H.C. Andersen

En Comedie i det Grønne

Vaudeville i een Act

1840

Opført første gang 13. maj 1840
  • FRANK
    , Inspecteur hos en Greve
    Hr. Stage
  • DALBY
    , Skuespildirecteur ved et reisende Selskab,
  • , Skuespildirecteur ved et reisende Selskab,
  • forklædt som: Gaardskarl,
  • Haarskjærer,
  • Theatermaler,
  • Poet,
  • Souffleur,
  • Pyntekone
    Hr. Phister

Første Scene

(Theatret forestiller en smuk Have, med Udsigt til en landlig Egn; til Høire en stor Pavillon; smukke Blomsterpartier danne Forgrunden.) DALBY (alene, forklædt som Gaardskarl).
DALBY

Her er altsaa Skuepladsen! Disse grønne Træer ere Coulisser, og Kløvermarkerne med de smukke Skovpartier, danne Baggrunden. Det er godt gjort! det er et Theater paa sin Græsk, et Theater, som det, Göthe fik istand for sin Hertug. Pavillonen der er Tilskuerpladsen, eller rettere, den er Herskabs-Logen! derfra, gjennem de tynde Jalousier, seer Greven med sit Selskab min extemporerede Forestilling. Og hvo er de Spillende? Inspecteuren og jeg, Theater-Directeur Dalby, jeg, som i Smaabyerne beæres med Navnet af »Provindsernes –« ja man giver mig det bedste Navn fra den største Scene, det Navn, som der er meest i Mode. Og dog vil den gode Inspecteur Frank, det grevelige Huus’s Statsminister, ikke tillade, at jeg kommer her med mit Selskab. Han skal meget haardt dømme den dramatiske Kunst og de som udøve den, og er nu Talen om et stakkels reisende Selskab, saa har han slet ingen Naade og Barmhjertighed. Greven betroede mig, at Inspecteuren paa det Bestemteste havde forsikkret, at Ingen skulde faae ham til at see een eneste af vore Forestillinger. Dette bestemte mig. »Hr. Greve!« sagde jeg, »han skal ikke alene see min første Forestilling, men endogsaa selv spille med i den, blive Skuespiller mod sin Villie og sit Vidende!« En Comedie i det Grønne maa Stykket hedde, den gode Inspecteur skal selv komme til at improvisere det Halve. Der henne bag Nøddebuskene har jeg min Garderobe, Forvandlingen vil skee i et Nu, og hvo veed, da Manden jo har Lune, et ærligt Sind, og megen Sandhedskjærlighed, hvo veed? maaskee forvandler jeg ham med, gjør ham fra Fjende til Ven, og faaer ham til at erkjende, at der ogsaa ved en reisende Troup kan være et ret respectabelt Talent. Jeg er alt i mit første Costume! jeg er Gaardskarlen fra de fem Flasker! – der har vi Inspecteuren, som altid her ryger sin Morgenpibe! nu kan Comedien i det Grønne begynde.

(Træder til en Side).

Anden Scene

FRANK (siden) DALBY
FRANK

Det er en deilig Morgen! Alt er saa forfrisket af den velsignede Natteregn! Men Regnen har ogsaa drevet alle de smaa Udyr frem. Hu, hvor her hopper af Smaafrøer! det er en mærkelig Mængde! og hvor de drive afsted! jeg vil ikke træde paa dem, det elendige Tøi! – – Opad Dagen kommer her en værre Drivt, saa har vi Selskabet, Hr. Dalbys Selskab! Theater-Directeuren!

Herre Gud! det skal nu være saa stort! (sætter sig ned og ryger sin Pibe). Jeg tør give mit Hoved paa – nei, det var for meget! jeg troer knap jeg vil sætte mit Pibehoved derpaa, men vis er jeg paa, at der ikke er Een i Selskabet som staaer stort høiere end min Kat staaer! Men lad nu Greven om det. Han bliver nok kjed af dem.

DALBY (som Gaardskarl).

Med Forlov! kan han ikke sige mig, hvor jeg finder Forvalteren; han skal hedde Frank, sagde man mig!

FRANK

Jo det er mig selv!

DALBY

Saa er det ham selv! tænkte jeg det ikke nok!

FRANK

Og hvem er Du?

DALBY

Jeg er ogsaa mig selv.

FRANK

Jeg mener, hvem har sendt Dig?

DALBY

Hvem der har sendt mig? Det har jeg selv gjort, for naar jeg selv sender mig selv nogetsteds, saa gaaer jeg selv og forretter mit Ærinde selv!

FRANK

Naa ja, det er godt! Og hvad vil Du?

DALBY

Ja, men han maa kjende mig! det er mig, der er Næstsødskendebarn til Skoleholderens Christine! det er mig, som har lært Dem at dandse Hamborger-Skotsk og at dandse Kirsebærsuppen, som de dandse den i Fyens Land. Nei, jeg kan nok mærke, at Inspecteuren ikke kjender mig! – Jo, han skulde see mig en Gang til et Slaae-Gilde, naar Karle og Qvindfolk ere samlede i Gaarden.

Mel. En tydsk Soldater-Vise.

I Gaarden med min Pige saa øm,

Jeg dandser i Solens Glands;

I Støvlerne har jeg Sinker og Søm, Derved kan man høre min Dands!

Der bliver ei Græs paa Pletten meer,

Kun Steenbroen der og Støv man seer,

Mens alle Smaapiger langs Væggen i Rad,

De hvidske: »med ham jeg dandse gad!«

De puffe hinanden og slaae Øinene ned;

Det er bare, pure Kjærlighed.

Selv Brødkonen seer paa sine Hjerter lidt,

Dem gav hun gjerne alle for mit!

FRANK

Ja, det maa være et fælt Syn! men hvad var det nu egentlig, han vilde mig.

DALBY

Hvad jeg vilde ham?

FRANK

Ja vist! han har jo ingen Ting sagt.

DALBY

Har jeg ingen Ting sagt? har jeg ikke staaet her og snakket et heelt Qvarteer! han er en kuriøsk Mand, Hr. Inspecteur; har jeg ingen Ting sagt? Naa, hvad var det da, han vilde, jeg skulde sige?

FRANK

Er han drukken? det er jo ham der vil mig noget og ikke mig der vil ham noget!

DALBY

Saa? vil jeg ham noget? Hvem har sagt ham det, Inspecteur?

FRANK (hæver Armen).

Dit dumme –!

DALBY

Nei, ingen Haandtag, eller Drolen –!

FRANK

Hvad var det Du vilde sige mig –?

DALBY

Ja, see saadan er det man skal tale. Gelinde! ganske gelinde! thi for mig kan de drikke derovre saa meget de lyste! Det er jo dog ham og Grevskabet der skal betale det!

FRANK

Hvo drikker derovre! Hvad skal jeg betale!

DALBY

Gelinde! gelinde! Commediantspillerne.

FRANK

Er Comedianterne komne?

DALBY

Ja vist ere de komne! jeg tænkte at de kunde lade sig nøie med at æde Blaar! for det har jeg seet før! nei, Steeg vil de have! Fisk og Æggemad! og saa drikke de! – vor Herre maa vide hvor de siden efter kan gaae paa Linien; vi Andre kan have ondt nok, efter sligt et Gilde, at holde os paa Gulvet!

FRANK

Altsaa ere disse Comedianter komne, og de ere tagne ind i Kroen?

DALBY

Ja i »de fem Flasker,« hvor jeg er Gaardskarl! – Og da jeg nu har ladet Inspecteuren det vide, saa betænker han vel ogsaa mig, at jeg ikke skal sidde med tør Mund.

FRANK

See, at han faaer mig fat paa Directeuren, forstaaer han, Directeuren; han hedder Dalby! siig til den gode Mand, at jeg venter ham her! det bliver bedst at han følger ham herover! forstaaer han? Vi have noget at tale sammen om.

DALBY

Jo vist forstaaer jeg! Dideriktøren vil han have fat paa. Jeg skal nok tage Karlen med mig, ja det skal jeg! Naar han seer mig igjen seer han ogsaa Dideriktøren! og naar han seer Dideriktøren saa seer han ogsaa mig! for see saadan er det! (Gaaer).

Tredie Scene

FRANK (alene).
FRANK

Det var en løierlig Fyr! – Naa, saa har vi da Selskabet! jo, det er et rart Selskab! naa, hvor her vil ligge et Huus! og hvor de ville spise og drikke! – Det er rigtignok en frisk, grøn Green, de ere komne paa, disse Fugle fra alle Verdens Kanter! – det er ynkeligt! jo, jeg har kigget ind i deres Verden, jeg saae for femten Aar siden saadant et Selskab i Corsøer, og jeg saae Selskabet i sin Morgenbelysning: syv Personer i samme Kammer! hun, som spillede Dronningen, sad paa Sengekanten med en guul Spølleskaal i Haanden, den rørende Fader pudsede Støvler og første Elsker stoppede Strømper. Det var dem, som skulde hjælpe paa Smagen. Hele Theatret var tre Skjermbretter og saa gave de dog Hermann von Unna! til den hemmelige Ret kan jeg derfor tænke, de har vendt den værste Side ud af Skjærmbrætterne! Jeg kan blive i ganske ilde Humeur ved at tænke derpaa! forskruede ere de Allesammen! Phantasien løber nogle Aar løbsk med dem igjennem alle Smaabyerne og jo galere der klappes, desstærkere løbe Heltene, til Selskabet ligger paa den alfare Vei og maa bringes i Hospitalet og paa Fattighuset. O, det elendige Tøi!

Fjerde Scene

FRANK. DALBY (som Haarskjærer).
DALBY

God Morgen, min Herre! god Morgen!

FRANK

God Morgen! hvad godt har De at sige mig!

DALBY

Godt? Naa, saa De troer endnu paa noget Godt i Verden! det er kun Forstandens Centrifugalkraft, som ved at holde disse udadstræbende Kræfter sammen, skaber en relativ Ro, der dog ingenlunde kunde kaldes en permanent Væren. Forstaaer han det?

FRANK

De vil sige, at de ikke er tilfreds med Verden.

DALBY

Det Sublimat af Glæde over Livet, den som Livs Udbytte resulterende gjennemkjæmpede Tillid til Verden, det vil sige, den verificerede Congruens af Hjertets Fordringer og Bebudelser med Livets Præstationer, der ikke bevises ex matematica pura, men vanskeliggjøres de profundis, har jeg ikke tilegnet mig; men der er noget Stabilt i den Ro, som Philosophien giver mig!

FRANK

De er meget ulykkelig?

DALBY

Jeg er Haarskjærer! disse tre Ord giver dem Begrebet, som gjennemdeclineret i Livets forskjellige Casibus, siger dem, hvor ulykkelig jeg maa være. Vor Kunst er præcipiseret! hvor er denne Klodevrimmel af Alongeparykker, gratiøse Hesteskoes Tou peer, magnifique Kanonbukler? Forsvundne! Kun paa Scenen opgraves endnu disse Mamuths-Knokler, disse pompeianske Skjønheds-Rester fra en svunden Fortid!

FRANK

De er Theater-Friseur?

DALBY

Det er jeg! som Individ deprimeret af Verden, men ved Philosophien ledet paa det Centrale for min Roligheds Existense! jeg er Theater-Friseur!

FRANK

Ja, der har De jo en viid Mark for Dem!

DALBY

Min Vei der, er æqval den uendelige Skrue

Mel. La tarantella.

I den negative Væren

Var jeg strax, som ung Friseur,

Hegel læste jeg og Læren

Potensered mit Humeur.

Scenen blev nu min Arena;

Skue min Virken, stort og smaat:

Haar for en Anna Bolena,

Krølnak til en Askepot,

Sorte Lokker for en Spranze,

Reisning for en Pompadour,

Pung-Paryk til Jean de France,

Magdelones store Tour;

For en Lais, en Brynhilde,

Een i Hjerter, een i Spaer;

Blonde, Brune, Sure, Milde,

Selv for Fru von Potiphar!

Alles Haar correct jeg sætter,

Alting efter Tid og Sted,

Aagerkarle og Koketter,

Lapse, Helte, Guder med!

Borgemester, Kriger, Bonde,

Excellense og Student,

For de Gode, for de Onde,

Det for mig er eet omtrent!

Viva, viva, excellent!

FRANK

Men hvad kommer det mig ved? Siig mig, hvad De egentlig vil mig?

DALBY

Hvad jeg vil? Eet er at ville, eet er at kunne! Villien er tidt et Phænomeen i den respectableste Skikkelse, saaledes som den træder frem i Hegels store Forsøg paa at begynde med Intet.

FRANK

Jeg maa have den Ære at sige Dem, at jeg er et ganske almindeligt Menneske, jeg forstaaer mig ikke paa disse mange Snirkler, de gjøre mig kun vildfarende. Vil De ikke ganske simpelt sige deres Mening.

DALBY

Det er altsaa Ordenes Fremtrædelses-Form, der caotiserer Dem?

FRANK

Bare De vilde give mig det klart og tydeligt, for ellers kan jeg ikke have den Fornøielse at tale med Dem.

DALBY

Det var fra det negative Moment igjennem hvilket og i Kraft af hvilket alle Bevægelserne skee, jeg vil gaae; det var fra Tankens store Tohuwabohu til Lys og Klarhed; men vi to kunne ikke tale! Gid da, at dette vort Mødes Høidepunkt forvandle sig til et i Tilværelsen forsvindende Moment; dixi!

(Gaaer).

Femte Scene

FRANK (alene).
FRANK

Ja, vor Herre maa vide hvad han egentlig vilde! det kunde være meget godt hvad han fortalte, naar man bare forstod det! men vist er det, at krusseduller han Haaret ligesaa stærkt, som han krusseduller sin Tale, saa kan det blive kunstigt nok! – Det var en artig Fisk den! – nei, saa holder jeg mere af at faae en Passiar med min Tabakspibe, vi to forstaae hinanden. Hun er min Juno. Juno per nubem sige jo vi Latinere! ja midt i Skyen kysses vi; ha, ha! Tak i din Grav, min gode Christoffer Columbus for din Amerikas Reise; næst efter Kartoflerne var Tobakken det bedste Guld Du bragte os! – Hvad behager! mon vi skulle have havt Tobakken før den Tid! – jeg løber sommetider lidt vild i mine historiske Kundskaber! men det er det samme, naar kun Tobakken er god, og det er min! ved hver Sky jeg blæser, flyver der en ond Grille bort og en god Idee ryger ind i det gamle Logi! – Nei hvor Fuglene synge! – de ere fornøiede over den smukke Morgen! ja kunde I ryge en Pibe med, saa vilde I nok synge endnu lystigere! – men hvad er det for en Karl der kommer, med bar Hals, lange Haar og Knebelsbart. Nu hælder han sig op til et Træ! hvad mon han seer efter! Det er nok ogsaa en Ulykkelig, hvis Kunst har præcipiseret, som Haarskjæreren kaldte det. See, nu er han i Anmarsch!

Sjette Scene

FRANK. DALBY (som Decorationsmaler).
DALBY (idet han rask træder hen imod Inspecteuren og drager ham til Side).

Min Herre, vil De ikke stille Dem der!

FRANK

Hvorfor?

DALBY

Her skader De Maleriet, men tre Skridt bort, og de forhøier Effecten! – O hvor skjønt!

FRANK

Hvad skal det betyde! Hvem er De min Herre!

DALBY

Mel. af den sorte Domino: Hvem jeg er?

Hvem jeg er?

Kan min Dragt Dem ei sige,

Jeg er Maler! o Held!

Skue disse Lokker dog, hvor rige!

Min bare Hals, som hos en Pige!

Alt dette maa Dem sige vel,

Jeg er en nyfødt Raphael!

Skjøndt jeg i Nutid fødtes,

Middelalderens jeg blev;

Kun til den min Tanke knøttes,

Den mig henrev,

Jeg af den er Elev!

FRANK

Jeg forstaaer Dem, De er Maler!

DALBY

Decorationsmaler og Maskinmester ved Hr. Directeur Dalbys Skuespiller-Selskab. Det var nær ved, overordentligt nær ved, at De havde faaet mit Pragt-Stykke at see, mit store Malerie, der skulde have blevet verdensberømt; men der gik Ild i Huset hvor jeg boede, og Troja steeg op i Flammer.

FRANK

Det var Troja De havde malet.

DALBY

Nei, det var et Pest-Stykke, det var vederstyggeligt deiligt, og tillige allegorisk. Man saae ikke alene de Døendes Legemer, men ogsaa deres Sjæle, og disse vare saa bestemte angivne, at man kunde kjende de gode fra de onde. Ideen var egentligt laant fra et ubegribeligt deiligt gammelt Malerie i een af Roms Kirker; der seer man de to Røvere give Aanden op, og denne, Aanden, Sjælen er fremstillet ved en meget lang Pølse, som drages dem ud af Munden; hos den Gode er Pølsen hvid, og drages af Engle, hos den Onde er Pølsen sort og drages af Djævle! det er sublimt! og jeg gjengav dette, jeg mangfoldiggjorde det, jeg gav Sjælene Nuancer!

FRANK

Men er ikke dette vel stærkt?

DALBY

Det er overordentligt! det er en Idee, der bærer Middelalderens Præg, og er derfor klassisk! lad os stille, uden Bevidsthed følge denne Romantik, saa kommer Inspirationen.

FRANK

Ja, troer de det! skulde ikke Naturen, baade den, som er indeni os, og den som er uden om os, være de bedste at holde sig til?

DALBY

Ingenlunde! Naturen er skjøn, ja det veed Gud, den er skjøn! men den er ikke correct! – O, dog saa skjøn.

Mel. Malibrans Tyrolienne.

Høie Natur,

Jeg er din Troubadour!

Farvernes Pragt,

Skal udtale din Magt,

Meer sødt end Skoven,

Meer stærkt end Voven!

See Skyer svømme,

De er’ dine Drømme,

Du lære mig maa

Dem at forstaae!

(Han synker drømmende hen, Musiken antyder Ecchoet, der ellers bliver sjunget.)

Hører de det deilige Eccho?

FRANK

Nei, aldeles ikke!

DALBY

Saa har De heller ikke Øre for Naturen! jeg elsker Den, og dog har den sine Feil.

FRANK

Ja troer de det? maa jeg sige nok engang.

DALBY

Husker De Digterens Ord:

» Vel rødme Land og Hav ret smukt, i Aftensolens Flamme,

Men ak, Maneren, mærker man, bestandig er den samme.

Original er Solen ei, hvad saa den er forresten;

Bestandig staaer den op i Øst og synker ned i Vesten.

Saa komme Nattens Stjerner frem, men man sig ret maa harme,

De skinne vel, men Alt er koldt, der er ei Liv, ei Varme;

En Nattergal ret snurrigt slaaer sin Trille hist bag Muren,

Men der er ei Methode i, det er jo reent Naturen;

Desuden er den altfor ung, har neppe Duun om Hagen,

Og havde Sangen ingen Feil, saa sang den nok om Dagen.

Nu staaer da ogsaa Maanen op, og den er ei saa ilde,

Var den dog bare altid rund og ikke skifte vilde;

Høit skummer Bølgen, men for stærkt; den maa sig moderere –

Det hele røber vel Genie, men heller ikke mere

FRANK

Digteren mener det slet ikke, som De tager det!

DALBY

Naa saa De vil lære mig hvad Digteren mener! nei, min gode Mand, lad os aldrig tale om de Dele! Forsvar De ikke Naturen, den har sandelig ikke gjort noget for Dem!

FRANK

O, De er en grov Karl!

DALBY

Naar jeg ret betragter dem, da virker De ogsaa fra denne Side forstyrrende ind paa Landskabet. Her skal De staae! her! det støder ogsaa mit Kunstner-Øie!

FRANK

Vil De see De kan forføie Dem bort! eller jeg troer jeg glemmer mig selv!

DALBY

Glem Dem selv, som jeg skal see at glemme Dem, naar jeg med Farver giver denne Natur, saa riig og dog saa fattig!

(Gaaer).

Syvende Scene

FRANK (alene).
FRANK

Ih din uforskammede Knægt! jeg veed ikke om det var Galskab eller reen Malice! siger han mig ikke den ene Grovhed oven paa den anden! Jeg skal huske ham det! Han og Haarskjæreren var to Alen af et Stykke! det kunde blive et net Spand, skjøndt den sidste havde meest Uforskammenhed. Han var kunstgal, som man kalder det! Sygdommen var slaaet ud i Klædedragten.

Mel. Staae tidlig op, sy Tøfler, Skoe.

Vor Jord har meget Stort og Godt,

Men ogsaa grumme meget Smaat,

Som abe vil Geniet!

Saa kjækt de gjennem Verden gaae,

Men naar man rigtig seer derpaa,

De fik kun Liberiet!

Der kommer en ny! han har et Papir i Haanden; det er vist en af Skuespillerne selv, som studerer sin Rolle i det Grønne. Han kommer nærmere! – jo, han kommer her hen! han gaaer lidt langsomt. –

Ottende Scene

FRANK. DALBY (som Poet).
FRANK

God Morgen, min Herre!

DALBY

Herre?! Jeg er Deres Broder!

Fik vi ei den samme Moder!

Er vi ei Naturens Poder,

Fik de samme Savn og Goder,

Vi er Brødre! favn mig Broder!

FRANK

De har et meget kjærligt Gemyt.

DALBY

Kjærlighed er al min Tanke!

Føl dog dette Hjerte banke,

Og lad Armen, som en Ranke,

Snoe sig om din Krop, den slanke!

FRANK

De er Skuespiller?

DALBY

Nei, og dog et Ja tillige!

Jeg har Plads i hines Rige;

Jeg er Digter skal jeg sige!

FRANK

Hvad, er der ogsaa en Digter ved Selskabet?

DALBY

Jeg forandrer hvert et Stykke,

Jeg paa det et Kys maa trykke,

Give det sit bedste Smykke,

Og saa veed man det gjør Lykke!

FRANK

Hvad, forandrer De Digterens Værk, skriver De Deres Mening ind i Stykkerne?

DALBY

Kunstudtrykket er, at bøie!

Jeg Guirlander maa tilføie,

Som fortryller Mængdens Øie.

Prosa veed jeg at ophøie,

Spænde den i Rimets Trøie,

Saa den maa os sødt fornøie!

FRANK

Jeg troer Gud hjælpe mig, De taler paa Vers!

DALBY

Musen vækker mig af Blunden,

Trykker mig et Kys paa Munden,

Derfor jeg i Morgenstunden,

Naar jeg vandrer gjennem Lunden,

Gjennem Dale, Skovens Sale,

Kun i Versemaal kan tale!

FRANK

Eet er Poesie, et andet er at rime.

DALBY

Ei saa ganske, som De tænker!

Det er Formens søde Lænker,

Som den bedste Fryd os skjænker!

FRANK

De har ikke selv skrevet noget Heelt?

DALBY

Heelt?! o jo! De strax skal høre,

Hvad Dem selsomt dybt vil røre,

En Musik for Deres Øre.

Jeg Dem strax bekjendt vil gjøre

Med mit Sørgespil: Alcmene:

(læser op af sit Manuskript).

»Første Act og første Scene,

Prinds Actræus kommer ene –!«

FRANK

Jeg beder Dem, De maa endelig ikke uleilige Dem!

DALBY

O det maa De ikke mene!

(læser)

»Første Act og første Scene,

Prinds Actræus kommer ene –!«

FRANK

Nei mange Tak! saadan paa Morgenstunden kan jeg ikke med Sørgespil, jeg vil da heller have saadanne smaa Digte –!

DALBY (griber i Lommen og læser Overskriften af flere Digte).

Her er eet om: røde Kinder.

Her er eet: de tre Gudinder.

Her, »hvad kommer og forsvinder?«

Dette kaldes: »Bly Kjærminder

»Ode til de skjønne Qvinder!« – –

FRANK

Dersom jeg skal høre eet, maa jeg saa ikke bede om det korteste; jeg holder meest af denne Slags.

DALBY

O forlang, vær ikke bange,

De skal faae saa mange, mange,

Som min Muse kan undfange

Under Sommernætter lange!

FRANK (afs.)

Hvordan skal jeg slippe det Menneske!

DALBY (læser).

»Bølge-Sukken, stille Vuggen,

Nedad Duggen,

I det klare Maaneskjær!«

FRANK

Jeg skal give Dem en Prøve paa hvad det er for Digte jeg holder af, for Ex. Baggesens: »Der var en Tid da jeg var meget lille

o. s. v. (Han vedbliver dette Digt).

DALBY (paa samme Tid).

Ti! – Ei er De værd at nyde,

Hvad min Musa kunde byde,

Som Musik det skulde lyde! –

Dybt Dem ind i Sjælen fryde!

Ti! De maae mig ei afbryde –

De mit Blod faaer til at syde! –

(gaaer).

Niende Scene

FRANK (ene).

See saadan skal man bære sig ad med de Karle! vil man slippe dem, skal man bare læse de andre Poeters Vers for dem, saa løbe de strax! De vil kun høre sig selv! – Det er jo en mærkelig Samling af originale Folk, Hr. Dalby har. Jeg gad vidst hvorledes Damerne ere! skulde her ikke komme nogle af dem! nei de ligge nok op ad Formiddagen! Det maa i Grunden ikke være saa let at holde sligt et Selskab i Ave. Det er nu ogsaa et Indfald af Greven, med denne Comedie, disse Sommerforestillinger! Gid han havde vilde høre mine Forestillinger derimod, men i Sligt er han urimelig. Der vil nu han og hans gode Venner frivilligt lukkes inde i en Sal og see paa malede Træer, mens Skoven udenfor er frisk og grøn! god Fornøielse! Jeg skal ikke have noget af den. Naar han sidder der, som i en Trantønde, vil jeg sidde her paa Bænken og see Myggene dandse Ballet, høre paa Graaspurven og Svalen, hvad de fortælle. – Men der kommer en ny Person, han hører vel ogsaa til Truppen. Det er naragtigt nok, jeg har Hovedet saa fuldt af det Selskab, at jeg troer om ethvert Menneske jeg i Dag seer, han maa være een af Gjøglerne. Maaskee er det et ganske anderledes skikkeligt Menneske! –

Tiende Scene

FRANK. DALBY (som Souffleur).
DALBY (meget stammende).

Ærbødigste! Er det Hr. Greven, jeg har den Ære at hilse paa!

FRANK

Nei, jeg er Inspecteuren her paa Godset.

DALBY

Ærbødigste! – Jeg maa ogsaa paa det indstændigste bede Dem om Forladelse fordi jeg uden egentlig Tilladelse spadserer lidt om i denne særdeles skjønne Have!

FRANK

Behag at gaae hvor De vil!

DALBY

Ærbødigste! – God Morgen! – (vil gaae).

FRANK

De skulde ikke høre til Hr. Dalbys Selskab.

DALBY

Jo, ærbødigste! – (bukker meget dybt og seer da Levkoierne i det nærmeste Blomsterbed). Tør jeg tillade mig at lugte til disse skjønne Væxter!

(han bøier sig ned til Jorden for at lugte til Blomsterne).
FRANK

Behag at plukke Dem een!

DALBY

O nei! – den døer, naar den plukkes af! hvor de er søde.

FRANK

Forstod jeg Dem ret, hører De virkelig til Hr. Dalbys Selskab?

DALBY

Ærbødigste! jo!

FRANK

Er det mueligt!

DALBY

Ja, De kan have Ret deri, det synes usædvanligt, da jeg har den lille Natur-Feil at jeg stammer, men den kommer Selskabet meget til Gode. Jeg er Souffleur, og naar Souffleuren stammer, saa siger han dem jo Ordene to, tre Gange, og det er meget godt for de Spillende!

FRANK

Ja deri har De Ret!

DALBY

Ærbødigste! god Morgen! (vil gaae).

FRANK

Hvorledes er egentligt dette Hr. Dalbys Selskab?

DALBY

Det er udmærket!

Mel. Lorcks Hamborg-Skotsk.

Vor Prima-Donna har et Navn,

Hun Frøken er fra Kjøbenhavn,

Og kjender Verden excellent;

Et Aar hun har hos Kehlets tjent!

FRANK

Naa, saa hun har været Opvartnings-Pige!

DALBY

Nei, Selskabs-Frøken paa Rosenlund!

Vor Elsker høit jeg rose tør,

Kun synger han mig lidt med Smør,

Han er fra Holsten, han er rar,

Og det er holstensk Smør han har!

FRANK

Ere de Andre ligesaa gode, som Prima-Donna og Elsker ere det?

DALBY

O, de ere meget bedre!

Vor værdige Fader, see dog ham!

Han gives af en tyk Madam;

Hun ei til andet bruges tør,

Men værdig er hun, som sig bør!

FRANK

Det maa være et rart Selskab! har jeg ikke nok tænkt det.

DALBY

Ja!

Vort Selskab, det er excellent!

Sig selv det være kan bekjendt.

Vi spille stort, vi spille smaat,

Og alting spilles lige godt!

O, De vil græde, De vil lee,

Naar De vort Selskab faaer at see!

Ærbødigste!

FRANK

Ærbødigste! skal det allerede være!

DALBY

Turde jeg lugte endnu en Gang til den søde, lille Blomst der staaer! – men ikke plukke den! O nei, ikke plukke den! Ah! – den er ogsaa saadan en lille Souffleur, der beskedent tilhvidsker os skjønne Tanker, vi skulle udtale! Allerærbødigste! (gaaer).

Ellevte Scene

FRANK (ene).

Allerærbødigste! – Han var idetmindste høflig, og en heel Deel fik jeg at vide! – Lad see! Prima-Donna har tjent som Selskabsfrøken paa et Kaffehuus, hvor hun har samlet Menneskekundskab! første Elsker synger med Smør, men det er holstensk! ja, det forstaaer jeg nu ikke saa ganske, men jeg kan tænke at det maa være en feed Sang han giver! Den rørende Fader spilles af en gammel tyk Madam, og Soufleuren stammer, saa hvert tredie Ord bliver halshugget. Der maa komme gode Ting ud af det, naar Comedianterne ikke kunne deres Roller, men saadan glubsk skulle tage dem ud af Munden paa ham. Jo, Greven vil vist blive inderlig fornøiet!

Mel. Af Nonnerne.

Man give vil

Ei smaat, som Vaudeville,

Nei Sørgespil,

Alt hvad der Pragt skal til,

Det Sværeste man allerhelst vil spille.

:|: Placaten lover godt,

Men hvad man faaer er smaat! :|:

He! he! he! – Det lader ellers ikke til, at Hr. Dalby vil komme; maaskee at Karlen ikke har fundet ham! Jeg troer næsten jeg vil gaae lidt ud ad Veien, møder jeg kun ikke der den halve Bande.

Tolvte Scene

FRANK. DALBY (som Pyntekone).
DALBY

Mange Tak, Hr. Inspecteur! mange Tak! – hvor De seer god ud, og er dog Skyld i disse Taarer!

FRANK

Jeg, min gode Kone!

DALBY

Gode Kone! – ja det er det samme! jeg er en god Kone, og dog har han lagt Haand paa mig, knupset mig har han.

FRANK

Hvo har været saa uartig.

DALBY

Det har min Mand! Decorations-Maleren! det var rigtignok i Enthusiasme han gjorde det; i en Exstase hvori De havde sat ham.

FRANK

Hvad, er det unge Menneske Madamens Mand!

DALBY

Vi er samme Legeme og samme Aand! han er Ild og Begeistring, lever kun for Middelalderen. –

FRANK (sagte).

Han har endogsaa taget sig en Kone af Middelalderen, (høit) De er Skuespillerinde?

DALBY

Er? – Ak, husker De hvad der staaer saa skjønt og sandt i Don Carlos: »De skjønne Dage i Aranjuez er nu tilende!« jeg er nu ansat ved Costume-Arangementet! jeg er første Dame ved Personalets dramatiske Garderobe!

FRANK

De er Pyntekone?

DALBY

Fy! – jeg skulde blive vred paa Dem! – og dog, De har noget saa inderligt godt, noget saa barnligt, uskyldigt. Elskelige Sjæl af et Mandfolk!

FRANK

Hvad for noget!

DALBY

Hvad er jeg! og hvad har jeg været! ak! det er en lang Historie!

(tager en Havestol og sætter sig).
FRANK

Det lader til hun vil blive her!

DALBY

Sæt Dem hos mig! jeg føler mig saa god og reen i Deres Nærhed. Sæt Dem!

FRANK

Naa da! (sætter sig).

DALBY

Den lille Askepot kom paa en Trone, jeg er steget ned fra en Trone og blevet Askepot hos de stolte, strænge Søstre! »hjælp nu mig!« »Jeg skal være smækkrere! giv mig Naale, giv mig Traad!« »Bring mig Galaner!« – Galoner mener jeg! O hvad der er en Skrigen, en Løben og Renden, ja man kunde saamæn skrive baade en Comedie og en Tragedie om mit Liv og Levnet!

FRANK

Jeg forstaaer ikke ret deres Ulykke!

DALBY

Min Ulykke! nei, den forstaaes kun af dette Hjerte (lægger Haanden paa sit). Jeg var engang første Sangerinde, første Skuespillerinde og næsten kan jeg sige, det første mimiske Talent. O De skulde have seet mig, som lille, vild Otaheiterinde, uskyldig og leende! De skulde have seet mig, som Semiramis, dette indadvendte Dolke-Blik! der var flere Herrer, som fik ondt! Og nu som den skjønne Zemire! jeg forsikkrer Dem, jeg pudrede aldrig mine Arme, det var reen Natur saa hvidede vare! – Ja nu maa - De ikke see paa dem! Gud!

FRANK

O, jeg seer slet ikke!

DALBY

Jo, De gjør! De er en lille Lux! Tartuffe! Tartuffe!

FRANK

Jeg vil bede Dem ikke at sige sligt!

DALBY

Det mener De ikke! – jeg kjender den hele Skala af Mandfolk. O, hvor de have sværmet for mig. Naar jeg spillede stod der en lang Hale udenfor Huset. Herrerne skar mit Navn ud af Placaten og aad det paa Smørrebrød! jeg kunde fra Bræderne høre hvad de talte i Parquettet. Hun er charmant! guddommelig! hvilket Fruentimmer! – Og naar jeg saa sang, slog de Alle galt Takt med Hovedet!

FRANK

De sang ogsaa!

DALBY

O, deiligt! Min Triumph var: »Mir fliehen alle Freuden,« med Variationer; saa var Publicum ikke længer Menneske! jeg er blevet bekrandset! Ak! – Nu er min Sang kun en Ruin. Nu skal De høre min Ruin! – De siger nei, men Deres Øie siger jo! vel, jeg

adlyder. (synger paa tydsk »mir fliehen alle Freuden,« med Variationer).

FRANK

Det er al for megen Besværlighed for min Skyld.

DALBY

Besværlighed! O, hvad gjør man ikke for Dem! jeg kom med Had i mit Hjerte mod Dem, men dette Had er forvandlet til Kjærlighed!

FRANK

Hvor jeg har en lykkelig Skjæbne!

DALBY

Den fortjener De! Mig er der spaaet: Du skal døe, som Inspectrise! – Min Mand, Maleren, er for begeistret til at kunne leve længe, thi Begeistring tærer! – Fred med hans Minde! – Jeg skal døe, som Inspectrise! maaskee! – Hr. Inspecteur, jeg har seet Dem, jeg har faaet en Anelse! – min Qvindelighed byder mig at gaae! – Jeg Inspectrise!!! Lev vel da! barnlige Sjæl med det kraftige Blik. (gaaer).

Trettende Scene

FRANK (ene).

Ih, hvad gaaer der af Mennesket! hun var da det meest kokette Fruentimmer jeg har kjendt! lagde hun ikke formeligt an paa mig! Inspectrice vil hun være, jo, nu løber man om! det har da ogsaa været et net Selskab, hvorved hun har været som Nummer eet. Og dog kan hun have gjort Lykke! Publicum har ogsaa sine Svagheder! jeg husker nok fra mine unge Dage, da jeg saae et Par ordenlige Comedier, hvor jeg da imellem ærgrede mig over Publicum og tænkte: Acteurer og Skribenter recenseres, Publicum skulde ogsaa have deres Critik, hvorvidt det havde klappet rigtigt eller galt, hvorledes det havde staaet sig med Dømmekraften.

Mel. Den Nattergal synger i Midnattens Stund.

Om Publicum tidt man kan sige med Ret,

At det i sin Handling og Snakken,

Sig viser – ja, jeg tør ei sige det,

Men det burde have paa Nakken!

Dog gjør det lidt galt, ja saa trøster det sig:

»O, det var min Naboe og ikke mig!«

Blev Publicum resenseret,

Jo, jo, saa var det leveret!

Fjortende Scene

FRANK. DALBY (som Gaardskarlen fra første Scene, han bærer en stor Kurv).
DALBY

Inspecteur!

FRANK

Naa, er han der! fik han ikke fat paa Directeuren?

DALBY

Jo vist! Her er »Dideriktøren,« og nogle af Banden.

FRANK

Hvor ere de?

DALBY

Her er hele Comersen, Inspecteur. Først er jo jeg, og jeg er jeg!

FRANK

Snak nu ikke saa meget! hvor ere alle de Mennesker han taler om.

DALBY

Jeg er jeg! og her – (han tager Haarskjærerens Paryk op af Kurven og siger i dennes Characteer) »det var fra det negative Moment igjennem hvilket og i Kraft af hvilket alle Bevægelserne skee, jeg vilde gaae! det var fra Tankens store Tohuwabohu til Lys og Klarhed!« – Der har De Haarskjæreren!

FRANK

Men hvad er dog alt dette!

DALBY (tager Malerens Paryk frem).

»Naturen er skjøn, ja det ved Gud, den er skjøn, men den er ikke correct!« – Her har De Decorations-Maleren.

FRANK

Jeg begriber ikke!

DALBY (tager Poetens Paryk).

»– – I Morgenstunden,

Naar jeg vandrer gjennem Lunden,

Gjennem Dale, Skovens Sale,

Kun i Versemaal kan tale!«

Der ligger Poeten! (tager Souffleurens Paryk). »Turde jeg lugte endnu engang til den søde lille Blomst, der staaer!« – Kjender De ikke nok Souffleuren? Og her, (tager Pyntekonens Hat). Jo, min Herre! – »De er en lille Lux! Tartuffe, Tartuffe!« –

FRANK

De er bestemt Hr. Dalby selv!

DALBY

Det er jeg! (kaster Gaardskarlens Haar). God Morgen Hr. Inspecteur.

FRANK

Det var Dem alene, alle de Mennesker jeg her har seet i denne Morgen?

DALBY

Mig alene!

FRANK

Saa bøier jeg mig for Deres Talent! men skal jeg troe, hvad De selv har sagt, som Souffleur, saa er nok det øvrige Personale – –!

DALBY

Tro ikke Souffleuren! hvad jeg lod ham sige var kun et Speilbillede af Deres egne Tanker! Greven har sagt mig, at De ikke engang vilde see en af mine Forestillinger; De har selv spillet med i den første; vi faae nu at høre, hvad vort Publicum siger!

Mel. Af Lindblad: »Wintern rasat ut bland våra fjällar

(i det han vender sig mod Pavillonen).

Stykket selv ei Handling just leverer,

Det var kun en Arabesk De saae,

Her fremtraadte nogle Characterer,

Stykket maa om dem som Ramme staae.

(Til Publicum).

Digteren tog frem et gammelt Stykke,

Frisked’ Farven op og malte til,

Mueligt det igjen da gjør sin Lykke;

Gid De med et ja besvare vil!

En Comedie i det Grønne

Vaudeville i een Act efter det gamle Lystspil:

»Skuespilleren imod sin Villie«

Opført første gang 13. maj 1840 på Det Kongelige Teater. Udkom første gang 27. oktober 1840 som nr. 124 af serien Det Kongelige Theaters Repertoire. BFN 390

Partitur: CII, 114i Tv.Fol. (musikhåndskrifter). Der kan henvises til CD’en H.C. Andersen – Tre vaudeviller, DCD 8216, 2000 Danica Records, indeholdende bl.a. indspilninger af En Comedie i det Grønne, En Nat i Roeskilde, Mikkels Kjærlighedshistorier i Paris.

H.C. Andersens forlæg er et fransk lystspil, La fête de campagne ou l’intendant comédien malgré lui, dansk Skuespilleren imod sin Villie eller Comedien paa Landet, 1775, af L.F.A. Dorvigny, bearbejdet af A. v. Kotzebue. Bearbejdelsen oversat af N.T. Bruun; opført på Det Kongelige Teater 1809.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

389,2Har jeg ikke < Har ikke
398,16mere!« < mere!
402,24lille,« < lille,
409,19sang, < sang.
383
Vaudevillelet, tit satirisk lystspil med indlagte sange.
384
Hr. StageJohan A. Gottlob Stage (1791-1845) kongelig skuespiller, instruktør.
Pyntekonepåklæderske.
Hr. PhisterLudvig Phister (1807-1896), kongelig skuespiller, fremtrædende komiker.
386
sin Græskvel Holberg-allusion, jf. komedien Jean de France, opført 1722, trykt 1723: »Om Morgenen skal de [dvs. de unge mennesker, der har været udenlands] have deres Thee eller Chocolade; det, sige de, er paa sin Hollandsk. Om Eftermiddagen deres Caffee; det er paa sin Engelsk. Mod Aftenen spille de Allomber hos en Maitresse; det er paa sin Fransk« (I,1).
Theater … GötheGoethe blev 1775 tilknyttet hertug Karl Augusts hof i Weimar. Hoffet etablerede 1776 et teater, som Karl Augusts mor, ikke hertugen selv, var sjælen i. Goethe skrev stykker til teatret og havde det formelle ansvar for det 1776-1782. Om sommeren spillede man udendørs, tit i parkerne ved slottene Ettersburg og Tiefurt; men der fandtes ikke noget friluftsteater med græsk præg. H.C. Andersen kan have sin ide herom fra den tyske maler Georg Melchior Kraus’ billede, 1780, af en scene fra teatrets uropførelse af Goethes drama Iphigenie auf Tauris 6. april 1779, vel en indendørs forestilling, men billedet giver indtryk af, at man er udendørs, og viser et græsk tempel i en skovegn; se fx. Verdenslitteraturhistorie redigeret af F.J. Billeskov Jansen m.fl., 1972, bd. 6, s. 337.
extemporere(de)opføre (egtl. læse) uforberedt tekst.
hvohvem.
387
altallerede.
Gaardskarlen fra de fem Flaskeri Skuespilleren imod sin Villie optræder personen Dalby i I,2 som »Gaardskarlen fra den forgyldte Hane«.
mærkeligbemærkelsesværdig.
Tøiskab, utøj.
Drivt(nedsættende) hob, flok.
kjed aftræt af.
388
lært Demlært dem.
Hamborger-Skotskbondedans i 2/4-takt, en slags polka; jf. note til s. 405.
Kirsebærsuppen(især fynsk) folkedans.
Slaae-Gildehøstgilde, især efter høhøst.
Mel. En tydsk Soldater-Visetrykte noder: Da.Vaud. bd. 1, s. 111 (her benævnt »Sjællandsk Bondevise«). E-noder: En Komedie i det Grønne.
Sinkersmå jernkramper.
389
Haandtagslag.
Drolenfanden; drolen splide mig, dvs. fanden splitte mig ad, er en almindelig ed hos Holberg.
Æggemadom æggeretter.
Linienlinen.
390
Spølleskaaleller spølkum: stor flad kop uden hank og underkop.
hjælpe paa Smagenbefordre den gode smag.
Hermann von UnnaHerman von Unna, ridderskuespil fra 1788 af den svenske forfatter A. F. Skjöldebrand efter en roman af den tyske forfatter Christiane Benedicte Naubert, ligeledes fra 1788. Musik af Abbé Vogler. På dansk ved Th. Thaarup; opført første gang på Det Kongelige Teater januar 1800, sidste gang 1836.
den hemmelige Retfjerde akt af Herman von Unna foregår i en bjerghule, hvor en sådan ret afholdes, ledet af Herman von Unna. Litteraten N.C. Øst fører i sin udgivelse af Herman von Unna, 1800, de hemmelige westfalske friretters oprindelse tilbage til Karl den Store og kalder denne retsform for »snart banditmæssig, snart højtideligmystisk, snart almindeligretfærdig« (s. 47-48).
391
Hospital(et)fattighus; stiftelse for uarbejdsdygtige fattige eller for ubemidlede gamle.
Tøipak.
Centrifugalkraftkraft, hvormed et legeme, der bevæger sig i en cirkel, synes påvirket bort fra centrum.
Det Sublimat … profundisjf. Søren Kierkegaards Skrifter (SKS) udgivet af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, bd. 1, 1997, s. 21. Hårskærerens replikker indeholder en række allusioner til Kierkegaards afhandling Af en endnu Levendes Papirer, 1838, som er stærkt kritisk over for H.C. Andersens roman Kun en Spillemand, 1837.
Sublimatdet sanselige, omdannet til renset, åndelig form.
Congruensoverensstemmelse, sammenfald.
ex matematica puraud fra den rene matematik; »matematica« er fejl for »mathematica«.
de profundis(latin) fra dybet; jf. Salmernes Bog 130,1: »Fra det dybe råber jeg til dig, Herre«.
(gjennem)declineret i … Casibusbøjet i kasus. Jf. SKS 1,30.
præcipiseretpræcipiteret, dvs. nedstyrtet, gjort til bundfald.
Alongeparykkerparykker med lange nedhængende lokker.
Hesteskoes Toupeerparykker for mænd med håropsætning i hesteskoform.
392
Kanonbuklerbukler er hårlokker, der er formet som ruller, især som del af paryk; udtrykket kanonbukler kommer vel af, at særligt store buklers ender kan minde om kanonmundinger.
pompeianskeom fund fra oldtidsbyen Pompeji, der blev begravet ved Vesuvs udbrud 79 e.Kr. Den pompejanske stil var på den tid mode.
æqvallig med.
Mel. La tarantella»Tarantelle« af G. Rossini. Noder: Da.Vaud. bd. 1, s. 112-113. E-noder: En Komedie i det Grønne.
Anna Bolenatitel på opera fra 1830 af G. Donizetti. Førsteopførelse i Danmark 1844 på Hofteatret, hvor italienske operasangere optrådte 1842-1854. Anne Boleyn (1507-1536) var den engelske konge Henrik 8.s anden hustru; hun blev anklaget for blodskam og anslag mod kongens liv, siden henrettet.
Spranze(tysk låneord) laps, nar.
Reisninghåropsætning, top.
Pompadourden franske kong Ludvig 15.s elskerinde madame Pompadour (1721-1764) optræder i Alphonse [Gautier], A. François [Dercy] og L.P.N. Fourniers skuespil Une présentation, 1835, dansk Grev Saint-Germain. Stykket opførtes på Det Kongelige Teater 1837 med Johanne Luise Heiberg i rollen som Pompadour.
Pung-Parykparyk med hårpung.
Jean de Francehovedpersonen i Holbergs komedie med denne titel, opført 1722, trykt 1723.
Magdelone(s)fast figur hos Holberg, fx i komedien Maskarade, 1724, en elskovs- eller forlystelsessyg midaldrende kvinde.
Tourkrans af falsk hår.
Laisnavn på to oldgræske kurtisaner, dvs. finere prostituerede; den ene var fra Korinth, d. ca. 340 f.Kr.
Brynhildenavnet betyder en brynjeklædt valkyrie; disse var den nordiske mytologis kampgudinder. Brynhilde er også navnet på en sagnskikkelse, som optræder i Sigurdskvadene i Ældre Edda, og om hvem det berettes, at hun fik sin mand til at dræbe hendes ungdomselskede Sigurd Fafnersbane. Grundtvigs Optrin af Norners og Asers Kamp, 1811, har Brynhild som en af hovedpersonerne og beretter om hendes og Sigurds død.
Fru von PotipharPotifars hustru forsøgte at forføre den unge Josef, jf. 1. Mosebog 39. Almindeligt sujet i malerkunsten, brugt fx af Rembrandt og Agnolo Bronzino.
Koketterletlevende kvinder.
Laps(e)sjuft; uopdragen person.
393
Phænomeen … Hegels store Forsøg … Intetjf. SKS 1,17.
det negative Moment … skeejf. SKS 1,20.
Tohuwabohu(hebraisk) tomhed og øde, jf. 1. Mosebog 1,2; om kaostilstanden, der herskede, før Gud skabte jorden.
dixi(latin) jeg har talt.
394
vistsikkert.
kunstigtkunstlet.
artig Fisk»køn plante«.
Tabak(spibe)ældre form.
Juno per nubemaf den latinske talemåde »Nubem pro Junone axemplari«: omfavne en sky i stedet for Juno. Ifølge græskromersk mytologi efterstræbte Ixion gudinden Juno (Hera), men Jupiter (Zeus) sendte i stedet en sky, som Ixion da forgreb sig på.
Columbus … Kartoflerne … Tobakkenitalieneren Christoffer Columbus, som i 1492 nåede Bahamaøerne i Det Caribiske Hav, regnes for Amerikas opdager. Kartoffelplanten, som vokser vildt i Sydamerika, blev først senere indført til Europa, måske i 1584 med den engelske admiral Walter Raleigh. Tobakken blev indført fra Amerika til Spanien i 1500-tallet.
Knebelsbartoverskæg, moustache.
395
Mel. … Hvem jeg er?»Qui je suis?«, indleder romancen »Une fée un bon ange« (fransk, i Th. Overskous oversættelse:) »Du den Skytsengel skuer« fra I,6 af D.F.E. Aubers syngespil Le domino noir, 1837, med tekst af E. Scribe; dansk Eventyret paa Maskeraden eller Den sorte Domino, opført på Det Kongelige Teater 1839. Trykte noder: Da. Vaud. bd. 1, s. 114; klaverpartitur til Le domino noir findes. E-noder: En Komedie i det Grønne.
Raphaelegl. Raffaello Santi da Urbino (1483-1520), italiensk renæssancemaler.
Trojader hentydes til det homeriske Troja, sandsynligvis identisk med den antikke by Troja i Nordvesttyrkiet. Beretningerne om den trojanske krig, grækernes legendariske belejring af Troja, har måske en historisk kerne. Om Trojas fald berettes i de græske heltedigte Iliaden og Odysseen, efter traditionen tillagt digteren Homer (ca. 700 f.Kr.), og i den romerske digter Vergils heltedigt Æneiden, fra hvilken beretningen om Trojas brand er kendt.
Pest-Stykkebilledlig fremstilling af en scene fra pestens tid.
Malerie … een af Roms Kirker … Røvere … Pølsei San Clemente-kirkens St. Catherine-kapel i Rom viser en freske af Masolino da Panicale, malet i perioden 1411-1431, en korsfæstelsesscene med Kristus mellem de to røvere. Et dragelignende væsen trækker med kløerne sjælen i form af en »pølse« ud af den onde røvers mund; den gode røvers sjæl bæres bort af en engel, der svæver over hans kors. Freskerne er måske blevet til i samarbejde med maleren Masaccio. I Dagbøger I, s. 225 (31. oktober 1833) berettes fra Rom: »I ST Clemens saae vi de ældste Malerier ... Christus med Røverne paa Korset, Sjælen gik som en Pølse ud af Munden, Englen tog den enes, Djævlene den andens«.
396
troer de detnå, så det tror De?
Mel. Malibrans Tyrolienne»Retour de la tyrolienne«, sang af Maria F. Malibran (1808-1836), fransk sangerinde og komponist; se note til s. 380. Trykte noder: Da. Vaud. bd. 1, s. 114. E-noder: En Komedie i det Grønne.
398
Vel rødme…»Recension«, digt, 1830, af H.C. Andersen (BFN 56); se ANDERSEN bd. 7, s. 92.
giver (denne Natur)skildrer.
399
Mel. Staae tidlig op, sy Tøfler, Skoesangen »Hold Lampen tændt, sye Tøfler, Skoe«, der afslutter sidste akt af Dragedukken, syngespil af F.L. Kunzen (1761-1817) med tekst af Enevold de Falsen; opført på Det Kongelige Teater 1797. Trykt klaverpartitur til Dragedukken findes.
abeabe efter.
Liberiet(om klædedragt) munderingen.
400
Guirlanderblomsterranker.
401
Eet er Poesie, et andet er at rimemåske allusion til Herman von Bremens slutreplik »Eet er et Søe-Kort at forstaae / Et Andet, Skib at føre« i sidste akt af Holberg: Den politiske Kandstøber, opf. 1722, trykt 1723.
Alcmeneifølge græsk mytologi mykensk kongedatter. Mens hendes tilkommende, Amphitryon, var i krig, forførte Zeus hende, og hun fødte sønnen Herakles, helten, der kæmpede mod uhyrer, vilddyr og andet ondt.
Actræusmåske sammenblanding af navnene på to mytologiske figurer: Alkæos, der var Amphitryons far, og jægeren Actæon.
402
Kjærminde(r)forglemmigej.
slippeslippe af med.
Der var en Tid da jeg var meget lilleførste vers af Jens Baggesens digt »Da jeg var lille«, 1785.
403
Det er nu ogsåsikke nu også.
vilde (høre)H.C. Andersen brugte undertiden denne perfektum participium i stedet for »villet«, jf. ODS, bind 26, sp. 1581, l. 19.
Forestillingerindvendinger.
skikkeligtrespektabelt.
405
Mel. Lorcks Hamborg-Skotsklægen Jørgen Heinrich Lorck (1810-1895) udgav 1839 to hamburger-skotske valse på forlaget Lose & Olsen. Trykte noder til den her anvendte: Da.Vaud. bd. 1, s. 115. Enoder: En Komedie i det Grønne.
Kehlets … Rosenlundet traktørsted, som R.T. Kehlet åbnede på Værnedamsvej 5 i 1829, hed Rosenlund; stedet havde sin storhedstid i 1830’erne.
Selskabs-Frøkenyngre, ugift selskabsdame.
rartiltalende; interessant.
holstensk Smøreller bøttesmør, fremstilledes i dybe mælkekældre, hvor man stillede mælken til flødeafsætning. Blev indført først i 1800-tallet.
givesspilles.
406
skal det allerede værenu igen!
Mel. af NonnerneBelforts og Gregoires duet »J’ai bien souvent juré d’être fidèle«, (fransk, i E. de Falsens oversættelse:) »Jeg svoer iblant«, fra II,4 af F. Deviennes syngespil Les visitandines, 1792, med tekst af L.B. Picard; dansk Nonnerne, opført på Det Kongelige Teater 1797.
407
knupsetpryglet.
af Middelalderenmidaldrende.
De skjønne Dage … er nu tilendereplikken indleder I,1 af Schillers sørgespil Don Carlos, 1787. Dansk oversættelse ved K.L. Rahbek; opført første gang 1831 på Det Kongelige Teater.
408
Galaneropvartende kavalerer.
Galonerguld- eller sølvindvirkede bånd til besætning på klæder.
409
Otaheiterindekvinde fra stillehavsøen Tahiti. Ikke identificeret som teaterrolle.
Semiramiskan være titelpersonen i V. Galeottis pantomimeballet, 1787, opført indtil 1889, eller i operaen La Semiramide riconosciuta, 1768, af den italienske komponist og kongelige danske kapelmester P. Scalabrini (1713-1803), opført på Hofteatret 1749. Semiramis var ifølge overleveringen en assyrisk dronning eller gudinde.
Zemirehovedperson i Zemire et Azor, fransk lyrisk komedie, 1771, af J.F. Marmontel (1723-1799) med musik af den franske komponist A. Grétry (1741 eller 1742-1813). Opført på Det Kongelige Teater 1777.
Luxgavtyv.
Tartuffeer typen på en hykler, hovedpersonen i Molières komedie Tartuffe, ou l’imposteur, 1664, opført på Det Kongelige Teater 1748.
Mir fliehen alle Freuden(tysk) alle glæder flygter fra mig; serenade af den italienske komponist G. Paisiello (1740-1816). Trykte noder: G. Paisiello Nel cor piú non mi sento … Con variazioni di Angelica Catalani. Hamburg, Cranz.
410
begeistretfyldt med åndeligt liv.
recensere(s)anmelde.
staaet sigforholdt sig.
Mel. Den Nattergal synger i Midnattens Stundfra A.W. Ifflands skuespil Hausfrieden, 1796, dansk Huusfred. Oversat af N.T. Bruun. Melodi af J.B.E. du Puy. Opført på Det Kongelige Teater 1808. Trykte noder: A.P. Berggreen: Sange fra det danske Huus- og Selskabsliv i tidligere Tid, 1871, nr. 22.
411
hele Comersenhele herligheden.
412
Mel. …Wintern rasat ut bland våra fjällarsang, 1838, med tekst af H. Sätherberg; melodi af O. Lindblad. Kendt som melodi til C. Plougs sang »Liflig fløite Vælsklands Nattergale«, 1846. Trykte noder: Da.Vaud. bd. 1, s. 116; Erslev nr. 49. E-noder: En Komedie i det Grønne.
Arabeskornament af arabisk oprindelse, dannet af sammenslyngede figurer m.m; her overført om grotesk, fantasifuldt værk.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene Tiende Scene Ellevte Scene Tolvte Scene Trettende Scene Fjortende Scene

Del

[Sassy_Social_Share]