Et Besøg i Portugal 1866
I »Mit Livs Eventyr« har jeg fortalt fra min første Ungdomstid i Kjøbenhavn, hvilket Hjem jeg fandt i Admiral
I
Gjennem Tydskland, Holland og Belgien var jeg naaet Paris, hvorfra jeg efter en Maaneds Ophold kom til Bordeaux, det egenlige Udgangspunkt for mit Besøg i Portugal.
Den Fem og Tyvende i hver Maaned gaaer fra Bordeaux til Rio Janeiro et af de største, velindrettede
Veiret var ugunstigt og stormende, den spanske Sø, vidste jeg, var ingen Lystfart; men gjennem Spanien, hvor endnu ikke Jernbanen var aabnet mellem Madrid og den portugisiske Grændse, vilde det blive en besværlig og længere Reise; jeg var ubestemt. Da læste jeg paa Gadehjørnet: »
Det var i Sandhed storartet! Det var Tragedien selv, der i hende aabenbarede sig; her var en saa plastisk Skjønhed, en saa gjennemtænkt og følt Gjengivelse af Medeas Charakteer, man forstod, at en Qvinde som hun kunde dræbe sine Børn, og selv heri just være Moder af det fulde Hjerte. Ristoris Stemme er saa klangfuld, den er som en Musik, der, i Forening med Betoningen og det sjælelige Udtryk, gjør, at selv Den, som ikke forstaaer det italienske Sprog, dog forstaaer Tanken af det, hun siger. Uforglemmelig er mig Slutningsscenen, det Blik fuldt af Kjærlighed og Sjælekamp, hvormed hun seer paa sine Børn, og derpaa Smerten, Moderhjertets hele Inderlighed, hvormed hun All page comment: <div ref="txtcmnt-421-00">Den i kapitlet omtalte rejserute førte fra København 31. januar og via Hamborg, Utrecht, Amsterdam, Leiden, Haag, Antwerpen, Bruxelles til Paris, hvor han opholder sig 29. marts-13. april, derpå i Bordeaux 14.-24. april, i Bayonne 24.-26. april, i San Sebastian 26.-28. april, i Burgos 28.-29. april, i Madrid 30. april-3. maj og endelig via Mérida og Badajoz til Lissabon (Pinieros), hvor han har sin faste base 6. maj-14. august, men med afbrydelser i form af udflugter.</div> betragter de Smaa, hun har dræbt; man faaer Taarer i Øinene derved. Og nu, idet deres Fader spørger hende: »Hvo har dræbt dem?« løfter Medea sit Hoved, fæster sit Blik paa ham og siger: »Du!« I dette ene Ord veed Ristori at lægge en saa gribende Kraft, at det risler os koldt ned ad Ryggen. Med Ristori døer Tragedien; hvo skal kunne træde i hendes Sted?
Næste Dag var jeg i Banetoget over
Nu var ikke,
Da jeg for tre og tredive Aar siden første Gang var i Rom, saae jeg i Peterskirken, paa ophøiede Fløielsstole, to kongelige Flygtninge,
Paa Reisen hjemme fra, gjennem de forskjellige Lande, havde jeg i de fleste større Byer seet i Boutiksvinduer som Photographibillede
Da jeg sidst reiste gjennem
Atter saa jeg
Næstfølgende Nat vilde jeg reise med Banetoget til Madrid; Folk i Burgos bare endnu den tre og tyvende April store tykke Kapper, saa koldt var det. Jeg sad i min Vinterfrakke og med en stor ulden Plaid om mig, og dog frøs jeg, mine Tænder klapprede, Natten var lang og iisnende, stærk Røg af daarlige Cigarer fyldte Vognen, udenfor skylregnede og haglede det.
Over
Under mit forrige Besøg behagede Madrid mig ikke, denne Gang tiltalte det mig endnu mindre; jeg følte mig uhyggelig, ilde stedt og utilfreds; Murillos og
Jernbanen mellem Madrid og den spanske Grændse var, paa et lille Stykke nær, længst fuldført;
»Det er bedst jeg følger Dem, naar De imorgen gaaer ud!« sagde Leietjeneren; »der er meget Folk paa Gaderne, meget Militair, stor Bevægelighed.«
Paa mit Spørgsmaal om der var Noget at befrygte, svarede han Nei! jeg besluttede da at gaae ene om og gik uden Ledsagelse, dog paa den lange Vei til den portugisiske Gesandt, hvor jeg skulde tilbringe Middagen, fornam jeg Raab og Tiltale af daarligt klædte Folk, der, uagtet jeg ikke forstod Ordene, sagde mig, at man var ikke den Fremmede venligt stemt. Ud paa Aftenen kjørte Gesandten mig til mit Hotel, og Natten gik stille hen uden Forstyrrelse.
En særdeles Glæde under mit korte Ophold blev mig, idet jeg i disse Dage mødtes her med den høist elskværdige svenske Baron
Torsdag Aften, den tredie Mai, skulde jeg endelig afsted; det vilde blive en besværlig Reise, vidste jeg; den vilde vare henved to Dage, havde man sagt; saalænge skulde jeg sidde knuget ind i Diligencen, men det drog endnu længere ud, det blev hele tre Nætter og to Dage; først tresindstyve Timer efter Afreisen fra Madrid i saagodtsom uafbrudt Fart naaede jeg Maalet. Den portugisiske Gesandt Marquis de
Endelig efter lang Nølen smældede Kudsken med sin Pidsk og vi foer afsted gjennem de just ikke stærkt belyste Gader, ud gjennem en af Byens Porte, over gamle, murede Broer. Det gik i vild Fart, ret som om Muuldyrene ogsaa ønskede snarest at slippe bort fra Madrid; Lysene blinkede,
I den tidlige Morgen, efter at have passeret Floden
Veien førte gjennem smukke Skovstrækninger. Ud paa Eftermiddagen naaede vi Bjergene, der prangede med en Rigdom af blomstrende Hækker; det var som laae der Snee hen over det Grønne; men det var hvide Blomster, ikke ulige vore vilde Roser, kun at hvert Blad var større og mere reent hvidt med en kulsort Prik. Veien steg i Zikzak; vi fik Oxer til Forspænd og kunde altsaa tilfods i jævn Gang følge med og nyde det vidtudstrakte Skue. Nedfarten førte til den første større By paa vor Vei,
Man havde i Madrid gjort mig opmærksom paa, hvad der ogsaa viste sig nødvendigt, at føre en god Madkurv og Viin med sig; med Coureren bliver saa godt som intet Ophold for den Reisende, og i Vertshusene kan man ikke være sikker paa at erholde andet end Chocolade. Min Vert i Fonda del Francia havde forsynet mig med en heel stegt Kalkun, Brød, Ost og Viin, min Medreisende førte ogsaa Proviant med, endnu havde vi hele Dagen ikke ret nydt noget ordenligt Maaltid, nu blev der forundt os en heel Times Ophold i Truxillo.
Postens Ankomst er en Begivenhed i en saa lille, midt inde i Landet liggende Stad; medens vi sad tilbords fik min Medreisende Besøg af et Par unge Venner, der fra Byens Casino, ligeover for Vertshuset, havde seet os komme og kjendt ham. To af Husets Piger vartede os op og sladdrede med megen Ligefremhed og godt Humeur. Den Yngste spurgte mig, fra hvilket Land jeg var, og hørte nok nu første Gang Navnet »Dinamarca«. Med spansk Livlighed, under Latter og Lystighed, forsikkrede hun, at derhen vilde hun gjerne reise, Navnet lød saa smukt, og nu spurgte hun med en halv alvorlig Mine om jeg vilde tage hende med, hun var beredt dertil.
Conducteuren kom, tog Deel i Maaltidet og snart sad vi igjen i Vognen for at prøve den anden Reisenat og det paa den meest ubarmhjertige, slette Vei, hvor Vognen hoppende slingrede hen over Hul og Stene; hvert Øieblik var den ved at vælte, at dette ikke skete, at vi ikke
Klokken fire om Morgenen naaede vi
Kun hertil havde jeg taget Plads med Coureren, forvisset om, at mine Kræfter neppe sloge længere til; men jeg var stærkere end jeg havde troet og fandt det da beqvemmest og behageligst at følge videre med min Reisekammerat, der endnu samme Dag vilde fortsætte Reisen til Lissabon, hvor vi da kunde indtræffe næste Morgen. Et Par Timers Hvile i Badajoz vilde give Styrke dertil.
Det var da endelig en Stad at see, den eneste betydelige vi havde paa hele Reisen fra Madrid. En lang, snavset Vei førte derind fra Stationen; desuagtet benyttede ingen Andre den store rummelige
Min Reiseven og jeg forfriskede os og hvilede en Times Tid i et virkeligt godt Hotel; Mad og Drikke var upaaklagelig, Stuerne høie og luftige, grønmalede Altaner med Blomster i Krukker vendte ud til Gaden. Vi gik en kort Vandring i Byen, og snart holdt igjen vor Omnibus for Døren. Vi stege ind, og forbi os svævede Skjønhedsskikkelsen, den unge, stille, drømmende Spanierinde.
»Hvor var hun deilig!« sagde vi begge To.
»Og dog ikke Idealet!« sagde min Reiseven; »man har for et Øieblik siden sagt mig, hvem hun er. Det stakkels Syndens Barn!«
Naar Banetoget kom, kjørte jævnlig den Gamle med Omnibus til og fra Stationen, for at vise de Fremmede sin smukke Vare, Skjønhedsblomsten, der ikke var Idealet.
Vi foer afsted; det varede kun nogle faa Minuter, og vi forlode spansk Grund og vare over den portugisiske Grændse.
Her blev ikke spurgt om Pas, kun om Navn; jeg sagde mit, man udtalte det aldeles galt og nedskrev det vist endnu mere feilagtigt. Jeg følte mig glad og halv hjemme idet jeg havde naaet Landet, hvor Venner og et nyt Hjem ventede mig; hele Veien var nu Jernbane.
Hvilken Overgang at komme fra Spanien ind i Portugal! det var som at flyve fra Middelalderen ind i Nutiden. Rundt om saae jeg hvidtede, venlige Huse, indhegnede Skove, dyrkede Marker, og ved de større Stationer vare Forfriskninger at faae. Man ligesom fornam en ny Tids Beqvemmeligheds Brise fra England eller den øvrige levende Omverden. Malerisk smuk, med sine hvide Huse i det Grønne, skinnede i Høiden for os den første portugisiske By,
Det blev snart Aften, mørkt og regnfuldt; mod Midnat foer vi forbi
Efter et fortræffeligt Midnatsmaaltid lavede min Reisekammerat og jeg os et Sovested, saa godt vi kunde, hele Banevognen stod til vor Raadighed; vi forstyrredes ikke af nogen ny Gjest. Regnen strømmede ned udenfor, men det glemte vi snart og fik nogen Søvn og Hvile. I Dagningen nærmede vi os Lissabon; Tejofloden bredte sig til en stor Sø; langs Bredden foer vi afsted, Luften blev klarere, Solen brød frem.
Klokken henimod fire vare vi i Lissabon, hvor min omhyggelige Reisekammerat skaffede mig en Vogn og bød Kudsken føre mig til Hôtel Durand paa Pladsen ved
Gaderne vare endnu aldeles mennesketomme, i Hotellet sov de Alle, og da jeg efter lang Hamren fik fat paa en Mand, forsikkrede denne, at alle Værelser vare optagne, i Spisestuen kunde jeg imidlertid faae en Stol at sidde paa. Det var ikke meget fornøieligt og heller ikke det, at O’Neills Huus og Contor her i Byen ikke blev beboet af ham, han havde sit Hjem en halv Miil udenfor Lissabon paa Landstedet
Jeg maatte altsaa, ihvor træt jeg var, snarest see at faae en Vogn og kjøre derud. Det gik afsted gjennem Gader og over Pladse, snevre Stræder med fattige Huse, ud ad Porten mellem forfaldne Mure, ad Landeveien til
Endelig dreiede vi af mellem snevre Mure op ad en steil besværlig Vei til en eneste gammel Villa, paa en af de største Høider, det var Pinieros, »Pinietræet« kan det oversættes.
II
Pinieros
Mit nye Hjem. Arcos dos aquas livres. Den eensomme Park. Marquien af Fonteiras Villa. Huusligt Liv. En romantisk Historie. Natlig Ro. Nonnernes Sang. St. Johannes Kirkegaard.
Kudsken ringede paa; to livlige, næsten fuldvoxne Drenge, O’Neills Sønner, toge med glade Ansigter mod mig, slæbte mit Tøi ind. Fru O’Neill kom mig saa fornøiet imøde, og snart fløi George, Vennen jeg besøgte, mig om Halsen. Han og Landsmænd med danske Skibe paa Tejo havde heiset Danebrog til Hilsen, da det franske Dampskib kom og de troede, at jeg var med; da det ikke var Tilfældet, tænkte han jeg nu var i Badajoz, derhen havde han telegrapheret, derhen vilde han have reist mig imøde; ogsaa til Madrid havde han sendt mig Breve, jeg ikke havde erholdt. Hvor var han lidet forandret og dog ældre! Øinene loe med samme Ungdomsglands; gamle Tider løftede sig i Tankerne, vort første Møde, vort Samliv i Ungdomsaarene. Der hører mange Ord til at fortælle hvad Hjertet har i een Sum, man seer det i et Blik, som man seer Blomsten med dens mange Blade.
Frokosten blev tidligere sat frem end sædvanligt, og efter den sov jeg hele fire Timer uafbrudt, stod saa op, styrket og glad efter alle Reisebesværlighederne. Efter et Par Dages Ophold her var det for mig, som jeg allerede i mange Aar havde kjendt Huset, Familien og Synskredsen rundt om; den var for udstrakt til at tegnes i eet Billede, men nok at give med Ord; her ere de som jeg da nedskrev dem.
Pinieros kaldes Høiden og Landstedet vi her beboe; det er et gammelt, noget forfaldet to Etagers Landsted med rosenfarvede Mure, grønmalede Døre og Vindueskarme som de fleste ældre Huse inde i Lissabon. En Række Portraitbuster prange langs Taggesimsen. Inde i Bygningen ere en Mængde Stuer og Kamre, flere staae aldeles tomme eller have kun et Sengested, et gammelt Billede eller et enkelt henstillet Huusgeraad. Udsigten strækker sig vidt rundt om, over grønne Høider og Dale; Veien til Cintra løber tæt forbi gjennem Landsbyer, som i lang Strækning danne en fortsat Gade, der synes Forstad til Lissabon. Endnu seent i Mai ere Høiderne grønne, som hjemme i Danmark. Smaa Maismarker titte frem mellem de mange »Quintas«, et Navn, hvormed man betegner Landsted og Have. Rundt om i Kornet groe Olietræer; den store Frodighed og Friskhed, de mange Trægrupper giver det Hele noget Beslægtet med Landskabet
Fra Havens brat nedgaaende Muur er Udsigten især behersket af den mægtige Vandledning, der paa fem og tredive Buer strækker sig hen over Dybden; høie Træer og fire Etagers Huse ligge som for dens Fod. Øverst er en hvælvet Gang, høi og bred nok for Arbeidsfolkene, som jævnlig maae rense og istandsætte Canalen, der har smaa, aabne Taarne, gjennem hvilke den friske Luft kan virke paa det rindende Vand; det er et Slags bedækket Galeri, med en aaben smal Gang for Fodgængere. Herfra var det,
I hver Belysning, naar Skyerne hang deres Regnslør ned mod Marken, naar Solen brændte fra den skyløse Himmel, mod Aften, naar et regnbuefarvet Skjær gav sin
Haven om Pinieros omsluttedes af en Muur, som foran Huset dog var let at klattre over; en glubsk Hund, hvis Lænke strakte sig forbi den aabne Port, bevogtede Indgangen; en løs omløbende Bulldog havde ogsaa Vogtertjeneste, og foran Huusdøren sad paa sin høie Klattrestang en lille lystig Abe og viste Tænder. Den havde en stor Fornøielse i at klattre op ad Muren og kige ind ad de øverste Vinduer eller at springe paa Ryggen af Bulldoggen og sidde der som Rytter.
I Udhusene var Stald og Badekammer, desuden et Capel indviet den hellige
Ved min Ankomst var Haven endnu i sin bedste Flor; her var en Vrimmel af Roser og ildfarvede
Den danske Mark med Korn og Grønt,
Og Sydens Cacter,
En Sol saa varm, en Luft saa skjær,
Alt ved det store
Et Hjem saa danskt, Gud her mig gav.
Trofaste Venners Hjerteslag,
Er som Musik for mig hver Dag;
Derfor jeg veed, derfor jeg troer,
En Digtning fra mit Hjerte groer,
Der tone skal fra Strand til Strand,
I Sandhed, jeg følte mig hjemlig herude og længtes slet ikke efter den store Stad, der laae saa nær.
Ganske nær Pinieros, i Dalen, ud til Landeveien, ligger en
Jeg gik omkring under de høie Træer; et Par Hunde, med Rævens Hoved, viste Tænder mod mig fra et stort omstyrtet Træ i det høie, fritvoxende Græs; Sidegangene vare tilgroede, Drivhusene stode tomme, Luften ude var tung og fyldt med Uddunstninger af forraadnede Planter; jeg blev i daarligt Humeur ved at være her.
Et livligt og dertil eiendommeligt Indtryk gjør derimod en anden, ikke langt herfra liggende Villa med dens Have; den er i italiensk Stiil, gammeldags hyggelig og tilhører
En høi Terrasse fra Haven sætter
Marquien af Fonteira, til hvem George O’Neill førte mig, modtog os med stor Hjertelighed, sagde mig, at hans Huus stod mig aabent og at han haabede, da jeg boede i det nærmeste Naboskab, jeg ofte vilde besøge ham og Parken.
Jeg følte mig snart hjemme i Omgivelsen af Pinieros og paa vor Villa i Særdeleshed. Fru O’Neill fortalte interessante Barndomserindringer fra
»Her er nu saa roligt og sikkert som i Danmark,« sagde man til mig. »De kan sove trygt som laae De i Kjøbenhavn; Røverne, som for Aaringer siden huserede, ere hængte; vi have en glubsk, aarvaagen Lænkehund, og ladt Gevær i Soveværelset; De kan faae det Samme, om De vil.«
Den første Nat vaagnede jeg ved at Himlen paa min Seng styrtede ned over mig, det var et Slags Overfald, om just ikke det jeg tænkte mig; Rotterne sprang paa Loftet i det gamle Huus, det lød som Fodtrin; jeg var den første Nat flere Gange oppe og saae ud i Haven; der stod en Rosenbusk, andet var det ikke, men ved første Blik saae den i Skumringen ud som en liggende, lurende Skikkelse; Vinden lod den nikke som
»Derude, et Par Miil fra Kysten, kan det være blikstille,« sagde man. »Det er den portugisiske Kystvind, som blæser og gjør Portugals Clima velsignet og sundt.«
Det knagede i det gamle Huus, Træerne udenfor bøiede sig for Vindens Kast, hvor var det hjemligt og dog var jeg milevidt fra mit Fædreland.
Den første Søndag jeg var her, og senere endnu et Par Gange, gik jeg i den tidlige Morgen med Fru O’Neill og Sønnerne til Messe i det nærliggende Nonnekloster; her var smuk Musik, den lille Klosterkirke saa andagtsstemmende; vi maatte knæle paa det kolde Steengulv, Røgelseduft og Melodier ombølgede os. En Kirkemusik, jeg her hørte, var af stor Virkning, uagtet den udførtes af gamle Qvindestemmer; i store Tonebølger rullede Sangen; enkelte Stemmer begyndte svagt, svulmede saa høiere og høiere for atter at synke; men i denne Synken, denne hendøende Harmoni, løftede sig atter andre Stemmer, der meer og meer tog til i Fylde for igjen at døe hen; der var
Mellem Klosteret og selve Lissabon, dog nærmere denne, ligger paa en Høide, med viid Udsigt over Tejofloden, et af Stadens større Begravelsessteder, St. Johannes Kirkegaard. Den midterste Plads indtages af et Capel, i hvis mange Nischer prange Helgenskikkelser, hugne i Marmor; men slettere gjort har jeg intet Arbeide seet; det er Vrængbilleder af Helgene, forfærdelige Idiotskikkelser, det er en Forsyndelse mod det rene Marmor. Ud fra Capellet strække sig i Alleer Monument ved Monument, formede som smaa, tunge Taarne eller opstillede Pyramider; man gaaer herude i Billedhuggerkonstens Barndom.
Den større Kirkegaard saae jeg ikke, den fører Navnet »
Det er en lang Vei om Byens Mure, alle Udstrækninger ere store, og Vognleien utrolig, ja utilladelig. For en Tour omtrent paa to Timer maatte jeg hvergang betale 2,700 Reis, det er omtrent fem Rigsdaler dansk.
III
Lissabon. Camoens. Castilho. Kong Fernando. Tilbageblik i Portugals Historie. Corpus domini Festen.
Efter alle de Beskrivelser af Lissabon, jeg kjendte, havde jeg forud dannet mig et Billede af denne By, men hvor langt anderledes lys og smuk laae den nu for mig i Virkeligheden. Jeg maatte udbryde: hvor er her de smudsige Gader, jeg har læst om, de udkastede Aadsler, de vilde Hunde og de ynkelige Skikkelser fra de
I Hovedgaderne er Liv og Røre; lette
Det store Hotel »Braganza« ligger saaledes, at man fra dets Kjældervinduer seer ud over Taget paa et fem Etagers Huus i Gaden nedenfor. De mange høiere liggende Stræder og Gader forbindes ved Brohvælvinger hen over den lavere Deel af Byen; Lissabon faaer herved et noget beslægtet Udseende med
I den høit liggende, meest besøgte Deel af Staden skal Camoens’ Monument reises; Pladsen er allerede beplantet med Træer og Blomster, Fodstykket stillet op, men endnu ikke Statuen, den blev forkastet; en ny er under Arbeide.
Jeg spurgte: »Kommer
»Den Fremstilling,« svarede man mig, »vilde jo være en vedvarende Bebreidelse mod Nationen, der ikke tænkte paa sin store Digter, da han levede.«
Hvorledes Monumentet bliver, veed jeg ikke, hans eget Værk vil altid blive hans bedste Monument, ved det er Portugals Navn, mere end ved blodige Kampe og
Louisde-Camoensblev født 1517 og nedstammede fra en spansk Familie; i sin tidligste Ungdom mistede han ved et Skibbrud sin Fader. Moderen var fattig, men sendte dog den opvakte Dreng til Universitetet i Coimbra. En Kjærlighedshistorie og nogle satiriske Digte var Skyld i, at han forlod Landet og i Afrika tog Deel i Kampen med Maurerne; her begyndte han sit store Værk »Lusiaden«, førte, som han selv siger, »i den ene Haand Pennen, i den anden Sværdet.« Han kom igjen til Lissabon, men hans Digtertalent blev ikke erkjendt, hvorfor han atter drog bort, seilede til
Endelig fik han Tilladelse til at reise hjem, men paa Seiladsen til Goa forliste Fartøiet; dog lykkedes det ham at svømme med sit Manuscript hen til en Sandbanke, hvor han blev frelst. I Goa gik det ham kun slet, hans Fjender fik ham i Gjeldsfængsel, friet ud herfra vendte han hjem til Portugal; »Lusiaden« blev trykt og vakte Opmærksomhed.
»
Er Lusitanien sat,
Her slippe Jordens Lande;
Og her i Havets Vande
Faaer Solen Ro hver Nat.«
Den portugisiske Literatur begynder, som alle Literaturer, med Folkepoesien; den afløses af Konstpoesien, der her blev Hofpoesi, klingende Hyrdedigte.
En af de betydeligste Nulevende er Antonio Feliciano de
Castilho hører til en Familie, i hvilken Kjærlighed til Literaturen var arvelig. I sit sjette Aar fik han Kopper og mistede i denne Sygdom aldeles Synet, men hans Lyst til at studere tog idelig til; denne brændende Lyst i Forening med hans rige Begavelse hjalp ham saaledes, at han allerede i sit femtende Aar havde tilegnet sig særligt Grammatik, Historie, Philosophi og Græsk. Ved sin Broders Hjelp lærte han at kjende de classiske Forfattere. Ikke fjorten Aar gammel havde han allerede skrevet et latinsk Vers, der vakte Opmærksomhed: hans første Digtning i Modersmaalet blev en
En ung Dame,
Nu begyndte en Brevvexling mellem Castilho og den unge Ubekjendte. Efter en Tid bad han om at
Senere giftede han sig med Charlotte Vidal, hvis Fader var Consul i Helsingør.
Min Ven George O’Neill førte mig en Dag hen til Castilho, der boer i en høit liggende Gade ud mod Tejo, og hvor altsaa, selv i den stærkeste Solvarme, to Gange daglig, vifter en kølig Brise fra Havet. Jeg blev modtaget som hos gamle Bekjendte og Venner. Fru Castilho, O’Neill og jeg talte Dansk sammen; vi talte om det fjerne Danmark, der nu ved Jernbanerne ikke længere er saa fjernt; Byerne, ja selve Landene, rykke hinanden nærmere, og ved Telegraphtraaden er selv Amerika nu blevet vort nærmeste Naboland, kun nogle Secunder fra os, over Verdenshavet.
Den kjære Castilho talte saa livlig, saa ungdomsfrisk; han arbeidede i denne Tid paa at
Faa Dage efter glædede Castilho og hans Familie mig med et Besøg i mit Hjem: O’Neill’s Landsted. Mellem mine Erindringsskatte har jeg fra Castilho et Par af ham paa Fransk dicterede Breve, under hvilke han selv kun har kunnet tilføie sit Navn; mine Breve til ham vare skrevne paa Dansk, han gav sine paa Fransk og siger i et af disse: »Vi tale med hinanden som
Kun nogle faa Dage havde jeg været paa Pinieros, da jeg gjennem O’Neill underrettedes om, at jeg førstkommende Mandag vilde blive modtaget af Hans Majestæt Kong
Gammeldags klædte
Kong Fernando, en høi, meget smuk Mand, kom mig mild og velvillig imøde, talte om mine Skrifter, om mit Besøg her i Portugal og nævnte med rosende Udtryk Familien O’Neill. Selv førte han mig om i sin smukke store Have, hvor sjeldne Slyngplanter dækkede i rig Fylde med Blade og Blomster de høie Mure; forunderlig skjønne Palmer med store Bladskjerme gave Skygge. Her var uendeligt deiligt. Hele den gamle forfaldne og tilgroede Park var ved Kongens Omhu og Smag forvandlet til en frisk, yndig Have med Græsplainer, Blomster og store Glashuse, hvor de meest sjeldne tropiske Planter groede.
Ved Afskeden rakte Kongen mig Haanden og tilføiede: »Jeg tager ikke Afsked, vi sees igjen!« Der var Noget saa godlidende, ligefremt og dog kongeligt, som gjorde mig dette Besøg kjært og uforglemmeligt.
Som bekjendt er Kong Fernando Fader til den nu regjerende Konge
Don Miguel var ung og lidenskabelig, elskede Dyrkampe og Jagtens Glæder; han var en udmærket Rytter. – Det var en mørk ulykkelig Tid under hans Herredømme. Man har fortalt mig derom. Fængslerne fyldtes med politiske Fanger, i Fængselskjælderne ved Tejo vare Mænd af alle Samfundsclasser. I Flodtiden trængte Vandet ind til Fangerne og steg dem høit op om Livet; i de vaade Klæder og ved al den Fugtighed rundt om reves Mange hen af Sygdom før de kom til
Det var vidunderligt lykkedes ham med sin lille
De Liberale vare for den legitime Don Pedro og hans Datter,
I Aaret 1834 holdt Maria da Gloria sit Indtog; hun ægtede
Sønnen, Kong Luis, havde jeg endnu ikke seet; det blev første Gang ved
IV
En MaanedH.C. Andersen tilbragte tiden fra den 8. juni til den 9. juli hos Carlos Torlades O’Neill (1820-1874) på Quinta dos Boneros. Den 17. og 18. juni udflugter til fæstningen Palmela og klosteret Brancanes. i Setubal
Landstedet Dos Bonegos. Klosteret Brancanas. I Campagnen. St. Antonii Fest. Digteren Portella. Tyrefægtning. Jesuskirken.
Silhouet af Setubal. Monte Arrabidase kort. . En af Sandflugt begravet By. Aftenstemninger.
I den tidlige Morgen, Luften var klar og blaa, selv om Cintras Bjerge vare Skyerne borte, kjørte vi fra George O’Neills Villa ind til Lissabon, en halv Times Vei, og gik strax ombord paa Dampskibet, der daglig staaer i Forbindelse med Jernbanen paa den sydlige Side af Tejo-Floden, der her er bred som en mægtig Indsø; Dampskibet behøver næsten en heel Time for at naae over.
Skibet var overfyldt med Reisende og Reisegods; Farten begyndte, der var en forunderlig Stilhed og Alvor ombord, Herrerne sad og læste Aviser, Damerne skjulte sig under deres Parasoller, man fik slet ikke Indtryk af Sydboens Livlighed, men velvillige og høflige mod den Fremmede viste de sig Alle. Op ad, ind i Landet, breder Floden sig, Vandspeilet smelter sammen med Horizonten; mod Udløbet i Oceanet begrændses den ved de fremspringende Kyster; den hele Bred er bebygget; mest fremtræder
Solen skinnede i den klare Luft og i det blikstille Vand, og foran laae paa sine
Før Jernbanen kom i Stand, gik Hovedlandeveien her hen over den høitliggende Fæstning
Jernbanen gjør en Bøining mod Øst, hen over en sandet Strækning med Mais og Viin; Indhegningen bestaaer af store
Under Palmellas Bjerghøide bliver Egnen mere malerisk, og snart har man foran sig Setubal, Englændernes St. Ybes, hvor den ene Orangehave ved Siden af den anden fylder Dalen mellem Palmella,
Til Bygningens
Paa Pinieros, hvor jeg kom fra var i disse sidste Dage Sommeren endelig begyndt, her paa Bonegos var man midt inde i den. Det var en storartet Varme, den største Deel af Dagen lukkedes derfor alle Husets Døre og Vinduer, ikke en Solstraale kunde trænge ind; der blev halvmørkt i Stuerne, der ellers vare lyse og luftige, pyntede med Malerier, Statuer og Grupper; her var Bibliothek, Badekammer og Billard, og fremfor Alt, her var elskelige Mennesker.
Ved Dag kunde man i Haven kun holde det ud under de tætteste Træers Skygge, og vilde man over en Plet, hvor Solen skinnede, da skred man langsomt frem under sin udspændte, hvide Paraply. Morgen og Aften var det en Forfriskelse at træde ud i den stille, yndige Luft. Hvilken paradisisk Deilighed rundt om! jeg fornam en Fred, en Ro, som jeg kunde unde alle Mennesker. I Orangehaven blev tidligst Nat; Mørket lagde sig ind mellem Træerne, hvert Blad blev som et sort Fløiel, og hen over svævede de deiligt funklende Ildfluer; Lysene blinkede fra Setubals hvide Huse; de høie Sandklitter vare endnu at see ud mod det mørkeblaae Ocean, og i et Nu tændtes Stjernerne. Al den Deilighed kan ikke males, ikke gives med Ord.
En snever Dal, bevoxet med Viinranker, og hvor en lille Flods gjennemsigtige Vand strømmer under blomstrende Granatbuske, gjør Grændsen mellem Villaen og det gamle Trappistkloster Brancanas, et Navn, det har efter Stifterinden Donna
Vor Nabo, Martinez, havde Nøglerne til Klosterets Kirke, Celler og Sale, med ham saae jeg disse; rundt om, ved at bryde Skillevæggen ned mellem de to nærmeste Celler, vare disse blevne eet større Værelse med den deiligste Udsigt, deels over Dalens Orangehaver, dels til Setubal, Bugten og det aabne Hav. Øverst oppe stode endnu uforandrede
Bjergsiden om Brancanas har et tykt Krat, der i hele den varme Sommertid forunderligt holdt sig grønt; øverst ligger Veirmølle ved Veirmølle. Haverne i Dalen prange med Citron- og Appelsinlunde, der vexle med Viinløvsalleer, hvor Rankerne støtte sig paa murede Buer; Granattræerne stode i deres Pragt med de ildrøde Blomster og de glindsende grønne Blade, Magnolietræet prangede med store, skinnende hvide Lotusblomster.
Det blev vinterligt koldt heroppe, Vinden var gjennemtrængende som paa en Octoberdag i Norden, jeg var glad ved at kunne tage min tykke Vinterfrakke paa; endelig vare vi under Fæstningens forfaldne Mure, og Udsigten mod Nord aabnede sig; foran Korkskovene ned mod Tejo, paa den modsatte Bred Lissabon belyst af den nedgaaende Sol, Bjergene om Cintra løftende sig i den blaae Luft. Det var ikke let at rive sig løs fra dette Skue; men Aftenen faldt paa, vi maatte vende hjemad; den Hest, min unge Ven Carlos O’Neill red, gjorde dristige Spring over Skrænter og Dybder, medens jeg fulgte den brede Vei, der i Danmark vilde kaldes halsbrækkende, vi sang vore Sange, Luften gjenlød af portugisiske og spanske, danske og svenske Melodier; saa snart vi taug, hvilede en forunderlig Taushed over hele Egnen, Mørket vældede frem fra Buskenes Tykning; her syntes at være Sceneriet til en heel Røverhistorie, og vist nok, flere end een har her udfoldet sig; for endnu ikke ti Aar siden hørte denne Egn til en af de mest berygtede; man fortalte mig om en ung Landmand, bekjendt fra Tyrefægtningerne ved den Dristighed, hvormed han kastede sig mellem Tyrens Horn og lod sig løfte, den Forvovenhed, han viste paa Vildsvinejagten; han havde en Gang ene tumlet med et Vildsviin, begge styrtede de til Jorden, og først der lykkedes det ham med sin Kniv at dræbe Dyret. For en halv Snees Aar siden, da Røverne endnu huserede her, red han paa Jagt med sin Tjener, denne saae i Afstand to Menneskehoveder stikke frem fra Buskene, han sagde det til sin Herre. »Det har ikke Noget at betyde,« svarede denne, men under sin
En større Tour i det varme Solskin gjorde jeg en af de følgende Dage op paa det nærliggende Mont Luis. Carlos var tilfods med sit Gevær i Haab om at finde Jagt, jeg sad paa mit Esel. Fra Viinhaverne, der omgjerdes af høie, tykke Rør, kom vi ud paa den stiløse Mark, mit Esel vilde aldeles ikke frem, Carlos maatte føre det ved Tømmen, uvilligt steg det op ad Bjergstien, som kun blev kjendelig der, hvor Regnvandet havde taget Løb; snart stod os en Lyngbusk i Veien, snart en mægtig, blomstrende Tidsel med den deiligste blaae Farve; jo høiere vi kom, desto rigere blev Vegetationen, her voxte i Mængde en Slags tornløse, blegrøde Roser, en Forskjellighed af Lyng, en Rigdom af mig ubekjendte Blomster og stærktduftende Grønt; men Vei og Sti forsvandt aldeles, Stenene rullede for Eselets Fødder, det steg med Vanskelighed, altid ført og fremskyndet af Carlos, der flere Gange var ved at falde og ideligt stak Bøssepiben mod mit Ansigt. »Er den ladt?« spurgte jeg. »Ja,« svarede han, og saa blev den løftet, men snart igjen sank den ned, dog rundt om var saa megen Herlighed at see, at jeg glemte Dødens Nøglehul.
Enkelte Skyer laae tungt hen over Monte Arrabida og kastede Mørke ned i den mellemliggende dybe Dal. Jo høiere vi kom, des høiere løftede sig i Horizonten det udstrakte Ocean. Den hele Natur havde en Alvor, en Stilhed, som ikke afbrødes af nogen Fugl; det var som før Dyrenes Skabelse. Flere Gange maatte jeg vende mig bort fra det mægtige Skue, idet mit Esel gik tæt ved den bratte Fjeldskrænt, og jeg følte nogen Svimmelhed ved at see ud over Dybet.
Først efter en Times Ridt naaede vi igjen nedad paa synlige Bjergstier; vi øinede et eensomt Huus, der maatte vi hen for at skaffe Eselet Vand at drikke; vi overgav det til Bonden, der tøirede det ved et stort blomstrende Laurbærtræ; Carlos meente at faae Skud, jeg fulgte ham tilfods gjennem Viinmarken ind i den løvrige Skov, hvor en klar Bæk slyngede sig og dannede smaa Fald over Klippestykkerne. Det uvante lange Ridt og den noget besværlige Vandring over den ujævne Jordbund havde gjort mig træt, Carlos skyndte sig ustandselig frem og foreslog mig at blive tilbage; her var just en smuk mosbegroet Plads mellem Myrter og Krusemynter, han skulde nok finde tilbage igjen hvor jeg sad, og snart forsvandt han mellem Buskene.
Uforglemmelige ere mig de Minuter, jeg her, fjern fra Alle, ganske ene, tilbragte i denne Stilhed, denne Skoveensomhed. Jeg tænkte kun lidt paa Røvere eller Vildsviin, de sidste vare her at frygte. Jeg følte mig saa opfyldt af den hele Naturdeilighed, i denne lette, milde, varme Luft, det var som en Kirkegang i den store, fremmede Gudsnatur; jeg følte en Tryghed i Gud, Følelsen fik Ord:
Du er dog Hjemmet nær,
Gud aander ved din Side
I Luft og Blomst og Træer;
Du høre kan hans Stemme
I Dig og rundten om,
Og føle Du er hjemme
Hvor Du i Verden kom.
Og stedes Du i Fare,
Er uforskyldt i Nød,
Han vil Dig vel forsvare,
Og der er ingen Død,
Og der er ingen Smerte;
Vort Jordlivs Stjerneskud
Er fra en Moders Hjerte
At flyve op til Gud.
Jeg hvilede nogle Minuter, men fik da Lyst at vove mig dybere ind i Pinieskoven, i den Tanke, at fandt jeg ikke Carlos, skulde jeg dog nok finde tilbage til Hytten, hvor Eselet stod. Snart blev Skovens lave Krat tættere, her var en Rigdom af blomstrende Myrtehækker; gamle Træer løftede deres Krone; Stien, hvor jeg gik, blev smallere, i korte Strækninger forsvandt den ganske; jeg var betænkt paa at vende om, da jeg foran mig, paa et stort mosgroet Klippestykke, hvor den rindende Bæk dannede et klart Bassin, saae min unge Jæger ligge at hvile sig; det var et heelt levende Billede, fuldt af Harmoni, den forunderlige Blanding af Syd og Nord, som Planteverdenen her frembød, viste sig ogsaa i hans hele Skikkelse, det kjække mandige Ansigt, solbrændt bruunt, de kulsorte Haar og Øienbryn, de aldeles lyseblaae Øine og det sørgmodige Smiil om Munden, maaskee lagt der i de sidste Maaneder; en eneste Søster, kun fjorten Aar gammel, Husets Skat og Kjærlighed, havde Gud kaldet til sig, det havde slukket Solskinnet i Forældrenes før saa glade Hjem, slukket Smilet om Broderens Mund.
Jeg fik ham fra at blive her længer i denne stille Eensomhed og snart naaede vi tilbage. Hjemreisen begyndte; Fugle viste sig i Luften, min unge Ledsager fulgte sin Jagtlyst og var mig snart igjen af Syne; jeg lod Tømmerne hænge løse paa mit Esel, det vidste Veien bedre end jeg, og da jeg endelig øinede Klosteret Brancanas, saa vidste jeg hvorhen jeg havde at styre for at naae Hjemmet. Solen brændte, mit Asen vilde kun frem i Fodgang, med Eet standsede det, spidsede Øren, udstødte et forfærdeligt Hyl, steilede og tog til at løbe. Det var en Aseninde med sin skjønne Byrde, en Landbo-Matrone, der kom. Mit Esel gjorde høie Spring, det var vanskeligt at lære det Lydighed. Tilsidst maatte jeg staae af og trække det.
Gjennemstegt af Solen naaede jeg, efter et Par Timers Vandring, Bonegos, hvor et varmt Bad igjen forfriskede Lemmerne.
Efter Solnedgang sad jeg paa Terrassen under det høie Palmetræ ved Springvandet. Naturskjønheden rundt om, Aftenens Deilighed, den Stemning den løftede ind i, kan Erindringen gjemme, men ikke gjengive, og dog forsøgte jeg at lægge den paa Papiret, Vers for mig selv og for Vennerne.
Og Stjernerne store og klare!
Ildfluer, som Gnisterne fra en Ild,
Hen over Orangerne fare.
Jeg hører det rullende Verdenshav,
Min Hjemvei, den snoer sig om Jorden,
Den friske Luftning sit Kys mig gav,
En Hilsen derhjemme fra Norden.
I den det klinger om
Gud lade de Tærninger trille!
Mit Danmark, du deiligste Kløverblomst,
Saa sød, saa frisk og – saa lille!
Jeg skrev dette lille Vers ind i en Stambog
Deroppe i Nordens græsgrønne Dal,
Med alle de gamle Minder,
Vil Tankerne flyve til Setubal
Til Venner og til Veninder.
Det var
Vor Nabo Martinez kjørte mig og Husets lille
Byen tog sig ved Aftenen, i denne festlige Belysning, ganske livlig og lystelig ud, ved Dagen derimod, naar Solen brændte, havde den et stille, forladt Udseende. I Gaderne eller hen over Pladsene gik da kun, og under stor hvid Paraply, eller red paa sin Hest eller sit Esel, et enkelt Menneske. Den største og smukkeste af Pladsene er unegtelig den som bærer Navnet efter den portugisiske Digter
En af Portugals unge lovende Digtere,
Setubal tager sig smukkest ud fra Fjorden; man seer her Byen i hele dens Udstrækning, med de noget forfaldne Huse; her ud mod det gamle Fort ligger Brødrene Carlos og Eduard O’Neills Gaard, med Contor og hængende Have; en ægte gammel Consulatbygning. Man kommer derind gjennem et Slags
Setubal har militair Besætning; i Gjenbobygning, det gamle Fort, er Casernen; det var, saa vidt jeg saae, unge Mennesker, sortbrune af den brændende Sol. I et stort offentligt Haveanlæg udenfor Byen, hvor et Musikcorps spillede om Søndag Eftermiddag, viste sig noget Folkeliv, men ikke støiende og ildfuldt som ellers hos Sydboerne; de gode Borgermadamer sad alvorlige og stille paa Bænkene, Mændene bevægede sig livligere op og ned. Støiende Munterhed saae jeg kun paa den omtalte St. Antonii Fest og ved en stor Tyrefægtning, der,
Alt det Barbariske og Blodige, som en Tyrefægtning i Spanien frembyder, er allerede fra Omskiftelserne til det Bedre, under Don Pedro, bortfaldet. Tyrens Horn blive omvundne, at de ikke skulde dræbe de stakkels Heste.
Amphitheatret er en stor fiirkantet Bygning med Loger gjennem tre Etager, alle under Tag, Arenaen er derimod en Ottekant under aaben Himmel. Det var meest Almuesfolk, Bønder og Fiskere jeg her saae samlede, Logerne vare overfyldte og frembøde det meest brogede Skue. Orchestret spillede spanske
Dette Slags Tyrekamp tage ogsaa Private Deel i, og man fortalte, at den fordrevne Don Miguel just heri har viist en stor Forvovenhed og ved den erholdt Folkets jublende Bifaldsklap.
Kun saaledes ved festlige Leiligheder saae jeg i Byen noget til Folkemængden, det skulde da være i Kirkerne, og af disse maa jeg med et Par Ord omtale
I Bugten laae en Deel Skibe med forskjellige Nationers Flag, og enkelte Lystbaade tilhørende Bosiddende i Setubal. Paa Eduard O’Neills Baad vaiede Danebrog, det var et smukt lille Fartøi; et lignende havde Portugiseren Hr.
Ved Quaien laae store Fiskerbaade, man kunde faae til en Roeller Seiltour, vilde man besøge Setubals
En smuk Solskinsdag, men desværre temmeligt seent, Flod-Tiden nærmede sig allerede, steg jeg med Carlos O’Neill og hans Familie i en af disse Baade, roet af flere kraftige Sømænd. Vi sad under et udspændt Solseil, Fartøiet styrede ud imod det aabne Atlanterhav og vippede ikke lidt, det salte Vand sprøitede hen over os. Det var et smukt Skue at see mod Setubal og den hele Kyst, vi gyngede forbi. Først kom den lange hvide Række Huse med grønmalede Altaner, røde Døre og Porte. Kirkerne kigede kun lidt hen over Husene; Skibene flagede inde i Havnen, der vare russiske, franske og spanske. Byen laae bag os; Billede vexlede paa Billede, her et gammelt Kloster, der et forladt mægtigt
Efter at have roet en Timestid nærmede vi os Kystens Hjørne, hvor paa Klippen, høist malerisk ud mod Oceanet, ligger et Castel med en lille militair Besætning, der skal bevogte Indløbet til Setubal. Brændingen slog mod Klippen og de lave Mure, vi maatte holde fra; Baaden dreiede forbi, og ud for og om os laae det store aabne Verdenshav. Hvor udstrakt, stille, og dog en saadan Brænding mod Kysten og hen over de mange Sandbanker; vi styrede mellem disse hen mod den alvorligt udseende Fjeldryg Monte-Arrabida. Lange Bølger, skinnende hvide, løftede os, endnu havde vi næsten Halvveien tilbage før vi kunde naae den mørke Klippekyst. Luften var klar og gjennemsigtig, tydeligt saae vi paa Bjergsiden det forladte Trappistkloster, eengang helligt og hædret; altid i Eensomhed, altid besværligt at naae. Helst vælge de Besøgende Søveien, thi fra Landsiden er det kun den sikkert klattrende Fodgænger og det forsigtige Muuldyr, som finder Sti og Fodfæste. Klosteret i sin Forladthed og Eensomhed er vel en besværlig Reise værd, og dog besøges det kun af og til af en enkelt Fremmed. Mærkeligere end selve Klosteret er den mægtige Drypsteenshule nedenfor ved Havspeilet; dens høitpriste Storhed og maleriske Deilighed er forbausende.
Vi vendte tilbage, men ikke hjem, styrede over mod
I den ældste Tid skal Havets Indløb have været heelt østligt oppe; den nuværende Indfart er bleven brudt ved en stor Oversvømmelse, der lukkede med Sand den tidligere. Alle Beboerne maae være flygtede, man troer at de først have søgt Bjergryghøiden og anlagt det nuværende Palmella, men senere ere flyttede ned ved Strandbredden og der grundet det nuværende Setubal.
Over en Time gik, før vi naaede Sandklitterne; disse ere begroede med Buske, Tidsler og Blomster, værdige at prange i vore Drivhuse. Hvor vi stege i Land laae store opstablede Steenbunker, blevne til af Ballast fra Skibe, som her i Bugten havde hentet deres Ladning Salt. Her laae saaledes store og smaa Stene fra alle Verdens Lande, fra Danmark og Sverrig, fra Rusland, som fra China, der kunde skrives et heelt Eventyr herom. Vinden luftede, men gav dog ikke Køling nok i det brændende Solskin her mellem Klitterne. En stor Udgravning var begyndt, men igjen standset af Mangel paa Pengemidler; Udbyttet havde heller ikke været stort, dog saae man Grundlagene af Huse, flere Alen høie Mure, Rester af en heel Gade; i denne var et endnu nogenlunde bevaret Badekammer, Gulvet af Mosaik og Væggene med Marmorplader. Heelt ud i Vandet laae Stumper og Stykker af antike sønderbrudte Krukker og store Muursteen, ogsaa gamle Mønter vare at finde.
En Timestid tilbragte vi herovre i dette Øde; ikke en Hytte var at øine, Sandhøiderne strakte sig ud mod det aabne Ocean. Paa Hjemfarten havde vi stærk Søgang, mere end en Time gik før vi naaede over Bugten til Setubal. Ved Landingsstedet laae flere Baade ladede med Salt i store Stykker, som var det Iismasser, hentede for Sommerbeholdning.
Vognen ventede os, Aviserne ventede os; dem især grebe vi efter for at høre og vide hvorledes det stod til ude i Verden. Det skjønne,
Aftenen var saa smuk, saa stille, saa drømindbydende; Stjernerne funklede, Blus lyste i de store Frugthaver, Ungdommen dandsede. Jeg besøgte med et Par unge Venner en Dandseplads, og da jeg senere alene gik under Granatbuskene til Hjemmet, sænkede sig det hele Billede i min Sjæl, for altid at blive der.
Paa en af de første Dage plantede jeg udenfor vor Villa, nær ved den høie Palme, et lille nordisk Naaletræ. Det vil groe, Nordvinden suse deri en Hilsen oppe fra Norden.
Derop gik snart min Vei. Allerede havde jeg her i Setubal tilbragt en Maaned, denne med de fem Uger paa Pinieros var mere end den halve Tid jeg havde bestemt til Opholdet i Portugal; vilde jeg altsaa endnu før Afreisen besøge Coimbra og Cintra, da maatte jeg afsted eller bestemme mig til at overvintre herude.
For Øieblikket stillede Hjemreisen sig besværlig; enten maatte jeg igjen med Diligence gjennem det nu sommerhede, urolige Spanien, eller med Dampskib fra Lissabon til Bordeaux; hvorledes vilde Reisen videre stille sig? Hvilke Dimensioner kunde Krigen i Tydskland tage, vilde Frankrig komme med ind i denne; vilde jeg være nødt til at prøve hele Søveien fra Frankrig til England, op til Norge, for derfra at naae hjem. Et Øieblik var jeg tilsinds at blive i Portugal og see Tiden an; et andet Øieblik kom mig i Tanke det gamle Ordsprog: »
Det var ikke med let Hjerte jeg kunde sige Lev vel til Vennerne paa Dos Bonegos, disse elskelige Mennesker, dette hyggelige Hjem, denne deilige Natur. Den sidste Aften gik jeg ind i Brancanas’ Klosterhave; her var en Stilhed, en Eensomhed, en forfriskende Duft fra Træer og Buske; Stjernerne funklede; mit Sind var tungt, mit Hjerte fuldt af Veemod, min Stemning blev Sang:
Jeg har grædt der og leet,
Visner hen, Roser, røde og hvide!
Naar min Stjerne gaaer ned,
Mon i Klarhed jeg veed
Hvad ustandseligt jeg gaaer imøde?
I den rullende Sø,
Skal min Tanke der døe,
Det Levende blive det Døde?
Hvad jeg følte og sang,
Skal det døe som en Klang
I det udstrakte mægtige Øde?
I den tidlige Morgen fulgte Carlos O’Neill og Søn mig paa Jernbane og Dampskib til Lissabon, om Aftenen var jeg paa Pinieros.
Fra Havemuren saae jeg i Horizonten mod Syd i Skygge-Omrids Palmella, St. Luis og hele Bjergstrækningen Monte-Arrabida, nu et Hjemland for mig, kjendt og kjært. I Udkanten af Lissabon skinnede Lygterne, som var der stor Illumination; Vognrummel, Støi og Raab lød herud i Stilheden; jeg saae mod Byen og hen mod den store Vandledning over Alcantara-Dalen, snart skulde jeg ogsaa, og vistnok for altid, sige dette Hjem Lev vel! Alt flyver hen, skifter og omvexler.
Paa Pinieros havde Naturen heelt forandret sig i den Maaned jeg havde været borte herfra. Græsset rundt om var afsvedet, Havens Blomster
V
Besøg i
Universitetsbyen Coimbra skulde jeg see, og dertil en endnu nordligere liggende By, Aveiro. George O’Neill havde Forretninger; hans Broder
I godt Humeur og deiligt Veir foer vi afsted, langs Tejofloden, der ud fra Lissabon breder sig som en Sø heelt over mod Byerne
Vi kom gjennem flere Korkskove; de nærmeste store Træer stode afpillede deres Bark. De friske, grønne Riismarker mindede om vore Kornagre i det tidlige Foraar. Skovhøider, enkelte Ruiner, Grupper af Mennesker gave Landskabet Afvexling. Henne i Skyggen af maleriske Olietræer sad med sin Hjord en Svinehyrde, et fortræffeligt Billede til
Gjennem Skov og Krat naaede vi, paa Jernbanen fra Lissabon, det malerisk liggende
Lidt Nord for Coimbra hørte Skoven op, og Egnen sænkede sig til fladt Land. Ved Aveiro er man aldeles i et portugisisk Holland, sumpet og fladt, med gravede Canaler; men den hollandske Frodighed og Friskhed mangler.
I gammel Tid var Egnen her frugtbar og god, men efterhaanden som Sandet stoppede Mundingen af Floden
Det flade Land, de mange Trækbaade, Aveiro selv og den nære, sandede Strandbred førte Tanken op til vore nordlige Vestkystbyer; den graae Luft, den fugtige Taage, der laae over hele Landskabet, bidrog til, at man maatte troe sig oppe i Norden og ikke i det varme, skjønne Portugal.
Idet vi kom, sænkede sig Taagen, vaad og raa, ret et Stykke jydsk
Staden Aveiro med dens Omgivelser tilhørte engang Hertugen
Man har kaldet denne By: det portugisiske Venedig, men Intet her, uden de gondolformede Trækbaade, minder om Adriaterhavets Stad.
Med mine Reisefæller travede jeg om i de snevre, brogede Gader; at her viste sig Fremmede syntes næsten en Begivenhed, idetmindste vakte vor Ankomst Opmærksomhed, og man stirrede fra Døre og Balconer efter os tre Fremmede. Byen selv frembød os intet Mærkeligt; Leietjeneren nævnte imidlertid som en Mærkelighed en Plads ved Erkebispens Bolig og førte os derhen samt et Slags offentlig Have, hvorfra vi, ved Besøget næste Dag, medens Sollyset kæmpede mod Taagen, kunde øine Fartøier ude ved Flodmundingen.
I Aveiro var der ikke lysteligt at være! Heldigviis vare O’Neills Forretninger her snart bragte til Ende, og efter et Døgn forlode vi den kjedsommelige By for at naae det romantiske, smukt beliggende
Endnu laae en kold, vaad Taage over den hele Egn, men alt som vi foer frem fra Lavlandet og kom mellem Høider og Skove, begyndte Solen at vise sig; i Stationen ved Coimbra skinnede den med sydligt varme Straaler, og at disse ogsaa vare i Folket selv, fik man her at fornemme. Her var en Tummel, en Støi, en Vildhed som hos Folkefærdet i en neapolitansk By. Droschkekudskene styrtede sig over os og vore Sager; to brødes om en Koffert, hver vilde have den paa sin Vogn; de hverken saae eller hørte Eiermandens Indsigelser; de reve og slede i Tøiet; Een løb med eet Stykke, en Anden med et Andet, det var som en Plyndring; det manglede kun, at Kniven skulde have blinket. Det var en heel Kamp, før det lykkedes os at komme i een Vogn sammen; flere Reisende sad her allerede; lidt Plads var her, knuget og presset sad vi Alle som i en spansk Diligence, og under Raab og Skrig foer vi saa frem langs Mondegofloden, hvis brede Leie snarere frembød Skuet af Sandbunden end af rindende Vand. Dog, hvilken Friskhed og Skovdeilighed rundt om! Byen selv løftede sig som Pragtblomsten i hele Bouquetten.
Coimbra ligger op ad Bjergsiden, den ene Gade høiere oppe end den anden; flere af Husene rage med tre, fire Etager hen over de andre. Gaderne ere snevre, krogede og gaae bestandigt opad; høie Steentrapper føre gjennem enkelte Bygninger fra et Stræde op og ud i et andet; Boutiker og Boglader ere her i Mængde. Overalt møder man Studenter, nu en Enkelt, barhovedet, læsende i en Bog, nu Flere Arm i Arm. Deres Dragt er malerisk, og de minde os i den om
Klostret
Fra Klosteret og Kirken stige Gaderne høit op mod Universitetet, en vidtstrakt Bygning, der indtager Høidepunktet af Staden. Her oppe, gjennem en af Stadens høiestliggende Porte i den forfaldne Fæstningsmuur, kommer man ind i den botaniske Have, der er rig paa sjeldne Blomster og Træer. Store Palmer og blomstrende Magnolier prangede mellem en Fylde af Løv- og Naaletræer; her var imidlertid ikke et Menneske at see, og næsten ligesaa eensom var den smukke Vei herfra under Byens gamle Mure; et frodigt Græs og friske Slyngplanter voxede rundt om, og tilhøire inde i Haverne prangede Orangetræer, store Cypresser og Korktræer. Jeg mødte nogle Studenter, alle i deres middelalderlige Dragt; en Enkelt gik eensomt, læsende i en Bog, tre Andre kom i livlig Samtale, med Guitaren over Skulderen; deres Optræden i disse Omgivelser satte mig i Stemning, det var, som om jeg levede tilbage i et tidligere Aarhundrede; en heel Digtning fra hiin Tid løftede sig i Tankerne, men ikke Alt, hvad de bære, kommer paa Papiret.
Veien førte ned til Floden, hvor, midtveis ude, laae et Par Træskure, der tjente som Badehuse. Qvinder med opkiltrede Skjørter vadede over for ikke at gaae den længere Omvei ad den gamle, paa mange Buer udstrakte Bro, der fører fra Byen til det paa den anden Flodbred liggende Nonnekloster,
I Quinta dos lagrimas, som Haven hedder rundt om Bygningen, hvor hun blev myrdet, risler endnu den Kilde, hvor Ines og Don Pedro saa ofte sad under de høie Cypresser; endnu skygge disse, paa eet Træ nær, hvori stod skrevet:
Allerede samme Dag jeg var indtruffen, fik jeg, ud paa Eftermiddagen, Besøg af
Ved ham blev jeg næste Morgen ført til Festlighederne i Universitetet, hvor en ung Mand fik »Doctorhatten«. Universitetssalen var opfyldt af Mennesker, størstedelen Studenter. Paa hver Side af Salen sad de forskjellige Faculteter i deres forskjellige Farver, Hvidt og Blaat, Rødt og Guult; den
Hele denne Morgen og Formiddag var det en styrtende Regn, noget Usædvanligt her for denne Aarstid. Man sagde i Spøg, at det var mig, der havde bragt en nordisk Sommer derned. Ja tilvisse, hvilket Veirlig! Folk holdt sig inden Døre, Gaderne vare som rindende Floder, Veie og Stier laae under Vand. Saaledes vedblev det endnu, da jeg under Paraply, hoppende fra Steen til Steen, steg ned fra Universitetet og saae ud over Floden, som nu fik Vand. Regnen pidskede med Vandsvøber; der laae som et Slør af Vand hen over Haverne og hele Egnens Skovherlighed. De sorte Cypresser ved Kjærlighedskilden i »Taarernes Have«, som Camoens og Folket kalde den Quinta, hvor Ines blev dræbt, stode som floromvundne
Coimbra er et Sted, hvor man skal blive ikke blot nogle Dage, men flere Uger, leve sammen med Studenterne, flyve ud i den frie, deilige Natur, give sig hen til Eensomheden og lade Erindringen oprulle Billeder fra Sagn og Sange, fra Stedets Historie.
O’Neill vilde til Lissabon, Jernbanesignalet lød, Locomotivet pustede, afsted gik det over Mondegofloden, endnu et Blik til Coimbra, der med sine brogede Huse skinnede som en stor Bouquet paa Høiden i alt det Grønne. Regnen begyndte at sagtne; det vaade Veir forskaffede mig imidlertid Synet af et her i Egnen eiendommeligt Costume: Landboerne bare Regnkapper af Halmstraae, gule eller skinnende hvide; det var et Slags Straapelse med lange Slag, aldeles af Straahalm.
Da vi kom gjennem Korkskovene, var Regnen aldeles forbi, Solen skinnede rød som et Blod mellem de høistammede Træer; det blev med Eet Aften, Stjernerne mylrede frem, Vinden var frisk, næsten kølig.
Vi naaede Lissabon, Gaslanternerne lyste, Boutikerne straalede, Folk søgte til Theatret Maria secunda, paa den smukke, store Plads. Vi kom forbi den offentlige Have; Gasblus lyste derinde mellem de duftende, grønne Træer, Musiken lød, og snart vare vi ude af Stadens Port og paa Pinieros, hvor det
En Nats Hvile eller to og da afsted igjen til en ny Egn, det af Digtere besjungne
Den allerede paa nogle Kort angivne Jernbane mellem Lissabon og Cintra er ikke bragt istand, et Par Banehuse bleve opførte, men Banen selv lagt hen, ja, om jeg har forstaaet ret, aldeles opgivet. Vil man til Cintra, maa man med Omnibus derhen fra Lissabon eller skaffe sig anden Vogn, Hest eller Esel.
Den smukkeste og meest besjungne Deel af Portugal er unegtelig Cintra. »Det nye Paradiis«, bliver det kaldt af
Paa
I den tidlige Morgen tog jeg fra Pinieros; Veien gik gjennem Lissabons Forstad, ud paa den aabne Mark, ind gjennem Vandledningernes Buer, snart i Høider, snart i Dale. Alt rundt om laae tørt og henvisnet, kun en enkelt Cactus viste Liv.
I den første Landsby vi kom igjennem, traf vi en vandrende Spillemand med sin unge Kone; han accompagnerede med Violin hendes improviserede Sang, en yngre Knøs slog Tambourin. I flotte Vers sang hun til Krostuens Signora om dennes røde Skjørt og gule Halstørklæde. Sangen strømmede som et Væld, Ordene fløi frem som en Ramse, det var ganske vist en tidligere lavet Vise, i hvilken hun nu med en vis Øvelse indsatte andre Ord end før, og omdannede og afpassede til den Signora, hun
Paa hiin Side Landsbyen saae vi i nogen Afstand
Et tæt Taageslør skjulte endnu det nære, frodigtgrønne Cintra, men snart saae vi den første Forkyndelse om det: en Have med mægtige Løvtræer; her laae en
Som en lille By for sig, ligger ovenfor Cintra, mellem Klipper og Grønt,
Vort Huus, med dets mange Kamre og Stuer op til Klippevæggen, hvor en Kilde rislede, havde sin egen Have overfyldt af Citroner og Figen, men saa lille, at en tøiret Høne havde Raaderum over den; man saae herfra paa den skovgroede Klippe, mellem sønderrevne Skyer,
Man siger, at enhver Nation finder i Cintra et Stykke af sit Fædreland, jeg fandt Danmark her; jeg troede at gjenfinde mangen kjær Plet fra andre skjønne Lande, det grønsværklædte Kent,
Tæt ovenfor Haven saae man fra Veien ud over Cintra, hvis gamle Slot har Udseende af et Kloster med smaa tilklistrede Bygninger. De mange, smaa Haveterrasser prangede alle med Springvande; to kuppelagtige Skorstene, ikke uliig Champagneflasker, dominere den hele Bygning, der mangler al Skjønhed.
Anderledes smukt og malerisk løfter sig over hele Egnen Don Fernandos Sommerslot. Heroppe var i Fortiden kun en stor Skovstrækning, som endnu findes, ligesom ogsaa det berømte Korkkloster, en lille Bygning, hvis Vægge ere beklædte med Bark af Korktræet; Slottet selv har sin Oprindelse fra
Den hele stigende Bjergvei derop er et Stykke Have, hvor Natur og Konst deiligt understøtte hinanden; her er den skjønneste Spadseregang, man kan tænke sig. Den begynder med Cacteer, Plataner og Magnolier og ender med Birk og Gran mellem vildt omkastede Klippeblokke. Geranier af alle Arter og Farver blomstrede her i Fylde, forunderlige deilige Tidsler prangede tæt ved Myrtebuskene, med deres duftende hvide Blomstersnee; eensomme Stier snoede sig op mellem gamle, vedbendklædte Mure og Klippestykker, som i deres Fald have dannet naturlige Buer. Man seer saa vidt omkring heroppe, hen mod Lissabon til Bjergene paa
Den aabne almindelige Landevei fra O’Neills Huus forbi Cintra, en heel Miil frem, indbød til Vandring, der under Afvexling og Skygge var den deiligste Promenade, og blev ogsaa mod Aften særligt besøgt. Jeg gik den tidt selv ved den solvarme Middagstid; næsten altid kom her en Brise fra Havet; Træer løftede sig, store som vore Bøge og Elle; i Fylde hang hen over Klipper og Mure bladfulde Slyngplanter. Kastanietræerne heldede deres mægtige Grene til et heelt Løvtag, Grædepilene bøiede sig mod den støvede Vei.
Nær Cintra ligger en Villa i maurisk Stiil, tilhørende en rig Brasilianer; han lod den bygge netop paa den Tid, da Folk læste
Min Ven José holdt af Eensomhed, blev helst i sit stille, hyggelige Hjem, og jeg var gladest ved at drive alene om. Ganske Fremmed for de Mange, der boede her, var jeg ikke. I Cintra opholdt sig en Landsmandinde, Fru
I Vennen, Lyttons Huus fandt jeg den hjerteligste Modtagelse, de meest deeltagende Venner; med ham og hans Frue saae jeg en Deel af Cintras uforglemmelige Deilighed.
Vi kjørte en Eftermiddag Landeveispromenaden, under de mægtige, skyggefulde Træer, forbi Monte Christo, forbi
Veiret var altid smukt under Opholdet i Cintra; dog i de sidste Dage jeg var her, blæste det stærkt fra Nordvest. Havet, en heel Miil borte, saae jeg saa nær, saa udstrakt, lignende et udstrammet, blaat Klæde. Jeg øinede Brændingen, den løftede sig som en hvid Røg langs Kysten; snart skulde jeg derud, bort fra det skjønne Fastland, prøve det rullende Hav.
Dagen til Afreisen kom; det var mig tungt at skilles fra den kjære hjertefulde José, skilles fra al Cintras Deilighed. I flyvende Fart, i susende Vind gik det igjen til Pinieros; hele Natten her stormede det, jeg troede, at Huset maatte styrte sammen; næste Døgn var ligesaa stormende, men Himlen klar, Solen skinnede varmt; jeg fik et deiligt Veir til Hjemreisen, sagde George O’Neill; om faa Dage vilde Dampskibet fra Rio indtræffe og strax afgaae til Bordeaux.
Kun Timer, høist halve Dage, havde jeg tilbragt inde i Lissabon; jeg vilde derfor nok før Afreisen være der lidt længere, see i Aftenen det Liv og den Færdsel, der da rørte sig i Gader, Cafeer og Theatre.
Før jeg forlod Pinieros og Vennerne her, skrev jeg i Fru O’Neills Album:
I den danske Bøgesal,
Vil min Tanke ofte flyve
Til det skjønne Portugal.
Dvæle længst da paa Pinieros,
Hvor jeg fandt mit danske Hjem;
Jeg staaer atter paa Terrassen,
Alle Syner flyve frem:
Aqvæducten og Palmella,
Cintras Bjerge, hver en Ven.
Sødt at mødes, tungt at skilles,
Mon I huske mig igjen?
VI
Et Par Dageden 8.-14. august. Rejsen gik den 14.-17. august til Bordeaux og herfra videre den 29. august via Hamburg til København med ankomst den 9. september. i Lissabon. Paa Dampskibet Navarro fra Lissabon til Bordeaux.
O’Neill anbefalede mig et nyt Hotel, der netop i disse Dage var blevet aabnet og laae nær hans Contor og Havnen; det var et venligt, ældre Ægtepar jeg her flyttede ind til. Jeg spurgte om naar der var
Den næste Dag var solhed som den foregaaende, Dampskibet kom ikke til den Tid det var ventet, istedetfor to Dage maatte jeg blive hele fem i den solhede Stad; hver Nat blæste det stærkt, endelig lagde Blæsten sig, og da i den tidlige Morgenstund blev jeg vækket ved en stærk Dundren paa Hotellets Dør, et Bud fra Huset Torlades O’Neill bragte en skriftlig Underretning om, at nu var det franske Dampskib fra Rio under Opseiling og vilde endnu denne Formiddag afgaae til Bordeaux. I de faa Timer jeg altsaa endnu havde at blive her, vilde jeg neppe faae Vennerne fra Pinieros eller Setubal at see.
Lægen, et Par af Skibets Officerer og nogle af de Medreisende traf jeg i O’Neills Contor; en ypperlig, spansk Viin kom frem til Hilsen og Afsked. Paa mit Spørgsmaal om Havet ude var roligt, svarede Capitainen, at nu blæste det ikke mere, men at Søen gik høit; det havde stormet i flere Nætter og Dage, derfor vare de indtrufne tre Dage senere end Bestemmelsen var. Vi gik ned til Havnen, her laae Capitainens Baad, vi toge Alle Plads; O’Neill fulgte med; Matrosernes raske Aaretag førte os snart ud paa Tejofloden, hvor Damperen Navarro laae og tog Gods og Passagerer ombord.
Paa Dækket bag ude kom man ind i en umaadelig stor Salon, med brede Gange og Borde paa begge Sider; Buffetter, Bibliothek og smukke Malerier, meest Landskaber, mellem de brede Vinduer. Udenfor, langs Salonen, strakte sig et bedækket Galeri, der om Aftenen oplystes ved flere Lygter; her sad man, her spadserede man. Udenfor Salonen, mod Skibets Midte, var Capitainens og Officerernes Kahytter, nu kom Kjøkkenet og Forraadshuset, Alt ovenpaa Dækket, saa fulgte det kæmpestore Maskineri; naar man mellem dette og de mægtige Skovlhjul var naaet over Skibets Midte, stod man paa »anden Plads«, der med »tredie« for ude var opfyldt af Gods og Passagerer, og frembød det meest maleriske Skue: Aber i Buur, Huusdyr i Indelukke, Papegøier og Kakaduer, en »
Nu lød Signalerne, Ankeret blev lettet, Dampen fik Lov at raade og vi glede paa den stærkt rullende Strøm forbi Lissabons malerisk liggende Bygninger, forbi Slot og Caserne, forbi det maurisk udseende Belem og snart vare vi ved Flodens Munding og ude paa Atlanterhavet. Skibet ligesom hævede sig, Bølgerne løftede sig større og større; op mod Kysten sprøitede den stærke Brænding; Luften blev køligere, vi styrede længere og længere ud. Imidlertid var Salonen bleven indrettet til Spisestue, vi vare saa mange Passagerer, at vi maatte samles i to Hold ved alle Maaltider. Jeg havde allerede taget Plads, saa yderligt, saa nær Udgangsdøren som muligt, thi jeg forudsaae det gik mig ikke længe godt at blive her. Gulvet syntes at løfte sig under mine Fødder; gjennem Vinduerne saae jeg snart kun den høie, klare Luft, snart at vi vare saa dybt nede mellem Søerne, at disse syntes som Vandfald at rulle mod Skibet. Det varede længe før den første Ret blev bragt, jeg saae dem netop bringe Suppen, og saa maatte jeg søge ud i den friske Luft, sidde der lidende og dobbelt lidende ved at vide, at det vilde blive en endnu stærkere Søgang, naar vi kom længere ud, og at det ikke var een Nat, men hele tre Nætter og fire Dage, jeg havde at blive her, ja, at dette endogsaa kunde kaldes en heldig Reise. De fleste andre Passagerer havde allerede været een og tyve Nætter og Dage ude, for dem var det en kort Fart, den vi havde tilbage, men maaskee den ubehageligste, vi skulde over den spanske Sø, Vinden blæste, den havde tidligere stormet altid fra Nordvest; jeg saae i den Retning over de store rullende Bølger og vidste at det nærmeste Land var Grønlands Kyst.
Endnu var Cintras Høider og Skove synlige, men før Solen gik ned, bleve Omridsene svagere og forsvandt tilsidst. Stjernerne kom frem, Luften blev kold; jeg vovede mig imidlertid ikke ned i min Kahyt, men søgte ind i den store Spisesal for her at tilbringe Natten; endnu var her livlig Tale, Kommen og Gaaen af de andre Passagerer, ud paa Aftenen bleve de færre og færre, tilsidst blev jeg ene, det var Midnat, Lysene bleve slukkede, kun fra den aabne Dør saae jeg et Skin fra en stor Lanterne. Jeg fornam de rullende Søer, hørte Bølgernes Bryden, Maskinernes Gang, Signalklokkens Slag og Svarene som fulgte. Jeg tænkte paa Søens Magt, Dampens Magt; der var i alt Dette et Slags Regelmæssighed i de hemmende Stød, Søgangen, Skibets Bevægelse; snart var jeg fortrolig med alt Dette ligesom med Signalerne, men hver Afvigelse eller ny ubekjendt Lyd vakte min Opmærksomhed, jeg kunde ikke vende Tankerne fra de Ulykker, som kunde hænde; meer og meer blev levendegjort Erindringen og Forestillingen om min Ungdoms Veninde
»I det brændende Skib paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre.«
Og som jeg laae her i Natten, slog med Eet Søen voldsomt mod Skibet, det ligesom standsede et Øieblik, det var som Dampen holdt sin Aande tilbage, Maskinen ikke bevægede sig, men i næste Øieblik var den vante Lyd og Bevægelse. Jeg tænkte paa Skibbrud, ufrivillig udmalede det sig i min Tanke, hvorledes vi sank, Vandet knuste Loftet og trængte ind, alle Lys slukkedes, man fornam det var Dødsøieblikket, men hvorlænge vilde man endnu beholde Bevidstheden. Jeg havde i dette Minut hele Dødsangestens Qval, Sveddraaber trængte frem paa min Pande; jeg sprang op, løb ud af Kahytten, en enkelt Lanterne skinnede her, jeg rev Seilet tilside ved Relingen og saae ud: – Hvilken Pragt, hvilken Storhed! Hele det rullende Hav lyste som Ild; de store Bølger væltede med
Jeg stod længe i den stjerneklare Nat og saae paa det stortrullende Verdenshav, og da jeg igjen søgte ind i Salen og strakte mig paa Sophaen, var Sindet forfrisket og glad i Hengivelse til Gud:
Du Lys for min Forstand,
Du Kjærlighed og Naade
Saa stor den rummes kan.
Fra Dig alt Livet vælder,
Til Dig alt Liv gaaer hen,
Til Dig jeg Hoved helder,
Du Barnets store Ven.
Jeg Øinene vil fæste
Fortrøstningsfuld paa Dig,
Hvad der er mig det Bedste,
Det vil Du give mig!
O lad den Tro ei briste
Hos mig i Angstens Stund,
Og i den allersidste
Kys mig med Fadermund.
Efter nogle Timers styrkende Søvn vaagnede jeg i den tidlige Morgen, Søen gik høit, den portugisiske Kyst var endnu paa et enkelt Sted at øine. Jeg gik ud paa Galeriet, begyndte der saa smaat at røre mig. En af Søofficererne lærte mig at tage sikkert Fodfæste, og hvorledes jeg skulde gaae for at være med i Fartøiets Bevægelse; Søsyge fornam jeg ikke; jeg saae paa de rullende Søer, begyndte at betragte Livet ombord og mine forskjellige Medreisende. Man havde sagt mig at her var meget blandet Selskab, og snart fik jeg et Slags Beviis herfor. Der kom om Morgenen, op fra en af Kahytterne, en ældre Dame; hun græd og beklagede sig, hun var ombord bleven bestjaalet. Damen var gaaet ombord i Rio og havde derfra deelt Kahyt med en anden, hende ubekjendt Dame, der udgav sig for at være en Consuls Frue og vilde til Lissabon; der havde hun igaar forladt Skibet og medtaget hendes Guldpenge,
Bølgerne løftede sig høit, jeg spurgte Capitainen om de bleve endnu større, naar vi kom ind i »
Endnu vovede jeg mig dog ikke op paa det Øverste ved Broer og Trapper forbundne Dæk, hvorfra Commandoen raabtes og signaliseredes og den store Klokke angav nøiagtig Tiden. Denne gik med rask Fart og vort Dampskib med ikke mindre, og dog først seent paa Eftermiddagen naaede vi saa høit, at
Da jeg næste Morgen kom ud paa Dækket vare vi i den biskaiske Havbugt, altsaa midt inde i spansk Sø, og her var blikstille, den kunde ikke være skjønnere, Vandfladen laae som et stort udspændt
I Dag endelig naaede jeg op paa det øverste Dæk, gik hen over de hængende Broer, nød ret Skuet af det herlige uendelige Hav, saae store Fisk løfte sig over Vandfladen, øinede enkelte lavt svævende Søfugle. Mod Aften trak Skyer op i Vest, Søen reiste hvide Toppe; det blev Regn og jeg tyede med de Andre ind i Salonen; jeg følte mig ganske søvant, vovede mig ned i min Kahyt, første Gang efter at vi vare komne paa Havet; Skibets Slingren i den stærke Dønning lod mig et Par Gange falde mod Koien. Det blev stille ovenover, jeg troede at høre den susende Vind, men det var Skibets Hjul som arbeidede.
I den tidlige Morgen, det var fjerde Dag jeg var ombord, skyndte jeg mig op paa Dækket, her var stor Reengjøren og Vasken, vi nærmede os den franske Kyst, dog endnu var den ikke at øine. Efter Frokosten kom vi forbi Fyrtaarnet, der, ud for Girondefloden, er rejst paa en Klippe i Havet; først herfra viser sig Kysten, der er sandet og flad.
Gironde kom som en heel bred Sø ud i Oceanet, aldeles guul, Havvandet farvedes af den en heel Miil ude. Man havde i Lissabon sagt at der var Cholera i Bordeaux, men betvivlede det dog; Lodsen, som kom ombord, forsikkrede os at Sundhedstilstanden var god, det var den behagelige første Hilsen.
Saasnart vi vare inde i Floden, blev der kastet Anker, to smaa Dampskibe ventede paa os, det ene optog Passagerernes Gods, det andet Passagererne selv; vi vare saa Mange, at Fartøiet blev aldeles overfyldt, neppe Halvdelen fik Siddeplads. Girondefloden bevarede her en Deel sin Udstrækning til begge Sider, indtil hvor den oppe i Landet dannes af Floderne Garonne og Dordogne. Paa begge Sider ind i Landet saae vi deilige grønne Kyster, med Viinhaver, Byer, Villaer, Grupper af Poppeltræer, en heel frodig vexlende Guirlande. En gammel
Det blev imidlertid Aften, Klokken var syv før vi naaede Bordeaux, Skibet lagde an ved Quaien, høit oppe i Byen. Jeg steg i Land, men saae ikke et kjendt Ansigt i Mængden, før Leietjenere fra Hotellet, hvor jeg tidligere havde boet, kom mig imøde, Vognen ventede, og som en kjær gammel Bekjendt hilsedes jeg af alle Husets Folk. Snart saae jeg kjære Venner. Søreisen var overstaaet, Portugal og Spanien laae bag ved mig, jeg var i Frankrig og om faa Dage i Danmark.
Henvis til værket
H.C. Andersen: Et Besøg i Portugal 1866. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Gunilla Hermansson, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen, Nicolas Reinecke-Wilkendorff & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 15: Rejseskildringer II 1851-1872. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.