Et godt Humeur
Efter min Fader har jeg faaet den bedste Arvepart, jeg har faaet et godt Humeur. Og hvem var min Fader? Ja, det kommer nu ikke Humeuret ved! han var livlig og trivelig, feed og rund, hans Ydre og Indre ganske i Strid med hans Embede. Og hvad var hans Embede, hans Stilling i Samfundet? Ja, skulde det skrives ned og trykkes lige i Begyndelsen af en Bog, saa er det rimeligt at flere, naar de læste det, lagde Bogen tilside og sagde, det seer mig saa uhyggeligt ud, jeg skal ikke have af den Slags. Og dog var min Fader hverken
Nu er det sagt! og det kan jeg sige, at naar man saae min Fader sidde der høit, foran paa Dødens
See, fra ham har jeg mit gode Humeur og den Vane, jævnlig at gaae ud paa Kirkegaarden; og det er meget fornøieligt, naar man kun kommer der med et godt Humeur, – og saa holder jeg
Adresseavisen og Kirkegaarden, det er og var altid mine to meest aandsvækkende Spadserefarter, mine to meest velsignede Bade-Anstalter for det gode Humeur.
Enhver kan nu gaae ind i Adresseavisen; men gaae med mig paa Kirkegaarden, lad os komme der, naar Solen skinner og Træerne ere grønne; lad os gaae mellem Gravene! hver af disse er som en lukket Bog med Ryggen op ad, man kan læse Titelen, som siger hvad Bogen indeholder og siger dog Ingenting; men jeg veed Beskeed, veed den fra min Fader og fra mig selv. Jeg har det i min Gravbog, og det er en Bog, jeg selv har gjort, til Nytte og Fornøielse; der ligge de Allesammen, og endnu nogle Flere!
Nu er vi paa Kirkegaarden.
Her, bag det hvidmalede Pinde-Gitter, hvor der indenfor engang stod et Rosentræ, – nu er det borte, men en Smule Eviggrønt fra Naboens Grav strækker sin grønne Finger derind, for dog at gjøre lidt Stads, – hviler en meget ulykkelig Mand, og dog, da han levede, stod han sig godt, som man siger, havde sit gode Udkomme, og lidt til, men han tog sig Verden for nær, det vil sige Kunsten. Sad han en Aften i Theatret for at nyde med hele sin Sjæl, saa var han reent fra det, naar bare Maskinmesteren satte for stærkt et Lys i hver
Her hviler en meget lykkelig Mand, det vil sige en meget fornem Mand af høi Byrd, og det var hans Lykke, thi ellers var der aldrig blevet noget af ham, men Alt er nu saa viseligt indrettet i Naturen, at det er en Fornøielse at tænke derpaa. Han gik broderet for og bag og var anbragt i Storstuen, som man anbringer den kostelige, perlebroderede Klokkestreng, den har altid bag ved sig en god tyk Snor, der gjør Tjenesten; han havde ogsaa en god Snor bag ved, en
Her hviler, ja, det er nu saa meget sørgeligt –! her hviler en Mand, som i syv og tresindstyve Aar havde tænkt paa at sige et godt Indfald; han levede alene for at faae et godt Indfald, og saa fik han virkelig eet, efter egen Overbeviisning, og blev saa glad at han døde i det, døde af Glæde over at have faaet det, og Ingen nød Gavn deraf, Ingen hørte det gode Indfald. Jeg kan nu tænke, at han ikke engang har Ro i sin Grav for det gode Indfald, thi sæt, at det var et Indfald, der maatte siges til Frokost, naar det skulde gjøre Virkning, og at han som død kun kan, efter almindelig Mening, komme frem ved Midnat, saa passer ikke Indfaldet til Tiden, Ingen leer og han kan gaae i Graven igjen med sit gode Indfald. Det er en sørgelig Grav.
Her hviler en meget gjærrig Madame; mens hun levede, stod hun op om Natten og miavede, for at Naboerne skulde troe at hun holdt Kat; saa gjærrig var hun!
Her hviler en Frøken af god Familie; altid i Selskab skulde hun lade sin Sangstemme høre, og saa sang hun med i »
Her hviler en Jomfru af en anden Slags! Naar Hjertets Kanarifugl begynder at skrige op, saa putter Fornuften Fingrene i Ørene. Skjøn-Jomfru stod i Ægtestands Glorie –! det er en
Her hviler en Enkefrue, der havde Svanesang i Munden, og Ugle-Galde i Hjertet. Hun gik om i Familier paa Rov efter Næstens Mangler, ligesom i gamle Dage »
Her er en Familiebegravelse; hvert Led af den Slægt holdt saadan sammen i Troen, at om hele Verden og Avisen sagde, saaledes er det, og da den lille Søn kom fra Skolen og sagde, »jeg har hørt det paa den Maade!« saa var hans Maade den eneste rigtige, for han var af Familien. Og vist er det, at traf det sig saa, at Familiens Gaardhane galede ved Midnat, saa var det Morgen, om endogsaa Vægteren og alle Byens Uhre sagde, det er Midnat.
Den store
Kommer den Tid, at jeg selv med mit Livshistorie skal indbindes i Graven, saa sæt som Indskrift:
»Et godt Humeur!«
Det er min Historie.
Et godt Humeur
Trykt første gang i Historier, der udkom den 5. april 1852.
BFN 610/II,238-241/VII,145-147.
Tekstrettelser i forhold til trykforlægget
52,23 | med i < med: |
49 | |
Rakker | person, der bragte selvdøde dyr o.l. uden for byen til rakkerkulen; fungerede tillige ofte som bøddelens medhjælper. |
Skarpretter | bøddel. |
Omnibus | hestetrukket offentligt transportmiddel; den første rute åbnet i Danmark 1841. |
side | vide. |
Adresseavisen … uskyldige Vers | udkom i perioden 1759-1908 under forskellige navne. Avisen, som var en slags annonceavis, havde sin oprindelse i de plakater J.F. v.d. Osten fra 1706 lod udgå fra sit adressekontor, der blev lukket i 1711, genåbnet i 1726, lukket i 1728 og atter genåbnet i 1749, hvor kontoret udsendte Adresse-Contoirets Efterretninger til Publici Nytte bekiendtgjorte. I 1759 ændredes navnet til Kiøbenhavns Kgl. allene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger. Adresseavisen bragte bl.a. gravvers. En del af disse samlede hofboghandler J.L. Beeken i Gravblomster I-V, 1825-1829, hvortil H.C. Andersen også bidrog med et ligvers over madam Spendrup (1827, BFN 10). | 50 |
Høvlspaaner | almindeligt underlag for liget i kisten. |
Kjæbe | kind. |
Luft-Soffiten | teaterdekoration, som hænger ned som loft, himmel, grene o.l. | 52 |
Substitut | stedfortræder. |
mi manca la voce | (italiensk) jeg mangler stemmen; kvartet fra Rossinis (1792-1868) opera Mosè in Egitto 1818 (dansk Moses i Ægypten). |
Hverdagshistorie | hentydning til Thomasine Gyllembourgs (1773-1856) i tiden meget læste fortællinger om det borgerlige familielivs hverdag, de såkaldte hverdagshistorier. |
Politivennen | Politievennen. Et ugentligt Almuesblad, udkom 1798-1811 og 1816-1845, påpegede mangler ved Københavns orden og renovation og var især kendt for sine smålige klager over defekte eller manglende rendestensbrætter, nedløbsrør o.l. |
Goethe … fortsættes | den tyske forfatter J.W. v. Goethes (1749-1832) hovedværk Faust, hvis første del fra 1808, her i den sidste af Goethe selv besørgede udgave (Werke: vollständige Ausgabe letzter Hand, bind XII, 1828, s. 313), afsluttes: »(Ist fortzusetzen)«. Andel del udkom posthumt i 1833. |
Del
Henvis til værket
H.C. Andersen: Et godt Humeur. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk
Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession