En Landsbyhistorie
Folke-Skuespil i fem Acter
| MONICA, rig Gaardmands-Enke | ||
VALENTIN, WOLFGANG, CRESCENZ, FRANZL, MARIE, |
i hendes |
|
| MATHIAS, Smedesvend, hendes Svoger | ||
| Præsten i Landsbyen | ||
| ANNA | ||
| Klokkeren | ||
| Kedelflikkeren | ||
| Et lille fattigt Barn | ||
| Tjenestefolk, Tiggere, to Chordrenge |
Handlingen foregaaer i de
Scenen er i vor Tid.
Første Act
Det Indre af Solhvervsgaarden, den aflukkes ved et Gjerde med Gitterport, bag hvilken man seer Bjergene. En lille Sti fører over Høien tætudenfor. Til Høire i Forgrunden en stor ny Bygning med Helgenbilleder paa Muren og et Tankesprog over Døren. Til Venstre den aabne Lade og bag den igjen, op imod Gjerdet, nogle Træbænke. I Mellemgrunden et prægtigt Lindetræ og under dette et langt Bord med Bænke ved. Bagved er en Brønd. Til Høire i Forgrunden et lille Bord med en Bænk. – Aften.Første Scene
Nær Bjergets rige Græsgang staaer
Opbygt en ny, en deilig Gaard;
Den aabner Fattigfolk sin Dør,
For dem den her var
Du gode Gud, giv Armods Ven
Hver Gave tusindfold igjen!
Naa, naa, naa! kan man give Tid! Madklokken har knap faaet sjunget ud! kan I ikke vente! først de, der bestille Noget! (Nye Tiggere komme til.) Flere endnu; den Ene trækker den Anden med og saa har man dem Allesammen.
Hvorfor skjender Du?
Hvorfor? For Tiggerne de skyde op her ligesom Paddehatte i Regnveir. Det bliver for galt!
Det er jo rigtignok noget Nyt her. Da den gamle Gaard stod lode de sig sjelden see. (Til Tiggerne.) Kom kun indenfor.
Vilde jeg gjøre godt hvad jeg har forsømt her i ti Aar, saa maatte jeg lade endnu mange Flere komme. I hvor knapt jeg havde det i mit eget Hjem, der blev mig dog Lidt tilovers til de Fattige; men da jeg blev en rig Gaardmandskone, – (sukker.) Nu, vor Herre give ham Fred og Hvile! – Med det nye Huus der skal her begynde et nyt Liv!
Naa da!
Kommer Du ikke snart med Brød og Melk?
Lad mig først faae den
Vist ikke! (Gaaer ind i Huset og kommer selv ud med et stort Fad Melk.) Jeg vil ikke give Jer den Melk, som er sat hen til Hundene.
Det har jeg endnu ikke oplevet!
Hvilket?
Opføde Tiggerne med Fløde, Tjenestefolkene med fiint Brød, som den rigeste Bonde gjemmer til Helligdagene. Det kan jeg kalde –
Hvad?
Hvad? Kan Du spørge? – Det er at ødsle!
Crescenz!
Jeg er en gammel, erfaren Person – men –!
Ti nu bare stille!
Naturligviis! Du kan befale mig at tie! Du er Konen i Huset!
Det er jeg! pas nu bare hvad Du har at gjøre, og ti saa stille! At Du skjendes med de Andre finder jeg mig i; Du er blevet gammel i den gamle Gaard, Du skal blive hjemme i den nye, men hvad der er min Sag, lad mig om den. See selv om jeg styrer og holder det Hele, som jeg bør, og kan Du ikke see, saa spørg Andre derom.
Jeg behøver ikke at spørge, saalænge jeg selv har to Øine at see med. Du passer dine Ting saa godt som Nogen; Du sparer ikke Dig selv, om det er nok saa svært et Arbeide; Du er den første oppe og den sidste i Seng. Men Du er ligesom Peber og Tobak! bliver strax heftig naar en gammel, erfaren Person –
Naa, hvad vil Du da?
Husk, jeg har i ti Aar seet paa, hvad Du har holdt ud med det Uhyre –!
Crescenz!
Vor Herre lade ham være salig, det Uhyre! for det var han! Ingen undede han Glæde eller –
Mindst sig selv, den Stakkel!
Vel, at han døde! nu er Du Den, der har det Hele! Du har bygget en ny Gaard, den smukkeste i hele Egnen. – Men at Du før Høsttiden gjør en Fest, at Du giver Tjenestefolkene Herskabsmad og Tiggerne sød Melk – det er lidt for galt; tro mig, jeg er en gammel, erfaren Person! en saadan Rutten med Alt, det skræmmer mangen rig Gaardmand bort, der ellers nok vilde spørge om Dig.
De behøve ikke spørge!
Vil Du da aldrig gifte Dig?
For igjen at døie ondt? Nei! – Gjør istand! Folkene komme til
Han kommer nok! (Gaaer ind i Huset og kommer strax derpaa ud igjen med varm Mad, som hun sætter paa Bordet. Fra Baggrunden og fra alle Sider kommer Tyendet, mellem dette Wolfgang, Franzl og Marie.)
Anden Scene
MONICA. CRESCENZ. WOLFGANG. FRANZL. MARIE. KARLE og PIGER. TIGGEREKom nu Allesammen! Her er Mad! Wolfgang,
Gud, i Dig vor Gjerning skee!
Slip os ei af dine Hænder!
Tak for Alt, hvad Du os sender,
Det har din Velsignelse!
Naa, Wolfgang!
Madmoder!
Hvad vil Du?
Jeg vilde – jeg vilde gjerne sige min Tjeneste op!
Du? Har Du været i Skjenderi med Nogen?
Nei, det er slet ikke derfor! jeg er jo sjelden her hjemme, hvor – (seer paa Crescenz) man har med den Gamle at gjøre, men jeg kommer saa tidt at hente Smør deroppe paa Græsgangen hos Franzl –!
– Og nu vilde jeg gjerne gifte mig!
Gifte Dig? Paa hvad?
Min Fætter Mølleren er død og jeg har nu Part i Møllen.
Strax skal man have Fødderne under sit eget Bord! lær først selv at bestille Noget. Her har Du det ikke saa besværligt, og til
Ja, det er jeg rigtignok.
Og Franzl har det meget godt paa Græsgangen. (Vender sig om imod hende.) Har Du ikke?
Klage har jeg ingen Grund til! jeg har det meget godt!
Saa bliver det derved!
Madmoder!
Til Kyndelmisse kan vi tales ved!
Naa endelig, Valentin!
Tredie Scene
DE FORRIGE. VALENTINNaar Du skal have lidt Hvile, saa er Du altid den sidste!
Hvor var Du nu?
Sagde Du ikke igaar at Du havde Noget paa Hjertet, Du vilde sige vor Præst; idet jeg kom hjem og fik Vognen ind i Skuret, saae jeg ham gaae ovre ved Kornmarken; jeg skyndte mig alt hvad jeg kunde med at komme til ham for at sige det og nu er han her strax!
Tak! Kom nu og spiis! (Vender sig bort.)
Madmoder!
Hør mig! gaa ikke bort! Hvem veed, hvor snart jeg igjen kommer ned fra Bjerget!
Jeg veed det, jeg erkjender
Jeg har det godt hos Dig,
Imellem dog det hænder,
At Noget savnes mig;
Vel veed jeg, ingen Steder
Jeg faaer det godt, som her;
Paa Bjerget dog jeg græder,
Skjøndt der er deiligt der!
Høit over Skovens Toppe,
I Luftens friske Bad,
Der er saa godt deroppe,
Dog er jeg ikke glad.
Ak, jeg kan ingenlunde
Forklare Dig det ret.
Du vil ei heller kunde
Forstaae og føle det!
Du holder virkeligt saameget af Wolfgang!
Saa skrækkeligt meget.
Naar Præsten igjen læser Messe her vil jeg sige til ham at han skal lyse for Eder.
Franzl! Hurra!
Er det ogsaa sandt! – Naa! saa presserende er det jo heller ikke! jeg kan godt blive deroppe saa længe det behøves, – til Du finder en
Gud glæde og velsigne Dig!
Fjerde Scene
DE FORRIGE. PRÆSTENAmen!
Herr Pastor!
Hvad er det! bliv dog siddende at spise! en geistlig Mand maa ikke skræmme Jer bort! (til Monica.) Guds Fred, Monica! Du har spurgt efter mig.
Ja, undskyld, Herr Pastor!
Undskylde? Jeg kommer altid gjerne et Sted, som her, hvor det er en Fornøielse at see den Orden og Gudsfrygt i Alt; jeg føler mig som en Fader mellem sine gode Børn.
Jeg forstaaer det saa godt. Nu, et lille Glas af den styrkende Viin maa jeg jo nok hente.
Og det nye, stadselige Huus! det staaer der med sine Vinduer, som havde det milde Øine at see med. Smukke Billeder:
I Vel og Vee
Guds Villie skee!
Nu, det er smukt og christeligt! (Til Monica, der igjen er traadt ud.) hvor har Du det fra?
Fra en gammel Kone! Mit Liv, Herr Pastor, ja, det kan jeg jo godt sige Dem, hører ikke til de Allerlykkeligstes. Min Vei i Verden var, som Veien i Bjergene, den kaldes god og gaaer dog trang og steil opad, tidt har jeg været ved at synke, og tænkt, det var bedre, Du aldrig var født. En Dag, jeg saaledes stod inderlig forknyt og vidste hverken ud eller ind, kom der just Folk herop fra Dalen og fortalte, at dernede var brændt et Huus af. En gammel Kone havde i otte og tredsindstyve Aar boet der paa et lille Qvistkammer; hun havde syet og henlagt sit Liigtøi, med sex smaa Voxkjerter og et Helgenbillede; møisommeligt havde hun sammensparet nogle Skillinger til en hæderlig Begravelse; og nu mens hun var i Kirke, brændte Huset med Alt derinde. Man fortalte hende det – taalmodig hørte hun det.
I Vel og Vee
Guds Villie skee!
det var Alt hvad hun sagde, men de Ord gik ind i min Eftertanke. Den gamle Kone kunde saa fromt og gudhengiven opgive Alt hvad hun eiede og i sit fiirsindstyvende Aar endnu være ved Ungdoms Mod; skulde jeg da give tabt! der kom Glæde i mit Sind og fra den Time af fik jeg Mod og Villie. – Da nu det nye Huus stod reist, kom de Ord mig i Tanker og saa lod jeg dem sætte der som Indskrift.
Og, idet Du nu begynder dit Liv paany er de Dig altid en smuk Mindelse om det Forbigangne.
Om det behøver jeg ingen Mindelse! men det var det, jeg vilde tale med Dem om, Herr Pastor! ja, om den tidligere Tid. (Skjenker Vinen.) See, Alt hvad jeg her har er mit med Rette. Af min afdøde Mand er jeg indsat som Enearving, og dog har jeg en lille Betænkning derved. Min Mand var den yngste Søn, den ældre blev af Faderen jaget bort herfra Gaarden, idet han var et daarligt, reent
Ja vel, Mathias, jeg husker ham,
Gud bevare os, at han skulde komme tilbage! hans Broder har efter Faderens Død ladet ham udbetale hele hans Arvedeel og bedet ham see til at blive et bedre Menneske. Det loe han af og kastede hen i Forbandelse! Senere skal han have arbeidet i Ilsang store Smedie; man fortæller, at han der har friet til Datteren, men saa indtraf den skrækkelige Ulykke, at hele Smedien med Alt derinde brændte. Siden den Tid veed Ingen hvor Mathias er blevet af.
Ingen her i Egnen veed det!
Men andetsteds! – Om han endnu levede, og pludselig kom her tilbage? – Naar man har Alt i Fred og Ro, saa frygter man for Forstyrrelsens Djævel og en saadan een tænker jeg mig altid i Mathias. Det var vistnok rigtigst at jeg henvendte mig til
Det skal jeg gjerne! (reiser sig.) Du er en brav Kone!
Lad det være godt! jeg gjør det jo meget for min egen Skyld. Jeg maa tilstaae, det er flere Gange faldet mig ind, at maaskee en Dag min Svoger stod ved min Dør, mellem Tiggerne. (Tiggerne nærme sig for at sige Tak, hun nikker venligt til dem, at de skulle gaae.) Tak, Børn, Tak! Gud være med Jer!
En god Christen maa være forberedt paa Alt.
»I Vel og Vee
Guds Villie skee!«
Den er altid den bedste. Han holde sin Haand over det nye Sted.
Gud høre det! – (Præsten gaaer, Tjenestefolkene reise sig.)
Farvel!
Femte Scene
DE FORRIGE (uden Præsten). ANNAIdet Præsten stiger ned ad Høien mødes han af ANNA, der er i en simpel Klædning, hun har dertil et sort Tørklæde om Halsen og et af samme Slags om sit Hoved; hun bærer en lille Bylt og støtter sig paa en Stav. Hun hilser Præsten, der et Øieblik taler med hende og peger paa Gaarden. ANNA træder ind og nærmer sig noget nølende, hendes Tale er alvorlig, rolig, uden Sentimentalitet.
Søger Du Nogen her?
Jeg vilde gjerne overnatte; Præsten sagde mig, at paa to Timers Vei var her ikke nogen anden Gaard end denne; derfor vilde jeg bede om Lov til at blive her! I er vist Konen i Huset?
Det er jeg! Hvor kommer Du fra?
Langtborte!
Hvor vil Du hen?
Langt bort!
Hvor hører Du hjemme?
Seer Du mig ugjerne, saa siig det.
Du veed vel, at hertillands lukker Ingen sin Dør for en Fremmed, der forlanger Herberg for en Nat! Du er velkommen!
Tusinde Tak! (livlig.) Her er vel en Spinderok, hvor jeg kan faae Lov til at spinde
For strax at afbetale Aftensmaden! kan det falde Dig ind. Tag Plads, spiis og drik! (til Folkene, som nysgjerrige see paa hende.) Ryk lidt nærmere sammen, at hun kan sidde.
Her er Plads! sæt Dig og spiis, det er Dig vel undt!
God Aften! Velbekomme!
Hvem er den Pige?
Jeg veed det ikke! Hun vil ikke ret ud med det!
Der er i hendes
Hver har Sit at bære i denne Verden. Hør, bliver Veiret saaledes ved, saa tænker jeg at vi imorgen meie Kornet.
Spørg hende dog hvad det er? Hun spiser ikke! de Andre ere ikke nette mod hende!
De stikke Hovederne sammen og see paa hende, som paa en fremmed Fugl! det giver sig nok, de ere snart Bekjendtere og Venner. Min Graa maa Du have mig sadlet, jeg tager til Byen for at afgjøre med Haandværksfolkene alle Regningerne. Jeg vilde gjerne først have seet dem igjennem; – det forstaaer Du Dig bedre paa end jeg.
Som Du vil!
Bliv her, jeg skal hente dem! (gaaer ind i Huset.)
Sjette Scene
DE FORRIGE (uden Monica).Hvem kan hun vel være?
Ingen fra vor Egn, her er de mere indladende! komme de for at overnatte, saa sige de dog et venligt Ord for det. Hun sidder jo der til Bords som hun var Herskabet, som om det var hende, der gav os Noget.
Du! spørg hende!
Lad hende være!
Er Du her fra Egnen?
Nei!
Kommer Du fra den anden Side Bjergene?
Ja!
Du er der fra nærmeste By?
Har Du langt til hvor Du skal hen?
Det veed jeg ikke. (lægger sin Skee.)
Lad hende være, hun vil ikke spørges.
Jeg vil vide hvorfor! (til de Andre.) tro I mig, jeg er en erfaren Person, det er en bortløben Gaardmands-Datter.
Siig hvad Arbeid Du forstaaer!
Kan Du spinde, Garnet vinde,
Kornet meie, Neget binde?
Over Kræfterne det gaaer!
Hjemme hun vist Ondt har prøvet!
Kjærlighed gjør tidt bedrøvet.
Værre Ting er her vist skeet.
Lad os spørge, lad os vide,
Hvad er Grund til hendes Qvide –?
Hvad har hun vel maattet lide?
God hun er, det har jeg seet!
– Du!
Du har Øine! – Du kan kjende!
Hovmod har hun! see paa hende!
Tiggertøs! opblæst og dum!
Naa, nu faaer hun! Crescenz skjender!
Om jeg ret den Gamle kjender,
Jeg kan tænke, at det ender
Med at Pigen maa herfra.
Her er daarligt, ikke sandt?
Du er hjemme bedre vant?
Hjemme – hvor? – Det Gud maa vide!
Du er mæt af – Gud maa vide!
Stumme Helgen! – Du maa lide!
Naar der spørges – svarer da!
Hvorfra er Du? Hvorhen vil Du?
Staaer det ikke rigtigt til nu?
Svar dog ei med Nei og Ja!
Hun gaaer.
Hvor gaaer Du hen?
Hun vil ikke lade sig udfritte, og de lade hende ikke være i Fred! (til Anna.) Bliv! giv mig dit
Lad mig gaae!
Naa, man tør vel vide hvem det er, der skal overnatte her i Huset. (Tyendet samler sig om Crescenz.) Du, min Skaber, er det en Forbrydelse! Jeg har spurgt – det Fruentimmer – om hvem hun er!
Syvende Scene
DE FORRIGE. MONICAHvad er det her?
O, ikke stort! Har en Huusmoder ikke Ret til at vide hvem der overnatter i hendes Huus.
Naar hun bryder sig om det. At spørge to Gange er eengang formeget!
Vil Du lade mig blive her i Nat, saa tager jeg taknemligt derimod. Naar det dages gaaer jeg igjen videre. Dig skal jeg ogsaa gjerne sige hvem det er, Du lader sover under dit Tag. Jeg hedder Anna, jeg er en fattig Pige og søger om en Tjeneste.
En fattig Pige! Ja, hvem der troer det! Hun seer ud, som hun hele sit Liv kun havde vidst at befale. (til Monica) Hun lyver for Dig!
Lad mig om det!
Nylig sagde hun at hun maatte videre fort! fang hende i hendes egen Løgn! siig at Du vil fæste hende! Du søger jo dog en Pige i Franzl’s Sted naar hun gifter sig! – fæst hende.
Du søger en Tjeneste!
Ja!
Paa Græsgangen eller i Huset.
Hvor det skal være!
Saa kan Du blive hos mig. (efter et Ophold.) Dersom det er dit Alvor.
Og Du ikke skal »videre«!
Staaer jeg Dig an? Nu vel (glad og tillidsfuld.) i Guds Navn!
Vel! (tager Annas Haand) I Guds Navn. Jeg skal vise Dig hvad Du har at bestille, og Lønnen bestemmer jeg
Det var Ret, Anna! nei, hvor det glæder mig! her er en god Tjeneste at være i, fremfor mange andre. Vi har en velsignet Madmo’er, og i mig har Du en god Medtjener. Jeg hedder Franzl.
Og jeg hedder Crescenz og jeg er
Det er en gammel
Kom nu Allesammen, saa stemmer jeg op!
Det var Ret! og vi synge! kom Franzl! (klynger sig til hende.)
Har Du ikke Noget for mig at bestille?
I Dag bestilles her ikke mere, nu har vi
Der gives altid Noget at bestille! Creaturerne hjemme skulle passes, Vand skal der hentes og Baand skal der flettes til at binde Negene med imorgen. Den, som vil bestille Noget behøver aldrig at spørge om det; mærk det! (Gaaer gravitetisk hen i Baggrunden.)
Kom Anna, Wolfgang spiller
Nei!
Du staaer vel ganske ene i Verden? Er det saa?
Det har jeg strax tænkt mig. Er Du maaskee – nei, jeg vil ikke fritte Dig!
Tak! Gud velsigne Dig! (gaaer ind i Laden; Franzl seer deeltagende efter hende, ligesaa Valentin. Imidlertid har Crescenz hentet sin Spinderok, Karlene have taget deres Tobakspiber, Alle samle sig om Bordet, Crescenz sidder yderst til Venstre.)
Det har ingen Hast med Regningerne! Dersom Du vil være med de Andre her, saa vente vi til imorgen.
Lad os aldrig opsætte til imorgen hvad vi kan gjøre i Dag. Bare Du ret vilde forlange noget Ordentligt af mig, hvorved jeg kunde vise hvor gjerne jeg vilde gjengjælde lidt af alt det Gode, Du har gjort for mig!
Tal ikke saa, Valentin!
Jeg forstaaer ikke at tale, som jeg vilde!
Behold det i dit Hjerte, der er det paa et godt Sted!
De synge! lad os gaae ind i Stuen, der er mere Ro. Det er snart bestilt. (Gaaer med Valentin ind i Huset.)
Ottende Scene
DE FORRIGE (uden Monica og Valentin).Rundt om Spinderokken
Sidder hele Flokken.
Gjør nu bare ikke
Her fortælles Eventyr,
Man maa høre efter.
Surre, snurre, murre!
Rok, lad vær’ at snurre!
Rokken, den gjør ei Fortræd,
Rokken tør just snakke med,
Og af alle Kræfter.
Jeg spiller en Steyrisk, den eier en Magt,
Saa alle Smaafødder maae strax træde Tact.
En Steyrisk har Noget – jeg veed ikke hvad, –!
En Steyrisk gjør Een i det Inderste glad.
Hør! det er
Det er Noget for Dig!
Nei, der kommer Ingen! bliv bare ved at spille.
Gamle Potter! Kedler! – hui!
Kedelflikkeren! (De springe Alle op.)
Niende Scene
DE FORRIGE, KEDELFLIKKERENHia! (Han bærer sin Kasse paa Ryggen; han er en gammel, halv komisk, halv snu Person. Alle omringe ham. Han synger:)
Her er Mester Kedelflikker,
Ret et inderligt Gemyt!
Alt hvad Gammelt der henligger
Gjør jeg ligestrax til Nyt.
Mens Gryder og Kedler og Potter i Rad
Jeg lodder og flikker og flenger,
Jeg mætte Dig skal med Nyhedens Mad,
Til den just her oppe I trænger.
En rig Velsignelse jeg har,
Jeg bare ned i Posen ta’er.
Om Kjævl og Vrøvl og Kjærlighed,
Jeg grundigt veed og ikke veed
Besked!
Jeg vandt Kedelflikker Prisen
Alt i mine unge Aar,
Jeg veed Nyt, som vist Avisen
Aldrig nogensinde faaer!
Min Kreds just forstaaer jeg at samle;
Hver Slag I hører min Hammer at slaae,
Gjør strax noget Nyt af det Gamle,
Hvert Knæk og Bræk er strax istand,
Jeg er en rigtig Reisemand.
En god Avis i Egnen her,
Thi er jeg inderligen kjær
Enhver!
Naa kommer man da ogsaa engang her op! han har nok glemt mig!
Jeg tænker paa alt Gammelt der har Knæk! det er jo mit Haandværk!
Han, Sværte-Mikkel!
Er her Noget at lodde, at flikke, klinke – stoppe!
Stop Han sin Sludder-Mund! troer Han at jeg giver Ham Arbeide igjen! Husker Han den store Kedel forrige Aar, der var et lille bitte Hul i Bunden! vi aftalte en Skilling for hver Stift, og saa slaaer han saa mange i, at da Kedelen første Gang kommer paa Ilden, saa gaaer hele Bunden ud!
Hvad Aparte har Han med!
Havfrutran, der er godt mod Rynker!
Det er ikke for mig! (sagte og hurtig.) Hvad koster den!
Siig mig, Du kommer jo
Der er Ingen, der vil have den Stivnakke!
Nu skal jeg have Bryllup med Wolfgang. Vi faae Møllen kan jeg fortælle Dig!
Og her er kommet en ny Pige!
Alt er nyt heroppe – (til Crescenz) paa Dig nær! Og det stadselige Huus, Pinedød, seer det ikke ud som en Præstegaard og lugter ligesom en Præstegaard!
Naa, mærker Han Noget der vil smage ham! Sæt Sig!
Drik og fortæl os noget Nyt.
Ja fortæl, heroppe leve vi i en Krog af Verden.
Nu, da –
Hvem er det der?
Den nye Pige! – Naa, fortæl saa!
Min Sjæl! – det er jo –!
Kjender Du maaskee –!?
Hia! – Det skulde tro! – Pst!
Gesvindt! hvem er hun? Hvor hører hun hjemme? Hvor kommer hun fra.
Forrige Aar tjente hun tre Miil herfra paa Solgaarden.
Ei!
Og for to Aar siden var hun endnu længer herfra, ved Storsøen, hos den rige Staffrl!
Saa!
Heller ikke der var der Nogen, som vidste hvor hun kom fra, og vor Herre takkede de, da de var af med hende igjen!
Rigtig! – Videre, videre! – nei, vent lidt! (gaaer hen til Huset.) Madmoder! o, kom lidt ud til os!
Herre Gud! Folk er saa slemme til at snakke! og tidt er der ikke sandt Ord deri.
Tiende Scene
DE FORRIGE. MONICA. Senere VALENTINHvad skal jeg?
Nu skal Du høre! han kan fortælle om den nye Pige. Han har allerede seet hende paa tre Steder, og Alle der takkede vor Herre, da de var af med hende igjen.
Hvad er der iveien med hende?
Det har endnu ingen Mennesker kunnet faaet ud, men saa meget er vist at der er Noget galt. Spørg hende om hendes Forældre, og om hendes Hjem, og hør om hun svarer.
Nei, det gjør hun ikke!
Læg Mærke til om der er en Eneste hun slutter sig til. Helst er hun alene og helst hvor der er meest afsides, hvor man saadan ret kan gaae at gjøre Sit, skjult for Menneskene.
Joseph-Maria! ah!
Og saa alle de arme, unge Karle! jo mere hun lader, som om hun skyede dem, desmere maae de løbe efter hende!
Dum Snak!
Dum? Ja, ja! jeg vil ikke tale ilde om Nogen – jeg veed hvad jeg veed!
Saa, siig det dog!
Ved Storsøen hos den rige Staffrl, har hun forhexet Avlskarlen; en heel Maaned løb han lige som en Nar efter hende! hvad Kunster hun har brugt, er der Ingen der veed! men Karlen druknede sig!
Hører Du det!
Den rige Bonde paa Solgaarden har en eneste Søn, der var forlovet med Møllerens Datter. Nu til Pintse skulde Brylluppet staae, saa kommer hun her i Huset, og da er det Hele ude! Han vil ikke gifte sig, Brylluppet skal ikke staae – og han gaaer som Frivillig til Soldaterne! Gud veed hvor han nu ligger skudt.
Og saadan et Fruentimmer lader man frit løbe om!
Konen paa Solgaarden er en gammel, from Kone, hun sagde ikke et Ord til Pigen; der var ingen Beviser imod hende og altid passede hun stille og ordenligt sit Arbeide; men Pigen selv lagde Mærke til at den Gamle gik hemmeligt og græd og aldrig ret kunde see paa hende, saa sagde hun af sig selv: »Ikkesandt, det er Dig bedst at jeg tager herfra!« »Jeg løi om jeg svarede Andet!« sagde den Gamle, »men derfor vil jeg dog ikke at Du skal tage bort!« men Pigen taug stille, tog sit Tøi og gik. Det er til Solhverv, et Aar!
Og nu kommer hun til os for at drive sit Uvæsen her! Nei! –Afsted skal hun! Ingen bliver under Tag med hende! Det sige I vel Alle!
Fordreie Hovederne paa de unge Karle!
Hvor er hun! faae hende frem! hun skal svare og klare for sig!
Bliv! hvem har at befale her. Hvem? spørger jeg! hvem har at befale over mit Tyende!
Tyende? Den Omløberske!
Hun har faaet Fæstepenge af mig! Et givet Ord er en Contract! sit Ord skal man holde. Om kun een Time eller eet Aar, hun er i sin Tjeneste, hun hører til Huset og Huset er Madmoderens, og Madmoderen er jeg! – – Hvem vil iøvrigt
Hvert Ord.
Hvad synes Dig.
Hun har jo betroet mig at hun har hverken Fader eller Moder.
Hverken Fader eller Moder! hører I det! – Ogsaa jeg stod uden Forældre, ganske forladt i Verden, da førte vor Herre mig her hen. Jeg kan bedre end I Andre tænke mig hvor forknyt og forkuet hun kan føle sig mellem haarde Mennesker!
Ingen maae fornærme hende! høre I! lad hende gaae i Fred!
O, for mig skal hun have Lov at gaae hvorhen hun vil. (Tager sin Rok). Lad mig komme frem! Naa, Kedelflikker, vi ville see til hvordan det løber af. Jeg er en gammel erfaren Person! men Alder og Erfarenhed gjelder nu ikke mere!
Jeg veed endnu noget Nyt, som Mutter kunde have godt af at vide! men »den gamle Sladderhank«, han siger det ikke. Du faaer det tidsnok at vide, saa har Du det! Hia! (følger de Andre.)
Ellevte Scene
MONICA. VALENTINDer løbe de til alle Kanter og jeg havde saa gjerne undt dem en fornøielig Aften, før det strenge Høst-Arbeide begynder! Men skulde jeg ikke tale dem til, naar de
Ligger Dig Noget paa Hjertet?
Der kommer saa meget paa een Gang; een Ærgrelse løser en anden af – den nye Gaard der – jeg veed ikke, jeg er i en Uro for hvad der kunde skee ved Uagtsomhed eller Ondskab – det er nu engang kommet mig i Tanke, der er vel ikke Noget at befrygte; men jeg mærker meer, og meer hvad det vil sige, saadan ganske ene at staae for det Hele og holde sammen paa det!
Er der Noget, jeg kan gjøre?
Nei! gaae kun til de Andre.
Jeg vil først lukke godt det yderste Gitter ude paa Engen! det bliver snart ganske mørkt.
Du har Ret! (giver ham Haanden.) Bryd Dig ikke om, naar jeg klager over Tjenestefolkene, Dig regner jeg ikke til dem; jeg veed, Dig kan jeg forlade mig paa.
Det kan Du!
Han har Ret! jeg vil ogsaa lukke her! der streifer saa meget daarligt Folk omkring, især ved Høsttiden, da Gaardene staae meer eensomme! – (Seer ud mod Bjergstien.) Kommer ikke der Een ned ad Bjerget! det er de rette, der vise sig med Flagermusene!
Tolvte Scene
MONICA. MATHIASHeida! luk op!
Hvad vil Du? Her er ikke noget Vertshuus! kommer Du for at bede om Nattely i Stalden, saa siig det ordentligt!
Ha, ha, ha! en deilig Modtagelse. (Støder Gitterporten op og træder ind; han er i lasede Klæder og har en
Op med Glæden!
Ingen Pib og Græden!
Fy for Satan!
Humeuret er
Som paa Livets Snaps er sat!
Livet er vor bedste Skat,
Den skal nydes Dag og Nat.
Favne, drikke,
Et Bedre gives ikke.
Verdens Synder
Er just den Spas jeg ynder,
Det er ene klogt og smukt;
Husk, at den forbudne Frugt
Har den bedste Smag og Lugt!
(træder nærmere) Ha, ha, ha! kjender Du mig ikke, Mutter?
Nei! Hvem har bedet Dig komme herind?
Rigtig! Du kjender mig ikke, ellers havde Du ordenligt laaset til!
Det behøves ikke her til Lands. Slette Mennesker holder det dog ikke ude, og de ærlige, de agte Ens Eiendom.
Eiendom!
Hvem er det Menneske! Valentin! Valentin!
Heida, Valentin! hvor bliver du Lømmel af? Lys med Lygten, at Mutter kan faae Øinene op! Er det Tværsækken her der gjør mig ukjendelig? (Kaster Tværsæk og Stok.) Der ligger det, Møg! – Eller er det min slidte Kofte?
Jesus! – Mathias!
Rigtig, Mathias! Hun har nok ikke ventet mig, Svigerske! Er Pladsen i Stalden allerede besat. – Hører Valentin Dig da ikke kalde og kan løse Lænkehunden til Velkomst! Heida! kjære Valentin!
Mathias! Gud i Himlen! Hvordan kommer Du her hjem?
Hjem! – Er Du gal, Svigerske! at Du kalder det hjem, fordi jeg tilfældigviis paa dette Sted er blevet kastet ind i denne elendige Verden! jeg troede mig ogsaa engang hjemme her, da jog min Fader mig herfra; da han saa døde og jeg skulde dele med min Broder, har han tilkastet mig Stodderpenge og stukket mit Hjem i sin Pose. Jeg skulde være hjemme derude, i den Verden, de Andre have deelt imellem sig, hvor hver holder sin milliondeel Trevl af Fangsten; hvad der blev tilovers kunde jeg tage og
Og nu!
For Satan! da jeg hørte det, saa græmmede jeg mig ikke længer over, at jeg havde raflet Skjorten væk. En af Kammeraterne har givet mig fri Fortæring herhid, imod det Løfte at han skal blive indbudt her. Een meer eller mindre, hvad gjør det; her gaaer flot til paa Gaarden! Ikke sandt? Svigerske!
Ikke et Ord meer! jeg vil ikke huskes paa Andet, end at Du er min Mands Broder og – ulykkelig!
Ulykkelig! hvem siger det? Kun et Fæhoved er ulykkelig! – Ulykkelig er Den, der piner sig selv og ikke nyder sit Liv, saadan En som min Broder, din Mand! hvad har han nu af det Hele? (løfter med Foden sin Tværsæk.) Ikke meer end jeg!
Jo, eet meer! sit ærlige – at sige det til Dig! Alt, hvad jeg har at sige, er: hvem har stødt Dig fra dit Hjem og din Familie? Du selv! Efter Guds og Menneskenes Love er Dig ingen Uret skeet. At det er kommet saa vidt med Dig, som det er, i Guds Navn, maaskee han har isinde derved at lede Dig til det Bedre. Hvad jeg kan bidrage dertil, det skal jeg. – Just i Dag har jeg talt derom med vor
Hoho! taler Du i den Tone, Svigerske! i dit Huus! – Vi har endnu ikke deelt, Svigerske! vi veed endnu ikke ret, hvilken af os, der skal vise den Anden Døren. Fra hvem kommer Huset. Hvem har engang paa kun en Trillebør ført hele sit
Vel! – jeg er igjen paa det Klare med mig selv. Valentin!
Trettende Scene
DE FORRIGE. VALENTIN (kommer).Ei! saa det er den ærlige Valentin.
Det er det! – og det er Mathias, Landstrygeren!
Ham!
Viis ham Natteqvarteer, han er min Gjest. (til Mathias.) Spiis og drik, som Du lyster, det Øvrige vil
En klog Kjærling! »Spiis og drik, det Øvrige vil finde sig.« Svigerske begynder at gaae ind paa mine Grundsætninger. Kom, brave Valentin, viis mig Natteqvarteret, men først Viinkjælderen. (tager Stokken og med den Kofte og Tværsæk.) God Nat, Svigerske.
Fjortende Scene
DE FORRIGE (uden Mathias).Hvad har Du isinde?
Ved Daggry sadler Du min Graa! giv mig Havre med for et Par Dage! jeg tager ned til Kredsdommeren. Medens jeg er borte overgiver jeg Dig hele Huset: jeg veed, jeg kan stole paa Dig. Kald mig dem Allesammen herud, at jeg kan sige dem, at Du er Herre i Huset, til jeg kommer hjem igjen!
Du kan stole paa mig!
Saaledes maa denne Dag ende! Jeg havde en Anelse herom! (seer paa Husets Indskrift.)
I Vel og Vee
Guds Villie skee!
Anden Act
Aaben Stue paa Solhvervsgaarden. I Baggrunden sees Mark og Enge; til Høire, i Mellemgrunden, en Indgangsdør; til Venstre, ligeoverfor, to Trin op, er Indgangen til Mælkestuen. Paa samme Side, i Forgrunden, Bord, Bænk og Stol; samt nogle Mark- og Avls-Redskaber.Første Scene
MATHIAS ligger paa Bænken; han har en Bondekittel overFor Satan, hvor jeg kjeder mig! i fem Dage har jeg nu spiist og drukket, uden at have den Fornøielse at see en Anden have det bedre, saa at jeg kunde ønske at han maatte qvæles i det! kommer ikke Svigerske snart hjem, saa holder jeg det ikke ud i denne Rede. Fy for Satan med det Landvæsen! de
Anden Scene
MATHIAS. PRÆSTENHvem vil tale med mig?
Kjender Hr. Pastoren mig ikke meer! Deres gamle Skriftebarn. Mathias!
Det er Dig! jeg kjender Dig knap igjen. Naa, det glæder mig, at Du kaldte paa mig!
Virkelig!
Ja, Den, hvis Levnet staaer skrevet saaledes i Ansigtet, som det staaer i dit, Den kalder mig ikke, uden der ogsaa staaer skrevet Noget om Bod og Bedring!
Ganske rigtig, høiærværdige Herre! Jeg stod just og saae ud ad Vinduet og eftertænkte Eet og Andet. Jeg gjorde et Løfte ved min syndige Sjæl, – og saa skulde just I komme. I kunde frie mig fra det Løfte, om I vilde!
Hjertensgjerne vil jeg!
Virkelig! (Bryder ud i Latter.) Saa maa I spille et Slag Kort med mig, for jeg har soret på, at den Første, her kom forbi, skulde holde for.
Jeg vilde gaae til en Syg – jeg finder her En endnu sygere; han har
(der har ryddet Bordet op og taget Kortene sammen, vender sig og seer forundret at Præsten bliver). I bliver!
Naturligviis.
Jeg kan tænke, I vil holde en Prædiken for mig!
En Prædiken! for Dig? Gud bevar os! (mildt.)
I sætter Jer hos mig! – – – Hr. Pastor! saa sandt jeg lever, I har øvet mangen god Gjerning, der ikke var det Halve værd, som denne. Alle Andre skubbe sig bort, selv mine egne Lige! jeg har tidt lagt Mærke til, at
Og hvis er Skylden?
Hvis Skylden er? Det er det, at jeg er en Stodder! den største Kjeltring, naar han kun har Penge, ham gjør de Stads af! O, det forbandede at eie Noget! Men Taalmodighed! de have forudsagt os det, de Folk, der vide det bedre end I; der vil komme en stor Straf over den hele Menneskeslægt og da vil alt det gamle Kram blive rystet i hinanden, saa at det faaer en Ende med den Galskab om Mit og Dit og alle disse gamle Kjærlinge-Krøniker.
Hvorfor bliver Du saa hidsig? Vi ville jo spille. Jeg tager mine Kort. (Griber efter Kortene.)
Stop! de der ere mine, disse ere jeres!
Virkelig!
Hvorfor seer I saadan paa mig?
Jeg undrer mig –! hvor kan Du tale om Mit og Dit. Jeg tænkte, at vi i Spillet her kunde begynde den nye Verdensorden: kaste bort den gamle Galskab, at lade Tilfældet give Een det, han skal have, rolig at see til, at man haver daarlige Kort, naar Naboen har alle de gode! – Hvem vil
I maa ikke holde mig for et saadant Dumhoved, at jeg ikke skulde nok forstaae den nymodens Maade at prædike paa. – I stikler til min Skjæbne –
Gud bevare mig fra at stikle til den Skjæbne, som det kortsynede Menneske bereder sig selv, den lader sig ikke stille sammen med den, der kommer fra Guds Haand! – Lad os spille!
Havde jeg fra Begyndelsen faaet det saaledes ved min egen Skyld, saa skete mig min Ret! men de have narret mig i Spillet! skjændigt narret mig af med de gode Kort, jeg havde paa Haanden, og naar saa Ens hele Liv kun er de usleste Kort, skulde man da ikke tilsidst fristes til at kaste hele Spillet fra sig.
Og sige til Den, der giver: Giv endnu engang! –
Ha! Jeg veed godt, at Spillet er ude med dette Liv! Jeg hører ikke til de Kortsynede, der sætter Gevinsten hen paa Regning.
Ikke heller Tabet? – Pas paa, at Du ikke forregner Dig!
Nei, det gjør jeg ikke! jeg har længe nok tænkt efter og spurgt mig for, og det har jeg faaet ud deraf, hvorledes man kunde være lykkelig –! er jeg det ikke ganske, saa er det jeres Skyld! See kun paa mig! I sætte os fra Smaa de Tanker i Hovedet, det Hiernespind om Ret og Uret, Pligt og Synd, saa at om man endogsaa er nok saa sulten, vil ikke den bedste Bid smage, naar jeres Kjøkken har forgiftet den med dette: »Det er Uret!« – Hvor man kunde have Glæde af sin Natur og sine Lyster, der kline I strax paa det Ord: Synd, og ængster os med Straf! I gjør det værre end det er! det deroppe! – Børnesnak! herinde sidder det Hele: Tanken, den er Straffen! og Spiren, Ormen i Hjertet, den har I sat ind; og Den, som kan drive den ud, han har overvunden den, han nyder sin Lykke, som Nogen! jeg er paa Veie til det! – ud med den sidste Rodstump af jeres Gifturt, og jeg har vundet Spillet! (Staaer op.)
Det har Du! Forsøg at luge ud den sidste Rodstump, den er det eneste Udødelige i Dig, den er din Deel af Gud i Mennesket! – Klem kun sammen Kløften, som den river i den syndefulde Sjæl, – mindre vil Kløften synes, men dybere gaaer den. Du vil ud over den, men Du svimler! – Du vil udenom, den standser Dig! Du skyder den fra Dig, – altid fra Dig – lige indtil din Dødstime, – da kan Du ikke længer! Betragt ham, der til sin sidste Stund gjorde det som Du! see ham ind i hans bristende Øine, for hvilke Afgrunden gaber med alle Erindringer, med alle Anelser om det Tilkommende! see kun ind i dem eet eneste kort Øieblik, til de briste, og da – – lee af den Børnesnak! – Betragt dine Lykkelige, men i alle deres Øieblikke, ogsaa i dem, hvor den indsovede Samvittighed drømmer sine Drømme – (nærmer sig og siger med sagte Stemme.) det stikker, det brænder! Dommens Øine seer paa Dig, selv fra det Uskyldigste i Verden, fra Blomsten i Græsset, fra Blikket i et Barns Øine! –
Ha!
Hvad var det! – (Ophold.) Skal vi spille videre! – – Jeg har kastet til Dig mine sidste Kort. Stik, om Du kan.
Tredie Scene
Ha! ha! ha! (hans tvungne Latter holder pludseligt inde.) »Blikket i et Barns Øine!« – Vaas!
I Verden har man mig slængt hen,
Jeg spiller dem en Streg igjen –!
Alt Gammelt og Gjemt,
Lad det være glemt!
Jeg forfra begynder – nu er det bestemt!
Det, som man vil, man ogsaa kan,
Hvis ei er man en Dumrian!
Betænker jeg ret,
Hvor Alting er slet!
At følge med Strømmen er usselt og let!
Hvad man har gjort – glemt er den Deel!
Man er jo ikke Engel heel!
Man stræber saa smaat,
Og Godt er jo Godt.
Imorgen jeg Dydens Vei har betraadt!
Her stiller jeg et Grændseskjel i mit Liv og gjør jeg det bedre fra nu af – (stirrende.) saa gjælder ikke det mere, der ligger forud! – Vel? Lader det sig ikke gjøre? Skal Ens tidligere Dage altid tynge og slæbe efter En? skal Kløften altid gabe, altid –
Fjerde Scene
MATHIAS. DEN LILLE PIGE. Siden ANNA.O Gud!
Jeg kan ikke vende om igjen, vil Du sige! jeg veed det! ti! gaa! gaa!
Hvad vil Du, Barn?
Jeg kommer hjemme fra, som Du nok veed. Jeg er den Mindste. Moder ligger syg og Maria har med Leen skaaret sig i Foden, saa at hun ikke kan gaae. Saa skulde jeg gaae her op paa Gaarden og bede om lidt Melk og en Smule Meel og Smør.
Konen i Huset er ikke hjemme!
– Bare for at vi kunde faae lidt Varmt til Middag.
Kom, saa skal jeg give Dig! (tager den Lille med sig ind i
Hvad der ogsaa kan falde mig ind! det kommer der af at indlade sig med en Præst. – Dog Eet
Gaard og Grunker
Gjør til
Ja, til Alt hvad Du vil.
Al Glands og Ære
Er dog kun
Penge maa der være!
Jeg vil stadse,
Jeg vil knase,
Jeg vil drikke mig fuld!
Ret gjøde Kroppen,
Saa knalder Proppen,
Nu er jeg paa Toppen!
Skal jeg bære den for Dig?
Jeg skal nok være forsigtig! Seer Du! (Hun tager Skaalen og gaaer med den.)
Femte Scene
ANNA. MATHIASHør, min Pige!
Hvad vil Du?
Kom her hen!
Vil Du have Noget at spise eller drikke, saa siig det. Vor Huusmoder har sagt, vi skal bringe Dig, hvad Du forlanger. – Til at staae her at tale med Dig har jeg ingen Tid!
Hvorfor ikke det? Konen i Huset er jo borte.
Just derfor er det nødvendigt, at vi Alle tage fat. (Gaaer til Høire og sætter i Orden.)
Bliv dog! (kjærligt.) Kom lidt hen til mig!
Hvorfor staaer Du saadan?
Jeg vidste ikke, at Du havde her at befale.
Men det har jeg! og har jeg det ikke, saa vil jeg komme dertil. Det er mig, Gaarden tilhører, jeg gifter mig med Enken!
Du?
Troer Du det ikke? Mener Du, at intet Fruentimmer meer kan synes om mig. Naar jeg bare vil! (lidenskabelig.) Ingen sidder mig for høit, og de meest knibske, de falde først tilføie!
Fy!
Ha! Hvad siger Du? Fy! (bider Vreden i sig.) Det skal Du komme til at undgjælde! Det skal jeg engang huske Dig! Pas paa! dette Fy skal jeg kalde Dig i Tanker, naar Du kryber i Støvet for mig!
Der kommer Vognen fra Marken. (Gaaer hen mod Baggrunden.)
Jeg skal gjøre Dig saa lille bitte! Alle skulle de sige Fy til Dig! Alle, selv den sortøiede Fyr, der altid løber om Dig. Og for Alles Øine nu skal Du – – (styrter ind imod hende.)
Prøv, om Du tør!
Ja, bi Du kun!
Sjette Scene
CRESCENZ. MATHIASGaae nu I Andre kun og spiis! Jeg maa først see efter, hvad her imidlertid er skeet i Huset. Naar man ikke selv kan være overalt og ovenikjøbet har fremmede Personer, som – (kaster et Blik til Anna, og møder i det samme Mathias’s stirrende Øine efter Anna.)
Hendes Tid kommer nok!
Det er sandt, hun arbeider for To. Hun tager godt fat! De sværeste Knipper søger hun ud.
Hvad seer Du efter? Har Du ikke seet saadant Noget før? Har Du gjort Dig det lidt mageligere derude i Middagsheden paa Marken?
Jeg? – (Med Hentydning.) At drive, det ligner ikke mig. Nu just, da her er fuldt op at tage fat paa. Naar Monica kommer hjem, skal hun ikke kunne sige: »Ja, man mærker strax, at Konen i Huset har været borte!«
Er Du bange for hende?
Jeg? Hende er det mig aldeles ikke om at gjøre, nei, om Huset her! Naar man er blevet gammel et Sted, saa fatter man Kjærlighed til det, om det endogsaa ikke er Ens eget, og man vil ikke miste af det saameget som saa! Nede i Kjælderen ligger endnu Viin fra Fa’erfa’ers Tid, den er vist blevet saa tyk, at den ikke kan løbe af Fadet. Alt det Garn, jeg har spundet, rummes ikke længer i Kisterne, og jeg seer dog ikke gjerne, at der manglede et Fed deri, eller at man tappede mig Viinfadet. – Men det forstaaer Han sig ikke paa. (Vender sig til Venstre.)
Der kommer altid Noget ud af at lade saadan En snakke, – Kjælderen tænker jeg nok, man skal komme ind i.
Melkekarrene ere allerede skurede. – Hvor hun faaer Tid til alt det? – Hverken uden eller inden er det saa meget som et Straa paa Gulvet! – man kan ikke komme hende tillivs om man endogsaa nok saa gjerne – –!
Hende der? – O!
Hvad er der med hende?
Meiersken! hende, som
Regimentet! hun? Det kan I bilde Eder ind! Den Omløberske!
Og det har hun –!
See selv efter.
Givet Melk bort, solgt Smør! det skal jeg dog see efter, om hun har understaaet sig – Tag sig iagt! (gaaer truende ind i Melkestuen.)
Saa! nu har vi Spillet gaaende! Jeg vil imens dog forsøge om den gamle Viin ikke vil løbe af Fadet. (Gaaer til Venstre.)
Syvende Scene
ANNA. VALENTINEr Du træt, Anna!
Jeg veed ikke, hvoraf jeg skulde være det! (vil gaae.)
Hvor vil Du allerede nu igjen hen? Bliv et Øieblik.
Der er at bestille i Kjøkkenet. Det er snart Spisetid.
Hvorfor gaaer Du saaledes altid afveien for mig?
Jeg har mit at passe og kan ikke indrette det efter Dig.
Det forlanger jeg heller ikke. Men just mod mig er Du saa underlig fremmed.
Det faldt mig ikke ind, at det kunde bedrøve Dig!
O nei, det har Du ikke villet; men jeg har lagt Mærke til det, at paa Marken ved vort Arbeide: lægger jeg Dig Korn tilrette, Du tager ikke det, men derimod en af de Andres; siger jeg om Aftenen, tilfældigviis, at jeg gaaer imorgen med i Marken, saa siger Du bestemt, at Du den Dag maa blive hjemme i Kjøkkenet.
Jeg forsikkrer Dig, Valentin, at jeg i mit Hjerte ikke tænker Noget ved det!
Just det!
Hvad mener Du?
Ikke Noget! (Pause.)
Var der Noget, Du vilde.
See her, jeg har fundet en Fiirkløver. Der er den!
Hvad skal jeg med den?
I Græsset jeg en Kløver saae,
Med fire Blade paa;
Man siger, det at finde Sligt
Skal være lykkeligt.
Ens Ønske bliver opfyldt da,
Jeg har et Ønske, vel – o ja!
Men hvis det paa min Læbe kom,
Du syntes ei derom.
Tag Bladet, Anna! Du skal see,
Dit Ønske vil da skee.
Sligt Blad, skjøndt uden Duft og Pragt,
Har selsom Lykkens Magt.
Man Lykken ei bortgive maa!
Behold det grønne Blad, husk paa,
At bliver det en Fremmed bragt,
Saa taber det sin Magt!
Ottende Scene
DE FORRIGE. CRESCENZNu gaae de til Bords!
O, vent lidt! vi To have endnu Noget at afgjøre.
Hvorom?
Melk og Smør har Du givet bort. Tør Du negte –?
Negte? –
For det Første bliver her i Huset ikke Noget givet bort, og for det Andet, naar Gaardkonen selv ikke er hjemme, saa er jeg Nummer Eet her; kun jeg kan give, ellers Ingen. Saadan er det Skik og Brug i ethvert ordenligt Huus! naturligviis, hvor Du hører hjemme gaaer det anderledes til. Eller har Du maaskee alene gjort det for at krænke mig –?
Men kan jeg da løbe ud paa Marken for at spørge Dig om en Drik Melk og en Smule Smør.
En Smule og en Smule –! mange Smuler gjør en stor Klump! og mig er det om min Rettighed.
Er det nu Noget at tale om.
Ja Du holder med hende, det kunde jeg nok vente! Vilde hun bide Næsen af mig, Du
Jeg har ingen!
Ingen Penge!
En stakkels fattig, lille Pige, der var sulten og tørstig, kom og bad mig og saa gav jeg hende det.
Du gav hende det! – Ja,
Naar hun siger det!
Om hun saa sagde det ti Gange! Give Noget af vort bort. Det vil ikke kunde falde hende ind! Hun vil ikke give det!
Nu tier Du!
Saa, troer Du det! for hvem skulde jeg tie! for Dig? Du er kun Tjenestekarl her, Du er kun Tjenende ligesom jeg! og jeg veed da hvor jeg er kommet fra! det er mere end Du veed om Dig. – Tie! for hende der! om hvem Ingen veed hvor hun er løbet fra. Jo vist! jeg kan godt tænke mig, at hun kan bruge Penge, som hun ikke gjerne
Du tier!
Vor Madmoder har, da hun tog bort, sat (til Valentin) Dig til at staae for hele Huset, Dig kan jeg altsaa, istedet for hende sige Tak for alt Godt, jeg har nydt her! Jeg tager bort.
Nei, Du tager ikke bort!
Endnu i Dag.
Du tager ikke bort! Du
Ja, det veed jeg! jeg staaer ikke og taler isøvne.
Du beder hende om Forladelse!
Ho! ho!
I Øieblikket beder Du hende om Forladelse! jeg befaler Dig det!
Saa, gjør Du det!
Du beder hende om Forladelse, eller, saa sandt jeg lever, Du bliver her ikke længer paa Gaarden!
Lad dog være! jeg beder Dig!
Jeg bliver her ikke længer paa Gaarden! Den gad jeg see, der jager mig bort. Du! – Bilder Du dig ind, fordi Du gaaer og gjør dine Hoser grønne hos Konen i Huset, at Du allerede er Herre her. Jeg forlade Gaarden, det vil vi dog see!
Det skal vi see! – hør! det er som om det var vor Vogn! sandelig, der er vor Madmoder! (vender sig mod Udgangen.)
Niende Scene
DE FORRIGE. MONICA (træder rask ind).Du kommer i rette Tid for at see, hvad man bryder sig om din Befaling!
Ja, i rette Tid for at see, hvorledes man mishandler en gammel, tro Person.
Hvad er alt dette! – Er det mit Huus! fem Dage har jeg været borte og glædede mig til at komme hjem til den gamle Ro og Orden.
Orden!
Valentin! hvad er her skeet! Du min Gud,
Jeg kjender mig heller ikke selv meer!
Hvad er her skeet! Faaer jeg det at vide! (Ophold.)
Hun har krænket mig, og han har taget sig af mig.
Altsaa – for din Skyld.
Ja! for hendes Skyld! hun har dybt krænket hende, uforskyldt! Jeg har selv hørt det! – Det var kun Ord, men hvilke Ord, – de værste –! røvet hende Ærlighedens Navn har hun – og da jeg sagde hende, at hun skulde gjøre Afbigt, haanede hun mig med, at jeg var kommet løbende hertil, lod mig vide, at jeg kun er Tjenestekarlen, der skal tie.
Du!
Jeg er ei Andet her, det veed jeg! men jeg har i dit Navn sagt hvad Du vilde sige, saaledes som jeg kjender Dig. Og Dig har hun beskjæmmet i mig! Agter Du derfor Dig selv, saa siger Du hende – at hun forlader dit Huus!
Du forlader mit Huus!
Jeg! er det dit Alvor.
Troer Du, jeg spøger? Du gaaer!
Fra Gaarden! det er ikke muligt!
Det er afgjort!
O ja, jeg troer det! jeg troer nu Alt! – Godt! – dersom Huset styrter sammen, jeg kan ikke med mine to Hænder holde paa det. Jeg er en gammel Person, jeg har her ikke mere at sige. Ikke et Ord mere! Crescenz bort fra Solhvervsgaarden! – der er Ingen her i Egnen som vil troe det – Naa! ja! – Vil kun vor Herre bevare dette Huus. (I Taarer). Dette Huus, i hvilket jeg er blevet gammel!
Lad hellere mig komme bort. Jeg beder Dig derom.
Hvorfor? Din Madmoder derovre paa Solgaarden, hvor tungt hun led, vilde jo dog heller ikke, at Du skulde tage bort.
Eet kan Du gjøre! der skal lyses til Bryllup for Alm-Franzl, jeg har sagt det til Præsten, det vil skee imorgen. Du tager fra i Dag af i hendes Sted op paa Græsgangen, lad Dig sige af hende hvad Du har deroppe at gjøre og send hende herned!
Jeg takker Dig!
Lad det være godt!
Tiende Scene
MONICA. VALENTINDet havde været bedre at hun aldrig var traadt over min Tærskel. Gud tilgive mig, om jeg gjør hende Uret! jeg har ikke Noget, jeg kan lægge hende til Last; men fra den Time, hun kom her, synes Fred og Ro at være borte fra dette Huus. Crescenz har i Solhvervsgaarden staaet som et gammelt Træ, der hørte med til Stedet, og Ingen faldt det ind at lægge Haand paa det om det endogsaa ikke mere var til Nytte.
Du skulde heller have beholdt hende, end at Du nu gjør mig Bebreidelser!
Valentin! Valentin! Hvordan taler Du til mig. Er Du ogsaa forandret mod mig! – din Kjærlighed, din Troskab –!
Byd mig at gaae i Ilden for Dig! og Du skal see, at jeg med Glæde gjør det.
Jeg troer Dig! jeg veed det jo; – Du kan ikke taale at see Nogen lide Uret! og hun har fornærmet mig og hende. Tænk ikke mere derpaa! sligt kan jo indtræffe. Et Ord tager det andet og den fremmede Pige har ikke vidst at omgaaes den Gamle; Pigen er
Havde Du ubemærket kunnet høre hende, som jeg hørte det;
Du vilde erkjende, at hun kan være ydmyg – –
Det er muligt! Lad nu det være! jeg har noget Vigtigt at tale med Dig om. (nærmer sig fortrolig.) Idet jeg saaledes ganske ene kjørte paa Veien, tog jeg mere end een Beslutning. Hør Valentin! jeg indseer, at det saaledes ikke kan blive ved altid. Jeg gjør hvad en retskaffen Kone kan gjøre, men der hører en Mand til at styre en Gaard.
Du vil gifte Dig!
Vor Herre har ladet mig prøve Ægteskabets bittreste Dage, maaskee forunder han mig nu de gode og bedre. – Der er Ingen, jeg behøver at spørge. Alt tilhører mig!
Det har Øvrigheden sagt Dig.
Ja, klart og tydeligt! – Min afdøde Mand, har, uden at jeg vidste det, skriftligt der, med Vidners Underskrift nedlagt sin Bestemmelse. Alt er mit! – Jeg har ladet tage en Afskrift deraf! (tager op af Lommen et Papir og en fyldt Læderpung.) Mathias tilkommer der ikke en Skilling mere! og bliver han for paatrængende, saa skal han tage sig iagt, at ikke Øvrigheden blander sig i Sagen, det har Kredsdommeren sagt mig. See, det var den Steen, nu er den fra Hjertet! – Men hør, imens jeg underveis blev enig med mig selv om, at jeg igjen vilde gifte mig, og ret bad vor Herre om, at han vilde lyse op i min Tanke, da faldt mig Eet ind og det var om Mathias! jeg tænkte som saa, med Ens Samvittighed er det dog en egen Ting, det er let at føie til, men svært at tage fra. Da staaer Hesten pludselig stille lige udenfor en Smedie. Der siges mig, at Smeden her er tilsinds at sælge Stedet og opgive sin Dont. Jeg har gjort ham et Tilbud, og dersom Mathias kun nogenlunde vil tee sig, saa kjøber jeg Smedien til ham, at han der kan tage fat igjen og ikke behøve at drive om uden Hjem! Hvad siger Du til det? Jeg troer – der kommer han –
Ellevte Scene
DE FORRIGE. MATHIAS. MONICA træder henved Bordet til Venstre. VALENTIN til Høire.Min Salighed! det er en Medicin, der kan gjøre de Døde levende! Præsten har Ret, at Mennesket er udødeligt! Hvor er han? og hvor er Tøsen som har sagt »Fy!« Hun skal bare nok en Gang hugge efter mig, om hun har Courage til det! (svingler hen imod Monica.)
Mathias!
Ah! Svigerske. Det er Godt Du er her, saa lader vi Prædikanten og Tøsen fare, og vi tale om alvorlige Ting. Der er foregaaet en Forandring med mig, medens Du var borte; jeg har taget en Beslutning, og den staaer fast, – fast! Vi To ville være gode Venner, Du og jeg! (rækker hende Haanden.) Hvad endogsaa Retten tilstaaer mig, selv om den tilstaaer mig det Hele, jeg deler det med Dig, jeg tager Dig til min Kone!
Er Du fra Forstanden?
Fra Forstanden? Hvorfor? (træder nærmere.) Husker Du endnu hvorfra Du er kommet her i Huset? Husker Du ved Brylluppet min Broders Ansigt: »her har jeg en Tjenestepige, jeg kan spare at give Lønnen!« da gav Du mig et Blik, et Blik der sagde: med ham gad jeg heller leve! Ikke sandt?
Elendige! der angriber det Eneste, jeg har at være stolt af for Gud og Menneskene: min Troskab! Du min Gud, at det kunde falde mig ind at ville forbedre dette Menneske, det kunde jeg kun tænke, naar jeg ikke saae ham for mine Øine, som han der staaer! – Kan jeg endnu tvivle om, hvad det er der forstyrrer mig mit Huus. Det er Synden, og Væmmeligheden som jeg har huset her! (til Mathias, koldt). Har jeg engang tvivlet paa min Ret, saa har jeg nu en Afskrift af Testamentet.
Ha! troer Du, jeg bryder mig om den
Og en Mand – en Mand! Troer Du, at Gaarden her er uden Herre! Nei, fra i Dag er den det ikke længer. Den nye Husbond – staaer der! (peger paa Valentin.) Jeg gifter mig med ham.
Ja! imorgen lyses det fra Prædikestolen; ham giver jeg skriftlig Huus og Gaard! prøv paa, om Du kan forhindre det!
Det vil jeg! det skal jeg!
Gaa kun til Øvrigheden! af den har jeg faaet at vide, hvad Du gjælder der!
Hvad har den sagt?
Den har sagt mig, at Du skulde kun forsøge paa at gjøre et Skridt, – den vilde raade Dig at blive borte. –
Saa, saa! troer Du jeg er bange! (tager sig sammen og siger med tiltagende Lidenskab.) Jeg gaaer min Vei! men Du skal see hvilken Vei jeg gaaer! Jag mig kun ud af mine Forældres Huus og sæt Du Dig ned herinde med ham der, Du skal faae at see hvorledes det vil løbe af!
Mærk Dig vel, det er Dig,
Der har bortsparket mig!
I Fortrydelsens Vee
Du det see!
Ja, mit Skyldbrev – al min Gjerning,
Svigerske, staae nu for den!
Du har smidt min Lykkes Tærning,
Og Samvittigheden hen!
Nu skal Du min Handling kjende,
Den paa Dig skal evig brænde!
Jag mig bort! – Vi sees igjen!
Tolvte Scene
MONICA. VALENTINVær rolig, Valentin! den Ondes Forbandelse gjør Gud til Velsignelse!
Eet skulde Du dog ikke have gjort, sagt for hans Skyld en Usandhed om mig.
Ved Gud i Himlen, jeg har talt mit Hjertes Alvor! den rene Sandhed. Det var det just, som jeg vilde sige Dig. Du er den Mand, jeg tager, eller ingen.
Mig! det er ikke muligt; jeg – en fattig, hjemløs –
Hjemløs! nei, ikke længer! og ikke fattig! Alt her – om Du vil det Valentin – tilhører Dig!
O, Du min Gud! (griber hendes Haand, falder paa sine Knæ og trykker sit Ansigt mod Haanden han holder.)
Siig ikke Noget nu, ikke et Ord! mit Hjerte kan ikke rumme det! imorgen, før Gudstjeneste, tales vi ved.
Glemt er Alt, hvad jeg har prøvet og lidt, jeg har jo Den, mit Hjerte holder af.
Tredie Act
Oppe paa Bjerget. Forfra, til hen imod Baggrunden, skraaner det opad, med Græs og Buskvæxter; til Venstre sees en lavFørste Scene
O, nu er jeg heroppe! – der er Sennhytten og Korset paa Klipperanden. Her er Stedet! o, hvor jeg føler mig vel! – Det kalde de en besværlig Vei at gaae herop, jeg kunde have blevet ved at gaae lige op i Himlen. Nei, dernede, der er besværligt, der var det altid for mig, som sank jeg i Jorden, men herop gik det som om op fra Graven!
O, som en Fugl jeg føler mig let!
Hvorfor? Hvorfor?
Selv kan jeg ikke forklare mig det!
Hvorfor? Hvorfor?
Jeg synes, jeg er nær min Gud!
I Sang jeg det maa juble ud:
Jeg føler mig som Fuglen!
Her er saa friskt, her er saa godt.
Hvorfor? Hvorfor?
Alt det dernede, det ligger saa smaat,
Hvorfor? Hvorfor?
Her seer jeg Himlen kun og Gud,
Her maa jeg juble af Hjertet ud:
Jeg føler mig som Fuglen.
Franzl! Hov! (gaaer hen imod Hytten.) Der er slet Ingen derinde! Hun er ude! har endnu ikke drevet Hjorden sammen.
Her er saa godt! Her er jeg alene med Dig, Du, som veed Alt, og ikke, som Menneskene, tilregner Barnet Faderens Skyld! – Her slaaer jeg rolig mine Øine op, jeg seer jo ikke ind i andre end i dine!
Anden Scene
ANNA. FRANZLHvem er det! Jesus! Anna! Er det virkeligt Dig! Naa, Gud velsigne Dig! God Aften! God Aften! – Nei siig mig dog, hvor kommer Du her paa Græsgangen – alene?
Vor Madmoder har sendt mig!
Vor Madmoder! – Nei, hvor det fornøier mig, at Du er kommet! jeg skal lave Dig en Ret af Fløde og Du skal faae friskt Smør – alt det Bedste jeg har. Naa, hvordan staaer det til nede paa Solhvervsgaarden? Har Du ikke noget Bud til mig fra Wolfgang. (Køernes Klokker lyde stærkt, hun vender sig om i den Retning, Lyden kommer fra.) Ja kald kun paa jeres Salt, men I kan ogsaa vente Lidt!
Mig sender vor Madmoder, for at jeg skal blive heroppe paa Bjerget.
Heroppe! nei, det var deiligt! hos mig!
Du skal komme derned!
Til Solhvervsgaarden!
Og høre, at der imorgen ved Messen lyses til dit Bryllup.
Lad være,
Du kan troe mig, det er sandt!
Jeg troer det ikke.
Hun har selv været hos Præsten derom.
Nei – er det virkeligt sandt! (Flyver hende om Halsen.) Imorgen! allerede imorgen! og hun sagde »først til Kyndelmisse«. Men det er saa rimeligt, hun har selv indseet det, hun er saadan en mageløs fornuftig Kone, der er ikke hendes Lige i Verden! Du gode Gud! tilgiv mig, om jeg nogensinde har gjort hende Uret. – Ja, saa maa jeg vel strax –
Det behøves ikke, jeg veed, hvad her er at gjøre!
Saa det veed Du! men jeg har endnu Eet og Andet at sige Dig. Du maa vide, den store Ko med den hvide Blis i Panden, Gumsel hedder hun, det er den respectableste af dem Allesammen, hende maa Du især give Agt paa, hun er ikke af de almindelige, og saa – Anna, vil Du love mig Noget?
Hvad skal det være?
At Du især giver Agt paa de to spættede Kalve, de ere saa skrækkeligt forvovne, og derhenne – der hvor Du seer Korset staae –
Hvad betyder det Kors?
Der er en Sennpige styrtet ned. Klippevæggen der er ganske steil, Gud veed hvor dybt, hendes Liig er aldrig fundet. Og da der saa ikke kunde blive sat et Kors, hvor hun ligger, saa har man sat et her, at man kan læse et Fadervor for hendes Sjæl. – See til, at Ingen kommer derop!
Jeg skal nok passe paa,
Saa, det var nu Alt. (Lægger Fingeren paa Panden.) Nei, den Sorte, Rugerl hedder hun – hun har faaet et hovent Been; jeg tager af de Blade der, giver dem et Opkog og vasker saa Benet dermed, det maa du ogsaa gjøre. Nu, nu – nu veed jeg ikke Noget mere! Jo – en Bøn jeg har til Dig, Noget, der vilde fornøie mig saameget.
Og hvad var det! Siig mig det.
Jeg vilde saa gjerne, at Du skulde være i Kirken, naar der lystes for mig.
Jeg kan ikke godt komme derned.
O, for den Sags Skyld! vor Madmoder kan ikke have Noget derimod; enhver Brud har Lov til at vælge til Brudepige, hvem hun vil, og jeg kan sige Dig, at Folkene ovre paa den anden Græsgang nok passe en Halvdagstid paa vor Hjord. – Troe mig, det er nu kun i saa kort Tid jeg har kjendt Dig, men Du har, fra jeg først saae Dig, stadigt været mig i Tanke. (inderligt.) Jeg kan saa godt lide Dig! og jeg forsikkrer, at jeg under Dig det af Hjertet!
Hvilket, du gode Sjæl!
Brudepigen staaer jo nærmest for Tour til at blive Brud, det er saadan en gammel Tro, man har. (Pause.) Synes Du ikke om, at jeg siger det, Anna! Bliv ikke vred paa mig, naar jeg nu spørger Dig en lille Smule – er der Ingen, Du saadan – synes om?
Nei!
Maaskee derovre ved – Søen? – Mig tør Du godt betroe Dig til.
Jeg siger Dig det ærligt! ved Gud i Himlen, der er Ingen.
Naa, det er det Samme! for Dig alene er der nok skabt Een og ham faaer Du! – See, nu staaer Maanen op!
Den vil lyse for Dig paa Veien.
See hvor smukt Maanen staaer op!
Høiere end Fjeldets Top!
See, dens klare Skin er et Lys for min Fod.
Gud! hvor er Du alkjærlig og god.
Led Du hvert mit Skridt.
Fader! Alt er dit!
Farvel! – (Hun bliver tankefuld staaende.)
Det er mig ordenligt saa tungt at gaae herfra, saa skrækkeligt tungt. (Man hører Køernes Klokker.) Hører Du, de kalde? Det er de to blakkede!
Vær Du kun ganske rolig! naar Du engang en Søndag kommer herop, skal Du see, hvor godt jeg har passet dem.
Nu da, Gud være med Dig, lev vel!
Gud være med Dig! (gaaer til Hytten.) Jeg vil strax hente dem deres Salt –
Melet, dersom Du søger det, saa staaer det i Melkekamret, i Krogen til Høire! – Jeg har dog ikke glemt Noget!
Det kan jeg ikke troe! God Nat!
God Nat igjen! God Nat!
Tredie Scene
Hun sender mig endnu Hilsen herop – langt borte! Jeg skulde imorgen igjen komme derned. Nei, hvor godt Du mener mig det, jeg bliver dog helst heroppe; jeg er saa glad ved at være her! Hvor her er stille og eensomt! jeg kunde næsten græde, saa vel føler jeg mig her! Og dog, hvad hjelper det? Hvorlænge vil dette blive ved? Derovre paa Solgaards Græsgangen følte jeg mig jo ogsaa saa vel; da troede jeg jo ogsaa, at Verden havde glemt mig; men da kom Husets Søn derop, sad der og talte med mig – han var et stille, venligt Menneske; og tilsidst sagde han til mig, at han holdt af mig og at jeg maatte blive hans Kone, vilde jeg hans Lykke; ak, just fordi jeg ønskede ham den, maatte jeg frie ham fra mig, at han ikke skamfuld skulde synke til Jorden, naar siden en Ven spurgte: »Med hvem har Du giftet Dig? Hvor er hun fra? Hvis Barn er hun?« – At jeg ikke, naar engang paa
Ikke sandt, den Haand, som saa let og snart kan drage Skyerne bort fra Maanen, den Haand vil maaskee engang i et Nu tage Byrden fra min Sjæl. Den Fred og Ro, der strømmer fra Dig ud over Store og Smaa, den vil Gud ogsaa unde mig. Meer beder jeg ikke om! God Nat! God Nat! (Hun gaaer; pludselig bliver hun staaende.) Tys! er det ikke ligesom om jeg hørte Fodtrin. Kommer der Nogen? Det nærmer sig! er det muligt! Valentin!
Fjerde Scene
ANNA. VALENTINAnna, er det Dig!
Hvad er det? Hvorfor kommer Du herop?
Jeg veed ikke selv, hvad det er, der driver mig herop; men jeg føler, at det er godt, at jeg er her! – Saaledes kan det ikke længe vare ved, hvad der foregaaer i mig, det holder intet Menneske ud!
Har Du for min Skyld igjen lidt Fortræd! Hvad er det? Hvad er der skeet? Jeg beder Dig, tal!
Du maa tale! Du! Jeg kan ikke hjelpe Dig! jeg veed jo godt, at det piner Dig, at blive spurgt, men jeg maa, Du vil jo ikke, at jeg skal handle slet, og dertil blive ulykkelig!
Men forklar Dig! jeg forstaaer Dig ikke!
Nu vel! vor Madmoder dernede har tilbudt mig sin Haand, Alt hvad hun eier og har vil hun dele med mig!
Og Du?
Jeg har ikke troet, at jeg skulde eie Solhvervsgaarden. Du min Gud! hvorledes har jeg skulde kunnet drømme det. Dersom Een paa Nytaarsdag havde spaaet mig det, jeg havde leet af ham. Og det er ikke det med Gaarden og Eiendommen, nei, hun derinde, hun har et Hjerte som Guld, og naar hun ellers sagde mig et venligt Ord, lyste det som varmt Solskin ind i mig – og nu –
Og nu?
Og nu er Alt anderledes, Alt forbi! Hvorledes det er gaaet til, det veed jeg ikke. Hvad hun siger til mig, det er mig en Pine, og naar hun kommer, saa maa jeg bort, og viser hun sig venlig, saa brænder det mig som gloende Kul, og i Dag, som hun sagde mig, hun vilde være min Kone, da blev jeg tilmode som dengang min Moder døde, det var som Verden faldt sammen over mig. (heftig.) Og Alt det er Du Skyld i. Fra den Tid, Du kom her, er jeg blevet saaledes! jeg tænker kun paa Dig! jeg bryder mig om ingen Mennesker, undtagen om Dig! og der er ikke Noget i Verden, jeg ønsker, uden at Du skal være mig kjærlig og god – saa inderlig, som jeg er Dig det!
Stakkels Valentin!
Hvorfor beklager Du mig! hjelp mig heller!
Kan jeg det?
Jeg veed det nok, at Du ikke kan lide mig! Dit Hjerte tænker ikke Noget derved, har Du selv sagt mig. Dit Hjerte forlanger jeg ikke meer, det har jeg jo
Almægtige Gud!
Hun holder saa inderligt af mig, Gud veed hvorfor, jeg har
Skal jeg det – kan jeg det?
Veed Du et Middel, kan Du hjelpe mig, saa gjør det for Guds Skyld!
Ja! – Jeg veed et Middel! jeg kan hjelpe Dig – jeg vil tvinge det over mine Læber. Hvad det koster mig, veed den evige Gud! – (fattet.) Hør mig da!
Hvad er det?
Du har vel før hørt om Ilsang-Smedie?
Og om røde Balthasar, som satte Ild paa den?
Jeg – er – hans Barn!
Bliv! Hør videre!
Ilsang-Smedie var saa stor som en Landsby. Jeg seer den endnu for mig, da jeg som lille Barn gik derop med min Moder, naar hun bragte Fader lidt Mad. Jeg var altid bange for den megen Ild derinde og de vilde Skikkelser; den gamle Smed var en streng, mørk Mand.Vor Hytte laae nede ved Bækken; min Moder vaskede for dem i Smedien; kom Fader hjem, saa var han vred og slem; aldrig i mit Liv har han sagt mig et venligt Ord. Kun en eneste Gang glædede jeg mig til, at han skulde komme hjem, det var Festdag i Kjøbstaden, og han vilde tage os med derned. Hele Dagen ventede vi, han kom ikke hjem; først henimod Aften kom han, men hvordan. Saaledes havde jeg endnu aldrig seet ham. Min Moder rystede over alle sine Lemmer, da hun saae ham komme, og hun hørte, hvad der var skeet. Han havde været oppe at trættes med En; Smeden kom til og sagde ham som Straf, at han ikke maatte tage med til Festen. Det nagede ham, og da Smeden med sit Barn satte sig paa Hesten, og den just manglede een af sine Skoe, som min Fader skulde slaae paa, stødte han i Heftighed Jernet op igjennem Hoven, saa Hesten sank i Knæ, – det var skeet! Smeden blev forbittret og jog ham bort. Fader skar Tænder: »Du skal komme til at huske det!« og ude af sig selv raabte han, at han vilde brænde Smedien af over hans Hoved; det bandede han paa for Alle, svor det for min Moder, som jamrede og græd, at nu kunde vi gaae om at tigge. – Opfarende var han, men Hjerte havde han, og ikke kunde han udholde, at vi saaledes græd, og da Moder bad: »Forsøg det dog, gaa derop igjen, bøi Dig for ham, bed om Forladelse, gjør det for min og for Barnets Skyld!« da styrtede han afsted! – og vi sad der i Mørket, Moder og jeg; Ingen af os talte et Ord. – Hun gik hen til Vinduet, – hun gik fra det igjen; hun satte sig paa Dørtrinet, jeg satte mig hos hende og græd; hun kyssede mig, trøstede mig; gik til Vinduet, mørkt var det, medeet lyste det, meer og meer blev det klart (springer op) »der er Ildløs!« raabte hun, »Smedien brænder! Jesus Maria!« det har din Fader gjort.« –
Anna, Du gaaer! Anna! hør mig!
Femte Scene
Evige Gud! Det altsaa var det, som gjorde hende sky og fremmed for Alle – og for mig! Ja, nu forstaaer jeg hende, selv i hendes Færd mod mig! Anna! Anna! (gaaer hen til Sennhytten.) Dersom det kun var Alt, og dit Hjerte er for mig, hvad rører os da din Faders Gjerning. Du er jo uskyldig og reen som den lyse Dag. Gud læser mit Hjerte, der er ikke et
Sidste Gang jeg Dig anraaber, hør mig i vor Afskeds Nat!
Giv et Tegn, om selv kun dette, at jeg er Dig en Forhadt.
Aldrig meer i Verden vil mit Hjerte blive rigtig glad.
Uden Dig er hele Livet nu som det løsrevne Blad,
Ungdomssindet og al Lykke, ak! den smukke Drøm er endt!
Havde jeg dog ingensinde Dig i Verden seet og kjendt.
Hvilken Stilhed – det er Tegn paa, at det Tungeste det skeer:
Gud med Dig! – Vi, her paa Jorden, mødes aldrig, aldrig meer!
Fjerde Act
En aaben Plads noget fra Solhvervsgaarden; til Venstre Gjerdet med Gitterporten; to høie, skyggefulde Træer under hvilke staaer en Bænk med Fodtrin til. Til Høire i Forgrunden ligger Klokkerens Huus, med en Grangreen stukket over Døren, Bord og Bænk udenfor. – Til Venstre, langt i Baggrunden paa en Høide, ligger den lille Kirke, fra hvis Indgang slynger sig en bred Sti. Baggrunden sluttes af høie Bjerge; det er Søndag og Morgen.Første Scene
MATHIAS (sidder udenfor Klokkerens Huus og har et Kruus Viin foran sig).Her bliver jeg siddende til hun kommer forbi! fra Gaarden har hun jaget mig bort, Nabolaget her kan hverken hun eller Øvrigheden forbyde mig. Jeg skal nok gaae, men før jeg gaaer skal jeg dog skrive Dig en Huskeseddel, som Du skal beholde hele dit Liv! Jeg nøler kun endnu, fordi jeg maa have Een, der blindt hen gaaer med og som jeg tilsidst kan give et Skub, vende Ryggen til, lee af og gaae væk fra. Om jeg her finder den Rette? He! Svigerske har lagt sig ud med Mange, og der er intet Menneske, der ikke haver Øieblikke, i hvilke Djævelen
Anden Scene
MATHIAS. KLOKKERENDette er den sidste Halve, jeg nu skjænker i! Hr. Pastoren vil snart komme, han læser heroppe i Dag Messe og saadant Noget!
Er Du Kromand, saa maa Du skjænke!
Egentlig er jeg Kromand, men tilligemed det Skolemester og Klokker, og saadant Noget! Egentlig er jeg egentlig Klokker og tilligemed det Skolemester, Kromand og saadant Noget; men fordi hos os heroppe kun sjelden bliver læst Messe, uden
Tredie Scene
DE FORRIGE. WOLFGANG, FRANZL, KARLE, PIGER, GAMLE KONER, alle i deres Søndagsstads, og dertil med røde Nelliker bag Øret eller paa Hatten; KEDELFLIKKEREN er med, de komme til Venstre ud langs Aflukket paa Gjerdet.See der!
De er nær!
En deilig Solskins-Dag vi har,
See Himlens Luft, hvor reen og hvor klar!
Hvilken velsignet Dag.
Lærken slaaer sit trillende Slag;
Mens vi gaae vor Gang
Til Kirken glade vi synge en Sang.
Vor Præst har sagt: træd glad i Sind
Til Herren ind;
Det er hans Glæde og Velbehag!
Alt straaler i Dag, som en Helligdag.
Det er en lystig Kirkegang.
Med Glæde i Hjertet skal man gaae til Guds Huus har vor Præst sagt. Og det er ogsaa den deiligste Dag.
Og dobbelt deiligt for os To. Nu er det nok Tiden, Hr. Klokker! er Præsten kommet?
Jeg tænker det, Jomfru! men hvor er Chordrengene; (raaber ind i Huset.) hvor blive I af? Kom Drenge – og saadant Noget.
Giv Eder en Smule Tid, kjære Hr. Klokker! tænk dog! Maria, som skulde have været Brudepige, er i Nat blevet kaldet hjem til sin Moder, som ligger syg, og jeg har i Daggry maattet skikke Bud op paa Græsgangen og lade Sennpigen Anna bede om, strax at komme herned; vor Madmoder forlangte det, har jeg ladet sige, for at jeg kunde være vis paa, at hun kom. See til at trække Tiden lidt ud, hun kommer vist strax. Vi skal nok være Eder takskyldige! Ikke sandt? Wolfgang!
Men dog ikke altfor længe!
Jeg forstaaer en halvkvædet Vise, og saadant Noget. Jeg skal nok! ha! ha! og saadant noget. (halv sagte til Franzl) Deilige Tørklæder har jeg hjem fra Staden, Tørklæder med Roser og Tulipaner og saadant Noget! – jeg tænker – efter Kirketjenesten –
Har Du slet ikke seet til Crescenz.
Ikke i Dag.
Jeg ikke heller! og Valentin – og vor Madmoder –! jeg veed ikke rigtig hvad her foregaaer; det er mig ganske uhyggeligt og fælt! (kjærligt til Wolfgang) dog naar bare Du er her og Du holder af mig, saa er Alt Godt.
Hvor Du er yndig at see paa! – Men nu har vi ventet! kom!
Fjerde Scene
Jeg er ogsaa kommet paa Landeveien. Med Mutter har jeg ikke Mere at gjøre.
Hia! mig faaer hun ikke saa snart at see igjen, hun! en gammel Sladderhank har hun kaldt mig.
Sæt dig ned, tag en Slurk!
O, tak! Jeg kom egentligt herop, fordi jeg hørte, at her skulde være Kirkegang og jeg tænkte da at høre noget Nyt.
Du skal faae Nyt at høre –! kom med mig.
Desuden skylder jeg Dig Drikkepenge, fordi Du gav mig det
Nei, Brorlille! jeg er ikke nysgjerrig!
Jeg født og baaret blev til Reisemand,
Mit Kongerige er det hele Land.
Vandre, vandre, fløite, tralle,
Være god Ven med dem Alle,
Lade
Det er det, jeg kan!
Mens i mit Kongedom jeg gaaer omkring,
Jeg gaaer og tænker – helst paa Ingenting!
Alting vide, Intet vide,
Det er det, som jeg kan lide!
Vrangen er den gale Side,
Den har brede Sting!
Tro Ingen, er den allerbedste Tro,
Sandt Venskab slides kan som Dandseskoe!
Dette sagt er uden Galde,
Heisa, lad Humeuret knalde,
Vandre, vandre, fløite, tralle,
Gaae paa sine To!
Hia!
Tag Dig iagt, at jeg ikke skriver Noget paa din Regning. (reiser sig.) Det var ikke den rette! han er mig for fiffig. Ah, den Gamle!
Femte Scene
MATHIAS. CRESCENZNaa, Gamle! har Du allerede seet Dig om en anden Plads?
O ja! inde paa Kirkegaarden. Du veed ogsaa, hvorledes jeg har staaet i Solhvervsgaarden! – Nu! – Jeg har ikke Mod til mere at komme imellem Folk, jeg skammer mig ved at sige at jeg er jaget bort, jeg, en gammel, tro Person, der kan gjøre Fordring paa at blive i Gaarden.
Ja, ligesom ogsaa jeg kan det!
Ja, jeg vil sige, jeg mener, at jeg ved min Troskab og Tjeneste nu i saa mange Aar, fortjente at have Fordring. – Men den Tid kommer nok – –
Hvor hun vil komme til at tænke derpaa.
Hvor hun vil fortryde det.
Men det vil være for seent.
Hvor hun vil være ødelagt!
Hun og Gaarden! (seer gjennemtrængende paa hende.)
Gaarden! Nei! den vil beskyttes af den gode Gud og af den gamle Crescenz, om hun endogsaa ikke er i den. Jeg tager ikke nogen anden Tjeneste. Klokkerens Kone er mit Søskendebarn og hende tager jeg til, at jeg altid kan være den i Nærheden. (sætter sig paa Fodstykket af Bænken.) Paa det Sted, der er jeg voxet op og blevet gammel; – jeg
Heller ikke den Rette! hun er for dum for Helvede.
En Smule lettere er det dog blevet mig, siden jeg fik snakket lidt med den gamle Margrethe. Hvad jeg der har faaet at vide, det er mig den første Trøst. (
Hvad er det?
O, ikke noget! Kirketjenesten begynder.
Konen fra Gaarden er endnu ikke kommet.
Troer Du at Præsten venter paa hende.
Det er jo for hendes Skyld.
For hendes Skyld!
Der skal jo lyses fra Prædikestolen for hende og Valentin.
Hvem siger det?
Hun selv, hun har sagt det til mig!
Med Valentin! – Konen paa Solhvervsgaarden? Og nu hvad jeg hørte af Margrethe, der havde seet det selv, da hun i Aftes var oppe paa Græsgangen og samle Urter. Nei, nu kan jeg ikke tie stille! (Kirkeklokken ringer.) Jesus! – Nu er det Tid! – Nei, det maa først hele Verden vide. Valentin var i Aftes sildigt oppe paa Græsgangen. Pigen, som kom løbende hertil, er han gaaet efter, jo – en rar Historie! og nu vil Madmoder lade lyse for ham og sig. Skal man tie til det! – Ja, det er jo en lille Smule Gjengjeldelse – det under jeg hende, saa sandt jeg er en god – Maria! Joseph! jeg forsømmer jo Messen.
Jeg har dog ikke forgjæves rystet det gamle Æbletræ, der faldt dog et lille sødt Æble. Saa, min
Sjette Scene
MATHIAS. MONICASkal jeg da gaae til Kirke før jeg endnu veed, hvad her er foregaaet. Der er vist skeet en Ulykke, som man vil skjule for mig, det kan ikke være Andet! Hvor kunde han ellers være! Jeg sendte Wolfgang efter ham, han sagde, at hans Søndagsklæder hængte urørte i Kammeret. Han maa være gaaet bort iaftes eller imorges før Dag; der maa være Nogen død, hvorfor man ihast har ladet ham kalde, eller der er nede i Møllen skeet en Ulykke! Hvor er han ellers.
Valentin!
Ja! (idet hun kjender ham, betænker hun sig og træder tilbage.) Du!
Jeg. Her paa Landeveien kan Svigerske ikke forbyde mig at være, den tilhører da ikke den nye Herre i Solhvervsgaarden. Vel? – Men jeg gaaer ogsaa bort herfra! ja, jeg gaaer aldeles bort. Jeg vilde bare til Afsked trøste Svigerske i Anledning af den tro Valentin. Vil I absolut have ham, saa lad ham hente ned fra Græsgangen, fra Sennpigen, hvor han har været i Nat. Han giver sig god Tid, han veed, Præsten løber ikke bort, og Mad moder ikke heller. (Monica vender sig stolt og koldt fra ham, og seer henimod Kirken.) Svigerske gaaer til Kirke uden den tro Ven! Hun er saa inderlig godmodig! Hun gjør ikke Regning uden Vert.
Syvende Scene
Du troer, at Du hos mig kan skade ham ved at tale Ondt om ham. Du maatte heller have rost ham for at han kunde stilles i slet Lys. Hvad skal jeg gjøre. I Guds Navn gaae derind, for ikke at vække Opmærksomhed hos Folk.
Ottende Scene
MONICA. VALENTINKom dog hid, og skjul mig ikke Noget! Hvad der endogsaa er skeet, siig mig det, og fri mig dog fra den Angest, jeg kun skaber mig! Ikke sandt? – Du tier! Det var din Hensigt at undgaae mig? See paa mig! Du kan ikke! Jesus, er det sandt? Du var deroppe paa Græsgangen?
Du veed det –
Altsaa, er det virkeligt saa!
Ja.
For den fremmede Piges Skyld! (zittrende) Tal! –
Ikke nu!
Var Du deroppe denne Morgen! Nu, medens jeg stod ved Kirkedøren og ventede Dig, (med Taarer.) og var i Angest for Dig? Du kommer for at sige mig, Ansigt til Ansigt, at Du imedens har været oppe hos hende.
Tak ikke saa, tænk ikke saa! Gud i Himlen veed, hvor gjerne jeg var blevet ved at gaae videre og videre, saalangt min Fod kunde bære mig, at jeg er kun vendt om for din Skyld, Du havde ellers kunnet holde mig for en Utaknemlig, – og naar Du seer og hører mig, vil Du forstaae, at jeg kun er en Ulykkelig!
Jeg troer nu slet Intet mere! jeg indseer, at jeg alene er aaben og uden Falskhed. Blindt hen har jeg troet Dig! jeg havde før kunnet tænke at Himlen faldt ned, end at Du kunde være falsk og
Det har jeg vidst vilde komme! o, at jeg laae i min Grav! (træder nærmere.) Alt hvad Du der siger, det er vel saa, og dog er det anderledes! Hvorledes skal jeg forklare Dig det? Du kan ikke see ind i mit Hjerte, og som Gud selv begribe paa eengang det Hele og hvorledes det er gaaet til –! dog, for at Du skulde kunne det, er jeg kommen herhid, skjøndt mine Fødder vare som bundne;
Man Havets Dyb kan maale ud
Og alle Stjerners Veie,
Men Ingen veed, undtagen Gud,
Hvad Hjertet har i Eie.
I denne Stund han er mig nær,
Min Byrde jeg nedlægger her.
Byd mig ei tale – bed med mig!
Jeg siden Alt vil sige Dig;
Og lettere vil Du forstaae.
Kom med! – I Guds Huus først vi gaae!
Niende Scene
Jeg kan ikke gaae ind i Kirken, da jeg ikke veed at bede, jeg kan kun raabe: Herre, min Gud! jeg troede, altid jeg havde handlet godt og retskaffent, og dog forvandler Du al min Glæde til Sorg! Jeg vilde see ham saa lykkelig, og for den Time fra igaar Aftes, da jeg troede, at han var det, kunde jeg have givet ti Aar af mit Liv! Og nu! (støtter sin Arm paa Bænkens Ryg og sit Hoved paa Haanden.) Hvad kan han vilde sige mig efter Kirketjenesten? Det Værste har han sagt mig: at han er ulykkelig; det troer jeg, det veed jeg! jeg saae i hvert hans Blik og Mine, den svære Kamp, han stred.
Tiende Scene
ANNA. MONICAKunde jeg see ind gjennem de tætte Mure og see om han var derinde, eller om han er borte, som han truede – (seer Monica) Ha!
Jeg har ladet Dig kalde!
Ja, i den tidlige Morgen! Ellers var jeg vist ikke kommet her! (sagte.) Det var mig at gaae herned, som skulde jeg ind i et brændende Huus.
Du havde ikke ventet mig her! Derfor er Du forvirret. Du er kommet for at træffe ham! har I aftalt det med hinanden?
Saa hellig anstiller Du Dig! har han ikke været oppe hos Dig. Vil Du negte det?
Nei!
Og Du! hvad har han ikke sagt Dig! at han elsker Dig, Dig alene.
Og Du, – hvad har Du svaret ham? Nu! Tier Du? Kan Du ikke sige mig det?
Jeg troer, at Du kun kan tale med de unge Karle, det er der sagt. Der er altid nogen Sandhed i Rygtet, men jeg vilde ikke troe det, nu skeer mig min Ret, nu det er for seent, da skeet er skeet.
Skeet! – for Guds Skyld! – – Hvad er skeet?
Hvad der er skeet, spørger Du? (drager hende hen under Træerne til Venstre.) Jeg vil sige Dig det! – Lykke og Velsignelse syntes at hvile over denne Gaard, indtil Du kom her; da blev det – anderledes. Hvad er der skeet, spørger Du? Valentin var den meest trofaste Sjæl, saa lykkelig og sorgløs som et Barn, men nu er han bragt til, at det kun er ved Forsynets Naade, at han ikke har endt sit Liv, som de to Andre, der daaredes af Dig! Hvad har jeg gjort Dig, at Du bringer ind i mit Huus den Ulykke, som følger med Dig, og som Du bragte over den Gamle ved Søen. – Du kan endnu spørge: hvad har jeg gjort.
Hvad har jeg gjort?
Jeg trængte mig ikke ind i dit Hjem,
Jeg sagde Dig: lad mig vandre!
Hende, Du nævnte var mig ei slem,
Hun dømte meer mildt end de Andre!
Hun i sin Smerte var mig god,
Stille i Graad jeg hende forlod.
Men Dig – tør jeg ind i Øiet see!
Du – Du gjorde mig den største Vee,
Som Nogen i Verden kan gjøre!
Min Gud, giv mig Taarer! Du høre:
:|: Giv mig Taarer! :|:
Vel, jeg vil da sige Dig, hvad man ellers kun med bankende Hjerte siger sin bedste Veninde: jeg elsker Valentin høiere end Alt! Ofte har jeg spurgt mig selv hvortil jeg var i denne Verden. Til at slide og slæbe, det syntes mig for Lidt! da med Eet er det blevet mig klart, Tanken blev fra Gnist til Flamme, til Solen selv, saa varm og saa lys, og jeg blev glad ved Livet, jeg vidste jo hvorfor Gud havde givet mig det og i Stilhed takkede jeg ham tusinde Gange. – Jeg kan ikke anderledes end have ham kjær og han maa være mig god igjen! (heftig.) Du maa slippe ham! hvorfor just ham! Det eneste Hjerte, jeg har bedet Gud forunde mig.
Og hvad forlanger Du af mig? Og hvad vil Du, at jeg skal gjøre!
Det maa Du selv vide. Du veed jo hvad Du har gjort, for at drage ham til Dig!
Nei, nei, jeg slipper Dig ikke før Du taler, før Du lover mig, at Du vil lade ham fare! jeg vil give Dig mine Perler, mine Smykker! de ere meget værd! af hele mit Hjerte beder og anraaber jeg Dig.
Saa sandt Gud hjelpe mig, jeg forstaaer ikke hvad Du vil, veed ikke hvad det er, Du forlanger af mig! Jeg vil jo gjerne, naar det kan gjøre Eder lykkelig, gaae bort til Verdens Ende.
Og Valentin følge efter Dig saa langt Du ved dine hemmelige Kunster mægter det, saalangt og saalænge indtil han veed og forstaaer hvem Du er.
Han veed min Hemmelighed! jeg har betroet ham den!
Du har –
Jeg har sagt ham den, for at han skal slippe mig, thi jeg kan ikke blive hans og jeg vil det ikke!
Du elsker ham ikke! Du vil ikke tilhøre ham.
Nei! aldrig!
Og hvad Du der siger og som giver mig Livet igjen – det tør jeg troe!
Ja!
Sværg mig det til! (fra Kirken lyder Messesangen, en lille Klokke ringer, Monica hæver sin Bønnebog paa hvis Bind er et lille Kors af Sølv.) Hører Du det hellige Tegn fra Kirken! Kan Du sværge paa det?
Jeg kan!
At Du ingen Usandhed her har sagt mig!
Jeg sværger derpaa!
At Du ikke har lokket Valentin til Dig! ikke forlanger ham – ikke elsker ham!
Ikke forlokket ham! – ikke forlanger ham! – ikke – (farer pludselig sammen, presser Læberne fast, den til Ed løftede Haand synker, og hun slaaer Hænderne for sit Ansigt.) Herre, min Gud! hvad er det!
Ikke elsker ham – sværg det!
Jeg kan ikke! (hun er nær ved at segne om.)
Fangede jeg Dig!
Selv har jeg – ikke vidst det – før i dette Øieblik.
Løgnerske! i dette Øieblik staaer Du til Skamme for mig. Min Gud, min Gud! hvilken Skabning maa ikke denne være! har hun ikke der staaet for mig, som var hun Ærligheden selv, saa at jeg
Ellevte Scene
DE FORRIGE. VALENTIN. WOLFGANG. FRANZL. CRESCENZ. MÆND og QVINDERDu her!
Du, Anna! – – ak blot et Øieblik før – –
Hvad er det –!
Hvem har gjort hende Noget! (kaster et heftigt Blik til Monica.)
Spørg hende selv! byd hende tale. Jeg har i Ord og Gjerning Intet skjult for Gud eller Mennesker. Jeg gjentager her hvert Spørgsmaal, jeg har gjort hende, og hun skal svare!
Nei, jeg beder Dig, gjør det ikke. Spørg ikke mere! lad mig gaae!
Ja, gaae! for min Skyld spørger jeg Dig ikke meer! Gaae! men ikke som Du er kommet, i Skikkelse af Sandhed og Uskyldighed, for fra Sted til Sted at kunne drive dit onde Væsen. Hvad Rygtet har sagt om Dig, erklærer jeg her for Sandhed. At man kan tage sig iagt for Dig, Du Uhyggelige.
Maria, Joseph! (beder sin Rosenkrands og viger tilbage.)
Wolfgang! (hun trækker ham hen til sig og holder sin Haand afværgende foran ham.)
Nei, Du bliver! – jeg, jeg vil det!
Gud i Himlen! – ei Du veed det!
Angst og Skræk
Skyldfri er hun! – Hvo tør hende krænke?
Jeg taaler det ei! – o bliv!
Med hvad Ret!
Ingen har jeg – og bør betænke,
Jeg selv er fremmed; – det er jo det!
Vel, jeg bryder hver hemmende Lænke! –
O Anna, tør jeg –
Ved den evige Gud!
Ei Du tør!
Din Magt er tilende
Med Dig, din Rigdom – gjør jeg Brud! –
Fri jeg er – og jeg følger med hende!
Du bliver! adlyder din Madmoders Bud!
Blive skal Du – min Magt Du kjende!
Din Træl er jeg?
O, Anna –! (Han vakler) – min Gud!
Fundet har jeg Den, jeg kan bruge!
Onde Magter kun Sligt kan udruge!
Hvilken Angst! hvilken Skræk! Du, min Gud!
Femte Act
Samme Dag henimod Aften. Stue i Solhvervsgaarden. Dør i Baggrunden og paa Siden til Venstre. I Forgrunden en Træstol og en Spinderok.Første Scene
See saa! nu er Huset besørget! – At Mennesket dog kan tænke paa det Sædvanlige, om end Hjertet er ved at briste. Og dog – det er viist og godt. Hvad vilde det føre til, om man hvert Øieblik hengav sig til sin Sorg! – Jeg troer, der er Omslag i Veiret, jeg vil dog strax endnu – (vil gaae, men vender om igjen og sætter sig ned, overvældet af Smerte.) Nei, jeg kan ikke! jeg kan ikke betvinge mig! Hjertet vil ogsaa sin Ret!
Anden Scene
MONICA. VALENTINMin Gud! dette Udseende!
Dersom det var tilladt! jeg havde et lille Ord at tale med Dig; kommer jeg ubeleilig, saa siig det!
Hvad vil Du, Valentin!
Men saa beder jeg Dig, at Du lader mig tale til jeg er færdig!
Tal!
Jeg har i Dag fuldt og fast villet tage bort herfra –; Du har, efter din Rettighed, hindret mig deri; jeg blev forbittret herover og handlede, som det ikke sømmer sig. Jeg beder Dig derfor om Forladelse! Mennesket gjør i sin Vrede, hvad det ikke skulde! – Jeg er gaaet i mig selv; har i mit Kammer ydmyget mig for Gud og hengivet mig ham, til at lede og føre mig, jeg selv mægter det ikke. Og han har ogsaa indgivet mig, hvad jeg skal gjøre. Jeg har lovet at gjøre en Valfart til Kirkedalen deroppe, og der vil det vist blive mig klart, hvad jeg videre har at foretage –! den Vei vil Du, som en christen Qvinde, dog ikke hindre mig i at gaae. Og da det sømmer sig, at man uden
Valentin! For Gud i Himlens Skyld! hvad tænker Du paa? Hvad har Du for? Det er ikke din Fremtid og Bestemmelse! – Bedrag Dig ikke selv.
Dig bedrager jeg ikke, og har det aldrig, dertil er Gud mit Vidne! Vil Du det, jeg gaaer forbi Møllen, jeg skal skikke Andreas herop; paa ham kan Du forlade Dig, Alt finder han her i sin Orden, og han vil holde det i den, indtil jeg kommer igjen.
Du kommer ikke igjen, Valentin! jeg
Jeg har ikke sat mig Noget for. Jeg overlader Alt til Gud; jeg veed ikke selv at hjelpe mig!
Men jeg maaskee veed det, naar Du vil høre paa mig. Jeg havde aldrig troet, at det engang maatte kommer saavidt, for at Du skulde forstaae mig. Om Madmoderens Rettighed er ikke Talen; har jeg Dig virkeligt kjær, da giver det mig en anden Rettighed, en Moders, og hun holder sit Barn tilbage, naar det selv vil styrte sig i Fortræd; maaskee tager hun noget vel haardt fat paa det, og saaledes, jeg vil troe det, har jeg ogsaa gjort Dig Ondt! – Du er ikke et Barn, og jeg maaskee tog feil, thi jeg var, ligesom Du,
Det vidste jeg! O, Du er god, selv i din Vrede! Ja, var det lagt i din Haand, da havde jeg vist aldrig kunnet fortvivle! Men saaledes er det ikke! Om Du endogsaa af Sjæl og Hjerte vilde give mig hende, Du Eiegode! saa blev hun dog ikke min!
Forklar mig det tydeligere!
Fra den første Time hun kom her, har hun virket paa mig, virket med den Magt, der ikke er fra det Onde, thi Gud selv siger jo: Jeg er Kjærlighed! jo mere hun viste sig fremmed og stolt imod mig, des dybere trængte det mig ind i Hjertet, og da Du igaar Aftes talte til mig – Du, hvem jeg aldrig saaledes vovede at hæve mine Øine op til, – da var det som mit Bryst vilde sprænges, og jeg skyndte mig op til hende, og i Smerte anraabte hende om at hjelpe mig, at jeg ikke for Dig skulde staae som en Utaknemlig! – og da – for at hjelpe mig, betroede hun mig sin Hemmelighed, den, der gjorde hende sky og flygtende for Mennesker, idet hun hos dem stod beplettet og forskudt, men for mig reen og uskyldig, som hun er det for Gud. (lidenskabeligt.) Og da jeg sagde hende, at jeg nu just elskede hende inderligere, og i Fortrøstning til dit kjærlige Hjerte følte at hun maatte blive min, havde hun en Gnist kun af Kjærlighed til mig, da sagde hun Nei! at hun aldrig kunde det, – og hun gik fra mig! Du seer altsaa, at intet Menneske kan hjelpe mig! Jeg havde villet sige Dig Alt i Dag efter Messen, men da blev det for sildigt, og hun er jaget herfra som en Forbryderske. Derfor, dersom Du vil gjøre Godt det Eneste, Du, i menneskelig Skrøbelighed, har feilet, saa opsøg Du hende, Du tør det, Du kan det!
Nei, Du Valentin! Du skal det! Min Gud! med Eet er det i mig blevet klart, som den lyse Dag! Valentin, hør mig! O hvor mit Hjerte bliver stort ved at jeg kan sige Dig det! jeg har udspurgt hende om Alt, hvad Du der siger mig, hun har ogsaa gjentaget det og jeg har ikke villet troe! jeg har ladet hende sværge derpaa og det har hun gjort – indtil det Ene: om hun elskede Dig! da er det for første Gang traadt ud af hendes Sjæl for Gud! hvad jeg havde tænkt mig, Løgn og Bedrag hos hende, var den rene Sandhed. Saaledes er det! hun elsker Dig. Du kan troe mig. Og nu skynd Dig, faae at vide hvorhen hun er gaaet, og bring hende her tilbage! Skynd Dig! jeg holder det ikke ud, hvis jeg ikke faaer gjort Godt igjen, hvad jeg gjorde Uret og Ondt. Og til Kirkedalen, hvorhen Du har lovet at gjøre Valfart, derhen gaae vi da alle Tre. Hører Du!
Monica! – Gud i Himlen, jeg troer, mit Hjerte sprænges!
Skynd Dig! skynd Dig! det bliver Aften! gaa, bring hende til mig, I skulle være mig – mine Børn, mine Venner!
Det er for meget. (griber hendes Haand og falder paa begge sine Knæ.) Gud i Himlen gjengjelde Dig det!
»I Vel og Vee
Guds Villie skee!« (Gaaer.)
Tredie Scene
Jo, jeg er rigtig heroppe! jeg havde aldrig troet, at jeg gamle Menneske skulde mere komme herop. Der er Noget, som driver mig afsted! det er ligesom der var et Uhrværk inden i mig, der drev. Fra den Time, jeg erfarede, at jeg kunde blive jaget bort fra Gaarden, er der kommet i mig en Uro, og en Angest! der er jo heller ikke en Dag nu uden at der skeer noget Nyt og Slemt, og derfor har jeg ingen Ro paa mig. Ved Nattetid, synes jeg det knittrer, ligesom om der var Ildløs, og jeg løber omkring og seer efter, indtil jeg seer, at der er Ingenting; neppe lægger jeg mig igjen, saa hører jeg det, som om der blev raabt om Hjelp! om Dagen, midt imellem Mennesker, falder det mig ind, der er gjort noget Ondt ved Creaturerne og jeg skynder mig langveis, ud til dem. Og da vor Madmoder i Dag jog hende bort – hende – Gud fri os! da
Fjerde Scene
Gaaer det endnu længer? Nei, her hører det op! Den, der vil høiere, maa have Vinger. (Hun løfter begge Hænder i Veiret, Stokken falder til Jorden; hun ryster.) Her er det ude!
»Sidste Gang jeg Dig anraaber! hør mig i vor Afskeds Nat!
Giv et Tegn, om selv kun dette, at jeg er Dig en Forhadt.
Anna! Anna!« – O, hvor bad han! – ei jeg turde høre ham.
Thi jeg maatte ham jo frelse fra min Skjændsel og min Skam!
Jeg paa Ilsang-Smedie tænkte, og i Smerte holdt jeg ud;
Han gik bort, jeg stod i Taarer – inderligt jeg bad til Gud,
I Medlidenheden for ham – nei, nu først jeg Navnet veed!
Al for tung – ei til at bære, er al min Elendighed!
Jeg vidste det ikke selv! Nu veed jeg det! – Hvad de kaldte min Stolthed, min Styrke, det er borte! – jeg gad gaae til Verdens Grændse, kun at han ikke maatte følge efter og ikke, endnu engang, tilraabe mig »Anna, Anna!« – – og da igjen er det, som om min Fod var bundet, jeg seer efter ham, mit Hjerte længes, som man siger, det kan længes i Hjemvee! – (med tiltagende Taarer.) Altid har jeg staaet saa alene! saalangt min Erindring gaaer, har, fra min Moder døde, ingen kjærlig Haand klappet min Kind, ingen Moder taget mig paa sit Skjød, ingen Arm lagt sig om min Skulder, ved intet Hjerte har jeg grædt ud! O, det Øieblik i Dag, da jeg stod forhaanet, forjaget, afskyet af dem Alle og han alene strakte sin Haand ud til mig og holdt mig fast – Herre, min Gud! tilgiv om det var syndigt, det var mig da, som om Du holdt mig og drog mig ind i Himlen. – Han slap og jeg faldt fra en anden Verden igjen til Jorden. Og dog var det godt, – der – – foran Kirkedøren! – jeg tænkte derpaa! – Skulde han lide under min Ulykke? Nei, det er godt, som det er!
Femte Scene
ANNA. MATHIASEr jeg uden Nytte gaaet efter hende, lige herop! Nei, der er hun! – He! – Du faaer Selskab!
Ham!
Naa, intet »Fy«, til Velkomst! Rækker jeg Dig Haanden, Du slaaer ikke efter mig, med Kniven! – Er man nu mere spagfærdig? Du Knipske! Ikke sandt? Har jeg ikke lovet Dig, at jeg skulde see til Dig, naar Du – blev mere tam! Ikke! (Han nærmer sig, Anna undviger). Vær ikke bange! jeg gaaer ikke og bærer Nag bagefter! det vilde blive for besværligt; hvad skeet er, det er glemt – saadan er jeg! – Gjør lidt Plads, det er koldt!
Rør mig ikke! (staaer op.)
Hvorfor ikke?
Med Forlov! (Han tager Branden, tænder sin Pibe og kaster saa den brændende
Jeg skulde troe, at saa Meget har Du dog ikke faaet forud for mig! hun har for Alles Øine jaget Dig bort, mig jog hun afsted i Stilhed, det var lidt nettere det, om man saa vil! om Dig vil hun sige Folk, hvad de ikke før have vidst eller tænkt om Dig, men om mig vil hun – he! (leer.) Du havde Lyst til Fyren, jeg havde Lyst til Gaarden – hun har snappet fra os, hvad vi hver vilde have! jeg gad altsaa nok vide, hvad Du har forud for mig!
Siig mig, hvad vil Du her?
Siig Du mig, hvad Du vil her? Er det for at blive? Veed Du ikke, at Sennhytten her hører til Solhvervsgaarden. Venter Du paa, at her skal komme En op at jage Dig bort.
Nei, nei, jeg gaaer! (Vil gaae.)
Veed Du Veien?
Ja!
Gaa ikke ned i Dalen, da maa Du forbi Kroen, og der gaaer det lystigt til; i Formiddags een Tillysning, i Eftermiddag en anden, som for din Skyld blev sat nogle Timer længere ud.
Hvem der saaledes kunde fare lige ind i hendes Lystighed dernede og spørge hende, om hun troer, at hun alene har forpagtet al Livets Glæde og Lykke, mens et andet Menneskes Barn hele sit Liv maa sukke i Sorg og Elendighed og spørge sig selv: Hvorfor?
Hvorfor?
Og naar det saa engang veed det og troer, hvad det er kommet til Verden for, idet at det har fundet saameget dog som en Brødskorpe, den tør kalde sin egen, fundet Noget, den holder fast paa, elsker, gjerne giver sit elendige Liv hen for –
Saa – saa!
Saa rive de den ud af Haanden paa En og man sparkes bort!
Ja!
Jeg gad raabe hende dernede Ord ind i Øret, saa at hun midt i sin Jubel maatte fornemme, hvorledes en saadan Menneskesjæl er tilmode, der som en søndertraadt Orm hverken mægter at leve eller døe!
Ja!
Ja! Du vilde det ogsaa? Saa kom! vi have een Vei! (Han griber hendes Haand, Anna gyser tilbage.) Hvad vil Du ellers? Igjen ud i Verden? krybe frem under det Læs Had og Ondskab, som de stable mere og mere til, indtil Du qvæles under det. Nei!
Hvad – hvad –
Hvad vi skulle gjøre? Hør mig! Din Valentin havde dog kun Tanker for Gaarden, og for at faae den, har han saa let og
Ilsang-Smedie!
Ha!
See paa mig! kjender Du mig?
Barnet! Balthasars Barn!
Ja, Balthasars Barn! Almægtige Gud! Du har aabnet mine Øine! jeg kjender Dig ved Flammen her! paa Dig saae han og sagde: »han der har gjort det, jeg er uskyldig!« siig Nei, om Du kan!
»Fra Blikket i et Barns Øine«! det sagde Præsten. Vee! hvem holder mig? Slip!
Nei, Du maa med mig for Guds, for Menneskenes Dom, maa vidne og bekjende!
Nei, nei! jeg gjør det ikke! og hvad mægter Du? Jeg har afbrændt Ilsang-Smedie, ha! ha! det er Sandhed! – grib mig, og jeg slynger Dig i Afgrunden, kald Vidner – og jeg leer Dig op i Ansigtet.
Gud! min Gud!
Ja, kald ham herned! han kommer ikke! forfølg mig, indhent mig, om Du kan! (Gaaer baglænds rask henimod den aabne Afgrund.)
Der! – (overvældet af sin menneskelige Natur løber hun efter ham, han vil undvige, hun raaber:) Afgrunden! – ha!
Hellige Guds Moder! (Pause.)
Retfærdige Gud! (gyser.) Hvorfor skjælver jeg, hvad ængster mig endnu?
Jo, den maa vide det! og den skal vide det! Undre Dig ikke, det er mig! – jeg begynder at begribe det Hele! og jeg er den Første, som paa Knæ beder Dig om Forladelse! forlad mig, hvad Ondt jeg har gjort Dig i min – (slaaer sig selv for Panden.) Men jeg skal gjøre det Godt igjen! Jeg gaaer derned og kalder hele Gaarden, hele Landsbyen sammen, jeg gaaer over til dem paa Solgaarden ved Søen, fra By til By, og fortæller det Hele! Gesvindt tænd mig en Spaan at jeg kan lyse mig ned – hvad er det! – hvad lysner – hvem kommer? – Valentin!
Anna! – (Han bliver staaende.)
Valentin! – (Hun synker til hans Bryst.) BEGGE
Hvad mig kjærest er paa Jorden, jeg fundet, vundet har!
Al min Sorg er nu til Ende og min Fremtid lys og klar!
Tæppet falder hurtigt.
Henvis til værket
H.C. Andersen: En Landsbyhistorie. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 13: Skuespil IV 1850-1876. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.