| , Skuespildirecteur ved et reisende Selskab, | ||
| forklædt som: Gaardskarl, | ||
| Haarskjærer, | ||
| Theatermaler, | ||
| Poet, | ||
| Souffleur, | ||
| |
Første Scene
Her er altsaa Skuepladsen! Disse grønne Træer ere Coulisser, og Kløvermarkerne med de smukke Skovpartier, danne Baggrunden. Det er godt gjort! det er et Theater paa
Anden Scene
FRANK (siden) DALBYDet er en deilig Morgen! Alt er saa forfrisket af den velsignede Natteregn! Men Regnen har ogsaa drevet alle de smaa Udyr frem. Hu, hvor her hopper af Smaafrøer! det er en
Herre Gud! det skal nu være saa stort! (sætter sig ned og ryger sin Pibe). Jeg tør give mit Hoved paa – nei, det var for meget! jeg troer knap jeg vil sætte mit Pibehoved derpaa, men vis er jeg paa, at der ikke er Een i Selskabet som staaer stort høiere end min Kat staaer! Men lad nu Greven om det. Han bliver nok
Med Forlov! kan han ikke sige mig, hvor jeg finder Forvalteren; han skal hedde Frank, sagde man mig!
Jo det er mig selv!
Saa er det ham selv! tænkte jeg det ikke nok!
Og hvem er Du?
Jeg er ogsaa mig selv.
Jeg mener, hvem har sendt Dig?
Hvem der har sendt mig? Det har jeg selv gjort, for naar jeg selv sender mig selv nogetsteds, saa gaaer jeg selv og forretter mit Ærinde selv!
Naa ja, det er godt! Og hvad vil Du?
Ja, men han maa kjende mig! det er mig, der er Næstsødskendebarn til Skoleholderens Christine! det er mig, som har
I Gaarden med min Pige saa øm,
Jeg dandser i Solens Glands;
I Støvlerne har jeg
Der bliver ei Græs paa Pletten meer,
Kun Steenbroen der og Støv man seer,
Mens alle Smaapiger langs Væggen i Rad,
De hvidske: »med ham jeg dandse gad!«
De puffe hinanden og slaae Øinene ned;
Det er bare, pure Kjærlighed.
Selv Brødkonen seer paa sine Hjerter lidt,
Dem gav hun gjerne alle for mit!
Ja, det maa være et fælt Syn! men hvad var det nu egentlig, han vilde mig.
Hvad jeg vilde ham?
Ja vist! han har jo ingen Ting sagt.
Har jeg ingen Ting sagt? har jeg ikke staaet her og snakket et heelt Qvarteer! han er en kuriøsk Mand, Hr. Inspecteur; har jeg ingen Ting sagt? Naa, hvad var det da, han vilde, jeg skulde sige?
Er han drukken? det er jo ham der vil mig noget og ikke mig der vil ham noget!
Saa? vil jeg ham noget? Hvem har sagt ham det, Inspecteur?
Dit dumme –!
Nei, ingen
Hvad var det Du vilde sige mig –?
Ja, see saadan er det man skal tale. Gelinde! ganske gelinde! thi for mig kan de drikke derovre saa meget de lyste! Det er jo dog ham og Grevskabet der skal betale det!
Hvo drikker derovre! Hvad skal jeg betale!
Gelinde! gelinde! Commediantspillerne.
Er Comedianterne komne?
Ja vist ere de komne! jeg tænkte at de kunde lade sig nøie med at æde Blaar! for det har jeg seet før! nei, Steeg vil de have! Fisk og
Altsaa ere disse Comedianter komne, og de ere tagne ind i Kroen?
Ja i »de fem Flasker,« hvor jeg er Gaardskarl! – Og da jeg nu har ladet Inspecteuren det vide, saa betænker han vel ogsaa mig, at jeg ikke skal sidde med tør Mund.
See, at han faaer mig fat paa Directeuren, forstaaer han, Directeuren; han hedder Dalby! siig til den gode Mand, at jeg venter ham her! det bliver bedst at han følger ham herover! forstaaer han? Vi have noget at tale sammen om.
Jo vist forstaaer jeg! Dideriktøren vil han have fat paa. Jeg skal nok tage Karlen med mig, ja det skal jeg! Naar han seer mig igjen seer han ogsaa Dideriktøren! og naar han seer Dideriktøren saa seer han ogsaa mig! for see saadan er det! (Gaaer).
Tredie Scene
FRANK (alene).Det var en løierlig Fyr! – Naa, saa har vi da Selskabet! jo, det er et rart Selskab! naa, hvor her vil ligge et Huus! og hvor de ville spise og drikke! – Det er rigtignok en frisk, grøn Green, de ere komne paa, disse Fugle fra alle Verdens Kanter! – det er ynkeligt! jo, jeg har kigget ind i deres Verden, jeg saae for femten Aar siden saadant et Selskab i Corsøer, og jeg saae Selskabet i sin Morgenbelysning: syv Personer i samme Kammer! hun, som spillede Dronningen, sad paa Sengekanten med en guul
Fjerde Scene
FRANK. DALBY (som Haarskjærer).God Morgen, min Herre! god Morgen!
God Morgen! hvad godt har De at sige mig!
Godt? Naa, saa De troer endnu paa noget Godt i Verden! det er kun Forstandens
De vil sige, at de ikke er tilfreds med Verden.
De er meget ulykkelig?
Jeg er Haarskjærer! disse tre Ord giver dem Begrebet, som
De er Theater-Friseur?
Det er jeg! som Individ deprimeret af Verden, men ved Philosophien ledet paa det Centrale for min Roligheds Existense! jeg er Theater-Friseur!
Ja, der har De jo en viid Mark for Dem!
Min Vei der, er
I den negative Væren
Var jeg strax, som ung Friseur,
Hegel læste jeg og Læren
Potensered mit Humeur.
Scenen blev nu min Arena;
Skue min Virken, stort og smaat:
Haar for en
Krølnak til en Askepot,
Sorte Lokker for en
For en
Een i Hjerter, een i Spaer;
Blonde, Brune, Sure, Milde,
Selv for
Alles Haar correct jeg sætter,
Alting efter Tid og Sted,
Aagerkarle og
Borgemester, Kriger, Bonde,
Excellense og Student,
For de Gode, for de Onde,
Det for mig er eet omtrent!
Viva, viva, excellent!
Men hvad kommer det mig ved? Siig mig, hvad De egentlig vil mig?
Hvad jeg vil? Eet er at ville, eet er at kunne! Villien er tidt et
Jeg maa have den Ære at sige Dem, at jeg er et ganske almindeligt Menneske, jeg forstaaer mig ikke paa disse mange Snirkler, de gjøre mig kun vildfarende. Vil De ikke ganske simpelt sige deres Mening.
Det er altsaa Ordenes Fremtrædelses-Form, der caotiserer Dem?
Bare De vilde give mig det klart og tydeligt, for ellers kan jeg ikke have den Fornøielse at tale med Dem.
Det var fra
Femte Scene
FRANK (alene).Ja, vor Herre maa vide hvad han egentlig vilde! det kunde være meget godt hvad han fortalte, naar man bare forstod det! men
Sjette Scene
Min Herre, vil De ikke stille Dem der!
Hvorfor?
Her skader De Maleriet, men tre Skridt bort, og de forhøier Effecten! – O hvor skjønt!
Hvad skal det betyde! Hvem er De min Herre!
Hvem jeg er?
Kan min Dragt Dem ei sige,
Jeg er Maler! o Held!
Skue disse Lokker dog, hvor rige!
Min bare Hals, som hos en Pige!
Alt dette maa Dem sige vel,
Jeg er en nyfødt
Skjøndt jeg i Nutid fødtes,
Middelalderens jeg blev;
Kun til den min Tanke knøttes,
Den mig henrev,
Jeg af den er Elev!
Jeg forstaaer Dem, De er Maler!
Decorationsmaler og Maskinmester ved Hr. Directeur Dalbys Skuespiller-Selskab. Det var nær ved, overordentligt nær ved, at De havde faaet mit Pragt-Stykke at see, mit store Malerie, der skulde have blevet verdensberømt; men der gik Ild i Huset hvor jeg boede, og
Det var Troja De havde malet.
Nei, det var et
Men er ikke dette vel stærkt?
Det er overordentligt! det er en Idee, der bærer Middelalderens Præg, og er derfor klassisk! lad os stille, uden Bevidsthed følge denne Romantik, saa kommer Inspirationen.
Ja,
Ingenlunde! Naturen er skjøn, ja det veed Gud, den er skjøn! men den er ikke correct! – O, dog saa skjøn.
Høie Natur,
Jeg er din Troubadour!
Farvernes Pragt,
Skal udtale din Magt,
Meer sødt end Skoven,
Meer stærkt end Voven!
See Skyer svømme,
De er’ dine Drømme,
Du lære mig maa
Dem at forstaae!
Hører de det deilige Eccho?
Nei, aldeles ikke!
Saa har De heller ikke Øre for Naturen! jeg elsker Den, og dog har den sine Feil.
Ja troer de det? maa jeg sige nok engang.
Husker De Digterens Ord:
»
Men ak, Maneren, mærker man, bestandig er den samme.
Original er Solen ei, hvad saa den er forresten;
Bestandig staaer den op i Øst og synker ned i Vesten.
Saa komme Nattens Stjerner frem, men man sig ret maa harme,
De skinne vel, men Alt er koldt, der er ei Liv, ei Varme;
En Nattergal ret snurrigt slaaer sin Trille hist bag Muren,
Men der er ei Methode i, det er jo reent Naturen;
Desuden er den altfor ung, har neppe Duun om Hagen,
Og havde Sangen ingen Feil, saa sang den nok om Dagen.
Nu staaer da ogsaa Maanen op, og den er ei saa ilde,
Var den dog bare altid rund og ikke skifte vilde;
Høit skummer Bølgen, men for stærkt; den maa sig moderere –
Det hele røber vel Genie, men heller ikke mere
Digteren mener det slet ikke, som De tager det!
Naa saa De vil lære mig hvad Digteren mener! nei, min gode Mand, lad os aldrig tale om de Dele! Forsvar De ikke Naturen, den har sandelig ikke gjort noget for Dem!
O, De er en grov Karl!
Naar jeg ret betragter dem, da virker De ogsaa fra denne Side forstyrrende ind paa Landskabet. Her skal De staae! her! det støder ogsaa mit Kunstner-Øie!
Vil De see De kan forføie Dem bort! eller jeg troer jeg glemmer mig selv!
Glem Dem selv, som jeg skal see at glemme Dem, naar jeg med Farver
Syvende Scene
FRANK (alene).Ih din uforskammede Knægt! jeg veed ikke om det var Galskab eller reen Malice! siger han mig ikke den ene Grovhed oven paa den anden! Jeg skal huske ham det! Han og Haarskjæreren var to Alen af et Stykke! det kunde blive et net Spand, skjøndt den sidste havde meest Uforskammenhed. Han var kunstgal, som man kalder det! Sygdommen var slaaet ud i Klædedragten.
Vor Jord har meget Stort og Godt,
Men ogsaa grumme meget Smaat,
Som
Saa kjækt de gjennem Verden gaae,
Men naar man rigtig seer derpaa,
De fik kun
Der kommer en ny! han har et Papir i Haanden; det er vist en af Skuespillerne selv, som studerer sin Rolle i det Grønne. Han kommer nærmere! – jo, han kommer her hen! han gaaer lidt langsomt. –
Ottende Scene
FRANK. DALBY (som Poet).God Morgen, min Herre!
Herre?! Jeg er Deres Broder!
Fik vi ei den samme Moder!
Er vi ei Naturens Poder,
Fik de samme Savn og Goder,
Vi er Brødre! favn mig Broder!
De har et meget kjærligt Gemyt.
Kjærlighed er al min Tanke!
Føl dog dette Hjerte banke,
Og lad Armen, som en Ranke,
Snoe sig om din Krop, den slanke!
De er Skuespiller?
Nei, og dog et Ja tillige!
Jeg har Plads i hines Rige;
Jeg er Digter skal jeg sige!
Hvad, er der ogsaa en Digter ved Selskabet?
Jeg forandrer hvert et Stykke,
Jeg paa det et Kys maa trykke,
Give det sit bedste Smykke,
Og saa veed man det gjør Lykke!
Hvad, forandrer De Digterens Værk, skriver De Deres Mening ind i Stykkerne?
Kunstudtrykket er, at bøie!
Jeg
Som fortryller Mængdens Øie.
Prosa veed jeg at ophøie,
Spænde den i Rimets Trøie,
Saa den maa os sødt fornøie!
Jeg troer Gud hjælpe mig, De taler paa Vers!
Musen vækker mig af Blunden,
Trykker mig et Kys paa Munden,
Derfor jeg i Morgenstunden,
Naar jeg vandrer gjennem Lunden,
Gjennem Dale, Skovens Sale,
Kun i Versemaal kan tale!
Ei saa ganske, som De tænker!
Det er Formens søde Lænker,
Som den bedste Fryd os skjænker!
De har ikke selv skrevet noget Heelt?
Heelt?! o jo! De strax skal høre,
Hvad Dem selsomt dybt vil røre,
En Musik for Deres Øre.
Jeg Dem strax bekjendt vil gjøre
Med mit Sørgespil:
»Første Act og første Scene,
Prinds
Jeg beder Dem, De maa endelig ikke uleilige Dem!
O det maa De ikke mene!
»Første Act og første Scene,
Prinds Actræus kommer ene –!«
Nei mange Tak! saadan paa Morgenstunden kan jeg ikke med Sørgespil, jeg vil da heller have saadanne smaa Digte –!
Her er eet om: røde Kinder.
Her er eet: de tre Gudinder.
Her, »hvad kommer og forsvinder?«
Dette kaldes: »Bly
»Ode til de skjønne Qvinder!« – –
Dersom jeg skal høre eet, maa jeg saa ikke bede om det korteste; jeg holder meest af denne Slags.
O forlang, vær ikke bange,
De skal faae saa mange, mange,
Som min Muse kan undfange
Under Sommernætter lange!
Hvordan skal jeg
»Bølge-Sukken, stille Vuggen,
Nedad Duggen,
I det klare Maaneskjær!«
Jeg skal give Dem en Prøve paa hvad det er for Digte jeg holder af, for Ex. Baggesens: »
o. s. v. (Han vedbliver dette Digt).
Ti! – Ei er De værd at nyde,
Hvad min Musa kunde byde,
Som Musik det skulde lyde! –
Dybt Dem ind i Sjælen fryde!
Ti! De maae mig ei afbryde –
De mit Blod faaer til at syde! –
Niende Scene
See saadan skal man bære sig ad med de Karle! vil man slippe dem, skal man bare læse de andre Poeters Vers for dem, saa løbe de strax! De vil kun høre sig selv! – Det er jo en mærkelig Samling af originale Folk, Hr. Dalby har. Jeg gad vidst hvorledes Damerne ere! skulde her ikke komme nogle af dem! nei de ligge nok op ad Formiddagen! Det maa i Grunden ikke være saa let at holde sligt et Selskab i Ave.
Tiende Scene
FRANK. DALBY (som Souffleur).Ærbødigste! Er det Hr. Greven, jeg har den Ære at hilse paa!
Nei, jeg er Inspecteuren her paa Godset.
Ærbødigste! – Jeg maa ogsaa paa det indstændigste bede Dem om Forladelse fordi jeg uden egentlig Tilladelse spadserer lidt om i denne særdeles skjønne Have!
Behag at gaae hvor De vil!
Ærbødigste! – God Morgen! – (vil gaae).
De skulde ikke høre til Hr. Dalbys Selskab.
Jo, ærbødigste! – (bukker meget dybt og seer da Levkoierne i det nærmeste Blomsterbed). Tør jeg tillade mig at lugte til disse skjønne Væxter!
Behag at plukke Dem een!
O nei! – den døer, naar den plukkes af! hvor de er søde.
Forstod jeg Dem ret, hører De virkelig til Hr. Dalbys Selskab?
Ærbødigste! jo!
Er det mueligt!
Ja, De kan have Ret deri, det synes usædvanligt, da jeg har den lille Natur-Feil at jeg stammer, men den kommer Selskabet meget til Gode. Jeg er Souffleur, og naar Souffleuren stammer, saa siger han dem jo Ordene to, tre Gange, og det er meget godt for de Spillende!
Ja deri har De Ret!
Ærbødigste! god Morgen! (vil gaae).
Hvorledes er egentligt dette Hr. Dalbys Selskab?
Det er udmærket!
Vor Prima-Donna har et Navn,
Hun Frøken er fra Kjøbenhavn,
Og kjender Verden excellent;
Et Aar hun har hos
Naa, saa hun har været Opvartnings-Pige!
Nei,
Vor Elsker høit jeg rose tør,
Kun synger han mig lidt med Smør,
Han er fra Holsten, han er
Og det er
Ere de Andre ligesaa gode, som Prima-Donna og Elsker ere det?
O, de ere meget bedre!
Vor værdige Fader, see dog ham!
Han
Hun ei til andet bruges tør,
Men værdig er hun, som sig bør!
Det maa være et rart Selskab! har jeg ikke nok tænkt det.
Ja!
Vort Selskab, det er excellent!
Sig selv det være kan bekjendt.
Vi spille stort, vi spille smaat,
Og alting spilles lige godt!
O, De vil græde, De vil lee,
Naar De vort Selskab faaer at see!
Ærbødigste!
Ærbødigste!
Turde jeg lugte endnu en Gang til den søde, lille Blomst der staaer! – men ikke plukke den! O nei, ikke plukke den! Ah! – den er ogsaa saadan en lille Souffleur, der beskedent tilhvidsker os skjønne Tanker, vi skulle udtale! Allerærbødigste! (gaaer).
Ellevte Scene
Allerærbødigste! – Han var idetmindste høflig, og en heel Deel fik jeg at vide! – Lad see! Prima-Donna har tjent som Selskabsfrøken paa et Kaffehuus, hvor hun har samlet Menneskekundskab! første Elsker synger med Smør, men det er holstensk! ja, det forstaaer jeg nu ikke saa ganske, men jeg kan tænke at det maa være en feed Sang han giver! Den rørende Fader spilles af en gammel tyk Madam, og Soufleuren stammer, saa hvert tredie Ord bliver halshugget. Der maa komme gode Ting ud af det, naar Comedianterne ikke kunne deres Roller, men saadan glubsk skulle tage dem ud af Munden paa ham. Jo, Greven vil vist blive inderlig fornøiet!
Man give vil
Ei smaat, som Vaudeville,
Nei Sørgespil,
Alt hvad der Pragt skal til,
Det Sværeste man allerhelst vil spille.
:|: Placaten lover godt,
Men hvad man faaer er smaat! :|:
He! he! he! – Det lader ellers ikke til, at Hr. Dalby vil komme; maaskee at Karlen ikke har fundet ham! Jeg troer næsten jeg vil gaae lidt ud ad Veien, møder jeg kun ikke der den halve Bande.
Tolvte Scene
FRANK. DALBY (som Pyntekone).Mange Tak, Hr. Inspecteur! mange Tak! – hvor De seer god ud, og er dog Skyld i disse Taarer!
Jeg, min gode Kone!
Gode Kone! – ja det er det samme! jeg er en god Kone, og dog har han lagt Haand paa mig,
Hvo har været saa uartig.
Det har min Mand! Decorations-Maleren! det var rigtignok i Enthusiasme han gjorde det; i en Exstase hvori De havde sat ham.
Hvad, er det unge Menneske Madamens Mand!
Vi er samme Legeme og samme Aand! han er Ild og Begeistring, lever kun for Middelalderen. –
Han har endogsaa taget sig en Kone
Er? – Ak, husker De hvad der staaer saa skjønt og sandt i Don Carlos: »
De er Pyntekone?
Fy! – jeg skulde blive vred paa Dem! – og dog, De har noget saa inderligt godt, noget saa barnligt, uskyldigt. Elskelige Sjæl af et Mandfolk!
Hvad for noget!
Hvad er jeg! og hvad har jeg været! ak! det er en lang Historie!
Det lader til hun vil blive her!
Sæt Dem hos mig! jeg føler mig saa god og reen i Deres Nærhed. Sæt Dem!
Naa da! (sætter sig).
Den lille Askepot kom paa en Trone, jeg er steget ned fra en Trone og blevet Askepot hos de stolte, strænge Søstre! »hjælp nu mig!« »Jeg skal være smækkrere! giv mig Naale, giv mig Traad!« »Bring mig
Jeg forstaaer ikke ret deres Ulykke!
Min Ulykke! nei, den forstaaes kun af dette Hjerte (lægger Haanden paa sit). Jeg var engang første Sangerinde, første Skuespillerinde og næsten kan jeg sige, det første mimiske Talent. O De skulde have seet mig, som lille, vild
O, jeg seer slet ikke!
Jo, De gjør! De er en lille
Jeg vil bede Dem ikke at sige sligt!
Det mener De ikke! – jeg kjender den hele Skala af Mandfolk. O, hvor de have sværmet for mig. Naar jeg spillede stod der en lang Hale udenfor Huset. Herrerne skar mit Navn ud af Placaten og aad det paa Smørrebrød! jeg kunde fra Bræderne høre hvad de talte i Parquettet. Hun er charmant! guddommelig! hvilket Fruentimmer! – Og naar jeg saa sang, slog de Alle galt Takt med Hovedet!
De sang ogsaa!
O, deiligt! Min Triumph var: »
adlyder. (synger paa tydsk »mir fliehen alle Freuden,« med Variationer).
Det er al for megen Besværlighed for min Skyld.
Besværlighed! O, hvad gjør man ikke for Dem! jeg kom med Had i mit Hjerte mod Dem, men dette Had er forvandlet til Kjærlighed!
Hvor jeg har en lykkelig Skjæbne!
Den fortjener De! Mig er der spaaet: Du skal døe, som Inspectrise! – Min Mand, Maleren, er for
Trettende Scene
Ih, hvad gaaer der af Mennesket! hun var da det meest kokette Fruentimmer jeg har kjendt! lagde hun ikke formeligt an paa mig! Inspectrice vil hun være, jo, nu løber man om! det har da ogsaa været et net Selskab, hvorved hun har været som Nummer eet. Og dog kan hun have gjort Lykke! Publicum har ogsaa sine Svagheder! jeg husker nok fra mine unge Dage, da jeg saae et Par ordenlige Comedier, hvor jeg da imellem ærgrede mig over Publicum og tænkte: Acteurer og Skribenter
Om Publicum tidt man kan sige med Ret,
At det i sin Handling og Snakken,
Sig viser – ja, jeg tør ei sige det,
Men det burde have paa Nakken!
Dog gjør det lidt galt, ja saa trøster det sig:
»O, det var min Naboe og ikke mig!«
Blev Publicum resenseret,
Jo, jo, saa var det leveret!
Fjortende Scene
FRANK. DALBY (som Gaardskarlen fra første Scene, han bærer en stor Kurv).Inspecteur!
Naa, er han der! fik han ikke fat paa Directeuren?
Jo vist! Her er »Dideriktøren,« og nogle af Banden.
Hvor ere de?
Her er
Snak nu ikke saa meget! hvor ere alle de Mennesker han taler om.
Jeg er jeg! og her – (han tager Haarskjærerens Paryk op af Kurven og siger i dennes Characteer) »det var fra det negative Moment igjennem hvilket og i Kraft af hvilket alle Bevægelserne skee, jeg vilde gaae! det var fra Tankens store Tohuwabohu til Lys og Klarhed!« – Der har De Haarskjæreren!
Men hvad er dog alt dette!
»Naturen er skjøn, ja det ved Gud, den er skjøn, men den er ikke correct!« – Her har De Decorations-Maleren.
Jeg begriber ikke!
»– – I Morgenstunden,
Naar jeg vandrer gjennem Lunden,
Gjennem Dale, Skovens Sale,
Kun i Versemaal kan tale!«
Der ligger Poeten! (tager Souffleurens Paryk). »Turde jeg lugte endnu engang til den søde lille Blomst, der staaer!« – Kjender De ikke nok Souffleuren? Og her,
De er bestemt Hr. Dalby selv!
Det er jeg! (kaster Gaardskarlens Haar). God Morgen Hr. Inspecteur.
Det var Dem alene, alle de Mennesker jeg her har seet i denne Morgen?
Mig alene!
Saa bøier jeg mig for Deres Talent! men skal jeg troe, hvad De selv har sagt, som Souffleur, saa er nok det øvrige Personale – –!
Tro ikke Souffleuren! hvad jeg lod ham sige var kun et Speilbillede af Deres egne Tanker! Greven har sagt mig, at De ikke engang vilde see en af mine Forestillinger; De har selv spillet med i den første; vi faae nu at høre, hvad vort Publicum siger!
Stykket selv ei Handling just leverer,
Det var kun en
Her fremtraadte nogle Characterer,
Stykket maa om dem som Ramme staae.
Digteren tog frem et gammelt Stykke,
Frisked’ Farven op og malte til,
Mueligt det igjen da gjør sin Lykke;
Gid De med et ja besvare vil!
Henvis til værket
H.C. Andersen: En Comedie i det Grønne. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 11: Skuespil II 1836-1842. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.