H.C. Andersen

En Landsbyhistorie

Folke-Skuespil i fem Acter

1855

Opført første gang 17. januar 1855

  • VALENTIN,Hr. E. Hansen
  • WOLFGANG,Hr. Lund
  • CRESCENZ,           i hendes tjeneste Mad. Rasmussen
  • FRANZL,Jfr. Wimmer
  • MARIE,Jfr. Lumbye
  • Et lille fattigt Barn
  • Tjenestefolk, Tiggere, to Chordrenge

Handlingen foregaaer i de steyermarkske Bjerge, deels i og ved Solhvervsgaarden, deels oppe paa den dertilhørende Græsgang ved Bjerg-Aasen.

Scenen er i vor Tid.

Første Act

Det Indre af Solhvervsgaarden, den aflukkes ved et Gjerde med Gitterport, bag hvilken man seer Bjergene. En lille Sti fører over Høien tætudenfor. Til Høire i Forgrunden en stor ny Bygning med Helgenbilleder paa Muren og et Tankesprog over Døren. Til Venstre den aabne Lade og bag den igjen, op imod Gjerdet, nogle Træbænke. I Mellemgrunden et prægtigt Lindetræ og under dette et langt Bord med Bænke ved. Bagved er en Brønd. Til Høire i Forgrunden et lille Bord med en Bænk. – Aften.

Første Scene

CHOR AF TIGGERE UDENFOR

Slavisk Folkemelodi.

Nær Bjergets rige Græsgang staaer

Opbygt en ny, en deilig Gaard;

Den aabner Fattigfolk sin Dør,

For dem den her var stænget før.

Du gode Gud, giv Armods Ven

Hver Gave tusindfold igjen!

Crescenz kommer ud fra Gaarden, ringer med den store Madklokke, gaaer saa hen og aabner Gitterporten; Tiggerne, Gamle og Unge, trænge paa.
CRESCENZ (skjendende).

Naa, naa, naa! kan man give Tid! Madklokken har knap faaet sjunget ud! kan I ikke vente! først de, der bestille Noget! (Nye Tiggere komme til.) Flere endnu; den Ene trækker den Anden med og saa har man dem Allesammen.

MONICA (i Døren til den nye Gaard).

Hvorfor skjender Du?

CRESCENZ

Hvorfor? For Tiggerne de skyde op her ligesom Paddehatte i Regnveir. Det bliver for galt!

MONICA

Det er jo rigtignok noget Nyt her. Da den gamle Gaard stod lode de sig sjelden see. (Til Tiggerne.) Kom kun indenfor. (Hun tager Penge frem og siger til Crescenz.) Bring nogle Brød og nogen Melk.

CRESCENZ (gaaer skjendende).
MONICA

Vilde jeg gjøre godt hvad jeg har forsømt her i ti Aar, saa maatte jeg lade endnu mange Flere komme. I hvor knapt jeg havde det i mit eget Hjem, der blev mig dog Lidt tilovers til de Fattige; men da jeg blev en rig Gaardmandskone, – (sukker.) Nu, vor Herre give ham Fred og Hvile! – Med det nye Huus der skal her begynde et nyt Liv! (raaber.) Crescenz!

CRESCENZ (indenfor).

Naa da!

MONICA (heftig).

Kommer Du ikke snart med Brød og Melk?

CRESCENZ (støder Døren op).

Lad mig først faae den skummet af.

MONICA

Vist ikke! (Gaaer ind i Huset og kommer selv ud med et stort Fad Melk.) Jeg vil ikke give Jer den Melk, som er sat hen til Hundene. (Sætter Melken for de Fattige og tager Brødet fra Crescenz, der staaer ganske forbauset idet Monica deler det mellem Tiggerne.)

CRESCENZ (lægger Armene overkors).

Det har jeg endnu ikke oplevet!

MONICA

Hvilket?

CRESCENZ

Opføde Tiggerne med Fløde, Tjenestefolkene med fiint Brød, som den rigeste Bonde gjemmer til Helligdagene. Det kan jeg kalde –

MONICA

Hvad?

CRESCENZ

Hvad? Kan Du spørge? – Det er at ødsle!

MONICA

Crescenz!

CRESCENZ

Jeg er en gammel, erfaren Person – men –!

MONICA

Ti nu bare stille!

CRESCENZ

Naturligviis! Du kan befale mig at tie! Du er Konen i Huset!

MONICA

Det er jeg! pas nu bare hvad Du har at gjøre, og ti saa stille! At Du skjendes med de Andre finder jeg mig i; Du er blevet gammel i den gamle Gaard, Du skal blive hjemme i den nye, men hvad der er min Sag, lad mig om den. See selv om jeg styrer og holder det Hele, som jeg bør, og kan Du ikke see, saa spørg Andre derom.

CRESCENZ (mild).

Jeg behøver ikke at spørge, saalænge jeg selv har to Øine at see med. Du passer dine Ting saa godt som Nogen; Du sparer ikke Dig selv, om det er nok saa svært et Arbeide; Du er den første oppe og den sidste i Seng. Men Du er ligesom Peber og Tobak! bliver strax heftig naar en gammel, erfaren Person –

MONICA (leende).

Naa, hvad vil Du da?

CRESCENZ

Husk, jeg har i ti Aar seet paa, hvad Du har holdt ud med det Uhyre –!

MONICA (alvorlig).

Crescenz!

CRESCENZ

Vor Herre lade ham være salig, det Uhyre! for det var han! Ingen undede han Glæde eller –

MONICA (blød).

Mindst sig selv, den Stakkel!

CRESCENZ

Vel, at han døde! nu er Du Den, der har det Hele! Du har bygget en ny Gaard, den smukkeste i hele Egnen. – Men at Du før Høsttiden gjør en Fest, at Du giver Tjenestefolkene Herskabsmad og Tiggerne sød Melk – det er lidt for galt; tro mig, jeg er en gammel, erfaren Person! en saadan Rutten med Alt, det skræmmer mangen rig Gaardmand bort, der ellers nok vilde spørge om Dig.

MONICA

De behøve ikke spørge!

CRESCENZ

Vil Du da aldrig gifte Dig?

MONICA

For igjen at døie ondt? Nei! – Gjør istand! Folkene komme til Nadver. – Vent lidt! jeg seer endnu ikke Valentin!

CRESCENZ

Han kommer nok! (Gaaer ind i Huset og kommer strax derpaa ud igjen med varm Mad, som hun sætter paa Bordet. Fra Baggrunden og fra alle Sider kommer Tyendet, mellem dette Wolfgang, Franzl og Marie.)

Anden Scene

MONICA. CRESCENZ. WOLFGANG. FRANZL. MARIE. KARLE og PIGER. TIGGERE
CRESCENZ

Kom nu Allesammen! Her er Mad! Wolfgang, læs tilbords!

(Karle og Piger stille sig paa hver Side af Bordet, Crescenz øverst til Høire, Wolfgang nederst til Venstre.)
CHOR og WOLFGANG

Bøhmisk Folkemelodi.

Gud, i Dig vor Gjerning skee!

Slip os ei af dine Hænder!

Tak for Alt, hvad Du os sender,

Det har din Velsignelse!

(De sætte sig Alle ned og tage deres Træ-Skee frem af Lommen.)
CRESCENZ (spisende).

Naa, Wolfgang!

WOLFGANG (forlegen, idet han gaaer henimod Monica).

Madmoder!

MONICA (seer op).

Hvad vil Du?

WOLFGANG

Jeg vilde – jeg vilde gjerne sige min Tjeneste op!

MONICA

Du? Har Du været i Skjenderi med Nogen?

WOLFGANG

Nei, det er slet ikke derfor! jeg er jo sjelden her hjemme, hvor – (seer paa Crescenz) man har med den Gamle at gjøre, men jeg kommer saa tidt at hente Smør deroppe paa Græsgangen hos Franzl –!

FRANZL (træder til).
WOLFGANG

– Og nu vilde jeg gjerne gifte mig!

MONICA

Gifte Dig? Paa hvad?

WOLFGANG

Min Fætter Mølleren er død og jeg har nu Part i Møllen.

MONICA (streng).

Strax skal man have Fødderne under sit eget Bord! lær først selv at bestille Noget. Her har Du det ikke saa besværligt, og til Kyndelmisse er Du fæstet her.

WOLFGANG

Ja, det er jeg rigtignok.

MONICA

Og Franzl har det meget godt paa Græsgangen. (Vender sig om imod hende.) Har Du ikke?

FRANZL

Klage har jeg ingen Grund til! jeg har det meget godt!

MONICA

Saa bliver det derved!

WOLFGANG (bedende).

Madmoder!

MONICA

Til Kyndelmisse kan vi tales ved!

CRESCENZ

Naa endelig, Valentin!

Tredie Scene

DE FORRIGE. VALENTIN
MONICA (vender sig hurtig til ham; hjertelig).

Naar Du skal have lidt Hvile, saa er Du altid den sidste!

Hvor var Du nu?

VALENTIN

Sagde Du ikke igaar at Du havde Noget paa Hjertet, Du vilde sige vor Præst; idet jeg kom hjem og fik Vognen ind i Skuret, saae jeg ham gaae ovre ved Kornmarken; jeg skyndte mig alt hvad jeg kunde med at komme til ham for at sige det og nu er han her strax!

MONICA

Tak! Kom nu og spiis! (Vender sig bort.)

WOLFGANG

Madmoder!

FRANZL (holder hende tilbage).

Hør mig! gaa ikke bort! Hvem veed, hvor snart jeg igjen kommer ned fra Bjerget!

Mel. af Le colporteur. – Onslov.

»Toujours de mon jeune age.«

Jeg veed det, jeg erkjender

Jeg har det godt hos Dig,

Imellem dog det hænder,

At Noget savnes mig;

Vel veed jeg, ingen Steder

Jeg faaer det godt, som her;

Paa Bjerget dog jeg græder,

Skjøndt der er deiligt der!

Høit over Skovens Toppe,

I Luftens friske Bad,

Der er saa godt deroppe,

Dog er jeg ikke glad.

Ak, jeg kan ingenlunde

Forklare Dig det ret.

Du vil ei heller kunde

Forstaae og føle det!

MONICA (hurtig).

Du holder virkeligt saameget af Wolfgang!

FRANZL

Saa skrækkeligt meget.

MONICA (med et Blik paa Valentin).

Naar Præsten igjen læser Messe her vil jeg sige til ham at han skal lyse for Eder.

WOLFGANG (jublende).

Franzl! Hurra!

FRANZL

Er det ogsaa sandt! – Naa! saa presserende er det jo heller ikke! jeg kan godt blive deroppe saa længe det behøves, – til Du finder en Sennpige der staaer Dig an. Nei, Wolfgang! hvor det er yndigt!

(Begge løbe til deres Aftensmad. Valentin læser stille sin Bøn og træder hen ved Bordet.)
MONICA (seer venlig paa ham).

Gud glæde og velsigne Dig!

Fjerde Scene

DE FORRIGE. PRÆSTEN
PRÆSTEN

Amen!

ALLE (reise sig).

Herr Pastor!

PRÆSTEN (venlig, uden Prædiketone).

Hvad er det! bliv dog siddende at spise! en geistlig Mand maa ikke skræmme Jer bort! (til Monica.) Guds Fred, Monica! Du har spurgt efter mig.

MONICA

Ja, undskyld, Herr Pastor!

PRÆSTEN

Undskylde? Jeg kommer altid gjerne et Sted, som her, hvor det er en Fornøielse at see den Orden og Gudsfrygt i Alt; jeg føler mig som en Fader mellem sine gode Børn.

MONICA

Jeg forstaaer det saa godt. Nu, et lille Glas af den styrkende Viin maa jeg jo nok hente.

(Hun gaaer ind i Huset.)
PRÆSTEN

Og det nye, stadselige Huus! det staaer der med sine Vinduer, som havde det milde Øine at see med. Smukke Billeder: St. Michael og St. Florian og øverst et Tankesprog:

I Vel og Vee

Guds Villie skee!

Nu, det er smukt og christeligt! (Til Monica, der igjen er traadt ud.) hvor har Du det fra?

MONICA

Fra en gammel Kone! Mit Liv, Herr Pastor, ja, det kan jeg jo godt sige Dem, hører ikke til de Allerlykkeligstes. Min Vei i Verden var, som Veien i Bjergene, den kaldes god og gaaer dog trang og steil opad, tidt har jeg været ved at synke, og tænkt, det var bedre, Du aldrig var født. En Dag, jeg saaledes stod inderlig forknyt og vidste hverken ud eller ind, kom der just Folk herop fra Dalen og fortalte, at dernede var brændt et Huus af. En gammel Kone havde i otte og tredsindstyve Aar boet der paa et lille Qvistkammer; hun havde syet og henlagt sit Liigtøi, med sex smaa Voxkjerter og et Helgenbillede; møisommeligt havde hun sammensparet nogle Skillinger til en hæderlig Begravelse; og nu mens hun var i Kirke, brændte Huset med Alt derinde. Man fortalte hende det – taalmodig hørte hun det.

I Vel og Vee

Guds Villie skee!

det var Alt hvad hun sagde, men de Ord gik ind i min Eftertanke. Den gamle Kone kunde saa fromt og gudhengiven opgive Alt hvad hun eiede og i sit fiirsindstyvende Aar endnu være ved Ungdoms Mod; skulde jeg da give tabt! der kom Glæde i mit Sind og fra den Time af fik jeg Mod og Villie. – Da nu det nye Huus stod reist, kom de Ord mig i Tanker og saa lod jeg dem sætte der som Indskrift.

PRÆSTEN

Og, idet Du nu begynder dit Liv paany er de Dig altid en smuk Mindelse om det Forbigangne.

MONICA

Om det behøver jeg ingen Mindelse! men det var det, jeg vilde tale med Dem om, Herr Pastor! ja, om den tidligere Tid. (Skjenker Vinen.) See, Alt hvad jeg her har er mit med Rette. Af min afdøde Mand er jeg indsat som Enearving, og dog har jeg en lille Betænkning derved. Min Mand var den yngste Søn, den ældre blev af Faderen jaget bort herfra Gaarden, idet han var et daarligt, reent opgivet Menneske; –

PRÆSTEN

Ja vel, Mathias, jeg husker ham, den forlorne Søn, som ikke vendte tilbage og bad om Tilgivelse.

MONICA

Gud bevare os, at han skulde komme tilbage! hans Broder har efter Faderens Død ladet ham udbetale hele hans Arvedeel og bedet ham see til at blive et bedre Menneske. Det loe han af og kastede hen i Forbandelse! Senere skal han have arbeidet i Ilsang store Smedie; man fortæller, at han der har friet til Datteren, men saa indtraf den skrækkelige Ulykke, at hele Smedien med Alt derinde brændte. Siden den Tid veed Ingen hvor Mathias er blevet af.

PRÆSTEN

Ingen her i Egnen veed det!

MONICA

Men andetsteds! – Om han endnu levede, og pludselig kom her tilbage? – Naar man har Alt i Fred og Ro, saa frygter man for Forstyrrelsens Djævel og en saadan een tænker jeg mig altid i Mathias. Det var vistnok rigtigst at jeg henvendte mig til Kredsdommeren, men det er mig saa svært at tale med ham om den Sag og derfor var det, at jeg vilde bede Dem, Herr Pastor, at de ved en Leilighed vilde tale med ham herom. Kredsdommeren veed dog bedst Besked og lever Mathias endnu, maaskee i Nød og Elendighed, saa skal det ikke komme saa nøie an paa en Nødskilling.

PRÆSTEN

Det skal jeg gjerne! (reiser sig.) Du er en brav Kone!

MONICA

Lad det være godt! jeg gjør det jo meget for min egen Skyld. Jeg maa tilstaae, det er flere Gange faldet mig ind, at maaskee en Dag min Svoger stod ved min Dør, mellem Tiggerne. (Tiggerne nærme sig for at sige Tak, hun nikker venligt til dem, at de skulle gaae.) Tak, Børn, Tak! Gud være med Jer! (De gaae.) Ja, ja, man lægger Planer for Fremtiden, og tidt tør man ikke ret tænke paa den.

PRÆSTEN

En god Christen maa være forberedt paa Alt.

(peger paa Indskriften.)

»I Vel og Vee

Guds Villie skee!«

Den er altid den bedste. Han holde sin Haand over det nye Sted.

MONICA

Gud høre det! – (Præsten gaaer, Tjenestefolkene reise sig.)

PRÆSTEN

Farvel!

Femte Scene

DE FORRIGE (uden Præsten). ANNA

Idet Præsten stiger ned ad Høien mødes han af ANNA, der er i en simpel Klædning, hun har dertil et sort Tørklæde om Halsen og et af samme Slags om sit Hoved; hun bærer en lille Bylt og støtter sig paa en Stav. Hun hilser Præsten, der et Øieblik taler med hende og peger paa Gaarden. ANNA træder ind og nærmer sig noget nølende, hendes Tale er alvorlig, rolig, uden Sentimentalitet.

MONICA

Søger Du Nogen her?

ANNA

Jeg vilde gjerne overnatte; Præsten sagde mig, at paa to Timers Vei var her ikke nogen anden Gaard end denne; derfor vilde jeg bede om Lov til at blive her! I er vist Konen i Huset?

MONICA

Det er jeg! Hvor kommer Du fra?

ANNA

Langtborte!

MONICA

Hvor vil Du hen?

ANNA

Langt bort!

MONICA

Hvor hører Du hjemme?

ANNA (efter et Ophold).

Seer Du mig ugjerne, saa siig det.

MONICA (noget forundret).

Du veed vel, at hertillands lukker Ingen sin Dør for en Fremmed, der forlanger Herberg for en Nat! Du er velkommen!

ANNA

Tusinde Tak! (livlig.) Her er vel en Spinderok, hvor jeg kan faae Lov til at spinde Totten færdig?

MONICA

For strax at afbetale Aftensmaden! kan det falde Dig ind. Tag Plads, spiis og drik! (til Folkene, som nysgjerrige see paa hende.) Ryk lidt nærmere sammen, at hun kan sidde. (De rykke saameget, at hele den øverste Ende ved Bordet, hvor Valentin sidder, bliver ledig.)

VALENTIN (reiser sig).

Her er Plads! sæt Dig og spiis, det er Dig vel undt!

ANNA (til de Andre).

God Aften! Velbekomme!

(Hun sætter sig og lægger sin Bylt ved Siden.)
VALENTIN (i Forgrunden, til Monica).

Hvem er den Pige?

MONICA

Jeg veed det ikke! Hun vil ikke ret ud med det!

VALENTIN

Der er i hendes Maneer noget Fornemt, og dog seer hun saa ulykkelig ud.

MONICA

Hver har Sit at bære i denne Verden. Hør, bliver Veiret saaledes ved, saa tænker jeg at vi imorgen meie Kornet.

VALENTIN (med et Blik paa Anna).

Spørg hende dog hvad det er? Hun spiser ikke! de Andre ere ikke nette mod hende!

MONICA

De stikke Hovederne sammen og see paa hende, som paa en fremmed Fugl! det giver sig nok, de ere snart Bekjendtere og Venner. Min Graa maa Du have mig sadlet, jeg tager til Byen for at afgjøre med Haandværksfolkene alle Regningerne. Jeg vilde gjerne først have seet dem igjennem; – det forstaaer Du Dig bedre paa end jeg.

VALENTIN

Som Du vil!

MONICA

Bliv her, jeg skal hente dem! (gaaer ind i Huset.)

VALENTIN (sætter sig, seer omkring, tager sin Kniv, beskjærer og opbinder Viinrankerne, som snoe sig opad Muren.)

Sjette Scene

DE FORRIGE (uden Monica).
MARIE (til de Andre, der staae tæt om Crescenz, ved den venstre Side af Bordet).

Hvem kan hun vel være?

CRESCENZ

Ingen fra vor Egn, her er de mere indladende! komme de for at overnatte, saa sige de dog et venligt Ord for det. Hun sidder jo der til Bords som hun var Herskabet, som om det var hende, der gav os Noget.

MARIE (støder med Albuen til Crescenz).

Du! spørg hende!

FRANZL (mild).

Lad hende være!

CRESCENZ (uden at gaae nærmere).

Er Du her fra Egnen?

ANNA

Nei!

CRESCENZ

Kommer Du fra den anden Side Bjergene?

ANNA

Ja!

CRESCENZ

Du er der fra nærmeste By?

ANNA (tier).
CRESCENZ

Har Du langt til hvor Du skal hen?

ANNA (seer mod Himlen).

Det veed jeg ikke. (lægger sin Skee.)

FRANZL (til Crescenz).

Lad hende være, hun vil ikke spørges.

CRESCENZ (høit).

Jeg vil vide hvorfor! (til de Andre.) tro I mig, jeg er en erfaren Person, det er en bortløben Gaardmands-Datter.

(De nikke Alle bejaende.)

Mel. af Martha. – Flotow.

»Sprich! was kannst Du!«

CRESCENZ

Siig hvad Arbeid Du forstaaer!

Kan Du spinde, Garnet vinde,

Kornet meie, Neget binde?

Over Kræfterne det gaaer!

WOLFGANG

Hjemme hun vist Ondt har prøvet!

FRANZL

Kjærlighed gjør tidt bedrøvet.

CRESCENZ

Værre Ting er her vist skeet.

NOGLE

Lad os spørge, lad os vide,

Hvad er Grund til hendes Qvide –?

ANDRE

Hvad har hun vel maattet lide?

FRANZL

God hun er, det har jeg seet!

CRESCENZ

– Du!

Du har Øine! – Du kan kjende!

Hovmod har hun! see paa hende!

Tiggertøs! opblæst og dum!

CHOR

Naa, nu faaer hun! Crescenz skjender!

Om jeg ret den Gamle kjender,

Jeg kan tænke, at det ender

Med at Pigen maa herfra.

CRESCENZ

Her er daarligt, ikke sandt?

Du er hjemme bedre vant?

Hjemme – hvor? – Det Gud maa vide!

Du er mæt af – Gud maa vide!

Stumme Helgen! – Du maa lide!

Naar der spørges – svarer da!

ALLE

Hvorfra er Du? Hvorhen vil Du?

Staaer det ikke rigtigt til nu?

Svar dog ei med Nei og Ja!

ANNA (staaer op og tager sin Bylt).
FRANZL

Hun gaaer.

VALENTIN

Hvor gaaer Du hen?

FRANZL

Hun vil ikke lade sig udfritte, og de lade hende ikke være i Fred! (til Anna.) Bliv! giv mig dit Tøi!

ANNA

Lad mig gaae!

VALENTIN (deeltagende).

Hvo plager hende.

CRESCENZ

Naa, man tør vel vide hvem det er, der skal overnatte her i Huset. (Tyendet samler sig om Crescenz.) Du, min Skaber, er det en Forbrydelse! Jeg har spurgt – det Fruentimmer – om hvem hun er!

Syvende Scene

DE FORRIGE. MONICA
MONICA (kommer ud af Huset med en Pakke Regninger i Haanden).

Hvad er det her?

CRESCENZ

O, ikke stort! Har en Huusmoder ikke Ret til at vide hvem der overnatter i hendes Huus.

MONICA

Naar hun bryder sig om det. At spørge to Gange er eengang formeget!

CRESCENZ (fornøiet; Tyendet flokker sig om hende til Venstre, Monica og Valentin staae til Høire, Anna i Midten, alene, mere hen imod Baggrunden).
ANNA (efter et Ophold, til Marie).

Vil Du lade mig blive her i Nat, saa tager jeg taknemligt derimod. Naar det dages gaaer jeg igjen videre. Dig skal jeg ogsaa gjerne sige hvem det er, Du lader sover under dit Tag. Jeg hedder Anna, jeg er en fattig Pige og søger om en Tjeneste.

CRESCENZ (halvhøit).

En fattig Pige! Ja, hvem der troer det! Hun seer ud, som hun hele sit Liv kun havde vidst at befale. (til Monica) Hun lyver for Dig!

MONICA

Lad mig om det!

CRESCENZ (som før).

Nylig sagde hun at hun maatte videre fort! fang hende i hendes egen Løgn! siig at Du vil fæste hende! Du søger jo dog en Pige i Franzl’s Sted naar hun gifter sig! – fæst hende.

MONICA (til Anna).

Du søger en Tjeneste!

ANNA

Ja!

MONICA

Paa Græsgangen eller i Huset.

ANNA

Hvor det skal være!

MONICA

Saa kan Du blive hos mig. (efter et Ophold.) Dersom det er dit Alvor.

CRESCENZ (spidsfindig).

Og Du ikke skal »videre«!

ANNA (til Monica).

Staaer jeg Dig an? Nu vel (glad og tillidsfuld.) i Guds Navn! (rækker hende Haanden.)

CRESCENZ (forundrer sig).
MONICA

Vel! (tager Annas Haand) I Guds Navn. Jeg skal vise Dig hvad Du har at bestille, og Lønnen bestemmer jeg eftersom jeg seer Du kan gjøre din Gjerning. (giver hende Penge.) Her er Fæstepenge! Gaa nu med de Andre. (Hun træder hen til Valentin med Regningerne.)

FRANZL (til Anna).

Det var Ret, Anna! nei, hvor det glæder mig! her er en god Tjeneste at være i, fremfor mange andre. Vi har en velsignet Madmo’er, og i mig har Du en god Medtjener. Jeg hedder Franzl.

CRESCENZ

Og jeg hedder Crescenz og jeg er Meierske, at Du veed det.

FRANZL (hvisker).

Det er en gammel Brumlebøtte, men man vænner sig til hende.

WOLFGANG

Kom nu Allesammen, saa stemmer jeg op!

MARIE

Det var Ret! og vi synge! kom Franzl! (klynger sig til hende.)

ANNA (til Crescenz).

Har Du ikke Noget for mig at bestille?

FRANZL (til Anna).

I Dag bestilles her ikke mere, nu har vi hellig Aften!

CRESCENZ (spids).

Der gives altid Noget at bestille! Creaturerne hjemme skulle passes, Vand skal der hentes og Baand skal der flettes til at binde Negene med imorgen. Den, som vil bestille Noget behøver aldrig at spørge om det; mærk det! (Gaaer gravitetisk hen i Baggrunden.)

FRANZL

Kom Anna, Wolfgang spiller Cither og vi Allesammen synge med. Hvorfor saa forladt! længes Du efter dit Hjem!

ANNA (seer mod Himlen, slaaer derpaa Øinene ned).

Nei!

FRANZL

Du staaer vel ganske ene i Verden? Er det saa?

ANNA (nikker bejaende).
FRANZL

Det har jeg strax tænkt mig. Er Du maaskee – nei, jeg vil ikke fritte Dig! Finder Du Dig ikke vel hos os? Vil Du heller hvile Dig. Gjør som Du vil!

ANNA (hjerteligt).

Tak! Gud velsigne Dig! (gaaer ind i Laden; Franzl seer deeltagende efter hende, ligesaa Valentin. Imidlertid har Crescenz hentet sin Spinderok, Karlene have taget deres Tobakspiber, Alle samle sig om Bordet, Crescenz sidder yderst til Venstre.)

MONICA (medens dette skeer til Valentin).

Det har ingen Hast med Regningerne! Dersom Du vil være med de Andre her, saa vente vi til imorgen.

VALENTIN

Lad os aldrig opsætte til imorgen hvad vi kan gjøre i Dag. Bare Du ret vilde forlange noget Ordentligt af mig, hvorved jeg kunde vise hvor gjerne jeg vilde gjengjælde lidt af alt det Gode, Du har gjort for mig!

MONICA (bevæget).

Tal ikke saa, Valentin!

VALENTIN

Jeg forstaaer ikke at tale, som jeg vilde!

MONICA

Behold det i dit Hjerte, der er det paa et godt Sted!

(Wolfgang har hentet sin Cither og sat sig imellem Franzl og Marie, han præluderer.)
MONICA

De synge! lad os gaae ind i Stuen, der er mere Ro. Det er snart bestilt. (Gaaer med Valentin ind i Huset.)

Ottende Scene

DE FORRIGE (uden Monica og Valentin).

Mel.: Spindevise af Aarstiderne. – Haydn.

ALLE

Rundt om Spinderokken

Sidder hele Flokken.

CRESCENZ

Gjør nu bare ikke Styr.

Her fortælles Eventyr,

Man maa høre efter.

ALLE

Surre, snurre, murre!

Rok, lad vær’ at snurre!

CRESCENZ

Rokken, den gjør ei Fortræd,

Rokken tør just snakke med,

Og af alle Kræfter.

WOLFGANG (forandrer Melodien til en steyrisk Dands).

Jeg spiller en Steyrisk, den eier en Magt,

Saa alle Smaafødder maae strax træde Tact.

ALLE

En Steyrisk har Noget – jeg veed ikke hvad, –!

En Steyrisk gjør Een i det Inderste glad.

(De dandse steyrisk. Man hører et jublende: »Hia!«)
CRESCENZ

Hør! det er Kedelflikkeren! Saa faae vi Nyt!

WOLFGANG

Det er Noget for Dig!

FRANZL

Nei, der kommer Ingen! bliv bare ved at spille.

KEDELFLIKKEREN (bag Scenen).

Gamle Potter! Kedler! – hui!

CRESCENZ

Kedelflikkeren! (De springe Alle op.)

Niende Scene

DE FORRIGE, KEDELFLIKKEREN
KEDELFLIKKEREN

Hia! (Han bærer sin Kasse paa Ryggen; han er en gammel, halv komisk, halv snu Person. Alle omringe ham. Han synger:)

Mel. af Fidelio. – Beethoven.

»Hat man nicht auch Geld beineben.«

Her er Mester Kedelflikker,

Ret et inderligt Gemyt!

Alt hvad Gammelt der henligger

Gjør jeg ligestrax til Nyt.

Mens Gryder og Kedler og Potter i Rad

Jeg lodder og flikker og flenger,

Jeg mætte Dig skal med Nyhedens Mad,

Til den just her oppe I trænger.

En rig Velsignelse jeg har,

Jeg bare ned i Posen ta’er.

Om Kjævl og Vrøvl og Kjærlighed,

Jeg grundigt veed og ikke veed

Besked!

Jeg vandt Kedelflikker Prisen

Alt i mine unge Aar,

Jeg veed Nyt, som vist Avisen

Aldrig nogensinde faaer!

Thi kommer omkring mig, I Store og Smaa,

Min Kreds just forstaaer jeg at samle;

Hver Slag I hører min Hammer at slaae,

Gjør strax noget Nyt af det Gamle,

Hvert Knæk og Bræk er strax istand,

Jeg er en rigtig Reisemand.

En god Avis i Egnen her,

Thi er jeg inderligen kjær

Enhver!

CRESCENZ

Naa kommer man da ogsaa engang her op! han har nok glemt mig!

KEDELFLIKKEREN

Jeg tænker paa alt Gammelt der har Knæk! det er jo mit Haandværk!

(Alle lee.)
CRESCENZ (slaaer ham).

Han, Sværte-Mikkel!

KEDELFLIKKEREN (leende).

Er her Noget at lodde, at flikke, klinke – stoppe!

CRESCENZ

Stop Han sin Sludder-Mund! troer Han at jeg giver Ham Arbeide igjen! Husker Han den store Kedel forrige Aar, der var et lille bitte Hul i Bunden! vi aftalte en Skilling for hver Stift, og saa slaaer han saa mange i, at da Kedelen første Gang kommer paa Ilden, saa gaaer hele Bunden ud!

(Alle lee.)
CRESCENZ (til Kedelflikkeren).

Hvad Aparte har Han med!

KEDELFLIKKEREN (fiffig).

Havfrutran, der er godt mod Rynker!

CRESCENZ (støder ham tilside).

Det er ikke for mig! (sagte og hurtig.) Hvad koster den!

FRANZL (drager Kedelflikkeren tilside).

Siig mig, Du kommer jo fra Mit! er Gaardmandens Datter derovre blevet gift!

KEDELFLIKKEREN

Der er Ingen, der vil have den Stivnakke!

FRANZL

Nu skal jeg have Bryllup med Wolfgang. Vi faae Møllen kan jeg fortælle Dig!

MARIE

Og her er kommet en ny Pige!

KEDELFLIKKEREN

Alt er nyt heroppe – (til Crescenz) paa Dig nær! Og det stadselige Huus, Pinedød, seer det ikke ud som en Præstegaard og lugter ligesom en Præstegaard! (Han snuser og gjør et Smadsk.)

CRESCENZ

Naa, mærker Han Noget der vil smage ham! Sæt Sig!

WOLFGANG (byder ham at drikke).

Drik og fortæl os noget Nyt.

CRESCENZ

Ja fortæl, heroppe leve vi i en Krog af Verden.

KEDELFLIKKEREN (idet han drikker).

Nu, da –

ANNA (kommer fra Laden med en stor Bøtte, som hun fylder med Vand fra Brønden).
KEDELFLIKKEREN (seer hende).

Hvem er det der?

FRANZL

Den nye Pige! – Naa, fortæl saa!

KEDELFLIKKEREN

Min Sjæl! – det er jo –!

CRESCENZ (hurtig).

Kjender Du maaskee –!?

KEDELFLIKKEREN

Hia! – Det skulde tro! – Pst!

ANNA (har fyldt Bøtten, sætter den paa Hovedet og gaaer).
CRESCENZ (hurtig).

Gesvindt! hvem er hun? Hvor hører hun hjemme? Hvor kommer hun fra.

KEDELFLIKKEREN

Forrige Aar tjente hun tre Miil herfra paa Solgaarden.

CRESCENZ

Ei!

KEDELFLIKKEREN

Og for to Aar siden var hun endnu længer herfra, ved Storsøen, hos den rige Staffrl!

CRESCENZ

Saa!

KEDELFLIKKEREN

Heller ikke der var der Nogen, som vidste hvor hun kom fra, og vor Herre takkede de, da de var af med hende igjen!

CRESCENZ

Rigtig! – Videre, videre! – nei, vent lidt! (gaaer hen til Huset.) Madmoder! o, kom lidt ud til os!

FRANZL (blød).

Herre Gud! Folk er saa slemme til at snakke! og tidt er der ikke sandt Ord deri.

Tiende Scene

DE FORRIGE. MONICA. Senere VALENTIN
MONICA (kommer fra Huset).

Hvad skal jeg?

CRESCENZ

Nu skal Du høre! han kan fortælle om den nye Pige. Han har allerede seet hende paa tre Steder, og Alle der takkede vor Herre, da de var af med hende igjen.

MONICA

Hvad er der iveien med hende?

KEDELFLIKKEREN

Det har endnu ingen Mennesker kunnet faaet ud, men saa meget er vist at der er Noget galt. Spørg hende om hendes Forældre, og om hendes Hjem, og hør om hun svarer.

CRESCENZ

Nei, det gjør hun ikke!

KEDELFLIKKEREN

Læg Mærke til om der er en Eneste hun slutter sig til. Helst er hun alene og helst hvor der er meest afsides, hvor man saadan ret kan gaae at gjøre Sit, skjult for Menneskene.

CRESCENZ

Joseph-Maria! ah!

(Valentin kommer til.)
KEDELFLIKKEREN

Og saa alle de arme, unge Karle! jo mere hun lader, som om hun skyede dem, desmere maae de løbe efter hende!

MONICA

Dum Snak!

KEDELFLIKKEREN

Dum? Ja, ja! jeg vil ikke tale ilde om Nogen – jeg veed hvad jeg veed!

CRESCENZ

Saa, siig det dog!

KEDELFLIKKEREN (Idet at Alle samle sig om ham.)

Ved Storsøen hos den rige Staffrl, har hun forhexet Avlskarlen; en heel Maaned løb han lige som en Nar efter hende! hvad Kunster hun har brugt, er der Ingen der veed! men Karlen druknede sig!

CRESCENZ (sagte til Monica).

Hører Du det!

KEDELFLIKKEREN

Den rige Bonde paa Solgaarden har en eneste Søn, der var forlovet med Møllerens Datter. Nu til Pintse skulde Brylluppet staae, saa kommer hun her i Huset, og da er det Hele ude! Han vil ikke gifte sig, Brylluppet skal ikke staae – og han gaaer som Frivillig til Soldaterne! Gud veed hvor han nu ligger skudt.

CRESCENZ

Og saadan et Fruentimmer lader man frit løbe om!

KEDELFLIKKEREN

Konen paa Solgaarden er en gammel, from Kone, hun sagde ikke et Ord til Pigen; der var ingen Beviser imod hende og altid passede hun stille og ordenligt sit Arbeide; men Pigen selv lagde Mærke til at den Gamle gik hemmeligt og græd og aldrig ret kunde see paa hende, saa sagde hun af sig selv: »Ikkesandt, det er Dig bedst at jeg tager herfra!« »Jeg løi om jeg svarede Andet!« sagde den Gamle, »men derfor vil jeg dog ikke at Du skal tage bort!« men Pigen taug stille, tog sit Tøi og gik. Det er til Solhverv, et Aar!

CRESCENZ

Og nu kommer hun til os for at drive sit Uvæsen her! Nei! –Afsted skal hun! Ingen bliver under Tag med hende! Det sige I vel Alle!

(Alle stemme i som hun.)
WOLFGANG

For saadan Een at gaae til Soldaterne!

MARIE

Fordreie Hovederne paa de unge Karle!

CRESCENZ

Hvor er hun! faae hende frem! hun skal svare og klare for sig!

(Almindelig Bevægelse hen imod Laden.)
MONICA (bestemt).

Bliv! hvem har at befale her. Hvem? spørger jeg! hvem har at befale over mit Tyende!

CRESCENZ

Tyende? Den Omløberske!

MONICA

Hun har faaet Fæstepenge af mig! Et givet Ord er en Contract! sit Ord skal man holde. Om kun een Time eller eet Aar, hun er i sin Tjeneste, hun hører til Huset og Huset er Madmoderens, og Madmoderen er jeg! – – Hvem vil iøvrigt mesterere her! Den forhexer mig mine Folk, der sætter Noget i dem, der forstyrrer Huusfreden, om Den veed jeg, at han kommer fra den Onde og ikke hun, stakkels Pige, hvem Du gamle Sladderhank laver Krøniker om. (til Valentin). Hørte Du den Snak han kom med!

VALENTIN

Hvert Ord.

MONICA

Hvad synes Dig.

FRANZL (som deeltagende har hørt til).

Hun har jo betroet mig at hun har hverken Fader eller Moder.

VALENTIN

Hverken Fader eller Moder! hører I det! – Ogsaa jeg stod uden Forældre, ganske forladt i Verden, da førte vor Herre mig her hen. Jeg kan bedre end I Andre tænke mig hvor forknyt og forkuet hun kan føle sig mellem haarde Mennesker!

MONICA (mild).

Ingen maae fornærme hende! høre I! lad hende gaae i Fred!

CRESCENZ

O, for mig skal hun have Lov at gaae hvorhen hun vil. (Tager sin Rok). Lad mig komme frem! Naa, Kedelflikker, vi ville see til hvordan det løber af. Jeg er en gammel erfaren Person! men Alder og Erfarenhed gjelder nu ikke mere! (tager Kedelflikkeren under Armen). Kom, vi gaae! (De gaae, de Andre følge efter, til Høire ind i Laden; Kedelflikkeren slipper Crescenz og kommer sagte listende hen til Monica.)

KEDELFLIKKEREN

Jeg veed endnu noget Nyt, som Mutter kunde have godt af at vide! men »den gamle Sladderhank«, han siger det ikke. Du faaer det tidsnok at vide, saa har Du det! Hia! (følger de Andre.)

Ellevte Scene

MONICA. VALENTIN
MONICA (seer efter dem).

Der løbe de til alle Kanter og jeg havde saa gjerne undt dem en fornøielig Aften, før det strenge Høst-Arbeide begynder! Men skulde jeg ikke tale dem til, naar de aabenbart handle urigtigt!

(det bliver efterhaanden mørk Aften.)
VALENTIN (træder nærmere).

Ligger Dig Noget paa Hjertet?

MONICA

Der kommer saa meget paa een Gang; een Ærgrelse løser en anden af – den nye Gaard der – jeg veed ikke, jeg er i en Uro for hvad der kunde skee ved Uagtsomhed eller Ondskab – det er nu engang kommet mig i Tanke, der er vel ikke Noget at befrygte; men jeg mærker meer, og meer hvad det vil sige, saadan ganske ene at staae for det Hele og holde sammen paa det!

VALENTIN

Er der Noget, jeg kan gjøre?

MONICA

Nei! gaae kun til de Andre.

VALENTIN

Jeg vil først lukke godt det yderste Gitter ude paa Engen! det bliver snart ganske mørkt.

MONICA

Du har Ret! (giver ham Haanden.) Bryd Dig ikke om, naar jeg klager over Tjenestefolkene, Dig regner jeg ikke til dem; jeg veed, Dig kan jeg forlade mig paa.

VALENTIN (inderligt).

Det kan Du!

(gaaer til Høire.)
MONICA

Han har Ret! jeg vil ogsaa lukke her! der streifer saa meget daarligt Folk omkring, især ved Høsttiden, da Gaardene staae meer eensomme! – (Seer ud mod Bjergstien.) Kommer ikke der Een ned ad Bjerget! det er de rette, der vise sig med Flagermusene!

(gaaer hen i Forgrunden til Høire.)

Tolvte Scene

MONICA. MATHIAS
MATHIAS (viser sig paa Høien).

Heida! luk op!

MONICA(bliver staaende).

Hvad vil Du? Her er ikke noget Vertshuus! kommer Du for at bede om Nattely i Stalden, saa siig det ordentligt!

MATHIAS (med en hæs Latter).

Ha, ha, ha! en deilig Modtagelse. (Støder Gitterporten op og træder ind; han er i lasede Klæder og har en Tværsæk og en Knortekjep.)

Mel. Hexe-Polka af »et Folkesagn«. – Hartmann.

Op med Glæden!

Ingen Pib og Græden!

Fy for Satan!

Humeuret er Muskaten,

Som paa Livets Snaps er sat!

Livet er vor bedste Skat,

Den skal nydes Dag og Nat.

Favne, drikke,

Et Bedre gives ikke.

Verdens Synder

Er just den Spas jeg ynder,

Det er ene klogt og smukt;

Husk, at den forbudne Frugt

Har den bedste Smag og Lugt!

(træder nærmere) Ha, ha, ha! kjender Du mig ikke, Mutter?

MONICA (med tvungen Fatning).

Nei! Hvem har bedet Dig komme herind?

MATHIAS

Rigtig! Du kjender mig ikke, ellers havde Du ordenligt laaset til!

MONICA

Det behøves ikke her til Lands. Slette Mennesker holder det dog ikke ude, og de ærlige, de agte Ens Eiendom.

MATHIAS (ondskabsfuld).

Eiendom!

MONICA (sky, vigende tilbage).

Hvem er det Menneske! Valentin! Valentin!

MATHIAS

Heida, Valentin! hvor bliver du Lømmel af? Lys med Lygten, at Mutter kan faae Øinene op! Er det Tværsækken her der gjør mig ukjendelig? (Kaster Tværsæk og Stok.) Der ligger det, Møg! – Eller er det min slidte Kofte? (kaster den) Væk med Lasen! Mutter vil snart stadse mig op! ikke sandt? Det vil hun – (træder nærmere.) naar hun først kjender mig, den kjære Svigerske!

MONICA (forfærdet).

Jesus! – Mathias!

MATHIAS

Rigtig, Mathias! Hun har nok ikke ventet mig, Svigerske! Er Pladsen i Stalden allerede besat. – Hører Valentin Dig da ikke kalde og kan løse Lænkehunden til Velkomst! Heida! kjære Valentin!

MONICA

Mathias! Gud i Himlen! Hvordan kommer Du her hjem?

MATHIAS (med Haan og Bitterhed).

Hjem! – Er Du gal, Svigerske! at Du kalder det hjem, fordi jeg tilfældigviis paa dette Sted er blevet kastet ind i denne elendige Verden! jeg troede mig ogsaa engang hjemme her, da jog min Fader mig herfra; da han saa døde og jeg skulde dele med min Broder, har han tilkastet mig Stodderpenge og stukket mit Hjem i sin Pose. Jeg skulde være hjemme derude, i den Verden, de Andre have deelt imellem sig, hvor hver holder sin milliondeel Trevl af Fangsten; hvad der blev tilovers kunde jeg tage og gjøre mig hjemme ved. Eengang vilde jeg forsøge paa det – i Ilsang-Smedie; – jeg blev djævleblændt udleet! til – hm! til Latteren forgik dem! – Heldigviis har man Vertshuse og Kroer, hvor Enhver er hjemme! der har jeg sluttet mig til den store Familie fra alle Verdens Kanter; – jeg har arbeidet mig frem fra Viin til Øl og fra Øl til Brændeviin og sørget for at den svære Tværsæk blev lettere at slæbe! det er lykkedes! – Min sidste Skjorte gav jeg for at faae Tørsten stillet, og jeg raflede med nogle Kammerater om Fortæringen forrige Dag. Der stod jeg og uglede ved Glasset og tænkte,hvad der skulde komme ud af det tilsidst – saa sidder ved Siden af mig en gammel Kedelflikker, han spørger, om jeg vidste, at det nu gik flot til paa Solhvervsgaarden. Manden der var død og Enken havde bygget en ny Gaard. Der gik det op for mig!

MONICA

Og nu!

MATHIAS (heftig).

For Satan! da jeg hørte det, saa græmmede jeg mig ikke længer over, at jeg havde raflet Skjorten væk. En af Kammeraterne har givet mig fri Fortæring herhid, imod det Løfte at han skal blive indbudt her. Een meer eller mindre, hvad gjør det; her gaaer flot til paa Gaarden! Ikke sandt? Svigerske!

MONICA (zittrende).

Ikke et Ord meer! jeg vil ikke huskes paa Andet, end at Du er min Mands Broder og – ulykkelig!

MATHIAS (leer).

Ulykkelig! hvem siger det? Kun et Fæhoved er ulykkelig! – Ulykkelig er Den, der piner sig selv og ikke nyder sit Liv, saadan En som min Broder, din Mand! hvad har han nu af det Hele? (løfter med Foden sin Tværsæk.) Ikke meer end jeg!

MONICA (heftig).

Jo, eet meer! sit ærlige – at sige det til Dig! Alt, hvad jeg har at sige, er: hvem har stødt Dig fra dit Hjem og din Familie? Du selv! Efter Guds og Menneskenes Love er Dig ingen Uret skeet. At det er kommet saa vidt med Dig, som det er, i Guds Navn, maaskee han har isinde derved at lede Dig til det Bedre. Hvad jeg kan bidrage dertil, det skal jeg. – Just i Dag har jeg talt derom med vor værdige Præst, vend Dig til ham og tag en Bestemmelse; jeg skal holde mine Ord og indtil videre ikke vise Dig bort! Men det siger jeg Dig, lad ingen af dine Kammerater sætte deres Fod i mit Huus, og forstyrre mig Fred og Orden! det taaler jeg ikke. Nu er det sagt!

MATHIAS

Hoho! taler Du i den Tone, Svigerske! i dit Huus! – Vi har endnu ikke deelt, Svigerske! vi veed endnu ikke ret, hvilken af os, der skal vise den Anden Døren. Fra hvem kommer Huset. Hvem har engang paa kun en Trillebør ført hele sit Boskab herind. Hvem har skriftligt Beviis for at eie det Hele. Det vil Loven afgjøre: og til det skeer, saa blive vi her sammen, Svigerske! og see til at vi kunne komme ud af det. Enhver styrer det med sine Folk, og tilsidst gjør vi To Afregning. Svigerske seer til ikke at blande sig i min Maade at leve paa! det er min Religion! – jeg taaler det ikke! nu er det sagt!

MONICA (fatter sig).

Vel! – jeg er igjen paa det Klare med mig selv. Valentin!

Trettende Scene

DE FORRIGE. VALENTIN (kommer).
MATHIAS

Ei! saa det er den ærlige Valentin.

MONICA (alvorlig).

Det er det! – og det er Mathias, Landstrygeren!

VALENTIN

Ham!

MONICA

Viis ham Natteqvarteer, han er min Gjest. (til Mathias.) Spiis og drik, som Du lyster, det Øvrige vil finde sig!

MATHIAS

En klog Kjærling! »Spiis og drik, det Øvrige vil finde sig.« Svigerske begynder at gaae ind paa mine Grundsætninger. Kom, brave Valentin, viis mig Natteqvarteret, men først Viinkjælderen. (tager Stokken og med den Kofte og Tværsæk.) God Nat, Svigerske.

(Gaaer ind i Laden.)

Fjortende Scene

DE FORRIGE (uden Mathias).
VALENTIN (der viser ham hvorhen han skal gaae, staaer et Øieblik stille).

Hvad har Du isinde?

MONICA(drager ham hen i Forgrunden).

Ved Daggry sadler Du min Graa! giv mig Havre med for et Par Dage! jeg tager ned til Kredsdommeren. Medens jeg er borte overgiver jeg Dig hele Huset: jeg veed, jeg kan stole paa Dig. Kald mig dem Allesammen herud, at jeg kan sige dem, at Du er Herre i Huset, til jeg kommer hjem igjen!

VALENTIN (inderlig).

Du kan stole paa mig!

MONICA (nikker venligt til ham og siger derpaa:)

Saaledes maa denne Dag ende! Jeg havde en Anelse herom! (seer paa Husets Indskrift.)

I Vel og Vee

Guds Villie skee!

Anden Act

Aaben Stue paa Solhvervsgaarden. I Baggrunden sees Mark og Enge; til Høire, i Mellemgrunden, en Indgangsdør; til Venstre, ligeoverfor, to Trin op, er Indgangen til Mælkestuen. Paa samme Side, i Forgrunden, Bord, Bænk og Stol; samt nogle Mark- og Avls-Redskaber.

Første Scene

MATHIAS ligger paa Bænken; han har en Bondekittel over sine forrige Klæder og damper af en Pibe. Paa Bordet et Viinkruus.
MATHIAS (springer op).

For Satan, hvor jeg kjeder mig! i fem Dage har jeg nu spiist og drukket, uden at have den Fornøielse at see en Anden have det bedre, saa at jeg kunde ønske at han maatte qvæles i det! kommer ikke Svigerske snart hjem, saa holder jeg det ikke ud i denne Rede. Fy for Satan med det Landvæsen! de fore sig for at kunne bestille Noget, og de bestille Noget for igjen at kunne fores! Fy for – ha! med denne solide Kost! den bliver mig vammel! aldrig krydres den med at Tarmene forud har skreget En i Livet. – Og saa – naar de komme hjem fra deres Arbeide – de ville ikke have med mig at gjøre! der sætte de, ligesom tilfældig, Maden til mig, som var jeg en tandløs Hund, de gave af Naade og Barmhjertighed! – der lyser dem ud af Fjeset mod mig et: »Fy!« (knyttende Haanden.) Djævel! at Ingen af dem siger det. Det har den fine Satan, min Svigerske udtænkt, for at jeg skulde blive leed og kjed af Huset, ligesom Drankeren bliver det af Brændevinen, naar de helde den i al hans Mad. De ere igjen paa Marken Allesammen undtagen den nye Pige, som jeg ikke veed hvorfor jeg har et ondt Øie til. – Endnu er det kun Middagstid! Hvad skal jeg tage mig for? – Jeg troer, at jeg ti Gange har følt Lyst til at gaae ud i Stalden og gjøre Qvæget Fortræd, vidste jeg kun, at det ikke tilhørte mig. – Det er en egen Kildren at vide, at man har Noget. Du havde Ret, gamle Ilsang Smed, da Du forklarede det for mig Prakker, der vovede at frie til din Datter! (leer.) Tog jeg Dig ikke paa dit ømme Sted? (forskrækket, sagte.) Tys! hvad var det? – Snak! hvad kommer det mig ved? Hele Verden veed jo at røde Balthasar har gjort det. (Heftig.) Satan! jeg vil ikke kjede mig! her er Kort. (Trækker et Spil op af Buxelommen.) Ha, ha, skal jeg sidde og spille med mig selv? (træder til Vinduet til Venstre.) Her staaer jeg ved Vinduet, den Første, som gaaer forbi, skal ind og spille med mig! det er soret! Eh! der kommer allerede noget – Sort dernede. Er det Fugleskræmmeren ved Ærte-Ageren? nei, det kommer nærmere! – – nu kjender jeg ham! det er den gamle Pastor! ypperligt! ham kan jeg bruge! ham har jeg længe havt et Par Ord at sige. (læner sig ud af Vinduet, bedende.) Hr. Pastor! kjære Hr. Pastor! Et Øieblik kun, dersom De har Tid! jeg beder saa inderligt! (han vender sig med et ondskabsfuldt grinende Ansigt, der øieblikkelig gaaer over til stor Ydmyghed idet den Geistlige træder ind.)

Anden Scene

MATHIAS. PRÆSTEN
PRÆSTEN

Hvem vil tale med mig?

MATHIAS (ydmyg).

Kjender Hr. Pastoren mig ikke meer! Deres gamle Skriftebarn. Mathias!

PRÆSTEN (overrasket).

Det er Dig! jeg kjender Dig knap igjen. Naa, det glæder mig, at Du kaldte paa mig!

MATHIAS

Virkelig!

PRÆSTEN

Ja, Den, hvis Levnet staaer skrevet saaledes i Ansigtet, som det staaer i dit, Den kalder mig ikke, uden der ogsaa staaer skrevet Noget om Bod og Bedring!

MATHIAS (der seer vist paa ham, siger i ydmyg Tone).

Ganske rigtig, høiærværdige Herre! Jeg stod just og saae ud ad Vinduet og eftertænkte Eet og Andet. Jeg gjorde et Løfte ved min syndige Sjæl, – og saa skulde just I komme. I kunde frie mig fra det Løfte, om I vilde!

PRÆSTEN

Hjertensgjerne vil jeg!

MATHIAS (som før).

Virkelig! (Bryder ud i Latter.) Saa maa I spille et Slag Kort med mig, for jeg har soret på, at den Første, her kom forbi, skulde holde for.

PRÆSTEN (maaler ham med et Blik, siger da rolig for sig selv).

Jeg vilde gaae til en Syg – jeg finder her En endnu sygere; han har Fortrinet. (Lægger sin Hat og Paraply.)

MATHIAS

(der har ryddet Bordet op og taget Kortene sammen, vender sig og seer forundret at Præsten bliver). I bliver!

PRÆSTEN (rolig).

Naturligviis.

MATHIAS (kjæk).

Jeg kan tænke, I vil holde en Prædiken for mig!

PRÆSTEN

En  Prædiken! for Dig? Gud bevar os! (mildt.) Vi ville jo spille Kort. (Sætter sig ved høire Ende af Bordet.)

MATHIAS (med Kortene i Haanden, betragter ham).

I sætter Jer hos mig! – – – Hr. Pastor! saa sandt jeg lever, I har øvet mangen god Gjerning, der ikke var det Halve værd, som denne. Alle Andre skubbe sig bort, selv mine egne Lige! jeg har tidt lagt Mærke til, at som Pungen tømmes, saa rykke de paa Bænken hen til Den, der har lidt mere i Lommen, og naar den sidste Skilling er væk, saa sidder man, som Hanen paa Kirkespiret, muttersene. Det holder Mennesket ikke ud. Sult og Tørst kan man overvinde, men ikke dette!

PRÆSTEN

Og hvis er Skylden?

MATHIAS (giver Kort).

Hvis Skylden er? Det er det, at jeg er en Stodder! den største Kjeltring, naar han kun har Penge, ham gjør de Stads af! O, det forbandede at eie Noget! Men Taalmodighed! de have forudsagt os det, de Folk, der vide det bedre end I; der vil komme en stor Straf over den hele Menneskeslægt og da vil alt det gamle Kram blive rystet i hinanden, saa at det faaer en Ende med den Galskab om Mit og Dit og alle disse gamle Kjærlinge-Krøniker.

PRÆSTEN

Hvorfor bliver Du saa hidsig? Vi ville jo spille. Jeg tager mine Kort. (Griber efter Kortene.)

MATHIAS

Stop! de der ere mine, disse ere jeres!

PRÆSTEN (langsomt).

Virkelig!

MATHIAS (som slaaet).

Hvorfor seer I saadan paa mig?

PRÆSTEN

Jeg undrer mig –! hvor kan Du tale om Mit og Dit. Jeg tænkte, at vi i Spillet her kunde begynde den nye Verdensorden: kaste bort den gamle Galskab, at lade Tilfældet give Een det, han skal have, rolig at see til, at man haver daarlige Kort, naar Naboen har alle de gode! – Hvem vil bryde sig om den Kunst at spille godt, selv holde lidt imod den keitede Medspiller. Væk med Eftertanke! væk med den Fornøielse at forstaae at spille! Vi nappes jo som Børnene om at faae de fleste Kort. Og saa – saa – ja, hvad er saa Enden paa dette nye Spil? – Det veed jeg rigtignok ikke, men Du kan vel sige mig det eller spørge din nye Apostel, jeg forstaaer mig kun paa – de gamle Kjærlinge-Krøniker.

MATHIAS (som opmærksom har hørt paa ham, tørt).

I maa ikke holde mig for et saadant Dumhoved, at jeg ikke skulde nok forstaae den nymodens Maade at prædike paa. – I stikler til min Skjæbne –

PRÆSTEN (afbryder ham).

Gud bevare mig fra at stikle til den Skjæbne, som det kortsynede Menneske bereder sig selv, den lader sig ikke stille sammen med den, der kommer fra Guds Haand! – Lad os spille!

MATHIAS (alvorlig).

Havde jeg fra Begyndelsen faaet det saaledes ved min egen Skyld, saa skete mig min Ret! men de have narret mig i Spillet! skjændigt narret mig af med de gode Kort, jeg havde paa Haanden, og naar saa Ens hele Liv kun er de usleste Kort, skulde man da ikke tilsidst fristes til at kaste hele Spillet fra sig.

PRÆSTEN (rolig, med Smiil).

Og sige til Den, der giver: Giv endnu engang! –

MATHIAS (efter en Pause, leende).

Ha! Jeg veed godt, at Spillet er ude med dette Liv! Jeg hører ikke til de Kortsynede, der sætter Gevinsten hen paa Regning.

PRÆSTEN

Ikke heller Tabet? – Pas paa, at Du ikke forregner Dig!

MATHIAS

Nei, det gjør jeg ikke! jeg har længe nok tænkt efter og spurgt mig for, og det har jeg faaet ud deraf, hvorledes man kunde være lykkelig –! er jeg det ikke ganske, saa er det jeres Skyld! See kun paa mig! I sætte os fra Smaa de Tanker i Hovedet, det Hiernespind om Ret og Uret, Pligt og Synd, saa at om man endogsaa er nok saa sulten, vil ikke den bedste Bid smage, naar jeres Kjøkken har forgiftet den med dette: »Det er Uret!« – Hvor man kunde have Glæde af sin Natur og sine Lyster, der kline I strax paa det Ord: Synd, og ængster os med Straf! I gjør det værre end det er! det deroppe! – Børnesnak! herinde sidder det Hele: Tanken, den er Straffen! og Spiren, Ormen i Hjertet, den har I sat ind; og Den, som kan drive den ud, han har overvunden den, han nyder sin Lykke, som Nogen! jeg er paa Veie til det! – ud med den sidste Rodstump af jeres Gifturt, og jeg har vundet Spillet! (Staaer op.)

PRÆSTEN

Det har Du! Forsøg at luge ud den sidste Rodstump, den er det eneste Udødelige i Dig, den er din Deel af Gud i Mennesket! – Klem kun sammen Kløften, som den river i den syndefulde Sjæl, – mindre vil Kløften synes, men dybere gaaer den. Du vil ud over den, men Du svimler! – Du vil udenom, den standser Dig! Du skyder den fra Dig, – altid fra Dig – lige indtil din Dødstime, – da kan Du ikke længer! Betragt ham, der til sin sidste Stund gjorde det som Du! see ham ind i hans bristende Øine, for hvilke Afgrunden gaber med alle Erindringer, med alle Anelser om det Tilkommende! see kun ind i dem eet eneste kort Øieblik, til de briste, og da – – lee af den Børnesnak! – Betragt dine Lykkelige, men i alle deres Øieblikke, ogsaa i dem, hvor den indsovede Samvittighed drømmer sine Drømme – (nærmer sig og siger med sagte Stemme.) det stikker, det brænder! Dommens Øine seer paa Dig, selv fra det Uskyldigste i Verden, fra Blomsten i Græsset, fra Blikket i et Barns Øine! –

MATHIAS (der uvilkaarlig har i stor Spænding lyttet, farer sammen ved de sidste Ord).

Ha!

PRÆSTEN (overrasket, betragter ham).

Hvad var det! – (Ophold.) Skal vi spille videre! – – Jeg har kastet til Dig mine sidste Kort. Stik, om Du kan.

(Gaaer langsomt bort.)

Tredie Scene

MATHIAS (alene, seer efter ham).

Ha! ha! ha! (hans tvungne Latter holder pludseligt inde.) »Blikket i et Barns Øine!« – Vaas! (gaaer op og ned.) jeg tørster! og her er hedt, saa at man qvæles (smækker Vinduet op.) Hvor han der gaaer, saa rolig, saa sikker! – Han talte saa vis i sin Sag, som om han havde Alting skriftligt! I det kunde jeg misunde ham. (stamper i Gulvet.) Jeg gad qvase denne raadne Jord! – Og saadan En som han gaaer saa tilfreds paa den, tager tiltakke med sin usle Lod, og lægger sig roligt til Sengs om Aftenen. (pludseligt.) Det vilde jeg ogsaa kunde! der er Noget indeni mig, hvorved jeg kunde blive et nyt Menneske!

Mel. »Hans Naber, ick hebb et ju togebracht!«

I Verden har man mig slængt hen,

Jeg spiller dem en Streg igjen –!

Alt Gammelt og Gjemt,

Lad det være glemt!

Jeg forfra begynder – nu er det bestemt!

Det, som man vil, man ogsaa kan,

Hvis ei er man en Dumrian!

Betænker jeg ret,

Hvor Alting er slet!

At følge med Strømmen er usselt og let!

Hvad man har gjort – glemt er den Deel!

Man er jo ikke Engel heel!

Man stræber saa smaat,

Og Godt er jo Godt.

Imorgen jeg Dydens Vei har betraadt!

Her stiller jeg et Grændseskjel i mit Liv og gjør jeg det bedre fra nu af – (stirrende.) saa gjælder ikke det mere, der ligger forud! – Vel? Lader det sig ikke gjøre? Skal Ens tidligere Dage altid tynge og slæbe efter En? skal Kløften altid gabe, altid – (han vender sig om, en lille Pige, der er sagte traadt ind og staaer i Baggrunden, seer frygtsom paa ham, han bæver og siger med sagte Stemme.) Der staaer hun og stirrer paa mig, som hun stod hos Faderen paa Brandstedet! hvor han strakte sin forbrændte Haand hen imod mig – – Hvad vil Du?

Fjerde Scene

MATHIAS. DEN LILLE PIGE. Siden ANNA.
DEN LILLE PIGE (frygtsom).

O Gud!

MATHIAS (altid sagte).

Jeg kan ikke vende om igjen, vil Du sige! jeg veed det! ti! gaa! gaa!

DEN LILLE (har skjælvende sneget sig langs med Væggen for at komme bort og møder da Anna, som træder ind fra Høire).
ANNA

Hvad vil Du, Barn?

(Mathias sætter sig snart, og idet han hører paa det Efterfølgende, indtager han igjen sin forrige haanende Stilling.)
DEN LILLE (idet hun frygtsomt seer hen til Mathias).

Jeg kommer hjemme fra, som Du nok veed. Jeg er den Mindste. Moder ligger syg og Maria har med Leen skaaret sig i Foden, saa at hun ikke kan gaae. Saa skulde jeg gaae her op paa Gaarden og bede om lidt Melk og en Smule Meel og Smør.

ANNA

Konen i Huset er ikke hjemme!

DEN LILLE

– Bare for at vi kunde faae lidt Varmt til Middag.

ANNA

Kom, saa skal jeg give Dig! (tager den Lille med sig ind i Melkestuen.)

MATHIAS (med Ryggen lænet imod Muren).

Hvad der ogsaa kan falde mig ind! det kommer der af at indlade sig med en Præst. – Dog Eet har jeg profiteret derved; lad gaae! jeg vil engang prøve noget Nyt! Saa bliver jeg her! jeg indseer meget godt, at det nok ellers kunde falde saadan ud, at man jog mig herfra, og jeg saa tilsidst maatte gaae fra Huus til Huus, mens jeg her kunde sidde i mit Eget og være Herre. – Jeg synes ganske godt om det. Bringer Svigerske god Besked med hjem, jeg kunde forlige mig med hende. – Kjærlingen er ganske kjøn. Der var en Tid, hun nok ikke syntes saa ilde om mig. Til Syvende og Sidst ligger Forskjellen kun i Klæderne. (stryger Haarene til Siden, selvtilfreds.) Min Sjæl! jeg begynder at føle mig hjemme, jeg sporer Noget af Gaardmanden i mig.

Mel.: »Meine Tochter Simone!«

Gaard og Grunker

Gjør til Junker,

Ja, til Alt hvad Du vil.

Al Glands og Ære

Er dog kun Blære,

Penge maa der være!

Jeg vil stadse,

Jeg vil knase,

Jeg vil drikke mig fuld!

Ret gjøde Kroppen,

Saa knalder Proppen,

Nu er jeg paa Toppen!

ANNA (kommer ud af Melkestuen med den lille Pige, som bærer lidt Mad i et Klæde, selv har hun en Skaal Melk).

Skal jeg bære den for Dig?

DEN LILLE

Jeg skal nok være forsigtig! Seer Du! (Hun tager Skaalen og gaaer med den.)

Femte Scene

ANNA. MATHIAS
MATHIAS

Hør, min Pige!

ANNA (stiger ned af Trappetrinene).

Hvad vil Du?

MATHIAS

Kom her hen!

ANNA

Vil Du have Noget at spise eller drikke, saa siig det. Vor Huusmoder har sagt, vi skal bringe Dig, hvad Du forlanger. – Til at staae her at tale med Dig har jeg ingen Tid!

MATHIAS

Hvorfor ikke det? Konen i Huset er jo borte.

ANNA

Just derfor er det nødvendigt, at vi Alle tage fat. (Gaaer til Høire og sætter i Orden.)

MATHIAS

Bliv dog! (kjærligt.) Kom lidt hen til mig!

ANNA (seer paa ham).
MATHIAS (vred).

Hvorfor staaer Du saadan?

ANNA (med et overseende Blik).

Jeg vidste ikke, at Du havde her at befale.

MATHIAS

Men det har jeg! og har jeg det ikke, saa vil jeg komme dertil. Det er mig, Gaarden tilhører, jeg gifter mig med Enken!

ANNA

Du?

MATHIAS

Troer Du det ikke? Mener Du, at intet Fruentimmer meer kan synes om mig. Naar jeg bare vil! (lidenskabelig.) Ingen sidder mig for høit, og de meest knibske, de falde først tilføie! (nærmer sig hende.) Hvad siger Du, min Skat?

ANNA (foragteligt).

Fy!

MATHIAS (rasende).

Ha! Hvad siger Du? Fy! (bider Vreden i sig.) Det skal Du komme til at undgjælde! Det skal jeg engang huske Dig! Pas paa! dette Fy skal jeg kalde Dig i Tanker, naar Du kryber i Støvet for mig!

ANNA (uden at høre paa ham).

Der kommer Vognen fra Marken. (Gaaer hen mod Baggrunden.)

MATHIAS (følger efter hende).

Jeg skal gjøre Dig saa lille bitte! Alle skulle de sige Fy til Dig! Alle, selv den sortøiede Fyr, der altid løber om Dig. Og for Alles Øine nu skal Du – – (styrter ind imod hende.)

ANNA (griber rask fra Væggen en Segel og hugger efter Mathias, han springer tilside; hun staaer foran ham, løftende Segelen).

Prøv, om Du tør!

(I dette Øieblik sees den belæssede Høstvogn, Anna vender Mathias foragteligt Ryggen og gaaer.)
MATHIAS (tænderskjærende).

Ja, bi Du kun!

(Den med Neeg belæssede Vogn trækkes forbi, saaledes at man ikke senere seer Hestene, men kun Vognen; Karle og Piger følge med, blandt disse ere Valentin og Crescenz. Der bliver læsset af; ved en Vinde i Gavlen heises Negene op paa Loftet, eller blive baarne ind; Crescenz kommer frem mod Forgrunden.)

Sjette Scene

CRESCENZ. MATHIAS
CRESCENZ

Gaae nu I Andre kun og spiis! Jeg maa først see efter, hvad her imidlertid er skeet i Huset. Naar man ikke selv kan være overalt og ovenikjøbet har fremmede Personer, som – (kaster et Blik til Anna, og møder i det samme Mathias’s stirrende Øine efter Anna.)

MATHIAS (sagte).

Hendes Tid kommer nok!

CRESCENZ (seer paa Anna).

Det er sandt, hun arbeider for To. Hun tager godt fat! De sværeste Knipper søger hun ud.

MATHIAS

Hvad seer Du efter? Har Du ikke seet saadant Noget før? Har Du gjort Dig det lidt mageligere derude i Middagsheden paa Marken?

CRESCENZ

Jeg? – (Med Hentydning.) At drive, det ligner ikke mig. Nu just, da her er fuldt op at tage fat paa. Naar Monica kommer hjem, skal hun ikke kunne sige: »Ja, man mærker strax, at Konen i Huset har været borte!«

MATHIAS

Er Du bange for hende?

CRESCENZ

Jeg? Hende er det mig aldeles ikke om at gjøre, nei, om Huset her! Naar man er blevet gammel et Sted, saa fatter man Kjærlighed til det, om det endogsaa ikke er Ens eget, og man vil ikke miste af det saameget som saa! Nede i Kjælderen ligger endnu Viin fra Fa’erfa’ers Tid, den er vist blevet saa tyk, at den ikke kan løbe af Fadet. Alt det Garn, jeg har spundet, rummes ikke længer i Kisterne, og jeg seer dog ikke gjerne, at der manglede et Fed deri, eller at man tappede mig Viinfadet. – Men det forstaaer Han sig ikke paa. (Vender sig til Venstre.)

MATHIAS (for sig selv).

Der kommer altid Noget ud af at lade saadan En snakke, – Kjælderen tænker jeg nok, man skal komme ind i.

CRESCENZ (seende efter).

Melkekarrene ere allerede skurede. – Hvor hun faaer Tid til alt det? – Hverken uden eller inden er det saa meget som et Straa paa Gulvet! – man kan ikke komme hende tillivs om man endogsaa nok saa gjerne – –!

MATHIAS (har hørt de sidste Ord, peger paa Anna.)

Hende der? – O!

CRESCENZ (hurtig).

Hvad er der med hende?

MATHIAS

Meiersken! hende, som fører Regimentet her.

CRESCENZ

Regimentet! hun? Det kan I bilde Eder ind! Den Omløberske!

MATHIAS

Ih nu, det er jo saadan paa andre Gaarde, at Den, der giver Melk bort og sælger Smør, det er Konen i Huset eller Meiersken.

CRESCENZ (overrasket).

Og det har hun –!

MATHIAS

See selv efter.

CRESCENZ (rasende).

Givet Melk bort, solgt Smør! det skal jeg dog see efter, om hun har understaaet sig – Tag sig iagt! (gaaer truende ind i Melkestuen.)

MATHIAS (leende).

Saa! nu har vi Spillet gaaende! Jeg vil imens dog forsøge om den gamle Viin ikke vil løbe af Fadet. (Gaaer til Venstre.)

(Negene ere imidlertid skaffede bort. Anna og Valentin træde ind.)

Syvende Scene

ANNA. VALENTIN
VALENTIN

Er Du træt, Anna!

ANNA (koldt).

Jeg veed ikke, hvoraf jeg skulde være det! (vil gaae.)

VALENTIN

Hvor vil Du allerede nu igjen hen? Bliv et Øieblik.

ANNA

Der er at bestille i Kjøkkenet. Det er snart Spisetid.

VALENTIN

Hvorfor gaaer Du saaledes altid afveien for mig?

ANNA

Jeg har mit at passe og kan ikke indrette det efter Dig.

VALENTIN

Det forlanger jeg heller ikke. Men just mod mig er Du saa underlig fremmed.

ANNA (mildt).

Det faldt mig ikke ind, at det kunde bedrøve Dig!

VALENTIN

O nei, det har Du ikke villet; men jeg har lagt Mærke til det, at paa Marken ved vort Arbeide: lægger jeg Dig Korn tilrette, Du tager ikke det, men derimod en af de Andres; siger jeg om Aftenen, tilfældigviis, at jeg gaaer imorgen med i Marken, saa siger Du bestemt, at Du den Dag maa blive hjemme i Kjøkkenet.

ANNA

Jeg forsikkrer Dig, Valentin, at jeg i mit Hjerte ikke tænker Noget ved det!

VALENTIN

Just det!

ANNA (naturlig).

Hvad mener Du?

VALENTIN

Ikke Noget! (Pause.)

ANNA

Var der Noget, Du vilde.

VALENTIN

See her, jeg har fundet en Fiirkløver. Der er den!

ANNA

Hvad skal jeg med den?

VALENTIN

Mel. Langelandsk Folkesang. – Rung. »Min søde Brud, min unge Viv!«

I Græsset jeg en Kløver saae,

Med fire Blade paa;

Man siger, det at finde Sligt

Skal være lykkeligt.

Ens Ønske bliver opfyldt da,

Jeg har et Ønske, vel – o ja!

Men hvis det paa min Læbe kom,

Du syntes ei derom.

Tag Bladet, Anna! Du skal see,

Dit Ønske vil da skee.

Sligt Blad, skjøndt uden Duft og Pragt,

Har selsom Lykkens Magt.

ANNA

Man Lykken ei bortgive maa!

Behold det grønne Blad, husk paa,

At bliver det en Fremmed bragt,

Saa taber det sin Magt!

VALENTIN (kaster Kløveren og vender sig bort.)

Ottende Scene

DE FORRIGE. CRESCENZ
ANNA

Nu gaae de til Bords!

CRESCENZ

O, vent lidt! vi To have endnu Noget at afgjøre.

ANNA

Hvorom?

CRESCENZ (kan neppe styre sig).

Melk og Smør har Du givet bort. Tør Du negte –?

ANNA

Negte? –

CRESCENZ (med tiltagende Heftighed).

For det Første bliver her i Huset ikke Noget givet bort, og for det Andet, naar Gaardkonen selv ikke er hjemme, saa er jeg Nummer Eet her; kun jeg kan give, ellers Ingen. Saadan er det Skik og Brug i ethvert ordenligt Huus! naturligviis, hvor Du hører hjemme gaaer det anderledes til. Eller har Du maaskee alene gjort det for at krænke mig –?

ANNA (formildende.)

Men kan jeg da løbe ud paa Marken for at spørge Dig om en Drik Melk og en Smule Smør.

CRESCENZ

En Smule og en Smule –! mange Smuler gjør en stor Klump! og mig er det om min Rettighed.

VALENTIN

Er det nu Noget at tale om.

CRESCENZ

Ja Du holder med hende, det kunde jeg nok vente! Vilde hun bide Næsen af mig, Du holdt gjerne Lyset for hende. Det er Noget, man allerede længe har lagt Mærke til. (kort.) Kom med Pengene!

ANNA

Jeg har ingen!

CRESCENZ (forundret).

Ingen Penge!

ANNA

En stakkels fattig, lille Pige, der var sulten og tørstig, kom og bad mig og saa gav jeg hende det.

CRESCENZ

Du gav hende det! – Ja, hvem der troer det!

VALENTIN

Naar hun siger det!

CRESCENZ (vred).

Om hun saa sagde det ti Gange! Give Noget af vort bort. Det vil ikke kunde falde hende ind! Hun vil ikke give det!

ANNA (der er i stærk sjælelig Bevægelse, seer fast paa hende, og slaaer derpaa Øinene ned).
VALENTIN (heftig til Crescenz).

Nu tier Du!

CRESCENZ (med tiltagende Heftighed).

Saa, troer Du det! for hvem skulde jeg tie! for Dig? Du er kun Tjenestekarl her, Du er kun Tjenende ligesom jeg! og jeg veed da hvor jeg er kommet fra! det er mere end Du veed om Dig. – Tie! for hende der! om hvem Ingen veed hvor hun er løbet fra. Jo vist! jeg kan godt tænke mig, at hun kan bruge Penge, som hun ikke gjerne gider tale om; jo, man kan vente Alt af den Slags!

VALENTIN (i høieste Forbittrelse, griber han hende ved Armen).

Du tier!

ANNA (fatter sig og holder sine Taarer tilbage).

Vor Madmoder har, da hun tog bort, sat (til Valentin) Dig til at staae for hele Huset, Dig kan jeg altsaa, istedet for hende sige Tak for alt Godt, jeg har nydt her! Jeg tager bort.

VALENTIN

Nei, Du tager ikke bort!

ANNA

Endnu i Dag.

VALENTIN

Du tager ikke bort! Du tør ikke tage bort. (til Crescenz med tibagetrængte Taarer.) Veed Du hvad Du har sagt?

CRESCENZ

Ja, det veed jeg! jeg staaer ikke og taler isøvne.

VALENTIN (bydende).

Du beder hende om Forladelse!

CRESCENZ

Ho! ho!

VALENTIN

I Øieblikket beder Du hende om Forladelse! jeg befaler Dig det!

CRESCENZ (leer).

Saa, gjør Du det!

VALENTIN (ude af sig selv).

Du beder hende om Forladelse, eller, saa sandt jeg lever, Du bliver her ikke længer paa Gaarden!

ANNA (træder imellem).

Lad dog være! jeg beder Dig!

CRESCENZ (haanlig).

Jeg bliver her ikke længer paa Gaarden! Den gad jeg see, der jager mig bort. Du! – Bilder Du dig ind, fordi Du gaaer og gjør dine Hoser grønne hos Konen i Huset, at Du allerede er Herre her. Jeg forlade Gaarden, det vil vi dog see!

VALENTIN

Det skal vi see! – hør! det er som om det var vor Vogn! sandelig, der er vor Madmoder! (vender sig mod Udgangen.)

Niende Scene

DE FORRIGE. MONICA (træder rask ind).
VALENTIN (stormer hen imod hende).

Du kommer i rette Tid for at see, hvad man bryder sig om din Befaling!

CRESCENZ (ligesaa, grædende).

Ja, i rette Tid for at see, hvorledes man mishandler en gammel, tro Person.

MONICA

Hvad er alt dette! – Er det mit Huus! fem Dage har jeg været borte og glædede mig til at komme hjem til den gamle Ro og Orden.

CRESCENZ

Orden! Gud forbarme sig!

MONICA

Valentin! hvad er her skeet! Du min Gud, hvad fattes Dig! saaledes har jeg aldrig i mine Levedage seet Dig.

VALENTIN (i stærk Bevægelse).

Jeg kjender mig heller ikke selv meer!

(holder sine Hænder for Ansigtet og brister i Graad.)
MONICA

Hvad er her skeet! Faaer jeg det at vide! (Ophold.)

ANNA (træder frem).

Hun har krænket mig, og han har taget sig af mig.

MONICA

Altsaa – for din Skyld.

VALENTIN

Ja! for hendes Skyld! hun har dybt krænket hende, uforskyldt! Jeg har selv hørt det! – Det var kun Ord, men hvilke Ord, – de værste –! røvet hende Ærlighedens Navn har hun – og da jeg sagde hende, at hun skulde gjøre Afbigt, haanede hun mig med, at jeg var kommet løbende hertil, lod mig vide, at jeg kun er Tjenestekarlen, der skal tie.

MONICA

Du!

VALENTIN

Jeg er ei Andet her, det veed jeg! men jeg har i dit Navn sagt hvad Du vilde sige, saaledes som jeg kjender Dig. Og Dig har hun beskjæmmet i mig! Agter Du derfor Dig selv, saa siger Du hende – at hun forlader dit Huus!

MONICA (har med flammende Øine hørt til og siger bestemt).

Du forlader mit Huus!

CRESCENZ

Jeg! er det dit Alvor.

MONICA

Troer Du, jeg spøger? Du gaaer!

CRESCENZ (tvivlende, forbauset).

Fra Gaarden! det er ikke muligt!

MONICA

Det er afgjort!

CRESCENZ (kan neppe fatte sig, dybt grebet.)

O ja, jeg troer det! jeg troer nu Alt! – Godt! – dersom Huset styrter sammen, jeg kan ikke med mine to Hænder holde paa det. Jeg er en gammel Person, jeg har her ikke mere at sige. Ikke et Ord mere! Crescenz bort fra Solhvervsgaarden! – der er Ingen her i Egnen som vil troe det – Naa! ja! – Vil kun vor Herre bevare dette Huus. (I Taarer). Dette Huus, i hvilket jeg er blevet gammel! (med næsten komisk Bedrøvelse.) Gid at Du ikke maa opleve at see hvordan det falder sammen, og at Du ikke med de nye Folk tidt maa huske paa gamle Crescenz! og da – ja, det bliver derved! – jeg gaaer! (gaaer ud i Baggrunden.)

ANNA (træder hurtig frem).

Lad hellere mig komme bort. Jeg beder Dig derom.

MONICA (med Bebreidelse.)

Hvorfor? Din Madmoder derovre paa Solgaarden, hvor tungt hun led, vilde jo dog heller ikke, at Du skulde tage bort.

ANNA (zittrer og lader Hænderne synke.)
MONICA (med Kulde.)

Eet kan Du gjøre! der skal lyses til Bryllup for Alm-Franzl, jeg har sagt det til Præsten, det vil skee imorgen. Du tager fra i Dag af i hendes Sted op paa Græsgangen, lad Dig sige af hende hvad Du har deroppe at gjøre og send hende herned!

ANNA (inderligt).

Jeg takker Dig!

MONICA

Lad det være godt!

(Anna gaaer.)

Tiende Scene

MONICA. VALENTIN
MONICA (seer efter hende).

Det havde været bedre at hun aldrig var traadt over min Tærskel. Gud tilgive mig, om jeg gjør hende Uret! jeg har ikke Noget, jeg kan lægge hende til Last; men fra den Time, hun kom her, synes Fred og Ro at være borte fra dette Huus. Crescenz har i Solhvervsgaarden staaet som et gammelt Træ, der hørte med til Stedet, og Ingen faldt det ind at lægge Haand paa det om det endogsaa ikke mere var til Nytte.

VALENTIN (der hele Tiden stod som ubevægelig, bryder ud i usædvanlig Heftighed).

Du skulde heller have beholdt hende, end at Du nu gjør mig Bebreidelser!

MONICA (krænket).

Valentin! Valentin! Hvordan taler Du til mig. Er Du ogsaa forandret mod mig! – din Kjærlighed, din Troskab –!

VALENTIN (griber hendes Haand.)

Byd mig at gaae i Ilden for Dig! og Du skal see, at jeg med Glæde gjør det.

MONICA (inderligt).

Jeg troer Dig! jeg veed det jo; – Du kan ikke taale at see Nogen lide Uret! og hun har fornærmet mig og hende. Tænk ikke mere derpaa! sligt kan jo indtræffe. Et Ord tager det andet og den fremmede Pige har ikke vidst at omgaaes den Gamle; Pigen er derhos stolt. –

VALENTIN

Havde Du ubemærket kunnet høre hende, som jeg hørte det;

Du vilde erkjende, at hun kan være ydmyg – –

MONICA

Det er muligt! Lad nu det være! jeg har noget Vigtigt at tale med Dig om. (nærmer sig fortrolig.) Idet jeg saaledes ganske ene kjørte paa Veien, tog jeg mere end een Beslutning. Hør Valentin! jeg indseer, at det saaledes ikke kan blive ved altid. Jeg gjør hvad en retskaffen Kone kan gjøre, men der hører en Mand til at styre en Gaard.

VALENTIN (glad overrasket).

Du vil gifte Dig!

MONICA

Vor Herre har ladet mig prøve Ægteskabets bittreste Dage, maaskee forunder han mig nu de gode og bedre. – Der er Ingen, jeg behøver at spørge. Alt tilhører mig!

VALENTIN

Det har Øvrigheden sagt Dig.

MONICA

Ja, klart og tydeligt! – Min afdøde Mand, har, uden at jeg vidste det, skriftligt der, med Vidners Underskrift nedlagt sin Bestemmelse. Alt er mit! – Jeg har ladet tage en Afskrift deraf! (tager op af Lommen et Papir og en fyldt Læderpung.) Mathias tilkommer der ikke en Skilling mere! og bliver han for paatrængende, saa skal han tage sig iagt, at ikke Øvrigheden blander sig i Sagen, det har Kredsdommeren sagt mig. See, det var den Steen, nu er den fra Hjertet! – Men hør, imens jeg underveis blev enig med mig selv om, at jeg igjen vilde gifte mig, og ret bad vor Herre om, at han vilde lyse op i min Tanke, da faldt mig Eet ind og det var om Mathias! jeg tænkte som saa, med Ens Samvittighed er det dog en egen Ting, det er let at føie til, men svært at tage fra. Da staaer Hesten pludselig stille lige udenfor en Smedie. Der siges mig, at Smeden her er tilsinds at sælge Stedet og opgive sin Dont. Jeg har gjort ham et Tilbud, og dersom Mathias kun nogenlunde vil tee sig, saa kjøber jeg Smedien til ham, at han der kan tage fat igjen og ikke behøve at drive om uden Hjem! Hvad siger Du til det? Jeg troer – der kommer han –

Ellevte Scene

DE FORRIGE. MATHIAS. MONICA træder henved Bordet til Venstre. VALENTIN til Høire.
MATHIAS (oprømt, lidt drukken).

Min Salighed! det er en Medicin, der kan gjøre de Døde levende! Præsten har Ret, at Mennesket er udødeligt! Hvor er han? og hvor er Tøsen som har sagt »Fy!« Hun skal bare nok en Gang hugge efter mig, om hun har Courage til det! (svingler hen imod Monica.)

MONICA (afværgende).

Mathias!

MATHIAS

Ah! Svigerske. Det er Godt Du er her, saa lader vi Prædikanten og Tøsen fare, og vi tale om alvorlige Ting. Der er foregaaet en Forandring med mig, medens Du var borte; jeg har taget en Beslutning, og den staaer fast, – fast! Vi To ville være gode Venner, Du og jeg! (rækker hende Haanden.) Hvad endogsaa Retten tilstaaer mig, selv om den tilstaaer mig det Hele, jeg deler det med Dig, jeg tager Dig til min Kone!

MONICA

Er Du fra Forstanden?

MATHIAS

Fra Forstanden? Hvorfor? (træder nærmere.) Husker Du endnu hvorfra Du er kommet her i Huset? Husker Du ved Brylluppet min Broders Ansigt: »her har jeg en Tjenestepige, jeg kan spare at give Lønnen!« da gav Du mig et Blik, et Blik der sagde: med ham gad jeg heller leve! Ikke sandt?

MONICA (i høieste Vrede.)

Elendige! der angriber det Eneste, jeg har at være stolt af for Gud og Menneskene: min Troskab! Du min Gud, at det kunde falde mig ind at ville forbedre dette Menneske, det kunde jeg kun tænke, naar jeg ikke saae ham for mine Øine, som han der staaer! – Kan jeg endnu tvivle om, hvad det er der forstyrrer mig mit Huus. Det er Synden, og Væmmeligheden som jeg har huset her! (til Mathias, koldt). Har jeg engang tvivlet paa min Ret, saa har jeg nu en Afskrift af Testamentet. (tager det frem.) Her staaer Lovens Segl paa, hvem der er Herre over dette Sted. Ikke saameget som en Skilling kan Du gjøre Fordring paa! og nu befaler jeg Dig, at Du gaaer! disse Penge giver jeg Dig, imod at Du lover, at Du aldrig i dine Levedage mere kommer her tilbage!

(kaster Pungen med Pengene til ham.)
MATHIAS (leer.)

Ha! troer Du, jeg bryder mig om den Visk der! troer Du, at jeg lader mig snakke bort fra Huus og Gaard, om Du endogsaa tidobbelt trumfer op! mig gjør det Intet, tvertimod, det fornøier mig! Et Fruentimmer er et Fruentimmer – –

MONICA

Og en Mand – en Mand! Troer Du, at Gaarden her er uden Herre! Nei, fra i Dag er den det ikke længer. Den nye Husbond – staaer der! (peger paa Valentin.) Jeg gifter mig med ham.

MATHIAS Med ham!
MONICA

Ja! imorgen lyses det fra Prædikestolen; ham giver jeg skriftlig Huus og Gaard! prøv paa, om Du kan forhindre det!

MATHIAS (vild).

Det vil jeg! det skal jeg!

MONICA

Gaa kun til Øvrigheden! af den har jeg faaet at vide, hvad Du gjælder der!

MATHIAS (slaaet).

Hvad har den sagt?

MONICA

Den har sagt mig, at Du skulde kun forsøge paa at gjøre et Skridt, – den vilde raade Dig at blive borte. –

MATHIAS (som før.)

Saa, saa! troer Du jeg er bange! (tager sig sammen og siger med tiltagende Lidenskab.) Jeg gaaer min Vei! men Du skal see hvilken Vei jeg gaaer! Jag mig kun ud af mine Forældres Huus og sæt Du Dig ned herinde med ham der, Du skal faae at see hvorledes det vil løbe af!

Mel. af Jødinden. Halevy.

»Vous voulez notre sang

Mærk Dig vel, det er Dig,

Der har bortsparket mig!

I Fortrydelsens Vee

Du det see!

Ja, mit Skyldbrev – al min Gjerning,

Svigerske, staae nu for den!

Du har smidt min Lykkes Tærning,

Og Samvittigheden hen!

Nu skal Du min Handling kjende,

Den paa Dig skal evig brænde!

Jag mig bort! – Vi sees igjen!

(Gaaer bort. Det bliver mere og mere mørk Aften.)

Tolvte Scene

MONICA. VALENTIN
MONICA

Vær rolig, Valentin! den Ondes Forbandelse gjør Gud til Velsignelse!

VALENTIN

Eet skulde Du dog ikke have gjort, sagt for hans Skyld en Usandhed om mig.

MONICA

Ved Gud i Himlen, jeg har talt mit Hjertes Alvor! den rene Sandhed. Det var det just, som jeg vilde sige Dig. Du er den Mand, jeg tager, eller ingen.

VALENTIN (tvivlende overrasket).

Mig! det er ikke muligt; jeg – en fattig, hjemløs –

MONICA (inderligt).

Hjemløs! nei, ikke længer! og ikke fattig! Alt her – om Du vil det Valentin – tilhører Dig!

VALENTIN (ude af sig selv).

O, Du min Gud! (griber hendes Haand, falder paa sine Knæ og trykker sit Ansigt mod Haanden han holder.)

MONICA (tvinger sine Taarer tilbage.)

Siig ikke Noget nu, ikke et Ord! mit Hjerte kan ikke rumme det! imorgen, før Gudstjeneste, tales vi ved.

VALENTIN (iler ud).
MONICA (holder Hænderne og seer glad og fortrøstningsfuld mod Himlen).

Glemt er Alt, hvad jeg har prøvet og lidt, jeg har jo Den, mit Hjerte holder af.

(Under Musik falder Tæppet hurtigt.)

Tredie Act

Oppe paa Bjerget. Forfra, til hen imod Baggrunden, skraaner det opad, med Græs og Buskvæxter; til Venstre sees en lav Sennhytte, Døren forrest, et Vindue ud til Høire; en anden Dør paa venstre Side vender ud mod Gangstien, der fører til det høieste Punkt, hvor der staaer reist et gammelt Steenkors, ved dette gaaer Fjeldvæggen steil ned. Til Høire bag Hytten er Veien herop. Hele Udsigten frembyder mægtige Bjerge med sneebedækkede Fjeldtoppe, der lyse i Aftensolen. Til Høire i Forgrunden, mellem Alperoser og store grønne Blade, er en Græsbænk. Musiken fra Mellemacten udtrykker et idyllisk Bjergliv, den bliver endnu en kort Tid ved.

Første Scene

ANNA (kommer med raske Skridt ad Stien op fra Dybden; hun er glad bevæget, hendes Øine lyse, hendes ellers indesluttede Væsen er frit og aabent).

O, nu er jeg heroppe! – der er Sennhytten og Korset paa Klipperanden. Her er Stedet! o, hvor jeg føler mig vel! – Det kalde de en besværlig Vei at gaae herop, jeg kunde have blevet ved at gaae lige op i Himlen. Nei, dernede, der er besværligt, der var det altid for mig, som sank jeg i Jorden, men herop gik det som om op fra Graven!

Mel. »Ich muß nun einmal singen.« Taubert.

O, som en Fugl jeg føler mig let!

Hvorfor? Hvorfor?

Selv kan jeg ikke forklare mig det!

Hvorfor? Hvorfor?

Jeg synes, jeg er nær min Gud!

I Sang jeg det maa juble ud:

Jeg føler mig som Fuglen!

Her er saa friskt, her er saa godt.

Hvorfor? Hvorfor?

Segment not found: udmærkede / udmærkede <dfn data-term="udmærkede" data-definition="fremragende." ref="txtcmnt-253-01"/></dfn> Segment not found: Ærlighed / Ærlighed <dfn data-term="Ærlighed" data-definition="hæderlighed." ref="txtcmnt-253-02"/></dfn> Segment not found: Grundighed / Grundighed <dfn data-term="Grundighed" data-definition="soliditet; fornuft." ref="txtcmnt-253-03"/></dfn>

Alt det dernede, det ligger saa smaat,

Hvorfor? Hvorfor?

Her seer jeg Himlen kun og Gud,

Her maa jeg juble af Hjertet ud:

Jeg føler mig som Fuglen.

Franzl! Hov! (gaaer hen imod Hytten.) Der er slet Ingen derinde! Hun er ude! har endnu ikke drevet Hjorden sammen. (Gaaer hentil Græsbænken.) Saa venter jeg her til hun kommer! længe kan det ikke vare! de ringe i Dalen allerede til Aftensang. – Hvor kan det falde mig ind! saa høit heroppe kan man ikke høre Klokkerne ringe! det er kun mig, det klinger for Ørene som hørte jeg det synge og ringe til Messe; hele Luften heroppe er saa opfyldt deraf, som om det var en Kirke. (Sætter sig og folder Hænderne.) Gud! du kjære Gud i Himlen, det var paa rette Tid, Du lod mig komme herop, nærmere Dig! dernede var og blev jeg saa fortrykt! (barnlig.) Allesammen, bragte de hver Byrden over mig, selv den Bedste af dem, hvor skulde jeg kunde holde det ud! – Skyde det bort fra mig, sige, hvem jeg er, – vælte Alt hen paa min stakkels Fader, sige, at jeg er en Datter af ham, hvem Gud og Mennesker – Nei, det kommer ikke over min Tunge! Nei, nei! – Lad dem heller sige om mig, hvad de ville, det er mig en Trøst, at jeg veed, de gjør mig Uret! høre det Sande – det var til at døe over!

(Efter et Ophold.)

Her er saa godt! Her er jeg alene med Dig, Du, som veed Alt, og ikke, som Menneskene, tilregner Barnet Faderens Skyld! – Her slaaer jeg rolig mine Øine op, jeg seer jo ikke ind i andre end i dine!

(Bag Scenen Sang paa en from Folkemelodi. Køernes Klokker lyde herhen. Franzl kommer, fra Venstre, syngende.)

Anden Scene

ANNA. FRANZL
ANNA (rækker hende Haanden).

Gud hjelpe Dig!

FRANZL (studsende).

Hvem er det! Jesus! Anna! Er det virkeligt Dig! Naa, Gud velsigne Dig! God Aften! God Aften! – Nei siig mig dog, hvor kommer Du her paa Græsgangen – alene?

ANNA

Vor Madmoder har sendt mig!

FRANZL

Vor Madmoder! – Nei, hvor det fornøier mig, at Du er kommet! jeg skal lave Dig en Ret af Fløde og Du skal faae friskt Smør – alt det Bedste jeg har. Naa, hvordan staaer det til nede paa Solhvervsgaarden? Har Du ikke noget Bud til mig fra Wolfgang. (Køernes Klokker lyde stærkt, hun vender sig om i den Retning, Lyden kommer fra.) Ja kald kun paa jeres Salt, men I kan ogsaa vente Lidt!

ANNA

Mig sender vor Madmoder, for at jeg skal blive heroppe paa Bjerget.

FRANZL

Heroppe! nei, det var deiligt! hos mig!

ANNA

Du skal komme derned!

FRANZL

Til Solhvervsgaarden!

ANNA

Og høre, at der imorgen ved Messen lyses til dit Bryllup.

FRANZL (tvivlsom).

Lad være, det er ikke Ret, at Du vil have mig til Bedste!

ANNA

Du kan troe mig, det er sandt!

FRANZL

Jeg troer det ikke.

ANNA

Hun har selv været hos Præsten derom.

FRANZL (lidt efter lidt overbeviist).

Nei – er det virkeligt sandt! (Flyver hende om Halsen.) Imorgen! allerede imorgen! og hun sagde »først til Kyndelmisse«. Men det er saa rimeligt, hun har selv indseet det, hun er saadan en mageløs fornuftig Kone, der er ikke hendes Lige i Verden! Du gode Gud! tilgiv mig, om jeg nogensinde har gjort hende Uret. – Ja, saa maa jeg vel strax – (vil gaae) nei, jeg maa først ordenlig vise Dig Besked.

ANNA

Det behøves ikke, jeg veed, hvad her er at gjøre!

FRANZL

Saa det veed Du! men jeg har endnu Eet og Andet at sige Dig. Du maa vide, den store Ko med den hvide Blis i Panden, Gumsel hedder hun, det er den respectableste af dem Allesammen, hende maa Du især give Agt paa, hun er ikke af de almindelige, og saa – Anna, vil Du love mig Noget?

(Helder sig op til hende.)
ANNA

Hvad skal det være?

FRANZL

At Du især giver Agt paa de to spættede Kalve, de ere saa skrækkeligt forvovne, og derhenne – der hvor Du seer Korset staae –

ANNA

Hvad betyder det Kors?

FRANZL

Der er en Sennpige styrtet ned. Klippevæggen der er ganske steil, Gud veed hvor dybt, hendes Liig er aldrig fundet. Og da der saa ikke kunde blive sat et Kors, hvor hun ligger, saa har man sat et her, at man kan læse et Fadervor for hendes Sjæl. – See til, at Ingen kommer derop!

ANNA

Jeg skal nok passe paa, ganske vist!

FRANZL

Saa, det var nu Alt. (Lægger Fingeren paa Panden.) Nei, den Sorte, Rugerl hedder hun – hun har faaet et hovent Been; jeg tager af de Blade der, giver dem et Opkog og vasker saa Benet dermed, det maa du ogsaa gjøre. Nu, nu – nu veed jeg ikke Noget mere! Jo – en Bøn jeg har til Dig, Noget, der vilde fornøie mig saameget.

ANNA

Og hvad var det! Siig mig det.

FRANZL

Jeg vilde saa gjerne, at Du skulde være i Kirken, naar der lystes for mig.

ANNA

Jeg kan ikke godt komme derned.

FRANZL

O, for den Sags Skyld! vor Madmoder kan ikke have Noget derimod; enhver Brud har Lov til at vælge til Brudepige, hvem hun vil, og jeg kan sige Dig, at Folkene ovre paa den anden Græsgang nok passe en Halvdagstid paa vor Hjord. – Troe mig, det er nu kun i saa kort Tid jeg har kjendt Dig, men Du har, fra jeg først saae Dig, stadigt været mig i Tanke. (inderligt.) Jeg kan saa godt lide Dig! og jeg forsikkrer, at jeg under Dig det af Hjertet!

ANNA

Hvilket, du gode Sjæl!

FRANZL

Brudepigen staaer jo nærmest for Tour til at blive Brud, det er saadan en gammel Tro, man har. (Pause.) Synes Du ikke om, at jeg siger det, Anna! Bliv ikke vred paa mig, naar jeg nu spørger Dig en lille Smule – er der Ingen, Du saadan – synes om?

ANNA (hjertelig).

Nei!

FRANZL (fortrolig).

Maaskee derovre ved – Søen? – Mig tør Du godt betroe Dig til.

ANNA

Jeg siger Dig det ærligt! ved Gud i Himlen, der er Ingen.

FRANZL (kysser hende).

Naa, det er det Samme! for Dig alene er der nok skabt Een og ham faaer Du! – See, nu staaer Maanen op!

ANNA

Den vil lyse for Dig paa Veien.

FRANZL og ANNA

Folkemelodi: »Stille Nacht!«

See hvor smukt Maanen staaer op!

Høiere end Fjeldets Top!

See, dens klare Skin er et Lys for min Fod.

Gud! hvor er Du alkjærlig og god.

Led Du hvert mit Skridt.

Fader! Alt er dit!

FRANZL

Farvel! – (Hun bliver tankefuld staaende.)

ANNA

Hvad fattes Dig?

FRANZL

Det er mig ordenligt saa tungt at gaae herfra, saa skrækkeligt tungt. (Man hører Køernes Klokker.) Hører Du, de kalde? Det er de to blakkede!

ANNA

Vær Du kun ganske rolig! naar Du engang en Søndag kommer herop, skal Du see, hvor godt jeg har passet dem.

FRANZL

Nu da, Gud være med Dig, lev vel!

(Gaaer ned ad Stien.)
ANNA

Gud være med Dig! (gaaer til Hytten.) Jeg vil strax hente dem deres Salt –

FRANZL (kommer igjen frem).

Melet, dersom Du søger det, saa staaer det i Melkekamret, i Krogen til Høire! – Jeg har dog ikke glemt Noget!

ANNA (i Døren).

Det kan jeg ikke troe! God Nat!

FRANZL

God Nat igjen! God Nat!

(Hun stiger ned, Anna gaaer ind i Sennhytten, man hører endnu Franzl juble, men altid fjernere og fjernere, saa det taber sig i Ecchoet; Maanen skjules af Skyer.)

Tredie Scene

ANNA (kommer ud af Hytten; lyttende).

Hun sender mig endnu Hilsen herop – langt borte! Jeg skulde imorgen igjen komme derned. Nei, hvor godt Du mener mig det, jeg bliver dog helst heroppe; jeg er saa glad ved at være her! Hvor her er stille og eensomt! jeg kunde næsten græde, saa vel føler jeg mig her! Og dog, hvad hjelper det? Hvorlænge vil dette blive ved? Derovre paa Solgaards Græsgangen følte jeg mig jo ogsaa saa vel; da troede jeg jo ogsaa, at Verden havde glemt mig; men da kom Husets Søn derop, sad der og talte med mig – han var et stille, venligt Menneske; og tilsidst sagde han til mig, at han holdt af mig og at jeg maatte blive hans Kone, vilde jeg hans Lykke; ak, just fordi jeg ønskede ham den, maatte jeg frie ham fra mig, at han ikke skamfuld skulde synke til Jorden, naar siden en Ven spurgte: »Med hvem har Du giftet Dig? Hvor er hun fra? Hvis Barn er hun?« – At jeg ikke, naar engang paa Alle-Sjæles-Dag hans Barn spurgte mig: »Moder, tænde vi ikke et lille Lys ved Morfaders Grav!« at jeg ikke i Fortvivlelse skulde sige: »Han ligger der, hvor man korser sig idet man gaaer forbi!« Gud, min Gud! hvorfor forfølge mig igjen alle disse fæle Tanker? Faaer det da aldrig Ende?

(Skjuler sit Ansigt i sine Hænder; Maanen kommer igjen klart frem, et mildt Lys bestraaler mere og mere den hele Scene. Hun seer op og siger roligere:)

Ikke sandt, den Haand, som saa let og snart kan drage Skyerne bort fra Maanen, den Haand vil maaskee engang i et Nu tage Byrden fra min Sjæl. Den Fred og Ro, der strømmer fra Dig ud over Store og Smaa, den vil Gud ogsaa unde mig. Meer beder jeg ikke om! God Nat! God Nat! (Hun gaaer; pludselig bliver hun staaende.) Tys! er det ikke ligesom om jeg hørte Fodtrin. Kommer der Nogen? Det nærmer sig! er det muligt! Valentin!

Fjerde Scene

ANNA. VALENTIN
VALENTIN (træder hurtigt frem).

Anna, er det Dig!

ANNA

Hvad er det? Hvorfor kommer Du herop?

VALENTIN

Jeg veed ikke selv, hvad det er, der driver mig herop; men jeg føler, at det er godt, at jeg er her! – Saaledes kan det ikke længe vare ved, hvad der foregaaer i mig, det holder intet Menneske ud!

ANNA (hurtig).

Har Du for min Skyld igjen lidt Fortræd! Hvad er det? Hvad er der skeet? Jeg beder Dig, tal!

VALENTIN

Du maa tale! Du! Jeg kan ikke hjelpe Dig! jeg veed jo godt, at det piner Dig, at blive spurgt, men jeg maa, Du vil jo ikke, at jeg skal handle slet, og dertil blive ulykkelig!

ANNA

Men forklar Dig! jeg forstaaer Dig ikke!

VALENTIN

Nu vel! vor Madmoder dernede har tilbudt mig sin Haand, Alt hvad hun eier og har vil hun dele med mig!

ANNA

Og Du?

VALENTIN

Jeg har ikke troet, at jeg skulde eie Solhvervsgaarden. Du min Gud! hvorledes har jeg skulde kunnet drømme det. Dersom Een paa Nytaarsdag havde spaaet mig det, jeg havde leet af ham. Og det er ikke det med Gaarden og Eiendommen, nei, hun derinde, hun har et Hjerte som Guld, og naar hun ellers sagde mig et venligt Ord, lyste det som varmt Solskin ind i mig – og nu –

ANNA (sagte, bævende).

Og nu?

VALENTIN

Og nu er Alt anderledes, Alt forbi! Hvorledes det er gaaet til, det veed jeg ikke. Hvad hun siger til mig, det er mig en Pine, og naar hun kommer, saa maa jeg bort, og viser hun sig venlig, saa brænder det mig som gloende Kul, og i Dag, som hun sagde mig, hun vilde være min Kone, da blev jeg tilmode som dengang min Moder døde, det var som Verden faldt sammen over mig. (heftig.) Og Alt det er Du Skyld i. Fra den Tid, Du kom her, er jeg blevet saaledes! jeg tænker kun paa Dig! jeg bryder mig om ingen Mennesker, undtagen om Dig! og der er ikke Noget i Verden, jeg ønsker, uden at Du skal være mig kjærlig og god – saa inderlig, som jeg er Dig det!

ANNA (stille).

Stakkels Valentin!

VALENTIN

Hvorfor beklager Du mig! hjelp mig heller!

ANNA (som før).

Kan jeg det?

VALENTIN

Jeg veed det nok, at Du ikke kan lide mig! Dit Hjerte tænker ikke Noget derved, har Du selv sagt mig. Dit Hjerte forlanger jeg ikke meer, det har jeg jo alt opgivet. Men at jeg nu ogsaa maa gjøre Andre ulykkelig, maa være utaknemmelig mod hende, for hvem jeg saa gjerne vilde give mit Liv og Blod – –

ANNA (vrider Hænderne).

Almægtige Gud!

VALENTIN (inderlig).

Hun holder saa inderligt af mig, Gud veed hvorfor, jeg har aldrig fortjent det. Og kommer jeg ikke imorgen, hendes Hjerte vil briste derved. Hun tænker ikke nu paa, at det er Valentin, der skal sige hende det Tungeste i denne Verden; og det maa jeg dog. Skjule det kan jeg ikke. (hurtig.) Du har bragt det over mig! Folk havde Ret med hvad de sagde om Dig!

ANNA (i den heftigste Bevægelse).

Skal jeg det – kan jeg det?

VALENTIN

Veed Du et Middel, kan Du hjelpe mig, saa gjør det for Guds Skyld!

ANNA (fremstammende).

Ja! – Jeg veed et Middel! jeg kan hjelpe Dig – jeg vil tvinge det over mine Læber. Hvad det koster mig, veed den evige Gud! – (fattet.) Hør mig da!

VALENTIN (bævende).

Hvad er det?

ANNA (neppe Ordene mægtig).

Du har vel før hørt om Ilsang-Smedie?

VALENTIN (nikker bejaende).
ANNA

Og om røde Balthasar, som satte Ild paa den?

VALENTIN (som før).
ANNA

Jeg – er – hans Barn!

VALENTIN (farer tilbage. Pause).
ANNA (roligere).

Bliv! Hør videre!

VALENTIN (nærmer sig).
ANNA

Ilsang-Smedie var saa stor som en Landsby. Jeg seer den endnu for mig, da jeg som lille Barn gik derop med min Moder, naar hun bragte Fader lidt Mad. Jeg var altid bange for den megen Ild derinde og de vilde Skikkelser; den gamle Smed var en streng, mørk Mand.Vor Hytte laae nede ved Bækken; min Moder vaskede for dem i Smedien; kom Fader hjem, saa var han vred og slem; aldrig i mit Liv har han sagt mig et venligt Ord. Kun en eneste Gang glædede jeg mig til, at han skulde komme hjem, det var Festdag i Kjøbstaden, og han vilde tage os med derned. Hele Dagen ventede vi, han kom ikke hjem; først henimod Aften kom han, men hvordan. Saaledes havde jeg endnu aldrig seet ham. Min Moder rystede over alle sine Lemmer, da hun saae ham komme, og hun hørte, hvad der var skeet. Han havde været oppe at trættes med En; Smeden kom til og sagde ham som Straf, at han ikke maatte tage med til Festen. Det nagede ham, og da Smeden med sit Barn satte sig paa Hesten, og den just manglede een af sine Skoe, som min Fader skulde slaae paa, stødte han i Heftighed Jernet op igjennem Hoven, saa Hesten sank i Knæ, – det var skeet! Smeden blev forbittret og jog ham bort. Fader skar Tænder: »Du skal komme til at huske det!« og ude af sig selv raabte han, at han vilde brænde Smedien af over hans Hoved; det bandede han paa for Alle, svor det for min Moder, som jamrede og græd, at nu kunde vi gaae om at tigge. – Opfarende var han, men Hjerte havde han, og ikke kunde han udholde, at vi saaledes græd, og da Moder bad: »Forsøg det dog, gaa derop igjen, bøi Dig for ham, bed om Forladelse, gjør det for min og for Barnets Skyld!« da styrtede han afsted! – og vi sad der i Mørket, Moder og jeg; Ingen af os talte et Ord. – Hun gik hen til Vinduet, – hun gik fra det igjen; hun satte sig paa Dørtrinet, jeg satte mig hos hende og græd; hun kyssede mig, trøstede mig; gik til Vinduet, mørkt var det, medeet lyste det, meer og meer blev det klart (springer op) »der er Ildløs!« raabte hun, »Smedien brænder! Jesus Maria!« det har din Fader gjort.« – (hurtigere.) Hun var borte – jeg var alene – jeg vilde søge Moder, jeg løb derud, hvad saae jeg? Alle stormede afsted, Flammerne sloge iveiret, væltede over Huset: det styrtede med Bulder! og de raabte: det er Balthasar! Balthasar! Og Menneskevrimlen rev mig med til den rygende Tomt. Der stod min Moder – og ved Siden af hende laae forbrændt og døende min Fader. – Rundtom sagde de: »Han har gjort det, som han truede!« Og Alle veg tilbage, kun min Moder blev, og knælende holdt hun ham, som laae der med knuust Hoved. – – Da aabnede han sine Øine eengang endnu, stirrede ind paa Brandtomten: »Der, der staaer et Menneske! Jeg har seet ham – –!« – »Han døer!« skreg Moder – og han var død. – – (Pause.) Forskudt og udskjældt slæbte min Moder sig endnu om i Nød og Elendighed, da døde ogsaa hun. Mig vilde man sætte til Fattigfolk, men hemmeligt skyndte jeg mig derfra og gik og gik – for at lære at glemme – hvad jeg aldrig kan glemme. Fra Sted til Sted er jeg drevet af Menneskenes Had – og Kjærlighed. Nu er jeg her! Nu veed Du Alt! og som Du nys veg tilbage ved at høre, jeg var Balthasars Barn, saa gaa nu – helbredet – og vær lykkelig!

(iler ind i Hytten.)
VALENTIN (som vakt af en Drøm).

Anna, Du gaaer! Anna! hør mig!

ANNA (lukker Døren fast til).

Femte Scene

VALENTIN (alene).

Evige Gud! Det altsaa var det, som gjorde hende sky og fremmed for Alle – og for mig! Ja, nu forstaaer jeg hende, selv i hendes Færd mod mig! Anna! Anna! (gaaer hen til Sennhytten.) Dersom det kun var Alt, og dit Hjerte er for mig, hvad rører os da din Faders Gjerning. Du er jo uskyldig og reen som den lyse Dag. Gud læser mit Hjerte, der er ikke et Fold derind! nei, din Tro til mig har gjort Dig endnu kjærere for mig. (Læner sig lyttende til Vinduet.) Anna! kjære Anna! hør mig dog! giv mig et Ord, et Tegn, at Du holder af mig! og gjør Du det, da er jo Alt igjen godt. Vor Madmoder – – jeg siger hende aabent og ærligt, at vi have hinanden kjær, og hun har et ædelt, kjærligt Hjerte! Jeg vil ikke have Gaard og Eiendom, jeg vil kun have Dig, Anna! (Pause.)

Mel. af Martha. – Flotow. »The last rose

Sidste Gang jeg Dig anraaber, hør mig i vor Afskeds Nat!

Giv et Tegn, om selv kun dette, at jeg er Dig en Forhadt.

Aldrig meer i Verden vil mit Hjerte blive rigtig glad.

Uden Dig er hele Livet nu som det løsrevne Blad,

Ungdomssindet og al Lykke, ak! den smukke Drøm er endt!

Havde jeg dog ingensinde Dig i Verden seet og kjendt.

Hvilken Stilhed – det er Tegn paa, at det Tungeste det skeer:

Gud med Dig! – Vi, her paa Jorden, mødes aldrig, aldrig meer!

(iler afsted.)
Musiken gjentages, og under denne aabnes Døren paa Sennhytten, Anna sætter Foden ud, bliver da staaende, som naglet fast og trykker sit grædende Ansigt op imod Dørstolpen.) (Tæppet falder.)

Fjerde Act

En aaben Plads noget fra Solhvervsgaarden; til Venstre Gjerdet med Gitterporten; to høie, skyggefulde Træer under hvilke staaer en Bænk med Fodtrin til. Til Høire i Forgrunden ligger Klokkerens Huus, med en Grangreen stukket over Døren, Bord og Bænk udenfor. – Til Venstre, langt i Baggrunden paa en Høide, ligger den lille Kirke, fra hvis Indgang slynger sig en bred Sti. Baggrunden sluttes af høie Bjerge; det er Søndag og Morgen.

Første Scene

MATHIAS (sidder udenfor Klokkerens Huus og har et Kruus Viin foran sig).
MATHIAS

Her bliver jeg siddende til hun kommer forbi! fra Gaarden har hun jaget mig bort, Nabolaget her kan hverken hun eller Øvrigheden forbyde mig. Jeg skal nok gaae, men før jeg gaaer skal jeg dog skrive Dig en Huskeseddel, som Du skal beholde hele dit Liv! Jeg nøler kun endnu, fordi jeg maa have Een, der blindt hen gaaer med og som jeg tilsidst kan give et Skub, vende Ryggen til, lee af og gaae væk fra. Om jeg her finder den Rette? He! Svigerske har lagt sig ud med Mange, og der er intet Menneske, der ikke haver Øieblikke, i hvilke Djævelen skjæler efter ham; det er nu kun at gribe fast i den rette Stund! (banker paa Bordet) Viin! mere Viin! – Taalmodighed! – skeer det ikke i Dag, saa er der en Dag i Morgen! jeg sveder det ikke ud, det indestaaer jeg for. Jeg mærker, jeg er endnu den gamle Mathias! Viin! bring Viin!

Anden Scene

MATHIAS. KLOKKEREN
KLOKKEREN (kommer ud af Huset, han er skaldet og pedantisk).

Dette er den sidste Halve, jeg nu skjænker i! Hr. Pastoren vil snart komme, han læser heroppe i Dag Messe og saadant Noget!

MATHIAS

Er Du Kromand, saa maa Du skjænke!

KLOKKEREN

Egentlig er jeg Kromand, men tilligemed det Skolemester og Klokker, og saadant Noget! Egentlig er jeg egentlig Klokker og tilligemed det Skolemester, Kromand og saadant Noget; men fordi hos os heroppe kun sjelden bliver læst Messe, uden Bartholomæus og Tre-Kongers Dag og naar det særdeles forlanges, eller ved – Barnedaab og saadant Noget, saa er jeg egentligt Kromand og har en Boutik med Kramvare, Tobak, Halstørklæder og saadant Noget! Ah! der kommer allerede Brudgommen og Bruden og saadant Noget!

Tredie Scene

DE FORRIGE. WOLFGANG, FRANZL, KARLE, PIGER, GAMLE KONER, alle i deres Søndagsstads, og dertil med røde Nelliker bag Øret eller paa Hatten; KEDELFLIKKEREN er med, de komme til Venstre ud langs Aflukket paa Gjerdet.
MATHIAS og KLOKKEREN

Mel. af den lille Rødhætte. Boieldieu.

See der!

De er nær!

CHOR

En deilig Solskins-Dag vi har,

See Himlens Luft, hvor reen og hvor klar!

Hvilken velsignet Dag.

Lærken slaaer sit trillende Slag;

Mens vi gaae vor Gang

Til Kirken glade vi synge en Sang.

Vor Præst har sagt: træd glad i Sind

Til Herren ind;

Det er hans Glæde og Velbehag!

Alt straaler i Dag, som en Helligdag.

MATHIAS

Det er en lystig Kirkegang.

WOLFGANG

Med Glæde i Hjertet skal man gaae til Guds Huus har vor Præst sagt. Og det er ogsaa den deiligste Dag.

FRANZL

Og dobbelt deiligt for os To. Nu er det nok Tiden, Hr. Klokker! er Præsten kommet?

KLOKKEREN

Jeg tænker det, Jomfru! men hvor er Chordrengene; (raaber ind i Huset.) hvor blive I af? Kom Drenge – og saadant Noget. (To Drenge komme.)

FRANZL

Giv Eder en Smule Tid, kjære Hr. Klokker! tænk dog! Maria, som skulde have været Brudepige, er i Nat blevet kaldet hjem til sin Moder, som ligger syg, og jeg har i Daggry maattet skikke Bud op paa Græsgangen og lade Sennpigen Anna bede om, strax at komme herned; vor Madmoder forlangte det, har jeg ladet sige, for at jeg kunde være vis paa, at hun kom. See til at trække Tiden lidt ud, hun kommer vist strax. Vi skal nok være Eder takskyldige! Ikke sandt? Wolfgang!

WOLFGANG

Men dog ikke altfor længe!

KLOKKEREN (med Complimenter).

Jeg forstaaer en halvkvædet Vise, og saadant Noget. Jeg skal nok! ha! ha! og saadant noget. (halv sagte til Franzl) Deilige Tørklæder har jeg hjem fra Staden, Tørklæder med Roser og Tulipaner og saadant Noget! – jeg tænker – efter Kirketjenesten – (høit.) Jeg skal nok nøle Lidt, hvorfor ikke det! Venner gjør man gjerne en Tjeneste og saadant Noget. Foran Drenge! (Drengene løbe.) Naa, vil I give Tid – langsom, langsom! siger jeg og saadant Noget!

FRANZL (til Wolfgang).

Har Du slet ikke seet til Crescenz.

WOLFGANG

Ikke i Dag.

FRANZL

Jeg ikke heller! og Valentin – og vor Madmoder –! jeg veed ikke rigtig hvad her foregaaer; det er mig ganske uhyggeligt og fælt! (kjærligt til Wolfgang) dog naar bare Du er her og Du holder af mig, saa er Alt Godt.

WOLFGANG (taber sig i Beskuelse).

Hvor Du er yndig at see paa! – Men nu har vi ventet! kom!

(Orgelklang høres fra Kapellet.)

Fjerde Scene

KEDELFLIKKEREN (i Forbigaaende.)

Jeg er ogsaa kommet paa Landeveien. Med Mutter har jeg ikke Mere at gjøre.

MATHIAS (opmærksom). Du ogsaa.
KEDELFLIKKEREN

Hia! mig faaer hun ikke saa snart at see igjen, hun! en gammel Sladderhank har hun kaldt mig.

MATHIAS (hastig).

Sæt dig ned, tag en Slurk!

KEDELFLIKKEREN

O, tak! Jeg kom egentligt herop, fordi jeg hørte, at her skulde være Kirkegang og jeg tænkte da at høre noget Nyt.

MATHIAS

Du skal faae Nyt at høre –! kom med mig.

KEDELFLIKKEREN (seer lurende paa ham).
MATHIAS

Desuden skylder jeg Dig Drikkepenge, fordi Du gav mig det Anslag at gaae herop, selv for det alene! (seer med flammende Øine paa Gaarden, og siger med sagte Stemme.) Vil Du komme her til Natten? (Han tager en Haandfuld Penge frem, som han, ligesom tilfældigt, veiende i Haanden, holder frem. Begge see med skarpt Blik paa hinanden. Pause.)

KEDELFLIKKEREN

Nei, Brorlille! jeg er ikke nysgjerrig!

Polsk Folkemelodi: »Gdy a czystem.«

Jeg født og baaret blev til Reisemand,

Mit Kongerige er det hele Land.

Vandre, vandre, fløite, tralle,

Være god Ven med dem Alle,

Lade Nyheds-Krammen knalde,

Det er det, jeg kan!

Mens i mit Kongedom jeg gaaer omkring,

Jeg gaaer og tænker – helst paa Ingenting!

Alting vide, Intet vide,

Det er det, som jeg kan lide!

Vrangen er den gale Side,

Den har brede Sting!

Tro Ingen, er den allerbedste Tro,

Sandt Venskab slides kan som Dandseskoe!

Dette sagt er uden Galde,

Heisa, lad Humeuret knalde,

Vandre, vandre, fløite, tralle,

Gaae paa sine To!

(Han seer ham fiffig ind i Ansigtet og udstøder sit Raab i det han gaaer.)

Hia!

MATHIAS

Tag Dig iagt, at jeg ikke skriver Noget paa din Regning. (reiser sig.) Det var ikke den rette! han er mig for fiffig. Ah, den Gamle! (seer Crescenz.) Jeg troer nok, hun under Mutter det godt!

(Crescenz med Rosenkrands og Bønnebog, kommer nedbøiet og sørgmodig.)

Femte Scene

MATHIAS. CRESCENZ
MATHIAS (spottende).

Naa, Gamle! har Du allerede seet Dig om en anden Plads?

CRESCENZ

O ja! inde paa Kirkegaarden. Du veed ogsaa, hvorledes jeg har staaet i Solhvervsgaarden! – Nu! – Jeg har ikke Mod til mere at komme imellem Folk, jeg skammer mig ved at sige at jeg er jaget bort, jeg, en gammel, tro Person, der kan gjøre Fordring paa at blive i Gaarden.

MATHIAS

Ja, ligesom ogsaa jeg kan det!

CRESCENZ

Ja, jeg vil sige, jeg mener, at jeg ved min Troskab og Tjeneste nu i saa mange Aar, fortjente at have Fordring. – Men den Tid kommer nok – –

MATHIAS

Hvor hun vil komme til at tænke derpaa.

CRESCENZ

Hvor hun vil fortryde det.

MATHIAS (rask.)

Men det vil være for seent.

CRESCENZ

Hvor hun vil være ødelagt!

MATHIAS

Hun og Gaarden! (seer gjennemtrængende paa hende.)

CRESCENZ (forskrækket.)

Gaarden! Nei! den vil beskyttes af den gode Gud og af den gamle Crescenz, om hun endogsaa ikke er i den. Jeg tager ikke nogen anden Tjeneste. Klokkerens Kone er mit Søskendebarn og hende tager jeg til, at jeg altid kan være den i Nærheden. (sætter sig paa Fodstykket af Bænken.) Paa det Sted, der er jeg voxet op og blevet gammel; – jeg kommer mig selv for som en Hund, om endogsaa hans Herre sparker ham, han gjøer dog naar Nogen sniger sig til Huset!

MATHIAS (vender sig bort).

Heller ikke den Rette! hun er for dum for Helvede.

CRESCENZ

En Smule lettere er det dog blevet mig, siden jeg fik snakket lidt med den gamle Margrethe. Hvad jeg der har faaet at vide, det er mig den første Trøst. (tydende paa Gaarden) Nu vil hun vel nok faae Øinene op og tro hvad Folk fortælle, begribe hvorfor jeg blev bidt af og stødt ud, hun vil komme til at kjende sin Afgud.

MATHIAS (nærmer sig.)

Hvad er det?

CRESCENZ

O, ikke noget! Kirketjenesten begynder.

MATHIAS

Konen fra Gaarden er endnu ikke kommet.

CRESCENZ

Troer Du at Præsten venter paa hende.

MATHIAS

Det er jo for hendes Skyld.

CRESCENZ (bliver staaende.)

For hendes Skyld!

MATHIAS

Der skal jo lyses fra Prædikestolen for hende og Valentin.

CRESCENZ (med al sin gamle Livlighed, farer imod ham).

Hvem siger det?

MATHIAS

Hun selv, hun har sagt det til mig!

CRESCENZ

Med Valentin! – Konen paa Solhvervsgaarden? Og nu hvad jeg hørte af Margrethe, der havde seet det selv, da hun i Aftes var oppe paa Græsgangen og samle Urter. Nei, nu kan jeg ikke tie stille! (Kirkeklokken ringer.) Jesus! – Nu er det Tid! – Nei, det maa først hele Verden vide. Valentin var i Aftes sildigt oppe paa Græsgangen. Pigen, som kom løbende hertil, er han gaaet efter, jo – en rar Historie! og nu vil Madmoder lade lyse for ham og sig. Skal man tie til det! – Ja, det er jo en lille Smule Gjengjeldelse – det under jeg hende, saa sandt jeg er en god – Maria! Joseph! jeg forsømmer jo Messen.

(Tripper rask ind i Kirken, foran Døren neier hun.)
MATHIAS

Jeg har dog ikke forgjæves rystet det gamle Æbletræ, der faldt dog et lille sødt Æble. Saa, min fornemme Svigerske, din tro Valentin lader Dig sidde over allerede under Tillysning. Det er en beesk Mixtur, men Du skal have den ind. Jeg vil her – der er hun allerede.

Sjette Scene

MATHIAS. MONICA
MONICA (kommer igjennem Gitterporten, søndagsklædt, med Perlesnor om Halsen, bærende sin Bønnebog paa hvis Bind er et Sølvkors; hun er urolig og adspredt.)
MONICA (gaaende mod Kirken, bliver staaende.)

Skal jeg da gaae til Kirke før jeg endnu veed, hvad her er foregaaet. Der er vist skeet en Ulykke, som man vil skjule for mig, det kan ikke være Andet! Hvor kunde han ellers være! Jeg sendte Wolfgang efter ham, han sagde, at hans Søndagsklæder hængte urørte i Kammeret. Han maa være gaaet bort iaftes eller imorges før Dag; der maa være Nogen død, hvorfor man ihast har ladet ham kalde, eller der er nede i Møllen skeet en Ulykke! Hvor er han ellers.

MATHIAS (nærmende sig, sagte).

Valentin!

MONICA (hurtig).

Ja! (idet hun kjender ham, betænker hun sig og træder tilbage.) Du!

MATHIAS (rolig).

Jeg. Her paa Landeveien kan Svigerske ikke forbyde mig at være, den tilhører da ikke den nye Herre i Solhvervsgaarden. Vel? – Men jeg gaaer ogsaa bort herfra! ja, jeg gaaer aldeles bort. Jeg vilde bare til Afsked trøste Svigerske i Anledning af den tro Valentin. Vil I absolut have ham, saa lad ham hente ned fra Græsgangen, fra Sennpigen, hvor han har været i Nat. Han giver sig god Tid, han veed, Præsten løber ikke bort, og Mad moder ikke heller. (Monica vender sig stolt og koldt fra ham, og seer henimod Kirken.) Svigerske gaaer til Kirke uden den tro Ven! Hun er saa inderlig godmodig! Hun gjør ikke Regning uden Vert. (leer.) God Andagt! (gaaer til Venstre.)

Syvende Scene

MONICA (seer efter ham).

Du troer, at Du hos mig kan skade ham ved at tale Ondt om ham. Du maatte heller have rost ham for at han kunde stilles i slet Lys. Hvad skal jeg gjøre. I Guds Navn gaae derind, for ikke at vække Opmærksomhed hos Folk. Til Lykke veed Præsten endnu ikke min Bestemmelse, at han skulde lyse for os! Til Lykke! siger jeg. (eftertænkende.) Hvor underligt det dog stemmer sammen. Saaledes som han blev tilmode igaar – og skyndte sig afsted – uden Ord! Skulde jeg troe –! »Paa Græsgangen!« Sligt et ondt Ord er som en lille Splint i Fingeren, strax fornemmer man den neppe, men lidt efter lidt begynder den at virke! – Jeg veed, det er Usandhed og dog kan jeg ikke lade være at tænke derpaa. (Hun gaaer henimod Kirken og seer i det samme Valentin, der dødbleg og med forstyrret Væsen kommer ned fra Bjerget.) Jesus! der kommer han jo, dødbleg! han seer mig ikke, eller vil han undgaae mig! til Kirken gaaer han – Valentin!

Ottende Scene

MONICA. VALENTIN
VALENTIN (der med raske Skridt gik henimod Kirken, staaer pludseligt, ved MONICAS ængstelige, halvdæmpede Raab, som naglet fast, og nærmer sig derpaa nølende).
MONICA (griber hans Haand og drager ham hen under Træerne, stærkt bevæget).

Kom dog hid, og skjul mig ikke Noget! Hvad der endogsaa er skeet, siig mig det, og fri mig dog fra den Angest, jeg kun skaber mig! Ikke sandt? – Du tier! Det var din Hensigt at undgaae mig? See paa mig! Du kan ikke! Jesus, er det sandt? Du var deroppe paa Græsgangen?

VALENTIN (kjæmpende med sig selv).

Du veed det –

MONICA (overrasket).

Altsaa, er det virkeligt saa!

VALENTIN (slaaer Hænderne for Ansigtet).

Ja.

MONICA (i dyb Smerte).

For den fremmede Piges Skyld! (zittrende) Tal! –

VALENTIN (bedende).

Ikke nu!

MONICA (lidenskabeligt).

Var Du deroppe denne Morgen! Nu, medens jeg stod ved Kirkedøren og ventede Dig, (med Taarer.) og var i Angest for Dig? Du kommer for at sige mig, Ansigt til Ansigt, at Du imedens har været oppe hos hende.

VALENTIN (levende).

Tak ikke saa, tænk ikke saa! Gud i Himlen veed, hvor gjerne jeg var blevet ved at gaae videre og videre, saalangt min Fod kunde bære mig, at jeg er kun vendt om for din Skyld, Du havde ellers kunnet holde mig for en Utaknemlig, – og naar Du seer og hører mig, vil Du forstaae, at jeg kun er en Ulykkelig!

MONICA

Jeg troer nu slet Intet mere! jeg indseer, at jeg alene er aaben og uden Falskhed. Blindt hen har jeg troet Dig! jeg havde før kunnet tænke at Himlen faldt ned, end at Du kunde være falsk og underfundig. Jeg bebreider Dig ikke, at Du ikke har Kjærlighed til mig; man raader ikke over sit Hjertes Følelse. Men at Du har kunnet handle saaledes mod mig, som Du har; igaaraftes, ligesom en Tyv liste Dig bort, med Alt hvad jeg gav Dig ud af mit Hjertes Allerhelligste, snige Dig op til hende, som Du ene har i Tanke, og lade mig staae her tilbage, skamfuld derover –; at Du har kunnet gjøre det, Valentin! Du, den, hvem jeg af Alle – (overvældet af Taarer.) Gjør mig det klart, ellers maa jeg tvivle paa Gud og Mennesker.

VALENTIN (uden at see op).

Det har jeg vidst vilde komme! o, at jeg laae i min Grav! (træder nærmere.) Alt hvad Du der siger, det er vel saa, og dog er det anderledes! Hvorledes skal jeg forklare Dig det? Du kan ikke see ind i mit Hjerte, og som Gud selv begribe paa eengang det Hele og hvorledes det er gaaet til –! dog, for at Du skulde kunne det, er jeg kommen herhid, skjøndt mine Fødder vare som bundne; (livligere.) Her foran Kirken mødes vi, det Tegn er godt – godt –

Mel. Græsk Folkesang.

Man Havets Dyb kan maale ud

Og alle Stjerners Veie,

Men Ingen veed, undtagen Gud,

Hvad Hjertet har i Eie.

I denne Stund han er mig nær,

Min Byrde jeg nedlægger her.

Byd mig ei tale – bed med mig!

Jeg siden Alt vil sige Dig;

Og lettere vil Du forstaae.

Kom med! – I Guds Huus først vi gaae!

(Gaaer hen imod Kirken, foran hvis Indgang han knæler; Orchesteret spiller sagte Slutningen af Sangen medens Monica siger sin følgende Replik.)

Niende Scene

MONICA (vil gaae efter ham, bliver staaende, kommer igjen tilbage.)

Jeg kan ikke gaae ind i Kirken, da jeg ikke veed at bede, jeg kan kun raabe: Herre, min Gud! jeg troede, altid jeg havde handlet godt og retskaffent, og dog forvandler Du al min Glæde til Sorg! Jeg vilde see ham saa lykkelig, og for den Time fra igaar Aftes, da jeg troede, at han var det, kunde jeg have givet ti Aar af mit Liv! Og nu! (støtter sin Arm paa Bænkens Ryg og sit Hoved paa Haanden.) Hvad kan han vilde sige mig efter Kirketjenesten? Det Værste har han sagt mig: at han er ulykkelig; det troer jeg, det veed jeg! jeg saae i hvert hans Blik og Mine, den svære Kamp, han stred. (pludselig.) Min Gud! det er denne fremmede Pige og hendes onde Magt, der er Skyld deri, som man sagde det og som jeg ikke vilde troe. O tusind Gange hellere troe det, end at Valentin saaledes af sig selv skulde kunde forandre sig. Og bør jeg roligt see paa al hendes onde Gjerning? Nei! Hun skal komme herned. Præsten skal hun svare! (vender sig om.) Min Gud! sender Du selv hende herned at dømmes! – saasandt jeg lever, der kommer hun! (træder uvilkaarlig tilside og bliver stille staaende.)

Tiende Scene

ANNA. MONICA
ANNA (skrider modfalden forbi Kirken, og siger idet hun kommer ved Gjerdet).

Kunde jeg see ind gjennem de tætte Mure og see om han var derinde, eller om han er borte, som han truede – (seer Monica) Ha! (fatter sig.) Du har ladet mig kalde her ned, hvad skal jeg?

MONICA (der har Møie med at fatte sig).

Jeg har ladet Dig kalde!

ANNA

Ja, i den tidlige Morgen! Ellers var jeg vist ikke kommet her! (sagte.) Det var mig at gaae herned, som skulde jeg ind i et brændende Huus. (Gyser, men fatter sig.) Har jeg misforstaaet – eller Du ikke vil mig Noget, saa gaaer jeg igjen.

MONICA

Du havde ikke ventet mig her! Derfor er Du forvirret. Du er kommet for at træffe ham! har I aftalt det med hinanden?

ANNA (seer med from Uskyldighed og Forundring paa hende).
MONICA

Saa hellig anstiller Du Dig! har han ikke været oppe hos Dig. Vil Du negte det?

ANNA

Nei!

MONICA (med tiltagende Kraft).

Og Du! hvad har han ikke sagt Dig! at han elsker Dig, Dig alene.

ANNA (slaaer Øinene ned).
MONICA

Og Du, – hvad har Du svaret ham? Nu! Tier Du? Kan Du ikke sige mig det?

ANNA (ryster med Hovedet).
MONICA

Jeg troer, at Du kun kan tale med de unge Karle, det er der sagt. Der er altid nogen Sandhed i Rygtet, men jeg vilde ikke troe det, nu skeer mig min Ret, nu det er for seent, da skeet er skeet.

ANNA

Skeet! – for Guds Skyld! – – Hvad er skeet?

MONICA

Hvad der er skeet, spørger Du? (drager hende hen under Træerne til Venstre.) Jeg vil sige Dig det! – Lykke og Velsignelse syntes at hvile over denne Gaard, indtil Du kom her; da blev det – anderledes. Hvad er der skeet, spørger Du? Valentin var den meest trofaste Sjæl, saa lykkelig og sorgløs som et Barn, men nu er han bragt til, at det kun er ved Forsynets Naade, at han ikke har endt sit Liv, som de to Andre, der daaredes af Dig! Hvad har jeg gjort Dig, at Du bringer ind i mit Huus den Ulykke, som følger med Dig, og som Du bragte over den Gamle ved Søen. – Du kan endnu spørge: hvad har jeg gjort.

ANNA (har i stor Bevægelse hørt paa hende og træder mere fattet og roligt frem):

Hvad har jeg gjort?

Mel. af Mariotta – Gade.

»I Hytten hist under Rankens Læ.«

Jeg trængte mig ikke ind i dit Hjem,

Jeg sagde Dig: lad mig vandre!

Hende, Du nævnte var mig ei slem,

Hun dømte meer mildt end de Andre!

Hun i sin Smerte var mig god,

Stille i Graad jeg hende forlod.

Men Dig – tør jeg ind i Øiet see!

Du – Du gjorde mig den største Vee,

Som Nogen i Verden kan gjøre!

Min Gud, giv mig Taarer! Du høre:

:|: Giv mig Taarer! :|:

MONICA (griber hendes Haand og siger med sammenpresset, smertefuld Stemme).

Vel, jeg vil da sige Dig, hvad man ellers kun med bankende Hjerte siger sin bedste Veninde: jeg elsker Valentin høiere end Alt! Ofte har jeg spurgt mig selv hvortil jeg var i denne Verden. Til at slide og slæbe, det syntes mig for Lidt! da med Eet er det blevet mig klart, Tanken blev fra Gnist til Flamme, til Solen selv, saa varm og saa lys, og jeg blev glad ved Livet, jeg vidste jo hvorfor Gud havde givet mig det og i Stilhed takkede jeg ham tusinde Gange. – Jeg kan ikke anderledes end have ham kjær og han maa være mig god igjen! (heftig.) Du maa slippe ham! hvorfor just ham! Det eneste Hjerte, jeg har bedet Gud forunde mig.

ANNA (vrider Hænderne).

Og hvad forlanger Du af mig? Og hvad vil Du, at jeg skal gjøre!

MONICA

Det maa Du selv vide. Du veed jo hvad Du har gjort, for at drage ham til Dig!

ANNA (vender Hovedet bort).
MONICA (trænger mere ind paa hende).

Nei, nei, jeg slipper Dig ikke før Du taler, før Du lover mig, at Du vil lade ham fare! jeg vil give Dig mine Perler, mine Smykker! de ere meget værd! af hele mit Hjerte beder og anraaber jeg Dig.

ANNA (rystet).

Saa sandt Gud hjelpe mig, jeg forstaaer ikke hvad Du vil, veed ikke hvad det er, Du forlanger af mig! Jeg vil jo gjerne, naar det kan gjøre Eder lykkelig, gaae bort til Verdens Ende.

MONICA

Og Valentin følge efter Dig saa langt Du ved dine hemmelige Kunster mægter det, saalangt og saalænge indtil han veed og forstaaer hvem Du er.

ANNA (hurtig).

Han veed min Hemmelighed! jeg har betroet ham den!

MONICA (stirrende paa hende).

Du har –

ANNA

Jeg har sagt ham den, for at han skal slippe mig, thi jeg kan ikke blive hans og jeg vil det ikke!

MONICA

Du elsker ham ikke! Du vil ikke tilhøre ham.

ANNA

Nei! aldrig!

MONICA

Og hvad Du der siger og som giver mig Livet igjen – det tør jeg troe!

ANNA (med Overbeviisning).

Ja!

MONICA (hurtig).

Sværg mig det til! (fra Kirken lyder Messesangen, en lille Klokke ringer, Monica hæver sin Bønnebog paa hvis Bind er et lille Kors af Sølv.) Hører Du det hellige Tegn fra Kirken! Kan Du sværge paa det?

ANNA

Jeg kan!

MONICA

At Du ingen Usandhed her har sagt mig!

ANNA (rolig, med Blikket opad).

Jeg sværger derpaa!

MONICA

At Du ikke har lokket Valentin til Dig! ikke forlanger ham – ikke elsker ham!

ANNA

Ikke forlokket ham! – ikke forlanger ham! – ikke – (farer pludselig sammen, presser Læberne fast, den til Ed løftede Haand synker, og hun slaaer Hænderne for sit Ansigt.) Herre, min Gud! hvad er det!

MONICA

Ikke elsker ham – sværg det!

ANNA (ude af sig selv).

Jeg kan ikke! (hun er nær ved at segne om.)

MONICA

Fangede jeg Dig!

ANNA (med bævende Stemme).

Selv har jeg – ikke vidst det – før i dette Øieblik.

MONICA (i største Heftighed).

Løgnerske! i dette Øieblik staaer Du til Skamme for mig. Min Gud, min Gud! hvilken Skabning maa ikke denne være! har hun ikke der staaet for mig, som var hun Ærligheden selv, saa at jeg i min bedste Rettighed følte mig beskjæmmet lige over for hende, og nu jeg med Magt trænger ind i hendes inderste Væsen, saa kan hun ikke, i det hellige Navn, gjennemføre det, og Alt var kun Løgn og Bedrag. – Viig bort fra mig! thi jeg gruer for Dig! gjør jeg Dig Uret, som Du forud beskyldte mig for, saa siig det endnu engang. Nu! – hæv kun frit dine Øine op! der kommer Den, Du har gjort det med, forsvar Dig for ham og for dem Alle.

Ellevte Scene

DE FORRIGE. VALENTIN. WOLFGANG. FRANZL. CRESCENZ. MÆND og QVINDER (Ud fra Kirken toner Choral-Sang; VALENTIN kommer derfra, fulgt af de Andre.)
VALENTIN (forbauset, idet han seer Anna).

Du her!

FRANZL (vil nærme sig hende).

Du, Anna! – – ak blot et Øieblik før – –

ANNA (idet hun vil see paa hende, opdager hun Valentin; hun betragter ham med et Blik fuldt af usigelig Smerte, og drager sig hen mod Forgrunden til Høire).
FRANZL (bliver staaende.)

Hvad er det –!

VALENTIN

Hvem har gjort hende Noget! (kaster et heftigt Blik til Monica.)

MONICA (rolig).

Spørg hende selv! byd hende tale. Jeg har i Ord og Gjerning Intet skjult for Gud eller Mennesker. Jeg gjentager her hvert Spørgsmaal, jeg har gjort hende, og hun skal svare!

ANNA (afværgende).

Nei, jeg beder Dig, gjør det ikke. Spørg ikke mere! lad mig gaae!

(vender sig bort med nedslaaede Øine.)
MONICA

Ja, gaae! for min Skyld spørger jeg Dig ikke meer! Gaae! men ikke som Du er kommet, i Skikkelse af Sandhed og Uskyldighed, for fra Sted til Sted at kunne drive dit onde Væsen. Hvad Rygtet har sagt om Dig, erklærer jeg her for Sandhed. At man kan tage sig iagt for Dig, Du Uhyggelige.

CRESCENZ (sagte).

Maria, Joseph! (beder sin Rosenkrands og viger tilbage.)

FRANZL (sagte, ængstelig).

Wolfgang! (hun trækker ham hen til sig og holder sin Haand afværgende foran ham.)

ANNA (der et Øieblik stod som forstenet, hæver Øinene til Himlen, vender sig om for at gaae fra dem Alle, idet de vige tilbage for hende).
VALENTIN (der stod som naglet fast udbryder i Lidenskab og griber hendes Haand).

Mel. af Vestalinden. Spontini.

Nei, Du bliver! – jeg, jeg vil det!

MONICA

Gud i Himlen! – ei Du veed det!

CHORET

Angst og Skræk betager mig!

VALENTIN

Skyldfri er hun! – Hvo tør hende krænke?

Jeg taaler det ei! – o bliv!

MONICA

Med hvad Ret!

VALENTIN

Ingen har jeg – og bør betænke,

Jeg selv er fremmed; – det er jo det!

Vel, jeg bryder hver hemmende Lænke! –

O Anna, tør jeg –

(griber hendes Haand.)
MONICA

Ved den evige Gud!

Ei Du tør!

VALENTIN

Din Magt er tilende

Med Dig, din Rigdom – gjør jeg Brud! –

Fri jeg er – og jeg følger med hende!

MONICA (hæver sig iveiret).

Du bliver! adlyder din Madmoders Bud!

Blive skal Du – min Magt Du kjende!

VALENTIN (ude af sig selv, seer med vildt Blik paa hende).

Din Træl er jeg?

ANNA (har vaklende naaet Høien, kaster et brændende Blik mod Kirkens Dør, og iler afsted.)
VALENTIN

O, Anna –! (Han vakler) – min Gud!

(Han synker halv til Jorden, Monica staaer med Hænderne korslagte over Brystet).
MATHIAS (der er kommet tilsyne mellem Mængden, som sky viger tilside for Anna, seer paa hende med ond Glæde).

Fundet har jeg Den, jeg kan bruge!

CHORET (paa samme Tid).

Onde Magter kun Sligt kan udruge!

Hvilken Angst! hvilken Skræk! Du, min Gud!

Femte Act

Samme Dag henimod Aften. Stue i Solhvervsgaarden. Dør i Baggrunden og paa Siden til Venstre. I Forgrunden en Træstol og en Spinderok.

Første Scene

MONICA (kommer fra Baggrunden).

See saa! nu er Huset besørget! – At Mennesket dog kan tænke paa det Sædvanlige, om end Hjertet er ved at briste. Og dog – det er viist og godt. Hvad vilde det føre til, om man hvert Øieblik hengav sig til sin Sorg! – Jeg troer, der er Omslag i Veiret, jeg vil dog strax endnu – (vil gaae, men vender om igjen og sætter sig ned, overvældet af Smerte.) Nei, jeg kan ikke! jeg kan ikke betvinge mig! Hjertet vil ogsaa sin Ret! (eftertænkende.) Hvor styrtede han afsted, lukkede sig inde i sit Kammer, græd og jamrede sig der, det var ikke til at holde ud. Jeg lod ringe til Bords, Ingen rørte deres Skee, jeg talte til dem, Gud veed hvad jeg har sagt; Wolfgang listede sig af sig selv op til Valentin, saae ind i Kammeret, han pakkede sit Tøi ind og sagde, at han vilde bort. Jeg kan ikke holde ham tilbage, jeg har ingen Ret dertil. Han bindes ikke ved Ord eller Løfte. Jeg har jo heller ikke villet tvinge ham til at blive! Gud er mit Vidne, jeg vilde kun forhindre, at han styrtede sig i Ulykke. Det siger jeg mig selv, og synes dog, at jeg ikke ganske har gjort det derfor, og at jeg med Taarer maa bede ham om Forladelse. (Hun dreier tankeløs Rokkehjulet.) Tys! kommer ikke Nogen. Jeg troer, det er ham! ja, ham er det! (hun spinder ivrig.)

Anden Scene

MONICA. VALENTIN
VALENTIN (meget bleg, med forgrædte Øine, men i rolig og blød Stemning; han har sine fattige Klæder paa).
MONICA (spinder).

Min Gud! dette Udseende!

VALENTIN (med brudt Stemme).

Dersom det var tilladt! jeg havde et lille Ord at tale med Dig; kommer jeg ubeleilig, saa siig det!

MONICA (mild).

Hvad vil Du, Valentin!

VALENTIN (træder nærmere).

Men saa beder jeg Dig, at Du lader mig tale til jeg er færdig!

MONICA (lader Rokken staae).

Tal!

(lægger Hænderne i sit Skjød og hører paa ham med dyb Medfølelse.)
VALENTIN

Jeg har i Dag fuldt og fast villet tage bort herfra –; Du har, efter din Rettighed, hindret mig deri; jeg blev forbittret herover og handlede, som det ikke sømmer sig. Jeg beder Dig derfor om Forladelse! Mennesket gjør i sin Vrede, hvad det ikke skulde! – Jeg er gaaet i mig selv; har i mit Kammer ydmyget mig for Gud og hengivet mig ham, til at lede og føre mig, jeg selv mægter det ikke. Og han har ogsaa indgivet mig, hvad jeg skal gjøre. Jeg har lovet at gjøre en Valfart til Kirkedalen deroppe, og der vil det vist blive mig klart, hvad jeg videre har at foretage –! den Vei vil Du, som en christen Qvinde, dog ikke hindre mig i at gaae. Og da det sømmer sig, at man uden Hoffærdighed kommer der, saa har jeg nu samlet og henlagt Alt, hvad jeg her har faaet ved din Godhed, jeg vil intet tage med uden den fattige Klædning, jeg bar, da jeg kom herhid. Og nu – hav Tak! Gud gjengjælde Dig her og hist Alt, hvad godt Du har gjort mod den fattige Forældreløse.

MONICA (dybt bevæget, alvorlig).

Valentin! For Gud i Himlens Skyld! hvad tænker Du paa? Hvad har Du for? Det er ikke din Fremtid og Bestemmelse! – Bedrag Dig ikke selv.

VALENTIN

Dig bedrager jeg ikke, og har det aldrig, dertil er Gud mit Vidne! Vil Du det, jeg gaaer forbi Møllen, jeg skal skikke Andreas herop; paa ham kan Du forlade Dig, Alt finder han her i sin Orden, og han vil holde det i den, indtil jeg kommer igjen.

MONICA (reiser sig).

Du kommer ikke igjen, Valentin! jeg veed det, det er ikke dit Forsæt!

VALENTIN

Jeg har ikke sat mig Noget for. Jeg overlader Alt til Gud; jeg veed ikke selv at hjelpe mig!

MONICA

Men jeg maaskee veed det, naar Du vil høre paa mig. Jeg havde aldrig troet, at det engang maatte kommer saavidt, for at Du skulde forstaae mig. Om Madmoderens Rettighed er ikke Talen; har jeg Dig virkeligt kjær, da giver det mig en anden Rettighed, en Moders, og hun holder sit Barn tilbage, naar det selv vil styrte sig i Fortræd; maaskee tager hun noget vel haardt fat paa det, og saaledes, jeg vil troe det, har jeg ogsaa gjort Dig Ondt! – Du er ikke et Barn, og jeg maaskee tog feil, thi jeg var, ligesom Du, hildet i Lidenskab. Jeg vil med Rolighed sige Dig Alt; for min Skyld tør Du ikke være bedrøvet! Det vilde være mig en daarlig Tak at bære den Bevidsthed, at jeg var Skyld i din Ulykke! Derfor, dersom jeg staaer Dig i Veien, saa at Du ikke veed frem eller tilbage, saa vil jeg i Guds Navn træde tilside, og Du kan stole paa, at i mit Hjerte er der ikke Fortørnelse mod Dig!

VALENTIN (inderlig).

Det vidste jeg! O, Du er god, selv i din Vrede! Ja, var det lagt i din Haand, da havde jeg vist aldrig kunnet fortvivle! Men saaledes er det ikke! Om Du endogsaa af Sjæl og Hjerte vilde give mig hende, Du Eiegode! saa blev hun dog ikke min!

MONICA (overrasket).

Forklar mig det tydeligere!

VALENTIN

Fra den første Time hun kom her, har hun virket paa mig, virket med den Magt, der ikke er fra det Onde, thi Gud selv siger jo: Jeg er Kjærlighed! jo mere hun viste sig fremmed og stolt imod mig, des dybere trængte det mig ind i Hjertet, og da Du igaar Aftes talte til mig – Du, hvem jeg aldrig saaledes vovede at hæve mine Øine op til, – da var det som mit Bryst vilde sprænges, og jeg skyndte mig op til hende, og i Smerte anraabte hende om at hjelpe mig, at jeg ikke for Dig skulde staae som en Utaknemlig! – og da – for at hjelpe mig, betroede hun mig sin Hemmelighed, den, der gjorde hende sky og flygtende for Mennesker, idet hun hos dem stod beplettet og forskudt, men for mig reen og uskyldig, som hun er det for Gud. (lidenskabeligt.) Og da jeg sagde hende, at jeg nu just elskede hende inderligere, og i Fortrøstning til dit kjærlige Hjerte følte at hun maatte blive min, havde hun en Gnist kun af Kjærlighed til mig, da sagde hun Nei! at hun aldrig kunde det, – og hun gik fra mig! Du seer altsaa, at intet Menneske kan hjelpe mig! Jeg havde villet sige Dig Alt i Dag efter Messen, men da blev det for sildigt, og hun er jaget herfra som en Forbryderske. Derfor, dersom Du vil gjøre Godt det Eneste, Du, i menneskelig Skrøbelighed, har feilet, saa opsøg Du hende, Du tør det, Du kan det!

MONICA (der i den størte Bevægelse har hørt alle hans Ord og fra det Sted, hvor han fortalte om Annas Vægring, er ligesom forklaret ved en pludselig Tanke blevet staaende stiv og stirrende, siger nu hurtig og inderlig):

Nei, Du Valentin! Du skal det! Min Gud! med Eet er det i mig blevet klart, som den lyse Dag! Valentin, hør mig! O hvor mit Hjerte bliver stort ved at jeg kan sige Dig det! jeg har udspurgt hende om Alt, hvad Du der siger mig, hun har ogsaa gjentaget det og jeg har ikke villet troe! jeg har ladet hende sværge derpaa og det har hun gjort – indtil det Ene: om hun elskede Dig! da er det for første Gang traadt ud af hendes Sjæl for Gud! hvad jeg havde tænkt mig, Løgn og Bedrag hos hende, var den rene Sandhed. Saaledes er det! hun elsker Dig. Du kan troe mig. Og nu skynd Dig, faae at vide hvorhen hun er gaaet, og bring hende her tilbage! Skynd Dig! jeg holder det ikke ud, hvis jeg ikke faaer gjort Godt igjen, hvad jeg gjorde Uret og Ondt. Og til Kirkedalen, hvorhen Du har lovet at gjøre Valfart, derhen gaae vi da alle Tre. Hører Du!

VALENTIN

Monica! – Gud i Himlen, jeg troer, mit Hjerte sprænges!

MONICA

Skynd Dig! skynd Dig! det bliver Aften! gaa, bring hende til mig, I skulle være mig – mine Børn, mine Venner!

VALENTIN

Det er for meget. (griber hendes Haand og falder paa begge sine Knæ.) Gud i Himlen gjengjelde Dig det! (Han styrter afsted.)

MONICA (seer efter ham. Taarer strømme ned over hendes Kinder, hun lægger Haanden paa Hjertet, seer til Jorden og da op mod Himlen, idet hun siger):

»I Vel og Vee

Guds Villie skee!« (Gaaer.)

Scene-Forandring
Det Indre af Sennhytten; i Baggrunden er en meget bred, aaben Dør, gjennem hvilken man seer Høien med Korset; til Venstre er Indgangsdøren, til Høire et Vindue, bagved det Indgangen til et Foderkammer, til hvilket fører nogle Trin af en Stige, ovenover rage Foderknipperne frem. Midt i Hytten, henimod Forgrunden, er et lavt fiirkantet Ildsted, over dette hænger en Lampe, der ikke er tændt. Aften. Udsigten belyst, Hytten selv temmelig mørk.

Tredie Scene

CRESCENZ (kigende ind ad Sidedøren til Venstre).

Jo, jeg er rigtig heroppe! jeg havde aldrig troet, at jeg gamle Menneske skulde mere komme herop. Der er Noget, som driver mig afsted! det er ligesom der var et Uhrværk inden i mig, der drev. Fra den Time, jeg erfarede, at jeg kunde blive jaget bort fra Gaarden, er der kommet i mig en Uro, og en Angest! der er jo heller ikke en Dag nu uden at der skeer noget Nyt og Slemt, og derfor har jeg ingen Ro paa mig. Ved Nattetid, synes jeg det knittrer, ligesom om der var Ildløs, og jeg løber omkring og seer efter, indtil jeg seer, at der er Ingenting; neppe lægger jeg mig igjen, saa hører jeg det, som om der blev raabt om Hjelp! om Dagen, midt imellem Mennesker, falder det mig ind, der er gjort noget Ondt ved Creaturerne og jeg skynder mig langveis, ud til dem. Og da vor Madmoder i Dag jog hende bort – hende – Gud fri os! da bares det mig for, at hun af Hevn nok vil gjøre noget – noget Skrækkeligt! dernede kunde jeg ikke spore dertil og saa, uden at jeg ret tænkte ved det, bar mine gamle Been mig herop! – (seer sig om.) Her er heller ikke Noget! Creaturerne udenfor gik roligt og græssede; jeg kunde intet Galt mærke. Sennhytten her staaer jo ogsaa, hvor den altid stod! jeg er en gammel Nar! nu kan jeg see at komme ned igjen. (Vil gaae, men bliver staaende.) Det er sandt. Derinde, hvor Foringen ligger, har jeg endnu ikke seet efter. (Gaaer ind i Kammeret. Pause).

Fjerde Scene

ANNA (træder ind, dødbleg, hendes lange Haar har løst sig, og den ene Fletning falder løst ned over Skuldrene, en afbrækket Stav, som der endnu sidder grønne Blade paa har hun til Støtte; hun er i forstyrret, drømmende Tilstand).

Gaaer det endnu længer? Nei, her hører det op! Den, der vil høiere, maa have Vinger. (Hun løfter begge Hænder i Veiret, Stokken falder til Jorden; hun ryster.) Her er det ude! (Hun sætter sig sønderknust paa Kanten af Ildstedet og holder Haanden for Øinene; Pause.) Nu seer jeg først hvor jeg er! der, der er Vinduet, hvor han kaldte paa mig, hvor jeg lænede mig til Karmen og pressede Haanden for min Mund, at han ikke skulde høre mig aande.

Mel.: the last rose.

»Sidste Gang jeg Dig anraaber! hør mig i vor Afskeds Nat!

Giv et Tegn, om selv kun dette, at jeg er Dig en Forhadt.

Anna! Anna!« – O, hvor bad han! – ei jeg turde høre ham.

Thi jeg maatte ham jo frelse fra min Skjændsel og min Skam!

Jeg paa Ilsang-Smedie tænkte, og i Smerte holdt jeg ud;

Han gik bort, jeg stod i Taarer – inderligt jeg bad til Gud,

I Medlidenheden for ham – nei, nu først jeg Navnet veed!

Al for tung – ei til at bære, er al min Elendighed!

(Musik ledsager melodramatisk det Efterfølgende.)

Jeg vidste det ikke selv! Nu veed jeg det! – Hvad de kaldte min Stolthed, min Styrke, det er borte! – jeg gad gaae til Verdens Grændse, kun at han ikke maatte følge efter og ikke, endnu engang, tilraabe mig »Anna, Anna!« – – og da igjen er det, som om min Fod var bundet, jeg seer efter ham, mit Hjerte længes, som man siger, det kan længes i Hjemvee! – (med tiltagende Taarer.) Altid har jeg staaet saa alene! saalangt min Erindring gaaer, har, fra min Moder døde, ingen kjærlig Haand klappet min Kind, ingen Moder taget mig paa sit Skjød, ingen Arm lagt sig om min Skulder, ved intet Hjerte har jeg grædt ud! O, det Øieblik i Dag, da jeg stod forhaanet, forjaget, afskyet af dem Alle og han alene strakte sin Haand ud til mig og holdt mig fast – Herre, min Gud! tilgiv om det var syndigt, det var mig da, som om Du holdt mig og drog mig ind i Himlen. – Han slap og jeg faldt fra en anden Verden igjen til Jorden. Og dog var det godt, – der – – foran Kirkedøren! – jeg tænkte derpaa! – Skulde han lide under min Ulykke? Nei, det er godt, som det er! (lægger Haanden paa Hjertet.) For altid er det godt! og jeg vil længere bort, længere, saa langt jeg mægter! Vidste jeg kun en Vei, hvor jeg ikke med min Forbandelse kom ind mellem Menneskene – det kan jeg ikke mere! – vidste jeg en Vei, som – – (hun seer søgende omkring sig og bliver staaende stirrende i Afgrunden.) Ha! nu veed jeg hvad der, som i en Drøm, har drevet mig herop! – der er min Vei! (peger derud.) Jeg veed ingen anden! Gud vil være mig mere barmhjertig end Menneskene! – Og naar her ved Korset et fromt Hjerte læser et Fadervor for hende, som styrtede ned, saa læses det ogsaa for min arme Sjæl! et Skridt og – (stirrende mod Jorden.) ulykkelige Fader, hvis Sorgens Skygge var det Eneste, der her paa Jorden troligt fulgte mig Forældreløse, i Himlen finder jeg Dig jo ikke, derfor – (vender sig mod Afgrunden; alle Bjergene straale pludseligt i Solgløden, Anna farer tilbage.) Ha! Himlen brænder i Ild, som den Gang – og han staaer for mig med bristende Blik, vil tale og kan ikke – og om han kunde det og han sagde: »Jeg er uskyldig, Barn! berøv os ikke Gjensynet i Himlen!« (falder paa Knæ.) Tilgiv mig Gud! Tilgivelse! Tilskik hvad Du vil – jeg vil bære det! – (Hun gaaer hen imod Ildstedet, lægger Brændet tilrette og gjør Ild paa. Det bliver mørkt, og Bjerge og Luft staae tilsidst i sort Nat.)

Femte Scene

ANNA. MATHIAS
MATHIAS (der imidlertid er traadt speidende ind, nærmer sig langsomt).

Er jeg uden Nytte gaaet efter hende, lige herop! Nei, der er hun! – He! – Du faaer Selskab!

(forskrækket, idet hun seer ham).

Ham!

(Hun sætter sig paa den yderste Kant af Ildstedet, uden at see paa ham.)
MATHIAS (nærmer sig, betragter hende).

Naa, intet »Fy«, til Velkomst! Rækker jeg Dig Haanden, Du slaaer ikke efter mig, med Kniven! – Er man nu mere spagfærdig? Du Knipske! Ikke sandt? Har jeg ikke lovet Dig, at jeg skulde see til Dig, naar Du – blev mere tam! Ikke! (Han nærmer sig, Anna undviger). Vær ikke bange! jeg gaaer ikke og bærer Nag bagefter! det vilde blive for besværligt; hvad skeet er, det er glemt – saadan er jeg! – Gjør lidt Plads, det er koldt!

ANNA

Rør mig ikke! (staaer op.)

MATHIAS (nærmere).

Hvorfor ikke?

ANNA (tager hurtig en Brand fra Ildstedet, tænder Lampen, det bliver ganske lyst i Hytten; hun seer stift paa Mathias med Alvor og Fasthed).
MATHIAS (rolig).

Med Forlov! (Han tager Branden, tænder sin Pibe og kaster saa den brændende Spaan paa Ildstedet, seer Anna frækt ind i Øinene, hun vender ham Ryggen, han sætter sig paa den høire Kant af Ildstedet.)

MATHIAS (koldblodig, idet han ryger sin Pibe).

Jeg skulde troe, at saa Meget har Du dog ikke faaet forud for mig! hun har for Alles Øine jaget Dig bort, mig jog hun afsted i Stilhed, det var lidt nettere det, om man saa vil! om Dig vil hun sige Folk, hvad de ikke før have vidst eller tænkt om Dig, men om mig vil hun – he! (leer.) Du havde Lyst til Fyren, jeg havde Lyst til Gaarden – hun har snappet fra os, hvad vi hver vilde have! jeg gad altsaa nok vide, hvad Du har forud for mig! (griber efter hendes Haand.) He!

ANNA

Siig mig, hvad vil Du her?

MATHIAS

Siig Du mig, hvad Du vil her? Er det for at blive? Veed Du ikke, at Sennhytten her hører til Solhvervsgaarden. Venter Du paa, at her skal komme En op at jage Dig bort.

ANNA

Nei, nei, jeg gaaer! (Vil gaae.)

MATHIAS

Veed Du Veien?

ANNA

Ja!

MATHIAS (idet han roligt ryger sin Pibe).

Gaa ikke ned i Dalen, da maa Du forbi Kroen, og der gaaer det lystigt til; i Formiddags een Tillysning, i Eftermiddag en anden, som for din Skyld blev sat nogle Timer længere ud.

ANNA (vakler, sætter sig paa Ildstedet med begge Arme slyngede om sine Knæ).
MATHIAS (betragtende hende med et skarpt Blik, træder nærmere og siger i stærk Lidenskab).

Hvem der saaledes kunde fare lige ind i hendes Lystighed dernede og spørge hende, om hun troer, at hun alene har forpagtet al Livets Glæde og Lykke, mens et andet Menneskes Barn hele sit Liv maa sukke i Sorg og Elendighed og spørge sig selv: Hvorfor?

ANNA (stirrende hen for sig, i dyb Smerte).

Hvorfor?

MATHIAS (med tiltagende Lidenskab).

Og naar det saa engang veed det og troer, hvad det er kommet til Verden for, idet at det har fundet saameget dog som en Brødskorpe, den tør kalde sin egen, fundet Noget, den holder fast paa, elsker, gjerne giver sit elendige Liv hen for –

(i stor Bevægelse).

Saa – saa!

MATHIAS

Saa rive de den ud af Haanden paa En og man sparkes bort!

ANNA (hæver sig halvt iveiret, nikker med Hovedet, medens Øinene ere fæstede paa Jorden).

Ja!

MATHIAS

Jeg gad raabe hende dernede Ord ind i Øret, saa at hun midt i sin Jubel maatte fornemme, hvorledes en saadan Menneskesjæl er tilmode, der som en søndertraadt Orm hverken mægter at leve eller døe!

ANNA (i Lidenskab).

Ja!

MATHIAS (hurtig).

Ja! Du vilde det ogsaa? Saa kom! vi have een Vei! (Han griber hendes Haand, Anna gyser tilbage.) Hvad vil Du ellers? Igjen ud i Verden? krybe frem under det Læs Had og Ondskab, som de stable mere og mere til, indtil Du qvæles under det. Nei! (med flammende Tale.) Du skal see, hvorledes Du vil blive anderledes tilmode, naar Du gjengjelder dem! Øie mod Øie! Tand mod Tand! Gjengjeldelse! De ville ikke lade os komme op til dem saa skal de ned til os, at de kunne see, at de ere Skabninger som vi! (i høieste Extase.) At see dem, der have bragt os i Ulykke, og i deres tilkaprede Lykke gjøre sig til deraf, see dem fortvivle og høre dem hyle i Gruset, det er en Kildren! – Den, som eengang har følt den, løber det som Ild gjennem Kroppen, naar han tænker derpaa. Og den skal Du ogsaa lære at kjende!

ANNA (der vigende tilbage, halv siddende paa Hjørnet af Ildstedet, neppe Herre over sine Følelser, er ved de sidste Ord ligesom greben af en Tanke, som hun søger at skjule for Mathias, samler al sin Kraft og siger med fast, næsten krampagtig, tonløs Stemme).

Hvad – hvad – skulle vi gjøre?

MATHIAS

Hvad vi skulle gjøre? Hør mig! Din Valentin havde dog kun Tanker for Gaarden, og for at faae den, har han saa let og snart ladet sig besnakke, den Glæde ville vi dog fordærve ham, før det bliver os for seent. (sagte.) Mærker Du, Luften er tung! – det er Tordenluft – i et Øieblik kan det slaae ned – forstaaer Du? Et Lyn – (endnu mere sagte.) Du veed bedre end jeg Besked der i Gaarden, jeg skaffer tilveie hvad der behøves, det er den mørke Nat – før vi see os om – – (han rager i Ildstedets Gløder saa at de blusse stærkt.) Solhvervsgaarden, seer Du, gaaer op som – –

ANNA (med skrækkelig Stemme, idet hun har grebet en Brand og belyser ham).

Ilsang-Smedie!

MATHIAS (bæver tilbage og vil vende Hovedet bort).

Ha!

ANNA (styrter henimod ham, ude af sig selv).

See paa mig! kjender Du mig?

MATHIAS

Barnet! Balthasars Barn!

ANNA

Ja, Balthasars Barn! Almægtige Gud! Du har aabnet mine Øine! jeg kjender Dig ved Flammen her! paa Dig saae han og sagde: »han der har gjort det, jeg er uskyldig!« siig Nei, om Du kan!

MATHIAS (som vanvittig).

»Fra Blikket i et Barns Øine«! det sagde Præsten. Vee! hvem holder mig? Slip!

ANNA

Nei, Du maa med mig for Guds, for Menneskenes Dom, maa vidne og bekjende!

MATHIAS (river sig løs, i vild Heftighed).

Nei, nei! jeg gjør det ikke! og hvad mægter Du? Jeg har afbrændt Ilsang-Smedie, ha! ha! det er Sandhed! – grib mig, og jeg slynger Dig i Afgrunden, kald Vidner – og jeg leer Dig op i Ansigtet.

ANNA

Gud! min Gud!

MATHIAS

Ja, kald ham herned! han kommer ikke! forfølg mig, indhent mig, om Du kan! (Gaaer baglænds rask henimod den aabne Afgrund.)

ANNA (gysende).

Der! – (overvældet af sin menneskelige Natur løber hun efter ham, han vil undvige, hun raaber:) Afgrunden! – ha! (hun skriger høit, idet Mathias med Ryggen støder imod det gamle Kors, der styrter ned med ham.)

CRESCENZ (der ved Scenens sidste Halvdeel er kommet tilsyne og i høieste Spænding har hørt til, iler hen i Forgrunden til Høire og falder paa Knæ).

Hellige Guds Moder! (Pause.)

ANNA (seer tilbage).

Retfærdige Gud! (gyser.) Hvorfor skjælver jeg, hvad ængster mig endnu? (i fuld Lyksalighed.) Fader, Du er uskyldig! Hellig er din eensomme Grav! Nu veed jeg igjen Vei i Verden! jeg er ikke hjemløs! Hvad behøver jeg Vidner! Herre, Gud! Du veed det, og jeg veed det, hvad behøver Verden da at vide det! (Hun staaer med foldede Hænder og glædestraalende Ansigt.)

CRESCENZ

Jo, den maa vide det! og den skal vide det! Undre Dig ikke, det er mig! – jeg begynder at begribe det Hele! og jeg er den Første, som paa Knæ beder Dig om Forladelse! forlad mig, hvad Ondt jeg har gjort Dig i min – (slaaer sig selv for Panden.) Men jeg skal gjøre det Godt igjen! Jeg gaaer derned og kalder hele Gaarden, hele Landsbyen sammen, jeg gaaer over til dem paa Solgaarden ved Søen, fra By til By, og fortæller det Hele! Gesvindt tænd mig en Spaan at jeg kan lyse mig ned – hvad er det! – hvad lysner – hvem kommer? – Valentin!

VALENTIN (viser sig i Døren, bærende en Træfakkel, som Crescenz tager ham af Haanden; han seer sig omkring).

Anna! – (Han bliver staaende.)

ANNA (der uden at have hørt paa Crescenz’s Ord stod i heftig Graad, farer sammen ved at høre sit Navn – seer Valentin og flyver i hans Arme).

Valentin! – (Hun synker til hans Bryst.) BEGGE (jublende).

Mel. The last rose.

Hvad mig kjærest er paa Jorden, jeg fundet, vundet har!

Al min Sorg er nu til Ende og min Fremtid lys og klar!

Tæppet falder hurtigt.

En Landsbyhistorie

Folke-Skuespil i fem Acter efter S. H. Mosenthals

»der Sonnwendhof« med tildigtede Chor og Sange

Opført første gang 17. januar 1855 på Casino i Amaliegade. Casino var oprindelig et vintertivoli, oprettet af Georg Carstensen og åbnet 1847. Etablissementet gik fallit, måtte 1848 omdannes til teater og søge om bevilling til at opføre lystspil, folkekomedier og vaudeviller. H.W. Lange blev teatrets første direktør. Casino blev også brugt som koncertsal. Det lukkede 1939.

En Landsbyhistorie udkom første gang 24. januar 1855. BFN 733 Partitur: Røde Kro Teatret 0126 Orkesterbiblioteket (ukomplet).

Stykket er oversat efter skuespillet Der Sonnwendhof (tysk: Solhvervsgården) af den tyske forfatter S.H. Mosenthal (1821-1877), opført i 1854 på Burgtheater i Wien, hvor H.C. Andersen så det 27. maj. Mosenthal overlod ham manuskriptet, der først blev trykt 1857.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

217,14(tager < tager
217,19Monica). < Monica
243,21(træder < træder
280,2sig). < sig),
281,18Læ.« < Læ.
284,24her! < her
285,21(der < der
289,31Du har gjort mod < Du [ulæseligt] mod
293,19mørk. < mørk).
294,29Elendighed! < Elendighed
188
Mad. NielsenRegina Opdata Nielsen, f. Dalhoff (1827-1856), skuespiller ved Casino.
Hr. E. HansenEdvard Hansen (1820-1874), skuespiller først ved Det Kongelige Teater, siden ved Kristiania Teater og Casino.
Hr. LundJacob Lund (1821-1896), skuespiller, virkede hovedsagelig ved Kristiania Teater i Norge, men i 1850’erne og efter 1865 også ved Casino.
Mad. RasmussenWilhelmine Luplau Rasmussen (1813-1868), skuespiller ved Casino, g.m. skuespiller Theodor Rasmussen.
Jfr. WimmerTherese Wimmer (1832-1859), skuespiller, g. ca. 1856 m. Jacob Lund, med hvem hun ofte optrådte på Casino.
Jfr. LumbyeJulie Johanne Christiane Lumbye (1835-1895), skuespiller, datter af komponisten H.C. Lumbye, g. 1874 m. skuespiller C.C.J. Hansen.
Hr. RosenkildeAdolph Rosenkilde (1816-1882), skuespiller og sanger ved Casino, senere Hofteatret og Det Kongelige Teater.
Hr. MartiniSøren Martini, skuespiller ved Casino, senere Hofteatret.
Mad. RosenkildeAnna Kirstine Rosenkilde, f. Paaske (1825-1885), g. m. Adolph Rosenkilde, skuespiller og sanger ved Casino, senere Hofteatret og Det Kongelige Teater.
Hr. Chr. Hansenkan ikke identificeres med sikkerhed, muligvis skuespiller ved Det Kongelige Teater Christian Hansen (1812-1880), eller Christian Ludvig Hansen, skuespiller ved Casino; den sidste var dog vistnok ansat ved Odense Teater i 1855.
Hr. RasmussenTheodorus Findanus Rasmussen (1814-1893), skuespiller ved Casino.
steyermarkske Bjergei det sydøstlige Østrig.
190
Slavisk FolkemelodiTrykte noder: Vaudeviller opførte paa Kjøbenhavns Theatre arrangerede for Pianoforte med Text, Lose & Delblanco. Nr. 22, En Landsbyhistorie (forkortet Vaudeviller, 22), s. 2. E-noder: En Landsbyhistorie.
stængetspærret.
191
skumme(t) affjerne fløden.
193
Nadveraftensmad.
læs tilbordsbed bordbønnen.
194
Bøhmisk Folkemeloditrykte noder: Vaudeviller, 22, s. 2. E-noder: En Landsbyhistorie.
195
Kyndelmissekatolsk kirkefest, afholdtes 2. februar.
196
Mel. … Toujours de mon jeune age(fransk, »age« er fejl for »âge«) lige siden min ungdom, arie fra III akt af G. Onslows syngestykke Le colporteur, 1827, tekst af F.A.E. de Planard; dansk Skovhuggerens Søn, oversat af J.L. Heiberg, opført på Det Kongelige Teater 1828. Trykte noder: Vaudeviller, 22, s. 3; klaverpartitur til Le colporteur findes. Enoder: En Landsbyhistorie.
197
Sennpigesæterpige, mejerske.
staaer Dig anfalder i din smag.
198
St. Michaelden øverste af ærkeenglene; blev af den kristne kirke betragtet som dens krigeriske beskytter. Michael blev germanernes yndlingshelgen.
St. FlorianFlorianus den Hellige, Øvre-Østrigs skytshelgen; efter sagnet martyr under den romerske kejser Diokletians forfølgelser o. 300 e. Kr.
199
opgivetsom ikke står til at redde, håbløs.
den forlorne SønLukas 15,11-32.
Kredsdommerendommeren i en retskreds; af tysk »kreis«, dvs. den administrative (oprindelig retslige, siden også militære og politiske) inddeling af det gamle tysk-romerske rige.
201
Tot(ten)bundt af hør, der sættes på rokkehovedet.
202
Maneergod opførsel.
204
Mel. … Sprich … Du»Ich kann nähen, ich kan mähen«, (tysk, i Christoffer Hvids danske oversættelse:) »Jeg kan spinde/Sy og binde« fra Fr. v. Flotows syngestykke Martha oder Der Markt zu Richmond, 1847, I akts finale. Tekst af W. Friedrich (pseudonym for Riese); dansk Martha eller Markedet i Richmond; opført på Det Kongelige Teater 1852. Trykt klaverpartitur til Martha findes.
205
Tøiting, ejendele, håndbagage.
Hvohvem.
206
fornøietstillet tilfreds.
207
eftersomalt eftersom, overensstemmende med.
Fæstepengepenge, der udbetales som sikkerhed for, at en aftale bliver holdt.
Meierskekvinde, der er oplært i at fremstille ost, smør o.l.
Brumlebøtteeller rumlepotte, billedligt om person, der råber op, gør vrøvl o.lign.
208
hellig Aftenfyraften.
Citherstrengeinstrument.
Finderbefinder.
209
Mel.: Spindevise»Knurre, schnurre, knurre«, kor og solo fra satsen »Winter« af Haydns oratorium Die Jahreszeiten, 1799-1801, dansk Årstiderne. Trykt klaverpartitur til Die Jahreszeiten findes.
Styrhalløj.
210
Kedelflikker(en)håndværker, tit omrejsende sigøjner, der reparerede kobber- eller messingkedler.
211
Mel. … Hat man nicht auch Geld beineben»Hat man nicht auch Gold beineben«, (tysk, i C.N. Rosenkildes oversættelse:) »Har I ingen Mønt i Lommen«, arie fra I akt af Beethovens opera Fidelio, 1804-1805, med sujet fra J.-N. Bouillys libretto Léonore, ou L’amour conjugal, 1798, oversat efter J. Sonnleithners bearbejdelse (Leonore) af Bouillys tekst. Opført på Det Kongelige Teater 1829. Trykte noder: Vaudeviller, 22, s. 4-5; klaverpartitur til Fidelio findes. E-noder: En Landsbyhistorie.
Thiderfor.
212
fra Mitfra min hjemstavn.
216
For saadan Een at gaae til Soldaterneat melde sig som soldat på grund af sådan én.
mestereregøre sig til herre.
Krønikerløgnehistorier.
217
aabenbartutvetydigt, helt klart.
219
Tværsæksæk, som er åben midt på siden og kan bæres på skuldrene med de to lukkede ender anbragt til hver sin side.
Mel. Hexe-PolkaJ.P.E. Hartmann, »Troldenes Dands«, galop fra II akt af Hartmanns og Niels W. Gades musik til A. Bournonvilles ballet Et Folkesagn, opført på Det Kongelige Teater 1854. Trykt klaverpartitur til Et Folkesagn findes.
Muskatenom dyrere spiritus.
220
gjøre mig hjemmeindrette mig.
forgik demforlod, svigtede dem, »stivnede«.
ugledeskulede.
221
værdigeagtværdige, tidligere specielt om gejstlige personer.
Boskabbohave.
222
finde sigindfinde sig.
225
sine forrige Klæderdet tøj, han havde på før.
forefodrer.
226
Prakkertigger; stymper.
soretsvoret.
Ehudbrud, der kan udtrykke foragt (»øv«) eller forbløffelse (»ih«), her nok det sidste.
Fugleskræmmerenfugleskræmslet.
227
Fortrinetforrettigheden.
kjækfrækt.
Vi villevi vil.
som Pungen tømmesefterhånden som pungen tømmes.
228
bryde sig omlægge vægt på.
holde … imodsætte gevinsten hen på regning, give kredit i stedet for at indkassere.
231
Mel. »Hans Naber, ick hebb et ju togebracht«(nedertysk) Hans Nabo / Sidemand, jeg har bragt det [dvs. glasset] til dig; drikkevise fra Rügen. Trykte noder: Vaudeviller, 22, s. 6. E-noder: En Landsbyhistorie.
232
Melkestuenrum på større gård, hvor mælken opbevaredes.
har jeg profiteret dervedhar jeg haft ud af det.
enganglangt om længe; trods alt.
233
Mel. »Meine Tochter Simone!«Trykte noder: Vaudeviller, 22, s. 6. Enoder: En Landsbyhistorie.
Junkerherremand.
Blæremundsvejr.
234
overseenderingeagtende, overlegent.
235
Segelsegl, et høstredskab.
Vindehejseværk.
237
fører Regimentetregerer.
Ih nunuvel.
239
Mel. … Min søde Brud, min unge Vivmelodi, 1852, af Henrik Rung til digt med denne titel af H.C. Andersen, 1851 (BFN 603). Melodien er kendt fra visen »I Skovens dybe stille Ro«, 1864. Trykte noder: Vaudeviller, 22, s. 7; Folkehøjskolens melodibog 9. udg. 1993, nr. 549. Enoder: En Landsbyhistorie.
240
holdt … Lyset for hendeville være hendes hjælper.
241
hvem der troer detskal man tro på det?
giderkan lide.
242
tørbør, må.
243
Gud forbarme sigher nærmest: vorherrebevares.
hvad fattes Dighvad er der i vejen med dig?
247
derhosdesuden.
stoltselvbevidst.
249
Visksmule, bagatel.
250
Mel. … Vous voulez notre sang»Ils demandent ma mort / Vous voulez notre sang Chrétien« (fransk, i Th. Overskous oversættelse:) »Hør, de fordrer min Død! vil I Christne vort Blod, velan, det skal I faae«. Fra Eleazars arie sidst i IV akt af J.F. Halévys opera La Juive, 1835, med tekst af E. Scribe; dansk Jødinden, opført på Det Kongelige Teater 1835. Trykt klaverpartitur til La Juive findes.
253
Sennhyttesæterhytte.
Græsbænksiddeplads, som består af en græstørvdækket jordvold.
Mel. »Ich muß nun einmal singen.«(tysk) jeg må nu engang synge; sang af C.G.W. Taubert. Trykte noder: Vaudeviller, 22, s. 8. E-noder: En Landsbyhistorie.
254
Gud hjelpe Dighilsen til person i færd med arbejde.
255
det er ikke Ret, at Du vil have mig til Bedstedet er forkert af dig at gøre nar af mig.
256
vise Dig Beskedsætte dig ind i forholdene.
ganske visthelt sikkert.
258
Stille Nachttyrolsk julesang. Trykte noder: Vaudeviller, 22, s. 9; A.P. Berggreen: Tydske Folke-Sange og Melodier 2. udg. 1863, nr. 39 (Folke-Sange og Melodier, fædrelandske og fremmede bd. 5). E-noder: En Landsbyhistorie.
Hvad fattes Dighvad er der i vejen.
259
jubleher nok: synge af glæde.
altidhele tiden.
Alle-Sjæles-Dag2. november, i den romersk-katolske kirke mindedag for de afdøde.
261
alt opgivetallerede opgivet.
262
aldrigslet ikke.
264
Foldskjult eller dunkel, uforståelig krog.
265
Mel. … The last rose»Sidste, duftende Rose« fra Martha, II,4 (tysk: »Letzte Rose, wie magst du so einsam hier blühn?«). Trykte noder: Rung bd. 3, s. 155. E-noder/En Landsbyhistorie.
267
skjælerskeler, skæver.
268
BartholomæusBartholomæusdag, 24. august, mindedag for apostlen Bartholomæus.
Tre-Kongers DagHelligtrekongersdag, 6. januar.
Kramvarebutiksvarer.
Mel. af den lille Rødhættesandsynligvis koret »Dieu! c’est Monseigneur!« (fransk, i N.T. Bruuns danske oversættelse:) »Gud! Hr. Ulv er der«, fra F.-A. Boïeldieus opera Den lille Rødhætte (Le chaperon rouge), finalen af I akt. Trykt klaverpartitur til Le petit chaperon rouge findes.
271
Anslagråd.
Gdy a czystem»Gdy w czystem polu«, (polsk) når på den rene mark, polsk vise; melodien er en mazurka. Trykte noder: Vaudeviller, 22, s. 11; A.P. Berggreen: Slaviske Folke-Sange og Melodier 2. udg. 1868, nr. 2a, 2b (Folke-Sange og Melodier, fædrelandske og fremmede bd. 8). E-noder: En Landsbyhistorie.
Nyheds-Krammennedsættende om nyheder (nyhedskræmmer: person med sans for at opsnuse og viderebringe sensationer).
273
kommer … forforekommer.
tydende paapegende på.
274
fornem(me)her: fin på det.
sidde overom kvinde, der ikke bliver gift, her vel om at blive svigtet.
Tillysningbekendtgørelse om lysning til ægteskab.
275
Til Lykketil alt held.
Bestemmelseafgørelse.
278
underfundigtræsk.
Mel. Græsk Folkesangtrykte noder: Vaudeviller, 22, s. 12. E-noder: En Landsbyhistorie.
281
I Hytten hist under Rankens LæMariottas romance fra I akt af Niels W. Gades syngestykke Mariotta med tekst af C. Borgaard efter Scribe, opført på Det Kongelige Teater 1850. Romancen blev udgivet særskilt 1849. Trykte noder: Rung bd. 3, s. 133. E-noder: En Landsbyhistorie og Mariotta – Mariottas Romance.
284
i min bedste Rettighedmed al god grund.
Choral-Sangsang ved gudstjenesten.
285
Mel. af Vestalindenikke lokaliseret i La Vestale, G.L.P. Spontinis opera, 1807, med tekst af V.J.E. de Jouy; operaen blev opført på Det Kongelige Teater 1844.
betagerovervælder.
288
Tøise note til s. 205.
289
Hoffærdighedhovmod.
291
veedforstår.
hildetviklet ind i.
293
bares det mig forforekom det mig.
294
Foringenfoderet.
melodramatiskom drama, hvor musikken ledsager talen.
295
Solglødentysk: Alpenglühen, rødligt lysskær på bjergtoppe ved solopgang og -nedgang.
296
Spaantyndt træstykke, som let antændes.
298
Øie … Tandjf. Matthæus 5,38.
skulleskal.
snarthurtigt.
299
veed … Besked … ihar kendskab til.
300
Hvad behøver jeghvor meget behøver jeg (dvs. jeg behøver aldeles ikke).
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Første Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene. Mel. af Martha. – Flotow. »Sprich! was kannst Du!« Syvende Scene Ottende Scene. Mel.: Spindevise af Aarstiderne. – Haydn. Niende Scene Tiende Scene Ellevte Scene Tolvte Scene Trettende Scene Fjortende Scene Anden Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene Tiende Scene Ellevte Scene Tolvte Scene Tredie Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Fjerde Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene Tiende Scene Ellevte Scene Femte Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene

Del

[Sassy_Social_Share]