Fædrelandet 28. Mai 1840

Ægypteren ved Nilen gaaer,

Glad ved den rige Höst, som kommer,

Stolt Vandrefuglen med Vingen slaaer,

Fortæller om den danske Sommer.

»Et Land, Ægypten liigt, i Nord jeg veed,

Med Oldtids Minder og med Frugtbarhed,

Skoven er saa grön,

Qvinden er saa skjön!

Og dette Land, det kaldes Danmark!«

Naar Svanen synger sin sidste Sang,

Den synger om de grönne Öer,

Om Kjæmpegrave paa Klövervang,

Om skovomkrandste stille Söer;

Den Strand, hvor Havfruen i Maaneskjær

Forkynder höit hvad Stort sig rörer her.

Havet har fortalt

Smukt til Svanen Alt;

Og dette Land, det kaldes Danmark!

Den lille Svale veed god Beskeed,

Den boer, saa den seer ind i Stuen;

Om huuslig Lykke, om Trofasthed

Den qviddrer der i sin Beskuen.

Fra Slottets Marmor og til Hyttens Straa

Et ærligt Sind og Stræben Fuglen saae;

Offre vil hver Stand

Alt for Fædreland,

Og dette Land, det kaldes Danmark!

Ja, Danmark er vort Fædreland,

For det at virke, er at leve!

Gud signe Kongen og hver en Mand,

Som ærligt stræber det at hæve!

Paa sommergrönne Öer höit i Nord,

Hvor Skoven gjör til Indsöe Bugt og Fjord,

Axets Guldkorn groe!

Gid der Lykken boe!

Og dette Land det kaldes Danmark!