Det dundrer stærkt under Hestens Hov,

Thi fast ligger Sneen i den sorte Skov;

See, Fuldmaanen skinner fra Himlens Scene,

Mellem de nøgne Grene.

En Hob Kosakker til Hest vi see;

De leire sig her paa den hvide Snee,

Stærkt Hestene dampe, og bundne sammen

Staae de ved Bøgestammen.

Nu tændes et Baal ved den store Bøg;

See, den røde Ild med sin sorte Røg,

Og Mændene, som i Sneen sammen

Sidde rundtomkring Flammen.

Bruunguul er Kinden, mørkt hvert Blik,

De drikke den klare, skarpe Drik,

Men over dem, høit paa de grønne Grene,

Sidder en Flygtning ene.

Han tør ei aande, stivt seer han frem,

Men Tanken flyver mod fjerne Hjem,

Saa langt hiin Side af Rhinens Vover,

Hvor hans Pige sover. –

Hun drømmer sig hos ham Favn i Favn,

Hun hører ikke den sultne Ravn,

Der skriger sit »Dobbra« saa mange Gange

Mod den sørgende Fange. –