Et Par Ord om »Hyldemoer«

Naar »Flyveposten« i sin Anmeldelse af min Digtning »Hyldemoer« siger, at »Humor og Friskhed i dette Arbeide kun dukker saare sparsomt op imellem et Hav af Trivialiteter«, da kan jeg, som Digtets Forfatter, Intet svare herpaa, men kun henvise til Digtningen selv, og da haabe en mildere Dom hos Enhver af Smag og Billighed, der vil gjøre sig bekjendt med mit Arbeide; derimod kan jeg friere tale min Sag mod Anmelderen i den »Berl. Tid.« og, ved ganske simpelt at fortælle Handlingens Gang i det hele Digt, idet jeg her aldeles udelader Phantasus, vise, hvor urigtigt det er, naar Anmelderen siger: »i Stedet for Handling giver Forfatteren os en Række isolerede Scener, som han selv, da de mangle al indre Forbindelse, har seet sig nødsaget til at lime sammen ved Hjælp af Phantasus.«

Indholdet af min Eventyr-Digtning er dette:

En smuk Sommernat mødes paa aaben Mark Repræsentanterne for de fire Elementer, den ene af disse, Jordaanden, der viser sig i Muldvarpens Skind, vil have sig en Kone, og, da der inde i Kjøbenhavn er en Barbers meget smukke Datter, beslutte de alle fire at drage derhen paa Eventyr og forsøge deres Lykke, men, for at blive forstaaede, ville de træde op i menneskelige Skikkelser, Luft-Repræsentanten vil komme som Luftskipper, Lygtemanden som Handlende med chemiske Svovlstikker, Havmanden som Dykker, og Jordaanden eller Muldvarpen som Kjældermand. Vi flyttes nu til Barberens Have, hvor Svenden Peter er ifærd med at spænde sin Randsel for at drage paa Vandring; Marie, Barberens Datter, siger ham Farvel ved det gamle Hyldetræ, under hvilket de ere voxede op sammen, og her tager han det Løfte af hende, at, medens han er paa Reise, maa Ingen omhugge det gamle Træ, som han har saa kjært og har digtet en Vise om; denne synger han, og snart bliver det klart for dem begge To, at de holde af hinanden, og nu vil den unge Svend ikke paa Vandring, men blive hos Mester, af hvem han ogsaa, efter nogen Modstand, erholder Tilladelse dertil. – Nu komme en Mængde Folk, som ville barberes, og mellem disse ere, i borgerlig Klædning, de fire Element-Repræsentanter; de frie til Pigen, og, da den unge Barbersvend bliver for heftig herover, jages han paa Døren af Mester; men under denne Larm og Forvirring, som herved fremkommer, lister Jordaanden sig hen til den unge Pige, og, uden at det sees af hans Omgivelse, skyder han hende ned i Jorden. Snart savnes hun, og Hver løber afsted for at finde hende; Peter kommer tilbage, han vil tale sindigt med Mester, og, idet de mødes, træde frem for dem de tre Element-Repræsentanter, der give dem Besked om, at det er Jordaanden, Muldvarpen, der har røvet Marie, at de ingen Magt have i hans Rige; Kjærlighed er derimod stærkere end al Trolddom; Kjærlighed maa hjælpe og lede den stakkels Svend, og, bliver han den Seirende, da ville de altid være hans Venner. Mester finder det fornuftigst at søge Hjælp hos Politiet; den unge Knøs staaer ene og bedrøvet under det gamle Hyldetræ, da aabner det sine Grene, og Hyldemoer, Træets Dryade, taknemlig fordi han bad, at Træet ikke maatte hugges om, lover ham sin Beskyttelse og giver ham en blomstrende Hyldegren, der eier alle de gamle, kjære Minders Kraft og Velsignelse: ved den vil han gjenfinde og tilbageføre sin Marie. Grenen bøier sig mod Jorden, hvor hun er, og han synker derned. Her træffe vi nu Jordaanden og erfare, at han, efter at have fanget den unge Pige, førte hende til Glemsels Land og lod hende drikke af Glemsels Kilde, saa at hun nu har mistet enhver Erindring om Livet ovenfor; nu skal Brylluppet hernede staae, men under Muldvarpens Samtale herom med sin gamle Husholderske kommer Peter med den magiske Gren: Erindringens Magt virker ogsaa paa de to Gamle, de leve pludseligt tilbage i Tankerne om deres Ungdoms Kjærlighed og fortabe sig og forsvinde i den. Marie vækkes af sin Slummer, men hun kjender ikke mere Barndomsvennen, hun forstaaer ikke, hvad han fortæller om tidligere Dage; da synger han sin Vise om det gamle Hyldetræ, trykker hende den blomstrende Gren i Haanden, hun kommer til at græde og nynner nu sagte Sangen med: da brister Hulens Hvælving, Solen skinner til dem, og det gamle Hyldetræ sænker sine Grene ned og bærer dem op til Hjemmet, hvor de frelste sidde under Træet, beskyttede af dets Dryade.

Dette er Indholdet, og det kan ikke kaldes: »en Række isolerede Scener, der mangle al indre Forbindelse«.

At Phantasus træder op og imellem taler et Par Ord til Publicum, er en Spøg, som jeg troede Enhver kunde forstaae; han er den lystige lille Kudsk, der har taget dem Allesammen med i sin Omnibus og fører dem ind i Phantasiens Rige.

Jeg opfordrer herved Redacteurerne af »den Berl. Tid.«, og af »Flyveposten« til, at de med den samme Hurtighed, som de have viist i at forkaste mit Arbeide, ville vise mig den Retfærdighed at optage i deres respective Blade dette mit Indlæg i Sagen; jeg tør troe, de ville det, som Mænd, der agte Sandheden.