Farvel!

Farvel, Du største Skjald i Norden!

Ud til dit Hjem nu Toget gaaer;

»En smuk Allee til Kirkegaarden«:

Et Folk i Sorg langs Veien staaer.

Til Frederiksberg! der var din Vugge,

Der Aandens Lampe straalte rigt,

Der skal om Dig sig Graven lukke;

Din Vandring er et Skjønheds Digt.

Guds Lys i Dig blev Aandens Eie,

Deel af os selv, og altid vort.

Farvel! hvil sødt! redt er dit Leie,

– I Graad døer Vuggesangen bort!

Farvel! farvel! – Nu græder Norden,

Som Du forstod, som Du besang,

Saa Oldtid steg igjen af Jorden,

Dens Hjerte slog, dens Skjolde klang.

– Som Foraars-Vinden over Voven,

Saa frisk, saa sund blev Sangen bragt.

Din Sang var dansk, som Bøgeskoven,

Og nordisk, som Nordlysets Pragt. –

Farvel, Du største Skjald i Norden!

Ud til dit Hjem nu Toget gaaer;

»En Smuk Allee til Kirkegaarden«:

Et Folk i Sorg langs Veien staaer.