En rose fra Homerstilskrives ifølge gammel tradition de to store græske eposer Iliaden og Odysseen, der med stor usikkerhed dateres til 700-tallet f.Kr. grav
I alle orientens sange klinger nattergalens kærlighed til rosen. I de tavse, stjerneklare nætter bringer den bevingede sanger sin duftende blomst en serenade.
Ikke langt fra Smyrna, under de høje plataner hvor købmanden driver sine belæssede kameler, der hæver stolt deres lange hals og træder klodset på en jord som er hellig, så jeg en blomstrende rosenhæk, vilde duer fløj mellem de høje træers grene, og deres vinger skinnede idet en solstråle gled hen over dem, som var de et perlemor.
På rosenhækken var én blomst blandt dem alle skønnest, og for den sang nattergalen sin kærligheds smerte. Men rosen var tavs, ikke en dugdråbe lå som en medlidenheds tåre på dens blade, den bøjede sig med grenen hen over nogle store sten.
»Her hviler jordens største sanger!« sagde rosen, »over hans grav vil jeg dufte, på den vil jeg strø mine blade når stormen river dem af. Iliadens sanger blev jord i denne jord hvorfra jeg spirer! – Jeg, en rose fra Homers grav, er for hellig til at blomstre for den fattige nattergal!«
Og nattergalen sang sig til døde.
Kameldriveren kom med sine belæssede kameler og sine sorte slaver. Hans lille dreng fandt den døde fugl, den lille sanger jordede han i den store Homers grav, og rosen bævede i vinden. Aftenen kom, rosen foldede sine blade tættere og drømte – at det var en dejlig solskinsdag. En skare fremmede,
Se det drømte blomsten, og den vågnede og gøs i vinden. En dugdråbe faldt fra dens blade på sangerens grav, og solen stod op, dagen blev hed, og rosen blussede skønnere end før, den var i sit varme Asien. Da lød fodtrin, der kom fremmede franker, som rosen havde set dem i sin drøm, og mellem de fremmede var en digter fra Norden. Han brød rosen af, trykkede et kys på dens friske mund og førte den med sig til tågernes og nordlysenes hjem.
Som en mumie hviler nu blomsterliget i hans Iliade, og som i drømme hører den ham åbne bogen og sige: »Her er en rose fra Homers grav!«
En Rose fra Homers Grav
Trykt første gang som kapitel III i afsnittet om Orienten i rejseskildringen En Digters Bazar, der udkom den 30. april 1842 (BNF 417). Udskilt som særskilt tekst og optaget med enkelte ændringer i Eventyr og Historier. Med Illustrationer efter Originaltegninger af V. Pedersen, 3. hefte, der udkom den 15. december 1862. Udgaven udkom i heftesubskription på i alt 6 hefter: 1.-3. hefte udgjorde Første Bind (1862), 4.-6. hefte udgjorde Andet Bind (1863).
Sidstnævnte udgave følges her.
BFN 846/IV,43-45/VII,232.
Tekstrettelser i forhold til trykforlægget
36,33 | Grav.« < Grav. |
36 | |
Homer(s) | tilskrives ifølge gammel tradition de to store græske eposer Iliaden og Odysseen, der med stor usikkerhed dateres til 700-tallet f.Kr. |
frankiske | den orientalske betegnelse for europæere, specielt vesteuropæere. |
Del
Henvis til værket
H.C. Andersen: En Rose fra Homers Grav. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk
Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession