IV

En Maaned i Setubal

Landstedet Dos Bonegos. Klosteret Brancanas. I Campagnen. St. Antonii Fest. Digteren Portella. Tyrefægtning. Jesuskirken. Silhouet af Setubal. Monte Arrabida. En af Sandflugt begravet By. Aftenstemninger.

I den tidlige Morgen, Luften var klar og blaa, selv om Cintras Bjerge vare Skyerne borte, kjørte vi fra George O’Neills Villa ind til Lissabon, en halv Times Vei, og gik strax ombord paa Dampskibet, der daglig staaer i Forbindelse med Jernbanen paa den sydlige Side af Tejo-Floden, der her er bred som en mægtig Indsø; Dampskibet behøver næsten en heel Time for at naae over.

Skibet var overfyldt med Reisende og Reisegods; Farten begyndte, der var en forunderlig Stilhed og Alvor ombord, Herrerne sad og læste Aviser, Damerne skjulte sig under deres Parasoller, man fik slet ikke Indtryk af Sydboens Livlighed, men velvillige og høflige mod den Fremmede viste de sig Alle. Op ad, ind i Landet, breder Floden sig, Vandspeilet smelter sammen med Horizonten; mod Udløbet i Oceanet begrændses den ved de fremspringende Kyster; den hele Bred er bebygget; mest fremtræder det kongelige Slot og det gamle Belem.

Solen skinnede i den klare Luft og i det blikstille Vand, og foran laae paa sine stolte Høie Lissabon, som en photographeret Dønning af Bygninger; alt som vi kom længere ud, tog den tydeligere Skikkelse som mægtige Bølger af Huse og Paladser. Den sydlige Bred, som vi styrede over imod, løfter sig med Klosterbygninger, Fæstningsværker og Pinieskove. Paa en uendelig lang Træbro naaede vi der Banegaarden til Setubal.

Før Jernbanen kom i Stand, gik Hovedlandeveien her hen over den høitliggende Fæstning Palmella, der som et Akropolis løfter sig over den udstrakte Slette; da var Veien aldeles usikker, Ingen reiste uden Escorte. De gamle, mægtige Korkskove her ere nu af mindre Udstrækning end dengang, dels ere de fældede, dels ere de afbrændte. Skovbranden skal flere Gange have været saa stærk, at man paa den anden Side af Floden, i selve Lissabon, fornam Varmen.

Jernbanen gjør en Bøining mod Øst, hen over en sandet Strækning med Mais og Viin; Indhegningen bestaaer af store Aloer; en Plantning af lave Cactus, prangende med gule Blomster, ligger som et Net og holder fast paa den løse Sandjord.

Under Palmellas Bjerghøide bliver Egnen mere malerisk, og snart har man foran sig Setubal, Englændernes St. Ybes, hvor den ene Orangehave ved Siden af den anden fylder Dalen mellem Palmella, St. Luis og Monte Arrabida ud mod Oceanet.

Carlos O’Neills Vogn holdt ved Banegaarden, og snart foer vi afsted gjennem en Del af Byen, der ikke manglede paa grønmalede Altaner, ud igjennem Vandledningens Buer, snart i det dybe Sand, snart over den haarde, nøgne Klippegrund; Veien synes at være bleven til ved sig selv, en Naturvei, flere Steder saa smal, at to Vogne ikke kunne komme forbi hinanden, snart bred nok for fire. I første Øieblik troede jeg at see ved alle dens Bøininger opreiste Telegraphstænger, men nærmere seet var det et langt herligere Skue, blomstrende Aloer, den ene tæt ved den anden, hver Blomsterstængel vist over ti Alen høi med henved tredive Forgreninger. Det var som Bronce-Candelabrer, der paa hver Arm bar en Skaal med gule Blomster. Foran mig, i Høiden, saae jeg Fæstningen Palmella, nærmere, mellem mægtige, skyggefulde Træer, det nu øde Munkekloster Brancanas og tæt op til dette, mit nye Hjem, Carlos O’Neills Landsted Dos Bonegos (Dukkehuset), et Navn, denne Bygning i sin Nyhed erholdt af de Omkringboende; de mange Statuer, Buster og Vaser, hvormed Huset og Havens Terrasser ere smykkede, fremkaldte Navnet.

Til Bygningens Physiognomi hører, at der høit oppe er en susende, spinkel Veirmølle, der løfter Vandstraalerne fra de dybe Brønde op til de store Bassiner, fra hvilke det gjennem Rør vælder ud og forfrisker Haven. Et stort, prægtigt Palmetræ breder sin Skjerm foran min Balcon, hen over det murede Bassin og Vandspring. Haven deler sig i flere Terrasser, en bred Stentrappe fører fra den øverste ned i et stort Blomsterparti. Hvilken Farvepragt og hvilken Forskjellighed af Blomster! selv fra Muurrevnerne skyde frem Nelliker og Cactus, hvilke man hjemme i Norden vilde opelske i Drivhuset. Pebertræerne helde sig som Grædepile hen over de store Vandkummer, hvor Guldfiskene svømme og de hvide Aakander groe; vi stige atter ned ad en Stentrappe og staae i Frugthaven. Citron- og Orangetræerne ere betyngede med Frugt, enkelte frembyde tillige deres hvide, stærktduftende Blomster. Her er Friskhed, Frodighed, Skygge og rislende Vande. Fra den øverste Vandbeholdning, hvor store Skildpadder svømme om, ledes paa maurisk Viis, gjennem Rør og hen ad Havens Muur, det friske, klare Vand ned til de forskjellige Haveterrasser og taber sig som Vanding om hvert enkelt Frugttræ. Lidt dybere ligger Viingaarden med sit bladrige Løv og de tunge, saftige Druer.

Paa Pinieros, hvor jeg kom fra var i disse sidste Dage Sommeren endelig begyndt, her paa Bonegos var man midt inde i den. Det var en storartet Varme, den største Deel af Dagen lukkedes derfor alle Husets Døre og Vinduer, ikke en Solstraale kunde trænge ind; der blev halvmørkt i Stuerne, der ellers vare lyse og luftige, pyntede med Malerier, Statuer og Grupper; her var Bibliothek, Badekammer og Billard, og fremfor Alt, her var elskelige Mennesker.

Ved Dag kunde man i Haven kun holde det ud under de tætteste Træers Skygge, og vilde man over en Plet, hvor Solen skinnede, da skred man langsomt frem under sin udspændte, hvide Paraply. Morgen og Aften var det en Forfriskelse at træde ud i den stille, yndige Luft. Hvilken paradisisk Deilighed rundt om! jeg fornam en Fred, en Ro, som jeg kunde unde alle Mennesker. I Orangehaven blev tidligst Nat; Mørket lagde sig ind mellem Træerne, hvert Blad blev som et sort Fløiel, og hen over svævede de deiligt funklende Ildfluer; Lysene blinkede fra Setubals hvide Huse; de høie Sandklitter vare endnu at see ud mod det mørkeblaae Ocean, og i et Nu tændtes Stjernerne. Al den Deilighed kan ikke males, ikke gives med Ord.

En snever Dal, bevoxet med Viinranker, og hvor en lille Flods gjennemsigtige Vand strømmer under blomstrende Granatbuske, gjør Grændsen mellem Villaen og det gamle Trappistkloster Brancanas, et Navn, det har efter Stifterinden Donna Branca Annas. Her, som overalt i Portugal og Spanien, bleve i Revolutionen Munkene jagne bort. Et fattigt Ægtepar boer nu i Klosteret og har Tilsyn med den store, forladte Bygning; kun en Pind lukker Porten; i Kirken er ikke længer Gudstjeneste, denne holdes i en af de smaa Stuer i O’Neills Villa, og er der ikke Plads nok, knæle de Andægtige ude i Haven foran Capellets aabne Dør.

Vor Nabo, Martinez, havde Nøglerne til Klosterets Kirke, Celler og Sale, med ham saae jeg disse; rundt om, ved at bryde Skillevæggen ned mellem de to nærmeste Celler, vare disse blevne eet større Værelse med den deiligste Udsigt, deels over Dalens Orangehaver, dels til Setubal, Bugten og det aabne Hav. Øverst oppe stode endnu uforandrede Novicernes Celler; de saae ud som Fængsler med smaa Kighuller. Her høit oppe, ud mod den indre Klostergaard, er en stor, tillukket Spadseregang, trist og øde, en lang Grav at gaae i, man tænker her kun paa Død og Begravelse; men aabnes Porten ud til Balconen, hvis Mure og Bænke ere prydede med Porcellainsfliser, da strømmer Lys og Orangeduft herind, og man har det deiligste Skue; dog endnu mere udstrakt er det fra Klosterets flade Tag hen over Novicernes Celler. End mere interessant blev det mig her, da jeg senere tilfods, tilvogns eller paa mit Esel havde tumlet mig fjern og nær i Dalen og paa Bjergene, hvert fremtrædende Punkt var da et kjendt Sted, hvis hele Deilighed jeg erindrede. Klosterhaven med dens Cypresser og Korktræer er ikke ved Muur eller Hegn skilt fra de omliggende Haver; i de stortudseende Landsteder boer kun Gartnerfamilien, Eieren holder sædvanlig mest af at blive i Byen.

Bjergsiden om Brancanas har et tykt Krat, der i hele den varme Sommertid forunderligt holdt sig grønt; øverst ligger Veirmølle ved Veirmølle. Haverne i Dalen prange med Citron- og Appelsinlunde, der vexle med Viinløvsalleer, hvor Rankerne støtte sig paa murede Buer; Granattræerne stode i deres Pragt med de ildrøde Blomster og de glindsende grønne Blade, Magnolietræet prangede med store, skinnende hvide Lotusblomster.

O’Neills Søn Carlos og jeg besøgte et øde lille Kloster paa Bjergsiden under Palmella; vi rede derfra op til selve Fæstningen; Landeveien her, der tidligere var den eneste mellem Setubal og Lissabon, var nu ikke til at befare med lette, almindelige Vogne, vi kom frem som over Barricader, store Stene laae løsnede og kastede omkring. Men hvilket Skue jo høiere man steg! dybt nede Orangehaverne med Setubal, Oceanet, hele Bugten og Adofloden med dens Slyngninger.

Det blev vinterligt koldt heroppe, Vinden var gjennemtrængende som paa en Octoberdag i Norden, jeg var glad ved at kunne tage min tykke Vinterfrakke paa; endelig vare vi under Fæstningens forfaldne Mure, og Udsigten mod Nord aabnede sig; foran Korkskovene ned mod Tejo, paa den modsatte Bred Lissabon belyst af den nedgaaende Sol, Bjergene om Cintra løftende sig i den blaae Luft. Det var ikke let at rive sig løs fra dette Skue; men Aftenen faldt paa, vi maatte vende hjemad; den Hest, min unge Ven Carlos O’Neill red, gjorde dristige Spring over Skrænter og Dybder, medens jeg fulgte den brede Vei, der i Danmark vilde kaldes halsbrækkende, vi sang vore Sange, Luften gjenlød af portugisiske og spanske, danske og svenske Melodier; saa snart vi taug, hvilede en forunderlig Taushed over hele Egnen, Mørket vældede frem fra Buskenes Tykning; her syntes at være Sceneriet til en heel Røverhistorie, og vist nok, flere end een har her udfoldet sig; for endnu ikke ti Aar siden hørte denne Egn til en af de mest berygtede; man fortalte mig om en ung Landmand, bekjendt fra Tyrefægtningerne ved den Dristighed, hvormed han kastede sig mellem Tyrens Horn og lod sig løfte, den Forvovenhed, han viste paa Vildsvinejagten; han havde en Gang ene tumlet med et Vildsviin, begge styrtede de til Jorden, og først der lykkedes det ham med sin Kniv at dræbe Dyret. For en halv Snees Aar siden, da Røverne endnu huserede her, red han paa Jagt med sin Tjener, denne saae i Afstand to Menneskehoveder stikke frem fra Buskene, han sagde det til sin Herre. »Det har ikke Noget at betyde,« svarede denne, men under sin Manta lavede han Geværet til, og da de vare nær nok, raabte han: »svar hvem I er, eller jeg skyder!« der fulgte intet Svar, og Kuglen gik gjennem Røverens Bryst, før denne fik løsnet Geværet, den Anden sendte nu sit Skud og tog derpaa Flugten, men i samme Øieblik ramte ham i Ryggen et nyt Skud af den unge Mand. Det var i Ufredstid, nu er her sikkert, kun høit oppe i de nordlige Provindser høres en enkelt Gang om Røvere og deres Færd.

En større Tour i det varme Solskin gjorde jeg en af de følgende Dage op paa det nærliggende Mont Luis. Carlos var tilfods med sit Gevær i Haab om at finde Jagt, jeg sad paa mit Esel. Fra Viinhaverne, der omgjerdes af høie, tykke Rør, kom vi ud paa den stiløse Mark, mit Esel vilde aldeles ikke frem, Carlos maatte føre det ved Tømmen, uvilligt steg det op ad Bjergstien, som kun blev kjendelig der, hvor Regnvandet havde taget Løb; snart stod os en Lyngbusk i Veien, snart en mægtig, blomstrende Tidsel med den deiligste blaae Farve; jo høiere vi kom, desto rigere blev Vegetationen, her voxte i Mængde en Slags tornløse, blegrøde Roser, en Forskjellighed af Lyng, en Rigdom af mig ubekjendte Blomster og stærktduftende Grønt; men Vei og Sti forsvandt aldeles, Stenene rullede for Eselets Fødder, det steg med Vanskelighed, altid ført og fremskyndet af Carlos, der flere Gange var ved at falde og ideligt stak Bøssepiben mod mit Ansigt. »Er den ladt?« spurgte jeg. »Ja,« svarede han, og saa blev den løftet, men snart igjen sank den ned, dog rundt om var saa megen Herlighed at see, at jeg glemte Dødens Nøglehul.

Enkelte Skyer laae tungt hen over Monte Arrabida og kastede Mørke ned i den mellemliggende dybe Dal. Jo høiere vi kom, des høiere løftede sig i Horizonten det udstrakte Ocean. Den hele Natur havde en Alvor, en Stilhed, som ikke afbrødes af nogen Fugl; det var som før Dyrenes Skabelse. Flere Gange maatte jeg vende mig bort fra det mægtige Skue, idet mit Esel gik tæt ved den bratte Fjeldskrænt, og jeg følte nogen Svimmelhed ved at see ud over Dybet.

Først efter en Times Ridt naaede vi igjen nedad paa synlige Bjergstier; vi øinede et eensomt Huus, der maatte vi hen for at skaffe Eselet Vand at drikke; vi overgav det til Bonden, der tøirede det ved et stort blomstrende Laurbærtræ; Carlos meente at faae Skud, jeg fulgte ham tilfods gjennem Viinmarken ind i den løvrige Skov, hvor en klar Bæk slyngede sig og dannede smaa Fald over Klippestykkerne. Det uvante lange Ridt og den noget besværlige Vandring over den ujævne Jordbund havde gjort mig træt, Carlos skyndte sig ustandselig frem og foreslog mig at blive tilbage; her var just en smuk mosbegroet Plads mellem Myrter og Krusemynter, han skulde nok finde tilbage igjen hvor jeg sad, og snart forsvandt han mellem Buskene.

Uforglemmelige ere mig de Minuter, jeg her, fjern fra Alle, ganske ene, tilbragte i denne Stilhed, denne Skoveensomhed. Jeg tænkte kun lidt paa Røvere eller Vildsviin, de sidste vare her at frygte. Jeg følte mig saa opfyldt af den hele Naturdeilighed, i denne lette, milde, varme Luft, det var som en Kirkegang i den store, fremmede Gudsnatur; jeg følte en Tryghed i Gud, Følelsen fik Ord:

Jeg hvilede nogle Minuter, men fik da Lyst at vove mig dybere ind i Pinieskoven, i den Tanke, at fandt jeg ikke Carlos, skulde jeg dog nok finde tilbage til Hytten, hvor Eselet stod. Snart blev Skovens lave Krat tættere, her var en Rigdom af blomstrende Myrtehækker; gamle Træer løftede deres Krone; Stien, hvor jeg gik, blev smallere, i korte Strækninger forsvandt den ganske; jeg var betænkt paa at vende om, da jeg foran mig, paa et stort mosgroet Klippestykke, hvor den rindende Bæk dannede et klart Bassin, saae min unge Jæger ligge at hvile sig; det var et heelt levende Billede, fuldt af Harmoni, den forunderlige Blanding af Syd og Nord, som Planteverdenen her frembød, viste sig ogsaa i hans hele Skikkelse, det kjække mandige Ansigt, solbrændt bruunt, de kulsorte Haar og Øienbryn, de aldeles lyseblaae Øine og det sørgmodige Smiil om Munden, maaskee lagt der i de sidste Maaneder; en eneste Søster, kun fjorten Aar gammel, Husets Skat og Kjærlighed, havde Gud kaldet til sig, det havde slukket Solskinnet i Forældrenes før saa glade Hjem, slukket Smilet om Broderens Mund.

Jeg fik ham fra at blive her længer i denne stille Eensomhed og snart naaede vi tilbage. Hjemreisen begyndte; Fugle viste sig i Luften, min unge Ledsager fulgte sin Jagtlyst og var mig snart igjen af Syne; jeg lod Tømmerne hænge løse paa mit Esel, det vidste Veien bedre end jeg, og da jeg endelig øinede Klosteret Brancanas, saa vidste jeg hvorhen jeg havde at styre for at naae Hjemmet. Solen brændte, mit Asen vilde kun frem i Fodgang, med Eet standsede det, spidsede Øren, udstødte et forfærdeligt Hyl, steilede og tog til at løbe. Det var en Aseninde med sin skjønne Byrde, en Landbo-Matrone, der kom. Mit Esel gjorde høie Spring, det var vanskeligt at lære det Lydighed. Tilsidst maatte jeg staae af og trække det.

Gjennemstegt af Solen naaede jeg, efter et Par Timers Vandring, Bonegos, hvor et varmt Bad igjen forfriskede Lemmerne.

Efter Solnedgang sad jeg paa Terrassen under det høie Palmetræ ved Springvandet. Naturskjønheden rundt om, Aftenens Deilighed, den Stemning den løftede ind i, kan Erindringen gjemme, men ikke gjengive, og dog forsøgte jeg at lægge den paa Papiret, Vers for mig selv og for Vennerne.

Jeg skrev dette lille Vers ind i en Stambog◀ og føiede til:

Det var Sanct Antonii Fest. Ud paa Aftenen tændtes store Blus, deels foran paa Bjerghøiderne, saa langt man kunde øine, deels foran Landboernes Huse i Orangehaverne; her dandsede Piger og Karle rundt om Ilden til den tidlige Morgen. Hele Setubal laae i Glands og Glorie; Blus ved Blus lyste paa Pladsene, i Gader og i Stræder. Raketter stege rundt om, fra Byen, fra Skibene og selv ovre fra Sandklitterne, hvor en enkelt Sømand eller Hyrde tilfældigt var.

Vor Nabo Martinez kjørte mig og Husets lille Broderdatter ind til Byen for ret at see al den flammende Herlighed. Det var aldeles en halsbrækkende Fart, ad den forfærdeligt slette og krinkelkrogede Vei, hvor vi snart foer afsted i Natmørke, snart i blendende Ildlys fra de store Baal foran Landhusene vi kom forbi; vi foer afsted indtil vi naaede ind i Byen, der gik det kun langsommeligt. Næsten alle Mennesker vare ude paa Gaden; stor Trængsel var der i de smalle Stræder, hvor paa et eller andet Sted St. Antonii Billede, illumineret med Lamper, eller et Alter med Lys, var reist til Helgenens Ære. Et heelt Tog, meest Søfolk, kom, fulgte af Qvinder og Børn med Sang og Musik, det vil sige med Fløite og Tromme. I flere Stræder, hvor vi maatte frem, var der ikke Andet for end at kjøre hen over Baalet; halvnøgne Smaadrenge morede sig med at springe over Ilden, Gløder og Gnister fløi rundt om. Musiken klang saa vildt, den mindede om Negerdands-Melodi. Troldkjærlinger og Raketter fløi hen over os og hen under os, de spruttede og surrede hen ad Brostenene, over og under Vognen og Hesten; at denne ikke løb løbsk er mig ligesaa ubegribeligt, som at vi ikke væltede i al den Ild og alt det Mørke, der skiftede med hinanden; jeg var aldeles forberedt paa at brække et Been eller en Arm.

Byen tog sig ved Aftenen, i denne festlige Belysning, ganske livlig og lystelig ud, ved Dagen derimod, naar Solen brændte, havde den et stille, forladt Udseende. I Gaderne eller hen over Pladsene gik da kun, og under stor hvid Paraply, eller red paa sin Hest eller sit Esel, et enkelt Menneske. Den største og smukkeste af Pladsene er unegtelig den som bærer Navnet efter den portugisiske Digter Bocage, der er født i Setubal og, som det sædvanligviis skeer, er død i Armod; men nu skal her reises ham et Monument, hvortil der indsamles Bidrag; Setubal er stolt af sin Digter.

En af Portugals unge lovende Digtere, Portella, der lever her og har udgivet et Bind Digte, opmuntret af den høitskattede Poet Castilho, skrev i Byens Avis, ved min Ankomst, et digterisk Stykke i Prosa, en Hilsen til den nordiske Digter i Bocages By.

Setubal tager sig smukkest ud fra Fjorden; man seer her Byen i hele dens Udstrækning, med de noget forfaldne Huse; her ud mod det gamle Fort ligger Brødrene Carlos og Eduard O’Neills Gaard, med Contor og hængende Have; en ægte gammel Consulatbygning. Man kommer derind gjennem et Slags Dile, en bred paladsmæssig Trappe fører op til Contoret; Corridor og Trappevæg ere smykkede med næsten alle Landes Vaaben, malede paa Træskiver, som Consulatsskilt. Det var et heelt Billedgaleri, en Congres af Magter, England, Rusland, Preussen, Frankrig, Danmark, Sverrig, Norge, Pavestaten, ja jeg troer ikke at noget europæisk Land savnedes, ogsaa Amerikas forenede Stater var her med Vaaben og Flag.

Setubal har militair Besætning; i Gjenbobygning, det gamle Fort, er Casernen; det var, saa vidt jeg saae, unge Mennesker, sortbrune af den brændende Sol. I et stort offentligt Haveanlæg udenfor Byen, hvor et Musikcorps spillede om Søndag Eftermiddag, viste sig noget Folkeliv, men ikke støiende og ildfuldt som ellers hos Sydboerne; de gode Borgermadamer sad alvorlige og stille paa Bænkene, Mændene bevægede sig livligere op og ned. Støiende Munterhed saae jeg kun paa den omtalte St. Antonii Fest og ved en stor Tyrefægtning, der, St. Peters Dag, holdtes i det mellem Byen og Banestationen reiste Amphitheater.

Alt det Barbariske og Blodige, som en Tyrefægtning i Spanien frembyder, er allerede fra Omskiftelserne til det Bedre, under Don Pedro, bortfaldet. Tyrens Horn blive omvundne, at de ikke skulde dræbe de stakkels Heste.

Amphitheatret er en stor fiirkantet Bygning med Loger gjennem tre Etager, alle under Tag, Arenaen er derimod en Ottekant under aaben Himmel. Det var meest Almuesfolk, Bønder og Fiskere jeg her saae samlede, Logerne vare overfyldte og frembøde det meest brogede Skue. Orchestret spillede spanske Boleros; nu kom tilhest en selskabsklædt, velfriseret ung Herre, han hilsede til alle Sider; Tyren blev indladt og længe varede det ikke før der blev jaget den en Piil ind paa Siden af Halsen. To unge Landboere, der stode for disse Tyrefægtninger, traadte op og viste sig som veløvede Banderilleros, de vare smukke Mænd, klædte i Fløiel og Guld, dertil velfriserede, som skulde de paa Bal. Foruden disse vare endnu tre ældre Banderilleros og nogle Bønder, i hvide Buxer og storblomstrede brogede Trøier. Som i Spanien, saa ogsaa her, efter Kampen aabnedes Skranken for en Flok tamme Tyre med Klokker om Halsen, de hentede de stridbare Tyre, der brølende og bloddryppende ved de mange Pile, der vare stukne dem gjennem Halshuden, forlode Kamppladsen. Noget Nyt, jeg ikke havde seet i Spanien, var, at Bønderne, der havde ført Tyrene herhid fra Campagnen, ogsaa viste deres Dristighed. De stillede sig lige for Døren til Stalden eller lagde sig ned paa Jorden foran og lode sig nu angribe af Tyren, men vidste strax ved et Spring, ved en rask Svingning at unddrage sig Stødet, og lægge sig mellem Hornene paa den, der da til almindelig Jubel løb et Stykke med dem. De andre Bønder grebe nu fat i Tyrens Horn og Hale, spændte alle Kræfter an og befriede Kammeraten. Een af de dristige Bønder blev dog saaledes traadt paa af det rasende Dyr, at han maatte bæres bort og blive aareladt af Lægen.

Dette Slags Tyrekamp tage ogsaa Private Deel i, og man fortalte, at den fordrevne Don Miguel just heri har viist en stor Forvovenhed og ved den erholdt Folkets jublende Bifaldsklap.

Kun saaledes ved festlige Leiligheder saae jeg i Byen noget til Folkemængden, det skulde da være i Kirkerne, og af disse maa jeg med et Par Ord omtale Jesuskirken, en af de smukkeste Smaakirker, jeg endnu har seet. Den har Noget saa luftigt og lyst; hver enkelt Søile herinde dannes af tre andre slanke og smidige, der spiralformede omsnoe hverandre; det konstigt udskaarne Alter straaler af Forgyldning; hele den nederste Deel af Muur og Vægge ere beklædte med Porcellainsfliser, der have fromme Billeder til en heel Legendebog; imellem Kirkens Oliemalerier ere to af Portugals største og meest berømte Maler Gran Vasco; de forekom mig i Farve og Tegning at minde om Holbein.

I Bugten laae en Deel Skibe med forskjellige Nationers Flag, og enkelte Lystbaade tilhørende Bosiddende i Setubal. Paa Eduard O’Neills Baad vaiede Danebrog, det var et smukt lille Fartøi; et lignende havde Portugiseren Hr. Arenz, en Mand, der blev mig interessant ved sit Sprogtalent; han talte ganske fortræffeligt Dansk og havde dog aldrig været i Danmark, ja ingensinde været udenfor sit Fædrelands Grændse. Den Forbindelse han stod i til Skippere fra Danmark, Norge og Sverrig, havde lært ham at tilegne sig disse Landes Sprog og at kunne tale med de tre Nationer i deres Modersmaal.

Ved Quaien laae store Fiskerbaade, man kunde faae til en Roeller Seiltour, vilde man besøge Setubals Pompeji, den forsvundne, nu halvopgravede Fiskerby Troja, eller see det flere Timer herfra ud mod Oceanet liggende Monte-Arrabida med det forladte Trappistkloster og sin vidunderlige Hule.

En smuk Solskinsdag, men desværre temmeligt seent, Flod-Tiden nærmede sig allerede, steg jeg med Carlos O’Neill og hans Familie i en af disse Baade, roet af flere kraftige Sømænd. Vi sad under et udspændt Solseil, Fartøiet styrede ud imod det aabne Atlanterhav og vippede ikke lidt, det salte Vand sprøitede hen over os. Det var et smukt Skue at see mod Setubal og den hele Kyst, vi gyngede forbi. Først kom den lange hvide Række Huse med grønmalede Altaner, røde Døre og Porte. Kirkerne kigede kun lidt hen over Husene; Skibene flagede inde i Havnen, der vare russiske, franske og spanske. Byen laae bag os; Billede vexlede paa Billede, her et gammelt Kloster, der et forladt mægtigt Castel, jeg øinede de kæmpestore Aloer ved Veien, og paa Bjerghøiden Veirmølle ved Veirmølle. Vi saae Klosteret Brancanas, vor Villa Bonegos, St. Luis og Palmella.

Efter at have roet en Timestid nærmede vi os Kystens Hjørne, hvor paa Klippen, høist malerisk ud mod Oceanet, ligger et Castel med en lille militair Besætning, der skal bevogte Indløbet til Setubal. Brændingen slog mod Klippen og de lave Mure, vi maatte holde fra; Baaden dreiede forbi, og ud for og om os laae det store aabne Verdenshav. Hvor udstrakt, stille, og dog en saadan Brænding mod Kysten og hen over de mange Sandbanker; vi styrede mellem disse hen mod den alvorligt udseende Fjeldryg Monte-Arrabida. Lange Bølger, skinnende hvide, løftede os, endnu havde vi næsten Halvveien tilbage før vi kunde naae den mørke Klippekyst. Luften var klar og gjennemsigtig, tydeligt saae vi paa Bjergsiden det forladte Trappistkloster, eengang helligt og hædret; altid i Eensomhed, altid besværligt at naae. Helst vælge de Besøgende Søveien, thi fra Landsiden er det kun den sikkert klattrende Fodgænger og det forsigtige Muuldyr, som finder Sti og Fodfæste. Klosteret i sin Forladthed og Eensomhed er vel en besværlig Reise værd, og dog besøges det kun af og til af en enkelt Fremmed. Mærkeligere end selve Klosteret er den mægtige Drypsteenshule nedenfor ved Havspeilet; dens høitpriste Storhed og maleriske Deilighed er forbausende.

▶Mod disse Klipper strandede et Skib, der havde ombord et malet Billede af Gudsmoder; ved Strandingen løftede hun sig fra Lærredet, svævede og lyste til Frelse høit fra Klippen, og der blev Klosteret bygget og Billedet at see.◀ Under Klosteret selv op fra det dybe rullende Hav løfter sig den vidunderlige Grotte, en heel Fjeldkirke med phantastisk Kuppel, nedhængende Orgelpiber, Søiler og Alter; hen til dette, paa sin Baad, gled i Klosterets Dage Fiskeren, naar han vendte hjem fra sin Fangst; her lagde han som Offer en Deel af de fangne Fisk, læste stille sin Bøn, og lod saa Baaden glide ud igjen fra den lydløse Kirkehal, hvor altid en Lampe brændte. Vi nærmede os Grotten paa omtrent halvanden engelske Miil, alle Omrids af Fjeldet var at see, men stærkere rullede Søen hen over Sandbankerne, Flodtiden raadede, jeg maatte vende om, opgive at glide ind i den sælsomme Hule, naae det eensomme Kloster, hvor Søfuglene kredse om, og hvor Vildtet ikke opskræmmes af Jægeren.

Vi vendte tilbage, men ikke hjem, styrede over mod Isthmen for at see Resterne af den i Sand begravne By: Troja. Phoenicier have grundlagt den, siden have Romerne boet her og samlet Saltet paa samme Maade som det endnu samles; de store Beholdninger vidne herom.

I den ældste Tid skal Havets Indløb have været heelt østligt oppe; den nuværende Indfart er bleven brudt ved en stor Oversvømmelse, der lukkede med Sand den tidligere. Alle Beboerne maae være flygtede, man troer at de først have søgt Bjergryghøiden og anlagt det nuværende Palmella, men senere ere flyttede ned ved Strandbredden og der grundet det nuværende Setubal.

Over en Time gik, før vi naaede Sandklitterne; disse ere begroede med Buske, Tidsler og Blomster, værdige at prange i vore Drivhuse. Hvor vi stege i Land laae store opstablede Steenbunker, blevne til af Ballast fra Skibe, som her i Bugten havde hentet deres Ladning Salt. Her laae saaledes store og smaa Stene fra alle Verdens Lande, fra Danmark og Sverrig, fra Rusland, som fra China, der kunde skrives et heelt Eventyr herom. Vinden luftede, men gav dog ikke Køling nok i det brændende Solskin her mellem Klitterne. En stor Udgravning var begyndt, men igjen standset af Mangel paa Pengemidler; Udbyttet havde heller ikke været stort, dog saae man Grundlagene af Huse, flere Alen høie Mure, Rester af en heel Gade; i denne var et endnu nogenlunde bevaret Badekammer, Gulvet af Mosaik og Væggene med Marmorplader. Heelt ud i Vandet laae Stumper og Stykker af antike sønderbrudte Krukker og store Muursteen, ogsaa gamle Mønter vare at finde.

En Timestid tilbragte vi herovre i dette Øde; ikke en Hytte var at øine, Sandhøiderne strakte sig ud mod det aabne Ocean. Paa Hjemfarten havde vi stærk Søgang, mere end en Time gik før vi naaede over Bugten til Setubal. Ved Landingsstedet laae flere Baade ladede med Salt i store Stykker, som var det Iismasser, hentede for Sommerbeholdning.

Vognen ventede os, Aviserne ventede os; dem især grebe vi efter for at høre og vide hvorledes det stod til ude i Verden. Det skjønne, ulykkelige Spanien, hvorledes stod der til? Tydskland var sin egen Krigsskueplads; Jernbanerne der vare brudte op, Kampen begyndt; medens der Blodet flød og Dødssuk lød, hvilede Fredens Velsignelse deiligt over det fjerne, afsluttede Portugal; jeg fornam og nød denne Ro, denne Skjønhed og Fred.

Aftenen var saa smuk, saa stille, saa drømindbydende; Stjernerne funklede, Blus lyste i de store Frugthaver, Ungdommen dandsede. Jeg besøgte med et Par unge Venner en Dandseplads, og da jeg senere alene gik under Granatbuskene til Hjemmet, sænkede sig det hele Billede i min Sjæl, for altid at blive der.

Paa en af de første Dage plantede jeg udenfor vor Villa, nær ved den høie Palme, et lille nordisk Naaletræ. Det vil groe, Nordvinden suse deri en Hilsen oppe fra Norden.

Derop gik snart min Vei. Allerede havde jeg her i Setubal tilbragt en Maaned, denne med de fem Uger paa Pinieros var mere end den halve Tid jeg havde bestemt til Opholdet i Portugal; vilde jeg altsaa endnu før Afreisen besøge Coimbra og Cintra, da maatte jeg afsted eller bestemme mig til at overvintre herude.

For Øieblikket stillede Hjemreisen sig besværlig; enten maatte jeg igjen med Diligence gjennem det nu sommerhede, urolige Spanien, eller med Dampskib fra Lissabon til Bordeaux; hvorledes vilde Reisen videre stille sig? Hvilke Dimensioner kunde Krigen i Tydskland tage, vilde Frankrig komme med ind i denne; vilde jeg være nødt til at prøve hele Søveien fra Frankrig til England, op til Norge, for derfra at naae hjem. Et Øieblik var jeg tilsinds at blive i Portugal og see Tiden an; et andet Øieblik kom mig i Tanke det gamle Ordsprog: »Kjær Gjest bliver kjedelig naar han sidder for længe i fremmed Huus.« Jeg havde vel endnu aldrig prøvet Sandheden heraf og vilde tilvisse heller ikke her være kommen dertil, men Ordsproget var mig i Tanke; jeg tænkte saa længe over Søreisens Besværlighed og Alt hvad der kunde møde i en krigerisk bevæget Tid, at min dobbelte Natur, Frygt for Fare og Lyst til at prøve den, kom i stærk Bevægelse, og da, som altid, slog Villien Frygten ihjel. Jeg tog Bestemmelse at forlade Portugal midt i August og derfor i de faa Uger, jeg endnu havde tilbage, ret at see mig om i dette skjønne Land.

Det var ikke med let Hjerte jeg kunde sige Lev vel til Vennerne paa Dos Bonegos, disse elskelige Mennesker, dette hyggelige Hjem, denne deilige Natur. Den sidste Aften gik jeg ind i Brancanas’ Klosterhave; her var en Stilhed, en Eensomhed, en forfriskende Duft fra Træer og Buske; Stjernerne funklede; mit Sind var tungt, mit Hjerte fuldt af Veemod, min Stemning blev Sang:

I den tidlige Morgen fulgte Carlos O’Neill og Søn mig paa Jernbane og Dampskib til Lissabon, om Aftenen var jeg paa Pinieros.

Fra Havemuren saae jeg i Horizonten mod Syd i Skygge-Omrids Palmella, St. Luis og hele Bjergstrækningen Monte-Arrabida, nu et Hjemland for mig, kjendt og kjært. I Udkanten af Lissabon skinnede Lygterne, som var der stor Illumination; Vognrummel, Støi og Raab lød herud i Stilheden; jeg saae mod Byen og hen mod den store Vandledning over Alcantara-Dalen, snart skulde jeg ogsaa, og vistnok for altid, sige dette Hjem Lev vel! Alt flyver hen, skifter og omvexler.

Paa Pinieros havde Naturen heelt forandret sig i den Maaned jeg havde været borte herfra. Græsset rundt om var afsvedet, Havens Blomster veirede hen, Passionsrankerne hang med store Frøæbler, som grønne og orangegule Æg, mellem det mørke Løv. Udenfor paa Marken laae Kornet høstet og henlagt paa en dertil indrettet Plads, det blev ikke tærsket men traadt af Oxer. Hele Campagnen frembød et eneste guult Stykke Land, kun Cypresserne, Figen- og Olietræerne gave Afvexling.