En Kurvemager havde gjort

En Kurv. Nu det var ikke stort,

Men den var smuk og Manden værdig.

»Nu, Gud skee Lov, at den er færdig!«

Udraabte han, da Konen kom;

Men Konen brød sig ei derom.

– »Siig: Gud skee Lov, den er istand!«

– »Det gjør jeg ikke, lille Mand!

Du har jo sagt det, det er nok!« –

– »Siig Gud skee Lov!« – Han tog sin Stok.

Hun sagde: »nei, jeg ikke vil!« –

Saa fik hun Prygl, og han slog til.

Høit skreg hun; Nabokonen kom

Og spurgte ud: hvorfor? hvorom?

Og strax, saasnart hun hørte det,

Saa gav hun ganske Konen ret,

Gik hjem og hun var meget vred:

Knap fik hun Tid at sidde ned,

Sin Mand fortalte hun det Hele.

»Din Mening kan jeg ikke dele«,

Begyndte han: »det var ei Ret,

At Konen ikke sagde det!« –

– »Jo det var Ret! hun skulde ei,

Jeg havde heller ikke, jeg!« –

– »Du?« svared’ Manden, »ei Du turde!

For jeg slog ogsaa! ja jeg gjorde!« –

– »Det gad jeg see, min lille Mand!« –

– »Siig: Gud skee Lov den er istand!«

– »Det gjør jeg ei!« – Saa slog han til.

Hun skreg. Det var det samme Spil.

Strax kom den næste Naboemo’r,

Hun hørte Alt, og høit hun svoer,

At Konerne de havde Ret.

Sin Mand hun strax fortalte det,

Og Enden her, jo det gik smukt,

Madammen med fik sit Produkt;

Fra Huus til Huus det stadigt gik,

Og Prygl de allesammen fik,

Thi ingen Kone fandt behov

At sige Mandens: »Gud skee Lov«.

Fra Gade det til Gade kom,

Tilsidst saa var det Byen om,

Ja Landet med! og eens det gik,

De sagde »nei«, og Prygl de fik.

Om det er Sandhed eller hvad –?

Du spørge kan din Kone ad.