Er Posten der!

Nej, det er fra Posten. Selv kunde den ikke komme. Om Forladelse! det var den eneste Maade at faae Dem vækket paa.

Jeg sover!

Herre!

Er Klokken saa mange?

Nei, den er to!

Saa lad mig sove, Fæhoved!

Hvad sagde De? seer De hvem jeg er! –

Hvem er De Herre! Jeg har ingen Penge hos mig, ingen Kostbarheder! Hvor er De brudt ind? Hvad vil de røve?

De skal ikke blive bange! jeg er jo en skikkelig Reisende. Jeg ligger her!

De gaaer isøvne, Herre!

Jeg betaler her for at sove, og derfor skal De lade mig sove!

Men Gud bevare os! det er jo Dem, som vækker mig! sov! gaae paa Deres Værelse og sov!

Jeg er paa mit Værelse.

Nej, De er paa mit! De kan jo see, at jeg er tilsengs.

Men her ere to Senge, den ene er givet mig, hele Huset er jo besat, og saa har man lagt mig herind; jeg vilde have et roligt Værelse. Jo!

Jeg skal op Klokken tre, for saa kommer Diligencen med min Kone fra Fyen. Skal jeg have sovet, saa maa jeg sove nu. Lad mig i Ro!

Ja lad bare mig i Ro! (trækker sine Støvler af). Det er en Postgaard at tage ind i! – Ja, jeg maa lægge mig! jeg haaber da, at han holder op med at musicere. I Seng, min Dreng!

Hvad! hvad! hvad er det! – Kan De ikke lade mig sove?

Det er Dem, som ikke kan lade mig sove!

Jeg har ikke seet paa Dem. Jeg har ligget og vendt Ansigtet imod Væggen.

Men De snorker!

Hvad gjør jeg?

De snorker! snor-or-or!

Snorker jeg?!

Det er som et heelt Tordenveir.

Det var stærkt!

Det er det ogsaa.

Nu vel, ja, jeg snorker! det er min Natur. Det morer mig. – Man skulde troe, at De var Een ligesom min Kone, for hun kan heller ikke lade mig have den uskyldige Fornøielse.

Har De en Kone?! Er hun kjøn?

Hun er ligesom De, hun kan ikke taale, at jeg snorker. Hun vækker mig hver evige Nat.

Men det har hun Grund til. Hun kunde lade sig skille ved Dem for det.

Ja, gid hun vilde!

Hvad siger De?

Herre! er De gift?

Jeg! – nej! –

Saa er De et lykkeligt Menneske! – De er Ungkarl!

Nej, det er jeg heller ikke.

Saa er De Enkemand. Ja, det er nu det allerlykkeligste.

Enkemand. Nej, det er jeg heller ikke.

Ja een af Delene maa De da være! enten Ungkarl, gift eller Enkemand. Der er jo kun de tre Afdelinger i den menneskelige Tilværelse!

Jeg skal sige Dem! – ja jeg skulde egentlig ikke sige Dem det, men da vi ere Stuekammerater, og De har et godt Ansigt – jeg har været Ungkarl, jeg har været gift – men Enkemand er jeg ikke! tvertimod, det er min Kone, som er Enke!

Enke! og De er levende!

Jeg er ikke levende!

Hvad! er De død? Lad være at spøge med Sligt midt om Natten. Der er visse Ting, som – –

Min Kone troer mig for længe siden død, og den Tro er god for hende, og god for mig. Det var saadan en Opfindelse.

Da jeg døde fra min Kone,

Verden fik en anden Tone,

Jeg kom op paa Fredens Throne,

Ja, jeg kom i Paradiis.

De har prøvet, De har døiet,

Følt at være sammenføiet –

Døden hjalp mig, og fornøiet

Jubler jeg ved mit Forliis.

Fra sin Halvdeel vel befriet,

Det er Held i Lotteriet.

Fryd og Fred og Glæde viet,

Jubler man paa Fuglens Viis!

Ak ja! det maa være en stor Fornøielse, De maa fortælle mig, hvordan De blev af med deres Kone! Ak, hvad vilde min Kone sige til saadant noget! Hvorledes bar De Dem ad? Det maa De fortælle mig.

Med Fornøielse! men De skal heller ikke bringe det videre. Jeg er her paa Gjennemrejse! jeg gaaer igjen ud af Landet. Jeg skal fortælle Dem det Hele imorgen, nu er det nok Tid at sove.

Allerede! nu kunne vi jo tale. Naar jeg først engang rigtig er vaagen, saa kan jeg ikke falde isøvn igjen.

O, det gaaer nok! De skal tælle: een, to, saaledes til hundred og ikke tænke, saa sover De; men De maa ikke snorke! nu vil jeg sove, derfor er jeg kommet.

Den er kun halv tre. Jeg kan ikke falde isøvn. God Nat Nabo!

God Nat!

Nabo! – De kunde gjerne fortælle mig Deres Historie, jeg var istand til at lære noget af den. Det er just den Slags, som interesserer mig, for, som jeg sagde Dem, jeg er gift!

Er Konen ung?

Nej! hun er 52, men saa seer De, at hun kan leve længe endnu. Vi boe i Odense; jeg er Urtekræmmer. Min Kone er en ▶X-antippe!

Det hedder Xantippe!

Ja, jeg udtaler det nu altid X-antippe, og det er jo Talebrugen, der bestemmer det.

De er nu paa Hjemrejsen?

Nei, jeg ligger i Kjøbenhavn. Jeg skal nødvendigviis personlig arrangere nogle Penge-Sager, min Kone har herovre; men det er svært, og det begriber nu et Fruentimmer ikke! hun er saa heftig paa det! Døer hun ikke i Gallop, saa døer hun aldrig. Igaar fik jeg et Brev fra hende. Hun skriver: »ja, naar jeg sender Dig, saa kan jeg selv gaae bagefter. Jeg kommer imorgen med Diligencen fra Fyen, være saa Du i Roeskilde for at tage imod mig og hav Vognen bestilt, at vi kunne strax kjøre til Slangerup og tale med Hr. Mortensen. For Pengene vil jeg have!« – Det skrev hun.

Hun er Rasmus◀, kan jeg høre!

Ja, hun veed, hvor Skabet skal staae. Det vil gaae mig gjennem Beenpiberne, naar jeg hører Posthornet. Hun er her snart! hu, Klokken tre! nu kan jeg ikke sove, jeg bliver saa munter. Fortæl mig Deres Historie, før De falder isøvn, De kan jo siden sove saa længe De vil, og jeg skal afsted til Slangerup.

Historien er lang, den er meget lang!

Men i kort Udtog.

Mit Liv er en heel Roman; en meget bedre, end de Romaner der digtes! Der kunde gjøres Noget af mig, baade Comedie og Tragedie, og der blev dog nok til Romanen. Min Barndom var en heel Idyl! De veed hvad Idyl er? Jeg havde Englehoved med Krølnakke! guul Krølnakke! tænk Dem.

De har forandret Dem.

Jeg var et mærkeligt opvakt Barn. Min Moder græd tidt, for »kloge Børn pleie at døe tidlig.« Jeg havde et overordentligt Talent til at gjøre Sejl-Baade af Aviis-Papir, – ogsaa af Skrivpapir! – De seilede i Rendestenen ind under Brættet. Min Fader var en fornuftig Mand, een af de Fædre, der, før han sætter sin Søn til Brød-Studium, seer efter, hvad Anlæg Sønnen har. Jeg skulde altsaa være Skibsbygger.

Hvad! De snorker jo! De hører ikke efter. Heida! jeg skulde være Skibsbygger!

Jeg hører hvert evige Ord; jeg lukker bare Øinene, for saa hører jeg bedre.

Jeg blev comfirmeret, jeg kom til Kjøbenhavn – nu begynder Romanen, men jeg giver Dem kun Pointet; – Det vilde ikke gaae med Skibsbyggeriet; jeg var tilsidst nær ved at komme – som man siger – bag paa Skafterne; men en kjøn Karl var jeg! – En Morgenstund tog jeg Avisen; der stod i den, at en ung Dame af Dannelse, og med en Formue, der kunde sætte Een i en god Levevej, søgte sig en Livsledsager af et godt Udvortes og af en reen Characteer. Der kom over 300 Billetter til Enken. Hun var en Spekhøker-Enke! – Og mellem de 300 Søgende var jeg den, hun valgte sig. Smag havde hun, det kan jeg ikke nægte hende.

Spekhøker-Enke i Kjøbenhavn siger De?

Ja! – Jeg giftede hende, gjorde hende fra Madam Pedersen til Fru – – ; ja jeg navngiver mig ikke!

Madam Pedersen heed hun? – Hør det interesserer mig!

Det var et frygteligt Fruentimmer, et urimeligt Fruentimmer. Deres X-antippe er bestemt et fromt Lam mod min Xantippe. Hun pinede, hun sparede, hun var jaloux! hver Dag blev hun værre. 365 Dage, den ene værre end den anden! hvad faaer De ud af saadant et Aar? og jeg blev i to Aar! Læg det sammen.

Jeg kjender det!

En Dag, – det var en Søndag – da glemte hun saa ganske Qvindens Værd, mit, Mandens Værd, – hun, – tænk Dem! hun gav mig lige i Ansigtet den Kop varme Kaffe, hun sad med; jeg tog Flødepotten – det var et skrækkeligt Øieblik.

Jeg seer det.

Da fik jeg en Tanke. Jeg tog en heel Klædning af mine egne, fra det Udvendige lige til det Allerindvendigste, kom det i en Byldt, gik ud ved Kallebodstrand, lagde Tøiet, Stykke for Stykke, – der var baade Sokker og Støvler, – man fandt det; – jeg var »druknet!« men imidlertid sejlede jeg med Amerikaneren; Skibs-Kokken var min Ven.

Graah! Rasmus Graah.

Hvad! De veed mit Navn?

Det stod jo paa Skjorten, det stod paa Sokkerne. Jo, Tøiet blev fundet og De selv med. Vi fandt Cadaveret. De var ganske ukjendelig. Veed De, hvem der blev deres Efterfølger hos Enken?

De kjender Amalia? Hun er gift igjen?

Kjøbenhavn er ombyttet med Odense, Spekhøker-Kielderen med en Urtebod. – Jeg er gift med hende.

Hvad! er De min Kones Mand?

Jo, vi ere temmelig nær i Familie med hinanden.

God Morgen!

Hvor vil De hen?

Jeg har glemt noget!

Hvor?

I – Hamborg!

De slipper ikke bort! De bliver her til hun kommer.

Jeg har ikke noget at tale med deres Kone!

Hun var Deres Kone før hun var min! De har første Prioritet.

Hun er Deres!

Nej, Hun er Deres!

Jeg kjender Lovene: en Kone maa ikke have to Mænd! De er Eiendomsbesidderen, De beholder hvad De har.

Det er noget Snak! De er jo ikke død, jeg kan ikke beholde hende, jeg vil ikke beholde hende!

Herre, vil De slaaes!

Jeg holder mig til Loven! og De kommer ikke ud, – for Kræfter har jeg, skal jeg sige dem.

Havde jeg Pistoler, havde jeg kun en lille Sabel, De skulde slaaes med mig!

Hr. Graah.

Ha, De vil tvinge mig! jeg syder, bruser, – Herre!

Kom, duelleer! bring Vaaben hid! vær Mand!

Jeg kjæmper for mit Liv! – jeg gaaer fra dette Land,

Jeg døer for anden Gang! jeg gjør hvad der er værre!

De er min Kones Mand og det De bliver, Herre!

Lidt Vand i Blodet! Bliv ej saa heed

Og vred!

Koldsindigheden er min Magi!

Saa ti!

Man Alt maa betragte fra Hoved til Hale;

Lad os som fornuftige Mennesker tale.

Een gaaer til Konen,

Een vinder Thronen

Som fri!

Jeg faaer en Idee, en Tanke! der ligger et Spil Kort; lad Skjæbnen afgjøre, hvem der skal bukke under. Jeg spiller med Dem om Deres Kone!

Deres vil De sige.

Vi spille.

Lad gaae!

Ecarté!

Ja, det kjender jeg ikke! jeg kan ikke saadanne Herskabs-Spil.

Skulle vi da spille Hanrej?

Ja nok! »Hanrej« og »Rakker tilbage«.

Det sidste kjender jeg ikke.

Det spille vi i Fyen.

Lad os faae bare Hanrej.

Vel, bare Hanrej.

Jeg blander. De tager af. Og Trumf.

Kløverknægt er Trumf.

Mel. »Hr. Peder kasted Runer.«

1.

Jeg spiller ud. – Spa’er fem! kan den De stikke? –

Ej brav! – En ti! – men denne ta’er De ikke!

Kløer ni! men jeg har Tien! –

Og nok en Gang en Kløer.

Jeg stak! – Jeg bliver i ’en.

Jeg holde kan Couleur.

Det var godt!

Denne kan De ikke.

Jo min Fa’er! See om De kan stikke.

Den var slem.

Een af os maa tabe eller vinde,

Een af os – Gud frie mig fra min Qvinde!

O, ja, ja!

2.

Nu Hjerter!

Nok en Hjerter gaaer paa Vandring,

Og saa igjen en Hjerter til Forandring.

Nu kniber det!

De stikke!

Vel! Ruder! Ruder! Spaer!

Men denne lille ikke?

Av! det Kort jeg ta’er!

Tien! Knægten! Damen! Kongen! Esset!

Trumf! og Trumf! jo, jo, jeg har Dem presset.

Kan De den!

Trumf i Trumf! see der er Knægten, Damen,

Es tilsidst. Nu kan jeg sige Amen.

De har tabt.

Jeg har tabt.

Det kan jeg kalde at have Lykke!

Gratuleer mig!

Dem! Hvortil!

Har jeg ikke tabt!

Jo vist har De tabt.

Naa!

Naa!

Ja jeg siger naa! har De ikke vundet?

Jo!

Saa hører jo Amalia Dem til.

Mig! Er De dum? Det var jo Dem, som tabte i Spillet! jeg vandt, og saa er Fordelen paa min Side. Amalia hører Dem til.

Men hav dog Tanker i Hovedet! naar man, for Exempel, spiller om en Mark, saa faaer den Marken, som vinder!

Det er jo noget Andet! men naar man spiller om at blive fri for sin Kone, saa er den fri, som vinder. Det kan jo et Barn forstaae.

Kan De ikke forstaae mit Exempel med en Mark? De har vundet Amalia, jeg har tabt hende.

Menneske! De gjør mig rasende.

»Min Herre! viid, De staaer paa Danmarks Grund,

De kjender knap vor Skik i disse Dale!«

Et Alvors Ord jeg taler denne Stund!

Og Herre, Herre! mærk De vel min Tale! –

1.

:|: Der er Posten! :|:

Hu, hvor skurrer Hornets Tone!

Hilledød, der er min Kone! –

O, det er en rædsom Time!

Jeg er færdig at besvime; –

Det gaaer mig i Sjæl og Krop –

Naa, hvor hun vil skrige op! –

2.

Han kan blive.

De skal blive.

Jeg maa ud, for jeg er daarlig!

Det er ganske uvilkaarlig – –

Intet mig fra Døren skræmmer!

Vær honet Hr. Urtekræmmer! –

Op af Trappen kommer Een!

Det gaaer mig i Marv og Been.