En Episode af Ole Bulls Liv

Fortalt efter Kunstnerens egen mundtlige Meddelelse

Bag Alperne ligger Miraklernes Land, Eventyrernes Verden; vi ville ikke tro paa Mirakler, ikke høre om disse, Eventyret derimod er os kjært, til det lytte vi gjerne; et saadant, som det kun gives for Geniet, fandt Sted i Bologna Aaret 1834.

Den fattige Nordmand Ole Bull, som Ingen den Gang kjendte, var kommet saa langt Syd paa. I Hjemmet havde vel Enkelte troet, at der rørte sig noget hos ham, men de Fleste, som det altid gaaer, forudsagde, der bliver ikke noget af Ole. Selv følte han, jeg maa ud i Verden, for at bringe Gnisten til Flamme, eller ogsaa reent gaae til Grunde; at dette sidste snarest vilde skee, tydede nu Alt hen paa.

Han var kommet til Bologna, men her vare hans Penge slupne og intet Sted havde han Udsigt til at faae nogen fra, ingen Ven, ingen Landsmand rakte ham Haanden, eensom sad han oppe paa et fattigt Tagkammer i en af Smaagaderne. Det var allerede den anden Dag, han næsten Intet havde nydt; Vandflasken og Violinen vare de to eneste, som vederqvægede den unge lidende Kunstner.

Da mistvivlede han selv om at eie det ham af Gud Givne, og ubevidst indaandede han i Violinen de Toner, som nu saa forunderligt gribe vort Hjerte, disse Toner, som sige os, hvor dybt han selv har lidt og følt.

Just denne Aften blev i det store Theater givet en Concert; Huset var næsten overfyldt, Hertugen af Toscana var i Besøg i den kongelige Loge, Madame Malibran og Hr. Beriot vilde understøtte Concertgiveren med et Par Nummere. Forestillingen skulde begynde, men det saae ængsteligt ud dermed: Hr. Beriot var bleven fornærmet, og nægtede at spille. Alt var derfor i stor Forvirring oppe paa Theatret. Da kom Componisten Rossinis Kone til, og i den Nød man var, fortalte hun, at Aftenen forud var hun gaaet gjennem en af Smaagaderne, og der pludseligt standset ved forunderlige Toner af et Instrument, som vel lignede en Violin, men dog syntes forskjelligt fra denne. Hun havde spurgt Værten der i Huset hvo der boede oppe i Qvisten, hvorfra Musikken klang, og han havde svaret, at det var en ung Mand fra Norden, og at Instrumentet vist var en Lire; dog dette indsaae hun at det ikke kunde være, det var enten et nyt Slags Instrument, eller en Kunstner, der paa en usædvanlig Maade vidste at behandle Violinen, man skulde dog sende Bud efter ham, meente hun, maaskee kunde han udfylde de ved Beriot manglende Nummere.

I den Nød man var, greb man det givne Raad, og et Bud sendtes hen i den lille Gade, hvor Bull sad paa sit Tagkammer. For ham var dette som en Sendelse fra Himlen; nu eller aldrig! tænkte han, og skjøndt syg og afkræftet, tog han Violinen under Armen og gik til Theatret.

To Minutter derefter blev af Regisseuren anmældt, for det forsamlede Publicum, at en ung Nordmand, altsaa »en ung Vild,« vilde i Beriots Sted lade sig høre paa Violinen.

Ole Bull traadte frem; Theatret var blændende oplyst. Han saae de nærmeste Damers mønstrende Blik; Een af Disse, der ret betragtede ham igjennem Kikkerten, hviskede smilende til sin Naboerske lidt Spot over Kunstnerens forlegne Manerer. Han saae paa sine Klæder, og i den stærke Belysning toge de sig høist fattige ud. Damen gjorde vist ogsaa sin Bemærkning derover, og hendes Smiil gik ham skarpt gjennem Hjertet.

Ingen Noder førte han med, som han kunde give Orchesteret, han maatte altsaa spille uden Acompagnement, men hvad skulde han spille? »Jeg vil give dem de Phantasier, som i dette Øieblik gjennemstrømme mig!« og improvisatorisk gav han da Erindringen om sit eget Liv, Melodier fra Hjemmets Bjerge, hans Kamp i Verden, og hans hele Sjæls Uro; det var, som om hver Tanke, hver Følelse gik over i Violinen og derfra aabenbarede sig for Mængden. Den meest stormende Bifalds-Jubel gjenlød i Huset. Bull blev fremkaldt og atter fremkaldt. Man forlangte endnu et Nummer, en ny Improvisation.

Han henvendte sig da til den Dame, hvis spottende Smiil havde hilset ham ved hans Indtrædelse, og udbad sig af hende et Thema til at variere. Hun gav ham eet af »Norma«, han gik endnu til to andre Damer og hver af disse opgave ham eet af »Othello« og af »Moses.«

»Hvad, om jeg tog alle tre Themaer,« tænkte Bull, »lod dem omflagre hinanden, danne sig til eet Tonestykke, da vilde jeg derved smigre enhver af Damerne og ved Compositionen maaskee gjøre Virkning.«

Som tænkt, saa gjort. Han spillede; mægtig, som MagierensStav gleed Buen hen over Strængene, medens de kolde Vanddraaber stode paa hans Pande; der var Feber i hans Blod, det var, som det Sjælelige vilde rive sig løs fra Legemet; Ildflammer funklede fra hans Øine, han følte sig nær ved at synke om; endnu et Par kjække Buestrøg, de vare den sidste legemlige Kraft. Blomster og Krandse fra den henrevne Mængde omflagrede ham, der udmattet af Sjæle-Kamp og Hunger var nærved at segne.

Han gik til sit Hjem, ledsaget med Musik. Udenfor Huset tonede Serenaden for Aftenens Heros, der imidlertid ene sneg sig op af den snevre mørke Trappe, høiere og høiere, ind paa det fattige Tagkammer, hvor han greb efter Vandflasken, for at vederqvæge sig. Det er et Eventyr for vor Tid, et Eventyr, som kun Geniet oplever.

Da Alt igjen blev stille, kom Værten op til ham, bragte ham Spise og Drikke, og indrømmede ham et bedre Værelse. Næste Morgen underrettedes han om, at Theatret stod til hans Afbenyttelse, og at en Concert skulde blive arangeret for ham. En Indbydelse fra Fyrsten af Toscana fulgte, og fra dette Øieblik var Navn og Hæder grundet for Ole Bull.