Erklæring
Hr. har i sidste Nr. af »musikalsk Tidende« givet en kritisk Anmeldelse af Aftenunderholdning. Paa denne blev fremsagt et af mine Digte: Tanker ved en ituslagen , om hvilket han blandt andet siger følgende:
»Det er et af Hr. H. C. Andersen, med Musik af en Anonym: »Tanker ved en ituslagen Jydepotte«, og som bestod af nogle ituslagne poetiske og musikalske Tanker, det skulde være en Parodie paa, eller rettere – da det var en Neddragen af noget Ophøiet i en lav, ja i den allerlaveste Sphære – en af : Guldhornene.« »Nu spørge vi: i hvad Hensigt travestere dette, saavel fra Digtets, som Musikens Side saa fortræffelige Stykke.« – »Vi gjentage nu vort første Spørgsmaal, saavel til Digteren, som til Componisten, hvorfor travestere dette Stykke? For at more? det er i Sandhed kun en daarlig Morskab, som forskaffes ved at latterliggjøre noget virkeligt Skjønt, og saaledes svække dets Indtryk. Vi haabe derfor, at Hr. Andersen en anden Gang vil søge en mere passende Gjenstand for sine poetiske Fastelavnsløier og ikke glemme, at al Travestie er en letsindig Forhaanelse af Idealet.« – »»Et svinder,« og »det undrende Norden« vil endnu med Henrykkelse høre Sangen om »Guldhornene«, naar Lyden af den »ituslagne Jydepotte« forlængst er forsvunden.«
Da Hr. Sahlertz i Adresseavisen første Gang anmeldte sin Aftenunderholdning, stod der feilagtigt ved mit Digt: nyt, men det blev berigtiget i alle senere . Aligevel kan denne Feil og nu isærdeleshed Hr. Berggreens Kritik bringe mange af dem, som ikke vare ved denne Aftenunderholdning, til at troe, at jeg havde skrevet et nyt Digt; en Parodie paa Oehlenschlägers og Hartmanns: »Guldhornene«. Dette er aldeles ikke Tilfældet. Digtet, som Hr. Waltz fremsagde, var det nu henved 9 Aar gamle Digt: Tanker ved en ituslagen Jydepotte, som alt findes aftrykt i den flyvende Post 1827, senere er det optaget i mine »Digte« og i forskjellige Provindsblade, samt fremsagtfør, saavel paa det kongl., som paa privat Theater. I disse flere Aar, dette Digt har været til, er endnu ingen før faldet paa at sætte det i nogen Slags Forbindelse med: Guldhornene.
Mit Digt skal i dramatiske Selskaber være givet, som Melodram og man har sagt, at det derved fik en større Virkning. Paa Grund heraf blev en ung Componist anmodet om at sætte det i Musik. Det blev et Melodram, det samme er: »Guldhornene.« Waltz har fremsagt dette og han fremsagde mit.
Det er neppe mere end to Aar siden Hartmann satte Musik til det öhlenschlägerske Digt og dette da kom paa Theatret; mit Digt er skrevet, trykt og bekjendt for henved 9 Aar siden.
»Det er dog det samme!« vil maaskee Hr. Berggreen sige: »Oehlenschläger har endnu tidligere skrevet sit, Andersen har altsaa dog dengang villet parodiere det.«
Dersom det var Tilfældet, vilde jeg her ærligt sige ja, det havde, strængest taget da været en Ungdoms Ubesindighed. Men hverken da jeg skrev Digtet, eller senere, er det faldet mig ind at det kom i nogen Slags Berørelse med Oehlenschlägers.
Vil Hr. Berggreen behage at see efter i den flyvende Post 1827, da vil han der finde en , det var en Samling af Vers over Afdøde, ikke meget bekjendte Folk; de svulstige fik mig til i et muntert Lune at skrive mit omtalte Digt. Dersom jeg derved begik et Misgreb, fortjener jeg Dadel, om der saa hengaae nok saa mange Aar, om endogsaa mine senere Arbeider vise en anden Aandsretning, men det bliver at ville uden Aarsag stille mig i et fjendtligt Forhold til en Digter, som Oehlenschläger. Jeg er ogsaa fuldkommen overbeviist om, at Hr. Berggreens Retfærdigheds-Følelse vil lede ham til at give denne min Erklæring Plads i samme Blad, hvori han dadlede mig.