Et Besøg hos Charles Dickens i Sommeren 1857

Natten til den ellevte Mai gik jeg med Dampskibet fra Calais til Dover; Søen rullede, og det blæste stærkt; i Dagningen var jeg paa Englands Grund, hvor jeg ikke havde været i ti Aar. Da jeg dengang forlod Kysten ved Ramsgate, var Charles Dickens den Sidste, som tilvinkede mig Lev vel; ham gjaldt nu mit Besøg. Han havde indbudt mig til i Sommeren at tilbringe nogen Tid hos sig og sin Familie.

»Vi blive ikke i selve London«, skrev han, »vi tage i Begyndelsen af Juni ud paa et lille Landsted, jeg eier, syv og tyve Miil fra London; det ligger i en af de smukkeste Egne af Kent ved en Jernbane Station, og man kan derfra i halvanden Time være i London!«

Den Lykke ventede mig altsaa, at skulle kalde Dickens’ Huus mit Hjem, at skulle en Tid der groe fast og tilhøre ham og hans Kreds. Siden mit forrige Besøg i England havde vi staaet i Brevvexling; han var mig en deeltagende Ven – jeg var uendelig lykkelig.

Dampskibet lagde an i Ebbetiden; det gjorde en Standsning. Douanen tog ogsaa nogen Tid, og nær var det blevet for silde at komme med det første Morgentog til London; i Hast gik det gjennem Tunnel paa Tunnel og snart skinnede det mægtige Glaspalads i det stærke Sollys, London, svøbt i Kuldamp, gled frem fra Horizonten. Ved »London-Bridge« lød allerede paa den anden Side af Banegaarden det første Signal til Affart for Toget paa Nord-Kent-Banen, der gaaer forbi Higham-Stationen ved Dickens’ Landsted. I Hui og Hast fik jeg Plads og fløi afsted forbi Landsbyer og Stæder, altid nær Themsen, der strømmede til Venstre, opfyldt med Seilskibe og Dampskibe.

Dickens havde foreslaaet at komme mig imøde ved London eller paa hvilkensomhelst af Stationerne, jeg opgav, men jeg havde svaret, at jeg nok fra Higham skulde finde til ham, naar jeg kun der af Banevogteren fik at vide, hvor Landstedet laae; en Vogn maatte jo være let at erholde selv i en nok saa lille Stad; men Higham er en Landsby og ligger over en engelsk Miil fra Stationen, der kun er et eneliggende Huus; ved dette steg jeg af, Toget bruste afsted til Rochester, og jeg stod der ganske forladt.

»Er De den Fremmede, som vil til Hr. Dickens?« spurgte Banevogteren, der vidste, at jeg skulde komme. En Vogn var ikke at erholde i Higham; Manden foreslog mig derfor at blive her, til han havde hentet en saadan hos Dickens, eller at følge tilfods med ham derhen. Vi havde, sagde han, to engelske Miil herfra til Gadshill, hvor Dickens boede; jeg foretrak at gaae; Banevogteren fik min Kuffert paa Ryggen, Natsæk og Hattefoderal over Skulderen, og Vandringen begyndte, bestandig opad, mellem blomstrende Gjærder med Caprifolier og vilde Roser. Hvert Bondehuus, om nok saa lille, saae ud, som var det indrettet til Landsted for velhavende Kjøbstadfolk, omtrent som flere af Husene paa den kjøbenhavnske Strandvei, men her i England er det Bonden, som har det saa reenligt og nydeligt og indretter sig saa behagelig; et lille Gulvtæppe bredte sig indenfor den aabne Dør, Blomster stode paa Bordet eller i Vinduet; hver af Landboerne, jeg mødte, var som søndagsklædt.

Efter en temmelig trættende Vandring naaede vi Hovedlandeveien mellem Rochester og Gravesend; foran os laae Gadshill Place med Dickens Landsted.

Ved Shakspeare har Gadshill faaet sin Berømthed; i første Deel af Henrik den Fjerde, siger Poins: »Imorgen tidlig, henimod Klokken fire, ved Gadshill! der er Pillegrimme underveis til Canterbury med rige Gaver og Kjøbmænd, som ville til London med spækkede Punge. Jeg har Masker til Jer Alle; Heste har I selv!«

Gadshill ligger ved den gamle Landevei mellem Dover og London, omtrent midtveis; her, hvor Pillegrim og Reisende fordum gik i Angest for Overfald, er nu et fredeligt, landligt Hjem, med en Duft af vilde Roser, blomstrende Hyld og store Kløvermarker. Alt ganske anderledes, end da Shakspeare saae det og lod sin Falstaff fortælle om det farlige Sted: »▶der vare Hundrede mod os fire Stakler! I en Haandevending gav jeg syv af disse Elleve saa Meget, de havde nødig. Tre grumme Skurke i bouteillegrønne Klæder faldt mig med Eet i Ryggen og klemte hart paa mig, thi det var bælmørkt, Henrik, saa at man ikke kunde see en Haand for sine Øine◀.«

Jeg stod ved Gadshills Place, og foran mig, ved den brede Landevei laae Dickens’ Landhuus, hvis Taarn med sit lueforgyldte Fløi jeg allerede et Stykke borte havde seet over Trætoppene. Det var et smukt nyt Huus med røde Mure, fire Karnapvinduer og en fremspringende Indgang, hvilende paa smaa Søiler; i Qvisten et mægtigt bredt Vindue; en tyk Hække af Laurus cerasus sluttede sig tæt til Huset, fra hvilket man saae over en omhyggelig pleiet Græsplet ud til Landeveien, paa hvis modsatte Side som Baggrund løftede sig to mægtige, libanonske Cedertræer, hvis bugtede Grene bredte deres grønne Skjærm over en stor Græsplet, der omsluttedes af Vedbenden og vild Viin, – saa tæt, saa mørkt var dette Hegn, at ingen Solstraale mægtede at trænge igjennem.

Idet jeg traadte ind i Huset, traadte Dickens mig imøde, saa glad, saa hjertefuld; lidt ældre var han nu at see til, end da vi for ti Aar siden sagde hinanden Lev vel, men dette Ældre laae for en Deel i Skjæget, han havde lagt sig til; Øinene lyste som før, det samme Smiil var her om Munden, den samme kjære Røst lød saa hjertelig, ja, om det var muligt, endnu inderligere end før. Dickens var nu i sin Manddoms bedste Alder, sit fem og fyrgetyvende Aar, saa ungdommelig, livfuld, veltalende og rig paa en Humor, der gjennemstraaledes af den varmeste Hjertelighed. Jeg veed ikke at sige noget ham mere Betegnende end de Ord, jeg i et af mine første Breve herfra til Hjemmet skrev om ham: »Tag det Bedste ud af alle Dickens’ Skrifter, dan Dig deraf Billedet af en Mand, og Du har Charles Dickens.« Og saaledes som han i den første Time stod for mig, var og blev han uforandret alle de Uger, jeg blev der, altid livssund, glad og deeltagende.

Man vil saa gjerne i en Digters nærmeste Omgivelse søge og finde Forbilledet til de Skikkelser, man har faaet kjær i hans Skrifter. Jeg havde tidligere hørt Flere udtale, at Agnes i Romanen David Copperfield skulde ligne Dickens’ Hustru, og uagtet hun rimeligviis aldrig her har foresvævet ham, veed jeg Ingen i hans Bøger, der i alt Smukt og Elskværdigt kan komme hende nærmere end netop Agnes; jeg fandt en Ro, en Qvindelighed, noget stille Tilbagetrædende hos Mistress Dickens; dog fik, naar hun talte, de store, milde Øine en Glands, der kom et saa godmodigt Smiil om Munden, der klang Noget saa tiltrækkende i Stemmen, at jeg nu altid maa tænke mig Agnes saaledes.

I Stuen, hvor vi med en Deel af Børnekredsen samledes om Frokostbordet, var der saa hyggeligt, saa søndagsfestligt; rundtom de store Vinduer hang udenfor, i rig Fylde, blomstrende Roser; man saae ud over Haven til grønne Marker og Høiderne bag Rochester. Et godt Portrait af Cromwell hang over Kaminen, og blandt de andre Malerier paa Væggen tiltrak sig min Opmærksomhed især eet, der forestillede en Calechevogn, hvori der sad to unge Damer, fordybede i Læsningen af en Bog, paa hvis øverste Rand læstes »Bleakhouse«; den lille »Groom« bag paa Vognen bøiede sig heelt over og stjal sig til at læse med i Bogen; et Par Fugle i Buur sang lysteligt, jo mere der taltes i Spisestuen.

Ved Middagsbordet havde Dickens Huusfaderens Plads øverst ved Bordenden, og efter engelsk Brug indledede han altid Maaltidet ved en kort og stille Bøn; ved hans Side var min Plads under hele Besøget.

– I et Brev til mig i Danmark havde Dickens skrevet: »Jeg har nu endt »Little Dorrit« og er en fri Mand. Vi ville saaledes nu ret kunne være sammen og spille »Cricket« paa den grønne Eng!« – men Samlivet blev noget begrændset, thi netop Dagen før jeg kom, var Humoristen, Lystspildigteren Douglas Jerrold død, og paa sit Dødsleie skal han have sagt til sin bedrøvede Kone: »Dickens vil tage sig af Dig, dersom jeg døer!« Og i Sandhed, Dickens tog sig med Deeltagelse og Iver af den stakkels Enke. Det blev hans Opgave, som ogsaa lykkedes, at samle et Par tusind Pund, hvis Renter aarligt sikkre hende et tarveligt Udkomme. Dickens havde samlet en Comitee med Navne af Betydenhed, ligesom hans eget: Bulwer, Thackeray og Macready, og et Program var lagt til en heel Række Indtægtskilder. Det er noksom bekjendt, at Dickens har et ualmindeligt Skuespillertalent; i sit Huus har han ladet indrette sig et lille Theater, hvor han, med enkelte af sin Familie og sine Venner, for en udvalgt Kreds giver nogle dramatiske Forestillinger; et Par saadanne skulde nu bringes istand til høi Betaling; desuden agtede Dickens og Thackeray at holde nogle Oplæsninger, hvortil Dickens for sin Deel havde valgt en af sine Jule-Fortællinger. Til at faae alt Dette sat igang behøvedes Tid og Virksomhed. Der var Dage i Hjemmet, i hvilke jeg saae ham skrive og afsende over en Snees Breve, men altid skete det med Livlighed og Glæde, som var det Hele en Leg; dog hvad jeg maatte beklage var, som sagt, at vort Samliv blev forkortet og begrændset ved, at han i sin Virksomhed for denne Sag, oftere end ellers var blevet Tilfældet, maatte tage til London og blive der hele Dage. – Da jeg kom, havde han og Familien endnu ikke været fjorten Dage paa deres nye Landsted; Omegnen og alle Spadseregangene her vare dem nye. Jeg fandt imidlertid selv snart de smukkeste Punkter, og til et af disse, øverst paa Gadshill, førte jeg Dickens og hans Familie. Veien herop gik over den brede Landevei, hvor der gjenboes for Landstedet ligger et Værtshuus, paa hvis af Regnen slidte Skildt var, til en Erindring om Stedets Betydning ved Shakspeare, afmalet paa den ene Side Falstaff og Prinds Henrik, paa den anden Side de lystige Koner i Windsor ifærd med at putte Falstaff i Klædekurven; fra Værtshuset løb en Huulvei mellem levende Gjærder op til en Gruppe Bønderhuse, alle paa to Etager, og Murene bedækkede med Viinløv; lange, rene, hvide Gardiner hang i Vinduerne; det øverste Huus bevogtedes af en gammel, blind Hund; Køer og Faar græssede paa Marken, og der løftede sig som det høieste Punkt en af Muursteen reist Obelisk, fra hvilken Overkalkningen havde løsnet sig; det hele Monument havde store Revner, og truede med at falde for det første Vindstød. Indskriften var ikke heel læselig, dog saameget fandt vi ud, at den var reist til Ære for en rimeligviis for længe siden afdød brav Eiendomsbesidder heri Egnen. Jeg vidste Besked om Monumentet, og da jeg nu var den, som først havde ført Dickens herop til dette smukke Punkt, kaldte han siden i Spøg Stedet: »Hans Christian Andersens Monument!«

Just herfra var et Rundmaleri, et Skue ud over Egnen, der var ligesaa udstrakt som smukt; er Nordkent med Rette kaldet Englands Have, det er den danske Natur, men rigere og bedre holdt; Øiet glider hen over grønne Enge, gule Kornmarker, Skove og Tørvemoser; er Veiret klart, kan man øine Nordsøen; Landskabet frembyder ingen Indsø, men milelangt har man Themsen, der bugter sig bred og skinnende i den grønne Grund. Endnu kjendes heroppe Spor af gamle Forskandsninger fra Romertiden, og her op gik vor Vandring mangen Aften, her laae vi i Kreds paa Græsset og saae Solen gaae ned; dens Straaler spillede tilbage fra Themsens Bøininger som et Guld, hvor Skibene da viste sig som mørke Silhouetbilleder, og rundt om fra de spredte Landhuse løftede sig den blaae Skorsteensrøg; Græshopperne sang, og der var en Fred udbredt over det Hele, der forhøiedes ved Aftenklokkernes Klang. En stor Skaal med Claret, hvori prangede en Bouquet brune Markblomster, gik rundt i Kredsen, Maanen steg op, rund, rød og stor, til den lyste i reen Klarhed, og lod mig tænke, at det Hele var en deilig Sommernatsdrøm i Shakspeares Land, og det var dog mere, det var Virkelighed. Jeg sad hos Dickens og hørte ham glad og livsfrisk nyde den smukke Aften, der vist, som den afspeilede sig i hans Sjæl, engang skinner tilbage for os Alle i en ny, malende, udødelig Digtning.

Uden al Øvelse i tidligere at tale Engelsk og høre det tale, forstod jeg fra første Øieblik næsten Alt, naar Dickens talte til mig; kom der mig noget Vanskeligt, da gjengav han det i en ny Sætning; Ingen var hurtigere til at forstaae mig end han. Dansk og Engelsk ere hinanden saa lige, at vi tidt Begge undrede os over Ligheden, og naar derfor et Ord manglede mig, bad Dickens mig sige Ordet paa Dansk, og ofte traf det sig, at det var ganske eenslydende med det engelske.

»Der er en Græshoppe i den Høstak!« vilde jeg en Dag sige, og da jeg gav det paa Dansk, oversatte Dickens det: »a grasshopper in the hay-stack«. Paa Bondens Tag saae jeg voxe en Mængde Grønt; jeg spurgte om hvad det her tillands blev kaldt, hos os var Navnet Huusløg – og Bondekonen, som vi spurgte derom, sagde »house-leak«, og saaledes i det Uendelige. Vi mødte paa Veien en lille Pige, hun knixede dybt for os; jeg fortalte da, at hos os kaldtes det »at støbe Lys«, og Dickens sagde mig, at det her kaldtes »at dyppe«, netop i den samme Betydning, at dyppe et Spedelys. I Frankrig, Italien og Spanien føler den Danske sig hos et fremmed Folkefærd, det er ikke Tilfældet i England; her fornemmer man, at det er Blod af vort Blod, Sprog af den samme Rod. Kysterne ved Themsens Munding og Rochester kjendte engang med Angest de dristige Danske, der kom, gjorde Landgang og øvede mangen Voldsdaad; i Folk og Sprog kan endnu fornemmes Slægtskabsbaandet fra den Tid, da den danske Kong Knud regjerede over England og de tre nordiske Riger; men England var Hovedlandet, Kongens Opholdssted. Worsaae har i sit interessante Værk om England fuldelig viist os de mange danske Minder, her findes endnu i Steders Navne, som og i Sagn og i Sange. Naar Vinden suser med sørgmodig Klang i Aftenen hen over Heden, siger Bonden, det er: »the danish boys song«, den danske Dreng synger sin Klage; gjennem mit Hjerte klang den ved Tanken om hvad mit Fædreland, det ældste Rige i Europa, engang betydede; nu er det alene i Kunst og Videnskab, Sang og Meiselslag, det lyder ud over det rige Land, som Havet har skilt fra Vesterjylland.

Først ved at forstaae et Lands Sprog bliver man hjemme der; snart kan man tilegne sig det selv og nogenlunde klare for sig, men det gaaer langsommere med at forstaae de Andre; man kan finde Ord til at udtrykke sin Tanke, Ord man har tilegnet sig, men vor Omgivelse har et anderledes rigt Forraad af disse; det hele Sprog i al dets Rigdom og med alle dets Nuancer staaer til deres Raadighed, og vi høre en Mangfoldighed af os nye og fremmede Udtryk.

Snart forstod jeg, naar hver Enkelt henvendte sig til mig; førte den hele Kreds en livlig Samtale, da glede Ordene for hurtigt i hinanden, og jeg sad som en Døv mellem de Talende. Men Øret vænner sig efterhaanden til de forskjellige Lyd og Betoninger; lidt efter lidt, som man i en Taage kan bemærke den ene Bjergtop komme frem efter den anden, og derpaa de enkelte Partier af Landskabet, fik mit Øre fast Greb paa Ord og Sætninger, og den almindelige Samtale blev mig forstaaelig i Enkeltheder og siden i sin Heelhed.

Alt som jeg vandt mere Bevægelighed i at udtrykke mig, blev ogsaa Trangen større efter at tale om Andet end just det Almindeligste; jeg maatte meddele, være mig selv i min Personlighed, og finde i det fremmede Sprog Udtryk, der vare mig naturlige, som i mit Modersmaal. Meer og meer følte jeg mig hjemme; selv de mindre Børn her i Huset begyndte at forstaae mig, ja den Allermindste, som den første Dag, da jeg spurgte ham, om han holdt af mig, ærligt sagde: »I will put you out of the window!« forsikkrede snart med leende Ansigt, at nu vilde han »put« mig »in of the window«. Dickens har ikke færre end ni Børn, nemlig to voxne Døttre, Mary og Kate, samt syv Sønner: Charles, Walter Lindow, Francis Geoffry, Alfred Tennyson, Sidney Smith, Henry Fielding og Edward Lytton Bulwer. De to Ældste og to Yngste vare hjemme, de tre Mellemste kom i Besøg fra Frankrig, hvor de i Boulogne vare i Pension. Det var nu Ferietid, og snart saae jeg dem klattre paa Grenene i det mægtige Cedertræ eller med de andre Brødre og Dickens selv i Skjorteærmer spille et Parti Cricket (Langbold) paa den store, grønne Mark tæt ved Haven; Damerne sad i det høie Græs under Træerne, Bønderbørn kigede over Gjerdet, og Lænkehunden Turk, der hele Natten stod bunden, var nu løs og førte et frit Hundeliv, medens hans lange Jernkjæde og Hundehuset var overladt til en stor, gammel Ravn, som vistnok regnede sig i Slægt med Ravnen i »Barnaby Rudge«, der endnu existerede, men udstoppet, og havde Plads inde i Vaaningshuset.

Vi kjørte flere Smaatoure; en af de smukkeste her i Omegnen var forbi Lord Darnleys Park. Det Indtryk, jeg fik ved at kjøre forbi, gav ikke Lyst til at leve her; Solen skinnede nok hen over de grønne Græsmarker og ind imellem de mosgroede Træers mægtige Grene; Vildt skulde her findes i Mængde, sagde man, men jeg saae intet Levende. Den hele Park gav ikke Billedet af Skoveensomheden med dens indbydende, forfriskende Ro, men derimod Billedet af et sovende Landskab; det tog sig ud for mig, som om Slot og Park i en Sommernat, paa Dronning Elisabeths Tid, var sunket ned i Jorden, og nu pludselig igjen havde løftet sig i det klare Solskin og laa her belyst, men ikke gjennemvarmet og vakt. Gjerne saae jeg over det blomstrende Gjærde, men brød mig ikke om at komme indenfor det. Hjemfarten gik gjennem det stadselige Gravesend; vi fulgte Hovedlandeveien, der var befærdet af opfyldte Omnibusser, tunge Lastvogne og Soldater paa Marsche. En Aften ved Solnedgang saae jeg her nær ved Gadshill en heel Flok, jeg tør ikke bestemt sige, Zigeunere, men dog saadanne Omvandrende, der her paa Veikanten havde leiret sig, tændt Ild og kogte deres Mad i en stor Kjedel; en Hest stod bunden til en stærkt bepakket Vogn med daarlige Pakkenelliker, Børn løb omkring, det Hele var et ypperligt Motiv for en Maler.

Higham var os den nærmeste Jernbanestation; men Dickens tog oftest med Toget til London fra Rochester; herhen fulgte jeg ham da; vi talte Begge livlige og glade i den friske Morgen; dugbesprængte Spindelvæv laae som Slør spændte hen over Mark og Grøfter; Fodgængere havde ridset deres Navne i de lerede Skrænter ved Veien, en forgængelig Udødelighed i jordisk Muld – dog det er jo al vor jordiske Udødelighed. Ofte laae endnu, naar vi kom, den øverste Deel af den udstrakte Stad svøbt i Morgentaagen; denne løftede sig, og nu fremtraadte den maleriske, gamle Slotsruin med sine epheubedækkede Mure, den storartede gothiske Domkirke. Vi nærmede os den nye Bro og Ruinerne af den gamle tætved; sædvanlig var det ved Ebbetiden; Skibene laae paa Siden som døde Fisk paa den slimede Grund; jeg vandrede saa om i Rochester, der har afgivet Scenen for flere Skildringer i Pickwickklubben. En Dag hørte jeg her den skotske Sækkepibe; en gammel Skotte, svøbt i sin Plaid, der ikke skjulte de nøgne Knæe, trakterede Instrumentet; to Smaadrenge, klædte som den Gamle, gik paa Hænderne og gjorde andre Kunster, medens den lille Søster dandsede hen over Brostenene, svingede med Plaiden og sang dertil. Det saae bedrøveligt ud; jeg følte Lyst til at græde med Sækkepiben, og hvergang siden i min Tanke Rochester skyder frem med sine lange, smalle Gader, seer jeg disse Børn og den Gamle fra Burns’ Bjergland: »▶Land of the brown heath.◀«

Fra Strood, Forstaden til Rochester, kunde man med det hurtigste Tog i halvanden Time naae London. Herind tog jeg da ene, eller med Dickens og hans Familie, og boede saa i deres Vinterhjem, saaledes som det nu stod med sine tilhyllede Kunstsager og Malerier, ret som om det tog sig en Sommerluur.

I Tavistocksquare ligger Tavistockhouse. En Gitterport aflukker Gaarden og Haveanlægget foran samme fra den befærdede Gade. En større Have med Græsplet og høie Træer strækker sig bag ved Huset og giver det Hele et landligt Præg midt i dette kul- og gasdunstende London. I Gangen fra Gaden til Haven hang Malerier og Kobberstykker; her stod Dickens Marmorbuste saa lig, saa ung og smuk, og over Dørene til Sovekamret og Spisestuen var anbragt Thorvaldsens Basrelieffer »Natten« og »Dagen«. Paa første Sal var et rigt Bibliothek med Kamin og Arbeidsbord, og her ud til Haven var det Sted, hvor Dickens med Familie og Venner om Vinteren til gjensidig Fornøielse spillede Comedie. I Kjælderen er Kjøkkenet, og øverst i Huset Soveværelserne. Jeg havde en hyggelig Stue ud til Haven, hvor jeg saae henne over Trætoppene Londons Taarne komme frem eller forsvinde, ligesom det var klart eller taaget. Herfra var en lang Vei til de egenlig befærdede Gader; i en af disse, ligeoverfor Lyceum Theatret, ligger Household-words Office, Dickens’ literaire Contor, om jeg maa benævne Stedet, hvorfra dette novellistiske, vidtudbredte Ugeskrift flyver ud i ikke mindre end 50,000 Exemplarer.

Jeg var her igjen midt inde i det bevægede, menneskebølgende London; det syntes mig, som om jeg havde været her igaar den Dag, og at ikke Aaringer vare hengaaede siden; jeg syntes, at jeg saae den samme Menneskestrøm, samme Mylren af Omnibusser, Cabs og Droscher; Mænd med Skildter paa Ryg og paa Stang bevægede sig mellem de samme høie Huse; Themsen rullede med samme Mylren af Seil- og Dampskibe, Jagter og Baade, der krydsende og mødende kneb sig om og forbi hinanden; samme Røre og Liv som for ti Aar siden.

Denne Gang skulde jeg med Dickens see og fornemme de mange Konstens Herligheder. Een af disse var Händels-Festens første store Formiddagsconcert i Glaspaladset; Chor og Orchester udgjorde ikke mindre end to tusinde Personer. Man kan paa Jernbane i et Qvarteerstid flyve ud til Sydenham-Park og lige ind i Glaspaladset, men det var mere fashion at komme med Hest og Vogn; den hele Vei derud var derfor opfyldt af Kjøretøier, det ene tæt efter det andet, Solen brændte, Støvet løftede sig, og kun i Fodgang kom man fremad.

Det er Glaspaladset, som først stod inde i London, man har flyttet herud, og som jeg troer givet et nyt minaretlignende Taarn. Det er som en heel By under Tag, som om alle store Byers glastækkede »Passager« samlede sig her paa Kryds og Tværs i svævende Pulpiturer og Galerier. Det er, som saae man her en mægtig Fees Trylleslot med rigt udstyrede Haller, vexlende som hendes Luner; her ere pompejianske Stuer, franske Galerier, phantastisk i hinanden arabesksnoede om den mægtige, tempelhøie Hal, hvor i et Marmorbassin voxe blaa og hvide Lothus, og paa Søilerne ranke sig friske, frodige Slyngplanter; prægtige Statuer staae mellem blomstrende Træer; man er inde i en Have og dog under Tag, hvor selve Kæmpetræet løfter sin mægtige Stamme, omgivet af Skikkelser, der fremstille Grupper af vilde Mennesker og Dyr. Solen skinnede paa den uhyre Bygning, et uendeligt stort Seil var spændt inde under Taget for at holde Solstraalerne ude, og Galerier og Gange fyldtes med den tilstrømmende Menneskemasse. Med Dickens’ Familie havde jeg en fortrinlig Plads ligeoverfor Dronningen og hendes Omgivelser. Midt i Salen, fra Gulvet og høit op løftede sig et Amphitheater med de 2000 Musici og Sangere; Händels blomstersmykkede Statue tog sig ud som et lille Punkt, en Guldnøgle, der holdt denne store Menneske-Vifte sammen. – Nu bruste et Orgel, Musiken faldt ind, og mægtigt lød i Chor »God save the Queen« – det var, som et brusende Tonehav rullede frem. Dette og den hele Omgivelse var fuldkommen overvældende for Øie og Øre, og under Pauserne i Musiken hørte man den stærke Vind udenfor ruske i Paladses Tag og Høie, som vilde den ogsaa synge med til Oratoriet Messias. Solosangen lød svagt i det uhyre Rum, og selv Clara Novellos fyldige Stemme havde ikke Kraft nok her, hvor Rummet kun egnede sig for et mægtigt Chor. Indgangsprisen var to Guineer, altsaa omtrent atten Rigsdaler i danske Penge, men desuagtet var her over tolv tusinde Tilhørere; og da disse nu begave sig bort, aabnedes udenfor, i det klare Solskin, alle Springvandene, vistnok over tusinde Straaler, saa tykke, saa høie; de faldende Vanddraaber, skinnende som Diamanter, førtes af Vinden, lig et vaiende Slør farvet med Regnbuer, heelt hen over den grønne Græsmark. Vinden bar Vandstøvet fra Fontaine til Fontaine, Træer og Buske forsvandt bag dette luftige Diamantgardin; det var et Skue, som Phantasien tænker sig paa Havbunden i Undinernes Have, hvor gyngende Kiosker, Kupler, Faner, ja Træerne selv ere skabte af det levendegjorte Vand; og lysteligt saae det ud, naar et Vindstød lod Vandet pludselig svaie hen over de betragtende Grupper: de fore da afsted, hen over det vaade Græs, og mangt et lille Crinoline-Uhyre, der saae ud som en Tavlevisker, tumlede sig for Vindstødet lig en udspændt Paraply, der vilde gaae Ballon-Veien til London.

Derinde i Lyceums Theater skulde eet af mine Ønsker opfyldes – jeg skulde see den berømte, tragiske Skuespillerinde Ristori. Den geniale Rachel var ved hende fortrængt hos Pariserne; ofte havde jeg hørt om Signora Ristoris geniale Fremstillinger, der levende gjorde i Skjønhed selv den uskjønne Hovedrolle i Alfieris »Myrrha«; især havde jeg hørt fremhæve hendes Udførelse af »Maria Stuart« som et Resultat af Studium og Genialitet. Hun skulde i denne Rolle overgaae Rachel, hvem jeg havde seet heri saa stor og fuldendt. Andre havde i ganske modsat Retning udtalt sig for mig om Signora Ristori, ja en aandfuld Dame havde udtalt som en betegnende Skildring: at Ristori mindede altfor meget om den epileptiske Dreng i Raphaels Transfiguration – evig og altid Extase. Jeg skulde nu selv see og kjende denne Nutidens tragiske Musa. Desværre faldt det ikke i min Lod at see hende i »Maria Stuart«, thi denne Aften blev givet »Camma«, en Tragedie af en ny italiensk Forfatter, Montanelli; det var et Slags Norma-Medea, skrevet, som man sagde, for Ristori, og ganske i Alfieris Maneer. Ristori stod alt paa Scenen, da jeg traadte ind i Logen, Huset var kun halv fuldt; Tilstrømningen efter Ristori var i dette Aar noget i Aftagende og Tragedien »Camma« ikke yndet.

Mellem Tilskuerne paa Gulvet blev jeg gjort opmærksom paa en ung, stærktbygget Dame med et glindsende sort Haar; det var Skuespilleren Kembles Søster, Barnebarn af Mistress Siddons, Englands Ristori; flere Forfattere af Navn, dramatiske Kunstnere, saaledes ogsaa Sangerinden Clara Novello, sade her, det syntes at være et udvalgt Publicum, Venner af Ristori. Vi vide, at hun er en Datter af fattige, omreisende italienske Skuespillere; der fortælles, at hun som lille Barn laae i en Kurv bag Coulisserne medens Moderen spillede; selv traadte hun i en meget ung Alder op, og det var i Turin, man først blev opmærksom paa hendes usædvanlige Talent. Senere giftede hun sig med en italiensk Adelsmand, hvis Familie, fortælles der, blev vred over at faae en Svigerdatter fra Theatret; men hendes personlige Elskværdighed vandt snart dem Alle, og da senere finantsielle Hensyn, siges der, bleve Midlet for hende til igjen at betræde den Vei, der førte hende til Navnkundighed og Hæder, fulgtes hun af sin Gemal til Paris, hvor hendes Storhed erkjendtes. Hun alene holdt nu den tragiske Muses Scepter, og Rachel gik til Amerika. Snart lød Signora Ristori’s Navn ud over Nabolandene, og England og Tydskland fulgte Frankrigs Exempel i Hyldest og Henrykkelse.

Signora Ristori har et ypperligt Theater-Udvortes, ædle Træk, levende Øine og en Mimik, der for mig er altfor stærk og kun forekommer mig tilladelig i Balletten, hvor det mimiske Udtryk skal erstatte Ordene. Overgangene vare saa hurtige, at de kun ved Sandhedens Genialitet kunde tillades; i Begyndelsen kunde jeg ikke endnu ret vænne mig til dem. Jeg maatte strax tænke paa en Historie, man fortæller, og hvis Pointe ligger i den Fortællendes Bevægelse med Ansigt, medens Ordene kun ere de, at en Kone, som ellers altid ved sit vredagtige Ansigt skræmmede alle Børn, en Dag ret vilde gjøre sig Umage for at see mild og smilende ud, og derfor til Naboens Børn, som vare komne til hende, sagde med leende Mund og mildt straalende Øine, begyndende i den allerkjærligste Tone: »Skulle de smaa Børn ikke ned i Haven og tage sig nogle Æbler, Pærer og Kirsebær!« men den gode Villie med Smiil og venligt Udtryk forsvandt allerede midt i Sætningen, saa at »Æbler og Pærer« fik Barskhedens Vægt, der culminerede i det sidste Ord »Kirsebær«. Den korte Sætning, der begyndte som en mild Luftning, endte saaledes i et Stormkast. Jeg maatte tænke paa denne Historie ved at see og høre Ristori. Hele hendes Omgivelse syntes kun en svag Efterklang af hende. Hun rev mig ikke med, og dog var hvert Ord saa rigtigt betonet, hver Bevægelse sand for den italienske, ildfulde Natur, men det Hele var understreget, løftet mange Grader over hvad jeg troede at have fornummet i Virkeligheden; dog maa jeg tilføie, at jeg kom fra den store Concert i Glaspaladset træt og aandelig mættet og manglende frisk, modtagelig Natur for denne betydende Kunstnerinde; men i Stykkets Slutningsscene, hvor Heltinden har givet sin forræderske Brudgom Giften, selv tømt Bægeret og nu døende beder Præsterne at lade deres Harper klinge, medens hendes Sjæl og Tanke ligesom baaret paa disse Toner løftes ind i Aandernes Kreds, saa at hun der troer at see sin Moder, sin Mand og sine Børn, var der en Ynde, og dertil noget saa rørende Gribende, at jeg maatte dybt bøie mig for Kunstnerindens Magt.

Langt interessantere og af stor konstnerisk Betydning forekom mig hendes Fremstilling af »Lady Macbeth«, som jeg senere fik at see og det to Gange. Shakspeares Tragedie er bleven oversat paa Italiensk, unegtelig ene og alene indrettet for Signora Ristori, Macbeths Rolle blev givet ikke uden Talent, men med al den vilde Lidenskab, som jeg tænker mig hos »Mohren af Venedig«, og ikke hos den skotske Clan. Stykket selv var i flere Enkeltheder fortræffeligt sat i Scene. Under Taffelet, hvor Banquos Mordere bringe Macbeth Efterretning om, at de have fuldført Mordet, traadte disse op, klædte som Slottets andre Tjenere, og medens de i Forgrunden staae og iskjenke Kongen Vinen, fortælle de ham den udøvede Gjerning. Hexene traadte op uden Musik og Sang, men deres melodramatiske Foredrag og Forsvinden var af stor Virkning. Signora Ristori som Lady Macbeth blev Stykkets Hovedfigur; der var i hele hendes Fremstilling en psychologisk rystende Sandhed, forfærdelig og dog indenfor Skjønhedslinien; Glandspunktet i det Hele var Søvngænger-Scenen; det er umuligt, at nogensinde før eller senere i Tiden et mere sandt og gribende Billede kan gives af den i Sjæl og Legeme gjennemrystede Qvinde; aldrig glemmer jeg den forunderlig tørre, dybe Stemme, hvormed Ordene udaandedes, som var det ikke Tale, men Tankerne dybt inde fra, der aabenbarede sig i disse smertelige Suk, hun udstødte, ikke stærke, men saa qvalfyldte og sønderslidende, at de gik gjennem Alles Nerver. Det var ikke til at glemme! man fornam den forfærdelige Qvinde, som Macbeth i Rædsel siger til: »fød mig ikke Døttre, men Sønner!« Det var, som den sidste Rest af Menneskenaturen her jamrede sig under den skrækkelige Blodskyld; uvilkaarlig holdt man sit Aandedræt tilbage – det var, som om den fortvivlende Menneskesjæl, udstødt til Fortabelse, gik os forbi; dens Legeme var kun et Hylster. Noget Lignende af samme Genialitet og Sandhed kom ved sin Modsætning i min Tanke: det var Jenny Linds rene, uskyldig-qvindelige »Søvngjængerske« i Operaen La Sonambula.

Hvad iøvrigt det »at sætte i Scene« angaaer, og, jeg maa her tilføie, at løfte dette til Overdrivelse, faaer man tydeligst i London Begreb om ved den storartede og phantastiske Pragt, hvormed Directeuren Kean bringer Shakspeares Stykker paa Scenen. Kean er en Søn af den berømte Skuespiller, men i denne Kunst ingenlunde af Faderens Betydning; derimod har han den store Fortjeneste, at han ved historisk Studium og sand Genialitet har bragt de Shakspearske Værker paa Scenen, saaledes som aldrig Digteren har kunnet tænke sig dem beskueliggjorte, og Ingen forud har seet dem. Han iagttager dertil en Troskab, en Pietet, som før ikke kjendtes; man tog saaledes tidligere ikke i Betænkning i »Kong Lear« at udelade Narren, der her er en af de vigtigste Skikkelser i den tragiske Hovedgruppe. Skuespilleren Macready, fortalte Dickens mig, havde været den Første, som havde gjenindført denne vigtige Charakteer. – Efter at umaadelige Omkostninger vare gjorte og talrige Prøver holdte, var man i disse Dage spændt paa den første Forestilling af Shakspeares »Stormen«; jeg saae denne ved overfyldt Huus. Theatret selv er ikke stort, saa at det er utroligt, hvad en Mands Villie og Geni her har kunnet udrette. Theatermaler og Maskinmester understøtte paa det mest Glimrende den ledende Aand i det Hele. Det var i Sandhed sat i Scene med en Shakspeares Phantasi. Under Overturen, der udtrykkede Uveiret, hvortil Tordenen buldrede, hørte man Raab og Skrig inde fra Skuepladsen; hele Forspillet blev saaledes raabt ud, medens Forhænget endnu var nede, og da dette hævede sig, væltede store, tunge Bølger frem mod Lamperækken; hele Theatret var et oprørt Hav, et stort Fartøi kastedes frem og tilbage; det fyldte næsten hele Scenen; Matroser og Passagerer tumlede sig mellem hverandre, der var Dødsraab og Angestens Skrig; Masterne faldt, og snart forsvandt Fartøiet selv under de svære Søer; det skete derved, som Dickens fortalte mig, at det hele Skib var af lufttæt Lærred, man havde pustet op, og hvoraf man pludselig nu lod Luften slippe ud; det store Legeme faldt da sammen som en Klud og skjultes af Bølgerne, der hævede sig til Skovens halve Høide. Ariels første Optræden var i høi Grad poetisk smuk: idet Prospero kalder ham hid, faldt fra Himlen et Stjerneskud, der berørte Græsset; det lyste i blaae og grønne Flammer, og her saae man da pludselig Ariels skjønne, englelige Skikkelse; hvidklædt stod han, med Vinger fra Skulderen ned til Jorden; det var, som om han i Stjernemeteoret, i samme Nu, svang sig gjennem Rummet. Hver Aabenbarelse af Ariel var forskjellig og altid skjøn; snart viste han sig pludselig, hængende ved sin Haand i Viinløvs-Guirlander, snart svævede han hen over Scenen ved en Mechanisme, der ikke let var mulig at opdage, ingen Snor, ingen Jernstang kom tilsyne; og dog var det en saadan, der nedenfra bar ham i den flyvende Stilling. I een af Akterne saae man en øde, vinterlig Egn, der, idet Solstraalerne meer og meer trængte frem, forvandledes lidt efter lidt til den mest yppige Natur; Træerne sprang ud, fik Blomster og satte Frugt; Kilderne strømmede rigere og mere fyldigt, og ned ad det mægtige Vandfald dandsede nu Flodnympherne, saa lette som Svaneduun paa Vandet. I en følgende Act straalede Olympen med alle dens Skjønhedsskikkelser; den hele Baggrund var en Luft, opfyldt med svævende Genier. Juno kjørte frem paa sin Vogn, trukken af Paafugle, hvis Haler udsendte Straaler og Glands. Himmeltegnene bevægede sig forbi; det var et heelt phantastisk Kaleidoskop for Øiet. Pragt og Udstyrelse i een eneste Act var nok til at samle fuldt Huus for det allerubetydeligste Stykke, og her var nu ødslet dermed gjennem alle Acter af et shakspearesk Værk, her var altfor meget! ja man seilede endogsaa med de Elskende i den henglidende Baad og saae deres Tanker legemliggjorte. Den hele Baggrund bevægede sig forbi, Landskab fulgte paa Landskab – et heelt bevægeligt Panorama!

Slutningsscenen i »Stormen« var unegtelig den, som øvede størst Virkning. Hele Skuepladsen forestillede det udstrakte Hav, der krusedes af Vinden. Prospero, som forlader sin Ø, stod i Stavnen af Skibet, der bevægede sig fra Baggrunden hen til Lamperækken. Seilene svulmede, og efterat Afskedsepilogen var sagt, gled Skibet sagte ind i Sidecoulissen, og nu viste sig svævende hen over Vandfladen, tilvinkende Farvel, Ariel. Al Belysningen faldt paa ham med den Virkning, at han i det elektriske Lys syntes at være Den, der som et Meteor gav hele Scenen sin Glands; en deilig Regnbue straalede ud fra ham hen over Vandspeilet. Maanen, der lyste, blev kun en mat Ildkugle mod det Sollys og den Regnbue-Glands, Ariel udstrømmede i Afskedsøieblikket.

Det var mageløst deiligt! Publicum tilgav henrykt de lange Mellemacter, og den i det Uendelige varende Forestilling. Første Aften sad man her fra Syv om Aftenen til halv eet om Natten. Her var givet Alt, hvad Maskineri og »Sætten i Scene« kan frembringe, og dog efterat have seet det Hele, følte man sig overvældet, træt og tom. Shakspear selv forsvandt i Øienslyst; den dristige Digtning forstenedes i Illustrationer; det levende Ord fordunstede, man fik ikke den aandelige Ret – man glemte den for Guldfadet, den blev baaren frem paa.

Ingen af de Spillende forekom mig af nogen Betydning som dramatisk Kunstner, paa den nær, der gav Calibans Rolle. Ariel, der udførtes af en Dame, var en yndig Skikkelse, og ved at nævne disse to ere vistnok ogsaa de Betydeligste nævnte. Kean selv prædikede bestandig og har ikke noget smukt Organ. Et Værk af Shakspeare, kunstnerisk fremstillet selv kun mellem tre Skjærmbræder, er for mig en større Nydelse, end her hvor det var forsvindende i Skjønheds Stafage.

Hvor overvældende Skuet en saadan Aften har været hos Directeuren Kean, kan man i London næste Dag søge andetsteds hen og endnu mere overvældes af Storhed og Mangfoldighed; jeg nævner her det brittiske Museum, at gjennemgaae dette, fortælle, forklare og opgive alle dets Herligheder, dertil hører at skrive hele Bind. Jeg veed intet mere Betegnende end at sammenligne det med en mægtig Lærds Hjerne, hvor alt det Læste, Alt i Kunst og Videnskab staaer legemliggjort opstillet i den bedste Orden, og man selv, som et Infusionsdyr bevæger sig gjennem Aarer og Fibrer. Det brittiske Museum er ligesom Samlingsstedet for Verdenslandenes Herligheder gjennem Aartusinder. I Udstrækning med flere af Londons Gader løfter sig denne mægtige Bygning; den omslutter Lærdommens mægtige Haller og Stuer. Man træder ind og staaer pludselig imellem Ninives Herligheder, seer mægtige Klippegrave med Billeder og Indskrifter, der synes endnu saa nye, som vare de tilhugne og afpolerede i vore Dage; vi see, hvad Nimrod og Semiramis have seet i den dunkle Oldtid. Vi træde ind mellem Ægyptens Helligdomme; hæslige Gudebilleder af blankpoleret Steen staae i Række; Mumier see vi, og det ligefra den endnu ikke oplukkede Kiste til den fra ethvert Svøb befriede, indtørrede Krop, der ligger sort, som var den æltet af Beg; endnu hænger det lange sorte Haar ned fra Issen; her ligger en Fod, her en Haand, falden af en eller anden mægtig Mand eller Qvinde fra Nilens Land. Vi vandre mellem Grækenlands Kunst, Skjønhedsskikkelser fra Phidias’s og Praxiteles Tider. Her findes Parthenons Basreliefs, Ægineternes Gruppe, Herlighed ved Herlighed.

Dog er det ikke blot Afpræget af Menneskets Aand og Snille igjennem forsvundne Aartusinder, vi her kunne følge; Repræsentanterne for hele Dyreverdener før vor Tidsregning staae for os; vi see Dyreskikkelser, hvis Arter nu ere uddøde, Jordlagene have opbevaret dem for os, som Herbariet opbevarer os Planterne. Gjennem en af de større Sale strækker sig Kæmpeskelettet af Mammuthsdyret og andre Forverdenens Skabninger. En Modsætning til disse, som til Hvalrossernes plumpe Kroppe, er Skjønheden i Fugleverdenen herinde; deilige, hvide og røde Flamingoer see vi, Colibrier, der frembyde et heelt Farvefyrværkeri; de eie en Pragt, der gjør de smukkeste Sommerfugle til afblegede Skikkelser. Det britiske Museum er en sand »old curiosity shop«, der venter sin Digter; det er en Rigdomsskat, en stor Perle, som kun Havets Beherskerinde, det mægtige England, kan besidde.

Et Sted endnu i London maa jeg omtale; det ligger i en af de snevre, skidne Gader ned mod Themsen, heelt inde i Citys Kuldamp; der maae vi hen, der voxe Avisernes nymphaea alba, Dronningeblomsten med flere end halvtresindstyve tusinde Blade; to Gange i Døgnet sætter den Blomst og Blade og strøer dem derpaa ud over Verden, fra Lapland til Hindostan; jeg saae denne Blomst springe ud, hørte dens Blade udfolde sig i Minutet; det var saa overvældende, saa gjennemrystende, at jeg syntes at staae midt i et brusende Vandfald. Jeg var i »the times« Trykkeri. Jeg saae en Række af Kjeldere, Sale, Stuer og Kamre, der udgjorde et mærkværdigt sammenhængende Hele, under næsten militair Disciplin; ikke blot de forskjellige Spalter i Bladet, men de forskjellige Artikler havde deres Afdelinger, deres Ledere. Man fulgte Avisen i alle dens Stadier fra hvidt Papir, til den laae med fuldtrykte Spalter. Menneskeaanden regjerer her med Dampens Kræfter. Hr. Blodløs strækker sine Jernfingre og bevæger Muskler af Toug og Læder; gjennem Etagerne hæve sig de tunge, store Papirspakker, de drages paa Jernbaner gjennem Stuerne. Menneskeaandens Ordrer flyve gjennem den elektriske Traad fra Sal til Sal. I et Slags Rotunde, hvor jeg fik Plads paa et langs Væggene løbende Galeri, pulserede det Hele. Rummet var næsten ganske fyldt af et mægtigt Hjul, paa hvilke Arbeiderne sad skilte fra hverandre, medens Alt dreiede og brusede; Bladene løftede sig, bleve befugtede, vendte sig i en Maskine, kom frem med de trykte Ord paa den ene Side, vendte sig, og den anden Side stod ogsaa med trykte Spalter, gik derpaa hen over ophedede Valser, bredtes ud, lagdes sammen, kom og forsvandt; jeg saae, at de store hvide Blade lynsnart bevægede sig, optoge Ordenes Tryk og faldt fra Haand til Haand. Det lød, som om en brusende, styrtende Flod trængte frem; Galeriet, jeg stod paa, rystede ved Maskinens Bevægelse, en Zittren gik gjennem mine Nerver, jeg bøiede mig for Hr. Blodløs og hans Herre, »Menneske-Tanken«.

Har jeg nu nogenlunde med Ord givet en Forestilling om denne brusende, hvirvlende Malstrøm, London frembyder, vil man forstaae, hvor velgjørende og velsignet det bliver midt herinde at føle sig henflyttet til et Hjems Hyggelighed, ja dets mest udsøgte Beqvemmeligheder.

Som Englands rigeste Dame nævner man Miss Burdett Coutts, hvem Dickens har dediceret sin Roman »Martin Chuzzlewit«; hendes Formue skal være umaadelig, men hvad der er det Herlige derved, er, at hun tillige er en af de ædleste og meest velgjørende Qvinder i Landet; det er ikke nok, at hun har bygget flere Kirker, men hun sørger fornuftigt og christeligt for de Fattige, de Syge og Trængende; hendes Huus i London er søgt af de Rigeste og mest Anseete. Ude hos Dickens paa »Gadshill« fandt jeg, de første Dage jeg kom, en ældre, sortklædt Dame og en noget yngre; de bleve der nogle Dage og vare høist elskværdige, ligefremme og hjertelige; vi vandrede sammen op til Monumentet; jeg kjørte med dem til Rochester, og da de forlode os, sagde den Yngste, at jeg kunde boe i hendes Huus, naar jeg nu een af Dagene kom ind til London. Af Dickens hørte jeg, at det var Miss Coutts; han talte om hende med dyb Høiagtelse og om den smukke, christelige Brug, hun gjorde af sin utrolige Formue; jeg vilde hos hende faae at see et i al sin Rigdom indrettet engelsk Huus. Jeg kom her, og det var ikke de rige Malerier, det pyntede Tjenerskab, det hele slotsmæssige Præg, der tilsammen gav det Storhed og eiendommelig Glands, men det var den ædle, qvindelige, høist elskværdige Miss Coutts selv; hun stod saa hjertensgod, i elskelig Simpelhed lige over for sit fornemme Tjenerskab. Hun havde ude paa Landet lagt Mærke til, at jeg de første Dage fandt det koldt; endnu var det ikke ret varmt, og derfor brændte herinde Ilden lysteligt i min Kamin; der var saa hyggeligt; der var Bøger, magelige Lænestole, Sophaer og Roccoco-Meubler og fra Vinduerne Udsigt over en lille Have til Piccadilly og den store Park.

Tæt udenfor London ligger Miss Coutts Landsted og Have; her ere store Alleer af Rhododendron, der strøede deres blaae Blomster ud over Vognen, jeg kjørte i; mægtige Cedertræer og sjeldne Planter fandtes her, og i Drivhusene voxede Palmer, Druer, Ananas og duftende Frugter i en Fylde og Rigdom, jeg aldrig før har seet. Fra al denne Herlighed førte Eierinden mig til en lille Kjøkkenhave med Urter og Ærter; hun syntes helst at dvæle her; det var som om disse i Tarvelighed og Nytte Velsignelse bringende Væxter mest tiltalte hende. Foran os laae London halv skjult i Kultaagen, Banetog kom og gik under hvislende Piben og henflyvende Dampskyer.

Endnu et Hjem, jeg fandt i London, maa jeg nævne, et Hjem, hvor den største Deeltagelse og Opmærksomhed mødte mig hos Forældrene og deres Børn: det var hos min Forlægger, den bekjendte, hædrede Richard Bentley; han har været Dickens Forlægger, senere blev han Marryats. Paa hans Forlag ere Improvisatoren og de fleste af mine Skrifter paa Engelsk udkomne; Huset for sin Boghandel har han inde i Byen, men boer med sin Familie i en Udkant af London, næsten landligt; her saae jeg milde Øine, hørte Musik, følte mig forstaaet og glad. Her og paa Gadshill var jeg hos venlige, deeltagende Venner, Gadshill var dertil langt fra London, midt ude i den frie Natur: derhen var det en Forfriskelse at komme fra den ophedede, dunstende, larmende Verdensstad. Paa Dampdragens Ryg foer jeg da gjerne afsted, medens den nedgaaende Sol skinnede paa Glaspaladset og paa de store Bølger, Themsen i Blæst kunde vælte. Fra Higham vandrede jeg saa i den stille Aften op til det oplyste, venlige Hjem, hvor Musik klang mig imøde. Miss Mary og hendes Tante spillede Stykker af Beethoven, Mozart eller Mendelsohn. Saa hyggeligt var der i den lille Stue om Klaveret, hvor Dickens med Hustru og Gjæster sad i Kreds; siden i den stjerneklare Aften og i Maaneskin gik vi paa det dugfrie Græs udenfor; der var en Fred over den hele Egn, Himlen løftede sig saa høi og klar; hvor ofte tænkte jeg ikke og blev veemodig derved: om nogle Dages Forløb er denne Tid som en forsvunden Drøm, den er hendød som de Toner, her nylig klang; disse kunde lyde igjen, disse kan jeg maaskee i lignende Stemning faae at høre paany, men denne Tid og paa dette Sted kommer aldrig mere for mig! En Aften, da jeg netop følte saaledes, greb Dickens pludselig min Haand, og med en uendelig Hjertelighed, som om han kunde have seet ind i min Tanke, bad han mig blive hos sig endnu en Tid og see den dramatiske Forestilling, hvori han og nogle af hans Familie toge Deel; han sagde mig, hvor glad han var ved at have mig hos sig; han tog mig i sine Arme, og jeg følte og forstod, at jeg var velkommen, det lyste ud af hans Øine, det klang saa fuldelig i hans tillidvækkende Røst. Det var lykkelige Timer, livsalige Dage, og dog komme saa tidt i disse tunge og mørke Øieblikke, ikke indenfra, men udenfra; dennegang var det en Kritik over min sidste Bog, som satte mig i et daarligt Humeur, hvad den ikke skulde; jeg nævner det kun her for at udtale det uforglemmelige Indtryk, Dickens uendelige Hjertelighed da øvede paa mig. Han kom fra London, hvor han havde været et Par Dage; i disse var jeg gaaet om, mørk og indesluttet og havde piint og plaget mig. Dickens erfarede, hvorledes jeg havde det og lod nu et heelt Fyrværkeri af Spøg og Lune lyse, og da det endnu ikke trængte heelt ind i mit Humeurs mørke Kroge, kom der Alvor i al Hjertelighedens Glands, en saa varm Erkjendelse, at jeg følte mig løftet, styrket og fyldt af Lyst og Trang til at fortjene Sligt. Jeg saae ind i Vennens milde, straalende Øine og følte, at jeg burde takke »en streng Kritik« for at have vundet et af de deiligste Øieblik i mit Liv. Sorgens tunge Søer tilkastede mig Sympathiens rige Rav. Ved denne Leilighed fortalte Dickens mig den nu for os saa morsomme ▶Dom over Shakspeares Macbeth, fældet af en af den store Digters dygtige Samtidige◀. Dommen lød omtrent saaledes: »Hr. Shakspeare har nu skrevet en ny Tragedie: Macbeth, men større Nonsens er nok aldrig før bragt paa Papiret.« Snart kom jeg igjen i det gode Humeur, saae Verden i Solskin, og det maa man ved at leve med Dickens; hans livsprudlende Tale opvarmer og belyser, Sjælsudtrykket i hans Øine vækker Tillid og Hengivenhed – det fornemmer og erkjender Enhver, som kommer i hans Nærhed.

Den gamle Bonde, hvis Køer og Faar græssede oppe ved Monumentet paa Gadshill, vidste, at jeg boede hos Dickens og fortalte mig, at han hver Dag bragte os frisk Brød; »det er prægtige Mennesker!« sagde han; »det seer man ogsaa strax baade paa Manden og Konen.« De havde begge To talt saa jevnt og hjerteligt til ham; de havde ganske vundet ham. »Ja«, vedblev han, »for nogle Aar siden boede ogsaa dernede tæt ved denne Lady, som de kaldte  den svenske Nattergal!« – det var Jenny Lind, som havde boet her – »hun var ogsaa saadan et Menneske, saa velsignet og ligefrem, ligesom Hr. Dickens.«

Jeg søgte ned til det Sted, hvor Jenny Lind skulde have boet; Vinduerne vare overkalkede, Døren lukket, Ingen boede her, Buret stod tomt, Nattergalen var borte. Mange Tanker og gamle Minder vaktes, jeg gik aldrig siden forbi dette Sted, uden at der overfaldt mig en eiendommeligt Veemod.

Snart stundede Tiden til Afreisen fra Gadshill og Dickens, men først skulde jeg i ham lære at kjende og beundre den store Skuespiller.

Theaterprøverne paa den dramatiske Forestilling til Indtægt for Douglas Jerrolds Enke kaldte os i en Uges Tid til London. Dickens vilde i St. Martins Hall læse sin »Christmas Carol«; Adelfi-Theatret gav sin Skjerv ved at opføre Jerrolds to berømteste Dramaer ▶»The Rent day« og »Black-eyed-Susan«◀. Glandspunktet var unegtelig den Forestilling, hvori Dickens med nogle af sin Familie og Venner optraadte; et nyt romantisk Drama The frozen deep af Digteren Wilkin Collins skulde opføres, Forfatteren vilde selv udføre den ene Elskers Rolle, Dickens den anden.

Det havde længe været Dronningens Ønske at see en af de Forestillinger, Dickens gav. Hendes Majestæt vilde nu med sin Nærværelse beære en af disse, et Par Aftener før den offentlige Forestilling, blev given paa det lille Theater: the galery of illustration. Dronningen, Prinds Albert, de kongelige Børn, ligesom ogsaa den unge Prinds af Preussen og Hans Maj. Kongen af Belgien vare tilstede; foruden denne høie Kreds var kun et Udvalg af Tilskuere forundt Adgang, saaledes alene de allernærmeste Beslægtede af de Spillende. Fra Dickens Huus kom kun hans Kone, Svigermoder og jeg.

Vare vi reiste ind til London Søndag Aften med det sidste Tog og ikke, som Tilfældet blev, tidligt Mandag Morgen, da kunde let den hele Forestilling paa en sørgelig Maade være bleven kuldkastet. Fra Gadshill saae jeg Aftentoget gaae afsted, og to Stationer fra London skete det skrækkelige Sammenstød, en Ulykke, hvorom vi næste Morgen læste paa Stedet selv, idet vi toge til London. Vognrækken havde om Aftenen gjort Holdt, alle vare i Vognene for at fare afsted, da kom et andet Tog bagefter, Føreren saae ingen Signaler om, at det foregaaende Tog endnu holdt stille, og foer derfor med al Kraft imod dette; de bageste Vogne fyldte med Mennesker knustes, tretten Personer døde strax og fyrretyve fik Arme og Been knækkede.

Det havde været et skrækkeligt Skue. Jeg talte med en Herre, hvis Landsted laae paa Skrænten ovenfor, hvor Ulykken skete; han havde netop været ifærd med at gaae tilsengs, da han hørte Sammenstødet, Fortvivlelsens Skrig og den skærende Jammer af de Forulykkede og af Tilskuerne; han skyndte sig derned; Vogne og Mennesker laae knuste, Alt svømmende i Blod. Det var en egen Følelse med det første efterfølgende Tog at fare hen over dette Sted. Streng Undersøgelse blev anstillet for at udfinde den Skyldige, og Jernbane-Comiteen idømtes en uhyre Bøde, ikke ringere end 70,000 Lstl. til de Dræbtes Efterladte.

I Galery of illustration var Alt i Anledning af Dronningens Nærværelse festligt smykket med Blomster, Grønt og Tæpper; en særskilt Buffet med Forfriskninger fandtes for de kongelige Herskaber, et andet for os, som havde Tilladelse til at bivaane Forestillingen, der nogle Aftener gjenopførtes for Publicum, og hvor jeg da ogsaa var med.

Indholdet af Stykket er korteligt dette: en ung Søofficeer, Richard Wardour og Clara Burnham ere som Børn voxne op sammen og holde meget af hinanden; men hos Richard er denne Følelse Kjærlighed, og da han saa erfarer, at Clara er bleven forlovet med en anden Søofficeer, Franz Aldersby, troer han, at Forlovelsen er et Arrangement af hendes Familie, og at hun ikke elsker sin Brudgom, men derimod ham; han vil derfor hevne baade sig og hende. Begge Elskere gaae paa en Nordpol-Expedition, men paa forskjellige Skibe; den unge Pige, der elsker sin Brudgom og ikke Richard Wardour, tilbringer angstfulde Dage for at Rivalerne skulle mødes. I anden Akt er man ved Nordpolen, hvor begge Skibe ligge indefrosne. Scenen er i Kahytten af det ene Fartøi; Sneen fyger udenfor; Franz Aldersby lever lykkelig i sin Kjærlighed og seer selv i Kaminens Røg sin Elskedes Billede. Nu kommer Richard Wardour, og ved Lodtrækning træffer det sig, at de To netop sammen sendes ud fra Skibene for at finde Land og Mennesker. Man er i Forvisning om, at den Kugle, Richard lægger i sit Gevær, vil ramme den lykkelige Brudgoms Hjerte; men ude paa »det frosne Dyb«, i Sneefog og Storm, vildfaren og forladt, i Nød og Dødsfare, vaagner den ædlere Natur hos Richard; han erfarer, at Franz ikke blot elsker men er gjenelsket af Clara, og nu i sit Hjertelag for hende bliver det Richards hele Stræben at frelse og bevare ham for hende. I Stykkets Slutning, hvor Clara med en anden af de ombordværende Søofficerers Fruer er reist op til Newfoundland for om muligt at faae Efterretning om de forsvundne Skibe, bringer Richard afkræftet, rystet paa Legem og Sjæl, sin unge Ven frelst til Clara og døer efter Anstrengelsen, segnende ned foran hende. – Dickens udførte Richards Rolle med gribende Sandhed og stor dramatisk Genialitet; han gav den med en Ro, en Naturlighed, der var ganske forskjellig fra den sædvanlige Maade at spille Tragedie paa i England og Frankrig. Han vilde ogsaa herhjemme hos os strax, uden at man vidste at det var den store Digter, vundet Beundring og Erkjendelse; i Meget lignede han Michael Wiehe. Foruden Dickens optraadte ogsaa i samme Stykke hans to Døttre, hans ældste Søn, begge hans Svigerinder og Broderen Alfred. Digteren Collins udførte som sagt Franz Aldersbys Parti.

Forestillingen for Hendes Majestæt Dronningen sluttede med »Two o’clock in the morning«, en Farce, vi have under Navnet: »En Nattegjest«; den udførtes med en mageløs Livlighed og et sprudlende Humor af Charles Dickens og Udgiveren af »Punch«, Mr. Mark-Lemon. De To gave ogsaa ved den offentlige Forestilling ganske mesterligt Hovedrollerne i Farcen »Uncle John«. Dickens var i det Komiske ligesaa fortræffelig som i det Tragiske; og hører unegtelig mellem Tidsalderens første dramatiske Kunstnere.

Efter første Forestilling samledes seent paa Natten alle de Spillende og Medvirkende til »en munter Aften« i householdwords office; der var Liv og Glæde, sprudlende Humor; Festen fornyedes senere ude i det Grønne hos Albert Smith, Bestigeren af Montblanc, og om hvis ypperlige Foredrag og Optræden vi herhjemme kunne læse i Billes interessante »Skizzer fra England«.

Altfor snart for mig henfløi de lykkelige Dage hos Dickens; Afskedsmorgenen kom; jeg skulde forlade den feirede levende Digter, og, endnu før jeg naaede Danmark, see Apotheosen forudgangne for store Poeter. Jeg var indbudt til Festen i Weimar ved Afsløringen af Goethes, Schillers og Wielands Statuer. Fra Shakspeares Land, Dickens Hjem, gik det nu til Minnesangernes Land, Digterbyen Weimar.

Dickens lod spænde for sin lille Vogn, og satte sig selv op som Kudsk for at kjøre mig til Maidstone; hvorfra jeg tog paa Jernbanen til Falkestone, hvor Dampskibene ventede. Vi fik saaledes Leilighed til endnu et Par Timer at være sammen, og det i den skjønneste Deel af Kent; rige Marker og prægtigt Skovland rullede vi forbi; Dickens var saa livlig, saa hjertefuld, men jeg kunde ikke løfte mig fra den Forstemthed, jeg følte ved at Afskedsøieblikket nærmede sig. Paa Banegaarden omfavnede vi hinanden, jeg saae ham ind i hans sjælfulde, ærlige Øine, ham, i hvem jeg beundrer Digteren og elsker Mennesket! Et Haandtryk endnu, og han kjørte bort; jeg brusede afsted med Toget. – ▶»Forbi, forbi, og det blive alle Historier!«◀